Det var derfor altid meget spændende, hvilket humør ”Herr Holck” var i netop den dag, man skulle op til en køreprøve. Jeg har selv været oppe hos ham hele tre gange, hvor det gik godt, selv om det den ene gang var lige ved at gå galt på grund af hans, - den dag, dårlige humør. - Men herom senere. De, der skulle til prøve, skulle møde på deres knallerter kl. otte om morgenen. - Den morgen, jeg skulle op, var vi fem knallerter. Vi skulle nu køre bagefter den motorsagkyndige i en skolevogn, for han havde samtidig en elev oppe til bil-køreprøve. - Vi kørte ind gennem byen i de mindre gader, og en gang imellem kiggede han bagud, for at se om vi fulgte med og om vi kørte korrekt. Det havde vi åbenbart gjort, for da vi kom ned til politistationen, bag Domkirken, fik vi alle stemplet: - Bestået, på vore papirer. - Det var en lykkelig dag og det var forår. Den lange sommer lå foran os. Jo. – Det var en fuldendt lykke at eje sin egen knallert, selvom den var købt på afbetaling, for den var jo én af byens smarteste. - Den sommer tog min far og jeg på en lang knallerttur sammen. Vi kørte helt over til Vestjylland, hvor vi besøgte hans familie. Manden på den gård vi overnattede på hed Regnar, og var min fars fætter. Det var en stor gård og vestjyder er et meget stolt folkefærd, så det var bestemt ikke velset, at vi blot kom anstigende på et par knallerter. Det var for fattigt et syn. Naboerne skulle jo nødigt tro, at Regnars familie var fattige folk. Så han spærrede øjnene op og sagde: - Skynd jer at sætte knallerterne ind i det lukkede maskinhus, så ingen kan se dem. - Det kunne vi slet ikke forstå. Jo, – min far kunne sikkert, for han var jo selv vestjyde, men den slags snobberi var for længst gået af ham.
5