Page 1


Menneske-maskinen Copyright © Henrik Einspor og Løse Ænder 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag og illustrationer: Kristian Eskild Jensen Grafisk tilrettelæggelse: Mette Schou, gipsy graphics Master of Details: Lars Christensen, Dansk Sprogrevision Trykt i Letland ISBN: 978-87-93636-06-4 www.einspor.dk www.løseænder.dk


HENRIK EINSPOR

MENNESKE-MASKINEN Die Mensch-Maschine


Ordliste: Focke-Wulf Fw 190: Enmotors tysk jagerfly, især brugt i krigens sidste år. Viermots: Tyske kampflyveres lingo for de amerikanske bombefly af typen B-17 Flyvende Fæstning eller B-24 Liberator, som angreb i dagtimerne. Plötzensee: Berygtet nazistisk henrettelsesfængsel i Berlin. Komet: Tysk raketfly (Messerschmitt Me 163), som med begrænset succes blev indsat mod formationerne af allierede bombefly i krigens sidste måneder. Messerschmitt Me 262 Schwalbe: Verdens første jetjager i krigstid. Det tyske fly skabte rædsel blandt allierede flyvere, men kom for sent ind i krigen til at få afgørende betydning. Junkers Ju 52: Tysk passager- og transportfly, ofte brugt til nedkastning af faldskærmstropper. 5. Gebirgs-Division: Alpekorpset. Tysk faldskærmskorps, som i krigens sidste år var stationeret i de vestlige Alper. Republic P-47 Thunderbolt: Tung, enmotors amerikansk jagerbomber, som både blev brugt til eskortefly for bombefly og til selvstændige angreb mod taktiske mål. North American P-51 Mustang: Det mest berømte amerikanske jagerfly. Meget anvendt som eskortejager for bombefly, men også brugt til taktiske missioner. Avro Lancaster B.MK1: Britisk firemotors bombefly, som foretog utallige nat- og senere dagangreb mod Nazityskland. Notorisk i angrebet mod Hamburg i 1943.

4


1. KAPITEL

Hans og Grethe

Vinteren 1944/45 var kold over Europa, men her i otte kilometers højde gik det hedt til. Hver dag faldt mænd og maskiner ud af himlen som fakler. På landjorden så det ikke meget bedre ud. Efter kun tolv år var Hitlers tusindårsrige forvandlet til rygende murbrokker. Veje, jernbaneknudepunkter og havne reduceret til forvredet stål og splintret beton. Alt var smadret. Alt lå i ruiner. Død, sorg og ødelæggelse var dagens orden. Nok har Døden altid været opfindsom, men sjældent haft så travlt. Hver eneste dag bød på nye lidelser for soldater og civile. Endnu nogle måneder ville det vare, før mareridtet var forbi. Men verden ville aldrig blive den samme igen.

5


Alt dette tænkte kamppilot Hans Franke ikke på. Hans tanker var optaget af en smuk pige, han netop havde forelsket sig i. På en kort orlov i Ulm. Hun var bagerdatter, rund, frodig og sød som den honning, hendes far kom i dejen. Grethe, hed hun. Et foto af hende sad klemt fast på instrumentpanelet i hans maskine. Hans drømte om at gifte sig med hende. Når krigen var vundet og alt faldet på plads. Hans og Grethe. Det lød næsten som eventyret af Grimm. Bare uden heks. Missionen i dag var dog langtfra noget eventyr. Hans var endnu en gang på vej i kamp. Og dagen kunne nemt blive den sidste i hans unge liv. Her var ganske vist hverken mørk skov eller en heks i et kagehus. Fjenden befandt sig højt oppe på den dybblå himmel; en endeløs sværm af amerikanske Viermots, som skulle standses, før de nåede frem til deres mål.

6


2. KAPITEL

Kanonføde

Så snart alarmen var indløbet, var de sørgelige rester af Jagtgruppen blevet sendt på vingerne fra den improviserede base i skovbrynet langs autobahnen ved Neubiberg. I alt seks Focke-Wulf-jagerfly. Alle mere eller mindre krigsarrede. Hans befandt sig i maskinen lige bag gruppelederen. Det var kun nogle minutter siden, de småfrysende havde forsøgt at få lidt søvn i de kolde skure. Nu var de allerede i luften og på vej for at give fjenden en varm velkomst. Piloterne i de tyske maskiner var unge og utrænede. Selv lederen, Horst Föhns, havde kun en håndfuld missioner bag sig. De var kanonføde for de eskortejagere, som sværmede over bombeflyene som hidsige bier. Men ordren var klar; de amerikanske gangstere skulle standses for enhver pris, om nødvendigt

7


ved at flyve direkte ind i bombemaskinerne – vædre dem. En dristig og livsfarlig manøvre. Selvmorderisk, i hvert fald hvis ikke man slap ud af flyet og fik udløst sin faldskærm. Men disse unge piloter var ivrige efter at vise deres værd. Om nødvendigt dø for fædrelandet. Det skal dog siges, at Hans var mindre ivrig, efter at han havde mødt Grethe. Han ville se hende igen. Ved tidligere træfninger havde han haft held til at nedskyde to bombemaskiner, så man regnede med ham. Den unge mand havde udvist både talent og mod, og det var blevet bemærket. Nu skulle han blot holde sig i live et par dage mere, hvilket for en Luftwaffe-pilot her i begyndelsen af 1945 var en bedrift i sig selv. Man havde stillet ham en spændende fremtid i udsigt som pilot i et af de nye turbinedrevne Messerschmitt 262-jagerfly. Et propelløst vidunder, som var samtlige af de engelske og amerikanske jagere overlegen. Flyet lignede en haj, men det strøg af sted som en svale. Og Schwalbe var, hvad man havde døbt vidunderet. Med dette våben kunne Tyskland vende krigen, var Hans Franke i sit ungdommelige overmod overbevist om. Og så kunne han og Grethe blive gift.

8


Om alt gik godt, ville han blive overført til en af de baser, hvorfra disse vidunderfly opererede. Her ville han få intensiv træning i den nye flytype, hvorpå han ville blive sendt i kamp mod banditterne. Hans Franke havde altså en masse at leve for. Men hans odds var unægtelige dårlige denne iskolde vinterdag, hvor den ottende amerikanske armé havde sendt endnu en sølvskinnende armada ind over tusindårsriget. Der var mere end 300 bombemaskiner. Formation efter formation bredte sig på himlen i en endeløs række. Det syntes at være en uoverkommelig opgave. Flyene trak et kilometerbredt spor af hvide kondensstriber og var synlige som skibe på et roligt hav. De troede sig sikre, men Hans’ og de øvrige jagerfly nærmede sig hurtigt. Gruppelederen gav signal til at angribe skråt bagfra. Fyre løs med alle maskinkanoner og få lavet så meget ravage som muligt, derefter var det hver mand for sig selv. De havde kun brændstof nok til et enkelt angreb. Men med lidt held kunne de skyde et par maskiner

9


ned, inden de endte angrebet med at styre direkte ind i bombernes haleror eller vingeparti. Skytterne i de amerikanske bombere havde opdaget dem. Deres maskingeværer begyndte at spytte bly i Jagtgruppens retning. Lysprojektiler trak stiplede linjer af røg gennem luften. På et øjeblik blev himlen forvandlet til et inferno.

