__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


HENRIK EINSPOR

Rødhat


1. Et ansigt i træ Hans navn var Otto. Han tjente sin løn ved at fælde træer dybt inde i skoven. Helt inde, hvor den eneste lyd var vinden i de tætte kroner. Og de mange fugles sang. Og så lyden fra økser – drøje hug mod træets stamme fulgt af det lange suk, når træet faldt. Otto var ikke alene. Han var sammen med sit sjak. Det var stærke folk. Ved fælles hjælp fik de fældet træ efter træ. Nu var stedet ved at være ryddet. Det rå tømmer var kørt væk. Snart ville Otto og hans sjak drage videre til et nyt sted i

5


skoven. Der var job til flere år, for skoven var stor. Som altid gik Otto en runde mellem de bare stubbe, som stod tilbage. Han så sig om efter et godt stykke træ. Efter lidt tid fandt han, hvad han søgte. ”Hvad vil du med den kævle?” lo de andre mænd i lejren. ”Smid den på bålet, så den kan varme os i nat. Har du ikke fået nok af træ? Skal du nu igen sidde og snitte ting?” Otto lod sig ikke gå på af deres ord. De kendte hans særhed. De andre tog plads om bålet og lod ham være i fred. Otto var god nok. Og så længe han kunne svinge øksen, var han en af deres.

6


De trætte mænd sad ved ilden og talte dæmpet. De talte om møder med vilde dyr. Og om enorme træer, de havde fældet. Otto hørte kun efter med et halvt øre. Han sad for sig selv og vendte sit stykke træ. Han udså sig et godt sted at starte. Efter lidt tid tog han fat med sin kniv. Snart kunne man se et ansigt komme til syne i træet. Da de andre gik til ro i deres telte, påtog Otto sig at holde bålet ved lige. Skoven kunne være farlig om natten. Men Otto havde ikke noget imod at være alene oppe. Intet holdt ham bedre vågen, end når træet tog form under kniven. Og hans økse var aldrig langt væk.

7


2. Ulv mod mand Otto kendte de fleste lyde i skoven. Men dette skrig var ikke et af dem. Det var ikke en ugle. Heller ikke en ræv. Ikke engang en skræmt hjort lød sådan. Det var et barns skrig. Han glemte alt om sit træ. I en fart kom han på benene. Han greb sin økse og løb af sted efter lyden. Han tænkte på den lille hytte, som han og hans sjak ofte kom forbi, når de gik til skovs. Den gamle kone der gav dem altid lov til at tage vand fra sin brønd.

8


Otto var sikker på, at det skrig, han havde hørt, kom derfra. Til alt held lyste månen nok til, at han kunne se, hvor han løb. Først da han var næsten fremme, slog det ham, at han skulle have vækket de andre. Nu var det for sent. Høje lyde hørtes fra hytten. Ting, som gik itu – og skrig. Et barns skrig. Han rev døren op. Synet fik hans blod til at fryse til is.

9


3. Et kys Det var ikke nogen normal ulv, sagde man senere. Det var en slags varulv. Eller måske endog en gal person i pels. Alle vidste, at der levede folk i skoven. Folk, der havde været i krig. De kunne ikke leve blandt andre mere. De slog sig ned inde i skoven. Nogle af dem var syge. Måske var det en af dem. Otto blev kaldt en helt. Han havde reddet barnet. En pige. Hun var datter af en enlig kvinde i den lille by. En, som havde et bageri. Og som så ofte før havde hun sendt

10


sin datter ud i skoven med brød til den gamle kone i hytten. Hidtil var det gået godt. Men ikke denne gang. Den gamle kone var blevet dræbt, og Otto hårdt såret. Men barnet var reddet. En stor jagt blev sat ind. Ulven måtte findes og dræbes. Man søgte i hele skoven, men uden held. Nogen ulv eller varulv fandt man aldrig. Det var gået hårdt ud over Ottos arm. Han ville ikke komme til at svinge nogen økse mere. Da hans sjak drog videre, var de en mand mindre. Men barnet fik jeg da reddet, tænkte Otto for at holde modet oppe.

