{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Kapitel 3: Troels, version 2

Troels var vendt tilbage fra døden, og der var tavst som en gravplads inde i aulaen. Alle blikke fulgte den blege dreng, mens han langsomt bevægede sig gennem menneskemængden. Mikis krop sitrede, og hver en muskel var spændt. Var hans tanke blevet til virkelighed? Vidste Troels, at han var skyld i overfaldet? “Undskyld jeg kommer for sent,” sagde Troels til skolelederen, som stod og måbede ligesom alle andre. Han lukkede munden med et klank, da Troels talte til ham. “D-det er i orden, Troels,” svarede han. “Du ser jo meget levende ... jeg mener rask ud. Velkommen tilbage!”

“Tak,” sagde Troels. “Men jeg har vist glemt mine bøger.”

“Øh, det finder vi nok ud af,” svarede skolelederen og fumlede med sine briller. Men han fik rystet chokket af sig og genfandt sit lederudtryk. “Vi er vist blevet fejlinformeret. Troels er tilbage og har det ... tilsyneladende ... fint! Lad os gå tilbage til klasserne.” Troels stod lige ud for Miki nu. Mikis ansigt var dækket af sved. Hans krop rystede, og han fulgte Troels’ mindste bevægelse med øjnene. Om lidt ville Troels udpege ham og råbe: “ Der var ham, der fik mig dræbt.”

2


Men intet skete. Troels vendte sig for forlade aulaen sammen med de andre elever. Miki kneb øjnene sammen og trak skuldrene op til ørerne for at værge mod angrebet.

“Hej Miki,” sagde Troels. “Hvordan går det med dig?”

Miki åbnede øjnene på klem.

“Øh, fint nok,” stammede han, mens en sveddråbe løb ned ad hans kind.

“Godt,” sagde Troels bare og forlod aulauen.

Miki stod helt ubevægelig, mens aulaen langsomt blev tømt. Miki var alene tilbage, og hans hemmelighed var ikke blevet afsløret. Han åndede lettet op og lod skuldrene falde. Knuden i hans mave foldede sig langsomt ud. Men først nu opdagede Miki, at der stod nogen bag ham. Han snurrede rundt med et skræmt blik. Der stod pigen Maya fra 8. klasse. Maya iagttog Miki med et røngtenblik. Gåsehuden spredte sig på Mikis arme. Det var, som om hun så lige igennem ham. Miki samlede hurtigt sin taske op.

“Hvad er du så bange for?” spurgte hun.

Miki for sammen.

“B-bange,” stammede Miki. “Jeg er da ikke bange.”

“Du lyver,” sagde Maya. “Jeg kan se det!”

Uden at svare slyngede Miki tasken over skulderen og spurtede ud af aulaen.

3


Resten af dagen, sad Miki i en tåge og ventede på at klokken skulle ringe. Han turde ikke kigge på nogen eller tænke noget som helst, af frygt for at en eller anden skulle falde død om. Men det var svært at tømme sit hoved for tanker, og Mayas anklagende blik blev ved med at dukke op i hans hoved. De andre drenge i hans klasse var begyndt at få kærester, men ikke Miki. Piger interesserede ham ikke ... lige bortset fra én, men hun gik i en klasse over ham og anede ikke, at han eksisterende. Det vil sige, indtil for en time siden, hvor hun havde stirret på ham med et blik, der fik ham til at føle, at han stod helt nøgen midt i aulaen. Det var ikke, mens hun var skolens dronning og svømmegudinde, at Miki var blevet tiltrukket af hende. Han havde syntes, hun var gyselig. Men det sidste års tid havde hun ændret sig. Hendes tøj var ikke længere sidste mode, og hun var ikke længere dullet op som de andre. Nu virkede hun skrøbelig ... og sårbar. Mens alle andre vendte hende ryggen, syntes Miki, at den nye Maya virkede mystisk og tiltrækkende. Det var, som om de havde en eller anden forbindelse, som Miki ikke kunne forklare. Endelig ringede klokken og rev Miki ud af sine tanker. Han pakkede sine ting sammen og forlod klassen. Da han nåede udgangen, stod Troels og holdt døren for alle de andre elever. Hver og en hilste nervøst og gik i en stor bue udenom ham. Troels hilste pænt på dem alle. Da Miki krabbede sig forbi, sagde Troels: “Vi ses i morgen, Miki! Hav en dejlig aften.” Troels sendte Miki et smil, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Troels’ mund smilede, men smilet nåede ikke hans øjne. De var tomme og livløse.

