Page 1

nr.3 / juni 2012 - 74. årgang

magasin for mindretal, sprog og kultur

Tema:

MED FÆLLESSKAB SKAL FOLKESTYRE UDVIKLES


2

nr. 3 / juni 2012

INDHOLD KAMPEN FOR DEMOKRATIET

Foto: Scanpix

Politikere med politisk ansvar er udskiftet med embedsmænd med forvaltningsansvar. Underskoven af politikere i lokale råd, som tidligere var med til at sætte normer og moralsk niveau i samfundet, er forsvundet. En ændring i den politiske kultur og en mentalitetsændring i befolkningen er nødvendig, hvis vi skal håndtere nedjusteringen af velfærdsstaten. Interview med professor Ove Korsgaard SIDE 4

JAGTEN PÅ MAGTEN Demokrati som samtale og livsform er demokratiets sjæl – og Christiansborg er ret sjælløst. Det er kun regeringsmagten, der har værdi – til skade for både demokrati og samfund. Politikerne tør ikke længere træde i karakter som politikere. Langsomt kvæles demokratiet i bureaukrati og enkeltsager. Artikel af folketingsmedlem Mette Bock. Foto: Scanpix

SIDE 12

FORSKELLIGHED ER DEMOKRATIETS SALT Vi står over for nogle kulturelle, samfundsmæssige og demokratiske udfordringer, hvis vi vil bevare demokratiet, som vi kender det. Vi lever i et multikulturelt samfund, hvor vi må lære at skabe en fælles loyalitet over for samfundet og hinanden. Vi skal skabe nye fortællinger om os selv, der gør forskellighederne til en styrke. Artikel af forfatter og samfundsdebattør Lene Andersen. SIDE 32 LÆS OGSÅ SIDE 10 FINN SLUMSTRUP: MED FÆLLESSKAB SKAL FOLKESTYRE UDVIKLES SIDE 18 FOLKEOPLYSNINGENS MANIFEST SIDE 20 JOHANNES NØRREGAARD FRANDSEN: MENNESKET HAR FØDDER SIDE 26 JØRN HENRIK PETERSEN: VELFÆRDSSTATEN OG DET NATIONALE SIDE 36 HJERTEBÅND I DEN RØDE FLAGDUG

MED FÆLLESSKAB SKAL FOLKESTYRE UDVIKLES er et temanummer af GRÆNSEN – om udfordringerne til demokrati og folkestyre. Det udgives i forbindelse med Folkemødet på Bornholm 2012. Såvel temanummeret som Grænseforeningens deltagelse på Folkemødet er støttet af Oberst H. Parkovs Mindefond og Folmer Wisti Fonden for International Forståelse. FØLG DEBATTEN PÅ WWW.GRÆNSEN.DK


nr. 3 / juni 2012

LEDER

DET ER NØDVENDIGT MED EN LEVENDE FOLKEOPLYSNING Af Finn Slumstrup, formand

Grænseforeningen har valgt at gå særdeles aktivt ind i det store Folkemøde på Bornholm 14.-17. juni. Både med egne initiativer og i samarbejde med andre, som vi har et naturligt fællesskab med. Først og fremmest Sydslesvigsk Forening, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Grundtvigsk Forum. En del af indsatsen er dette temanummer af GRÆNSEN. Hvorfor er Folkemødet et anliggende for Grænseforeningen? Og hvorfor udgiver vi nu et indholdsmættet temanummer, som kommer omkring folkestyre, velfærdsstat og globale udfordringer? Svaret gemmer sig i Grænseforeningens tredelte formålsparagraf, hvor det sidste led fastslår, at vi skal arbejde for “at bevare og styrke dansk sprog og kultur”. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis ikke det danske samfund trives med bevidsthed om egne værdier, så kommer det også til at knibe med både viljen og evnen til “at støtte danskheden i grænselandet”, som der tales om i formålsparagraffens første led. Hvor vi altså finder den opgave, danskerne traditionelt forbinder med Grænseforeningens virksomhed. Samarbejdet med Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) er ikke af ny dato, men er i den senere tid blevet intensiveret. Grænseforeningen og DFS er nemlig enige om, at den ellers så stolte danske tradition for folkeoplysning er nødlidende i disse år. Vi fortæller stadig hinanden ved festlige lejligheder om traditionen, men de smukke ord kan nemt komme til at virke som en sovepude, som forhindrer os i at se de virkelige forhold i øjnene. Og virkeligheden viser, at den danske folkeoplysnings mange styrker slet ikke mobiliseres endsige værdsættes i tilstrækkelig grad. Det hænger utvivlsomt sammen med, at vi lever i en tid, der råber på øget specialisering i uddannelsessystemet. Derfor står vi i fare for at glemme, at hvis ikke den nødvendige styrkelse af den enkeltes kompetencer følges op med en kraftig indsats til gavn

for det fælles, for en levende helhed i samfundet, så falder korthuset sammen. Når man inde i bladet ligefrem kan læse Folkeoplysningens Manifest, så er det for at fastslå, hvor værdifuld, ja, hvor direkte uundværlig en levende folkeoplysning er, såfremt vi ønsker et spændstigt samfund med så mange fælles værdier, at de kan spænde ud over de altid tilstedeværende forskelligheder og modsætninger. I professor Jørgen Henrik Petersens artikel om “Velfærdsstaten og det nationale” kan man både læse om, hvilke interessemodsætninger vi historisk har evnet at omfatte i den danske velfærdsstat, og om hvor provokeret den danske model nu er af globaliseringens voldsomme udfordringer. Der er altså nok at tage fat på. Derfor er det nødvendigt at mobilisere alle gode kræfter. Således har vi genoplivet Valdemar Sejr, som på Folkemødet

Virkeligheden viser, at den danske folkeoplysnings mange styrker slet ikke mobiliseres ... Derfor står vi i fare for at glemme, at hvis ikke den nødvendige styrkelse af den enkeltes kompetencer følges op med en kraftig indsats til gavn for det fælles, så falder korthuset sammen ankommer pr. skib i skuespilleren Flemming Jensens kendte skikkelse for at holde den tale, som også findes inde i bladet. En tale, der har samme titel som hele temanummeret. Det kan nemlig ikke siges tit nok, at “med fællesskab skal folkestyre udvikles”!

3


4

nr. 3 / juni 2012

Occupy Wall Streetbevægelsen er nået til Danmark. Ove Korsgaard: “Pludselig kan en bevægelse som Occupy få et omfang, så hele systemet bliver rystet – så f.eks. de løbske finansfolk må tøjles … pludselig kan sådan en bevægelse være over os. Det er sket før, og vi ved, at sådanne bevægelser kan få afgørende betydning”.


5

Foto: Scanpix

nr. 3 / juni 2012

KAMPEN FOR DEMOKRATIET Politikere med politisk ansvar er udskiftet med embedsmænd med forvaltningsansvar. Underskoven af politikere i lokale råd, som tidligere var med til at sætte normer og moralsk niveau i samfundet, er forsvundet – og med dem de demokratiske institutioner og folkelige bevægelser, hvorfra politikerne blev rekrutteret. En ændring i den politiske kultur og en mentalitetsændring i befolkningen er nødvendig, hvis vi skal håndtere nedjusteringen af velfærdsstaten. Interview med professor Ove Korsgaard.

Af Erik Lindsø

“Vi har ikke længere det lag af betydningsfulde folkevalgte, der førhen var med til at opbygge og vedligeholde normer og sætte det moralske niveau i vores samfund. De er blevet erstattet af embedsmænd, som ikke har og heller ikke føler noget ansvar på dette område. Det giver os et demokratisk problem, det belaster demokratiet, for demokratiet bæres jo af politikere, der har politisk ansvar. Men politikere er blevet en mangelvare”. Sådan lyder det fra Ove Korsgaard, da GRÆNSEN besøger ham for at få sat perspektiver på den udvikling, vores folkestyre undergår. Ove Korsgaard er professor ved Dan-

marks Pædagogiske Universitet og en førende forsker, når det handler om folk, folkeoplysning og folkelige bevægelser. DEN DEMOKRATISKE UNDERSKOV ER FORSVUNDET

Ove Korsgaard trækker linjen bagud: “Hele den der underskov af demokratiske institutioner og folkelige bevægelser, som blev opbygget fra midten af 1800-tallet og frem, og som var det Danmark, der bar demokratiet helt frem til velfærdsstaten i 1960’erne – den underskov er næsten forsvundet.” For Ove Korsgaard forsvandt underskoven med kommunalreformen i 1970. Ind-


6

nr. 3 / juni 2012

til da voksede den i de ca. 1.300 købstadsog sognekommuner, der kittede Danmark sammen. “Der sad folk i sogneråd rundt om i alle de sogne, der var i Danmark. Derudover sad der folk i andelsmejeriets bestyrelse, i slagteriets bestyrelse, i Brugsens bestyrelse osv. Det var i høj grad det lag i samfundet, der var det bærende i den form for demokrati, vi havde fået skabt. Men med kommunalreformen i 1970 kom det store, afgørende skifte – fulgt til dørs af den anden kommunalreform i 2007”. “Med omlægningen er antallet af personer, der har politisk ansvar, raslet ned. Personer, der har politisk ansvar inden for mejerier, slagterier, brugsforeninger osv. er på samme måde raslet ned. Hermed er hele den form for demokrati, vi har haft frem til 1970’erne, sat under afvikling”. “Man kan observere det ved, at i den mindste sag – om det er pasningen i en bestemt vuggestue eller det er en beboer på et plejehjem, der ikke får skiftet ble – så retter danskerne i dag blikket mod

Det var uden for forestillingsverdenen, at en minister skulle blandes ind i den slags sager”. “Vores demokrati er kommet til at hænge på et meget lille antal personer, der bærer hele det politiske ansvar, og de bliver overbebyrdede med enkeltsager. Hele det der demokratiske lag under folketing og regering er i stor udstrækning forsvundet – en udvikling, som også ses i store dele af erhvervslivet og i hele forretningsverdenen. Færre og færre folkevalgte varetager opgaverne”.

Vi har ikke længere de institutioner og organisationsformer, hvor vores engagement i praksis kan blive omsat til noget, hvor vi påtager os politisk ansvar

DET FOLKELIGE ENGAGEMENT ER HÆGTET AF

For Ove Korsgaard betyder udviklingen, at vi i dag mangler de institutioner, som kan aktivere det folkelige engagement og ansvaret for det fælles, som i over hundrede år har båret vores måde at tænke samfund på. “Det er for tidligt at sige, om udviklingen bliver et problem for vores demokrati, men den kan let blive det”. “Det fortrøstningsfulde er, at folk fortsat er bredt engageret i det samfund, vi lever i. Det er ikke sådan, at vi ikke kerer os om samfundet. Men vi har ikke længere de institutioner og organisationsformer, hvor vores engagement i praksis kan blive omsat til noget, hvor vi påtager os politisk ansvar. Det mener jeg er et demokratisk problem. Et folkeligt

Med kommunalreformerne er antallet af personer, der har politisk ansvar, raslet ned. Hermed er hele den form for demokrati, vi har haft frem til 1970’erne, sat under afvikling

Folketinget og ministeren for det pågældende område. Det ryger derop med det samme”. “Da man havde sognerådene, ville man aldrig have orienteret sig på den måde – det hørte til småting, man selv klarede.

engagement kræver institutioner, bestyrelser – ja, steder i samfundet, hvor det kan omsættes til handling og ansvar for det fælles”. For Ove Korsgaard hænger det folkelige engagement sammen med eksistensen af en folkelig elite. En folkelig bevægelse trækkes af en elite, og her kan vi lære af fortiden: “Det, vi kalder de folkelige bevægelser, var i høj grad båret af en elite. Det er dem, jeg taler om som underskoven – dem, der sad i sogneråd og bestyrelser. De udgjorde en folkelig elite, som spillede en kæmpe rolle, fordi de satte normen og trak andre med”. “Vi kommer ikke uden om, at det var en ny elite, der var hjørnestenen i udviklingen af det, vi kalder det folkelige Danmark. Det betyder ikke, at det kun var en bevægelse ovenfra og ned, det var det slet ikke. Men man skal passe på med at underbetone betydningen af, at en folkelig rejsning eller bevægelse grunder sig på, at nogle tager teten og går foran”. DEN MORALSKE ELITE

På spørgsmålet om, hvad der kendetegnede datidens folkelige elite, henviser Ove Korsgaard til Jens Smærum Sørensens roman “Mærkedage”: “Romanen beskriver fortrinligt udviklingen gennem tre generationer. Hovedpersonen Søren Godiksen var den respekterede person i sognet, som man så op til, og som var med til at sætte en norm. Men alt, hvad han stod for og troede på,


nr. 3 / juni 2012

ser han i udviklingen efter 1970 blive til ingenting”. “En lignende historie gælder min egen far, der var sognerådsformand på Mors, og han var helt på samme måde. Sognerådsformanden var som regel en agtet person, som var med til at sætte normen. Rundt omkring i hele Danmark var de simpelthen den moralske elite. De satte standarden for omgangen med hinanden og for måden at have fællesskab på”. “Ofte har man ment, at der var et socialt skel – at på de fattige jorde var det Indre Mission, der slog igennem, mens det på de rige jorde var grundtvigianerne. Men det er problematisk at trække skellet på den måde. For mig at se var det afgørende, hvilke personer der gik foran, og som kom til at tegne billedet og sætte normen på egnen. Det væsentlige er at forstå, at de jo var over hele landet. Der var tusindvis af dem i sogneråd og bestyrelser. De udgjorde simpelthen grundpillerne i vores folkestyre i over hundrede år”. På spørgsmålet, om vi i dag mangler en moralsk elite, svarer Ove Korsgaard: “Det kan være frygteligt farligt at bringe ordet moral ind i en moderne diskussion, men vi har uden tvivl også i dag sådan en elite. Spørgsmålet er, om vi har nok af dem – om ikke bureaukratiseringen og centraliseringen har gjort dem til en mangelvare”. “Jeg kan ikke se det anderledes, end der er sket en vis udtørring. De folk, der førhen beklædte politiske poster og havde politisk ansvar, sad der stort set uden administrativ hjælp. I dag sidder der meget få politikere, men med et kæmpe administrativt system i ryggen”. “Det er det vigtige at forstå: Politikere med politisk ansvar er blevet udskiftet af embedsmænd med forvaltningsansvar. Det har betydet, at den her normproduktion, som har været så betydningsfuld i udviklingen af vores demokrati, og som bar betegnelsen folkestyre, den er tørret ind. Intet tyder på, at det går i andre retninger. Men det ændrer ikke ved, at

situationen kræver, at vi gentænker hele det offentlige system og embedsfolkets rolle”. VELFÆRDSSTATEN AFVIKLES DRYPVIS

Velfærdsstaten er for Ove Korsgaard et af de væsentligste symboler, når vi i dag skal karakterisere det særlige danske: “Den faktor, der nok har allerstørst identitetsgivende betydning i dag, er velfærdsstaten. Det, vi forstår ved det at være dansk, er, at vi har en velfærdsstat. Vi har også flaget, naturen, maden, landsholdet osv. som symbol på det danske, men velfærdsstaten er blevet det bærende symbol. Derfor er vi meget, meget sårbare, når der skal røres ved velfærden”. For Ove Korsgaard er velfærdsstaten truet – ikke økonomisk, men moralsk: “Vi har fået opbygget et vældigt velfærdssystem, som man slet ikke havde på samme måde før 1960’erne. Problemet er, at vi hermed også er kommet til at se hele bureaukratiet og embedsværket som et velfærdsgode. Men det er et gode, der er vokset os over hovedet – det er der noget, der tyder på”. “Det medfører, at velfærdsstaten smuldrer – ikke på grund af dårlig økonomi, al denne snak om økonomi er at snakke udenom – men fordi der er sket en ændring i moral og mentalitet”. “I dag kan man gå direkte til det politiske system med snart sagt den mindste sag – godt hjulpet af medierne. Lige meget næsten hvilket problem, der opstår, så

7

kan det medføre et spørgsmål til ministeren. Problemet er, at vi langsomt vænner os til i vores hoveder, at det er sådan, vi skal gøre – at det er sådan, at et demokrati skal fungere. Men det giver os på sigt et problem, for det medfører en overbelastning af det politiske system, som det i længden ikke kan holde til”.