11


Et par dage senere fik han besøg af pigens mor. Med sig havde hun en kurv med kage. En skøn tærte med bær fra skoven. ”Uden dig var min datter død,” sagde hun. ”Jeg står i gæld til dig. Jeg vil gerne takke dig.” ”Går det an med et kys?” sagde Otto og sendte hende et smil. Hun tøvede lidt. Men lidt efter fik Otto et kys på sin kind. Hun sagde, at hun netop var blevet alene. Hun havde kun sin datter. Den lille pige, som Otto havde reddet. Og for at gøre en lang historie kort: Otto blev tilbage, og da han blev frisk, hjalp han til i hendes bageri. Han kom sig aldrig helt efter sine skader. Men han kunne hjælpe til.

12


Inden året var omme, blev de gift. Derpå fulgte en række gode år. Det var som i et eventyr. Og barnet blev en ung pige. Rødhat kaldte alle hende.

13


3. Et sært barn Rødhat var noget for sig selv. Ingen vidste helt, hvor meget hun kunne huske af det, der var sket i hytten. Hun talte aldrig om det. Af og til var det dog, som om hun sank ind i sig selv. Hun blev fjern i sit blik og tavs. Man sagde, at noget af skovens mørke havde taget bo i hende. Venner fik hun ikke mange af. De andre børn syntes, hun var sær. Hun kunne også blive noget så hidsig. Engang, hvor nogle i skolen gav sig til at drille hende, gik hun amok. Hun fór løs på dem. Helt sort i sit blik og ude af sig selv af raseri. En hel flok

14


børn blev sendt på flugt. Efter den tid fik hun lov at være i fred. Folk tænkte også på det, der var sket et år til halloween. Alle byens børn var ude og rasle slik. En ældre dreng troede, at de små unger ville være nemme ofre. Han udså sig Rødhat. Den aften var hun sjovt nok klædt ud som ulv. Det gik helt galt, da han gjorde forsøg på at score hendes slik. Hans skrig gav genlyd over hele byen. Rødhat hang på ryggen af ham. Hendes tænder var blottet og tæt på hans hals. Hun havde også bidt ham i hånden, så han måtte sys. Man mente, at hun var blevet grebet af rollen. Godt nok blev bøllen sat på plads, men folk tænkte sit. De andre børn lærte ikke at tirre hende.

15


Både hendes mor og Otto gjorde, hvad de kunne, for at passe på hende. Ikke kun mod de andre børn. Også mod skoven rundt om byen. Hun fik aldrig lov til at gå alene derind. Altid måtte hun blive nær sit hjem. Når månen var fuld, blev hun altid ekstra urolig. Så var det, som om hun kunne mærke skoven i sit indre.

16


4. Pizza Det er ikke alt, der ender godt. En dag gik Rødhats mor ud for at plukke svampe. Og hun blev ikke set igen. Man sagde, at skoven tog hende. Også hende. Otto og Rødhat var alene. Nu var der kun de to til at drive det lille bageri videre. Men meget blev ændret. Heller ikke byen var den samme som før. Den var vokset. En bred vej førte tværs gennem den – hver dag kørte tunge vogne med tømmer forbi.

17


Men skoven var stadig stor nok til, at man kunne blive helt væk i den. Som det var sket for Rødhats mor. Hun var ikke den første. Hun blev heller ikke den sidste. Fra tid til anden blev folk borte i skoven. Ofte var der ikke andre spor end et stykke tøj med blod på. For det meste slet intet. Det fine skilt over det lille bageri blev taget ned. Ottos lyst til at bage brød og kager var væk. Uden hans kone kunne det være det samme. Men de skulle jo leve. Så fik Rødhat en idé. Hun fik Otto til at bage igen. Ikke kager eller boller. Det fik ham kun til at tænke på den kone, han havde mistet. Men pizza.

