Hvis man ikke vidste bedre

Page 1



Hvis man ikke vidste bedre

1


Af samme forfatter:

Jubilæum De nærmeste

2


L O T T E K I R K E BY

Hvis man ikke vidste bedre roman

Gut k i nd

3


Hvis man ikke vidste bedre © Lotte Kirkeby og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Alette Bertelsen Foto: © Lea Meilandt Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0166-7

Digtet på side 5 er oversat af Peter Nielsen.

Tak til Statens Kunstfond, Autorkontoen, Klitgaarden, Sostrup Slot og Svanekegaarden.

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag  ·  Læderstræde 9, 1.  ·  DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag  ·  gutkind_forlag

4


»Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.« Tomas Tranströmer. Minderne ser mig

5


6


Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at jeg havde siddet her hele natten. Det har jeg ikke. Og hvis jeg havde, var der ingen, der ville opdage det. Det kommer heller ingen ved. Hvad jeg laver, eller hvor jeg er. Men jeg bliver nødt til at være i god tid. Det er aldrig til at vide, hvornår de kommer, og jeg vil nødig gå glip af noget, selv om jeg har set det meste. Min kat tager det mere roligt og rejser sig først, når klokkerne ringer. Den kigger op, som om nogen kalder, når den hører det første slag, så sætter den af og snor sig hen mod mig på vindueskarmen som en slalomløber. Den plejer at være sikker, men i dag strejfer den porte. Der er noget, der får den til at standse, eller tøve, og en lille ramme vakler et øjeblik, inden den lægger sig med et smæld. Vi stivner. Men jeg siger ikke noget. Jeg snakker hverken med den eller med mig selv, så vidt er det ikke kommet, og jeg læner mig frem for at se. Der er ikke sket noget. Billedet er der endnu, det står glat bag glasset, spændt ud som en sommerfugl mellem nåle, som det altid har gjort, og jeg smiler til det, da jeg stiller det på plads mellem stearinlysene. 7


Det er dem, der plejer at være problemet. Om aftenen, når jeg tænder dem, trækker de katten til sig, som var den et insekt, og når den kommer for tæt på, kan jeg høre lyden af pels, der knitrer og går i brand. Den lærer det aldrig, og lugten bliver hængende, til jeg puster ud og går i seng. Jeg tror ikke, at den kan mærke noget, og der er aldrig noget at se. Dens pels er tyk, og en kat, der har det godt, fælder ikke. Det lærte jeg, da jeg var lille, og jeg prøver at forestille mig, hvordan det føles, at gå mod ild, og jeg ved ikke, om det gør ondt. Jeg ved ikke, om det er en smerte eller blot en fornemmelse, forventelig, men fremmed, som når man spytter på to fingre og klemmer sammen om en flamme, og den slukkes uden at efterlade spor. Nu er der stille. Det eneste, jeg kan høre, er gulvbrædder, der giver sig under mennesker, jeg ikke kender, der fører dæmpede samtaler, jeg aldrig bliver en del af, og jeg har ikke vænnet mig til det, at bo i lejlighed igen, men katten, der aldrig har prøvet andet, spinder i mit skød. Den har lagt sig på avisen, som jeg er begyndt at holde, og jeg ved, hvem de er, de fleste af dem, der optræder i den. De har ikke flyttet sig, og jeg kan sagtens huske dem. Min hukommelse fejler ikke noget, og hvis deres heller ikke gør, kan de også huske mig. Avisen er hurtigt læst. Der er ikke meget, der har forandret sig, mens jeg har været væk, og den har altid det vigtigste med. Den fortæller om de ting, der sker i byen, om dem, der skal giftes, og om dem, der er døde, 8


men også om de mennesker, der gør sig bemærket, på godt eller på ondt, om dem, der har drevet det vidt, og når de har det, betyder det ikke noget, om de er rejst, eller om de er blevet. Jeg kan godt lide at følge med, og jeg læser den altid, fra ende til anden. Når jeg er færdig, krøller jeg den sammen til en kugle, som jeg smider over i papirkurven, og om natten drømmer jeg, at den retter sig ud. Siderne knitrer som kattens pels, og avisen skifter form som en blomst, der åbner sig, som er der nogen, der rører ved den, der kalder og lokker, og alle dem, som jeg kendte engang, lister sig ud og ind i min søvn.

