{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Kapitel 6: “Hvordan går man under jorden?”

Maya og Miki nåede ned for enden af buskadset uden af blive set, og de sprang over den lave mur til parkeringspladsen. Der var mange politibiler, men alle politifolk var inde på skolen. Ambulancen var kørt væk med Troels’ lig, så Maya og Miki kunne trække deres cykler fri helt ubemærket.

De satte sig op på cyklerne og drønede ud på vejen. De trampede løs i pedalerne, mens de skiftevis kiggede sig tilbage. Men der var ingen råb og ingen forfølgere at se. De drejede ned ad en sidevej, og så var skolen ude af syne. Først efter de havde krydset skinnerne et stykke fra skolen, standsede Maya forpustet op i læ af nogle træer. Miki og Maya kiggede nervøst omkring, indtil deres øjne fangede hinanden. De smilede nervøst og begyndte at grine. De morede sig et stykke tid over deres fælles flugt, og Miki boblede af glæde indeni. Maya var endnu smukkere, når hun smilede. Men latteren fortog sig, og Maya blev alvorlig igen.

“Hvad så nu?” spurgte Miki. “Hvor skal vi hen?”

før.

Maya svarede beslutsomt, som om hun havde prøvet det her

2


“Vi må køre hjem, inden PET kommer efter os,” sagde hun. “Så vi kan hente de ting, vi skal bruge ... til at gå under jorden!” “Gå under jorden!?” gentog Miki og rynkede brynene. “Hvordan går man under jorden?” “Det ved jeg da ikke!” svarede Maya og kradsede sig på hagen. “Men vi skal finde ud af, hvad forbindelsen er mellem Schmidt og den gamle. Sørg nu bare for at hente en masse mad, penge og sovepose derhjemme, så finder vi ud af det!” Miki rørte ikke på sig. Det var, som om det først begyndte at gå op for ham, hvad han havde rodet sig ud i. Og Maya kunne se, at han var ved at få meget kolde fødder.

“Hvordan virker din evne, for øvrigt?” spurgte hun.

“Jo, øh,” mumlede Miki og glemte helt sin tvivl. “Jeg kan ligesom få folk til at gøre det, jeg ønsker, ved at kigge dem i øjnene og tænke på det.” “Altså, kan du få dem til alt?” spurgte Maya. “At begå selvmord og sådan noget?” “Jeg har ikke totalt 100 procent styr på den del endnu,” svarede Miki og kløede sig i håret. “Små ting sker med det samme, mens store ting ... de tager længere tid.” Mayas ansigtsudtryk skiftede, og hun så pludselig meget mistænkelig ud.

“Har du brugt din evne på mig?” spurgte hun.

“Nej, selvfølgelig har jeg ikke det!” svarede Miki alt for hurtigt, mens han fumlede ved styret. Maya stak ham en lussing, så han var

3


ved at vælte af cyklen. Det var et ordentligt klask, og fuglene lettede i trækronen over dem.

“Du lyver!” skreg hun. “Jeg kan se, når du lyver. Glem aldrig det!”

Miki tog sig til den brændende kind, og følte verden styrte sammen omkring sig. Han ville ønske, han kunne blive til en lille mus og kravle ind og gemme sig mellem trærødderne. “Hvad ønskede du?” skreg Maya ildrød i hovedet, mens hun stak en anklagende finger op i hovedet på ham. Miki rømmede sig. “Jeg ønskede ...” begyndte han tøvende. “At du ville lade mig hjælpe dig.” Han krympede sig sammen for at undgå en lussing mere, men luften gik fuldstændig ud af Maya. Hun kiggede undrende på ham.

“Var det det?” spurgte hun.

“Ja,” svarede Miki spagt.

Maya stirrede på ham med det der røngtenblik, der fik sveden til at pible frem på hans pande. Men så lod hun skuldrene falde, og den sorte sky i hendes ansigt lettede. “Nå, ok,” sagde hun. “Men du kan vove på nogensinde at gøre det igen, forstået!” “Ja, ja, “ svarede Miki, mens han gnubbede sig på kinden. “Men er du for øvrigt helt sikker på det med ham Schmidt? Jeg syntes, han virkede ok.” “Min evne tager aldrig fejl, som du lige har bemærket,” svarede Maya. “Kom forbi hos mig, når du er klar!”