4


Miki kom ud til cykelstativerne og så, at Maya lige havde sat sig op på sin cykel. Det gav i sug i maven på ham, hver gang han så hende, og han skyndte sig at låse cyklen op og satte efter hende. Faktisk vidste han godt, hvor Maya skulle hen, for hun tog altid hen til den samme café efter skole. “Du har 10 minutter,” sagde Miki til sig selv. “10 minutter til at få styr på den evne.” Maya cyklede over et lyskryds for gult, og Miki måtte bremse for rødt. ‘Okay, go’ mulighed,’ tænkte Miki og satte fingrene op til tindingerne.

“Skift til grønt!” beordrede han til blinklyset. “Skift til grønt. NU!”

Men intet skete.

Han satte hænderne på styret, og ventede til lyset skiftede af sig selv. ‘Hm, det virker åbenbart ikke på blinklys,’ tænkte Miki og cyklede videre. Han svingede op ad Strandvejen. Længere fremme kunne han se Maya som en prik på cykelstien. Han kørte forbi Mosede Fort og videre op mod Mosede Havn. Lige før havnen kom en ældre dame gående med en lille, tyk hund i snor. Hunden satte sig og krummede ryg. Miki huggede bremserne og satte fingrene op til tindingerne. ‘Skid et andet sted,’ tænkte han og sendte kommandoen afsted til den lille bulldog. Den gloede bare på ham med sløve øjne, mens den pressede en kæmpelort ud på fortovet. Både dame og hund gik

5


videre uden at se sig tilbage.

‘Okay, virker ikke på dyr,’ tænkte Miki og trådte i pedalerne.

Kort efter nåede Miki frem til Café Jenners. Han genkendte Mayas cykel udenfor. Cafeen var ikke et sted de andre skoleelever normalt hang ud, så det var nok derfor, at Maya altid tog hertil. Miki parkerede sin cykel og spottede hurtigt Maya inde i cafeen. Der var et stort område med borde og stole udenfor. De store glasdøre i cafeens facaden var de trukket til side. Det var perfekt. Miki kunne sidde udenfor og kigge ind, uden at Maya opdagede ham. Han slog sig ned ved et af de runde stålborde udenfor. Maya havde købt en cola, og Miki kom i tanke om, at han ingen penge havde. Men fra sin perfekte spionplads kunne han se ekspedienten inde i cafeen. Han pressede fingrene mod tindingen og prøvede at fange hendes blik. ‘Giv mig noget at spise!’ tænkte han. Ekspedienten reagerede ikke. Miki trykkede alt, hvad han kunne, som om det gjorde signalet stærkere. Så fangede han hendes blik, midt i en sætning: “Giv mig tærte!” Ekspedienten greb en bakke. Hun åbnede glasskabet på hjørnet af disken og tog tærtefadet ud. Et øjeblik efter gik hun rundt til alle gæsterne med smagsprøver. Hun nåede ud til Miki.

“Vil du ikke smage vores nye æbletærte?” spurgte hun.

Miki skovlede grådigt de små prøvestykker ned fra fadet, og proppede et par stykker i munden. ‘Uhm, virkelig god,” sagde han med munden fuld af tærte og smilede til pigen. Hun nikkede til ham og gik tilbage indenfor.

