a product message image
{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade

Page 1

Henrik Einspor

Alt godt fra havet


Henrik Einspor

Alt godt fra havet Illustreret af Simon Bukhave


Indhold

Frisk fisk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Vandmand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Sælpels . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Mareridt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Havsnød . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Forhekset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Tavs eller stum . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Succes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Brus i øret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Sæler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Uro . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Tun . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Ak og ve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Ved molen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45


1. Frisk fisk

Ve den, der løber ind i en havfrue. Hør blot hvordan det gik byens fiskehandler. Det er ikke nogen køn historie. Det var kun en lille by. Når man steg af toget, var det første, man så, pladsen, hvor den røde rutebil holdt. Med den kunne man komme videre, hvis man for eksempel ville ud til havet. Men gik man forbi holdepladsen, kom man snart op i selve byen. Op til torvet og kirkepladsen og alt det andet. Her mødte man de første butikker. Først en kiosk med aviser, slik og blade. Så en frisør; Bernhard. Et blank barberblad hang over døren. Når det blæste, peb det ynkeligt. Så var der Mimosen, som solgte blomster. Et flor af duft slog ud fra butikken, og på fortovet foran stod spande med buketter; tulipaner og asters og den slags.

5


Og endelig var der Havfruen. Byens fiskehandel. Her kunne man få alt godt fra havet. I butikkens vindue lå fisk på is. Torsk, makreller og bundter af ål. Af og til også en sølvblank laks eller hornfisk. Og man kunne også være heldig at se en stor, blå hummer blandt varerne. Med lange følehorn og snor om sine klosakse. Stak man hovedet indenfor, mærkede man straks en lugt af hav og hørte stemmen derinde: Et halvt pund sild, så gerne! Eller: To store skrubber, ja tak! Det var fiskehandleren, der var i gang. Mads hed han. Han havde forklæde på, og der sad altid fiskeskæl og rester af slim og blod på det. Hans stemme rungede mellem flisevæggene: Skal jeg flå den for Dem, lille frøken? I nogle kar bag disken sås de levende fisk. Ål, der vred sig som slanger, og skrubber og rødspætter. ”Garanteret friske,” sagde Mads og stak armen ned og fik fat i en. Den slog med halen, så man fik stænk af vand på sig. Han var en ørn til at flå fisk. Med et snuptag fik han skindet af med en tang. På ingen tid blev rødspætten eller skrubben lavet om til en fiskefilet lige til at put-

6


te på panden og stege. De våde fiskeskind blev bare smidt i en spand. Men havde man kat, kunne man få hovederne med hjem. Mads selv havde sit på det tørre. Han boede alene i en lille lejlighed over sin butik. Hver aften faldt han sikkert i søvn til lyden af rindende vand dernedefra.

8


2. Vandmand

Det var ingen hemmelighed, at Mads gerne ville have en kone. Men koner kommer ikke lige sådan forbi. Slet ikke i fiskebutikker. Der er for koldt og vådt. Duften af røget rogn og den salte em af hav er nok ikke noget for dem. Men Mads håbede dog. Bag disken, ved siden af den krog, hvor de røgede ål hang, som brune slips, var en stor tørret søstjerne ophængt i et net. ”Den er fra de varme lande,” sagde Mads, hvis en kunde spurgte til den. Så store var søstjernerne der. Og nu vi taler om stjerner, så vidste man også, at Mads gik meget op i stjernetegn. Hver dag læste han sit horoskop i avisen. ”Jeg er selv vandmand,” sagde han. ”Jaså,” sagde folk. ”Det passer vel fint til en fiskehandler? Godt du ikke er fisk, i det mindste.” ”Ja, eller krebs! Det kunne ellers være morsomt. Så kunne jeg sidde på havets bund og kigge på havfruer dagen lang.”

9


Men når latteren havde lagt sig, og Mads var alene i sin butik, stod han tit og drømte om at finde sig en rigtig havfrue. Eller bare en dame med varme hænder. En dag stod der faktisk i hans horoskop, at lykken ville tilsmile ham på en højst uventet måde. ’Aha,’ tænkte Mads med interesseret mine. ’Ser man det!’ Og om man tror på den slags eller ej, så kom det til at holde stik.

