Issuu on Google+

SKARPRETTEREN FRA RIBE

Knud Erik Guldager 1


Beretningen om Sorte Jasper Skarpretteren fra Ribe En fortælling fra middelalderen En dag i 1964 ringede telefonen, og en stemme lød: - Goddag. - Det er fra hovedbiblioteket i Mølleengen. - Vi har fem hoveder til dig! Du skal helst hente dem med det samme. - Jeg blev jo noget overrasket. - Fem hoveder? – Fra hovedbiblioteket? - Hvad skulle det betyde? - Var der nogen der lavede telefonsjov med mig? - Men stemmen i telefonen lød yderst troværdig, men dog bekendt. Pludselig gik det op for mig hvem manden var. Det var Carlo, noget af min svigerindes familie og han var netop pedel på hovedbiblioteket i Mølleengen i Aarhus. Jeg spurgte nu, hvad han mente med fem hoveder. - Så forklarede Carlo, at han vidste, at jeg samlede på oldsager og netop nu var de ved at udvide biblioteket. De havde gravet grunden ud og var ved at støbe sokkel. Under dette arbejde var man pludseligt, et stykke nede i jorden stødt på 2


en massegrav fra middelalderen. Den opstod dengang ”DEN SORTE DØD ” hærgede AROS omkring år 135O. - AROS, som Aarhus hed dengang, betyder: Byen ved åens munding. Næsten halvdelen af byens borgere døde af denne pest. Det var en frygtelig pest, som fik navnet ”DEN SORTE DØD” fordi der først kom blåsorte bylder og kopper over hele kroppen, dernæst angreb den lungerne og man fik blodstyrtninger. Når folk opdagede, at de var blevet smittede, gik der kun tre dage inden de døde. Man kunne, - på grund af de mange hurtige dødsfald, ikke nå at begrave de døde ordentlig, men måtte lave fælles grave lidt uden for byen. Dengang lå Mølleengen et godt stykke vest for byvoldene og kirkegården ved FRUE KIRKE. - Her lagde man pestkirkegården for derved at mindske smittefaren.

1. Domkirken. - 2. Immervad. - 3. Vor Frue Kirke. 3


Sådan forestiller man sig at Aros så ud i 11. århundrede - Broen over åen i baggrunden er Immervad Pesten opstod et sted i Asien ca. 1346 og vandrede hurtigt gemmen Mellemøsten op i Europa og var ca. 135O nået til Danmark, og det var ofre for denne pest, eller farsot, som man kaldte den dengang, man nu havde fundet i Mølleengen. Da jeg havde lagt telefonen tog jeg hurtigt en stor papkasse og kørte hen til biblioteket. Her sad alle murerne på den nystøbte sokkel og spiste deres madpakker. På et hjørne af soklen, nærmest parkeringspladsen, stod der en række kranier i forskellige størrelser. - Der stod ligesom en hel familie. Først to store voksne kranier, derefter tre mindre i forskellig størrelse. Der var fem i alt. Det har imidlertid næppe været en familie, da kranier og knogler var blevet rodet sammen under opgravningen. 4


Murerne holdt op med at spise og snakke, da jeg fortalte, at det var mig der skulle have “hovederne”. - De kiggede lidt underligt på mig og spurgte mig, hvad jeg skulle bruge dem til. - Jeg fortalte, at jeg samlede på oldsager og den slags, og fandt hurtigt på at sige, at jeg ville give dem til lægestuderende. - Det lød som en fornuftig forklaring, og de fortsatte deres frokost. Jeg har nu kun et hoved tilbage og har givet resten til lægestuderende, så mit snarrådige påfund gik i opfyldelse. Jeg pakkede hurtigt kranier og underkæber ned i papkassen og kørte hjem. Hjemme om aftenen vaskede jeg kranierne, - der var fulde af jord, af med en håndbruser. Jeg kom til det fjerde kranie, - der var det største og fra en voksen, men da jeg rettede bruseren mod øjenhulerne, begyndte den hånd, der holdt kraniet, at sitre så voldsomt, at jeg var lige ved at tabe det. Jeg holdt straks inde med bruseren og så stivnet og forskrækket på kraniet. - Medens jeg stirrede ind i de tomme øjenhuler, blev jeg pludselig varm og kunne mærke, at jeg begyndte at føle et voldsomt had mod den person kraniet havde tilhørt, men jeg kunne også se og føle at hadet var gensidigt. - Jeg fornemmede, at øjenhulerne stirrede tilbage, - indædt ondt. - Sådan stod vi og kiggede på hinanden. - I evigheder syntes jeg. - Langsomt, meget langsomt - gik det op for mig, hvem manden bag kraniet havde været. 5