6


Miki jublede indeni. Hvor var det vildt, at det virkede. Han skulle presse på tindingerne og have øjenkontakt med folk for at kunne påvirke dem. Det havde virket sådan på Troels og dansklæreren Emma. Nu havde han styr på det shit, og han var klar til at prøve det af på Maya. Maya var helt opslugt af sin mobil, og Miki betragtede hende forundret. Her sad skolens dronning mutters alene. Hvad mon der var sket? Han rykkede stolen frem, så han kunne fange hendes blik, men hun var helt optaget af telefonen. “For Fa’en da, kig nu herhen,’ tænkte Miki og lænede sig frem i stolen. Han satte albuerne i bordet og pressede fingrene mod sine tindinger. Bordet vippede og lavede en høj, skrabende løb, da bordbenene gled hen over fliserne. Maya kiggede op. De fik øjenkontakt i samme sekund, som bordet væltede. ‘Lad mig hjælpe dig,” tænkte Miki lige inden, bordpladen forsvandt under ham. Stolen tippede, og Miki ramte jorden med et dunk, mens tærtestykkerne regnede ned over ham. Hans ben var viklet ind i stolen, og han prøvede at komme fri, da han pludselig så et par sorte støvler lige foran sit ansigt. Hans blik kørte op ad kroppen, over alt det sorte tøj, til det endte i Mayas vrede ansigt. “Hva’ fanden laver du?” spurgte hun. “Er du syg i hovedet eller hvad?” Miki kom på benene og børstede tærte af jakken. Han begyndte at bakse med bordet.

7


“Nej, sgu’ da.” sagde han. “Men bordet væltede jo!”

“Har du fulgt efter mig?” snerrede hun. “Er du en eller anden pervers stalker eller hvad?”

Miki fik fumlet bordet på plads.

“Nej, selvfølgelig ikke,” sagde han og satte også stolen på plads. Han pegede på en af stolene ved siden af. “Men du kan altså godt sidde her, hvis du vil!” “Okay, du ER syg,” råbte Maya. “Nu skrider jeg, og du bliver her! Forstået?” “Ja, ja, slap af.” svarede Miki med blussende røde kinder. Maya vendte ham ryggen og forlod cafeen. Hun tog ikke sin cykel, men forsvandt i stedet ind mellem bygningere. Miki vidste, at hun var på vej ned ad Digterstien, som løb mellem husene ned til stranden. Han lod hende gå.

Miki sank sammen i stolen.

Fed evne han havde fået. Han kunne score al det gratis tærte, han ville have. Men pigerne ... de skred fra ham ... nøjagtig som hans far havde gjort det.

8


Kapitel 4: “Dagens helt”

Der var motionsdag den onsdag. Alle 7., 8. og 9. klasser skulle ud på boldbanerne bag skolen og spille fodbold. Opvarmningen var i fuld gang. Idrætslæreren så ekstra motionsagtig ud i dagens anledning, med svedtransporterende løbetøj, pandebånd og funklende nye løbesko. “Kom så, knæene helt op til ørerne,” skreg han og lavede overdrevet energiske knæhop, mens han piftede i sin fløjte, som om det var en militærøvelse. Miki stod og trippede på stedet. Han havde faktisk været ret god til fodbold, men som med alt andet, havde han tabt interessen for et halvt års tid siden. Han ville helt klart have pjækket i dag, hvis ikke frygten for et ekstra år i syvende havde tvunget ham i gymnastiktøjet og ud på banen. Han skævede over mod den anden bane, hvor Mayas klasse varmede op. Hun så ud til at gå op i øvelserne med samme ligegyldighed som Miki. Hun så ham stå og glo og sendte ham et lynende blik. Miki kiggede væk, mens han bed sig i læben. Han havde ødelagt det hele med sit stunt i cafeen. Faktisk havde det været meget bedre, da hun slet ikke anede, hvem han var. Han plejede at kunne iagttage hende,

