Page 1

HENRIK EINSPOR

Marie Esrums løgn


HENRIK EINSPOR

Marie Esrums løgn


1. BUGTALER

Marie Esrum er seks år, da hun for første gang ser en bugtaler på tv. Det er en ældre mand i jakkesæt, og han har en stor dukke på armen. Han er med i et tv-show. Det er ret mærkeligt at se en voksen mand med en dukke, synes hun, men dukken ligner heller ikke sådan en dukke, som børn leger med. Den er meget større, næsten så stor som et rigtigt barn, og dens ben hænger, som om den sidder på mandens arm. Den er faktisk lidt uhyggelig, men publikum brøler af grin, når den siger noget. Dens mund går op og ned som en slags spjæld, som åbner og lukker sig. Hovedet drejer og ser ud på folk, mens manden, som holder dukken, ser den anden vej. Dukken har et frækt udtryk i sit ansigt. Marie er vildt betaget. Hendes far oversætter, hvad der bliver sagt, mens latteren runger over skærmen. Marie forstår ikke halvdelen. Ikke engang selvom faren læser teksten og selv griner højt indimellem.


”Hvordan kan den tale?” spørger hun undrende og fascineret på samme tid. Det er både sært og også lidt uhyggeligt. ”Det er manden, som siger det, dukken siger,” forklarer faren. ”Han er bugtaler. Han taler med bugen, altså med sin mave.” Faren klapper på sin egen mave. ”Eller han taler uden at bevæge munden. Men hvis du ser godt efter, kan du godt se, at han bevæger læberne lidt.” Marie nikker uden at tage blikket fra skærmen. Hun kan godt se, at manden ligesom har bidt tænderne sammen, når det skal forestille, at det er dukken, som siger noget, men han bevæger hele tiden hovedet og laver mimik, så man ikke lægger så meget mærke til det. Også dukken drejer hele tiden hovedet og ser alle vegne hen, som om den slet ikke har tid til at høre på manden. Og af og til vender den sig så mod publikum og fyrer noget af, som får folk til at hyle af grin og manden til at se overrasket ud. Marie glemmer aldrig dette øjeblik. Da hun var mindre, stammede hun en smule. Hun gik til talepædagog, og efterhånden lærte hun at kontrollere det. Hun stammer stadig lidt, når hun bliver nervøs. Siden fandt hun ud af, at hun aldrig var nervøs, når hun havde en af sine dukker på armen. Men nu er det efterhånden længe siden, at hun sad og så tv sammen med


sin far. Nu er hun tolv, og hendes far er der ikke mere, hvilket passer moren fint. For han var da den største nar, fortÌller hun alle, som gider høre det. Ogsü Marie. Det er sidste dag i huset. Nu skal de flytte. Igen.


2. NOGET SLUTTER

Marie hader at flytte, men moren er altid på vej et nyt sted hen. Så dagen i dag er igen en af de her farveldage, som Marie har oplevet så mange gange før. Dette hus nåede de at bo i et helt år, og Marie nåede næsten at få en ven i nabopigen Rosa. Hun har en tung farvelfølelse siddende i maven. Den har været der, lige siden hun stod op i morges. Der er flyttekasser alle vegne, så hun må kante sig rundt. Møblerne står hulter til bulter, klar til at blive båret ud og kørt væk. Huset er et overstået kapitel. Marie sidder på gyngen under æbletræet. Det er en god gynge, som hang der, da de flyttede ind. Nu sidder hun her for sidste gang og skubber sig frem og tilbage med foden. Græsplænen rundt om hende er overstrøet med nedfaldne æbler. Inde i huset udsteder moren instrukser til flyttemændene. De har selvfølgelig for længst opdaget, at det er den kendte Ingelise Gabel, de flytter for, og er benovede og strækker sig langt og er sikkert mere tålmodige, end de plejer. Hvad gør man ikke, når kunden er en kendis. Den ene af dem bager helt vildt på moren, som åbenlyst


flirter igen, som hun altid gør, når hun vil spare penge. Hun er ikke skuespiller for ingenting. Marie kunne ikke holde ud at se på det, så hun skred ud i haven. Moren har ellers prøvet at få Marie til at hjælpe til eller i det mindste gå over og sige farvel til Rosa, men Marie har bare rullet med øjnene og i det hele taget ladet hende forstå, at hun vil være i fred, og nu sidder hun på gyngen og skumler. Moren er klog nok til at lade hende være. Hun gider nok heller ikke, at Marie skal lave en scene nu, hvor der er publikum på i form af et par flyttemænd. Rosa. Åh, Rosa! Hele dagen har Marie haft det, som om hun kunne begynde at græde, hvad øjeblik det skulle være, og nu kan hun igen mærke klumpen i halsen. Hun bliver varm i øjnene og kæmper imod, for hvis der først går hul på hende, kommer hun til at tude øjnene ud. Hun tænker på skolen – sin nu forhenværende skole, for heller ikke den skal hun se mere. Ikke at det gør så meget. Hun blev alligevel ved med at være den nye pige i klassen, siden hun startede. Det vil også være en overdrivelse at påstå, at hun var populær. De andre syntes, hun var en freak. Mest på grund af det med dukkerne. Hun blev ikke decideret mobbet, men var dog klart en outsider. En, man kun nødtvunget var i gruppe med eller på hold med i idræt. På de andre skoler, hvor hun hav-


de gået, havde det været nemmere, for dengang legede pigerne stadig med dukker. Men ikke på samme måde som Marie. Men på den seneste skole var pigerne allerede begyndt at tale om dates og fyre og bruge makeup. De legede ikke mere. De ’var sammen’, men ikke sammen med Marie. De sagde, hendes dukker var creepy, og det nyttede ikke, at hun sagde, at det var bugtalerdukker, og at hun ikke legede med dem. Hun optrådte endda for klassen engang i en time. De grinede af vittighederne, især drengene, men da hun forklarede om bugtaleri og om berømte bugtalere, mistede de interessen. Til sidst var det kun læreren, som stillede spørgsmål, for at det ikke skulle blive for pinligt. De blev også sure, fordi hun ikke ville lade dem prøve, men man overlader ikke sine dukker til hvem som helst. Freak! hånede pigeflokken i den efterfølgende pause, inden de skred ud og efterlod Marie i klasseværelset med sin dukke. Men så var der altså Rosa. Rosa inde ved siden af, som i hemmelighed var blevet Maries bedste ven. I skolen lod de, som om de ikke kendte hinanden, mest fordi Rosa gik to klasser under Marie. Men i fritiden var de tit sammen. Marie havde prøvet at


lære Rosa at bugtale, men Rosa kunne ikke lade være med at bevæge munden. ”Jeg fatter ikke, hvordan du gør,” sukkede hun altid. ”Man skal bare øve sig,” lo Marie og glædede sig over, at hun kunne imponere Rosa. Snart er Rosa også fortid. Det nye hus ligger i en helt anden by. Marie lover sig selv, at det nye sted vil hun slet ikke lære nogen at kende. Det kan ikke betale sig. Det er tydeligt, at Rosa har undgået hende på det sidste. Måske vil hun straffe hende ved ikke at sige farvel. Det synes Marie er tarveligt, nu de er bedste venner. Eller skulle hun sige var? Nej. Er! For altid. Rosa, som aldrig har haft noget imod Maries dukker, og som Marie har lavet de vildeste bugtalershows for. Hver gang var Rosa ved at tisse i bukserne af grin. Det er grusomt at tænke på, at de ikke længere skal ses hver dag. Marie sparker gyngen i gang og læner sig bagover. Æbletræet dirrer. Da Marie fortalte hende, at hun skulle flytte, fyldtes Rosas øjne med tårer, men så blev hun rasende. Hun råbte, at Marie vel nok var tarvelig og en dum fucking kolort. Og at hun bare kunne skride, når deres venskab ikke betød mere, hvorpå hun maste sig gennem hækken og forsvandt ind i sin egen have. Det er over en uge siden, og de har ikke talt sammen siden.


Marie har aldrig hørt Rosa bande og synes faktisk, at hun var herreled. Som om det var Maries skyld, at hendes mor altid troede, at græsset var grønnere et andet sted, og syntes, det var cool at lege nomade. Men hvis Rosa skulle være sådan en åndssvag skid, så kunne hun selv have det så godt. Nu, hvor det er ved at være oppe over, at hun skal af sted, er Marie sønderknust over, at Rosa ikke er der, også selvom Rosa kaldte hende en kolort. Som om det ikke er slemt nok, at de ikke mere skal være bedste venner, som bare lige kunne smutte gennem hullet i hækken, når de skulle ses, men at skilles som uvenner er ubærligt. Marie mærker klumpen vokse. Så sætter hun hårdt af, så hele træet ryster og rebet knirker i grenen. Hun hader pludselig Rosa. Hun kan selv være en fucking kolort.


3. SIDSTE SHOW

I aftes var Marie inde hos fru Holm og sige farvel. Fru Holm i huset overfor. Inde i Holms stue er der fyldt med nips; dukker og tøjdyr og bamser sidder i sofaen og i hver en ledig stol. Fru Holm har næsten været som en slags bedstemor for hende. Maries mor havde sørget for, at hun havde både blomster og chokolade med. ”At sige farvel er som at dø en lille smule,” sagde fru Holm, mens hun strøg Marie over håret. Marie brød sig ikke om at blive strøget over håret, men fru Holm måtte godt. ”Men det er også en ny begyndelse,” fortsatte fru Holm. ”Man må se fremad, tage det sure med det søde.” Hun smilte lidt sørgmodigt til Marie og sagde: ”Pas på dig selv, lille pige.” Fru Holm har lært Marie alt, hvad der er værd at vide om at lægge kabaler og spille kort, men først og fremmest kunne de tale om alt muligt. Hun havde altid hjemmelavet saft og en skrammet blikdåse fyldt med kiks. Der burde altid være en fru Holm der, hvor man bor, synes Marie. Mon der ville være en der, hvor de nu flyttede hen?


Inden de tog afsked, havde fru Holm spurgt, om Marie ville lave et sidste show kun for hende. Marie var selvfølgelig parat, selvom det lød lidt sørgeligt, det med det sidste. De havde hjulpet hinanden med at rydde plads midt i fru Holms stue, og så satte de klapstole og spisebordsstole op til alle dukkerne og bamserne op som tilskuere i stolene, næsten som i et rigtigt teater. Fru Holm selv sad midt i sofaen omgivet af de fineste af dukkerne. I kongelogen, som hun kaldte det. Marie tager en af dukkerne, den største og mest livagtige. Den har slangekrøller, flæsekjole og store, tomme øjne og en lille, lyserød trutmund. Hun sætter sig på en stol med den på skødet, og så laver hun et bugtalershow. Det bliver næsten lige så godt som dem, man ser på tv. Fru Holm ler, så hun må tage brillerne af og tørre øjnene. Selvom dukken ikke kan bevæge munden, får Marie den til at leve. Marie er virkelig god; timingen er fin. Hun har øvet sig. Hun kan sige en masse af de svære ord helt uden at bevæge læberne. Hun lever sig fuldstændig ind i rollen. Får det til at se ud, som om hun taler med dukken, og at dukken svarer. Hun holder en hånd om dens nakke under de lange slangekrøller, får den til at nikke og dreje hovedet.


Da hun er færdig, må fru Holm tørre sine øjne. Marie kan ikke helt se, om det er grinetårer eller ked-af-dettårer. Men igen lyder det som et ekko i hendes indre: sidste gang. ”Du skal have en lille ting med fra mig,” siger fru Holm og tager fat i den største af dukkerne. ”Du har altid så godt kunnet lide Elvis.” Elvis er en klovnedukke i noget sølvagtigt tøj med en stor kniplingskrave. Den har rødt garnhår og leddeløse lemmer. Hovedet er af plast og malet som en cirkusklovn. Den er faktisk ikke særlig pæn. Så kunne hun bedre lide Nellie med knapøjnene eller den bløde Brumsebjørn, som dufter så godt af fru Holm, eller en af de andre, som har levende ansigter. Elvis ser bare billig ud. Men det siger hun ikke til fru Holm. ”Pas nu på ham, så skal han også nok passe på dig.” Fru Holm smiler et vemodigt smil. Og så trækker hun Marie ind til sig og giver hende et kram. Og for sidste gang mærker Marie hendes trygge duft. ”Jeg kommer til at savne dig, lille mus,” hvisker hun, som om hun siger en hemmelighed. ”Også mig,” nikker Marie og mærker, hvordan hun bliver varm i øjnene. ”Altså dig.”


4. SIDSTE FARVEL

Men selvom det selvfølgelig er sørgeligt nok at skulle sige farvel til fru Holm, er det ikke så slemt som at tage afsked med Rosa. Især når Rosa slet ikke er der. Og nu kalder Maries mor. Nu er det nu. Nu er der kun én vej tilbage, og det er væk. Flyttebilen er allerede ved at køre. Huset er tømt. De skal af sted. Ziggy er blevet anbragt i transportkassen. Han skaber sig selvfølgelig som en sindssyg. Det er decideret pinligt at høre på den jammer. Der er kun én ting, katten hader mere end at være buret inde i sin transportkasse, og det er at køre i bil. ”Bare han nu ikke overpisser det hele,” siger moren bekymret. Hun har både lagt aviser og plastic under kassen. ”Vi skulle have anbragt ham i flyttebilen.” ”Mor, helt ærligt!” siger Marie forarget. ”Ville du måske selv bryde dig om det? Sidde i buldermørke mellem alt muligt, som kan vælte ned over dig?” Det svarer hendes mor så ikke lige på. Hun sætter sig ind og retter på bakspejlet.


Marie har besluttet sig for, at hun ikke vil se sig tilbage. Alligevel kan hun ikke forhindre sig selv i at kaste et sidste blik tilbage mod huset, hvor hun ikke længere bor. Det strammer i brystet. ”Fik du sagt farvel til Rosa?” Moren ser på hende i bakspejlet, mens hun spænder selen. Marie nikker med tungt hjerte og mumler et henkastet svar. ”Det er ellers ikke meget, I har set til hinanden,” siger moren, mens hun spænder sig fast. Hun aner selvfølgelig ingenting om tingenes tilstand. ”Nå hvad. Venner kommer og går. Du får sikkert hurtigt nogle nye der, hvor vi skal hen.” Marie anbringer Elvis på bagsædet mellem sig selv og transportkassen. Ziggy klager gennemtrængende. Marie forsøger at berolige den, men katten bare vræler, så det runger. Moren sukker og siger, at det bliver en lang tur. De skulle have givet den noget beroligende. Det er meningen, at flyttebilen skal køre i forvejen. Flyttemændene har fået adressen på det nye sted. Maries mor sætter bilen i gear og ruller langsomt ned ad vejen efter flyttebilen. Så fanger Marie pludselig en bevægelse ved siden af sig. Hun drejer hovedet, og der … Rosa løber


inde på fortovet ved siden af bilen. Hendes ansigt er helt rødt, og udtrykket desperat. ”Stop!” skriger Marie til sin mor. ”Så stop dog! Jeg har glemt noget.” Moren hugger bremserne i, og alting skrider og forskubber sig og rasler rundt i kabinen. Ziggys bur bumper ind i forsædet, hvilket ikke ligefrem gør den mere afslappet. En arrig klagesang fylder bilen. ”For pokker, Marie,” råber hendes mor opgivende. ”Hvad nu?” Marie er allerede ude af bilen. Rosa kaster sig hulkende i armene på hende. Hun er ved at vælte hende. ”Undskyld, Marie,” hulker hun helt opløst i tårer. Marie ved ikke, hvad hun skal sige, og kan slet ikke holde klumpen inde længere. Det er, som om hendes bryst udvider sig og tårerne vælter ud. ”Vi ses. Jeg lover det,” hulker hun. Rosa græder højt. Snottet løber ud af hendes næse. Øjnene er sorte af sorg. ”Vi ses,” lover Marie igen. ”Du er min bedste ven. Jeg glemmer dig aldrig. Vi ses. Jeg lover det.” I et øjeblik står de i tæt omfavnelse. Højt snøftende. Så dytter moren utålmodigt. Og Ziggy bræger som en ged.


5. LOPPEFUND

To timer senere gør de holdt i en mindre by. Moren vil købe noget at drikke. Og måske gør de også holdt, fordi hun har set et skilt med ordet loppemarked. Hun er altid på jagt efter antikke ting, og hun er af den opfattelse, at hun kan falde over en skat på ethvert garagesalg, hun finder. Hun har taget sine store solbriller på, så hun ikke så nemt bliver genkendt. Til gengæld har hun en skør hat, som med garanti tiltrækker sig alles opmærksomhed. Hun kan godt lide at bevæge sig rundt som et almindeligt menneske, har hun engang udtalt til et blad. Folk skal vide, at hun bare er ligesom alle andre. Maries far sagde, at det var noget krukkeri, og at moren opførte sig som en diva. Det var en af de ting, de skændtes om. Dengang havde Maries mor mere succes. Hun var med i en tv-serie, som rigtig mange fulgte med i. Men siden havde det været småt med roller. Hun har indtalt nogle lydbøger og optrådt i nogle reklamefilm. Det er ikke noget, hun er stolt af, men der skal jo brød på bordet, som hun siger. Og faktisk er hun blevet endnu


mere kendt nu, hvor folk har set hende reklamere for fastfood eller en særlig slags populære chokoladekiks. Men filmroller har det ikke kastet af sig. Det er lidt overdrevet at kalde det et loppemarked, synes Marie. Det ser mere ud, som om nogen har tømt et loftrum eller en kælder. Og der er heller ikke ret mange mennesker. Kun nogle få stykker, som går og roder halvhjertet i kasserne. Hende, der åbenbart står for salget, sidder og snakker i mobil og virker ret uinteresseret i kunderne. Det meste er ting, folk ellers smider ud: gamle årgange af ugeblade, dvd’er, gulnede kniplingsduge og pyntegenstande, slidte sko og tasker. ”Sikke en masse bras,” siger Marie lavt til sin mor. ”Det skal du ikke sige. Måske kan vi gøre et fund.” Moren har allerede fået sit radarblik på. Hun har før gjort et fund ud af det blå. Hun påstår, at hun har næse for gamle ting. Marie trasker efter hende. Kigger lidt i kasserne med legetøj og tomler gennem en stak jumbobøger. Men de er bulede af fugt og burde smides rigtigt ud. Så kalder hendes mor. Marie kan se, at hun står og vifter med en stor dukke i flæsekjole og med slangekrøller.