10


3. KAPITEL

Luftkamp

I de første sekunder af en luftkamp er der altid nogen, som dør. Og i dette tilfælde blev det Horst Föhns. Hans så, hvordan gruppelederens maskine blev ramt. Jageren blev nærmest flået fra hinanden, flaps og landingshjul hvirvlende bagud, så sank den i dybet med en fane af flammende røg efter sig. Selv hørte han de metalliske smæld, da hans egen maskine fik en træffer. Heldigvis kun et strejfskud. En Boeing dukkede op forude. Den var sakket lidt bagud, og selvom bomberen skød fra sig i alle retninger, var den et nemt mål. Det var ikke for ingenting, flyverne omtalte dem som ladeporte. Men en godt forsvaret ladeport. Hans krængede, og med dødsforagt strøg han gennem sværmen af bombere, som kastede alt, hvad de

11


havde af ildkraft, efter ham. Med begge hænder om styrepinden og højre tommelfinger presset mod affyringsknappen fór han frem mod sit mål. I nogle sekunder havde han den amerikanske bomber på kornet. Han var så tæt på, at han kunne se besætningen. Projektilerne gnistrede fra hans maskinkanoner. Jageren rystede under salverne. Bomberen i hans sigte blev ramt og skælvede, men fortsatte sin støtte kurs, dog med en rygende motor. En ny firemotors gled ind i krydsfeltet. Med knaldrødt haleparti og en vulgær nøgen kvinde malet på siden under pilotens vindue. Hans pebrede bomberen grundigt og så sine træffere splintre målet i en sølvglimtende regn af metalstykker. Bomberens vinge brækkede af og tumlede bagud. Ramte den bagvedflyvende maskine, som ikke nåede at undvige. På få sekunder var to fæstninger sendt mod jorden. Hans var forbi første bombeformation og kastede flyet ind i et skarpt drej for at angribe igen. Under ham foldede faldskærme sig ud. Men kun nogle stykker. Langtfra hele besætningen slap væk fra de dødsdømte bombere.

12


I næste øjeblik kastede rødhuderne sig over ham, eskortejagerne, Mustangs og Thunderbolts. Med gnistrende vinger faldt de som rovfugle ned fra himlen. Sporprojektiler kom piftende fra alle sider. På et øjeblik var hans gruppe spredt for alle vinde. To Mustangs kom jagende efter ham som sultne barracudaer. Røgstriber fra projektilerne føg forbi cockpittet. Lugten af cordit rev ham i næsen. Hans kastede flyet ind i et rul, der fik det til at sortne for øjnene af ham. Så pressede han styrepinden frem og sendte sit fly i et vildt dyk. Væk, væk. Ikke noget med at indlade sig på et hundeslagsmål. Han bad til, at piloterne i de amerikanske jagerfly var nye og uerfarne ligesom ham. Det tog kun et øjeblik, så var hans fly skudt i brand. Sort røg og orange ildtunger trak en fane efter det. Maskinen blødte brændstof. Det pumpede ud og antændtes. Hans skød cockpitdækslet tilbage, rullede maskinen om på ryggen og lod sig falde ud. Det var som at falde op mod jorden. Luften ramte ham som en næve af is. Billedet af Grethe blev revet bort af vinden. Væk var hun. Og Hans faldt og faldt.

13


4. KAPITEL

Frit fald

Som en kludedukke hvirvlede han mod jorden. Han kunne ikke trække vejret og var ved at miste bevidstheden. Det var som at drukne i lufthavet. Så fik han kontrol over kroppen. Han modstod trangen til at udløse sin skærm og lod sig falde nogle sekunder mere. Først gennem et lag af tynde skytotter. Og endelig gennem en grå og isnende tåge. Da kulden næsten havde lammet ham, udløste han sin skærm. Halvdød af iltmangel, men uden for kuglernes rækkevidde. Der var kun gået sekunder, siden han sad i sin maskine. Nu var der stille. Bortset fra vindens brus i hans ører. Den bed ham i ansigtet. Rev i hans kinder. Han dalede mod jorden, mens han gispede efter luft.

14


Et desperat øjeblik så han sig rundt for at se, om gangsterne forfulgte ham. Det var ikke ualmindeligt, at fjendens piloter beskød faldskærme, æreløse hunde, som de var, men der var stille. Krigen var nu langt over ham. Under sig skimtede han det snedækkede landskab. Bløde bakker beklædt med nåleskov. Sneen lå over landet som et ligtæppe, hvilket unægtelig var et meget passende billede, alting taget i betragtning. Nogle minutter senere landede han i sneen mellem granerne. En gren lavede en rift i hans ansigt. Det var på forunderlig vis den eneste skade, han fik den dag. Omkring ham stod snedækkede graner. Her var så stille, som der kun kan være i en vinterskov. Sneen var tyk og uberørt. Ikke engang spor efter dyr så man. Heller ikke en vind, der rørte sig. Forskellen på dette sted og det kaos, han var faldet ud fra, kunne næsten ikke være større. Langt borte hørtes en dyb og hendøende murren i luften, som gav hele firmamentet resonans. Lyden af tusinde fly fyldt med død. Gud ved, hvad gangsternes mål var denne gang.

15


Hans fik løsnet sin skærm og begyndte at bevæge sig gennem sneen. For hvert skridt sank han dybt ned. Hans tanker var igen hos Grethe. Den dejlige Gretchen, hvis hår duftede af ingefær. Hvis læber var røde som kirsebær. Det pinte ham, at han ikke havde fået billedet af hende med sig, da han forlod sin maskine. Hvad han ikke vidste, var, at han i dette øjeblik var den eneste af de seks flyvere, der var blevet sendt af sted, som stadig var i live. Dieter, Alfred, Eric, Horst og Helmut, alle var borte nu. Og hvis han havde kunnet se ind i sin fremtid, ville han have ønsket, at også han var blevet gennemhullet af amerikanernes kugler. Men krigen var ikke forbi for Hans Franke endnu.

16


5. KAPITEL

Teufelberg

Der lå så Teufelberg. Djævlebjerget. Egentlig mere en klippeknold end et bjerg, men med et stentårn opført på toppen. Et udsigtstårn bygget under et eller andet for længst glemt slag, men siden glemt. Vejen dertil var ikke vedligeholdt de seneste år. Stenskred og væltede stammer blokerede, og sneen, som var faldet i rigelige mængder, havde effektivt afskåret tårnet fra omverdenen. Fra platformen øverst var der udsigt over tæt skov, som bugtede sig i alle retninger. Nærmeste landsby lå ti kilometer væk, hvilket passede tårnets beboer godt. Doktor Totenkopf foretrak ensomhed. Ville han nogen noget, så havde tårnet en udmærket telefonforbindelse. Af og til ringede visse højtstående personer