Vi har fået opbygget et vældigt velfærdssystem, som man slet ikke havde på samme måde før 1960’erne. Problemet er, at vi hermed også er kommet til at se hele bureaukratiet og embedsværket som et velfærdsgode. Men det er et gode, der er vokset os over hovedet

“Det er en udvikling, der er gået fantastisk hurtig. Det er ikke mere end godt en halv snes år siden, at politikere ikke ville kommentere enkeltsager, fordi de hørte til og skulle håndteres ude, hvor de opstod”. Ove Korsgaard mener, at grundlaget for velfærdsstaten langsomt er ved at erodere: “Anne Knudsen (chefredaktør på Weekendavisen, red.) har ganske rigtigt beskrevet, at problemet er, at velfærdsstaten afvikles drypvis. År for år kommer der flere huller i vejene, og der går længere og længere tid mellem, der kommer asfalt i, og til sidst skal vi så selv lappe dem. Fordi det sker drypvis, så vænner vi os til det. Der sker ikke noget med hullerne, så vi cykler udenom. Anne Knudsen bruger


nr. 3 / juni 2012

Foto: Scanpix

8

Den 27. april 2007 lancerede Anders Fogh Rasmussen-regeringen den seneste kommunalreform. 271 kommuner blev reduceret til 98, og 13 amter blev sammenlagt til 5 regioner. Før kommunalreformen i 1970 var der 1300 sogneråd og 24 amter. I det nye Danmark er der kraftigt reduceret i antallet af personer med politisk ansvar. Til gengæld er embedsvældet vokset.

at de nogle gange kommer ud af det blå – fra den ene dag til den anden. Vi så det med Murens fald. Vi har lige set det med det arabiske forår og med Occupy Wall Street-bevægelsen, og selv om den endnu ikke har fået den store gennemslagskraft, så er den måske en tendens, der er ved at tegne sig”. “Pludselig kan en bevægelse som Occupy få et omfang, så hele systemet bliver rystet – så f.eks. de løbske finansfolk må tøjles. Der er vi ikke endnu, men pludselig kan sådan en bevægelse være over os. Det er sket før, og vi ved, at sådanne bevægelser kan få afgørende betydning”. “Men der er ingen tvivl om, at det politiske og økonomiske system vil have gavn af en folkelig rystelse. Jeg tror, de fleste som jeg finder det ubehageligt at se, hvordan f.eks. finansfolk – både på det national og internationale plan – i den grad kan malke systemet. Her er moralen fuldstændig hoppet af tænkningen. Den tendens må ikke sejre, for det kan et demokratisk samfund ikke i længden holde til”. VÆRDIER SKAL SÆTTE DAGSORDEN

det som billede på, hvad der vil ske med velfærdsstaten. Der tages en luns her og en luns der”. “Når man på den måde rører ved velfærdsstaten, når man for eksempel påpeger, at den er blevet overbebyrdet, og at den også er med til at udvikle en mentalitet, der er problematisk for dens egen opretholdelse, så rører man samtidig ved det, der er vores fælles identitet. Det er derfor lige nu et problem for os, at vi har bygget vores forestilling om danskhed op på eksistensen af velfærdsstaten”. På spørgsmålet om, hvor problemet ses, svarer Ove Korsgaard: “Velfærdsstaten er bundet op på solidaritet, hvor vi også tager hånd om den svage. Det ligger dybt i danskerne, og det er noget, vi med rette er stolte over. Men at velfærdsstaten er presset ses på,

at solidariteten mere og mere viger for individualiteten”. SMERTEGRÆNSEN

Ove Korsgaard mener, at der er en folkelig smertegrænse for den drypvise afvikling af velfærdsstaten. På spørgsmålet om, hvad der sker, når smertegrænsen nås, svarer han: “Det er svært at sige, om den drypvise tæring på et tidspunkt vil medføre apati eller en folkelig rejsning. Lige nu er der ikke noget, der tyder på det sidste. Men belært af et langt liv, ved jeg, at der hele tiden sker overraskelser, og

For Ove Korsgaard er det en mentalitetsændring, der skal til. Fokus skal flyttes fra enkeltsager til værdier – fra detaljereguleringer til overordnede betragtninger. Han mener, at ungdommen godt ved, at det er den opgave, der venter dem: “Det er positivt, at de studerende, jeg har, er meget optaget af de værdimæssige spørgsmål, og de er virkelig med, når man præsenterer dem for store tænkere, der

Forestillingen om, at velfærdsstaten blot kan give os mere af det hele, kan vi simpelthen ikke længere opretholde – den er blændværk


nr. 3 / juni 2012

kan perspektivere den udvikling, vi står midt i, og som jeg har forsøgt at beskrive. Jeg tror godt, at ungdommen ved, at de står over for nogle problemer med velfærdsstaten, som virkelig brænder på”. “Det er også vigtigt at slå fast, at det forfald i velfærdsstaten og det civile samfund, jeg giver udtryk for, ikke behøver at være udtryk for et samlet forfald – slet ikke. Det er derfor, diskussionen om de overordnede betragtninger er så vigtig,

skal sgu nok klare os selv”, var mentaliteten. I dag forventer vi os alle mulige ting af staten, og staten kan slet ikke længere indfri de forventninger, der er skabt. Det er en enorm mentalitetsændring, der er sket – og som skal ske igen, men nu med modsat fortegn”. INTET KAN FORSVÆRGES

Ove Korsgaard noterer sig, at der i den politiske retorik kan være tegn på, at politikerne allerede er ved at ændre kurs: “Den nye regering har jo ændret sin retorik i en grad, som er helt utrolig. Helle Thorning-Schmidt sagde f.eks. i sin første majtale, at ”mådehold er vejen til fællesskab”. Det er virkelig nye toner – og så på en første maj! Det kan vi som befolkning have svært ved at forstå, for retorikken har jo tidligere været, at vi skal have flere rettigheder, vi skal have flere feriedage, vi skal have to lærere i hver klasse osv. Men forestillingen om, at velfærdsstaten blot kan give os mere af det hele, kan vi simpelthen ikke længere opretholde – den er blændværk.

Velfærdsstaten er bundet op på solidaritet, hvor vi også tager hånd om den svage. Det ligger dybt i danskerne, og det er noget, vi med rette er stolte over. Men at velfærdsstaten er presset ses på, at solidariteten mere og mere viger for individualiteten for det er her, det nye formuleres. Vi skal have flyttet fokus fra enkeltsager som afsæt for lovgivningen, til at det bliver den overordnede værdidebat, der sætter dagsorden. Det kræver ikke blot en ændring af den politiske kultur, men også en mentalitetsændring i den danske befolkning”. På spørgsmålet om, hvordan folkementaliteten skal ændre sig, svarer Ove Korsgaard: “Vi har alt for høje forestillinger om, hvad staten skal tage sig af. Vi mangler den der selvberoenhed, der tidligere var i de folkelige bevægelser og foreningslivet, og som man her bidrog med. Her var man jo slet ikke orienteret imod staten i samme grad som i dag – tværtimod: ”Vi

TILBAGE TIL OVERSKUELIGHEDEN

På spørgsmålet om centraliseringen og bureaukratiseringen har taget overhånd, og om vi skal tilbage til mindre enheder, svarer Ove Korsgaard: “Det rejser i hvert fald spørgsmålet: Kan systemer, hvori demokratiet skal forvaltes, blive for store? Kan det blive et problem for demokratiet selv, hvis det demokratiske system, vi opbygger, bliver både uoverskueligt og uigennemskueligt for

9

den enkelte borger? Betyder det, at den her moralske produktion svækkes i en sådan grad, at den ikke kan reproducerer de normer, der er nødvendige for at opretholde et demokrati? Jeg kender ikke svarene, men det vigtige spørgsmål at stille i disse år”. “Måske skal vi på et tidspunkt tilbage til mindre enheder. I hvert fald skal vi finde nye måder, hvorpå vi kan sikre denne normproduktion vedligeholdt på, som jeg mener er alt afgørende som grundlag for demokratiet”.

Ove Korsgaard, født 1942, har rod i folkehøjskolen. I 21 år var han tilknyttet Gerlev Idrætshøjskole som lærer og forstander. Han har været formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Siden 1996 har han været tilknyttet Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han i dag er professor i pædagogik. I 2004 erhvervede han den akademiske doktorgrad på afhandlingen “Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år”. Bogen var tredje del af en trilogi, der yderligere består af “Kampen om kroppen” fra 1982 og “Kampen om lyset” fra 1997. Han sad i det udvalg, der i 2008 for Undervisningsministeriet udgav “Demokratikanon”. Ove Korsgaard er på trapperne med bogen “N.F.S. Grundtvig”, der sætter fokus på Grundtvig som politisk tænker.


10

nr. 3 / juni 2012

Foto: Statens Museum for Kunst

C. A. Lorentzens maleri fra 1809 af Danneborg, der daler ned fra himlen 15. juni 1219 i slaget ved Lyndanisse i Estland.

MED FÆLLESSKAB SKAL FOLKESTYRE UDVIKLES På Valdemarsdag, den 15. juni, ankommer Valdemar Sejr i vikingeskib til Folkemødet på Bornholm i skikkelse af skuespilleren Flemming Jensen. Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, giver her sit bud på Valdemars Sejrs tale til folket. Af Valdemar II Sejr

På mit skib undervejs hertil sad jeg og tænkte på, med hvilke kongeord jeg ville hilse Jer i dag, og besluttede mig for, at det skulle være med budskabet: “Med fællesskab skal folkestyre udvikles, men for at enhver kan nå frem til denne indsigt, er det nødvendigt med en levende folkeoplysning.” Jeg er klar over, at det for mange af Jer er overraskende at se mig og mit følge her

i dag. Det er trods alt et stykke tid siden, danskerne sidst har hørt fra Valdemar Sejr. Når jeg netop har valgt at komme i dag, så er det fordi, den 15. juni jo er min dag. Det er i år 100 år siden, I besluttede Jer for, at dagen skulle hedde Valdemarsdag – og den Valdemar, der er tale om, er altså ganske uden beskedenhed mig. Jeg synes jo nok, det var et temmelig langt tilløb, I tog, men bedre sent end al-

drig, og i 1912 sejrede fornuften omsider, og Valdemarsdag blev indført. Men den begivenhed, der højtideligholdes i dag, ligger ikke 100, men 793 år tilbage. Det var under slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219, at vi danske fik hjælp fra oven. Jeg skal ærligt indrømme, at vi også bad om den, for situationen var blevet noget vanskelig, og vi var ved at blive presset tilbage. Heldigvis havde


nr. 3 / juni 2012

jeg taget min tro rådgiver, ærkebiskop Anders Sunesen fra Lund, med på korstoget til Estland, og da han indtrængende bad om et tegn, kom det også. Dannebrog kom svævende ned til os, og en himmelsk røst fortalte, at under dette tegn skulle vi sejre – hvad vi så også gjorde! Jeg ved godt, at de andre nordiske lande har kopieret idéen med et korsbanner. Men Dannebrog kom først. Det ligger mig fjernt at prale, men ærkebispen og jeg var så tidligt ude, at man i dag uden blusel kan sige, at Danmark har verdens ældste nationalflag. Når jeg er kommet til Bornholm i dag, så er et af formålene netop at spørge Jer, om I nu også skønner på og værdsætter det store samlende tegn, som flaget er? Lige fra vi så det første gang for 793 år siden, har Dannebrog gang på gang vist sig at være et samlende mærke for danskerne, når det var svære tider. Men det er ikke godt nok, hvis det kun er i trængselstider, vi skønner på flaget og det sammenhold, det inspirerer til. Dannebrog betyder ganske enkelt “danernes fane”, og det vil jo sige, at det både er et flag for den enkelte – for dig – og et flag for os alle sammen. Som konge bliver man nu engang optaget af at finde værdier, som kan samle hele folket. Nogle af Jer kan måske stadig huske, at en af mine sidste store embedshandlinger blev samlingen af Jyske Lov. Det var et større projekt, som jeg satte det endelige punktum for på kongeborgen i Vordingborg i marts 1241. Fortalen til loven åbnede jeg med de stolte ord: “Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvedes ingen lov”. Når jeg selv skal sige det, så kan det vist ikke udtrykkes meget bedre! Når jeg løbende følger med i, hvad der sker i mit kære gamle fædreland, så kan jeg få en oplevelse af, at vi havde større ambitioner, end I har i dag. Jeg ved godt, at man kan skyde mig i skoene, at jeg følger med fra sidelinjen. Men jeg kan jo ikke andet. Hvis jeg kom

anstigende hver anden dag med gode råd, så blev I nok hurtigt trætte af den gamle besserwisser til Valdemar Sejr. Men i dag er jeg altså kommet sejlende, og det er, fordi det nager mig, at I ser ud til at have mistet ambitionen om at ville have alle med. Er I ikke kommet i underskud med fælles symboler, som alle kan slutte op om? Har I ikke efterhånden en mangel på værdier, som binder det store flertal af Jer – eller allerhelst Jer alle – sammen? Danernes fane skal være alle danskeres fane. Det skal være et lysende rød-hvidt tegn på, at omme bag alle de uenigheder, der uundgåeligt trives i et rige som det danske, er der et fællesskab, der binder sammen på tværs af uenigheder og forskelle. Har I et sådant fællesskab? Jeg spørger, fordi jeg er usikker på svaret. Og det er denne usikkerhed, der har tvunget mig til at komme i dag, fordi jeg hørte, at I ville holde Folkemøde på min dag. Og hvis ikke man skal bruge et Folkemøde til at drøfte de spørgsmål, jeg her rejser, så ved jeg ikke, hvilken betydning I lægger i ordet Folkemøde. Jeg sad som sagt på skibet og tænkte over, hvilken fortale danskerne i 2012 har behov for. Jeg blev ikke færdig – og det er nok heller ikke min opgave, det er trods alt 771 år siden, jeg trak mig tilbage – men jeg kunne alligevel ikke lade være med at udtænke det budskab, jeg startede min tale med: “Med fællesskab skal folkestyre udvikles, men for at enhver kan nå frem til denne indsigt, er det nødvendigt med en levende folkeoplysning”.

11

I har masser af uddannelse, ja, mere end der nogensinde har været før. Både til eliten og til de alternativt begavede. Men det bliver alt sammen mere og mere specialiseret og stadig mindre rettet ind mod det fælles. Er I ved at have lavet et samfund, hvor det er blevet en specialitet at interessere sig for det fælles? Dér kan folkeoplysningen noget, som

Når jeg løbende følger med i, hvad der sker i mit kære gamle fædreland, så kan jeg få en oplevelse af, at vi havde større ambitioner, end I har i dag … det nager mig, at I ser ud til at have mistet ambitionen om at ville have alle med ikke kan klares med mere erhvervsrettet uddannelse. Danmark har historisk været meget stolt af sin folkeoplysning. Folket var netop oplyst og engageret i det fælles. Er I også i dag virkelig opmærksomme på folkeoplysningens nødvendighed, for at vi kan fastholde og udvikle fælles værdier? Jeg har lyttet mig frem til, at I taler om globalisering både morgen og aften. Men er I opmærksomme på, at kun et folk, der er forankret i bevidstheden om egen kultur, virkelig kan have noget at byde på i den internationale koncert? Jeg har taget et Dannebrog med i dag, og det hejste vi for lidt siden. Så har jeg i hvert fald sikret, at Folkemødet foregår under det flag, som er alle danskeres fælles symbol. Og så må I bære over med en pensioneret monark, når jeg siger, at jeg også håber, I vil bruge tid på at diskutere de spørgsmål, jeg har rejst i min tale til Jer.