”Ej, se lige hende her. Er hun ikke lige noget for dig?” Marie kan godt høre, at spørgsmålet er ment for sjov, morens sædvanlige loppemarkedsironi, men i næste øjeblik føler hun det, som om hun bliver ramt af lynet. For under det bord, moren står foran, er der en papkasse. Et hoved og et par ben stikker op. Marie kan med det samme se, at det er en bugtalerdukke. En rigtig en. Den er brokket ned, så kun hovedet og benene stikker op. Men det er uden tvivl en ægte bugtalerdukke. Marie mærker sit hjerte springe et slag over. ”Hvad skal du have for den der?” spørger hun henkastet loppemarkedsdamen, mens hun nikker mod dukken i kassen. Det gælder om at se tilstrækkeligt uinteresseret ud, så sælger ikke lugter blod. Men Marie har svært ved at holde stemmen i ro. Hun ved, at denne dukke skal være hendes. Hun ser på den og må nærmest tvinge sig selv til ikke at tage den op og undersøge den nærmere. ”Den skal du få for en hundredkroneseddel,” siger damen. ”Det er en fin, gammel dukke.” Moren siger, at damen ikke må være rigtig klog. Og lidt efter er de blevet enige om 30 kroner. Og moren får en bunke duge og et kagefad med i købet. Mest fordi damen opdager, at hun handler med selveste Ingelise Gabel, hende fra kiksereklamen. Hun slår nærmest knude på


sig selv for ikke at dåne. Og snart bliver det klart for alle, hvem der besøger loppemarkedet. Folk begynder at glo. Benovede. Der hviskes og peges i det skjulte, for folk lader selvfølgelig først som ingenting. Men hvis de ikke snart kommer væk, vil folk begynde at omringe moren og tigge autografer og få taget selfies med hende. Det ved Marie. ”Bare den nu ikke er fyldt med lopper,” siger moren, da de kommer tilbage til bilen. Hun skruer kapslen af sin vandflaske og drikker et par slurke. Inde i bilen lugter der kraftigt af kat, og Ziggy lader dem ikke være i tvivl om, at han er stærkt utilfreds med at have fået lov til at være alene. Bræger fornærmet op, selvom han har affundet sig med situationen og lagt sig ned. Marie er til gengæld i den syvende himmel, da hun sætter sig ind på bagsædet. Hun anbringer forsigtigt dukken mellem sig selv og Ziggys bur, så den nærmest sidder som et barn ved siden af hende. Hun er helt svedig over den tilfældighed, der gjorde, at de standsede her. Det her fund er noget ud over det sædvanlige. Det behøver man ikke at være professor i matematik for at regne ud. Kun hendes mor fatter ikke, hvad Marie vil med sådan en gammel dukke. Og den er i stykker og alting.


”Jeg reparerer den bare,” siger Marie og retter lidt på dukkens ene øje, som har kilet sig fast og kigger op i hjernen. Hun prikker lidt til det, og noget går løs, og øjet ruller en omgang og glider på plads. Dukken stirrer med et blankt blik lige fremad gennem forruden. ”Se, det gik da nemt,” smiler Marie. ”Ja, jeg synes faktisk, den er lidt uhyggelig,” siger moren. ”Det er en dukke, mor. En bugtalerdukke. Sådan en er masser af penge værd. Måske har den tilhørt en berømt bugtaler.” ”Ja ja,” siger moren og starter bilen. ”Bare du ikke lader den ligge og flyde, for det der luskede udtryk giver mig gåsehud.” Luskede udtryk! Marie smiler undskyldende til dukken, som om hun oprigtigt beklager morens opførsel og uvidenhed. Dukken stirrer bare frem mellem sæderne, som om den følger med i kørslen. Marie må faktisk indrømme, at det ser ud, som om den smiler. Men ikke lusket. Hun skæver bagud gennem ruden. Hun har det, som om de har begået et røveri. ”Lad os nu bare køre,” siger hun indtrængende og mærker hjertet slå hårdt. ”Inden damen kommer løbende og siger, at hun har fortrudt.”


6. ET DUKKEHJEM

Da de ankommer til deres nye hus, er flyttelæsset allerede nået frem. Flyttemændene er i gang med at bære kasser og møbler ind. Efteråret viser sig fra sin smukkeste side, men der er ikke en sjæl at se nogen steder. Vejen ligger øde hen. Det er et kvarter af ældre huse omgivet af tilgroede haver. Der står et til salg-skilt ved indgangen til nabohuset. Uden at fornærme nogen kan man roligt sige, at huset, som moren har lejet, har kendt bedre dage. Såvel det som haven udenom trænger til en kærlig hånd, men ingen har tilsyneladende bekymret sig om den slags i årevis. Moren siger, at der kun er fem minutter i bil ned til byen. Lidt på afstand af alting, som hun diplomatisk udtrykker det. Men det klarer de nok. Marie har jo også sin cykel. Ziggy vil helt sikkert nyde sin nye jagtmark, forsikrer moren, men de første dage bliver de nødt til at holde ham inden døre, indtil han har lært huset og dets lugte at kende. Siden kan han få lov at strejfe, som han har været vant til.


Marie ser rundt. De andre huse ser også gamle ud. Med store, tilvoksede haver og smedejernsstakitter. Det ligner mest en vej, alle har glemt. Især nabohuset ligner et spøgelseshus. Et stort skrummel af en villa helt overgroet af vildvin. ”Kom, så skal du se dit værelse,” siger moren og går i forvejen ind i huset. Marie har taget dukken ud og bærer den med sig ind i huset. ”Du skal da også se, hvor vi skal bo,” siger hun og retter lidt på dens hoved. Sammen går de en runde og tager det i øjesyn, som skal være deres hjem. Deres skridt runger i de tomme rum. De stiger op ad en trappe og ender på førstesalen. ”Og det her er dit værelse,” siger moren og slår døren op til et rum. ”Er det ikke hyggeligt?” Uden at vente på svar går hun nedenunder for at anvise flyttemændene, hvor de skal stille sengen og kasserne med Maries navn på. Marie ser sig omkring i rummet. Der hænger allerede et gammelt spejl i værelset i en oval træramme med alle mulige udskæringer i, bladranker og noget, som ligner agern eller vindruer. Rammen er helt ormædt, og det ser ud, som om spejlet er skallet visse steder.


Marie ser vurderende på det og bliver straks mildere stemt over for værelset. Ret perfekt faktisk med sådan et spejl. Hun kan stå foran det og øve med sin nye bugtalerdukke. Hun har allerede haft sin hånd inde i dens ryg og mærket den velkendte fornemmelse af snore og håndtag. Med dem kan man få hovedet til at dreje og øjne og mund til at bevæge sig. Det er lidt anderledes end de dukker, Marie kender. Den her dukke må være virkelig gammel, tænker hun. En af flyttemændene kommer ind i værelset balancerende med to kasser. ”Spøjs dukke, du har der,” siger han, og det er ikke helt til at sige, om han mener det, eller han bare siger det for sjov, og han er ude igen, inden hun kan svare. Nedenunder kan hun hele tiden høre morens stemme. Skiftevis formanende og advarende. Flyttemændene puster og bumler med møblerne. På et tidspunkt lyder det, som om de taber et eller andet tungt. Hele huset ryster. Og moren råber opgivende. Marie stiller sig foran spejlet og rømmer sig. Dukken sidder på armen. Hun lader prøvende sin hånd dreje på håndtaget. Dukken drejer sit hoved frem og tilbage. Det knirker lidt.


”Hej, mit navn er … jeg hedder …” Hun går i stå. ”Hr. Paphoved,” siger hun så. ”Eller … vent lidt. Jeg hedder Pap. Og jeg er noget helt særligt.” Hun betragter sit spejlbillede og gør sig umage for at tale uden at bevæge læberne. Marie har sans for at bringe liv i døde ting. Hun kan tage en strømpe på hånden og i løbet af få øjeblikke få den til at leve, bevæge sig og tale, give den personlighed. Fru Holm kaldte hende et naturtalent, hvad det så betød. Længe står hun og tester dukken. Får munden til at gå op og i. Får øjnene til at rulle og dreje. Mærker den kriblende glæde i maven. Den her dukke er bare perfekt. I et kladdehæfte har hun samlet vittigheder og sjove replikker, som hun kan putte ind i sit show. Det store show, hun vil lave, så snart hun får chancen. Hun har stof nok til mindst en halv time. Hun drømmer om en dag at stille op til et eller andet talentshow på tv. Hvis hun altså må for sin mor. Det kunne være så sygt at stå og optræde med sin egen dukke. ”Goddar, goddar,” siger hun og lader dukkens mundspjæld vippe. Hun betragter sig selv i spejlet og er opmærksom på, at hun taler helt uden at bevæge munden. Til gengæld bevæger hun fingrene, så dukkens mund går op og i, når den ’taler’.


”Måske skal jeg kalde dig for Ibrahim,” siger hun til spejlbilledet af sig selv og dukken. ”For den der hat, du har på, ligner sådan en tyrkisk en.” Hun knipser lidt til kvasten. ”Vi kan også forkorte det til Ib.” ”Ib eller Pip eller Pap. Det er hip som hap!” ryger det ud af hende i næste øjeblik. Hun ved faktisk ikke, hvor det kommer fra. Er det hende selv, som siger det? Tænker hun højt? Og så sker der noget vildt. For pludselig lyder en stemme i rummet. En stemme, som ikke kommer fra hendes lukkede mund, men fra dukken. ”Kald mig bare Ib, lille frøken. Sådan for nemheds skyld.” Marie udstøder et forskrækket gisp. Usikker på, om det var hende eller dukken, der talte, eller bare en højlydt tanke, som gav genlyd i hovedet. Hun ser forvirret på dukken. Den drejer hovedet og åbner munden på vid gab, som vil den efterligne hendes måbende udtryk. Maries reaktion er et nyt forskrækket hvin. Hun flår sin arm ud af dukken og kaster den fra sig. Den ryger i en bue gennem rummet og lander på sengen. Et øjeblik efter ligger den med ben og arme i vild uorden.


Marie står med ryggen til spejlet og stirrer på den med et vildt blik. Det her er løgn! Men der sker ikke mere. Dukken bevæger sig ikke. Den er fuldstændig livløs. Hun tager mod til sig og samler den op. Stikker tøvende sin arm ind i den igen. Straks kommer den til live. ”Av, det der gjorde dælenduleme ondt,” siger den. ”Tag lige at lade være med det en anden gang.” Marie skal til at kyle den fra sig igen. ”Stop, ikke mere af det der,” lyder det fra dukken. ”Jeg får kvalme af de luftture.” ”Hvordan i …?” udbryder Marie højt, men overvinder sig og får igen armen ud. Hun giver sig til at undersøge den. Trykker den på lemmerne og ryster den forsigtigt. Hvordan gør den det? mumler hun til sig selv. Sidder der en taledims inde i den ligesom i de der japanske dukker? Den rasler og føles helt almindelig. Lemmerne er sikkert fyldt ud med uld eller kapok. Hovedet er en slags papmache bemalet med tyk oliemaling, som visse steder er helt krakeleret. Men der må være en slags talemekanisme derinde et sted. Hun føler grundigt på dukken, trykker den på maven og vender nærmest vrangen ud på den. Sidder der en eller anden anordning?


Efter nogle minutter går det op for hende, at dukken absolut ikke har noget snurrepiberi i sig andet end det, der skal være der. Hun tager igen mod til sig og stikker tøvende sin arm ind i åbningen i dukkens ryg. Finder de små snoretræk med fingrene og håndtaget til hovedets bevægelser. ”Hvordan kan den sige noget?” spørger hun sig selv. Er den levende? Hun løfter den op foran sig. ”Er du?” Dukken svarer selv. Den åbner munden på vid gab og ruller med øjnene: ”Er jeg hvad?” Marie er ved at kyle den fra sig igen, men tager sig i det. Som bugtaler har hun ført samtaler med sine dukker masser af gange, men aldrig på denne måde. ”Men du er en dukke,” nærmest kvækker hun. ”Og hvad har det med sagen at gøre?” spørger stemmen, som åbenlyst kommer fra dukken. ”Er du besat af en ånd?” spørger hun forsigtigt. ”Ligesom den der Chucky?” ”Kender ikke fyren,” svarer dukken og tilføjer flabet: ”Men du kan selv være åndet.” Marie er målløs. Hun ved godt, at bugtalere af og til kan føle en næsten telepatisk forbindelse med deres dukker. Men det her … det er unaturligt. ”Måske er jeg ved at blive syg,” mumler hun.


”Ja, sindssyg,” svarer dukken. ”Hold din kæft!” hvæser Marie. ”Det var for sjov,” siger dukken. ”Kan du ikke tage lidt gas?” Der høres skridt udenfor. Hendes mor er på vej op ad trappen. Som ren refleks lægger Marie hånden over dukkens mund og hvisker ssh! Dukken sidder bare ret op og ned på hendes arm. Med sine glasøjne rettet mod døren. Da moren træder ind i værelset slæbende på en flyttekasse, står Marie uskyldigt foran det ovale spejl. ”Gud, står du bare der? Nu må du altså komme ned og hjælpe med at bære ind i stedet for at stå og fjolle med den dukke. Du kan godt tage de lette kasser.” Moren standser op og betragter hende. ”Du ser helt forkert ud. Er der noget galt? Har du set et spøgelse?” ”Nej, det …” siger Marie. ”Jeg er bare lidt sulten.” ”Ja, men jeg har også bestilt pizza. Og jeg lovede, at nogen stod klar til at tage imod. Læg den dukke, og kom ned og gør dig lidt nyttig.” Marie følger med ned. Hun er mildt sagt rundforvirret. Hun er ikke helt sikker på, om den rent faktisk talte, eller det mere var en slags tankeoverføring. En slags stemme i hendes hoved. Men hvis det ikke er tilfældet, så er det en verdenssensation. Men det betyder samtidig også,


at den lever, og det kan den jo ikke! Det trodser enhver sund fornuft. Hun har set tonsvis af klip med bugtalere på nettet. Mange af dukkerne er så livagtige, at man næsten tror, de er levende, men det er jo kun, fordi bugtalerne er enormt dygtige. Og selvfølgelig kender hun også den gale dukke Chucky fra nogle gyserklip, hun har set, men den er besat af en ond ånd fra en forbryder, og desuden er det en film. Alligevel får hun gåsehud ved tanken. Tænk nu, hvis … Nej, helt ærligt. Tag dig sammen, Marie Esrum. ”Mor, kan en dukke godt blive levende?” ”Ok ja,” ler moren. ”Især hvis man tror på det. For små børn er deres dukker levende.” Små børn! Marie fnyser indvendigt. Hun ved, at dukken talte. ”Og når du optræder som bugtaler, bliver jeg af og til helt nervøs for, om dine dukker er levende,” glatter moren ud, da hun fornemmer, at hun har dummet sig ved at sige det der med små børn. Marie hører ikke rigtig efter. Måske er der en ånd i dukken, selvom det lyder langt ude. Hun må være overtræt. Eller følelsesmæssigt udkørt, som hendes mor tit er det efter en krævende dag på reklamefilmsettet og derfor


mü drikke en flaske rødvin. Eller müske er det bare blodsukkeret. Hun har ikke spist noget siden i morges. Godt, hendes mor har bestilt pizza.


7. PIZZA

Pizzadrengens full-face-styrthjelm er måske en smule overdimensioneret i forhold til knallerten, han kører på. Det er sådan en lille italiensk tøf-tøf-knallert med trækasse bagpå med låg. Pizza Expressen, står der på siden af kassen. Han slukker motoren og trækker knallerten op på støttebenene. Så slår han visiret op. ”Nå, er det jer, som skal bo her?” spørger han. Marie nikker og kan ikke tage blikket fra hjelmen. Hvis den havde haft et par følehorn, ville han næsten ligne en slags insekt. Hans læderjakke har også et sært, grøntglinsende skær over ryggen som skjoldet på en bille. Han får åbnet kassen og bakset pizzaæskerne ud. En duft af smeltet ost og krydderier breder sig omkring ham. Maries tænder løber i vand, og hendes mave udstøder en langvarig rumlelyd. Totalt pinligt. Drengen kigger hen over bunken af flade æsker og konstaterer, at der nok er nogle, som er sultne. ”Det er altså til flyttemændene,” siger Marie. ”No shit! Jeg troede ellers, du skulle spise dem alle sammen selv.” Han blinker til hende og siger, hvad


prisen er. Han har et par hørebøffer hængende omkring halsen. Musikken strømmer ud af dem – en svag, metallisk knitren afbrudt af trommeslag. Hiphop er det vist. Marie rækker ham et par sedler. ”Skal I bo her fast, eller lejer I også bare?” spørger han, mens han tæller pengene op. ”Vi regner kun med at bo her i en måneds tid,” siger hun kort. ”Eller mindre.” Sandheden er, at hun ikke aner det. ”Folk plejer heller ikke at bo her så længe,” nikker han og stikker pengene i lommen. ”Hvad hedder du?” Skulle du spørge fra nogen? har Marie lyst til at svare. For hun kan ærlig talt ikke se, at det rager ham. Han er lige lovlig nysgerrig af et pizzabud at være, synes hun. Men han ser nu ret nuttet ud med den kæmpehjelm, så hun tilgiver ham og præsenterer sig. Hun siger bare Marie Esrum, ikke noget med Marie Esrum Gabel, for så skal hun bare til at gøre rede for, hvorvidt hun er i familie med Ingelise Gabel. ”Marko her,” siger han og rækker hende de varme æsker og ønsker hende god appetit. ”Du får ikke bedre pizzaer i den her by. Vi er selvfølgelig også de eneste. Hey, skal jeg ikke hjælpe med dem her?” Uden at vente på svar skubber han havelågen op med foden og vader op ad havegangen. Marie går bagefter


med stakken af varme æsker. Mens de bevæger sig op mod huset, ævler Marko løs. ”Jeg plejer at hugge pærer derinde,” siger han og nikker i retning af nabohuset. ”Altså mens det har stået tomt. Der er nogle sygt gode pærer omme i baghaven.” Marie nikker, mens hun koncentrerer sig om ikke at snuble med æskerne. Bare nu ikke moren kommer ud og ødelægger det hele. ”Indtil for et halvt år siden boede der en gammel dame derinde,” fortsætter Marko. ”Du ved, sådan en spiritist.” ”Drak hun?” spørger Marie. For den slags ved hun lidt om. Marko ler. ”Nej, du ved, sådan en, som kunne tale med de døde eller sådan noget.” Han laver en roterende fingerbevægelse uden på hjelmen. ”Men nu er hun selv død.” ”Så kan hun måske tale med sig selv,” siger Marie i et forsøg på at være vittig, men Marko ler ikke. ”Folk kom og besøgte hende, hvis de ville tale med en afdød slægtning. Mest gamle mennesker vist. Men da hun selv døde, nåede hun ikke at få dem alle manet tilbage, så nu siger man, at der stadig er døde ånder tilbage i huset. Det er derfor, ingen tør gå derind.”