17


til ham. Både Himmler og Göring havde han haft i røret i krigens løb og en enkelt gang Der Führer selv. Det var pudsigt at høre Hitler tale med almindelig dæmpet og moduleret stemme, når man kendte hans gutturale galpen i radioen. Fælles for opringningerne var altid, hvordan projektet gik. Man havde høje forventninger. Men efterhånden som krigslykken vendte, blev forventningen iblandet en vis utålmodighed. Blev det snart til noget? Totenkopf var en legende, men blev også anset for at være en kunstner på sit felt. Hitler havde engang i spøg omtalt ham som den virkelige Frankenstein. En mand med en vision, en mand med mod. En mand med et monster i kælderen. Det sidste var lidt af en overdrivelse. Men føreren lod sig ofte rive med. Stadig manglede Totenkopf monsteret i kælderen, men han arbejdede på sagen. Og til at assistere sig med dette projekt havde han også en hjælper. En pukkelrygget og dværgagtig assistent ved navn Grim. Grim var et kirurgisk talent, som befandt sig et sted i gråzonen mellem det gale og det geniale, muligvis med en vis hældning til det første. Han var døvstum

18


og krævede derfor kun minimal underholdning. Derudover lavede han en glimrende jægergryde, hvilket var grund nok for Totenkopf til at udholde ham. En hvilken som helst anklager, som fik fingre i Grims CV, ville få sendt manden lige lukt i galgen. Han havde fået frie hænder i et par af lejrene, og resultatet havde været forbløffende – ja, skræmmende. Selv hårdkogte lejrkommandanter havde fået mareridt. Og når de siden omtalte rædslerne i en bestemt lejr, var det Grims frembringelser, de hentydede til, mere end det var de interneredes skæbne. I slutningen af 1944 var man blevet enige om at forflytte Grim. Efter samråd med højeste sted blev det besluttet, at dværgkirurgens bizarre eksperimenter måtte foregå andetsteds. Og helst langt væk fra steder, hvor man forsøgte at føre en anstændig krig. Her var man kommet i tanke om Totenkopf. Totenkopf, der huserede i sit tårn i de mørke skove som heksen i sit pandekagehus. Man vidste, at Totenkopf rodede med teknologi, som gik ud på at forene krop og maskine på en hidtil uset og revolutionerende måde. Dér kunne Grim sikkert gøre nytte.

19


Totenkopf havde brug for aflastning med sit projekt. Så sådan blev det. Totenkopf og Grim. To hjerner, som hver især var bedste bud på at skabe det supervåben, føreren altid ævlede om i sine mest formørkede stunder. Og i den sidste tid havde Der Führer oftere og oftere befundet sig her og talt om dette våben, som skulle vende krigen. Det var lige på trapperne, hævdede han med sin sædvanlige skråsikkerhed. Men sagen var, at det havde været lige på trapperne temmelig længe nu. En tid havde hans nærmeste generaler troet, at det nye vidundervåben, føreren satte sin lid til, var V2’eren, raketten, som med overlydshastighed snart skulle forvandle London til rygende slagger. Senere den propelløse 262’er, som i fart overgik enhver af fjendens jagere, og som kunne nedskyde deres bombefly og forsvinde, før de anede, hvad der havde ramt dem. Enkelte fantaster – heriblandt luftmarskallen – mente endog, at det supervåben, føreren hentydede til, var Kometen – det lille, tøndeformede raketfly, som kunne affyres lige op i formationerne af amerikanske Viermots og sprede død og ødelæggelse. Men enhver, som havde set en 163’er disintegrere i en gas-

20


blå eksplosion af raketbrændstof straks efter affyringen, stillede sig tvivlende. Død og ødelæggelse, jo tak, men oftest for flyveren, som sad ved pinden i helvedesmaskinen.

21


6. KAPITEL

Supersoldat

En dag efter endnu et utåleligt allieret bomberaid mod Berlin tog Jodl og Keitel mod til sig og adspurgte direkte Hitler om detaljer vedrørende supervåbenet. Kunne føreren eventuelt være lidt mere specifik? For det begyndte at haste nu. Russerne stod ved Oder, og yankee’erne og briterne nærmede sig fra stort set alle andre retninger. Bomber og granater haglede ned over das Reich 24-7. Lokummet ikke bare brændte, der stod stikflammer op af tønden. Keitel formulerede det måske ikke lige sådan, men det lå i luften. ”Teufelberg!” havde føreren blot sagt med en mine som en far, der har en overraskelse i ærmet til sine børn. Han havde endvidere blinket skælmsk. Keitel havde gentaget dette navn, Teufelberg, med spørgende mine. Der var ingenting, som ringede. Og

22


Jodl var også hægtet af. De to mænd så på hinanden. Keitel trak på skuldrene. Jodl trak på mundvigene. Men her havde føreren så igen med begejstring mindet dem om doktor Totenkopf og dennes eksperiment, der Automat-Soldat! Og var efterfølgende brudt ud i en af sine rablende enetaler og havde ævlet løs om mekaniske supersoldater, divisioner af supersoldater, usårlige og dødbringende. Totenkopf i Teufelberg var manden, de kunne sætte deres lid til. Han bar rigets skæbne på sine skuldre. Snart skulle Churchill få blæst asken af cigaren og bolsjevikken ovre østpå få lov at kvæles i sit uklædelige overskæg. For ikke at tale om Roosevelt, eller hvem fanden der efterhånden sad for bordenden hos gangsterne. Når supersoldaterne meget snart var klar, var sejren så godt som hjemme. Som en fugl Føniks (eller Phoeniks, som Hitler udtalte det) ville tusindårsriget rejse sig af asken. Keitel spurgte en smule rundtosset, hvor mange divisioner der eventuelt var tale om, og blev lettere rystet, da føreren sagde én. Endnu mere lamslået blev han, da føreren rettede det til én soldat. Men hvilken soldat!

23


Bare vent og se, lovede Hitler henrykt. Det blev stort! Herefter betragtede hærledelsen, og hvem der ellers havde deres daglige gang i førerbunkeren, deres militære chef som en, der havde tabt den. I stedet satte man sin lid til niende armé, som stod over for russerne et eller andet sted østpå. Nu måtte det gå, som det bedst kunne. Og gjorde det ikke det, var det med at få pakket sydfrugterne og få bestilt den billet til Argentina.

24


7. KAPITEL

Telefon fra Berlin

Et par nætter senere ringede telefonen i tårnet hos Totenkopf. Den gale videnskabsmand fik via adskillige omstillinger selve førerens adjudant i røret og lidt efter Der Führer i egen høje person. Forbindelsen var elendig, men gennem støjen hørte Totenkopf Hitler spørge til projektet. Hans bagland var begyndt at blive utålmodigt, lod Hitler videnskabsmanden vide med et teatralsk suk. Det begyndte at brænde lidt på her i Berlin, så hvornår mente Totenkopf eventuelt, at han kunne have supersoldaten klar? Totenkopf, som var et pænt stykke fra at have noget som helst klar, i særdeleshed nogen supersoldat, sagde, at det var et virkelig dårligt tidspunkt. Kunne føreren eventuelt ringe tilbage om et par uger? Derpå frembragte han nogle hvislende og skrattende lyde

