C arl G eorg R asm u ssen
Bæredygtig transport I Rüsselsheim (forstad til Frankfurt am Main og hjemby for Opel-fabrikkerne) har direktøren for det offentlige trafikselskab, Hans-Peter Scherer, for flere år siden valgt at dække sit personlige transportbehov med pedalkraft frem for diesel.
Det kom som et chok. Bilkørsel i weekenden forbudt for at spare på den dyre benzin. Motorveje ligger øde hen til stor fryd for nogle få søndagscyklister. Den anden store oliekrise er en realitet. Hvordan kunne det komme så vidt? Pludselig gik det op for folk, at vi havde bragt os i en dyb og meget farlig afhængighed af olie fra ustabile lande i Mellemøsten. Uden olie, ingen privatbilisme, og samfundet har i den grad satset på biltrafik til at binde landet sammen. Intet mindre end et chok skulle der til, før folk begyndte at overveje deres vaner og forbrug og åbne op for nye ideer. For mit eget vedkommende havde allerede den første oliekrise i 1973 sat tanker i gang om alternative transportformer, der ikke kræver så meget energi. Det måtte være muligt at skabe et meget let
20
køretøj, som kun behøver et minimum af brændstof, eller endnu bedre, som kan drives alene ved menneskekraft. Lidt motion kan vel aldrig skade. Tankerne gik i retning af en cykel med bilens komfort, sikkerhed og vejrbeskyttelse, og samtidig med en aerodynamisk form, som gør det muligt at transportere sig hurtigere end på en almindelig cykel. De fleste bilister kører rundt i køretøjer, der vejer mere end 10 gange så meget som dem selv. Derfor det store energiforbrug og den megen forurening. Det burde være omvendt, således at køretøjets nyttelast er flere gange dets egenvægt. Leitra Med baggrund i flykonstruktion, og med mange års erfaring som pilot og ingeniør, fik jeg i løbet af et års tid en prototype på hjul. Vi kaldte den Leitra (Let individuel transport), og den skulle vise sig at
Der skulle et chok til før folk ændrede vaner og var åbne for nye ideer... blive den første velomobil på markedet. I 1982 blev køretøjet godkendt af Justitsministeriet efter prøver hos Statens Bilinspektion, og i 1985 gik en lille serieproduktion i gang. I løbet af 1980’erne deltog Leitra’er i mange internationale motionsløb i Norge (Trondheim-Oslo 560 km), Frankrig (Paris-Brest-Paris, 1220 km), Schweiz (Tour de Sole) og naturligvis flere gange Sjælland Rundt. Det blev til mange tusind kilometer i varieret terræn og under forskellige vejrforhold. Erfaringer Det viste sig at en velomobilist snildt kan holde trit med en
racercyklist, lidt langsommere op af bakke på grund af højere vægt (ca. 30 kg), men hurtigere på det flade land og suverænt i modvind. Bykørsel foregår afslappet og med godt overblik. Det er ikke nødvendigt at stige af og på ved hvert et stop, som det er tilfældet på en vanlig tohjulet cykel. Man sidder behageligt tilbagelænet i sædet og venter på, at trafiklyset skifter. Så speedes op for fuld pedalkraft, og man er som regel over krydset før bilerne. Skarpe sving er ikke noget problem. Det lille køretøj kan elegant sno sig gennem trafikken. Dog kræves der lidt større smuthuller end på en normal cykel. I myldretiden må man pænt følge strømmen, da overhalinger i en tæt stime af cyklister ikke er tilrådelig. Man sidder lavere end på en almindelig tohjuler, dog ikke lavere end f.eks. i en MG sportsvogn, så der er i G R Ø N
H V E R D A G
2 / 2 0 1 0