Page 1


Kapitel 1

4


Navnet er Hansi, og resten kan du slå op på hønsenettet under søgeordene hårdkogt detektiv. Fjerbolden med halstørklædet er min assistent, Ugly – god at have i baghånden, hvis en sag spidser til, hvilket de ofte gør, men sjældent har jeg haft en sag som den, der begyndte med liget i cirkusvognen.

5


Vognen stod på en tomt i udkanten af byen. Hvis nogen spekulerer på, hvad en tomt er, så er det det, som er tilbage, når man har fjernet en faldefærdig bygning fra der, hvor den stod. Tomter er tit fyldt med ukrudt, murbrokker og gammelt skrammel. Med andre ord er der sjældent tomt på en tomt. På denne havde et mindre cirkus slået sig ned. Derfor de kulørte vogne. I den ene lå liget. Det viste sig at tilhøre … eller rettere være Professor Laksko. En gøgler af den gamle skole, som man siger. Det med skolen skal tages med et gran salt. Det forlød, at professoren var gået ud af fjerde klasse efter at være dumpet til oprykningsprøven til femte. Siden havde han ernæret sig som cirkusartist på godt og ondt. Mest ondt. Laksko måtte være den uheldigste gøgler i historien. Stort set alt gik galt for ham.

6


Hvis han havde optrådt som verdens uheldigste mand, var han muligvis blevet en succes. Nu blev han alt muligt andet. Lad mig give et par eksempler: Dengang han forsøgte sig med sabelslugning, gav anmelderne ham kniven. Da han jonglerede med brændende fakler, fik han futtet et helt cirkustelt af, for ikke at tale om sig selv, og så skal vi slet ikke nævne episoden med den ethjulede cykel på tårnlinen. Her hoppede kæden helt af for Laksko. Tyve meter frit fald og akkurat den dag, hvor sikkerhedsnettet var til reparation. Siden havde det ikke rigtigt kørt for ham. I en periode havde han holdt til i byparken, hvor man så ham stå og dreje på en lirekasse i selskab med en dresseret abe. Aben var i rød uniform og pilede rundt med et blikkrus, som folk lagde penge i. I hvert fald lige indtil den dag, hvor den forsvandt med krus og det hele. Herefter

7


måtte den gæve gøgler pantsætte lirekassen for at få til smør på brødet. Igen var han på bar bund og på herrens mark. En tid optrådte han som ballonklovn til fødselsdage, indtil en flok småunger rullede ham og stjal hans sidste balloner. Efter det forsvandt han mere eller mindre ud af rampelyset. Det sidste, man hørte til ham, var, at han var gået fallit med et loppecirkus. Hvem ved, måske var også lopperne sprunget af sted med billetindtægterne. Hvad jeg prøver at antyde, er, at ligegyldigt hvad han rørte ved, syntes uheldet at forfølge ham. Og nu var han myrdet. Uheldet havde fulgt ham til det sidste.

8


Kapitel 2

Det mindste, vi kunne gøre, var at finde hans morder, mente Ugly. Som ung ugle havde han havde været til stede, da Laksko kom høvlende ned fra tårnlinen på sin ethjuler og ramte asfalten som et kaffestel til tolv personer. Det havde gjort et vist indtryk, ikke kun i underlaget, men også i Uglys barnesind, så han havde en hvis respekt for den gamle artist. Men nu lå han altså her og var særdeles meget død, Laksko altså. En trist slutning på en sørgelig karriere eller omvendt. Det var løvetæmmeren, som havde tilkaldt os. Den frygtløse Zimba. Jeg brugte ham af og til som meddeler. Han havde tjek på lyssky ting, som foregik i denne by, og var altid god for et tip eller to. Det var

9


sådan, han fik til dagen og vejen. Jeg tænker, at han sparede sammen til en ny løve. Den gamle, han delte bord og seng med, var rimelig tandløs. Eller muligvis havde Zimba kontaktet mig, fordi han var bange for selv at blive hængt op på mordet. Jeg kendte ham og vidste, at han ikke kunne gøre en kat fortræd. Det vidste hans løve også. Noget andet var det med Lupo og Ratso, som sikkert ville hive ham med på stationen med både løve, pisk og wienerstol. Zimba var måske frygtløs, men han frygtede alligevel, at strisserne ville tæske en tilståelse ud af ham. “Hvornår opdagede du liget?” spurgte jeg. “Her til morgen,” svarede han. “Mig og Madam Lola, altså spåkonen, stak hovedet ind for at invitere ham til morgenkaffe. Så lå han der og … ja, død!” Zimba slog ud med armene i en opgivende gestus og sagde, at de alle sammen var

10


helt rundt på gulvet. Også selvom de slet ikke havde sat manegen op. Vi sagde, at han skulle gå ind og berolige løven, og eventuelt også spåkonen, mens vi selv tog et kig på menageriet her. “Hvem vil myrde en gammel gøgler, som bare passer sig selv?” spurgte Ugly, da vi åbnede døren. Jeg svarede ikke, men så rundt i skurvognen. Alt var endevendt, og det, der ikke var endevendt, var kastet rundt på må og få. For ikke at tale om smidt hulter til bulter. Det var noget rod. “Mangler der mon noget?” spurgte Ugly. “Hvordan skulle jeg vide det?” sagde jeg og tænkte, at det eneste, der manglede, var en rengøringskone. Jeg satte mig på hug og undersøgte liget. “Kvalt,” konstaterede jeg. “Hvordan kan du se det?” “Kig ind i hans mund, Ugly. Nogen har proppet en hel banan ned i halsen på ham.

11


12


Morderen har ikke engang gjort sig den ulejlighed at skrælle den.” “Måske har vi at gøre med en seriemorder,” gøs Ugly. “De efterlader tit sådanne visitkort. Seriemordere elsker den slags.” Uglys fantasi fejlede som sædvanlig ikke noget. Han så for mange serier om seriemordere. Jeg fik øje på noget i rodet, som tiltrak sig min opmærksomhed. En lille æske. Der var malet stjerner og halvmåner på den. Der var noget i den, som raslede. Var det et smykkeskrin? Nej, desværre. Den var fyldt med bittesmå ting. Og her taler jeg om virkelig små ting. “Har du et forstørrelsesglas?” spurgte jeg Ugly. “Øh?” Ugly bankede på alle sine lommer; derpå så han sig rundt i vognen. Det havde

13


han ikke. En sløj detektiv, men jeg var ikke et hak bedre. “Hvad med et mikroskop?” foreslog han og holdt et mikroskop op, som han havde fundet i rodet. Det så ud, som om det var blevet brugt til mandagstræning af det lokale rugbyhold. Som bold. “Har du noget bedre?” spurgte jeg. “For eksempel noget, som ikke et totalskadet?” Han rodede lidt mere i rodet og fandt faktisk et forstørrelsesglas. Desværre var glasset itu eller rettere sagt smadret. Det samme var den velvoksne frimærkelup, som sad i en holder på bordet. Klir, klir, glasskår. Jeg holdt æsken helt op til øjet og studerede indholdet. Der var småbitte kulørte vogne, en sytrådstynd linedanserline og mikroskopiske kegler. Det slog mig, at jeg stod med resterne af Lakskos fallerede loppecirkus. Selve manegen var æsken. Det

14


begyndte at klø over det hele. Var loppeartisterne hoppet over på mig? Nej, de var jo stukket af med billetindtægterne, forlød det. Kløen ophørte, men en ubehagelig kriblende følelse blev siddende. Fornemmelsen af at være på sporet af noget. “Hvad mon der er blevet af lopperne?” spurgte jeg. “Måske er de gået i hundene,” foreslog Ugly. “Eller taget på loppemarked.” Han stak næbbet helt ned i æsken og snuste ind. “Den lugter af pebermynte,” oplyste han. “Lugt, boss. Pebermynte!” “Nej tak,” sagde jeg. “Hvorfor lugter et loppecirkus af pebermynte?” Jeg blev ham svar skyldig. Jeg vidste intet om lopper. Andet end at de gik og loppede sig.