9


så længe han ville, uden at hun opdagede ham. “Okay, lad os spille kamp,” råbte træneren og gik hen til bænken, hvor Troels sad med bolden. Troels havde bedt om at blive fritaget på grund af overfaldet. Det var der ingen, der havde noget problem med. Især fordi den gamle Troels villet have smadret anklerne på alle, der kom i nærheden af bolden. Læreren delte dem i to hold, og kampen gik i gang. To sekunder senere stormede alle rundt efter bolden som et lilleput hold på speed ... alle pånær Miki, der i smug prøvede at følge med i Mayas kamp. “For Fa’en altså, Miki,” var der en der råbte, da bolden trillede lige forbi ham for tiende gang. “Det er altså den her bane, vi spiller på!” Hans medspillere himlede med øjnene og rystede på hovedet, men Miki stod fastfrosset på banen. Blodet var stivnet i hans årer. Troels, der sad på bænken, fulgte Maya med øjnene. De tomme, livløse øjne var låst fast på Maya som et varmesøgende missil. ‘Hvad er den lort ude på?” tænkte Miki, mens han iagttog sin tidligere plageånd. Et skænderi på Mayas bane fik alt spil til at gå i stå. Det var Betina og Maya, der var røget i totterne på hinanden. Betina svinede Maya til og beskyldte hende for at holde med de andre og være en rådden ‘teamplayer’. De andre piger gav Betina ret og brokkede sig over Maya. Idrætslæreren skyndte sig at bryde ind. ‘Maya, kan du ikke lige gå hen i boldskuret og hente nogle flere bolde?’ sagde han til Maya, der trak på skuldrene og sjoskede ud af banen. Boldskuret lå for enden af banen, ved siden af bænken, hvor

10


Troels sad ... hvor Troels havde siddet. Bænken var tom. Troels var væk.

Døren til boldskuret stod på klem , og Maya gik ind. Hun rodede rundt i boldkasserne og hev et net med bolde op. En hvæsende lyd fik hende til at kigge til siden, og hun stivnede i chok. På jorden lå Troels, helt stille. Hans hud var hvid, og kroppen var indsunket, som om indvoldene var suget ud, og der kun var hud og knogler tilbage. Et sortklædt skikkelse sad bøjet over ham. Han kiggede op, da Maya gispede. Hans ansigt var rynket, og håret var hvidt, men øjnene var skarpe og fangede Mayas blik, så hun ikke kunne flytte sig. Hans lange krogede fingre var boret ind i Troels’ brystkasse. Han trak fingrene fri og rejste sig langsomt, “Du er også Sortblod, ikke?” spurgte han og vristede en kølle ud af Troels’ stivnede fingre. Tre store søm var slået ind i køllens bagsiden og stak ud som blodtørstige tænder på den anden side. Maya skreg og trimlede baglæns. Hun snublede over boldene og fik viklet foden ind i nettet. Døren til skuret blev sparket op, og Miki stormede ind. Han standsede brat, da han så den sortklædte person med køllen. “Lad hende være!” skreg han så og kastede sig frygtløst mod den frakkeklædte morder. Den gamle mand reagerede med lynets hast. Hans bevægelser var flydende, som en toptrænet atlet. Han bøjede overkroppen til side og afværgede den fremadstormende dreng. Manden gav Miki et håndkantsslag i nakken, så han blev slynget ind i boldskurets bagvæg. Miki landede med et brag mellem boldkasserne 11