10


3. Sælpels

Dette ved alle, der handler med fisk: Hvis fisken skal være frisk, må man stå tidligt op. Så hver dag var Mads ude ad døren, før fanden fik sko på. Ud i sin varevogn og på vej til havnen for at hente varer. Han tog vejen langs kysten. Det var en flot rute. Denne morgen blæste det. Havet var grønt og stribet af skum. Store bølger slog mod stranden. ’En god dag at finde rav,’ tænkte Mads. ’Med pålandsvind og masser af tang skyllet i land.’ Måske var det det, hans horoskop havde ment; at lykken ville tilsmile ham med en stor klump rav. Det var vel et forsøg værd. Og herregud, så travlt havde han heller ikke. Han kørte bilen ind til siden, steg ud og gik gennem klitten ned mod stranden.

11


Et stykke borte så han noget mørkt i vandkanten. Var det en sæl? Han gik tættere på. Nej, nu havde han da aldrig! Mads glemte alt om at lede efter rav. For nu så han, at det var en fin pels. En sælpels, grå og blank med sorte aftegninger. Den drev frem og tilbage i skummet. Han skyndte sig at redde den op på tørt land, inden en bølge trak den ud igen. Det var utroligt, hvad der blev skyllet ind, tænkte han. Sådan en måtte være en formue værd. Han så sig om. Stranden lå øde hen. I klitterne var der heller ingen at se. Han skuede ud over vandet, men bortset fra mågerne, som var stukket til havs og red på bølgerne længere ude, var der intet heller at få øje på der. Alligevel fik han en sær følelse af, at nogen holdt øje med ham. Pjat, sagde han til sig selv. Han ville tage pelsen med hjem og tørre den. Måske savnede nogen den. Om ikke andet kunne han altid sætte en annonce i avisen: Pels fundet. Kan afhentes i fiskebutikken ved stationen. Eller måske bare skrive et skilt og sætte det i butiksruden. Måske ville der

13


dukke nogen op og hente den, måske ville han oven i købet få udbetalt en lille findeløn. Han bar den våde pels op til sin bil. Lagde den i sit bagagerum og kørte glad videre til havnen. Nu skulle der handles.

14


4. Mareridt

Den følgende nat sov Mads dårligt. Han havde den ene sære drøm efter den anden. Først drømte han om sæler. En hel flok. De boltrede sig i bølgerne. Han stod på stranden og så på dem. Så var der pludselig en dame. Hvor hun kom fra, vidste han ikke. Hun stod alene et stykke borte. Uden en trevl på kroppen. Mads ville hen til hende. Men selv om han løb hen imod

15


hende, kunne han ikke nå hende. Hun var hele tiden lige langt væk. Han vågnede med et sæt. I mørket lød små dryp. Det lød som et utæt vandhane. Sælpelsen hang til tørre i hans køkken. Under den stod en balje. Mads stod op og følte på den. Den var stadig lidt våd. Han stak sin næse ned i de bløde hår. Den lugtede lidt som friske hornfisk. Hvem mon ejede den. En rig dame, måske? Han smilte for sig selv ved tanken. Hun havde været om bord på et stort skib. En luksusliner, måske. Så havde hun taget sin pels af, så folk kunne se hende yndigheder. Og så. Tak skæbne; et vindstød og pelsen var røget overbord. Eller ... Uhh! Mads gøs lidt. Tænk, hvis damen selv lå på havets bund. Hvis det nu var pelsen fra en strandvasker! Han burde måske gå til politiet. Det kunne jo også være tyvekoster. Rov fra et smuglerskib, måske. Man hørte jo så meget. Mads tænkte, at det måske var bedst at få den pels gemt lidt af vejen. Han kunne lægge den væk et sikkert sted, og så kunne han jo altid se, om den blev efterlyst. Da det blev morgen, tog han den nu tørre pels. Lagde den i sin gamle skibskiste. Låste og gemte nøglen i en vase.