18


Fra at bage brød til at lave pizza er der ikke så langt. Et helt nyt skilt kom op. PIZZERIA, stod der. Bøjet i rødt neon. Det nye sted fik snart de store vogne med tømmer til at gøre holdt. Også folk fra byen lærte at sætte pris på pizza. På den måde tjente de til dagen og vejen. Ja, det gik dem næsten bedre end før. Otto tog sig af at lave maden. Rødhat bragte den ud til folk. Hun var gammel nok til at køre bil.

19


5. Maskot Rødhat var kendt viden om. Ikke kun for at køre med pizza. Også for den anden i bilen. Med sig havde hun nemlig altid en dukke lavet af træ. Næsten en meter høj. Pind kaldte hun den. Den sad på sædet ved siden af hende i bilen, når hun kørte pizza ud. Hun sagde, at den bragte hende held. Når hun var sammen med Pind, følte hun sig aldrig alene. Med ham delte hun sorger og glæder. Men Pind var en dukke af træ. Rødhat holdt meget af den. Når folk ville vide noget om den, eller kom med en spøg, sagde hun blot, at den

20


var hendes maskot – et værn mod udyr. Det var noget, folk kunne forstå. For værn mod udyr det kunne alle have brug for. Rygtet om en varulv var ikke blevet mindre i årenes løb. Visse påstod at have set den. I hvert fald hørt den. Fra tid til anden satte man fælder op, men uden held. Det lede væsen, hvad det end var, lurede stadig derude. Hver gang folk blev borte i skoven, var det ulven, som havde været på spil. Otto bad altid Rødhat om at være på vagt, når hun skulle levere pizza til et fjernt hus. Man kunne aldrig vide, hvem der var i den anden ende. Rødhat selv var ikke bange. Hun havde jo Pind til at passe på sig.

21


Det kunne Otto ikke sige noget til. Det var jo ham selv, som havde givet hende dukken. Han havde sagt, at den altid ville passe på hende. Den slags siger man jo til et barn. Nu ville han være mere rolig, hvis hun havde en peber-spray i lommen. Eller et våben. Ja, hun burde have en pistol. Eller i det mindste en taser. Han var altid urolig, når han så bilen køre bort. Især når turen gik ind i skoven. Pind ville ikke være til nogen nytte, hvis først nogen kom ud fra mørket med lyst til mere end pizza.

22


6. Besøg En dag holdt en bil ind foran deres sted. Det var sent på året. Byen var så småt ved at gå i hi. Snart ville sneen lægge sig overalt. Så følte man skoven rykke endnu mere tæt på. Det kunne duften af varm pizza ikke ændre på. To mænd steg ud af bilen. Otto var ved at gøre dej klar. Rødhat i færd med at samle æsker. Men de to mænd kom ikke for at købe pizza. De osede af politi. Og det var også, lige hvad de var. De viste skilt og alting.

23


Et øjeblik var Rødhat bange for, at det var hende, de ville have fat i. Hun var kendt for at køre stærkt. En pizza skulle jo helst være varm, når folk fik den. Men hun kunne være rolig. Det var ikke hende, de kom efter. Den ene halede et foto frem og ville vide, om Otto og Rødhat havde set denne mand. ”Mafia?” spurgte Otto og holdt det lille foto tæt på øjnene. De to mænd smilte ikke. Rødhat syntes mere, at fyren så ud som en psyko. Alt på ham var for stort. For store øjne, for store ører. En kæmpe næse midt i fjæset. ”Han stak af, da han skulle i retten,” sagde den ene betjent. ”Hvad har han lavet?” sagde Otto. De to mænd så på ham – læste han aldrig aviser?