9


10


Det er advokatens kone, der er død. Det er hende, klokkerne ringer for, og hun skal afsted på sin sidste rejse, som bedemanden altid kalder det i sine annoncer. Det læste jeg for et par dage siden. Der stod fru advokat og så hendes navn med store bogstaver. Hun blev næsten hundrede. Det er der ikke mange, der gør, og der er heller ikke mange, der har så lang en liste med navne stående under den dag, de blev født, og den dag, de døde, og jeg forstår ikke, at man kan presse et helt liv ind mellem to tal. Det var et godt liv, hun havde haft. Det stod der, sort på hvidt i nekrologen, hvor de skrev om børn og børnebørn og oldebørn, og svigerbørn i alle generationer, og det summer op, som renters rente, men der er flere af dem, jeg ikke ved, hvem er. Jeg kan ikke skelne dem, jeg kender, fra dem, jeg ikke kender, de ligner alle sammen hinanden i deres sorte tøj, og de samler sig tidligt i en flok uden for kirken, længe før klokken falder i slag, og venter på dem, der mangler. Og der mangler altid nogle. Der er altid nogle, der kommer i sidste øjeblik, som om de alligevel ikke vil og skal trækkes, som bliver de lokket af klokkerne som 11


katten af lyset, og dem er der mange af, flere, end man skulle tro, og jeg tænker, at jeg ville være en af dem. Bilen med kisten er altid den første, der kommer. Det slår aldrig fejl, og bedemanden og hans chauffør står ud. De har sjældent frakke på, heller ikke om vinteren, men jakkesæt, der er ens, bortset fra farven. Det ene er gråt, det andet brunt, og de sidder dårligt. Det bliver tydeligt i dag, hvor folk er bedre klædt end de fleste. Deres gode smag er gået i arv, den er dyrket gennem generationer, som deres selvtillid, der skinner igennem på lang afstand, og det er ikke kun farven, der afslører, hvem der er på arbejde, og hvem der er gæst. Der er mange, der er kommet for at sige et sidste farvel, og det vidste jeg godt, at der ville være. I går var der kun en, og jeg brød mig ikke om det, selv om jeg ikke vidste, hvem det var, der var død. Jeg havde læst, at det var en ung mand, og det ville jeg aldrig have gættet. Jeg troede, at der kom flere, når man døde ung, at man kendte mange, eller at man ikke havde nået at støde folk fra sig endnu, men det er aldrig til at vide, hvem der samler, og hvem der skiller, og der var kun de tre, bedemanden og hans chauffør og så en kvinde, der gik langsomt efter dem hen til bilen. Hun lagde en blomst oven på kisten, da de havde sat den ind, måske en rose, det var svært at se, men den var rød, og hun bøjede sig ind over den, som om det eneste, hun havde lyst til, var at lægge sig ind ved siden af ham og køre med. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. Hun rettede sig bare op og blev stående, mens bilen kørte væk. Jeg ved 12


ikke, om hun også blev utålmodig, da den standsede, det sædvanlige minut eller to, inden den kører ud på vejen, og jeg ved heller ikke, hvorfor den gør det. Måske for at strække øjeblikket og give tid, så man kan ruste sig til adskillelsen og den endelige afsked, men måske holdt hun også bare vejret og åndede lettet op, da de kørte, så hun kunne forsvinde igen. Sådan bliver det ikke i dag. Advokatens kone skal i jorden, og alle de blomster, der kom i morges, vil blive lagt over hende som et tæppe sammen med de jagtgrønne kranse, der måske ville have mindet hende om hendes mand. Det er i hvert fald ham, som jeg kommer til at tænke på, og hans geværer bag lås og slå, da jeg ser dem, men han er for længst død, og jeg er spændt på at se, hvad der står skrevet med guld på de bånd, der er bundet fast. Det finder jeg ud af i aften, eller i morgen, når jeg går på kirkegården, og der er mange. De kom også i morges, i blomsterhandlerens bil, og følget, eller de sørgende, som man nok skal kalde dem, havde også blomster med. Sådan gør man, når man selv er med i kirken, så er der ingen grund til at få bragt, og jeg prøver at gætte, hvem der hører sammen i de store grupper, der opløser sig på vej ind. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke se et mønster. Jeg kan ikke gennemskue, hvem der kommer først, og hvem der kommer sidst, og i begyndelsen troede jeg, at man kom tidligt, hvis man var tæt på den døde, at de nærmeste kom først. Sådan ser det ikke ud til at være, og jeg ved ikke hvorfor. Måske har nogle af dem, der kommer først, noget at sone, eller noget, som de 13