16


5. Havsnød

Fra den dag tog Mads’ liv en helt ny kurs. I hvert fald traf han en dame. Han havde været på havnen og købe fisk. Nu var han på vej tilbage til sin butik. Han havde gjort en god handel. Tre kasser gode torsk og en stor, flot havørred lå i hans bil. Han kørte på vejen langs kysten. Havet var mørkeblåt med hvide skumtoppe. På himlen sejlede skyer. Der, hvor stranden slog et knæk, lå en mole af store sten. Eller måske snarere en bølgebryder. Man måtte ikke bade bag stenene. Der var farlig understrøm, sagde man. Pludselig fik han øje på den dame. Hun gik langs bølgebryderen, som om hun ledte efter noget. Hendes hår var langt og slog i vinden. Hun var helt nøgen. Skulle hun mon bade? ’I så fald var hun ikke rigtig klog,’ tænkte Mads. Eller også kendte hun ikke kysten. Måske vidste hun ikke, at der var farlig understrøm lige på det sted. To

17


var engang druknet der. Den ene da han ville redde den anden. Og de havde efter sigende begge været gode svømmere. Mads indså, at damen var i stor fare. Han blev nødt til at advare hende. Måske var det en tysk turist, og så vidste man jo, hvad klokken var slået. Han holdt ind til siden og sprang ud af bilen. Så løb han alt, hvad han kunne ned mod stranden. Damen var krøbet op på stenene. Hun var på vej over på den anden side. Hun havde åbenbart ikke set skiltet, hvor der stod Badning forbudt! ”Hallo!” råbte Mads og fægtede med armene. ”Pas på! Tag Dem i agt!” Hun fik øje på ham. Og i et nu var hun sprunget i havet. Det var næsten som i hans drøm. Mads var snart fremme ved molen. Bølgerne sugede og frådede bag stensætningen. Skumsprøjt slog ind over den, og bagved sydede havet og så grønt og oppisket ud. Han fik øje på hendes hoved. Det kom til syne ude mellem bølgerne. Hun så ind mod ham. ”Hold ud!” råbte han og fik sko og jakke af.

19


Mads var en god svømmer. Snart var han ude ved damen. ”Jeg har dig!” pustede han og fik tag i hende. En mægtig sø slog over dem og brækkede i hvidt skum. Et øjeblik troede Mads, at det var slut med ham. Han kneb munden i for ikke at sluge saltvand. Han kunne mærke strømmen trække i sig. Han måtte bruge alle sine kræfter på at sparke sig ind mod stranden. Heldigvis fik han fast sandbund under fødderne, og med møje og besvær fik han hende ind på tørt land. Et øjeblik sad han på knæ i sandet og hev efter luft. Hun lå ved siden af ham. Helt våd og bar. Der sad skum på hendes bryst. Hendes mørke hår var filtret og fyldt med tang. Mads fik hurtigt fat i sin jakke og lagt den om hende. Derpå bar han hende op til sin bil. ”Der var du nær druknet,” sagde han. Hun sagde ingenting, men holdt bare om hans hals. Mads var selv drivvåd og så kold, at han hakkede tænder. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme hjem.

21


6. Forhekset

Hele vejen tilbage sagde damen ikke et ord. Hun sad bare helt stille og så med store øjne på alt det, de kørte forbi. ”Har du ikke kørt bil før?” spurgte Mads. Damen så bare på ham med et uforstående blik. ”Taler du dansk?” forsøgte han. ”Øh, do you speak English … eller Deutsch?” Men nej. Hun så ikke ud til at fatte en lyd. Mads pegede på sig selv og sagde sit navn. Så pegede han på hende. Men ikke et ord fik han ud af hende. Hun havde nok fået et slemt chok over sådan at have været tæt på at drukne. Da de nåede tilbage til byen, fik Mads damen op til sin lejlighed. Her pakkede han en dyne om hende og anbragte hende på sin sofa. ”Sid nu, og varm dig, så laver jeg en kop te.” Han satte vand over og fik tørt tøj på. Derpå skyndte han


sig ned til bilen og bar varerne ind. De skulle jo være klar til, når han åbnede. Da teen var færdig, bar han en bakke ind til damen. ”Bruger du mælk og sukker?” spurgte han. Men hun lå i dyb søvn, stadig med lidt tang i sit hår. Hendes fine fødder stak frem fra dynen. Mads så ømt på hende. Hvor var hun dog smuk, tænkte han. Han blev helt varm indeni. Han følte, at han endelig havde fundet sin havfrue. Så havde horoskopet haft ret. Lykken havde tilsmilet ham. Eller ... var det noget andet? Han kom i tanke om pelsen. Måske var det den, der havde bragt ham held. Gud ved om hun kunne passe den? Han var lige ved at åbne kisten og tage pelsen frem. Men måske skulle han vente lidt. Hun ville nok synes, det var lidt skørt, hvis han pludselig stod og viftede hende om næsen med en fin pels. Men hvis hun ville gifte sig med ham, så skulle hun få den. Måske.