Jeg forsvandt nu ligesom igennem et stort sort hul og kom ud i Ribe, en dag i året 133O. Jeg var hestehandleren Niels Hasse. Jeg boede i Kræmmerstræde, lige ved det berygtede Jomfrustræde, og de fleste mænd i Ribe og omegn vidste i hvert fald hvor det lå. Jeg var født om vinteren 13O2. Det var let at huske, for det var netop det år, den ”Den Hårede Stjerne” var gået over himmelbuen. - (Det er den, som vi i dag kalder for Halley’s Komet). Alle talte om det, for netop denne stjerne, - det vidste man fra gammel tid, varslede død og ødelæggelse i form af pest inden for en menneskealder. Min gamle bedstemor, - der boede hos os, havde, da hun så stjernen på himlen, udbrudt: - Ak, nej, så skal det lille barn sikkert ikke leve sin tid ud, men dø af pest. Denne spådom gik i opfyldelse for mange, men dog ikke for mig. Nu vil jeg først fortælle lidt om livet i Ribe anno 133O. Ribe var en stor handelsby. Den var Danmarks port mod vest. Mange skibe fra udlandet lå for anker ved Nipsåens udmunding. Der gik en evig trafik mellem skibsbroen ved markedspladsen og skibene. Varerne blev sejlet frem og tilbage på pramme. 6


Vi var 1283 straks klokke

meget stolte af vores store domkirke. Julemorgen var tårnet styrtet sammen, men borgerne gik i gang med at genopbygge det, og nu lød den store igen langt ud over engene.

Handelspladsen med Ribe Domkirke i baggrunden.

2

Når der var stærk vind fra vest, og havet begyndte at stige og true med at oversvømme byen, bar vi i en stor procession billedet af vor skytshelgen: Den hellige Lamprecht, gennem gaderne for at han skulle afværge katastrofen. Jeg boede som sagt i Kræmmerstræde. Jeg havde arvet min fars hus. Han havde også været hestehandler. Mine bygninger lå, ligesom alle andres i byen, på en smal aflang grund. - Ud mod strædet lå beboelseshuset. Det var et træhus, hvor væggene bestod af store vandrette planker falset ind i lodrette stammer. Det hele var tætnet med strå 7


og ler. Det kaldes i dag et bulhus. Mod vest havde vi hængt garvede huder op, for at tage det værste af trækken fra den evindelige vestenvind. Det var et gammelt hus, så vi havde stadig det store ildsted midt i det største rum. De nyere huse i byen havde nu ildstedet i en muret endevæg, og her gik røgen i en kanal op gennem taget. På ildstedet lavede vi vores mad og om vinteren gav det os også varmen. Vores røg gik bare op under taget og ud gennem lyren, - et hul i taget. Af og til kunne en hvirvelvind få røgen til at slå ned i rummet og få os alle til at hoste. Vi sov allesammen i det samme rum, på en slags brede bænke langs væggene. Tjenestefolk sov sammen, børn sov sammen og selvfølgelig mand og kone. Man holdt bedst varmen, når man sov flere på samme leje. Bagved beboelseshuset var staldene. Her var der plads til op mod to hundrede heste. Bagved igen lå laderne til hø. Efter bygningerne var der en frugt- og grøntsagshave. Aller yderst ude, - ud mod de åbne enge mod øst, havde vi en kornmark. Vi brugte det meste af kornet til at bage vore brød, og til grød og vælling. Resten til foder Vi havde også, ligesom næsten alle andre borgere i byen, et par grise der løb frit om i gaderne, og hvor der ellers var noget at æde. Når de, - som regel ved jule tid, var blevet fede nok slagtede vi dem og saltede dem ned i tønder. Sådan boede vi. - Jeg var gift, og min kone havde født os seks børn, hvoraf de to var døde, men vi kunne endnu nå at få mange flere børn. Det havde jeg råd til som forholdsvis 8


velstillet hestehandler. Store hestehandlere blev regnet som agtede borgere. De små hestehandlere, havde et mere, for ikke at sige meget, blakket ry. Alle vidste, at de små snød, hvis de kunne komme af sted med det uden at blive opdaget og komme for den berygtede RIBER RET. Det var som sagt sommer og jeg havde staldene fulde af fine og raske heste. Danske heste blev i de dage regnet for meget fine, og vi sendte hvert år næsten otte tusinde danske heste til byer i det tyske som Stade ved Elben og mange til Nederlandene, til byer som Brügge. Men også mange til London og andre byer i England. Vi fik kontanter eller byttede med salt i tønder og meget fint klæde fra Nederlandene - Ville man være klædt efter sidste mode, og i det fineste klæde, måtte man til Ribe efter det. - Det vidste da alle! Alle disse varer blev købt og solgt på den store markedsplads ved åen. Her var der mange boder og bomme til at tøjre heste, køer, får og andet fæ ved. Der var torvedag hver lørdag, og al køb og salg måtte kun foregå på torvet. Torvesalget kunne først starte, når den store klokke i domkirken kaldte til morgengudstjeneste, og der måtte ikke handles efter at kannikkerne var gået hjem fra aftenmessen. Der var streng orden på torvedagene. Byherrens foged sad for enden af torvet og krævede afgift af handlerne, og hans bysvende sørgede for at der blev holdt fred. 9


Når der engang imellem opstod uroligheder greb bysvendene straks ind.