15


Kapitel 3

Kort efter dukkede kommissær Lupo op. Som altid lignede han noget, katten havde slæbt ind på en dårlig dag. Og som altid var han sammen med sit nævenyttige assistent, Ratso, som til gengæld var i hopla. Intet kunne bringe Ratsos humør i vejret som et rask lille mord. Han blev dog tydeligvis ærgerlig over at opdage, at vi var først på mordstedet. “Hvad laver en klapugle og en snushane her?” spurgte han og sendte os et fjendtligt blik. “Jeg går altid til spåkone om mandagen,” sagde jeg “Mere for at finde ud af, hvad ugen vil bringe.” Det var selvfølgelig mest sagt for at irritere ham, og jeg kunne se, at det lykkedes.

16


“Vi fik et tip,” sagde Ugly hurtigt, da Ratso begyndte at fumle efter håndjernene. “Af hvem?” ville han vide. “Et anonymt tip,” sagde Ugly, som godt kunne være durkdreven, når det stak ham. Ratso skumlede, men puttede håndjernene tilbage i lommen. Han var iført en smart læderjakke med pelskrave. Det var tydeligt, at han gerne ville se sej ud, men han lignede mere en ilder i en muffedise. Han og Lupo borede foreløbigt ikke mere i sagen, men gik ind i skurvognen. “Har I rørt noget?” ville Ratso vide. “Ja, vi ryddede lige op, da vi hørte, I kom,” svarede jeg og tilføjede: “Hvad tror du selv?” Jeg undlod at nævne, at jeg havde stukket Lakskos loppecirkus i lommen. “Hvad laver et cirkus i det hele taget her på denne årstid?” spurgte Ratso og så sig mistænksomt omkring.

17


“Holder pause,” sagde jeg. “Den her tomt er deres vinterkvarter.” “Jeg skal give dem vinterkvarter,” knurrede Ratso. “De får nøjagtig et kvarter til at komme væk.” “Måske I hellere skulle kigge lidt på ham der,” sagde jeg og nikkede i retning af Lakskos lig, som lå og var nogenlunde lige så opsigtsvækkende som en skorpion på et stykke islagkage. Det gjorde Lupo så, efter først at have sendt Ratso over for at afhøre spåkonen. Som sædvanlig brugte Ratso sin råbetaktik, som han mente kunne hyle folk ud af den, men for det meste bare gav dem hylen for ørene. Madam Lola var åbenbart halvdøv, så det havde ikke nogen stor effekt. Til gengæld kunne vi andre høre spørgsmålene på lang afstand. Ugly så på mig og rullede en omgang med øjnene. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv, så jeg holdt næbbet lukket.

18


Lidt efter kom Ratso tilbage. Han så stærkt utilfreds ud, og en nerve vibrerede under øjet. “Lola Ladeport påstår, at hun kan se ind i fremtiden,” knurrede han. “Men hvad der er sket for to timer siden, aner madammen intet om. En køn spåkone.” “Prøv at spørge hende om, hvor morderen bliver fanget,” foreslog jeg. “Så kan du spare en masse tid og bare tage ud og hente slynglen.” “Gør det selv, Hansi,” bed han mig af. “Den sandsigerske er fuld af løgn. Måske vi skulle hive hende med på stationen.” Kommissær Lupo fik fisket bananen ud og kom den i en bevispose. “Fyren har fået en banan galt i halsen,” sagde han. “Eller det vil nogen gerne have os til at tro.” “Okay,” sagde Ratso og slog næven ind i håndfladen på sin sædvanlige tåbelige facon. “Pilen peger altså på en frugthandler.”

19


“Ratso,” sukkede Lupo. “Hvorfor går du ikke hen og taler lidt med løvetæmmeren. Eller bedre med hans løve. Jeg vil vide alt om Lakskos færden lige til i nat.” Ratso forsvandt igen. Lidt efter kunne man høre hans råben henne fra Zimbas vogn. Løven peb. Det samme gjorde Zimba. Imens fandt Lupo en cigarstump frem fra jakkelommen og fik ild i den. Den røg som en skovbrand. “Hvorfor myrder nogen en gammel gøgler?” spurgte han mig, mens han bappede. “En fyr, som ingen fjender har.” “Måske fordi han havde noget andet,” foreslog jeg. “Noget andet hvad?” Han betragtede mig gennem cigarrøgen. Jeg trak på skuldrene, for det kunne jeg godt tænke mig selv at spørge spåkonen om, forudsat at hun stadig havde mere hørelse tilbage. Det meddelte jeg Lupo.

20


21


“Nå ja,” sagde han og blæste røg ud. “Du kom jo for at blive spået. Jamen gør endelig det, så får jeg kørt kadaveret væk og spærret af.” Ugly og jeg lod ham få arbejdsro. Et øjeblik efter stod vi uden for vognen, hvor vi kunne trække vejret igen. Jeg tog mit fund op af lommen og rakte det til Ugly. ”Tag æsken her og gør dig usynlig,” sagde jeg. ”Hellere end gerne,” sagde Ugly og stak den i lommen. Lidt efter var han forduftet. Jeg kiggede hen mod Madam Lolas vogn.

22


Kapitel 4

Spåkoner kan se ind i fremtiden, siges det. Og siden Ratso ikke havde tænkt sig at udnytte det, havde jeg. Måske ville sagen løse sig med et snuptag. Jeg trådte ind i vognen. Madam Lola sad bøjet over nogle spillekort med mystiske symboler på. “Jeg har brug for oplysninger,” sagde jeg og tog plads foran hende. “Om Laksko.” Hun ignorerede mig. Med et suk stak jeg en pengeseddel frem mellem to fingre og viftede den foran hende. Det virkede bedre end lugtesalt. Hun vågnede op til dåd og snappede den med en fart, der fik hendes guldøreringe til at bimle som et kasseapparat, hvorefter hun tændte sit høreapparat, som åbenbart havde været slukket.

23


“Jeg spår helst i hønseindvolde, gode herre,” sagde hun. “Mest pålideligt.” “Lad os prøve med kaffegrums først,” foreslog jeg. Der stod i forvejen en tømt kaffekop foran hende. “Hvad vil du vide, snushane?” “Hvad han har lavet de seneste timer,” sagde jeg. “Du søger oplysning,” sagde hun. “Indsigt? Opklaring?” Hun trak noget frem fra under bordet. Et øjeblik efter stod en krystalkugle foran hende. Den trængte til at blive pudset. “En krystalkugle,” meddelte hun, som om jeg var en blind høne og ikke en bister snushane. “Hørte du mig spørge om, hvad den var lavet af?” sagde jeg og bad hende komme i sving. Hun stak sit krumme næb helt ned til den. Snart var hun beskæftiget med at se i

24


den. “Oh,” sagde hun og lod fingrene krable hen over dens overflade. “Jeg se stor ulykke. Mand komme galt af sted. Stor galt.” “Er du sikker på, at den kugle er ordentlig indstillet?” spurgte jeg. “Manden er allerede kommet galt af sted.” “Banan,” sagde hun. “Jeg se banan. Lille fyr med banan. Hård banan. Uh! Oh!” Hun

25


førte en hånd op til struben og udstødte en lyd, som om hun havde en tudse i halsen. Jeg rettede mig op i sædet og hev blok og kuglepen frem. “Fyr, siger du. Hvad kan du se? Beskriv ham.” “Pip! PIP!” råbte hun. “Hvad?” udbrød jeg og bøjede mig frem for at kigge med. “Hvad mener du med pip? Pip i låget eller hvad?” Hun dækkede krystalkuglen med hånden og så ud ad vinduet med et fjernt blik. “Alt blive tåge,” mumlede hun og skuttede sig. “Alt blive dis.” Krystalkuglen var åbenbart ikke krystalklar, eller også var forbindelsen blevet afbrudt. Måske havde hun set noget, som hun ikke brød sig om at dele med mig. Jeg tog fejl. “Hassan,” sagde hun og så på mig med et mørkt blik. “Hansi,” rettede jeg. “Hansi Hønegal.”

