Page 1


HENRIK EINSPOR

Marie Esrums hævn


1. PANIK FØR DUKKETID

”Hvad gør vi?” Ib er ved at gå i spåner. Han sidder på Maries arm. Hans mundspjæld klaprer, og øjnene fiser rundt. Selvom hans grinebiderfjæs altid antyder, at han har løjer for, er stemmen langtfra munter. Marie bider sig i underlæben. Okay, nu må de holde hovedet koldt, eller hun må! Sparky er i huset. Den ondeste dukke i verden. Altså ifølge Ib, men Ib har det med at gå i selvsving. Dog kan Marie ikke benægte, at dukken står nede i stuen. Hr. Node har haft held til at få den placeret der. Og det hele er hendes mors skyld, for det var hende, som inviterede hr. Node ind. Hendes håbløse mor var overbevist om, at han bare var en fattig kunstsælger, og nu har hun ladet sig overtale til at have hans dukkefigur stående på prøve. Med henblik på at købe den. Ja, som om! ”Slap nu af,” siger hun til Ib. ”Vi finder ud af noget.” Men Ib lader sig ikke berolige. Hans hoved kører rundt fra side til side.

7


”Den dukke er livsfarlig, siger jeg dig. Det er ingen almindelig dukke. Den er lavet af træ fra den elektriske stol.” ”Ja, det har du sagt,” sukker Marie. ”Cirka hundrede gange!” ”Åh, du milde høvlspån, vi er fortabte,” jamrer Ib. ”Jeg bliver zappet. Lavet til grillkul, forvandlet til aske.” ”Selvfølgelig bliver du ikke det.” ”Men forstod du ikke … Sparky kan bevæge sig. Han kan komme herop. Op på dit værelse, Marie. Mens du sover.” ”Ingen dukke kan bevæge sig af sig selv,” hævder Marie. ”Jeg kan sgu da!” råber Ib. ”Ja, når du sidder på min arm, ellers ikke,” nikker Marie. ”Og nu slapper du af, Ib. Du pisker en stemning op.” I det samme får en skurrende lyd dem begge til at fare sammen. ”Nu kommer den!” skriger Ib og maser hovedet ind i Maries skulder. ”Gem mig.” Men Marie genkender lyden. Det er bare hendes mor, som er i færd med at få styr på flytterodet. Det lyder, som om hun er gået i gang med at sætte et eller andet

8


op; sikkert den hylde, hun har fablet om i dagevis. Boremaskinen laver en grim, knurrende lyd i huset. ”Ro på, Ib. Det er bare min mor, som er handy,” beroliger Marie. ”Vi må væk herfra, Marie. Væk! Ud og bort! Flygte. Hvornår går næste bus? Nej, vent. I har bil. Har du kørekort?” ”Nej, jeg har ikke engang buskort,” siger Marie. ”Herre du milde,” hyler Ib. ”Kan du overhovedet ikke noget, man har gavn af?” ”Ib, jeg tager dig af armen nu. Du kører dig selv op.” Marie trækker sin hånd ud af dukken. Den ophidsede talestrøm stopper, som om hun havde slukket for en radio. Hun holder dukken ud i strakt arm og ser indgående på ham. Hans glasøjne stirrer tilbage med et blankt blik. Hans arme og ben hænger slapt. ”Hør her, Ib. Jeg svigter dig ikke. Og jeg er ikke bange for den latterlige Sparky-dukke. Nu går jeg ned og tager mig af ham. Og du bliver her.” Marie går hen og åbner skabet. Et øjeblik efter har hun anbragt Ib på øverste hylde. Hun er nødt til at fjerne nogle trøjer for at få plads til ham. For en sikkerheds skyld låser hun skabet. Hun stopper nøglen i lommen

9


på sine jeans. Ombestemmer sig så og stikker den ned i strømpen. Og derefter trækker hun i sine gule gummistøvler. ”Jeg tager mig af det,” siger hun lige så meget til sig selv. Hun er stadig sur over, at hendes mor lod hr. Node komme ind i deres hus under en bovlam løgn om, at han var kunstner. Marie ved bedre. Node er dukkesamler, og han er ude efter Ib. Han hævder, at Ib er hans dukke. Men gu er han røv. Og det bliver han heller aldrig. Hun skiller sig aldrig af med Ib. Aldrig. Lydløst bevæger hun sig ned ad trappen. På vagt.

10


2. SPARKY

Nede i stuen står der to tomme vinglas på sofabordet. Moren har ikke alene inviteret fyren i kattepelsen indenfor. Hun har også serveret vin for ham. Og nu står hans såkaldte dukkefigur i et hjørne af stuen og ligner noget fra en gyserfilm. Moren er færdig med at bore og skrue. Det var ganske rigtig en IKEA-hylde, som er kommet op på væggen. Marie kan se med et halvt øje, at den sidder skævt. Men moren har allerede anbragt sin buddhafigur på den. En røgelsespind står og laver en tynd fane af røg. Hele stuen lugter af indisk butik. Boremaskinen ligger på gulvet. Marie kan høre sin mor synge på badeværelset, mens vandet fosser ned i karret. Moren er ved at gøre klar til et bad. Så ved Marie, at hun kan være væk i timevis. Det er altid noget med fyrrenåleskum og duftlys og blid musik og et glas vin inden for rækkevidde. Hendes mor elsker at karbade. Det er ren wellness for hende, hævder hun. Det er garanteret derfor, hun valgte

11


netop det her hus. På grund af badekarret. Så kan hun ligge og slange sig og stresse af. Og drikke vin. Alligevel er Marie beroliget af, at moren er i huset. Sådan som de sidste timer har udviklet sig, har hun bestemt ikke lyst til at være alene hjemme. Hun går hen og betragter dukken. Holder sig lidt på afstand, for den ser ærlig talt skideskummel ud. Den er på størrelse med Ib, men underligt sjusket lavet. Dens øjne er to brændte huller, og munden en savfure, som giver den et hajsmil. Rundt om dens hoved sidder et pandebånd af metal, og den har kridhvidt strithår. Og midt på kroppen, lige over de leddeløse ben, sidder resterne af en slidt læderrem. Figurens korte arme hænger slapt ned. Marie kender sin mors kunstsmag. Altid noget lidt vildt og ’grimt’. Punket, som hun kalder det. Sparky passer perfekt ind i det mønster, men samtidig passer den slet ikke sammen med duftlys og røgelsespinde. Men det er hendes mor i en nøddeskal. Hendes smag stritter i alle retninger. Sparky er anbragt på en træplade og holdt oprejst af en jernstang i ryggen. ”Så du er lavet af træ fra den elektriske stol?” siger Marie højt, mens hun betragter dukkefiguren. ”Jeg sy-

12


nes nu mere, du ligner en gammel stolpe, som nogen har savet i.” Dukkens flossede mund smiler ondt, og de sorte øjenhuler stirrer på hende. Der er koldt i stuen. Eller også er det bare Marie, som får kuldegysninger. ”Jeg synes, du ser latterlig ud. Og jeg er ikke bange for dig.” Hun skyder hjertet op i livet og vender ryggen til figuren. Så går hun ud i køkkenet. Hun føler næsten dens blik brænde i nakken, men uanset hvor creepy den ser ud, må hun sikre sig, at der ikke sker ulykker. I skabet under vasken finder hun et par handsker af den slags, moren bruger, når hun gør rent.

13


3. HELT ELEKTRISK

Ib påstod, at Sparky kunne give stød, hvis man rørte ham. Men Marie ved, at strøm ikke kan gå gennem gummi. Hun trækker de klodsede handsker på. De er alt for store og ligner mest et par Mickey Mouse-hænder. Men de kan beskytte hende. Dem og så gummistøvlerne. Moren kommer ind. Hun har et håndklæde om håret. Og har en tyk frottébadekåbe på og efterlader våde fodspor på gulvet. En duft af skumbad står omkring hende. Hun holder et tomt vinglas i hånden. ”Nå, der er du,” hilser hun. ”Du skal måske til at gøre rent på værelset?” Hun nikker mod handskerne på Maries hænder. Så åbner hun køleskabet og fylder sit glas med hvidvin. Hun skubber køleskabsdøren i med knæet. ”Mor, hvorfor har du fået den der grimme tingest?” Marie peger på Sparky. ”Hvorfor skal den lige stå i vores stue?” Moren kaster et blik på dukken. ”Det er kunst,” siger hun. ”Hvem ved, måske bliver den mange penge værd en dag. Ligesom ham der Picasso.”

14


”Picasso? Det ligner mere Pinocchio uden tøj på og med grimt hår.” Moren tager en tår af vinen, mens hun betragter Sparky. ”Hr. Node tilbød, at vi kunne have den stående et par dage, indtil vi havde bestemt os. Det er da en udmærket service, så man ikke køber katten i sækken.” ”Hvad for en kat i en sæk?” ”Det er bare en talemåde, som betyder, at man køber noget, som viser sig at være noget andet, end man først troede.” Jeg tror, den er noget andet, end man tror, tænker Marie, men siger ingenting. ”Han vil sælge den billigt,” tilføjer moren. ”Og herregud, der går da ikke noget af os for at have den stående et par dage. Jeg synes egentlig, den er spøjs.” Moren taler mest, som om det hele er et sjovt indfald. En skør idé udtænkt af hendes lille, krøllede fjollehoved. Hun kan godt lide at give sig selv den rolle; typen, som gør spontane og lidt tossede ting. Og det til trods for at hun er næsten 40 år. Det værste er, når hun tager tøj på, som ligner, at hun er gået amok i en klæd-ud-kasse. Så er hun bare så pinlig! ”Den er creepy,” siger Marie. ”Jeg ved ikke, hvad den ligner. Og jeg synes, vi skal se at slippe af med den!”

15


”Jeg synes, den ligner en muppetdukke af træ,” siger moren. ”Sådan lidt punket i det, synes du ikke?” Marie siger, at det synes hun overhovedet ikke. Moren trækker på skuldrene. ”Det er jo bare en figur. Men hvis du ikke bryder dig om den, så siger vi bare, at vi ikke vil købe den, når han kommer tilbage.” ”Hvornår?” spørger Marie. ”Jeg kunne bare ringe, sagde han. Jeg fik hans nummer.” Moren ser sig søgende om i stuen. ”Jeg har det et eller andet sted, hvis jeg ellers kunne huske, hvor jeg lagde det.” Med vinglasset i hånden går hun hen til dukken. ”Lille punkerdukke, min datter kan ikke li’ dig, så du må nok se dig om efter et andet hjem.” Marie kan høre, at moren snøvler lidt. Og nu står hun og prøver at gøre sig morsom. Det er irriterende. Bare fordi hun har fået lidt at drikke. Marie sukker og vender ryggen til. Gider ikke være tilskuer til morens pjank. I det samme lyder en smældende lyd. Det giver et sæt i Marie. Hendes mor udstøder et højt hvin og taber vinglasset. Det rammer gulvet, dog uden at gå i stykker, men der sprøjter vin ud over det hele. Glasset ruller ind under sofaen.

16


Hendes mor står med et forskrækket blik og gnider sin hånd. ”Ej! For helvede da!” ”Hvad? Hvad skete der, mor?” Marie ser forskrækket på sin mor, som virker helt rystet. ”Den gav stød! For satan et hak, jeg fik. Av, av, av!” ”Stød, mor?” Maries hjerte banker. ”Og glasset. Ej, se nu der. Gud, et chok, jeg fik.” Moren ryster sin hånd. ”Det er helt, så det snurrer.” Hun kan alligevel ikke lade være med at le over forskrækkelsen. Marie er lettet over, at moren trods alt tager det med et grin. Så er det nok ikke så slemt. ”Gav den stød?” ”Ja, det skal jeg da lige love for. Statisk elektricitet.” Moren får samlet vinglasset op og stillet det på bordet. ”Se nu et griseri.” ”Statisk elektricitet. Er det farligt?” ”Nej, men man kan godt få de værste smæk over nallerne. Dengang jeg gik i skole, havde vi sådan nogle kunststoftæpper på gangene, og så slæbetøffede vi hen over dem i vores sneakers og ladede os selv op. Man blev totalt elektrisk og kunne give hinanden de værste stød – en ordentlig gnist lige på næsen. Zap! Drengene hadede

17


det.” Moren smiler. Men det gør Marie ikke. For der er ingen kunststoftæpper her. ”Men du har bare fødder, mor. På trægulvet.” Moren ser ned på sine rødlakerede negle. ”Ja, så er der nok noget kunststof i den her badekåbe. Der stod ellers, det var 100 procent bomuld. Snydt igen.” Moren virrer med hånden og peger på dukken. ”Du skal ikke stå der og se hånlig ud, træmand. Ormstukne vissenpind. Du bliver sendt retur.” Og efter den svada henter moren et nyt glas vin og går tilbage til sit badevand.

18


4. SAT FAST

Marie bliver stående og ser på dukken. Kan det virkelig være sandt, at den kan give stød? Og kan den så også bevæge sig, som Ib påstod? Nej, nu må hun styre sig. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Men bedst ikke at løbe risikoen. Marie vender ryggen til og går hen for at fuldføre det, hun kom for. I næste nu lyder der en lillebitte lyd bag hende. Bare et lille klik. Hun snurrer rundt. Hjertet hamrer. Dukken står i samme stilling som før. Eller gør den? Dens sorte øjehuller er stadig rettet mod hende, men dens ene arm dingler frem og tilbage som et pendul. Det kan være en trækvind, som har sat den i bevægelse. Alligevel står Marie som lammet. Sparky har sendt et signal. Den kan bevæge sig. Det er på høje tid at handle. Moren har efterladt sin boremaskine på gulvet. Marie løfter den op, som om det var en pistol, og tjekker, at den er indstillet som skruemaskine. Så finder hun en god, lang skrue i værktøjskassen.

19


Hun går tilbage til dukken. Stiller sig foran den og betragter den koldt, mens hun presser fingeren mod maskinens starter. Whirr-Whirr! lyder det i stuen. Et øjeblik senere er Sparkys fødder spiddet til træpladen. Marie træder tilbage og betragter sit værk. ”Nu kan du jo se, om du kan komme fri, Pinocchio,” siger hun. Sparkys sorte øjne synes næsten at gnistre af had. Marie trækker handskerne af og smider dem tilbage i skuffen; så går hun op på sit værelse. Hun fik ikke stød. Men hun fik sat Sparky på plads. Hun tager sin iPad og sætter sig på sengen. Hun kan ikke lade være med at google den elektriske stol. Det er ikke hyggelig læsning. I USA blev den brugt til at henrette dødsdømte forbrydere. Det syntes man var det mest humane. Marie skimmer billederne, mens hun gyser. Ja, at få 10.000 volt gennem sig. Virkelig humant! tænker hun. Nu er de fleste elektriske stole heldigvis pakket væk, ser det ud til. USA har fundet på andre midler til at tage livet af de værste forbrydere. Marie googler videre. Men hun kan dog ikke finde noget om elektriske stole, som er blevet brugt til at lave dukker af. Men man kan aldrig vide. Efter sigende kan

20


man slå alt op på nettet, men det er en sandhed med modifikationer, for lige dét står der ikke et klap om. Èn ting er, at Sparky er skruet solidt fast til sin fod, men det ændrer ikke på, at hr. Node stadig lurer et eller andet sted i nabolaget. Kun et opkald væk. Hun finder sin mobil frem og søger nummeret på Pizza Expressen. Hun tænker på Marko. Måske skal hun bede ham holde øjnene åbne, og hvis han ser manden i kattepelsen, skal han omgående ringe til hende. Men så ombestemmer hun sig. Hun gider ikke blande pizzadrengen ind i noget. Hun afbryder mobilen. I stedet fisker hun Ib ud fra skabet og sætter ham på armen. Straks begynder dukken at plapre løs: ”Vi må løbe hjemmefra, Marie. Ikke om jeg vil være under samme tag som den væmmelige tingest. Jeg bliver helst spedalsk ved tanken.” ”Ro på, Ib. Jeg har skruet ham fast. Han kommer ikke til at røre sig ud af flækken.” Ib drejer hovedet mod hende. ”Skruet ham fast. Hvad skal det sige?” ”Jeg satte et par solide skruer i hans fødder. Jeg lover dig, han går ingen steder.” Ib ler en lille latter. ”Marie, du er ikke tabt bag en vogn.”

21


”Nej, og jeg er heller ikke født i går. Og nu kan du forhåbentlig slappe af. Min mor ringer til Node og beder ham hente sin grimme dukke.” Marie går hen og åbner sit vindue på klem for at lukke luft ind. Hun gider ikke fortælle Ib om det elektriske stød, som moren fik lige før. Eller den dinglende arm. Så flejner han bare igen. Og selv er hun også stadig helt svedt efter oplevelsen. Hun kigger ned i haven for at se, om hun kan få øje på Ziggy. Men katten er selvfølgelig ingen steder at se, og det bliver snart mørkt. Det sidste, hun så til den, var, da den forsvandt med tyk hale ind i hækken, da Marko hoppede ned fra pæretræet. Måske lusker den stadig rundt derovre. Marie lover sig selv, at Ziggy skal få med hende at bestille, hvis han igen er smuttet på musejagt i det tomme nabohus. Hvis det da er tomt!