7. Tavs eller stum

For at gøre en lang historie kort: Damen blev hos Mads. Da hun åbenbart ikke havde et navn, besluttede han sig for at kalde hende Agnete. Navnet kom ligesom til ham helt af sig selv. Og Agnete så ikke ud til at have noget imod det. Hun fik snart arbejde i hans butik. Og man skulle faktisk tro, at hun aldrig havde bestilt andet end at ordne fisk. Hun var bestemt ikke bange for at tage fat. Som hun stod der bag disken, var hun noget så yndig og fin. Det mørke hår, den lyse hud, de dybblå, nærmest sorte øjne, som man næsten kunne svømme væk i. Man skulle være blind for ikke at se, at hun var en skønhed. Der begyndte at komme mange kunder til butikken. Selv folk, der normalt ikke brød sig om fisk. Man kunne vel altid lige købe en pose rasp eller lidt hjemmerørt remoulade. Bare for at få et glimt af den smukke dame.

24


Fiskehandleren havde så sandelig gjort en fin fangst, tænkte man, selvom der måske var noget lidt sørgmodigt i hendes blik. Måske trak det også ned, at hun aldrig sagde noget. Hun var stum som en østers. ”Ja, hun siger ingenting,” lo Mads. ”Men hvem gider også høre på snak dagen lang?” Det kunne der måske være noget om, nikkede folk, men det var alligevel lidt sært med en kvinde, som var så tavs. På den anden side kunne man vel ikke få alt her i livet. En dag sås det, at Agnete var med barn. Nå da, tænkte man. Så var det vist alvor med de to, og der gik heller ikke længe, før de blev gift. Ja, hvem skulle have troet, at Mads sådan ville få en ’havfrue’ i sit garn. Og nu var hun med rogn. Hvordan skulle det ikke ende?

25


8. Succes

Til at begynde med gik alt godt for Mads. Butikken gik strygende. Aldrig havde han solgt så meget. Hele dagen langede han fisk og skaldyr over disken. En smuk kone havde han. Og snart også et barn. Han og Agnete fik søn. Og året efter endnu en. Og derefter en datter. Det sære ved hende var, at hendes fingre var vokset sammen. Næsten som luffer. Men selvfølgelig elskede Mads hende alligevel. Det skulle da bare mangle. Med tre børn i huset var der nok at se til. Snart var Mads nødt til at se sig om efter mere plads. Han købte en stor villa i den dyre ende af byen. Agnete blev hjemme hos børnene. Alligevel gik butikken godt. Også her fik Mads brug for mere plads. Først købte han Mimosen. Og kort tid efter blev det blanke skilt hos frisøren taget ned. De to butikker blev lagt sammen med Havfruen. Inden længe var fiskehandlen blevet en stor forretning med et impo-

26


nerende udvalg. Alt godt fra havet kunne man få, og mere til. Selv kaviar og østers. Og store hummere og kongekrabber. Det blev en rigtig luksusbutik. Folk kom langvejs fra for at købe. Der blev også plads til borde og stole. Man kunne spise et ’stjerneskud’ der. Eller få sig en nystegt fiskefrikadelle. Hvis man da ikke foretrak et stykke med røget laks. Der manglede intet. Det skulle da lige være Mads selv. Han sås ikke så ofte i butikken mere. Nu havde han ansat folk til det grove. ”Man har andet at se til,” sagde han med vigtig mine. ”Man agter at åbne en filial i nabobyen også.” Det var dog et farligt fint ord, han sådan tog i sin mund, syntes folk. Filial! Men det betød vist bare, at han ville åbne en ny butik. Stort skulle det åbenbart være. Mon der snart var fisk nok i havet til ham? Mads var ikke ked af det, men der var visse, som syntes, at han var blevet lidt fin på den. Det var nye tider. Selv den tørre søstjerne blev taget ned. Mads havde ikke brug for stjerner mere. I stedet fik han sat et stort hajgab op på væggen i butikken. Med skarpe trekantede tænder. Det så sejt ud, syntes han. En hvidhaj, havets største rovfisk.