24


Det gjorde Otto ikke. Han så ikke engang tv. Når han havde fri, gad han kun skære i træ. ”Fyren er farlig, meget farlig. Så hvis I ser ham …” Den ene betjent gav dem sit kort. ”Ring straks, så kommer vi,” sagde han. Rødhat så igen på fotoet. Hun var sikker på, at hun havde set manden før. Men hvor? Den ene betjent sagde, at fyren var bedre kendt som Ulven. Og hvem kunne vide, om sådan en ulv fik lyst til pizza en dag?

25


7. Hytten i skoven Det lod til at blive en død aften. Ingen i byen havde lyst til at vove sig ud – slet ikke efter pizza. Tågen drev tæt mellem husene. Og hvem vidste, hvad der gemte sig i den? Otto og Rødhat var så småt ved at pakke ned. Rødhat havde det fint med at kunne holde tidligt fri, men Otto var gnaven. Det var han ofte, når det var en dårlig aften. Men så kom der liv i hans mobil. Den havde ellers været tavs hele den aften. Nu gav den en lille jingle. Rødhat, der var ved at tørre borde af, så på uret.

26


”Sig, vi har lukket,” sagde hun. ”Det er sent.” Otto fik i en fart sin mobil op til øret. Hans ansigt lyste op. Med sin mobil klemt fast mellem skulder og øre skrev han ordren ned: ”Hytten. Fem Napoli. Fem Milano med ekstra ost. Og en flaske vin. Om en halv time,” gentog han. ”Den klarer vi.” Og så fik de travlt. Rødhat kunne glemme alt om at få fri før tid. Nu skulle der gøres pizza klar. 10 stk. på en gang kræver lidt ekstra. Snart var begge ovne i brug. Otto gav sig til at lave kugler af dej om til flade bunde. Rødhat kom fyld på og gjorde æsker klar. ”Jeg håber ikke, det er en unge, som keder sig og laver fis,” sagde hun.

27


”Nej, nej,” gjorde Otto det klart. ”Hytten. Det sagde han. Og det var en voksen.” Rødhat kendte godt Hytten. Den lå et stykke inde i skoven. Skoler lånte den. Og andre også. Hun havde bragt mange pizzaer dertil i tidens løb. Dog aldrig så sent på året. ”Jeg troede, den var lukket,” sagde hun. ”Der er en klasse, som er på koloni,” sagde Otto. ”Det sagde deres lærer.” ”Plejer de ikke at give besked i god tid?” sagde Rødhat. Hun fik ikke noget svar. Det, som optog Otto nu, var at redde en sløj aften. Og med denne ordre var der lys forude.

28


8. Snydt Rødhat fik de flade æsker ind i bilen. Hun tog plads bag rattet. Otto bad hende skynde sig. ”Fart på, min pige. Og kom lige hjem, når du er færdig.” ”Nej, mig og Pind tager i byen og går på disko,” sagde hun. ”Sjovt!” sagde Otto og fik døren lukket. Hun satte bilen i gang og kørte ud i tågen. Otto så efter hende, indtil han ikke mere kunne se bilens røde lygter.

29


En duft af varm pizza fyldte bilen. Rødhat satte musik på. Lidt efter fyldte noget jazzet hiphop bilen. Tågen var tyk. Sådan en aften var det rart med selskab. Og Pind sad bag et bjerg af flade æsker. Hans lange næse var klemt fast mellem fem Milano og fem Napoli. ”Det må du finde dig i,” sagde Rødhat. Når hun var alene, talte hun tit med dukken, som om den var i live. Af og til fik hun også svar. Hun kunne betro sig til Pind. Alt kunne hun dele med ham. Det kom ikke videre. Snart var hun langt væk fra byen. Skoven stod som en mur på begge sider af bilen. Til alt held kunne hun vejen i søvne. Hun turde dog ikke give bilen fuld gas. Der kunne være dyr på vejen. Rådyr eller