12

nr. 3 / juni 2012

JAGTEN

PÅ MAGTEN Demokrati som samtale og livsform er demokratiets sjæl – og Christiansborg er ret sjælløst. Det er kun regeringsmagten, der har værdi – til skade for både demokrati og samfund. Politikerne tør ikke længere træde i karakter som politikere – de er blevet embedsmænd, og embedsmændene er blevet politikere. Langsomt kvæles demokratiet i bureaukrati og enkeltsager. Folketingsmedlem Mette Bock tager pulsen på folkestyret i praksis.

Af Mette Bock


13

Foto: Scanpix

nr. 3 / juni 2012


14

nr. 3 / juni 2012

Her på vore breddegrader er demokratiet ved at blive en ældre dame i reparationsalderen. Samtidig spirer spæde demokratier frem andre steder i verden. Demokratier, der ikke nødvendigvis blot laver en “copy paste” af de forfatninger og

har sin daglige gang på Christiansborg og oplever, at jagten på magten overtrumfer demokratiets fineste kendetegn, nemlig viljen til, på folkets vegne, gennem samtalen og kompromisset at finde solide løsninger for landets fremtid. Politik er naturligvis fuld af konflikter, da vi har forskellige interesser. Og ingen af os har patent på at definere demokratiets kerne. Jeg har gennem mange år interesseret mig for demokrati både teoretisk og som iagttager af det danske folkestyres udvikling. Og som nyvalgt medlem af folketinget er der meget, der undrer mig på Christiansborg. Det er en del af den undren, jeg skal beskrive her.

Jagten på magten overtrumfer demokratiets fineste kendetegn, nemlig viljen til, på folkets vegne, gennem samtalen og kompromisset at finde solide løsninger for landets fremtid adfærdsnormer, som de vestlige liberale demokratier har bygget på, siden de blev formuleret i et helt andet samfund end det, vi kender i dag. Kan vort liberale frisind klare dette? Eller er vi blevet mere optaget af at bedrive en ny form for værdi-imperialisme i den store verden end at rydde op i vor egen demokratiske baghave, der nok kunne trænge til et eftersyn? Er der blevet så meget “styre” og så lidt “folk”, at demokratiets sjæl ikke længere trives i form af tillid, lav magtdistance og vilje til at indgå kompromisser, der også sikrer mindretalsbeskyttelse? POLITIKERE ER JAGET VILDT

Læser man resultatet af diverse forskningsprojekter, står det generelt fortsat fint til i Danmark. Jeg tror desværre, at det i høj grad skyldes, at vi er opdraget til at sige det rigtige, nemlig at vi er glade for vores demokrati og har tillid til politikerne. Vi tænker på skåltalerne, når vi svarer. Billedet er nemlig et helt andet, når man følger den offentlige debat, hvor politikere er jaget vildt. Eller når man

DEMOKRATI SOM STYREFORM OG LIVSFORM

Set på historiens store bue ved vi, at demokrati indtil videre har været historiens undtagelse og tilmed ringeagtet som styreform helt frem til oplysningstiden. Med Platons ord får vi ikke et godt samfund før “kongerne bliver filosoffer og filosofferne bliver konger”. Måske havde den græske præsident Karolos Papoulias Platon i tankerne, da han i forbindelse med den aktuelle regeringskrise foreslog, at man skulle udpege en regering af kloge mennesker, der ikke nødvendigvis var folkevalgt, præcis som man i en overgangsperiode har gjort i Italien. Rationalet synes at være, at når nøden banker på, handler det om at forene indsigt og magt. Det er der naturligvis ingen garanti for i et demokrati, hvor politikernes legitime ret til at lede er forankret via folkets mandat. Selvom dette finder sted hos vore

nære naboer i Sydeuropa, er der tilsyneladende ingen, der undrer sig ret meget i den anledning. Platon kunne for et par årtusinder siden ikke forudse, at demokratiet blev en styreform, som ingen fornuftige mennesker i dag vover at argumentere imod. I vores egen tid har der været flere interessante udlægninger af, hvad et demokrati indebærer i den positive udlægning. Teologen K.E. Løgstrup sagde engang, at demokrati er en skikkelig måde at være uenig på. Hal Koch, teolog og højskolemand, argumenterede for, at demokratiet først og fremmest er en livsform, hvor ordet står i centrum. Går vi til juristerne og politologerne, ser sagen lidt anderledes ud. Juristen Alf Ross beskrev demokratiet som en styreform, hvor friheden står i centrum. Det er den formelle procedure, der sikrer, at vi kan vælte uduelige magthavere af pinden og sikre, at alle interesser kan komme til orde. Andre politologer lægger vægt på, at demokrati er en procedure, der sikrer valget af en elite, til hvem vi delegerer magten til at fordele værdier med gyldighed for samfundet. Sandt er det, at demokrati både er en livsform og en styreform. Problemet er, at hvis vi i den daglige, politiske praksis reducerer demokratiet til udelukkende at være en formel styreform bestående af afholdelse af valg, rituel stammedans og jagten på magten, tager vi livet af det. Den formelle styreform er demokratiets krop. Men demokrati som samtale og livsform er demokratiets sjæl. Og Christiansborg er ret sjælløst, desværre. DEN RITUELLE STAMMEDANS

Den rituelle stammedans på Christiansborg er både udbredt og bredt accepteret. Det er reglen snarere end undtagelsen, at taktiske hensyn vinder over ønsket om at finde løsninger til fællesskabets bedste. Problemet er naturligvis, at det underminerer tilliden politikerne imellem. Og tilliden mellem borger og stat.


nr. 3 / juni 2012

Jeg mindes fortsat med gru folketingets åbningsdebat efter regeringsskiftet i september 2011. Knap 30 gange stillede Venstre det samme spørgsmål til statsministeren, og knap 30 gange gav hun det samme svar. Den øvelse er fortsat gennem månederne efter. Når ministre kaldes i samråd, i spørgetimer i folketingssalen, via skriftlige spørgsmål til ministrene og ved at sende formationer af soldater i salen, der kun har én opgave: At gå til angreb. Det er imidlertid ikke kun oppositionen, der har glemt samtalen. For eksempel er det almindelig praksis, at regeringen principielt og konsekvent stemmer imod alle oppositionens beslutningsforslag, uanset, hvor fornuftige de måtte være. Det er der heller ikke meget samtale i. Det taktiske spil har med andre ord intet med partifarver at gøre. De nuværende regeringspartier var lige så rigide i deres adfærd og kritik af den daværende regering, som den nuværende er. Kasketterne er bare byttet rundt. Det er, som om det kun er den ultimative magt, altså regeringsmagten, der har værdi. Og det er så absolut til skade for både demokrati og samfund. Jeg har også kunnet konstatere, at holdninger sagtens kan følge regeringsmagten og dermed ændre sig, når regeringsmagten skifter. Lad mig give et par eksempler. Jeg har f.eks. fremsat beslutningsforslag om, at universiteterne skal have bedre mulighed for at eje deres bygninger, hvis de ønsker det. Men da jeg jo sidder i opposition, er regeringspartierne per definition imod – selvom de faktisk var fortalere for dette, da de selv sad i opposition. På samme måde er V og K nu dybt kritiske over for en lov, der kræver at der skal være 10 meters randzoner rundt om tusindvis af kilometer danske vandløb, selvom det er en lov, de selv vedtog, da de sad i regering.

Man skal med andre ord ikke forvente at finde den samme logik på Christiansborg som andre steder i samfundet. Mange af mine venlige nye kolleger forklarer, at det ikke kan være anderledes i politik. Hvorfor ikke? Eller, som en lobbyist, der ikke syntes timingen var den rigtige til at fremsætte et beslutningsforslag, udtrykte det: Der skulle jo nødig gå politik i det! EN VAKLENDE FJERDE STATSMAGT

Læg så hertil, at vi har en presse, der som pressen i alle andre frie samfund ikke skal fungere som en “fjerde statsmagt” men som demokratiets salt. Hvad det indebærer, trænger vi til en alvorlig debat om. Jeg har selv været i mediebranchen i mange år, og jeg vil fastholde, at ansvaret for at den politiske dækning er så ringe, som tilfældet er, er både pressens og politikernes. Dele af pressen interesserer

15

elsker at optræde som domptør for svage politikere, der lader sig piske rundt i manegen. Ansvaret er også politikernes. Jeg er selv, mens jeg var beskæftiget i mediebranchen, talrige gange blevet kontaktet af politikere, der ønskede at plante den ene eller den anden historie. Ikke altid om politisk uenighed eller egne fortræffeligheder, men også historier, der skulle udstille politiske modstanderes manglende integritet eller forhold, som egentlig burde henhøre under privatlivet. Jeg har også oplevet, at politikere stiller op til alt – og alt for meget. Det er tilladt at sige nej til at give en kommentar. Ja, det er tilmed tilladt at erkende, at man ikke ved nok om et emne, til at man vil udtale sig. Og det er ikke forbudt ved lov at erklære sig enig med en politisk modstander med henvisning til, at man selv har taget fejl eller er blevet overbevist i løbet af den politiske diskussion. Den politiske kultur, som den afspejler sig både på Christiansborg og i medierne, kan kun ændres på én måde. Nemlig ved, at vi hver især påtager os ansvaret for de opgaver, vi har – uanset om det er som politikere eller som journalist. Vi har ikke brug for flere regler eller normsæt formuleret omkring et skrivebord. Men for, at vi ikke blot ser os selv som indehavere af bestemte roller, der fordrer en bestemt adfærd. Vi har et personligt ansvar for, hvordan vi forvalter rollerne og opgaverne.

Demokrati som samtale og livsform er demokratiets sjæl. Og Christiansborg er ret sjælløst, desværre

sig konsekvent kun for politisk taktik og konflikter, mens den politiske substans fuldstændig negligeres. Jeg har opdaget, at jeg har mange kolleger på Christiansborg, som vi stort set aldrig hører om i pressen. Hvorfor? Fordi de i al stilfærdighed passer deres arbejde, søger fredelige kompromisser og går efter bold i stedet for mand. Men det er ikke kun en blodtørstig, konfliktorienteret og personfikseret presses ansvar, at den politiske dækning alt for ofte er så ringe, selvom dele af pressen

BUREAUKRATIET EN TRUSSEL MOD DEMOKRATIET

Ud over den rituelle stammedans vil jeg nævne et andet eksempel på en alvorlig trussel mod demokratiet. Det står mig nemlig efter knap et år i folketinget lysende klart, at politikerne er blevet embedsmænd – og embedsmændene er blevet politikere. Det er sket gradvist over mange år-


16

nr. 3 / juni 2012

tier, så det har intet med partipolitik at gøre. Det handler om forholdet mellem politikere og embedsmænd. Og forholdet mellem politikere og borgere. Helt tilbage i 1850, altså blot et år efter vi fik grundloven, sukkede Grundtvig, at vi har fået “…en Staats-kirke, et tvungent Skolevæsen, et Laugsvæsen og Fattigvæsen, en meget for talrig og begunstiget embedsstand (sic!), en i længden utaalelig Krigsstand, og

de skal løbe spidsrod mellem forskellige instanser, der ikke ser det som den primære opgave at servicere borgerne, men at overholde reglerne i deres eget system. Og det har vist sig stort set umuligt at gøre noget ved. Da Poul Schlüter blev statsminister i begyndelsen af 1980`erne, proklamerede han selvsikkert, at der nu skulle ryddes op i bureaukratiet. Nyrup fulgte op med moderniseringsplaner, Fogh ville sætte mennesket før systemet, og Thorning-Scmidt ville genoprette tilliden til borgerne og de offentligt ansatte. Og hvordan er det gået? Den statslige styring er blevet endnu mere fintmasket, vi har aldrig haft så mange offentligt ansatte som i dag, og kommunernes og institutionernes frihedsgrader – og dermed mulighed for at påtage sig et fagligt ansvar – er ringere end nogensinde.

Visnepolitik, rituel stammedans, afvisning af politiske forslag af den ene grund, at de kommer fra politiske modstandere og fokus på detaljer frem for langsigtet udvikling er ved at kvæle demokratiets sjæl i det hele et tomt og dødt Stats-Begreb, der næsten har opslugt de levende Folke-begreb (…..) Folke-Seiren vindes aabenbaar hverken ved Valg-Kampene, eller ved Parti-Kampene på Rigsdagen, hverken ved den almindelige Stemmeret eller ved de allerordentligste Ordskifter og Afstemninger i Thingene…” Grundtvig taler altså om det “levende folkebegreb”, om partikampene, om afstemningerne og om et “dødt statsbegreb”. Ak, han skulle bare vide. Siden er det gået slag i slag. En af konsekvenserne er, at bureaukratiet bare er vokset og vokset. Og netop fordi politikerne ikke længere træder i karakter som politikere, kommer den primære magt til at ligge hos et embedsværk, der naturligvis ikke tænker i helheder, men ned i den søjle, som de selv arbejder inden for. Derfor taler man ikke sammen på tværs, og derfor oplever borgere gang på gang, at

FOLKETINGET LIDER AF REGEL-BULIMI

I valgkampen i september 2011 deltog jeg som alle andre kandidater i talrige vælgerarrangementer. Jeg mødte ikke en eneste kandidat fra et eneste parti, som ikke lagde meget stor vægt på, at der skal opbygges tillid til borgerne og at evalueringssystemer, kontrolsystemer, regler og bureaukrati skulle tæmmes. Så jeg glædede mig enormt til, at vi efter valget i fællesskab skulle tage fat på dette – både økonomisk og menneskeligt – alvorlige emne. Og hvordan gik det så? Jeg har ikke set det på dagsordenen en eneste gang overhovedet! I stedet vedtager vi nye regler og forordninger, nye kontrolsystemer, nye måder at kontrollere borgerne på og

nye centraliseringer, der flytter ansvaret væk fra borgernes nære dagligdag. Lad mig nævne eksempler fra de udvalg, jeg selv sidder i: I Forskningsudvalget diskuterer vi, om universiteterne må have lov til at have repræsentanter for det administrative personale i Akademisk Råd. Mærkelig diskussion, al den stund at universiteterne er selvejende institutioner, så hvorfor skal Christiansborg blande sig i det? I Kirkeudvalget diskuterer vi, om sognene skal have lov til at ansætte en kirkeværge, selvom menighedsrådene er lagt sammen. Mærkelig diskussion al den stund, at vi – på papiret i hvert fald – har en folkekirke, ikke en statskirke. Så hvorfor skal Folketinget blande sig i det? I Fødevareudvalget diskuterer vi, om EU skal give flere millioner til skolefrugtordninger. En kende vanskeligt at se, hvad det har med EU’s formål at gøre. Ingen diskuterer, hvilke bureaukratiske konsekvenser dette vil få – endsige, hvad det vil koste. Og sådan kunne jeg blive ved. Resultatet af denne regel-bulimi er bl.a., at socialrådgiverne i dag kun anvender 23 procent af deres tid på at møde borgerne. At lærerne kun underviser 39 procent af deres tid. At sygeplejerskerne jamrer over, at de bruger hovedparten af deres tid på at indberette i flere forskellige systemer, dokumentere og evaluere – med en klar fornemmelse af, at det hører til sjældenhederne, at nogen anvender de indtastede data. Og at lægerne kun beskæftiger sig med patienterne 25 % af deres tid. Det er organisationernes egne tal, jeg her refererer til. SAMMENBRUD NØDVENDIGT

Derfor hælder jeg til en sammenbrudsteori. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at rydde op i bureaukratiet ved at vurdere alle reglers gyldighed og mening. Der er for mange af dem! Vi skal finde modet til at tænke institutionsopbygning og relationen mellem borgere og stat helt forfra. Ellers bryder systemet sammen på et tidspunkt. Politikerne mister tilliden


nr. 3 / juni 2012

til borgerne og vil styre endnu mere. Med det resultat at borgerne mister tilliden til politikerne og systemet. Borgerne er allerede i gang i den forstand, at de stemmer med fødderne. De tager flere initiativer til selv at etablere egne institutioner som friskoler, fribørnehaver, frikirker og meget mere. Læg mærke til betegnelsen. Det er altså institutioner, der vil være “fri” for noget, nemlig statens og kommunes indblanding. Den mulighed har været et adelsmærke i det danske samfund, men desværre er der ved at ske det, at offentlige myndigheder forsøger at lægge sten i vejen for sådanne initiativer. Senest har vi set det, når forældre har ønsket at etablere friskoler, men er blevet standset af kommunernes modvilje mod at godkende lokalplaner eller køb af gamle skolebygninger. Det holder ikke i længden! DEMOKRATI SOM LIVSFORM

Hvor ville det være dejligt, hvis vi på Christiansborg kunne tage fat på reelle reformer, der – med risiko for fejltagelser – kunne lægge ansvaret ud til institutioner og borgere, så vi undgår et ukontrolleret sammenbrud. Borgerne er ofte foran politikerne i erkendelsen af, hvilke reformer der er brug for. Politikerne taler utroligt meget om behovet for mere “sammenhængskraft”, læs flere regler. Et frygteligt ord, der får en til at tænke på den egenskab ved lim, der tvinger noget sammen, som ikke vil det af sig selv. Det, der er brug for, er mere folkeligt fællesskab, mere tillid til borgerne og mere samtale mellem de politiske stridsheste, for nu at tage Grundtvig og Hal Koch alvorligt. Der er mange borgere i civilsamfundet, som hellere end gerne vil påtage sig et ansvar og givetvis også er bedre til at træffe beslutninger om det nære liv, end vi er på Christiansborg og på rådhuset. Jeg anklager ikke den enkelte politiker, den enkelte embedsmand eller den enkelte journalist. Jeg udfordrer måden, hvorpå vi forvalter vore respektive opgaver.