26


“Find den sprøde høne,” sagde hun. “Pip ved besked.” “Pip? Altså fyren med bananen?” spurgte jeg. Men jeg fik ikke noget svar. I stedet begyndte hun at klø sig som en, der har fået lopper. Hun kløede løs, så fjerene stod omkring hende i det støvede sollys. Jeg fik travlt med at trække næbbet til mig. Jeg havde ikke lyst til at stå her og indånde løse dun.

27


Kapitel 5

Et øjeblik efter var jeg ude i det fri igen. Det føltes godt, men var jeg blevet klogere? Måske. Morderen lød måske navnet Pip. Men hvor kom en sprød høne ind i billedet? Var det en medskyldig? Og var lopperne flyttet ind hos Madam Lola? Den her sag havde flere spørgsmål end svar. Jeg så Lupo og Ratso stå og studere noget uden for Lakskos vogn. Tilsyneladende et postkort eller fotografi. Da de fik øje på mig, fik de travlt med at få det væk. “Nå, blev du spået?” spurgte Lupo. “Venter der rigdom og berømmelse, Hansi?” “Eller venter der et los bagi?” tilføjede Ratso. “For så kan jeg personligt godt opfylde spådommen med det samme.”

28


Jeg sendte dem et smalt smil og ønskede dem fortsat god fornøjelse med opklaringen, hvorpå jeg hastigt forlod mordstedet. Tilbage på kontoret fandt jeg Ugly i færd med at underkaste loppecirkusset en grundig undersøgelse. Han havde taget alle


smådelene ud og anbragt dem foran sig på skrivebordet. Nu betragtede han dem gennem en lup. “Det er vildt, boss,” sagde han. “Her er karruseller, gynger, vogne og vipper. Et komplet loppecirkus.” “Hvis du ser bort fra, at lopperne mangler,” sagde jeg og smed mig i en stol, mens jeg løsnede slipset. “Du hænger dig for meget i småting,” mente Ugly. “Vi må se de store linjer.” De eneste linjer, jeg så for mig, var rynkerne i spåkonens fjæs. Jeg fortalte ham om besøget hos Madam Lola. Og om det, hun havde set i sin skøre kugle. “Så vi skal finde en, som hedder Pip?” sagde Ugly. “Det bliver både meget nemt og meget svært.” “Hun nævnte også en høne,” sagde jeg. “En sprød høne.”

30


Ugly spurgte, om jeg mente sprød som i sprødstegt. Jeg måtte blive ham svar skyldig. Han gned sig under næbbet med luppen og sagde, at den eneste sprøde høne, han havde hørt om, var baren nede ved havnen. En bar. Selvfølgelig. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? “En bar og en spillebule,” korrigerede Ugly. “Og man kan vist også leje værelser. For en halv time ad gangen, hvis du forstår, hvad jeg mener.” Jeg forstod, hvad han mente. Det bedste, man kunne sige om Den Sprøde Høne, tilføjede Ugly, var, at den var billig. Det var pigerne der også. Spørgsmålet var bare hvor billige. Der var kun en måde at finde ud af det på. Ugly sagde, at han hellere måtte gå med. Hvis Pip holdt til på Den Sprøde Høne, var det bedst at være to.

31


Kapitel 6

Den Sprøde Høne lignede enhver anden snusket snask af et hønsehus i havsnød. Vi

32


tog plads ved disken og bestilte en sjus og et glas most, hvilket kom ud på et. Mens vi hældte drinksene i os, betragtede vi gæsterne. Imens betragtede bartenderen os. Mistænksomt. Han kunne uden tvivl lugte, hvad vi var for nogle, og brød sig ikke om det.

33


“Måske skulle I drikke ud,” foreslog han. “Måske skulle du fortælle, hvem af de druksutter derovre der er Pip,” svarede jeg og gjorde ikke mine til at drikke ud. “Aldrig hørt om ham,” sagde bartenderen og fik travlt med at polere glas. Der var åbenbart en stædig plet, for han begyndte ligefrem at svede af anstrengelse. Jeg skubbede en pengeseddel over disken for at hjælpe hans tunge på gled. “Pip,” gentog jeg. “Måske har jeg hørt om ham,” sagde han og satte glasset på plads. Jeg skubbede en seddel til over med fingeren. Han lagde viskestykket over skulderen og nikkede i retning af loftet. “Ovenpå,” sagde han. “Hvor ovenpå?” spurgte Ugly, som skulle have alt ind med skeer. “Værelse fire,” gryntede bartenderen utilpas. “Men jeg vil ikke blandes ind i noget.”

34


Vi drak ud og gled ned fra barstolene. Faktisk gled Ugly rigtigt ned og hamrede hagen i disken. Det så ret skægt ud, men der var ikke tid til morskab. Jeg hjalp ham op at stå og fik ham med. “Det gik da nemt,” sagde han, idet vi steg op ad trapperne til første sal. “Lidt vel dyrt,” mukkede jeg. “Du er for gavmild, Hansi. Selv på et sted fyldt med billige piger.” “Foreløbig har jeg ikke set et eneste af de tøsebørn,” sagde jeg.

35


Kapitel 7

Førstesalen så mest ud som en hotelgang med et beskidt gulvtæppe. Måske fordi det var en hotelgang med beskidt gulvtæppe. Det så ud, som om en skovbørnehave havde tørret fødderne af i det efter en munter regnvejrsudflugt til muddermosen. Der var døre med numre på. Bag dem lød små hvin og forskellige niveauer af fnisen og kaglen. Det lød til gengæld ikke som en børnehave. “De billige piger,” oplyste Ugly og sendte mig et dystert blik. “Skal jeg hive gøbben frem, boss?” Jeg standsede op og så bestyrtet på ham. “Mit skydejern,” uddybede han. “Ugly, kan du ikke bare kalde det din pistol?” “O.k. Skal jeg hive den frem?”

36


“Nej, behold den i bukserne, men hold den klar. Jeg kan mærke på mit vand, at tampen brænder.” Et øjeblik efter stod vi ved dør nummer fire. Jeg bankede på. Intet svar. Jeg løftede foden for at sparke den ind, men Ugly kom mig i forkøbet. Han tog fat i håndtaget og åbnede døren. Bare sådan stille og roligt. Jeg sendte ham et gnavent blik. Han kvitterede med et englesmil. Vi trådte ind. Rummet henlå i mørke. Jeg tændte lys. Så fik vi øje på Pip. Han sad på sengen og så på os med store, runde øjne, mens han smilede fra øre til øre. Og to ting gik op for os på en og samme tid. Pip var en abe. Og Pip var stendød.

37


Kapitel 8

“Det er aben, som Laksko engang optrådte med,” sagde Ugly. ”Bare uden sin piccolojakke.” Jeg tjekkede det id-kort, som stadig lå på bordet. Ganske rigtigt … ud for Navn stod der Pip. Profession: Gadeartist. Køn: Nej. Ugly fik lukket døren. Der var ingen grund til at tiltrække unødig opmærksomhed. Det kunne blive dyrt for os, hvis de billige piger kiggede ind og begyndte at larme op. “Jeg kan ikke lide det smil, boss,” gøs Ugly og skævede til liget. “Hvad er der at grine af?” Jeg gav ham ret. Der var noget helt galt. Det strålende tandsmil fik nærmest aben til at ligne en af de mekaniske aber, man

39


ser i gyserfilm. Dem, som slår to grydelåg mod hinanden og pludselig sætter i gang, når man mindst venter det. Mere nåede jeg ikke at tænke, for i næste nu fløj døren op med et brag. Faktisk blev den sparket åben, så stykker af træ føg til alle sider. “Frys!” skreg en stemme. Vi genkendte den som Ratsos skingre røst og fik gåsehud. “Døren var altså åben,” oplyste Ugly, da en bevæbnet Ratso trådte gennem fyldningen, som ikke længere sad, hvor den skulle, men lå på gulvtæppet. Bag ham kom kommissær Lupo som en ildevarslende skygge. “Jer igen!” fnøs Ratso. “Og denne gang kan I ikke snakke jer ud af det. Op med grabberne!” Lupo fik møvet sig gennem resterne af døren og bad Ratso stikke piben ind og skyderen i lommen. Ratso adlød modvilligt.

