Page 1

Dansk Kirketidende 3. S Ø N D A G I A D V E N T

11 2017 D E C E M B E R 169. Å R G A N G

Tid til et wake up-call? Interview med filosof og forfatter Lene Andersen om Folkeoplysning 3.0

Set herfra: Forældet frisind Lene Andersen om fremtidens folkeoplysning Historien om Danmark kunne være en god fortælling Sognepræst Jørgen Demant: Om forholdet mellem gudstjeneste og samfund


Indhold 03 |

04 |

06 |

12 |

18 |

Set herfra: Forældet frisind Ingrid Ank

Et forsvar for det menneskelige Jacob Dahl Rendtorff

20 | Menneskemøder

Dagens tekst: Trøst mit folk, trøst det Mirian Due Den almindelige borger ved meget lidt om, hvor magten egentlig befinder sig Interview med Lene Andersen Ingrid Ank Historien om Danmark – mellem fakta og fiktion Arne Ørtved

15 |

Gudstjeneste er folkearbejde Jørgen Demant

16 |

Voksen barnetro Karin Friis Plum

Else Mathiassen

22 |

Om Knudsen, Luther og Grundtvig Anders Thyrring Andersen

24 |

Øre for evangeliets ekko Flemming O. Nielsen

26 |

Lien var dog fager Johnny Lindholm

28 |

Kort nyt

30 |

Det sker

31 |

Kort nyt fra Grundtvigsk Forum

32 |

Det sidste ord: Husk at bede for englene Christian Hjortkjær

Nye skribenter til ‘Dagens Tekst’ I Dansk Kirketidendes faste klumme, Dagens Tekst, skriver to skribenter på skift en refleksion over den kommende søndags prædikentekst. Ved begyndelsen af et nyt kirkeår byder vi velkommen til to nye skribenter: forfatteren Mirian Due og politikeren Jan E. Jørgensen. Mirian Due er født 1982 i Vestjylland. Hun er cand. mag. i dansk og også uddannet fra Forfatterskolen. Hun har skrevet digte og poetisk prosa til forskellige danske og nordiske tidsskrifter siden sin debut i Hvedekorn i 2003 og har udgivet chapbooken Telter i randen af et mørkt øje, sover i knitrende sengetøj (2017) og har også skrevet salmer til Kirkesangbogen, der udkom i foråret 2017. Hun bor i København. 2

DANSK KIRKE TIDENDE

11 -17

Jan E. Jørgensen er født i 1965 på Frederiksberg, hvor han også bor i dag med sin familie og hvor han netop er blevet valgt ind i Kommunalbestyrelsen. Han er uddannet jurist og har bl.a. arbejdet som advokat for DLA Nordic og Horten. Han sidder i folketinget for Venstre (siden 2011) og er bl.a. EU-ordfører, indfødsretsordfører og menneskerettighedsordfører.


Set herfra Forældet frisind TEKST: INGRID ANK, REDAKTØR OG AKADEMILEDER

I modsætning til Luther er Grundtvig og Hal Koch utidssvarende, fordi de på visse områder er for frisindede Med udgangen af et Lutherår kan man konstatere – med lidt ærgrelse over, at det er der, samtalen ofte er strandet – at meget af diskussionen om Luther og reformationen har handlet om, hvad vi stiller op med de sider af Luther, der er ‘umoderne’: Luthers snæversyn, voldelige intolerance og nedladende kvindesyn (grænsende til det komiske, som når han siger, at kvinder har brede hofter for at kunne føde børn, mens mænd har brede skuldre for at kunne bære på det tunge hoved – hvilket vel må være en opfordring til de mange vægtløftende i nutidens fitnesscentre om at huske også at fylde noget i hovedet, så der bliver noget at bære på …).

forhold til nutidens debat om, hvem der er berettiget til at kalde sig danske – og hvem der berettiger til det.

Men der er flere måder at være umoderne på, og også nyere, afdøde tænkere som fx Grundtvig og Hal Koch er blevet utidssvarende, men i modsætning til Luther er Grundtvig og Hal Koch utidssvarende, fordi de på visse områder er for frisindede.

