{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1

HENRIK EINSPOR

LÆRERENS DARLING


HENRIK EINSPOR

LÆRERENS DARLING


Kapitel 1

”Det er møgsygt,” knurrer Rose. ”Der er legetøjsdag i skolen, og vi har ikke noget at tage med.” ”Legetøjsdag,” siger onkel Gys. ”Hvad i alverden er det for noget?” ”Noget, drengene har fundet på,” surmuler Viola. ”En dag om måneden i én sølle time må man tage sit legetøj med. De kommer med kæmpe rumskibe og krigerfigurer. Og tanks og skidt.” ”Og hvad kommer pigerne med?” ”Det samme,” sukker Rose. ”Plus alt muligt andet.” ”Undtagen os,” fnyser Viola. ”Men I må da have noget legetøj?” ”Som om vi leger! I hvert fald ikke den slags.” ”Da jeg var i jeres alder, legede jeg løs,” siger onkel Gys. ”Jeg byggede huler og skød med flitsbue. Jeg var ude dagen lang selv i regn og rusk. Røde kinder og skrabede knæ.” ”Ja, der kan du bare se.”

3


”Vent, jeg får en idé.” Onkel Gys smiler. ”Jeg har en dukke, der kan snakke.” ”Når du føler dig forladt?” ”Nej. Jeg har arvet den fra min gamle tante Tulle.” ”Er det en joke?” ”Nej, den ligger oppe på loftet. Jeg kan finde den frem. Men I må love mig at passe på den.” Onkel Gys rejser sig og stæser op på loftet.

4


Kapitel 2

Som du nok allerede har gættet, er Rose og Viola igen på besøg hos deres onkel Gys. Han er forfatter og drømmer om at blive berømt. Men indtil videre skriver han bare løs og sender sine ting ind til alle mulige forlag, som ikke vil vide af dem. Om monstre og hjemsøgte huse og den slags. Det er også derfor, han ikke har så meget tid til at tage sig af Rose og Viola. Men i Villa Skumsprøjt, hvor onklen bor, er der altid noget at tage sig til. De kan for eksempel rydde op i skuret eller feje. Bare de ikke går ned til havet og drukner. For Villa S ligger tæt på en vild strand. Med brandmænd, understrøm og isnende bølger. Rose og Viola ved ikke noget bedre end den strand.

5


Kapitel 3

Da onkel Gys kommer ned fra loftet, har han støv i håret, nullermænd på tøjet og en stor dukke i favnen. ”Nu skal I se, piger. Her har I en fin dukke i flæsekjole og med slangekrøller.” ”Vi gider da ikke have en dum dukke i flæskekjole.” ”Flæsekjole!” Onkel Gys peger en krøllet kant langs dukkens kjole. ”Desuden er Darling ikke dum. Hun er en meget gammel dukke, som har set lidt af hvert.” ”Hedder den Darling?” siger Rose skeptisk. ”Hvad er det for et navn?” ”Det kan da være helt ligegyldigt. Hende kan I tage med i skole. Efter at have ligget på et loft i årevis trænger hun nok til at komme lidt ud.”

6


Kapitel 4

Rose og Viola kigger nærmere på dukken. Darling har krøllet hår. Selv krøllerne er krøllede efter årene på loftet. Og kjolen har også kendt bedre dage. Vipper og bryn er malet på, og det samme er de røde kinder og den lille skønhedsplet. ”Af en dukke, der kan snakke, siger den ikke meget,” afgør Rose. ”Engang kunne den sige mama, når man vippede den bagover,” hævder onkel Gys. Rose vipper Darling, men ikke en lyd høres. Heller ikke da hun holder den i benene. ”Måske kan jeg tale med den,” siger Viola. ”Du er dyrehvisker, ikke dukkehvisker.” ”Tys,” siger Viola, mens hun gnider dukkens hånd med to fingre og vender det hvide ud af øjnene. ”Jeg vil prøve at få kontakt.” ”Godt, og når du får kontakt, kan du meget passende tænde for den kontakt. For lyset er slukket hos DukkeLise her.”

7


Dukken ser ud i luften med store øjne. Det ene øje stirrer tilmed op i loftet, for det har sat sig fast. Rose kan ikke holde ud at se på det. Hun stikker en finger ind og trykker på det. Øjet ruller rundt og falder på plads med et klik. ”Av!” udbryder Viola. ”Fikset,” siger Rose. Hun tager dukken fra Viola og vugger den hårdt frem og tilbage. ”Sig noget!” ”Baaahhhhaa,” bræger dukken med dyb stemme. ”Hun siger tak,” siger Viola og gnider sig i sit ene øje. ”Det er vist noget, du finder på.” Rose vipper dukken lidt mere. Igen høres baha-lyden. ”Se selv, hun kan tale,” siger onkel Gys. ”Kalder du det at tale,” siger Rose. ”Jeg har hørt geder udtrykke sig mere forståeligt.” ”Nu ikke så kritisk,” siger onkel Gys. ”Nu tager I Darling med i skole. Og så er den ged barberet.” ”Bahhh,” bræger Viola, hvilket betyder ’okay så’ på gedsk.

8


Kapitel 5

Deres lærer hedder Willy, og Willy synes, det er alle tiders med en legetøjstime. Børnene sidder og hygger sig. Og han får et lille indblik i deres verden. Han sørger for at sige noget pænt om alle børnenes legetøj, for det har han læst i en skolelærerbog, at han skal. ”Sikke en fin, gammel dukke,” siger han for eksempel til Rose og Viola. Rose og Viola har sat dukken på en stol mellem sig. De sidder og surmuler. Darling fylder næsten lige så meget som en havenisse. Og ingen af de andre børn er det mindste interesseret i dukken. Ved de andre borde er der gang i spil og alt muligt. Sarah har et helt makeup-hoved med, som nogle af pigerne maler farve på. Tre af drengene og to af pigerne har gang i rumskibsslag med et par enorme plasticrumskibe. Andre pusler med figurer. Og Oliver og Emilie har lige bygget en havvindmølle på deres iPad. Nu spørger de, om de må printe den ud på skolens 3D-printer. Willy spørger, om de har spist søm.

