__MAIN_TEXT__

Page 1


2


Intro Hvis du allerede har læst de andre B.I.T.Z.-bøger, så kender du os og kan bare gå i gang med 1. kapitel. Ellers præsenterer vi os lige lynhurtigt. Vi er de fire B.I.T.Z.-piger:

Betty Ingrid

der hælder vand ud af ørerne der har luft i maven

Tove

der har jord i hovedet

Zille

der har ild i røven.

Tilsammen er vi de fire elementer, og tilsammen er vi uovervindelige. Og det har vi også brug for at være. Vi bor i Møllerup, uden for København, og er lige begyndt i 7. klasse. En helt ny 7.-klasse, der er sat sammen af os fra Møllerup Skole og så bønderne , der

3


kommer ind fra bøhlandet. Troede vi. Lige indtil det viste sig, at bønderne er børn af de rige og berømte. Og så er det altså lidt svært at være de sejeste i den nye klasse. Hvilket ellers er målet med vores klub: B.I.T.Z. de seje tøsers klub. Kys, knus, kram Betty Ingrid Tove Zille

4


En weekend i helvede Forældre. Du kan ikke leve uden dem, og du kan ikke leve med dem. Især ikke en hel weekend i sommerhus i regnvejr. Hvis det er muligt at blive kvalt i yatzy og pandekager, ville jeg være stokdød. Hvis altså ikke en kasse med gamle bøger havde reddet mit liv.

5


Jeg plejer ellers ikke at læse voksenbøger, men når valget stod mellem dét eller at spille fisk med de gamle, var sagen klar: Jeg smed mig straks på kurvesofaen med en bog. Det virker hver gang. Min journalistmor vil så gerne have mig til at læse, at jeg kan slippe for opvask og hjemlig hygge, hvis bare jeg stikker næsen i en bog. Hm. Denne her var så støvet, at det dryssede ned i hovedet på mig. Sproget var også lidt støvet. Eller nej, når man først havde vænnet sig til det gammeldags, var det faktisk superflot. Sproget lød, som om en hæs saxofon hviskede i det fjerne. Indimellem kom der sætninger, der var så lækre, at jeg måtte stoppe og læse dem igen. Hendes ansigt lignede en spand fuld af mudder. Og ikke på den gode måde. Eller: Jeg bevægede mig diskret ind i rummet. Som en fugleedderkop på en lagkage. Wow. Jeg ville give halvanden bondegård for at kunne sige noget, der var bare halvt så sejt. Og helst inden den, jeg skulle sige det til, var cyklet hjem. Jeg ved ikke hvorfor, men selv når 6


jeg tænker noget sejt, bliver det til rent sluddermor, inden det kommer ud af munden på mig. Suk. Hvem, der bare var lige så klog som Sherlock Holmes og lige så cool som Philip Marlowe og alle de andre detektiver, jeg læste om, mens regnen trommede på taget. Og hvem, der bare boede alle andre steder end i Møllerup, hvor der aldrig sker noget. Og slet ikke noget kriminelt. Det burde faktisk være kriminelt at få børn sådan et sted.

7


Filmen knækker Mandag efter skole gik vi som sædvanlig til frivillig film. Hos Jonas, skolens unge lærerpraktikant, der havde stået for et krybbespil, som folk stadig talte om i hele Møllerup.1 I starten var det mest de andre B.I.T.Z.-piger, der ville med, men undervejs var jeg også blevet bidt af det. 1

Det kan du læse om i BITZ-bogen Julemiraklet

8


Det var rigtig spændende at høre Jonas fortælle om alle de tanker, der lå bag en film, man ellers bare sad og spiste kage til. I dag var det planen, at vi skulle starte på at lave en film selv. For at omsætte teorien til praksis, som Jonas sagde. Fint nok, sagde jeg. Bare jeg fik lov at stå bag kameraet, og ikke foran. Bare tanken fik mit ansigt til at føles lige så stift som en maske. Har I styr på, hvad jeres film skal handle om? Jonas så ud over forsamlingen, og straks røg bøndernes hænder i vejret. Vi fire tøser sank derimod sammen i stolene. Vi havde snakket om filmen. Frem og tilbage. Men var hverken nået frem eller tilbage til noget, der bare mindede om en god ide. Ja, mon ikke. Celeste-Rose så hemmelighedsfuldt på Pauline-Rose, der så forventningsfuldt tilbage. Mere siger vi ikke. Fair nok. Jonas kørte en hånd gennem sit strithår. Nogen andre? 9


Vi vil lave en splatter-film, sagde slagterens Anders. Og min far står for special effects. Lige som sidst, sagde Jonas. Lige som sidst! Anders nikkede stolt ved tanken om, hvordan han havde været med til at gøre krybbespillet yderst livagtigt. Især den del, der handlede om Barnemordet i Jerusalem. Hvad med jer, girls? Jonas så ned i vores hjørne. Vi improviserer, skyndte Ingrid sig at sige. Ha, I har bare ikke fundet på noget, sagde Anders. Eller også holder vi os åbne for inspiration, sagde Ingrid og trak på skulderne. Uh, så bliver det sikkert noget med Ingrid, der maner et jysk bondespøgelse2 frem i en hoppeborg. Ja, måske. Ingrid pustede luft ud gennem næsen. Hvilket er klasser over at hælde blod og indvolde ud over det hele og kalde det splatter.

2

Det kan du læse om i BITZ på lejrskole

10


Jonas skyndte sig at afbryde diskussionen ved at spørge til udstyr. Og så kom der ellers gang i vores klassekammerater med de rige og berømte forældre: Min far er filminstruktør, og han kan klippe … Min mor er skuespiller, og hun kan skaffe … Min onkel har det allernyeste steady-cam, der kan optage i professionel HD-kvalitet … Vi sank endnu længere ned i stolene. Vi havde hverken lyd, lys eller kamera og havde vist bare tænkt os at optage det hele med vores telefoner. Eller noget. Cut! Jonas rejste sig op og kørte en finger hen over halsen. Der blev straks stille. Jonas holdt stilheden lidt længere. Han er ikke halvvejs skuespiller for ingenting. Til sidst kunne vi næsten ikke trække vejret. Så endelig sagde han: Vi går old school. A-hva ?! Vi dropper alt det der udstyrspjat og går efter det gammeldags: Håndholdt videokamera. Han smilede 11


allerede ved tanken. Jeg ved ikke hvorfor, men her på skolen smider man ikke noget ud. Så vi skal ikke over på biblioteket og låne de nye digitale kameraer. Vi skal ned i kælderen og se på den antikke samling af AVudstyr. AV-hvad-for-noget? Audio-Visuel. Det betyder lyd & billede. Og det er lige til teknisk museum. Jonas holdt en kunstpause til, mens han vippede med øjenbrynene. Og nu … action, sagde han og rejste sig. Zille sprang op som den første og løb hen til døren. Der blive hun stående lidt og hoppede, indtil Jonas var klar til at vise os vej. AV-samlingen lå nede i kælderen. Så meget vidste jeg, selvom jeg aldrig havde været der før. Og godt det samme. Selvom det var højlys dag, var der allerede skummelt. En lang, forladt gang med døre, der kunne åbne ind til hvad som helst. Og med en blinkende 12


lampe i loftet, der sendte gule glimt ud over rummet sammen med en svag summelyd. Det er lige til en gyser, hviskede Betty, og jeg kunne kun give hende ret. Og tak, sagde Jonas, da vi nåede til en dør, der var forstærket med jernplader. Vi stoppede og ventede på, at han fik åbnet alle låsene. Da den sidste nøgle var drejet om, slog han døren op med en flot armbevægelse, vendte sig mod os og hviskede: Velkommen til det stof, som drømme er gjort af. Selv stod jeg nede bagved og kunne mere høre end se, hvad der derefter skete. De første begejstrede udbrud blev hurtigt til forbløffelse, og så til vrede og frustration. Hvad, hvad, hvad? lød det fra Zille, der også var havnet bagest. Stå stille, Zille, hviskede jeg og prøvede at komme længere frem.

13


Endelig kom vi ind og så et lokale med masser af reoler, rod og rulleborde og en gabende tom hylde, hvor der skulle have været videokameraer. For meget! Jonas pegede på den tomme hylde med en ansigt, der sagde mere end tusind ord. For fedt! lød det bag os, og alle vendte sig om og så på Betty, der så tilbage med strålende øjne. Øh, jeg mener, for-kert. Det er meget, meget forkert at stjæle. Især fra børn. Men selvom hun var ildrød i hovedet, var det let at se, at hun kæmpede for ikke at smile.

