Page 1

nr. 3 / juni 2015 – 77. årgang

magasin for mindretal, sprog og kultur

Martin Lidegaard:

DE UNGE ER UKRAINES BEDSTE HÅB

Tema:

KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE

Tema:

SPROG


2

nr. 3 / juni 2015

INDHOLD MAN BLIVER TVUNGET TIL AT VÆLGE SIDE

Unge fra Ukraine og Rusland ser sort på fremtiden. Samtale om minoriteter og konflikten i Ukraine med en gruppe unge russere, ukrainere, baltere og danskere, som har tilbragt tre måneder sammen på højskole SIDE 4

DE UNGE ER UKRAINES BEDSTE HÅB

Hvis man ønsker at vinde freden, bliver man også nødt til at investere noget i den. Det var læren fra det dansk-tyske grænseland, og det er en vigtig historie at fortælle unge i et land som Ukraine. Interview med Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard. SIDE 8

TOSPROGET MED VILJE

På den danske skole i Vesterland på vadehavsøen Sild underviser man i både tysk og dansk på modersmålslignende niveau. De to sprog støtter hinanden i indlæringen. Reportage fra Vesterland-Kejtum Danske Skole. SIDE 16 LÆS OGSÅ SIDE 11 DET KIT, DER BINDER EUROPA SAMMEN VED GRÆNSERNE SIDE 19 MERE TYSK I TØNDER, TAK! SIDE 22 DANSKERPAK OG TYSKERPAK SIDE 24 #TEGNDANMARKSFREMID INDTOG INSTAGRAM SIDE 26 SENDEMANDSMØDET GAV OPBAKNING TIL METTE BOCK SIDE 30 MINDRETALSPERSPEKTIV VISER YTRINGSFRIHEDENS GRÆNSER

WWW.GRÆNSEN.DK

NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT


nr. 3 / juni 2015

LEDER

NORDISK RENÆSSANCE Af Mette Bock, formand

Det hænder, at noget bliver så gammeldags, at det bliver moderne igen. Her i den blomstrende juni afholdes årsmøderne i Sydslesvig. Hvert år slår det mig, at det ikke blot er Dannebrog, der vajer i den lune vind. De øvrige nordiske flag markerer også festlighederne i rigt mål. Det er en selvfølge i Sydslesvig. Men desværre ikke i Danmark. Vi har haft en kedelig tendens til at nedprioritere det nordiske samarbejde og familieskab i en tid, hvor EU både geografisk, økonomisk og politisk har vokset sig stort og omfangsrigt. Det ene udelukker ikke det andet, tværtimod. Det ved man i Sydslesvig. Jeg har en klar fornemmelse af, at det nordiske samarbejde er på vej mod en renæssance. Nordisk Råd blev som bekendt dannet som parlamentarisk samarbejde i 1952. I 1957 lykkedes det at få Finland med, og i 1971 dannedes Nordisk ministerråd. Samarbejdet bygger på vores fælles historie og et skandinavisk sprog- og værdifællesskab, som man muligvis skal lidt på afstand for at kunne se, men det er der! Smag på ordene: Skandinavien. Norden. Straks danner der sig gode og velkendte billeder i vore hoveder, trods de mange krige, nye grænsedragninger og ændrede magtforhold, vi har oplevet gennem historien. Vi er i samme familie. Mens Sydslesvig fortsat har bevidstheden om det nordiske fællesskab i klar erindring, kniber det mere den anden vej. For snart længe siden ansøgte Duborg-Skolen Nordplus, som er et program under Nordisk Ministerråd, om at blive en del af et udvekslingssamarbejde mellem nordiske gymnasier. Ansøgningen blev angiveligt afvist med henvisning til, at Tyskland jo ikke er en del af Norden. Læs: Duborg-Skolen er et tysk gymnasium. Goddag mand – økseskaft. Historien ligner karaktersagen, der byggede på samme misforståelse. Skoler, der ligger syd for grænsen, må være tyske. Jeg ved, at flere politikere på Christiansborg har følt sig pinligt berørt af forløbet. Der arbejdes på sagen, både Sydslesvigudvalget og Uddannelsesog Forskningsudvalget er i gang, og det ser ud til, at DuborgSkolen kan søge med bedre held i 2017, om alt går vel. Men igen må man konstatere, at sagen slet ikke burde være en sag, og at det tager for lang tid at løse den!

Sydslesvig husker Norden. Men Norden har åbenbart ikke Sydslesvig og det danske mindretal i helt så klar erindring. Det er ikke klogt. For Sydslesvig gør jo ikke blot Danmark, men hele Norden lidt større. Det markeres år efter år med de mange flag ved årsmøderne, ligesom jeg tydeligt mærker interessen for det nordiske på andre møder. Her er det så, at vi i Danmark kunne lade os inspirere af mindretallets klare bevidsthed om det nordiske. I et stadigt mere omfangsrigt EU vil regionerne få større betydning. På Sendemandsmødet i maj holdt professor Uffe Østergaard et fremragende foredrag om netop dette tema. Jeg vil vove den påstand, at det nordiske samarbejde langsomt vil få en renæssance i de kommende år. Vi har brug for identitetsmarkører og fællesskaber, der gør os i stand til at navigere sikkert i en globaliseret verden. Vi er danskere, men vi er også skandinaver. Lad mig nævne et eksempel. Når man i den danske

Sydslesvig husker Norden. Men Norden har åbenbart ikke Sydslesvig og det danske mindretal i helt så klar erindring udenrigstjeneste diskuterer, hvor Danmark skal have egne ambassader, og hvor der eventuelt skal etableres EU-ambassader i de kommende år, bliver det tydeligt, hvilke fordele vi kan have af at gentænke det nordiske samarbejde. Danmark kan, som et lille land, ikke være repræsenteret overalt. Og vi bliver pludselig meget små, hvis vi alene skal repræsenteres via EU. Derfor kunne det være interessant på forsøgsbasis at etablere nordiske ambassader i lande eller regioner, hvor vi ellers ikke kunne være. Ikke blot som bygnings- eller kontorfællesskaber, som i Berlin, men som egentlig fælles repræsentation. Det batter nu engang mere at repræsentere 25 millioner mennesker end blot fem. Tak for jeres historiske bevidsthed i Sydslesvig. Det er en stor inspiration!

3


4

nr. 3 / juni 2015

KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE

MAN BLIVER

TVUNGET TIL

AT VÆLGE SIDE

Unge fra Ukraine og Rusland ser sort på fremtiden. Samtale om minoriteter og konflikten i Ukraine med en gruppe unge russere, ukrainere, baltere og danskere, som har tilbragt tre måneder sammen på højskole

Af Lotte Dahlmann

De griner sammen og driller hinanden i al venskabelighed. Der er knyttet stærke bånd mellem en gruppe unge russere, ukrainere og baltere, som har tilbragt tre måneder sammen på højskole i Sydslesvig. Venskab og samvær om fælles aktiviteter har skabt en mellemfolkelig forståelse mellem de unge, der overdøver de kampe i det østlige Ukraine mellem ukrainske tropper og russiske separatister, som hænger som en sort sky over samtalen med de unge få dage før, de vender hjem. De unge fortæller, at konflikten har været et fast diskussionsemne under højskoleopholdet, og at de tidligt blev enige om ikke at skændes: “Vi fandt ud af, at det er et storpolitisk magtspil mellem statsledere. Både russere og ukrainere her er enige om de fleste ting – herunder at vi er imod magtanvendelse for at opnå sine mål”, siger en ung mand, som undgår at oplyse sit navn. Frygten er også til stede i højskolens musiklokale, hvor samtalen med GRÆNSEN finder sted. “Min far fortalte mig forleden, at prisen på hårshampoo er steget, fra hvad der svarer til en euro til fire euro på tre måneder”, fortæller Vlada, som kommer fra Ukraine. Det er dog ikke kun de hårde, økonomiske konsekvenser af konflikten i Ukraine, der bekymrer hende: “I løbet af temaugen – og da jeg hørte Grænseforeningens kulturmødeambassadører fortælle om at have

flerkulturel baggrund – gik det op for mig, at jeg tilhører et mindretal i Ukraine. I min familie er der slægtninge med polske, russiske og hviderussiske rødder. Jeg ved, at jeg er ukrainer, for sådan er jeg opdraget, og det kan man godt være stolt af, selvom der er problemer i ens land. Der er alvorlige problemer i mit land lige nu, og når det er rigtig slemt, går det mig meget på. Jeg kan mærke det i mit hjerte, og jeg ved, at jeg er en del af konflikten, uanset hvad jeg gør, og hvor jeg er. Min far er af russisk afstamning, og min mor er en fjerdedel polsk. Når jeg begynder at tænke over det og ved, at jeg har begge dele i blodet, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, hvem jeg egentlig er? Nogle gange føler jeg mig som ukrainer, men jeg er vildt meget i tvivl. Jeg ved, at jeg elsker mit land, men jeg drømmer om at flytte til et andet land”, siger Vlada. Hun fortæller, at hun har læst om New Zealand og synes, det lyder som et trygt sted at bo og opfostre børn: “Men det er lige meget hvilket land – bare ikke Ukraine. Uanset hvor jeg er, kan jeg altid selv lære mine børn ukrainsk”, siger hun. KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE VISER, AT DET ER MULIGT

Under opholdet på højskolen har gruppen fået undervisning i København-Bonn Erklæringerne, som regulerer en række forhold for det danske og tyske mindretal på hver sin side af den dansk-tyske grænse. Det har været en øjenåbner for flere af de unge at høre om en konflikt, som faktisk er blevet bilagt på fredelig vis: “Den måde, hvorpå danskere og tyskere har reguleret rettighederne


nr. 3 / juni 2015

DØDSSPIRAL I UKRAINE

De unge er over en bred kam pessimistiske omkring konfliktens udvikling og frygter, at den kun bliver værre. “Vestlige regeringer har nægtet at anerkende Ruslands annektering af Krim. I Rusland siger Putin, at han aldrig forlader Krim, så fronterne er trukket skarpt op. Det er som to modsatrettede kræfter, der ikke er til at stoppe”, siger Alexander. En ung pige fortæller, at hun generelt oplever, at folk er meget bekymrede og frygter fremtiden: “Det er svært at se, hvad man kan gøre. Ikke rigtig noget, efter-

Et tætknyttet fællesskab har udviklet sig mellem unge fra bl.a. Danmark, Rusland og Ukraine efter tre måneders højskolekursus.

som det er politikernes kamp”, siger hun. Adspurgt om ikke højskoleopholdet og temaugen har inspireret hende til at tage hjem og gøre sin indflydelse gældende, svarer hun resignerende, at hun ikke føler, at hun har nogen indflydelse overhovedet. “Man kunne selvfølgelig skrive et opråb til politikerne, men det gør ingen forskel”, siger hun og udløser en lavine af kommentarer om de korrupte, inkompetente og magtbegærlige politikere, som fuldstændig overskygger den politiske scene i såvel Ukraine som Rusland. “I Rusland og Ukraine er politik en meget beskidt branche. Ingen er valgt for at løse problemerne, men er kun optaget af at berige sig. Folk, der bliver politikere, gør det kun af egeninteresse”, siger en ung mand, der udpeger et par nye politikere i Ukraine, som til hans store ærgrelse vinder voksende popularitet.