40


“Vi fandt ham sådan,” oplyste Ugly. “Det var ikke os. Han var død, da vi ankom.” “Hansi, Hansi, Hansi,” sukkede Lupo. “Altid, hvor han ikke skal være. Og altid med sin ugle af en assistent på slæb. Giv mig en grund til, at jeg ikke skal bure jer begge to inde.” “Fordi vi er på samme side af loven,” sagde jeg, hvilket jeg syntes var et godt svar. Lupo godtog det åbenbart også og gik hen og snuste til glasset, som stod på natbordet. Han skar en grimasse. “Gad vide, hvad der har været i dette glas. Det lugter giftigt.” Det blev mere og mere mystisk. Ikke bare var Laksko blevet kvalt med en banan. Nogen havde også onduleret hans forhenværende abe. En eller anden i denne by var så sandelig ude med riven. “Hvordan fandt I frem hertil?” spurgte jeg de to strømere.

41


Lupo fremdrog et foto fra jakkelommen. Det forestillede en storsmilende Laksko i levende live. Han stod og lirede en melodi af, mens aben i uniform sad oven på lirekassen og holdt et krus frem. Kort sagt: et artistfoto af den slags, de fleste gøglere havde. En slags visitkort. Laksko og Pip, den dansende abekat, stod der med svungne bogstaver. “Det hang i løvetæmmerens vogn,” oplyste Lupo. “Zimba fortalte også, at vi muligvis kunne finde aben her. Han nævnte dog ikke, at den ville være død.” “Eller at den ville sidde med et åndssvagt grin i fjæset,” supplerede Ratso i et forsøg på at være morsom. Ingen af os lo. Aben smilede dog, men det talte ligesom ikke. Og så var det, at det gik op for mig, at der var noget galt med det smil. Abens brede tandsmil var præcis det samme som på fo-

42


43


tografiet, altså bortset fra at det dér sad på Lakskos mund. Jeg så fra billedet hen på den døde abe på sengen, og så gik det op for mig, at det var Lakskos tænder, den smilede med. Så havde vi fået den at tygge på. Lupo havde øjensynligt også lugtet lunten. Han fiskede gebisset ud med en tang og så på det. “Hvad vil en abe med et gebis?” spurgte han. “Måske have et pænt smil?” foreslog Ugly. “Og det fik den,” sagde Lupo. “Men derfra og til at begå mord … Den kunne jo nøjes med at stjæle det.” “Måske vågnede Laksko og ville forhindre tyveriet, og så gik aben i panik og kvalte ham.” “En mulighed,” nikkede Lupo. “Men hvem ondulerede så aben?” Ratso lænede sig frem og studerede gebisset med sit kæmpeøje.

44


“Der er huller i det,” oplyste han. “Hvem gider vade rundt med et gebis med huller i tænderne?” Vi så alle sammen spørgende på aben. Den så tilbage, men dens stive blik bød ikke på noget brugbart svar. “Alle ved, at den abekat stak af fra ham,” sagde Lupo, “Men hvad fik den til at vende tilbage?” “Måske fortrød den,” sagde Ratso. “Da den havde brugt pengene i kruset.” Lupo stod lidt tankefuld og pulsede på cigaren. Så sagde han: “Jeg har hørt, at det engang lykkedes Laksko at støve en mølædt bjørn op. Den kunne danse, især hvis den fik lyserødt tylskørt på, og hvis Laksko spillede sav til. Det nummer optrådte de med i gågaden, indtil bjørnen tog hatten med de indsamlede penge i – og sikkert også saven – og forsvandt.”

45


“Mærkelig bjørn, som vil rende rundt med lyserødt tylskørt på,” sagde Ratso. “Jeg ville til enhver tid have valgt en mere maskulin farve.” Alle så på Ratso. Han slog bare ud med armen og råbte: “Hvad?” Lupo bad os fordufte. Det her var en sag for politiet. Fint med os. Vi havde set, hvad vi ville, så vi skred og lod dem stå tilbage med aben.

46


Kapitel 9

“Vidste du det med bjørnen?” spurgte jeg Ugly, da vi var tilbage på gaden. “Næh, men tror du, at den har noget med sagen at gøre?” “Nej, men Laksko blev åbenbart tørret af alle de dyr, han optrådte sammen med.” “Hvordan tørret, boss? Mener du, at han tørrede op efter dem?” “Nej, tørret som i snydt, Ugly,” sagde jeg. “Og hvad gør man, når man bliver snydt gang på gang?” Uglys blanke udtryk fortalte mig, at jeg selv måtte give svaret: “Man garderer sig,” sagde jeg. “Man sikrer sig. Man holder sine værdier tæt ind til kroppen. Måske endog meget tæt.”

47


“Jeg har hørt om en fyr, som fik lavet et gebis af guld,” sagde Ugly. “Han gik med hele sin formue i gabet, men det var jo ikke tilfældet der.”

“Det er ikke alt, som glimter, der er guld. Det kan også være diamanter. Små diamanter, som passer perfekt i de hule tænder.” “Jøsses, boss. Nu er jeg med. Det er derfor, at der er huller i alle tænderne. Nogen har fjernet diamanterne. Nogen vidste besked. Men hvem?”

48


“Nok ikke tandfeen,” sagde jeg. “Men i det mindste nogen, som var tæt nok på. Nogen, som sad i første parket til gebisbisserne.” “Der var vel ingen, som ligefrem kiggede ind i munden på Laksko?” indvendte Ugly. “Tænk dig om, Ugly,” sagde jeg. “Hvor gjorde Laksko af sit gebis om natten?” “I et glas vand på natbordet, vel?” foreslog Ugly. “Som alle andre.” “Forkert,” sagde jeg. “Han lagde det ned i æsken, vi fandt.” “Du mener ned i sit loppecirkus?” “Det var derfor, det lugtede af pebermynte. Det var tandpasta, du kunne lugte.” Ugly så på mig, og hans ugleøjne blev om muligt endnu større bag brillerne. “Du store hornugle!” udbrød han. “Står du og siger, at vi er på udkig efter en flok lopper?”

49


Kapitel 10

Sagen var klar, måske ikke klar som krystal, men der begyndte at tegne sig et mønster. Den uheldige gøgler havde gemt sin formue i sit gebis. Klog af skade havde han købt små diamanter for sine opsparede midler. I hver tand havde han anbragt en diamant. Lakskos smil må have været en formue værd. Jeg gættede på, at Pip på en eller anden måde var i ledtog med en eller flere af cirkuslopperne. De nu forsvundne cirkuslopper. Det var set før … aber og lopper hang ud sammen. Man kunne gå i en hvilken som helst zoo og se det med egne øjne. Da Ugly havde foreslået, at lopperne var gået i hundene, havde han ikke taget helt

50


fejl. De var bare ikke gået i hundene, men til den forhenværende cirkusabe. “Så de luskede lopper brugte aben til at udføre det grove?” spurgte Ugly.

51


“Lopperne har vidst besked med diamanterne,” forklarede jeg. “Men de kunne ikke selv fjerne dem, når de sad limet fast i de hule tænder. Derfor fik de brug for Lakskos gamle partner. De overtalte den til at stjæle gebisset fra Laksko … måske aftalte de at dele rovet. Aben fik et nyt tandsæt og et strålende smil, lopperne de funklende diamanter.” Ugly udstødte en fløjten. “Så et eller andet sted sidder der nogle meget rige cirkuslopper,” sagde han. “Men hvorfor slog de aben ihjel? For ikke at tale om Laksko?” “Det er spørgsmålet,” sagde jeg. “Men for at få svar på det må vi finde lopperne.” Problemet var, hvor man fandt en loppe i den her by, eller i det mindste den rette loppe. Måske kunne løvetæmmeren besvare det spørgsmål. Kunne man tæmme løver, vidste man sikkert også noget om at tæmme andre dyr. Lopper for eksempel.