25


med munden, som skulle illudere atmosfærisk støj, beklagede den dårlige forbindelse, hvorpå han smækkede røret på. Donner und Blitz, tænkte han. Aldrig et øjebliks fred. Føreren kom her og lød som en utålmodig kunde, der rykker efter en blikkenslager. Gott im Himmel, altså! Alligevel følte Totenkopf instinktivt, at jorden begyndte at ulme under ham. Den omtalte supersoldat skulle have været færdig for længst. Men alt, hvad der stod i tårnets kælderhvælving, var et aluminiumskelet dækket af nittet stål og med ledninger og kabler strittende ud alle vegne. Det ville næppe se godt ud, hvis SS kom forbi. Men sagen var, at Totenkopf stod og skulle bruge en hjerne. Helst en, som stadig befandt sig inde i kraniet på nogen, altså helst et ubeskadiget hoved. I Det Tredje Rige var det ikke noget problem at få fat i et hoved. Et telefonopkald til nærmeste lejr var gerne nok. Men det var ikke sådan et hoved, Totenkopf manglede. Han skulle bruge en hjerne, som kunne betjene et fly. Kort sagt: en flyver. Og flyvere var ved at blive en mangelvare. De få, man havde, døde

26


som fluer i øjeblikket, eftersom Luftwaffe blev fejet ud af himlene af de allieredes fly. På trods af propagandaministeriets forsikring om det modsatte var det tydeligt, at luftvåbenet sejlede. Det var som en trekant, hvor der hele tiden manglede et hjørne. Havde man fly, var der intet brændstof. Havde man fly og brændstof, manglede man nogle til at flyve. Og havde man fly, brændstof og nogle til at flyve, så var der ikke længere brugbare luftbaser. De seneste uger havde man opereret fra skovbryn og brugt veje til start og landing. Var der ikke det ene, så var der det andet. Og så krævede føreren resultater. Det var umuligt at arbejde under sådanne betingelser. Og nu stod han og skulle bruge et godt pilothoved. Helst med en brugbar og ikke skamskudt hjerne i. Men så en dag bankede det på døren …

27


8. KAPITEL

Dybfrossen

Totenkopf er alene i tårnet og sidder og nørkler med nogle radiorør til sin opfindelse. Grim er gået til skovs for at skaffe kød til sin jægergryde. God fornøjelse med det, tænker Totenkopf, men håber dog, at Grim vil komme hjem med et eller andet. Forsyningerne fra landsbyen har været mildt sagt ustabile på det seneste, men Grim er en udmærket skytte, især når han medbringer sin Panzerfaust. Og skoven vrimler med vildt. Men nu banker det altså på tårnets dør. Hårdt og vedvarende. Totenkopf løsriver sig fra sit arbejde. Hvem kan det være, som banker på så ophidset. Kan det være SS? Er det nu, de kommer og forlanger at se, hvor langt han

28


er kommet med supersoldaten? De skæbnetunge og utålmodige slag kunne tyde på det. Hvide skyer af ånde bølger ud af munden på ham, da han haster ned ad trappetrinene til døren. Men det er ikke SS. Udenfor står Grim. Og over Grims ryg ligger noget mørkt og pelset. En hjort? tænker Totenkopf først. Har hans assistent haft heldet med sig så hurtigt? Nej, det er ingen hjort. Pelsen er kravetøj, skindet en jakke. Det, som Grim står med, er en dybfrossen flyver. Olieplettet i ansigtet, men tilsyneladende uden større skrammer, bortset fra at staklen er død. Endnu et stykke af Tysklands ungdom, som aldrig mere skal se solen stå op. Det siges, at riget er overstrøet med flyvrag. Grim hvæser af anstrengelse. Totenkopf slår døren op på vid gab og lader dværgen komme ind med sit fund. Flyveren er i fuldt kampudstyr. Ak ja, endnu en, men hovedet ser ud til at være intakt. Om end dybfrosset. Den dødes øjne bag flyvebrillerne stirrer glasagtigt, og de blege kinder er dækket af rim.

29


Grim lader den stivfrosne skikkelse falde til jorden. Den ene arm knækker af. Flyverens arm. Totenkopf hiver pelshuen af Grim og kysser ham på hans skaldede hoved. Til helvede med jægergryde. Glemt er sult, kulde og mismod. Nu skal der arbejdes. Denne pilot kommer som sendt fra himlen. Den dybfrosne Hans Franke, for ham er det, anbringes i sin stivnede stilling på et metalbord. Benet bøjet, den tiloversblevne arm halvt udstrakt, som er han frosset midt i et cirkelspark. Hurtigt får de ham rullet ind på operationsstuen skråstreg laboratoriet. Totenkopf og Grim ifører sig kitler og gummihandsker og nogle runde svejsebriller, som de synes hører sig til, hvorefter de tager fat med sav, hammer og kirurgisk udstyr. Snart er Hans Franke ikke længere et stift stykke, men flere.

30


9. KAPITEL

Skabelse

Omkring tårnet på Teufelberg er der de næste par uger en eklatant mangel på duft af jægergryde. Tårnet står snedækket på sin klippetop højt hævet over de skovklædte vidder. Ude i verden raser krigen med uformindsket styrke. Der Führer lovede sit folk den totale krig – og holdt ord – men her mærker man ikke meget til det. Sneen er jomfruelig. Luften ren – om end med en snert af askelugt. Visse nætter høres noget, som minder om fjern torden. I tårnets kælder under en em af frosttåger hviler de to videnskabsmænd heller ikke på laurbærrene. Der skrues og hamres og regeres. Og svejses, så gnisterne flyver. Det ligner et remake af Frankenstein fra 1931. Men til forskel fra filmens vaklende monster, bygget af sammensyede lemmer plyndret fra omegnens kir31


kegårde, er skabningen her i tårnet udført af panset stål og sammennittet aluminium. Alt samlet med tysk grundighed, samt bolte, skruer og møtrikker. For tolv år siden så Totenkopf filmen i den lokale slotskino i Heidelberg. Han havde inviteret en pige med, faktisk sin kusine Irmgard (i mangel af bedre). Men hvor biografgængerne gøs over filmens monster og Irmgard trykkede sig skræmt ind til ham, gav de levende billeder Totenkopf en vision. – Es lebt! Es lebt! ES LEEBT! råbte Victor Frankenstein eksalteret og synkroniseret oppe fra lærredet. Og Totenkopf sad fortryllet og glemte både de brændte mandler, sin skrækslagne ledsagerske og alt andet omkring sig. Aldrig havde han selv følt sig så levende. Fra dette øjeblik ville han vie sit liv til videnskaben, besluttede han. Til de biokemiske mysterier, til livets mirakel og dødens overvindelse. Intet mindre. Og nu, denne vinterdag i det tidlige 1945, står han omsider på tærsklen til sin triumf. Hvor kusine Irmgard befinder sig, må himlen vide. Måske netop dér er hun. Men det ofrer Totenkopf ikke mange tanker på nu. Han lader fingrene kærtegne sin skabnings glatte metal. Og føler sig som Gud på den sjette dag.