28


Det skøre var, at Mads selv holdt op med at spise fisk. Okay, østers og kaviar ville han gerne have. Og hummer. Især hvis der var godt med champagne til. Men det var slut med kogt torsk og stegte sild, og hvad han ellers før havde sat pris på. Ikke engang røget ål gad han æde. Nu foretrak han store bøffer og dyr vin. Og det kunne snart ses på ham.

30


9. Brus i øret

Som tiden gik, fik Mads den idé, at alt hans held skyldtes sælpelsen. Lige siden han havde fundet den, havde han været ’tilsmilet’. Først havde han mødt Agnete. Så ville alle købe fisk hos ham. Så fik han børn og et stort hus med alt, hvad der dertil hørte. Alt var gået godt for ham. Det var uden tvivl den pels, der havde bragt ham held. Dette holdt han dog for sig selv. Ingen måtte vide, at det måske hang sådan sammen. Ikke engang Agnete. Pelsen blev hans lille hemmelighed. Den lå stadig låst ned i sin kiste. Men nøglen lå ikke længere i en vase. Mads bar den i en snor om sin hals. Agnete havde til gengæld for længst fået en fin pels i mink. Mads tænkte, at den ville klæde hende. Det pinte ham efterhånden, at hun var tavs. Mon hun var ked af noget? Hun var også blevet så grå at se på. Hendes hud var tør og mat. Evig og altid måtte hun smøre sig med creme.

31


Da hun stod i hans butik, var hun køn og frisk. Nu så hun mere ud som en fisk, der havde ligget lidt for længe. ”Savner du at høre bølgernes brus?” spurgte han hende en dag. Agnete nikkede. ”Men lille ven, du kan høre bølgerne her.” Han holdt en snoet konkylie op til hendes øre. Det var en, som han havde købt af en fisker. Og når man satte den op til øret, kunne man høre en susen, som fra en fjern brænding. Agnetes øjne blev store. Det var, som om det mørke i dem udvidede sig. Men det bemærkede Mads ikke. ”Og på søndag kører vi til stranden,” lovede han. ”Hvis vejret holder.” ”Jubii!” råbte de tre børn. Agnete sagde som sædvanligt intet, men Mads syntes alligevel, at han skimtede et lille smil på hendes ansigt.

32


33


10. Sæler

Da det blev weekend, tog de ud til havet. Børnene legede på stranden. Det var for koldt til at bade, men de fik sko og strømper af og lov til at soppe. Med glade skrig løb de om kap med bølgerne. Det så næsten ud, som om det skummende vand rakte ud efter dem. De hvinede højt, når det bruste koldt om deres fødder. Mads hjalp den mindste med at bygge et slot af sand. Med sine sammenvoksede fingre kunne hun stampe det fint og glat. Snart kom de store og hjalp til. De satte hvide sneglehuse på som pynt. Og glatte sten. ”Se, mor,” råbte børnene. Men hun kiggede ikke i deres retning. Agnete sad på et tæppe og så ud over havet, og det var, som om hun frøs. Mads gik hen og lagde sin arm om hende.

35


”Du skulle have haft din pels med,” sagde han. Hun nikkede. Tavs som altid og med en sær længsel i sine øjne. Mads fulgte hendes blik, og pludselig så han noget derude. Som en mørk bold sås det i bølgerne et stykke ude. Han slap Agnete og rejste sig med et ryk. ”Se!” råbte han og pegede. ”Se derude, unger.” ”Hvad?” Børnene så ud over havet. ”Hvad er det, far?” ”Jeg tror, det var en sæl,” sagde Mads. ”Rigtig?” ”Ja, den var der lige før. Men nu er den væk. Man så tydeligt dens hoved stikke op. Så du den, Agnete?” Han så på sin kone. ”Agnete?” En tåre løb ned ad hendes kind.