14


Krimimøde Jonas aflyste frivillig film og sendte holdet hjem. Så inden længe var vi samlet hos Tove for at holde krisemøde. Vi var kun lige nået til at blive enige om, hvor rystende det er, at en dum tyv kan ødelægge det for en hel skole, inden det bankede på. Døren gik op og ind kom en pragtfuld kvinde. Ikke alene var hun brunette.

15


Hun var sådan en brunette, der kunne få en bager til at sparke et butiksvindue ind. Så er der kage. Toves mor satte et stort fad kage på bordet mellem os, smilede bredt og forsvandt igen uden at vente på tak. Det skulle hun også have ventet længe på, for de næste mange minutter kunne man ikke høre andet end gumlelyde. Da alle var færdige med at spise, undtagen den umættelige Ingrid, tog jeg ordet: Girls, lad krimimødet begynde. Mener du ikke krisemøde? spurgte Tove. Nej, jeg mener faktisk krimimøde. Vi står nemlig over for alle tiders chance. En chance for at opklare et rigtigt kriminelt tyverimysterium. Min krop dirrede, så jeg havde svært ved at sidde stille. Så nu er det bare at gå i gang. Yes! Zille røg op af stolen og slog hovedet mod skråvæggen. Ingrid nikkede med munden fuld af kage. Men øh … hvor? spurgte Tove. Og hvordan? 16


Elementært, min kære Tove. Jeg smilede så køligt som en isbjørn, der har fået øje på en sovende sæl. Når man hverken kender gerningsmanden eller motivet, må man starte med gerningsstedet. Cool! Zille var allerede på vej hen mod døren. Men øh … ikke for at være kedelig eller noget, sagde Tove. Hvordan kommer vi derind? Jeg mener, der var tre låse på døren, og jeg tror, Jonas blev dernede for at rydde op. Sagen var klar. Tove var sådan en, der skulle overbevises med sund fornuft. Godt jeg havde læst Sherlock Holmes, så jeg vidste, hvordan mesteren i logisk tænkning ville have gjort. Hm, sagde jeg og lagde en pegefinger på overlæben. Hvis den lige vej ind er lukket, må man finde en omvej, der er en genvej. Say what? Zille satte sig ned med et bump. Altså, hvis omvejen er en genvej, må man finde en smutvej …

17


Hvorfor taler du så sært? sagde Ingrid, der endelig var blevet mæt og nu lå og smilede med fingrene flettet på maven. Inden jeg kunne nå at svare, brød Zille ind: Er der ikke noget med, at din mor sidder i skolebestyrelsen? Nå jo. Så tror du, hun har nøglerne? Jeg sms ede straks og spurgte, men nej. Her hjalp ingen kære mor. Desværre. Hvis alle naturlige muligheder er udelukket, bliver der kun de overnaturlige tilbage, uanset hvor usandsynlige de måtte være. Jeg kiggede rundt på forsamlingen og ønskede, jeg havde en pibe, jeg kunne pege med, ligesom Sherlock Holmes. I stedet pegede jeg med en finger, der ikke var helt ren efter al den kage. Zille rystede på hovedet, meget på samme måde som hun gør i matematiktimerne, når det bliver for indviklet. Det samme gjorde Ingrid.

18


Nu tror jeg faktisk ikke, vi har udelukket alle de naturlige muligheder for at komme ind i AV-rummet, sagde Tove. Det mest enkel er da at finde en, der har en nøgle. Som nu pedellen. Nå ja, sukkede jeg. Nå ja, jublede Zille. Han skylder os også en tjeneste efter dengang, hvor han hjalp os med at fjerne det beåndede glas fra ouija-brættet og smadrede det3. Måske er han åben for pres? Vi kan også bare spørge ham pænt, foreslog Ingrid. Enkelt, snedigt og effektivt. Kort sagt genialt. Jeg rejste mig halvt op for at sætte planen i gang, men Tove kom mig i forkøbet. Jeg har en bedre plan, sagde hun, som om hun selv havde svært ved at tro, det var sandt. Hør lige: Vi mangler stadig en idé til filmen, ikke? Altså frivillig film-filmen. Og så var det, jeg tænkte, at vi kunne lave en dokumentarfilm, hvor vi prøver på at opklare, hvem

3

Det kan du læse om i BITZ-bogen Som besat

19


der har stjålet videokameraerne. En True Crime-film. På den måde kan vi få adgang til gerningsstedet og alle de mistænkte. Og samtidig kan vi få lavet den dersens film. Hun så sig spørgende om. Hvis altså I andre synes, det er i orden? Tove, kom i mine arme! Zille kastede sig halvt ind over bordet for at kramme hende. Genialt. Ganske enkelt genialt. Ingrid så imponeret på Tove, der allerede var helt rød i hovedet. Jeg prøvede på at lade være med at blive grøn i hovedet af misundelse. For hun havde jo ret, Ingrid. Toves plan var genial. Nærmest kriminelt genial. Suk.

20


And action! Yes! råbte jeg, så snart jeg var færdig med at kramme Tove. Og lad os så komme over på skolen og få snakket med Jonas. Lærerne bor altså ikke på skolen, mumlede Tove. Det ved jeg da godt, men derfor kan det jo godt være, han stadig er der. Og så kunne jeg altså heller ikke vente et sekund længere med at komme i gang.

21


De andre indhentede mig først henne på skolen. Da havde jeg allerede nået at tjekke frivillig film-lokalet og var tilbage i skolegården, der så lidt lille og fortabt ud uden alle os unger. Har du fundet ham? spurgte Tove forpustet. Næ, sagde jeg. Men hey, der kom pedellen med kurs mod kælderen, og inden min hjerne havde nået at tænke tanken til enden, var mine ben begyndt at løbe over til ham. Har du set Jonas? spurgte jeg. Jonas? Pedellen sneg en finger ind under sin ternede kasket og kløede sig på panden. Hvem er det nu liige … Ung fyr, praktikant, supercool. Nå, Jo-nas. Jo, han er vist nede i AV-samlingen. Og inden min hjerne fik set sig om, var mine ben på vej mod kælderen. Tak, huskede jeg lige at råbe, inden jeg susede ned ad trappen. Bag mig kom tøserne dryssende. En efter en. Jeg vendte mig om for at

22


skynde på dem

og var lige ved at brase ind i Gorm,

vores ældgamle historielærer. Hov-hov, unge dame, sagde han og pressede en plasticpose tæt ind til kroppen. Sikke en fart. Ups. Sorry. Jeg stoppede, så hurtigt jeg kunne. Heldigvis så det ikke ud til, at der var sket noget med ham. Man ved ellers aldrig med gamle mennesker. Deres knogler brækker så let som ingenting, siger min Falck-redder-far. Hej, Gorm, sagde Betty bag mig. Har du set Jonas? Ja, mon ikke, sukkede Gorm og forsikrede os om, at Jonas var nede i AV-samlingen, og at han havde været der hele eftermiddagen. Tak! nåede jeg lige at råbe, inden jeg satte en sidste spurt ind og ganske rigtigt fandt Jonas i AV-rummet. Der sad han på en stol, der manglede ryggen, og stenede video. Faktisk var han så stenet, at vi måtte sige hej fire gange, inden han opdagede os.

23


Se lige! Han pegede på et tv, der var på størrelse med en mikrobølgeovn. Er det ikke fantastisk? Vi gik lidt nærmere og kiggede på filmen, hvor nogle unger løb rundt med superkikset tøj og talte underligt. Jonas trykkede på pause og pegede på hylde efter hylde med gamle film. Det er som at have fundet en tidsmaskine. Så endelig var han tilbage i nutiden, og vi fortalte ham om Toves geniale plan. Det tog lidt tid, inden han fattede den, nok mest fordi vi talte i munden på hinanden. Men så sagde han også ja med det samme. Faktisk sagde han mere end ja. Han sagde YES og hurra og indkaldte straks hele holdet til ekstraordinært ekstramøde i morgen, og det var jo fint nok alt sammen. Eneste problem var bare, at vi først kunne komme i aktion i morgen. Hvorfor skal man altid, altid vente?