Marie skæver hen mod huset. Hun håber ikke, de skal bo her alt for længe. Pærer eller ej. Hun gider ikke bo nabo til et spøgelseshus. ”Nej, helt ærligt,” ler Marko og puffer til hende. ”Jeg ved ikke et klap om det hus. Men der har boet en gammel dame. Og der er pærer i baghaven.” Marie rødmer over, at hun hoppede på historien. Det er tydeligt, at pizzadrengen bare ville imponere hende. ”Troede du på det?” spørger han og ser opmuntret på hende. ”Selvfølgelig ikke,” siger Marie og synes, at han er lidt af en nar, når han lyver på den måde. På den anden side: Alle byer har et spøgelseshus, men hun har en dukke, som er levende. Tag den, pizzadreng.


8. RØGELSE

Marko er for længst kørt. Flyttefolkene har ædt deres pizzaer, og de har fået lov til på skift at tage billeder af hinanden sammen med Ingelise Gabel. Nu er Marie og moren alene i huset. Marie har ikke glemt, at hun skal have undersøgt dukken, men først må hun hjælpe til med at komme i orden. Der er flyttekasser over det hele, og ingen af dem kan finde noget som helst. Men bagefter må hun se nærmere på den dukke. Det nye hus lugter anderledes. Lidt hengemt, selvom de har haft alle vinduer åbne, mens de flyttede ind. Moren er ved at endevende kasserne for at finde sine røgelsespinde. ”Det her hus er noget gammelt skrammel,” afgør Marie. ”Det er måske ikke et herskabshus,” indrømmer moren. ”Men her er strøm og rindende vand og nogenlunde tætte vinduer. Og det er, hvad der er råd til, nu din far ikke spæder til. Og det er også kun midlertidigt. Indtil vi starter på en frisk.”


Marie svarer ikke. Morens stemme er allerede blevet lidt sløret. Hun har åbnet en flaske vin, fordi hun troede, flyttemændene ville have, som hun siger. Men de ville bare have vand, så nu går hun selv og nipper til et glas, mens hun stiller på plads. Da flyttemændene kørte, så Marie den ene lave en slags drikkebevægelse til den anden, da de steg op i bilen. De smilede sammensvorent til hinanden. Fra køkkenet er der udsigt over baghaven, der afsluttes af en bevokset stenmur dækket af vildvin. ”Gud ved, hvad der er bag den mur?” siger moren tænksomt, mens hun anbringer røgelsespindene i nogle holdere, som er udformet som frøer. ”Marko sagde, at det var en kirkegård,” lyver Marie uden egentlig at vide hvorfor. ”Marko?” ”Ham pizzadrengen!” retter Marie og mærker til sin irritation, at hun rødmer. ”Nå, I er allerede på fornavn.” Moren smiler på en måde, som irriterer Marie. ”Ja, sådan er det vel herude. Så vi bor altså nabo til en kirkegård. Hyggeligt!” Hun tager en slurk rødvin og nikker for sig selv. ”Det sagde udlejeren ellers ikke noget om. Men bortset fra det er der heller ikke meget liv i nabohusene. Det virker til at


være sådan et sølvbryllupskvarter fyldt med gamle mennesker, man aldrig ser. Om ti år, når de alle sammen er døde, flytter børnefamilier ind i husene. Så kommer der liv i kvarteret igen, orden på haverne og hinkeruder på vejen. Men til den tid er vi to for længst væk.” Moren småsnakker uafbrudt, mens de pakker ud og stiller på plads. Mest med sig selv, som når hun gik og reciterede roller, da hun var med i tv-serien. Ziggy har fået lov at komme ud af sit bur og lusker mistroisk rundt med halen sænket og snuser i alle kroge. Ligner mere en sort panter end en huskat. ”Hvis her er mus, klarer Ziggy dem,” siger moren tilfreds. ”Det er det gode ved at have en kat. Og kryb og edderkopper tager han også.” ”Hvad hvis her er rotter?” ”Rotter findes kun i byerne,” afgør moren. ”Herude har de kun små, søde mus. Markmus og hasselmus og … øh, rødmus og den slags. Og dem snupper Ziggy som en mis. Gør du ikke også, Zig?” Ziggy sender hende et kortvarigt blik, men fortsætter så sin snigende inspektionsrunde. Fra køkkenvinduet kan de se ind over muren til nabohuset. Det ser ikke mindre hyggeligt ud fra denne vinkel med sit høje, spidse tag og kvistværelser. Vinduerne er


mørke, men det er alligevel, som om huset holder øje med dem. ”Udlejeren sagde, at det stod tomt,” oplyser moren. ”Det skal vist rives ned, men foreløbigt står det bare der og ser skummelt ud. Hold op en udsigt vi ville have, hvis det ikke lå der. Og lys.” Hun ser ned på Ziggy, som stadig lusker rundt og ser mistænksom ud på grund af alt det nye. ”Dér holder du dig fra,” siger hun strengt til den. Den ser opmærksomt på hende og løfter halen et øjeblik, men snuser så videre, da den forstår, at det, hun siger, ikke har noget med mad at gøre. ”Og det gælder også dig, Mariesen. Man kan komme til skade, ryge gennem gulvet eller stå på hovedet ned ad trappen,” snakker moren videre, mens hun får ild på en af de krydrede pinde og giver sig til at gå rundt og sprede velduft. Marie vender øjne. Hvad tror moren? At hun er en lille unge, som går på opdagelse? Desuden har hun jo den nye dukke nu. Hun skal virkelig have undersøgt den. Hun kan dårlig vente, til hun skal i seng. ”Og du risikerer også bare at møde et spøgelse derinde eller et dansende skelet.”


Marie ignorerer morens dødfødte forsøg på at være morsom og står lidt og falder i staver. Hun kunne godt tænke sig at se Marko igen. For at få lidt mere at vide om alting. Men det går nok ikke an at spørge om pizza igen i morgen, for lige for tiden er pengene små, som moren aldrig undlader at gøre hende opmærksom på. Det kan godt være, at visse skuespillere bliver rige af at lave reklamer, men det gælder ikke alle.


9. SAMTALE I MÅNESKIN

”Okay, så du kan altså tale,” siger Marie lavt, da hun er alene på sit nye værelse. Eller alene og alene. Hun har sin arm inde i dukken, men er omhyggelig med ikke at røre ved snorene og håndtaget. Hun har ikke tændt lyset, for officielt er hun gået i seng, men månen skinner ind gennem vinduet. Moren har klappet en flyttekasse sammen og stillet den op i vindueskarmen, indtil der bliver sat gardin op, men det er synd at sige, at den skærmer ret meget, så her er lyst nok til, at hun kan se dukken helt tydeligt. Moren pusler stadig rundt nedenunder. Hun hører musik, mens hun stiller ting på plads, og af og til kan Marie høre hende synge med. Marie kan ikke lade være med at famle lidt ved håndtaget inde i dukkens krop. Dens hoved drejer langsomt frem og tilbage. Det ser helt livagtigt ud. Det beroliger hende, at Ziggy er kommet ind i værelset. Den har været henne og snuse til dukken i lang tid, men har åbenbart accepteret den og fundet sin sædvanlige plads i fodenden af Maries seng. Men selvom Ziggy tilsyneladende


ikke finder noget foruroligende ved dukken, har Marie ikke lyst til at røre ved snorene, som får dens mund og øjne til at bevæge sig. Der er bugtalere, som nærmest er ét med deres dukker. Som behandler dem som menneskelige væsener. Det er med til at tilføje dukken personlighed, siges det. Hun kender også godt Scarface-dukken fra Batman-tegnefilmen. Den, altså dukken, har overtaget bugtalerens person. Bugtaleren er bare en maskine af kød og blod, som viljeløst følger dukken, en slags vedhæng. Scarface er klædt ud som en gangster fra gamle dage. Med vest og maskinpistol og alting. Det er godt fundet på, synes Marie. Men den her dukke stammer jo fra et loppemarked, og det her er den virkelige verden og ikke nogen tegnefilm. Og alligevel bevægede den sig, er hun sikker på. Både dens øjne og mund. Og talte. Ja, Marie, fordi du fik den til det, tænker hun ved sig selv. For uanset hvad så er hun allerede vild med den her dukke. ”Det er hermed bestemt, at du skal hedde Ib,” afgør hun og anbringer den i fodenden af sin seng, og dukken protesterer naturligvis ikke. Eneste lyd i rummet er Ziggys beroligende spinden, da katten mageligt læner sig mod dukkens fødder.


10. TÅGE

Da Marie vågner næste morgen, ligger der en besked på mobilen. Et held, at hun satte den på lydløs i aftes, så den ikke vækkede hende, for hun har sovet som en sten. Kaldt ud til et job. Ring, hvis der er noget. Knus, mor. PS! Z stak af, da jeg gik i morges. Grr! Se, om du ikke kan få den ind. Helt ærligt, tænker Marie. Typisk hendes mor at lade Ziggy stikke af. Kvinden er komplet uansvarlig. Og hun ved, at katten smutter ud, hver gang den kan se sit snit til det. I det gamle hus havde de en kattelem, og selvfølgelig er den vant til at færdes ude, men alligevel. Et helt nyt sted. Den kan fare vild og alting. Eller værre: blive kørt over. Der er også en sms fra Rosa. Savner dig, står der bare ledsaget af en emoji med tårer. Marie svarer hurtigt. Hun venter et øjeblik på svar, men der kommer ikke noget. Hun skæver hen i enden af sengen, hvor bugtalerdukken bare sidder med sit glasblik og sit hemmelig-


hedsfulde smil. For nogle ville det måske være et skræmmende syn at vågne op til, men Marie er ikke bange. Hun er mere end fristet til at stikke armen i dukken og give den liv, men hun tager sig i det. En ting er, når moren er hjemme, men ikke nu. For nu gælder det deres rendemaske af en kat. ”Jeg har ikke tid til at snakke nu,” siger hun i stedet og klapper dukken på kinden. ”Sid du her.” Hun trækker sin lange T-shirt på, den, som nærmest går helt ned til knæene, og går ned i køkkenet. Der står et krus kold te og ligger nogle krummer. Hun mærker på elkedlen; det resterende vand i den er kun lunkent. Hendes mor har været tidligt oppe. Hun stikker sine bare fødder i et par gummistøvler og går udenfor. Hun kan ikke lade være med at komme med et udbrud, da hun ser, hvor tåget det er. Alt er indhyllet i hvidhed. Hun kan dårligt nok se hen til lågen. Der hænger en lugt af våd jord og efterår i luften. Hun kalder et par gange. Men Ziggy dukker selvfølgelig ikke op. Den er garanteret på musejagt. Hun går ud i tågen. Mærker kulden omkring sig og rækker armene ud i alt det hvide. Alting er stille og underligt hemmelighedsfuldt, omgivelserne er helt opslugt, ligesom i det der rum på ARoS, hvor hun var med


klassen sidste sommer. Hun går lidt rundt om huset og ender omme i baghaven. Træer og buske er indhyllet og står som grå silhuetter. Hun kalder igen, men ingen Ziggy. Idiotkat, tænker hun småfrysende og har mest lyst til at gå ind, men alligevel ender hun nede ved havemuren. Den et helt overgroet med slyngplanter. Et stykke væk kan hun se, at en gammel trillebør står begravet i brændenælder. Hun får den forsigtigt trukket ud af ukrudtet. Og inspicerer den for edderkopper. Der er heldigvis ingen. Kun et par bænkebidere, som hun hurtigt får verfet væk. Derpå stiller hun trillebøren, så hun kan komme op at stå på den, stiller sig på tæer og kigger ind over muren. Haven på den anden side er lige så indhyllet i tåge. Men i det dugvåde græs kan hun se sporene efter en kat. Ziggy er den eneste kat, hun har mødt, som er dum nok til at vade hen over en våd græsplæne. Og dens spor fører lige hen til huset.


11. GYNGEHESTEN

Marie Esrum ligner næsten en hvid spøgelsespige, som hun lydløst bevæger sig gennem tågen. Allerede da hun er kommet ind i nabohaven, begynder hun at fortryde. Bare der ikke kommer nogen og opdager hende. Det ville være totalt pinligt. Hun kalder på Ziggy. Gør sin stemme indsmigrende og frem for alt så lav, at ingen kan høre hende. Hvis der nu alligevel skulle være nogen inde i huset. Hun laver små lyde med tungen for at lokke den frem, madlyde. Men uden resultat. Ingen kat. Haven virker helt tilgroet. Hun må smyge sig uden om spindelvævsguirlander, som hænger mellem buske og strå. Bøje sig under grene fra gamle frugttræer. Det er herinde, Marko stjæler pærer, hvis det altså ikke bare var noget, han sagde for at imponere hende. Men hvorfor skulle han gøre det? Hun kommer rundt om huset og opdager, at det har en glasveranda ud mod baghaven. Vinduerne er helt grå af støv og snavs, men hun kan skimte nogle kurvestole der-


inde. Og en masse visne potteplanter. Men hvad værre er: Nu opdager hun, at havedøren står på klem. Pis altså, tænker hun. Er huset slet ikke forladt, som Marko sagde? I hvert fald er der åbent ind til havestuen, og så må der jo være nogen hjemme. Lige noget for Ziggy, som aldrig går af vejen for at gå på opdagelse. Han er sikkert allerede på musejagt derinde. Men selvom hun er bekymret for katten (og tosset på sin mor over hendes skødesløshed), så har hun ikke tænkt sig at vade ind i et fremmed hus. I næste øjeblik opfanger hun en lyd derinde. Nærmest en rytmisk knagen. Lidt som en gyngestol, som vipper frem og tilbage, eller en vugge. Hun stivner og holder vejret. Hun skal lige til at skride, men den rytmiske knirkelyd bliver højere, og nu kan hun se noget bevæge sig inde i havestuen. Der er nogen derinde. ”Ziggy?” hvisker hun, men den knirkende lyd bare fortsætter, og den bliver mere og mere insisterende. ”Kom ud, Ziggy. Kom med hjem, så skal du få mad,” næsten bønfalder Marie. Meget mod sin vilje træder hun et par skridt op ad trappen og kigger ind gennem dørsprækken. Vindueskarmene derinde er en hel begravelsesplads for døde fluer, men her har sikkert været hyggeligt at sidde en-


gang. Nu er husets indre mørkt, men den knirkende lyd bliver ved og ved. Og bag kurvemøblerne og potterne med visne planter er der noget stort, som bevæger sig. Det giver et sæt i Marie, da hun får øje på hesten. Det er en gyngehest af træ. Den ser antik ud. Hendes mor ville elske den, men nu fylder den Marie med skræk. For den bevæger sig. Det er fra den, at den knirkende lyd kommer. Gyngehesten står og vipper frem og tilbage. Helt af sig selv, og som om nogen lige har givet den et kraftigt skub. Det er, som om en finger af is bliver trukket ned over Maries rygsøjle. Så stopper hesten brat og står musestille på sine meder. Hun spærrer øjnene op. Som om hun har været udsat for et synsbedrag og først nu kommer til sig selv. Der lyder en lille latter derindefra, eller nærmest et ekko af en latter. ”Er … Er her nogen?” når Marie lige at udbryde, så lyder en klagende lyd, og noget fugtigt smyger sig op ad hendes ben. Hun farer sammen og er ved at falde ned ad trappen. Der står Ziggy. Han er våd og støvet og ser indsmigrende på hende, som om han vil spørge, om hun har en godbid eller to i lommen.


Marie kaster et kort blik ind i havestuen. Der er ingen derinde. Kun de støvede møbler og gyngehesten. Det må have været vinden, der fik den til at rokke, altså lige bortset fra at der ingen vind er. Og vind plejer heller ikke at lyde som latter. Men måske var det bare Ziggy, der fik skubbet til hesten. Den kan være noget så klodset. Hurtigt bøjer hun sig ned og tager katten på armen. ”Din skid,” hvæser hun og skynder sig at fjerne sig fra den skumle glasveranda. Hun ser sig ikke tilbage, men runder hurtigt hushjørnet og når frem til forhaven, hvor hun finder havegangen ud til vejen. Snart er hun tilbage ved deres eget hus. Ziggy tillader sig at spinde, som om det hele blot har været en fornøjelig udflugt. Hans våde poter masserer hende blidt på armen, og hun kan se, at der sidder gammelt, støvet spindelvæv i hans pels. Han skulle have et bad, skulle han. ”Jeg er bare så træt af dig,” skænder hun og rusker den blidt i pelsen. ”Er du ude på at blive totalt væk?” Ziggy smisker spindende og blinker til hende. Marie føler næsten, at den taler til hende. Åh, jeg har haft det morderligt spændende, Marie. Du skulle bare vide, hvad jeg så derinde, men nu er jeg sulten. Har du mad til mig? Så er det, at hun bliver opmærksom på lugten. Måske har den været der hele tiden, uden at hun har tænkt over


det. Men nu forstår hun, at den sidder i kattens pels. Det er ikke bare den sædvanlige varme duft af kat, men en anderledes duft af blomster eller parfume. Ja, Ziggy lugter langt væk af parfume. Violer eller sådan noget.