52


Kapitel 11

Tilbage på tomten fandt vi Zimba i løveburet. Han var travlt optaget. Hele hans hoved befandt sig inde i løvens gab. “Vi har et par spørgsmål,” sagde jeg. Han trak hovedet ud. “Angående?” “Lopper,” sagde jeg. “Nærmere bestemt cirkuslopper,” supplerede Ugly. “Professor Lakskos cirkuslopper for at være mere præcis.” “Nævn ikke de lopper,” stønnede Zimba, og selv løven begyndte at klø sig. “Nej, men så fortæl,” sagde jeg. “Aldrig havde han styr på dem,” begyndte Zimba, mens han tørrede løvesavl ud af håret med en klud og løven sprøjtede lidt mundspray ind i gabet. “Det var et cirkus med de lopper – så var den ene blevet

53


væk, så manglede den anden, så var han kommet til at træde en flad, så fandt vi en fjerde i Bimmers pels.” “Bimmer?”

54


Zimba nikkede i retning af løven. Den så på os med hundeøjne og nikkede. “Stakkels Bimmer kløede og kradsede sig. Kort sagt: Laksko havde ikke styr på de lopper. Især en af dem voldte altid problemer. En stor, ondskabsfuld fanden, som han kaldte Krat.” “Krat.” Ugly noterede flittigt ned. Løven bidrog med en lille pibelyd og et snøft. “Han var helt pjattet med det lille møgdyr … mærkede den på ryggen med en guldtusch og alting, hoppede og sprang for den. Og som tak gav den ham et loppebid og stak af med billetindtægterne.” En luset loppe, måtte man indrømme. “Hvor er Krat nu?” spurgte jeg. “Spørger du mig, om jeg ved, hvor en loppe er?” Zimba sendte mig et håbløst blik. “Måske er den stukket til søs som tangloppe på et hyttefad. Måske sidder den på en varm strand og drikker kulørte

55


drinks med paraplyer i. Det er vinter; lopper bryder sig ikke om kulde. Den kan også have fundet sig en varm pels at putte sig i.” Jeg kastede et blik på løvens store manke. “Hvad med der?” spurgte jeg, selvom jeg ikke havde lyst til at kigge nærmere efter. Både Zimba og løven sendte mig et fornærmet blik. Zimba løftede pelsen og viste os et loppehalsbånd. Et pænt stort et af slagsen. “Det frikender os vel?” sagde han. Det måtte jeg give ham ret i. “Du skal vide, at den loppe havde storhedsvanvid,” sagde Zimba. “Den lod sig ikke sådan trække rundt i manegen. Den havde en skidt karakter. Lur mig, om den ikke havde noget at gøre med Lakskos død.” “Hvor fik Laksko de lopper fra?” spurgte jeg. “Hvad ved jeg?” svarede Zimba. “Fra abekatten måske. I hvert fald ikke fra Bimmer.

56


Han er den mest renlige løve, der findes. Ikke også, Bimmerdreng?” Løven nikkede ivrigt og slikkede sin pote og gned spyt rundt i sit løvefjæs. Vi var overbevist. “Måske bjørnen,” foreslog Ugly. “Nogen idé om, hvor vi finder bjørnen?” “Prøv i zoo,” foreslog Zimba. “Den har siddet bag tremmer i et par år.” “For hvad?” “Svindel med pelsvarer. Den solgte skindet, før den var skudt.” Okay, så bjørnen var buret inde. Det frikendte den i det mindste for at være indblandet i sagen. Vores varmeste spor var altså en abe, som var gjort kold. Ikke noget videre varmt spor, hvis jeg skal være ærlig. Vi tog afsked med Zimba og Bimmerdrengen. Zimba bad løven gabe op og stak igen hele krydderen ind i dens gab. Det lig-

57


nede et besøg hos tandlægen. En grundig tandlæge. Med nerver af stål. “Han er ikke bange for at stikke hovedet ind i løvens gab,” sagde Ugly, da vi forlod tomten. “Men det kan ikke være rart for løven.” Jeg bad ham bruge sin sparsomme tankevirksomhed på vores sag. Vi havde altså at gøre med en loppe med storhedsvanvid. Og skulle man tro Zimba, var det en forbandet pestilens af en pestloppe. “Pest?” gøs Ugly. “Måske var det det, aben døde af?” “Lad os slå et smut forbi stationen og finde ud af det,” sagde jeg. “Ikke mig, boss.” Ugly måtte støtte sig til en lygtepæl. “Jeg har det skidt. Jeg tror, jeg er smittet. Pest!” “Mon dog.” “Det er ude med mig, boss.” Ugly lignede en deprimeret bedemand, hvis sidste sæt

58


tøj lige var krympet i vask. Han kunne være den værste hypokonder, så jeg foreslog ham at tage hjem og hvile sig. Selv ville jeg tage direkte ind på politistationen. Så at sige stikke mit eget hoved ind i løvens gab.

59


Kapitel 12

Ratso så fornøjet ud, da jeg trådte ind. “Hønegal!” udbrød han og gned sig i hænderne. “Kommer du for at tilstå giftmordet?” “Hvilket giftmord?” “Jeg kan fortælle dig så meget, at aben havde fået en overdosis loppegift – det holder jeg selvfølgelig mund med af hensyn til efterforskningen – men fakta er, at du har været på to mordsteder nu.” “Loppegift! Siger du det?” “De har lige ringet nede fra lighuset og meddelt det,” oplyste Ratso og sendte mig et slangesmil, som sagde: Du er så færdig, snushane. “Hvor er Lupo?” spurgte jeg, for jeg brød mig ikke om at være alene med Ratso, som

60


i fri dressur var nogenlunde lige så afbalanceret som en mår i et hønsehus. “Kommissær Lupo besøger Bugs, hvis du vil vide det.” “Bugs?” spurgte jeg. “Lakskos bjørn, den med tylskørtet. Den sidder i spjældet. Det manglede også bare.” “Det har jeg hørt, men jeg vidste ikke, at den hed Bugs.” “Du ved ikke en fis, Hansi, men lad os se, om din begrænsede viden alligevel ikke kan bringe lidt lys over sagen.” Han tændte sin 1000-watts skrivebordslampe, rettede den mod mig og bad mig tage plads i den varme stol. “Er jeg anholdt?” spurgte jeg. “For så har jeg ret til et telefonopkald.” “Vi skal bare sludre lidt,” sagde Ratso med kælen stemme og lignede en klapperslange, som har fået færten af en præriehund med gangbesvær.

61


62


Kapitel 13

Så vi sludrede. Ratso spurgte. Jeg svarede. Det foregik i god ro og orden. Ratso undlod at råbe, selvom jeg kunne se, at han var fristet. Muligvis var han også fristet til at tæske en tilståelse ud af mig med sin politistav, men indså nok, at han ville få vrøvl med chefen. “Må jeg stille et spørgsmål?” spurgte jeg. “Her er det mig, som stiller spørgsmålene!” råbte han. “Okay, men jeg stiller altså et alligevel: Bliver det ikke varmt at sidde i den jakke som en nødlandet pilot fra første verdenskrig?” Ratso ville vide, hvad det ragede mig. Men jeg kunne se, at han led for skønheden. Han svedte mere end en snemand i en sauna.

63


“Den pelskrave må klø som bare pokker,” sagde jeg. Han lod en finger glide langs kanten af pelskraven for at få lidt luft ind, mens han nidstirrede mig. “Tilstå hellere, at du nakkede avekatten med gift, Hansi! Kom nu, sig det! Så får du det bedre.” “Du får det bedre ved at smide jakken,” sagde jeg. Han bad mig flette næbbet og i stedet tænke mig rigtig godt om. Det gjorde jeg så. Jeg gav mig til at tænke sagen igennem. Hvorfor tog en abe loppegift? tænkte jeg. For at beskytte sig måske. Mod hvad? Mod en ondsindet kæmpeloppe. Måske havde Pip også pudret gebisset med gift. Ikke særlig smart at putte det i munden i så fald, men hvor smart var en abe, når det kom til stykket? “Vi har masser af tid,” sagde Ratso og kærtegnede sin knippel. “Og husk, at tie er også at samtykke!”