22


5. KATTEJAGT

”Så du, hvor Ziggy blev af?” spørger hun Ib. ”Ved gud nej! Som om jeg ikke har vigtigere ting at tænke på end at holde øje med det rovdyrs gøren og laden.” ”Jeg kan ikke lide, at den ikke er her,” siger Marie. ”Den kender slet ikke området endnu. Tænk, hvis den farer vild. Eller hvis Node fanger den og laver pels ud af den.” ”Det siger du bare for at glæde mig,” svarer Ib. ”Hold op. Ziggy er verdens sødeste kat. Og jeg gider ikke, at den skal blive væk. Vi må ud og finde den.” ”Helt ærligt, skal vi nu rende rundt efter en fjollet kat?” himler Ib op. ”Når vi svæver i livsfare?” ”Lad være med at kalde Ziggy for fjollet.” Med Ib på armen går Marie udenfor. Skumringen er allerede så småt ved at krybe ud af skyggerne. Marie står og laver kælne lokkelyde. ”Ziggy, kom, lille mus. Zig-gyyy!” Hun lytter og venter, men der sker ingenting.

23


”Den er garanteret stadig inde i nabohaven,” sukker Ib. ”Måske er den kravlet op i pæretræet ligesom ham pæretyven, vi mødte.” Det krymper sig lidt i Marie. Hun er ked af, at hun kom op at skændes med Marko. Han kunne være til hjælp nu. Hun laver flere lyde med tungen. Men ingen Ziggy. Selvfølgelig ikke. Hun bliver nødt til at gå ind i haven og se efter. For anden gang i dag maser hun sig gennem hullet i hækken, og lidt efter står hun igen i nabohaven. Hun ved, at Ziggy altid har elsket at lege skjul. Katten har sikkert fundet et godt sted, hvor den ligger og gasser sig. Hvis den da ikke jager fugle. Medmindre … Marie ser hen mod huset. Døren ind til havestuen står stadig på klem. Marie skutter sig. ”Ja, her var den så heller ikke,” siger Ib lettet. ”Godt, så kan vi komme videre i teksten.” Marie svarer ikke, men betragter den store, dystre villa. Der er noget skummelt ved det hus. Først det med gyngehesten, som vippede. Så den lille kluklatter, hun hørte derinde. Hun har på fornemmelsen, at der er nogen i det hus. Hun skæver op mod vinduet på første sal. Tidligere på dagen syntes hun, at hun så et ansigt deroppe.

24


Nej, det må være noget, hun bildte sig ind. Det er bare et tomt hus, som står og forfalder. Men døren til havestuen står på klem. Det er noget sjusk. Alle mulige kan gå derind. Indbrudstyve. Og mus og rotter. Ens kat kan. Marie føler sig bare sikker på, at Ziggy snuser rundt derinde. Sidst den kom ud derfra, stank den af parfume, da hun fik fat i den. Den sagde, at der var en derinde. Den sagde hun. En pige? Eller spøgelset af en pige? ”Få nu ingen idéer, Marie,” advarer Ib. Marie svarer ikke. Skal hun vove sig ind? Måske skulle hun vente, til hendes mor er færdig med at bade, og så prøve at få hende med. Nej. Når moren først ligger og slanger sig i karret, kan det tage timer. ”Vi går ind,” beslutter hun og sætter kurs mod havestuen. Det giver et sæt i Ib. ”Ind? Hvad mener du med ind? Ind i huset? Ikke på vilkår. Hold mig ude af det her. Jeg er bugtalerdukke, hvis du skulle have glemt det, ikke indbrudstyv.” ”Du vil måske hellere vente herude?” spørger Marie. ”I den klamme have, hvor snegle kan kravle rundt på dig. Og tudser.” Ib klapper mundspjældet i.

25


”Lidt indbrudstyv er man vel altid,” mumler han. ”Men kommer der nogen, spiller jeg død. Jeg siger det bare. Så må du selv rage kastanjerne ud af ilden.” Marie gider ikke svare, men stiger op ad trinene til havestuen. Forsigtigt får hun havedøren skubbet op. Hun holder skarpt øje med gyngehesten. Men den bevæger sig ikke. Med bankende hjerte lister hun indenfor. Forbi de støvede havemøbler og videre ind. Inde i husets stue står der spredte møbler hist og pist. Et maleri i en tung guldramme hænger stadig på væggen. Her er stille. Det er næsten som at træde ind i et gravkammer.

26


6. DANSE, DANSE, DUKKE MIN

Huset virker forladt, men nogen har alligevel efterladt møbler og tæpper. Der er lagt hvide lagener over. Over et spisebord hænger en stor lysekrone ned fra loftet. Også den er dækket af et hvidt klæde. ”Det ligner et selskab for spøgelser,” mumler Ib. ”Ssh!” hvisker Marie. ”Her er skummelt nok, uden at du behøver bidrage med dine kommentarer.” Igen kalder hun på Ziggy med lav stemme. Så hører hun en svag lyd. En puslen. Oppefra. En trappe fører op til første sal. Marie lister hen og ser op ad den. Er hendes kat deroppe? Hun snuser ind. ”Kan du lugte det?” hvisker hun. ”Jeg er en dukke,” minder Ib hende om. ”Jeg ville ikke kunne lugte noget, om der så var ild i mig.” ”Viol,” siger Marie. ”Jamen fint. Hvis du siger det.” Nu får Marie øje på poteaftrykkene. Våde kattepoter har lavet et spor i det fine støv langs trappens gelænder. Poteaftrykkene fører op til førstesalen. Det kan ikke

27


være andre end Ziggy. Den har gået i det våde græs, og nu er den herinde. Marie bliver både sur og lettet på en gang. Hun stiger op ad trappen. ”Tror du, her er spøgelser?” hvisker Ib. ”Bare nogle små nogen måske?” ”Er du dum?” spørger Marie. ”Tror du også på julemanden og tandfeen?” ”Nej, men derfor kan der vel godt bo et enkelt spøgelse eller to. Eller … en zombie.” Ib går i stå og drejer hovedet. ”Hør!” gisper han. Og nu hører Marie en lille, klemtende række af toner. Det lyder som en spilledåse. Hun kender også melodien. En børnemelodi, men bare nogle få strofer: Danse, danse, dukke min. ”Okay, så er vi dem, der er skredet,” mumler Ib. ”Få mig ud herfra. Dåsemusik i forladte huse er lig med spøgeri. Og så vil jeg blæse på, hvad du siger om julemænd og tandfeer.” Marie er tilbøjelig til at give Ib ret, men nu hører hun en blid stemme, som nynner med. Et spøgelse nynner vel ikke? Hun når op til etagen ovenover. Nu høres melodien helt tydeligt. Marie bevæger sig lydløst hen mod en

28


halvåben dør for enden af gangen. Lyden kommer derfra. En sagte nynnen. Og den spinkle melodi. Nej, hvor frøkenen er fin … Marie skyder hjertet op i livet. Så kigger hun ind. Ib læner sig frem på hendes arm for at kigge med. I rummet ligger aviser spredt på gulvet. En sort vinterfrakke med pelskrave er lagt hen over en stol. Og der ligger pæreskrog. Masser af pæreskrog. Gulvet er overstrøet med halv- og helspiste pærer. Og nu opdager Marie, hvor lyden kommer fra. En gammel, hvidhåret dame sidder i en topersoners sofa. Hun er i natkjole. Og hendes hår står ud til alle sider. Hun ligner faktisk et spøgelse. Helt hvid over det hele. Hun har bare tæer, men der står et par sutsko på gulvet. Ibs mundspjæld falder ned med et klap. Dukken bliver for en gangs skyld mundlam. Den gamle dame smiler ud i luften, mens hun drejer på en lillebitte spilledåse, sådan en metal-en med en valse med små hak i, som spiller en melodistump, når man drejer på et håndsving. Men det er ikke det, som Marie stirrer på. Det er den gråstribede kat, som ligger mageligt og højt spindende

29


henslÌngt hen over damens skød og ikke ser ud til at have haft det bedre. Det er Ziggy.

30


7. DELUT FUSSELUS

Marko havde godt nok sagt, at der havde boet en gammel dame i huset, men ikke, at hun boede her endnu. Og hvordan kan hun bo i et tomt og koldt hus? Der er noget helt forkert her. ”Jøsses kors!” gisper Ib, da han endelig får mælet igen. ”Einsteins onde søster. Og hun har katten! Flygt!” ”Vent,” siger Marie. Damen får øje på hende. Men hun ser ikke spor overrasket ud. Snarere venlig. Hun har rynker i hele hovedet. Og lysende blå øjne. Og en frisure, som ligner en udbombet høstak. Hun sender Marie et strålende smil, mens hun kæler for Ziggy. ”Delut katti,” siger hun. ”Vit fusselus!” ”Undskyld, hvad?” siger Marie. ”Butsjut!” snakker den gamle uanfægtet videre, eller måske snarere pludrer, for der er hverken hoved eller hale i det, hun siger. ”Kuk i kysen!” afgør Ib. ”Pas på, Marie. Hun har en skrue løs. Lad os komme ud herfra.”

31


Marie smiler til damen. ”Undskyld, jeg skulle bare hente min kat. Jeg vidste ikke, at her boede nogen. Ziggy, kom så her.” ”Mor mæ trum-kaksi,” ler den gamle. ”Koks i kakki-lovnski,” svarer Ib flabet. ”Ingen hjemme på øverste etage!” Ziggy gør ikke mine til at flytte sig. Den ser op på Marie og blinker dovent med begge øjne. En kats måde at smile på. ”Hun er hyggelig,” siger den og gør sig til. ”Du skulle prøve det, Marie. Hun har de blødeste hænder.” ”Kæle naf,” klukker damen og aer Ziggy, som er ved at gå ud af sit gode skind af bare velvære. Han spinder for fuld kraft, mens hans poter åbner og lukker sig. ”Ja, ja! Lige der. Bliv ved, dame.” ”Kvab-ha-tit-tit,” ler den gamle og tilføjer: ”Miaw-bit!” ”Hun taler jo kulsort,” himler Ib op og virrer med hovedet. ”Er vi med i Skjult kamera? Kom så, åndssvage kat, inden hun vrider halsen om på dig.” ”Hvem er du?” spørger Marie. ”Bor du her?” Damen ser på Marie med livlige øjne, men blikket er underligt blankt.

32


”Pjif,” hvisker hun, mens hun aer Ziggy med bløde strøg. ”Er det dit hus?” spørger Marie. ”Ja, det er det jo nok,” indskyder Ib. ”Ellers ville hun vel ikke sidde her i natkjole og kyle med pæreskrog over det hele. Jeg ved ikke, hvad det ligner.” ”Hus-hat og saftig plæne,” oplyser den gamle dame og tager en pære fra bordet og rækker den frem. Marie tager den. ”Tak.” ”Rør den ikke. Den er garantrisse forgiftet,” advarer Ib. ”Vås,” siger Marie, men stikker alligevel pæren i lommen. Den gamle dame smiler og viser spilledåsen frem. Hun drejer på det lille håndsving, og igen lyder melodien fra før. Ziggys ører drejer efter lyden. Den gamle nynner med. ”Danse, danse, dukke min,” nikker Marie og smiler. ”Kukker-mi,” nikker damen. ”Godt, så fik vi det fastslået,” siger Ib. ”Og så kan vi måske skride, hvis vi er færdige med at gætte sangtitler?” ”Ib, fatter du ikke, at hun er syg?” ”Syg. Det siger du ikke. Hun har rotter på loftet. Total kuppelkatar er, hvad hun har.” ”Jeg tror, hun er blevet væk.”

33


”Væk? Hun er jo lige her.” ”Nej, hun hører til et sted. Hun skal ikke være her.” Marie ser rundt. Damens frakke ligger i en stol. Hun har ikke andet på end natkjole og bare ben. ”Hvad hedder du?” Marie bøjer sig frem mod damen. ”Va-vark!” siger damen og rækker hånden ud og aer Marie på kinden. ”Det var sgu et tosset navn,” mumler Ib. ”Men det ene skal jo passe til det andet.” Den gamle dame retter en kroget finger mod Ib og båtter ham på næsen. ”Sjiv!” siger hun med en lille latter. ”Må jeg være fri!” fnyser Ib krænket. ”Hvad har du gang i, Mutter Fit? Skal jeg måske båtte dig på snudeskaftet?” ”Ib, jeg tager dig af nu, for jeg må hjælpe her,” siger Marie. Inden Ib når at protestere, har hun trukket armen til sig. Hun lægger ham fra sig i lænestolen og haler sin mobil frem. Så trykker hun sin mors nummer ind. Hun ved, at selvom moren er i bad, er hun sjældent mere end en armslængde fra sin mobil. Og ganske rigtigt. ”Hvad nu, skatter?” lyder det i den anden ende. ”Mor, du må komme. Jeg er inde hos naboen. I det tomme hus.” Hun afbryder morens spørgsmål. ”Der er en gam… en ældre dame her.”

34


”Kytte-mi-plutskif,” nikker damen ivrigt og peger rundt. Marie holder en lille pause. ”Og Ziggy er hos hende. Jeg tror, hun er … sådan lidt dement i det. Kommer du ikke lige …? Du kan bare gå ind gennem havestuen.”

35


7. HELT KUK

Der går mindre end fem minutter, så står moren der. Iført pink joggingsæt med hvide striber og med et håndklæde om sit våde hår. Et brus af fyrrenåleduft står om hende, og hun ligner præcis en, som lige er stået ud af badet. ”Jamen dog,” siger hun og ser sig om. Det har heller ikke taget Maries mor mange øjeblikke at konstatere, at de har at gøre med en forvirret dame. Den gamle smiler til hende og rabler nogle uforståelige stavelser af sig. ”Jeg tror, det er hende, som bor her,” siger Marie. Moren undersøger tøjet og opdager hurtigt, at der er sat stofmærker i nakken på frakkekraven. ”Oda Bjelke,” læser hun. ”Aldersro Plejehjem. Det giver mening. Hun er nok stukket af.” ”Hedder du Oda?” spørger Marie den gamle dame. ”O-oda,” nikker damen og sender hende et genert smil. Moren sætter sig på hug foran damen. ”Nu skal vi nok hjælpe Dem, frue,” råber hun ind i den gamles ansigt. Det giver et sæt i damen.

36


”Mor! Hun er altså ikke døv.” ”Nå, undskyld,” siger moren. Hun tager den gamle dames hånd. ”Jeg tror måske, at nogen savner dig, Oda,” siger hun med et lidt mere almindeligt tonefald. Den gamle smiler og viser moren spilledåsen. Ziggy har fået nok af aktiviteten og glider ned på gulvet og svanser fornærmet sin vej. ”Helt ærligt, nu havde vi det lige så hyggeligt,” knurrer han og sender Marie og moren et gnavent blik. ”Gud ved, hvor længe hun har boet her?” Moren ser rundt i rodet. ”I hvert fald siden i forgårs,” siger Marie. ”Jeg tror, det var hende, som sprøjtede violparfume på Ziggy.” ”Hun er nok efterlyst så. Et held, hun er uskadt. Vi må sørge for, at hun kommer tilbage, hvor hun hører til.” Ved fælles hjælp får de den gamle dame på benene. Marie samler hendes frakke op og svøber den over hendes spinkle skuldre. ”Det her går jo ikke. Her kan De jo ikke være.” Moren støtter den gamle ned ad trappen. ”Nu skal vi sørge for, at De kommer hjem,” siger hun højt ind i hendes øre. Det giver et nyt sæt i den gamle. ”Mor, for helvede!” siger Marie irriteret. ”Hun er ikke døv, vel?”

37


”Jeg glemmer det hele tiden,” beklager moren. ”Nukaf?” spørger den gamle og ser på moren. ”Ja, selvfølgelig skal du få en kop kaffe. Det kan du nok trænge til – du er iskold,” nikker moren overdrevent venligt, idet hun hjælper den gamle dame ud af huset. Marie følger efter med Ib under armen og på en mærkelig måde lettet. Det var så dét spøgelse.

38


8. DAME I OVERSKUD

”Det er godt gjort,” siger moren. Men på måden, hun siger det, kan Marie regne ud, at hun mener lige det modsatte. Moren har netop haft en ophedet samtale med personalet på det der plejehjem og fået bekræftet, at de faktisk mangler en beboer og har gjort det siden mandag. Men politiet og de pårørende er underrettet. Moren spørger, hvorfor de ikke har tænkt på at kigge i huset. De kan vel sige sig selv, at hun er taget hjem. Men det har de åbenbart ikke tænkt på. Og det til trods for at det tog Marie mindre end to minutter at google sig frem til, at Oda Bjelke havde boet der i over 40 år. Men så kunne I måske komme og hente hende, havde moren foreslået, men det kunne de ikke, fordi de var underbemandet. De kunne ikke gå fra de øvrige beboere. ”Det er utroligt,” himler moren op og ser forarget på Marie. ”De foreslår, at vi sender hende over i en taxa. Jamen hvad er det da for noget?” Marie ved ærlig talt heller ikke, hvad det er for noget. Men det er på en måde lidt spændende at have fundet en gammel dame.

39


De har givet Oda et varmt tæppe over sig og sørget for, at hun har fået noget vand at drikke. Og et krus kaffe. Marie må hjælpe hende med at holde kruset; alligevel lykkes det den gamle at spilde lidt ned ad sig. Men det er tydeligt, at hun nyder kaffen. Damen kigger nysgerrigt rundt, som om deres stue er det mest spændende sted i hele verden. Marie smiler til hende. Det var ikke noget spøgelse, som var i det gamle hus. Det var en dement dame, som er gået sin vej fra plejehjemmet, som ligger et stykke herfra. Aldersro, hedder det. De har kigget i damens frakkelommer, men alt, de fandt, var en fin, gammel flakon med noget duftvand, der lugter præcis som den lugt, der hang i Ziggys pels. Viol. ”Så de kommer ikke og henter hende?” spørger Marie. Moren ryster på hovedet. ”Og det betaler man skat til. Helt ærligt! De siger, at det ikke er første gang, hun er på springtur. Det er utroligt. Nu er det pludselig os, der står og blomstrer med en med alzheimer, fordi de ikke kan holde dem bag lås og slå.” ”Mor! Ssh! Tag dig sammen! Hun sidder lige her, ikke? Og det er jo ikke noget fængsel, vel?”