“Politik er en blindgyde, hvor de tåbeligste personer får held til at blive valgt.” Og så er der frygten for at stikke næsen frem: “Hvis du ikke kan slå dem, må du hellere gøre fælles sag med dem. Det er det, de fleste russere gør”, siger en ung mand. Han fortæller, at et år efter Ruslands annektering af Krim var alle kritiske røster i Rusland forstummet – eller bragt til tavshed: “Du bliver stemplet som en forræder og som fjende, hvis du er uenig i regeringens linje. Alle kan få ram på dig med falske anklager.” De unges melding er derfor klar i spørgsmålet om, hvad de vil gøre: “Man er nødt til at indordne sig.” De unges identitet er bevidst sløret af hensyn til deres sikkerhed.

Foto: Lotte Dahlmann

for mindretallene, og det faktum, at de i dag lever fredeligt side om side, er i mine øjne den bedste vej at gå. Det er alletiders, at mindretallets kultur og rettigheder er sikret”, siger Alexander, som er fra Rusland. Han mener dog samtidig, at med rettigheder følger også et stort ansvar, som påhviler mindretallene: “Nogle steder kræver mindretal mere, fordi de tror, at de har ligeså meget magt som flertallet – eller mere. Men mindretal må være civiliserede og leve op til den udfordring, der ligger i at være et mindretal – og handle ansvarligt derefter”, siger han.

5


6

nr. 3 / juni 2015

DER ER KUN

SORT OG

Foto: Jevgenij Risunkov.

KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE

HVIDT TILBAGE I UKRAINE

Matilde Kimer, DR’s korrespondent i Østeuropa og Rusland, har dækket konflikten i Ukraine siden konflikten begyndte i februar 2014 og sendt adskillige reportager hjem fra frontlinjen med beretninger om konfliktens udvikling – og de store menneskelige tragedier, krigen har for befolkningen i Ukraine. Hun beskriver et samfund, der er så polariseret, at det er livsfarligt, og hun tegner omridset af en meget svær tilværelse, der venter de unge højskoleelever: Af Lotte Dahlmann

“Mange er blevet påduttet – ja påtvunget nationalismen. Det har splittet mange familier ad. På mine mange rejser i Ukraine har jeg mødt familier, hvor generationerne ikke længere taler sammen; forældre, der ikke kan tale med deres børn på grund af konflikten. Jeg har sågar mødt par, som er gået fra hinanden, fordi de ikke kan forstå, hvordan partneren kan tale så grimt om ”de andre”. FJENDEBILLEDER BYGGET OP OVER LÆNGERE TID

Allerede tidligt i konflikten begyndte de stridende parter at tale grimt om hinanden. De andre blev kaldt “onde mennesker”. På Majdanpladsen kaldte demonstranterne politiet for onde, og politiet kaldte demonstranterne for mentalt afvigende. Det vækker uhyggelige minder om en krig, vi selv oplevede med nazismen. Der bliver spillet rigtig meget på minderne fra og frygten for 2. Verdenskrig, hvor man også gjorde de andre til umennesker og onde mennesker. Det er ikke længere muligt at være neutral, det begreb eksisterer ganske enkelt ikke længere i Ukraine”, konstaterer Matilde Kimer. I foråret 2015 rapporterede flere medier om, at der fra ukrainsk hold blev taget initiativ til at genskrive Ukraines historie som et led i opbygningen af en stærk nationalfølelse. Det ukrainske parlament vedtog for nylig en “af-kommunisme-pakke”, som forbyder nazistiske

og kommunistiske symboler og bandlyser den hidtidige, officielle “fornægtelse af den kommunistiske æras kriminelle natur” mellem 1917-1991. Matilde Kimer forklarer, at der er en væsentlig årsag til, at det sker: “Det er ikke noget nyt men snarere en modreaktion på en linje, Rusland lagde ud med for nogle år siden. De begyndte at omskrive historien for at få kommunisterne til at se bedre ud og slettet vidnesbyrd herom – blandt andet ved at lukke museer. Det har været en kæmpe provokation for Ruslands naboer – ikke bare Ukraine men også et land som Polen. Denne polarisering startede sådan set konflikten. De fleste troede, at det ville forblive en ideologisk konflikt, men pludselig var der våben, og så gik det stærkt. Der er kun sort og hvidt tilbage. INGEN POLITISK VILJE TIL FRED

Det betyder, at 45 millioner ukrainere er tvunget til at se enten den ene eller den anden vej. Enten er man patriot


nr. 3 / juni 2015

eller så er man “nazistisk medløber”, som det hedder. Der er ingen, som tør hæve stemmen og nuancere debatten – andet end hjemme ved køkkenbordet. Gør man det i offentligheden, kan det være livsfarligt. Den seneste tids mystiske dødsfald (af tidligere præsident Viktor Janukovitj’s støtter, red.) har forstærket følelsen af, at det er livsfarligt at sige sin mening offentligt. Klimaet i Ukraine lige nu er ekstremt polariseret og livsfarligt. Og der synes ikke at være politisk vilje til fred i hverken Ukraine eller blandt separatisterne”, vurderer Matilde Kimer.

Mathilde Kimer har både dækket begivendederne ved frontlinjen for DR og fortalt om de ukrainske borgeres oplevelser af konflikten med Rusland.

7


8

nr. 3 / juni 2015


nr. 3 / juni 2015

9

KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE

DE UNGE ER

UKRAINES

BEDSTE HÅB Hvis man ønsker at vinde freden, bliver man også nødt til at investere noget i den. Det var læren fra det dansk-tyske grænseland, og det er en vigtig historie at fortælle unge i et land som Ukraine. Interview med Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard. Af Lotte Dahlmann

“Det største håb, jeg nærer på Ukraines vegne, er landets ungdom.” Ordene bliver sagt med tryk på hver stavelse, og man er ikke i tvivl om, at Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), virkelig mener hvert et ord. I forbindelse med 60-års jubilæet for København-Bonn Erklæringerne har GRÆNSEN mødt udenrigsministeren til en samtale om, hvor og hvordan erklæringerne kan inspirere i dag. Bænket om mødebordet i ministerens kontor i Udenrigsministeriet bliver Martin Lidegaard meget inspireret af at høre om højskoleophold for unge østeuropæere, hvor de unge hører om udviklingen i grænselandet fra konflikt til fredelig sameksistens: “Danmark kan og bør tilbyde præcis det, du skitserer: Folk-til-folk-aktiviteter, hvor vi åbner vore egne samfund og deler ud af vore egne erfaringer, men det er vigtigt, at vi også besøger dem. Man skal huske på, at i øjeblikket er det trods alt en begrænset del af Ukraine – der er et kæmpeland, jeg har selv cyklet der – som er direkte påvirket af krig. Men krigen påvirker alligevel hele befolkningen dybt.”

Foto: Scanpix

HVAD HAR ANGELA MERKEL I HÅNDTASKEN?

GRÆNSEN vil gerne udforske, hvad udenrigsministeren konkret mente, da han ved jubilæumsfesten i Berlin i marts (læs GRÆNSEN nr. 2, 2015) sagde, at erklæringerne kan inspirere i forhold til flere aktuelle konflikter, herunder konflikten mellem Ukraine og Rusland. Under henvisning til en opfordring fra Grænseforeningens formand, Mette Bock, spørger GRÆNSEN: Hvorfor har Angela Merkel ikke en kopi af KøbenhavnBonn Erklæringerne med i håndtasken, når hun mødes med de stridende parter? “Ligeså oplagt det er at tage vores bedste erfaringer fra to lande, der har ligget i krig og slagtet hinanden, og som nu har fundet en løsning, som har skabt harmoni og fredelig sameksistens, må vi også konstatere, at forudsætningen for, at vi kunne få erklæringerne og kunne komme så langt, var, at der på begge sider var en erkendelse af fortiden og den fremtid, vi skulle have sammen.


10

nr. 3 / juni 2015

Som tingene ser ud lige nu, er tiden ikke moden til at gennemføre de to gyldne principper, vi bygger på i det dansktyske grænseland: at det er befolkningerne, der bestemmer, hvor grænsen skal drages. Det andet princip, som måske er det allervigtigste, er, at uanset hvor grænsen bliver draget, så har man ret til sine egne uddannelser, til at dyrke sit sprog og sin kultur, og det bliver ikke opfattet som fjendtligt eller i disharmoni med det land, man er mindretal i. Den erkendelse kan man bruge som inspiration til at se, at sådan kan det lade sig gøre. Men man kan ikke overføre og implementere det, før der er vilje på begge sider. Vi kan

det er svært at så vores erfaringer lige nu: Der er ganske enkelt ikke politisk vilje på regeringsniveau,” siger Martin Lidegaard og fortsætter: “Grunden til, at det lykkedes i 1955, var bl.a., at alle var så trætte af krig, og det havde haft så voldsomme konsekvenser på begge sider af grænsen. Derfor var begge parter klar. Men det var jo ikke mindst på dansk side, at man i de første efterkrigsår tænkte, at “nu har vi et Tyskland i knæ, nu er chancen der for at hive det tabte land hjem!” Her traf de danske politikere en utrolig klog og vis beslutning, fordi de i 1946 sagde: “Nej, for historien gentager sig bare, hvis ikke vi får lavet om på det her.” Det var erkendelsen om, at den evige kamp kan man kun komme til livs, hvis de, der på et tidspunkt har overtaget, siger: Grænsen ligger fast, og på grundlag af den laver vi en ordning for mindretallene, som er retfærdig, og som alle kan leve med. Den historie er meget stærk, og den fortæller jeg også, når jeg er i Ukraine, som et eksempel på, at hvis man ønsker at vinde freden, bliver man også nødt til at investere noget i den.

De forandringer, der skal gennemføres i Ukraine, er så gennemgribende og store, at de nok både kræver stigende pres fra neden, samtidig med at man forsøger at få brikkerne til at passe foroven bruge det som inspiration, og det tror jeg også Merkel gør. Det gør jeg i hvert fald,” siger ministeren. GRÆNSEN: I det dansk-tyske grænseland var en del af forhistorien for erklæringerne, at der var et vist pres ovenfra for at få grænselandets befolkningsgrupper til at vise vilje til fredelig forsoning. Kan den erfaring om, at der er brug for politisk vilje fra regeringstoppen, bruges som inspiration? “Det er en meget vigtig pointe. I Ukraine oplever vi i et vist omfang, at det er lige omvendt: Det er de centrale hovedstæder, der spiller med musklerne – især Moskva. Her har vi altså den helt modsatte bevægelse, nemlig at man bruger en lokal region til indenrigspolitisk profilering. Det er en anden grund til, at