4


Hun forsvandt hen ad stien, mens Miki kiggede efter hende. De skulle ikke samme vej, for Maya boede nede ved vandet i de store kasser hos de rige, mens Miki skulle den anden vej, til kvarteret for almindelige lønslaver. Mens han trampede i pedalerne svimlede det for hans øjne. Hans liv var blevet vendt på hovedet fra den ene dag til den anden. Han var godt nok sammen med Maya, men ikke på den måde han havde forestillet sig, da han tænkte “Lad mig hjælpe dig!” i cafeen. Hans evne havde åbenbart en højst uforudsigelig måde at få tingene til at ske på. Miki rodede lejligheden igennem og fandt ialt 213 kroner. Han hentede soveposen i loftkammeret og stjal et pakke kiks fra køkkenskabet. Som han stod der midt i den tomme lejlighed, slog det ham pludselig. ‘Hvad har jeg gang i?’ tænkte han. ‘Hvordan skulle det her nogensinde kunne ende lykkeligt.’ Hans liv havde ikke ligefrem været en succeshistorie de sidste 6 måneder, så at pjække fra skolen, flygte fra politiet og jage en morder sammen med en synsk pige lød ikke som verdens bedste idé! Måske han bare skulle lade Maya gå under jorden alene?

Han lod sig dumpe ned i sofaen med et suk.

Han tog sig til kinden, hvor hun havde slået ham, og smilede. Når han var sammen med hende følte han sig i live igen. For første gang i flere måneder. Og så havde de begge to en ‘evne’. Det måtte være meningen, at de skulle være sammen.

Han så iPad’en, der lå på bordet. Så kunne de da spille eller se

5


film, mens de gemte sig. Han proppede iPad’en ned i rygsækken og smuttede. Miki cyklede ned ad vejen, hvor Maya boede, og han så hende stå inde i carporten. Miki kunne ikke komme sig over, hvor gigantisk stort deres hus var. Der var plads til ti familier i det éne hus. Maya rakte bare hånden frem.

“Giv mig din mobil,” beordrede hun. “Politiet kan tracke dem!”

“Ej, seriøst,” sagde Miki. “Du har altså set for mange film!”

“Glem det, mand. Jeg ved, hvordan det virker,” sagde hun og vippede med fingene på den udstrakte hånd. “Giv mig den, så lægger vi telefonerne her.” Hun stoppede dem om bag en lille figur af en engel, som stod i carporten. “Du mener det virkelig,” grinede Miki. “Skal vi så bo i en jordhule eller hvad?” “Bare rolig, jeg har en plan.” sagde Maya. “Følg mig, for nu skal vi blive usynlige.”

Et kvarter senere ankom de til Greve Midtby Center, et indkøbscenter, der som navnet antyder, lå midt i Greve. Det var ikke vanvittigt stort eller specielt spændende, men de havde altid lige det, man skulle bruge. Maya og Miki stillede cyklerne ved vinhandlen ved indgangen og tog soveposer og tasker af cyklerne. Maya styrede direkte ind til Matasbutikken og over til hylden med hårfarve, som om hun gik under jorden hver anden dag.

6


5 minutter senere stod de ude på det offentlige toilet i et afsides hjørne af centeret. Der var et stort bord og en kæmpe vask, som de proppede deres tasker og soveposer under. Maya åbnede æsken med hårfarve, hev tuben ud og trykkede lange striber af farve ud i Mikis hår. Så stak hun begge hænder i håret og lavede vaskebevægelse, så farven blev maseret ind i håret. Miki kunne med undren se, hvordan hans sorte lokker begyndte at skifte farve. Efter et par minutter vaskede Maya hænderne og så på Miki med et anerkendende nik. “Så skal vi bare have dækket de skæve øjne,” sagde hun og hev et par solbriller frem. “Du kan låne min fars.” Miki gloede på den lyshårede dreng i spejlet. Han lignede en mafiaboss med tilbagestrøget hår og mørke solbriller. Han kunne overhovedet ikke genkende sig selv, men det var vel også meningen.

Maya klaskede en stak pengesedler i hånden på ham.