40


”Nej, men alligevel. Tænk, hvis hun var gået ud på en stor vej og var blevet kørt over eller var frosset ihjel i et mosehul. Den slags læser man om hele tiden.” ”Nu gik hun bare hjem til, hvor hun har boet,” siger Marie. ”Ja, men der kan hun jo ikke bo mere,” sukker moren. ”Desuden er huset sat til salg.” Moren finder en æske kager og byder den gamle dame en. ”Kunne du tænke dig en macaron, Oda?” Hun holder æsken med de små franske makroner frem. Den gamle forsyner sig rigeligt og propper tre i munden en efter en og tygger langsomt og koncentreret. ”Hun er sulten,” siger Marie. ”Hun har ikke levet af andet end pærer. Skal vi ikke give hende noget at spise?” ”Nul putte! Nu kører jeg hende altså derover. Og så skal jeg sige dem et par borgerlige ord. Hvad ligner det. Hun er en eller andens mor.” ”Gak,” siger den gamle ud i luften. ”Gak,” nikker moren. ”Lige mine ord. Det kan vi vist godt blive enige om.” ”Jeg tror, hun mente tak,” siger Marie. ”Gak-tut!” nikker den gamle. Så får hun øje på Sparky. Marie kan se, at det ligesom giver et sæt i hende. Hun ser stift på dukkefiguren, og smilet stivner. Et udtryk af

41


ubehag løber over hendes ansigt. Heller ikke hun bryder sig om den lumske figur. Ib havde hun ikke noget imod; ham truttede hun på næsen. Nu sidder Ib i stolen og ser stift på dem med sit gavtyvesmil. Men den gamle ser kun på Sparky. Hun løfter langsomt en finger og siger en lyd. ”Ja, I har næsten samme frisure,” siger moren. Marie skynder sig at stille sig ind foran den gamle, så hun ikke kan se figuren, og tager spilledåsen frem. Hun drejer på håndtaget, og de sprøde toner af Danse, danse, dukke min klinger ud i rummet. Damen lyser op i et smil og ser på Maries fingre, som betjener den lille spilledåse. ”Mer’,” siger hun ivrigt, da melodien ebber ud. Marie drejer igen. ”Nej, ikke mere nu,” afgør moren. ”Nu kører jeg dig tilbage til hjemmet, Oda. Du kan ikke sidde her i nattøj og sutsko. Så må de tage sig af dig.”

42


9. ALENE HJEMME

Lidt efter er moren og den gamle dame væk. Hendes mor fandt en gammel hættetrøje og et par malerplettede joggingbukser, som hun hjalp den gamle i. Så fik hun knappet hendes frakke og iført hende et par tykke sokker, så hun ikke skulle gå barfodet i sine sutsko. Den gamle så ud som verdens ældste og mest trashede posedame, da de kørte af sted. I mellemtiden er det blevet helt mørkt. Marie står lidt uden for huset. Hun kalder på Ziggy. Mon den stadig snuser rundt ovre i huset? Nå, det må den selv ligge og rode med. Hun har i hvert fald ikke tænkt sig at gå over og lede efter den nu. I stedet går hun ind. Rydder af og stiller i opvaskemaskinen. Normalt har Marie ikke noget imod at være alene hjemme. Men ikke i et hus, hvor de kun har boet i nogle dage, og hvor der står en skummel dukke i et hjørne. Hun kunne tænde lys og varme noget kakao i mikroen. Hvis de ellers havde noget kakao – og en mikroovn.

43


Hun sætter noget musik på. Rasmus Seebach fylder stuen. Det er musik, man kan skråle med på, men Marie er ikke i stemning og slukker igen. Hun går en runde og tager i yderdørene. Sikrer sig, at de er låst. Man kan aldrig være for forsigtig, slet ikke når Node lurer et sted derude. Sparky står i stuens krog og synes at følge hver bevægelse, hun laver. ”Glo du bare,” mumler hun og forsøger at ignorere den, men det er svært. Hun synes også, den har ændret stilling. Dens ene arm hang da ikke sådan før. Eller gjorde den? Nej, nu skal hun ikke gå og bilde sig ting ind. Godt, hun fik den skruet fast. Hun finder morens badekåbe, som hænger over en stol. Så svinger hun den elegant over dukkefiguren. Det gør den ikke mindre uhyggelig; nu ligner den et spøgelse. Hun får gåsehud. Den her fordømte dukke giver hende den værste noia. Bare hendes mor snart kommer tilbage. Så langt borte ligger det plejecenter vel heller ikke. Hun går lidt rastløst rundt, lægger Ib op på værelset. Det kunne måske være rart med lidt selskab, men hun orker ikke lige nu. Hun vil bare have sin mor. En grå skygge uden for køkkenvinduet får hende til at fare sammen. Men så ånder hun lettet op. Det er bare

44


Ziggy. Han sidder ude på gesimsen og stirrer krænket ind på hende. Hun kan se hans mund miave anklagende. Hun skynder sig at lukke ham ind. ”Nå, der er du endelig, din bandit.” Hun løfter Ziggy op. En svag duft af viol hænger stadig i pelsen. ”Det er faktisk min skyld, at I fandt den rare dame. Ikke, Marie?” spinder han kælent. ”Jo, hvis vi ikke havde ledt efter dig, så havde hun stadig siddet og kløet dig bag ørerne, din kælepotte.” Marie kysser den. ”Hvor er damen nu?” spørger Ziggy og stritter på skrømt imod. ”På vej hjem,” siger Marie. ”Nedtur,” siger Ziggy. ”Men har vi noget at æde så?” Marie sætter katten ned og finder noget tørfoder frem til den. Ziggy står utålmodigt og vifter med halen og støder til hendes ben med hovedet, mens hun fylder madskålen. ”Husk at drikke godt med vand til,” siger hun og sætter maden ned på gulvet. Knas, knas, lyder det fra Ziggy, som er i gang med at hugge i sig, inden hun overhovedet får sluppet skålen.

45


En time senere ringer telefonen. Marie har skrevet fem beskeder og ringet til morens svarer tre gange. Endelig er der livstegn. Marie kan næsten ikke høre, hvad moren siger. Der er noget galt. Moren græder. Hun hulker og snøvler. Hun er på politistationen. Marie tror først, der er sket noget med den gamle dame. ”De stoppede mig, da jeg kørte fra plejehjemmet. Jeg ville …” ”Hvem stoppede dig?” ”Politiet. Du må ringe til din far. Nej, vent! Du skal ikke ri-hinge. Du må ikke ringe til nogen, Marie. Ikke en eneste. Tænk, hvis nogen får nys om det.” Moren lyder næsten desperat. ”Nys om hvad, mor?” spørger Marie forvirret. I baggrunden er der en mand, som siger noget til moren, og hun siger: ”Jeg skal have taget en blodprøve nu.” ”En blod… hvorfor?” ”Åh, Marie. De siger, jeg bliver sigtet …” ”Mor, hvad er der sket? Er du kørt galt? Er du kommet noget til?” ”Der er ikke sket noget. Bilen fik en skramme. Den er kørt i grøften.”

46


”I grøften? Men …” ”For helvede, unge!” kommer det med pludselig vrede fra moren. ”Fatter du ingenting? Jeg er blevet anholdt … for spirituskørsel!” Marie kan ikke få et ord frem. Hendes øjne bliver fyldt med tårer. Morens ord kværner rundt i hovedet. Anholdt for spirituskørsel. Hendes mor! ”Undskyld, Marie,” hulker moren. ”Undskyld, jeg råbte … det var ikke meningen. Hør nu, du er en stor pige, Marie. Du kan godt være alene lidt endnu, ikke? Jeg kommer snart hjem. Alt ordner sig. Jeg elsker dig. Mor elsker dig!” Forbindelsen bliver afbrudt. Marie sidder med mobilen i hånden og stirrer ud i luften. Tårerne får frit løb. Hendes mor er på politistationen. Anholdt for spirituskørsel. Det er jo en katastrofe. Marie føler så meget, at det er hendes skyld. Moren lå og hyggede sig i badekarret og drak sin vin. Og så ringede Marie om den gamle dame. Hun rejser sig og går rundt i stuen. Gud ved, hvor meget vin moren fik drukket? Hun kigger på flasken i køleskabet. Der er kun en smule tilbage. Hvad hvis de tager morens kørekort? Eller hvis hun kommer i fængsel? Marie bider sig i læben. Man sætter vel ikke folk i fængsel for spirituskørsel, eller gør man? Men hendes

47


mor får helt sikkert ikke flere skuespillerjobs, hvis det kommer ud. Det her er en katastrofe. Bare hun dog aldrig havde forstyrret moren. Hvorfor kan hun aldrig lade hende få lidt ro? Marie bider nervøst i en neglerod, så den begynder at bløde. Kan det overhovedet blive værre? Hun er udmattet og svimmel af sult. Hun må tale med nogen. Inden hun får tænkt det igennem, har hun ringet til Pizza Expressen. Hun ved ikke, hvad hun ellers skal gøre. Hun må bare have fat i Marko. Med nogenlunde normal stemme får hun bestilt en pizza.

48


10. PIZZA IGEN

20 minutter senere ringer det på døren. Marie har allerede hørt knallerten standse ude ved lågen. Hun skynder sig ud. Duften af pizza slår imod hende, da hun åbner døren. Marko står udenfor med sin store hjelm på. Visiret er slået ned. Han minder om RoboCop. Hun er stadig ret mopset på ham, fordi han kaldte hende lyveprinsesse i eftermiddags, men lige nu er han den eneste, som kan hjælpe. ”Hej …” siger hun og forsøger at lyde cool. Han slår visiret op. ”En calzone,” siger han og ser helt neutral ud, som om de aldrig har talt sammen. Eller også spiller han fornærmet, fordi hun bad ham skride ud af nabohaven og lade være med at stjæle pærer. Han rækker hende den flade æske. Der er italienske flag på og en tegning af en glad kok med et overskæg. Kokken holder en flaske vin, som endnu en gang minder Marie om katastrofen. Tårerne presser sig på igen.

49


”88 for pizzaen og 45 kroner i levering,” siger Marko og rækker hende en lap papir. ”Mobil eller kontant?” Han er bare kold. Marie ville ønske, hun aldrig havde bestilt den skide pizza. ”Marko …” Hun ser op på ham. Han har allerede åbnet mobilens betalingsapp. Hun begynder at græde. For første gang ser han på hende. ”Hvad nu?” spørger han utålmodigt. ”Har du ingen penge?” ”Nej.” ”For helvede da!” Marko ser virkelig sur ud. ”Jeg er ved at være skide træt af dig nu.” Marie kan slet ikke stoppe; tårerne bare vælter ud. ”Undskyld ... det, jeg sagde i dag,” hulker hun. ”Det der med, at du stjal pærer. Jeg mente det jo ikke. Kan vi ikke være gode venner igen?” ”Hey, ro på.” Marko ser mere venlig ud. ”Slap af, I kan da bare skylde. No problem! Sig til din mor, at hun kan betale i morgen.” ”Men det kan jeg ikke … Hun er kørt galt.” ”What!?” udbryder Marko forskrækket. ”Er der sket noget?” ”Hun … Hun er på skadestuen,” hikster Marie. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

50


”Men hvad er der sket?” Marko giver hende et kram, lidt kejtet på grund af pizzaæsken, som er lidt i vejen, men Marie synes, det trøster. ”Ikke noget helt alvorligt,” snøfter hun. ”En … forstuvning, måske en lille hjernerystelse.” ”Shit. Hvordan skete det? Og hvor?” ”Jeg ved det ikke. Hun ringede bare og sagde det. Hun forsøgte at undgå en anden bil. En, der kørte i den forkerte side af vejen.” Marie kan ikke stoppe sig selv. Hun ville ønske, hun kunne, men munden løber bare: ”Hun skred ud og var lige ved at støde ind i nogle træer og alt muligt, og så røg hun i grøften.” ”Og den anden bil?” vil Marko vide. ”Den stak bare af,” hævder Marie. ”Sikkert en eller anden spritbilist,” knurrer Marko. ”Godt, din mor ikke kom mere til skade. Skal jeg køre dig hen på skadestuen, så du kan se hende? Du kan sidde bagpå.” ”Hvad … nej, nej! Hun kommer selv hjem, når hun er … blevet syet.” ”Syet? Sagde du ikke, at det var en hjernerystelse?” ”Jo, men hun har også fået en lille flænge, tror jeg vist.” ”Hun er sluppet heldigt. Er jeres bil så totalskadet?” Marie trækker på skuldrene.

51


Hun er nødt til at skifte emne. ”Marko, det der … med det dersens talentshow. Det bliver nok ikke til noget.” ”Surt show,” siger Marko. ”Skal du så ikke optræde alligevel?” Hun ryster på hovedet. ”Og ham din ’agent’ i den sorte pels?” Marko sender hende et skævt smil. ”Han er kun ude efter min nye dukke. Han påstår, det er hans.” ”Nå, jeg troede ellers, han solgte ’kunstværker’. Det synes jeg, din mor sagde dér i telefonen.” ”Han er fuld af løgn,” siger Marie. ”Marko, hvis du ser ham, vil du så ikke nok advare mig? Du får mit mobilnummer.” ”Jeg har allerede dit mobilnummer,” smiler Marko. ”Fra da du bestilte.” ”Nå ja.” Marie smiler tilbage. Der bliver en lille, akavet pause, hvor ingen af dem ved, hvad de skal sige. ”Du, pizzaen bliver kold.” Marko nikker mod æsken, som Marie står med. Hun tør næsten ikke se på Marko. Hun tørrer tårerne af med ærmet og snøfter. ”Måske du vil med ind og have et stykke pizza?” siger hun. Marko griner. Så nikker han og tager hjelmen af.

52


11. ET NYT CHOK

Lidt efter sidder de i stuen. Marie er rystet og rastløs. Men det føles godt, at hun ikke er alene i det mindste. Marko vipper låget på pizzaæsken op, og en god duft spreder sig i stuen. Selv Ziggy, som er gået i brædderne i en stol, vågner op og vejrer. ”Sød kat. Hvad hedder den?” ”Ziggy. Den er opkaldt efter en eller anden rockstjerne, min mor er vild med. Bowie.” ”Jeg er mest til hiphop,” siger Marko. Han lirker et stykke pizza fri og lægger det på en tallerken foran hende. ”Spis, så får du det bedre. Det skal nok gå fint med din mor.” Han tager et stykke selv. Folder det på midten og spiser det fra spidsen af. På trods af hvad der er sket, er Marie skrupsulten. Og dødtræt. ”Det kommer garanteret i avisen,” siger Marko mellem to mundfulde. Marie ser spørgende på ham. ”Ja, din mor er jo kendt.” Marko tegner en overskrift i luften med to fingre: ”Kendt skuespiller i bilulykke.”

53


”Det gør det ikke!” udbryder Marie heftigt. ”Ingen må vide det!” ”Hvorfor? Det er vel god reklame.” ”Vi vil ikke have journalister rendende. Vi er flyttet hertil for at få fred. Så min mor kan øve sin rolle til den nye film, hun skal spille hovedrollen i.” ”Nå, okay. Men der er stensikkert alligevel en journalist, som får nys om ulykken,” siger han. Marie bliver helt kold ved tanken, men formår at holde sit ansigt i neutrale folder. ”Hvad er det for en film?” vil Marko vide. ”Det kan jeg naturligvis ikke sige,” siger Marie og hader sig selv for at lyve. Igen. ”Det er en udenlandsk film, så det er ikke sikkert, den kommer til Danmark,” garderer hun sig. ”Noget Hollywood-noget?” spørger Marko, som sikkert straks forestiller sig noget med superhelte og eksploderende byer. ”Jeg kan desværre ikke røbe mere,” siger Marie og skynder sig at fylde munden med pizza. Marko trækker på skuldrene og lader sine brune øjne løbe rundt i stuen. Det er tydeligt, at han er lidt benovet over at sidde her i Ingelise Gabels stue og spise pizza med datteren.

54


”Hey, lav et show for mig,” siger han pludselig. ”Med den der dukke, du havde med ovre i haven.” ”Et bugtalershow … med min dukke?” ”Ja, hvad ellers?” griner Marko. ”Et bugtalershow uden dukke er en smule tamt, ikke?” Marie rødmer lidt. Hun tøver. Laver Marko sjov, eller venter han bare på at håne hende? Fordi han har gennemskuet, at hun overdrev lidt. ”Men skal du ikke ud med flere pizzaer?” ”Død aften. Hvis der kommer ordrer, ringer min far. Kom nu, hent din dukke …” ”Okay.” Marie tørrer fingrene og skynder sig op ad trappen til sit værelse. Nu gælder det, tænker hun. Nu skal hun vise Marko, hvad hun duer til. Og denne gang har Ib bare at holde sig i skindet. Hun slår døren op til værelset. Værelset er koldt. Vinduet står på vid gab. Marie står stille og undrer sig. Hun lod da ikke vinduet stå åbent, eller gjorde hun? Hun lod det stå på klem for at få lidt frisk luft ind. Så stivner hun. Der har været nogen inde i værelset. Og nu ved hun, hvad der er galt. Hendes seng er tom. Ib ligger ikke længere der, hvor hun lagde den. Ib er væk.