Vi havde desværre i Ribe den strengeste ret i hele riget, den berygtede RIBER RET. - Alle frygtede den. Hvis en kornhandler havde en lidt for stor skæppe til indkøb og en lidt for lille til salg, fik han ikke bøde eller pisk, som i de fleste andre stæder. – Nej, - i Ribe var det hængning med det samme. 10


Hvis en lysestøber kom for eksempel fåretælle i sine bivoks lys, blev han dømt til døden og hele hans lager brændt. Alt dette gjorde alle os handelsfolk meget ærlige, og vi gjorde os megen umage for at ingen skulle føle sig snydt. Det kunne nemlig blive skæbnesvangert for os. Jeg havde derfor altid vidner på ved mine handler og i disses påhør, spurgte jeg altid køberen, om han var tilfreds med handelen. Der kunne nemlig ske dette, at en af mine købere, havde haft uheld med sine heste før han nåede frem til sit salgssted. En storm kunne betyde, at man måtte smide noget af lasten over bord for at redde skibet. Hestene, der var store, tunge og urolige, stod tit for tur. For at dække dette tab, kunne en uærlig tysker, nederlænding eller engelskmand, - næste gang han kom til marked i Ribe, så påstå, at han var blevet snydt. Han kunne sige at hestene havde været syge og var døde. Derfor var det godt at have troværdige vidner blandt ærlige folk. Ribe ret var også for streng, det mente mange. - Hvis to kvinder skændtes offentlig, eller ligefrem kom op at slås, skulle de til alle borgernes store fornøjelse, gå gennem byens stræder med en stor sten i en jernkæde om halsen. Denne straf foregik altid om lørdagen på markedsdagen, hvor der var rigtig mange mennesker samlet fra by og opland. Hvis en mand blev grebet i sengen med en anden mands 11


kone, blev han trukket gennem strædet i sit lem. - Så utroskab, - som altid vil forekomme, blev skjult utrolig godt. Gemene tyve blev ikke halshugget, men hængt, for det var mere nedværdigende. Man tog dog lidt hensyn til kvindelige tyve, idet man begravede dem levende, for at de kunne bevare den kvindelige ære! Et gammelt ordsprog på egnen siger: - Tak du gud, min søn, at du ikke kom for Riber ret, - sagde kællingen, da hun så sin søn hænge i Varde galge. Der var meget mere mening i det hun sagde, end man lige skulle tro, for man kunne nemlig komme til at dø ved langt større pinsler end hængning. Det var også hos os man brugte den meget neutrale, men barbariske form for hængning med hest og vogn. - Den dømte blev opstillet på en flad hestevogn og kørt ud til et træ. Her blev rebet kastet op over en stærk gren og strammet til. Der fulgte altid en stor tilskuerskare med, og disse samlede nu sten op og kastede dem mod hestene, så de sprang frem og efterlod den dømte hængende i træet. På denne kollektive måde kunne man jo ikke sige, at det var en bestemt person, der havde foretaget hængningen. Hvis det var en særlig modbydelig morder eller lignende, var der stor jubel, når han sprællede i rebet. Jeg har faktisk selv været med til at se på flere gange. Den ene gang var det en berygtet hestetyv, der gennem årene havde stjålet flere af mine heste, når de om 12


sommeren græssede ude på engene. Dengang, - jeg kan tydeligt huske det, syntes jeg, at det var helt retfærdigt, at han skulle miste livet. Det var en ret barsk tid vi levede i dengang, men vi syntes, at de fleste straffe var vel fortjente, - bare det ikke var os selv det gik ud over. Sådan var holdningen dengang. Erik Menved var konge, da jeg blev født. Han døde da jeg var sytten år gammel og hans bror Hertug Christoffer fra Pommern blev konge. Biskoppen i Ribe var Jakob Splitaff, en ærlig og trofast dansk mand, der altid stod på den danske konges side, selvom Ribe nogen tid var pantsat til en hertug fra Holsten. Biskoppen foretog flere udfald med sine svende, mod grev Gerhard af Holsten, men kunne intet stille op mod Gerhards overmagt.

5

13


Ti år senere dræbte væbneren Niels Ebbesen i Randers, dog ”Den Kullede Greve”, som grev Gerhard blev kaldt, fordi han allerede i en ung alder var pilskaldet. - Men en stor krigsherre, det var han, det må man lade ham, selvom han var tysker og fjende. Niels Ebbesen forklædte sig og sine svende som tyske landsknægte. Lørdag den l. april 1340 red de ind i Randers, skønt det vrimlede med militær.