64


Jeg kunne se på ham, at han morderligt gerne ville tage jakken af, men nu var det for sent. Den lille sejr ville han ikke give mig. I stedet skænkede han sig et stort glas vand og tømte det i fem slurke. Han tilbød ikke mig noget, selvom forhørslampen nærmest grillede mig. “Jeg tror, aben tog gift ved en fejl,” sagde jeg efter et stykke tid. “Aha, du indrømmer altså!” Ratso sprang op og hev håndjernene frem. I det samme kom Lupo ind i lokalet. Reddet af gongongen, som man siger. Han spurgte, hvad jeg lavede i forhørsstolen. “Snushanen har tilstået giftmordet, hr. kommissær,” råbte Ratso. “Jeg skulle netop til at lægge ham i håndjern.” “Herregud, Ratso,” sukkede Lupo. “Tag dog jakken af. Hvorfor sidder du indenfor i den store vams?”

65


“Jeg har det fint,” forsikrede Ratso, men så ikke sådan ud. Så fik jeg øje på noget. En lille bevægelse i pelskravens hår lige under hans ene øre. Et guldglimt. Jeg reagerede prompte. Jeg kastede mig frem, greb det tomme vandglas i farten og hamrede åbningen ind i pelsen, inden jeg landede med alle mine kilo oven på Ratso. Han kollapsede som en hoppeborg fuld af flodheste. Lynsnart fik jeg hånden ind under glasset og rullede væk, idet jeg sikrede mig, at byttet var sikret. Ratso gispede efter luft, mens han famlede efter håndjern/knippel/tåregasspray, eller hvad det nu var, han famlede efter. Han lå på ryggen og sprællede som en skarnbasse, mens jeg havde hapset et insekt af lidt mindre størrelse. Jeg kom på benene … kun for at stirre lukt ind mundingen af Lupos tjenestepistol.

66


“Stå stille, Hansi,” sagde han med en stemme, der kunne give en hvalros gåsehud. Jeg frøs i stillingen. Jeg stod fuldstændig ubevægelig over for ham med Ratsos vand-

67


glas mellem mine hænder. Ratso lå stadig på gulvet og lød som en luftpumpe med startproblemer. “Jeg fik den,” hviskede jeg. Lupo rynkede brynene og betragtede den sorte prik, som hoppede hysterisk rundt inde i glasset mellem mine hænder. Det var et imponerende eksemplar. “Hvad dælen er det?” knurrede han. “En tæge?” “En loppe,” sagde jeg. “En loppe med smag for diamanter.” “Det må du forklare nærmere.” Lupo sænkede pistolen og kaldte bagud på forstærkning. Heldigvis råbte han ikke på håndjern, men på et glas med låg og et elektronmikroskop nede fra teknisk afdeling. Et øjeblik efter var loppen sikkert forvaret under låg, mens Ratso var hjulpet hen i en stol, hvor han sad og kom til hægterne som en bokser efter en knockout.

68


“Det skal du få betalt, Hansi,” lovede han, men så ikke ud til at have tænkt sig at gøre mere ved sagen lige for indeværende. En flok strømere stod forsamlet omkring mikroskopet og skiftedes til at kigge. Hver eneste af dem udstødte en imponeret fløjten og kiggede så hen mod Ratso. “Hvad glor I på?” hidsede han sig op. “Som om jeg har noget med det at gøre.”

69


Kapitel 14

“Det der er en cirkusloppe”, oplyste jeg. “Den hedder Krat.” “Hvordan ved du det?” spurgte Lupo. “Alt, jeg kan se, er et skide punktum med hikke.” Jeg bad ham kigge nærmere på den. “Hm,” sagde han og iagttog den gennem okularet. “Den har et lille mærke på ryggen.” “Laksko har mærket den for bedre at kunne genkende den,” sagde jeg. “Med en guldtusch. Det er den eneste tilbageværende loppe fra loppecirkusset, men også den mest durkdrevne.” “Hvor ved du alt det fra, Hansi?” “Jeg er snushane, Lupo. Intet går mit næb forbi. Og den her loppe stod bag mordet på Laksko.” “Men hvorfor skulle en loppe begå mord?”

70


“Den begik det ikke selv. Det gjorde Pip.” “Aben?” Lupo sendte mig et spørgende blik, og jeg kvitterede med et nik. “Du har selv pip, Hansi,” fnøs Ratso og masserede sine ømme ribben. “Efter at den havde brugt pengene, som den stjal fra Laksko, levede aben et forhutlet liv på samfundets bund. Her må den være rendt ind i loppen, og de har aftalt at stjæle gebisset fra deres gamle arbejdsgiver. Krat har selvfølgelig vidst, at der var en formue gemt i det, og givetvis lovet aben en del af byttet.” “Det er jo helt kykliky, Hansi,” råbte Ratso fra sin stol. “At påstå at morderen er en abe.” “Har du ikke læst Poe?” spurgte jeg ham. “Der er en lignende sag.” “Poe? Puha, nej. Han døde af hundegalskab, siges det.” Ratso skuttede sig. “Muligvis, men bortset fra det tror jeg, at mordet var et uheld. Laksko må være våg-

71


net, da aben og loppen var inde og stjæle gebisset. Det er kommet til kamp, hvilket forklarer rodet i cirkusvognen.” Lupo så ud, som om han overvejede sagen. Ratso så ud, som om han overvejede at rive halefjerene af mig. “Da Pip i panik havde stukket bananen i luftrøret på Laksko, flåede den gebisset ud af æsken og stak af. I forvirringen fik den ikke Krat med.” Jeg viste Lupo æsken med loppecirkusset, som jeg havde i lommen. “Det her lå i cirkusvognen. Det var røget ind under et møbel i kampens hede.” “Han har fjernet vigtige beviser fra et mordsted,” galpede Ratso forarget op. Han forsøgte at komme op at stå, men de bøjede ribben strittede imod. Også Lupo sendte mig et mellemfornøjet blik. “Det ender galt med dig, Hønegal.” “I hullet med ham!” hostede Ratso.

72


“Lad mig i det mindste først tale ud,” sagde jeg. Og det fik jeg så lov til. “Krat nåede ikke væk. I stedet forsøgte den at forhindre, at nogen opdagede dens tilstedeværelse, ved at smadre alle ting, som kunne afsløre den. Såsom alt, som kunne forstørre: lup, mikroskop og brændeglas. Men lopper behøver varme og en lun pels at gemme sig i.” “Står du og antyder, at loppen stadig befandt sig på mordstedet, da vi ankom?” udbrød Lupo. “Den hoppede over på Ratso, da han trådte ind i vognen. Og puttede sig ned i hans varme pelskrave.” Alle vendte sig og stirrede på Ratso, som nu faktisk lignede en, som havde fået akut hundegalskab. “Jeg smadrer det lille møgdyr,” skreg han. Først troede jeg, at han mente mig, men han kom op fra stolen og for hen og

73


greb glasset og holdt det op foran øjnene, mens han råbte: “Er det sådan, det hænger sammen? Spyt ud, din lus!”

74


“Loppe,” rettede jeg. “Lus eller loppe … det gi’r jeg fanden i. Jeg har aldrig mødt en loppe, som ikke forstår en lussing.” Han gav sig til at ryste glasset, som om han var ved at lave en cocktail. Rystet, ikke omrørt. “Nu får du næbbet på gled,” skreg han. “Hop to gange for ja og et for nej. Hænger det sammen, som Hansi påstår?” Loppen lavede et værre cirkus derinde, men det var lidt svært at forstå, hvad den sagde. “Har man hørt en loppe gø?” knurrede Ratso. ”Vi skal nok få gjort dig mør. Stol på det.” Kommissær Lupo fjernede glasset fra hans hænder. “Forsigtig, Ratso, den skulle nødig slippe ud. Hunde kan godt få lopper, men lopper kan ikke få hunde.”