55


Med et skrig styrter hun hen til vinduet. Og der får hun øje på stigen. Nogen har sat en stige op nede fra haven og op til hendes værelse. Der har været indbrud. En eller anden har været inde på værelset og stjæle hendes bugtalerdukke. Og hun ved også, præcis hvem der har gjort det. Hun skriger igen. Et skrig fyldt med raseri og fortvivlelse.

56


11. NOGET FOR NOGET

Marie er helt ude af den. Hun stormer ud af værelset, ned ad trappen og forbi Marko, som stadig sidder ved bordet. Han er i gang med endnu et stykke pizza og ser forvirret på hende, da hun farer forbi. ”Hey, du glemte din dukke.” ”Han er væk,” råber hun. ”Hvad er væk?” ”Ib.” Hun river yderdøren op og løber på strømpefødder rundt om huset og ind i haven. Haven er tom. Kun stigen, som står plantet langs muren og rækker op mod vinduet, sladrer om, at der er foregået noget lusket. ”Nej, nej, nej,” klynker hun. Node må have holdt øje med hende, udspioneret hende. Og har set sit snit til at bryde ind, da hun var uopmærksom. Måske da Marko kom med pizzaen. Hun hulker højt over denne frækhed, over dette tab. Marko kommer løbende ud i haven og holder om hende. ”Marie, hvad sker der? Du farer bare ud af huset …”

57


”Det er Node,” hulker Marie rasende ud gennem tænderne. ”Den tyv, den tyvagtige pikskid. Han må have udspioneret mig.” Marko stirrer på stigen, som står opstillet. ”Shit! Har han været inde i huset?” ”Han har stjålet min dukke,” råber Marie. Hun river sig løs og styrter tilbage til huset. Sparky står, hvor den hele tiden har stået. Stadig dækket til. Hun river badekåben væk og stirrer på den. Det ser ud, som om den ler af hende. ”Du bliver til pindebrænde, hvis du så meget som blinker, dit ormædte hakkebræt,” hvæser hun. Og midt i vreden opstår en plan. Hr. Node har måske Ib, men hun har Sparky, Nodes grimme klamphuggeri af en dukkefigur. Noget for noget. Et held, moren ikke har fundet nummeret. Marie giver sig til at støve rundt for at finde det. Hvor pokker har hendes sjuskede mor gjort af det. Marko kommer ind i huset igen. ”Jeg har fjernet stigen,” siger han. ”Tak,” siger Marie, mens hun endevender alting. ”Hvad leder du efter?” ”Et telefonnummer.” ”Vil du ringe til politiet?”

58


”Ja, men først ringer jeg til Node. Han får nøjagtig fem minutter til at komme med Ib, ellers …” ”Der holdt godt nok en bil et stykke væk, da jeg kom,” siger Marko. ”Hvad for en bil?” ”En varevogn.” ”Hvad farve havde den?” ”Det kunne jeg sgu da ikke se. Det var mørkt.” ”Men fik du dens nummerplade så?” ”Nej, helt ærligt, hvorfor skulle jeg gøre det?” ”Det var med garanti Nodes bil.” ”Jeg kan kende den, hvis jeg ser den igen,” siger Marko. ”Det var en gammel Fiat, italiensk. Min far har haft en mage til.” ”Den skid er garanteret over alle bjerge.” ”Min far?” Marko ser forvirret ud. ”Nej, Node! Jeg må finde det telefonnummer. Han skal ikke slippe godt fra det her.” Marie giver sig til at lede igen. Tømmer en skuffe med morens ting ud over bordet og leder efter Nodes visitkort. ”Måske skal jeg køre dig hen til din mor på skadestuen?” Marko ved ikke rigtig, hvordan han skal tackle det her.

59


”Nej, vi må først finde min dukke.” ”Kan det ikke vente? Den var jo gammel og slidt.” ”Den er millioner værd!” råber Marie hidsigt. ”Den har været med Titanic og alting. Jeg må have den tilbage.” Hun ser bedende på ham. ”Marko, du må køre ud og lede efter den varevogn. Led overalt. Søg hele byen igennem.” ”Helt ærligt, som om jeg ikke har andet at lave. Jeg kører faktisk med pizzaer, hvis du skulle have glemt det. Jeg er på arbejde.” ”Lige før havde du tid til at se mit show – så må du også hjælpe mig med at finde dukken.” ”Mama mia!” sukker Marko og rækker ud efter sin hjelm. ”Ring til mig, hvis du ser den.” Marie bider sig i tommelfingerneglen. Hun sætter sin lid til, at Marko kan finde bilen. Han kommer rundt over det hele. Et pizzabud ser alt. ”Men skal jeg ikke blive her, til din mor kommer hjem?” forsøger Marko igen. ”Nej! Fat det nu. Du skal finde den varevogn.” Marko ryster på hovedet og tager sin hjelm på og slår visiret ned.

60


”Du er mit eneste håb. Please, Marko,” næsten trygler Marie. Marko mumler et eller andet bag visiret, som i det mindste lyder som et tilsagn. Så forsvinder han. RoboCop forsvinder ud i natten. ”Hold udkig,” råber Marie, inden hun lukker døren og låser efter ham.

61


12. BEGRAVELSE

Marie er fortvivlet. Men også rasende. Denne aften er den værste i hendes liv. Hendes mor sidder på politistationen, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand. Ib er bortført af en gal dukkesamler. Marko synes med garanti, at hun er totalt skør i bolden over at tage sådan på vej over en dukke. Men han ved jo heller ikke, hvad Ib betyder for hende. Hun tjekker sin mobil; den er tæt på at løbe tør for strøm. Hun må sætte den i opladeren. Den skal bare være klar, hvis Marko ringer. Eller hendes mor. Hun tager Ziggy op på skødet og sidder lidt og kæler for den. Den spinder højlydt, men den er tydeligvis i drømmeland, for den gider ikke engang åbne øjnene. ”Ziggy,” hvisker hun ind i dens øre, mens nye tårer løber ned ad hendes kinder. ”Node har bortført Ib. Er du klar over det? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Katten spinder rytmisk, men den lader ikke til at høre noget. I hvert fald siger den ikke et ord ”Sig noget, Ziggy.”

62


Men katten er tavs. Ikke et ord lyder. Hendes kat spindesover, og ikke to ord kan hun få ud af den. Eller er det, fordi Ib er væk? Er forbindelsen nu også brudt til Ziggy? Var det Ibs magi, som gjorde, at hun kunne tale med både ham og katten? Marie føler sig helt alene. Hun ser rundt i den tomme stue. Hendes blik standser i krogen, hvor Sparky står med sit hånlige udtryk. Hun stirrer tilbage. Gør sine øjne smalle og viser tænder. Fand’me om den klamme tingest skal stå og glo på hende. Hun anbringer Ziggy i hjørnet af sofaen og pakker et tæppe rundt om ham. Katten ikke så meget som løfter et øjenbryn. Så går hun ud i køkkenet og ifører sig passende udstyr, hvorpå hun henter en blå IKEA-pose. Iført rengøringshandskerne får hun vippet dukkefiguren ned i posen. Så lukker hun den til. Et kort øjeblik er det, som om der farer en tanke gennem hendes hoved, som ikke er hendes egen. Og det er ikke engang dansk. What the hell are you doing, you stupid girl? lyder en hæs hvisken. Get me out of this bag! ”Jeg ved, lige hvor du skal hen,” svarer Marie, mens hun krammer posen sammen om dukken. Snart lyder stemmen i hendes hoved ikke længere helt så truende

63


mere, snarere ynkelig. Please, piber den. Let me out … pleease! ”Tag og shut up!” hvæser hun og bærer posen med det tunge indhold ud til hoveddøren. En kold måne leger kispus med skyerne, da Marie bevæger sig udenfor og går ned mod det bageste af haven. I den ene hånd har hun den blå IKEA-pose, i den anden en spade, som hun har fundet i redskabsskuret. Det er næsten midnat. En flagermus fylder luften med sin specielle jagtlyd, men ellers er der stille. Der er et bed med visne sommerblomster helt nede ved hækken ind til nabohuset. Lige ved siden af nogle bladløse buske. Et forsømt hjørne, hvor ukrudtet er ved at tage over. Møjsommeligt giver hun sig til at grave et hul. Hun stønner af anstrengelse, mens hun skovler jord op. Jorden er tung øverst, men længere nede er den helt fin og løs. Det går hurtigt med at få gravet hullet stort nok. Ti minutter senere vælter hun posen med Sparky ned i graven og giver sig til at dynge jord over igen. Til sidst spreder hun lidt kvas og løs jord over det. Ikke en sjæl vil se, at der er blevet gravet her. Hun gad godt se Sparky slippe ud herfra. Ingen vil finde på at lede her.

64


Det hjælper lidt på hendes humør at vide, at Nodes ækle dukke ikke mere skal stå og glo på hende. Og det bedste af det hele er, at her finder Node den aldrig. Nu kan Sparky få lov at ligge her, indtil den usle tyveknægt dukker op i sin klamme kattepels og kræver den tilbage, for selvfølgelig vil Node gøre det. Sparky er en af hans favoritdukker. Det kan godt være, at han har bortført Ib, men han forlader næppe byen, før han også har fået Sparky med sig. Men til den tid vil Maries mund være lukket med syv segl. Og der bliver ikke forhandlet, før Ib er sikkert tilbage hos hende igen. Noget for noget. Og bliver Node besværlig, så bliver han meldt for indbrud. At bryde ind i et hus, hvor en ung pige er alene hjemme, er næppe noget, som politiet ser på med milde øjne. Hvad Marie skal sige, når hendes mor kommer hjem, ved hun endnu ikke, men den tid, den sorg. De har med garanti også andet, de skal tale om.

65


13. MOR ER TILBAGE

Marie ligger på sofaen. Hun er stadig oprevet over Nodes frække tyveri og ikke mindst det med hendes mor. Hun har forsøgt at ringe til Marko, men han har ikke svaret. Hun ligger og ser YT på sin tablet, men hun kan hverken koncentrere sig eller holde øjnene åbne. Det er langt over midnat, da hun vågner med et sæt ved lyden af en taxa, som stopper udenfor. Marie springer op af sofaen og løber hen til vinduet. Moren stiger ud. Hun bevæger sig op mod huset med sænket hoved. Marie får ondt i maven af at se hende sådan. Hun går ud og står i døråbningen for at tage imod. Moren ligner en hængt kat. Uden et ord rækker hun armene ud. Marie kaster sig i hendes favn. De står en evighed. Moren snøfter, Marie kæmper med tårerne, mens hun aer hende på ryggen. Der er ikke så meget at sige. Moren gør sig fri og går hen og sætter sig tungt i sofaen. Hun sukker dybt flere gange. ”Det skal nok gå,” hvisker Marie. Moren nikker træt.

66


”I det mindste blev de glade for at få Oda igen,” siger hun. ”Men jeg skulle nok ikke være kørt.” Moren læner hovedet mod sine hænder og sukker opgivende. ”Jeg er forbandet træt. Forbandet træt af det hele, Marie.” Marie nikker bare. Hun kan godt regne ud, at det ikke er nu, hun skal fortælle om aftenens hændelser. Moren skal ikke have mere at spekulere over. I stedet spørger hun moren, om hun skal lave en kop te. ”Jeg har ti gange mere lyst til en solid drink,” siger moren. ”Faktisk har jeg pissemeget lyst til at blæse på det hele og drikke mig i hegnet.” ”Men det slutter nu, mor,” siger Marie stille. ”Det kan du godt se, ikke?” Moren nikker. ”Du har jo mig at passe på.” Marie kan godt høre, at det lyder lidt melodramatisk, men pyt nu med det. Bare det virker, og lige nu er hendes mors forsvarsværker nede. ”Jeg fik nogle foldere,” siger moren opgivende. ”Jeg skal ringe til et sted i morgen. De vil hjælpe mig. Jeg dør, hvis det her slipper ud. Forstår du det, Marie? Så er jeg helt færdig.”

67


Hun ryster hovedet og lader sine hænder løbe over sit ansigt, som ligner en træt maske. Hun er sort under øjnene. Sort i blikket. ”Jeg må se at komme tilbage på sporet. Jeg holder ikke til de skide reklamefilm. Tror du nogensinde, jeg får en rolle igen?” ”Det tror jeg helt bestemt,” siger Marie. ”Du er jo smaddergod!” Moren forsøger et smil, men det har for længst overskredet sidste salgsdato. Det er nærmest bare en grimasse. ”Hvad med bilen?” spørger Marie forsigtigt. ”Den fik et par buler, men den kan stadig køre. Og de politifolk var faktisk ret flinke. Måske slipper jeg med en advarsel. Jeg kørte jo trods alt en dement kvinde hjem. En, som de havde været ude og lede efter. Jeg udførte faktisk deres arbejde. Det skal jeg vel ikke straffes for? Det sagde jeg også til dem.” ”Men, mor, du havde drukket.” ”Ja, den smule. De par glas.” ”Det var næsten en hel flaske, mor,” siger Marie stille. ”Der er kun en sjat tilbage.” Moren farer op ligesom tidligere i telefonen. ”Du skal ikke sidde der og dømme mig!” råber hun. ”Det var dig, som ringede efter mig, fordi du rendte

68


rundt i andre menneskers huse. Sagde jeg ikke, at du skulle holde dig fra det hus?” ”Nå, er det nu pludselig min skyld!?” udbryder Marie heftigt. Moren nikker krigerisk. ”Her forsøger man bare at slappe af i fem minutter med et skumbad og et køligt glas … og, og, og absolut skal jeg forstyrres. Altid er der et eller andet. Altid er det dig, dig, dig!” ”Jeg gider ikke høre på dig!” råber Marie og rejser sig. ”Nå, men så gå dog op i seng, hvis du synes, jeg er så ulidelig,” råber moren tilbage. Men i næste nu synker hun sammen og ser helt fortabt ud. ”Nej, undskyld, undskyld, skat.” Hun rækker ud, og tårerne vælter op i øjnene. ”Jeg mente det ikke. Det hele er bare så forfærdeligt. Jeg er så flov. Jeg skammer mig sådan.” Marie er fristet til at storme op på værelset og knalde sin dør harmfuldt i, men helt ærligt ... det er sådan noget, som latterlige drama queens gør. Man kan ikke løbe fra alting og lukke sig inde. Af og til må man bare blive stående. Så hun bliver stående, men ignorerer morens udstrakte arme.

69


I stedet går hun resolut hen til køleskabet. Tager vinflasken ud og skruer proppen af og hælder bundsjatten i vasken. ”Det er slut, mor.” Moren nikker indforstået. ”Men der er et stykke kold pizza, hvis det er. Og jeg kan også lave te.” ”Pizza er fint,” sukker moren.

70


14. EN SKØR MOSTER

”Hvor er dukken? Har Node hentet den?” spørger moren næste morgen. Hun ser frisk ud. Hun har været i bad, lagt makeup og taget rent tøj på. Og guddødeme om hun ikke er i gang med at lave pandekager. ”Nej, jeg har gravet den ned i haven,” siger Marie og sætter sig ved bordet. Hun har næsten ikke lukket et øje og føler sig helt smadret og uldagtig indeni. ”Gravet ned i haven! Du har humor,” smiler moren og lægger en pandekage på hendes tallerken. Marie drysser tænksomt sukker på. Hele natten har hun bare tænkt på stakkels Ib, som er blevet bortført. Været fyldt med de mørkeste tanker fra sjælens sorte dyb. Og forbandet den lede Node langt ned i helvede. Hun har stadig ikke nævnt noget om indbruddet for sin mor. Heller ikke, at Ib er stjålet. Måske behøver moren heller ikke vide det. Moren har nok at tænke på lige nu. Det er i dag, hun skal til samtale hos en eller anden alko-dims, som kan hjælpe hende med at holde op med at drikke.

71


Desuden vil Marie klare det her selv. Hævnen over Node vil blive grum, har hun lovet sig selv. I nattens løb har hun allerede taget livet af ham på utallige forskellige måder. Nogle af måderne involverede giftige myrer og honning, andre dynamit, for ikke at tale om en damptromle. Maries moster kommer i sin bil, mens de sidder ved morgenbordet. Hun har lovet at køre moren i dag. Og hun ved selvfølgelig besked med det hele. Maries moster er fin nok, men ret flippet, altid til fals for en eller anden ny trend. Det ene øjeblik er hun veganer, så på detox-kur, så må hun kun drikke juicer, så må hun kun spise stenalderkost. Altid er der et eller andet. Marie og hendes mor har opgivet at følge med i det. Mosteren har behov for at omgive sig selv med regler og systemer. Ifølge moren fordi mosteren altid har været forvirret oven i hovedet og har haft brug for kontrol. Men nu er mosteren åbenbart på pause fra farlige ting, for da hun opdager pandekagerne, griber hun en tallerken og tager plads ved bordet. ”Uhm, pandekager,” siger hun og slikker sig om munden. ”De er stegt i livsfarligt smør,” advarer moren ironisk, men mosteren bider ikke på.