TRAGEDIEN I UKRAINE

Tragedien i Ukraine er, at der jo ikke er nogen etniske eller religiøse konflikter, der skulle tilsige, at etniske ukrainere og medborgere med anden herkomst ikke kan leve fredeligt side om side. Tværtimod er de brødre og søstre – også historisk set. Der ligger ganske vist historiske begivenheder, som man kunne finde frem, hvis man ville mane hadet og modstanden

frem: Eksempelvis Stalins tvangskollektiviseringer af Ukraine, som medførte millioner af ukrainske dødsfald. Men man kan sandelig også finde eksempler på det modsatte: Rusland blev født ud af Kiev, og man har i århundreder levet sammen med fælles historie. Derfor er der også en positiv historie at bygge på. Og det at finde de positive historier frem og bygge videre på dem, det er hovedsagen. Der skal sættes gang i en proces, således at folk, der lever og bor i de berørte områder og har gjort det i mange årtier, kan genvinde kontrollen over deres eget liv.” Martin Lidegaard har talt sig varm og er godt inde i tingene. Han tegner et rids af situationen, som minder om de unge højskoleelevers oplevelse af deres egne lande: “At man nu er kommet så dybt ind i en konflikt i Ukraine er selvfølgelig først og fremmest Rusland og separatisternes ansvar med overtagelsen af Krim og konflikten i det østlige Ukraine. Men det skyldes også, at landet i forvejen er i mere eller mindre opløsning og har et oligarki, som skalter og valter med borgernes ressourcer, penge og liv. Konflikten er kommet så vidt, fordi Rusland i vidt omfang også er gået i den retning. Derfor er der ikke andet at sige end, at samtidig med, at man arbejder på at prøve at skabe en fred fra oven, så må man også prøve at skabe et demokrati og en forståelse og respekt for hinanden fra neden. Jeg er ikke i tvivl om, at Ukraine vil ende som et velhavende og fredeligt land med flere befolkningsgrupper på et tidspunkt, men vejen derhen kan blive meget svær, og den kan også blive blodig, hvis ikke vi kender vores besøgelsestid og hjælper til så meget, vi overhovedet kan.” GRÆNSEN: De unge siger, at politikere er korrupte, så politisk arbejde kan man ikke bruge til noget. De unge ser ikke noget råderum eller nogen fremtid. Hvad kan vi gøre ved det? “Det er dybt forstemmende og et meget svært spørgsmål. Jeg oplever og gør meget ud af at møde unge fra civilsamfundet. Nogle gange kan man få det indtryk, at Ukraine er to stater: Der er det gamle Ukraine, men der er også en sund kerne


nr. 3 / juni 2015

11

KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE

af veluddannede og meget demokratisk orienterede unge både med ukrainsk og russisk baggrund. Det mest ulykkelige, der kan ske, er selvfølgelig, at de flygter permanent fra deres land. Der er mere brug for dem end nogensinde. Men selvfølgelig skal de kunne se et håb, og det håb må vi være med til at skaffe dem. De forandringer, der skal gennemføres i Ukraine, er så gennemgribende og store, at de nok både kræver stigende pres fra neden, samtidig med at man forsøger at få brikkerne til at passe foroven. Rusland og Ukraine kan ikke leve adskilt i længden, de er nødt til at finde en eller anden form for sameksistens i forandringsprocessen”, siger Martin Lidegaard. GRÆNSEN: Nogle hævder, at EU’s pres for at få Ukraine med i EU skubbede Rusland ud over kanten og skabte konflikten. Er du enig i, at EU har et medansvar for konflikten? “Nej, jeg bliver tit præsenteret for det billede. Som jeg ser det, er EU den største geopolitiske succes i verdenshistorien forstået på den måde, at i de sidste 20 år er der 12 nye lande, der har valgt at tilslutte sig EU. Ikke fordi de var tvunget, ikke fordi de blev truet, ikke fordi nogen vred armen om på dem. Men fordi befolkningerne kiggede ind på en samfundsmodel, som var mere demokratisk, mindre korrupt og mere velstående end det, de kom fra. Og derfor vil de ind i EU. Der er den ukrainske befolkning kommet til nu. Og jeg mener, at vi må insistere på, at det er den ukrainske befolkning, der skal bestemme sin egen skæbne. Så når der kommer et land og siger: “Vi vil gerne være med her”, så er det svært at sige andet end, at “Det må I gerne, hvis I overholder spillereglerne og er demokratiske i forhold til mindretal, demokratiske i forhold til at udrydde korruption og anerkender de markedsmæssige principper”. Selvfølgelig skal man respektere sine mindretal, hvis man tilnærmer sig EU, og her har den ukrainske regering klart begået fejl. Bl.a. vedtog parlamentet en sproglov, og det var en kæmpestor fejl, fordi man netop derved legitimerede en form for overgreb på de russiske mindretal.”

DET KIT,

DER BINDER EUROPA SAMMEN VED GRÆNSERNE For at EU skal kunne fungere som projekt, skal Europas mindretal anerkendes som ligeværdige medborgere, mener FUEN-præsidenten og fhv. formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, Hans Heinrich Hansen, der her fortæller, hvorfor ligeværdighed er så vigtig i mindretalsspørgsmål.

Oven på invitationen til genforeningsfesten i 1995 fulgte en heftig debat i danske medier. En fremtrædende skikkelse i denne debat var journalisten og redaktøren Bjørn Svensson, der kritiserede beslutningen om at lade formanden for det tyske mindretal tale til genforeningsfesten. Han udviklede dog et godt personligt forhold til Hans Heinrich Hansen, som han her har signeret sin bog “Opgør med fjendebilleder” til. Tekst og fotos: Merlin Christophersen

Europas mindretal er bindemidlet, der kan forene Europas borgere på overnationalt plan. For mindretallene forener sprog og kulturer og slår bro hen over de europæiske nationalstaters grænser. Dermed bidrager mindretallene til den fredelige sameksistens i Europa. Men for at det europæiske projekt kan lykkes, så man virkelig kan tale om europæisk integration, kræves en generel anerkendelse af mindretallene som ligeværdige i forhold til flertalsbefolkningerne, mener Hans Heinrich Hansen. “Da jeg gik af som formand for det tyske mindretal, sagde Inge Adriansen (fhv. museumsinspektør ved Sønderborg Slot, red.) til min ære, at jeg er det kit, der binder flertal og mindretal sammen. På samme måde mener jeg, at de mange europæiske


12

nr. 3 / juni 2015

mindretal, vi har – over en tredjedel af befolkningen i Europa lever i en grænseregion – kan være en del af det kit, der kan binde Europa sammen. For Europa kan efter min mening kun gro sammen ved grænserne. Men det kræver altså en anerkendelse af mindretallene, ikke bare som ligeberettigede, men også som ligeværdige medborgere. Og det er der, jeg mener, at vores model i det dansk-tyske grænseland er unik. For mindretallene har tilsammen en stor del af æren for, at forholdet mellem Danmark og Tyskland aldrig har været bedre, end det er i dag”. Den tidligere formand for det tyske mindretal i Danmark og nuværende præsident for de europæiske mindretals paraplyorganisation, Federal Union of

lene imellem, og i sidste ende førte det til det tyske mindretals ligeværdighed. FRA LIGE BERETTIGELSE TIL LIGE VÆRDIGHED

I det dansk-tyske grænseland er man gået fra splid, udgrænsning og mindretals- og flertalsbefolkninger, der lukkede sig om sig selv, til at være et forbillede for andre grænseegne, når det kommer til fredelig sameksistens, gensidig anerkendelse og produktiv dialog mindretals- og flertalsbefolkningerne imellem. Det er på denne baggrund, at Hans Heinrich Hansen gang på gang fremhæver vigtigheden af ikke bare ligeberettigelse, men ligeværd, når det drejer sig om anerkendelsen af mindretal. “Når det drejer sig om mindretal, er mit credo ligeværdighed. Der er mange i flertalsbefolkningen, der ikke ser, at der er meget stor forskel på ligeberettigelse og ligeværdighed. Ligeberettigelse fik vi med København-Bonn Erklæringerne i 1955. Her fik det tyske mindretals skoler eksamensret, og mindretallet kunne dermed udbygge hele sit skolesystem. Det var ligeberettigelsen. Men ligeværdighed betyder, at du er accepteret som fuldgyldigt medlem, at du uden undtagelser er accepteret som borger i det samfund, du lever i.” Kan du uddybe forskellen på ligeberettigelse og ligeværdighed? “Forskellen ligger i samfundets anerkendelse. Som medlem af et mindretal er du anderledes, og selvom du får lige rettigheder, betyder det ikke, at du i din anderledeshed bliver anerkendt. Heldigvis er det sådan, at vi i dag er midt i en udvikling i retning af, at man accepterer det multikulturelle. Deri ligger anerkendelsen og ligeværdigheden, for multi-

For mig personligt betyder ligeberettigelsen, at det ikke er noget problem at tale tysk i dag. Før skjulte jeg det European Nationalities (FUEN), er selv opvokset i grænselandet, som del af det tyske mindretal i Haderslev. Af erfaring ved han, hvad samfundets manglende anderkendelse kan betyde for et mindretal. Men han ved ligeledes, hvad accept, ligeberettigelse – og allervigtigst – ligeværd bibringer. Det afgørende skridt for, at det tyske mindretal opnåede ligeværdighed, har Hans Heinrich Hansen selv været med til at tage. Helt uventet blev han som formand for mindretallet inviteret til 75-års genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1995. Her holdt han som repræsentant for det tyske mindretal en tale på Danmarks mest nationale sted. Det intensiverede dialogen mellem mindretal og flertal og mindretal-

kultur betyder, at man accepterer andre mennesker i deres anderledeshed.” Og denne anerkendelse var ikke givet med ligeberettigelsen i 1955? “Nej, det var den ikke. Som tysksindet var man ikke anerkendt som medborger i Sønderjylland. Der var ingen ligeværdighed. For eksempel ved jeg med sikkerhed, at man helt op til slutningen af 1970’erne diskriminerede tyske forretninger i Haderslev. Det var ren rygtediskrimination. Alle vidste, hvilke forretninger der var tyske, og som man derfor ikke handlede i. Og var man nytilflytter, der ikke vidste det, så fik man det hurtigt at vide. Man må forestille sig, at det var over 30 år efter Anden Verdenskrig og over 20 år efter København-Bonn Erklæringerne, at denne rygtediskrimination fandt sted.” Hans Heinrich Hansens fortæller, at han som dyrlæge oplevede, hvordan man som tysksindet skulle være bedre til sit hverv end de danske konkurrenter, hvis man skulle gøre sig nogen forhåbning om danske kunder. Og selv da han som ung mand stod til at blive optaget i “Round Table” (et verdensomspændende netværk for unge, red.) i Haderslev, blev det først heftigt diskuteret i den internationale organisations lokale afdeling, om man virkelig kunne acceptere en “tysker”. “På den baggrund har man en anden erfaring med, hvad det vil sige at blive diskrimineret eller ydmyget på den ene eller anden måde. Man ved, hvad det vil sige ikke at være ligeværdig. Det er ikke noget, der foregår officielt, men det foregår bare. Ligeværdigheden kom først meget senere. Det var invitationen til genforeningsfesten i 1995, der var det skridt, som gjorde ligeberettigelsen til ligeværdighed. Hvis man kigger på udviklingen, så kan man sige, at fra 1995 og fremad får vi virkelig et udviklingsspring mod mere dialog både med flertalsbefolkningen og mindretallene imellem.” Hvad betyder ligeberettigelsen så for mindretallet? “For mig personligt betyder ligeberet-


nr. 3 / juni 2015

13

Hans Heinrich Hansen har fra 1993 til 2006 været formand for det tyske mindretals organisation, Bund Deutscher Nordschleswiger. I 2005 modtog han Dannebrogordenen, og siden 2007 har han været præsident for den europæiske mindretalsorganisation Federal Union of European Nationalities (FUEN).