32


10. KAPITEL

I dvale

Totenkopfs skabning er næsten fuldendt. Der er ingen smalle steder, ingen svagheder. Næsten et ton vejer monstrummet. Store dele er udført i panserstål – vist det sidste parti, der blev leveret, inden de engelske Lancasters jævnede tankfabrikken i Magdeburg med jorden. De armerede plader skulle være brugt til Tigertanks; nu er de i stedet nittet fast og fungerer som brystpanser og knæbeskyttere. Andre dele er lavet af aluminium, messing og kobber. Solidt ser det ud. En to meter høj automat omgivet af stiger og fodskamler, med luger ind til indmaden og ventiler og teknik. En menneskelignende gå-maskine med en glasklar kuppel på toppen.

33


Inde i kuplen skimtes Hans Frankes hoved, stadig iført pilothjelmen og sine beskyttelsesbriller. Øjnene er lukkede. Hans Franke sover de dødes søvn, men ved nærmere øjesyn ser man, at der er kommet en svag lød i hans kinder. Og glasset foran hans bløde mund dugger, hver gang han ånder. Er den unge flyver proppet ind i denne metalmonsterkrop? Nej. Han er blevet kroppen. Blevet ét med den. Fra hans endnu sovende hjerne løber kobberkabler og snoede ledninger ud i hvert lem af automatens krop, et helt net af elektriske nervebaner. Endnu er Hans Franke i dvale, men snart vil hans vilje få metalarmene til at løfte sig, benene til at gå. Få hans korpus til at sætte sig i bevægelse. Det er i hvert fald, hvad Totenkopf håber på, og hvad hans omhyggeligt udførte beregninger fastslår. Totenkopf og Grim laver highfives. I døgndrift har de knoklet, men nu står resultatet af deres anstrengelser i kælderhvælvingen. Koblet op med kabler, rør og anordninger. Et metalmonster, som Totenkopf i øjeblikkets begejstring døber Automatische Mensch Roboter 1945, bare forkortet til AMR45.

34


Grim gør håndtegn og fagter og foreslår, at de i stedet kalder skabningen for Götterdämmerungmensch-maschine-kraftwerk eller eventuelt blot Das Automat! Det synes Totenkopf lyder som en åndssvag idé. Efter lidt diskussion bliver de enige om MenschMaschine anno 1945, som efter yderligere en halv times palaver forkortes til det mere mundrette MM45 – så har de begge fået lidt. Robotten døbes med et skvæt Kirschwasser, hvorefter de eksalterede videnskabsmænd deler resten af flasken. Totenkopf, beruset af situationen (og brændevinen) og lettere sentimental, klapper sin stumme assistent på begge kinder og spørger, om ikke Grim allerede kan mærke jernkorset med sværd og egeløv om sin hals? Grim nikker ivrigt, idet hans anlæg for mundaflæsning er veludviklede. Og et jernkors med egeløv om halsen er under alle omstændigheder bedre end et galgereb. Så ringer telefonen i tårnet. Grim hører intet, men Totenkopf farer sammen. Kan det være Berlin?

35


Totenkopf håber faktisk, at det er Berlin. Denne gang vil føreren ikke blive skuffet. Denne gang vil Totenkopf ikke være nødt til at lave atmosfærisk støj. Denne gang kan han levere varen. Med fagter beder han Grim foretage de sidste justeringer på kamprobotten og løber ivrigt op for at besvare opkaldet. Med ’sidste justeringer’ mener Totenkopf, at Grim skal gøre klar til at sætte strøm til tingesten, så de kan se, om biologi og teknik spiller sammen. Om hoved og krop så at sige ’taler’ med hinanden. Grim begynder ivrigt at forbinde de elektriske kredsløb. Han er omhyggelig med ikke at komme i vejen for menneske-maskinens solide næver, som er alt andet end nævenyttige. De er decideret dødelige. For enden af hver metalarm er der anbragt et mangeløbet, drejeligt maskingevær. Ved brug vil hver ’hånd’ afskyde 600 skud i minuttet. Der er gjort plads til patronbælter i skuldrene. Hver tomme af den automatiske soldat er udnyttet. Næsten som en menneskekrop med sit fyld af virksomme organer med hver sin funktion er denne … denne cyborg fyldt med den ypperste teknologi, fint-

36


følende gyroskoper, målere, stempler og tandhjul. Sågar en radiotransmitter er der blevet plads til. Og i modsætning til den i krig så forgængelige menneskekrop er denne panzer-krop uovervindelig. Et par hundrede mere, og tusindårsriget er ude af klemmen. Men nu må man tage til takke. Træerne vokser ikke ind i himlen. Man er trods alt i krig.

37


11. KAPITEL

Grr-Grrr-Grethe?

Da Hans Franke ved den elektriske strøms mellemkomst er kommet så meget til sig selv, at han kan sanse og samle sig, er den første følelse en vis forvirring. Han føler sig på en gang let og fri og samtidig tynget og indespærret. Er han stadig i sit fly? Nej, han kom jo ud. Alligevel synes han omgivet af metal. En slags glasdæksel omslutter hans hoved. Hver gang han bevæger sig, lyder der knirkende og skramlende lyde og summen af tandhjul. Hans Franke forsøger at skabe sig et overblik. Han føler intet, ingen sult, ingen tørst. Ingen varme, ingen kulde. En diffus svimmelhed måske. Men automaten pumper blodrigt ilt ind i hjernen. Og en nøje afstemt sukkeropløsning. Hans bliver mere klar i hovedet.

38


Bonk! lyder det et sted fra. Grethe? tænker Hans og forsøger at fokusere, men her er ingen Grethe. Skråt under ham står en kittelklædt dværg med runde svejsebriller og et vanvittigt tandsmil samt et metalrør i sin hånd. Grim morer sig med at slå på robottens ben. Han kan ikke høre noget, men se hovedet deroppe i kuplen reagere. Sammentrækninger i øjnene, grimasser. Ubehag. Klonk! BONK! Klang! Det snurrer så dejligt i Grims små hænder, når han banker røret mod stålet. Han fornøjer sig med at studere hovedets reaktionsmønster. Det reagerer tydeligvis på stimuli. Sehr gut! Kloink! Der går jag gennem Hans Frankes ører. Totenkopf kommer farende ud af mørket og flår røret fra Grim. – Idiot! Dummkopf! råber han ude af sig selv. Jeg tester reaktion på udefrakommende stimuli, fagter Grim. Men Totenkopf fagter tilbage, at han skal give Grim udefrakommende stimuli, hvis han ikke omgående

39


skrubber op og laver en kop varm bouillon eller noget andet nyttigt. Grim lusker af. Alene med sin skabning står doktoren og tørrer sved af panden. Det var føreren, som ringede igen. Endnu mere sindssyg. Den utaknemmelige, lille skid, den galpende køter. Ikke et ord til tak, bare en lodret ordre om levering af vidunderet straks. I Berlin. Zofort! Til Berlin omgående. Fürerbefehl! Ikke noget, man kan se gennem fingre med. Der er dødsstraf for at ignorere Fürerbefehls som Fürerbefehls-udstederen så venligt gør ham opmærksom på, idet han minder ham om faciliteterne ved Plötzensee. Totenkopf skumler. Heil Hitler hans bare røv! Så distraheres han af en lyd. – Grrrr… lyder det fra robotten. Den knirker i sine knæled, og lidt olie siver ud. Det knaser i dens højtaler. – Hvad! råber Totenkopf. Og glemmer helt at udbryde: ES LEEBT!! – Grr… Gre-G-rethe? spørger Hans, hvis stemme kommer fra en højtaler placeret under hans hageparti. – Se G-Gr. Gre-the.