24


Krisemøde Allerede næste dag mødtes vi igen til frivillig film efter skole, og nu sad vi spændt og ventede på, hvad Jonas ville sige. Nogle gange, begyndte han, overgår virkeligheden fiktionen. Sådan var det i går, da vi troede, vi skulle lave små, sjove fiktionsfilm. Men nej, så kom virkeligheden buldrende for alvor. Nogen var brudt ind

25


i AV-samlingen og havde stjålet det, der skulle have været vores redskaber til at gå old school på opgaven. Han holdt en pause og så ud over holdet, der var lige så forargede, som vi havde været i går. Men den slags lader ægte filmskabere sig ikke slå ud af. Nu kiggede han ned mod vores hjørne. I går kom Betty, Ingrid, Tove og Zille med et forslag, der er lige så cool, som det er genialt. Jeg rettede mig op i stolen. Stolt over at være venner med sådan en sej tøs som Tove, der allerede var helt rød i hovedet bare ved tanke om, at hun skulle roses lige om lidt. Og ved I, hvad forslaget går ud på? fortsatte Jonas. Nej, lød det fra holdet, og spændingen var til at tage og føle på. Jonas trak den lidt mere og lidt til. Så endelig gav han svaret: Vi skal lave krimidokumentarfilm. Øh, lød det fra Betty, mener du ikke I? Nej. Jonas favnede hele holdet med armene. Jeg mener VI. Jeres ide om at lave kunst ud af en ulykke er 26


så god, at vi alle skal være med. Vi skal alle sammen lave en dokumentarfilm, hvor vi prøver at opklare krimigåden: Hvem stjal videokameraerne? Hvorfor? Hvorfor nu? Og hvorfor i alverden stjæle de gamle videokameraer, når skolen har masser af spritnye? Det er opgaven. Alle grupper løser den samme opgave. Stilen vælger I selv, og så bliver det spændende at se, hvor forskellige jeres film bliver. Fedt! lød det fra Celeste-Rose. Hun vendte sig om på stolen og hviskede, at hun meget hellere ville lave krimi, fordi den ide, de ellers havde, var noget, hendes forældre havde fundet på, og det her var meget sjovere. Jeg skævede til de andre. Tove så ud, som om hun syntes, det var fint nok at dele. Betty så ud, som om hun var ved at eksplodere, og Zille spjættede så meget, at det var umuligt at aflæse hendes humør. Selv sukkede jeg bare og hviskede krisemøde til tøserne. Og med krisemøde, mente jeg krisemøde. Inden vi gik, gav Jonas os en uge til at lave filmen og fri adgang til skolen efter skoletid. 27


Men øh, hvordan havde du lige tænkt dig, vi skulle filme? Uden kameraer? spurgte Anders. Se, det kalder jeg et godt spørgsmål. Jonas bukkede sig ned og hev en kasse frem under bordet. Man kunne næsten høre trommehvirvlerne, da han åbnede kassen og tog en håndfuld kameraer frem. Et til hvert hold. Hvor har du dem fra? Anders kiggede mistænksomt på sit kamera. De er vel ikke faldet af en lastbil? Rolig nu, grinede Jonas. Jeg har lovet ikke at sige, hvor de kommer fra. Så lad os bare sige, at en venlig sponsor dukkede op, da vi havde mest brug for det. Jonas øjenbryn vippede hemmelighedsfuldt op og ned. Mystisk! Hvis vi ikke havde så travlt med at opklare det andet mysterium, var der vist noget, man kunne grave sig ned i her. Eller også kunne man bare kalde det god karma. Nå. Inden jeg nåede at tænke mere over det, var frivillig film slut, og vi skyndte os hjem for at holde 28


krisemøde hos Tove. Kun lige afbrudt af et stop hos købmanden, for efter at Jonas havde foræret vores ide til hele holdet, havde vi brug for noget, der var stærkere end Toves mors kage. Vi havde brug for trøsteslik. Hjemme hos Tove satte Betty sig på sengen med en lakridspibe i munden og så eftertænksom ud. Men kun et øjeblik, så sukkede hun og foreslog, at vi skulle gå old school. Det er også det eneste, vi kan, sukkede Zille og slugte en håndfuld vingummibamser. Vi har ikke en chance for at være cool, når alle de andre har filmstjerneforældre. Godt, men så kan vi lige så godt gå hele vejen. Betty snuppede Zilles ternede kasket og tog den på. Hun satte lakridspiben i mundvigen, og så lignede hun ellers Sherlock Holmes på en prik. Tove stirrede på Betty med store øjne, og for en gangs skyld sprang hun op af stolen. Jeg har det! Oppe

29


på loftet … Hun kunne næsten ikke få vejret. Kom! råbte hun til sidst og løb i forvejen. Toves loft viste sig at være propfyldt med alverdens vidunderligt skrammel. Gamle plysmøbler og malerier med guldrammer. Gulnede bøger og plader til en rejsegrammofon. Mærkelige maskiner og legetøj fra da oldefar var dreng. I det flakkende lys så det ud, som om en gammel porcelænsdukke blinkede til mig. Det var helt sikkert et tegn. Wow, sagde Zille og var ved at banke hovedet mod en loftsbjælke af bare begejstring. Hvorfor har du ikke vist os det her noget før? Tjo … Tove rødmede helt om i nakken. Det har jeg bare ikke tænkt på. Men se … Hun afbrød sig selv, da hun fik øje på en gammel kiste. Her. Det er onkel Jørgens. Altså min bedstemors kusines onkel Jørgen, og han gik altid med hat. Hun bøjede sig ned og hev triumferende en ternet hat op. Hvad siger I så?

30


Wow! Zille snuppede den og satte den kækt på sned. Og her og her og her. Tove hev endnu en ternet hat op, en kasket, en tweedfrakke, et helt stativ med piber. Selv forstørrelsesglas var der. Godt nok sådan nogle, gamle mennesker bruger, når de læser avis. Men alligevel. Perfekt, sagde Betty, nu iført ternet hat og frakke, plus spadserestok og rigtig pibe. Vi plejer godt nok at køre oldemorstilen, men denne gang er det ren oldefar. Det er ren magi, hviskede jeg og tog en pibe i munden. Den smagte værre end noget, min mor nogensinde har brændt på, men den fik mig til at føle mig klog og cool. Så er vi vist klar til at møde verden. Jep, sagde Zille. Verden og Lille Møllerup kan bare komme an.

31


Take One Næste dag mødte vi op med poser fulde af detektivudstyr. Måske var det derfor, alle pludselig virkede så mistænkelige? I hvert fald så jeg på verden med nye øjne og ører. Alle vegne så jeg spor. Luskede pedellen ikke lidt rigeligt rundt i kælderen? Hvad gemte rengøringspersonalet egentlig i deres rengøringsvogne? Blev kontorpersonalet ikke længere 32


på skolen, end de plejede? Og lærerne? Var de ikke endnu mere mærkelige end normalt? Mens vi ventede på at komme i aktion, slæbte timerne sig af sted. Det eneste, vi ventede på, var at klokken ringede ud, så vi kunne komme i gang med efterforskningen. Sidste time var historie med Gorm. Eller Gorm den Gamle, som vi kalder ham.4 Han har været her for evigt og har fået en medalje for det af dronningen, men det får ham ikke til at stoppe. Snarere tværtimod. I dag så han ualmindelig frisk ud. Selv hans skaldede isse strålede af iver. Som I sikkert husker, er vi i fuld gang med Danmarks forsmædelige nederlag i 1864. Ingen så ud, som om de huskede noget som helst, men det stoppede ikke Gorm. Og i dagens anledning har jeg forberedt noget, der en gang for alle kan lære jer, hvor grænsen gik før

4

Det kan du læse om i BITZ-bogen Som besat

33


krigen, efter krigen og efter Genforeningen. Han vippede med sine buskede øjenbryn. Det, jeg har forberedt, er intet mindre end en Powerpointpræsentation. Og nu … Han klikkede på fjernbetjeningen. Nu vil jeg lige tænde for SMART Boardet, og så skal I bare se løjer. Der skete ikke noget. Bortset fra at lyset i loftet gik ud. Ikke for noget, Gorm, men du har lige slukket for tavlen, oplyste Celeste-Rose, der sad klar til at tage noter. Hvad for noget? Gorm skød løs med fjernbetjeningen, men opnåede kun at sende lyn hen over tavlen. Og det kalder de for et SMART Board? Gorm prøvede en sidste gang, men opnåede kun at få gardinerne til at rulle halvt ned. Prøv, USMART Board, hviskede Anders. Åh, alt det nymodens pjat, og jeg, der har brugt en hel weekend på den præsentation, sukkede Gorm og lignede en, der glædede sig til at blive pensioneret. Han 34


gik hen til den gamle, grønne tavle i hjørnet, fiskede et stykke kridt op af renden og gjorde sig klar til at tegne et Danmarkskort. Se så, mine unge venner. Tavle og kridt, det svigter aldrig. Gorm satte kridtet mod tavlen og slog et flot sving, der lignede næsen på Jylland, uden at der skete noget af den grund. Bortset fra at en øresønderrivende lyd fik alle til at hoppe i stolene. Gorm skubbede læsebrillerne længere ned på næsen, kiggede nærmere på kridtet og så hovedrystende ud over klassen. Ak ja, det gode, gamle lakridstrick, sagde han og bed tavlekridtet over på midten Tak, som byder. Bag mig prøvede Anders desperat på at lade være med at fnise. Selv tog jeg min nye sorte notesbog frem og slog en fed streg over Gorm den Gamle på listen over mistænkte. Ham kunne det umuligt være. Han var ganske enkelt ikke snu nok. Så var der kun resten af skolen tilbage.