“Da jeg modtog invitationen engang i 1994, var det helt uventet. Det var et kæmpe skridt fremad for os, men det kom fuldstændig som en overraskelse. Der var også mange reaktioner herpå. Det blev hævdet, at man ikke kunne invitere formanden for det tyske mindretal til den mest nationale plet i Danmark for at holde en tale. Jeg var i fjernsynet og alle mulige steder til diskussion om det emne. Det var en absolut spændende tid. Og man chikanerede Kresten Philipsen (fhv. amtsrådsformand (V), red.) for at støtte beslutningen, så det var ikke noget, der bare gik stille hen. Det var Inge Adriansen og Kresten Philipsen, der sad i komiteen, der planlagde festlighederne. De havde bestemt, at det var mig, der skulle holde talen, og det fastholdt de. Det var et kæmpe skridt, at de fastholdt det. Et kæmpe skridt. Jeg er sikker på, at ud over dronningens tale så var det min tale, man lyttede mest til. Det var en afgørende symbolsk accept af mindretallet.” MINDRETALLENE SOM GRÆNSELANDETS BINDELED

tigelsen, at det ikke er noget problem at tale tysk i dag. Før skjulte jeg det. Simpelt hen. Også i København. Jeg ville ikke stemples som tysker. Per definition var du som sønderjyde, når du dengang kom til København og læste, halvtysker. Så var det lige meget, om du hørte til det tyske mindretal eller ej. Jeg havde en målsætning om, at jeg ville tale så godt dansk, at man ikke kunne finde ud af, hvor jeg hørte til. Så man ikke engang kunne kende mig som sønderjyde. I dag er det anderledes, og gennem mit arbejde som dyrlæge er det sønderjyske også vendt tilbage. Man kan være den, man er, og blive accepteret som sådan.” EN SYMBOLSK ACCEPT AF MINDRETALLET

Det var arrangørerne bag genforeningsfestlighederne i 1995, der havde besluttet at invitere deres tysksindede medborgere med. Og de stod fast på denne beslutning, selv om reaktionerne i samfundet viste, at det i samtiden var et radikalt skridt for større anerkendelse af mindretallet.

Hans Heinrich Hansen fortæller, at der også før 1995 havde været en dialog. Det tyske og danske mindretal var sammen om FUEN, der har eksisteret siden 1949, og både Hans Heinrich Hansen selv og hans forgænger havde som formænd for det tyske mindretal samarbejdet med Sønderjyllands Amt om besøg af tyske politikere og andre personligheder. Denne udvikling begyndte i 1973, efter at det tyske mindretal skiftede generalsekretær fra Rudolf Stehr, der havde været en overbevist nazist, til Peter Iver Johannsen. Så invitationen til genforeningsfesten må forstås som resultatet af en længere udvikling. Men ikke desto mindre var den en skelsættende begivenhed, der førte dialogen frem i det åbne. “Dialogen blev intensiveret efter 1995. Dialogen havde været der før, men i 1995 blev det hele gjort mere offentligt. Genforeningsfesten var jo en enorm historie, jeg tror, der var 20.000 mennesker. Det var sådan en varm sommerdag, hvor det hele var fyldt med mennesker og Dannebrog, og hvad ved jeg. Og der findes sådan et godt billede af mig og Kresten Philipsen, der står bøjet ind over mig og fortæller mig et eller andet, og der sagde jeg til Kresten: Du må gøre, hvad du vil, men du må dog love mig én ting. Jeg vil ikke have den der sang “Frø af ugræs er føget over hegnet” lige før eller lige efter, jeg har talt. Jeg ved, den skal synges, men lad være med at gøre det lige før eller lige efter min tale.”


nr. 3 / juni 2015

Det viser vel, at der stadig eksisterede spændinger? “Ja, men efter genforeningsfesten var der ligesom hul på bylden. Det gjorde, at jeg begyndte at kunne holde foredrag på højskoler og andre steder, også nede i Sydslesvig. Der begyndte at komme mere og mere forståelse. Mere og mere forståelse for hinanden og respekt for hinanden, også mindretallene imellem. Angsten for fraternisering var aftaget. Ja, man kan næsten ikke bruge begrebet fraternisering, for det har jo ikke noget med fraternisering at gøre, men det havde man været bange for, at det kunne udlægges som, hvis det tyske og det danske mindretal lige pludselig sagde, vi har nøjagtig samme problem med omvendt fortegn. I dag er dialogen mellem mindretallene unik. Vi har i fællesskab oprettet Dialog Forum Norden, der er enestående i Europa (Dialog Forum Norden er en sammenslutning af grænselandets fire mindretal, det danske, det tyske, friserne og romaerne, der er i løbende dialog med Landdagen i Slesvig-Holsten og andre aktører, red.). Vi er i dialog med hinanden og med flertalssamfundet, og dermed er vi med til at binde landene sammen på tværs af grænsen.”

GENFORENINGSFESTEN I 1995: MED TALERE OSV. I 1995 kunne man til genforeningsfesten den 11. juni på Dybbøl Banke høre taler af Dronning Margrethe, statsminister Poul Nyrup Rasmussen, amtsborgmester Kresten Philipsen (V) og SSF-formand Heinrich Schultz m.fl. Forslaget om også at invitere det tyske mindretal med til folkefesten kom fra Historisk Samfund for Sønderjylland, der sammen med Sønderjyllands Amt, Sprogforeningen, Sønderjysk Skoleforening og DGI-Sønderjylland stod som arrangør for festlighederne. Beslutningen fandt bred genklang i gruppen af arrangører. Læs mere om genforeningsfesten i Sønderjyske Årbøger 1995.

ICH IN DEUTSCHLAND

(MIG I TYSKLAND) Af Kasper Madsen

Jeg har været i Tyskland som udvekslingsstudent, og det var mega fedt. Man kommer til at opleve en helt anden hverdag, men også et helt andet sprog og en anden kultur, plus at man selvfølgelig fik en rigtig god ven. Man startede med at komme ned til en tysk familie, som man egentligt ikke kendte, men som man (i mit tilfælde) hurtigt lærte at kende. Så boede man der i 6 dage, og på den 7. dag tog man hjemad (med tog, bus, fly – hvad man nu kunne finde på). Udvekslingen foregår ikke sådan, så den tyske dreng/pige kommer til Danmark, mens man selv er i Tyskland. Man var samme sted, hvilket nogle gange er meget fedt, eftersom man ikke altid er sikker i det, man siger – eller ens forståelse af det, folk siger. Man var med sin udvekslingsstudent i skole (en dansk/tysk skole) og fik en masse erfaring med sproget, hvilket var fedt. Når man fik fri, kunne man så tage ud og se forskellige ting i byen. F.eks. havde de en kæmpe labyrint, der hvor jeg boede, som vi tog hen til en af dagene. Men ellers tog vi tit i et fritidshjem, eller man kunne tage hjem og slappe lidt af. Jeg synes, at det var en mega fed tur, som både hjalp fagligt på sproget, men man fik også et socialt forhold med en fra et andet land (i dag er jeg stadig rigtig gode venner med min udvekslingsstudent), og vi har aftalt, at vi gerne vil udveksles igen. Siden 1919 har hundredvis af sydslesvigske skolebørn og børnehavebørn hvert år været på ferieophold i Danmark. Der er for tiden to muligheder: Et traditionelt ferieophold på 1-3 uger, der ligger i begyndelsen af de sydslesvigske børns sommerferie. Den anden mulighed er at blive udvekslingselev, hvor den danske værtsfamilie først får et sydslesvigsk barn boende, hvorefter det danske barn får en uges ophold i Sydslesvig, bor hos det sydslesvigske barns familie og følger undervisningen i en sydslesvigsk skole i en uge. Næste udveksling bliver i efteråret 2015. www.feriebarn.dk/udvekslingselev Hvert år skaffes der plads til mellem 300 og 400 sydslesvigske børn.

Privatfoto

14


nr. 3 / juni 2015

HØJSKOLEKURSUS OM LIVET MELLEM GRÆNSER OG IDENTITETER Rødding højskole åbner dørene for en uges kursus om livet på grænsen mellem flere identiteter. Her er parolen “Danskerne findes i mange modeller – og stadig kommer der nye til”. I det moderne møde mellem kulturer bliver det i stigende grad diskuteret, om identitet skal forstås som et enten-eller eller som et både-og. På Rødding Højskole vil dette spørgsmål blive vendt, drejet og debatteret – både ud fra et nationalt, etnisk og religiøst perspektiv. Kurset byder blandt andet på en heldagstur til det danske mindretal i Sydslesvig, hvor Theodor Jørgensen giver et historisk eksempel fra grænselandet, når han fortæller om sin far, der både nåede at være dansk og tysk præst i Sønderborg. Efterfølgende er der besøg på Aktivitetshuset i Flensborg, hvor husets nuværende og tidligere leder, Sarah Keppler og Katrine Hoop fortæller om rejsen mellem dansk, tysk og slesvigsk identitet. Om torsdagen er der blandt andet foredrag med forfatter Ole Sønnichsen, der fortæller om de 320.000 danskere, der i årtierne efter 1864 udvandrede til Amerika, og fredag bliver grænsen mellem identitet og religion udforsket, når en biskop, en rabbiner og en imam forsøger at besvare spørgsmålet “Hvad kan vi bruge hinanden til”. Hver dag har et tema, som belyser grænser og identiteter på en ny måde. Det fulde program kan findes på www.rhskole.dk (under Korte Kurser), hvor man også kan tilmelde sig. Tilmelding kan også ske på telefon: 7484 2284. Kurset “Danskerne findes i mange modeller – og stadig kommer der nye til” foregår fra d. 30. august til 5. september.

Foto: Scanpix

Pris for medlemmer af Grænseforeningen: 3.800 kr. (opgiv medl.nr. ved tilmelding under “evt. kommentar” Pris for ikke medlemmer: 4.300 kr. Tillæg for enkeltværelse: 700 kr.

15

RETTELSE I Grænsen nr. 1 / februar 2015 har der sneget sig en fejl ind i omtalen af kurset “Danskerne findes i mange modeller”, der holdes på Rødding Højskole fra 30. august til 5. september. Professor Theodor Jørgensen beretter på kurset om sin far, der i omtalen fejlagtigt er blevet kaldt Alfred Th. Jørgensen. Faderens rigtige navn er Carl J. Jørgensen. Vi beklager fejlen.

KOM TIL

GRÆNSEFORENINGENS FOLKEMØDE PÅ EJER BAVNEHØJ Søndag d. 23 august afholder Grænseforeningen folkemøde på Ejer Bavnehøj, hvor blandt andet kultur-og kirkeminister Marianne Jelved holder tale. Grænseforeningens Folkemøde begynder med friluftsgudstjeneste klokken 11, hvorefter generalsekretær Knud-Erik Therkelsen byder velkommen klokken 13. Senere kommer kultur- og kirkeminister Marianne Jelved og formand for SSF Jon Hardon Hansen, som begge vil holde tale. Folkemødet byder også på opera, dans og gymnastik, så Grænseforeningen håber at se mange gæster til en hyggelig og forhåbentlig solbeskinnet dag i det østjyske. Husk at medbringe madkurv og stole eller tæpper at sidde på. NB: Grænseforeningen yder gerne økonomisk tilskud til transport, hvis en lokalforening vælger at leje en bus eller lignende. Kontakt Flemming Hvass på e-mail fh@graenseforeningen.dk. Folkemødet er støttet af Grænseforeningen, Kultursamvirket i Skanderborg og Forening PlanDanmark. Folkemødet er arrangeret af Grænseforeningen for Skanderborg og Omegn.


16

nr. 3 / juni 2015

SPROG

To piger øver højtlæsning og retter hinanden. Der læses op på dansk – og diskuteres på tysk.

TOSPROGET MED VILJE

På den danske skole i Vesterland på vadehavsøen Sild underviser man i både tysk og dansk på modersmålslignende niveau. De to sprog støtter hinanden i indlæringen. Reportage fra Vesterland-Kejtum Danske Skole. Tekst & fotos: Lotte Dahlmann


nr. 3 / juni 2015

Børnene flokkes om bogkasserne og kan frit vælge, hvad de vil læse, og hvor de vil sidde – eller ligge – og læse.