Jeg har været tilbøjelig til at affeje kritikken, fordi jeg synes, den er retorisk letkøbt. Det er altid let at beskylde sin modstander for at leve i fortiden (som når skatteminister Karsten Lauritzen om skandalen i SKAT siger: “Jeg har valgt at se fremad”). Men selvfølgelig er spørgsmålet ikke irrelevant: Hvad stiller vi op med fortidens frisind i forhold til nutidens virkelighed? På hvilke måder er de situationer, som tankerne er blevet til i, sammenlignelige med i dag? Og på hvilke måder er de ikke? Og hvilke spørgsmål efterlader det til os i nutiden?

Til eksempel har spørgsmålet været rejst, om vores friskolelov fra 1855, der er blevet til på baggrund af den grundtvig-koldske friskoletanke og som giver forældre mulighed for at gå sammen og lave skole på fx et religiøst grundlag – om samme friskolelov kunne være blevet formuleret i dag? Eller om ikke den bærer præg af at være opstået i en tid, hvor samfundet var mere homogent og de fremmede var mindre fremmede? For mit eget vedkommende er jeg blevet konfronteret med, at sætningen: “Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil” fra Grundtvigs sang Folkeligt skal alt nu være, ikke har nogen gang på jord i

Og jeg er blevet konfronteret med, at også Hal Kochs tolerancebegreb hører en anden tid til. Hans insisteren på, at udemokratiske og destruktive ideologier – som fx nazismen – i høj grad skulle bekæmpes, men ikke forbydes, fordi det er farligere for samfundet at forbyde ekstreme holdninger end at diskutere dem åbent, var nok relevant i forhold til nazismen, men ikke i forhold til nutidens destruktive ideologier, her navnlig radikaliseret islamisme.

Et forsøg på at svare på det spørgsmål kræver mere plads, end der er til rådighed her. Men det er værd at give en tanke, for eftersom fortidens frisind har været med til at skabe nutidens samfund, er spørgsmålet af temmelig afgørende betydning – for fremtiden. n

11 -17

DANSK KIRKE TIDENDE

3


INTERVIEW // FREMTIDENS FOLKEOPLYSNING

Den almindelige borger ved meget lidt om, hvor magten egentlig befinder sig En dansker og en svensker – Lene Andersen og Thomas Björkman – har gennem flere år tænkt og talt sammen om fremtidens folkeoplysning, der både skal udvide vores moralske verdensbillede og gøre os i stand til bedre at forstå og dermed påvirke den komplekse teknologiske verden. Det er der kommet en bog ud af med titlen The Nordic Secret. Lene Andersen fortæller om tankerne bag bogen

TEKST: INGRID ANK, AKADEMILEDER OG REDAKTØR

Hans er en stille ung mand, der går i marken med sin far og glor ned i jorden. Han er meget glad for Stine, men Stine er mest optaget af Frans, der altid er så fræk. En dag bliver Hans sendt til møllen, fordi det er så godt et blæsevejr. På vej tilbage samler Hans en mand op i sin studekærre, som fortæller, at han er guldgraver. Men han er ikke en, der graver guld i Australien, han graver guld i mennesket, og han kan se, at der ligger en stor klump guld inde i Hans. Det viser sig selvfølgelig, at manden er højskolelærer, og nu vil Hans på højskole. Fortællingen stammer fra romanen Da Hans kom på højskole fra 1867, og den indgår i bogen The Nordic Secret – A European story of beauty and freedom af den danske filosof og fremtidsforsker Lene Andersen og svenskeren og socialentreprenøren Thomas Björkman. I bogen beskriver de to forfattere det, de kalder ‘The Nordic Secret’, som de forbinder med den nordiske tradition for folkeoplysning. De beskriver folkeoplysningen over to trin: Folkeoplysning 1.0 og 6