40


– Grethe! Hvem Grethe? Hvad snakker du om? Totenkopf er kort for hovedet efter samtalen med føreren og udsigten til at blive hængt i en klaverstreng. Han har ikke overskud til mere pjat. – P… pige, jeg har mødt. Sød! Hendes Vati er … bager i Ulm, lyder det fra højtaleren. – Ulm! kommer det fra Totenkopf. – Sagde du Ulm? Stemmen siger, at det gjorde den. – Ulm findes ikke mere. Kaput. Den blev jævnet med jorden for anden gang forleden dag. Hvis den kære bagerdatter havde en kage i ovnen, er den nok godt bagt nu. Den nyhed gør robotten tavs. Hans Franke stirrer dystert frem for sig. Der er et stykke ned til jorden. Hans har det, som om han står på en stol. Og hvorfor er hans hoved spærret inde i denne akvariebowle? Det er ubekvemt. – Hvorfor her? – Ja, du undrer dig nok, nikker Totenkopf. – Men hør her, flyver. Du drattede ned med dit fly. Han laver en nedadgående bevægelse med hånden. – Kaput! tilføjer han. – Kaput? siger robotten.

41


– Men heldet var med dig, fortsætter Totenkopf. – Du blev bragt hertil. Jeg fik dig lappet sammen. Ja, jeg gjorde mere end det. Jeg gjorde dig UOVERVINDE-LIG!!! Un-besieg-bar!!! Robotten står urørlig og fordøjer disse ord. – Flyve nu? Grethe? spørger den. – Du er en robot nu. En automatisk soldat. En uovervindelig maskine. Spækket med ildkraft og i stand til at modstå fjendens ild. Hvad siger du så? – Grethe … siger Hans Franke. – Se Grethe. Nu. – Hmm, siger Totenkopf og justerer for sukkerdroppet (hvilket vil sige trykker på afbryderknappen). Blikpotten her er vist ikke helt parat til at gå i krig. Men bare ærgerligt, for i krig skal den, hvis han ikke selv skal ende sin dage i en strikke i Berlin. Derefter går hen op og ringer til den nærliggende luftbase. Han mangler et par detaljer, før hans kamprobot er fuldendt. Og mon ikke de ligger inde med en reservedel eller to?

42


12. KAPITEL

Alpejægerne

I førerbunkeren har samtalen med Totenkopf gjort Hitler endnu mere pirrelig. Han har ikke brug for modstand fra den front også. Det hemmelige våben må tages i brug nu. Ikke nu – men NU! Stadig rød i hovedet af ophidselse sender han derfor straks bud efter Femte GebirgsDivision, alpekorpset, som et par år har været stationeret i de vestlige alper, kun nogle hundrede kilometer fra Totenkopfs tårn. Ordren er klar. Den lyder på at tilfangetage den åbenbart utilregnelige Totenkopf og sikre hans opfindelse mod at falde i fjendens hænder. Lidt af en opgave, eftersom fjendens hænder rækker ind over rigets grænser fra alle sider, men det ser Hitler stort på. Og med et af de sidste flyvedygtige Junkers Ju 52-trans-

43


portfly sendes en gruppe vinterklædte soldater af sted og nedkastes med faldskærm over det uvejsomme terræn ved Teufelberg. Alpedivisionen spænder skiene på og bevæger sig målrettet af sted mod Totenkopfs tårn. Divisionen ledes af den nytiltrådte generalmajor Steets, som er ivrig efter at vise sit værd, men samtidig i sit stille sind tænker på, hvad det hele skal nytte. Og også spekulerer på, hvad det er for en opfindelse, de skal sikre. Det blev antydet, at det var vitalt for rigets overlevelse. Da de når frem til tårnet og uden modstand trænger ind, er synet af robotten ved at tage pippet fra dem. Steets og hans håndgangne mænd klør sig i nakken. Hvordan helvede havde føreren tænkt sig, at de skulle få dette skrummel fragtet nogen steder hen? Hannibal kunne måske få en flok elefanter over Alperne, men alpedivisionen har kun tynde ski og ingen slæder. Dette monstrum af en menneske-maskine lader sig næppe fragte bort på mindre end en lastvogn. Der opstår en misforståelse, da Totenkopf tror, at alpedivisionen er mandskab fra luftbasen, og giver sig til at uddele instruktioner til højre og venstre.

44


Videnskabsmandens uforfærdethed forvirrer generalmajoren, og før denne får set sig om, er der organiseret både snerydning og et par lastbiler og benzin fra landsbyen. Generalmajor Steets, før lettere desillusioneret, øjner nu et håb for krigens gang og sætter himmel og jord i bevægelse for at få menneske-maskinen gjort klar. Så kan han altid arrestere den opsætsige videnskabsmand bagefter. Og således går det til, at kamprobotten med den delvise Hans Franke i ly af mørket bliver ført til nærmeste luftbase, eller i hvert fald nærmeste nogenlunde brugbare luftbase.

45


13. KAPITEL

Nu med jetmotor

Flyvepladsen ved Leipheim ligner fra luften et månelandskab. Intet fly kan længere lande her. Eller lette for den sags skyld. Betonbanerne er koparrede af bombekratere. Udbrændte flyvrag er spredt ud over området med løs hånd. Hangarer, mandskabsbarakker, flakbatterier ligger i ruiner. Der er ikke sten på sten tilbage af noget. Alligevel ser man et køretøj hastigt forlade et afsides bunkerkompleks, som fjenden har overset. En mandskabsvogn zigzagger gennem ødelæggelserne og sætter kurs mod et nærliggende skovbryn. På dens lad står en tønde brændstof, som man møjsommeligt har skrabet sammen. Nu haster chaufføren mod skoven, mens han sender vagtsomme blikke mod den grå himmel, hvorfra døden hvert øjeblik kan komme susende.

46


Basens få duelige fly er flyttet i sikkerhed i skovbrynet langs autobahnen. Jagerne står opstillet under kamuflagenet og dækket af nødtørftigt arrangerede grangrene. De har indtil for nylig forsvaret riget, men nu er der ikke mere brændstof og heller ingen piloter. De ellers topmoderne Messerschmitt 262’ere er ved at blive skrællet for reservedele. To af dem mangler deres haleror, og den ene har ydermere fået den ene af sine Jumo-jetmotorer afmonteret. Denne er nu fastgjort på ryggen af menneske-maskinen. Det giver unægtelig robotten et lidt klodset præg. Men jetkraft må der til, hvis kolossen her skal nå op i de højere luftlag og møde fjenden. I dette øjeblik er Totenkopf ved at justere de vinger, som han og Grim har svejset fast til kroppen i løbet af natten. Det er de to haleror fra førnævnte 262’ere, som med deres deltaform giver robotten det rette strømlinede præg. De sidste dage har været en kamp mod tiden for at gøre robotten operationsklar, og nu er den endelig parat til et sidste stød mod fjenden. Jordpersonellet har i ly af mørket givet metalkroppen den sidste finish i form af en hastig bemaling med olivengrønne

47


pletter og grå krummelurer. Nu ligner den det, den er: et krigsvåben. Snart skal Terrorfliegerne i deres flyvende fæstninger få kam til deres hår. Nazityskland er ikke slået endnu.