“Jeg-er-ikke-sløj-mere. Jeg-er-ok”… En mørkhåret pige i 3. klasse på VesterlandKejtum Danske Skole på Sild læser op fra læsebogen. “Nej”, afbryder den lyshårede pige, som sidder over for hende, og læser højt: “Jeg-har-det-meget-bedre.” “Ach so”, siger den første pige og gentager sætningen, hvorpå hun læser videre. “Det er o-kæj”…. Igen bliver hun afbrudt af den lyshårede klassekammerat, som har til opgave at lytte og rette. De diskuterer lidt på tysk, om man siger o-k eller ’okay’ på dansk, indtil den mørkhårede pige slår fast: “Nein, es heisst o-kæj”. 3. klasse har dansk. De læser om beboerne i Isby. Det er en populær læsebog på danske skoler, som altså også anvendes her blandt det danske mindretal syd for grænsen. Lisbet Mikkelsen Buhl, skoleleder på Vesterland-Kejtum Danske Skole, forklarer, at skolen opmuntrer eleverne til at tale så meget dansk på skolen som muligt – også i frikvartererne. Men der er ingen tvang: “Børnene taler jo ligeså godt tysk, så det falder dem ligeså let”, siger hun. På en opslagstavle i klasselokalet hænger plancher med tysk og dansk grammatik side om side. De understreger et helt centralt princip omkring sprogundervisningen i de danske skoler i Sydslesvig: At undervisning i tysk og dansk foregår i et meget tæt parløb. KOORDINERET DANSK-TYSK UNDERVISNING

I tilknytning til skolen er der en børneha-

Skoleleder Lisbet Mikkelsen Buhl med seks af skolens 70 elever.

ve for børn fra tre år. Lederen, Kai Zilkenat, forklarer, at dansk og tysk leges ind i alt, hvad der foregår: “Vi praktiserer sproget, uanset hvad vi gør. Når vi er sammen med de treårige, bruger vi det danske, og hvis de ikke forstår det, siger vi det på tysk, og så på dansk, og så gentager vi hyppigt brugte ord og situationer igen og igen. Medarbejderne taler kun dansk til hinanden. Så vi er meget bevidste om at bruge sproget selv, så børnene hører det.” Der bliver også gjort en stor indsats for at hjælpe forældrene med at inddrage dansk derhjemme: “Der kommer bogbus en gang om måneden, som vi opfordrer forældre til at bruge, låne bøger, film – helst nogle de kender, for så hører de allerede sprogmusikken og forstår historien. Vi er også en gang om måneden på skolens bibliotek. Vi opfordrer forældre til at kigge med og få enkelte ord ind. Så de får et ekstra boost i begyndelsen.” Skolen tilbyder desuden danskundervisning til forældrene, fortæller Lisbet Buhl, fordi alle meddelelser fra skolen til hjemmet foregår på dansk. Når børnene når 3. klasse, så er de derfor stadig sprogbegyndere udi dansk, men godt på vej, fortæller hun: “I 3. klasse er børnene stadig ved at lære. Lige nu er de mest stabile på tysk, og deres dansk er lidt vakkelvornt, men

17

Dansk og tysk grammatik indlæres i et parallelt forløb, som hjælper børnene med at lære ligheder og forskelle.

når de er færdige her, så er begge deres sprog brugbare. Og de betragter begge sprog som deres sprog. I danske skoler har børnene et større ordforråd med fra begyndelsen.” Der skal med andre ord arbejdes med sproget på en anden måde: “Her skal vi hele tiden træne ordforråd og ikke kun inden for undervisningsemnet. Vi træner også, hvad man siger til sin sidekammerat, hvis man for eksempel vil låne en bog. Det betyder, at vi skaber situationer, hvor eleverne skal øve sig i at løse situationen på dansk. Jeg kan finde på at lave øvelser som: “Hvordan siger du: Må jeg få min bog? Tak for bogen – osv.”, forklarer Lisbet Buhl. BRUGER DE KNAGERÆKKER, DER ALLEREDE ER LAGRET I HJERNEN

Hun fortæller, at denne form for sprogundervisning er udtryk for en udvikling, som er sket i de senere år: “Oprindeligt blev elever på danske skoler i Sydslesvig slet ikke undervist i tysk i de mindste klasser. Teorien var, at de skulle have et dansk sprogbad, tysk fik de i omgivelserne, og så skulle det nok komme. Det har været diskuteret i mange år, og den gængse logik var, at det danske sprog skulle man dyrke ud fra devisen: Så dansk som muligt og så tysk som nødvendigt. Tysk var med andre ord et onde, man måtte leve med.”


18

nr. 3 / juni 2015

Når bare bogen er spændende nok, er det ingen sag at læse dansk.

I 1989-90 deltog lærere fra mindretalsskoler i Nord- og Sydslesvig i et kursus med titlen “tosprogethedspædagogik – samordnet skolestart med to sprog”. Kurset førte til en forsøgsordning i Skoleforeningen, og i 1992 blev der gennemført forsøg på ti skoler, hvor fem af skolerne underviste eleverne koordineret i dansk og tysk på begyndertrinnet. De øvrige fem skoler dannede kontrolgruppe efter gældende undervisningsplaner, hvor undervisningen i indskolingen næsten udelukkende foregik på dansk bortset fra et tilbud om én samtaletime om ugen i tysk. Forsøgsskolerne underviste i parallel alfabetisering på dansk og tysk, ligesom en række emneforløb var planlagt på tværs af dansk og tysk. I 2001 ligestillede Skoleforeningen de to undervisningsmodeller, og i 2008 blev de to modeller afløst af en ny model, hvorefter dansk og tysk blev sidestillet som fag fra 1. klasse og fik tildelt stort set lige mange timer. Læseplaner pålægger dansk- og tysklæreren i 1. og 2. klasse at samarbejde om den sproglige udvikling. Uddrag af antologien “Mindretalspædagogik – Minderheitenpädagogik” udgivet af UC Syddanmark.

Men så en dag fik nogen det indfald, at børnene da også skulle have noget på deres modersmål, tysk, og at det ikke kunne passe, at de aldrig skulle høre en historie på tysk. Så fik man en tysktime i klassen om ugen i 1. klasse, forklarer Lisbet Buhl. “Tysk er stadigvæk modersmålet for mange af børnenes vedkommende og det sprog, de skal klare sig på, når de er færdige her ved os. Så for det første kan vi ikke ignorere tysk, og for det andet vil vi heller ikke. Vi tror faktisk på, at de to sprog understøtter hinanden rigtig godt. Det kan godt give en sproglig indsigt, at man kan sammenligne fra det ene til det andet sprog.” Lisbet Buhl forklarer, at ord lagres i et netværk i hjernen, og siger meget malende: “Du kan ligeså godt bruge de ’knagerækker’, der allerede hænger derinde i hjernen. Hvis der allerede hænger nogle tyske ’knager’, så gælder det om at få hængt danske ord op på dem. Og omvendt, tyske ord kan hægtes op på danske ord eller ’knager’. Det bliver en vekselvirkning mellem de to sprog.” MODERSMÅL, HOVEDSPROG OG IDENTITETSSPROG

Lisbet Buhl anslår, at omkring 90 procent af børnene har tysk som hovedsprog, når de begynder i børnehaven som treårige: “Jeg tror, at alle taler tysk derhjemme. Men der er visse familier, som også kan

tale dansk derhjemme, og som bruger det ved visse lejligheder. Det er i virkeligheden meget kontekstorienteret: Du taler dansk, når du er i de danske rammer. Men når du er i en tysk sportsklub eller butik, så taler du jo ikke dansk, men tysk”, forklarer hun. Det er derfor nærliggende at tale om, at tysk indgår som modersmålsundervisning for at støtte op om sprogundervisningen i dansk. Men sådan ser man helst ikke på det i Skoleforeningen, forklarer Lisbet Buhl: “Vi betragter det ikke som egentlig modersmålsundervisning. Vi er et ensproget undervisningssystem med to sprog. Vores skolevæsen er ensproget, fordi vi er en dansk skole. Vi har en forpligtelse til at undervise i tysk også. Det er en forudsætning for vores skolesystem med skoleafslutninger, der både er anerkendt i Danmark og Tyskland. Desuden ville vi gøre børnene en bjørnetjeneste, hvis vi ikke underviste dem i tysk. For de kan jo ikke fungere i det tyske samfund uden tysk.” “Modersmål er et udtryk, der skal bruges med forsigtighed,” påpeger hun. For at illustrere sin pointe forklarer hun, at Vesterland-Kejtum Danske Skole snart åbner en vuggestue for børn fra 1-årsalderen:

“Når børnene kommer hos os i vuggestuen, før de er fyldt ét år, så får vi dem, før de har et sprog. Derfor bliver de tosprogede. De har to modersmål eller har tosprogethed som modersmål.” Det stemmer ganske godt med beskrivelsen i antologien “Mindretalspædagogik” fra UC Syddanmark og Skoleforeningen. Heraf fremgår det, at “det danske mindretal i Sydslesvig lever og arbejder inden for en stabil og ønsket tosprogethed, der er kendetegnet ved, at mindretallets medlemmer anvender mindst to sprog i deres hverdag, og at de lever i et spændingsfelt mellem mindst to kulturer”. Det er med andre ord et grundvilkår for det danske mindretal i Sydslesvig – og en helt særlig situation, der karakteriserer grænselandet. Men det er samtidig en gave, mener Lisbet Buhl. Derfor glæder hun sig over, at denne rigdom anerkendes i sprogundervisningen i de danske skoler i Sydslesvig i dag: “Jeg synes altid, man skal støtte børn i en tosproget udvikling, fordi det er en gave og en rigdom, som giver så meget godt: Udvider horisonten, kulturfornemmelsen og giver børnene et unikt sprogligt indblik.”


nr. 3 / juni 2015

19

SPROG

MERE TYSK I TØNDER,

TAK!

Mange af de godt 1,8 mio. årlige dagsturister i Tønder by er tyske. Det gør tysk til et uomgængeligt handelssprog i den gamle købsstad.

I Tønder bliver kommunens beslutning om at indføre tysk fra børnehaveklassen hilst velkommen. Politikere, erhvervsdrivende og skoler er enige om, at bedre kundskaber i nabosproget er en afgørende bonus for grænselandskommunen. Tekst og fotos: Merlin Christophersen

Spørger man formanden for Tønder Kommunes Børn- og Skoleudvalg, Henrik Mehlsen (S), hvad han forventer sig af, at kommunen fra i år indfører tysk fra børnehaveklassen, så lægger han vægt på især tre ting: Samhandlen, turismen og opkvalificering af elevernes sprogkundskaber på Tønder Gymnasium, det eneste sted i landet, hvor man i dag kan tage den adgangsgivende eksamen til tyske universiteter, “Deutsches Sprachdiplom.” Og så er der det med kulturen, for sproget er kulturformidlende og kulturbærende, og det at kunne tysk giver således også en bedre forståelse for naboen mod syd.