DANSK KIRKE TIDENDE

11 -17

2.0. Den første folkeoplysning fandt sted med højskolebevægelsens opblomstring i anden halvdel af 1800-tallet, og den anden folkeoplysning er knyttet til det moderne gennembrud og kulturradikalismens frihedsoprør. Lene Andersen uddyber: “Med Folkeoplysning 1.0 får alle de her bønderknægte og -piger, der ellers blot kunne se frem til at tilbringe resten af deres dage bag en hest og en plov, pludselig mulighed for at komme på folkehøjskole og blive løftet ud af deres lokale virkelighed og ind i eller op i et nationalt fællesskab. Der var tale om en kulturel bevidsthedsudvidelse, for de unge mennesker bliver nu bevidste om, at de er del af noget meget større end landsbyen eller måske nabolandsbyen med. Højskolepioneren Christen Kold kalder det en vækkelse, for de unge bliver simpelthen vakt til at være danskere og til at være del af den danske historie, som både rummer ridderborge og vikinger og alt, hvad der vokser ud af B.S. Ingemanns historiske romaner. Verden bliver ganske enkelt større, drevet frem af en pull effect: det bliver spændende og meningsgivende at være en del af det her, at være en ‘dansk mand’ i stedet for bare at være smedens søn eller Maren i kærets datter.”

Der var mange teologer med ved folkeoplysningens begyndelse, og man kunne jo spørge, hvor præsterne er denne gang? Lene Andersen

“Og så kommer Folkeoplysning 2.0 i 1920’erne og 30’erne med Poul Henningsen og kulturradikalismen – og forinden selvfølgelig Georg Brandes – og udfordrer alt det gamle støvede arvegods og de konservative normer, der hæmmer os. For nu skal vi være frie og selvstændige individer. Så hvor folkeoplysning 1.0 er et løft ind i et fællesskab, er folkeoplysning 2.0 et løft op i eller ud i en selvstændighed. Den agenda bliver nu også taget op på højskolerne, som bliver meget mere individorienterede: Hvad skal lige netop du med dit liv, hvordan får du mest ud af at være dig?”

FOLKEOPLYSNING 3.0 MÅ INDOPTAGE ALT DET, VI ALLEREDE HAR MED OS Til sammen beskriver de to folkeoplysende bevægelser den nordiske hemmelighed, dvs. de er en væsentlig del af forklaringen på, at befolkningerne i de skandinaviske lande er ‘rige’, ‘lykkelige’ og ‘kritisk tænkende’ og med en forholdsvis lille grad af ulighed. Forfatterne til bogen anvender samtidig de to folkeoplysende bevægelser som et samlet billede på den personlige udvikling, altså at hvert enkelt menneske gennemløber – eller bør ifølge forfatterne gennemløbe – en lignende udvikling: At bevæge sig både ind i en større sammenhæng (Folkeoplysning 1.0) og også ud af samme sammenhæng (Folkeoplysning 2.0) i retning af en høj grad af personlig selvstændighed, men med blik for det fælles. Ifølge de to forfattere kan den nordiske model imidlertid ikke bare fortsætte med at fungere i den form, den har. Der er i dag brug for en Folkeoplysning 3.0, altså for at gentænke folkeoplysningen, så den svarer til nutidens udfordringer. “Folkeoplysning 3.0 er en fremtidsvision, så vi kan

Find det du er god til: Er højskolebevægelsens kampagneslogan et udtryk for Folkeoplysning 2.0?

ikke blive helt konkrete i forhold til, hvad den er og indeholder, for den er ikke opfundet endnu. Men 11 -17

DANSK KIRKE TIDENDE

7


Ansvarsfølelsen for mit land udgør et vigtigt skridt på vejen mod en yderligere udvidet moral Lene Andersen

det er vi jo i gang med at igangsætte samtalen om, bl.a. ved at skrive den her bog.” “En ting er i hvert fald vigtig: Folkeoplysning 3.0 skal integrere det, vi allerede har, og ikke forkaste det. Det var fint, at kulturradikalismen forkastede så meget, som den gjorde, for det var der på det tidspunkt behov for, men den har også fået lov at tage overhånd. Vi kan ikke nøjes med at ‘finde os selv’, vi er også nødt til at have et fundament at stå på. Vi skal altså både socialiseres ind i et fællesskab, og vi skal samtidig også kunne sætte os ud over fællesskabet og turde sig fra, hvis fællesskabet foretager sig noget åndssvagt. Og derudover er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi bliver i stand til at se samfundet som helhed, se kloden som helhed, og får et systemperspektiv på den her komplekse verden, så vi kan se, hvordan systemer spiller sammen.”