35


Efter timen mødtes vi i pigernes omklædningsrum for at skifte til detektivtøj. Og det virkede med det samme. Iført ternede kasketter, tweedfrakker, forstørrelsesglas og piber lignede vi ikke bare fire gange Sherlock Holmes smarte lillesøster, Enola Holmes. Vi var det også. Lige så snart tænkehatten kom på, kunne man bare mærke, hvordan de små blå begyndte at arbejde hurtigere. Her. Ingrid rakte os hver et stykket tyggegummi. Jeg skulle lige til at protestere, for Sherlock Holmes gnasker altså ikke bobletyggegummi, men så viste Ingrid os, hvad meningen var. Smart! sagde Zille og gjorde som Ingrid: Hun gumlede løs, til stykket blev blødt, og så pakkede hun spidsen af sin pibe ind i tyggegummi, så hun slap for den grimme smag. Sejt, mumlede jeg og ønskede, at det var mig, der havde fundet på det.

36


Nu-skal-vi-bare-holde-piben-lige-i-munden, sagde Ingrid med sammenbidte tænder. For-ellers-kanman-se-det. Hvad foregår der her? lød det, og døren gik op med et brag. Står I ikke her og ryger? Ind kom pedellen, og Tove fik resten af sit tøj på i en frygtelig fart. Vel gør vi da ej. Ingrid gik over og viste ham sin pibe. Det er faktisk en del af et skoleprojekt. Er det nu ham filmfidusen igen? Pedellen kløede sig under kasketten. Jonas. Ja, ham. Han rystede på hovedet. Er det ikke den ene, der render rundt og filmer, så er det den anden. Det er snart ikke til at hitte rede på. Flot kasket, sagde jeg og lettede på min, der så ud, som om den var i familie med pedellens. Ja, gør nar, du bar , mumlede han, og se så at få lavet den tossede film. Det er jo ikke til at være i fred for unger mere. Selv efter skoletid.

37


Hm, tænkte jeg på vejen ud. Gad vide, hvad det er, han laver, der kræver fred og ro? Pedellen fik en stjerne i min sorte bog. Eller skulle jeg sige: Én til. Han havde både nøgle og mulighed for at komme og gå uden at vække mistanke. Nu manglede jeg bare et motiv, så havde vi ham. Betty, kaldte Zille. Kom nu. Jeg skyndte mig ud. Tøserne stod klar til Take One. Vores første optagelse. Jeg skyndte mig at stille mig hen til rækken af seje detektiver. Og så slog det os, alle som en, og på en gang. Hvem skal egentlig filme? spurgte jeg. Mig-mig-mig. Zille hoppede op og ned på stedet. Men øh, begyndte Tove. Hun tav dog straks, da hun så, hvordan Zille pludselig stod stille, helt uden at nogen havde bedt hende om det. Det er bare … Zille vred sig lidt. Alt det der med at kravle rundt på alle fire i timevis og samle beviser, ikk ?

38


Og ligge på lur i endnu flere timer. Og udtænke alt muligt smart … Det er nok ikke lige mig. Stakkels Zille, nåede jeg lige at tænke, inden Ingrid tog kameraet og gav det til hende. Her, sagde hun. Du er garanteret den fødte kameramand. Tror du? Zille kiggede op under kaskettens skygge. Helt sikkert. Du er lynhurtig, og hvis der sker noget, så bang!, så fanger du det med kameraet. Zille drejede Sherlock Holmes-kasketten, så skyggen vendte bagud. Så tog hun kameraet og stillede sig klar, mens vi andre indtog vores tænkepositioner. And action! sagde Zille og filmede løs. Vi stod lidt og så på hinanden. Der var vist endnu en ting, vi ikke havde fået aftalt. Betty? Ingrid kiggede over på mig. Ja? Mon ikke du er den fødte fortæller? Jeg blev så glad, at kasketten var ved at ryge af. Så trak jeg vejret dybt og gik et skridt frem mod kameraet. 39


Og et til. Så stod jeg stille et øjeblik, tog langsomt piben ud af munden og sagde: Møllerup Skole. På overfladen ligner den en skole som alle andre. Men nej. Dette er en skole, hvor frygten har slået rod lige under overfladen. En skole, hvor dit ikke er dit, og mit ikke er mit. En skole, hvor tyven kan slå til igen. Når som helst. Og hvor som helst. En skole, der ville være fortabt, hvis ikke det var for … Her trådte jeg et skridt til siden og slog armen ud. Betty, Ingrid, Tove og Zille. Bedre kendt som Sherlock-B.I.T.Z. Og endnu bedre kendt som … det sidste værn mod ondskabens stemme. Jeg begyndte at gå langsomt hen mod AV-lokalet, og Zille fulgte med. Følg os, mens vi sætter ud for at opklare … Den mystiske sag om den krybende kameratyv. Der var stille lidt, så sænkede Zille kameraet. Fik du det? hviskede Ingrid. Zille nikkede. Det var lige, så jeg fik kuldegysninger. Betty, hvor får du det fra? Nå, det? Det er bare noget, jeg har læst. I en bog. Eller noget. 40


Jeg tror, du har fundet dit kald, sagde Ingrid på vej ned ad trappen til kælderen. Jeg skyndte mig efter dem, mens jeg smilede fra øre til øre. Måske havde hun ret, men mand, hvor ville jeg bare ønske, jeg havde sådan en dyb mandestemme ligesom dem, der taler hen over trailerne til nye film. Gad vide, om man kan få det uden at ryge 40 piber tobak om dagen?

41


Tag den! Da vi kom ned i AV-rummet, var de andre allerede ved at gå i gang. Anders og Ulrik havde en hel masse udstyr med, og Celeste-Rose og Pauline-Rose stod og strålede i matchende jakkesæt. Og her kom vi med Onkel Jørgens gamle kluns. Uhauhauhauha. I det ene hjørne af AV-rummet så det ud, som om Jonas havde bygget rede. Rundt om stolen og tv et stod

42


der et bjerg af gamle film, popcornbøtter og coladåser, og hans øjne var lidt røde i kanten. Men bortset fra det så han vældig frisk ud. Hvad så, Betty, har du stjålet pedellens kasket? råbte Anders, da han fik øje på os. Pft, spruttede Betty. Anders gik nærmere. Og det der, han pegede på vores udstyr. De der forstørrelsesglas er så gamle, at det eneste, man kan se gennem dem, er fortiden. Tja, sagde Ingrid, men fortiden er også nøglen til nutiden, så det passer jo fint. Betty så ud, som om hun gerne ville have sagt en hel masse. Hvis ellers hun kunne have fået ordene ud for bare arrigskab. Fortid, my ass, næ du, CSI, det er vejen frem, sagde Anders. CS-hvad-for-noget? spruttede Betty. C.S.I. stavede Anders, som om hun var smådum. Crime Scene Investigators. Det er sådan nogle superseje politimænd, der bare behøver kigge på et 43


gerningssted med et halvt øje, så kan de se, hvem der har gjort det. Er det ikke den der tv-serie, hvor de skærer døde mennesker op ud over hele skærmen? spurgte Betty. Anders smilede. Jep. Med knive og save og sakse og det hele. Betty så helt syg ud i hovedet. Det gjorde Slagter Slamberts søn til gengæld ikke. Sådan noget må jeg ikke se for min mor, mumlede Betty. Nå, men så skal du måske kigge væk, tøsen, for nu går farmand her i gang. Han kiggede over skulderen på Jonas, der nikkede opmuntrende fra sin stol og gav os andre tegn til at trække os tilbage og være stille. Nu tog Anders en hvid kittel på. Plus blå gummihandsker, sikkerhedsbriller, hårnet og overtrækssko af blå plastic, ligesom dem man bruger i børnehaven. Han stillede en kæmpestor værktøjskasse klar og blinkede til sin makker, Ulrik. Han tog straks

44


kameraet op på skulderen, som om han aldrig havde lavet andet og spurgte Anders, om han var klar. Anders nikkede koncentreret. Mere koncentreret end jeg nogensinde har set ham før. I hvert fald i timerne. CSI: Møllerup. Take One, sagde Ulrik. And action. Anders stirrede lige ind i Ulriks kamera og sagde: Møllerup Skole. AV-rummet. Tirsdag den 6., klokken fjortenhundred nine-og-tyve. Med et snuptag slukkede han ovenlyset, tog en flaske op fra værktøjskassen og sprayede noget ud over hele lokalet, der stank af sprit og grannåle. Et øjeblik efter lå rummet badet i blåt lys, og Anders gav sig til systematisk at gennemsøge det fra A til Z, mens han svingede en lommelygte fra side til side. Wow, hviskede Zille i mit ene øre. Det er fuldstændig ligesom på tv. Nu leder han efter DNAspor.