Spørger man sig endvidere for i handelsstanden, eksportsektoren og turistbranchen, er der her bred enighed om, at tidligt tysk er vigtigt. For der er brug for tyskkundskaberne i Tønder Kommune, der hvert år modtager hundredetusinder af tyske turister og handlende. Tyskniveauet er allerede i dag højere i Tønder end i de fleste andre danske kommuner. Og tyskkundskaberne er et es i ærmet, når det drejer sig om at tiltrække virksomheder og samhandel. I Tønder forventer


20

nr. 3 / juni 2015

TIDLIGT TYSK I TØNDER Ideen om at indføre tidligt tysk opstod under et visionsseminar for Tønders kommunalbestyrelse og blev nedfældet i den kommunale strategiplan for 2014-2017. Kommunalbestyrelsen vedtog beslutningen i januar måned, og den implementeres fra august 2015. Beslutningen indebærer bl.a.: • Der indføres tysk fra børnehaveklassen svarende til 30 timer pr. år. • Der indføres obligatorisk tysk i 3.-4. klasse med én lektion om ugen. • 5.-6. klasse får tilført en ekstra ugentlig tysklektion. • Der vil i undervisningen være fokus på leg og bevægelse, og skolerne vil indgå samarbejde med de tyske mindretalsskoler. Udgifterne til det nye tiltag er forholdsvis beskedne, da en del af den yderligere undervisning bliver lagt ind under den allerede eksisterende understøttende undervisning. Tysk er afgørende for forretningslivet i Tønder, for forretningerne har tyske kunder hver eneste dag, fortæller tøjbutiksindehaver Frank Hoffmann.

man sig derfor meget af det nye tiltag, der også sender et stærkt signal til resten af Danmark, om at her lader man ikke bare udkant være udkant: I Tønder ser man ud over den grænse, man ligger på kanten af, og vender blikket mod Europa. Tanken bag at indføre tysk i børnehaveklassen er, at børnene skal introduceres for tysk så tidligt som muligt, så de stifter bekendtskab med sproget og senere får interesse for og lyst til at lære mere. Forhåbningen er, at befolkningen i fremtiden igen bliver lige så tyskkyndige, som det var tilfældet for tyve år siden, dengang man i Sønderjylland voksede op med tysk børnefjernsyn, og tyske gæsters forventning om, at danskerne bare taler tysk – die Dänen sprechen alle Deutsch – næsten kunne betragtes som en almengyldig sandhed, i hvert fald i grænselandet. ET HANDELSSPROG I KØBSTADEN

Som formand for Børn- og Skoleudvalget har Henrik Mehlsen været den politiske ankermand for at forvandle visionen om tidligt tysk til konkret implementering i kommunens skoler. Han er sikker på, at tiltaget i fremtiden vil vise sin positive indflydelse. “Jeg forventer, at det i fremtiden ikke bliver, som da jeg til jul ville købe en gave til min kone og oplevede, at en ekspedient ikke magtede at betjene et tysk par.

Chefen måtte springe til og ekspedere færdig. Det holder jo bare ikke. Vi bliver nødt til at have unge mennesker, der kan gå ind i vores handelsliv og betjene det segment af kunder, vi nu engang har,” forklarer Henrik Mehlsen. Med omkring 1,8 mio. årlige dagsturister – hvoraf hovedparten er tyske – alene i Tønder by, er tysk da også et sprog, der dagligt høres på det lokale strøg, den gamle købstads gågade. Og spørger man handelsstanden, så hersker der heller ingen tvivl: Tysk er vigtigt, hvis man vil drive forretning i Tønder. “Her i grænselandet vægter vi tysk meget, for vi har tyske kunder hver eneste dag. Og det, at vi taler tysk, giver dem en bedre kundeoplevelse. Tyskerne er meget glade for, at vi taler tysk. Så det er også noget, vi lægger stor vægt på, når vi ansætter nyt personale,” fortæller Frank Hoffmann, indehaver af herretøjsbutikken Mr. Hoff, der ligger midt i gågaden, tæt på torvet. Derudover er Tønder et yndet feriemål for tyske turister. I snit er 79% af gæsterne i kommunens 2.200 sommerhuse tyske. Tysk er derfor så vigtig for turistbranchen, at Tønders turistchef, Bodil Thomsen, udelukkende ansætter tyskkyndige medarbejdere. GRÆNSEN – EN PORT TIL EUROPA

Serviceringen af de allerede eksisterende,

tyske gæster er vigtig for kommunen. Men der ligger mere i forslaget end som så. Tønder vil sende et signal til resten af Danmark, og for den sags skyld også til Tyskland og længere ud i Europa, om at kommunen tænker internationalt, europæisk og ikke lader sig indsnævre eller udstøde af en hjemlig diskurs om at tilhøre et Udkantsdanmark i forfald. Henrik Mehlsen forventer da også, at det øgede fokus på sprogkompetencerne vil kunne tiltrække virksomheder med en international profil til det sydvestligste Jylland. Trods svære tider, hvor kommunen kæmper mod fraflytning og lukning af arbejdspladser, kan Tønder allerede i dag fremvise internationalt opererende virksomheder som skoproducenten Ecco og emballagevirksomheden Hartmann. Og for kommunen er tidligt tysk en måde at skabe en endnu stærkere profil, der adskiller sig fra andre landsdele. “Vi sender et stærkt signal til resten af Danmark, at vi – i noget, man plejer at beskrive som et udkantsområde – siger, her kan I altså forvente, at vi har nogle bestemte kompetencer. Skulle I have lyst til at kaste blikket mod resten af Europa, så placer da endelig jeres hovedkvarter her. Så vi regner også med at kunne tiltrække virksomheder og skabe nye ting. Det er jo på den måde, at en virksomhed som Ecco er opstået.”


nr. 3 / juni 2015

Hvis man vil arbejde i Tønders turistsektor, skal man kunne tysk, påpeger turistchef Bodil Thomsen.

Sådan forklarer Henrik Mehlsen den tiltrækningsfaktor profileringen med tysk kan udgøre for danske virksomheder – for som han forklarer, tysk er et stort sprog i Europa, også uden for Tyskland, Østrig og Schweiz. Men tiltrækningen har også potentiale for at have virkning den anden vej, mod syd. Tyske virksomheder, der påtænker at engagere sig i Danmark, ser en stor fordel i at kunne forhandle på tysk, fortæller Christiane Franziska Plischke, teamleder for eksport og vækst i Tønder Erhvervsråd. Teamlederen ved, hvad hun taler om. Hun har mange års erfaring med dansk-tysk samhandel fra det Danske Generalkonsulat i Hamborg og er derudover selv tysk. Så hun ved, hvordan det er fat med danskernes sprogkompetencer. Hun har kunnet mærke den dalende interesse for at lære tysk i Danmark, også i grænselandet. Derfor pointerer hun vigtigheden af, at børnene stifter bekendtskab med det tyske sprog så tidligt som muligt. Det kan nemlig betale sig, når man skal lave forretninger med Danmarks største handelspartner. “Jeg tror i allerhøjeste grad, at tiltaget med tidligt tysk vil tiltrække virksomheder til Tønder Kommune. For det jeg ser, når der kommer tyske virksomheder til det danske marked og etablerer sig her eller søger efter forretningsforbindelser, så føler de sig simpelthen mere trygge ved, at det foregår på deres modersmål. I Tønder Kommune møder vi allerede i dag tyske virksomheder på tysk, og det får vi stor ros for,” fortæller Christiane Franziska Plischke. Den alment udbredte opfattelse om, at man bare kan bruge engelsk som et handelsmæssigt universalsprog – en lingua franca – afviser hun i denne sammenhæng: “Man vil altid komme et spadestik dybere,

21

Formanden for Børn- og Skoleudvalget, Henrik Mehlsen, er den politiske ankermand bag beslutningen om at indføre tidligt tysk i Tønder Kommune.

når man kan tale på modersmålet. Engelsk er et værktøj i den sammenhæng, men modersmålet giver tryghed.” Derudover påpeger hun, at det internationale udsyn også gør sin virkning på lokalt plan. For hvis borgerne taler både dansk og tysk, har de mulighed for at søge job og bosætte sig på begge sider af grænsen, og så er grænsen ingen egentlig grænse mere. SPROG- OG KULTURFORSTÅELSE

Som et fundament under de handels- og erhvervsmæssige potentialer, det nye tiltag medfører, ligger kulturen, den grænseoverskridende sameksistens og den gensidige forståelse. For det tyske sprog er ikke blot et kommunikationsværktøj. Det er også nøglen til at forstå den tyske kultur, og i grænselandet er den en del af hjemstavnen. Om seks til otte år, når de første elever går ud af kommunens folkeskoler med øgede tyskkundskaber, står Tønder Gymnasium klar med tilbuddet om yderligere opkvalificering. Gymnasiet har et elite tyskhold med femdobbelt pensum i forhold til det almindelige, gymnasiale A-niveau. Og her er der stort fokus på hjemstavnslitteraturen, hvor eleverne læser både dansk, tysk, sønderjysk og frisisk. Dermed formidles en dybere forståelse for hjemstavnen og dens sammensætning af forskellige sprog og kulturer, fortæller rektor Jens Gade. Henrik Mehlsen understreger, at kulturforståelsen er en forudsætning for den fredelige sameksistens i grænselandet, og han håber kommunens tiltag kan bidrage til den positive udvikling for det dansk-tyske forhold. “Vi befinder os i et unikt område. Det er nok det eneste sted i verden, hvor en grænsedragning udbyder så få problemer, som den gør her. Og der er ingen tvivl om, at hvis man kan hinandens sprog, så er det også noget, man kan fremme yderligere, at vi har et godt forhold til vores nabo,” fortæller han og fremhæver mindretallenes rolle som kulturelle brobyggere: “Det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal har bidraget til, at vi i dag lever i fredelig sameksistens. Den kultur, vi har på tværs af grænsen, er præget af mødet mellem sprog og kulturer, og den synes vi i kommunen bestemt er værd at bevare.”


22

nr. 3 / juni 2015

ANMELDELSE

DANSKERPAK OG TYSKERPAK Formidabel erindringsbog fra Sønderjylland under besættelsen, som medtænker både den danske og tyske synsvinkel. Af Jan Dahlmann

“Som straf for urolighederne i august 1943 og som reaktion på regeringens afgang arresterede tyskerne den 29. august 250 fremtrædende danskere som gidsler, heriblandt 12 fra Sønderjylland, bl.a. Georg Buchreitz, Aabenraa Statsskoles rektor. I den situation kom – ganske overraskende – det tyske mindretals ledelse de arresterede til undsætning. Jens Møller (den danske nazist, der blev leder for det tyske mindretal i Sønderjylland, red.) henstillede til Werner Best, at de sønderjyske gidsler blev frigivet, hvilket også skete tretten dage senere. Nazisternes leder ønskede ikke, at agtede danske sønderjyder skulle ende i en udryddelseslejr.” Sådan skriver sønderjyden Hans-Boll Johansen i bogen ’Danskerpak og Tyskerpak’ med undertitlen ’De danske og de tyske i Sønderjylland – og hvordan vi hver for sig oplevede krigen’. Citatet er karakteristisk for bogen, som er fuld af paradokser og beretninger, der udfordrer vante sort-hvide forestillinger. Bogen bryder 60 års tavshed i en gruppe af danskere og hjemmetyskere, der blev studenter fra Aabenraa Statsskole i 1955 – efter at byens tyske gymnasium blev lukket efter krigen. Først nu har det været muligt at tale om svære temaer som hævn, bitterhed, skam, fædre, der blev dømt, og andre emner, der var ladet med drama og dødsens alvor – og hadet

mellem de to befolkningsgrupper, hvis ungdom gerne råbte ’danskerpak’ og ’tyskerpak’ efter hinanden. Men når der skulle vælges fodboldhold på den lokale mark, blev man nødt til at se stort på den slags og kun skelne til talentet. Og det lokale stortalent kom ifølge forfatteren tilfældigvis fra en tysk familie – så han blev altid valgt først. Bogen er skrevet som en erindringsbog, hvor Hans Boll-Johansen er ’fortæller-jeget’, der medtænker både danske og tyske synsvinkler, fordi forfatteren har haft adgang til nogle af sine ’tyske’ klassekammeraters omfattende, nedskrevne erindringer, ligesom han har diskuteret minder og erindringer fra dengang med en håndfuld danske og tyske klassekammerater. Det har resulteret i en historiebog, der ved sit konstante tvesyn er sjælden. Forfatteren registrerer og reflekterer uden at fordømme. “Meningen har ikke været at skrive historien om, så den får en form, alle kan tilslutte sig som udtryk for Sandheden. Heller ikke at vække gammelt fjendskab til live. Vi vil i al stilfærdighed prøve at finde tilbage til den virkelighed, som danske og tyske levede med, hver for sig.” “Nogle passager vil i dag sikkert virke udfordrende på visse læsere, fx skildringen af hjemmetyskernes glæde den 9. april 1940, men disse aspekter hører med, hvis man vil forstå virkeligheden, som vi oplevede den

