KARSTEN SECHER: GRØNLANDS RÅSTOFINDUSTRI I DET 20. ÅRHUNDREDE
1959 Nordmine besluttede allerede i 1958 at koncentrere yderligere eftersøgning i Østgrønland omkring molybdænforekomsten ved Malmbjerg, der blev opdaget i 1954. Fra 1961 overtog Arktisk Minekompagni A/S dette arbejde. Arktisk Minekompagni var ejet ligeligt af Nordmine og AMAX Inc., der selv drev verdens største molybdænmine i USA. Igen var international minekapital involveret i et nyt råstofprojekt i Grønland. I 1961 blev en koncession på 50 år udstedt til Arktisk Minekompagni A/S vedrørende efterforskning og udnyttelse af råstoffer i et mindre område omkring Malmbjerg. Her viste det sig hurtigt, at malmmængden var på mindst 150 millioner tons med 0,23 procent molybdæn; altså en forekomst i verdensklasse. Beliggenheden var vanskelig set fra et minesynspunkt, da forekomsten var omgivet af gletschere. Alligevel blev der af selskabet fremlagt meget ambitiøse planer for udnyttelse af malmen. Fornyede boringer på en kilometer blev udført i 1979, men aktiviteten blev endelig opgivet allerede i 1984. Først i 2005 fik forekomsten atter bevågenhed, da efterspørgslen på molybdæn var øget betydeligt, og et nyt selskab, Quadra Mining Ltd., genoptog undersøgelserne. Det er senere oplyst, at det nye selskab planlægger produktion allerede fra 2010.
1962 Minedriften af kryolit i Ivittuut blev indstillet fra den 17. november, da forekomsten så ud til at være brugt op. Kryolitselskabet rådede da på lagerpladsen over en beholdning på mindst 840.000 tons kryolitmalm med et gennemsnitligt kryolitindhold på 60 procent samt mere end 200.000 tons kryolitholdigt opfyldsmateriale. Samtidig anskaffede selskabet et nyt flotationsanlæg i København, således at hele produktionen kunne behandles maskinelt. Den tidligere anvendte håndsortering i en del af processen blev derefter faset ud. Aktiviteten i minebyen overgik til at være håndtering af malmbunkerne
i forbindelse med udskibningen. Selskabet indledte endvidere en omfattende mineralefterforskning rettet mod andre økonomisk interessante råstoffer i det øvrige Grønland, hvor indsatsen blev koncentreret i Vestgrønland.
1963 Bly-zinkminen ved Mestersvig stoppede, da der ikke var mere malm. I alt var der blevet brudt 545.000 tons malm med en gennemsnitslødighed på ni procent bly og 10 procent zink, og indtægterne fra driften kunne akkurat betale omkostningerne. Nordmine fortsatte dog som virksomhed, da man besluttede at fortsætte mineralefterforskningen i hele Østgrønland.
1966 Fornyet interesse for Grønlands marmor resulterede i, at en ny brydning ved Maarmorilik blev iværksat af fabrikant Ole Fink-Jensen. Da aktiviteten sluttede i 1971, var der fragtet cirka 5.000 tons marmor til København; det vil sige 1.000 tons mere end den samlede hidtidige produktion før krigen. Grønlandsk marmor kunne derefter købes i forretninger langt op i 1990-erne.
1970 Kryolitselskabet fandt i løbet af de mere detaljerede undersøgelser i Vestgrønland en omfattende forekomst af olivinsten ved Itipilua nær Fiskefjord. Malmmængden var ikke mindre end 100 millioner tons af fin kvalitet, men projektet blev opgivet, angivelig på grund af vanskeligheder med at finde aftagere af et olivinstensprodukt. Forekomsten påkaldte sig atter opmærksomhed først i det nye århundrede, hvor Ujarak Minerals og siden Crew Development Ltd. og senest Minelco AB udførte nye undersøgelser. Lokaliteten havde i mellemtiden fået navnet Seqi, og hurtigt i det nye århundrede blev det klart, at der nu var en mulighed for at forekomsten af olivinsten kunne danne baggrund for minedrift.
Tidsskriftet Grønland 2-3/2008
59