6

Niels Ebbesen rider med sine svende ind i Randers. 14


De udgav sig for at være vagter for den holstenske hær og ingen fattede mistanke. Frækt indkvarterede de sig i huset ved siden af grev Gerhard. Lige over midnat brød de ind i grevens kammer, dræbte ham, tre svende og en kapellan.

Niels Ebbesen dræber den kullede greve. 15


Imedens havde nogle af Niels Ebbesens svende tændt ild i flere stræder i kvarteret, for at aflede opmærksomheden. I fuld fart red de over Gudenåen. Her havde andre af svendene i forvejen løsnet plankerne på broen, og aldrig så snart var rytterne forbi dem, før de smed plankerne i åen, så forfølgerne måtte stoppe. - Niels Ebbesen med alle sine svende slap bort i mørket sydpå. Denne historie elskede vi, og den blev fortalt mange gange, når danske mænd var samlede uden spion ører. Dette drab bevirkede nemlig, at de fleste tyske besættelses tropper begyndte at drage hjem til Holsten, nu da deres elskede krigshelt var død. - På vej ned gennem Jylland lavede vi baghold og dræbte mange tyske soldater. De havde under deres besættelse været både grådige og brutale og der blev ikke givet nogen pardon. - Vores biskop og hans svende lavede et vældigt baghold. Nu fik han jo hævn for de gange han havde tabt til greven. Niels Ebbesen blev dog kort tid efter selv dræbt under en belejring af Skanderborg Slot. Men tilbage til sommeren 133O i Ribe. Det store årlige sommermarked nærmede sig. Der ville komme købere fra mange egne og mange lande. Jeg havde opkøbt og opfodret 183 fine ungheste. De var hentet ind fra engene og stod nu i mine stalde, parate til at blive trukket hen til markedet i kobler af 25 ad gangen. Jeg måtte ikke tage køberne med hen i staldene, skønt der ikke 16


var ret langt. Der skulle nemlig betales afgift af hver hest. Jeg var spændt. Hvis jeg fik solgt alle hestene, ville det være den største handel jeg nogensinde havde gjort og det ville gøre mig ret velhavende. Jeg havde aldrig før haft så mange heste til salg på én gang, så det var nu, jeg havde muligheden for at blive en rigtig stor hestehandler med en lys fremtid. Dagen kom, med dejlig sol og varme. En rigtig torvedag, hvor køberne ville være i godt humør og derfor oplagte til handel. Hele det første kobbel gik til en nederlænder fra Utrecht. Der var ti meget fine heste imellem for at få gang i handelen, og for at sprede rygtet om, at jeg havde fine heste til rimelige priser. Det lykkedes godt og jeg kunne hæve prisen lidt, da der nu var mange, især udlændinge, der ville købe mine heste. Det var også fine heste, alle var tilfredse, selvom der var nogle af handlerne der tog mere tid end andre. Det kom an på hvor køberne kom fra. - Tyskerne var de mest trevne og englænderne de letteste. Efterhånden som hestene blev solgt, sendte jeg mine karle ud til havet med dem. Her ventede skibene.

17


De sejlede tæt ind til stranden ved højvande og ventede her til ebbe, når vandet var lavt. Så var det lettere at få varer og dyr ombord. Nu blev hestene sendt ombord og ved næste højvande sejlede skibene bort. Der var tit passagerer med skibene. De skulle på pilgrimsrejser til Køln Domkirke og andre hellige steder i Europa, eller de skulle på uddannelse, eller studere i Paris. Det var meget brugt blandt kirkens folk. Der boede i øvrigt mange fremmede købmænd i Ribe. De solgte 18


alverdens ting. Krukker, vaser og køkkengrej fra deres hjemlande. Forskellige krydderier, sølv og guld smykker. Der var selvfølgelig også våbenhandlere. Ribe var jo en af de helt store handelsbyer i Danmark, så på markedspladsen og ved åens udløb var der altid et spændende leben.