“Lad det tørre i 15 minutter, så kan du vaske resten ud. Køb dig en ny jakke, og mød mig hos Stender, når du er klar.” Så forsvandt hun ud af døren. Miki ventede i 15 minutter. Han nåede at kigge på uret cirka tusind gange, inden han endelig kunne vaske farven ud. Han følte sig fuldstændig ‘under cover’, da han et øjeblik senere gik ind i tøjbutikken. Han fandt en fed, sort jakke, som han ellers aldrig ville have haft råd til, men med Mayas forældres penge, var det ingen problem. Han efterlod sin gamle jakke i prøverummet, og gik over til frisøren Stender. Da Maya så ham, sprang hun ud af frisørstolen og hev slaget af sig. Hun lagde penge på disken og vinkede til den forvirrede frisør. “Jamen, skal vi ikke rette kanterne til?” råbte frisøren og flagrede med saksen. 7


Mayas hår lignede en høstak med tjavser, der strittede i alle retninger. “Nej, det er fint, “ svarede hun og uglede fingrene gennem håret. “Det er lige, som det skal være.” Maya havde skiftet sit sorte tøj ud derhjemme og var nu klædt helt i hvidt. Og med det tjavsede, korte hår kunne Miki slet ikke kende hende igen. “Fedt kluns,” sagde hun og daskede Miki på skulderen. “Så skal vi videre.” Da de gik ned ad den lange gang, der førte til dørene, så Miki sin nabo komme gående imod ham. Mikis hjerte sprang op i halsen på ham. De to hilste altid på hinanden. Naboen gloede direkte på ham, men Miki kiggede lige ud i luften, bag brillerne. Naboen slog blikket ned og gik forbi uden at hilse. Miki boblede af fryd, og han følte blodet pumpe i årerne af spænding.

Nu var de gået under jorden.

8


Kapitel 7: “Sortblod”

Efter endnu ti minutters cykeltur smed Maya og Miki cyklerne i stativerne skråt overfor det store indkøbscenter Waves, der lå i det nordlige Greve. Miki prustede som en søløve, mens han endnu en gang hev taske og sovepose af cyklens bagagebæger. “Hvad skal vi have her?” spurgte Miki og kiggede over på centerets lange glasfacade. “Kunne vi ikke bare have købt det det andet sted?” “Det er vigtig at holde sig i bevægelse, når man er gået under jorden!” sagde Maya. “Kom!” Maya havde ingen planer om at gå på indkøb, hun drejede til venstre og begyndte at gå op ad den lange murstensbelagte sti, der førte væk fra centeret og op mod Portalen. Det var en gigantisk glasbue, der forbandt Greve musikhus med Greve Bibliotek, og under det store glasparti lå bibliotekets hovedindgang. Maya og Miki gik ind gennem de dobbelte skydedøre, der automatisk gik op, da sensoren registrede dem. De gik direkte hen til det runde bord med computerne, men de var alle optagede.

Maya gik hen til to små drenge, der sad og spillede.

9


“Må vi lige låne computeren?” spurgte hun høfligt. “Vi har lidt småtravlt.” “Vi har tyve minutter igen,” svarede snotungerne og begyndte at spejde efter en bibliotekar. Maya lænede sig mod Miki og hviskede: “Kan du ikke få dem til at skride?” Miki nikkede og stillede sig foran den ene af drengene, der kiggede op med store øjne. Miki satte fingrene til tindingerne, mens han stirrede gnavent på møgungen. Men før Miki nåede at tænke noget, rejste de skræmte drenge sig og løb væk.

“Sejt nok,” sagde Maya og stak Miki en albue i siden.

“Øh ja,” mumlede Miki og kunne ikke få sig selv til at fortælle, at drengene var løbet væk af sig selv. En bibliotekar dukkede op og gik hen til dem. Hun havde langt, brunt hår, der var sat op i en hestehale, og på hendes navneslilt stod der ‘Sussi’.

“Kan jeg hjælpe jer med noget?” spurgte damen og smilede.

“Nej tak, Sussi,” svarede Miki flabet og vendte sig mod computeren. Maya så, hvordan auraen kortvarigt blafrede rødt omkring bibliotekaren, men så forsvandt den fjendtlige røde farve, og den gyldne bløde glød kom tilbage. For et år siden ville Maya have opført sig præcist som Miki gjorde, men det var en af de ting, hendes evne havde lært hende. Folk, hun troede, var hendes venner ville hende i virkeligheden ondt, mens folk, hun før ville have affejet, rent faktisk

10


ønskede at hjælpe hende. Bibliotekaren Sussi var en af dem, og hun fortjente et ordentligt svar. “Vi har desværre ret travlt, så derfor overtog vi computeren,” sagde Maya. “Det kommer ikke til at ske igen, men vi skal finde noget vigtigt ... og vi har ikke brug for hjælp, ellers tak.”