TILHØRSCIRKLER En af bogens pointer er, at mennesket kan indgå i en dannelsesproces, hvor det bliver i stand til at forholde sig til større og større såkaldt ‘circles of belonging’. Naturligt nok har man lettest ved at opleve et tilhørsforhold til de mennesker og fællesskaber, man kan se. Det bliver sværere, når vi når op på det nationale niveau og endnu sværere, når vi skal forsøge at forholde os til mennesker på den anden side af kloden eller til fremtidige generationer. Men dannelsesprocessen går netop ud på at blive i stand til at forholde sig til større og større cirkler. Vel at mærke uden at springe nogle af cirklerne over. “En af de ting, vi er lykkedes med i Norden, er trepartsmodellen på arbejdsmarkedet. I 1899 har arbejdsgiverne, fagforeningerne og regeringen så stor mental rummelighed, at de kan se Danmark som en helhed og se, at de to andre aktører også har ret til at have deres interesser. Man har altså haft så stort et systemperspektiv på Danmark, at man har givet modparten ret til at være i forhandling, og man har gensidigt accepteret, at der er modstridende interesser. Herudaf har man lavet et system, hvor de modstridende interesser kan spille sammen til fælles bedste. Det er virkelig stort.”

“Vi har politikere, der taler om frikadeller og burkaer, mens vores private data bliver anvendt af Facebook og Google og Amazon,” siger Lene Andersen, der efterspørger, at vi helt grundlæggende gentænker vores folkeoplysning 8

DANSK KIRKE TIDENDE

0 5 -17 11 -17

“Den slags model kan man kun udvikle, hvis man har et helhedsperspektiv. Det kræver både en forestillingsevne, der rækker ud til fællesskaber, jeg ikke kan se og måske ikke helt kan identificere mig

med, og det kræver en forståelse for systemers kompleksitet, så man ikke sætter sin modpart i en situation, hvor de ikke har anden vej ud end oprør.” “Hvis vi kun kan håndtere og identificere os med helt konkrete fællesskaber, hvor vi kender eller blot genkender alle, så er vi ikke i stand til at administrere og slet ikke i stand til at udvikle love for et land, hvor vi med garanti aldrig kommer til at møde 98 % af befolkningen. Vi er nødt til at have en abstraktionsevne, der gør, at vi kan holde hele Danmark i hovedet på en gang og se det som en abstrakt konstruktion, der skal fungere efter nogle endnu mere abstrakte principper.” “En af vores store udfordringer i dag er, hvordan vi får skabt en kultur, så vi føler en lige så stærk loyalitet over for Europa og over for verden som helhed og vores globale miljø og de fremtidige generationer. Uden at give køb på den danske bevidsthed, som ligger i midten.” “For hvis vi har et skolesystem, som springer det nationale led over og siger: Du skal være dig selv, og så skal du have en global bevidsthed, så mangler det niveau af kompleksitet inde i midten. Og hvordan får vi så skabt næste generations loyalitet over for det system, som garanterer vores retssikkerhed, statens voldsmonopol, gyldigheden af vores pas, alle de sociale og juridiske institutioner, som gør, at vi kan have de menneskerettigheder og den frihed, vi har i dag?”