Fine udenlandske købmænd og en fyrste på markedspladsen. Da aftenen kom, var alle mine heste, enten solgt for klingende mønt eller byttet med klæde, salt og andre varer. De fleste af disse varer solgte jeg i vinterens løb, til skrædderne og andre folk i staden, og her kunne jeg igen tjene en skilling eller to. Jeg var godt tilfreds, og var nu så velstillet, at jeg kom med i byrådet, men så begyndte der at hænde noget, der skæbnesvangert greb ind i mit liv og gjorde mig dybt ulykkelig resten af mine dage. 19


Der var i byen en mand som blev kaldt Sorte Jasper. Han hed egentlig Jasper Knecht, men blev aldrig kaldt andet end Sorte Jasper. Han kom - en efterårs dag for mange år siden, til Ribe sydfra i det tyske. Han var dengang ung, mørk og så godt ud. Han var ikke ret stor af vækst, men hvad han manglede i højde og drøjde, blev rigeligt opvejet af hans store sydlandske belevenhed og velsmurte mundlæder. - Pigerne skævede meget til ham, men han fik hurtigt et skidt rygte blandt tjenestepiger i byen, for når han havde opnået, hvad han ønskede, blev han hensynsløs og var yderst troløs. Han drak sig tit fuld, og når han var fuld begyndte han altid at blive sørgmodig og til sidst kunne han ligefrem flæbe. Han fablede om sin smukke hjemegn blandt de skovklædte bjerge, som han savnede så inderligt.

Sorte Jasper slæbes drukken ud af et værtshus. 20


Men når nogen spurgte ham om, hvorfor han så ikke blot drog hjem igen, svarede han altid tungt, medens han så tomt ud i luften: - Hjem, kan jeg aldrig mere komme, for der hændte noget frygteligt, der gjorde, at jeg over hals og hoved måtte forlade min fødeby og drage langt væk. - Så nu var han altså endt her hos os i Ribe. Årene gik, men nu var de fleste af os borgere, imidlertid ved at være godt trætte af, at vore tjenestepiger, hele tiden fik sorthårede børn, så vi ville have Sorte Jasper ud af byen. Da jorden var ved at brænde under ham, tilbød han at tage et arbejde, som ingen anden borger i byen ville tage, - nemlig at blive bøddel. - Byens bøddel var netop død og vi manglede nu en ny. Sorte Jaspers muligheder for at komme i paradis var for længst forspildte, og upopulær var han jo i forvejen, men ved at påtage sig dette, - for selv den usleste borger, så uværdige arbejde, - kunne han få lov til at blive i byen. Vi holdt et rådsmøde, hvor vi vejede for og imod. Det var slet ikke så let at skaffe en ny bøddel, og Sorte Jasper havde nu boet i byen i ni år, så vi kendte alle hans unoder, men det endte dog med, at vi godtog ham. Han skulle begynde med det samme, fordi der havde ophobet sig en del straffe, siden den gamle bøddel døde.

21


Om eftermiddagen strømmede mange nysgerrige hen torvet. En kvinde skulle kagstryges. Hun skulle bindes kagstøtten med ryggen ud og huden skulle med et bundt pilekviste piskes af hendes ryg. - Det var altid en blodig hård straf, men man døde sjældent af den.

til til af og

Kvinden blev bundet og Sorte Jasper begyndte at piske, men nu var det ligesom han skulle hævne sig på byens borgere, eller have sin egen ulykke ud af kroppen, for han slog alt for hårdt og alt for længe. Længe efter, at al hud var væk og der kun var blodigt kød, - og rygrad og ribben stak frem, - piskede han stadig. Ribes indbyggere, - der ellers var vant til lidt af hvert, begyndte at få nok. De sagde, at nu skulle han stoppe, hvad han da også modvilligt gjorde, men da var kvindens skrig for længst forstummet og hun var død. Folk tog hende ned af pælen og lagde hende på torvet. Jeg kan huske, at hendes store sorte hår flød ud over brostenene. - Det lignede min kones. Derfor lagde jeg mærke til det. Sorte Jasper drev af sved, men kiggede sig alligevel triumferende rundt for at høste et bifald for vel udført arbejde. Først da opdagede han de mange hadefulde blikke folk sendte ham. - Selvfølgelig skulle kvinden straffes, men slet ikke på den måde. Jeg havde stået i første række, for at se på hans arbejde. Jeg havde jo været med i rådet, der valgte ham. Jeg gik nu 22


hen til ham og sagde hårdt: - Hvis du nogen sinde mere er så brutal, så skal jeg personligt sørge for, at du bliver jaget ud af byen med skam, ligesom dengang du blev jaget ud af din egen hjemby.

Der jog pludseligt et meget smertefuldt udtryk hen over Sorte Jaspers ansigt, og han krummede sig sammen da han blev mindet om sin hjemegn og de ting, der var sket der. Han så på mig med et uhyggeligt dødstruende blik. Nu 23