9


Så banker det på døren. Ind træder skolens sundhedsplejerske, fru Lom. Hun skal give en eller anden besked til Willy. Alle ved, at fru Lom ud over at være sundhedsplejerske også uddriver onde ånder af huse. Hun har specielle evner. Og hun har endda sin egen YouTube-kanal. Hun er faktisk ret kendt. Men her på skolen er hun stadig fru Lom, som måler og vejer børnene og spørger, om de dyrker motion eller har ondt i ørerne. ”Ih, sikke I hygger jer,” siger hun, da hun træder ind i klassen. ”Det er jo en hel legetøjsbutik.” ”Klassen har legetøjsdag,” oplyser Willy. Fru Lom ser smilende rundt. Men så standser hendes blik ved Rose og Viola og ikke mindst ved Darling. Hun stivner et øjeblik. Rose kan se, at fru Lom bliver en smule bleg. Måske endda en smule utilpas. Viola har lagt en arm på Darlings. Hun ser ud, som om hun lytter. ”Fjende!” hvisker det ud af Violas mund.

10


Kapitel 6

Lidt efter er fru Lom væk. Det var vist bare en liste over, hvilke dage klassen skal til sundhedsplejerske i næste uge, hun kom for at aflevere. Men inden hun går, sender hun lige et granskende blik i retning af Rose og Violas dukke. Der er dårligt nok nogle fra klassen, som har opdaget, at fru Lom har været der. Alle har travlt med at lege. Ved nabobordet for eksempel er et rumskib skudt i brand af oprørerne. Det er oprørende. Viola ser på Rose. ”Så du lige fru Loms fjæs?” siger hun. ”Yes,” nikker Rose. ”Hun blev helt bleg.” ”Hun blev interesseret,” siger Viola. ”Og ikke i os, men i Darling. Darling brød sig ikke om hende. Jeg kunne mærke det.” ”Stop det der, Viola. Darling er en dukke. Du ved ikke et klap om, hvad dukker bryder sig om.” Pludselig står Willy nede ved dem. Han trækker en tom stol hen og sætter sig omvendt på den.

11


”Jeg synes ikke rigtig, I leger,” siger han. ”Helt ærligt, Willyboy,” sukker Rose. ”Vi bestiller ikke andet!” ”Nå, I ser mig ellers lidt stillesiddende ud.” ”Vi leger stilleleg,” oplyser Viola. ”Med Darling?” spørger Willy. ”Ja, med Darling,” siger Rose. ”Hvem vinder?” spørger Willy. ”Hvem tror du?” svarer Rose.

12


Kapitel 7

Den nat vågner Willy, fordi han har haft mareridt. Her ville han bare være flink og lade sin normalt udmærkede klasse få en legetøjsdag. Og nu ligger han her og kan ikke falde i søvn igen. Det er den dukke, der spøger. Daisy eller Darling, eller hvad de to sære søstre kaldte den. Willy svæver ind og ud af søvnen. Ved ikke helt, om han drømmer eller er vågen. Muligvis begge dele. Men dukken var med i drømmen. Eller mareridtet. Det var, som om den var i værelset. Det var en meget virkelig drøm. Den ligesom så på ham, som om den ville ham noget. Dens lyserøde mund var måske bare en bule i porcelænet, men den talte til ham. Han kunne høre den. Og nu husker han også, hvad den sagde. ”Red mig, søde Willy,” sagde den sørgmodigt. ”De onde søstre vil gøre mig fortræd.” Onde søstre. Var det hans to elever Rose og Viola, dukken hentydede til? Det er næsten lidt uhyggeligt, tænker Willy. Men nu må han prøve at sove, for i morgen har han en lang dag. Først dansk, så to timer idræt

13


med sjette og derpå et modul i musik. Halvanden times blokfløjtehelvede med fjerde. Og derpå slutter han dagen med natur/teknologi med sin egen klasse igen. Klassen med de to onde søstre. Willy falder i urolig søvn, og lidt efter drømmer han om dukken igen.

14


Kapitel 8

Onkel Gys har problemer med et eller andet dyr, som kommer ind i hans have om natten. Dyret graver i morgenfruerne og lægger en klam klat i dem. Hvilke dyr finder på den slags? Det er ikke en hund, nok heller ikke en ræv. Kan det være en grævling? Onkel Gys ved intet om ekskrementer, men nu har han i hvert fald lånt et vildtkamera af sin nabo, som er vejleder på den lokale naturskole. Det er sådan et kamera, som er helt lille og diskret. Og som kun begynder at filme, hvis noget rører sig. For eksempel hvis en skidetrængende grævling eller mårhund går forbi. Med sådan et kamera kan ingen føle sig sikre. Især ikke dyr, som besøger ens have om natten. Nu bliver de grebet på fersk gerning. Men onkel Gys har endnu ikke fået sat kameraet op. For først skal batteriet lades op, og så skal han finde et perfekt sted at anbringe det – og det ene med det andet. Og midt i det hele får han en god idé og er nødt til at skynde sig op på arbejdsværelset for at skrive.

15


Kameraet får lov at ligge på spisebordet hele natten og pege ud i mørket til ingen verdens nytte. Nu sidder Viola og Rose ved selvsamme spisebord og spiser havregryn. Og selvfølgelig bemærker de kameraet, som ligger fremme sammen med instruktionsbogen og nogle kabler. En lillebitte pære blinker i bunden af det. ”Det har været tændt,” siger Viola. ”Onkel Gys kan ikke finde ud af at bruge det,” siger Rose. ”Når han tænder det, tror han, at han slukker det, og omvendt. Det er til grin.” Hun hælder mere mælk på sine gryn og sprinkler rosiner over med løs hånd, mens hun ryster på hovedet. Viola sidder allerede og undersøger kameraet. ”Men hvorfor er det gået i gang? Se selv, det har filmet i 45 sekunder.” ”Det er vel en mus, der er løbet forbi,” foreslår Rose. Viola tænder for afspilningen. På skærmen kan hun se sofaen inde i stuen. Ud over de to puder ses også Darling-dukken, som sidder præcis der, hvor de anbragte hende, da de kom hjem fra skole i går. ”Flot! Han har filmet sofaen og grimmedukken,” siger hun. Så går hun i stå. Hendes mund synker, og hun stir-

16


rer på skærmen. Rose læner sig ind mod hendes skulder for at kigge med. Kameraet har selvfølgelig natlinse, og alt ser grøngrumset ud. Men de kan se sofaen og puderne – og Darling. Og Darling bevæger sig! Dukken drejer langsomt hovedet og ser ud mod køkkenet. Helt af sig selv! Yrk! gisper de to søstre. De drejer sig og ser ind mod sofaen, hvor Darling sidder lænet mod to puder. I præcis samme stilling, som de efterlod hende i går.