72


”Har I plyndret et pandekagehus?” spørger hun og blinker til Marie. ”Ja, vi lavede lige et kup hos heksemutter,” pingponger Marie tilbage. ”Ved du, at der faktisk bor en heks ude i skoven?” siger mosteren og grabber en pandekage. ”Ja, klart der gør,” siger Marie skeptisk. ”Nej, seriøst. Det er sandt,” bedyrer mosteren. ”I et pandekagehus måske?” spørger Marie. ”Nej, sgu da! Det her er en rigtig heks, eller klog kone. Hun ved alt om urter og alternativ medicin. Jeg har været på kursus hos hende.” ”Har hun også en sort kat og et kosteskaft at flyve på?” spørger moren. ”Vær ikke dum,” sukker mosteren. ”Den her heks er både foredragsholder og kursusleder. Og hun har både hjemmeside og en mailadresse. Og en fucking stor hund.” ”Søs! Dit sprog!” sukker moren, som har hørt bandeordet og lige går i storesøster-mode. ”Sorry, men den er altså kæmpe.” Mosteren laver en grimasse til Marie bag morens ryg. ”Hvad hedder hun så, altså heksen?” spørger Marie.

73


”Bente Benved, og ved du hvad? Hun lærte mig at lave magi. Altså hvid magi.” Moren sukker demonstrativt højt og går hovedrystende ud af køkkenet, men mosteren er ligeglad og læner sig hen mod Marie. ”Hun kan få en mand til at blive forelsket i en,” siger hun hviskende. ”Jeg har tænkt mig at bruge det på en fyr på mit job. Ja, han er altså gift lige p.t., men lidt magi, så er han i mit garn.” Marie kan ikke lade være med at smile. Hendes moster er frygtelig optaget af at få en mand. Hun dater på livet løs og er på Tinder og alt muligt, men indtil nu har hun kun mødt fjolser, som hun selv siger. Marie forstår ikke, at hun ikke bare får sig en kat ligesom Ziggy. ”Kan jeg også lære magi?” spørger Marie. For magi kunne hun godt tænke sig at kunne. Ikke for at score en fyr dog, nej, det skal være sort magi. Sådan noget med at stikke nåle i dukker og sige onde besværgelser. Det kunne være sygt at lave en hr. Node-dukke og gennemhulle ham med de ledeste, lange nåle. ”Ok ja,” begynder mosteren. ”Du har måske også kig på en? Altså, man skal bare …”

74


”Er vi klar?” Moren står i døren med sin læderjakke over armen. Hun er dresset op og ligner en million. Ikke en, som skal til møde hos en alkoholkonsulent. ”Ingelise Gabel,” udbryder mosteren og slår overdrevent ud med armene. ”Du ser fantastisk ud. Hver gang jeg ser dig, har jeg det, som om jeg er med i en film.” ”Ja ja, Søs, skru ned for charmen,” siger moren, men kan alligevel ikke lade være med at se en smule smigret ud.

75


15. KUNSTIGT ÅNDEDRÆT

Da de er kørt, åbner Marie sin tablet. Hun tjekker hurtigt forskellige hjemmesider. Både aviserne og sladrebladene, men ikke et ord om hendes mor og nogen bilulykke. Heldigvis. Marie tjekker også sin smartphone. Marko har stadig ikke ringet tilbage. Leder han stadigvæk? Har han glemt, hvor ked af det hun var i aftes? Hun skal bruge Marko. Hun tjekker på sin mobil, hvor Pizza Expressen ligger. Ifølge kortet ligger den 3,2 kilometer væk, og det tager 20 minutter at gå dertil. Marie tager overtøj og sko på og begiver sig ud af huset. Så slipper hun også for at være alene hjemme. Hun vandrer ned mod byen. En ældre, gråsprængt fyr i hvidt kokketøj står uden for pizzeriaet og ryger. Det samme gør en anden fyr. Marie gætter på, at det må være Markos far og en af de ansatte. De ser venligt på hende. ”Ah, du er hende pigen, min søn taler om, bugtalerpige? Er din mama o.k.? Hun køre gal i bil i aften?”

76


”Min mor har det fint,” nikker Marie ivrigt og sender Markos far et kæmpestort falsk smil, mens hun i sit stille sind bander over, at Marko har fortalt sin far det. ”Marko ikke her. Lige kørt til førstehjælp. Du bare vente her lidt. Så han snart kommer tilbage. Tag en Limoni i kuleskabet.” ”Hvordan til førstehjælp?” spørger Marie. ”Nede ved ungdomsklub, bag Bilka-hus. De lærer at give plaster på til knallert.” ”Okay? Er han ved at tage kørekort?” ”Ha ha, sjov pige,” ler faren. ”Nej, han bare bringe dem pizza.” Faren synes åbenbart, at Maries bemærkning var så morsom, at han må gentage den på italiensk for den anden pizzafyr. De griner indforstået og blinker til Marie. Marie gider ikke stå her og være til grin. Hun siger tak for oplysningen og sætter kurs mod Bilka. Hun skal nok selv finde Marko. På vejen tjekker hun avisforsiderne i stativet ved kiosken – heldigvis ikke et ord om nogen kendt dansk skuespiller, som er kørt galt her. Hun kan ellers levende forestille sig Ekstra Bladets forside: Spritstiv skuespiller

77


i bilulykke. Det er sådan noget, de for guds skyld må undgå. Og derfor skal Marko holde mund. Fem minutter senere når hun frem. Markos knallert holder foran en graffitibemalet bygning; selv står han og er i gang med at bakse en ordentlig stak pizzaæsker ud fra kassen bagpå. ”Nå, der er du,” hilser Marie. ”Hvorfor ringede du ikke?” ”Jeg har andet at lave. Jeg prøver faktisk at tjene penge. De har bestilt 20 pizzaer,” siger Marko og stabler æskerne op. ”Hvem har?” ”Ungdomsklubben har førstehjælpskursus i dag. De bestiller altid pizza, når de har pause. Hvordan går det med din mor?” ”Fint-fint,” beroliger Marie. ”Men du skal ikke gå rundt og fortælle det til alle mulige.” ”Det gør jeg sgu da heller ikke,” forsikrer Marko. ”Jeg har ikke sagt det til andre end min far.” ”Nej, men alligevel,” knurrer Marie. ”Tager du de sidste?” spørger Marko og nikker til det åbne skab bag på knallerten. Marie går hen og haler de sidste pizzaæsker ud af boksen og følger med Marko ind.

78


Inde i klubben er der en masse unge, som er ved at fordele tallerkener og servietter mellem sig. Alle snakker i munden på hinanden og hilser hjerteligt på Marko. Udbringeren af pizza er tydeligvis et kendt ansigt i byen. To førstehjælpsinstruktører er ved at hive dåsecolaer ud af køleskabet. Ingen tager sig rigtig af Marie, hvilket passer hende fint. På væggene er der plancher med vejskilte og vejbaner. Og lyssignaler. En projektor står med et fastfrosset billede af en styrthjelm, som er flækket. Dette kunne være dit hoved, står der. Husk hjelm. Marko stiller pizzaæskerne på et bord og falder hurtigt i snak med instruktørerne, mens Marie står lidt og ikke helt ved, hvor hun skal gøre af sig selv. Det er lidt eksotisk at være i en rigtig ungdomsklub, men også uvant. Hun føler sig lidt tilovers og trækker sig diskret ud af lokalet. Hun kigger ind i et af klubbens andre rum. Det er åbenbart her, de praktiske øvelser foregår. På gulvet ligger en række genoplivningsdukker. Der er også kufferter med hjertestartere og den slags. Hun går ind i rummet og ser ned på dukkerne. Eller dukker er det jo ikke, snarere torsoer med hoved. De ser faktisk en smule klamme ud, synes hun.

79


Hun sætter sig på hug ved en af dem og undersøger den. Ansigtet er blot antydet; det er bare munden, som ser ægte ud. Den ville næppe egne sig til et bugtalershow. ”Ja, de leger også med dukker her,” lyder det kækt bag hende. Marko står i døren. Marie skal lige til at hidse sig op, men Marko holder en afværgende hånd op og smiler. ”Slap af, det var en joke,” siger han. ”De lærer hjertemassage og kunstigt åndedræt.” ”Ja, det kan jeg nok godt regne ud,” siger Marie. ”Nå, du kan måske også redde liv?” siger Marko og tilføjer, at han selv var på sådan et kursus, da han tog knallertkørekort. ”Som om jeg gider ligge og puste i en klam dukke, som en masse andre har haft deres munde på.” Marko finder en lille pakke spritservietter og river den op. Han rækker Marie en med et drillende smil. ”Du har styr på dukker, men kan du også håndtere en genoplivningsdukke? Og nej, du skal ikke bugtale. Du skal redde dens liv.” Marie ser hen mod døren. Der er blevet stille i nabolokalet. Alle har travlt med at æde pizza. Hun kan høre de klikkende pift fra dåsecolaer, som bliver åbnet. Marko sætter sig på knæ og tørrer dukkens mund grundigt af.

80


”Kender du Queen?” spørger han hende. ”Dem med Bohemian Rhapsody og Radio Ga Ga og de der hits.” ”Min mor lytter til dem en gang imellem,” siger Marie. ”Er det ikke dem med Freddie Mercury?” ”Jo, og han er lige så død som dukken der. Men okay, så kender du måske også Another One Bites the Dust? Altså sangen.” Marko giver sig til at nynne den rytmiske melodi. Og selvfølgelig kender Marie den. På hendes gamle skole lavede de opvarmning til den i idræt. ”Og ved du så godt, den er perfekt til hjertemassage?” spørger Marko. ”Hvordan?” ”Ja, hvis man skal give hjertemassage, så skal man bare tænke på rytmen; så gør man det automatisk helt rigtigt.” ”Det lyder da skørt,” siger Marie. ”Det vil du ikke synes, den dag du måske skal redde et liv,” siger Marko. ”For når folk får hjertestop, så holder hjertet op med at pumpe blodet rundt. Det dør man af lynhurtigt, men hvis nogen på skift blæser luft ind i munden på en og laver hjertemassage, så kan man faktisk holde liv i kroppen. Alle burde kunne den slags.”

81


Marko fletter sine fingre sammen og begynder at give dukken massage på brystet, mens han nynner Queen-melodien, undtagen når han hvert andet øjeblik bøjer sig ned og blæser luft ind i dukkens mund. Marie stirrer fascineret. ”Sådan. Og nu dig,” siger han og spritter omhyggeligt dukkens læber af. ”Nej, det er ulækkert,” siger hun. ”At redde nogens liv er det ulækkert?” ”Det er jo en dukke.” ”Ja, men en dag er det måske et menneske. Vil du ikke gerne kunne redde nogens liv?” Marie synes ikke længere, at hun kan undslå sig. Desuden vil hun gerne vise Marko, at hun ikke er en af den slags piger, som aldrig tør noget. Med et suk sætter hun sig på hug ved torsoen. ”Ét kraftigt pust, så massage.” Marko anbringer hendes hænder, så fingrene er låst sammen, og sætter dem på dukkens bryst. ”Pres så 5 cm ned. Nu og igen og igen. Det skal sige klik, ellers er det ikke hårdt nok.” Marie bruger alle sine kræfter. Det klikker i dukkens bryst, hver gang hun gør det rigtigt. Men hold op, hvor hun kommer til at svede. Marko sidder bagved og roder

82


med sin mobil, og pludselig finder han Queen-melodien og skruer op. ”Og nu blæser du luft ind,” siger han hen over musikken. ”Kom, en dyb indånding.” Marie skærer en grimasse, men suger luft ind og lægger så læberne mod dukkens. Der, hvor Markos læber lige har været. Det føles helt vildt underligt at puste luft ind i den kolde mund. Men snart finder hun rytmen. To indblæsninger og derpå otte tryk. Hun giver den gas. Kommer i sync med musikken. Marko nikker og siger en anerkendende lyd. Hans varme hånd ligger på hendes ryg. Så står en af instruktørerne pludselig i døren. Han har en pizzaslice i hånden og et spørgende blik. ”Hvad har I gang i?” ”Øh,” Marko rødmer lidt. ”Jeg lærer hende bare lidt førstehjælp. Det kan man altid få brug for.” ”Okay?” Instruktøren ser op og ned ad Marie. ”Men hun er ligesom lidt for ung til at tage knallertkørekort. Desuden skal man være tilmeldt kurset.” ”Og hvad så? Hvordan smager pizzaerne?” ”Fint,” nikker instruktøren. ”Skal vi få afregnet, så I kan komme videre?”

83


”Helt sikkert.” Marko rejser sig og hiver mobilen frem. ”Kontant eller mobil?” spørger han. ”Min mobil ligger inde i lokalet,” siger instruktøren og sender et kort blik i retning af Marie. ”Og du lægger lige dukken tilbage i kufferten, ikke, søde?” Marko og han går ind for at afregne. Søde! Marie rækker tunge bag hans ryg. Så samler hun genoplivningsdukken op. Den er tung og kompakt. Nærmest som en stor baby. Hun står med den på armen, næsten som om det var en showdukke. Det ville ikke være nogen spøg at lave bugtalertrick med sådan en tung basse her. Alligevel kan hun ikke lade være med at trække luft ind og samle læberne. ”O.k., søde!” vrænger hun mod døren, hvor førstehjælpsfyren lige har stået. ”Jeg lægger din lille ven tilbage i kufferten – så kan du kysse med den senere.” Stemmen lyder fin. Alt fungerer, bortset fra at dukken er fuldstændig stiv. Marie smiler. Så lyder en hvisken nærmest ud af det blå. ”Du frelste mig, pige. Hvordan kan jeg takke dig?” Marie er ved at tabe genoplivningsdukken, men når lige at holde fast.

84


”Jeg takker dig af hele mit hjerte,” fortsætter den anstrengte stemme. ”Du gav mig livet tilbage. Og du kan høre mig. Jeg ved det. Du hører mig. Hør, mit hjerte slår.” Marie kan høre en klikkende lyd fra dukken. Hun aner ikke, hvad hun skal gøre. Det her er akkurat det samme, hun oplevede med Ib den anden dag. Jeg er dukkehvisker, tænker hun. ”Gå ikke fra mig, min frelser. Tag mig med …” Dukkens stemme er en hæs, tryglende hvisken. ”Stop,” hvisker Marie højt og ryster dukken. Den er fuldstændig ubevægelig. Lukkede øjne, en halvåben mund. Kun den rytmiske kliklyd fra dens indre. Som blinklyset i hendes mors bil. I det samme kommer Marko tilbage. Han vinker med sin mobil. ”Skal vi smutte? Hør, hvorfor står du stadig med den dummy? Det er ikke nogen bugtalerdukke. Du fik besked på at lægge den på plads, ikke?” ”Tag mig med,” trygler en stemme i Marie. Pibende og samtidig krævende. ”Jeg vil være hos dig … min frelser.” Marie skynder sig at lægge dukken fra sig. Straks forsvinder stemmen. Hun mærker, at hun er helt våd af sved på ryggen. Hendes hjerte galoperer.

85


”Hvad er der? Du ser helt forkert ud,” siger Marko. ”Du blev ikke dårlig, vel?” ”Nej, nej,” siger Marie. Men det er faktisk, hvad hun blev. ”Lad os komme ud herfra,” siger hun og skynder sig at lægge rummet med dukker bag sig. ”Vent …” lyder det hæst bag hende. ”Vent, min frelser! Gå ikke … jeg kommer til dig …”

86


16. EN DUM DULLE

”Okay, det var det.” Marko ser på hende. ”Og hvad nu?” ”Du har ikke set varevognen fra i går?” spørger Marie og forsøger at genvinde fatningen efter forskrækkelsen med dukken. ”Nej, og måske var det heller ikke kattepelsens.” ”Svinepelsen!” retter Marie vredt. Nu, hvor hun er sluppet af med den klæbende genoplivningsdukke, er hendes bekymring for Ib vendt tilbage. ”Lad os køre en runde i byen,” foreslår hun Marko. ”Og se, om vi kan få øje på bilen.” ”Du er virkelig opsat på at få fat i den fyr,” siger han. ”Jeg vil bare have det, han har hugget fra mig,” siger Marie. ”Derefter kan han skride ad helvede til.” Marko trækker på skuldrene. Så løfter han styrthjelmen op fra knallertsadlen og anbringer den på hendes hoved. ”Hop op,” siger han og starter knallerten. De tager en runde i byen. Så stor er den heller ikke. De runder hver parkeringsplads og steder, hvor en vare-

87


vogn kunne tænkes at være parkeret. Op og ned ad hver eneste vej. Fra sin plads bag Marko holder Marie skarpt udkig. Og selvom hun ser masser af varevogne, er det næsten kun håndværkere. Bare Node ikke har forladt byen, tænker hun og mærker fortvivlelsen boble i brystet. Hun lover sig selv, at hun aldrig vil lyve mere, hvis blot hun får Ib tilbage. ”Jeg ved et sted,” siger Marko over skulderen, og lidt efter ruller de ind på Q8-tanken. De stiger af og går ind i butikken. En ret køn pige med cap og hestehale står ved disken og er ved at fylde pølsehorn i glasmontren. Hun lyser op, da hun ser Marko. Men giver Marie elevatorblikket. ”Har du lillesøster med i byen?” spørger hun. Og det er helt tydeligt, at hun mener det ironisk. Marie har lyst til at bede hende holde sin fede kæft. Men Marko griner bare. ”Vi er ude og lede efter en, som er forsvundet,” siger han. ”Er hun blevet væk fra sin mor?” spørger pigen, som Marie lynhurtigt får set sig gal på. Hun vender øjne, men dullen ser ingenting på grund af visiret, som er slået ned. Tøsen er jo retarderet. Og så gnasker hun tyggegummi, så hele hendes pomadekæft er på overarbejde. Hun

88


ligner en ko, der tygger drøv, tænker Marie arrigt, eller hvad fanden køer gør. ”Vi er på udkig efter en fyr, som måske har begået indbrud,” forklarer Marko og tager et par Snickers i holderen. ”Uh, så dig og din veninde er ude og lege detektiver?” Tankpigen har stadig svært ved at tage dem alvorligt. ”Du har ikke tilfældigvis haft en varevogn inde og tanke benzin?” spørger Marko. ”Jo, de første 15-20 stykker cirka,” nikker pigen og ruller med øjnene, som om de er dumme i hovederne. Men det kan hun selv være, tænker Marie. Gud ved, om det der Q8 betyder, at man skal have en IQ på 8! ”En Fiat. Sådan en gammel stationcar-udgave,” uddyber Marko. ”Du tænker på den gamle 1100 T?” nikker pigen. ”Jo, den var forbi igen i aftes. Der var alt muligt i vejen med den bil.” Marie slår visiret på hjelmen op. ”Det er den!” udbryder hun. ”Var ham, der kørte, iført pels?” ”Ja, en stor søløvepels eller sort panter eller sådan noget. Garanteret totalt udrydningstruet. Jeg havde lyst til at sige noget til ham.” ”Det er ham, Marko,” siger Marie.