12. MOD MOR

Marie undlader ikke at bebrejde katten dens flugtforsøg. Ziggy ignorerer hende, men bruger efterfølgende lang tid på at vaske sig. Åbenbart er han selv opmærksom på, at han stinker værre end en ulykke, for han giver sig selv den helt store tur. Intet dyr kan vaske sig som en kat. Bagefter er han så udmattet af al den rengøring, at han må op på Maries seng og sove til formiddag. ”Du stinker stadigvæk,” siger Marie efter ham. Ziggy stikker bare halen i vejret og forsvinder op ad trappen. Marie går lidt rundt i det nye hus. Hun tænker på, om hun er begyndt at høre syner. Først dukken og nu latteren fra det tomme hus. Den havde lydt, som om den kom fra et barn, måske en pige. Marie skutter sig. Hun har altid fået at vide, at hun har en livlig fantasi, men alligevel. Hun er overbevist om, at hun hørte noget. Der er nogen i huset. Måske er det en af de døde ånder, som den gamle dame aldrig fik manet væk, hvis det da ikke bare er noget, som Marko fandt på. Hun beslutter sig for at holde et vågent øje med huset. Det her må opklares.


”Hvad i alverden er det, her stinker af?” udbryder moren, da hun kommer hjem, mens hun demonstrativt snuser ind. ”Har du haft gang i noget parfume? Eller en ny deo?” ”Nej!” Forsikrer Marie. ”Det er, fordi du slap Ziggy ud i morges. Det skal du altså ikke gøre.” ”Den stak af,” forsvarer moren sig. ”Du ved, hvordan den er.” Hun vejrer lidt i luften, men slår sig så til tåls med, at det nok bare er røgelsespindene fra i går, som stadig hænger i luften. Og Marie siger hende ikke imod. Moren har købt ind. Hun pakker en masse varer ud på bordet og begynder at stille i køleskabet. Hun har også købt vin. Tre flasker, sikkert et godt tilbud, som hun ikke kunne sige nej til. Men at dømme efter hendes ansigt er der ikke så meget at fejre. Alligevel går der ikke lang tid, før hun skruer kapslen af en flaske og skænker sig et glas. Marie kaster et undersøgende blik på varerne. En masse færdigretter, lige til mikroen, og selvfølgelig den sædvanlige frugt. Moren køber altid frugt, men det ligger for det meste bare og komposterer i skålen under en sky af bananfluer. Ingen af dem gider rigtig spise frugt. Moren giver udtryk for sin skuffelse over, at der ikke er en eneste sushi-takeaway i miles omkreds. Men det er


tydeligt, at det ikke er det eneste, som hun er gnaven over. Jobbet har åbenbart ikke levet helt op til hendes forventninger. Hun vil have nogle rigtige roller. Drømmer om igen at være med i en stor serie, men ender hele tiden med mindre reklamejobs, hvor hun skal være med i små spots om alt fra tandpasta til færdigretter. Moren har været med i en rigtig stor produktion, en krimiserie, som blev vist i tv forrige år, hvor hun spillede en buschauffør, som ved siden af sit job opklarede forbrydelser. Desværre blev serien sablet ned af samtlige anmeldere, og seerne brød sig heller ikke om den, så siden har det været småt med rollerne. Og for tiden er der altså kun reklamerne. ”Jeg er hamrende træt,” bekendtgør moren og smider sig i sofaen, som stadig står midt på gulvet omgivet af flyttekasser. ”Jeg har stået og rablet den samme dødssyge replik af mig for en eller anden marketingidiot hele dagen: Freeze Bites – fra fryser til færdig!” messer hun med teaterstemme. ”Fra fryser til færdig!” Hun skærer en grimasse og spørger Marie, hvordan nogen kan finde på så dumt et slogan. Frostbid er da noget ubehageligt, hævder hun og tager en lang slurk af vinen, synker den uden nydelse og ser på Marie. ”Har man hørt noget så åndssvagt?” vedbliver hun. ”Freeze Bites!”


Marie trækker på skuldrene. Og omsider går det op for moren, at Marie stadig bebrejder hende det med Ziggy. ”Hvor sagde du, at du fandt ham?” spørger hun og forsøger at lyde interesseret. ”Inde i nabohaven. Han har været derinde og rullet sig i noget. Eller så har nogen sprøjtet parfume på ham eller sådan noget.” ”Nå? Okay?” Moren ser overrasket ud. Påtaget på skuespillermåden, store øjne, hævede øjenbryn, men oplysningen passerer lige gennem hovedet på hende, kan Marie fornemme. ”Den kat!” konstaterer moren hovedrystende, mens hun med sit vinglas i den ene hånd slår et nummer op på mobilen med den anden. Sikkert til sin agent, som ofte må lægge øre til hendes brok. Eller til nogen, som kan skaffe hende noget andet end reklamer for færdigmad. Marie tager et æble og går ovenpå. Morens stemme forfølger hende op ad trappen, hvor agenten, eller hvem det nu er, må ’trække i trådene’ og skaffe en ordentlig rolle: Helt ærligt! Hun har stået i et snemandskostume hele dagen og … Først da Marie lukker døren til sit værelse, bliver der stille. Hun ved godt, hvad morens problem er. Masser af filmfolk er ved at få spat af hende, fordi hun altid tror,


hun skal have særbehandling, eller fordi hun besværliggør ting, vil diskutere med instruktøren eller ændre på alt fra manuskript til lyssætningen. Hun opfører sig som den værste diva, og hun er også engang mødt beruset op til en optagelse, så den måtte udsættes. Det var pinligt ud over alle grænser. I en tid derefter var moren nede på jorden og holdt sig fra vin. Alligevel er det altid andres skyld, at moren ikke får de store roller. Ifølge hende selv altså. Marie ville ellers godt have fortalt om den åbne dør og om gyngehesten, som vippede af sig selv, men moren har nok i sig selv. Desuden ville hun affærdige det som livlig fantasi og sikkert bare blive irriteret over, at hendes datter ikke kunne opføre sig lidt mere voksent. Marie ser rundt. Der står flyttekasser stablet op alle vegne. De råber på at blive pakket ud, men hun vil meget hellere undersøge sin nye dukke. Den sidder lænet op ad sengegærdet og stirrer ud i rummet. Hun har anbragt den ved siden af Elvis og et par af de andre dukker. Hun tager en dyb indånding; så tager hun den op og sætter den til rette på armen. Hun går hen og stiller sig foran spejlet, mens hun finder håndtaget og snorene


inde i hans hule hoved. Nu skal der trænes. Det får hende altid til at tænke på noget andet. Hun betragter opmærksomt sit spejlbillede, ikke mindst sine mundbevægelser, mens hun siger nogle lyde. M-lydene er de sværeste. Man kan næsten ikke undgå, at læberne bevæger sig. Hun må bare øve. ”Sig noget,” siger hun til spejlbilledet af dukken. ”I går jakkede du løs.” Hun banker den let på panden. ”Er der nogen hjemme?” Dukken er først tavs. Men så begynder dens hoved langsomt at dreje sig hen mod vinduet. Og så kommer stemmen. Ikke inde i Maries hoved, men fra dukken. ”Uh, Marie, man bryder sig ikke om det her sted. Det er til at få hønsehud af.” Dukken sitrer lidt på hendes arm for at demonstrere. ”Se, man bæver. Man bæver ligesom ham drengen, Esben Løv.” Marie må bruge al sin viljestyrke for ikke at gå i panik. Hendes hjerte slår hårdt, men hun bevarer fatningen og siger: ”Det hedder gåsehud, og dine arme er af træ, så det er umuligt. Hvad er du bange for?” ”Det derovre …” ”I huset?”


Dukken laver et lille nik hen mod vinduet, hvor den sammenklappede flyttekasse stadig står og gør det ud for gardin. Marie går hen og løfter pappet. Uden for vinduet svajer birkegrene med gult efterårsløv, og bagved kan hun se nabohusets tag med kvistværelset. Der er intet lys bag vinduesglassene. ”Det er bare et tomt hus,” siger hun, men kan ikke lade være med at tænke på det, hun hørte i havestuen. Og ikke mindst så. Medmindre altså at det var Ziggy, som fik hesten til at vippe. ”Jeg kan ikke lide tomme huse,” kommer det anspændt fra dukken på hendes arm. ”Og hvem siger, at det er tomt? Hvem siger, at der ikke bor et spøgelse derovre? Med hugtænder.” Marie rynker panden. Faktisk glemmer hun næsten, at hun står og taler med en dukke, hvilket burde være endnu mere skræmmende end det, hun oplevede i morges. Hun har set noget på nettet om folk, som kunne tale med dyr. Der var en dame, som var hestehvisker. Hun lagde øret til mulen på en sky hest. På den måde fandt hun ud af, at hesten var bange for staldpasserens fodervogn. Damen hævdede også, at hun kunne høre hestens stemme inde i sig selv. Dem, der ejede hesten, troede bare,


at den var nervøst anlagt. Men efter at man holdt op med at bruge vognen, blev den helt rolig og medgørlig. I et andet klip ’kommunikerede’ samme dame med en hund, som var deprimeret over at være så meget alene hjemme. Derfor var den blevet bidsk og umulig. Måske har jeg det på samme måde, tænker Marie. Måske er jeg særlig modtagelig. Hun løfter Ib op foran sig og ser granskende på ham. Helt ærligt: dukkehvisker! Det lyder for skørt. Desuden har Elvis og bamsen og de andre dukker aldrig sagt hende noget. ”Jeg taler til alle, men det er ikke alle, der hører mig,” lyder det pludselig fra Ib. ”Jeg kan ikke høre dig,” siger Marie sammenbidt og ser lige ud i luften. ”Det er bare noget, jeg bilder mig ind.” ”Eller måske er du bare speciel, Marie Esrum,” bliver Ibs stemme ved. ”Måske taler vi to samme sprog.” Hun drejer hovedet og ser grundende på Ib. Dukkens øjne er af glas, men alligevel spiller de af liv. Og den taler til hende. Og hun med den. Dukkesprog? tænker hun. ”Ja, eller måske er jeg menneskehvisker,” foreslår Ib. Marie står eftertænksomt og betragter den, og modvilligt begynder hun at forstå, at der bare er ting, som man må acceptere, selvom man ikke fatter dem.


”Vi to kunne blive det perfekte par,” fortsætter Ib ivrigt. ”Se det for dig: miss Esrum og hendes fabuløse showmakker, øh … Ib! Eller synes du, Valentin de Bandana er et bedre navn?” ”Jeg synes, Ib er fint,” siger Marie. ”Godt, det gør det også nemmere, når der skal underskrives kontrakter med de store teatre.” ”Teatre?” ”Ja, og varietéer.” ”Varie-hvad?” ”Lad nu være med at spørge hele tiden, Marie. Vi vælter det hele, optræder på de store scener … du og jeg. Åh, hvis det her var en musical, ville jeg bryde ud i sang lige på stedet.” Marie er taknemmelig for, at det ikke er en musical. Hun beder Ib om at dæmpe sig lidt, da de faktisk ikke er alene i huset. ”Jeg har et kladdehæfte med vitser,” tilføjer hun. Ib drejer hovedet og stirrer på hende med gabende mundspjæld. ”Et kladdehæfte med vitser?” sukker han. ”Lad mig om at være den morsomme. Det ved jeg alt om. Det handler om timing, overraskelse, ’fingerspitzengefühl’. Pingpong


med tilskuerne. Alt det skal du slet ikke bryde dit kønne, lille hoved med.” ”Finger-hvad-for-noget-gefyld?” får Marie lige pippet, og så rabler Ib løs igen: ”Jeg er kunstner, forstår du. Kunstner med stort K og lille r. Og du, Marie, du er min forlængede arm. Bogstavelig talt rygraden i mit show. Vi to er som skabt for hinanden. Du er min hjerter dame, og jeg er din klør knægt. Hør, hvad om vi kalder dig miss Es? Esrum lyder som en sø fuld af hundestejler.” ”Miss Es?” Marie ser granskende på den. ”Ja, det er en brillant idé!” jubler Ib. ”Åh, det bliver skønt at optræde efter alle de år. Det klør helt i knasterne. Kom, vi må i gang med det samme. Nu går vi ned og laver en forestilling for din mor. Jeg er syg efter at komme i gang.” ”Glem det. Hun gider aldrig.” ”Vissevasse,” affejer Ib og vender hovedet mod døren. ”Fremad,” kommanderer han. ”Mod berømmelsens tinder.” ”Hvad for nogle tænder?” ”Mod døren, Marie,” sukker Ib. ”Mod mor.”


13. SHOW TIME

Moren ligger i sofaen med et tæppe over sig. Hun har tømt rødvinen og glor sløvt på et program om boligindretning, alt imens stuen omkring hende flyder med flyttekasser. ”Kan jeg ikke se det en anden aften?” forsøger hun først lidt dovent at undslå sig, men Marie insisterer. ”Nej, det skal være nu. Kom nu, mor. Det er den helt nye dukke. Og det er bare en lille forestilling.” Moren sukker og sætter sig op i sofaen, mens hun pakker tæppet tættere om sig. Heldigvis har hun stadig en smule dårlig samvittighed over Ziggyfadæsen, så hun lader sig overtale til at være tilskuer, om ikke andet så af pligt. Marie skubber flyttekasser til side og retter på en lampeskærm, så hun får skabt en lille, oplyst scene midt ude på gulvet. Hendes hjerte banker i spænding. Ib er selvfølgelig tavs. Hun har anbragt ham i en stol, hvor han sidder og smiler sit filursmil, men nu, hvor hun er klar, får hun anbragt ham på den ene arm og diskret lirket den anden ind i hans ryg. Hun får fingrene placeret på håndtagene og vender sig om mod publikum.


”Velkommen til den fantastiske miss Es og hendes fabelagtige dukke … Ib.” ”Miss Es?” spørger moren. ”Du mener vel missus?” ”Miss Es, blev der sagt! Og tilskuerne bedes klappe i. Især damen på første række,” ryger det ud af Ib. Marie gisper næsten, men moren bærer over med uforskammetheden, fordi hun tror, det er en del af showet. ”Nå, excuse me!” siger hun bare. Marie skynder sig at bukke og lader Ib gøre det samme. Moren klapper overdrevet som en ivrig tilskuer. Og så går showet i gang. Med Ib på armen begynder Marie at fortælle de vittigheder, hun har indøvet. Det er mest nogle, hun har fundet på vittighedssider på nettet, men de fungerer meget godt, når hun pingponger med dukken. Men så sker der noget: Dukken begynder langsomt at overtage showet. Den begynder at afbryde hende, så Marie nærmest ender med at blive tilskuer til sin egen optræden. Alle de jokes, hun har samlet og skrevet i sit hæfte, bliver fuldstændig fejet til side, og inden længe river Ib sine egne jokes af sig som et maskingevær. De fleste er temmelig dårlige, ’vandede’ vil Marie nok kalde dem, men moren holder masken og siger tilmed små grinelyde.


”Jeg kan se, De holder af et lille glas, frue. Selv nyder jeg kun træsprit, selvom det koster knaster.” ”Helt ærligt!” ryger det ud af Maries mund, for her synes hun, at Ib går over stregen. ”Sidst jeg indtog det stads, fik jeg en ordentlig kæp i øret. Sådan kan det gå. Ofte ved man ikke, om glasset er halvtomt eller halvfuldt, før man selv er det, hvis De forstår?” Ib drejer hovedet mod Maries mor, som har åbnet munden for at sige noget, men bliver afbrudt: ”Og nu vi taler om at være vissen. Mine ben er heller ikke, hvad de har været. Jeg blev født med træben. Upraktisk, når jorden brænder under en. Til gengæld har jeg barkede næver. Det er dog heller ikke problemløst. Sidst jeg gned mig på låret, gik der ild i mig. Så sig ikke, at jeg ikke brænder for mit publikum!” Ib kaster hovedet tilbage og ryster af lydløs latter som signal til, at publikum også skal grine. Marie sender sin mor et påklistret smil og forsøger at se ud, som om hun har styr på det. Morens før så velvillige smil er begyndt at falme, og nu ser hun næsten forundret ud. ”Sk… skal vi ikke tale om noget andet?” forsøger Marie stammende at komme tilbage i kampen. ”Kender du den om de to skeletter, der …?”


Ib afbryder straks: ”Ingen skeletvitser, tak. Dem er der for lidt kød på. Desuden minder de mig om bedemænd og begravelser. For øvrigt, frue, gift Dem aldrig med en bedemand. Han er kun ude efter Deres krop.” Moren snapper efter vejret. ”Bortset fra det så hader jeg at gå til begravelser,” fortsætter Ib uanfægtet sin talestrøm. ”Der er altid sådan en dårlig stemning.” ”Du … du går da ellers aldrig til begravelser,” pipper Marie for at få et ord indført. ”Nej, det er døden, siger jeg jo.” Ib lader mundspjældet stå vidt åbent, så tænderne bliver synlige. Marie ville ønske, hun kunne stoppe en klud i munden på ham, men henne i sofaen fniser hendes mor for første gang. ”Kunne De lide vitsen, frue?” siger Ib. ”Måske skulle vi optræde med den. Nå nej, det gør vi jo allerede.” Marie begynder at svede. Hun fornemmer stærkt, at tingene er ved at komme ud af kontrol. Hendes smil bliver mere og mere anstrengt. Faktisk ligner det efterhånden et rigtig sammenbidt bugtalersmil, men stemmen kommer ikke fra hende, selvom moren tror noget andet. Der er kun ét at gøre. Med et hurtigt ryk slipper hun snore og håndtag og trækker sin arm ud af dukken. Straks bliver Ib tavs og uvirksom som et eller andet, der


er blevet slukket for. Mundspjældet står halvt åbent, og øjnene stirrer stift mod loftet. Lettet bukker Marie for moren og bekendtgør, at forestillingen er forbi. Derpå skynder hun sig at få Ib anbragt i en stol. Hun føler sig helt slap i lemmerne, og det summer i hendes hoved.