17


Kapitel 9

Rose og Viola står og ser på dukken, som sidder og ser uskyldig ud. De har glemt alt om havregryn og taskepakning. ”Nå, så ved vi det,” siger Rose. ”Dukken kan røre sig, når man ikke kigger.” ”Vi må vise onkel Gys videoen,” siger Viola. ”Han tror da bare, at det er os, der har sat snore i dukken.” Viola lægger sin hånd på Darlings arm. ”Har du en sjæl, Darling-dukke? Bor der et lille spøgelse inde i dig? Eller er du besat af en ond ånd? Du kan roligt sige det til os.” ”Ja, for vi er sådan set ligeglade,” tilføjer Rose. ”Vi gider alligevel ikke lege med dig. Det er ikke noget personligt, men vi orker ikke dukker. Du kan lige så godt spytte ud. Legetøjsdagen er slut, og inden du får set dig om, er du tilbage på loftet.” Darling sidder bare med sit tomme blik, tumpede smil og tåbelige skønhedsplet.

18


”Åh, hun siger jo ingenting,” sukker Viola irriteret. ”Vi står og snakker med en dukke.” De vender ryggen til for at gå tilbage til deres havregryn. Ba-haa, lyder en dyb rallen bag dem. Rose og Viola spjætter af forskrækkelse og snurrer rundt. Darling er væltet sidelæns. ”Hun svarede,” hvisker Viola. ”Og helt uden at vi rørte hende.” ”Men ikke noget videre brugbart svar,” hvisker Rose. ”Hvad stiller vi op med en dukke, som bare bræger?” ”Jeg ved, hvad vi gør,” siger Viola.

19


Kapitel 10

I det samme kommer onkel Gys ned fra førstesalen. Han ligner lidt en groggy bokser, der har fået én på sinkadusen. Bare med strithår. Han har aftrykket af sit tastatur siddende på kinden. ”Jeg faldt vist i søvn,” siger han og klør sig i øjet. ”Det må sandelig være nogle kedelige bøger, du laver, siden du selv falder i søvn, mens du skriver,” siger Rose. ”Må jeg være fri! Jeg skrev til sent.” Onkel Gys strækker sig og gnider sin ryg. Og laver et par nakkerulninger. Han ser på uret og siger alt det sædvanlige med, at klokken er mange. Og at de kommer for sent i skole. ”Vi er så godt som gået,” siger Rose. ”Vi skal bare lige have dukken med.” ”Igen?” Onkel Gys vågner lidt op. ”Var det ikke i går, at der var legetøjsdag?” ”Jo, det er tit to dage i træk,” lyver Viola. ”Hvis nogen ikke fik leget helt færdig,” tilføjer Rose. Viola propper Darling i en sort skraldesæk og tager et par bananer i frugtkurven. For madpakker kan de

20


åbenbart godt se langt efter, nu deres onkel åbenbart skal lege syvsover. ”Pas nu godt på hende,” siger onkel Gys. ”Vi slipper hende ikke af syne,” lover de to søstre. Onkel Gys samler vildtkameraet op og siger, at det er ladet op. ”Se, det er tændt. Det blinker.” ”Ja, prøv lige at se, onkel. Nu skal du se det vildeste,” siger Viola. ”Vent lige, jeg indstiller lige tiden.” Onkel Gys pølser rundt på de små knapper. ”Er det her, man indstiller uret? Næh, det var lysstyrken.” ”Onkel, lad nu mig,” siger Viola. ”Jeg ved, hvordan man gør.” ”Som om jeg ikke ved det.” Onkel Gys trykker på en tilfældig knap, som ser vigtig ud. ”Delete, er det den? Eller det der autozoom? Næh, det var noget andet.” Inden Viola kan forhindre det, har hendes morgentrætte og yderst fummelfingrede onkel fået slettet nattens optagelse. ”Åh, onkel, helt ærligt! Nu har du slettet det hele.” ”Slettet hvad? Jeg har jo ikke filmet noget endnu, dit lille fæ.”

21


”ÅH!” råber Viola. ”Lige nu er jeg godt træt af dig.” ”Jeg sætter det op i dag,” siger onkel Gys. ”Så skal vi snart få at se, hvad for et dyr der render rundt i haven om natten.” ”Ja, gør det,” lyder det fra Rose og Viola, som spankulerer ud ad døren med hver sin rygsæk over nakken og en sort sæk mellem sig. Rose med bister mine og Viola bare med en opgivende.

22


Kapitel 11

Er der noget værre end en morgensur lærer? Det synes Rose og Viola ikke. Og resten af klassen er enige. Det er tydeligt, at Willy har fået det forkerte ben ud af sengen her til morgen. Han er en giftig cocktail af rødsprængte øjne og kaffeånde, og derudover er han gnaven, muggen og mut. ”Og hvad har I så i den sæk?” vil han vide, da han låser dem ind i klassen. ”Ikke noget,” siger Rose. ”Det er bare vores gymnahopsa-tøj.” ”Har I ikke først idræt i morgen?” ”Det skader aldrig at være i god tid,” siger Viola. ”Hmmrf!” mumler Willy og genner klassen indenfor. Her sætter han dem til at øve håndskrift. De skal vælge et stykke tekst i deres frilæsningsbog og skrive det af i deres hæfter. Og når de har gjort det, kan de læse frilæsning. Så kan han sidde og komme til hægterne imens. Han har virkelig sovet elendigt.

23


Børnene sidder og skriver, det bedste de har lært. Lidt papir rasler. Et viskelæders stilfærdige hvisken, en hånd fejer snuller væk, en blyants kratten. Koncentration! Willy nipper til kruset med kaffe, som han har taget med ind i klassen. Det er lige før, han begynder at føle sig som menneske igen. Så afbrydes stilheden pludselig af en høj brægen: Ba-haa-ha! Hele klassen vender sig og kigger ned på Rose og Viola. ”Hørm-hørm,” rømmer Willy sig og tildeler dem et irettesættende blik. Rose og Viola ser forvirret op fra deres arbejde. De bliver helt røde i hovederne. De ser også på skraldesækken, som står ved deres bord. ”Jamen det var ikke os,” siger Rose. ”Øh, jo det var!” siger Viola og losser hende over benet. Og så bræger Viola også lige en gang. Bah-hha ha, lyder det. ”Ja tak, Viola, så har vi hørt det,” siger Willy. ”Gem din skønsang til musiktimen.” Nu er det Rose, som sparker til Viola. ”Stop, det er akavet!” ”Du kan selv være akavet, din avekat!” svarer Viola. ”Hallo, de damer. Kan vi så få ro, tak!”

