vore dages Sønderjylland, og havde erfaringer med hjemmefra. Han var en af lederne af det danske afstemningsarbejde i 1920 og blev senere konservativ folketingsmand. Holger Andersen var i øvrigt en del af den danske delegation ved Folkenes Forbunds delegeretforsamling i Geneve i 1922, og blev i 1929 udnævnt til højkommissær i Konstantinopel for Kommissionen om udvekling af tyrkiske og græske befolkningsgrupper, så han havde også et internationalt udsyn.” “Holger Andersen var dansk nordslesviger og havde oplevet væksten i den danske bevægelse omkring år 1900. Da han efter 1945 kom til Sydslesvig, så han, at det folkelige engagement her ikke kunne sammenlignes med det, han havde set i Nordslesvig. Derfor var han tilbageholdende i grænsespørgsmålet. Han indså, hvilket de danske politikere jo også gjorde, at en grænse længere mod syd ville betyde en stor tysk befolkningsandel, og
det ville være svært at håndtere for den danske stat. Sin internationale erfaring bragte Holger Andersen derimod ikke i anvendelse og gudskelov for det. Befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet betød, at millioner af mennesker blev tvunget til at flytte. Havde Holger Andersen været med til at gøre det samme det samme i Slesvig, havde han ikke været en helt i dag.” Organisatorisk har der også været et skisma i Grænseforeningen mellem centrum og periferi, skriver du. Centrum forstået som kontoret, i dag kaldet sekretariatet, i Peder Skrams Gade i København og periferi forstået som lokalforeninger ude omkring i landet. Hvor alvorlige har disse spændinger været gennem Grænseforeningens historie?
Den danske befolkning var meget optaget af spørgsmålet om grænsedragningen omkring 1920. Den 7. marts 1920 samledes en stor folkemængde på Amalienborg Slotsplads for at udtrykke deres ønske om at få Flensborg tilbage til Danmark over for kong Christian 10. Dronning Alexandrine anes på balkonen bag kongen.
“Historisk set var skismaet mellem centrum og periferi et skisma mellem konservative og 11