14. PIZZA IGEN

”Hold da helt op,” udbryder moren tydeligt imponeret, da Marie er færdig. ”Du er godt nok blevet dygtig. Hvor får du det fra?” ”Hvad mener du?” Marie tager plads i sofaen og forsøger at virke naturlig, selvom alt i hende er i oprør. ”Alt det, du sagde. Hvordan finder du på det?” ”Jeg har øvet mig,” siger Marie, som stadig er helt befippet. De vittigheder, som hun lige har fyret af, var i hvert fald ikke nogen, som hun fandt på. Hendes egne vittigheder er helt anderledes. ”Jeg synes nu, det var lidt plat i starten,” siger moren. ”Alt det med alkohol. Synes du, jeg drikker?” ”Det … det er jo bare et show,” skynder Marie sig at forsvare sig, mens hun skæver til Ib, som sidder ubevægelig i stolen. Hun burde være glad, men har en mærkelig fornemmelse, for det er helt tydeligt, at Ib prøvede at køre sit eget show. Den lod hende kun lige få et ord indført for straks at ævle løs.


”Jeg må sige, at det var overbevisende. Jeg mener: dit ansigt! Du skulle have set dig selv. Du så helt overrasket ud. Det har du virkelig øvet dig på. Og din timing. Hold op, hvor er den dukke livagtig. Jeg fik næsten gåsehud.” Moren stryger sig ned over armen, inden hun lægger den om Marie. ”Men tak for showet i hvert fald. Wow, du er helt svedt.” Marie skubber en fugtig lok væk fra panden. Et brusebad var nok ikke af vejen. Hun har det, som om hun har haft en hård idrætstime. Men hun begynder også at se muligheder i det her. Den dukke kan virkelig noget. ”Det skal blive godt for dig at få nogle venner i din nye skole,” begynder moren ud af det blå og lader en hånd løbe gennem Maries hår. ”Du har været så meget alene på det sidste, men nu bliver alting bedre. Vi skal bare lige i orden, og jeg skal have en ordentlig rolle. Tom lovede en prøvefilmning til en sitcom.” ”Tror du, jeg kan blive rigtig bugtaler?” afbryder Marie for at tale om noget andet end morens karriereplaner. Moren tøver lidt og skæver hen til Ib, der sidder med sit lurendrejeransigt. ”Hvis du gerne vil optræde, så skal du måske hellere begynde med at melde dig ind i noget amatørteater. Det var sådan, jeg startede i sin tid.”


”Men jeg vil jo være bugtaler,” indvender Marie. ”Ikke skuespiller.” ”Men Marie, der er ingen fremtid i sådan noget.” Moren ligesom sukker: ”Bugtalere, det … det er sådan noget fra gamle dage. Gøgl! Du skal meget hellere satse på skuespil.” Marie bliver ked af det. Hun syntes, det var tarveligt sagt. Især når moren selv ved, at masser af skuespillere har svært ved at få arbejde. Man hører kun om de succesrige, som er med i film og tv-serier eller optræder på teatre. For mange andre er det en kamp. Og det gælder også for hendes mor. Men Marie forholder sig tavs for ikke at ødelægge stemningen. Hun ved, at hvis først moren føler sig såret, kan hun ævle i timevis om, hvor talentfuld hun selv er i forhold til alle de andre, som af en eller anden grund har mere held end hende. Og for det meste er det Marie, som må lægge ører til jeremiaderne. Heldigvis er moren ikke i det humør. Hun strækker sig bare og meddeler, at hun altså ikke orker at lave mad, og spørger, om de ikke bare kan bestille pizzaer. ”Igen?” udbryder Marie. ”Ja, jeg gider i hvert fald ikke stå og rode i køkkenet nu. Der er heller ikke sat lys op derude endnu. Nej, du, vi bestiller pizzaer.” Hendes mor har allerede samlet


mobilen op fra bordet. ”Skal du bare have en nummer syv, som du plejer?” ”Mor, nummer syv kan udmærket være en helt anden, end jeg plejer at få.” Men moren har allerede ringet op og er i gang med at bestille. ”Og vi vil gerne have dem leveret af ham den søde pizzadreng, som var her forleden,” siger hun i mobilen, mens hun blinker til Marie. ”Mor! Helt ærligt!” udbryder Marie og vifter afværgende med hænderne. Hun kunne myrde sin mor. ”Nå, han har fri i dag, okay, men bare sig til buddet, at det skal gå stærkt, for vi er skrupsultne.” Marie beslutter sig for at få Ib bragt ud af stuen. Der er lige nogle ting, som hun og han må have afklaret. Hun får anbragt armen i hans ryg og spæner ovenpå. ”Gøgl! Var det det, kvinden sagde?” fnyser han opbragt, da de er tilbage på værelset. ”Gøgl! Efter det show?” Marie er nødt til at tysse på ham. ”De vittigheder var dødsjove!” fortsætter Ib fornærmet. ”Og hvad sagde hun ellers? Ingen fremtid. Fornærmende. Hun kan selv have ingen fremtid.” ”Ja ja, hun ved jo heller ikke, at du kan tale.” Ib lader sig ikke formilde. ”Kvinden var jo pløret!” fnyser han.


”Hov, du, tal pænt. Min mor kan godt lide et glas rødvin, men hun var ikke fuld. Hun drikker ikke. Er det forstået?” ”Pardon! Men hør, Marie, hvornår er det, at du skal begynde på den der skole, hun talte om?” ”Jeg kan ikke se, hvad det vedkommer dig. Efter ferien selvfølgelig. Hvorfor?” ”Fint, så har vi tid til at øve. Dine nye klassekammerater vil flække af grin over mine jokes.” ”Dine jokes? Jeg tror ikke, de vil synes, at vittigheder om træsprit og begravelser er særlig sjove. Desuden hørte du jo, hvad min mor sagde. At jeg skulle melde mig til teater.” ”Amatørteater sagde hun!” Ib fnyser. ”Det er jo for amatører. Det show, vi laver, bliver topproft.” ”Men nu skal jeg lige begynde først, ikke? Og hvis vi … hvis jeg gør det, så skal du altså samarbejde, Ib. Det er mig, der styrer. Mine jokes. Husk det. Jeg gider ikke, at du bare stjæler showet som her i aften.” ”Sorry, det løb af med mig,” siger Ib. ”Jeg har ikke haft et publikum i hundrede år.” ”Og du får lov at vente i yderligere hundrede, hvis du ikke arter dig,” forsikrer Marie.


”Klart,” siger Ib og nikker fromt. ”Marie Esrum styrer. Miss Es styrer for vildt! Hun har Ib i sin hule hånd.” ”Ja,” nikker Marie. ”Og den hule hånd bliver trukket ud af din hule ryg, hvis du skejer ud igen. Og så er det game over og tilbage til loppemarkedet.” ”Ja ja, jeg har forstået,” mumler Ib og skutter sig. ”Det er feset ind.” Marie betragter sig selv i det ovale spejl. Hun skal vise sin mor, at der er fremtid i bugtaleri, tænker hun trodsigt. Hvis man altid lytter til andres meninger om, hvad der er bedst for en, er der jo aldrig nogen, som vover noget.


15. SORT PELS

Der er stille i huset. Hendes mor sover længe. Marie bliver også liggende i sengen. Hun forsøger at ringe til Rosa, som ikke svarer. Så skriver hun et par beskeder. Savner dig! Hun er stadig mæt efter pizzaen i går. Ib sidder på en papkasse lige ved siden af sengen. Det er fristende at række ud og tage ham på armen, men Ziggy ligger fuldstændig udstrakt hen over dynen og ser så cute ud, at hun ikke nænner at forstyrre den. Jeg har fået en bugtalerdukker, vil hun fortælle Rosa, når de snakkes ved. Vi fandt ham … den på et loppemarked. Det er sådan en rigtig antik en, helt slidt, du ved. Og Rosa, ved du, hvad den kan? Åh, hvor hun savner hende. Hun famler mobilen frem igen og sender i stedet et par emojis: hjerter og tåresmileys. Hun ligger lidt og nyder varmen fra den sovende kat. Så ringer det på døren. Ziggy løfter hovedet med et ryk og er straks lysvågen, udstøder tilmed en lav, truende


knurren. Ziggy er den eneste kat, hun kender, som knurrer, når der kommer uventede lyde. Marie kravler ud af sengen og går ned for at åbne. Hun ved, at ikke engang et tordenskrald vil kunne vække moren. Ikke med al den rødvin, hun nåede at hælde i sig i går. Foran hoveddøren står en slikket type iført en enorm pelsfrakke. Han har smalt overskæg og pomadiseret hår og holder sin hat mod brystet. Han ligner lidt en dørsælger. I hvert fald står der en slidt kuffert ved siden af ham. Han sender Marie det største tandsmil, da hun åbner. Hun spekulerer til gengæld på, hvilket stakkels dyr der har lagt pels til. Måske en bjørn eller en sort panter. Hun synes, folk i pels er idioter. Det burde være forbudt at slå dyr ihjel for at tage deres skind på til pynt. ”Vi skal ikke have noget,” siger hun. ”Vent, lille frøken!” Manden skynder sig at bukke. ”Jeg kommer ikke for at sælge noget, men tværtimod for at købe.” ”Købe?” Marie rynker brynene. Manden nikker ivrigt. ”Træffer det sig så heldigt, at det er her, den berømte skuespille-rinde fru Ingelise Gabel har slået sig ned?”


”Øh,” er det eneste, som Marie kan finde ud af at svare til det. ”Det tager jeg som et ja. Så må du være hendes smukke datter. Den kommende star!” Manden bukker igen og siger et eller andet med, at hun har de mest bedårende øjne. ”Jeg henter lige min mor,” siger Marie uden at tage blikket fra ham, for han er virkelig en type. ”Nej, nej, nej.” Manden vifter afværgende med hænderne. ”Det er ingenlunde din mor, som jeg vil tale med. Det er dig.” ”Mig?” ”Ja, ser du, der er sket en forfærdelig misforståelse.” Marie rynker brynene og manden nikker og haler en avis op fra frakkelommen. Det ser ud til at være den lokale ugeavis. ”Jeg kommer angående … ja … den her.” Han har foldet avisen, så forsiden viser en artikel med et billede under. Det er taget på loppemarkedet, som de besøgte. På billedet ser man hendes mor stå med en stabel duge i favnen. Hun har solbriller på. Ved siden af kan Marie se sig selv. Hun står og holder bugtalerdukken og ser ret forelsket ud. Det er ikke noget professionelt bille-


de. Sikkert et taget med en mobil. Under billedet er der tekst. Marie læser: Stjernebesøg på loppemarkedet i Vedsted Skuespiller Ingelise Gabel kendt fra tv, ikke mindst for rollen som hårdtslående buschauffør i krimiserien Sidste stop, besøgte i weekenden loppemarkedet i Vedsted, hvor det blandt andet blev til en yndig dukke til datteren samt nogle fine, broderede duge. Eva Trane, som handlede med skuespillerinden, udtalte, at fru Gabel opførte sig helt almindeligt og optrådte naturligt. Vi gætter på, at dugene kommer til gavn og glæde i skuespillerhjemmet.

Skuespillerhjemmet! Marie kan næsten ikke lade være med at smile. De skulle lige se, hvordan der ser ud inde i huset i disse dage. Manden rømmer sig lavt. ”Det er dukken,” siger han og peger. ”Ja, og?” siger Marie og ser spørgende på ham. Han haler et visitkort frem og rækker hende det. Hr. Node, læser hun. Trylle- og tusindkunstner. ”Der er desværre sket en fejl,” siger han med ansigtet lagt i triste folder. ”En fejl?” Han nikker, mens han drejer hatten mellem hænderne.


”Ja,” sukker han. ”Ser du, dukken, som I købte, er min. Jeg mistede ham under en turné. Men nu ser jeg ham så pludselig i avisen og forstår, at han er dukket op på et loppemarked, hvor I ved et uheld er kommet i besiddelse af ham.” ”Er det din dukke?” ”Den fineste i min samling,” nikker manden og laver de sygeste hundeøjne. ”Jeg har søgt land og rige rundt for at finde ham igen og var ved at opgive håbet. Men til alt held så jeg i avisen, at I havde fundet ham, og så på et loppemarked! Det er jo mageløst. Jeg vil naturligvis udbetale findeløn.” Han fisker en krøllet seddel frem og vifter med den. ”Jeg er kun en fattig gøgler, så dette er, hvad jeg kan tilbyde. Men jeg er dig evig taknemmelig, lille dame. Den dukke betyder alt for mig.” ”Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle sælge dukken. Jeg har jo købt og betalt den,” siger Marie. ”Åh,” vrisser manden, og hans øjne glimter et øjeblik koldt. ”At jeg skal finde mig i det her. Stå og forhandle om min egen dukke.” Han hiver en ny seddel op. ”Godt to hundrede så, men det er også mit sidste bud.” ”Hvem siger, at det overhovedet er din?” ”Det er det,” hævder han og slår ud mod avisen. ”Skulle jeg ikke kunne kende min egen dukke? Men godt, siden


det åbenbart skal være på den måde, så må jeg jo tilbyde at købe den tilbage.” ”Købe dukken tilbage?” ”Ja, sådan en køn pige kunne vel godt bruge lidt penge?” Han sender hende et smil, som dog ikke er helt så venligt som før, men mere får ham til at se ud, som om han viser tænder. ”Til kosmetik og den slags. Jeg vil tilbyde dig hele tre hundrede kroner.” ”Dukken er ikke til salg,” oplyser Marie. ”Men når det nu er min!” himler manden op, som om Marie er et håbløst barn, man skal forklare alting. ”Ja, det kan enhver jo k-komme og sige,” siger Marie. ”Men nu-nu er det altså min. Vi har k-købt den.” ”Lad mig i det mindste se den,” forlanger manden. ”Hent den, så jeg kan forsikre mig, at den er o.k.” Men det skal Marie ikke nyde noget af. Hun stoler ikke på fyren over en dørtærskel. Folk i pels kan finde på hvad som helst. Og ham her ligner en rigtig snydepels. ”Jeg har den ikke her. Den er til, øh, s-sendt til reparation,” lyver hun. ”Noget med øj-øj-øjet.” ”Såh? Hvor?” Manden kniber et af sine egne øjne sammen og bøjer sig frem, så hans ansigt kommer rigtig tæt på hendes. Hans ånde lugter som noget, en hund har rullet sig i.


”På et værksted selvfølgelig,” siger Marie hurtigt. ”Jeg kender alle dukkeværksteder i landet. Og dem har jeg allerede været hos. Lyv ikke for mig.” Marie gør mine til at lukke døren. ”Vent!” udbryder manden og får lige sin fod sat i klemme i dørsprækken. ”Jeg kan skaffe dig en anden dukke mage til. En helt ny. Er du i øvrigt ikke for stor til at lege med dukker? Vil du ikke hellere have en … en pony? Jeg … jeg kan skaffe dig den sødeste lille pony.” Okay, han lyver, tænker Marie. Så kan hun vel også. Og ingen lyver hurtigere end Marie, især når hun er nødt til det. Hun sender ham et selvsikkert og trodsigt blik. ”Jeg har allerede en pony.” Manden stønner og klasker opgivende en hånd i panden på sig selv. Så griber han i frakkelommen. Et øjeblik bliver hun bange for, at han vil hive en skyder frem. Eller en kniv. Men da hånden kommer frem, er det uden et våben. I stedet breder han en vifte af pengesedler ud foran hendes øjne. Marie snapper efter vejret. Det er hundredlapper alle sammen. Helt nye og glatte. ”En tusse, tøsebarn. Det er mit sidste bud, og så holder du op med at gøre dig kostbar og henter den dukke!” Penge taler sit tydelige sprog, siges det. Og de her siger: Tag os! Men Marie er ligeglad. Hun sælger ikke sin


sjæl for nogle sedler. Og jo mere hun tænker over det, jo mere synes hun, at Ib er en del af hende selv. Manden, som kalder sig hr. Node, ser ud til at kunne læse hendes tanker, for han ser vred ud. Vred og forbitret. ”Tyv! Hæler! Jeg melder dig til politiet. Bare vent.” Han tager fat i armen på hende. ”Ingen skal slippe fra at stjæle dukker fra mig.” ”Slip mig!” siger Marie og forsøger at vriste sig fri. ”Giv så slip!” ”Så hent dukken,” kommanderer han. ”Hvad sker der?” lyder en stemme. Ude på vejen holder Marko på sin pizzaknallert. Marie har sjældent følt sig så lettet. Manden slipper Marie og ser sig over skulderen, mens han skærer en grimasse. Ærgerlig over, at der er vidner. ”Jeg kommer tilbage,” lover han hende med lav og truende stemme. ”Du kan stole på, at jeg kommer tilbage. Ingen skal stjæle fra mig.” ”Jeg har ikke stjålet noget,” svarer Marie sammenbidt, men manden letter bare på hatten og sender hende det mest falske fupsmil, sikkert mest til ære for pizzabuddet. Men Marie kender den slags smil. Det siger: Bare vent, min fine ven! Så hanker han op i sin slidte kuffert og fjerner sig ned ad havegangen.


”Jamen så fortsat god dag, lille frøken … og på snarligt gensyn,” lyder hans afskedssalut. ”Hvem var det?” spørger Marko lidt efter, da han har fået hevet knallerten op på støttebenet og er kommet hen til hende. ”Han så da rimelig muggen ud.” Marie har ikke lige lyst til at indvie Marko i diskussionen om dukken, så hun strikker hurtigt en forklaring sammen. Hun fortæller, at hr. Node er en impresario, som skal engagere hende til et show. ”Impre-hvad for noget?” spørger Marko. ”Min manager,” retter Marie. ”Han sørger for, at jeg kommer ud at optræde og sådan. Du ved, i shows.” ”Shows?” Marko fatter stadig ingenting. ”Er du en berømthed?” ”Ja, jeg optræder lidt,” fortsætter Marie, nu hun er i gang med at digte. Marko bliver tydeligvis imponeret. ”Sejt, så er du lidt ligesom din mor, skuespiller?” Han nikker mod lokalavisen, som Marie stadig står med. Han har åbenbart også læst artiklen. Hun trækker beskedent på skuldrene. ”Ja, på en måde. Jeg optræder bare med dukker. Eller en dukke.” Der kommer en lille trækning i Markos ene mundvig. ”En dukke?”