Sussi smilede. Et ægte smil, der fik hende søjne til at lyse op.

“I er kommet til det rette sted,” sagde hun og slog ud med armene, som for at vise, at hele biblioteket var til deres rådighed. “Jeg er sikker på, at I kan finde, hvad I søger her - ellers siger I bare til.” Maya takkede, og Sussi vendte rundt og forsvandt mellem de mange bogreoler.

Maya satte sig ved computeren ved siden af Miki.

“Ved du, hvad Sortblod betyder?” spurgte hun Miki.

Han tænkte sig om et øjeblik, men trak bare på skuldrene.

“Det var noget, den gamle sagde til mig,” sagde hun, mens hun tastede. “Det var virkelig mærkeligt med ham. Jeg kunne ikke aflæse hans aura ... Den var ... mudret. Det var, som om der var flere auraer i én. Jeg har aldrig set noget lignende.” Miki svarede ikke. Han havde gang i sin egen søgning. Han havde skrevet sin fars navn ind, som han havde gjort så mange gange før. Og resultatet var det samme. Et masse gamle billeder og den forældede adresse, der antydede at han stadig boede hjemme hos dem. Han kunne intet finde i personsøgerne eller de hvide sider. Han gav op med et suk og startede en ny søgning på “Mord begået i Greve i 1982”. Der kom 8.849 hits op.

11


“Her er en artikel fra 1982,” sagde Miki og begyndte at læse op fra billedteksten: “Advokat Samuel Persson blev fundet myrdet i sit hjem i Greve. Den afdøde advokat var i gang med at forberede en retsag mod en magtfuld familie i Greve. Mordet har skabt røre i politekredse, da det minder om en 20 år gammel uopklaret drabssag, hvor offeret på samme måde var efterladt som en indtørret, tom skal af sig selv. Den gang fik morderen tilnavnet Vampyren på grund af ligets udsugede tilstand. Advokat Persson blev fundet død i sit arbejdsværelse af sit 12-årige barnebarn.”

Maya rynkede brynene, mens hun lyttede eftertænksomt.

“Han har slået ihjel før,” konstaterede hun. “Men jeg forstår det ikke. H-han virkede ikke fjendtlig.” “Virkede han ikke fjendtlig!?” udbrød Miki. “Tror du bare, han ville frisere dig med den sømkølle?” “Jeg kan ikke forklare det,” sagde Maya og skiftede emne. “Jeg har til gengæld fundet en skør paranormal hjemmeside, hvor der står, at sort blod er det fællestræk, der forbinder folk med specielle paranormale evner. Deres blod er mørkerødt eller helt sort.”

Miki løftede et øjenbryn.

“Jeg har aldrig bemærket, at mit blod skulle være specielt mørkt.” sagde han. “Heller ikke jeg,” sagde Maya. “Men jeg kender en, der måske kan hjælpe os både med Vampyren og Sortblod. Kom!”

“Hvor skal vi nu hen?” sukkede Miki og hankede op i al

12


bagagen.

Maya forlod biblioteket og førte dem tilbage til cyklerne.

“Jeg kender et sted, hvor Schmidt aldrig finder os,” sagde hun og satte sig op. “Bare følg mig!” Miki stønnede, da han satte sig på cykelsadlen igen. Han ville gerne hænge ud med Maya, men han havde altså ikke bedt om at være med i Tour de France. Hans lårmuskler smertede, og hans balder var ømme fra den hårde sadel.

Men Maya viste ingen nåde. Hun var allerede på vej igen.

“Er vi der snart?” råbte Miki efter de havde cyklet, hvad der føltes som et maraton. Men Maya svarede ikke. Hun drejede ind på Greve landevej, der førte ud af byen.