30


andet vildt. Otto ville blive tosset, hvis hun lavede buler. Snart nåede hun stedet, hvor vejen delte sig. En smal vej snoede sig det sidste stykke frem til Hytten. Rødhat kneb sine øjne sammen. Det skete ofte, når hun kom ind i skoven. Det var, som om hun følte sig hjemme. Hun blev ekstra skarp. Hun så bedre. Hun kunne lugte alle lugte. Jeg er på vagt, tænkte hun. Her kan alt ske. ”Måske burde vi vende om,” lød en stemme ved siden af hende. ”Månen er fuld. Det er en dum aften at være i skoven.” Rødhat så fremad i tågen. Hun lod sig ikke mærke af Pinds ord. Grus og små sten slog mod bilens bund som hagl. Grene

31


fejede mod dens ruder. Så ramte bilens lygter skiltet. De var fremme. Hun steg ud. Så sig om i mørket. ”Pas på,” lød Pinds stemme i hendes hoved. Hun tog sig ikke af ham. Hun var en anden. Det kunne ikke ses på det ydre. Der var hun stadig en ung kvinde. Med kasket, rød jakke og grønne øjne. Men indeni hende gav noget sig til at vokse. Noget vildt.

32


9. Er her nogen? Hun lod bilens lange lys være tændt. Tågen drev i slør gennem lyset. Så tog hun et par æsker i favnen og flasken med vin. Hun gik op mod hytten. Den lå øverst på bakken. En trappe førte op til den. Hvis det ikke var for tågen, ville man have haft en fin udsigt ud over søen. Der var noget galt. Hun kunne mærke det. Hytten henlå i mørke. Der var ingen ivrige stemmer fra børn. Ingen lys i de mange vinduer. Der var alt for stille. Alle hendes sanser var vakt. Hun satte æskerne med pizza fra sig på bordet foran

33


hytten. Tog sin kasket af og gned sved af panden med hånden. Hun vidste, at de var blevet narret. Det havde været et fup-opkald. Otto lavede ellers altid tjek på opkald, især dem på større ordrer, men denne aften havde han ikke gjort det. Han var blevet så glad bare for at få en ordre. Vreden ulmede i hende. Her stod hun med pizza for en formue. Hun havde sat liv og lemmer på spil for at stå her og ligne et fæ. ”Hallo!” råbte hun. ”Er her nogen?” Hendes stemme var hæs af vrede nu. Hun havde lyst til at flå fjæset af den person, som havde fuppet dem. Hun måtte passe på. Det gik ikke an at hidse sig op. Ikke når

34


der var fuldmåne. Men det var for sent. Hun kunne ikke stoppe det. Det var et levn fra dengang. Hun blev nødt til at ringe hjem og bede Otto tjekke. Måske var der sket en fejl. Nej. Hun vidste, at det her var stedet. Der var kun én Hytte, og det var denne. Og den var tom. Eller var den? For nu gik det op for hende, at døren stod åben, som om hytten selv bød hende indenfor. Og hun kom til at tænke på de to mænd, som havde aflagt besøg hos dem. Og på fotoet af Ulven. Som de sagde … hvem kunne vide, om han sad et sted i skoven og fik lyst til pizza? Ja, hvem kunne vide det?

35


1o. Fare Rødhat så på døren. Den her hytte var et oplagt skjul for en på flugt. Ganske vist også et sted, som lovens lange arm før eller siden ville komme forbi og tjekke. Men nu var hun kommet først. Og nu kunne hun mærke ham. Lugte ham. Høre ham ånde, selvom han gjorde det meget stille. Dørens sorte åbning indbød hende til at træde ind. Bag hende drev tågen mellem de høje træer. Månen kunne ikke trænge gennem den. Men hun kunne mærke dens lys i sit blod. Engang mente man, at

36


månens lys kunne gøre folk syge og gale. Til lunatics. Duften af varm pizza gik i ét med lugten af støv og mug. Hun trådte ind gennem døren og ind i mørket. Han stod midt på gulvet få meter fra hende. Hun vidste, at han fulgte hvert af hendes skridt. ”Dig,” sagde hun med en stemme, som var blevet hæs. ”Endelig kom du.” Hans stemme var blød. Lød slet ikke, som hun havde ventet. Hun stod uden at røre sig. Men på samme tid var hun parat. Parat som aldrig før. Han skulle aldrig være kommet.

