”Jeg var helt væk!” sagde hun. ”Men så kom der et lys.”
Maja satte sig op og først nu, da det svage lys udefra ramte hendes ansigt, opdagede Miki forskellen. Han spærrede øjnene op, og hans kæbe faldt. Han kunne ikke få blikket fra Mayas hår.
”Hvad er der?” spurgte Maya.
”D-dit hår,” stammede Miki og pegede på det, som om hun ikke vidste, hvor det sad. ”Det er blevet hvidt. Kridhvidt! Ligesom … hans!” Maya kørte en hånd gennem håret og hev en tot ud, som hun studerede længe.
”Han gav mig sit liv,” sagde hun endelig. ”H-han redddede mig.”
”Tror du også, han gav dig sin evne?” spurgte Miki med store øjne. ”Jeg ved det ikke,” svarede Maya. ”Men jeg kan i hvert fald ikke mærke noget anderledes.” Miki smilede og rakte Maya en hånd for at hjælpe hende op. Pludselig hørte de en stønnen bag dem. De vendte sig begge med et sæt. Der stod Schmidt med sjælekniven i hånden.
Miki og Maya tog automatisk et skridt baglæns.
Schmidt holdt den ene hånd på maven, hvor kniven havde ramt, men der var ingen blod at se. Så drejede han kniven rundt i hånden og holdt den i klingen, så skæftet pegede frem mod Miki. ”Det her er vist din, unge mand,” sagde han og rakte kniven frem til Miki.
Miki kneb øjnene sammen og iagttog politimanden. De to børn
11