75


“Men de kan godt have aber,” sagde jeg. “Og andre uhumske dyr.” Jeg undlod ikke at se på Ratso. Han flåede sin pilotjakke af og slyngede den hen i et hjørne af kontoret. “Forbaskede utøj!” skreg han. Derefter stormede han fnysende ud ad døren. Sikkert for at skjule sin skam. Eller måske skulle han ud og købe sig et loppehalsbånd. Tanken gjorde mig godt. Det gjorde Lupos blik ikke. Han fik ild på sin cigarstump, mens han betragtede mig mistænksomt. “Men aben … hvem slog den ihjel og hvorfor?” ville han vide. “Jeg har en teori,” sagde jeg. “Men det er kun en teori.” “Sig frem,” sagde Lupo. “Aben slipper altså af sted med gebisset. Ikke blot har den en formue i kostbare sten, den har også et smil, som smelter

76


ethvert tøsehjerte. Ikke det værste, når man er på flugt. Pip indlogerer sig på Den Sprøde Høne. Her håber han, at Krat ikke finder ham. For at gardere sig får han en af de små mæfikker der til at købe ham en masse loppegift.” “Mæfikker?” Lupo hævede et øjenbryn. “Småhøns,” sagde jeg. “De holder til der. Det ved enhver, som har besøgt stedet. Det er ikke bare en bar og en bule … man kan også leje værelser der. For kortere eller længere tid.” “O.k., videre!” sagde Lupo. “Spar mig for slibrige detaljer.” “Pip pudrer sig selv og gebisset for at være sikker på at holde Krat på afstand. Pudrer sig godt og grundigt. Lidt for grundigt. Lighuset har meddelt, at han døde af en overdosis loppegift.”

77


“Blot hvad man kunne forvente af en abe,” nikkede Lupo. “Men hvad er der blevet af diamanterne så?” Jeg slog ud med armene. For det kunne jeg sandt at sige også godt tænke mig at vide. “Måske kan hoppedyret her bidrage til opklaringen.” Lupo tog glasset med Krat med ind i et forhørslokale og bad mig blive i byen. Det lovede jeg. Hvor skulle jeg også ellers tage hen?

78


Kapitel 15

Hvis min teori holdt stik, var Lakskos morder død, og den medskyldige bag lås og slå, i hvert fald bag glas. Nu var der kun tilbage at opspore diamanterne. Jeg måtte indrømme, at Krat ikke var den dummeste loppe i cirkusset. Den havde været klog nok til at holde sig tæt på politiet, mens den ventede på, at de fandt aben. Den vidste vel, at de før eller senere ville opstøve Pip og dermed diamanterne. Desværre var diamanterne væk, da Lupo og Ratso fandt Pip smilende som en flækket træsko. Det må have været en stor skuffelse for loppen at opdage, at nogen havde fjernet dem. Nu havde den ikke andre muligheder end at holde sig til Ratso for at følge efterforskningen på nærmeste hold i

79


håb om at komme på sporet af de kostbare sten. Da jeg forlod politistationen, besluttede jeg mig for endnu et besøg på Den Sprøde Høne. Måske blev jeg klogere på det hele. Man skulle være blind for ikke at se, at der foregik ting her, som ikke tålte dagens lys, men blind høne finder også et korn, og blind snushane måske nogle forsvundne diamanter. Det satsede jeg på. En flok ugidelige høns hang i lokalet. De livede gevaldig op, da jeg trådte ind, men jeg var ikke interesseret, så de trak sig mopsede tilbage og lod mig være i fred. Jeg tog plads i baren og bestilte et glas most. Fyren bag disken genkendte mig, og synet af mig vakte ikke lutter gode minder, kunne jeg se. Han pustede sig op som en kuglefisk med trommesyge og sagde, at han

80


ikke skulle have ødelagt flere døre. Måske skulle jeg bare smutte, før jeg blev smidt ud. Jeg sende ham et ydmygt smil og skubbede en seddel over disken. En pænt stor en. “Jeg kommer ikke for at smadre døre,” sagde jeg. “Men for at stille et par spørgsmål.” Han skævede surt til sedlen, men snappede den så og stak den i brystlommen. “Okay, hvad vil du vide, snushane?” spurgte han. “Pip boede her. Han må have været ensom.” “Ved jeg ikke noget om,” kom det gnavne svar. “Rig og ensom,” lokkede jeg. “Der går rygter om, at han havde nogle diamanter.” “Skal jeg ikke kunne sige.” “Måske nogle af de små høns holdt ham med selskab?” “Hvis du siger det,” gryntede han.

81


“Hallo,” galede jeg og slog i disken, så peanutsene i skålen sprang for livet. “For en hundredlap må du vel kunne give mig et eller andet …” “Spørg Isa,” sagde han. “Hvem er …?” skulle jeg lige til at spørge, da en brushøne gled op på barstolen ved siden af mig. Iført et skrud, som var mere vovet end en nonne i bikini. Hun sendte mig et kælent smil. “Hey, baby,” sagde hun og lod svingfjerene løbe gennem min hanekam. “Er du ensom i aften, for så kan jeg godt anbefale værelserne ovenpå.” “Der er sikkert både lopper og væggelus,” sagde jeg og nippede til min drink. “For ikke at tale om hår fra døde aber.” “Lad os hellere skifte emne og tale om noget rart,” sagde hun. “Jeg syntes, jeg hørte dig nævne ordet diamanter?”

82


Jeg bragte min kam i orden, rettede pü slipset og sagde, at hun nok havde hørt forkert, men nu emnet var bragt pü bane, ville jeg gerne vide, hvem af de billige piger Pip foretrak.

83


“Perle,” sagde hun uden at tøve. “Var det også hende, som købte loppegiften til ham?” Mit spørgsmål fik hende til at tøve og skæve til bartenderen, men han nikkede, som om det var o.k., at hun pippede lidt. Hun nikkede og snøftede. “Jeg fatter ikke, hvad hun så i det behårede fjols.” “Det er det indre, der tæller,” sagde jeg, hvilket i dette tilfælde nok ikke var helt forkert. “Hvor finder jeg perlehønen?” spurgte jeg. Hun havde sagt op, fik jeg oplyst. Alt det med Pips død havde taget hårdt på hende. “Det er jo nærmest lige sket,” udbrød jeg. “Ja, men hele sagen gav hende ondt i maven. Hun, som ellers plejer at guffe orangegrene og nødder i sig, mistede pludselig appetitten.” “Nødder?” sagde jeg og skævede til skålen på bordet.

84


“Ved du, hvor jeg kan finde hende?” “Selvfølgelig ved hun ikke det,” blandede bartenderen sig og sendte et advarende blik i min retning. Det ville jeg blæse på. Så jeg gentog spørgsmålet. “Selvfølgelig ved jeg ikke det,” sagde Isa som et ekko af bartenderen, bare med kønnere stemme. Men jeg kunne se, at hun vidste det, så jeg sagde, at jeg måske godt ville se på et af værelserne. Ville Isa vise mig et? Det ville Isa godt.

85


Kapitel 16

Et kvarter senere forlod jeg Den Sprøde Høne (altså etablissementet!) med en lap papir i lommen og hanekammen i uorden. Det havde krævet lidt overtalelse at få Isa til at give mig oplysningen om, hvor jeg kunne finde Perle, men mine overtalelsesevner fejlede intet. Hun rådede mig til at holde øje med dødsannoncerne i avisen. Og måske indfinde mig til en hvis Professor Lakskos begravelse. Det var grunden til, at jeg nogle dage senere befandt mig på en af byens kirkegårde. En begravelse var i gang. Jeg holdt mig diskret i baggrunden. Det var en råkold vinterdag. Sneen lå som et ligklæde over kirkegården. Kun den firkantede grav og følgets begravelsestøj

86


gav lidt kontrast til det hele. Laksko havde måske optrådt for tusindvis af mennesker i sit liv, men hans sidste offentlige fremtræden var sparsomt besøgt. Faktisk var der foruden præsten kun Madam Lola og Zimba (dog minus løve) og så en mere, et lille, kønt stykke fjerkræ med pilleæskehat og sørgeslør. Da det hele var overstået og folk forduftet, stod hun et øjeblik alene ved graven. Sneen faldt, som sne jo gør. Uden at gøre meget væsen af sig. Jeg ventede på høflig afstand, men da hun begyndte at gå, fulgte jeg efter. “Undskyld, frøken Perle,” sagde jeg og gled op på siden af hende. Hun vendte sig. Hun var køn. Gæsterne i Den Sprøde Høne ville nok kalde hende en lille godte. Skrøbelig som kinesisk porcelæn, men sikkert en hård nitte indvendig. “Går det bedre med maven?” spurgte jeg.