37


”Du ved godt, de leder efter dig,” sagde hun. Hendes stemme blev mere og mere hæs. Gulvet gav sig, da han lod sin vægt skifte fra den ene fod til den anden. Han var ingen ulv. Han var en mand.

38


11. Fred og fare Rødhat havde engang fundet et foto af ham i morens gemmer: en glad familie. Han i uniform, med armen om hendes mor. Moren med en meget lille Rødhat på sin arm. Han havde været med i en fjern krig. Den var slut for længst, men krigen var blevet i ham, da han kom hjem. Han var blevet en anden. Kugler og bomber havde ikke bidt på ham, men nu gjorde højt græs ham bange. Der kunne jo være miner i det. Rødhat måtte ikke lege der. Hvis der blev for stille,

39


var han straks på vagt. Død og angst fyldte hans nætter. Om dagen var der kun vrede. Han gik rundt med sin kniv på sig. Det kunne ikke blive ved med at gå. Og en dag, da hun kom hjem fra skole, var han der ikke mere. Dem, der ikke vidste bedre, sagde, at han havde taget livet af sig. Det var i hvert fald, hvad nogle af de andre børn havde sagt den dag i skolen. Ha ha, din far gik ud i skoven og skød sig en kugle for panden. Ikke så sært, hun gik amok på dem. Er det sandt, mor? havde hun grædt, da hun kom hjem. Nej, din far kan bare ikke være blandt folk mere. Han har brug for ro. Han er et sted, hvor de passer på ham.

40


Rødhat kunne mærke, at moren var lettet. Faren havde ikke været let at bo sammen med. Altid var han på vagt. Og så gik der et par år indtil den aften i hytten. Rødhat var blevet sendt ud til sin mormor med nogle brød og kager, som var blevet tilovers. Da hun kom tæt på hytten, kunne hun se, at døren stod åben. Da hun kom ind, lå hendes mormor og sov. Hun sov på en sær måde. Og der var en mand. Han sad ved bordet og drak vin. Han så ud som en, der havde levet i årevis i skoven. Han havde en maske på. Den fik ham til at ligne en ulv. ”Hvem har du klædt dig ud for?” spurgte den lille pige. Han vendte sig mod hende.

41


Hun kunne se hans øjne bag de to huller i hans maske. ”Min lille skat. Kom med mig. Der er farer overalt. Jeg kan ikke passe på dig.” ”Hvor vil du tage mig hen?” ville Rødhat vide. ”Væk herfra. Til en anden verden. Et bedre sted.” Han rejste sig på usikre ben. Og nu gik det op for hende, hvad han ville. Og hun skreg højt. Lidt efter var Otto braset ind i huset med sin økse. Derfra kunne hun ikke huske mere. Det var mange år siden nu.

42


12. Smagen af blod Nu var det som at opleve det hele igen. Han var vendt tilbage. Efter hende. Rødhat kunne lugte hans maske. Den var spændt over hans ansigt med snor. Hun havde set den før. Den dag i hendes mormors hus, da hun så ham sidst. Han måtte have dræbt en ulv for at lave den, mens han levede i skoven, inden de fik fat i ham og fik ham lukket inde et sted. Hvis det var det, de gjorde. Rødhat ved det ikke. Faren holdt op med at være til efter det med hendes mormor. De talte aldrig om ham.

43


Nu står han her. Han holder en lang kniv. Hvor længe havde han været på fri fod? I dage, uger eller mere? Var det også ham, som var på spil, da hendes mor blev væk? Hun ville ikke spørge. ”Først mormor,” sagde hun bare. ”Så mor. Og nu mig.” ”Og nu dig,” sagde han. ”Jeg kommer for at befri dig.” ”Fra hvad?” sagde hun. Det gav sig til at klø over hele hendes krop. ”Fra denne onde verden.” ”Du er syg, far. Og du har begået mord. De vil fange dig igen.” En hånd kom ud af mørket og strøg blidt hen over hendes kind. Hun måtte kæmpe mod sig selv for ikke at snappe efter den. Åh, så tæt på.