”Ja, altså en bugtalerdukke!” præciserer hun hurtigt. ”Det er mest sådan for at strække lommepengene.” ”Så du er bugtaler?” kommer det overrasket, og Marie håber ikke, at Marko vil spørge, om hun vil give et nummer. Men måske synes han, at det lyder lidt nørdet. I stedet spørger han: ”Hvorfor så han så så vred ud, ham din … manager?” ”Åh, det er honoraret. Vi skændtes lidt om, hvor meget jeg skal have. Han synes, jeg strammer den.” Marie får det til at lyde, som om hun har haft masser af den slags diskussioner med sin manager. Marko står og ser lidt tankefuld ud. ”Jeg har engang set en skideklam film om en bugtalerdukke, som var levende,” siger han. ”Chucky,” nikker Marie som tegn på, at hun kender filmen, men ikke gider stå og ævle om gamle gysere. Hun skynder sig at spørge, om Marko er ude med pizzaer. Han nikker. ”Jeg var lige i nabolaget, og så kom jeg i tanke om, at bossen sagde, at I ville have mig til at levere pizzaer i aftes.” ”Det var bare min mor, som er åndssvag,” siger Marie og mærker til sin irritation, at hun rødmer.


”Var de så gode, selvom det ikke var mig, som kom med dem?” Markos stemme lyder lidt drillende. ”De var o.k.” Marie skæver ud mod vejen, lettet over, at manden i pelsen er forduftet. ”Så din mor er altså den Ingelise Gabel?” skal Marko lige have opklaret endnu en gang. ”Og nu bor I her i byen? Og køber pizzaer hos os. Det er god reklame. Jeg skulle sige fra min chef, at I bare kan ringe når som helst. I får procenter.” Marie nikker. ”Vi vil gerne trække os lidt tilbage. Min mor øver på en svær rolle, og i byen var der aldrig ro. Du ved, hele tiden fans, som bankede på og ville have autografer.” Hun udstøder et håbløst suk og ser på Marko med et du-kender-det-sikkert-blik. ”Så skal du måske også være skuespiller?” spørger han. Og så er det, at Marie kommer til at lyve lidt mere og fortæller Marko, at hun snart skal medvirke i et tv-program, som hedder Kendt for Talent. ”Men det er tophemmeligt, så sig det ikke til nogen.” Marko sluger hendes historie råt og bliver mere og mere imponeret. ”Skal du så optræde med bugtaling eller ...?” spørger han. ”Det er hemmeligt. Min manager vil helst ikke have, jeg taler om det,” siger Marie.


”Nej, det er klart. Hvornår bliver det sendt?” ”Ja, først til foråret engang.” ”Cool, så bliver du nok endnu mere kendt. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om en pigebugtaler.” Marie trækker bagatelliserende på skuldrene. ”Min mor har heldigvis lært mig, hvordan man tackler den slags. Vi vil jo helst bare være naturlige i … i andre menneskers selskab.” ”Må jeg få din autograf? Nej, vent …” Marko haler en mobil frem. ”Hellere et billede med dig.” ”Nej, stop!” Marie vifter afværgende med hænderne. ”Helt ærligt, jeg gider ikke. Jeg ligner en trold. En anden gang.” Marko ser lidt skuffet ud, men stikker mobilen i lommen. Så tager han avisen fra hende, river et stykke af bagsiden og stikker hende en kuglepen. ”O.k., men en krusedulle så,” siger han og anbringer papiret på sit lår. Marie skriver rødmende sit navn. Hun gør sig umage for at skrive så pænt som muligt. Den fineste sløjfeskrift. Det er da det mindste, hun kan gøre, nu hun lige har fyldt Marko med løgn. Hun kan mærke varmen fra hans lår mod sine fingerspidser, da hun skriver, og skynder sig at blive færdig.


”Tak, så gi’r jeg en pizza, næste gang vi ses.” Han folder papiret sammen og stikker det i lommen. Marie står tilbage og ser ham stige på knallerten, og lidt efter er han forsvundet. Hun ærgrer sig over sig selv. Hvorfor skal hun altid sige sådan noget, som ikke passer? tænker hun og bider sig i læben. Hvorfor prøver hun hele tiden at gøre sig interessant ved at lyve? Det bliver så indviklet at hitte rede i. Sandheden er nem nok at huske, men løgnen kræver, at man har en god hukommelse. Det er også, fordi den skide Node dukkede op og var truende. Hvorfor skulle hun også bilde Marko ind, at idioten var hendes manager. Totalt torskedumt. Hun lukker døren og låser efter sig. Og så går hun om til bagdøren og gør det samme. Bare for en sikkerheds skyld. Fra nu af må hun være forsigtig.


16. HYGGE OG RÆDSEL

Ib og Ziggy sidder sammen på sengen. Eller rettere Ib sidder ret op og ned, mens Ziggy ligger henslængt hen over dukkens ben og spinder højt med lukkede øjne. Katten har allerede fældet hår over Ibs tøj. ”Altså helt ærligt, Ziggy!” himler Marie op. ”Skrid væk derfra! Du sviner den helt til.” Hun flytter katten væk og tager dukken op på armen og børster den af. Imens gør Ziggy sig dovenlækker og indretter sig midt på dynen, stadig spindende som en lille motor. Ib vågner straks til live. ”Det var på tide. Det fede dyr tror, den kan bruge mig som hovedpude. Se nu mit tøj. Skandale!” ”Rolig nu,” siger Marie og børster de værste hår væk. ”Hør, Ib. Der var en fyr, som var interesseret i dig.” Marie kan næsten føle dukken stivne. ”En … fyr? Hvad mener du med en fyr? Hvordan så han ud?” ”Med overskæg og slikhår. Jeg troede, at han var sådan en, som går fra dør til dør og sælger ting, men han var ude efter dig. Han havde en ordentlig vinterpels på.”


Ibs øjne bliver helt opspilede. ”Du sagde ikke, at jeg var her, vel? Du sagde ikke noget, Marie?” ”Helt ærligt, der er et billede af os i avisen. Nogen har taget et foto af os ude på loppemarkedet. Hele byen ved, at min mor har slået sig ned her.” ”For fanden! Er vi også i bladene?” Ibs mund klapper helt op. Marie viser ham ugeavisen. Han læner sig frem, så hans næse næsten rører papiret. ”Skrig! Hvilken kalamitet, hvilken katastrofe!” ”En katte-hvad?” blander en fremmed stemme sig. Marie kigger forvirret rundt. ”Hvad var det?” ”Det er bare hårbollen der,” lyder det fra dukken på hendes arm. Ib drejer sit dukkehoved og tysser på katten. ”Stille, pelsdyr!” Ziggy sender ham et ligegyldigt blik og vifter lidt med det ene øre; så lukker den øjnene. Nu er det Maries mund, som åbner sig i vantro. Hun hørte godt nok Ziggy udstøde en af sine knurrende miav-lyde, men stemmen kom ligesom oveni, som om den kom fra selve kattens mund. Hun glipper med øjnene og synker. ”Var det dig, der sagde noget?” kvækker hun.


”Hvem ellers?” svarer Ziggy, igen med en lille, kælen knurrelyd. Marie undertrykker et gisp. Hun kan forstå, hvad den siger. Hun er kattehvisker! Ziggy maser sit hoved ind under hendes hånd som tegn på, at han gerne vil nusses bag ørerne. Og spinder højt og indsmigrende bare ved tanken. ”Klø på, min pige,” smisker den. ”Det er vildt nice. Også lidt under hagen, tak.” Den lukker øjnene og løfter hagen frem med alle tegn på nydelse. Marie fatter stadig ikke, hvordan det her går til. Først dukken og nu katten. Ib virker til gengæld utilfreds. ”Så, lad nu det dyr være. Vi ender med at få hår over det hele. Find hellere et skjulested til os.” ”Undskyld, at jeg talte hårdt til dig før,” hvisker Marie, som et øjeblik kun kan rumme, at hun kan forstå sin kat. ”Fra nu af skal jeg være så sød ved dig, lille Ziggy-mus.” ”Mus! Må jeg være fri!” knurrer dens stemme med fuld vibrato, men den nyder kæleturen for meget til at lyde rigtig fornærmet. ”Sig noget mere,” beder Marie. På hendes anden arm sukker Ib højt og ryster på hovedet. ”Lad være med at forkæle den kat. Og sluk for dens motor. Det hele ryster.”


”Sådan er det bare,” siger Ziggy vigtigt og løfter hagen og lukker øjnene. ”Mmmhhhrrrr, lækkert!” Ib vender hovedet bort med et fornærmet fnys. ”Det er for vildt,” udbryder Marie med et kæmpesmil. ”Min kat kan tale.” ”Og nu vi taler om katte,” indskyder Ib. ”Så kan vi måske fortsætte, hvor vi slap? Den der fyr, Marie, hans sorte pels er faktisk lavet af katteskind.” ”Katteskind?” gyser Marie, og Ziggy holder op med at spinde og spærrer sine gule øjne op. Ib nikker. ”Ikke at man ikke forstår hans tøjsmag, men fyren er skruppelløs. Hvis han finder mig, er det ude med mig. Så er jeg leveret.” ”Han kommer ikke herind. Det kunne han ikke finde på.” ”Du kender ham ikke. Hr. Node kan finde på hvad som helst. Åh, Marie, pas på mig. Du må skjule mig.” ”Rolig, jeg har allerede låst alle dørene, men du har ret … ifølge sit visitkort kaldte han sig hr. Node.” ”Bandsat! Vi må skiftes til at holde udkig. Vi må lave et vagtværn.” ”Et vagtværn, hvordan et vagtværn?” ”Du og jeg må skiftes til at holde udkig. Og måske dovendyret der. Den kommer vel omkring i nabolaget, når den er ude at strejfe, og kan dermed gøre lidt nytte.”


”Ja, for du kommer næppe langt omkring på de slatne træben der,” giver Ziggy igen. ”Træben? Hvor vover …” Ib virrer fortørnet med hovedet. ”Slå den,” råber han hidsigt. ”Marie. Stik den en på snuden.” ”Vel vil jeg da ej,” protesterer hun. ”Den er fræk og flabet, og så fælder den over det hele. Kunne du ikke bare have en hund i stedet for. Hunde kan i det mindste holde vagt. Og bide, hvis hr. Node vover sig herind.” ”Jeg kan fælde ham,” siger Ziggy. ”Det eneste, du kan fælde, er hår.” Ib bøjer hovedet og ser ned på sine ben. ”Se, jeg er sovset ind. Afskyeligt!” ”Hold så op, I to,” blander Marie sig. ”Nu skal I ikke skændes. Vi må lægge en plan.” ”Det er nerverne,” stønner Ib. ”De sidder på højkant nu. Jeg er ikke mig selv …” De bliver afbrudt af morens stemme. Hun er åbenbart vågnet, for nu hører man hendes skridt udenfor. ”Ssh!” hvisker Marie formanende, og både Ib og katten ser hen mod døren. Ib synker sammen og bliver stiv og leddeløs på samme tid. Ziggy vælter om på siden og giver sig til at slikke sin forpote.


Et øjeblik efter står moren i døren i joggingbukser og sin sove-T-shirt. Hun har åbenbart været ude og tømme postkassen, for hun står med nogle reklamer og lokalavisen. Hun holder avisen frem, så Marie kan se. ”Det måtte jo ske,” siger hun.


17. JOK I SPINATEN

Lidt senere sidder de ved morgenbordet. Moren har lavet et højt glas tomatjuice med stilke af bladselleri stikkende op, som hun nipper til, mens hun er fordybet i lokalavisen. Hun lægger ikke mærke til, at Marie er ekstraordinært stille og tankefuld, mens hun indtager sin mysli. Marie overvejer at fortælle om den skumle hr. Node. Trods alt truede han hende. Han truede også med at melde hende til politiet og kaldte hende både tyv og hæler. Faktisk tror hun, at hun kunne bringe ham selv godt og grundigt i fedtefadet. Men alt det med Ziggy har virkelig vendt op og ned på det hele, så hun siger ikke noget. ”Ja ja,” sukker moren. ”Selvfølgelig gik der ikke lang tid, før de opdagede, at vi har slået os ned i byen.” Med ’de’ mener moren resten af egnens befolkning, og med ’vi’ mener hun først og fremmest sig selv. Et lille, veltilfreds smil kruser hendes mundvig. ”Snart ringer gud og hvermand og vil have interviews og lave boligreportager. Vi må se at få huset til at ligne et hjem.”


”Nu?” udbryder Marie. ”Ja, eller i hvert fald i dag. Det skal ikke hedde sig, at Ingelise Gabel bor i flyttekasser og rod.” Marie synes, at hendes mor har fået storhedsvanvid, for så kendt er hun altså heller ikke. Bortset fra rollen som detektiv slash buschauffør er det mest de der Do-Wop-kiksereklamer, hun er kendt for, hvor hun giver den som en blondinedum bimbo, som vasker en bærbar computer i en balje sæbevand for at rengøre tastaturet, fylder benzin ind gennem bagruden på en bil eller tørrer en våd puddelhund i en mikroovn. I slutningen af hver reklame udbryder hun den samme replik: Det var vist en rigtig kikser! – mens hun holder sig for munden på en skabagtig og klichéagtig måde, hvorpå speakerstemmen kommer ind over og siger: Snup en Do-Wop, hvis der går knas i det. Do-Wop, en kikser med krummer i. Folk elsker de reklamer, og sætningen er blevet sådan en slags mundheld, som alle går rundt og siger. Det var vist en rigtig kikser! lyder det, når et eller andet er gået galt. Selv en af flyttemændene sagde det den anden dag. ”Jeg tror, jeg er kattehvisker,” siger Marie. Det kommer bare ud af det blå.


”Kattehvisker?” Moren ser på hende op over avisen. En smule forvirret over at blive afbrudt i sine tanker om at være en kendis i lillebyen. ”Det er, som om jeg kan forstå, hvad Ziggy siger. Altså høre dens stemme inde i hovedet.” ”Man har hørt om hestehviskere,” siger hendes mor og tager en slurk af sin tomatdrink. ”Men jeg tror ærlig talt, at katte er for dumme til, at man kan tale med dem. Og jeg tror helt sikkert, Ziggy er for dum. Men o.k., hvad siger den?” ”Det er sådan forskelligt.” Marie trækker på skuldrene. Det er lidt svært at uddybe. Og dybest set kan hun godt selv høre, hvor skørt det lyder. Hun spekulerer på, om en kat virkelig er dummere end en hest. Hunde er kloge, ved hun, og aber og delfiner. Og blæksprutter er vist endda temmelig smarte, men hvor kloge er katte? ”Nå, men så bed den om at lade være med at hvæsse kløer i møblerne,” siger moren, og det er tydeligt, at hun ikke tager Marie alvorligt. Marie sender hende et køligt blik og skovler en skefuld mysli i munden. Det er strengt at tale sådan om Ziggy. ”Din fantasi fejler i hvert fald ikke noget,” siger moren, men glatter så lidt ud og foreslår, at Marie i stedet skulle kalde det kommunikere, for det tror hun, at Marie kan,


kommunikere. Hun har altid haft en god forståelse for dyr. Det sidste siger hun tydeligvis mest for at bede om godt vejr, fordi hun kan mærke, at hun igen har jokket i spinaten. Men Marie lader sig ikke formilde, og nu har hun i hvert fald ikke tænkt sig at fortælle, at hun også kan tale – eller kommunikere – med sin nye dukke. Bare på en helt anden måde. Den eneste, hun ikke kan kommunikere med her i huset, er åbenbart hendes mor. Moren bladrer uengageret videre igennem avisen, indtil noget fanger hendes øjne. ”Ej, se,” udbryder hun, da hun når til siderne med boligannoncer. ”Der er huset inde ved siden af. Tre komma fem! For den gamle kasse!” Hun viser Marie salgsannoncen. Der er et billede af huset udefra. Og et par interiørfotos, hvor man kan se rummene indvendigt. Billederne er taget en dejlig sommerdag, hvor alt står i fuldt flor og alt er lyst og indbydende. Men der er ikke noget billede af gyngehesten i havestuen. Håndværkertilbud, står der ved siden af prisen. ”Hvad betyder det?” spørger Marie. ”At det er noget gammelt bras, hvor alt skal moderniseres for en formue, inden man overhovedet kan bo i det.”


”Der har boet en gammel dame i det,” siger Marie. ”Hvor ved du det fra? Er det noget, som Ziggy har sagt?” Moren sender hende et drillende blik, men Marie ignorerer det. ”Nej, det ved jeg bare. Nu er der et spøgelse derinde. En lille pige på en gyngehest. Hun vil gerne lege med mig.” Morens smil falmer lidt. ”Nej, nu synes jeg, at du er skummel, Marie. Hvorfor siger du sådan noget? Nu havde vi det lige så hyggeligt.” Marie trækker på skuldrene og siger ikke mere. Hvad skulle hun også sige? Der var i hvert fald en, som havde sprøjtet parfume på Ziggy den anden dag. Moren ryster på hovedet og sukker. Derpå bladrer hun resten af avisen igennem for at se, om der står mere om besøget på loppemarkedet, men det gør der ikke. Kun alt det sædvanlige, som man finder i lokalaviser: boligannoncer, reklamer og lidt lokalstof. Hun falder dog over en lille rubrik, som hedder ’Krimistof’, og læser den højt, mens hun smiler muntert. Det er mildt sagt ikke hård kriminalitet, den skriver om, kan Marie godt høre. Mest cykler, som er stjålet, og en havelåge, som har været udsat for hærværk. Og så er der spildt en bøtte maling på torvet.


”Vi er havnet i en lovløs by,” griner moren. ”Mor, hvad er en hæler?” ”En hæler?” Moren tager en slurk tomatjuice og tænker sig om et øjeblik. ”Det er sådan en, som køber stjålne ting. Altså hvis nogen stjæler en computer eller en mobil og derefter prøver at sælge den for at tjene penge, og man så køber den af tyven, så er det hæleri.” ”Kan man så være hæler uden at vide det?” ”Det … tjo, det kan man vel i princippet godt. Hvorfor spørger du om det?” ”Fordi vi jo købte Ib.” ”Ib?” ”Bugtalerdukken. Vi købte den på det der marked, men måske var den stjålet.” ”Hvorfor skulle den være stjålet? Det er jo bare en gammel dukke. Sådan nogle havner vel på loppemarkeder før eller siden.” ”Derfor kan den vel godt være stjålet. Og så er vi jo på en måde hælere.” ”Det var bare noget gammelt bras,” ryger det ud af moren. ”Den slags finder man på alle loppemarkeder.” Maries øjne bliver sorte. Nu har hendes mor snart jokket i alle de spinatbede, hun kan. Fornærmet Ziggy og Marie og nu også Ib.