og rørte ikke på sig. Maya skreg igen. Lærerne var også kommet frem nu. Maya kunne skimte bevægelse ud af øjenkrogen. Den sortklædte vendte sig mod hende, “Vi vil mødes igen,” sagde han og løb direkte hen mod væggen. I stedet for at ramme plankerne med en bump, forsvandt han ud gennem trævæggen. To lærere væltede ind i skuret, og på ingen tid var alt kaos. Råb efter politi, fægtende arme, kommandoer og skrækslagne elver. Uden for skuret stod en klump af elever, der alle ville følge med i dramaet. Miki blev gravet frem mellem boldkasserne, han blødte fra kindbenet og blev hjulpet ud af idrætslæreren. Så fik de første elever øje på Troels’ lig. Endnu flere skingre skrig. Den forreste elev vendte sig og kastede op på de andre. Lærerne fik gennet eleverne væk og lavet en afskærmning. Miki og Maya blev hjulpet ud af skuret. Lærerne førte dem gennem skoleområdet som livvagter. Maya holdt fat i Mikis arm for at støtte ham, og selvom han godt kunne gå selv, sagde han ikke noget til hende. Selv i al tumulten, var det eneste, han mærkede hendes arm omkring hans, og han ville med glæde kaste sig ti gange imod en trævæg, for at hun ikke skulle give slip. “Vent her,” sagde idrætslæreren, da Miki og Maya var blevet ført ind på lærerværelset. “Politiet er på vej.”

12


Kapitel 6: Schmidt

Maya kunne høre sirenerne nærme sig. Hun havde hørt sirener mange gange før, men denne gang var de på vej mod hende, efter hende. En kulde spredte sig i hendes krop, og hun gnubbede sig på armene for at få varmen tilbage.

Dækkene hvinede, da politibilerne drejede ind på parkeringspladsen. Maya og Miki kunne følge med i det hele fra lærerværelset, der lå lige ud for parkeringspladsen. Lærerne forlod lokalet for at tage imod politifolkene. Maya og Miki var alene, for første gang efter overfaldet. “Så du Troels?” spurgte Maya og brød tavsheden. “Han var ... helt udtørret!” “Jeg nåede ikke rigtig at se ham,” svarede Miki uden at fjerne blikket fra de blinkende lygter udenfor. “Jeg havde travlt med at redde dig.” “Redde mig!” gentog Maya med et lille smil. “Ja, du er vist en rigtig helt.” “Ja, jeg er en helt, ikke?” gentog Miki, som om han først nu forstod, hvad han havde gjort.

“Okay, slap af der, Karate kid,” sagde Maya. “Du er altså stadig

13


ret stalker-agtig. Hvordan kan det ellers være, du stod lige uden for skuret?”

Miki lukkede i som en østers og slog blikket ned.

“Nej, seriøst,” sagde Maya og lagde en hånd på hans skulder. “Jeg kunne være død nu, hvis det ikke var for dig.” Mikis hjerte lettede, da han mærkede hendes hånd på sin skulder. Han løftede hovedet og så hende i øjnene. Det var første gang, Miki havde været så tæt på hende. Han kunne se, at hun havde brune øjne. Døren til lærerværelset gik op, og en politimand i en blå uniform trådte indenfor. “Maya og Miki?” sagde han, da han så dem. “Jeg hedder Berndsen. Jeres forældre er blevet underrettet, og de er på vej.

Han tog en lille notesblok op og bladrede hen til en ren side.

“Kan I tale om det, der skete?” spurgte han. “Eller skal vi vente, til jeres forældre er her?”

“Det er hele gik så hurtigt,” begyndte Maya. “J-jeg ved ikke ...”

“Ham den gamle var ved at overfalde Maya, da jeg kom ind. Jeg sprang på ham, men han slog mig ned.” sagde Miki og pegede på såret på kinden. Betjent Berndsen nikkede og skriblede i sin notesblok. I samme øjeblik begyndte hans radio at knase. “Berndsen her,” svarede han. “Berndsen, der er sket en udvikling,” lød stemmen i den anden ende.

14


Berndsen trådte et stykke væk, så Maya og Miki ikke længere kunne høre, hvad der blev sagt. Efter en kort samtale kom han tilbage. Han foldede notesblokken sammen og puttede den tilbage i sidelommen på bukserne. “Øh, der er sket en udvikling,” sagde han, mens han fumlede med knappen på sidelommen. “Sagen er overgået til Politiets Efterretningstjeneste. De vil overtage efterforskningen.”