13


Kapitel 8: “Panteren”

“De små møgunger stak af!” skreg Schmidt ind i telefonen. “De sprang ud af vinduet!” Schmidt skuttede sig . Han stod skjult i skyggen på pakeringspladsen bag et italiensk spisested, der hed Smeralda. Selvom det var forår, havde solens varme stadig ikke tag i skyggen, og blæsten var kold. Han trak kraven op om ørerne og gled i læ bag bagsiden af huset. Han kunne høre larmen fra pander og gryder inde i køkkenet. “Men vi fik lokket bæstet frem,” sagde han veltilfreds. “Denne gang slipper han ikke. Men vi skal finde ud af, hvor pigen er. Hun er en vigtig brik.”

Han afbrød samtalen og proppede telefonen tilbage i lommen.

“Hvor bliver hun af?” brummede han højlydt. “Jeg hader, når folk ikke kommer til tiden. Det er respektløst!” Han sparkede en sten over mod cykelskåret et par meter væk. Pludselig trådte en sort skikkelse ud fra skyggen.

“Jeg har været her længe,” lyd en kvindestemme.

Schmidt for sammen. Han havde overhovedet ikke bemærket hende, selvom hun havde stået lige overfor ham.

14


“For Fa’en,” sagde han. “Hvor længe har du stået der?”

“Længe nok,” svarede hun bare og kommenterede ikke yderligere. Hendes tøj var mørkt. Han kunne se, at det sad præcist løst nok til, at hun kunne bevæge sig frit og stramt nok til at ikke at hænge fast i noget. Hun bevægede sig smidigt som en panter og gled nærmest hen over jorden. Hendes sorte hår var kortklippet, ikke en smuk frisure, men praktisk. Hendes sorte jakke stod halvt åben, og Schmidt kunne skimte remmen fra skulderhysteret til hendes pistol. “Hvem er målet?” spurgte hun. Direkte til sagen, nøjagtig som han ville forvente. “Hun hedder Maya,” svarede han og rakte hende den brune pengekuvert. Hun hev billedet af Maya op af kuverten og hævede et øjenbryn.

“Hun er bare en pige,” konstaterede hun og studerede Schmidt.

Han trak på skuldrene. “Er det et problem for dig?”

Hun rystede på hovedet. “Jeg har ingen problem med at skyde børn. Kan bare ikke se, hvordan en lille pige kan være farlig for dig!” “Det skal du heller ikke bekymre dig om,” udbrød Schmidt med blussende kinder. “Du skal bare fortælle mig, om du tager opgaven eller ej!”

“Jeg tager opgaven!”

“Godt,” sagde Schmidt og rettede på skjortekraven efter sit udbrud. “Du har hørt om morderen, der huserer her i Greve, ikke?”

15


Damen nikkede. “Ham de kalder Vampyren.”

“De to er forbundet, pigen og morderen,” fortsatte Schmidt. “Hun skal dø, men først når morderen er fanget. Og ham vil jeg have i live.” “Okay,” svarede kvinden og stoppede kuverten ind under jakken. “Og en ting mere,” sagde Schmidt. “Sørg for, at jeg ikke er i nærheden, når du gør det. Jeg skal have alibi.” “Bare rolig, der er ingen, der vil mistænke dig,” sagde hun. “Har du et ønske om metoden?” “Metoden!?” gentog Schmidt og kløede sig på hagen. “Næ, jeg er ligeglad, bare hun dør – og du forsvinder sporløst.”

“Fint, jeg kommer efter den anden halvdel, når jobbet er udført.”

Schmidt nikkede. Hans telefon ringede igen, og han fiskede den op af lommen. Da han tog telefonen op til øret, var kvinden pist forsvundet, som om skyggerne havde opslugt hende. “De havde efterladt deres telefoner derhjemme, men vi har sporet drengens ipad,” lød stemmen i telefonen. “De er lige kørt fra mobilmasten på Greve Landevej til masten på Grevevej. Det ser ud til, at de er på vej mod Tune.” “Godt!” sagde Schmidt. “Det er på tide, vi lægger lidt pres på tøsen.”

16


17


Englejægeren Tekst & Illustrationer: © Jan Kjær Bogen er sat med Ebrima

ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2015/16 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil februar 2016. Dette er 3. del Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst www.læsformig.dk

18

Profile for Greve Bibliotek

Englejægeren af Jan Kjær, del 3  

Tredje del af Jan Kjærs ebog om drengen Miki og pigen Maya med de overnaturlige evner.

Englejægeren af Jan Kjær, del 3  

Tredje del af Jan Kjærs ebog om drengen Miki og pigen Maya med de overnaturlige evner.

Profile for grevebib
Advertisement