Tysk infanteri marcherer gennem Aabenraa den 9. april. Besættelsesmagten fik en begejstret modtagelse af det tyske mindretal, hvis hænder taler deres eget, udtryksfulde sprog.

dengang. Det lyser ud af Uwes familieberetning (en af forfatterens tyske gymnasiekammerater, red), at man i Sønderjylland efter afstemningen i 1920 godt både kunne være medlem af nazipartiet og være et ordentligt menneske. Det er hele ideen med denne dialektiske fremstilling at lade den slags paradokser fremtræde, som de var og ikke korrigere dem for at skåne nutidens politiske sensibilitet,” skriver Hans BollJohansen i indledningen. Og så går det ellers løs med de ’dialektiske beretninger’ – om to konkurrerende kulturer, med besættelsen den 9. april, krig, nedstyrtende bombefly, tyskerpiger, sangens magt, de (danske) tyske uniformerede korps, Waffen-SS, Fårhuslejren, flygtninge, sabotage og retsopgør fra et samfund, der næsten var en to-stats kultur under krigen.


nr. 3 / juni 2015

23

Arrestation i Aabenraa, maj 1945. Arrestationerne udviklede sig til en blanding af folkefest og brutal mobning.

Bogen er så sprængfyldt af menneskelighed, følsomhed, stinkende sønderjysk krigsautenticitet – og samtidig så begavet, velformuleret og reflekteret i et omfang, så man har lyst til at citere fra hver eneste side. Man kan også blive helt optimistisk på menneskehedens vegne, fordi bogen også beretter om megen klogskab, anstændighed og værdighed – midt i al nedrigheden og tragedien. I sin helhed er således gengivet den tale, som rektor Georg Buchreitz holdt for de nye tyske elever, der kom til Aabenraa Statsskole, efter at det tyske gymnasium var blevet lukket efter krigen. Han bød først de tyske elever velkommen på en fin og oprigtig måde for dernæst utvetydigt at tage afstand fra nationalsocialismen, som han kaldte ækel og umenneskelig.

“Det siger jeg til jer i dag, fordi I skal vide, at ingen ærlig dansker er imod tyskere, fordi de er tyske, men de fleste danske er imod nationalsocialismen … Ved I det ikke, brænder i fingrene i samværet med jeres nye kammerater. Nu ved I det, og så må I selv om resten. Danske skoler agter andre nationaliteter og al menneskelighed, men foragter umenneskelighed.” Måske har denne rektor – sammen med EU – et lille medansvar for, at danskere og tyskere i dag på begge sider af grænsen lever i en fordragelighed, der målt med historiske alen må siges at være noget nær eksemplarisk. Bogens tema er i hvert fald relevant for andre end mindretallene omkring den dansk-tyske grænse. “Visse grundvilkår er de samme overalt, hvor grupper med forskellige sprog og

traditioner lever sammen og lejlighedsvis støder sammen. Der kan skrues op og ned for disse modsætninger, afhængig af overordnede politiske omstændigheder.” Sådan konkluderer den 79-årige forfatter, dr. phil. og tidligere universitetsdocent i fransk litteratur med et intellektuelt forfatterskab bag sig. Men her fornemmer man et voldsomt personligt engagement, som har resulteret i en bog om Sønderjylland under besættelsen, som ikke kan anbefales varmt nok – slet ikke i en tid som vores, præget af en næsten umenneskeligt undertrykkende politisk korrekthed. Hans Boll-Johansen, ’Danskerpak og Tyskerpak’. Gyldendals forlag. 291 sider. Omfattende noteapparat, litteraturliste.


24

nr. 3 / juni 2015

#TegnDanmarksFremtid Da Grænseforeningens Kulturmødeambassadører gennemførte Kridteventet #TegnDanmarksFremtid flød Instagram over med billeder af ønsker for Danmarks fremtid 212 billeder og over 500 deltagere. Det var resultatet, da Grænseforeningens Kulturmødeambassadører den 26. april inviterede alle til at gribe et stykke kridt og skrive, hvorfor de er stolte over Danmark – og hvad de ønsker for Danmarks fremtid. Deltagerne tog billeder af det, de skrev, og lagde dem på det sociale medie Instagram under #TegnDanmarksFremtid. “Formålet med #TegnDanmarksFremtid var at vise, at vi, der bor i Danmark, har Danmarks fremtid til fælles. Ved også at inddrage det danske mindretal i Sydslesvig ønskede vi at vise, at Sydslesvig gør Danmark større, som de selv formulerer det. I disse tider, hvor der er et enormt fokus på splittelse og manglende sammenhængskraft, og hvor kendskabet til de nationale mindretal i grænselandet er forbavsende lavt, synes vi #TegnDanmarksFremtid faldt på et tørt sted. Vi valgte derfor bevidst at fokusere på det positive og det, der samler os. Og hvad gør dette mere end drømme for det fælles?” forklarer Maya Bram Sommer, projektleder for Kulturmødeambassadørerne. Eventet fandt sted i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Sydslesvig og Sønderjylland, hvor mindst syv skoler nord og syd for grænsen lod eleverne fylde skolegården med ønsker. “Det gik godt i alle byerne og på de skoler, som deltog. Der blev skrevet rigtig mange gode ønsker for Danmarks fremtid. Der var både børn, unge, voksne og ældre som var klar på at tage kridtet i hånden og skrive deres fremtidsønsker på asfalten,”, og tilføjer: “Vi har også haft mange deltagere med anden etnisk baggrund end blot dansk, så vi har ramt rigtig bredt.” Da eventet toppede søndag mellem kl. 11-13 stod #TegnDanmarksFremtid for omkring hvert 4. billede under “Udforsk”-Funktionen.


nr. 3 / juni 2015

Du kan også følge Grænseforeningens Kulturmødeambassadører på Instagram. Find dem ved at søge efter: kultur.amb

indtog Instagram

25


26

nr. 3 / juni 2015

SENDEMANDSMØDET

GAV OPBAKNING TIL METTE BOCK

Foto: David Nygaard Madsen

Grænseforeningen har nydt godt af megen opmærksomhed det seneste år – dels i forbindelse med tv-serien 1864 og dels i forbindelse med skiltesagen, så der var grund til god stemning på sendemandsmødet den 9. maj

Af David Nygaard Madsen

Til store klapsalver gik Grænseforeningens formand, Mette Bock, på scenen for at levere sin første årsberetning: “Kære sendemænd, kære medlemmer af Grænseforeningen, kære samarbejdspartnere og gæster fra begge sider af grænsen. Det er nu et år siden, jeg blev valgt som formand for Grænseforeningen – og hvilket år! Jeg skal da lige love for, at man ikke keder sig her i foreningen.” Sådan indledte formanden sin tale, der blandt andet handlede om Foreningsdanmark, 1864, KøbenhavnBonn Erklæringerne, Folkemødet på Bornholm, en ny strategi frem mod 2020, karaktersagen og sidst, men ikke mindst skiltesagen, som hun brugte en del tid på: “Med jævne mellemrum dukker diskussionen om tosprogede byskilte op i debatten. Den er blevet nærmest symbolsk. Jeg må ærligt indrømme, at jeg personligt synes, tiden er moden til at gøde jorden for nytænkning,” lød budskabet fra Mette Bock, der mener, at skiltene har potentiale: “Nu, da alle taler så meget om, at udkantsområder

som Syddanmark og Nordtyskland bliver affolket og kulturelt nødlidende, så synes jeg netop, at tosprogede skilte kunne synliggøre, at i Sydslesvig og Sønderjylland er der noget spændende på spil, som man ikke finder andre steder. Vi er danske, og de er tyske. Vi tilhører flertal eller mindretal. Men det kan vi godt finde ud af – i modsætning til så mange andre steder i verden. Byskiltene er en kommunal opgave, men jeg tror, at tiden er moden til, at skiltepolitikere – og kulturpolitikere – på begge sider af grænsen laver en fælles plan, som kan vende grænselandets mange kvaliteter til noget positivt – og synligt.” Årsberetningen var hendes første som formand for Grænseforeningen, og da hun gik af scenen blev hun mødt af bifald fra salens over 150 medlemmer og venner af Grænseforeningen. Sendemandsmødet bød også på uddeling af Grænseforeningens Kulturpris, som i år gik til SdU’s 1. næstformand, Anders Kring, og SdU’s fhv. 1. næstformand, Ronny Grünewald, der sammen fik prisen for deres kamp for en ny struktur i det danske mindretal. Med tildelingen af prisen tager Grænseforeningen ikke stilling til substansen i den nye struktur, men som Mette Bock sagde i begrundelsen for, hvorfor prisen gik til dem: “Et mindretal, der ikke er i konstant diskussion med sig selv, får vanskeligt ved at overleve.”


nr. 3 / juni 2015

27

Foto: Lars Grabau

Foto: public domain

Af David Nygaard Madsen

SKILTESAGEN KORT FORTALT Spørgsmålet om, hvorvidt der både skal skiltes på dansk og tysk i Sønderjylland, er stadig ubesvaret. I de forgangne tre måneder er sagen igen og igen dukket op i medierne. Her er et overblik over de vigtigste begivenheder i sagen. 2007:

2015:

• Den tyske delstat SlesvigHolsten vedtager, at det skal være tilladt at skilte på flere sprog i delstaten. • Flensborg vælger at reagere på den nye vedtægt og har siden både skrevet Flensburg og Flensborg på byskiltene. • Idéen om tosprogede skilte bliver for første gang fremført af det tyske mindretal i Danmark, men det bliver forkastet. Mindretallets parti beslutter at lade forslaget indgå i deres principprogram.

