Loretta, den yngste, fik, selv om hun var genert af væsen, guld- og sølvstjerner i sine stilehæfter, var ved at læse sig igennem Enid Blyton og havde vundet en præmie hos Texaco for sin tegning af en tyk, blå høne, der skøjtede på en frossen dam. Indimellem, når Furlong så pigerne tage sig af alle de små ting, der skulle gøres – gøre knæfald i kirken eller takke købmanden for byttepenge – følte han en dyb indre glæde over, at disse børn var hans. »Er vi ikke heldige?« bemærkede han til Eileen en aften, da de var gået i seng. »Der er så mange derude, der har det slemt.« »Det er vi bestemt.« »Ikke at vi har så meget,« sagde han. »Men alligevel.« Eileens hånd glattede langsomt en fold i sengetæppet. »Er der sket noget?« Det tog ham et øjeblik at svare. »Mick Sinnotts lille fyr gik ude langs landevejen igen i dag og samlede småpinde.« »Så du standsede, går jeg ud fra?« »Det øsede jo ned. Jeg holdt ind til siden 16
4k_bb1170_Den slags små ting.indd 16
13-09-2021 16:28:44