17

Derfor hælder jeg til en sammenbrudsteori. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at rydde op i bureaukratiet ved at vurdere alle reglers gyldighed og mening

Politikerne skal tage fat på det overskuelige i stedet for det principielle. Der er sket en fejl på et plejehjem. Pressen går i aktion. Politikerne kræver undersøgelser og indgreb. Embedsmændene går i gang med at udforme rapporter og forslag til ny regulering. Vi kappes om at vise handlekraft, ikke om at løse konkrete problemer med konkret handling dér, hvor problemet er. De offentligt ansatte løber givetvis meget stærkt, selvom de anvender tiden på det forkerte. Det forudsætter imidlertid politisk vilje at slippe noget af kontrollen, så de kan anvende deres tid på borgerne i stedet for møder, kontroller, test, evalueringer og alt det andet tidskrævende bureaukrati. Bureaukratiets fædre og mødre er ansigtsløse. Visnepolitik, ritual stammedans, afvisning af politiske forslag af den ene grund, at de kommer fra politiske modstandere og fokus på detaljer frem for langsigtet udvikling er ved at kvæle demokratiets sjæl. Og vi kan ikke bebrejde andre end os selv. Jeg forestiller mig ikke, at den politiske kultur eller arbejdsform kan ændres med nye regler og nye normsæt. Eller at pressen ikke fortsat forfølger den historie, der rummer kimet til en skandale frem for at følge sager af mere principiel betydning for samfundsudviklingen helt til dørs. Jeg ærgrer mig såmænd ikke engang, men drømmer om, at nogen vil bryde de gængse normer og i det små forsøge at puste mere liv i demokratiets sjæl. EFTER DEMOKRATURET

Jeg kan i svage stunder drømme om et “efter demokraturet”, hvor partierne er brudt sammen og højre-venstre aksen er blevet fortid. Hvor rollerne igen er fordelt, så politikere træder i karakter som politikere, mens embedsmændene koncentrerer sig om at forvalte systemet

til gavn for borgerne. Jeg drømmer om et levende folkestyre, hvor vi stemmer efter vores overbevisning og ikke blot bevidstløst følger partidisciplinen. Et samfund, hvor borgerne kan deltage i og følge seriøse debatter, hvor målet ikke er fremme af egeninteressen, men at finde skikkelige løsninger på reelle problemer. Ja, det er muligvis naivt. Men fra mit eget lille hjørne forbeholder jeg mig retten til at kæmpe for andet og mere end jagten på magten. Koste hvad det vil.

Mette Bock, født 1957, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, cand. scient.pol. og mag.art. i filosofi. Mette Bock har tidligere bl.a. været ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for JydskeVestkysten og Syddanske Medier, prorektor for Århus Universitet og programdirektør i Danmarks Radio.


18

nr. 3 / juni 2012

DET OVERFLADISKE MÅ IKKE STIKKE FOR DYBT Tiden styres for meget af arbejdsmarkedets behov og for lidt af tanken om, at samfundet har brug for myndige borgere. Derfor har Dansk Folkeoplysnings Samråd med støtte fra Grænseforeningen formuleret et manifest for folkeoplysningen. Folkeoplysningen skal gøre op med mediernes trivialiteter og politisk holdningsneutralitet. Af Erik Lindsø

“Det har altid været folkeoplysningens opgave at være bindeled mellem de politiske beslutningstagere og det folkelige fundament. Denne opgave er særdeles vigtig i dag, hvor centraliseringen har øget afstanden mellem borgerne og de politiske beslutningstagere”, siger Per Paludan Hansen, der er formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd – en paraplyorganisation for 34 folkeoplysende organisationer. På spørgsmålet om, hvorfor det er nødvendigt at skrive et manifest på folkeoplysningens vegne, forklarer Per Paludan Hansen: “Skal vi blive ved med at leve i et godt samfund, skal det forpligtende fællesskab styrkes. Derfor melder vi os på banen med et manifest – både for at tydeliggøre vores egen rolle, men også for at gøre politikere og andre opmærksomme på folkeoplysningens særlige evner som samfundsaktør”. Per Paludan Hansen forklarer videre, at der er fire områder, hvor der skal sættes ind for at styrke en myndiggørelse: “Det almindelige menneske og den folkelige mening skal sættes mere i fokus, så vi kommer væk fra den opfattelse, at de rigtige meninger bedst formuleres af et ekspertpanel i TV – og vi i værste fald henfalder til at tro, at det er her, vi finder svaret på alting. I folkeoplysningen skal vi give folket røst og på parnasset skabe

større lydhørhed for den folkelige mening. Vi har brug for en folkelig modvægt til ekspertstyre og trivialitetsjournalistik”. “Dernæst skal vi øge forståelsen for, at vi udvikles i det ligeværdige møde med andre. I en tid, hvor nogle borgere føler sig ekskluderede og udenfor, hvor egoisme og manglende sammenhængskraft gør sig gældende, er der brug for de åndehuller og mødesteder, folkeoplysningen skaber rundt om i landet”. “For det tredje: I en tid, hvor mange opfører sig, som vi var de sidste, der lever på kloden, er der brug for en hel anden forståelse af bæredygtighed og forståelse fordeling af fælles goder. Den forståelse kræver simpelthen folkelig oplysning”. “For det fjerde skal vi blive bedre til at se ud over vore egne snævre grænser. Medierne er optaget af ligegyldige historier om Oddset-Janni, og vi fanges ind af disse trivialiteter, samtidig med, at vi har det arabiske forår, der er blodsudgydelser i Syrien og Sydeuropa økonomisk er ved at bryde sammen. Vi skal skabe en større forståelse for nødvendigheden af international solidaritet”. Samtidig mener Per Paludan Hansen, at vi er kommet til at fokusere for meget på individuel uddannelse:

“Vi lever i en tid, hvor for megen uddannelse og samfundstænkning er erhvervsrettet. Men det er ikke nok at have en god uddannelse og et job, man skal også være en myndig borger”. Han forklarer det med et eksempel: “Jeg var sammen med nogle folkeskolelærere, der sagtens fagligt kunne fortælle om deres arbejde, men de havde meget svært ved at svare på mit spørgsmål om, hvad de dybest set vil med det at være lærer. Den eksistentielle fundering var uklar for dem. Det tror jeg, gælder mange af os, at vi har svært ved at forklare den overordnede mening med det, vi laver. Det er her folkeoplysningen med sin almene dannelse har en opgave. Når folkeoplysningen er bedst, afklarer den for mig, hvilken betydning, jeg selv har, så jeg kommer på det rene med, hvad jeg vil som menneske og borger i vores samfund”. Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen glæder sig over samarbejdet med Dansk Folkeoplysnings Samråd: “Vi mærker en fornyet opmærksomhed for Grænseforeningens erfaringer fra grænselandet om vigtigheden af at formulere sig om danske værdier og det forpligtende fællesskab, hvor alle er med. Uden dette trues folkestyret af polarisering, hvor ingen tager ansvar for fællesskabet”.

Vi har brug for en folkelig modvægt til ekspertstyre og trivialitetsjournalistik


nr. 3 / juni 2012

FOLKEOPLYSNINGENS MANIFEST Med fællesskab og folkeoplysni

ng skal folkestyret udvikles.

Folkeoplysningen er mere end

nogensinde nødvendig i et samfun d som det danske. Et stærkt og levende civilsamfun d er en forudsætning for, at vi kan fastholde og udvikle de fælles værdier i Danmark. Derfor dette folkeoplysningens manifest.

Fra den enkelte til fællesskabet

Folkeoplysning bygger på det enk

elte menneskes værdi og betydnin g for fællesskabet. Folkeoplysning muliggør at borgere n kan blive medborger. Folkeoplysning skaber myndiggjort e mennesker med holdninger. Folkeoplysning er inkluderende og rummelig.

Det nationale fællesskab

Folkeoplysning er demokratiskabend e og styrker sammenhængskraften i samfundet. Folkeoplysning bidrager til folkets bvidsthed om sig selv. Folkeoplysning skaber forankring, som er en forudsætning for sand fora ndring. Folkeoplysning styrker den nationa le hukommelse.

Det globale fællesskab

Folkeoplysning understøtter den mel lemfolkelige dialog. Folkeoplysning er en forudsætnin g for virkeliggørelsen af en bæredy gtig udvikling. Folkeoplysningens rummelighed ska ber forståelse for kampen mod de globale uligheder. Folkeoplysningens forankring mul iggør det nødvendige kulturmøde. ******

19


20

nr. 3 / juni 2012

MENNESKET

HAR FØDDER Det danske samfund bygger på treenigheden demokrati, tillid og folkeoplysning. Den folkeoplysende tradition har bevirket, at vi i Danmark har en lav magtdistance. Folkeoplysningen er hovedværk i det projekt, der har gjort os til et særdeles effektivt folk, når det gælder innovative produktionsformer og om at tilpasse os et verdensmarked. I dag er folkeoplysningens opgave at skabe forudsætninger for, at vi skal flytte os, uden at vi mister fodfæste. Af Johs. Nørregaard Frandsen

Der er en meget brugt metafor eller sproglig vending, jeg ofte morer mig over, nemlig udtrykket at mennesker har rødder. Det er som om, vi er en slags træer eller rodfæstede vækster, der står stille hele livet, måske en stikkende hvidgran, der læner sig op ad vestenvinden som i mit barndoms Vestjylland, eller måske en bly stedmoderblomst, der nikker i brisen? Det er da et fint billede, men jeg tror nu nok, det er mere karakteristisk for os, at vi har fødder. Det er ikke stilstanden, traditionen eller sædvanen, der skaber kultur og udvikling. Det er derimod bevægelsen, opbruddet, forandringen, begæret efter det andet og undertiden katastrofen eller sammenbruddet, der skaber os som levende mennesker og dermed også skaber levende og levede fællesskaber.

Tradition og sædvane, det der ofte kaldes vore rødder, skaber ikke kultur og fremdrift, men er netop selv skabt af fremdriften og bevægelsen. Vi får, som det udtrykkes af den amerikanske stedsforsker Edward S. Casey, blik for stedets betydning og viden om dets virkelighed i bevægelsen bort fra det. Derfor må vores identitet, vores selvgenkendelse som mennesker, altid betragtes i en dobbelthed, nemlig som de skabende betingelser og som det skabte resultat. Kultur er på den måde både den proces, der pågår, og de produkter eller betingelser, den skaber. Jeg kender næsten ingen, der har udtrykt forholdet mellem rødder og fødder, altså mellem oplevelsen af tilhørsforhold og bevægelsens dynamik, så poetisk stærkt som Jeppe Aakjær i 1900 i digtet

“Jylland” og her i niende strofe af det lange digt: Hvad var vel i verden det fattige liv med al dets fortærende tant, om ikke en plet med en dal og lidt siv vort hjerte i skælvinger bandt! Om ikke vi drog fra det yderste hav for bøjet at rynket at stå og høre de kluk, de mindernes suk fra bækken, vi kyssed som små! Her er kulturens dobbelthed præcist udtrykt i den sansning af et sted og en erindring, der skabes og profileres af den livslange bevægelse bort fra det. Stedet eller rettere sansningen af stedet eksisterer (kun) i form af et hjertesprog, som forbinder de rodede lag af erindring og erfaring, fordi rejsens bevægelse over det yderste hav kaster lys på erfaringen og bliver til et umådelig stærkt erindringsspor. VELFÆRDSSAMFUNDETS FØDDER

Et moderne velfærdssamfund som det danske har behov for mobilitet og tilpasningsevne. Det er eksempelvis karakteristisk for de skandinaviske velfærdssamfund, at der er et komplekst og dynamisk forhold mellem civilsamfund, marked og stat. Det danske samfund har således bevæget sig gennem meget betydelige øko-


Foto: Polfoto

nr. 3 / juni 2012

Grundtvig udviklede forestillingen om det levende ords energi og kræfter. Det er i den ligeværdige samtale, en folkelig, demokratiserende oplysning opstår. Grundtvig kaldte den folkelige oplysning ’livets skole’ som en kontrast og modsætning til de lærde uddannelser ved universitet og lignende. Livets skole uddannede ’vi’, altså folket, mens ’de’, embedsstanden eksempelvis, snarere var de uddannede fra universiteterne.