48


14. KAPITEL

Parat til start

Man har netop tanket brændstof på robotten og er ved at stramme de sidste bolte i jetmotorens ophæng, da felttelefonen giver en skrattende lyd fra sig. Adjudanten griber røret og lytter. Blikket bliver stift, og munden stram. Det er det, man har ventet på. Og frygtet. Endnu et angreb er på vej. Mindst tusind fjendtlige bombere er ved at samle sig, og målet ser endnu en gang ud til at være Berlin. De allierede har lugtet blod nu, hvor Luftwaffe stort set ikke eksisterer længere. Alligevel beordrer stemmen i røret basens fly på vingerne. Angrebet må for enhver pris standses med alle til rådighed stående midler. Det gælder Tysklands overlevelse.

49


Adjudanten trækker på skuldrene og lægger på. Man har dårlig nok brændstof til at få ild på en lighter. Men man har MM45. Nu er det tid for menneskemaskinens ilddåb. 600 skud i minuttet, maven fyldt med jetbrændstof og en Jumo-strålemotor på ryggen. Af sted med den. – Gør din pligt, menneske-maskine, lyder det fra Totenkopf i mikrofonen, som er tilsluttet til Frankes flyverhjelm. – Husk de tyske kvinder og børn, som ligger begravet i ruinerne i Hamburg, Köln og Dresden, for bare at nævne et par byer. Han tænker sig om og tilføjer: – Og Ulm. – Ulm … Grethe! siger maskinen. Totenkopf nikker. – Især Ulm, siger han. Grim gør det med fagter klart, at der ikke er nogen tid at spilde. Han kan allerede fornemme vibrationerne fra fjendes fly i sin krop. – Se Grethe, siger maskinen til Totenkopf. – Ja ja, snart skal du se Grethe, men først skal du rydde denne forhindring af vejen. Fjenden er på vej for at voldtage og myrde din Grethe, og det finder vi os ikke i, vel? Hør flyene.

50


Totenkopf retter en fordømmende finger mod himlen, og Hans følger fingerens retning med øjnene. – Du er tanket op – se at komme af sted. Totenkopf flytter sin pegefinger hen til kontakten og tilslutter sukkerdroppet. Snart høres den rullende torden fra de amerikanske bombemaskiner. Det er, som om selve luften vibrerer. Alle ser ængsteligt opad. Alle undtagen Grim, som starter jetmotoren på menneske-maskinens ryg. En infernalsk hvinen tager fat, og i et brøl af ild og ledsaget af enkelte heil-råb hæver menneske-maskinen sig fra jorden, først lidt ubeslutsomt og tøvende, men så tager fanden ved den, og den farer mod himlen. MM45 er på vej. Generalmajor Steets og hans alpejægere, som har været posteret rundt om området, ser den ildspruttende stjerne stige op over træerne. Et nyt håb rejser sig. Steets må tørre en tåre bort. Totenkopf og Grim lægger nakken tilbage og ser deres supervåben forsvinde op mod det grå skydække. I næste nu stryger der uden varsel en gruppe amerikanske jagerbombere ud af samme skydække og hen over området i lav højde. P-47 Thunderbolts, strejfe-

51


re, som skal sikre, at ingen tyske fly kommer i luften og får held til at nærme sig bomber-formationerne. De er bestykket med raketter under vingerne. Nu har den opstigende flamme vakt deres mistanke. De opdager snart de slet kamuflerede jets i skovbrynet. Aha! Nok er basen udbombet, men der foregår stadig fjendtlig aktivitet, ser det ud til. Hunnerne har kastet ikke så få mystiske våben ind i krigen de seneste måneder, selvflyvende bomber og overlydsraketter, og basen her var tidligere kendt for at være operationssted for de propelløse jagerfly, som spredte død og ødelæggelse hos de allierede. Nu ses røgsporet fra et hastigt opstigende fartøj, som hurtigt bliver en flammende prik over skyerne. En ny helvedesmaskine? Noget kunne tyde på det. Bedst at jævne stedet med jorden. Fire Thunderbolts bryder ud af formationen og indleder forfølgelsen, mens de øvrige ufortrødent angriber skovbrynet. Raketternes hvislende nedslag får alt til at skælve og forvandles til et ildhav. Flyene brøler i lav højde hen over træerne og vender om og kommer tilbage. Skudsalver og eksplosioner og jamrende nazister.

52


Snart er alt reduceret til rygende pindebrænde og smeltet metal, og Totenkopf, Grim og det øvrige personel forvandlet til forhenværende. Mens undergangen opsluger skovbrynet, stiger Hans Franke mod himlen som var han selveste Superman. Denne amerikanske seriefigur kender han dog ikke. Gyroskopet og vingerne samarbejder, og vinden fløjter i bøssepiberne på hans fremstrakte arme. Han har intet besvær med at lokalisere fjenden. Kondensstriberne fra de amerikanske fæstninger gennemskærer den klare forårshimmel som en hel autobahn malet med den bredeste skypensel.

53


15. KAPITEL

Angreb

Hans Franke er på vej mod himlen. – Jeg kommer, Grethe, udbryder han lykkelig. Han er fri. Jetmotoren hviner bag ham, og metallet knager og skælver. Kun armadaen af bombemaskiner er nu mellem ham og hans elskede bagerdatter. Formationerne af bombefly breder sig på himlen over ham. Et tæppe af aluminium. Men Hans skal nok finde en vej igennem. Hans vil ind i himlen, ind til sin Grethe. Om han så skal skyde sig vej. Han samler armene, som vil han tage et hovedspring, og åbner ild. Hvidgule mundingsflammer slår ud som fingre af ild. Patronbælterne i hans skuldre klingrer sprødt, mens de udspyr tomme hylstre i hans slipstrøm.

54


Rystelserne gør hans syn uskarpt. Men han aner eksplosionerne over sig, da en flyvende fæstning disintegrerer og vragdele spredes som en blomst på himlen. Den vældige vinge fra bomberen kommer blafrende forbi, stadig med spinnende propeller, men uden fly. Afrevne lemmer og vragdele suser forbi. Så er han igennem første formation. Over ham er der nye. Og mens skytterne hælder bly i hans retning, tømmer Hans selv sine magasiner i de metalblanke fæstninger. Under ham kommer de fire Thunderbolts halsende efter ham. Forvirringen i bombeformationerne er total. Efter den totale nedkæmpning af Luftwaffe i begyndelsen af året har man næsten udelukkende skullet bekymre sig om flak, når man nærmede sig bombemålene, men nu komme dette menneskelignende projektil strygende. Krig er kaos og forvirring, og nu forveksles flyene, som kommer jagende nedefra, med angribende hunner og møder snart en gnistrende sværm af kugler i det, som senere skal blive beskrevet i rapporterne som venlig ild. Da skytterne i bombeflyene opdager

55


fadæsen, er alle fire jagere tilintetgjort, og menneskemaskinen to kilometer højere oppe. På vej mod himlen løber Hans Frankes hylster tør for brændstof. Eller motoren gør. Bare fem minutters flyvning var der til. Turbojetten hoster og bliver tavs, og den nødtørftige svejsning knager. Et øjeblik efter springer de små bolte i motorophænget, og hele jetmotoren falder af og forsvinder i dybet. Hans Frankes flirt med himlen er forbi. Højt at flyve, dybt at falde, som man siger.