24


Rose og Viola veksler onde blikke. ”Hvad skulle det til for?” hvisker Rose. ”Hvorfor skulle den dukke absolut med i skole?” ”Det får du at se,” hvisker Viola. Ba-ha mammmarg! lyder det igen fra sækken. Højt og tydeligt, og plasticet rasler og bevæger sig, som om der er noget levende bagved. ”Nej, nu har jeg aldrig!” Den i forvejen morgensure Willy bliver mere morgensur end nogen sinde. Og nu er han ovenikøbet nødt til at rejse sig.

25


Kapitel 12

”Må jeg så få en forklaring?” Willys rødsprængte øjne lyner. Rose og Viola er blevet taget med ud på gangen, så Willy kan høre, hvad meningen er med at sidde og lave lyde i timen. Og veksle forklaringen til en irettesættelse. ”Hvad ligner det at sidde og larme, når hele klassen prøver at koncentrere sig?” siger han bistert og holder også armene i siden for at gøre sig større. ”Jamen vi er uskyldige,” siger Rose. ”Det var Darling.” Rose har for en sikkerheds skyld taget den sorte plasticsæk med ud, og nu holder hun den åben, så Willy kan se ned i den og se Darlings krøller. ”Det er jo ikke idrætstøj,” siger Willy. ”Nej, det er dukken fra i går,” indrømmer pigerne. Willy bløder lidt op. Væk er pludselig det gnavne ansigt. Nu ligner han en, som har vundet en million. Han løfter dukken op. ”Jamen kære, lille du,” siger han. ”Er du sådan blevet puttet i en mørk sæk?”

26


Bah-ha, gurgler dukken. Sikkert fordi Willy vugger den blidt. ”Så så,” siger Willy. ”Du skal ikke være bange. Willy skal nok passe på dig.” Rose og Viola står bare og måber, mens Willy holder dukken i armene og dikker den under hagen. ”Altså, Willy, det er bare en dukke,” siger de. ”Ja, og I kender reglerne,” siger Willy og forsøger at se strengt på dem, hvilket ødelægges lidt af hans sære smil. ”Legetøj i timerne bliver konfiskeret.” ”Konfi-hvad for en fisk?” ”Ja, jeg tager det og lægger det i en kasse på kontoret. Jeres far og mor kan så passende komme og hente det på fredag. Og så kan vi lige tale om det med at tage legetøj med i skole, når det ikke er legetøjsdag.” ”Men vi bliver passet hos vores onkel hele ugen,” indvender Rose. ”Og det er også hans dukke. Og han er meget glad for den,” føjer Viola til. ”Nå, men så kan jeres onkel jo meget passende selv komme og hente den,” siger Willy og hanker op i Darling. ”Kom, lille ven, kom med Willy, så skal jeg nok passe på dig.”

27


Willy sender dem et sidste blik og tilføjer: ”Så de to onde søstre ikke gør dig fortræd mere.” Rose og Viola står tilbage og fatter ikke en lyd. De kan se Willy gå ned ad gangen mod kontoret med deres dukke på armen, eller rettere onkel Gys’ dukke. Darlings lyslokkede hoved ser hen over hans skulder. Og Viola og Rose vil sværge på, at hun sender dem et hånligt blik.

28


Kapitel 13

”Har Willy en skrue løs?” spørger Rose, da de lusker ind i klassen igen. ”Nej, den dukke har snarere fordrejet hovedet på ham.” ”Jeg kunne fordreje hovedet på den med mine bare næver,” siger Rose. ”Det var dens skyld, vi fik skældud. Og nu kan du måske sige mig, hvorfor den skulle med i skole.” ”Fordi jeg ville ha’ fru Lom til at se på den,” siger Viola. ”Sundhedsplejersken? Vil du have Darling målt og vejet?” ”Selvfølgelig vil jeg ikke det, din ugle. Men jeg vil have den dukke undersøgt af en ekspert.” ”Jo, men dukker hører ikke under skolesundhedsplejen.” ”Jo, den gør, for hvis Darling er besat af en ånd, kan fru Lom finde ud af det. Hun uddriver ånder af huse. Er der en ånd i Darling, så finder Lom den.”

29


”Og det er der,” nikker Rose bistert. ”En møgirriterende drilleånd, som skal uddrives. Det var da også irriterende, at den ånd til Willy lige skulle fiskonsere hende.” ”Konfiskere!” retter Viola. ”Whatever! Nu må vi udtænke, hvordan vi skaffer hende tilbage, inden hun laver flere ulykker.”

30


Kapitel 14

Dagen udvikler sig mere og mere skørt, for efter musiktimen, hvor de som sædvanlig har fået lov til at skråle af fuld hals og derefter danse stopdans, skal de have Willy igen. Det er dagens sidste time, og de skal have natur/ teknologi, og i dag har Willy en lille prøve med for at se, om de har lært noget. Men det er ikke dét, der er skørt. Det skøre er, at Darling sidder i klassen. Hun har fået sit eget bord, Helt oppe foran. Hele klassen glor. Laver deres lærer sjov med dem? Af og til kan Willys humor godt være lidt mystisk. ”Helt ærligt, W., hvorfor sidder den dukke der?” bliver der spurgt. Willy ser alvorlig ud. ”Fordi I har godt af at se, hvordan man opfører sig,” siger han. ”Se på søde Darling. Hun sidder stille. Hun larmer ikke op eller siger noget uden at række fingeren i vejret.” ”Nej, for hun er en dukke,” siger børnene. ”Er hun nu også det?” siger Willy og lader spørgsmålet hænge i luften.

31


Der bliver en pause, hvor børnene står lidt og overvejer, om de er med i skjult kamera. ”Men selv af en dukke kan I lære noget,” tilføjer Willy og lukker sine øjne, som om han lige har sagt noget vigtigt og klogt. Klassen skuler til Darling og tager plads. Nogle af børnene skuler også til Rose og Viola, som om det er deres skyld, at deres lærer er blevet mærkelig i hovedet. Rose slår ud med armen og løfter sine øjenbryn for at vise, at de intet har med det at gøre. Willy deler nogle opgaver ud, som de skal sidde og løse. Han giver også Darling en. Og han lægger en blyant foran hende. ”Fint,” hvisker Viola. ”Når det ringer ud, snupper vi Darling og spæner. Ikke noget med, at hun skal ligge og glo nede på kontoret. Vi tager hende med hjem.” ”Tjek,” svarer Rose. ”Stille!” siger Willy. ”Se, hvor stille Darling sidder. Det kan I to snakkemaskiner lære noget af.”