45


Hrmf, hviskede Ingrid i mit andet øre. Det der er rudevaske. Og det der … det er et Star Wars-lyssværd. Uanset om det var den ægte vare eller ej, afslørede Anders blå lys dog straks noget. Men ikke det, som Anders troede. Da det blå lys ramte ryggen af hans seje CSI-politi-kittel, viste det sig, at han havde taget kitlen omvendt på for at dække over, hvor den kom fra. Det gik dog klart igennem alligevel: Slagter Slambert-logoet lyste op som bevis A. Og resten af udstyret kom vist også fra fars slagterbutik, hvis jeg ikke tog meget fejl. Aha, tænkte jeg det ikke nok, sagde Anders og pegede på gulvet, hvor det mærkelige lys afslørede en masse store, mørke pletter. Her har tydeligvis fundet en forbrydelse sted. Her er både højhastighedsblodstænk og hjernemasse fra mindst to ofre. Hans sprayede på en stor plet på gulvet, og Ulrik skyndte sig at filme den tæt på. Cool, hviskede Zille i mit ene øre. Det der, hvislede Ingrid i det andet. Det er bare bevis på, at der ikke var gjort ordentlig rent i årevis. 46


Og nu skal der løftes skoaftryk. Anders tændte ovenlyset og tog en stak pergamentpapir frem, som han trykkede flade mod gulvet. Men se nu her, afbrød han sig selv. Det ligner helt hundred et spor. Med tungen i mundvigen fiskede han et eller andet, der godt kunne ligne en nullermand, op med en grilltang og lagde det ned i et bæger af klar plastic. Sådan et som man får skinkesalat i. Næste punkt: Fingeraftryk. Anders tog en kost op fra værktøjskassen. En gammeldags barberkost, hvis jeg ikke tog fejl, og gav sig til at pensle fingeraftrykspulver ud over den tomme reol. Stille og roligt, fra den ene ende til den anden. Til sidst lagde han hovedet på skrå, næsten helt ned til reolen og pustede forsigtigt det overskydende pulver væk. Og så eksploderede han i et nys. Peber, hviskede Ingrid mellem to nys. Garanteret den, hans far bruger til rullepølse. Da Anders havde nyst færdig, sammen med resten af os, smilede han bredt. Der var bunker af fingeraftryk 47


på hylden. Smilet stivnede dog, da han så, hvor mange der var. Med et dybt suk tog han en rulle tape frem og gik i gang med at løfte fingeraftryk. Et efter et løftede han små stykker tape af og satte dem fast på noget hvidt papir med en fedtet overflade. Sådan noget som hans mor pakkede den hjemmelavede leverpostej ind i. Snart blev han dog utålmodig. Han tog en prispistol frem fra bæltet og gav sig til at skyder klistermærker ned på fingeraftrykkene. Sådan, du, sagde han og satte dem over på leverpostejspapiret. Anders rettede sig op og så direkte ind i kameraet. Nu har vi indsamlet samtlige spor. Og efter en tur i laboratoriet vil vi vende frygteligt tilbage. Med navnet på tyven. Så kiggede han ud på resten af frivillig filmholdet, satte tommelfingrene i sit læderbælte, hvor spændet var formet som et kohoved, og sagde: Tag den! Celeste-Rose og Pauline-Rose klappede begejstret.

48


Hvad skal du med dem der? spurgte Betty og pegede på en trekantet plasticdims, der hang og dinglede fra bæltet. Og som indeholdt fire dræberknive. Nå dem? De bliver handy, hvis vi finder noget, der skal obduceres, sagde han med øjne, der lyste kælderen op. Og så var ham og Ulrik ellers dem, der var smuttet. Mand, hvor er han fjollet, hviskede Zille. Måske, men se lige nogle flotte optagelser, de får i kassen, hviskede Ingrid tilbage. Og hun havde ret. Med en pose udstyr fra Slagter Slambert var det lykkedes for Anders og Ulrik at få AV-lokalet til at ligne noget fra en amerikansk krimi. Og nu var de på vej over i kemilokalet for at se nærmere på beviserne og i gang med at aftale, hvordan de skulle få taget fingeraftryk på hele skolen. Uhauhauha. Vi havde ikke en chance. Nu var det Celeste-Rose og Pauline-Rose, der gik i aktion. Jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden 49


måde var det lykkedes dem at få et kamera hver. Da Jonas gjorde tegn, stillede de sig over for hinanden med tændte kameraer. Iført ens jakkesæt og med det lange hår flagrende fra side til side så de intet mindre end fantastiske ud. Hvordan vi nogensinde har troet, vi kunne være seje, er måske det største mysterium, denne skole hidtil har set. And action, mimede Jonas, og så gik de i gang. For at forstå forbryderne, må man tænke som forbryderne, sagde Celeste-Rose til Pauline-Roses kamera. Så derfor vil vi forsøge at sætte os i tyvens sted. Eller ty-ve-nes, sagde Pauline-Rose til CelesteRoses kamera. Nemlig, Pauline-Rose. I tyvenes. For hvem siger, der kun er en? Man må holde alle muligheder åbne, indtil der kun er én mulighed tilbage. Det store spørgsmål er dog: Hvem kan finde på at stjæle oldgammelt udstyr, når der er masser af nyt i biblioteket? 50


Måske en, der ikke kan lide nyt udstyr? Eller en, der er bange for bibliotekaren? Eller en, der ikke kan vise sig over jorden? Godt set, Celeste-Rose. Måske en, der sygeligt genert? Eller vanskabt? Celeste-Rose krummede sig sammen, så hun lignede noget, der fik Klokkeren fra Notre Dame til at virke som en høj, flot fyr. Så rettede hun sig op igen og gik i gang med opsummeringen: Sagen er klar. Vi har at gøre med en mand. Han er mellem 20 og 60 år og arbejder alene. Og bor alene. Nemlig, Pauline-Rose. Læg dertil, at han har en sygelig fascination af gammelt udstyr, og hvad har vi så? En nørd. Værre endnu. En teknik-nørd. En ensom, vanskabt teknik-nørd. Mellem 20 og 60 år. Celeste-Rose gøs. Han vender tilbage.

51


Helt sikkert. Og så er vi klar. De slukkede kameraerne, lavede high five og forlod lokalet. Bravo! I er så meget på sporet. Jonas klappede og fulgte efter dem. Vi klappede også. Man er vel høflig. Men nu stod det klart: Vi havde ikke skyggen af en chance. Efter to omgange superdetektiver var der ingen spor tilbage.

52


Mere mellem himmel og jord Vi kan lige så godt give op, sagde jeg, da Jonas og resten af frivillig film-holdet havde forladt AV-rummet. De andre er bare så seje. Vi har ikke en chance, selvom vi prøver alt mellem himmel og hav. Hmm. Tove lagde en finger på hagen. Hvem var det, der sagde, at når det mulige er udelukket, er der kun det umulige tilbage?

53


Flipper Fie fra Uvenner? foreslog Zille. Nej, det var såmænd Betty, sagde Tove. Mig?! Jeg sukkede. Nej, desværre. Det er noget, jeg har tyvstjålet fra Sherlock Holmes. Det er også lige meget, hvem der sagde det først, fortsatte Tove. Pointen er, at du havde ret, Betty. Når vi har prøvet alt mellem himmel og jord, er der kun en ting tilbage. Og det er at vende sig til de himmelske magter. Tove blinkede til Ingrid. Er du frisk? Mon ikke! sagde Ingrid og blinkede tilbage. Hun lagde en finger på læben og tænkte sig om. Men kun et øjeblik. Jeg skal bruge en ring og en halskæde. Helst af sølv. Det tog os ikke mange øjeblikke at samle det sammen. Ingrid trak kæden gennem ringen og lod ringen hænge løst ned som et pendul. Godt. Det er ikke kun ånder og levende væsner, der har en aura. Også de døde ting har liv. Og nu, mine damer, lader vi auraen tale. Hun lukkede øjnene og lod pendulet svinge over 54


hylden, hvor videokameraerne havde ligget. Den var efterhånden helt sværtet til af alt det fingeraftrykspulver, som Anders havde penslet ud over den. Eller skulle jeg sige: hvid peber? Ingenting skete. Pendulet hang slapt ned. Ingrid lukkede øjnene og trak vejret roligt og koncentreret. Stadig intet. Zille kæmpede for at holde sig selv og kameraet i ro. Der var så stille, at man kunne høre en loppe klø. Ingrid begyndte at nynne svagt. En underlige sang uden melodi og rytme. Endelig åbnede hun øjnene og sagde: Tal til os, o, du vise pendul. Tal til os. Så pludselig begyndte pendulet at svinge. Ikke bare i små ryk, der langsomt blev større og større, men i ét stort sving, der pegede hen mod døren. Hold da … begyndte Zille og fulgte pendulets retning med kameraet. Det samme gjorde vi andre, og med en knagende lyd gik døren op.