36


11. Uro

Synet af sælen fik igen Mads til at tænke på pelsen. Af en eller anden grund blev han urolig. Han tænkte på kisten. Den stod på loftet i det nye hus. Godt gemt af vejen. Han tog hånden op og følte nøglen om sin hals. Det gav ham lidt ro i sjælen at mærke den mellem sine fingre. Alligevel blev han pludselig bange for, at nogen skulle stjæle kisten. Hele hans held. Uha!

37


”Det er koldt, børn,” sagde han. ”Mor fryser. Lad os tage hjem.” Ungerne surmulede. Nu havde de det lige så sjovt. Og de havde heller ikke set sælen. Om natten drømte Mads, at kisten var låst op og stod pivåben. Og den var tom! Han vågnede med et sæt. Helt våd af sved og med hamrende hjerte. Han følte straks efter nøglen og blev rolig. Agnete lå og så på ham i mørket. Hendes øjne lignede sorte perler. Mads blev helt uhyggelig til mode. ”Hvorfor sover du ikke?” spurgte han og tog hendes hånd. Det var som at røre ved en fisk. ”Sov bare,” sagde han. ”Jeg havde bare mareridt.” Agnete lagde sin hånd på hans bryst. Det var ikke helt rart, fordi den var så kold, men snart faldt hans spjættende hjerte til ro. Mads lå længe uden at kunne sove. Han var urolig. I morgen ville han flytte kisten til et mere sikkert sted. Måske til en bankboks inde i byen. Alt kunne jo gå galt. Huset kunne brænde. Eller der kunne komme tyve og alt muligt. Hvis først uheldet var ude, var det for sent at gøre noget. Måske skulle han købe sig en pistol.

38


12. Tun

Mads tog kun nøglen af, når han gik i bad. Ellers hang den altid om hans hals. Det måtte jo ende galt. Og det gjorde det også. Allerede få dage efter hans foruroligende mareridt. Man skulle næsten tro, at det havde været en slags forvarsel. Men det gik sådan til: En tidlig morgen, hvor Mads lige var trådt ud af badet, lød den kendte lyd fra hans mobil. Det var fra havnen. En kutter var lige kommet ind med en stor tun. Den slags så man ikke ofte. Var det mon noget for Mads? ”Om det var,” udbrød Mads ophidset. Og hans hoved begyndte med det samme at summe af tal og planer. I en fart fik han sit tøj på og strøg ud til sin bil. Han måtte straks til havnen og sikre sig fangsten, før andre fiskehandlere dukkede op. En tun var ikke noget, man så hver dag. Slet ikke på disse kanter. Tilbage i badeværelset hang nøglen. I farten havde Mads glemt alt om den. Da han var kørt, hang den

39


stadig på krogen ved siden af det duggede spejl. Og her fandt børnene den. De fandt den mystiske nøgle, som deres far altid gik rundt med, og som han påstod, at han have fået af en pirat. Det var bare for sjov, det vidste de godt. Men hvor nøglen passede til, vidste de ikke, så snart var skattejagten i gang i det store hus. Mads selv havde andet at tænke på. Den enorme tunfisk lå på en vægt i kølehuset på havnen. Den var blank og fin og vejede på den pæne side af 70 kilo. Sådan en fisk kunne gøre ham endnu mere velhavende. Når den blev skåret i stykker, var der både til tunbøffer og sushi. Og tun-tatar. Og dele af den kunne ryges og laves til pålæg. Selv dens store hoved kunne han bruge. Det kunne udstoppes og hænges op på væggen. Eller sælges til en samler. Der var ikke ende på, hvor meget han kunne få ud af det her. Men så skete noget helt uventet; en anden bød på fisken. En restauratør fra en kendt fiskerestaurant. Mads havde aldrig kunnet udstå fyren, som han anså

40


for at være en storsnudet bybo og en pralhals. Men pludselig dukkede denne person op og rakte en finger i vejret. Mads forsøgte igen og igen at byde over. Men den anden bød hele tiden højere. Og det endte også med, at han købte fisken for næsen af Mads. Mads var målløs. Det var dog et forbandet uheld. Hvordan kunne sådan noget gå til? Han tog sig til halsen. Så blev han helt kold. Nøglen! På et øjeblik glemte han alt om tunfisk. Ja, om al slags fisk faktisk.