32


Kapitel 15

Rose og Viola bøjer sig over deres opgaver. Det er noget med vulkaner, de skal svare på. Og om pladetektonik og lava. De har haft om det for nogle dage siden, så det er ikke så svært, som det lyder. Rose gør sin stemme så lav, at kun Viola akkurat kan høre hende. ”Laver Willy sjov med os, eller er han besat?” ”Det skal jeg hurtigt finde ud af,” siger Viola lige så lavt tilbage. Hun rækker hånden op. ”Ja?” Willy ser ned på hende. Han er i gang med at hjælpe Darling. Han står bøjet over hende og forklarer noget om magmakamre med helt dæmpet stemme. Nu glider han tilbage til sit bord og får surmulefjæset på igen. Viola gør signal til, at hun lige kommer op for at få hjælp. Hun rejser sig og går langsomt op mod ham med sit papir. ”Jeg forstår ikke helt spørgsmål 3,” siger hun og spiller hjælpeløs.

33


”Om kratertyper?” siger Willy. ”Ja,” nikker Viola, mens hun skæver til Darling, som bare sidder og glor tanketomt frem for sig. Willy giver sig til at forklare løs med mumlestemme, men Viola hører ikke rigtig efter. Hun ser ned på Darling. Blyanten ligger, hvor Willy lagde den, men arket med spørgsmål er allerede udfyldt. ’Det er kraftpetervælteme da løgn!’ tænker Viola. Da hun har fået hjælp, går hun langsomt forbi Darling igen, men lige idet hun passerer dukken, hiver hun lynsnart i en af Darlings lange lokker. Et lille, hurtigt ryk og så videre. ”Av for ind i helv…” lyder det, og alle løfter forskrækket hovedet og ser på deres lærer. Willy sidder og ser forvirret ud, mens han gnider sig over øret. Er han blevet stukket af en usynlig hveps eller hvad? ”Baa-a-a-a,” lyder det fra Darling. Viola sørger for at se uskyldig ud og skynder sig at finde på plads. ”Ti minutter tilbage,” siger Willy, da han har samlet sig. ”Så går vi i gang med at rette.” ”Besat!” hvisker Viola og sætter sig. ”Sikker?” hvisker Rose.

34


”Ja, det er, ligesom da du stak en finger i øjet på dukken i forgårs. Det var mig, det gjorde ondt på. Og nu gjorde det ondt på Willy, da jeg hev dukken i krøllerne. Willy og Darling hænger sammen. Hun har ham i sin magt. Og ved du hvad? Hun har løst alle opgaverne på papiret. Fortæl mig lige, hvordan det er gået til.” ”Nej, nu kan det være nok!” råber Willy og klasker hånden i bordet. ”Nu gider jeg ikke mere snak fra jer to.” Og så bliver de flyttet væk fra hinanden. Viola kommer til at sidde ved siden af Ludwig, som hun hader, og Rose bliver rykket hen til bordet, der vipper, og som står helt henne i hjørnet. De udstødtes bord. De to piger er rasende. Latterlige Willy – bare fordi han er besat af en ånd. Den åndede ånd skal få med dem at bestille. Og det er ikke Willy, de tænker på.

35


Kapitel 16

Mens Willy retter opgaver, skal de læse forud. Noget om jordskælv. Viola og Rose er så arrige, at bogstaverne næsten hopper rundt, som om der var jordskælv. Endelig er Willy færdig med at hakke opgaver af. ”Ja, det var jo ikke noget at råbe hurra for,” siger han. ”Der var kun én af jer, som havde samtlige ti spørgsmål rigtige. Flot, Darling! I andre kan roligt læse afsnittet i bogen en gang til.” Willy deler de rettede opgaver ud. Der er sat masser af røde streger og minusser og kommentarer på Rose og Violas. Men da han når Darling, klapper han hende på krøllerne og siger, at hun vel nok er dygtig. Alle svarene var rigtige. Og dukken får at vide, at det da er godt, at der i det mindste er nogen, som hører efter. ”Hun var her ikke engang, da vi gennemgik det om vulkaner,” siger Ludwig højt. Og Viola hader ham ikke helt så meget. Så ringer det heldigvis.

36


”Tak for i dag – vi ses i morgen. Og husk at øve på side 5-9,” råber Willy ud over det almindelige kaos af stole, som sættes op, og borde, som skramler. De to dukse farer rundt og fejer og tager skrald ud, og i løbet af ingen tid er lokalet tømt for børn. Willy pakker sine ting sammen og slukker for smartboardet. Og da han endelig tager sin taske og skal til at tage Darling med sig, er hun også væk. Han blinker tungt med øjnene et par gange, så får han et vildt udtryk. Nogen har kidnappet hende. Hvem andre end de onde søstre?

37


Kapitel 17

Og ganske rigtigt, Rose og Viola er i fuldt firspring på vej ud fra skolen. Mellem sig har de Darling; hendes kjole blafrer, og slangekrøllerne vrider sig som hugorme i stormvejr. Det trækker op til uvejr. En frisk kuling fejer hen over skolens tage ude fra havet. Der er regn og visne blade i luften. Henne ved cykelstativet er de lige ved at blive kørt over af nogle af de andre, som har fri, men så er de ude af skolens område. De skynder sig hen ad fortovet. Nu gælder det om at komme hjem til Villa Skumsprøjt. De er ikke nået ret langt, før en sort bil glider ind til kantstenen og sideruden ruller ned.

38


Kapitel 18

Det er fru Lom. ”Hop ind, piger,” siger hun. ”Hvorfor det?” spørger Rose. Fru Lom peger bagud. Pigerne følger retningen, hun peger i. De kan se Willy komme farende efter dem. Han ligner en sprællemand. ”Darling!” råber han. ”Vent! Kom tilbage!” Rose og Viola gør, som fru Lom siger. I en fart kommer de ind i bilen.