Uden yderligere forklaring forlod han lokalet.

Maya og Miki sad i stilhed i lærerværelset et stykke tid. Så hørte de stemmer fra gangen udenfor. Døren gik op, og en høj mand med gyldenbrunt hår og grående tindinger trådte ind. Han bar en koksgrå frakke, og hans skjorte var perfekt nystrøget og knappet helt op til halsen. Han blev efterfulgt at to mænd i sorte jakkesæt. Det var tydeligt, at den høje var chefen. De var fordybet i en samtale. “... Offeret var suget tør for kropsvæske. Nøjagtig som mordet i 1982.”

De tav øjeblikkeligt, da de fik øje på de to børn.

“Vent udenfor,” sagde den høje mand til de to sorte jakkesæt. “Ingen kommer ind!”

Så gik han hen til Maya og Miki og trak en stol hen til sig selv.

“Goddag, Maya og Miki. Mit navn er Schmidt,” sagde han med en højligt smil. “Jeg kommer fra PET. I har haft et rigtig uhyggelig oplevelse, og jeg kan godt forstå, hvis I er bange, men I er i sikkerhed nu. Jeg skal nok passe på jer og fange forbryderen, så han ikke kan

15


skade andre.” “Godt,” sagde Miki kort. Maya svarede ikke, hun sad fuldstændig stift med et underligt tomt blik, som om hun kiggede direkte igennem Schmidt. “Den mistænkte er allerede på vores liste over eftersøgte. Det er derfor PET overtager sagen. Det er en farlig mand, vi har med at gøre her. Han har slået ihjel før.” Miki og Maya sendte hinanden et bekymret blik, og Schmidt skyndte sig at tilføje. “Men gudskelov er jeg specialist i at fange præcis den slags farlige forbrydere.” Han fiskede et billede frem fra inderlommen. Det var taget med et overvågningskamera og var ret sløret, men der var ingen tvivl. Det var den gamle mand med det flagrende hvide hår og de stikkende øjne. “Det er ham!” sagde Maya, og Schmidt nikkede alvorligt. Han puttede billedet tilbage i inderlommen og vendte sig mod Miki “Du er en modig ung mand,” sagde han. “Jeg kan forstå, du reddede den unge dames liv.” Miki smiliede og kiggede forlegent ned i gulvet. Hans kinder blev røde. “Og du,” sagde han til Maya. “Du forklarede, at manden forsvandt ud gennem væggen?”

Maya sagde ikke noget.

16


“Du skal vide, at ingen forklaring er forkert,” sagde han beroligende og lagde en hånd på Mayas skulder. Det gav et sæt i hende, og Schmidt trak hånden til sig. Maya stirrede med store øjne på Schmidt og sendte derefter Miki et blik, som han ikke kunne afkode, men hun så skræmt ud. “Er der nogen, der har ringet efter jeres forældre?” spurgte Schmidt og anlagde en bekymret mine.. “Nej, ingen har ringet,” løj Maya. Miki åbnede munden, men Mayas blik fik ham til at lukke i igen. I tre lange skridt var Schmidt henne ved døren. “Det tager jeg mig af!” sagde han. Da døren gik i bag ham, vendte Maya sig mod Miki med et vildt udtryk i øjnene. “Hvad er der galt?” spurgte Miki. “Det er Politiets Efteretningstjeneste. De er de bedste. PET ved alt. Schmidt skal nok passe på os.” “Nej!” sagde Maya og greb fat i Miki. Hendes negle borede sig ind i hans skuldre, og han skar ansigt. Maya kastede et vagsomt blik mod døren, før hun hviskede. “Han er her ikke for at beskytte os. Schmidt er ikke den, han udgiver sig for at være!” Miki kløede sig i håret og rynkede brynene. Maya kunne se den gyldne aura omkring ham. Han ville gerne hjælpe, men han var forvirret. Kunne hun stole på ham? “Hvordan ved du det?” spurgte Miki. “Kender du ham eller hvad?” Maya tav. Hun slog blikket ned og stirrede på gulvtæppet, som om svaret stod skrevet der. Endelig løftede hun hovedet og så Miki i øjnene.