89


Marko nikker og rækker hende en Snickers. ”Nogen anelse om, hvor han skulle hen?” spørger han pigen bag disken. ”Helt ærligt, han tankede benzin. Jeg bad sgu da ikke om hans livshistorie.” Dullen blæser en lille boble, som springer med et hårdt knald, som for at understrege sine ord. ”Vi napper de her Snickers – så giver jeg en pizza en anden dag,” siger Marko til pigen. ”I skal måske på skovtur?” spørger hun og sender Marko et drillende blik. Marie kan ikke længere holde mund. ”Hørte du ikke, han sagde, vi ledte efter en?” fnyser hun. ”Excuse me?” siger dullen og vender øjne. ”En skrap, lille dame, du har støvet op der, Marko.” ”Det er faktisk Ingelise Gabels datter,” siger Marko og river papiret af chokoladen. ”What! Gud!” Pigen slår en hånd for hovedet og ser totalt star-struck ud. ”Hende der fra kiksereklamerne, som er flyttet hertil?” Marko nikker. Marie sukker og slår visiret ned. ”Det var vel nok en kikser,” udbryder pigen og fniser.

90


Marie føler sig bare så træt. Alle skal åbenbart sige den åndssvage sætning, når de hører om hendes mor. ”Gud, altså.” Pigen glor på Marie med nye øjne. ”Er det ikke totalt sejt at have en kendt mor?” spørger hun så indsmigrende og sender Marie et kæmpe falsk smil. ”Tror du, hun kan skaffe mig en rolle? I en serie måske? Eller en film?” Jo, helt sikkert. De mangler altid nogen, som kan spille idiot, tænker Marie, men siger ikke noget. ”Ja, for jeg er enormt interesseret i film,” tilføjer pigen. ”Der har været indbrud hjemme hos dem i aftes,” oplyser Marko. ”Jeg hjælper dem med at finde tyven.” ”Shit. Hvad blev der stjålet?” ”En … en kostbar figur,” skynder Marie sig at svare, inden Marko får sagt noget dumt. ”Ej, hvor strengt. Jeg håber, I fanger ham. Tror I, at det er ham i Fiat’en?” ”Ja, det tror vi. Og vi skal nok finde ham.” Pigen nikker og ser pludselig mere interesseret ud. ”Jeg tror, han opholder sig her i byen. Prøv ude ved vandrehjemmet. Der arbejder en af mine veninder. Hun ved måske noget. Jeg kan ringe til hende.” ”Let’s go,” siger Marko og fører en finger op til panden. ”Vi ses, Michelle.”

91


”Hej, hej,” vinker pigen til dem begge. ”Held og lykke. Og for resten, du der, Marie, vil du ikke lige have mit nummer? Til din mor.” ”Michelle? Er det en, du har været sammen med?” spørger Marie, da de suser videre på knallerten. Hun har stukket sin Snickers i lommen, for det er umuligt at spise chokoladebar med en full-face-hjelm på og holde fast om Marko samtidig. ”Vi går i klasse sammen,” siger Marko over skulderen. ”Går du i skole?” ”2. g,” griner Marko. ”Men lige nu er der efterårsferie, som du måske har bemærket. Tror du, jeg levede af at køre med pizza?” Marie ved ikke, hvad hun troede. ”Det er sgu da kun, fordi jeg har ferie, at jeg hjælper min papa.” Marie tænker, så det knager. Hvor gammel er man, når man går i 2. g? 16 eller 17? Ikke så mærkeligt, at alle bare synes, hun er en lille unge. Dem i klubben og dullen på Q8. Marie bliver først 13 til januar. Marko er ellers supercute og ser meget yngre ud, end han er. Men det nytter jo ikke noget, når han er så tudsegammel.

92


17. WE ARE FROM GERMANY

Vandrehjemmet ligger ved skovbrynet ned til en stor sø. Bagved strækker skoven sig i hele sin efterårspragt. På parkeringspladsen foran holder der nogle biler, både med danske og tyske nummerplader og en enkelt med hollandsk. Men der er desværre ingen gammel Fiat-varevogn imellem. Marko ruller hen foran indgangen og beder Marie stige af. Han slukker motoren og trækker knallerten op på støttebenet. ”Der sker ikke noget ved at spørge,” siger han. De går indenfor. I receptionen sidder en pige, som ser lidt mere kvik ud end hende på tanken. Hun har lyseblå skjorte på med et navneskilt på brystlommen. Hun hedder Emilie, kan Marie læse. ”Hey,” siger hun. ”Hvad kan jeg gøre for jer to?” Inden Marie får sagt et ord, har Marko overtaget styringen: ”Pizza Expressen,” siger han. ”Der skulle være bestilt en pizza hertil.” Han haler en lap papir op af lommen og lader, som om han læser. ”Til en hr. Node.”

93


”Node?” Pigen rynker panden og slår op på sin computerskærm. Marie holder vejret. Det var smart, dét, Marko lige gjorde. Nu får de at vide, om Node bor her. ”Det er lidt mystisk,” siger pigen lidt tøvende. ”For han er vist kørt.” ”Kørt?” Marko og Marie veksler hurtigt blikke. ”Ja, altså kørt ind til byen. Ikke rejst. Det var vist noget med bilen, som skulle repareres. Han bor her stadigvæk.” ”Hvilket værelse?” ”Jeg må desværre ikke oplyse om gæsternes værelsesnumre,” siger Emilie med professionel, beklagende mine. ”Hvordan skal vi så få leveret pizzaen?” spørger Marko en anelse irriteret. ”Det må være en misforståelse,” prøver Emilie. ”Pizzaen står ude på knallerten og bliver kold,” siger Marko med alle tegn på utålmodighed. ”Og du vil ikke oplyse, hvor kunden befinder sig. Jamen han bliver da sikkert glad for at modtage en kold pizza.” ”Kan jeg lige ringe til ham?” spørger pigen. ”Nej, den er bestilt for 20 minutter siden. Han må være lige på trapperne. Tror du, han bestiller pizza og

94


kører sin vej? Han bad udtrykkeligt om, at vi skulle aflevere den på værelset.” Emilie ser stram ud. ”Så må I stille den her, til han kommer,” siger hun og ser en anelse studs ud. ”Og hvem skal betale? Dig?” skyder Marko tilbage. Hun tøver. Det her er ved at udvikle sig til en besværlig situation. Nu havde hun det ellers lige så fredeligt og sad og dimsede med mobilen. ”Er du helt sikker på, at han ikke er på sit værelse?” spørger Marko. Emilie sukker og ringer til værelset. Hun piller ved sit navneskilt, mens hun venter, men der er ingen, som svarer. ”Han er der altså ikke. Jeg så ham også køre. Det er i hvert fald en halv time siden.” ”Der må være nogen, når han nu bestiller pizza.” Marko lyder ikke som en, der har tænkt sig at give op. Det gør Emilie til gengæld. Med et suk laver hun et kast med hovedet. ”Gå selv hen og kig så. Det er nummer 39 for enden af gangen.” ”Tak,” fnyser Marko, og han og Marie sætter kurs ned ad gangen.

95


”Hov, hvad med pizzaen?” spørger pigen. ”Vi vil lige sikre os, at han er der,” siger Marko over skulderen, inden de forsvinder bag hjørnet. Foran nr. 39 ser de på hinanden. Hvad nu? Det er en moderne dør uden nøgle; man skal bruge et magnetkort i en boks under håndtaget for at komme ind, og sådan et har de selvfølgelig ikke. Bag døren høres ikke en lyd. Marie kan næsten ikke stå stille. Det er ikke til at holde ud at tænke på, at hun er så tæt på uden at kunne komme ind. Hun kan næsten mærke, at Ib er derinde. Hun banker forsigtigt med knoen mod døren og lytter. ”Ib?” hvisker hun. ”Ib, er du derinde?” ”Så du tror, din dukke svarer?” spørger Marko og skærer en grimasse. Marie bliver rød i hovedet. ”Hvad gør vi?” spørger hun. ”Jeg ved bare, at han … at den er derinde.” De farer sammen ved en knirkende lyd. I næste nu ruller en rengøringsvogn om hjørnet til gangen. En kvinde er i gang med at rengøre værelser. Hun skubber vognen med rengøringsremedier og linned foran sig med den ene hånd og bærer en støvsuger i den anden. Hun standser og ser spørgende på dem.

96


”Undskyld, vi er kommet til at smække os ude,” siger Marko hurtigt. ”Sorry?” siger damen, som tilsyneladende hverken taler eller forstår dansk. ”Øh, wir haben uns ausgeschlossen,” siger Marko. ”The door ist gesmækt. We are from Germany.” ”Oh, okay,” nikker damen og roder i forklædelommen efter et nøglekort. ”Just a moment, sir.” Marko sender Marie et fornøjet smil. ”Sir!” siger han og smager på ordet. Et øjeblik senere har rengøringen åbnet døren med et universalnøglekort. Selv bliver hun ude på gangen, hvor hun giver sig til at bakse med en stofpose fyldt med vasketøj, tilsyneladende komplet uinteresseret i dem. De skynder sig ind i værelset og lukker døren i bag sig. Marie ser sig om. Hvor er Ib? Værelset er rimeligt enkelt indrettet. En seng, et natbord, et badeværelse, lænestol og et fladskærms-tv på væggen. Ved døren ud til badeværelset er der et indbygget klædeskab og nogle hylder. På et bord står en elkedel og et glas pulverkaffe. De giver sig hurtigt til at gennemsøge værelset. Instinktivt åbner Marie klædeskabet, og der – på øverste hylde – kan hun skimte et velkendt ansigt. Ib er halvvejs

97


dækket af nogle håndklæder, men hun er ved at skrige af lettelse. Ib! Hun flår dukken til sig. Lukker øjnene, mens hun krammer den hårdt. Aldrig vil hun lade nogen tage den fra hende igen. ”Bingo,” siger Marko. ”Og lad os komme ud, for det her er faktisk indbrud.” ”Ikke når vi blev lukket ind,” afgør Marie. ”Desuden tager vi bare min stjålne dukke tilbage.” De skynder sig ud. Rengøringen står stadig udenfor og bakser med sit vasketøj. ”Thank you. Meine søster fik fat i sin … øh, Puppe!” smiler Marko og bukker. Marie trækker ham med sig. Rengøringen ulejliger sig dårlig nok med at se på dem. Hun har sat et par høretelefoner i ørerne og mumle-nynner et eller andet pophit. Det passer dem fint. De sætter hurtigt kurs mod udgangen. Nu skal de bare forbi receptionen, så er sagen klaret. ”Mission accomplished,” siger Marko og blinker til hende. Emilie er ved at bringe orden i nogle turistbrochurer på disken, da de dukker op. Hun ser forvirret ud, da de haster forbi. ”Var han der så?” spørger hun.

98


”Nej, det er utroligt strengt,” siger Marko irriteret. ”Hvad ligner det at bestille pizza og så ikke være der til at tage imod?” ”Nej, det kan jeg godt se,” nikker Emilie. ”Men jeg kan da godt spise den,” siger hun efter dem. ”Aldrig i livet. Den pizza bliver returneret,” siger Marko og skynder sig ud gennem døren med Marie i hælene. Hun bliver stående bag sin skranke og ser efter dem, da de forsvinder udenfor. Måske undrer hun sig over dukken, som Marie har på armen. Havde hun også den før? synes hun at tænke, men skubber så tanken fra sig og koncentrerer sig om brochurerne. ”Det gik da nemt,” siger Marko fornøjet, da de sætter sig op på knallerten. Han starter motoren og gør plads, så både Marie og bugtalerdukken kan være på bagsædet. For nemt næsten, tænker Marie og holder Ib tæt ind til sig. Men en gang imellem har man lov til at have heldet med sig.

99


18. UVEJR PÅ VEJ

Da Marie kommer hjem, holder mosterens bil udenfor. Så er hun og hendes mor kommet tilbage. Marie hopper af knallerten og tager afsked med Marko. Han løfter hjelmen af hendes hoved og anbringer den oven på sit eget som en garderhue. ”Tak, Marko. Tusind, tusind tak,” siger hun og giver ham et hurtigt knus. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig.” ”Nej, så havde du ikke lært hjertemassage,” griner han. ”Hvis Ib kunne tale, ville han også takke dig,” siger Marie og vinker med dukkens hånd. ”Får jeg så en forestilling snart?” siger han og sender hende et stort smil. ”Det lover jeg,” siger Marie. ”Pas godt på din dukke, til vi ses.” Han gasser op og forsvinder i en blå sky af udstødning. Marie står med Ib i favnen og ser ham forsvinde. Hun er fristet til at tage Ib på armen. Men ud af øjenkrogen får hun øje på sin moster i vinduet og beslutter sig for at vente lidt.

100


Hun går forbi mosterens bil, som er en ret lækker øse. En stor sportstaske står på bagsædet. Sikkert mosterens yogatøj eller skiftetøj til, når hun skal på date. Da hun kommer ind, står mosteren og ligner den værste filur. Hun har selvfølgelig luret i vinduet og set det hele. ”Og hvem var det så lige?” kvidrer hun fjantet til Marie. ”I har boet i byen i mindre end en uge, og du bliver allerede kørt hjem af en fyr på knallert. Og står der og krammer og alting.” ”Det er bare Marko,” siger Marie og mærker til sin store irritation, at hun rødmer. ”Han har hjulpet mig med nogle ting.” ”Nå da da,” klukker mosteren og blinker. ”Og ved din mor det?” ”Ja, selvfølgelig. Og Marko og jeg er kun venner. Helt ærligt, moster, slap nu af.” ”Pas du hellere på, lille ven,” klukker mosteren. ”I øvrigt en sej dukke, du har der.” ”Den er mit et og alt,” siger Marie. ”Sådan en dukke gad jeg også godt have,” smiler mosteren og kører sin hånd gennem Maries hår. ”Pas på, jeg ikke stjæler den. Den kan sagtens være i den sports-

101


taske, jeg har liggende i bilen med mit træningstøj i. Så får jeg da en mand.” ”Du kan bare prøve,” smiler Marie, som godt ved, at mosteren laver sjov. Bortset fra det så har hun ikke tid til at høre på mosterens pjat. Hun kan ikke vente med at komme op på værelset og få Ib på armen. ”Hvor er min mor?” ”Hun ligger og sover,” oplyser mosteren og ser alvorlig ud igen. ”Hun var helt udmattet efter det der alko-møde. Lad hende ligge. Hun er vildt nervøs for, om noget skal slippe ud i medierne. Klart, hun er, men jeg tror, hun klarer skærene. Er du sulten? Skal jeg smøre nogle madder? … Eller du har måske spist pizza hele formiddagen?” Marie ruller med øjnene af sin moster, som er klog nok til at trække følehornene til sig. ”Godt, du kom hjem. Jeg har lige set på DMI, at der kommer torden i aften. Og måske skybrud. Deres vejrkort ligner et skide Brøndbyflag. Det har også været underligt lummert de sidste dage.” Mosteren pludrer løs, men Marie orker ikke at være selskabelig lige nu. Hun smutter op på sit værelse og lukker døren bag sig.

102


Oppe på værelset undersøger hun Ib. Det ser ikke ud til, at han har lidt skade. Han ser ikke mere ramponeret ud, end han altid har gjort. Hun får armen på plads og anbringer fingrene på de små holdere inde i hovedet. Straks vågner Ib til live. ”Marie! Endelig fandt du mig,” jubler han. ”Du aner ikke, hvor urolig jeg har været. Jeg troede aldrig, vi skulle ses igen. Den galning til Node dukkede op som en trold af en æske i sin rovdyrpels. Han proppede mig i en sæk og stak af. Og hvor var vagtkatten? Den lå vel som sædvanlig og knaldede brikker.” ”Stop nu det brok, Ib. Det vigtigste er vel, at du er tilbage. Nu må vi holde lav profil, for Node kommer helt sikkert og prøver at stjæle dig tilbage.” ”Du har ret. Vi må gå under jorden.” ”Skal jeg også grave dig ned?” udbryder Marie. ”Ligesom Sparky?” ”Ligesom Sparky?” Ibs mundspjæld synker. ”Står du og antyder, at du har gravet Sparky ned? Jeg bemærkede godt nok, at den ikke længere befandt sig i stuen, og jeg går ikke ud fra, at Node har haft tid til at hente den.”