”Gammelt bras!” Marie skubber tallerkenen væk og rejser sig, så stolen næsten er ved at vælte. ”Du er fandeme så dum i hovedet,” råber hun. ”Du kan selv være gammelt bras.” Moren ser forbavset ud. Hendes sædvanlige og uforstående hvad-har-jeg-nu-gjort-mine kendt fra kiksereklamerne. Hun skal lige til at sige noget, men klapper klogelig i. Marie marcherer ud af køkkenet og tramper op ad trappen til første sal. ”Slap dog af. Jeg mente det ikke på den måde,” råber moren efter hende, men det eneste svar, hun får, er braget, da Marie smækker døren i til sit værelse. Det var vist en rigtig kikser!


18. LUSKEBUKS

Moren holder lav profil de næste par timer. Marie kan høre hende bakse rundt med møbler og kasser nede i stuen, men hun spørger ikke, om Marie gider hjælpe. Det gør hun klogt i, for Marie er stadig godt sur på hende over hendes opførsel ved morgenbordet. På et tidspunkt hører hun et eller andet gå i stykker dernede og moren, som udbryder et ærgerligt fandens! Marie synes, det er fryd. Men da der lidt efter lyder et ”Helt ærligt, Marie, kommer du ikke ned og hjælper? Jeg har jo sagt undskyld,” forbarmer hun sig over hende. Man skal ikke lade solen gå ned over sin vrede, sagde fru Holm altid, hvilket betød noget i retning af, at man ikke skal blive ved med at være sur i dagevis, og det er også lidt kedeligt at være uvenner. Med et suk rejser hun sig og går nedenunder. Ziggy gider alligevel ikke tale, fordi den skal sove til formiddag, og Ib vrøvler bare om flugtveje og nødplaner, hver gang hun tager ham op på armen, og er ikke til at få et fornuftigt ord ud af.


Stuen er kommet til at se helt hyggelig ud. Moren har fået møblerne stillet på plads, og mængden af fyldte flyttekasser er skrumpet ind. Der ligger stabler af bøger klar til at blive sat i reolen, og nogle store filmplakater i ramme står lænet op ad væggen. ”Jeg smadrede en vase,” siger moren. Hun er ved at sætte en grøn plante i vindueskarmen. Ved siden af står en skulptur i ler, som Marie engang har lavet i formning. ”Det er straffen,” siger Marie og nupper en stak bøger for at stille dem ind i reolen. ”For hvad?” udbryder moren. ”Fordi du var så tarvelig og sagde, at Ib var noget gammelt bras. Og at Ziggy var dum.” ”Ja, okay, sorry!” siger moren og sukker. ”Er jeg så tilgivet?” ”Måske,” siger Marie på en måde, som antyder, at hun lige må tænke over det. Så bliver moren pludselig optaget af et eller andet udenfor og kigger nysgerrigt ud gennem vinduet. ”Gud, der er ham der igen,” udbryder hun og læner sig frem. ”Kom og se, Marie.” ”Hvem ’ham der’?” spørger Marie og ser hen mod vinduet.


”En type,” siger moren ivrigt og vinker hende til sig. ”Det må være en, som bor på vejen. I pelsfrakke!” Marie er lige ved at tabe bøgerne. Med stablen i hænderne skynder hun sig hen til vinduet. Hun stiller sig dog lidt tilbagetrukket, så hun ikke bliver alt for synlig ude fra vejen. Hun er lige ved at udstøde et gisp, da hun ser, hvad moren har fået øje på, for derude kan hun se hr. Node gå forbi. Han går på det modsatte fortov, langsomt og ligesom tilfældigt, som en, der venter på en taxa. Af og til skæver han i deres retning. ”Se lige en festoriginal,” smiler moren. ”Det er mindst fjerde gang, han går forbi. Og dyrk lige den pels. Mon det er zobel?” Kattepels, har Marie lyst til at oplyse, men gør det ikke. Hendes hjerte banker hårdt, og hun mærker sin mave snøre sig sammen. Hr. Node har ikke givet op. Han er vendt tilbage, og der er ingen tvivl om, hvad han er ude på. ”Måske er han sælger,” tænker moren højt. ”Han ligner en gammeldags dørsælger med den kuffert. Jeg håber virkelig ikke, han kommer herind og prøver at prakke os et eller andet på.” Det håber Marie så sandelig heller ikke.


”Eller måske er det en fan,” funderer moren videre. ”Måske vil han bare have en autograf, men tør ikke komme herind. Synes du, jeg skal forbarme mig og gå ud til ham?” ”Nej!” siger Marie hurtigt, for det synes hun bestemt ikke. ”Men hvad hvis det er en journalist, ja, fra lokalavisen. Eller en paparazzo.” ”Hold nu op, mor. Det er bare en eller anden, som går forbi. Hvis han kommer herind, slipper vi aldrig af med ham.” ”Han ser mere ud som en, der venter på noget. Han er gået forbi flere gange. Se, nu glor han herind. Nej, nu vinker jeg altså.” Og det gør moren. Ivrigt og overdrevet som en, som får øje på en gammel bekendt. ”Mor, altså!” udbryder Marie heftigt. ”Lad nu være!” ”Åh, slap da af,” griner moren og finder sit divaudtryk frem. Manden står et øjeblik og kigger mod deres hus. Men så letter han på hatten og bukker. Han har fået øje på dem. Nu opfatter han åbenbart morens vink som en invitation. Og så skrår han over vejen!


”Nej, nej, nej!” udbryder moren overstadigt. ”Nu kommer han over. Gud ved, hvad han vil. Bare han ikke er fra Jehovas Vidner.” ”Du inviterer ham ikke ind,” udbryder Marie heftigt og smider bogstablen fra sig i den nærmeste stol. ”Herregud, måske er han bare faret vild og vil spørge om vej.” Moren retter på sit hår som en, der skal ud og danse. Det er Marie ikke så sikker på er tilfældet. ”Ja, jeg skrider i hvert fald,” siger hun og buldrer op ad trapperne til sit værelse. Der er ikke et sekund at spilde.


19. KNÆK OG BRÆK – OG CHOK!

Rød alarm. Marie kender sin mor. Altid så påtaget overskudsagtig, når hun møder nye mennesker. Det skal ikke hedde sig, at Ingelise Gabel er en snob. Og sine fans skal man pleje, som hun hele tiden belærer sin datter om. Ha, som om moren er en eller anden Hollywoodstar, tænker Marie ofte. Men nu er hun bange. Hvis først hr. Node kommer ind i huset, kan alt ske. Måske vil han overtale moren til at give ham dukken tilbage. Marie må have Ib af vejen og det i en fart. Hun må gemme ham, men hvor? Hvor gemmer man en dukke i et hus, man dårlig nok kender endnu? Loftet måske, men hun kan ikke nå op til loftlemmen. Da hun kommer ind på værelset, ligger Ib på gulvet i en forvredet stilling. Hans ene ben vender bagud, og begge arme er strakt op over hovedet, som om han er udsat for et røveri. Det ser ud til, at Ziggy er kommet til at skubbe ham ned fra sengen, medmindre de har været oppe at slås, mens Marie var væk. Ziggy kan godt lide at kaste sig ud i brydekamp med dukker og bamser. Men det er ikke


det, katten er i gang med nu. Ziggy sidder ved siden af dukken med forbenene trukket op under sig og strakt hals, mens han udstøder nogle skvulpende kvækkelyde. Hrrr-hrrr! Hrr-garrgll ... En slimet hårbolle plumper ud af dens mund. Det er der ikke noget usædvanligt i. Marie ved, at Ziggy som alle andre katte får hår i maven, når den vasker sig, og de hår skal op igen. Hun er vant til at tørre bræk op efter Ziggy. Det er ikke så ulækkert, som det lyder, mest mavesaft blandet med lidt slim og sammenfiltrede pelshår. Klares på et øjeblik med noget køkkenrulle. Det er tæt på, at hårbollen har ramt Ibs ene ben. Ziggy snuser til den og slikker sig om snuden. Marie skynder sig at få trukket Ib i sikkerhed og får ham op på armen. Dukken kommer omgående til live og stirrer ned på katten. Derpå på Marie. ”Nu har jeg da aldrig!” himler han forarget op. ”Er det meningen, det klamme dyr skal overbrække alting? Jeg skal sandelig love for, at den lever op til sit navn. Sicky!” ”Ziggy! Og det er bare en hårbolle,” beroliger Marie. ”Bare en hårbolle! Det er jo direkte afskyeligt. Jeg var tæt på at blive overbebrækket. Hvordan vil du have, at jeg skal kunne dele hus med sådan et klamt dyr?”


”Vi har større problemer, Ib,” siger Marie. ”Min mor har lige inviteret Node ind. Og han kan være her når som helst.” ”Ind? Som i ind i huset?” Ibs underkæbe klapper ned, og øjnene ruller lige en omgang. I det samme ringer det på døren. Marie udstøder en dæmpet forbandelse. Ziggy knurrer. ”Få os ud,” himler Ib op. I en fart kommer Marie ud af værelset, og med dukken på armen lister hun ned ad trappen. Hvis hun er hurtig, kan hun nå ud ad bagdøren, mens moren er henne ved fordøren for at lukke Node ind. Ziggy følger efter. Enten har han heller ikke lyst til at møde manden i kattepelsen, eller også er det udsigten til en tur i det fri, han ikke vil gå glip af. Et øjeblik senere er de ude i baghaven. Den er smal og tilgroet, og i bunden er der et redskabsskur. ”Vi gemmer os derinde,” siger Marie. ”Der vil ingen finde på at lede.” ”Hvordan kan du vide det?” spørger Ib og drejer hovedet rundt for at se bagud. Han dirrer over hele kroppen. ”Herligt,” lyder det fra Ziggy, der stæser i forvejen. ”Der er nok fyldt med kryb og kravl og gode gemmesteder. Og hvem ved, måske en muserede, man kan plyndre.”


”Behøver det udelikate rovdyr at komme med?” skumler Ib, men situationen er for alvorlig til, at han gør yderligere ophævelser. Lidt efter står de foran skuret. Døren til skuret er lukket med en hængelås. ”Pis altså!” udbryder Marie og rusker i låsen. ”Om bagved så,” siger Ziggy ivrigt og forsvinder ind i et krat af brændenælder. ”Følg mig.” ”Jeg skal ikke ind i det der,” afgør Ib, men Marie er allerede på vej efter katten. Forsigtigt bevæger hun sig gennem de mandshøje nælder og passer på ikke at brænde sig på bladene. Et held, hendes hånd er inde i dukken. Hun maser sig gennem vildnisset og bruger Ib til at skubbe nældestænglerne til side. Han laver spyttelyde. ”Hvad laver du? Host, hyrk, stop! Få mig ud af det her grønne helvede.” Under sine strømpefødder kan Marie høre sneglehuse kvase og mærke den fugtige jord trænge gennem ulden og gøre dem drivvåde og ækle at have på, men der er ikke tid til at være sart. Hun kommer ind bag en brændestabel og opdager et hul i hækken, akkurat stort nok til, at hun kan presse sig igennem. Ziggy er allerede smuttet igennem. Hun følger efter.


De ender i nabohaven. Inde ved det forladte hus. Selvom det var helt tåget, sidst hun var her, genkender Marie glasverandaen med den halvåbne dør, og hun kan også se pæretræet. Det må være det, som Marko talte om. Der hænger modne frugter på grenene og ligger ikke så få halvrådne i græsset under. Hun ser sig nervøst omkring. Ziggy er stoppet op og ser afventende på Marie. ”Hvad skal vi nu lege?” spørger den. Ib spytter vredt nogle blade ud, som har kilet sig fast i hans mund. ”Pftøj! Tror I, jeg er en grønthøster?” ”Nej, men forhåbentlig er vi er i sikkerhed,” siger Marie og børster spindelvæv og visne blade af ham. ”Den fyr er ude på at kidnappe mig,” gyser Ib og dirrer. ”Rolig. Vi bliver her, til han er væk,” lover Marie. ”Desuden er du min dukke nu, og jeg vil ikke af med dig. Aldrig!” ”Tak, Marie,” siger Ib. ”Trods alt.” ”Vi kan gå ind i huset der,” foreslår Ziggy. ”Derinde er der tørt og rart og masser af herlige gemmesteder.” ”Nej, det ved gud vi ikke skal,” siger Marie. ”Du risikerer også bare, at nogen sprøjter parfume på dig igen. Hvem var det for øvrigt?” ”Bare en. Jeg tror ikke, hun er der mere …” ”Hun?”


”Men måske finder vi en lille mus derinde, vi kan dele. Eller …” ”Nu får jeg kvalme,” stønner Ib. ”Vi bliver her,” fastslår Marie. Hun får øje på en havebænk, som står under et æbletræ. Den er næsten helt skjult bag buskadser og lavthængende grene. En mindre havedam ses foran bænken. Ude på midten er der en stenfigur af en dreng, som rider på en skællet fisk. Fiskens hoved bøjer bagud, og et lille rør stikker ud af dens mund. Det er tydeligt, at det engang har været et springvand, men nu skøjter insekter rundt i det sorte vand rundt om figuren. ”Måske sad den gamle dame her, dengang hun levede,” siger Marie og sætter sig. ”Hvorfor skulle hun sidde her? Her er jo ingen fisk at kigge på,” siger Ziggy, men hopper alligevel op og gør sig det mageligt ved siden af hende. ”Om sommeren er her sikkert dejligt,” siger Marie. ”Når man kan sidde og høre vandet pludre.” ”I kan selv pludre,” siger Ib. ”Nu bliver vi i hvert fald her, indtil faren er drevet over.” Marie knipser et insekt væk fra hans skulder og får ham på plads på armen. Hun sidder med ham, næsten som om han var et barn, hun havde på skødet.


”Nu må du vist hellere fortælle lidt mere om den hr. Node,” siger hun. ”Ja, vi er lutter lagkage,” siger Ziggy og slænger sig langgabende med hovedet lænet mod Maries lår. ”Lutter øren hedder det,” retter Ib. ”Spadekat!” Ziggy dasker bare lidt med halespidsen som svar, mens han med halvt lukkede øjne på alle måder ligner en, som er klar til en mellemlur.


20. OMTUMLET TILVÆRELSE

”Ærlig talt,” sukker Ib og himler med øjnene. ”Skal den nu sove igen? Hvad er det for en vagtkat? Her svæver vi mellem liv og død forfulgt af en psykopat, og så skal rovdyret have sin skønhedssøvn.” ”Lad ham nu bare være,” siger Marie. ”Fortæl hellere, hvad alt det med hr. Node er for noget. Og hvor du kender ham fra.” Ib ser demonstrativt ud over dammen. ”Næh, man foretrækker at holde mund,” surmuler han. ”Når I alligevel er så uinteresserede i at høre om ens vanskæbne.” ”Hold nu op! Jeg vil gerne høre om den,” siger Marie. ”Gør dig nu ikke kostbar. Fortæl hellere, hvordan en fin, gammel bugtalerdukke som dig havner på et loppemarked.” ”Gammel. Må jeg være fri …” ”Okay, helt ung er du altså ikke.” Marie retter på hans ene ben. ”Det ser man med et halvt øje.” ”Og jeg gør mig ikke kostbar, hvis du vil vide det. Jeg er kostbar. Jeg har rejst den halve verden rundt. Optrådt


på de fineste teatre og haft et hav af partnere. Været en berømthed.” ”Og med partnere mener du bugtalere?” ”Ja, hvad ellers? Engang tilhørte jeg den berømte Jack Tony. Vi optrådte på de største scener. Henrykkede folk til byfester og i teatre rundtom i landet. Hr. Tony og jeg var et perfekt team. Det var lykkelige år.” Ib går i stå og sidder lidt som hensunket i minder med hovedet rettet mod drengen på fisken. ”Og hvad så mere?” spørger Marie. ”Ja, det gik i fisk også, eller fugl. Jack var dygtig, men desværre også lidt af en spillefugl. Når han havde optrådt og fået sine penge, endte han ofte i en spillebule. Når han ikke spillede kort, så drak han whisky, og omvendt. Jeg lå selvfølgelig i min kuffert imens. Ude af stand til at forhindre, at min partner drak og spillede hele formuen op. Af og til når han løb tør for kontanter, åbnede han kufferten og tog mig på armen. Så lavede vi en lille forestilling. Jack kunne altid charme folk til at give en omgang. På den måde tjente vi til dagen og vejen, men i længden holdt det ikke. Til sidst var Jack Tony fallit, falleret og kaput. Vi endte på en havneknejpe i Southampton, hvor vi optrådte for havnebøller, sømænd på vulkaner og slagsbrødre. Det var her, Jack fik den idé, at han ville til Amerika.”


”Hvornår var det?” spørger Marie. ”For evigheder siden,” siger Ib. ”For sine sidste penge købte han en billet til Amerikabåden, som netop var anløbet havnen. Han ville prøve lykken i landet, hvor der efter sigende flød med mælk og honning, og hvor en ærlig og arbejdsom mand kunne tjene en million på en uge, så en solbeskinnet aprildag 1912 gik vi om bord på et skib, som hed Titicaca eller noget i den henretning. Altså Jack gik. Jeg lå i hans medbragte rejsekuffert.” ”Mener du ikke Titanic, tror du?” ”Et stort skrummel i hvert fald,” nikker Ib. ”Fire skorstene og jeg skal komme efter dig.” ”Har du sejlet med Titanic?” udbryder Marie. ”Er du så gammel? Det er jo hundrede år siden. Mindst!” ”Må jeg være fri, hundrede år er ingen alder, slet ikke for en dukke, men jo, vi stak til søs, Jack og jeg. Og det gør jeg ikke igen. Jeg lå i min kuffert og var søsyg i flere døgn.” ”Hvor vildt.” Marie kan slet ikke komme sig over oplysningen. ”Du har været med på Titanic.” ”Ja, og det kan ikke anbefales, for da jeg endelig slap ud af kufferten og så dagens lys igen, var skibet borte, og det samme var Jack Tony. Ydermere befandt jeg mig på en fremmed kyst uden andre ejendele end et drivvådt sæt tøj. Tal om at bo i en kuffert.”