55


Hmm, sagde Ingrid. Pendulet prøver at fortælle os noget. Noget med døren. Prøv at pendulere døren, foreslog Tove. Ingrid gik hen til døren og lod pendulet svinge. Først over håndtaget, så over hver enkelt af låsene, der også var smurt godt ind i peber. Hvorfor sker der ikke noget? spurgte Zille. Det gør der også, svarede Tove. Der sker ikke ikke noget , der sker ingenting. No shit, Sherlock! Og det er to vidt forskellige ting, fortsatte Tove uforstyrret. Vil du ikke sige, Ingrid, at pendulet fortæller os, at der ikke er sket noget kriminelt med døren? Jo. Og deraf kan vi slutte, at den, der stjal kameraerne, ikke alene havde nøglerne, men også havde lov til at komme her. Hvad?! Er det en lærer? spurgte jeg.

56


Tove nikkede. Eller i hvert fald en, der er ansat på skolen. En lærer … Eller en lærerpraktikant! Zille sitrede over hele kroppen. Jeg har det. Det er Jonas. Ham selv. Han har brugt den der metode … ligesom til krybbespillet … Actors Studio og ultrarealisme … Det er afgjort en mulighed. Tove nikkede anerkendende. A-hva ? sagde jeg og sukkede indeni. Det var tydeligvis ikke mig, der var Sherlock Holmes i den her klub. Jeg var nok nærmere hans dumme ven, doktor Watson, der stiller alle de dumme spørgsmål. Altså, det, Zille prøver at sige, er, at Jonas måske har iscenesat det hele, forklarede Tove tålmodigt. At han selv har fjernet kameraerne og dermed lokket os til at lave krimidokumentarfilm. Måske er han ved at lave en dokumentarfilm om vores dokumentarfilm. På ham! Zille smed kameraet og stormede ud ad døren.

57


Vent, råbte Ingrid. Husk kameraet. Du må ikke spørge ham uden at filme det. Nå nej, lød det halvvejs nede ad gangen. Vi andre skyndte os ud til Zille, der var ved at eksplodere af spænding. Men nej. Det var ikke Jonas, der var tyven. Han var ellers vildt imponeret over vores detektivarbejde og sagde, at han ville ønske, han havde været så udspekuleret. Og spurgte om det var okay, at han brugte vores plot en anden gang til et andet hold. Det sagde Tove straks ja til, selvom jeg efterhånden syntes, han lånte så mange af vores ideer, at det halve kunne være mere end nok. Med et suk stregede jeg Jonas ud i den sorte bog. Tilbage til start, mumlede jeg, da vi gik ned ad administrationsgangen. Inde fra skolesekretærens kontor lød der stemmer. Diskret glasbutik

som en elefant i en

gled jeg nærmere, og ind gennem den åbne

dør så jeg, at Anders var i fuld gang med at give

58


sekretæren et fjerdegradsforhør. Han ville vide, hvem der havde nøgler til AV-rummet. Det nedslående svar er, at det havde alle lærerne plus rengøringspersonalet og pedellen. Og hvad med dig selv? Anders lænede sig ind over skranken og stirrede lige ind i sjælen på sekretæren. Hun krøb sammen under hans CSI-blik og indrømmede, at jo, hun havde skam nøgler til hele skolen. Det er jo det mest praktiske, når det er mig, der skal lukke håndværkere ind og sådan. Eller hvis du pludselig selv får lyst til at filme? Anders så ud, som om han kunne fortsætte forhøret, lige så længe det skulle være. Men det gad jeg ikke høre på. Han kunne ikke få noget ud af sekretæren, som vores Tove ikke allerede havde regnet ud for længst. Da jeg fik indhentet de andre, så Tove ud, som om hun tænkte for fuld kraft frem.

59


Hm, sagde hun og rynkede panden. Nøglen til gåden er ikke, hvem der har nøglen, men hvem der har brugt den. Kom igen? sagde jeg. Spørgsmålet er, hvem der overhovedet gider bruge de gamle maskiner, når biblioteket er fuldt af splinternyt? Så er vi tilbage ved Jonas, sukkede Zille, og ham er det jo ikke. Måske, fortsatte Tove, men det ændrer ikke på, at vi har stillet spørgsmålet forkert. Ingrid smilede allerede lumsk. Hvis jeg kender dig ret, Ingrid, sagde Tove, så kan du vist få meget mere ud af det pendul? Tilbage til AV-rummet, jublede Zille og løb i forvejen. Da vi andre var kommet tilbage til gerningsstedet, gav Ingrid sig til at gennempendulere rummet fra A til Z. Hun var virkelig grundig, men der skete ikke noget. 60


Pendulet hang lige så meget med hovedet som os andre. Vi prøvede endda at slukke lyset, så Ingrid bedre kunne koncentrere sig … og så, da hun holdt pendulet hen over en af de gamle maskiner, blev rummet pludselig fyldt af en skrattende stemme. Har du tændt? lød en drengestemme. Jeg så mig om. Der var ikke andre end os. Ingen af os havde sagt noget. Ingen af os var bugtalere. Altså var der kun en mulighed tilbage … En, to, tre. En, to, tre. Det er en prøve. Hårene rejste sig på mit hoved, så tænkehatte var ved at ryge af. På nederste hylde var et gammelt fjernsyn gået i gang. Jeg pegede, og Zille svingede straks kameraet derhen. Skærmen var så støvet, at det ikke var til at se noget, men Tove fik den hurtigt tørret af med sit ærme. Det hjalp lidt. Nu kunne vi i det mindste tydelig se, at fjernsynet viste en masse flimmer. 61


Fik du det? lød drengens skrattende stemme igen, og langsomt kom der en rystet optagelse af nogle halvstore unger frem. De stod pænt og vinkede til kameraet. Uden at tænke vinkede vi tilbage. Så stak en af dem hovedet lige op i kameraet og råbte bøh. Jeg røg tilbage med et gisp, og det samme gjorde kameramanden. I hvert fald rystede billedet helt vildt. Da den første forbløffelse havde lagt sig, begyndte jeg at grine. Ha, Ingrid, der fik du os. Sådan lige at tænde for maskinen, uden at nogen så det. Det var ikke mig, sagde Ingrid. Tændte det af sig selv? gispede jeg. Er det en spøgelsesfilm? Nej, øh … sagde Zille. Det var bare mig, der kom til at træde på fjernbetjeningen. Det ældgamle fjernsyn, der var på størrelse med en mikrobølgeovn, fortsatte med at afspille den sidste videofilm, som Jonas havde set. Sh, hviskede Ingrid, de taler til os. 62


Vi stirrede som hypnotiserede på filmen. Det ligner … jeg lænede mig frem. Det ligner … Det der er min far. Der! Og der er min mor. Og Zille, se lige der … Zille stak kameraet helt op i skærmen. Hold. Nu. Op. Det er min far, ham den rødhårede. På den gamle videofilm begyndte hende, der engang skulle blive min mor at brokke sig over, at hun ikke kunne komme med til fest, fordi hun skulle i sommerhus med sine forældre. Jeg hader det, sagde hun. Det regner altid, og så tror de, de kan gøre det godt igen med pandekager og yatzy. Ham, der engang skulle blive min far nikkede. Han var iført pastelgul cardigan og popsangerhår. Når jeg får børn, fortsatte min-mor-som-ung, så skal de aldrig slæbes med til noget, de ikke gider. Aldrig. Hun lyder fuldstændig ligesom dig, hviskede Ingrid. 63


Jeg kunne ikke få en lyd frem. Det er fucking uhyggeligt, som hun ligner dig. Zille rystede over hele kroppen. Det gjorde jeg også. Bare uden at røre mig. Nå, unger, skulle vi se at få skudt nogle kodylt fede film? På den gamle videofilm vadede en ung mand ind i billedet. Jah! jublede vores-forældre-som-unge. Men … Jeg gik helt hen til skærmen og satte mig ned. Det er da … Det er da løgn. Det er jo … Jeg vendte mig om for at se, om de andre også kunne se det. De så bare helt fortabte ud. Men den var god nok. Det var Gorm, og han havde hår! Ikke alene havde han hår, han havde svenskerhår, og det var tydeligt, at hans frivillige film-hold synes, han var cool. Se. Jeg holdt en hånd hen over hans pande, og så kunne de andre også godt se det. Det var Gorm. Gorm den Gamle som ung. Ej, så må det være fra krigen eller noget, sagde Zille. 64