17


“Jeg kender ham ikke, men jeg kan se, hvordan folk er,” sagde hun. “Altså, om de vil mig noget godt!”

Miki sagde ikke noget.

“Jeg har aldrig fortalt det til nogen før,” sagde hun. “Men jeg føler, at jeg kan stole på dig!”

“Ja,” svarede Miki. “Du kan stole på mig ...”

“Jeg ved, det lyder crazy,” sagde Maya. “Men jeg er altså ikke skør.”

Miki smilede.

“Det er okay.” sagde han. “Jeg ved, hvad du mener.”

Han holdt en pause, men hans pillede i stoffet på stolen.

“Det er fordi ...” begyndte han tøvende. “Jeg har også sådan en slags evne.”

“Hvad!?” udbrød Maya. “Ta’r du pis på mig?”

“Nej, det er sandt,” sagde Miki. “Hvis du kan have en evne, så kan jeg vel også.”

Maya løftede det ene øjenbryn og så meget spektisk ud.

“Jeg kan få folk til at gøre, hvad jeg tænker...” forklarede Miki hende. “Selvom det er ret nyt for mig.” “Det lyder vildt,” sagde Maya. “Men vi kan helt sikker få brug for det, når vi stikker af.”

“Når vi gør hvad?” udbrød Miki.

“Ja, vi kan ikke blive være her,” sagde Maya rejste sig. “Vi må 18


væk, inden Schmidt kommer tilbage.” Hun gik hen til et af vinduerne i lærerværelset og hev det op. Hun vendte sig mod Miki.

“Kommer du?”

Miki rejste sig tøvende.

“Men hvor skal vi hen?” spurgte han. Maya var allerede hoppet ud gennem vinduet, men hun vendte sig rundt derude og rakte en hånd tilbage gennem vinduet mod Miki.

“Hvis du vil hjælpe mig, så er det nu!”

Miki frøs på stedet. Hun bad om hans hjælp ... så havde det altså virket på cafeen, selvom bordet var væltet, og der havde været tærte over det hele. Kunne det virkelig være sandt. Havde han fået en evne, han kunne bruge til at få styr på sit liv igen.

Miki kravlede op i vindueskarmen, men standsede.

“Ingen fraværsdage resten af året,” havde skolelederen sagt.

Maya havde sat sig på hug i buskene udenfor, så hun ikke kunne ses fra parkeringspladsen.

“Men er vi tilbage i morgen?” spurgte Miki.

“I morgen,” gentog Maya nede fra busken. “Det ved jeg ikke. Vi skal først finde ud af, hvem den gamle mand var, og hvad Schmidt er ude på!” Nu kunne Miki høre Schmidts stemme udenfor. Han bjæffede en ordre til et af sine jakkesæt. Miki satte af og landede i buskadset ved siden af Maya. Hun skubbede vinduet i, og de begyndte at løbe.

19


20


Englejægeren Tekst & Illustrationer: © Jan Kjær Bogen er sat med Ebrima

ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2016/17 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil februar 2016. Dette er 2. del Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst www.læsformig.dk

21

Profile for Greve Bibliotek

Englejægeren af Jan Kjær, del 2  

Anden del af Jan Kjærs ebog om drengen Miki der opdager, han kan styre andre ved tankens kraft. Historien er for de 10 - 13 årige og skrevet...

Englejægeren af Jan Kjær, del 2  

Anden del af Jan Kjærs ebog om drengen Miki der opdager, han kan styre andre ved tankens kraft. Historien er for de 10 - 13 årige og skrevet...

Profile for grevebib
Advertisement