kontor, uden de opdager os.” ”Luk venligst op, frue,” lød den dybe stemme igen, endnu mere anstrengt og på kanten til at miste tålmodigheden. «Det er lederen af hjemmeværnet.»
Maren tøffede hen til hoveddøren.
”Hvad siger De, unge mand?” råbte hun. ”Er det nederen at være hjemmekværnet?” Maya sendte sin mormor en tommelfinger opad, mens hun hev loftlemmen ned. Der sad en stige på indersiden, der foldede sig ud, idet lemmen blev trukket ned. Maya og Miki var allerede på vej op, inden den rørte jorden. Maren vinkede, og Miki nåede lige at vinke tilbage, inden han kom op i loftsrummet i mørket. ”De må lukke op, eller vi tvinger os adgang!” buldrende stemmen igen, efterfulgt af en banken, der fik hele entreen til at ryste.
”Nej tak, jeg har ingen madtrang,” råbte Maren tilbage.
Miki hev stigen op igen, den foldede sig sammen, og loftslemmen lukkede i med et smæld, og med ét var det kulsort på loftet. Maya og Miki undlod at tænde lys og famlede sig langsomt ned langs midtergangen, indtil deres øjne havde vænnet sig til mørket. Så satte de farten op og løb forbi de mange loftsrum på begge sider af gangen. De kom hurtigt ned for enden, til den sidste loftslem med en trappestige på. ”Ok, det er her,” hviskede Maya. ”Dernede er viceværtens kontor.”
3