Historien var lidt rørende, så medens vi læste om drengens svære forhold, fik jeg en ubændig stor lyst til at lægge en trøstende arm omkring Ulla. - Jeg listede armen lige så stille op omkring hendes skulder. Hun kiggede lidt forbavset på mig over min dristighed. – Alle de andre sad der jo, og jeg havde aldrig før rørt ved hende på den måde. – Men jeg gav pokker i de andre. Nu havde jeg sat alle sejl til, og så tog jeg altså ikke den arm ned igen. - Hun forsøgte da heller ikke at flytte sig. Medens vi sad der og læste videre i bogen, følte jeg, at hun gengældte mine følelser. - Jeg følte en prikken i huden og tiden blev ligesom strakt ud. De minutter i den kælder, er nok de bedste, jeg kan mindes nogensinde at have haft, og de blev da også de mest betydningsfulde i resten af mit liv. Jeg var virkelig forelsket, med en kraft der er svær at forklare. – Vi var jo kun tretten og seksten år. Jeg har meget at takke forfatteren, Niels Johan Rud for. Han hjalp jo med sin bog til en begyndelse på det, der faktisk lige siden har været en evig forelskelse. Da jeg skrev om mødet med denne bog, kom jeg til at tænke over, hvor den mon var blevet af. Jeg gik så op på loftet og så efter i den lange reol med gamle bøger. - Mine vestjyske gener forbyder mig jo at smide noget væk. Ganske rigtigt. Her stod så bogen i nøjagtig det eksemplar, som Ulla og jeg læste i 1952.
156