ydmygede jeg ham atter for øjnene af byens borgere. Han havde nemlig ikke glemt, at jeg engang før, - for nogle år siden, også havde ydmyget ham offentlig. Min kone, - som jeg var meget glad for, var meget smuk. Dengang vi var trolovede, havde Sorte Jasper flere gange forsøgt at lægge sig i med hende. Han passede hende op hver gang, hun gik udenfor sine forældres hus. Hun ville selvfølgelig slet ikke have noget at gøre med ham, da hun selv var ud af en af de fine familier i byen. Hendes far var en stor tysk købmand. Sorte Jasper prøvede dog ufortrødent at gøre indtryk med sit fagre udseende og store belevenhed, og han kunne skam sit kram, hvilket jo også satte sig sine spor i Ribe mange år efter. En dag, da han fulgte efter hende, sagde hun til ham, at nu var hun godt træt af hans belejring og fortalte, at hun snart skulle giftes med hestehandlerens søn Niels Hasse og for at få ham væk, udtrykte hun sin væmmelse over hans levemåde og dårlige rygte. Sorte Jasper blev straks vred. Han var ikke vant at til at blive affærdiget. Han spurgte hånligt om, hvad hun troede sådan en sølle hestehandlersøn kunne, som en erfaren mand som han ikke kunne gøre tusindfold bedre. Da min trolovede fortalte dette til mig, blev jeg naturligvis meget vred, så da vi den efterfølgende torvedag mødte Sorte Jasper, standsede jeg op foran ham og bad ham højt 24


gentage overfor min kommende kone, hvad han havde sagt om mig. Sorte Jasper stod der - i sit ikke alt for rene tøj, og godt lugtede han heller ikke, - over for os, der var i vore fine torveklæder. - Sorte Jasper var jo bedst, når der var mørkt. Han sagde ikke noget, for han vidste, at han havde alle borgerne imod sig. Han stod der bare og skulede mod mig med sit hadefulde blik under de viltre sorte krøller. Siden lod han min kone være i fred, men jeg hørte senere, at han havde taget sig det meget nær, at han var blevet offentlig ydmyget. Han havde sikkert i sin tid været en stolt og ærekær mand af en vis stand i sin hjemegn. Og nu havde jeg så, - her ved kagstøtten på torvet, - igen ydmyget ham offentlig, og det var åbenbart én gang for meget. Han bandede og svor på, at han nok skulle få hævn over mig og mine. Han var i det øjeblik meget ophidset på grund af folks manglende støtte til hans ”heltegerning" som bøddel. I det næste halve år begyndte der at opstå mærkelige rygter. - Ikke om mig, men om min kone. Hun skulle i det dulgte flere gange have set på børn og voksne med onde øjne. Min kone, der jo som fortalt, var fra Sydtyskland, havde et meget stort og kulsort hår og hendes øjne var mørke. Hun 25


skilte sig derfor meget ud blandt de mange lyse danskere. Dengang var især børnedødeligheden meget stor, og det var ikke altid man kunne forstå, at et ellers rask barn pludselig døde uden nogen påviselig årsag. Det opdagede jeg nu, at Sorte Jasper udnyttede. For rygterne stammede fra ham. Han fortalte, at det havde han set mange gange i sin hjemegn. En tilsyneladende ejegod og vellidt kvinde kunne sagtens være en heks, det ville man slet ikke kunne se på hende. - Det var netop det farlige ved hekse, og derfor kunne de drive deres spil længe, uden at nogen opdagede dem. Nu kunne Sorte Jasper, - der jo, som han selv fortalte var mere erfaren i sin omgang med hekse, end borgerne i Ribe, - tydelig se at min kone måtte være en heks. Der blev naturligvis stor opstandelse i byen. Næsten alle borgere mente, at det var noget vrøvl. - Skulle den pæne og vellidte tyske købmands datter virkelig være en heks? Nej, det kunne ikke passe. Her i landet kendte vi slet ikke til hekse endnu, men havde dog godt hørt om dem fra udlændinge. Men efterhånden som rygterne tog til, opstod der en tvivl. Den tyske købmand stammede jo godt nok fra det sydtyske, hvor der efter sigende skulle være mange hekse, så det kunne jo godt være, at Sorte Jasper havde ret. - Havde hun ikke også sommetider et lidt hårdt blik i sine dybsorte øjne under sit store sorte hår?

26


Dengang som nu, skulle der ikke meget til, før der opstod en oppisket stemning, og når først rygtet var opstået, gik det næsten altid galt. Nu havde der hidtil aldrig været brændt hekse i Danmark. Men der var i de seneste år kommet rygter op sydfra, at inkvisitionen i kirken dernede, var begyndt at forlange hekse brændt. Det var dog ikke kirken der udøvede straffen. Den pålagde den verdslige ret at gøre det. Hekse blev i øvrigt ikke dømt fordi de var hekse, men fordi de med hekseri dræbte folk. Sorte Jasper havde i årevis på værtshusene fortalt om heksebrændinger syd på. I Ribe havde vi aldrig før brændt en heks. Det turde vi ikke for biskoppen, men nu rejste folkets krav sig. - De ville se en heksebrænding i Ribe.Pludselig gik det stærkt. Min kone og jeg var nok nervøse, men troede aldrig, - at vi, som de agtede og gode borgere vi var, - ville blive udsat for dette. Vi var sikre på at alle vore venner i borgerlauget, ville standse en sådan åbenbar uretfærdighed. Det ville de også have gjort, hvis det havde været muligt, men alle almindelige borgere i staden var nu allerede i en slags blodrus og en meget stor skare, - mest kvinder, gik om aftenen til byrådet og forlangte hestehandlerens kone brændt.