AT UDVIDE DET MORALSKE VERDENSBILLEDE Jeres bog er på en og samme tid meget samtidskritisk og samtidig båret oppe af en enorm dannelsesoptimisme. Altså en overbevisning om, at det kan lade sig gøre at flytte sig fra kun at tænke på sig selv og sin familie til at tænke, at der er en verden fuld af mennesker, som også angår mig. I den forstand er det jo en meget moralsk bog, I har skrevet. Men kan man danne mennesker på en måde, så de fx vælger gode politikere med stort udsyn, når de går ind i stemmeboksen? “Man kan godt udvide sit moralske verdensbillede. Det er selvfølgelig lettest at nøjes med sig selv. Og det er også lettere at tænke på sin familie fremfor også at tage kolleger, naboer osv. med. Og det er også lettere at forholde sig til ‘danskerne’ end til 11 -17

DANSK KIRKE TIDENDE

9


alle mennesker, herunder fremtidige generationer. Og selvfølgelig har den enkelte også langt flere ressourcer, når det handler om konkret at tage vare på sin familie i forhold til at forholde sig til ‘resten af verden’. Men når man fx overholder fartbegrænsningerne – ikke kun for sin egen skyld, men fordi man tænker på andre – så har man et udvidet moralsk verdensbillede. Og når man husker at stemme til valgene og melder sig ind i foreninger, så er man i gang med at flytte sig. Og så kommer spørgsmålet: Hvad så med EU, kan jeg have lige så høje moralske forventninger til mig selv som europæer? Ja, det kan man godt.” Men kan man ikke også argumentere modsat: At når mennesker er i stand til fx at gå i krig for deres land, så er det ikke nødvendigvis fordi, de har en moral, der rækker ud over blot at tage ansvar for familien og det nære, men fordi nogle har været gode til at puste til nogle fjendebilleder, som gør at også den enkelte føler sig truet, om ikke fysisk så på sin identitet. Så nationalisme behøver vel ikke være et trin opad i retning af et universelt menneskesyn og et udvidet moralsk verdensbillede? “Det er helt rigtigt at et tilhørsforhold til en abstrakt gruppe – fx danskerne – kan vokse frem på baggrund af fjendebilleder. Men det er vigtigt at understrege, at udviklingen også kan være den, vi beskriver. Nemlig at ansvarsfølelsen for mit land udgør et vigtigt skridt på vejen mod en yderligere udvidet moral. Så jeg også synes – for at tage et banalt eksempel – at jeg skal opføre mig ordentligt som turist i Venedig eller Istanbul, samle mit slikpapir op fra gaden og vise hensyn til andre mennesker der. Nationalisme er i den forstand en udvidet moralsk ansvarsfølelse, hvor jeg er blevet i stand til at tænke på andre end mig selv, og det behøver ikke næres af fjendebilleder.”

I DAG ER DET OS ALLE, DER ER BØNDER Udover at dannelsesprocessen skal føre til en udvidet moralsk forestillingsevne, så handler Folkeoplysning 3.0 også mere generelt om at blive i stand til at forholde sig til en højere grad af kompleksitet, fx på det teknologiske område. “Ja, den store udfordring lige nu er, at vi står i en gigantisk transition i vores økonomi pga. den teknologiske udvikling, og dermed også i vores samfund. Og 10

D A N S K K I R K E T I D E N D E 11 -17

for at vi kan skabe nye leveveje og politiske løsninger, er vi simpelthen nødt til at forstå, hvad der sker.” “Det var i virkeligheden også det folkehøjskolerne gjorde for 150 år siden. Bønderne kom jo ikke bare ind og hørte Ingemanns romaner og sang Grundtvigs sange og salmer, de lærte også landopmåling og bedre kopattehygiejne og pløjemetoder og alle mulige ting. På samme måde er vi nødt til at have en folkeoplysning, der opgraderer os til nutidens virkelighed. I dag er det os alle sammen, der er bønder, og som skal have en opgraderet forståelse af, hvad blockchain er, hvad kunstig intelligens er, hvordan algoritmer fungerer, hvad informationsteknologi kan og hvor den er på vej hen, hvad der bliver af vores data, hvilke rettigheder vi har, osv.” “Det er ikke nok, at Ældresagen laver kurser for pensionister i NemID, det er os alle sammen, der er nødt til at forstå udviklingen bedre. På samme måde som vi alle sammen i dag har en forståelse af, at vi ikke skal stikke to strikkepinde ind i en stikkontakt, skal vi også have fuldstændig basal viden om, hvordan de nye teknologier kommer til at forandre vores samfund.”