103


”Jeg ville sørge for, at Node ikke også kom og stjal ham,” forklarer Marie. ”Og så ville jeg have brugt ham til … sådan noget noget-for-noget-noget.” ”Noget-noget-for-noget-hvad-for-noget?” Ibs hoved kører en runde på skulderen. ”Forhandling. Udveksle dig med Sparky. Node har kun anbragt Sparky i huset for at have en undskyldning for at komme tilbage. Men nu får han kun Sparky at se, hvis han sværger på at forsvinde fra byen for altid. Og aldrig mere prøver at stjæle dig.” ”Jamen han skal da nok blive himmelhenrykt for at få en jordslået udgave af sin yndlingsdukke tilbage. Eller skulle jeg sige næst-yndlingsdukke!” Marie nikker. Nu må hun se at få Ib gemt af vejen et sikkert sted. Et sted, hvor Node aldrig vil drømme om at lede. ”Hvor kan jeg gemme dig?” siger hun og ser sig omkring. ”Hvor er du i sikkerhed? Nabohuset måske? Der vil Node aldrig tænke på at søge.” ”Er du tosset? Der skal jeg ikke ind mere,” siger Ib og ryster på hovedet, så hans hat er ved at ryge af. ”Der vrimler med skøre gamlinge, som æder pærer og spiller spilledåse, til ørerne bløder.”

104


”Den gamle dame er tilbage på sit plejehjem,” oplyser Marie. ”Udmærket. Sig til din mor, at vi må forlade byen. Hun kan køre.” ”Ikke lige for tiden,” siger Marie. ”Desuden bliver det uvejr i aften.” ”Det forklarer, hvorfor det knager og knirker i mine lemmer,” siger Ib. ”Er der skybrud, torden og tornadoer i farvandet, er mit kadaver mere følsomt end et barometer. Og hver gang det værker sådan, sker der slemme ting. Åh, Marie, hvor skal vi gøre af os?” Marie tænker, så det knager. Og så får hun en genial idé. Den kræver selvfølgelig, at hun må undvære Ib et lille stykke tid, men hvis hr. Node dukker op, så er der ikke noget at komme efter. ”Nu ved jeg det,” udbryder hun. ”Nu ved jeg, hvor du er i sikkerhed.” ”Hurra!” råber Ib. Inden han tilføjer: ”Hvor?”

105


19. MAD UDEN VIN

Det er aften. Der er uvejr i luften og trykket stemning ved bordet. De spiser sammen. Mosteren har lavet mad og vimser rundt og er munter og praktisk. Det er tydeligt, at mosteren nyder at pusle om dem. Hun har lavet grillede auberginer med hakket persille, fuldkornspasta med tomatsauce og en grøn salat. Ren vegetar. Et glas med brødstænger skaber italiensk stemning på bordet. Og en skål duftende, friskrevet Padano-ost står også på dugen. Det eneste, der mangler, er Lady og vagabonden og en bastflaske med rødvin. Alle drikker vand. Det er faktisk det første rigtige hjemmelavede måltid, Marie har fået rigtig længe. Det kan godt være, at hendes moster er lidt alternativ med mange ting, men mad kan hun godt finde ud af at lave. ”Nå, er det ikke ligesom at være i Italien?” siger mosteren for at bryde den lidt matte stemning. Moren er stille og tankefuld. Hun nikker bare.

106


Marie fornemmer, at der er lidt spændinger mellem moren og mosteren. De to er ofte på kant, husker hun, men aldrig rigtig uvenner. Men der kan godt være lidt kølig stemning i perioder. Marie tør vædde på, at hendes moster har bebrejdet moren hendes kørsel den foregående aften. Nu spiller moren fornærmet. For lillesøster, som belærer storesøster, er ikke noget, hun bryder sig om. ”De har ævlet om skybrud og torden hele dagen,” fortsætter mosteren i et forsøg på at holde samtalen kørende. Hun skifter emne hvert andet minut i håb om, at nogen bider på og byder ind. Moren løfter et øjenbryn for at signalere, at intet kunne være hende mere ligegyldigt end vejret. ”Jeg kører i hvert fald, så snart vi har spist,” oplyser mosteren. ”Så jeg er hjemme, inden himmel og jord står i ét.” ”Du kan da bare blive og overnatte,” foreslår Marie forhåbningsfuldt. ”Nej, moster skal hjem,” afbryder moren på en måde, der ikke opfordrer til modsigelse. ”Øv,” siger Marie. Mosteren giver Maries kind et lille strøg med hånden.

107


”Du kommer jo snart og besøger mig. Hvad med lørdag? Din mor kan køre dig til stationen, så henter jeg dig i den anden ende.” ”Kan jeg det?” snapper moren og ser koldt på sin søster, som ser ud til at kunne bide tungen af sig selv. ”Øh, jeg henter dig her,” retter mosteren hurtigt. ”Og så kan du vise mig et af de der bugtalershows, du skulle være så skrap til.” Marie smiler. Det vil hun rigtig gerne. Så kan mosteren også fortælle mere om heksen i skoven og hendes hvide magi, som kan fortrylle drenge. Hvem ved, hvornår man får brug for den slags? Og det passer perfekt til den plan, hun lige har udtænkt. ”Er det o.k., mor?” Marie ser bedende på sin mor. Moren nikker bare uden nogen større billigelse; så løfter hun sit glas til læberne og drikker langsomt af det kolde vand. Ingelise Gabel øver åbenbart en ny rolle. En rolle, som siger: Det er vel nok synd for mig, at jeg skal sidde her og drikke postevand til min aftensmad. Bu-hu!

108


20. VILDT SKÆNDERI

Moren liver heldigvis lidt op, da mosteren er gået. Selvom hun hvert andet øjeblik tjekker nyhederne og nettet for at se, om nogen har fået nys om spritkørslen. Heldigvis er der andre begivenheder, som fylder mere, skyderier inde i København og et terrorangreb i Frankrig, så en semikendt skuespiller, som kører i grøften, er ikke lige det, som optager medierne. Foreløbig har Ingelise Gabel klaret frisag. Marie tjekker også sin mobil, men mere for at se, om der står noget om indbrud på vandrehjem. Det gør der heldigvis heller ikke, men hun lægger mærke til, at det kommende uvejr fylder mere og mere. På flere nyhedssider begynder der at dukke gule Breaking News-bjælker op, som beretter om skybrud og lynnedslag forskellige steder i landet. Marie går hen til vinduet og ser ud. Og hun kan godt se, at det trækker op. Sorte skyer er ved at bygge sig op i horisonten, og var der ikke også et glimt? Uvejr er egentlig lidt hyggeligt. Og nu, hvor Ib er bragt i sikkerhed, er Marie i godt humør. Det, hun gjorde lige

109


efter maden, var faktisk ret smart. Selvfølgelig må hun undvære Ib, men hvis hr. Node dukker op, så er der ikke noget at komme efter. Moren er lidt rastløs. Hun vimser virkelystent rundt i hele huset, men får ikke rigtig noget fra hånden. Kun flyttet rundt på ting og sat bøger i farveorden og sorteret lidt tøj. Morens mobil vibrerer på bordet. Moren farer sammen og tager den, som om hun forventer det værste. Men så kan Marie se, at hun ånder lettet op. ”Åh, er det Dem, hr. Node,” siger hun og lyder helt opløftet. Marie stivner til gengæld og får travlt med at komme ud af stuen. Dog ikke længere væk, end at hun kan stå bag døren og lytte med tilbageholdt åndedræt. ”Dukken? Men den har De da været og hente. Min datter sagde da … nå? Men … Jaså!” Marie får endnu mere trang til at gøre sig usynlig. Den skid til Node har selvfølgelig lagt to og to sammen. Eller også har dem ude på vandrehjemmet. Hun må advare Marko. Lynhurtigt smutter hun ud i gangen og får sine gummistøvler på. De er stadig mudrede fra i går aftes, men nu gælder det om at holde lav profil.

110


Men så langt når hun ikke. Et øjeblik senere kalder hendes mor på hende, og hun lyder ikke ligefrem glad. Marie når kun lige udenfor, så står moren i døren. ”Marie, sagde du ikke, at den der kunstfigur var blevet hentet?” ”Øh, jo da!” forsøger hun tamt, men indser hurtigt, at ingen løgne kan hjælpe hende ud af denne knibe. Moren ligner en tordensky. Hun ligner en af de sorte tordenskyer, som tårner sig op over horisonten og ulmer af blåhvide lysglimt. Marie indser, at der er uvejr i luften på mere end én måde. ”Hvad har du gjort? Hr. Node siger, du har været ude på vandrehjemmet og lave indbrud sammen med ham der pizzadrengen.” ”Nej!” udbryder Marie forarget og forsøger at se krænket ud. ”Det har vi i hvert fald ikke!” ”Hold op med at lyve. Der er masser af vidner. I har været inde og stjæle en dukke. Hvad er det, der foregår, Marie?” ”Det var min bugtalerdukke, vi tog tilbage,” forsvarer Marie sig grædefærdigt. ”Det var Node, som var her og stjæle den i går, mens du var på politistationen. Vi huggede den bare tilbage.”

111


”Stop så, ikke flere løgne,” fnyser moren. ”I havde ikke noget at gøre derude. Og slet ikke på hr. Nodes værelse. Det er indbrud og tyveri. Er du godt klar over det?” ”Men jeg ville jo bare have Ib tilbage. Og det var Node, som stjal den først.” ”Ja, det er godt. Og nu synes du så, at vi skal have mere politi på halsen,” eksploderer moren. ”Som om vi ikke har problemer nok. Er du klar over, at Node vil melde det? Han kræver at få sin dukke igen. Og ikke bare den, også den anden, som du ellers sagde, at han havde hentet. Endnu en løgn fra din side. Hvor mange løgne har du tænkt dig at stå og fyre af lige op i mit åbne ansigt?” Marie nægter at svare. Moren skal ikke stå der og beskylde hende for at lyve. ”Du helmer åbenbart ikke, før mit navn er skreget ud over alle avisforsider,” hvæser moren. ”Det er sgu ikke min skyld, du drikker!” råber Marie tilbage. Moren bliver helt rød i hovedet. Et øjeblik ser hun ud, som om hun kunne smække Marie én på hovedet. Så tager hun en dyb indånding. ”Nu finder du de to dukker,” siger hun med tilkæmpet ro. ”Og så får vi den sag ud af verden. Node er her om

112


ti minutter, og så har de også bare at være her. Er det forstået?” Marie er målløs. Hendes mor nægter at forstå noget. ”Mor, vi købte Ib på loppemarkedet. Du var der selv. Det er min dukke.” ”Men Node siger, at det er hans. Den er blevet stjålet fra ham og solgt på loppemarkedet. Det er hælervarer, vi har købt, Marie, så lad os for fanden bare komme af med det gamle lort, så vi kan få lidt fred.” ”Nej,” råber Marie. ”Aldrig!” ”Så henter jeg den kraftedeme selv,” skriger moren og baldrer døren i for næsen af Marie. Marie kan høre låsen smække. Hun er målløs. Hendes mor har låst hende ude i haven. I tordenvejr! Er hun blevet sindssyg? ”Du rører ikke noget på mit værelse,” råber Marie rasende og banker på den lukkede dør. Hun hader sin mor lige nu. Hvordan skal hun få overbevist den dumme kælling om, at det er Node, der er skurken? Hun gider ikke bo her mere. Hun vil væk. Men mobilen er inde i huset, så hun kan ikke engang ringe til sin moster og bede hende om at hente hende, eller til Marko. Hun farer hen i skuret og får fat i skovlen. Node kan få sin latterlige støddukke igen, men Ib får han aldrig at se mere.

113


Da de første tunge regndråber begynder at slå mod bladene, ser man hende grave hidsigt i haven. Et lyn glimter, og efter nogle øjeblikke høres en rullende buldren. Marie skæver op mod himlen, som mest ligner noget fra en gyserfilm, et miskmask af kulsorte og gnistrende skyer, men hun er for arrig til at tage sig af det. Når Sparky er gravet op og stillet tilbage i stuen, kan Node i det mindste ikke beskylde hende for tyveri af den. Hun håber, hun kan nå det, inden han dukker op. Lidt efter tager regnen for alvor fat. Det er, som om der bliver åbnet for en bruser. Dråberne bliver til stænger af vand. Marie bliver gennemblødt, og jorden bliver ekstra tung og besværlig at grave i. Fandens lort, bander hun, mens hun pustende af anstrengelse flytter skovlfuld efter skovfuld jord, indtil den blå IKEA-pose endelig kommer til syne. Selvom det er aften, er der så mange lynglimt nu, at det ikke er noget problem at se. Hun hopper ned i hullet og haler den mudrede pose fri, glider og er lige ved at falde. Der er også vand alle vegne nu. Hullet sejler i pløre, og hun selv er våd ind til skindet. Men hun har posen, og hun kan mærke vægten af Sparky. Hun ser op mod huset. Der er tændt lys på hendes værelse. Moren er i gang med at rode alt igennem for at

114


finde Ib, men det kan hun godt glemme. Ham finder hun aldrig. Marie smiler ondt. Et kraftigt lyn lyser alt op i et hvidt glimt, og braget kommer et øjeblik efter. Et knaldende drøn, som minder Marie om, at det nok alligevel er smart at komme i ly. Men hvor, når nu hendes mor har låst døren? Marie kommer i tanke om bagdøren. Ha, den har hun nok ikke tænkt på at låse. Med IKEA-posen over ryggen løber hun gennem regnen. Rundt om hushjørnet og hen mod fordøren. Et nyt kæmpelyn bader alting i et blåhvidt lys, og Marie opdager, at der ligger noget på trappen. En hudfarvet klump, som bevæger sig. Den kryber som en orm op over trinet. Det er en lille baby. Nej … det er … Marie står som lammet og stirrer på det, der er ved at mave sig frem mod døren. Det har hverken arme eller ben – eller noget ansigt for den sags skyld. Det er kun en torso med et nøgent hoved. Marie taber posen og udstøder et skrig, som selv tordenbraget har svært ved at overdøve. Og hendes skrig får den krybende torso til at vende sit ansigtsløse hoved mod hende. Det er genoplivningsdukken. Den har fundet hende.

115


21. OPGØR

Marie er chokeret. Hvordan kan den være kommet her? Er den krøbet hele vejen fra ungdomsklubben? Noget kunne tyde på det. Den er møgbeskidt og glinser af vand, men det tager hun sig ikke af. Hun sætter posen med Sparky fra sig og samler genoplivningsdukken op. Frelser … lyder det i hendes hoved, da hun tager den op. Den samme hæse, forpinte stemme, hun hørte i ungdomsklubben tidligere på dagen. Jeg fandt dig. Lad mig takke dig … Marie kan ikke holde det ud mere. Ikke flere pibende og forpinte stemmer. Hun kaster dukken fra sig. ”Lad mig nu være!” skriger hun. Vejret er gået helt amok nu. Der er slet ingen pauser mellem lynglimtene og de enorme tordendrøn. Regnen vælter ned, og en isende kold vind river og rusker i alting. Marie vil bare indenfor. Hun sætter kurs mod døren. I næste nu træder en bjørneagtig skikkelse ud af mørket. Det er Node. Iført kattepels og regnhat.

116


”Der er du, din lille tyvetøs,” hvæser han og griber fat i hende. Han kvæler hendes skrig med en stor, våd næve og river hende med sig væk fra huset. Marie spræller og sparker og bider, så Node må slippe hende. Hun lander i pløret og forsøger at kravle væk, men en tung fod skubber hende omkuld. ”Sli… slip mig,” skriger Marie og kalder desperat på sin mor, men torden og regn overdøver alle lyde. ”Hvor er mine dukker?” råber han rasende ind i hendes ansigt. ”Tror du, jeg lader sådan en lille møgtøs stjæle fra mig?” Han rusker hende. Ude på vejen får hun øje på varevognen. Den holder lige foran huset. ”I posen,” klynker Marie. ”Den … de er i posen. Lad mig nu gå.” Node skærer tænder. Han vælter Marie om på græsset og går hen for at hente IKEA-posen. Der er bare ikke længere nogen IKEA-pose. I stedet er der en frådende mor. I en brøkdel af et sekund tænker Marie, at hendes mor – skuespiller Ingelise Gabel – på en prik ligner sin figur fra serien om den hårdtslående buschauffør. Hun kommer tonsende imod Node med en trækølle hævet til slag, og Marie opdager, at det slet ikke er nogen trækølle, men Sparky, som moren holder.

117


Det samme gør Node, for han når lige at advare hende om, at det er en meget kostbar dukke, inden hun svinger Sparky som et baseballbat og rammer ham med fuld kraft. Han tumler omkuld og havner ved siden af Marie, som hurtigt får skubbet sig væk fra ham. ”Skal du røre min datter, din ækle stodder? Nu er det vist os, som skal ringe efter politiet,” sprutter moren og hæver Sparky til et nyt slag. ”Pas dog på, kvindemenneske!” Node sidder på jorden og gnider sit ømme hoved og undersøger sine fingre for spor af blod. ”Overfald på børn. Du er i så store problemer, fister,” kommer det indestængt fra moren, som ligner en hunløve, der forsvarer sin unge. ”Jeg vil jo bare have mine dukker tilbage,” himler Node op og forsøger at komme på benene. ”Bliv siddende, ellers … ved gud, jeg pander dig én mere,” hvæser moren og træder et skridt frem. ”Nej, forsigtigt, frue.” Node vifter afværgende med hænderne. Moren er ligeglad. Hun nærmer sig med Sparky højt løftet og parat til et nyt slag, hvis Node skulle prøve på noget.