Måske lige knap, sagde Tove roligt. Se deres tøj: Skulderpuder, gulerodsbukser og svenskerhår. Det er ren Beverly Hills 90210, så det må være fra 1990 eller noget. Passer det ikke også meget godt med, at jeres forældre var på vores alder dengang? Zille prøvede at tælle efter på fingrene, men måtte opgive. Og ikke kun fordi hun var ved at tabe kameraet. Ingrid nikkede. Den er god nok. Hun pegede på en ranglet fyr, der stod og rodede med et kamera i baggrunden, Min far, ham der, han er lige blevet 43, og der er han vel sådan cirka på vores alder. Så det må være 30 år gammelt. På spøgelsesfilmen satte ungerne sig og så på Gorm med store øjne, mens han fortalte løs. Stakkels Jonas. Ingrid lagde hovedet lidt på skrå. Hvis vores forældre syntes, Gorm var cool, da han var ung lærer, så betyder det kun én ting. Lige om lidt synes alle ungerne, at Jonas er en gammel tosse. Jeg rettede på min ternede tænkehat. Det var tydeligt, at den film prøvede at fortælle os noget. Jeg 65


vidste bare ikke hvad. Det lå lige på tungen, men jeg kunne ikke få øje på det. Jeg kunne ikke se stranden for bare tæer, som man siger. Det var der heller ikke nogen af de andre, der kunne, så vi stoppede for i dag og gik hjem. I mit hoved fortsatte den gamle videofilm fra dengang, hvor vores forældre var unge og seje. Og det gjorde den også, da jeg kom hjem, for at det ikke skulle være løgn. Ude i køkkenet havde mine forældre fyret op for radioen og dansede kikset halvfemserkinddans til et eller andet nummer fra dengang Madonna var ung. For hundred år siden. Zille havde fuldstændig ret. Det var fucking uhyggeligt.

66


Show down Da skolen havde dræbersneglet sig færdig, var det for en gangs skyld Tove, der stod og hoppede. Jeg har ligget vågen hele natten, sagde hun og gjorde tegn til, at vi skulle følge efter hende. Og jeg tror næsten, at jeg måske har den. Har hvad? spurgte Betty.

67


Løsningen. Tove trak sin ternede hat endnu længere ned i panden. Jeg har tænkt meget over det, og vi gør det ligesom i filmene. Hvem, hvad, hvor og hvordan? Zille var helt elektrisk. Sig det nu! Sig det nu! Jow, sagde Tove. Det er jo også det, jeg er i gang med. Nu drejede vi om hjørnet og befandt os lige foran lærerværelset. Tove stoppede. Hun trak vejret dybt og prøvede at se rolig ud, men de røde pletter på halsen afslørede hende. Jow altså. Det er bedst, at I ikke ved for meget, så I ikke komme til at afsløre noget på forhånd. Derfor … Hun slog ud med hånden. Følg mig, og lad mig om at tale. Og så gik hun direkte ind i løvens gab; ind på lærerværelset! Jeg ved ikke hvorfor, men det føles bare forkert at være på lærerværelset. Der er en vibration i luften, som om 68


det spøger. Måske er det ånden af alle de afdøde overlærere, der hænger tykt i luften, nåede jeg lige at tænke, inden jeg blev ramt af et hosteanfald. Derefter tænkte jeg: Ja det, og en hel masse kridtstøv. Vi blev stående i forgangen, indtil de fleste lærere var gået. Nå, girls, er I på sporet? spurgte Jonas, da han gik forbi. Tove nikkede koncentreret uden at svare. Hendes øjne rokkede sig ikke fra en person, der sad med ryggen til i den fjerneste sofagruppe. Er du klar? spurgte Tove Zille. Zille smækkede kameraet op på skulderen, tændte og nikkede med hele kroppen. Godt. Så går det løs. Følg mig. Et øjeblik efter stod vi foran sofagruppen. Gorm? Tove fangede hans opmærksomhed. Har du et øjeblik?

69


Ja? sagde han og trak sin evige plasticpose ind til sig. Værsgo. Sid ned. Ellers tak, vi foretrækker at blive stående. Tove tog sin pibe frem og rettede på hatten. Vi vil gerne stille dig et par spørgsmål. Ja? Gorm så ud, som om han prøvede at gøre sig højere i sofaen, men uanset hvad var han den lille. Men en lynhurtig bevægelse, der kom bag på os alle, lænede hun sig ind over sofabordet og pegede på Gorm med piben. Hvorfor tog du kameraerne? Og hvorfor har du ikke afleveret dem igen? Hvad? hviskede jeg. A-hva ? gispede Betty. Say what? råbte Zille og var tæt på at tabe kameraet. Den eneste, der ikke sagde en lyd, var Gorm. Han lod bare hovedet synke ned mellem knæene. Benene gav efter på Betty og mig, og vi dumpede ned på sofaen, så støvet stod op. Iblandet lidt

70


fingeraftrykspeber, hvis jeg ikke tog fejl. Anders og Ulrik havde godt nok været grundige. Endelig løftede Gorm hovedet og så på Tove. Hvordan fandt I ud af det? sagde han hæst. Har I brugt spionkamera eller hvad? Næ. Vi har såmænd bare lagt to og to sammen. Har vi det? mumlede Betty, men det lod Tove, som om hun ikke hørte. Hun kom bare piben i lommen og gik i gang med en tale, der mindst var på højde med noget, Sherlock Holmes kunne have fyret af. Faktum: Skolen har masser af nye kameraer. Faktum: Der er ikke ret mange, der kunne drømme om at bruge det gamle udstyr. Bortset, naturligvis, fra én der er gammel og kender det gamle udstyr godt. Faktum: Du, Gorm, underviste i frivillig film for 100 år siden. 30, mumlede han og strøg sig over den halvskallede isse, der var begyndt at dugge. Og, fortsatte Tove med hævet pegefinger, vi ved også godt, hvordan du har det med ny teknologi. Nå-ja, brummede han. 71


Løsningen havde været der hele tiden. Lige for næsen af os. Ja, faktisk var det så elementært, at det ikke var til at få øje på. Tove lod blikket falde på Gorms pose. Der har aldrig været tale om en forbrydelse. Bare om et lån , har jeg ret? Eller har jeg ret? Som svar åbnede Gorm posen og tømte indholdet ud på bordet. Lige oven i en stak historiebøger. Undskyld. Hans kinder var mindst lige så røde som Toves. Jeg havde bare lånt dem til en barnedåb. Har du en baby?! Zille var ved at tabe kameraet. Igen. Barnebarn, rettede han. Det var mig, der skulle filme. Så jeg lånte et par kameraer nede fra AVrummet, eller tre, for at være på den sikre side, og så glemte jeg at lægge dem tilbage. Der er jo aldrig nogen, der bruger dem, og videokameraer, det er noget kram, der altid virker … Nå, men da jeg så kom derned for at gøre det godt igen, var der et rend af unger, der filmede alt og alle, og så kunne jeg jo ikke komme til det, vel? 72


Og ham der Jonas, han har siddet og set gamle videofilm, hver gang jeg kiggede forbi. Men rodet? forsøgte Betty. Og alle sporene? Nå det, det er bare almindeligt sjusk og snavs. Det er der ikke noget kriminelt i. Men hvorfor gemmer skolen overhovedet det her oldgamle udstyr? spurgte jeg. Der må jeg vist også melde mig skyldig. Gorm tog en stor slurk kold kaffe. Grunden er, at jeg har lovet at bevare alle de historiske optagelser af hensyn til eftertiden. Jeg skal bare liiige havet sorteret dem og overspillet dem til noget mere moderne. Han så op på Zille med bedende øjne. Slukker du ikke for den der. Jamen … Zille vendte sig så brat mod Tove, at kameraet var ved at ramme hende i panden. Det er okay, Zille. Bare sluk. Tove rakte hånden ud og tog kameraet fra Zille, der satte sig ned til os andre med et bump. Så satte Tove sig også og smilede alvorligt til Gorm. Bare rolig. Vi siger ikke noget til nogen. 73


Tak. Gorm tørrede sig over skaldepanden. Så rynkede han sine buskede bryn. Men hvad så med jeres film? Ja tak, hvad med den? spurgte Zille. Uhauhauha, mumlede Tove og satte sig ned. Det havde jeg ikke lige tænkt igennem. Vi sad lidt i stilhed alle fem. Vi bliver nødt til at lade dig slippe, sagde jeg så. Tak, Ingrid, sagde han igen. Jamen. Jo. Ja, okay så. Zille sank halvt sammen i sofaen. Men øv, nu havde vi ellers lige verdens bedste film. Og tyven og alting. Måske hvis I sletter slutningen, foreslog Gorm, og så kunne I lade Tove holde sådan en flot tale, ligesom nu, hvor du tænker dig frem til, hvor kameraerne er. Og vupti, så er de der. Tjo. Tja. Jo, kom nu! Leg nu med. Gorm nikkede energisk.