På samme måde som vi alle sammen i dag har en forståelse af, at vi ikke skal stikke to strikkepinde ind i en stikkontakt, skal vi også have fuldstændig basal viden om, hvordan de nye teknologier kommer til at forandre vores samfund Lene Andersen

der udbyder ordren på IT-systemet, ikke kan finde ud af at tænke i IT-system-termer og derfor bestiller noget, hvor specifikationerne simpelthen ikke er korrekte. Der er ikke en tilstrækkelig forståelse af, hvad brugerne har brug for, hvad staten har brug for, hvad borgerne har brug for, hvad folk kan finde ud af at betjene og hvordan det skal integreres med hinanden. Der er ingen, der reelt har det overblik. Eller som er i stand til at sige: Det her fungerer jo ikke, det må kunne gøres anderledes. Men hvad skal få os i gang med Folkeoplysning 3.0?

“Vi skal forstå, hvad er det for strukturer, der er ved at ændre sig, og dermed også blive i stand til at byde ind på, hvordan vi kan skabe duelige løsninger og nye modeller – og også nye institutioner. Industrisamfundet er jo i den grad lykkedes, men det er det industrisamfund, der er ved at forsvinde eller i hvert fald er industriproduktionen ved at blive en meget lille del af vores økonomi. Nu er det nogle helt andre funktioner i vores samfund, vi skal finde ud af at regulere og beskatte og få til at tjene fællesskabet og ikke kun storkapitalen eller kræfter uden for de demokratiske fællesskaber. Men den almindelige borger i dag har ganske enkelt ikke nok viden om, hvor magten egentlig er henne og hvor beslutninger reelt bliver truffet. Og vi har politikere, der taler om frikadeller og burkaer, mens vores private data bliver anvendt af Facebook og Google og Amazon.” “Tag fx hele SKAT-sagen: Der har været ni skatteministre på 11 år og et EFI-system, hvor man afskediger henimod 40 % af de ansatte, inden systemet er oppe og køre.” “Og nu har vi så diskussionen om sundhedsplatformen. Det ene IT-projekt efter det andet, hvor de,

“Man kan jo lave en parallel til den første folkeoplysningsbevægelse. Den første højskole var Rødding højskole fra 1844. Men det rykker først virkelig i 1865, hvor syv nye højskoler kommer til. Året efter er det 11, og så vælter de frem. I år 1900 er der omkring 100 højskoler i Danmark, der har været 30 mere som så er lukket i mellemtiden. Drivkraften er i virkeligheden nederlaget i 1864 og behovet for at samle sig om danskheden. Så hvis vi skal takke en af hovedkræfterne bag højskolen, så er Bismarck absolut en at takke. Og Grundtvig siger faktisk – i 1847 – at der desværre ikke lige er nogen større national begivenhed, som kan knytte folket sammen, så de kan opleve, at Danmark er værd at forsvare. Året efter kommer krigen i 1848.” “Bismarck blev altså et wake up-call, som satte bevægelsen i gang. Og uden at jeg ønsker at hele samfundet skal gå op i limningen, så ligger der en sandhed der. For på overfladen har vi det bedre end vi nogensinde har haft det. Og de institutioner, vi har i dag, er fuldstændig fantastiske til at håndtere en industriel produktion, hvor størstedelen af befolkningen er arbejdstagere. Men i det øjeblik vi ikke læn-