”Er du klar over, at Titanic ramte et isbjerg og sank?” spørger Marie. ”Jeg har set filmen om det.” ”Sank?” siger Ib. ”Det forklarer en del. Så er kufferten vel gået over bord og drevet i land et eller andet sted. Er der noget at sige til, at man var rundt på gulvet?” ”Hvad skete der så?” ”Jeg blev solgt på en auktion over strandingsgods i en nærliggende havneby. En dansk sømand ved navn Palle Brok erhvervede mig for en slik. Han var træt af livet til søs og drømte om at blive bugtaler. Og det til trods for at han havde både gebis, overbid og mavesår. Anyways, så var jeg snart på farten igen. Denne gang brokket sammen i en vadsæk og i selskab med en lasket letmatros. Straks hans skib anløb København, afmønstrede han og slog sig ned som gadegøgler. Jeg troede ikke, at jeg kunne synke dybere.” ”Jo, hvis du var blevet på Titanic, kunne du,” siger Marie. ”Muligvis, men Palle og jeg dannede par i et stykke tid. Han var mildt sagt ikke noget stortalent. Han bevægede munden mere, end jeg gjorde. Til sidst kunne folk ikke finde ud af, om det var ham eller mig, som var dukken. Efter en række pinlige optrædener, hvor publikum smed rådden frugt efter os, lagde Palle bugtalerkarrieren på


hylden, hvilket vil sige: lagde mig på hylden. Jeg havnede på et loft. Her lå jeg i årevis og samlede støv, indtil jeg en dag blev genfundet.” ”Af hr. Node?” spørger Marie. ”Nej, af et eller andet fjols, som ikke havde begreb skabt om dukker. Jeg blev solgt igen, dog ikke til en bugtaler, men til en antikvitetsbutik. Jeg havnede i en kasse for brugt legetøj i baglokalet. Ved siden af lasede tøjdyr, luvslidte bamser og defekte spilledåser. Bunden var nået!” ”Hvor længe sad du så der?” ”Spørg mig ikke. Tid betyder intet for en dukke, men nu er det så, at hr. Node kommer ind i billedet, for en dag dukkede han op og købte mig.” ”Men så er du jo hans.” ”Jeg ville lyve, hvis jeg nægtede det,” indrømmer Ib. ”Hr. Node køber dukker alle vegne. På nettet og på auktioner og alle mulige andre steder. Jeg var blevet offer for en samler, Marie. Naturligvis indså han straks, at jeg var noget helt særligt, for jeg fik en hædersplads i hans samling.” ”Så løj han jo, da han sagde, at han optrådte med dig,” siger Marie. ”Og at du blev stjålet fra ham.”


”Sikkert. Han vil gøre alt for at få mig tilbage i sin samling.” ”Men hvordan havnede du så på det loppemarked?” må Marie have opklaret. ”Lige det er Sparkys skyld,” mumler Ib ærgerligt. ”Sparky? Hvem Sparky?” Ib ser rundt til alle sider, inden han med lav stemme siger: ”Sparky er en af de andre dukker. Men helt anderledes. Han … den kan nogle ting … noget, som dukker ikke burde kunne. Hr. Node skulle have fået den op under neglene under en rejse i de amerikanske sydstater. Den siges at være lavet af træ fra den elektriske stol.” ”Uf!” udbryder Marie. ”Hvor væmmeligt. Strømstolen!” Ib nikker. ”Og væmmelig er den. Sparky er et monster. Virkelig dårligt selskab, Marie. Og det er ikke det værste.” ”Kan det blive værre?” ”Det værste er, at den kan bevæge sig. Al den strøm, der er blevet sendt gennem den i tidens løb, har gjort den helt elektrisk. Og nu … nu kan den gå. Selv. Uden snore, og uden at nogen holder ham.” Marie stirrer på Ib, mens gåsehuden breder sig over hendes krop. ”Sparky er ikke en, som man skal vende ryggen til,” fortsætter Ib. ”Men hr. Node elskede ham den klamme


tingest over alt på jorden. Læg mærke til, at jeg siger elskede. For indtil jeg kom ind i billedet, var Sparky nemlig juvelen i hans samling.” Marie har på fornemmelsen, at Ib er ved at nærme sig det med loppemarkedet, og det får hun ret i. ”Uden at jeg ønskede det, fik jeg skubbet Sparky ned på andenpladsen. Jeg fik ovenikøbet hæderspladsen i Sparkys montre, mens han selv blev degraderet til en hylde i et hjørneskab. Det tilgav han mig ikke. Jeg havde fået en grusom fjende. En nat, hvor månen skinnede ind i værelset og hr. Node sov, så jeg lågen til hjørneskabet glide stille op. Derpå steg Sparky ud og gav sig til at bevæge sig hen mod mig på sine knirkende træben. Hans blik gnistrede af had.” ”Gik han bare … af sig selv?” ”Det kan jeg love dig for, Marie. Og uden et ord rev han mig ud af montren og slæbte mig ud af huset og ned i skralderummet. Der slog han mit øje skævt, hvorpå han kylede mig ned i en kasse med ting, der var sat til storskrald.” ”Sådan en sjover,” hvisker Marie. Og Ib nikker. ”Næste dag blev jeg afhentet. Jeg var helt ør og ved faktisk ikke, hvordan det gik til, men pludselig lå jeg under bordet. Og resten er historie, om man så må sige.”


”Så derfor er du bange. For nu, hvor hr. Node har fundet frem til dig, frygter du, at han skal tage dig tilbage til de andre dukker … og til Sparky?” ”Det er sagens kerne i en nøddeskal,” nikker Ib. ”Får hr. Node fat i mig, ender jeg i hans dukkesamling igen. Og så lader Sparky mig med garanti gå op i røg. Jeg bliver svitset til trækul. Syde, syde!” Ib farer sammen. ”Hør, der var en lyd.” Marie hører det også. Og Ziggy vågner med et sæt og rejser vagtsomt hovedet.


21. SKULPTUR

Med tilbageholdt åndedræt lytter Marie. Det pusler et sted i haven. Ziggy stirrer stift i retning af træerne ved terrassen. Ib er stivnet på hendes arm, men hun kan mærke den vibrere nervøst. Nu høres lyden af raslende blade og kviste, som knækker. Lyden kommer henne fra pæretræet. Marie opdager en skikkelse, som glider ned fra en gren og lander i græsset. Det er Marko. Han har en pære i hver hånd og lommer, der bugner af forbuden frugt. Ziggy knurrer lavmælt, men hopper så ned fra bænken og forsvinder med tyk hale ind i hækken. Han bryder sig ikke om overraskelser, men Marie kan ikke lade være med at smile. Hun har taget pizzadrengen med fingrene i kagedåsen, eller hvad man siger. Marko ser sig vagtsomt rundt og stopper et par pærer ind under blusen. Så får han øje på Marie og stivner. ”Øh,” udbryder han og ved ikke rigtig, hvor han skal gøre af sig selv. ”Æh, sidder du dér?” ”Taget på fersk gerning?” siger hun og smiler drillende til ham.


”Her bor jo ingen,” forsvarer han sig. ”Og hvad laver du selv her?” Marie trækker på skuldrene og siger: ”Ikke noget.” ”Nå, du øver,” udbryder Marko, da han får øje på dukken på hendes arm. ”Vil du have en pære?” Han rækker en frem. Marie trækker sin arm ud af dukken og anbringer den ved siden af sig. Hun tager imod pæren og gnider den ren i trøjen. ”De er gode,” siger Marko og tager en bid, så det saftsprøjter til alle sider. Marie må give ham ret. Pærerne er små og faste og alligevel saftige. Smagen er intens, som om al efterårets sødme sidder i dem. ”Jeg var ude med pizzaer,” siger Marko. ”Jeg kom bare forbi, og så fik jeg lyst til en pære. Men hvorfor sidder du her, i en andens have?” Marie har ikke lyst til at fortælle, at hr. Node lige nu befinder sig inde i hendes hus. ”Jeg sad bare og øvede nogle replikker,” siger hun henkastet. ”Der er dejligt fredeligt herinde.” ”Det er ellers en gammel dukke.” Marko nikker mod Ib. ”Er sådan en ikke mange penge værd?”


”J0, klart den er,” siger Marie. ”Jeg er faktisk også ret nervøs for, om nogen skal stjæle den.” ”Hvem gider stjæle en gammel, grim dukke?” spørger Marko flabet, mens han hugger pære i sig. ”Pas på, hvad du siger,” advarer Marie. ”Hvem ved, om dukker har følelser? Og hvis du vil vide det, så er der faktisk folk, som samler på dukker. Og nu har den været i avisen. Der er allerede en, som har tilbudt mig et stort beløb for den.” ”Hvem?” ”En samler, siger jeg jo,” siger Marie. ”Okay, og hvor meget ville han give?” ”Over ti tusind,” siger Marie, vel vidende at det ikke er helt i overensstemmelse med sandheden. ”Shit, jeg havde solgt den lige på stedet,” udbryder Marko og tørrer pæresaft af hagen med ærmet. ”Du aner ikke, hvad du snakker om. Hvad skulle jeg så optræde med?” ”Du kan da bare købe en anden dukke, en billigere en, og så bruge pengene på noget fedt.” ”Du fatter jo ingenting. Vi bugtalere er makkere med vores dukker, må du vide. Vi er sjælsforbundne!” Marie aner ikke, hvor hun får ordet fra, sjælsforbundne, men det passer fint. Marko sender Ib et langt blik.


”Kan du ikke bare låse den inde et sikkert sted?” ”Hvor skulle det være?” ”Jeg kender masser af steder,” påstår Marko. ”I et pengeskab eller et hemmeligt rum.” Marie sender ham et opgivende blik. ”Et pengeskab! Hvad ville du selv sige til at blive låst inde i et pengeskab?” ”Nu er jeg jo ikke en dukke,” siger Marko, men så holder han pludselig op med at tygge. ”Okay, nu forstår jeg. Køberen var ham i pelsen? Og du nægtede at sælge. Var det derfor, han så så skidesur ud?” ”Det var min agent, siger jeg jo,” forsvarer Marie sig. ”Løgn i din hals,” griner Marko og smider pæreskroget ud i dammen. Det rammer fisken lige under drengens bagdel og dumper ned i vandet, så insekterne flygter til alle sider. ”Jeg lyver ikke,” siger Marie heftigt. ”Du løj om det der med Kendt for Talent. Jeg har googlet det, og der findes slet ikke noget, som hedder sådan.” ”Det er, fordi det først kommer til næste år,” forsøger Marie. ”De har ikke skrevet noget om det på nettet endnu.” Marko siger ingenting, men haler bare en ny pære frem fra lommen og sender hende et hånligt blik.


Heldigvis ringer Maries mobil, hvilket tager det pinlige ud af situationen. I hvert fald for et øjeblik, for det er hendes mor. Hun lyder ikke spor sur. Hun vil bare vide, hvor Marie er. Hun siger, at den skøre mand i pelsen er gået, og at hun har noget, som hun skal vise hende. Moren taler så højt, at Marko ikke kan undgå at høre hvert et ord. Han lytter uden at skamme sig, mens han gnasker pære i sig. Hans fortænder arbejder sig rundt om skroget, og han smasker. Marie synes, han er svinsk. ”Det var bare en kunstner, som går rundt og sælger sine kunstværker,” kommer det fra moren, som taler, som om hun skal råbe hele nabolaget op. ”Jeg har købt en sjov ting af ham.” ”Ja, okay, mor,” siger Marie hurtigt. ”Det er fint. Jeg er lige ude og lede efter Ziggy. Han smuttede ud ad bagdøren. Jeg tror, at jeg snart har fundet ham.” Moren siger: ”Åh, den kat! Skynd dig at finde ham og kom hjem. Du skal virkelig se den her. Den er pragtfuld!” ”Kunstner!” kommer det hånligt fra Marko, da Marie stikker mobilen i lommen. Han har selvfølgelig hørt hvert et ord. ”Det var en kikser, Marie Esrum,” mumler han. ”Hvad sagde du?” bider hun krigerisk fra sig. ”Jeg skal altså optræde med et bugtalershow. Måske husker jeg forkert, måske hedder programmet noget andet.”


”Ja, klart det gør. Og måske er din ’agent’ en omrejsende kunstsælger.” Marko gør et stort nummer ud af at lave fingertegn i luften, da han siger agent. ”Ciao, ciao, lyveprinsesse.” Han vender ryggen til hende og begynder at gå ud af haven. Marie ser efter ham. Hun er flov og rasende på samme tid. Hun har lyst til at give igen. ”Og en anden gang skal du ikke rende herind og stjæle pærer,” råber hun efter ham. Bare for at sige et eller andet. ”Siger hvem?” lyder det tilbage. ”Det er ikke engang jeres hus.” ”Vi … vi har aftalt med dem, som skal købe huset, at vi holder øje med det,” hævder Marie. ”Så folk ikke kommer rendende og hugger frugt i tide og utide.” Marko vender sig mod hende. ”De hænger jo bare og rådner ellers. Og hvis I er bange for tyve, skulle I måske tage og lukke havedøren.” Han nikker mod glasverandaen. ”Den står pivåben.” Og væk er han. Marie hader sig selv, og hun hader ham. Hvor vover han at påstå, at hun er fuld af løgn. Hun kyler pæren, han gav hende, langt ind i hækken. Hun skal ikke nyde noget af at spise hans stjålne pærer som en anden hæler.


Så samler hun Ib op og anbringer ham på armen. ”Det var smukt sagt, Marie,” siger han som det første. ”Hvad var?” spørger hun irriteret. ”Det med at vi er sjælsforbundne. Vores sjæle er bundet sammen.” Ibs stemme dirrer lidt af rørelse. ”Du og jeg, Marie. For altid.” ”Ja ja, faren er drevet over,” siger Marie bare. ”Nu går vi hjem.” Hun kaster et blik hen mod havedøren i det forladte hus. Marko har ret. Nogen burde lukke den. Det kan regne ind og alt muligt, eller der kan komme mus ind. Eller rotter. Men det er ikke hendes problem. Desuden tænker hun stadig på gyngehesten. Og latteren. Hun lader øjnene løbe hen over de mørke vinduer. Og så ser hun det. Eller synes, hun ser: en tåget skikkelse, nærmest et ansigt, som kigger tilbage på hende fra et af vinduerne. Hun river blikket til sig og går baglæns tilbage mod åbningen i hækken. Hun vil ikke se mere. Ikke vide. Hun vil bare væk. Først da hun er tilbage på deres egen grund, holder hendes hjerte op med at slå hårdt. Måske var det et synsbedrag. En pige. En bleg pige i sort tøj. Moren står i døren.


”Ej,” udbryder hun. ”Har du taget dukken med ud? Så var det derfor, jeg ikke kunne finde den.” ”Har du da ledt efter den?” spørger Marie vagtsomt. ”Ja, ham kunstneren var meget interesseret i at se den. Vi kom til at tale om gamle dukker, skal jeg sige dig. Nå, men så er det ikke så mærkeligt, at jeg ikke kunne finde den.” ’Kunstneren’, tænker Marie. ’Svindleren’ skulle moren hellere kalde ham. ”Har han været med oppe på mit værelse?” spørger hun i stedet og mærker sin mave snøre sig sammen igen. ”Nej, selvfølgelig ikke. Men kom ind og se. Jeg har købt den sjoveste skulptur af ham.” Marie følger med sin mor indenfor og ind i stuen. Hun er bare så lettet over, at hun fik Ib i sikkerhed. ”Jeg nænnede ikke at sige nej til ham,” kvidrer moren videre. ”Jeg tænkte, at du nok skulle blive helt vild med den også.” Hun træder til side, så Marie kan få udsyn til det, der står midt på gulvet. Marie spærrer øjnene op. Det er en træfigur. Stor som et barn. Den står på en plade og er holdt oppe af en slags metalstang i ryggen, så dens leddeløse lemmer ikke skvatter sammen. Det ligner mest sådan en muppet-dukke med udstående næse og


hoved med sorte øjne, som ser ud til at være brændt ind i træet. Munden er bare en savet fure, der giver figuren et hajsmil. Marie stirrer lamslået på dukken, for en dukke er det. En klodset udført trædukke med leddeløse ben og kridhvidt hår, der stritter lige op i vejret som efter en 2000-volts hjemmepermanent. En metalring sidder rundt om dens pande, nærmest som et pandebånd med skruer i. Nogenlunde midt på figuren er en stump slidt læderrem naglet fast med en møtrik. ”Er den ikke spøjs?” siger moren. ”Jeg har fået lov til at have den hjemme på prøve, så vi kan se, om vi kan lide den. Den skal først betales, hvis vi beslutter os for at beholde den.” ’Spøjs’ er måske ikke det første udtryk, som falder Marie ind. Skræmmende er måske mere passende. Hun står i tavshed og betragter figuren. Ib sidder ubevægelig på hendes arm, og også hans øjne synes at være rettet mod figuren. Marie fornemmer tydeligt hans frygt sive ind i sin egen krop. ”Jeg tænkte på dig. Du er jo så glad for dukker,” fortsætter moren begejstret og skænker sig et glas vin. ”Men jeg tror, vi lader den stå her i stuen indtil videre. Hør, skal vi ikke døbe den? Hvad synes du, at den skal hedde?”


Marie stirrer på dukken, som synes at se tilbage på hende fra sine mørke øjengruber, mens den smiler sit hajsmil. ”Vi kan jo kalde den Sparky,” siger Marie, idet hun vender sig og skynder sig ud af stuen. ”Det var da et udmærket navn,” hører hun sin mor udbryde med sin vanlige entusiasme, men da er Marie allerede på vild flugt op på sit værelse. Her slutter første bog om Marie Esrum. Læs den nervepirrende afslutning i næste bog, som hedder Katten op at stege.

Profile for Forlaget Løse Ænder

Marie Esrums løgn (Bog 1 om Marie Esrum)  

Del 1 af Marie Esrum. Pigen som drømmer om at blive Danmarks bedste bugtaler. En drøm som kommer et stort skridt nærmere, da hun finder en g...

Marie Esrums løgn (Bog 1 om Marie Esrum)  

Del 1 af Marie Esrum. Pigen som drømmer om at blive Danmarks bedste bugtaler. En drøm som kommer et stort skridt nærmere, da hun finder en g...

Profile for he2011
Advertisement