ikke fik sagt, måske vil de sige et særligt farvel, mens de er alene, så de afklarede kan komme til sidst. Men jeg tror ikke, at det gælder i dag, for advokatens datter, der hedder Ingrid, kommer sent, som en af de sidste, og hende kan jeg altid kende. Jeg kan kende hende på hænderne, der aldrig er i ro, og på højden, og jeg kan ikke forestille mig, at hun er begyndt at falde sammen, eller at jeg ville kunne snige mig ind på hende og overraske hende. Mine skridt, sagde hun, lignede ingen andres, de ville altid afsløre mig, også selv om hun måske ikke ville kunne kende mig igen. Men jeg kan kende hende. Jeg kan se hendes silhuet, selv med lukkede øjne, og jeg ved, at hun stadig er smuk på den måde, der får andre kvinder, og måske også mænd, til at tro, at hun ikke behøver være andet, at det er alt nok, men de tager fejl. Vi tog alle sammen fejl, og jeg ved, at jeg har savnet hende. Hun var min ven, og vi var de bedste, sagde hun altid, når nogen spurgte, og nu forstår jeg ikke, hvorfor jeg aldrig svarede. Jeg skulle have sagt ja, eller i det mindste nikket og bekræftet, men jeg blev aldrig overbevist om, at hun havde ret, selv om hun var den eneste, jeg havde. Ingrid forsvinder ind i kirken med sit slæb af mennesker, som er de syet på hende med usynlige sting, og jeg ved, at de må være der alle sammen, selv om jeg ikke fik øje på tvillingerne, som jeg har set vokse op og næsten forløst, eller hendes mand, som hedder Niels, som jeg kendte før alle andre, og så lukker bedemanden døren. 14


Flaget har stået på halv siden i morges. Det hænger slapt ned, og det er sjældent. Vinden kommer næsten altid fra vest, og uanset hvor lidt eller meget den har fat, blæser det op, når flaget går på hel, og det folder sig ud, som peger det på mig for at gøre opmærksom på sig selv. Men det er slet ikke nødvendigt. Jeg er her, og der er ingen grund til at strenge sig an. Jeg har siddet i stolen siden i morges, og jeg skal nok komme. Men ikke før de andre er gået. Ikke før kisten er firet ned i jorden på det store gravsted, hvor der er plads til dem alle sammen, og det er ikke svært at finde. Jeg ved godt, hvor det er, bag det høje hegn af smedejern, og når de er væk, vil jeg læse, hvad der står på de hvide bånd, der vil ligge som guirlander på graven, hvor jorden er kastet som en lille høj. Den skal nok sætte sig, som den gjorde, når vi plantede buske og træer i haven, eller når vi begravede de fugle, der fløj ind mod vinduerne, der gik fra gulv til loft, og jeg vil blive stående, som de andre gør om lidt, men jeg vil være alene, sammen med alle de døde, der troede, at de var uundværlige. Men det er der ingen, der er, og det vil jeg hviske til fuglene. De sidder altid i træerne, som venter de på bryllup og ris, der bliver kastet efter nygifte, så de bliver frugtbare og får mange børn, måske fire som Ingrid, men de ved ikke, at de små korn vil svulme op i deres maver, når de drikker vand, og måske næsten eksplodere, og de ved heller ikke, at den enes lykke godt kan være den andens død. K lokkerne tager til i styrke. De overdøver snorens 15


smæk mod flagstangen, der om natten snyder mig, så jeg tror, at jeg hører skridt i grus, men jeg er fanget af asfalt og fliser, og det er blæst op. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind, og de kommer gående ud med kisten. Ingrid bærer ikke, det er stadig mest for mænd, og måske er det Niels, der altid fik mig til at smile, som jeg kan se, forrest til højre. Så rejser katten sig. Den er væk, før sidste slag dør ud, før følget forsvinder bag kirken, og jeg bliver siddende og betragter deres rygge og katten, som har lagt sig i strikkekurven oven på den grønne trøje. Den blev færdig i går, der skal bare hæftes ender, men jeg er bedre til begyndelser end slutninger, det har jeg altid været, og det vil tage tid. Men det er lige meget, tænker jeg ved mig selv, snart er det sommer, så er den alligevel for varm, og jeg tænker også på advokatens kone, som har fået fred. Det har de andre også. De har fået fred til at huske hende, som de vil, og de kan fremkalde deres minder og fiksere dem i de minutter, hvor bilen standser og holder stille, inden den kører videre, eller hvor jorden kastes. De kan sortere dem, gemme de gode og lade de dårlige fare, og måske helt forsvinde, de kan selv bestemme, hvornår de vil finde dem frem, og måske er døden det bedste, hvis man gerne vil blive sammen, den smukkeste måde at skilles på.

16