gere har et industrisamfund med afledte serviceindustrier, hvor majoriteten af befolkningen har fast arbejde som lønmodtagere, så dur institutionerne ikke længere. Historien om Panama-papirerne viser jo, at de, der har tilstrækkelig mange penge, kan manøvrere uden om alt det, der gør, at vores andres institutioner fungerer.” “Derfor er vi nødt til at finde ud af, hvordan den næste økonomi skal se ud og den næste model, og hvordan vi i den næste model sikrer, at alle er aktive i den samme økonomi og alle har en personlig frihed og privatliv, kan få sundhed, uddannelse og oplevelser, rent drikkevand, ren luft osv. Det er først nu, det begynder at gå op for en kritisk masse af mennesker, hvor meget data vi fx frivilligt har overdraget til Facebook og Google og Amazon. Der er en meget ringe forståelse af, hvor store magtkoncentrationer, de her virksomheder har. Før den tiøre falder, kommer der ikke til at ske noget.” “Kirken og præsterne måtte i øvrigt meget gerne blande sig. Der var jo mange teologer med ved folkeoplysningens begyndelse, og man kunne jo spørge, hvor præsterne er denne gang? Nu har vi fx lige markeret reformationen, og set i det brede perspektiv foretager Luther netop et strukturelt oprør med det økonomiske system. Han kan se, at den måde, hvorpå pengene bliver kanaliseret til Rom, ikke fungerer. Karl Marx laver senere et andet oprør, der siger, at den måde, hvorpå pengene bliver kanaliseret til industrialisterne, ikke fungerer. Dengang sov kirken i timen, men nu kunne den godt – her i femhundredeåret – vågne og sige, at den måde, hvorpå pengene og vores data bliver kanaliseret til Google og Facebook, ganske enkelt ikke fungerer. Så frem på barrikaderne!” n 11 -17

DANSK KIRKE TIDENDE

11


GUDSTJENESTEFORNYELSE 5

Gudstjeneste er folkearbejde En kort replik til spørgsmålet om forholdet mellem gudstjeneste og samfund TEKST: JØRGEN DEMANT, SOGNEPRÆST I LYNGBY

Når man i en liturgisk arbejdsgruppe er sat til at udrede, hvorledes det står til med folkekirkens gudstjeneste, kommer man også til at stille de grundlæggende spørgsmål. Fx forholdet mellem gudstjeneste og samfund. Gudstjenesten har en vital betydning for menigheden, for kirkens bekendelse. Men gudstjenesten har også en vital betydning for samfundet. Hvilken?

nesten, var det ikke kun for at oplive og opbygge det enkelte menneske i troen, men også for at give fællesskabet en mulighed for i lyset af Kristus-fortællingen at forme og danne det omgivende samfund: Identitet kommer af Guds Ord. Mennesket er skabt til at elske og leve i fællesskab. Fejlbarlighed er et væsentligt træk ved mennesket. Men det kan i kraft af troen på Kristus genfinde vejen til det sande menneskelige fællesskab. Vejen hedder forsoning og tilgivelse.

Gudstjenesten er traditionsbærer. Vi holder gudstjeneste for at vedligeholde den kristne tradition. Om noget må vi med sekulariseringen erkende, at skal vi bevare det kristne livssyn som kilde til liv, så må der praksis til. Den kristne fortælling kan ikke overleve uden praksis. Og gudstjenesten er indøvelse i kristendom. Kirken er et erindringshus, hvor vi som individ og fællesskab kommer for at blive mindet om den kristne fortælling, der fortæller menneskelivet i et bestemt perspektiv. Og holdes denne fortælling ikke ved lige, eroderer fundamentale træk i vores samfund. Som professor Sløk engang sagde: Gud ske tak og lov, at det er Gud, der dømmer mig, og ikke de andre. Selv-klogskaben, selvgodheden, selv-forbedringen, selv-dømmeriet må have et modbillede.

Gudstjenesten er med til at indøve dette menneskesyn. Og uden gestaltning eller formning af gudstjenestedeltagerens krop og sjæl via gudstjenestens praksis kan dette syn ikke sætte sig igennem som en levende, dvs. dynamisk og kreativ tradition i vores samfund.

Gudstjenesten holder den kristne frelseshistorie om skabelse, syndefald og forløsning i live. Hver søndag bliver frelseshistorien iscenesat i gudstjenestens salme, forkyndelse, sakramenter. Når vi går til gudstjeneste logger vi os med andre ord på Guds historie, der forlener mennesket med både værdighed og skrøbelighed, magt og afmagt, kærlighed og troløshed, egenvilje og vilje til fællesskab. Traditionen overlever ikke kun i kraft af intellektet og følelsen. Der skal mere til. Når den kristne kirke lige fra begyndelsen gav evangeliet krop i gudstje-