21


22

nr. 3 / juni 2012

nomiske og erhvervsmæssige strukturforandringer fra et udpræget landbrugs- og industrisamfund i 1950’erne og 60’erne til et samfund, der i højere grad baserer sin eksistens på vidensproduktion og netværksdannelser i en global økonomi. Disse omstillinger er Danmark og de øvrige skandinaviske lande ikke ene om.

cirka 1945 og dermed verdenskrigens afslutning, har således i høj grad måtte tilrettelægge deres egne veje ud i nye mentale landskaber. Forældrenes erfaringer fra det familieejede landbrug eller den lille håndværkervirksomhed har ofte vist sig begrænsede, når det gjaldt om at pejle vejene i den tekniske, akademiske eller økonomiske uddannelse, som døtre og sønner har taget, og i den moderne, urbane virkelighed, der blev deres. Det moderne velfærdssamfund har således for at kunne udvikle sig fordret bevægelighed, fødder og evnen til social og bevidsthedsmæssig omstilling, der ikke mindst også har handlet om at omstille sig fra en primært lokal og national økonomi og kultur til at kunne agere i en langt mere international og global økonomi og kultur. Etableringen af velfærdssamfundet har givet enkeltindividerne store eksistentielle og livsmæssige gevinster, men også betydet omkostninger af identitetsmæssig art. Det er ikke uden omkostninger at bryde sociale mønstre og kulturelle traditioner. Opbrud er ikke uden omkostninger, men dog samtidig ofte fyldt af energi, der frigøres. Disse forandringer, som de fleste lande og kulturer står over

Tradition og sædvane, det der ofte kaldes vore rødder, skaber ikke kultur og fremdrift, men er netop selv skabt af fremdriften og bevægelsen Men for til stadighed at finansiere og udvikle velfærdssamfundets institutioner og det deraf følgende relativt høje skattetryk, så har netop disse samfund til stadighed fordret høj uddannelsesgrad, en høj grad af social mobilitet og vilje til forandring af sine borgere. Det er naturligvis meget forenklet fremstillet her, men i et samfund som det danske er paratheden og den individuelle evne til at bryde mønstre og til at bevæge sig i det sociale landskab vigtige elementer. Man kunne måske – igen – lidt vittigt hævde, at der er brug for, at befolkningen har fødder, snarere end rødder. De generationer, der er vokset op i Danmark efter

for i en stadig mere globaliseret verden, kræver evnen til at bryde mønstre og paratheden til identitetsarbejde. Et moderne velfærdssamfund fordrer fødder og ordentligt fodtøj! Dette fodtøj, denne parathed, er i Danmark blandt andet skabt og formet af en århundredelang tradition for bred oplysning og produktion af viden. DE LANGE LINJER

Den danske tradition for folkeoplysning har, og her passer metaforen godt, meget lange rødder ned i 1800-tallets historie. Nogle af de første former for en folkelig selvbestemmelse kan findes i de religiøse vækkelsesbevægelser, som bredte sig på landet ved indgangen til 1800-tallet. Der er for det første en lige linje fra disse selvbestaltede vækkelser til de såkaldte stænderforsamlinger, som danner et udgangspunkt for den første grundlov, der blev vedtaget den 5. juni 1849. Der er for det andet en lige så stærk linje fra disse fællesskaber til N.F.S. Grundtvigs såkaldt ’mageløse opdagelse’, som han kaldte sin erkendelse i 1825, af at det levende, menneskelige fællesskab altid kommer før det dogmatiske og nedfældede, at den kristne menighed historisk var opstået århundreder før, Bibelen var nedskrevet. Det er ud af denne erkendelse, Grundtvig udvikler sin dybe og produktive forestilling om det levende ords energi og kræfter. Det er her, forestillingen om en folkelig, demokratiserende oplysning opstår! Det er imidlertid ikke mindre markant og tydeligt, at der er en sammenhæng mellem den stærke nationale vækkelse, som prægede det meste af 1800-tallet, og udviklingen af en folkeoplysning, som vokser i og styres af folk og bønder ude på landet især. Det er bønderne, landbobefolkningen, der ved oplysning og histo-


nr. 3 / juni 2012

risk held bliver den gruppe, som historisk og sociologisk set folder det praktiske demokrati ud i Danmark i årtierne fra 1849 til parlamentarismens endelige indførelse i 1901. Der er fra den folkelige oplysnings begyndelse tydelige sammenhænge mellem det nationale og det folkelige. N.F.S. Grundtvigs indsats og betydning som forkynder, fortæller og former af det oplysende sigte kan ikke overvurderes, ligesom forresten de store, romantiske kunstnere som digterne H.C. Andersen, Blicher, Kierkegaard samt billedkunstnere som Eckersberg, Køpke og Thorvaldsen spiller store roller i fortællingen af historien om det danske folks særlige identitet. Skønånderne skaber billederne. Borgere og bønder lever med dem og skaber udviklingens veje i dem med deres fødder. FOLKEOPLYSNING OG FOLKESTYRE

Den danske folkeoplysning kom til at sætte sit dybe præg på stort set alle samfundets institutioner. Skoler, folkehøjskoler, foreninger, aviser, forsamlinger, ja, selve den danske socialgeografi er indskrevet i folkeoplysningens tegn. Det var som sagt bønderne, selvejerne ude på landet, der udfoldede den folkelige dan-

af 1800-tallet satte deres aftryk på den brede folkeoplysning. I 1930’erne rakte de to ellers modsatrettede politiske bevægelser: bønder og arbejdere, så at sige hinanden hænderne i en slags fælles vision om et folkeligt Danmark eller et Danmark for folket. Det blev forudsætningen for det danske velfærdssamfund, som blev en realitet i årene efter anden verdenskrigs afslutning. Der er altså en dyb sammenhæng mellem folkeoplysningen og udviklingen af et folkestyre, der oven i købet har klare visioner om og sigtelinjer mod et bedre og mere solidarisk samfund. Der er klare sammenhænge mellem forudsætninger i en almen oplyst befolkning og udviklingen af en demokratisk kultur. Det er en tradition og en sammenhæng, det er værd at huske og værne om. Men når det er sagt, skal man vogte sig for for mange skåltaler om vore egne fortræffeligheder. Den folkeoplysende tradition er rig og uendelig værdifuld. Den er en væsentlig forudsætning for det, der i sociologien kaldes en lav magtdistance, hvilket henviser til det relativt afslappede forhold, vi har til autoriteter og magtinstanser. Oplysningen er utvivlsomt også hovedværk i det projekt, der hidtil har gjort os til et særdeles effektivt folk, når det gælder innovative produktionsformer og om at tilpasse os et verdensmarked. Den oplysende tradition har utvivlsomt

Kultur er både den proces, der pågår, og de produkter eller betingelser, den skaber nelse, og som gennem andelsbevægelse, højskoler, forsamlingskulturer, foreninger og parlamentarisk politik formede en demokratisk kultur. Den blev siden stærkt udbygget og suppleret af arbejderbevægelsen, som fra og med slutningen

23

også medvirket stærkt til at udvikle et samfundssystem, som har givet de fleste tillid til et demokratisk styre på mange niveauer fra det lokale til det statslige. Denne tillid til det abstrakte fællesskab er

Et moderne velfærdssamfund fordrer fødder og ordentligt fodtøj! Dette fodtøj, denne parathed, er i Danmark blandt andet skabt og formet af en århundredelang tradition for bred oplysning og produktion af viden en direkte forudsætning for den demokratiske proces. Uden tillid til det parlamentariske og repræsentative system ville demokratiet have meget sværere vilkår. Det er derfor helt afgørende, at hver ny generation indføjes og indleves i den basale demokratiske tænkning. Det er sandt, som Hal Koch formulerede det i 1945: Demokrati er ikke blot en styreform. Det er en livsform. Det har vi heldigvis ingen problemer med i vores del af en verden, hvor magtmisbrug og korruption ikke er almindeligt. VI OG DE (ANDRE)

Folkeoplysningen var som sagt fra begyndelse indfældet i en stærk national bevægelse og identitet. Der var fra begyndelsen etableret et stærk ’vi’, nemlig folket, der var en etnocentrisk størrelse bundet til et kulturelt og sprogligt fællesskab snarere end til et medborgerskab eller statsbor-


24

nr. 3 / juni 2012

gerligt forhold, sådan som Ove Korsgaard viser det blandt andet i sin store Kampen om folket fra 2004. Dette ’folk’ var for det første karakteriseret ved at være det nationale fællesskab, så ’de andre’ var folk med anden kulturel og sproglig binding. Desuden etablerede Grundtvig og andre i høj grad og med stor styrke den folkelige oplysning som ’livets skole’ og dermed i kontrast og modsætning til de lærde

live. Men de er ikke særligt hensigtsmæssige i dag – for nu ikke at sige, at de er direkte skadelige i dag, hvor vi lever og udfolder os i en globaliseret verden samt i en kommunikations- og vidensorienteret virkelighed. For det første virker sider af den nationale diskurs mere og mere anstrengt i en tid og omverden, hvor det handler om at agere på den globale scene. Det er naturligvis vigtigt at have sjælen med sig, som det hedder, når man bryder op fra vanlige mønstre, men det er også helt afgørende at kunne forandre sig. Den folkelige oplysning har som sagt altid rummet to kræfter. Den ene handler om selvgenkendelse og identitet, det er kulturen og den nationale selvforståelse. Den anden handler om at skabe parathed for forandring. Disse to sider blev dyrket intenst på folkehøjskolerne engang. De unge voksne bønderbørn skulle hjemmefra for at kunne vende hjem igen som mennesker, der havde fået kastet nyt lys på egne erfaringer. Erken-

Den folkelige oplysning har altid rummet to kræfter. Den ene handler om selvgenkendelse og identitet, det er kulturen og den nationale selvforståelse. Den anden handler om at skabe parathed for forandring uddannelser ved universitet og lignende. Livets skole uddannede ’vi’, altså folket, mens ’de’, embedsstanden eksempelvis, snarere var de uddannede fra universiteterne. Begge disse aspekter ved den folkeoplysende bevægelse kan man stadig finde i

delsen af egne kulturelle forudsætninger var værktøjet til at skabe forandring i sit liv. Sådan må det stadig være. Folkeoplysningen skal bidrage til at belyse kulturen i os selv. Den skal bidrage til at skabe selvgenkendelse. Men den skal også skabe forudsætninger for, at vi kan flytte os. I dag er forholdet til den globale scene vigtig. Vi skal kunne forcere grænser, både i verden og i os selv. Vi skal blive ’vi’, der tør vandre i et globalt land, hvor respekten for mennesker, de andre, er uden grænser. En solid viden om de danske forudsætninger bør, efter min mening, danne forudsætningerne for en forpligtende samtale med omverdenen, ikke lukke af for omverden. Grundtvig så folkeoplysningen som laboratorium for livets skole. Det er stadig en flot tanke, at tanken er folkets. I Danmark har det imidlertid samtidig indtil for nylig bidraget til at afstanden mellem de folkelige organisationer og universiteterne er unødig stor. Det er efter min mening en ulykkelig situation for et demokratisk land, som Danmark, hvor viden og stadig fornyelse af viden er den vigtigste ressource overhovedet. Det gælder både for den produktion, vi skal leve af, for den kultur, vi skal genkende os selv i, og for det demokrati og den frihed, der er det eneste virkeligt umistelige, vi ejer. I en lang række lande er universiteterne integrerede i kultur-, oplysnings- og er-


nr. 3 / juni 2012

hvervslivet på en helt anden radikal måde end i Danmark. I USA er det lokale folkeliv og universiteter ofte groet sammen på en spændende måde, som er frugtbar og helt nødvendig i et vidensamfund. I det vidensamfund, vi sammen skal udfolde her i et lille land højt mod nord, er en stærk forening mellem det folkeoplysende og det vidensproducerende vigtigtigere end noget andet. Det kræver, at universiteterne vedgår deres ansvar som dynamoer for kultur- og erhvervsliv i det lokale og regionale foruden på det nationale og internationale niveau. Universiteterne skal lukke op for formidling og samtale. Det kræver omvendt, at de folkeoplysende organisationer og kræfter kalder ind til samme samtale. Et moderne folkevirke skal forene viden, folkelighed, folkestyre og kulturel selvgenkendelse i en hastig, men nødvendig forvandlingsproces. Lyset er ikke for de lærde blot. Faktisk er begrebet ’de lærde’ et gammeldags udtryk. Alle er lærde ud i det, de beskæftiger sig med. Det danske demokrati har ikke brug for grænser mellem ’vi’ og ’de’, mellem ’de lærde’ og de ’folkelige’.

Det hører 1900-tallet til. Vi skal fastholde og udfylde et demokratisk Danmark i verden i det 21. århundrede, hvor vidensproduktion og folkelig oplysning er led i samme kæde af processer. Mennesket har fødder. Det er dem, vi har brug for.

Johannes Nørregaard Frandsen, født 1950, cand.phil. Institutleder ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Har kultur- og bevidsthedshistorie som forskningsområde. Foredragsholder og forfatter til en lang række bøger, afhandlinger, artikler og kronikker.

25

Vi skal blive et ’vi’, der tør vandre i et globalt land, hvor respekten for mennesker, de andre, er uden grænser. En solid viden om de danske forudsætninger bør danne forudsætningerne for en forpligtende samtale med omverdenen, ikke lukke af for omverden


26

nr. 3 / juni 2012

Når den sociale afstand mennesker imellem øges, svækkes den kollektive identitet. Det begrænser solidariteten.

VELFÆRDSSTATEN OG De politikere, der banede vejen for velfærdsstaten, var en generation mærket af nederlaget i 1864 – en velfærdsstat, der forudsætter, at folk lever hele deres liv i det land, hvor de fødes og har en indbyrdes, nationalt afgrænset solidaritet, så de, der klarer sig godt, finansierer velfærdsydelser til dem, der klarer sig mindre godt. Velfærdsstaten var globaliseringens barn, men nu er den truet af globaliseringen. Af Jørn Henrik Petersen

VELFÆRDSSTATEN

Velfærdsstaten er gået danskerne i blodet. Den er rød og hvid som vore blodlegemer og ve den, der antyder, at den ikke er så enestående dansk endda. Den er dansk på en særlig dansk måde – og alternativet er udansk. Den er en del af den danske identitet – forestillingen om, hvad danskere har til fælles – hvad der samler dansker-

ne, og hvad der adskiller dem fra andre. Den er national. NATIONALSTATEN

Nationalstaten har mange dimensioner, men fire forhold bag den danske nationalstat er vigtige. Det første handler om krige og tab. Efter afslutningen af den store nordiske krig i

1721 overtog Rusland og Preussen langsomt Danmarks og Sveriges dominans over Østersøområdet. Danmark blev forvandlet til en småstat. I 1815 måtte man overdrage Norge til svenskerne. I 1864 led man det bitre tab af Slesvig-Holsten. Der var nu tale om en dansktalende befolkning inden for de territoriale grænser Det andet vedrører skolesystemet. Med


27

Foto: Scanpix

nr. 3 / juni 2012

DET NATIONALE – DENGANG OG NU undervisningspligtens indførelse i 1814 fik vi et nationalt skolesystem, der kunne indpode fælles sprog og national kultur. En tredje faktor er udviklingen af en demokratisk styreform, som den blev fastlagt ved junigrundloven 1849 og stadfæstelsen af folketingsparlamentarismen i 1901. Ét folk, én skole, én stat, ét politisk fællesskab (sådan da).

Hertil kom så i 1890’erne som et fjerde forhold den begyndende udvikling af sociale rettigheder. Der skulle dog gå nogle år, inden der for alvor blev tale om rettigheder. Ét folk, én skole, én stat, ét politisk fællesskab, ét sæt af nationale velfærdsrettigheder. De gryende velfærdsrettigheder – som element i skabelsen af en nationalstat – bærer paradoksets karakter, fordi de var børn

af en globalisering, der ændrede de toneangivende politikeres opfattelse af, hvad man måtte se som statens legitime funktioner. Velfærdsstaten var globaliseringens barn, men nu er den truet af globaliseringen. STATENS LEGITIME FUNKTIONER

Landbrugets salgspriser raslede ned. Jernbanedrift og dampskibsfart øgede


28

nr. 3 / juni 2012

udbuddet af korn i Europa. Salgspriserne faldt. Samtidig steg faktorpriserne. Udbuddet af arbejdskraft i landbruget faldt på grund af afvandring til byerne og udvandring til USA. Produktionsomlægningen mod et mere intensivt landbrug øgede behovet for arbejdskraft. Faldende udbud, stigende efterspørgsel, stigende løn. Gårdmændenes indkomster faldt. Et stationært arbejdsmarked blev erstattet af et marked præget af mobilitet og internationalisering, mens infrastrukturudviklingen fremmede produktmarkedernes

keligste forhold, og at slaraffenlandet ikke findes i Amerika, da vil sagen være vundet”. (Fra: Beretning om Foreningen af Jydske Landboforeningers Delegeretmøde i Aarhus, 1883). De moderate venstrekræfter understregede, at Venstre var parat til at modarbejde ethvert overgreb mod samfundets naturlige, fredelige udvikling, enten angrebet førtes under reaktionens eller en international radikalismes fane. Fra Højre lød det, at borger og bonde måtte stå sammen for at værge samfundsordenen mod socialistiske omvæltningsforsøg. Derfor måtte man fremme sociale reformer, som gav øjeblikkelige og håndgribelige goder, så den enkelte kunne føle sig beskyttet mod sygdom, ulykke og alderdom. De gode kræfter måtte finde hinanden i fælles modstand mod de fædrelandsfjendtlige retninger.

