1 minute read
Kunstudstilling på Bakkegården
from Højby Nyt 2018-7
by Højby Nyt
Sidst i november 2018 nedtager Ragnhild Nørgaard Jørgensen sine billeder, og en ny kunstner kommer til. Denne gang er det Anders Bundgaard, som præsenterer sine billeder.
Anders er født i Holstebro, men opvokset i Højby og bor nu i Odense. Han har modtaget tegne- og maleundervisning parallelt med musikundervisning fra han var 10 år. Anders er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi i perioden 2000-2001. Studierejser til Paris i 1995 og 1998 samt New York og Philadelphia i 1996 har sammen med musikken givet inspiration til hans værker. Han vedkender sig især inspiration fra den amerikanske billedkunstner Cy Twombly født i 1928, hvis værker han oplevede på sin tur til USA. Med den baggrund maler Anders i helt andre billedkompositioner end det, som normalt ses på Bakkegården. Det bliver derfor spændende at se, hvordan billederne modtages af husets gæster. Anders har udstillet på fællesudstillinger og separat i ind- og udland siden 1991 blandt andet separatudstillingen ”Frank Zappa Post Type Thing” på Filosofgangen og den censurerede udstilling ”Ambiguous Narratives” i Agora Gallery, West Broadway, Soho, New York. Ønsker man at se udstillingen, kan man ringe på Bakkegårdens telefon 23 32 43 19 og aftale tidspunkt for en besigtigelse.