Uden religiøs kult eroderer samfundet til et åndløst samfund. Kultens form hedder liturgi, der egentlig betyder ‘folkearbejde’. Hvis folket ikke bare skal overleve, men leve og leve i sandhed, må folkearbejdet gøres. Kulten er en tjeneste for folket. Derfor må der arbejdes på gudstjenesteformer, der holder traditionen ved lige på en levende og vedkommende måde. n FORANDRING, FASTHED, FRIHED Folkekirkens biskopper nedsatte i 2016 tre fagudvalg, som hver især skal arbejde med et hjørne af gudstjenestelivet. I løbet af efteråret 2017/foråret 2018 bringer Dansk Kirketidende en serie korte artikler, der dykker ned i nogle af de overvejelser, der knytter sig til spørgsmålet om gudstjenestefornyelse. Artiklerne skrives på skift af fagsekretærerne for de tre udvalg: post.doc. Jette Bendixen Rønkilde, sognepræst Jørgen Demant og forsker Nete Helene Enggaard. Dette er femte artikel i serien.

11 -17

DANSK KIRKE TIDENDE

15


Afsender: Grundtvigsk Forum, Farvergade 27, 1463 København K

46096

Det sidste ord Husk at bede for englene TEKST: CHRISTIAN HJORTKJÆR, PH.D. OG HØJSKOLELÆRER, SILKEBORG HØJSKOLE

Den svenske sanger Oscar Danielson har en sang, der passer til vores tid – både humant, kristeligt og eksistentielt. Han synger om en mand, Oscar selv tror jeg, som er fanget i et underligt følelsesmæssigt tomrum. Han forstår ikke hvorfor, for han lever et trygt og godt liv med sin familie. Midt i det skandinaviske velfærdssamfund. Midt i sin cykelhjelmsfortræflighed. Fantastisk ord. Men kulden trænger sig på. Det er, som i Danmark, koldt. Det er vinter. Oscar står på sit badeværelse og kigger i spejlet, men kan ikke længere få øje på sig selv. Der er dug på ruden. Sådan er det, når kulden sniger sig ind. Så kan det være svært at se sig selv i øjnene. Det er, som om han har glemt noget vigtigt, men han kan ikke huske hvad. Derfor lover Oscar, at han vil passe endnu bedre på sin familie. Han skal nok beskytte dem og passe på dem, og han pakker sig selv og sin familie ind i cykelhjelme, sikkerhedsseler og sætter en ekstra lås på døren. Så kan der ikke ske dem noget i hele verden. Sangen hedder “En bön för dig och mig”, og det er det billede, der står stærkest i sangen. Her står jeg, i min cykelhjelmsfortræflighed og følelsen af at have glemt noget vigtigt. På gaden sidder de rumænske tiggere, med foldede hænder, og beder en bøn for dig og mig. Det er dem, der beder, tiggerne. Som tiggerne, der bad til Jesus. Det er ikke længere mig, der beder. For kulden har sneget sig indenfor. Jeg er bange. Og når mit hjerte er koldt, har jeg hverken varme eller overskud nok til selv at bede en bøn. Så har jeg, som Leonard Cohen synger, glemt at bede for englene, og så glemmer englene at bede for os. Well, you know that I love to live with you But you make me forget so very much I forget to pray for the angels And then the angels forget to pray for us Min bøn for 2018 er, at vi ikke lader kulden tage det bedste fra os. Jeg er selv bange. For fremtiden. For det fremmede. For mørket og det formørkede. Men mest af alt er jeg bange for, at vi bliver åndeligt forarmede. Mørket har kun magt, hvis jeg glemmer at tænde lys. Kulden kan kun tage noget fra mig, hvis jeg selv lukker den indenfor. Mit håb for 2018 er, at vi husker at bede for englene, så ikke tiggerne behøver gøre det for os. Eller som Niels Hausgaard siger: Tænk hvis vi bliver så fattige, at det eneste, vi har at give, er vores penge. n 32

D A N S K K I R K E T I D E N D E 11 -17

Dkt 2017 nr 11  
Dkt 2017 nr 11  

Forældet frisind Fremtidens folkeoplysning Gudstjenestefornyelse

Advertisement