27


Da jeg hørte om opløbet var jeg klar over, at det nu gjaldt om hurtig handling. Jeg spændte straks for min vogn, tog min kone og vore fire børn, mine rede penge og intet ellers, op i vognen og kørte ud mod bagporten af vores grund, idet jeg var sikker på at forporten og strædet ville været spærret af folkehoben. - Men jeg kom for sent. Der var allerede folk, der spærrede bagporten. De greb fat i min kone og skønt jeg piskede på både folkemængden og hestene, rev de hende ned og førte hende til domhuset. - Jeg stod magtesløs tilbage på vognen og kunne intet gøre. 28


Min kone råbte, at jeg skulle køre langt bort med børnene. - Men hvor skulle jeg køre hen? - I byen og nærmeste opland ville folk jo nu have hævn for deres døde børn og familie. De var sikre på, - i deres uvidenhed, - at det var heksens skyld, at de var døde. Jeg syntes at det mest sikre var, at køre til Varde. Der havde jeg noget familie som kunne passe børnene. - Som tænkt, så gjort. - Vi kørte hele natten, og imens spekulerede jeg som en rasende på, hvordan jeg skulle redde min kone. Jeg afleverede børnene og kørte straks tilbage til Ribe. Hertil ankom jeg over middag. Jeg stillede vognen hjemme og gik straks hen til domhuset, for måske at se og tale med min kone. Men til min store rædsel, så jeg på torvet de endnu rygende rester af et stort bål. -

Havde de brændt min kone? Forfærdet løb jeg ind i rådshuset og skreg på en forklaring. Jeg kunne jo næsten ikke tro, at det jeg frygtede var rigtigt. Rådsmændene, der endnu var samlede, kiggede frygtsomt på mig og så derefter skamfulde ned i gulvet. De havde af frygt for eget liv, givet efter for folkemassens krav og 29


straks brændt min kone om morgenen. Der havde været samlet den største folkeskare i mands minde. De kunne fortælle mig, at min kone havde taget det meget stolt, og spyttet efter Sorte Jasper, da han som bøddel satte ild til bålet. Hun havde kun skreget ganske kort til allersidst, men mange var blevet forskrækkede over det hoverende og skadefro blik, Sorte Jasper havde sendt hende, da han satte ild til bålet.

12

30


Jeg vaklede hjem. - Tog nogle få ejendele, børnenes og mit eget tøj, på vognen og kørte nordud af byen mod Varde. Jeg var fuldstændig tømt for kraft og mod, men der vågnede en alt opædende vilje til at få hævn over Sorte Jasper, eller Jasper Blodknægt, som han nu blev kaldt efter sit første blodige hverv ved kagstøtten.

Han skulle dø. - Koste hvad det ville. Jeg solgte min ejendom i Ribe og købte et lille hus i Varde. Jeg ansatte en kone til at passe børnene. Jeg havde nu omsat alle mine varer og min ejendom i rede penge, og jeg tænkte dag og nat kun på én ting.

Hævn over Jasper Blodknægt Men det var slet ikke så let, at gå ligefrem til værk. Jeg kunne ikke bevise hans skyld i min kones død. Jeg havde prøvet ved retten, men havde ingen klare beviser, og blev derfor hver gang afvist. Jeg var også sløj og forvirret af sorg i flere år efter, og handle med heste kunne jeg slet ikke mere. - Jeg kunne intet gøre i min afmagt og sorg. 31


Jeg tog tjeneste som knægt ved borgervagten i Varde.

Årene gik. - Børnene kom efterhånden ud at tjene og kunne klare sig selv. Hele tiden holdt jeg mig dog skarpt underrettet om Jasper Blodknægt. Efter seks år, hørte jeg, at han nu var så fordrukken, at 32