Blandt fremtrædende aktører i samtiden finder man forestillinger om, at sociale reformer kunne bidrage til at hele de nationale sår, overvinde samtidens åbenlyse sociale og politiske kløfter og skabe national enhed på tværs af forskelle og modsætninger internationalisering. En cocktail, der kaldte på statens bistand. Hertil kom politiske hensyn. Magtkampen i forfatningsstridens kappe skulle bringes til ophør. Truslen fra et internationalt orienteret Socialdemokrati, der sloges med Venstre om landarbejdernes stemmer, kaldte på reformer. Den moderate gruppe i et splittet Venstre søgte samarbejde med moderate højrekræfter. Deres tanke var, at sociale reformer kunne erstatte lønstigninger som det middel, der kunne fastholde landbrugets arbejdskraft: “Kan det en gang siges, at her i Danmark er de lyk-

POSTTRAUMATISKE POLITIKERE OG DEN NATIONALE VELFÆRDSSTAT

De politikere, der banede vejen, var en generation mærket af nederlaget i 1864. Selv om man i Tyskland havde gennemført sygeforsikring i 1883, ulykkesforsikring i 1884 og alderdoms- og invaliditetsforsikring i 1889 ville danske politikere ikke imitere Tyskland – dertil var traumet for stort. Derfor gik vi vores egen vej og lagde grunden til en velfærdsstat, der forudsætter, at folk lever hele deres liv i det land, hvor de fødes og har en indbyrdes, nationalt afgrænset solidaritet, så de, der klarer sig godt, finansierer velfærdsydel-

ser til dem, der klarer sig mindre godt, i forvisning om selv i givet fald at blive behandlet på samme måde. En såre national velfærdsstat med indfødsretten som central kerne. Om de tyske velfærdsordninger lød det fra den senere statsminister Niels Neergaard: “Hvilken mængde af nye embedsmænd ville der ikke blive brug for, hvis vi hos os skulle indføre hele dette tungt arbejdende maskineri med særlig forsikringskonto for hver eneste arbejder og småmand her i landet, med kontrol og udpantninger osv. osv. Kun tyske professorer og bureaukraters hjerner kunne udtænke noget sådant.” Blandt fremtrædende aktører i samtiden finder man forestillinger om, at sociale reformer kunne bidrage til at hele de nationale sår, overvinde samtidens åbenlyse sociale og politiske kløfter og skabe national enhed på tværs af forskelle og modsætninger. Med det for øje gennemførte man alderdomsforsørgelse i 1891, sygeforsikring i 1892 og ulykkesforsikring i 1898. Ikke mindst hovedarkitekten, Frede Bojsen, så reformerne i et dobbelt eller måske snarere treleddet perspektiv. Der skulle dæmmes op for Socialdemokratiet, så man kunne bevare “det gode og fredelige forhold mellem samfundsklasserne her i landet”. Reformerne skulle bane vejen for en standsning af den ødelæggende magtkamp i forfatningskampens skikkelse, og de skulle bedre gårdmændenes økonomiske vilkår. SOCIALDEMOKRATIET OG DET RADIKALE VENSTRE GROR

De to sidste ambitioner blev realiseret, men ikke den første, thi Socialdemokratiet voksede i de efterfølgende tiår eksplosivt. Venstre blev i 1905 splittet ved etableringen af Det radikale Venstre – på en og samme tid kosmopolitisk og nationalt. Partiets grundide var hentet fra fransk politisk tænkning. Et klassedelt samfund


nr. 3 / juni 2012

1920’ERNE

1920’erne var valplads for en magtkamp mellem Venstre og Socialdemokratiet med de konservative og de radikale i birollerne. Lidt forenklet handlede striden om, hvorvidt man ville acceptere dybtgående sociale konflikter eller udvikle en fredelig sameksistens mellem klasserne. Det banede vejen for det socialdemokratisk-radikale hegemoni, der begyndte med dannelsen af regeringen StauningMunch i 1929. Den ville social tryghed,

Jo mere livsstil, livschancer og livsrisici veksler over grupper, jo mere svækkes fornemmelsen af, at vi er i samme båd.

Foto: Scanpix

skulle bringes til at fungere som en harmonisk enhed. Midlet var et omfattende socialt og kulturelt reformarbejde og en aktiv statsmagt, der kunne afbalancere markedskræfterne i en liberal kapitalisme. Socialdemokratiet havde ikke samme udgangspunkt, men byggede på et eksklusivt solidaritetsbegreb forbeholdt arbejderklassen. Solidariteten gjaldt ikke nationen, men klassen på tværs af grænserne. Allerede omkring århundredskiftet – endnu inden Det radikale Venstres etablering – gled Socialdemokratiet over i en holdning præget af dobbelthed. Det internationale og det nationale blev komplementære størrelser. De tidlige sociale reformer blev i 1907 kompletteret med loven om arbejdsløshedsforsikring, som – i sammenhæng med det aftalesystem, der var udviklet for arbejdsmarkedet med afsæt i septemberforliget i 1899 – lagde grunden til det for Danmark meget specifikke samspil mellem arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Socialdemokratiet ville i stigende grad skabe “det gode samfund” i eget land. Ikke som et mål i sig selv, men som et middel til at virkeliggøre de mål, der skulle realiseres i en international kontekst. Den 1. verdenskrig smadrede partiets internationale platform. Nationalstaten blev arena for samfundets omdannelse, og dermed nærmede Socialdemokratiets og Det radikale Venstres mål sig hinanden.

29

Socialdemokratiet ville i stigende grad skabe “det gode samfund” i eget land. Ikke som et mål i sig selv, men som et middel til at virkeliggøre de mål, der skulle realiseres i en international kontekst


30

nr. 3 / juni 2012

økonomisk og kulturel modernisering, små forsvarsudgifter, reducere depressionens virkninger og holde de diktatoriske bevægelser i Europa stangen. Resultatet var konvergens mellem de radikales franske “solidarisme” og Socialdemokratiets ide om “solidaritet”. Det fandt udtryk i Steinckes forarbejder til socialreformen: Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) og i socialreformen af 1933 (Kanslergadeforliget). Det store forlig blev indgået samme dag, hvor Hitler trådte til som tysk rigskansler. SOCIALDEMOKRATIET SOM NATIONALT PARTI

Målene var at styrke nationens indre sammenhæng og at sikre befolkningens fysiske og moralske sundhed. Det hele

fordre de dele af Venstre, som hvilede i et grundtvigiansk folkebegreb, de konservative som de sande forvaltere af den nationale interesse og de (små) højregrupper, der ville tage patent på at repræsentere folket. Alt udfoldet under det i dag ikke ganske stuerene begreb Folkefællesskab. Men det var et valgfællesskab – ikke et skæbne- eller racefællesskab. Folket skulle ville det og gennem demokratiet vise vilje til at forene folket og samle nationen om “en positiv politik til genskabelse af sunde og ordnede forhold”. Kernebegrebet var demokratiet. Det udelukkede dem, der flirtede med tanken om “den stærke mand”. Samtidig var der den berøring til den grundtvigske tradition, at man byggede på en sameksistens mellem det nationale og det nordiske, men der var samtidig en forskel fra den grundtvigske betoning af historien, sproget og kulturen. For socialdemokrater var man ikke født ind i et nationalt, men i et socialt fællesskab. Det nationale fællesskab blev først tiltrækkende i en demokratisk socialstat – folkhemmet – som den svenske Per Albin Hansson udmøntede det. Folkhemmet – Danmark for folket.

Når man i Dansk Folkeparti på landsmøder afsynger Danmark for Folket, eksponerer man sammenfletningen af velfærdsidentitet og national identitet foregik i en dyster international kontekst, som førte til Staunings store strategiske spring med programmet Danmark for folket (1934). Det skulle styrke vælgernes tillid til, at Socialdemokratiet var bedst egnet til at styre landet uskadt gennem de internationale omvæltninger og til at dæmpe den social-økonomiske krise. Partiet mobiliserede gennem et folkefællesskab hævet over klasserne og med staten som omdrejningspunkt for krisestyring og reformpolitik. Folk, nation og stat blev skrevet sammen til en helhed. Derfor kunne man ud-

OKKUPATIONSÅRENE OG DERES KONSEKVENSER

Tysk besættelse, tilpasningspolitik og modstand fik konstruktionen til at vakle. Fremtidens Danmark – Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram – byggede på en dobbelthed, hvor man dels vedkendte sig rødderne fra Danmark for Folket, dels placerede Danmark i en international sammenhæng. I velfærdsmæssig henseende var det ikke specielt fornyende.

Dansk politik fulgte herefter to hovedspor: International åbenhed og gensidig afhængighed. Opbygning og ekspansion af et nationalt velfærdssystem, der skulle sikre borgeren “security from the cradle to the grave”, som det lød i den indflydelsesrige Beveridge rapport (1942). Man lancerede – længe før Tony Blair – tanken om “den tredje vej”. Den gik lige langt fra den totalitære kommunisme bag jerntæppet og en liberalistisk markedskapitalisme. Med en understregning af sammenhængen til mellemkrigstiden så man social- og velfærdspolitikken som en national overlevelsesstrategi i en konfliktfyldt verden og den dansk-nordiske velfærdsstat som noget særligt, der fik en vis støtte fra USA. Statsmagten – “det offentlige” – blev erstatning for solidaritets- og fællesskabsbånd. Klasseidentitet blev erstattet af statsborgeridentitet, der skulle sikre national sammenhængskraft. PÅ VEJ MOD EF. VELFÆRDSSTATEN SOM GIDSEL

EF-debatterne i 1960’ernes slutning og 70’ernes begyndelse viste spændingerne mellem den nationale velfærdsstat og det internationale. Tilhængerne så økonomisk internationalisering som forudsætning for at videreføre velfærdsstaten. For dem var velfærd og integration to sider af samme sag. Modstanderne så medlemskab som den danske nationalstats undergang. Det ville være en trussel mod den universelle, individorienterede, skattefinansierede og kvindevenlige danske velfærdsstat. Det danske samspil mellem social- og arbejdsmarkedspolitik – kernen i den danske model – ville lide skibbrud under harmoniseringsprocesserne. De danske velfærdsordninger ville fremkalde massiv indvandring, og den decentrale selvforvaltning ville blive løbet over ende af den europæiske superstat. Begge parter tog den nationale velfærdsstat som gidsel for et højere formål.


nr. 3 / juni 2012

PRESSET PÅ SOCIALDEMOKRATIET

Netop forståelsen af Socialdemokratiet som velfærdsstatens bannerfører har gjort partiet sårbart, når ydre udfordringer pressede sig på. Det gælder både økonomiske og demografiske udfordringer (efterlønsforliget 1998/99), og det gælder forholdet til indvandringen. I 1983 blev der indført et retskrav på familiesammenføring af børn, ægtefæller og forældre, og man introducerede begrebet “de facto flygtninge”. Det havde konsekvenser. Indvandringen fra mindre udviklede lande blev i 1984-85 mere end fordoblet (fra 3.800 til 9.200), nåede i 1986 en midlertidig top (11.000), lå fra 1986 til midt i 90’erne mellem 7.000 og 10.000 for at kulminere i 2001 med knap 14.000. Det fremkaldte en ny nationalisme med krav om respekt for formodede nationale traditioner og værdier. “Danskhed”, “vi danskere” og “danske værdier” blev kernebegreber. DANSK FOLKEPARTI

Det var ikke nogen tilfældighed, at partiet i 1995 ved udskillelse fra Fremskridtspartiet valgte navnet Dansk Folkeparti båret af tre kerneelementer: anti-EU, anti-immigration – især muslimsk – og pro-velfærd. Det var en velsmagende cocktail for de mange socialdemokrater, der havde tradition for modstand mod EF/EU, frygt for det fremmede og stolthed over den nationale

velfærd. Når man i Dansk Folkeparti på landsmøder afsynger Danmark for Folket, eksponerer man sammenfletningen af velfærdsidentitet og national identitet. DEN NATIONALE VELFÆRDSSTAT UNDER PRES

En national velfærdsstat sættes under pres i en verden præget af mobilitet. Emigration indebærer risiko for, at nogle forlader landet og efterlader en regning (fx langvarigt uddannede) eller tager ophold i udlandet uden at betale dansk skat (pensionister). Immigration betyder, at nogle optræder som modtagere, uden at have haft status som bidragydere og med ringe udsigt til i fremtiden at blive det. Kort og brutalt er større mobilitet dårligt forenelig med en velfærdsstat som den danske. Hvis der er markante forskelle i materiel standard landene imellem, er der en indlysende spænding mellem velfærdsstaten som ideal og idealet om menneskers frie bevægelighed. Umiddelbart disponerer et velfærdssystem for nødvendigheden af bevogtede grænser, der beskytter mod mobilitet, men det rejser selvsagt grundlæggende etiske problemer. Hvor går solidaritetens grænser? I disse ræsonnementer ligger, at kollektiv identitet er en forudsætning for en solidarisk praksis: modtagerne må anerkendes som “lige”. En modtager må kunne svare bekræftende på spørgsmålet: “Er du en af os?”. Et positivt svar er langt mere sandsynligt i det lille, homogene samfund, end i et samfund præget af etniske, sproglige, religiøse og andre grøfter. Men det handler ikke bare om indvandrerne. Også adfærdsegenskaber blandt potentielle modtagere kan udelukke dem fra status som “en af os”. Den institutionelle solidaritet er skrøbelig. Jo mere livsstil, livschancer og livsrisici veksler over gruppen, jo mere svækkes fornemmelsen af, at vi alle er i samme båd. Når den sociale afstand mennesker imellem øges, svækkes den kollektive

identitet. Det betyder en skarpere grænsedragning mellem “os” med indbyrdes tillid og “dem”, som, frygter vi, vil “udnytte” systemet. Det begrænser solidariteten. Bag den danske velfærdsstats grundlæggende princip om “noget for ingenting” – afkobling mellem det, vi yder, og det, vi får – lurer værdigheds- og fortjenestesynspunktet, og det er bestemt ikke alle situationer eller personer, vi har lige let ved at identificere os med. De, vi ikke kan identificere os med, får ikke samme behandling som dem i hvis situation, vi har lettere ved at leve os ind, og i hvis situation, vi kan se os selv. De, der ikke er “os”, henvises til velfærdsstatens kælder. Næstekærlighed på institutionel form har sine grænser!

Foto: Scanpix

Og sådan har det stort set været siden. Både tilhængere og modstanderes argumentation har cementeret forståelsen af Danmark som “den gode nation” med uadskillelig sammenfletning af national identitet og velfærdsideologi Det har på godt og ondt præget den socialdemokratiske selvforståelse. Partiet har taget “ejerskab” til velfærdsstaten, selv om de første mange skridt blev taget af “borgerlige” partier, og selv om den efterfølgende bevægelse på den lange vej er præget af, at de “store reformer” er båret igennem af de fire “gamle” partier – med større eller mindre begejstring.

31

Jørn Henrik Petersen er professor i socialpolitik ved Syddansk Universitet. Han har et omfattende socialpolitisk forfatterskab bag sig. I disse år leder han det af Carlsbergfondet finansierede projekt Dansk Velfærdshistorie, hvis første tre bind – Frem mod socialhjælpsstaten, Mellem skøn og ret og Velfærdsstaten i støbeskeen – er udkommet. Bind 4 – Velfærdsstatens storhedstid – udkommer i november. Hans disputats handlede om den tidlige danske alderdomsforsørgelse – senere fulgt op af “Den danske lovgivning om alderdomsforsørgelse 1891-1933”. Han har været medlem af både Social- og Velfærdskommissionen.