118


Dukken er stadig skruet fast til pladen, men den er slået helt skæv. Det får den dog ikke til at se mindre gyselig ud, slet ikke med de gnistrende lyn som baggrund. Dens hvide strithår hænger som vådt garn, og den fastgjorte læderrem dingler. ”Marie, skat. Er du okay?” råber moren til hende. Marie ligger stadig chokeret i det drivvåde græs. Men nu kommer hun på benene. ”Løb ind og ring efter politiet,” kommanderer moren. Marie gør, som hun siger. Det kan godt være, at de var vildt oppe at skændes lige før, men det er glemt nu. Hun farer forbi moren og den forslåede Node. Forbi genoplivningsdukken, som er havnet i brændenælderne langs hækken. Inde i huset ser hun sig om efter mobilen. Morens mobil plejer at ligge og flyde på bordet, men nu er den selvfølgelig væk. Og det samme er Maries. Et lyn oplyser alting i et blændende glimt. Braget får alt til at ryste, og lyset i hele huset går ud. Marie skriger forskrækket. Lynet slog ned. Og det slog ned i huset. Eller slog det ned udenfor? Marie famler sig ud af huset. Hun vil bare være, hvor hendes mor er. Ude i haven er der en sær lugt i luften.

119


Hendes mor ligger udstrakt i det våde græs. Hun er helt hvid i ansigtet. Øjnene stirrer tomt op i regnen. ”Åh gud,” skriger Marie panikslagent og styrter hen til hende. ”Mor, mor, mor!”

120


22. LEV, MOR

”Mor, vågn op, træk vejret. Nej, nej!” Marie rusker sin mor. Der er intet liv. Node har slået hendes mor ihjel. Marie klynker som et lille dyr. Der er intet blod. Hun ser sig desperat om efter Node. Han må da hjælpe hende nu. Hun ser, at han er kommet på benene og står ubeslutsomt. ”Hjælp mig,” trygler Marie. ”Please, vil du ikke nok hjælpe?” Node træder baglæns væk fra hende. Han ryster forvirret på hovedet, så griber han Sparky og løber ud af haven. ”Nej!” skriger Marie efter ham. ”Kom tilbage. Hjælp mig!” Hendes bøn er forgæves. Node er inde i bilen på et øjeblik, Marie hører motoren, og sekunder efter forsvinder varevognen med skrigende hjul ud i uvejret. ”Den hund! Den satans køter!” Marie hulker i fortvivlelse. Hun sidder tilbage ved den livløse skikkelse.

121


Hendes mor er død. Død, død, død! Hun skriger et langt, jamrende skrig ud i den fossende regn. Det er straffen for, at hun altid har løjet om alting. Overdrevet og bildt folk alt muligt ind. Nu vælter verden. Nu hører alting op. Så får hun øje på genoplivningsdukken. Den ligger stadig der, hvor den landede, da hun smed den fra sig. Hun sætter sig op med et ryk. Frelser … lyder det fra den. Marie tvinger sig til at tage en dyb indånding. Så lukker hun læberne om sin mors mund. Blæser luft ind. Derpå fletter hun fingrene og begynder at give hjertemassage. En, to, tre, fire … Igen og igen og igen. Another One Bites the Dust. Og luft ind. Ikke hulke, bare holde vejret og så blæse ind. Og massere med håndfladen, dybt og rytmisk. ”Lev, mor,” trygler hun, mens hun arbejder med morens slukkede hjerte. Nogle fra de øvrige huse på vejen har hørt hende skrige. Snart kommer folk ilende fra flere sider.

122


23. PÅ FORSIDEN

Der er et mylder af folk omkring hospitalet. Og der er lidt flere folk i kantinen og på fællesarealerne end normalt. Mosteren sidder og dimser rastløst med sin mobil, og et par politifolk holder nogle nysgerrige journalister på afstand. De sidste par dage har det været en landsdækkende nyhed, at den kendte skuespiller Ingelise Gabel blev reddet af sin egen datter efter at være blevet ramt af et lyn under det store uvejr, som gik over landet. Der er kæmpefotos på forsiden af både BT og Ekstra Bladet af Marie Esrum. Ledsaget af fede overskrifter: Den lille helt (BT) og Mirakelpigen (EB). Marie tør dårlig nok åbne sin mobil, for hver gang bimler det ind med beskeder. Nogen, der vil interviewe hende eller have hende med i tv. Marie har slet ikke lyst til at være andre steder end her hos sin mor. I et døgn svævede moren mellem liv og død, og hver eneste skuespiller og instruktør udtalte sig om, hvor talentfuld og dygtig Ingelise Gabel var, som om de aldrig skulle komme til at opleve hende igen. Men nu er moren i bedring.

123


Hun har fået en enestue. Marie sidder med hende i hånden. Gardinerne er trukket fra, men her på fjerde etage kan ingen glo ind. Der er blomster alle vegne. Og god bedring-kort fra nær og fjern. Ingelise Gabel ligger i en seng tilsluttet alle mulige ting, som måler blodtryk og hjerterytme. Hendes hud er hvid, og hun er skrøbelig som papir. Den ene hånd bundet ind. Marie har tømt en hel æske med Kleenex, men ingen har kunnet få hende væk fra sin mors side. Ikke engang mosteren. Hun har aldrig syntes, hendes mor har været smukkere. Hun får tårer i øjnene, hver gang hun ser på hende. Alle siger, Marie reddede hendes liv. Det er et mirakel. Men selvom moren stadig er temmelig medtaget, er hun dog ved at komme mere til sig selv. Hun slår øjnene op og smiler mat til Marie. ”Det var sgu lidt af en kikser,” mumler hun. ”Mor, du skal ikke være bange,” siger Marie. ”Alt bliver snart godt.” ”Marie, min skat,” hvisker moren med tårer i øjnene. ”Uden dig havde jeg ikke overlevet. Det er jo et mirakel. Hvor i alverden har du lært førstehjælp henne?”

124


”Men du reddede jo også mig, mor. Det var så sejt, da du gokkede ham i nødden med hans grimme dukke.” ”Har de fanget idioten?” spørger moren. Marie trækker på skuldrene. Det er vel ligegyldigt. Hun håber det, for Nodes egen skyld, for hvis hun nogensinde ser ham igen, myrder hun ham. ”De skal nok få fat i ham,” siger hun. ”Dansk politi er verdens bedste.” ”De siger, det var lynet, som slog ned,” siger moren eftertænksomt. ”Men jeg tror, det var dukken. Jeg tror, det var den, som gav mig stød, ligesom den anden dag.” Marie kan ikke lade være med at gyse. ”Nej, det var lynet. Politiet siger, at det slog ned lige i nærheden. Noget af strømmen løb gennem den våde jord.” ”Det føltes bare, som om det kom fra dukken,” siger hendes mor og betragter sin indbundne hånd. ”Det vigtigste er, at du er i live,” siger Marie. ”Og det er jeg takket være dig,” siger moren og tørrer øjnene. Marie giver hende et forsigtigt knus. Der er folk, der har overlevet at blive ramt af lynet, har Marie læst, ligesom der er folk, som har overlevet at blive puttet i den elektriske stol. Men det er selvsagt ikke noget, man har godt af.

125


”Der går nok et stykke tid, inden jeg kommer hjem,” siger moren. ”Tager moster sig godt nok af dig? Det hele går ikke op i soja og yoga, vel?” ”Nej, også lidt i heksekunster,” smiler Marie, men da hun kan se, at det ikke beroliger moren, skynder hun sig at sige, at det går fint nok, og Ziggy har også fundet sig til rette, selvom katten mukker lidt over, at der ikke er nogen have der, hvor mosteren bor. ”Men jeg vil hellere være hos dig. Skynd dig at blive rask, så du kan komme hjem.” Moren lover. I det samme stikker mosteren hovedet ind på stuen. ”Når man taler om solen …” siger moren med et smil. ”Øh, Marie. Der står en og flagrer nede i forhallen, som vist gerne vil tale med dig.” Mosteren kan ikke lade være med at flashe det værste oh la la-ansigt. Hun dækker for munden med siden af hånden, som om hun vil fortælle en hemmelighed, og laver teaterstemme: ”Det er ham, der leverer de der firkantede æsker med runde ting i, som er trekantede, når man spiser dem, du ved.” Marie ser på sin mor. ”Gå bare,” siger moren. ”Så snakker jeg lidt med min kære søster.”

126


”Hører man bryllupsklokker?” klukker mosteren og kommer helt ind på stuen. ”Pfft!” hvisler Marie og svanser forbi hende. Marie finder Marko foran hospitalskiosken. Han står og kigger på løbesedlerne i avisstativet, mens han holder en pizzaæske foran sig. ”Så blev du alligevel berømt,” griner han og nikker i retning af forsiderne. Marie synes, det er vildt pinligt, at hun er på frokostaviserne. Hun kan mærke, at alle kigger på hende, lige meget hvor hun bevæger sig hen. Hele hospitalet ved, at hun er pigen, som reddede sin mors liv, og at Ingelise Gabel er indlagt her. Både de andre patienter og personalet og alle mulige andre. Det er også derfor, det er væltet ind med blomster og gaver og fanbreve. Det er faktisk ret belastende at være blevet et kendt ansigt. ”Du får garanteret en medalje. Det gør folk, som redder andres liv på den måde.” Marko rækker hende pizzabakken. ”Tag den med op til din mor, og hils fra mig.” ”Tak.” Marie står med den varme og duftende papæske.

127


”Det er nummer 34,” siger Marko. ”Med ekstra af det hele.” ”Marko,” siger Marie og vrider sig, mens rødmen skyller op i kinderne på hende. ”Alt det der med Kendt for Talent, det var bare noget, jeg fandt på.” ”No shit, Sherlock?” smiler Marko uden at virke synderligt overrasket. ”Du er ikke ligefrem ærligheden selv, men du er o.k. Og du er sjov at være sammen med. Der sker altid ting og sager.” Marie skærer en grimasse. Det føles ikke ligefrem som en kompliment, at hun er sjov at være sammen med. Hun tager en dyb indånding. ”Og det med min mor … altså det med skadestuen var også løgn. Hun kørte slet ikke galt den anden aften. Hun blev stoppet af politiet, fordi hun havde drukket for meget vin.” ”Okay.” Marko nikker. ”Det var måske ikke så smart.” ”Nej,” indrømmer Marie. ”Det var, fordi jeg fandt en gammel dame inde i nabohuset. Min mor ville bare køre hende tilbage til plejehjemmet. Så stoppede de hende.” Marko nikker, men synes at tage det hele lidt afslappet. ”Det er der ingen, der tænker på nu,” siger han. ”Alle taler bare om det der lyn, som slog ned i hende. Den begivenhed har på en måde helt overdøvet det andet.”

128


”Jeg har bare løjet om alting,” sukker Marie. ”Jeg kan ikke forklare hvorfor.” ”Sikkert fordi du har villet skjule noget, du ikke turde sætte ord på,” siger Marko. Marie ser på ham. ”Hvad skulle det være?” ”Måske at din mor … øh, havde nogle problemer. Hvad ved jeg? Hendes karriere kører ikke ligefrem på skinner, vel?” ”Næh,” indrømmer Marie. ”Uden de der kiksereklamer så det sort ud for os.” ”Så går jeg ud fra, at den der Hollywoodfilm, du ikke kunne tale om, at det også var … en overdrivelse?” Marie nikker. ”Jeg ville bare imponere dig.” ”Din fantasi fejler i hvert fald ingenting,” siger Marko, og det lyder faktisk som en kompliment, synes Marie. ”Men din dukke, den har da været med på Titanic, eller hvad?” ”Det påstår den,” nikker Marie, men tænker sig så om. ”Eller … jeg ved ikke, hvad den siger. Måske siger den slet ikke noget mere.” ”Det er jo også bugtaleren, som skal føre ordet, ikke?” smiler Marko.

129


”Jo,” nikker Marie, og selvom det er vildt pinligt at indrømme sine løgnehistorier, er hun glad for, at Marko tager det, som han gør. ”Så husk, du har lovet mig et show,” siger han. ”Der går lidt tid,” siger Marie. ”For jeg smuglede den ned i min mosters yogataske, den aften vi havde hentet den ude på vandrehjemmet. Hun tog den med sig hjem uden at vide det. Og hun fik jordens største chok, da hun kom hjem og åbnede sportstasken.” Marko griner. Og Marie kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet. ”Jeg havde skrevet et brev og lagt med ned. Og min moster forstår alt. Nu skal Ziggy og jeg bo hos hende, indtil min mor bliver frisk igen. Og Ib skal. Så må vi se, hvad der sker derefter.” ”Så har du tid til at øve dig på det sygeste show,” siger Marko. Først nu går det op for Marie, at der står en pige uden for glasdøren. I stramme jeans og læderjakke og Markos hjelm under armen. Det er Q8-dullen. Michelle. Hun holder en lille buket blomster og står lidt afventende. Marko gør signal til, at hun bare kan komme ind.

130


De automatiske døre glider til side for hende, og hun vakler på høje stiletter direkte hen og rækker Marie buketten. ”Den er til din mor,” siger hun, mens hun gumler nervøst på sit tyggegummi. ”Der er også et kort i. Jeg … øh, jeg håber, hun snart får det godt igen. Jeg har også lagt mit nummer i, hvis det er.” Marko lægger armen om Michelle og sender hende et kærligt smil. Marie smiler også, men dog et noget mere stramt smil. For det er åbenlyst, at kemien mellem Marko og Michelle er god. Måske lidt for god efter Maries smag. ”Er I blevet kærester?” spørger hun og forsøger ikke at lyde alt for slukøret. ”En lille smule måske,” siger Marko og sender Michelle et strålende smil. ”Det kan man aldrig vide,” svarer Michelle og stråler som en sol. Hun lægger armen om livet på Marko. Hvis de begynder at snave, brækker jeg mig, tænker Marie og er pludselig glad for, at hun ikke er gammel nok til at være så klam. ”Men vi vil altså rigtig gerne se dit bugtalershow alligevel,” tilføjer Marko.

131


”Jeg skal nok sige til,” siger Marie og vender om på hælen. Og så sætter hun kurs mod sin mors stue med blomsterbuketten og den lune pizza.

132


EPILOG: SHOWTIME

Første søndag i advent. Julen og hjerternes fest nærmer sig. Men endnu er december kun et par dage gammel. Huset er pyntet op. Der dufter af gran og pillede mandariner og varm gløgg og bagværk. Mosteren og moren har i fællesskab pyntet huset op. Der er guirlander og hjerter alle vegne. Moren drikker varm hyldesaft med citron og kanel i og er i perlehumør. Efter jul begynder hun indspilningen af en ny serie. Hun har fået en rolle. Ikke hovedrollen, men en stor bærende rolle. ”Det lynnedslag er det bedste, der er hændt mig,” siger hun med galgenhumor. ”Og det næstbedste er så, at din datter reddede dig?” siger mosteren. ”Nej! Rettelse! Hun er det bedste, som er hændt mig,” ler moren. Bag tæppet smiler Marie for sig selv. ”Er det rigtigt, at ham fyren, som overfaldt jer, fik fem år?” hvisker mosteren så højt, at ingen kan undgå at høre det.

133


”Ssh! Søs, de er ikke døve, vel?” siger moren. ”Nu skal vi hygge os.” Marie smiler endnu mere. Marko er der også. Han har heldigvis ikke taget Michelle med. De har vist også slået op, eller også holder de pause. I hvert fald er hun her ikke, hvilket passer Marie fint. Til gengæld sidder nogle af Maries nye klassekammerater i sofaen og fylder sig med brunkager og mandariner. En af dem har Ziggy på skødet. Katten er gået i kælekoma som sædvanlig. Bag scenetæppet anbringer Marie sin bugtalerdukke på armen og får sine fingre på plads. ”Er du klar, Ib?” Hun bevæger fingrene i dukken, får den til at rulle med øjnene og munden til at gå op og i. Men der er ikke længere nogen stemme, som jakker løs. ”Ju-hu, jeg kan ikke høre dig,” mumler hun halvvejs til sig selv. Men det gør ikke noget. Hun ved, hun kan selv nu. Hun er dog sikker på, at Ib hører hende derinde. Hun kan mærke ham, men det er hende, som skal gøre ham levende. Det er hende, som kører showet nu. Hver eneste pause og joke er øvet. Der er totalt styr på det. Hun tager en dyb indånding og ranker sig. Så slukkes lyset.

134


”Mine damer og herrer,” lyder mosterens stemme. ”Den fantastiske miss Es og hendes uforlignelige dukke …. Iiib!” Bifaldet rejser sig i stuen. Mosteren tænder for spotlyset, der laver en cirkel på gulvet, hvor Marie skal aflevere sit show. Moren smiler og nipper til saften. Marie Esrum træder ind i lyset med sin dukke på armen.

***

135

Profile for Forlaget Løse Ænder

Marie Esrums hævn (Bog 2 om Marie Esrum)  

Del 2 af Marie Esrum. Pigen som drømmer om at blive Danmarks bedste bugtaler. En drøm som kommer et stort skridt nærmere, da hun finder en g...

Marie Esrums hævn (Bog 2 om Marie Esrum)  

Del 2 af Marie Esrum. Pigen som drømmer om at blive Danmarks bedste bugtaler. En drøm som kommer et stort skridt nærmere, da hun finder en g...

Profile for he2011
Advertisement