han ikke kunne passe sit arbejde ordentlig, og at Ribe havde smidt ham ud. Så en dag kom skæbnen mig til hjælp. Jeg hørte, at han skulle have søgt arbejde som hjælper hos bødlen her i Varde. Straks gik jeg hen til bødlens hus for at se, om det virkeligt var rigtigt, at Sorte Jasper var der. - Skulle jeg nu endelig efter alle disse år kunne få min hævn? - Han var der! - Han sad bag et træ i bødlens have og spiste et æble med en kniv. - Jeg kunne straks kende ham, skønt han nu var radmager, og så meget hærget ud, men han havde stadig sit store sorte krøllede hår. Jeg blev vild af raseri ved synet af ham. - Jeg havde ikke set ham siden før heksebrændingen i Ribe. Jeg løb straks og uden betænkning, ind i haven og hen imod ham. Han så op. Jeg kunne se, at han genkendte mig, og at han vidste, at jeg kom for at hævne mig. Jeg var så rasende i min hævnrus, at jeg ville kvæle ham med de bare næver. - Han fægtede vildt med kniven, da jeg greb fat i halsen på ham. Han ramte mig flere gange i armen, men jeg sansede intet. - Jeg holdt et fast greb om hans hals og klemte til. - Jeg syntes, at jeg stod og klemte der i evigheder. Han var nu næsten helt kvalt og begyndte at blive slap, men så begyndte jeg at miste kraften i den ene arm på grund af 33


blodtabet og jeg var nødt til at slippe grebet. Jeg ledte efter hans kniv, som han havde tabt i græsset, men kunne ikke nå den. Nu begyndte han igen at trække vejret og komme til sig selv, og jeg blev bange for, at han med sine to raske arme skulle kunne klare mig. Pludselig fik jeg en ide. - Der var en måde, hvorpå jeg kunne straffe ham langt bedre end ved at dræbe ham. Med mine tommelfingre kunne jeg trække hans øjne ud! Det skulle dog gå hurtigt, inden han igen kom til kræfter. Men jeg indså nu, at når han ikke døde, var jeg også nødt til at skære hans tunge af, for at han ikke skulle sladre. Han havde jo set mig, og ville kunne fortælle, hvem jeg var. - Jeg vidste, at han ikke kunne skrive. Som tænkt så gjort. Jeg væltede ham om på jorden og i mit sanseløse raseri tog det hele kun et øjeblik. Under handlingen udstødte han høje rædselsskrig Så rejste jeg mig og løb bagud af haven. Det skulle gå hurtigt før der kom folk til, hidkaldt af hans frygtelige skrig. - Jasper lå bag nogle buske, og holdt hænderne op for sine blødende øjenhuler, imens han skreg, som en vanvittig. Men da husene lå meget tæt og kun havde glugger ud til strædet, havde ingen set mig og jeg slap uset væk og løb ud over markerne. Jeg følte, - trods den blodige gerning jeg lige havde udøvet, 34


nu en stor forunderlig ro i kroppen. - Jeg havde endelig fået hævn efter de mange år. Men mareridtet efter min kones død forlod mig aldrig.

Sorte Jasper Blodknægt kom sig, men var nu blind og stum, og var som sådan nødt til at tigge sig frem for at 35


opretholde livet. Han så uhyggelig ud med sine tomme øjenhuler og sit store uplejede hår og skæg. Han stank forfærdeligt og hans tøj hang i laser. - Folk der mødte ham glemte aldrig siden synet. Han vandrede rundt i Jylland, Han havde et forældreløs barn til at lede sig. Det var nemmere at tigge på denne måde. Folk fik mere medlidenhed, når der både var et lille barn og en invalid, og for at få mere medlidenhed dækkede han ikke sine tomme øjenhuler til. Folk kunne simpelthen ikke udholde at se på ham, og skyndte sig derfor at give ham lidt mad, og bad ham derefter om at pakke sig bort omgående. Han havde et rigtigt usselt liv, og det var efter min mening lige hvad han havde fortjent. Han endte til sidst i Aros. Det var en ret stor by på størrelse med Ribe, og her blev folk efterhånden vant til at se ham, og han kunne åbenbart overleve, men efter at Den sorte død havde hærget landet i 135O, så ingen mere noget til ham.

Men nu kommer det helt uhyggelige! For da jeg igen kom tilbage til nutiden, forstod jeg, at det netop var

Sorte Jasper Blodknægts kranie jeg havde fået med fra pest kirkegården i Mølleengen i Aarhus. Det var derfor min hånd havde dirret så voldsomt. 36


- Det var hans ondskabsfulde blik fra markedspladsen i Ribe hin dag ved Kagspælen, jeg kunne føle, da jeg stirrede ind i de tomme øjenhuler, som jeg netop havde skyllet rene for jord. Jeg var noget rystet, og kunne et kort øjeblik stadig føle den dybe smerte fra dengang jeg så resterne af det rygende heksebål på torvet i Ribe i 133O.

37


Jeg har endnu kraniet af bødlen Sorte Jasper Blodknægt fra Ribe, og hvis nogen tør stirre ind i de tomme øjenhuler, fremviser jeg det gerne på forlangende.

Denne fortælling er nedskrevet, som jeg oplevede det dengang i Middelalderen, da jeg var hestehandleren Niels Hasse i Ribe.

Allehelgener`s aften 1998.

Knud Erik Guldager.

Genredigeret februar 2013

38


39


Skarpretteren fra Ribe