74


Og hvor skulle vi så finde dem? spurgte Betty med armene over kors. Ja, hvor? Gorm strøg sig over skægget. Hvor finder man mon ting? Nogen forslag? Nej? Heller ikke dig, Sherlock-Tove? I glemmekassen? foreslog Tove. Lige præcis. Gorm rejste sig og slog hånden ud mod kameraerne på sofabordet. Der har I jeres lykkelige slutning. Og nu. Nu vil jeg hjem, vil jeg. Slut med at hænge ud på skolen i timevis og vente på, at ham Jonas får hovedet ud af kukkassen. Vi blev siddende lidt, da Gorm var gået. Bare han ikke er ved at blive senil, sagde Zille. Hvis det der er senil, så kunne jeg godt være med i klubben, sagde jeg og kom kameraerne i posen. Og nu, mine damer, må vi vist hellere se at hitte på en lykkelig slutning, den ikke bliver totalt senil. Følg mig. Jeg kan mærke noget nærme sig min ydre aura.

75


Den falske slutning Ydre aura? Endnu en gang fattede jeg ikke et kuk, et muk eller et suk. Men jeg var færdig med at stille dumme spørgsmål, så jeg prøvede bare på at se klog ud og fulgte efter Ingrid, der havde kurs mod kælderen og AV-rummet. Vi var heldige. For en gangs skyld sad Jonas ikke og spiste popcorn og så gamle videofilm. Vi havde rummet

76


for os selv. Ingrid satte Zilles film i maskinen, og så tog vi en stol hver og satte os for at kigge optagelserne igennem. Det var en rystende oplevelse. Helt bogstaveligt. Optagelserne var så rystede, at det ikke var til at se, hvad der var op og ned. Zille kunne ikke stå stille. Heller ikke når hun stod bag et kamera. Jeg kan bare ikke gøre noget rigtigt. Zille så endnu mere ulykkelig ud. Nu har vi hverken en slutning eller en film overhovedet. Eller noget som helst, vi kan vise verden. Og Møllerup. Hvad skal vi gøre, Tove? spurgte jeg, for jeg havde ikke skyggen af en ide under skyggen på min detektivkasket. Jeg ved det ikke. Tove rystede ulykkeligt på hovedet. Kom nu, prøvede jeg, hvad ville Flipper-Fie fra Uvenner have gjort?

77


Det ved jeg godt, sagde Ingrid, inden Tove kunne nå at svare. Hun ville tænke sådan her: Hvis det skal ryste, så lad det ryste. Lån mig lige kameraet, Zille. Mens vi andre sad som forstenede og så på, gav Ingrid sig til at trylle. Der gik lidt, inden jeg forstod, hvad hun lavede, men til sidst var selv dumme Betty Watson med. Det, som Ingrid lavede, var intet mindre end genialt. Hun filmede simpelthen Zilles rystende håndholdte film. Ikke bare en gang, men to og tre gange. Og for hver gang blev optagelserne mere syrede. Det var pløkumuligt at se, hvad der var op og ned. Stemmerne blev også til lyde, der ikke havde noget med ord at gøre. Næste gang hun satte båndet på, var farverne helt forkerte. Perfekt! jublede hun og gik i gang med at optage endnu en film af en film af en film. Men kun et øjeblik, så rakte hun højtideligt kameraet til Zille. Her, Zille. Du er som født til det her job.

78


Uden et ord tog Zille mod udfordringen, og så kom der ellers gang i rystelserne. Til sidst lignede vores krimidokumentar sådan noget, ens mor tvinger en til at juble over på et kunstmuseum. Faktisk var det til at blive helt søsyg af, for nu så det ud, som om der var: en uendelig række af fjernsyn inden i fjernsyn, der viste den sammen udsyrede farveladefilm. Godt, sagde Ingrid. Nu er filmen færdig, og der er i hvert fald ikke nogen, der kan se, at det er Gorm, der er tyven. Og lad os så få glemt Gorms gamle videokameraer i glemmekassen. Nu måtte vi bare håbe, at Jonas ikke dumpede vores rystende dokumentarfilm dagen efter, hvor vi skulle aflevere den. Men hey, sådan gik det slet ikke. Efter skole, til frivillig film, kom vores krimidokumentar på som den sidste. På det tidspunkt var mit hjerte sunket helt ned til knæene, for Anders CSI: Møllerup var bare så sej. Også selvom de ikke 79


havde fundet tyven. Det samme gjaldt Celeste-Rose og Pauline-Roses film om at tænke som forbryderne for at fange forbryderne. Jeg kunne næsten ikke få vejret, da Jonas kom vores film i maskinen, og et introskilt tonede frem. Det lavede jeg i nat, hviskede Ingrid i mit øre. Drømmen om en forbrydelse, stod der med store bogstaver på skærmen, og så gik filmen ellers i gang. Selvom jeg havde set den før, kunne jeg alligevel ikke lade være med at stirre på den. Jeg måtte virkelig tvinge øjnene væk for at se, hvordan de andre reagerede. De reagerede bare ikke. Det eneste, de gjorde, var at stirre. Med åben mund og polypper. Hm, tænkte jeg. Her ville min gode ven Tove nok mene, at ingen reaktion også er en reaktion … Længere nåede jeg ikke, inden Jonas trykkede på pause og vendte sig om. Mine damer, sagde han. Det I har lavet, er jo ikke en krimidokumentarfilm. Vi så ned i gulvet, mens vi ventede på at få skældud. 80


Det er kunst! jublede han. Kunst? udbrød jeg. Ja, hviskede Ingrid i mit øre, når man ikke kan se, hvad det er, eller forstå hvad det går ud på, så er det kunst. Det er ganske elementært, min kære Betty. Kunst! spruttede Anders. Det der … det er misforstået emne. Det er, hvad det er. Det er da lige meget, indskød Celeste-Rose og vendte sig mod os. Det, I har lavet, er superfedt. Må man få en kopi? Jeg vil også gerne have en kopi. Eller ti. Jonas vendte sig mod Celeste-Rose. Tror du, du kan få din far til at lave en stak kopier? Eller er det for meget at bede om, når han nu også har været sponsor for vores kameraer? Celeste-Rose prøvede at gemme sit rosenrøde ansigt under sit lange, lyse hår. Ups. Jonas hånd røg op til munden. Det havde jeg lovet ikke at sige.

81


Celeste-Rose sukkede. Det er bare, fordi min far tilfældigvis er bestyrelsesformand i Camera/Dias. Verdens sejeste AV-virksomhed, mumlede Anders. Og så kunne han få dem til indkøbspris og sådan. Celeste-Rose vred sig på stolen. Det ville jeg ikke have gjort, hvis det var min far. Kan du så ikke spørge ham, om han også kan skaffe kameraer til os på holdet? spurgte Ulrik, der ikke så ud som én, der havde lyst til at give slip på sit, nu hvor projektet var slut. Ja, sagde resten af holdet i munden på hinanden, og vupti, handlede det hele om klassens dronning. Igen. Jeg sukkede dybt, men det var der ikke nogen, der kunne høre hen over al den tilbedelse. Undskyld, skar Celeste-Roses stemme igennem. Men nu var det altså ikke mig og min far, det handlede om. Det var faktisk Sherlock-BITZ og deres fantastiske film. Nemlig. Jonas rejste sig og klappede i hænderne. Lad os give dem en hånd. Først fik de os alle sammen 82


sporet ind på at lave krimidokumentar, og så endte de selv med at lave den vildeste mysteriefilm, jeg nogensinde har set. Vi rødmede vist helt om i nakken, mens holdet klappede ad Ingrids geniale film. Jeg ville bare sådan ønske, at der var andre end os, der vidste, hvor genial Tove havde været, mens vi opklarede mysteriet om de stjålne videokameraer. Men hun så nu ikke ud til at være det mindste ked af det. Heller ikke da døren gik op, og skolesekretæren kom ind med de gamle kameraer, som hun lige havde fundet, da hun ryddede op i glemmekassen. Samme aften skrev jeg de sidste noter om Den mystiske sag om den krybende kameratyv i min sort bog: Det er med tungt hjerte, at jeg fatter min pen for at skrive disse sidste ord om de enestående evner, hvormed min ven frøken Tove udmærkede sig. Jeg 83


vil altid betragte hende som den bedste og klogeste pige, jeg har kendt. Ingrid som den skøreste og modigste. Og Zille som den ivrigste og mest hoppende.

SLUT

84

Profile for Forlaget Løse Ænder

Sherlock BITZ (Hele Bogen)  

Et særtilbud fra gratisbørnebøger.dk

Sherlock BITZ (Hele Bogen)  

Et særtilbud fra gratisbørnebøger.dk

Profile for he2011
Advertisement