32

nr. 3 / juni 2012

FORSKELLIGHED ER DEMOKRATIETS SALT Vi står over for nogle kulturelle, samfundsmæssige, demokratiske og ikke mindst personlige og følelsesmæssige udfordringer, hvis vi vil bevare demokratiet, som vi kender det. Vi lever i et multikulturelt samfund, hvor vi må lære at skabe en fælles loyalitet over for samfundet og hinanden. Vi skal skabe nye fortællinger om os selv, der gør forskellighederne til en styrke. Af Lene Andersen

Har demokratiet en fremtid? Ja, det har det. Men så skal vi vælge det. – Meget demokratisk svar, i øvrigt. Og ikke fundamentalt anderledes end det altid har været. Demokrati er hårdt arbejde, og når det fungerer, er det for det meste røvsygt. Det er uheroisk, langsommeligt, fornuftigt, pragmatisk, kræver endeløse møder og kedelige forhandlinger, der skal skrives mødeindkaldelser og referater, man skal sætte sig ind i sagerne, og man skal tale pænt til folk, som man fundamentalt set synes er idioter; man må ikke slå dem, spærre dem inde eller sende fire muskuløse venner ud og ordne sagerne en sen nattetime. Den eneste grund til, at det virker, er, at alternativerne er værre. DEMOKRATI ER MERE END POLITIK

Alle de fede ting ved demokratiet er i virkeligheden alt det, der ikke har med selve det politiske liv at gøre: Friheden til at tænke, sige og tro, hvad man vil. Friheden til selv at vælge sin livsstil, tøj- og musiksmag, til at læse og se, hvad man vil, rejse derhen, hvor man vil, og til at mødes med hvem man vil. Demokratiet er kendetegnet ved, at det er den eneste styreform, som ikke blot accepterer pluralisme, men har selve pluralismen som sit udgangspunkt:

Demokratiet er udsprunget af en erkendelse af, at mennesker er forskellige og har forskellige behov, og at vi er nødt til at forhandle med hinanden om, hvor grænserne for vores individuelle udlevelse af lyster og tilbøjeligheder skal gå. Fint nok. Men af og til er andre menneskers kultur, traditioner, vaner, tilbøjeligheder, særheder og andre adfærdsmønstre bare vildt irriterende eller måske ligefrem grænseoverskridende. Skal man så bare se den anden vej og tænke: “Nå, men det er jo deres demokratiske ret at være bløde i bolden!” Principielt set, ja. Så længe folk ikke griber til vold, eller skader andre eller vores fælles omgivelser, eller de på anden vis bryder loven eller opfordrer andre til at gøre det. I praksis er det dog ikke så let, for vi har det alle bedst, når vi er omgivet af mennesker, der tænker og lever nogenlunde ligesom os selv. Det føles tryggere, når vi spiser samme slags mad, griner ad de samme ting og har set nogenlunde det samme i fjernsynet eller læst de samme bøger. Når større grupper af “andre” lever temmelig anderledes end en selv og ens egne, så begynder mistanken at brede sig: Kan man nu have tiltro til disse menneskers reelle hensigter? Kan man betro dem deres andel i demokratiet, eller er de nogle

slyngler? Når de nu ikke spiser røde pølser, kan de så forstå, hvad demokrati er? Denne mistro er helt naturlig, og der er ikke noget forkert i at have den. Problemet opstår, hvis man accepterer den og lader sig styre af den, i stedet for at gå den efter i sømmene og finde ud af, hvor meget af ens uro, der er berettiget. Demokratiet hviler på, at vi ikke lader os forføre af vores følelser, men at vi lige “vender skråen” en gang. I en verden, hvor adskillige minoriteter og eventuelt en majoritet skal have et demokrati til at fungere, skal der vendes meget skrå. Det, der har kendetegnet de velfungerende demokratier, som verden har kendt indtil nu, har blandt andet været, at hvis de ikke ligefrem har været etnisk og/eller kulturelt homogene, så har de som minimum haft en fælles fortælling. I Australien, Canada, Israel, New Zealand og USA har alle immigranter haft en nogenlunde fælles drøm om et bedre liv, og man har delt historien om, at man stak af fra noget, der ikke var værd at blive i. I de “gamle”, tidligere så homogene nationalstater skal vi nu til at finde ud af skabe en ny form for fælles fortælling, for at vores demokrati fortsat kan fungere. For at det kan lykkes, er der to modsatrettede opgaver, som er nødt til at gå hånd i hånd: Dels er vi nødt til at acceptere, at alle ikke lever og tænker på samme måde,


Foto: Scanpix

nr. 3 / juni 2012

Kronprinsesse Mary på besøg i Bazar Vest i Gellerup ved Århus

33


34

nr. 3 / juni 2012

dels er vi nødt til at finde eller skabe den fællesnævner, som gør, at vi fortsat alle føler en loyalitet over for det land og det demokrati, som vi skal have til at fungere. Selvom vi er forskellige, skal vi have et fælles meningsfuldt projekt. FIRE FORSKELLIGE TILGANGE TIL FORSKELLIGHED

Det med at acceptere forskelligheder kan gøres på flere måder, og den bedste beskrivelse af mulighederne, jeg er stødt på, har jeg hørt fra den israelske filosof Moshe Halbertal. Ifølge hans politiske tænkning er der fire forskellige måder, vi kan håndtere hinandens forskelligheder på inden for det samme samfund: Tolerance er den simpleste form. Her lever vi side om side og er hver især overbeviste om, at vores egen måde at leve på er den sande og rigtige. Eventuelt den

sande eller gode livsstil, religion eller kultur. Men vi forsøger at overbevise de andre om, at de skal være ligesom os. Vi har en samtale (eller, som oftest, en række ubehøvlede skænderier) om, hvordan vi synes, at alle bør leve. Kendetegnet for det åbne samfund er altså, at vi forsøger at overbevise hinanden om, at vores sandhed også skal gælde alle andre. Pluralisme er det tredje niveau og handler ifølge Halbertal om, at vi har indset, at der godt kan være flere sandheder og flere rigtige måder at leve på. Alle behøver ikke have samme sandhed eller leve ens. Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke være rigtigt for dig. Pluralismen fører desværre ofte til værdirelativisme, hvor man kommer til at smide barnet ud med badevandet og ender over i den totalt lallede grøft, hvor alt er OK. Men det behøver man ikke gøre. I det pluralistiske samfund kan man sagtens, f.eks. via lovgivningen, have et sæt af minimumskrav og regler, som alle er nødt til at følge. Man er også stadig velkommen til ikke at bryde sig om alt, hvad naboen gør. Men så længe folk overholder loven, blander man sig ikke, og man ser en selvstændig værdi i, at alle ikke behøver være ens. Endelig er der det multikulturelle samfund. Multikultur er ifølge Halbertal, når man ikke blot tillader eller værdsætter, at folk har forskellige sandheder og forskellige måder at leve på, men at man ser det som en mulighed for at lære noget af dem, der er anderledes. Ikke blot om dem, men også om sig selv. Multikultur betyder ikke, at man skal synes om den måde, andre folk lever på, men man skal være nysgerrig over for den og spørge ind til den; man skal blive klogere ganske enkelt. Ikke blot på andre, men også på sig selv og de vaner, man selv går rundt og tager for givet.

Selvom vi er forskellige, skal vi have et fælles meningsfuldt projekt eneste sande og rigtige. Tolerancen går så ud på, at man tåler, at andre lever på en anden måde. Tolerance betyder ikke, at man synes om det, de andre gør, tvært imod. Faktisk er forudsætningen for tolerance, at man absolut ikke bryder sig om det, man skal være tolerant over for. Hvis man kunne lide det, behøvede man jo ikke være tolerant. Tolerance er en liveand-let-live-strategi, hvor man så at sige vender det blinde øje til og tænker: “Godt det ikke er mig, men det må de selv om!” Åbenhed er næste niveau. Her er vi ifølge Halbertal også hver især overbeviste om sandheden i vores egen livsstil, religion, kultur osv., og vi er også overbeviste om, at det er den eneste eller mest

“Og hvorfor i alverden skal jeg så dét?” tænker nogen sikkert. “Jeg har det udmærket, som jeg har det, tak. Det der multikulti kan I godt stikke op et sted, hvor solen aldrig skinner, og så vil jeg i øvrigt gerne have lov til også at passe mig selv!” Fair nok. Sådan kan vi alle have det fra tid til anden. Der er bare det ved det, at verden udvikler sig, og det har den alle dage gjort. Hver gang medfører det både fordele og ulemper. Lige nu udvikler den sig sådan, at folk flytter rundt, og vi får samfund med mange forskellige kulturer side om side. Det har både fordele og ulemper, og en af ulemperne er, at vi er nødt til at være enten tolerante, åbne, pluralistiske eller multikulturelle – eller fare i totterne på hinanden. Det sidste plejer at være en rigtig dårlig idé. DEMOKRATIETS FREMTID

Vi står således over for nogle kulturelle, samfundsmæssige, demokratiske og ikke mindst personlige og følelsesmæssige udfordringer, hvis vi gerne vil bevare demokratiet, som vi kender det. Og ifølge Halbertal er der altså fire veje at gå. Men vi er nødt til aktivt at vælge, at det er demokratiet, vi vil, og vi skal også være villige til at yde den indsats, som det kræver. For, hvis vi bare lytter til vores følelser, så er det ikke sikkert, at vi kan få det til at fungere. Helt uden følelserne går det dog ikke, for hvis vi ikke er følelsesmæssigt engagerede, så giver det ikke nogen mening. Når vi har et velfungerende demokrati, så er det fordi, vi har en følelsesmæssig tilknytning til det samfund, som demokratiet bestemmer over. Vi har et fællesskab og føler en loyalitet over for hinanden, som gør, at vi godt vil udholde alle de kedelige arbejdsopgaver og begrænsninger, som demokratiet pålægger os. Der ligger altså en opgave foran os, som består i, at alle vi, der bor her, skaber en fælles loyalitet over for samfundet og hinanden. Hidtil har beretningen været, at vi nedstammede fra vikingerne og fik tæsk af Bismarck i 1864, og så var vi i øvrigt enige


nr. 3 / juni 2012

om, at leverpostej med rødbeder var en god ting. New story! Men hvilken? ET NYT FÆLLESSKAB

At fortælle en ny fortælling om sig selv, betyder jo ikke nødvendigvis, at man kaster den gamle bort, men at man fortsætter den og bygger ovenpå, med fortællingen om det, der siden skete… Det bedste, jeg har læst desangående, er en bog af den britiske overrabbiner Jonathan Sacks: The Home We Build Together – recreating society. Sacks er som sagt overrabbiner, hvilket betyder, at han ikke blot er det religiøse overhoved for en velfungerende minoritet i det engelske samfund, men også er fortrolig med over 2.500 års jødiske erfaringer med tolerance, åbenhed, pluralisme og multikultur – samt, hvor galt det kan gå, når man ikke mestrer nogen af delene. På den baggrund har han gjort sig flere tanker, og jeg vil fremhæve to af dem her. Den første handler om, hvordan vi opfatter vores samfund eller nationalstat: Som et hotel, et landsted eller en landsby? Hotellet er kendetegnet ved, at nogen ejer det, nogen arbejder der, og nogen bor der, men alle er der kun på kontraktlige vilkår. Det vil sige, at ingen af gæsterne føler nogen loyalitet over for stedet, og de flytter igen, så snart de har behov for det – og smider håndklæderne på gulvet inden de stikker af. Medarbejderne har en vis form for loyalitet, men den er i første omgang købt for penge, og måske udvikler den sig til en tilknytning til arbejdspladsen. Ejerne ser man aldrig, men de er de eneste, som har en langsigtet interesse i, at stedet er i god stand. Landstedet er kendetegnet ved, at ejerne bor der og holder meget af stedet, og fra tid til anden inviterer de gæster. De vil naturligvis gerne have, at gæsterne trives, så de er både venlige og lader gæsterne spise med ved alle måltider. Men gæsterne er nu en gang gæster, og som gæst kan man ikke selv være med til at bestemme, hvor møblerne skal stå, eller hvad der

bliver serveret. I længden er man der på værternes nåde, og hvor venlige og omsorgsfulde værterne end måtte være, så er det alligevel ikke det samme som at have sit eget, og før eller siden tager man hjem. Landsbyen er kendetegnet ved, at der bor nogen i forvejen, og når der kommer nogle tilflyttere, så får de i første omgang lov til at låne et sted at sove. Desuden får eller køber de et stykke land i udkanten af landsbyen og begynder at bygge deres eget hus. De låner værktøj af landsbyens beboere, og der bliver tygget en del skrå, mens de kommer forbi og giver gode råd og vejledning i, hvordan man bygger bedst her på egnen. De nye lytter til det meste, tænker deres og bruger nogle af de gode råd, men ignorerer andre. De begår fejl, med andre ord, men de introducerer også deres egne skikke og fremmede løsninger, og de lokale tager nogle af dem til sig. Der sker erfaringsudveksling, og over tid har man udvidet landsbyen. Der er næppe nogen af os, der ville synes, det var rart at bo på hotel altid, og sandsynligheden for, at et hotelsamfund ville overleve krisetider, er næppe stor heller. Landstedet har vi praktiseret som samfund, så længe nogen kan huske, og selvom det er skønt at gæste andre folks sommerhus, så kender vi formentlig alle følelsen af tilfredsstillelse ved selv at kunne bestemme, hvor skabet skal stå. Landsbysamfundet er altså det, der ifølge Sacks rummer den langsigtede løsning, og udfordringen er derfor, hvordan vi skaber denne landsbymodel på samfundsplan og i national skala. En af de ting, Sacks fokuserer på, er, at vi er nødt til at have en fælles fortælling; a shared narrative. Desværre giver han ikke noget bud på, hvordan vi så skaber en sådan fælles historie sammen. Så det kunne vi måske prøve at finde ud af? Og måske skulle vi lade nogle af de seneste tilflyttere forsøge at fortælle historien først? Hvad er det, der er danskernes historie, når andre kigger på den udefra?

35

Og hvordan kunne de godt tænke sig at se den fortsætte? Måske var det en idé, at vi, der er vokset op med leverpostej, lænede os tilbage og begyndte at lytte til vores egen fortælling, som den giver mening for andre? Og når vi så havde sundet os og vendt skråen, så kunne vi i fællesskab redigere fortællingen, så den gav mening for både gamle og nye danskere. En tredje betragtning hos Sacks, som jeg holder rigtig meget af, er, at vi ikke skal møde hinanden ansigt til ansigt. For når vi gør det, så får vi øje på alle forskellene. I stedet skal vi stå skulder ved skulder og arbejde side om side på et fælles projekt. For så får vi øje på lighederne, og vi får opbygget den fælles loyalitet, som gør, at vi kan forholde os på en ordentlig måde til de forskelle, som selvfølgelig er der. Hvis vi kunne skabe den fælles fortælling om Danmark i fremtiden, så ville vi også, vores forskelligheder til trods, kunne arbejde side om side og skabe den gensidige loyalitet, der gør, at vi kan både bevare og udvikle vores demokrati.

Lene Andersen, født 1968, er forfatter, foredragsholder, forlægger og satiriker, civiløkonom og ufærdig teolog. Hun er forfatter til den samfundsfilosofiske bogserie Baade-Og. I 2010 igangsatte hun wiki-projektet democracy-handbook.org. I 2011 blev hun af daværende kulturminister Per Stig Møller udpeget som medlem af Værdikommissionen. Læs mere på www.andersenske.com


36

nr. 3 / juni 2012

Foto: Scanpix

HJERTEBÅND I DEN

En undersøgelse har vist, at 90 % af befolkningen sætter Dannebrog i fødselsdagslagkagen.


nr. 3 / juni 2012

37

RØDE FLAGDUG Gamle symboler som Dannebrog og Dybbøl Mølle består stadig, mens det danske fællesskab er i konstant forandring. Men skifter ikke også de gamle symboler mening med tiden? GRÆNSEN har spurgt syv kulturpersoner og meningsdannere, hvad deres forhold til flaget er. Af Rasmus Vangshardt

FORFATTER OG FOREDRAGSHOLDER NASER KHADER:

FORFATTER JENS SMÆRUP SØRENSEN:

“Det er en gammel historie: Vi nordjyder har, siden vi slog kong Knud ihjel, forholdt os valent til vores medlemskab af nationen. Skrøne eller ej – det gjaldt stadig i min himmerlandske barndom, at Danmark, det var ligesom noget, der lå længere ovre ved hovedstaden, og når vi hejste Dannebrog, så vi ganske bort fra, at vi dog dermed også erklærede os for danskere. Flaget tilhørte familien og landsbyen. Det markerede vore egne sorgdage og højtidsstunder, for enkelte af os måske også kirkens.” “Jeg tror ikke, jeg grundlæggende fik rokket ved den fornemmelse for vores flag, før jeg cirka midtvejs i livet flyttede til udlandet. I løbet af det årti, jeg boede der, voksede min appetit på dets fulde symbolværdi. Det nu sjældne syn af Dannebrog gjorde mig så meget desto mere glad; jeg følte mig stærkere til stede blandt verdens seks milliarder medborgere ved tanken om, at i det land, i den historie og det sprog, som dette flag ville fejre, dér hørte jeg hjemme.”