87


88


“Kender jeg Dem?” spurgte hun vagtsomt. Jeg viste hende mit skilt, og luften gik lidt ud af hende. “Hvordan kunne De vide, at jeg var her?”

89


“Lad os sige, at jeg fik et tip af en af Deres kolleger.” “Isa Brown,” sukkede hun og rullede lidt opgivende med øjnene. “Hun plaprer værre end en papegøje. Hvad laver en pæn fyr som dig med den finke?” “Jeg besøgte Deres … øh, arbejdsplads,” sagde jeg og skyndte mig at tilføje: “I embeds medfør.” “Jaså, og hvorfor det, om jeg må spørge?” “Jeg havde brug for oplysninger. Om nogle forsvundne diamanter.” “Nåh, dem,” sagde hun uden at lyde specielt overrasket, hvilket til gengæld overraskede mig. “Jeg gætter på, at De ved, hvor de er, fordi De fjernede dem fra Pips gebis.” “Bispens gipsgebis?” sagde hun og sendte mig et lille smil. Jeg gengældte det ikke. I stedet sagde jeg:

90


“De må være den sidste, som så ham i live. Og De købte loppemidlet til ham. Et særdeles kraftigt pulver.” Hun trak på skuldrene og spurgte, om det ikke var diamanter, vi talte om? “Jo, dem, som sad i Pips gebis,” nikkede jeg. “Det var ikke hans gebis,” sagde hun. “Måske ikke,” sagde jeg. “Men derfor behøvede De vel ikke at forgifte ham.” “Det loppebefængte dyr fortjente det,” sagde hun, og øjnene glimtede koldt. “Efter det, han havde gjort. Men i øvrigt var det ham selv, som pudrede sig til. Han ville beskytte sig mod udyr, især et bestemt udyr frygtede han.” “Et med guld på ryggen?” spurgte jeg. Hun nikkede. ”Lopper er trofaste,” sagde hun. “De holder sig til deres ejer. Pip var sikker på, at

91


den snart ville støve ham op. Han kendte sine lus på gangen, eller hvad man siger.” “Alt det ved jeg,” sagde jeg. “Og dybest set er jeg græskkatolsk, når det drejer sig om en tilfældig snoabes død, hvis det ikke lige var, fordi den havde begået rovmord. Og stadig var i besiddelse af rovet. Så De fjernede altså diamanterne?” “Måske,” sagde hun og så væk. “De slugte dem,” sagde jeg. “De gled lige ned i kråsen som de nødder, De plejede at sætte til livs. Derpå stak De gebisset tilbage i kajen på morderaben og sagde jobbet op. De er en hårdkogt lille dame.” “Man bliver hårdkogt af at arbejde på Den Sprøde Høne,” forsvarede hun sig. Alligevel kunne jeg se en tåre presse sig på. Mere hårdkogt var hun heller ikke. Hun åbnede håndtasken og fandt et lille lommetørklæde frem. “Hr. detektiv, min

92


far er lige blevet begravet. Jeg har ikke lyst til at stå her og tale om … om de ting.” “Deres far!” måbede jeg. “Var Laksko …?” Jeg gik i stå. “Vi har aldrig haft meget kontakt,” sagde hun og duppede sin øjenkrog. “Han var en fri fugl, som foretrak gøglerlivet frem for familielivet. Jeg er vokset op hos min mor. Det har ikke altid været nemt. Hun er død for længst. Nu er jeg helt alene i verden.” Hun havde for alvor lukket næbbet på mig, men heldigvis var hun blevet snakkesalig. Hun tog min arm, og vi begyndte at gå mod kirkegårdens udgang. “På den anden side er man vel aldrig helt alene, når man har en samling diamanter. Tror De på skæbnen, hr. detektiv?” “Det spørgsmål er Madam Lola nok bedre til at svare på,” sagde jeg. “Jeg gør,” sagde hun med fasthed i stemmen. “Og jeg tror, at den rakte mig en lille

93


hjælpende hånd. Hvorfor skulle den ellers sende min fars morder i armene på mig? Ovenikøbet med min fars diamantgebis?”

94


Hun havde ret. Jeg ville ikke engang have troet på sådan et tilfælde, hvis jeg havde læst om det i en åndssvag kriminalroman. “Nu er diamanterne mine, hr. Hønegal. De kan bure mig inde, men diamanterne finder De aldrig. De befinder sig på et sikkert sted. Og en dag kommer jeg ud.” “Nu, hvor Deres far er væk, er diamanterne teknisk set Deres,” sagde jeg. “Jeg går ikke ud fra, at han havde lavet testamente.” “Min far var gøgler, så hvad tror De selv? Han skrev ikke engang en indkøbsseddel, når han skulle handle ind.” Vi stoppede ved lågen. Hun slap min arm. Begravelsesfølget var ved at spredes. Jeg spurgte, om jeg kunne køre hende et sted hen. “De vil altså ikke arrestere mig?” “Frøken Perle, De fortjener om nogen de diamanter. Men pas godt på dem. Og på Dem selv.” Jeg rakte hende hånden.

95


“Jeg er en stor pige, hr. Hønegal,” sagde hun og sendte mig et smil, som fik sneen til at smelte i fire meters omkreds. “De må gerne køre mig til lufthavnen. Jeg har altid drømt om at se verden.” “Yes, ma’am!” sagde jeg og gjorde honnør.

96


Kapitel 17

“Du lod hende slippe?!” Ugly tog sig til hovedet. “Med diamanterne!” skreg han og fik hoste af ophidselse. “Det var jo sådan set hendes,” forsvarede jeg mig. “Og hvis hun har arvet bare en brøkdel af sin fars uheldige gener, får hun brug for alt det held, der findes i verden. Her kan nogle diamanter måske gøre en forskel.” Ugly måtte modvilligt give mig ret. “Ville du hellere have, at hun røg i spjældet? Eller tilbage til Den Sprøde Høne?” spurgte jeg ham. “Selvfølgelig ikke, men hun var jo en slags medskyldig. Hun købte giften, som slog morderen ihjel. Ikke at jeg ikke forstår hende …”

97


“Kald det skæbnens spil,” sagde jeg. “Du er i dine følelsers vold, boss,” sagde han. “Nu er fuglen fløjet.” “Over alle bjerge,” sagde jeg og så drømmende ud i luften. “Hun nævnte noget med Hawaii som første stop.” To dage senere mødte jeg kommissær Lupo i ishockeyhallen. På tilskuerpladserne selvfølgelig. Hans fjæs lignede noget, en bil har bremset hårdt op i. “Sagen er lukket, Hansi,” sagde han dystert. “Vi får aldrig at vide, hvad der er sket med de diamanter. Aben tog hemmeligheden med sig i graven, og loppen er også historie.” “Krat?” udbrød jeg. “Hvad er der sket?” “Den idiot til Ratso ville afhøre den. Han tog den ud af glasset, og straks var den på springtur.” “Fordømt. Slap den bort?”

98


Lupo rystede på hovedet. “Ratso trak sin tjenestepistol, og da den nægtede at overgive sig, skød han den.” “Tal om at skyde fluer med kanoner,” sagde jeg. “Desværre sad den i hans øre,” tilføjede Lupo. “Du godeste. Hvordan har han det nu?” “Fint, ingen vitale dele blev ramt. Men han får en metalplade til at holde skallen på plads og kommer til at beholde hatten på, også når han skal sove.” Lupo og jeg så på hinanden. Længe. Det begyndte at sitre i vores mundvige. Vi blev nødt til at kigge væk og koncentrere os om slagsmålet nede på isen for ikke at komme til at skraldgrine. Heldigvis scorede modstanderne mod vores hold, så vi ikke blev alt for opstemte.

99


Alligevel var jeg i strålende humør, da jeg forlod hallen og atter befandt mig i byens vinterkolde gader. Jeg så op mod himlen, hvorfra sneen var begyndt at drysse som fjer fra en eksploderet dyne. Man skulle sidde på Hawaii, tænkte jeg.

100

En god dag at klø (Hele bogen)  
En god dag at klø (Hele bogen)  
Advertisement