56


16. KAPITEL

På tynd is

MM45 og ikke mindst Hans Franke må nu forlade sig på vingernes bæreevne. Men kalamiteterne ender ikke her. Også patronbælterne er løbet ud. Ilden fra maskingeværerne ophører. Menneske-maskinen kan nu hverken bide eller flyve. Langsomt planer robotten ud og stryger på deltaformede vinger gennem de tågede skyer. Som et papirfly af jern. De iskrystaller, som sætter sig på alle overflader, hjælper ikke på opdriften. Hans Franke synker ned gennem skyhavet. Atter er han i frit fald mod jorden. Denne gang uden faldskærm. Men Hans holder hovedet koldt.

57


Dybt under sig får han øje på en åbning i skoven. En hvid flade med spredte grå pletter. En endnu isdækket sø. Dér vil han forsøge at lande. Derfra vil han vandre mod Ulm og finde sin Grethe. Hans Frankes hjerne er tilsluttet højderoret. Og gyroskopet i hans indre hjælper ham til at holde balancen. I hastig glideflugt jager han hen over skoven, strejfer et par grantoppe, inden han lander ubesværet – om end lidt kluntet – på isen, glider og kurer på bagdelen hen over søens frosne overflade. Vingerne bliver flået af ved landingen og hvirvler bagud, mens metalkroppen roterer og piruetterer som en rundtosset skøjteløber, inden robotten vælter om på ryggen og omsider stopper midt ude på søen. Der ligger menneske-maskinen så. Der ligger Hans Franke. Fladt på ryggen. Grundlæggende uskadt. Hovedet fejler i hvert fald ingenting. Han ligger i snesjappet og sunder sig. Ridset? Ja. Bulet? Mon ikke. I live? I den grad. Han har været heldig. Igen. Og nu må han se at komme på benene og komme videre.

58


Han sætter sig op. Nu må han se at finde sin elskede bagerdatter. Han forsøger med sine metalarme at børste sne af sine skuldre. Strejfer så kontakten på skulderpartiet, knappen, der regulerer sukkertilførslen og pumper iltet blod rundt i hans karosseri. Der lyder et klik. Den klodsede næve af geværmundinger får afbrudt den. Ulempen ved at mangle fingre. Hans Franke mærker først ingenting, men snart føler han sig lidt svimmel. Egentlig også lidt træt. Måske skal han hvile sig lidt. Det her var også lidt af en lufttur. – Nej, må finde Grethe! siger han og kommer med besvær op at stå. Så står han der på isen på usikre metalben. Rank som en tinsoldat og pludselig også nogenlunde lige så mobil. Det snurrer i hovedet. Svimler. Og hvad er nu det for en lyd? Denne ildevarslende knagen, disse gurglende kluklyde? En hjort i skoven løfter hovedet med et ryk og vejrer vagtsomt, da et brus lyder fra søen. Den lugter

59


vand og begynder forventningsfuldt at lunte ned mod søbredden. Hans ser op mod solen. Ser lyset blive dækket af en grønlig hinde og himlen forsvinde i et flimmer. Så synker han ned i mørket. Dybt nede på søbunden ender han ret op og ned i en muddersky. Sovende som Tornerose i sit slot. Krigen er endnu en gang forbi for Hans Franke. Snart vil forårets mildhed jage kulden bort over Europa.

60


17. KAPITEL

75 år senere

Kort efter krigens slutning gik der nogle vilde historier om et flyvende menneske, en slags Superman, som visse amerikanske bombeflyvere hævdede at have set. De få flybesætninger og piloter, som så menneskemaskinen med deres egne øjne, havde svært ved at blive taget alvorligt. Man mente, at det var det lille, raketdrevne kometfly, de havde forvekslet, da dette med lidt god vilje kunne minde om en lille, tyk mand. Desuden var krigsafslutningen i Europa fyldt med andre og vigtigere historier, og den flyvende mand blev hurtigt affejet som et udslag af udmattede flyveres fantasi. Først ved internettets fremkomst årtier senere begyndte konspirationsteorierne at blomstre. Man diskuterede seriøst den flyvende nazisoldat, ligesom

61


man diskuterede falske månelandinger og dubiøse teorier om 11. september. Men nu skriver vi 2020. Igen urolige tider for Europa. På bunden af en dyb, men ellers idyllisk sø står der i mørket mellem dynd og planter en rusten, næppe genkendelig genstand. I næsten 75 år har den stået her, ret op og ned. Langt over den flimrer vandspejlet. Og årstiderne skifter. Snart står sollyset i vifteformede stråler ned i søen, andre gange er alt indhyllet i mørke, når isen dækker søspejlet. Nogle gange farer vandskiløbere og motorbåde hen over søen, til andre tider skøjteløbere. Menneske-maskinen står som en rusten skulptur. En dyster statue fra en svunden tid. I glaskuplens beskyttede atmosfære sover Hans Franke sin dvalelignende søvn. Han er næsten 100 år gammel, men ligner sig selv. Skoven omkring søen er nu delvis bebygget med huse. Et net af veje og stier danner et fletværk langs bredden. På en skråning ned til søen ligger et plejehjem. Her kan de ældre beboere nyde den smukke udsigt.

62


Grethe Guttlock, bagerdatteren fra Ulm, som mirakuløst overlevede krigen og nu nærmer sig de 95 år, ruller sin kørestol ud på terrassen. Hun holder af at nyde sin morgente her. Inden de andre vågner. Hendes elskede Dieter døde for ti år siden. Næsten 50 år nåede de at være gift. Den eneste mand i hendes liv, hvis man da lige ser bort fra flyveren, hun kortvarigt havde kendt under krigen. Han forsvandt sporløst, inden deres kærlighed nåede at blomstre. Blev revet bort som tusinder af andre unge mænd dengang. Hun har ofte tænkt på ham. I mange år efter krigen lagde hun blomster på kirkegårde, hvor ukendte flyvere lå begravet. Hans Franke er stadig evigt ung i hendes erindring. Denne morgen ligger der en jolle ude midt på søen. Et par lystfiskere er ude med snøren. Om få dage vil man fejre 75-årsdagen for krigsafslutningen. I en verden, der synes uroligere end nogensinde. Med mindre fred og flere krige og konflikter end før i historien. Men det er ikke længere Grethes problem. Nu er hun her, og her ved søen er der fred. Foråret er varmt,

63


ja vel nærmest højsommerligt. Hun nyder hver dag, som var det den sidste. Og hvem ved, om det er? Forhåbentlig har fiskerne derude heldet med sig. Grethe betragter dem gennem sin lille teaterkikkert. Nu kaster en af dem linen ud. Hun smiler. Mon han får noget på krogen?

64


Menneskemaskinen  
Menneskemaskinen  
Advertisement