39


Kapitel 19

Fru Lom er ud over at være sundhedsplejerske på skolen også en glimrende åndejæger, men selvom hun har sin egen YouTube-kanal, hvor man kan følge hendes uddrivelser, er hun helt klart udfordret af koblingspunktet på sin Kia Picanto. Efter nogle hop og host går bilen i stå. Rose og Viola sidder på bagsædet med dukken mellem sig, og gennem bagruden kan de se deres lærer nærme sig med foruroligende hast. ”Så kør dog,” råber Rose. ”Ja ja!!” siger fru Lom og får Kia’en til at lave nogle rykvise hop fremad. Så går den i stå igen. Og i næste nu river Willy døren op. ”Hit med dukken,” råber han. ”Den er konfiskeret!” ”Gu er den røv konskiferet!” råber Rose og holder Darling ude af hans rækkevidde. ”Vores onkel vil ikke have, vi låner hende ud.” Willy tager ikke nej for et svar. Han nærmest kaster sig ind i bilen og hen over forsædets ryglæn. Han er som et

40


frådende vilddyr. Han rækker bagud og får fat i Darling. Helt vild i blikket. De kan høre dukkens flæsekjole give sig i syningerne. ”Helt ærligt, Willy. Hold op,” skriger Viola. ”Du ødelægger den.” Hun prøver at løsne hans fingre fra stoffet. Og da det ikke virker, ser hun sig nødsaget til at lave knofinten. Ingen, som udsættes for knofinten, kan fastholde sit greb, heller ikke Willy. ”Gaargle!” kvækker han og giver slip. Fru Lom siger: ”Willy, hvad sker der?” Willy synker pludselig sammen. Helt rød i hovedet og med sveden løbende ned over næsen. ”Ba-ha-haa!” bræger han. ”Willy, er du OK?” ”Han lyder som Darling,” siger Viola. Fru Lom bevæger sine fingre foran Willys øjne. Ingen reaktion. Andet end at hans hoved falder forover, og han hælder en halv liter savl ned i skødet på sig selv. ”Lige hvad jeg frygtede,” siger fru Lom. ”Vi har oplevet et åndeswap!” ”Et hvad?” ”Rør ikke ved dukken. Ryk væk fra den.”

41


Rose og Viola gør, som hun siger. De rykker helt ud til dørene, som om Darling har lus. Fru Lom finder hurtigt et par rengøringshandsker og en grilltang fra bilens handskerum. Hun ifører sig udstyret. Derpå stiger hun ud, åbner bagdøren, løfter Darling ud ved hjælp af tangen og lægger hende om i bagagerummet. Derpå starter hun bilen og sætter den i gear. Og så er de dem, der er kørt.

42


Kapitel 20

”Åndeswap,” forklarer fru Lom, mens de ruller hen ad vejen, ”er, når en ånd fra en besat person eller genstand ser sit snit til at smutte over i en ny person eller genstand. Vi, som beskæftiger os med den slags, er meget opmærksomme. Jeg frygter, at ånden, der var i Darling, nu har søgt tilflugt i Willy.” ”Bah-ha,” bræger Willy som for at bekræfte hendes ord. Han sidder stadig på bilens forsæde, men noget mere rolig, nærmest lidt stenet. Og med et blik, som ikke vidner om den store tankevirksomhed. ”Shit. Er Willy så inde i dukken nu?” udbryder Rose forskrækket. ”Nej, Willys ånd er, hvor Willy er, men nu stærkt undertrykt. Udfordringen ligger nu i at få den fremmede ånd ud af Willy. Og helst i en fart. Det er meget spændende. Jeg ville ønske, jeg kunne filme det og lægge det på min YouTube-kanal, men desværre er mit kamera til reparation. Det er meget ærgerligt. For ellers kunne jeg have gjort det med det samme.”

43


”Vores onkel har et kamera,” udbryder Viola. ”Det må du helt sikkert godt låne. Han kan alligevel ikke finde ud af det.” ”Hvad venter vi på?” siger fru Lom. ”Hvor er det nu, jeres onkel bor?” Rose og Viola fortæller hende det. ”Pøjfekt,” siger fru Lom og laver den vildeste U-vending på vejen. Og i næste nu er de på vej mod Villa Skumsprøjt.

44


Kapitel 21

Onkel Gys synes ærlig talt, at det her er noget mærkeligt noget. Ikke så meget, at hans niecer har dukken Darling med hjem, men at de i tilgift medbringer deres lærer og skolens sundhedsplejerske. Sundhedsplejersken er iført rengøringshandsker og har et solidt tag i Darling-dukken med en grilltang. Læreren virker til gengæld en smule fraværende. Hans niecer holder ham i hver sin hånd og støtter ham. ”Onkel, den er helt gal med Willy. Vi skal låne dit vildtkamera.” ”I vil vel ikke filme ham i den tilstand?” ”Træd tilbage,” siger fru Lom. ”Vi får også brug for at låne sofaen.” ”Låne den?” ”Ja, låne den til Willy.” ”Han virker godt nok også lidt træt.” Onkel Gys træder til side og lader dem komme ind. Ved fælles hjælp får de Willy ned at ligge på sofaen. Han udstøder et svagt ma-maa!

45


Stakkels fyr, tænker onkel Gys. Men det er nok heller ikke nemt at være lærer i dag. Fru Lom er stadig iført sit sikkerhedsudstyr. Hun får anbragt dukken i gyngestolen, hvor onkel Gys normalt sidder og får gode idéer. ”Og så vil jeg godt låne dit kamera,” siger fru Lom. ”Det ligger ude på bordet. Jeg kan ikke få det til at virke.” ”Men det kan vi,” siger Viola og løber ud og henter det. Fru Lom haler sin bærbare computer op fra tasken og gør den klar. ”Hør, hvad er det lige, der sker?” siger onkel Gys en smule irriteret til Rose. ”Jeg var faktisk ved at skrive en gyser, og så kommer I og forstyrrer.” ”Det er, fordi fru Lom kan mane ånder. Hun har sin egen YouTube-kanal. Skrid, din ånd!” ”Må jeg lige være her,” udbryder onkel Gys fornærmet. ”Det er faktisk mit hus.” ”Men det hedder kanalen,” forklarer Rose. ”14.003 følgere,” oplyser fru Lom, mens hun sætter sig ind i vildtkameraet, som Viola har hentet. ”Og hvad fordriver en åndemaner så tiden med?” spørger onkel Gys.

46


”Med at fordrive ånder,” siger fru Lom. ”Og den dukke, dine niecer har medbragt i skolen, er tydeligvis inficeret.” ”Inficeret! Darling? Hun har ligget på loftet i årevis. Hun er højst inficeret med støv og snuller.” ”Inficeret af en ånd, hr. Gys. Af og til bliver dukker besatte. Ofte gamle dukker, selvom det også sker for bamser og andre tøjdyr. Ingen ved helt hvorfor, måske søger en hjemløs ånd et sted at være. Vi åndemanere kan mærke den slags.” ”Var det derfor, du så så mærkelig ud, da du kom ind i klassen i går?” vil Viola vide. Fru Lom nikker. ”Jeg mærkede det straks. Af en eller anden grund er ånder vilde med de her gamle porcelænsdukker. Måske er det flæsekjolerne, måske slangekrøllerne. I hvert fald kunne jeg tydeligt mærke, at dukken havde sit eget liv.” ”Og det har den,” nikker Viola. ”Den rører sig, hvis man ikke kigger,” siger Rose. ”Har man hørt mage til vås,” sukker onkel Gys.

47


”Hvis du ikke var sådan en kluddermikkel, som får alting slettet på kameraer, så kunne du selv have set det,” siger Rose. Onkel Gys ryster på hovedet og siger, at han går ud og laver te.

48


Kapitel 22

”Nu hjælper vi ånden fri,” siger fru Lom. ”Jeg livestreamer det på min kanal – så kan de andre åndemanere følge med. Viola, kan du holde kameraet og sørge for, at Willy er i fokus, mens jeg foretager uddrivelsen.” ”Hvad skal jeg så holde?” spørger Rose. ”Du kan holde hovedet koldt,” siger fru Lom. ”For når man uddriver ånder, kan det godt gå hedt til.” ”Den klarer jeg,” siger Rose. Onkel Gys kommer ind fra køkkenet med tekrus og en rulle havrekiks. ”Det er ikke noget, der sviner, vel?” ”Det plejer det normalt ikke,” siger fru Lom. ”For det meste er der tale om en fejltagelse. Ånden har blot forvildet sig.” ”Garh-ba-ha,” raller Willy. ”Den der ånd lyder i hvert fald forvildet eller ikke vel forvaret. Er I sikre på, at det ikke er ånden fra en ged?” ”Bestemt ikke en ged,” bedyrer fru Lom. ”Men sagen kompliceres af, at ånden har søgt tilflugt i en levende person. Willy har åbenbart et modtageligt sind.”

49


”Garrr,” nikker Willy og lyder som en, der sidder i en tandlægestol med munden fuld af tandlægens gadgets. ”Jeg vil nu først drive ånden ud af Willy og få den tilbage i dukken og derefter drive den ud af dukken. Så at sige lave en dobbelt åndemaning.” Fru Lom putter håndsprit på sine hænder og gnider den ind. ”Det er meget interessant. Det bliver første gang, vi får det på film. Nu må vi blot håbe, at det ikke er nogen ond ånd.”

50


Kapitel 23

Fru Lom tager fat. Hun har alverdens ting i sin rygsæk. Et gammelt krucifiks, altså sådan et kors, man holder op foran vampyrer, så de viger tilbage. En flaske med vievand, som onde ånder ikke kan udstå. Hun tager en solid slurk af vievandet, derpå stænker hun lidt i hovedet på Willy. Det lugter lidt af barbersprit. Willy blinker dårligt nok med øjnene. Fru Lom ser mere rolig ud. ”Ikke nogen ond ånd, tydeligvis.” ”Hvordan kan du vide det?” spørger Rose. ”Ellers ville hans hud syde og blive rød. Og han ville ryste og sige forfærdelige ting. Sgu og helvede og den slags.” Selv siger fru Lom en masse på et mystisk sprog. For en sikkerheds skyld vifter hun med krucifikset foran Willy. ”Jeg har desværre glemt min manestav,” siger hun. ”Den ville ellers have været god at have nu.” ”Jeg har en tryllestav,” siger onkel Gys. ”Kan den bruges?”

51


”En tryllestav?” Fru Lom går lidt i stå. ”Jeg fik den af Rose og Viola til jul.” ”Det her er ikke stedet for tryllestave,” lyder det en anelse mopset fra fru Lom. ”Jeg er ved at udrive ånder. Og hertil bruger man manestave. Og ingenting andet!” ”Hent den bare alligevel, onkel,” hvisker Rose. ”Man ved aldrig, om vi får brug for den.” ”Jo, det gør man!” siger fru Lom fast og spørger, om hun snart kan få lov at gå videre. Viola filmer løs med vildtkameraet. Onkel Gys følger slagets gang fra sidelinjen. Udenfor er vinden taget til. Det rasler i poplerne. Man kan høre bølgerne nede fra stranden. Huset giver sig i blæsten. Rose kommer listende ind med tryllestaven. Fru Lom mumler latinske remser, mens hun vifter Willy om næsen med en sort ravnefjer. Det rykker i Willys ansigt. Og pludselig nyser han et kæmpenys, så snot og spyt står til alle sider. ”Prosit,” siger onkel Gys og rækker ham et stykke køkkenrulle. Willy ryster hovedet og ser lidt forvirret ud. ”Jeg tror, jeg er blevet lidt forkølet,” snøvler han og lyder mest af

52


alt som en, der lige er vågnet fra en lang lur. ”Hvor er jeg?” Fru Lom kigger sig omkring. ”Spørgsmålet er, hvor ånden er,” siger hun.

53


Kapitel 24

”Gyngestolen!” gisper onkel Gys og peger. Viola retter kameraet mod den. De andre deres øjne. Bortset fra Willy, som forvirret er ved at pudse næse. Onkel Gys’ gyngestol vipper voldsomt frem og tilbage. Darling sidder og rokker, mens hun klukker dæmpet. ”Film, Viola! Film!” råber fru Lom ophidset. ”Jeg filmer alt, hvad jeg kan,” lyder det fra Viola, som har blikket fastlåst på kameraets lille display. ”Oh, spiritus,” råber fru Lom. ”Forlad denne dukke. Forlad den straks, og find fred.” Hun sjasker vievand i dukkens hoved. Darling spjætter. Slangekrøllerne vrider sig. Gyngestolen opfører sig som et skib i havsnød. ”Nej, nu kan det være nok!” siger onkel Gys. ”Nok er jeg gyserforfatter, men spjættende dæmondukker i ens egen stue er lige skrapt nok.” Han går resolut hen og gokker Darling hårdt oven i krøllerne med tryllestaven. ”Ud af tante Tulles dukke, åndssvage ånd,” kommanderer han.

54


Et vindstød får et af Villa Skumsprøjts gamle vinduer til at springe op. Onkel Gys skynder sig hen for at lukke det; så udbryder han nogle fæle forbandelser. ”Nej, nu har jeg sgu da for helvede aldrig kendt mage!” råber han. ”Se nu der.” Han peger ud i haven med tryllestaven. En stor, ukendt hund sidder og skider i hans blomsterbed. Sort som natten og umiskendeligt en labrador. Det behøver man ikke et vildtkamera for at konstatere. Hunden ser ikke alt for kvik ud, nærmere koncentreret. En lort på størrelse med en hegnspæl havner mellem morgenfruerne. Det ligner atombomben over Hiroshima. ”Kan du komme væk!” skriger onkel Gys, og selvom han ellers er et roligt gemyt, optændes han af harme og kaster tryllestaven efter den. Den rammer hunden oven i skallen. Og ikke nok med det. Der lyder en lyd, som når en automatisk paraply klapper op. Så skyder en buket blomster ud af tryllestavens ene ende. Det bliver for meget for hunden. Med høje hyl pisker den ud af haven. Lige da den forlader matriklen, høres en underlig brægelyd. ”En fårehund måske,” siger onkel Gys og lukker vinduet med tilfreds mine.

55


Kapitel 25

Fru Lom er til gengæld kun delvis tilfreds med begivenhedernes gang. ”Man må aldrig blande sig i åndemaninger,” formaner hun onkel Gys. ”Det kan få de mest fatale konsekvenser.” ”Det er muligt, men ånden hørte jo tydeligvis ikke efter. Dukken var ude af kontrol, og jeg er meget glad for den gyngestol.” ”Men det var ret godt ramt,” siger Viola imponeret. Hun har fået det hele på film. Onkel Gys, som rammer hunden med tryllestaven, blomsterbuketten, der folder sig ud. Hundens udtryk. ”Det her ryger på YouTube,” siger hun. Lidt efter er der faldet ro over gemytterne. Og selvom fru Lom stadig er mopset over forløbet af åndemaningen, tør hun lidt op, da teen kommer på bordet. ”I det mindste slap vi af med ånden,” siger hun og snupper en kiks ”Jeg er her altså endnu,” siger Willy og pudser næse. ”Selvom den her forkølelse nok skal tage livet af mig.”

56


”Men ånden er drevet ud. Vær glad for det, Willy. Du var besat af den dukke.” ”Det løb lidt af med mig,” indrømmer Willy. ”Jeg var ikke mig selv. Det var, som om jeg var hypnotiseret.” Fru Lom klapper ham på hånden. ”Men nu er det slut. Ånden er forduftet. Du kan ånde frit.” ”Men hvad blev der af den?” spørger Rose. ”Det er da indlysende,” siger Viola. ”Onkel bankede tryllestaven i ægget på Darling, derefter fyrede han den efter hunden. Tryllestaven kom til at fungere som manestav. Nu er ånden hundens problem. Eller hunden er åndens problem, alt efter hvordan man ser på det.” ”Det kan sagtens være foregået, som du siger,” indrømmer fru Lom og nipper til teen. ”Men alligevel en lidt nederen måde at behandle sine niecers julegave på,” siger Viola og ser på onkel Gys. Lidt efter bryder selskabet op. Willy siger, at han må hjem og pleje sin forkølelse, og fru Lom tilbyder at køre ham. Onkel Gys går ud i haven for at rydde op i morgenfruerne. Tilbage i Villa Skumsprøjt er Rose og Viola og Darling.

57


Viola løfter dukken. Darling hænger slapt på hendes arm. Viola vipper hende et par gange, men der kommer ikke den mindste lyd. ”Se,” siger hun til Rose. ”Nu er den gal med øjet igen.” De ser på Darling. Dukkens ene øje er tiltet og peger igen halvvejs ind i skallen på hende. Det ser ærlig talt lidt tosset ud. Rose stikker fingeren frem for at rette det. ”Lad hellere være,” formaner Viola. ”Nogle gange skal man ikke ændre for meget på tingene.” ”Men jeg får gøjseren af at glo på det,” gyser Rose. De bliver enige om at lade øje være øje og putte Darling tilbage på loftet. Og det kan ikke gå for langsomt. Og næste gang drengene i klassen foreslår, at de skal have legetøjsdag, lover de hinanden at stemme imod. Lidt efter er Darling anbragt i en sort plasticsæk. Rose og Viola lukker den til med en poselukker, hvorpå de anbringer sækken allerbagest på Villa Skumsprøjts loft. De skynder sig tilbage til loftlemmen og kravler ned ad stigen. Lige da de vil lukke lemmen i, er det, som om et køligt vindpust suser forbi og hvirvler lidt støv i hovedet på dem.

58


Mama, lyder det dæmpet et sted inde på det mørke loft. Eller måske er det bare vinden fra havet, som rusker i tagspærene. ”Hørte du noget?” spørger Viola med store øjne. ”Ikke en snus,” siger Rose og klapper bestemt lemmen i.

59


HENRIK EINSPOR

TÅ G E over KULDSKÆR

Viola og Rose er på ferie hos onkel Gys. Og de keder sig. Men så finder de en flaskepost på stranden. Et nødråb fra den ensomme ø Kuldskær. Derude ligger en svagbørnskoloni. En skrap forstanderinde styrer stedet med hård hånd. Men nu har børnene derude fundet en skat. Og de har brug for hjælp. Rose og Viola beslutter sig for at besøge øen. Og de tager onkel Gys med.


HENRIK EINSPOR

BØRGES BURGERS

Der er kommet en ny burgerbar til byen. Og pludselig forsvinder en masse kæledyr. Da Rose og Viola kaster sig over mysteriet, gør de en skrækkelig opdagelse. Nu kan kun onkel Gys hjælpe dem. Eller kan han? Det er Halloween og overalt vrimler det med monstre og zombier på jagt efter noget at gnaske på.

Profile for Forlaget Løse Ænder

Lærerens darling (HELE BOGEN)  

Del af gratisbørnebøgers vinterkampangne

Lærerens darling (HELE BOGEN)  

Del af gratisbørnebøgers vinterkampangne

Profile for he2011
Advertisement