44


”Du er jo blevet en ung dame.” Hun viste tænder og trak sig væk. Pind havde haft ret. De skulle være vendt om. For alles skyld. Der hørtes en lyd bag hende. Træ mod træ. Hun kneb sine øjne sammen. Var det Pind? I næste nu blev lyset tændt. I et sekund var de begge blændet. Så var hun over ham som et lyn. Hendes styrke kom bag på ham. Fra hans mund lød et hæst brøl, da han ramte gulvet. Hendes tænder sank dybt ind i hans hånd. Han måtte slippe kniven. Men han var soldat. Han fik fat i den igen. Alle hendes sanser var vakt. Månens magt tog over. Hun bed gennem kød og nerver. Kniven faldt ud af hans hånd.

45


Hun smagte hans blod. Og da han lidt efter slog ud efter hendes ansigt, tændte et hvidt bål inde i hende. Et bål, som åd tid og sted. Hun flåede masken af ham. Så bed hun igen. Og denne gang gik hun efter hans hals.

46


13. I live Hun var våd og kold, da hun kom til sig selv. På hendes mobil lå et hav af opkald. Alle fra Otto. Han måtte være ude af sig selv. Bare han nu ikke havde ringet efter hjælp. Eller værre … selv havde vovet sig ind i skoven. Klokken var over midnat. Hun havde været væk i mere end to timer. Der var næsten ikke mere strøm på mobilen. Og heller ikke på bilen. Det gik op for hende, at hun sad ved søens bred. Pind sad lænet mod et træ ved

47


siden af hende. Med armene om sine tynde ben og hagen hvilende på knæene. ”Jeg sagde jo, vi skulle være vendt om,” sagde dukken. ”Se nu et rod.” Rødhat følte på sin læbe. Den var hævet. Hendes mund smagte af jern. ”Ja, du må vaske dig,” sagde Pind. ”Du har blod i hele fjæset.” ”Hvor er han?” sagde hun hæst. Halsen føltes ru, som om hun havde brølet. Pind gjorde et nik mod søen. ”Med sine lommer fyldt med sten. Ham ser vi ikke igen.” Hun så ud over vandet. Tågen drev hen over det sorte spejl. På en gren hang hans maske.

48


Man skulle holde sig fra skoven, når månen var fuld, sagde hendes mor altid. Det var ikke alle, der kunne tåle den lys. Jeg har det i mig, tænkte Rødhat. Hun havde lyst til at løfte sit hoved og hyle. Men ikke når Pind sad der og gloede. ”Uden mig havde du været færdig,” sagde dukken. ”Hvem tror du tændte lyset?” ”Du er en figur af træ,” sagde hun. ”Du kan ikke røre dig.” ”Skal vi vædde? Se, jeg har stadig snask fra de der pizzaer på mig.” Rødhat så tilbage mod bilen. Dørene var åbne til begge sider. De flade æsker lå spredt rundt om den. Snart ville skovens dyr have en fest. ”Jeg havde helt styr på det,” lød hendes svar.

49


Hun skrev en hurtig besked til Otto: Alt vel. Kommer om lidt! Kort efter løb hendes mobil tør og døde ud med en lille jingle. Hun kom op at stå. Gik hen til søens bred, hvor hun gav sig til at vaske sit ansigt. Derpå hænder og arme. Hun fik sit tøj efter. Så tog hun Pind op. Med dukken i sin favn gik hun hen mod bilen for at køre hjem. Masken lod hun hænge.

50

Profile for Forlaget Løse Ænder

Rødhat (HELE BOGEN)  

Gratis børnebøger 2021

Rødhat (HELE BOGEN)  

Gratis børnebøger 2021

Profile for he2011
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded