Issuu on Google+

Amatørarkæologi 1960-1965

Uddrag fra MIT LIV IV

Knud Erik Guldager 1


Da vores første barn blev født påstod vittige hoveder, at de godt vidste, hvorfor drengen skulle hedde Steen. Jeg havde nemlig fået en hobby, - amatørarkæologi. Jeg specialiserede mig mest i ”Ærtebølletiden” i ældre stenalder. Det var der mest af i Danmark og det var derfor ikke så svært for amatører at finde flinteredskaber på de nypløjede og harvede marker forår og efterår. Og hvad er disse redskaber lavet af? – Sten såmænd og derfor syntes folk, at en mand der løb rundt på markerne for at finde sten, selvfølgelig måtte have en søn der hed Steen og hans lillebror, kom da også helt naturligt til at hedde Finn. – Men når sandheden skal frem, tror jeg nu slet ikke, at det var af den grund de fik deres navne. At jeg startede som amatørarkæolog skyldtes min fars bror Gunnar. Han havde nemlig haft denne hobby i mange år, men han havde et stift højre ben, så han kunne ikke grave med en skovl. Han spurgte mig en dag, om jeg ville med ud på en tur til Djursland. - Her var der en vej, der var ved at blive lavet om og han mente, at den ville gå gennem en gammel overpløjet gravhøj, hvori der måske endnu gemte sig enkelte brandgrave. Højen var fra romersk jernalder lige i begyndelsen af vor tidsregning. - Jeg skulle så lave gravearbejdet og hvis vi fandt noget skulle vi dele dette lige over. Det lød for mig virkelig spændende. Jeg havde hele mit liv interesseret mig for fortiden, og jeg kan huske, at jeg som cirka

2


otteårig faktisk var fornærmet over, at der var sket spændende ting i verden før jeg var blevet født. – De kunne da godt lige have ventet på mig. Jeg glemmer heller aldrig min barndoms gravhøj lige ved huset i Hobro. (Omtalt i MIT LIV I) Jeg vil nu fortælle om denne min første arkæologiske ekspedition. - Vi ankom til stedet og begyndte at grave i det, - vi mente måtte være i siden af den overpløjede høj og ret hurtigt stødte vi på en sandfyldt lerpotte (urne) på tretten centimeters højde og med en diameter på femten centimeter. - Den var nærmest kugleformet med en flad bund og en åbning foroven med en lille krave. Åbningen var elleve centimeter. - Nede midt på den runde side sad der et kraftigt øre. Det manglede et stykke af siden på den øverste del af krukken. Vi penslede den fri af sandet og så at et stykke af et kranie var lagt over som låg. - Det kunne ikke være nede i krukken. Vi stod lidt og studerede den på stedet og nød synet af dens flotte facon. - Min onkel havde jo lovet, at vi skulle dele det vi fandt, men vi kunne jo ikke dele en krukke, så jeg vidste i hvert fald ikke, hvad vi skulle gøre.

3


Min onkel var dengang mere velbevandret i fortiden, og vidste, at det måtte være en brandgrav, der var sat ned i siden af højen, hvor den rigtige oprindelige grav havde været i midten. - Denne midte var væk nu. Dengang brændte man de døde på et bål og lagde noget af asken, - samt de rester der blev tilbage, i en lille krukke og begravede så denne. - Man fik også gravgaver med på bålet, men de brændte jo som regel. Enkelte ting kunne dog overleve, ligesom der også kunne være enkelte knoglerester tilbage. Dette fortalte min onkel nu, og spurgte, hvad jeg helst ville have. - Selve krukken eller det, der eventuelt ville vise sig at være inden i den endnu sandfyldte krukke. Se, - det var virkelig et svært valg, for med min fantasi kunne jeg sagtens forestille mig, at der kunne være nogle endog meget spændende ting i krukken. - Men på den anden side, var det hele måske blot brændt til aske. – Hvad skulle jeg dog vælge? Selve krukken var jo oplagt det sikre valg. En krukke fra jernalderen, er jo en krukke fra jernalderen og dermed en sjældenhed. - Men jeg traf pludseligt mit valg af en helt anden årsag. Jeg tænkte: - Hvis der viser sig at være sjældenheder inde i krukken, vil min onkel sikkert ærgre sig over, at han lod mig vælge. - Det var jo trods alt ham, der kendte stedet og havde givet mig min chance. - Han havde også nogle krukker i forvejen. Jeg valgte krukken og det viste sig at være det rigtige psykologiske valg, hvis jeg gerne ville være sikker på, at komme med på flere ture af denne art i fremtiden, for da vi yderst

4


forsigtigt begyndte at fjerne sandet, dukkede der flere små skeletrester op, Pludselig trillede der en romersk perle af glasmosaik ud. Den var så vidt jeg husker hvid, grøn og sort og på størrelse med en ret stor ært, og inden vi kom ned til bunden fandt vi én til. - De havde overlevet bålet så fint, at jeg tror de først er lagt ned i asken, dengang man fyldte den i krukken og på denne måde således ikke har været med på bålet.

Det var en perle af denne type.

Min onkel strålede af glæde og jeg blev trods alt pludselig glad over at have valgt krukken, da det ellers havde været meget skuffende for ham, og jeg ved det selvfølgelig ikke, men måske ville han så ikke en anden gang have så stor lyst til at dele med mig igen. - Men jeg var glad for, at jeg trods alt havde fået en fin krukke. Der havde nu samlet sig en seks-syv mennesker fra de nærmeste gårde, for at se, hvad der skete og de stod og så på. De gøs ved synet af hjerneskallen, da jeg tørrede stykket fri for sand med en klud og de gøs ikke mindre, da jeg for tydeligt at se zigzag sammenføjningerne i kraniet, - hurtigt med tungen slikkede hen over kraniet. Da blev det for meget for et par af konerne og de gav højlydt deres ubehag til kende og de forlod straks stedet.

5


Kranie stykket fra brandgraven

Jeg var jo så ivrig og havde ingen vand, så jeg fandt denne hurtige løsning naturlig, for jeg opfattede jo ikke, - på samme måde som disse koner, kraniestykket, som rester af et lig, men som et 2000 år gammelt oldtidsfund. Jeg har skam både krukken og kraniestykket endnu, samt masser af andre oldsager fra tidlig Ærtebølletid. - Det er alt sammen noget jeg selv har fundet på overfladen eller gravet ud. Nu må private absolut ikke selv grave efter oldsager. Det er strengt forbudt, men når jeg alligevel har en ret stor mængde oldsager, hænger det sammen med en helt speciel situation, der opstod, da en entreprenør begyndte udgravning af grus i en bakke ned til noret ved Kysing Fjord nær Norsminde. Maskinerne gravede et dybt hul lige midt i grusbakken. Det gik mange meter ned i jorden og de laveste syv meter var fyldt med vand. Over vandet blev der en skrænt på tre-fire meter.

6


- Denne skrænt af grus skred hele tiden ned i vandet, efterhånden som maskinerne fjernede gruset fra bunden. Dette var fint nok for entreprenøren, men der var bare den hage ved det, at ovenpå grusbakken havde der i ældre Ærtebølletid for seks-syv tusinde år siden været en stor boplads og i dennes køkkenmødding, lå der masser af værdifulde oldtidsfund, som nu blot skred med gruset ned på bunden af hullet og kom op i sorteringsmaskinerne. Derved blev alle de gamle materialer af knogler og hjortetak pulveriseret og kom med ud på vejene som vejgrus. Vi opdagede dette, da vi hørte, at arbejderne i grusgraven pludselig kunne fremvise masser af ting af hjortetak, som de i farten havde nået at få fat på fra sorteringsmaskinerne, medens mange andre ting blot røg forbi og gik tabt. Dette var jo en skandale, men det gamle Forhistorisk Museum i Aarhus, - der dengang holdt til nede i Mølleengen, havde ikke mandskab nok til at udgrave bopladsen. Det var i den store tid med den berømte arkæolog P.V. Glob, og han var travlt beskæftiget med de meget omtalte udgravninger i Bahrain. - Der lille ø nede ved den Arabiske halvø. Vi var nogle få amatører og enkelte arkæologistuderende der kendte stedet og vi ville jo gerne redde, hvad der reddes kunne, så vi fik lov at grave om kap med gravemaskinerne mod at aflevere det hele til museet, når bakken og dermed bopladsen var udgravet. - Museet ville så gennemgå oldsagerne vi havde fundet og beholde de mest sjældne og værdifulde. - Resten ville blive returneret til os amatører.

7


Denne aftale var meget enestående og jeg tror ikke at der i fremtiden kommer – for os amatører, en så fantastisk aftale. - De fleste af os var nu også ret seriøse og mærkede alle fundene med en tuschpen, når vi om aftenen havde rengjort dem. - Vi skrev sted, måned og år bagpå alle tingene, hvad enten det var flintepile, flinteskrabere af alle former eller de forskellige øksetyper, såsom spidsøkser, skiveøkser eller kerneøkser.

Disse ting havde jeg med på skolen, da jeg fortalte om stenalderen i mit barnebarn Magnus’ 3. klasse.

Men vi fandt skam ikke kun stensager, - nej, i de jordlag der lå nederst mod søen, og dermed lavest, kom vi ned under grundvandet. Hernede måtte vi hele tiden øse vand op af vores hul for at komme til at udgrave de jordlag,

8


hvor kulturlaget, og dermed fundene var. - Så dybt nede havde tingene ikke været udsat for luftens ilt og var derfor meget fint bevarede. De fund jeg taler om er nemlig ikke ting af sten, men redskaber af hjortetak og ben. Disse ting har amatører normalt aldrig mulighed for at finde, det er forbeholdt rigtige arkæologer. Her fandt vi rigtig mange økser lavet af kronhjortegevirer. Jeg fandt dem i alle stadier. - Nogle var blot skåret eller savet af med flinteknive, så man havde det tykke stykke med rosetten, der skulle bruges til økse. - Nogle af dem havde et påbegyndt hul i begge sider til skaftet. Andre var boret halvt igennem og på nogle igen var hullet helt færdigt og der manglede blot at æggen skulle formes og slibes skarp og blank. - Andre havde været brugt og man kunne se at æggen havde været brækket af og man havde lavet en ny. Øksen var derfor nu kortere. Jeg fandt også afbrækkede ægge og de var blankslebne. En enkelt hel økse havde et indgraveret stregmønster til pynt.

- Den er ret sjælden.

9


Jeg fandt en hel del prene af ben og hjortetak. - Der var særlig én der var helt speciel. Den var lang og slank og af lyst ben. Den var fuldstændig blankslebet og skinnede i lyset. Desværre sad den i væggen som jeg gravede i - med spidsen pegende lige ud imod mig. Da jeg ikke vidste, at den var der og selv om jeg altid skrabede yderst forsigtigt, mistede den desværre den alleryderste millimeter af spidsen og den lille splint kunne jeg ikke finde igen, skønt jeg ledte nede i mudderet. - Den er dog stadig et yderst fint eksemplar.

Ben og hjortetaks redskaber fra Kysing nor. Der var mange andre redskaber af ben og tak. Der var trykstokke, som blev brugt til at trykke fine små stykker af flinteredskaberne med. Der var skulderblade af vildsvin og kronhjorte.

10


I dem var der udskåret smalle ringe, der sikkert har været brugt til udsmykning. Jeg fandt løse stykker af disse ringe og skulderblade, hvori der sad ringe der endnu ikke var helt udskåret.

Når de hjortetaks økser, - jeg før fortalte om, ikke længere kunne bruges, blev de skam ikke bare smidt væk. Dem udskar man prene og andre redskaber af. Jeg har en sådan økserest hvor man kan se denne fremgangsmetode og der siddet endnu en halvt udskåret pren i øksen.

11


Jeg fandt ikke mindre en syv stejler fra uroksehorn. - Det må være amatørrekord.

Her min gamle nedslidte og blanke graveske. Den har udgravet mange kubikmeter jord! Min onkel Gunnar Guldager, der også var med til udgravningerne, fandt engang en stor sjældenhed. - Han fandt nemlig en såkaldt flintægdolk. Det vil sige en flad dolk af ben. I randen af dolken er der udskrabet en rille og her isatte man små skarpe flintestykker ved hjælp af beg. Det var et meget flot eksemplar, hvor mange af flintstykkerne endnu sad i randen. Den beholdt museet og er nu udstillet på Moesgård Museum.

12


Han fandt også resterne af et urokseskelet og andre dele fra dyr der levede og døde i stenalderen, bl.a. dette kronhjorte kranie med et komplet gevir, der ikke er udnyttet. Når delene er så samlet og delvis komplette, kan det måske skyldes, at dyrene er druknet eller sunket ned i en mose og derfor været utilgængelige for stenalderfolket og rovdyr. Her står Gunnar i sit museum. En dag havde jeg Ullas lillebror Anker med ude at grave. Jeg havde et hul fra sidste weekend og han fik lov til at vælge side. Det var første gang han var med og han har været seksten-sytten år dengang. Da han havde gravet lidt sagde han, at han havde fundet noget. Det var så sandelig rigtigt og han havde valgt den rigtige side af hullet må jeg sige. - Det han havde fundet var intet mindre end en hjortetaksøkse med et træskaft i fuld længde. Det var en sensation, da træ af den alder normalt er forsvundet. Vi havde dog i de vandholdige lag fundet mange små træstykker og jeg vidste derfor, at det var blødt, - ja næsten som blød chokolade, og at vi skulle være endog meget forsigtige for at bevare skaftet. - Jeg fandt et stykke bræt og gravede en rille i jorden et stykke under øksen. Jeg skød brættet ind under øksen og frigjorde den

13


af væggen. Den lå nu på sit oprindelige underlag og vi lagde en sjaskvåd avis over for at bevare den fugtig. Næste dag kørte vi ned til museet i Mølleengen og viste dem sjældenheden. - Her var de utrolig flinke og ville minsandten konservere skaftet for os, da de lige netop nu, var ved at konservere andre træting i et stort kar med konserveringsvæske. - Når det om nogle måneder var færdigt ville de ringe til os og vi kunne hente det og beholde det. Det havde vi slet ikke regnet med, men det kom til at holde stik, og jeg havde skaftet med økse hængende hjemme hos mig et par år. - Senere fik Anker det med hjem og da han som militærnægter arbejdede på Ålborg Forhistoriske Museum, overdrog han øksen med det sjældne skaft til dem, og der befinder den sig sikkert endnu.

Vi var meget entusiastiske og vi gravede hver søndag. Vi begyndte om foråret lige så snart sneen var væk. Jeg husker meget tydeligt en tidlig søndag morgen i februar. - Det var endnu ikke helt lyst og jeg havde allerede kørt de cirka femogtyve kilometer fra Risskov og ned til Kysing Nor og stod og gravede. Denne morgen var jeg alene og pludselig begyndte det at sne med tung tøsne. I det øjeblik, - da jeg stod der med et tykt lag sne på ryggen, kunne jeg godt se, at der var noget om snakken, når familien sagde, at det var ved at tage overhånd med min graven og siden den morgen var jeg ikke længere ude at grave så tidligt på året.

14


Flinte- og sten redskaber fra forskellige steder i Jylland.

Der var en barber der hed Rylev. Han havde forretning nede i Nørre Allé i Århus. Vi fulgtes næsten altid ad. Jeg kørte og lagde bil og benzin til og han klippede mig gratis til gengæld. - Det var en god ordning.

- Jeg havde nu en stor sort sekscylindret Ford Zephyr, årgang 1958. Den var en flot vogn, som jeg var meget glad for og stolt af.

15


Det var imidlertid slet ikke ufarligt at grave i grusgraven. Vi havde lavet en slags hylde. - Vi havde fjernet cirka to meter jord af overfladen ind fra grusgravens næsten lodrette side. - Køkkenmøddingen vi gravede væk var cirka halvanden meter tyk. Medens vi således stod der og gravede, skulle vi ikke alene koncentrere os om udgravningen, - nej, vi skulle hele tiden i baghovedet lytte efter en helt bestemt lyd. Denne lyd begyndte som en svag knasen i undergrunden, men den tog lynhurtigt til og så var det med at komme op på marken i en lynende fart, - for pludselig forsvandt det stykke grus, - vi lige havde stået på, - ned i det syv meter dybe vandfyldte hul. Med alt det tøj og gummistøvler vi havde på, forår og efterår, ville det være svært at holde sig oven vande i det iskolde vand. - Skrænten var næsten lodret og skred ned blot man rørte ved den, så det ville være svært at finde fodfæste, hvis vi faldt i. Vi reddede os dog altid op før skrænten skred, undtagen én eneste gang og denne ene gang kunne let være blevet skæbnesvanger for Rylev, - for det var nemlig ham, der skred ned en kold søndag formiddag i det tidlige forår. Jeg var ikke med denne dag, så han fulgtes med min onkel Gunnar med det stive ben. - Medens de stod og gravede var de ikke hurtige nok, da skrænten skred og kun min onkel kom op. - Rylev skred ned i det dybe og iskolde vand, medens han med hænderne forsøgte at holde fast i skrænten, der jo blot bestod af løst grus med lidt større sten i. Men disse sten må alligevel have bremset hans nedtur netop så meget, at han kun stod i vand til op midt på brystet, da han

16


stoppede. - Han havde brølet af rædsel under den overraskende nedtur, men nu sagde han ingenting. Han stod blot som forstenet og klamrede sig fast til skrænten uden at røre sig, af skræk for at skride endnu længere ned i vandet. Nu var skrænten lodret helt op til marken. Gunnar havde lagt sig på maven med hovedet ud over kanten for at se, hvad der var blevet af Rylev. - Han turde ikke stå op, da det ville kunne få skrænten til at skride igen og dette ville medføre, at både han og Rylev røg helt ud i vandet. - Han blev jo glad, da han så Rylev stå dernede på kanten med overkroppen over vandet. De lagde nu råd op for Rylevs redning. - Hvad skulle de gøre? - De kunne helt sikkert ikke få ham op derfra, hvor han stod. Der var cirka to og en halv meter fra vandoverfladen og op til marken. Pludselig fik de den rigtige ide. Marken skrånede ned til søen og femten meter længere nede var skrænten under en meter høj. - Hvis de kunne få Rylev bakset derhen, ville det være muligt, at få han op på land. Men hvordan skulle de få ham derhen? - Rylev ville på det bestemteste ikke røre sig, da han så uvægerligt ville skride ned i dybet, så gode råd var dyre. De løste problemet med at Gunnar, - der jo lå på maven, tog sin store skovl og vendte skaftet med tværhåndtaget ned til Rylev, medens hav selv tog med begge hænder om bladet. - Rylev tog med sin højre hånd fat om skaftet over håndtaget og forsøgte at få fat i større sten i skrænten med venstre hånd. De begyndte nu at bevæge sig til venstre hen mod den lavere skrænt. Gunnar mavede sig sidelæns og beholdt begge hænder på skovlen.

17


Efter lang tids forsigtig maven og kravlen langs skrænten, lykkedes det dem virkeligt at komme hen til, - og få Rylev op over, den lave skrænt. Rylev hundefrøs og de blev enige om hurtigt at køre hjem i varmen og få ham i tørt tøj. - Undervejs fandt de på en historie om, hvorfor Rylev var så våd. Hans kone ville jo nok undre sig lidt. - De turde selvfølgelig ikke fortælle, hvad der virkelig var hændt, så de ville fortælle, at undervejs til udgravningsstedet var Rylev faldet i en vandfyldt grøft, og at det var derfor de kom så tidligt hjem. Jeg tror aldrig, at hans kone fik den rigtige historie, men efter den tid havde Rylev altid et langt solidt reb med, når vi tog ud og gravede. Han tog det om maven og tøjrede det til en kraftig hegnspæl inde på marken. - Han fik dog aldrig brug for rebet, for når skrænten skred, var han oppe på marken før mig, skønt han var dobbelt så gammel. Han havde sandelig lært noget og alle hans reaktionsevner var oppe på fuld styrke hele tiden. Vi havde det ellers vældigt hyggeligt derude i det menneske tomme landskab. - Ude over søen fløj de vilde svaner så lavt hen over vandspejlet, at de med deres vingespidser dannede ringe i det spejlblanke vand. Der var også masser af andre vandfugle. - På markerne gik køerne og gumlede. Når vi holdt frokostpause fik vi altid, - efter vores egen mening, god mad. Det var jo som regel søndag. - Enten en god madpakke eller også lavede vi selv primitiv mad. Jeg behøvede nu ikke at være den store kok for at lave den mad jeg fik. Jeg havde sommetider et lille gasblus med og jeg havde en speciel stegepande. Den var dobbelt ligesom et vaffeljern.

18


Heri kom jeg en stor og tyk svinekotelet og stegte den på gasblusset. Nu sad jeg så herude i den øde natur, på den tidligere stenalderboplads og drømte mig tilbage til stenalderen, medens jeg så ud på den helt samme sø, som bopladsens beboere havde set ud over for 7000 år siden, - alt imedens jeg spiste halvstegt kød. Sådanne middagsøjeblikke havde jeg det godt og allerbedst, når jeg var alene af sted. - Så kunne jeg bedre drømme mig tilbage i tiden. Engang kan jeg huske, at en af udgraverne fandt dele af en sikkert strandet blåhval. Der var et bredt mandshøjt ribben og en stor knogle af rygraden. - Den sidste brugte vi til taburet. - Den var jo rund og havde den rigtige højde, så måske har de også brugt, - netop den samme knogle til at sidde på i stenalderen. Den var jo fundet nede i lagene fra bopladsen.

Her står min søn Steen med det fundne ribben. En dag fandt jeg et meget flot og helt gult kranie fra en mindre hund. Det var fantastisk, - flot bevaret og det var én af de ting som museet beholdt. Vi fandt også af og til rester af bål på bopladsen og når man stak næsen helt ned til trækulsresterne, lugtede det fuldstændig, som et bål der lige var slukket i går. - Jeg fandt også mange

19


musegnavede hasselnødder og de havde beholdt faconen og jeg har dem endnu.

SĂĽdan kunne netop den boplads vi udgravede have set ud for 7000 ĂĽr siden. Dette kunne, med lidt fantasi, godt vĂŚre drabet pĂĽ den urokse, som de stejler jeg har fundet stammer fra.

20


Senere under udgravningerne, da jeg næsten var kommet helt ned til engen, lavede jeg huller direkte ned i jorden. De var som regel to meter lange og en meter brede. - De gik cirka to meter ned i undergrunden og i et hjørne lavede jeg, - af sikkerhedsmæssige grunde altid et trin, så jeg hurtigt kunne komme op af hullet. - Her var der nemlig også en stor risiko for at hullet, - i den fugtige jord, pludselig kunne skride sammen og begrave mig. - Jeg var tit alene ude, da jeg jo var meget entusiastisk og selvom en af de andre ikke kunne den dag, - ja, så tog jeg bare selv af sted. Der var derfor ingen hjælp at hente, hvis jeg pludselig blev begravet i hullet. - Igen måtte jeg hele tiden sidde og lytte efter den knasende lyd af jord, der begyndte at skride. - Det skete faktisk ikke så sjældent at hullet skred sammen, da jeg jo ikke havde afstivet det på nogen måde. Men jeg stolede fuldt ud på mine egne sanser og hurtige reaktionsevne, så jeg slap altid op. Dog hændte det engang, at den ene gummistøvle blev siddende fast i mudderet på bunden og jeg skulle nok lade være med at forsøge at redde støvlen, for når væggene skred gjaldt det om at komme op og det skulle være NU. - Jeg fandt støvlen igen, da jeg tømte hullet og gravede videre. Engang imellem var Ulla og den lille Steen med derude, når det var godt vejr. Steen, - der kun var cirka et år gammel, elskede at sidde oppe på marken og kigge ned i hullet, hvor jeg sad og gravede. - En dag fandt han på at samle sten og jordklumper op og smide dem ned, for at se om han kunne ramme mig nede i hullet, og han blev særlig lykkelig, når han med en større sten ramte mig lige oven i hovedet, så det sagde – ”klonk”. - Når det lykkedes, - ja, så kluklo han. Han kunne endnu ikke tale.

21


Jeg lod selvfølgelig som om det var sjovt, men en gang imellem gjorde det faktisk ret ondt. En anden gang var jeg med Gunnar oppe i en lille landsby der hedder Ejerslev, - den ligger helt oppe i nordlige ende af Mors. - Vi skulle grave i en køkkenmødding, der lå i en hønsegård ved en lille ejendom. Vi boede i et værelse i ejendommen og jeg kan huske, at beboerne var utrolig flinke og tålmodige med vor graven. Jeg tror, de syntes, det var lidt spændende, at der var en køkkenmødding fra stenalderen midt i deres hønsegård. Der var to små børn, en pige og en dreng på henholdsvis tre og fem år. Dengang var der ikke børnehaver i den ende af landet og de var ikke begyndt i skolen endnu. - De havde hele deres liv blot gået i deres mors skørter og var meget sjældent væk fra området. En dag stod de og kiggede på, medens jeg gravede. - Pludselig spørger de mig om noget, men jeg kan ikke forstå et eneste ord af det de siger. - Her oppe i den nordlige del af Mors, havde mennesker i århundreder været meget isolerede, og havde ligesom andre isolerede steder, udviklet deres helt egen dialekt. Den afveg meget stærkt fra almindelig dansk, så jeg kunne faktisk ikke genkende et eneste ord, selvom jeg flere gange bad dem gentage spørgsmålet. – Pludselig kigger de opgivende på hinanden, med det blik der fortæller, at den mand må da vist være ualmindelig dum, og så siger drengen på klingende rigsdansk: - Hvis vi nu taler som i radioen, kan du så forstå hvad vi siger? - Jeg var virkelig forbløffet. – De var så små, men havde alligevel to sprog! Det var også på denne tur vi var henne i de store mólersgrave.

22


- Móler er en slags vulkansk aske, som kun findes på Mors og Fuur. Det har for cirka fyrre millioner år siden bundfældet sig i det store hav, der dengang dækkede området. De løse blokke som maskinerne graver op, er derfor lagdelte og i disse lag kan man finde forsteninger af især fisk og planter. - Man medbringer, eller lejer en murerhammer, der har en nakke ligesom et firkantet blad og så begynder man ellers at flække blokke. - Man skal have god tid og en stor tålmodighed, for at finde lige netop det lag, i netop denne blok, hvori der gemmer sig et aftryk af en lille fisk eller en plante. - Jeg sad i to dage og flækkede blokke og fandt da også syv-otte aftryk af fisk og planter, men de var ikke ret store. - Jeg har dem stadig.

Jeg fandt blandt andet denne strømsild (forstørret)

Jeg fandt også et stykke forstenet træ, der fuldstændig ligner et stykke halvråddent træ, man kan finde i en skov i dag. - Ja, selv farven ligner. Det er cirka en halv langt og ti centimeter

23


tykt. Man opdager dog hurtigt, at det ikke er fra nutiden, idet det er forstenet og vejer flere kilo. I begyndelsen havde jeg det liggende ved pejsen, når der var gæster og der var adskillige, der tog fejl og ville lægge træet på bålet. - Det havde jeg det meget sjovt med et stykke tid, lige indtil en af gæsterne tabte det, så det gik i to stykker. - Nu turde jeg så ikke længere have det liggende ved pejsen, men lagde det ind i oldtidsskabet og der ligger det endnu. Ude i Tilst skulle der i 1960’erne anlægges et helt nyt kvarter. Det er der, hvor Bilka nu ligger. - Da området skulle byggemodnes gravede man lange og dybe grøfter til fjernvarme og kloakker. - Nu viste det sig, at der i jernalderen havde ligget en stor boplads på netop dette sted. I siderne på disse grøfter, var der tit mørke nedgravninger, der trådte tydeligt frem i det lysere grus. Det var affaldsgruber fra bopladsen og heri var der masser af potteskår. Enkelte gange kunne man se, at der var en næsten hel krukke. Den var dog ikke hel længere, men i mange små skår. - Disse skår fra samme krukke, samlede jeg så for sig i plasticposer, for senere at se om nogen af dem kunne samles og blive til en næsten hel krukke igen, nu to tusinde år efter at den var smidt i hullet. Der var særlig én der så lovende ud og den begyndte jeg på. Jeg sad i mange aftener og halve nætter og studerede og prøvede skårene. Jeg bedømte dem efter facon, tykkelse og farve. Krukken var nemlig blevet forskelligfarvet under brændingen i jernalderen. Det varierede fra lysebrun til næsten sort. Mange gange var jeg ved at opgive, for jeg havde til sidst to halvdele og jeg syntes ikke de kunne passe sammen, men pludselig en nat ved to tiden, flyttede jeg et fejlplaceret skår og nu passede de to halvdele, som ved et trylleslag sammen, og jeg havde en næsten

24


hel krukke. Der manglede lidt af den ene side øverst oppe. Den er tredive centimeter høj og ca. tyve centimeter tyk og der er rester af to ører på siden af den.

Krukken til venstre er fra brandgraven. Koppen og den store er fra Tilst. - Den store er under genrestaurering. - Se den hel ovenpå skabet Jeg fandt også en meget fin kop. To tredjedele af den var hel, men øret var slået af. Den er godt syv centimeter høj og næsten ti centimeter tyk. Randen svajer lidt ud foroven og åbningen er otte centimeter bred.- Den er flot og ville såmænd være behagelig at drikke af i dag. - Ligesom et godt krus. Jeg har gået hen over mange marker og ledt efter overflade fund. Engang var vi på besøg i Ålborg hos Ullas forældre. Ullas bror Anker boede dengang hjemme og vi to tog en dag på en tur

25


ud i forårslandskabet, for at se om vi kunne finde noget af interesse på de nypløjede marker. Pludselig standser jeg bilen og peger op på en mark der lå på en skråning. Jeg havde fået øje på en lysere rund plet i den mørke muldjord. Jeg fortalte Anker, at det sikkert var en nu overpløjet gravhøj og hvis vi var meget heldige, - og vi skulle også være heldige, for marken havde jo været pløjet mange gange, - men som sagt, hvis vi var heldige, kunne vi måske finde en økse, der var givet med som gravgave. Vi stod ud af bilen og travede op over pløjemarken og minsandten om der ikke lå en fint slebet økse i den lyse plet, der så ganske rigtigt måtte være en overpløjet gravhøj. - Det kan man da vist kalde et optimistisk held, og Anker fik øksen med hjem. I 1965 havde vi nu to børn og så var det ikke så heldigt, at jeg var så meget hjemmefra, så jeg så mig om efter en anden hobby, som kunne foregå mere hjemme. Ullas storesøster Vibeke var gift med en mand der hed Tage. De boede i Ullas gamle barndomshjem i Risvangen. - Tage ville gerne have en bil, men det var der dengang kun få der havde råd til, så Tage gjorde som så mange andre. - Han købte en gammel Ford A fra 1930. Det var en fire personers lukket bil med to døre. Den var dog ikke køreklar og der skulle laves meget ved den og Tage havde travlt med mange andre ting. - De havde bl.a. fire børn, så han fik ikke rigtigt begyndt på den gamle Ford og vi drillede ham lidt med hans planer med bilen. Foreløbigt stod den bare i et hjørne af haven og blev ringere og ringere. Når jeg besøgte dem og gik forbi bilen kan jeg huske, at jeg syntes, at det var godt det ikke var min bil.

26


Så pludselig en dag, medens jeg gik i tomgang efter min arkæologitid, så jeg bilen i et helt andet lys. Den var jo også historisk, selvom den ikke var fra stenalderen. Det måtte da i grunden være yderst spændende at køre rundt i en så gammel bil og drømme sig tilbage til 1930’erne. Jeg blev mere og mere vild med ideen, og pludselig ville jeg have en gammel Ford selv. - Jeg ville dog ikke have Tages, men ville se om jeg kunne finde en to personers åben model med kaleche og helst et klapsæde bagi til ungerne. - Nøjagtig lige som Anders Ands bil til Rip, Rap og Rup. Det viste sig imidlertid at være meget svært at finde denne model. Der var nok af lukkede modeller, men nu ville jeg altså have en åben to personers, så jeg ledte og ledte, men fandt ingen. Engang var jeg til en familiefest i Randers, og da alle taler og sange var slut, rejste jeg mig op og slog på mit glas, og jeg nåede lige at se flere af gæsternes trætte blikke over endnu en taler. Men den vildfarelse fik jeg dem snart bragt ud af, for jeg sagde: - Når der nu var så mange samlet fra det halve af Jylland, så må der da også være nogen tilstede, der ved, hvor der står en åben to personers Ford A. - Helst i køreklar stand. – Det ved jeg, - sagde min kusines mand, - for jeg har lige netop den bil stående hjemme i Vojens, hvor vi bor. - Jeg har brugt den til at harve grunden med, da vi byggede hus. Jeg spændte også harven bagefter bilen, da jeg skulle anlægge græsplænen og det gik fint, - så køre det kan den i hvert fald.

27


- Nu står den bare i vejen og jeg skal af med den. Hvis du kan bruge den, kan du få den for 250 kroner, - men så skal du også selv hente den. Det var da fantastisk og så til den pris. Jeg lejede en lukket lastbil og et par sliske og kørte til Vojens den efterfølgende weekend. - Bilen startede og kørte fint op ad sliskerne, og jeg kørte hjemad. På vejen hjem oplevede jeg en lykkefølelse, som jeg sjældent har oplevet. - Jeg glædede mig helt utroligt meget til at skille bilen ad og gøre den ligesom ny. Jeg havde godt nok ikke prøvet at skille an bil ad før og få den til at køre igen, men jeg var i min uerfarenhed slet ikke i tvivl om, at det, skulle jeg nok klare. Den var jo samlet af mennesker, og så meget dummere end dem kunne jeg vel ikke være. - Min selvtillid fejlede i hvert fald ikke noget. Dette lykkelige hobbyskifte blev så begyndelsen til den hobby, som jeg stadig har. Jeg fik den gamle Ford A Cabriolet, - som modellen hed, restaureret og synet uden nævneværdige problemer og jeg har siden restaureret mange biler og motorcykler, så jeg havde faktisk noget at have min selvtillid i. - Jeg havde jo også prøvet at restaurere min første motorcykle ”Hannibal”, så lidt erfaring havde jeg da.

28


Her er vi på sommerferie ved Vesterhavet i 1966 Ford A Cabriolet’en. 1930. Den var maroon rød med sorte skærme. - Den var flot.

Jeg vil slutte denne beretning nu og gå videre med den spændende tid med veteranbiler en anden gang. Her oplevede jeg også mange ting, når jeg ledte, - nu ikke længere efter oldsager fra stenalderen – men efter reservedele fra bilernes ungdom. November 2005.

Knud Erik Guldager. 29


Trofævæggen med blandt andet: Hjortetaksredskab - Polsk vildsvin - Stenøkse Engelsk/Indisk forladegevær med flintelås og krudtbeholdere til pande og løb. Hjortetaksredskab To store selvfundne hornstejler fra Urokser. Der imellem en tand fra en ufødt mammut unge. Hjortetaksøkse – Flintøkse – Kindtand fra uldhåret næsehorn - Hjortetaksøkse med graveringer. I midten et 30 tusind år gammelt stykke mammut stødtand. Derunder halshvirvel og yderst th. lårbensknogle, Begge fra mammut. Det brune er rygskjoldet fra en havskilpadde. 30


31


Amatørarkæologi