SOGNEPRÆST, PH.D. KATHRINE LILLEØR:

“Dannebrog er min morfars alvor, når han sørger for, at flaget ikke rører jorden, mens han omhyggeligt løsner knuden i solnedgangslyset. Vi flager ikke for Fanden. Dannebrog går op i glæde til min fødselsdag, men blafrede på halv i sorg, da min morfar døde. Dannebrog findes i kagen, på skibe, busser og nummerplader, i panden i Parken, på kufferten og rygsækken, på uniformen og henover kisten. Derfor er Dannebrog markør, signal, dekoration, manifest, symbol, historie og slægt. Indskrevet i hjertet, båret af erindringen. Uanset, hvor forskellige vi er, knyttes hjertebånd i den røde flagdug, der med sit hvide kors minder om, at størst af alt er kærligheden.”

“For mig er der meget symbolik i Dannebrog. Godt nok faldt det ned i 1219, og det symboliserer korsridderne, der havde en meget broget fortid i den verdensdel, hvor jeg er født. Men vi bruger det jo ikke til at fejre korsridderne. Vi flager, når vi skal fejre fødselsdage og Danmarks befrielse m.m. Vi flager, når vi samles som nation og som familier – det synes jeg er smukt.” “Når jeg ser et vajende Dannebrog i udlandet, føler jeg mig altid tilknyttet. Dannebrog betyder ’hjem’ for mig. Under Muhammed-krisen gjorde det virkelig ondt, at se Dannebrog blive brændt. Ved siden af det israelske og det amerikanske flag, tror jeg, at Dannebrog er det flag, der er blevet brændt mest. Jeg skulle på et tidspunkt forklare, hvorfor man ikke brænder flag. Det gik op for mig, hvor svært det er at forklare folk, der ikke forstår demokrati, at man skal respektere flaget. De, der brænder det, har ikke fattet symbolikken i det. Jeg synes, det er meget udemokratisk og primitivt. Derfor synes jeg også, at man skal bevare og værne om Dannebrogs særlige status i Danmark. Liberalisterne har en laissez faire-tilgang til flaget, den anden fløj bryder sig bare ikke om det, det repræsenterer. For mig signalerer flaget, at man holder af sit fædreland og kærer sig om det. Og man kan godt holde af sit fædreland på en inkluderende og positiv måde.”


38

nr. 3 / juni 2012

FOLKETINGSMEDLEM JOACHIM B. OLSEN (LA):

“Dannebrog er det smukkeste flag i verden. Det gør mig stolt af mit land og betyder så meget for mig, at jeg har tatoveret det på min højre overarm. Min største oplevelse med Dannebrog havde jeg ved De Olympiske Lege i 2008 i Beijing, hvor jeg bar fanen ind under åbningsceremonien. Det var et meget stærkt øjeblik. Da jeg boede i USA i en årrække, havde jeg også Dannebrog hængende midt i min stue. Amerikanerne er præget af en dyb fædrelandskærlighed og en særlig trang til at flage med Stars & Stripes alle steder fra verandaer til husmure på alle tidspunkter. Det kan jeg personligt godt lide.” BISKOP NIELS HENRIK ARENDT: LEKTOR I HISTORIE, PH.D. JES FABRICIUS MØLLER:

“Da mine forældre og deres fire børn flyttede til et parcelhuskvarter i Kalundborg i begyndelsen af 1970’erne, var vores hus det eneste med flagstang på vejen. Det skyldtes min far, der var sønderjyde. Han hejste flaget, når der var grund til at fejre f.eks. en fødselsdag. Den tradition er jeg så heldig at kunne fortsætte, fordi jeg bor i et hus med flagstang.” “Man kan aldrig vide, hvordan det opfattes af andre, når man flager. Jeg gør det alligevel med risiko for at blive taget for grænserevisionist, roligan eller noget helt tredje. Jeg mener godt, at man kan insistere på at bruge dette middel, som traditionen har givet os i hænde, til at fejre en god dag.” “Min far, der døde alt for tidligt i 1989, ville antagelig misbillige mine jammerlige knuder, der skal gøre det ud for flagknob. Men han ville sætte pris på, at jeg sørger for, at Dannebrog ikke rører jorden, sådan som han har lært mig. Man må ikke sløse med tingene, sagde han, for af den, der passer på sine ting, må man også forvente, at han viser omhu i sin omgang med mennesker.”

FOLKETINGSMEDLEM SØREN ESPERSEN (DF):

“Lige dér, mens vi forleden gik og svedte tran i Jakartas oldgamle havn, kunne man lige alleryderst ved en af havnekajerne skimte et slidt Dannebrog agterude på et lige så slidt fragtskib fra gud ved hvilket rederi. Ikke så meget som den allermindste brise rørte sig, så flaget bare hang slapt ned.” “Men mere skulle der altså ikke til, før jeg blev glad. Og med en lille kuldegysning af stolthed midt i de 35 grader. Jeg tænkte lige kort på dem ombord. Hvor de skulle hen – og hvor de mon havde været – og at de nok også havde folk derhjemme, som gik og længtes efter dem. Et lille stykke af mit land så langt væk. Jo, Dannebrog gør mig glad. Og stolt. Og mere er der vist ikke at sige om dén ting...!”

“Jeg bliver altid berørt af at komme til grænsen sydfra og se Dannebrog vaje (og fint, at det sker sammen med de andre nordiske flag). På samme måde går det mig, når jeg møder det på ’danske’ steder i udlandet. Vi boede i Afrika et par år, og at se et containerskib komme sejlende ind til Freetown med Dannebrog hængende gav lidt hjemve. Da jeg var barn, hejste vi flaget hver søndag, og det betød meget, når man som 7-8-årig var stor nok til at blive sendt ud og sørge for op- eller nedhejsning. ”Her har hjertet hjemme”, tænker jeg, når jeg kører over grænsen, og selvom det kun ligger en hårsbredde fra det sentimentale, så er det nu sådan alligevel.” “Som kristent menneske passer det mig godt, at flaget hører til de europæiske korsflag. Jeg går bestemt også ind for de republikanske dyder, som de afspejles i de mange forskellige trikolorer, men kristendommen ligger nærmere hjertet. Og med fuldstændig objektivitet(!) vil jeg fastslå, at Dannebrogs farver er de smukkeste. Jeg har brug for et enkelt symbol for alt det, som var der, da jeg blev til, og som jeg fik lov at træde ind i – og det symbol er det danske flag.”


nr. 3 / juni 2012

GrÌnseforeningens formül Det er GrÌnseforeningens formül at støtte danskheden i grÌnselandet, sÌrligt syd for grÌnsen, at udbrede kendskabet til grÌnselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. GrÌnseforeningens vision Erfaringerne fra det dansk-tyske grÌnseland er en vÌsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. GrÌnseforeningens vÌrdier GrÌnseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig og er uafhÌngig af partipolitiske interesser. GrÌnseforeningen mener og siger: ú 'HPRNUDWL\WULQJVIULKHGRJOLJHY¨UGJ¨OGHUIRU alle, ogsü i forholdet til mindretal. ú )RUDQNULQJLHJHQNXOWXUHUHQIRUXGV¨WQLQJIRUDW have forstüelse for andre kulturer. ú .XOWXUHOOHPLQGUHWDOHUHQYLJWLJUHVVRXUFHLHW demokratisk samfund. ú 'DQVNVSURJRJNXOWXUVW\UNHVLPºGHWPHGDQGUH sprog og kulturer.

Fakta ú 0HGOHPPHUWLOVOXWWHWVHOYVW¨Q dige lokalforeninger. ú )RUPDQG)LQQ6OXPVWUXS ú *HQHUDOVHNUHW¨U.QXG(ULN7KHUNHOVHQ ú *U¨QVHIRUHQLQJHQVºYHUVWHP\QGLJKHGHU Sendemandsmødet, som vÌlger bestyrelse og formand. ú 'ULIWVWLOVNXGIUD0LQLVWHULHWIRU%ºUQRJ  8QGHUYLVQLQJLS§PLOOLRQHUNURQHU ú *U¨QVHIRUHQLQJHQEOHYRSUHWWHWL'D  IRUHQLQJHQYDUVWºUVWKDYGHGHQ  PHGOHPPHUIRUGHOWS§IRUHQLQJHU ú 3URWHNWRU+DQV.RQJHOLJH+ºMKHG3ULQV  -RDFKLP

Ativiteter GrÌnseforeningen ønsker gennem folkeoplysende aktiviteter at fastholde opbakningen til det danske PLQGUHWDOVNXOWXUHOOHDUEHMGHL6\GVOHVYLJ*U¨QVHforeningen er uafhÌngig af partipolitiske interesser. GrÌnseforeningen anerkender globaliseringen som et vilkür for alle – ogsü for det danske mindretal og

DQGUHQDWLRQDOHPLQGUHWDO,RSO\VQLQJVDUEHMGHWWDJHU GrĂŚnseforeningen afsĂŚt i det dansk-tyske grĂŚnselands historie og erfaring med, at man pĂĽ tvĂŚrs af kulturelle og sproglige skel har bevĂŚget sig fra et “mod hinandenâ€? til et “med hinandenâ€?. Denne erfaring er en vĂŚsentlig inspiration for en globaliseret verden, KYRUIRUVNHOOLJHNXOWXUHUVNDOOHYHRJDUEHMGHVDPPHQ GrĂŚnseforeningens primĂŚre aktiviteter er: Ăş Samarbejde med de 83 lokalforeninger om kontakt  WLOGHWGDQVNHPLQGUHWDOL6\GVOHVYLJVRFLDOHDU rangementer og andre aktiviteter med oplysning som formĂĽl. Ăş Kurser for folkeskolelĂŚrere og gymnasielĂŚrere om Sydslesvig og grĂŚnselandet og udgivelse af undervisningsmateriale. Ăş Sydslesvigske Børns Ferierejser, som hvert ĂĽr sørger for, at mere end hundrede børn fra Sydslesvig kommer pĂĽ ferieophold i Danmark. Ăş Elevambassadørerne – gymnasieelever fra Duborg 6NROHQL)OHQVERUJ$30ÂşOOHU6NROHQL6OHVYLJ  VDPWGHWW\VNHJ\PQDVLXPL$DEHQUDDWDJHUUXQGW pĂĽ danske skoler og gymnasier og fortĂŚller om det at tilhøre et mindretal og debatterer kulturmøde, identitet, fordomme, mindretalsrettigheder, demokrati m.v. Ăş Kulturmødeambassadørerne – en blanding af unge fra de nationale mindretal i grĂŚnselandet og etniske  PLQGUHWDOIUD.ÂşEHQKDYQVRPJHQQHPGLDORJPÂşGHU vil bidrage til en større viden om og anerkendelse af  PLQRULWHWHUVRPHQUHVVRXUFHL'DQPDUN Ăş [GOU] – et bredt favnende ungenetvĂŚrk, der har til formĂĽl at støtte danskheden blandt unge i Sydslesvig, udbrede kendskabet til det danske mindretal blandt unge i Danmark og opbygge et netvĂŚrk blandt unge pĂĽ tvĂŚrs af nationale grĂŚnser. Ăş Udgivelse af GRÆNSEN – magasin for mindretal, sprog og kultur, der udsendes seks gange ĂĽrligt til medlemmer, medier, folketingsmedlemmer og andre interessenter. Ăş Udgivelse af GRÆNSEN.DK, som bringer artikler og debat.

WWW.GRÆNSEFORENINGEN.DK

GRÆNSEN 73. ĂĽrgang Ansvarshavende redaktør Erik Lindsø el@graenseforeningen.dk 7OI GRÆNSEN.DK Nyheder og debat pĂĽ www.grĂŚnsen.dk. :HEMRXUQDOLVW5DVPXV9DQJVKDUGW rv@graenseforeningen.dk 7OI GRÆNSEN elektronisk 6HQGGLQHPDLODGUHVVHRJGXI§UWLOVHQGW*5ˆ16(1 WLODWO¨VHS§GLQFRPSXWHUHOOHUGLQL3DG Tryk-ÂşUQ7KRPVHQ(OER$6 Layout www.prik.dk Forsidefoto6FDQSL[ *5ˆ16(1HUPHGVLQ§UJDQJHWDI'DQPDUNV¨OGste kulturtidsskrifter. Det udkommer seks gange om ĂĽret med artikler og interviews om mindretal, dansk sprog og kultur, kulturmøde, boganmeldelser m.v. 7LGOLJHUHQXPUHNDQO¨VHVS§JU¨QVHQGN

WWW.GRÆNSEN.DK MEDLEMSSKAB Du kan blive medlem af GrÌnseforeningen RJHQDIGHORNDOIRUHQLQJHU/¨VPHUH pü www.grÌnseforeningen.dk eller kontakt IRUHQLQJHQ GrÌnseforeningen 3HGHU6NUDPV*DGH .ºEHQKDYQ. 7OI info@graenseforeningen.dk

39


EFTERTANKEN

Der er ingen tvivl om, at det politiske og økonomiske system vil have gavn af en folkelig rystelse. Jeg tror, de fleste som jeg finder det ubehageligt at se, hvordan f.eks. finansfolk – både på det national og internationale plan – i den grad kan malke systemet. Her er moralen fuldstændig hoppet af tænkningen. Den tendens må ikke sejre, for det kan et demokratisk samfund ikke i længden holde til. Professor Ove Korsgaard, side 4

Den rituelle stammedans på Christiansborg er både udbredt og bredt accepteret. Det er reglen snarere end undtagelsen, at taktiske hensyn vinder over ønsket om at finde løsninger til fællesskabets bedste. Problemet er naturligvis, at det underminerer tilliden politikerne imellem. Og tilliden mellem borger og stat. Folketingsmedlem Mette Bock, side 12

Jo mere livsstil, livschancer og livsrisici veksler over gruppen, jo mere svækkes fornemmelsen af, at vi alle er i samme båd. Når den sociale afstand mennesker imellem øges, svækkes den kollektive identitet. Det betyder en skarpere grænsedragning mellem “os” med indbyrdes tillid og “dem”, som, frygter vi, vil “udnytte” systemet. Det begrænser solidariteten. Professor Jørn Henrik Petersen, side 26

Multikultur er, når man ikke blot tillader eller værdsætter, at folk har forskellige sandheder og forskellige måder at leve på, men at man ser det som en mulighed for at lære noget af dem, der er anderledes. Forfatter Lene Andersen, side 32

«

Vi skal blive et ’vi’, der tør vandre i et globalt land, hvor respekten for mennesker, de andre, er uden grænser. En solid viden om de danske forudsætninger bør danne forudsætningerne for en forpligtende samtale med omverdenen, ikke lukke af for omverden. Lektor Johannes Nørregaard Frandsen, side 20

Jeg har lyttet mig frem til, at I taler om globalisering både morgen og aften. Men er I opmærksomme på, at kun et folk, der er forankret i bevidstheden om egen kultur, virkelig kan have noget at byde på i den internationale koncert? Kong Valdemar 2. Sejr, side 10

Al henvendelse til Grænseforeningen LQIR#JUDHQVHIRUHQLQJHQGNú7HOHIRQ

»

Sorteret Magasinpost ID-nr. 42138

GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur  

nr. 3 / juni 2012 - 74. årgang

GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur  

nr. 3 / juni 2012 - 74. årgang

Advertisement