42


13. Ak og ve

Mads kørte alt, hvad han kunne. Tog den på to hjul i svingene og dyttede hidsigt af cyklister, der kom ham på tværs. Snart var han ude på kystvejen og nærmede sig sit hjem. Han var ude af sig selv. Han forsøgte at tale sig selv til ro: ”Nøglen hænger bare på badeværelset. Ingen panik.” Men det hjalp ikke. Hans hjerte slog hårdt, og han var fyldt med bange anelser. Uheldet var ude nu. Han kunne bare mærke det. Selv vejret var slået om.

43


Mørke skyer kom rullende ind ude fra havet. Der var skumtoppe på bølgerne, og vinden ruskede i bilen. Da han nåede hjem, var regnen allerede begyndt. En piskende kold efterårsregn, som snart fik himmel og jord til at stå i et. Det var midt på dagen, og alligevel var det mørkt. Hans tre børn stod i døren og så på ham. Deres øjne var store og bange. ”Hvor er mor?” råbte Mads. ”Er der sket noget?” Og det var der. Døren ud til haven stod åben. Den slog i vinden. Mads løb ud på badeværelset. Krogen ved spejlet var tom. Han kaldte på Agnete. Løb fra rum til rum. Slog døre op og i. Råbte hendes navn igen og igen, mens han ledte over hele huset. Til sidst var der kun loftet tilbage. Med hamrende hjerte kom Mads derop. Fik øje på kisten. Så sin nøgle sidde i låsen, så kistens låg stå åben. Og så at den var tom. Mads tog sig til hovedet. ”Hvem har åbnet kisten?” råbte han ude af sig. Små bange ansigter så på ham henne fra døren.

44


14. Ved molen

Hele byen talte om det. Snart vidste alle, at Mads var blevet forladt. Agnete var væk. Hun havde ladt ham alene med tre børn. Ingen vidste helt, hvad der er sket. Men det var vist noget med en pels, som de små havde fundet på loftet. En gammel, mølædt sælpels, som havde været pakket væk. Børnene havde vist pelsen til moren. Og hun, som ellers aldrig sagde et ord, havde udstødt et skrig. Måske troede hun, at Mads havde en anden dame. Og nu var hun i hvert fald borte. Det samme var pelsen. Der gik rygter om, at hun havde druknet sig. En påstod at have set en dame i noget, som lignede et sælskind hoppe ud fra stenene, der hvor kysten slog et knæk. Andre mente, at Agnete nok snarere var steget på bussen nede ved holdepladsen. Men det var hun i hvert fald ikke, hævdede chaufføren. Han havde ikke kørt med nogen dame i pels. Hverken mink eller sæl.

45


Politi og redningsfolk ledte både til lands og til vands. De fandt intet. Alle spor syntes at slutte ude ved kysten. Og det gør denne historie også. Havet koger bag bølgebryderen, som det har gjort i årtier. Når en særlig stor bølge smælder mod stensætningen, ses en regnbue i de forstøvede dråber. En mand går frem og tilbage på stranden. Han har sine børn med. Den mindste bærer han på armen. De to andre holder fast i hans jakke. Fra tid til anden gør de holdt og stirrer ud over det skumklædte hav. Pludselig peger pigen ud mod bølgerne med sin luffehånd. Og der, et stykke ude, ses en sæl. Nej, to! En stor grå og en lidt mindre spættet. Deres blanke rygge fanger solen. Den mindste af dem løfter hovedet og kigger ind mod land. Dens sorte øjne ser næsten sørgmodige ud. Den lille vinker og klukker. ”Sæler, far!” jubler hun. ”Dem skulle mor have set!” Snart forsvinder sælerne i bølgerne. De dykker ned i det salte hav, hvor de hører hjemme. Mads og børnene står alene tilbage på stranden. Underligt forladte.

47

Profile for Forlaget Løse Ænder

Alt godt fra havet (HELE BOGEN)  

Advertisement
Advertisement
Advertisement