16. marts. Debatten blusser op, da Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal i Danmark, offentligt appellerer til de lokale politikere og beder dem overveje en ordning med tosproget skiltning. 17. marts. Borgmestre og byrådsmedlemmer i Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg kommenterer sagen i pressen. Ingen borgmestre er umiddelbart tilhængere af tosprogede skilte, og kun få byrådsmedlemmer taler åbent for idéen. 17.-22. marts. Tosproget skiltning bliver heftigt debatteret i nyheder, læserbreve og på de sociale medier. Holdningerne er meget delte. Nogle mener, at det er en trussel mod det danske sprog, mens andre ser det som en anerkendelse af det nationale tyske mindretal, der altid har levet i landsdelen. 21. april. Medierne bliver opmærksomme på, at der er sat et tosproget skilt op i Haderslev. Borgmester H. P. Geil (V) oplyser, at skiltet er blevet sat op for nogle dage siden, og at han selv er initiativtager til det nye skilt. Det er dels sat op for at se, hvad reaktionen ville blive, men også fordi det gamle skilt alligevel skulle udskiftes. Borgmesteren modtager både ros og kritik for beslutningen. Blandt de stærkeste kritikere er Peter Kofoed (DF), som er byrådsmedlem i Haderslev. Geil lover at tage sagen op på næste byrådsmøde. 25. april. Økonomiudvalget i Tønder Kommune beslutter enstemmigt at henlægge forslaget om tosprogede skilte. 26. april. I nattens mulm og mørke fjerner ukendte hærværksmænd det tosprogede skilt i Haderslev. Borgmesteren ønsker ikke at få opsat et nyt tosproget skilt, og det gamle skilt bliver bogstavelig talt sendt på muserum. 26. april. Grænseforeningens formand, Mette Bock, og folketingsmedlem Christian Langballe (DF) mødes til debat i Deadline på DR2. Mette Bock pointerer, at skiltene kan være med til at anerkende grænselandets historie som både dansk og tysk. Christian Langballe er uenig og mener, at det er vigtigt at følge princippet om, at i Danmark skilter vi kun på dansk. 11. maj. Kunstnergruppen Listeria ophænger fem hjemmelavede skilte i Haderslev. Skiltene bliver hængt op under de eksisterende byskilte, så der nu igen skiltes med både Haderslev og Hadersleben. Få dage efter forsvinder skiltene igen. 26. maj. Spørgsmålet om tosprogede skilte bliver bragt op på byrådsmødet i Haderslev.


28

nr. 3 / juni 2015

TÆNK ENGANG ... Tekst & foto: Mette Bock

Her er Sybilla Nitsch. Hun er lærer i Sydslesvig og kasserer i bestyrelsen for Historisk Samfund for Sønderjyllands Sydslesvigkreds. Jeg mødte hende til et debatarrangement i Flensborg i anledning af 60-året for København-Bonn erklæringerne, som sjovt nok hedder Bonn-København erklæringerne i Tyskland. Sybilla er 34 år og bor i Eggebæk. Hun siger selv, at hun er “Zweiströmig”. Tysk familie. Dansk skole i Sydslesvig. Historie- og danskstudier i Berlin og Kiel, læreruddannelse i Danmark. Tilbage til ansættelse i Sydslesvig i Skoleforeningen. Nu engageret på begge sider af grænsen og i både flertals- og mindretalssammenhænge. Hendes sprog har den helt særlige og meget smukke klang, som gør det let at slå fast, at hun er opvokset i Sydslesvig. Nogle kalder det cirkussprog. Jeg kalder det dansk med sydslesvigsk dialekt. Jeg taler selv dansk med østjysk dialekt. Den første, der brugte begrebet “Zweiströmigkeit” var Jürgen Barren, der i 1927 i et brev til biskop Ammundsen argumenterede for, at det er vigtigt at bevare det særlige slesvigske element, tosprogetheden. Han mente allerede dengang, at der findes en særlig slesvigsk

identitet, som rummer begge kulturer og sprog, og dermed ikke udtrykker et enteneller. Den diskussion har vi fortsat. Det er godt at huske på, at den slags debatter ikke er et moderne fænomen. Sybilla var mødeleder til mødet i Flensborg og ifølge flere af de tilstedeværende et af de navne, man skal lægge mærke til. – Hende kommer vi til at høre mere til, var der en, der sagde med øjenbrynene helt oppe i panden, for at understrege, at sådan bliver det altså. Sybilla understreger, at en af de vigtigste opgaver for mindretallet i de kommende år bliver at definere mindretallets virken i en europæisk kontekst og at udbygge helt nye former for netværk på både dansk og tysk side. – Vi må værne

om vores dejlige kultur og blive bedre til at formidle, hvem vi er, siger hun. Jeg glæder mig over at møde så mange spændende mennesker i mit hverv som formand for Grænseforeningen. Vi er alle forskellige, og identitet kan ikke sættes på en formel. Identiteten udvikler sig gennem hele livet. Sybilla er et eksempel på en dansksindet sydslesviger, en “Zweiströmig”, der både er historisk bevidst og moderne i sin tilgang til livet. Ståstedet i det danske er “i faste rammer”, som hun siger, fast besluttet på at tage det bedste fra begge kulturer uden at gøre det hele til en gang ruskomsnusk. Sådan! “Klummen “Tænk engang” beskriver formand Mette Bocks møder med mennesker og mindretal”

Grænseforeningen har i samarbejde med DK4 optaget fire tv-udsendelser med titlen “Grænsekontrol – programmet, der kontrollerer myter og virkelighed i grænselandet”. I udsendelserne mødes Grænseforeningens formand Mette Bock bl.a. med repræsentanter for det danske mindretal. Udsendelserne bringes første gang torsdag den 11. juni kl. 18.00 og de følgende tre torsdage på samme tidspunkt. Udsendelserne vil i løbet af sommeren blive genudsendt på DK4 – de præcise tidspunkter kan ses på www.dk4.dk/tvguide


nr. 3 / juni 2015

29

ANMELDELSE

SSW. DET DANSKE MINDRETALS POLITISKE HISTORIE 1945-2014

Af Lars N. Henningsen

SSW, det politiske parti for det sydslesvigske danske mindretal og for de nationale frisere, har længe været velbeskrevet i litteraturen. Ved 40-års jubilæet i 1998 blev partiets historie belyst i en grundlæggende bog på 493 sider. En “pixi-udgave” på 48 sider på såvel dansk som tysk udkom året efter og blev gentaget i en ajourført og lidt udvidet form i 2006. Kun ni år senere er nu udkommet en ny kortfattet fremstilling i omarbejdet og stærkt udvidet form. De to erfarne kendere af emnet, som stod bag de tidligere udgaver, tegner sig også for den nye bog, med historiker og rektor Jørgen Kühl som hovedforfatter. Bogen opridser SSW’s historie som del af mindretallets og Sydslesvigs politiske historie siden 1945 med vægten lagt på den allernyeste udvikling. Der er indføjet nyt billedmateriale og ajourførte grafiske figurer over valgresultater. Der er blevet plads til interessante tabeller om SSWstemmernes fordeling mellem Sydslesvig og Holsten og tal til belysning af mindretallets økonomiske situation i dag. Alle vinkler er tilgodeset lige fra kommuneråd til landdag, skiftende partiprogrammer og de seneste års europæiske dimension. Hvorfor udgive en ny SSW-historie kun 9 år efter den seneste? Svaret er, at SSW i mellemtiden har fået en rolle, som ikke var kendt før – som følge af netop det seneste årtis dramatiske politiske historie. I 2010 gennemførte CDU/FDP-landsregeringen i Kiel en beskæring af tilskuddet til de danske skoler og fremkaldte et stormvejr, hvor Danmarks og Tysklands

overordnede interesser, ja europæiske kræfter blev mobiliseret til støtte for mindretallet. Et nyt landdagsvalg i 2012 resulterede i et magtskifte, og da blev SSW regeringsparti. Dermed markeres – efter bogens optimistiske vurdering – en epokegørende ændring for både partiet og forholdene i Slesvig-Holsten. Tidligere års uoverensstemmelser er afløst af en overordnet konsensus om mindretalspolitikken og integration af SSW i det politiske landskab. Bogen er samtidshistorie i ordets egentlige betydning. Den fortæller en dugfrisk historie og forsøger allerede nu midt i valgperioden at vurdere resultater af den unge landsregering af SPD, De Grønne og SSW. Det sker i lyse farver. Men samtidig lægges der ikke skjul på, at der er skygger bag det lyse billede. Detaljeret belyses striden om skoletilskud i 2010. De gentagne angreb på SSW’s fritagelse fra 5 % spærregrænsen omtales ved siden af kritiske spørgsmål fra konservative kredse til den nationale ægthed i forældres valg af dansk skole til deres børn. Bekymrende fakta bag succesbilledet af SSW forties ikke. F.eks. vises, hvordan Holsten i dag har en stigende vægt i SSW’s samlede stemmetal, lidet flatterende detaljer om SSW’s byrådsgruppe i Kiel nævnes, ligesom den yderst lave valgdeltagelse forud for valget af SSW-overborgmester Simon Faber i Flensborg. Farer gemt i partiets og mindretallets popularitet blandt nye vælgere og brugere er der også. Derfor måtte SSW i 2014 beslutte at nedtone aktiviteten

syd for Ejderen og understrege, at SSW er et dansk og national-frisisk mindretalsparti. Bogen fortæller en historie så ny, at den endnu ikke kan vurderes endeligt. Der er tale om en fremstilling “in eigener Sache”, men stoffet er fremlagt så veldokumenteret i tabeller og figurer og ord, at det giver stof til eftertanke. Det siges klart, at flere angreb på mindretallet i årene omkring 2010 ikke blot skyldtes økonomisk nødvendighed, men ligeså vel en grundlæggende skepsis i konservative kredse over for ærligheden i bekendelsen til mindretallet. Bogen lægger ikke skjul på, at SSW og dermed mindretallet manøvrerer i et farvand, som kræver varsomhed. Succes stiller krav. Både partiet og mindretallet som sådan har opnået beskyttelse, men det forudsætter, at bekendelsen til mindretallet og benyttelsen af dets tilbud må have en forpligtende karakter. Sådanne problematikker er med i bogen. Kort sagt: Bogen er rodfæstet i en mindretalsvenlig tolkning af historien, men den må være pligtlæsning for enhver, som søger en totalt opdateret, veldokumenteret og kyndig fremstilling af det mindretalspolitiske eksperiment, som i disse år udspiller sig i Slesvig-Holsten. Martin Klatt og Jørgen Kühl: SSW. Det danske mindretals politiske historie 1945-2014. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Flensborg 2014. 107 s. Ill.


30

nr. 3 / juni 2015

Hærværk mod danske bygninger i Slesvig i 1952. Foto: fra bogen “SSW – Det danske mindretals politiske historie 1945-2014” af Martin Klatt og Jørgen Kühl.

MINDRETALSPERSPEKTIV VISER YTRINGSFRIHEDENS

GRÆNSER

De seneste års ophedede debat om ytringsfrihed i Danmark bliver fulgt med lige dele undren og bekymring syd for den dansk-tyske grænse. “Man kan måle et lands demokratiforståelse på den måde, det behandler sine mindretal. Her har jeg mine betænkeligheder, når jeg ser mod Danmark”, siger Flemming Meyer fra SSW. Samtale om ytringsfrihedens betydning i forhold til beskyttelsen af mindretal. Af Merlin Christophersen

“Ytringsfriheden er et af demokratiets store goder, og vi skal værne om den. Men ytringsfriheden indebærer også selvforpligtelse, og den må således aldrig misbruges til at krænke eller

ydmyge andre. Jeg er bange for, at selvforpligtelsen til at være anstændig er ved at gå tabt i nogle dele af det danske samfund. Selvbegrænsning burde være en selvfølgelighed. Det gælder ikke kun

for enkeltpersoner, men i den grad også for befolkningsgrupper, religioner og mindretal.” Ordene er Flemming Meyers, formand for det danske mindretalsparti, SSW, i Sydslesvig. Han er bekymret for, at vi i Danmark er ved at glemme bevidstheden om, hvad vores værdier indebærer. Siden Jyllands-Posten i 2005 trykte 12 tegninger af profeten Muhammed, som satte den muslimske verden i brand, har erklærede forkæmpere for ytringsfriheden – med diverse medier og politikere i spidsen – argumenteret for, at vi skal turde sige og vise alt, også det, der sårer


nr. 3 / juni 2015

andre. Muslimer og islam er i debatten blevet angrebet for at være en voldelig religion, og det synspunkt har bredt sig til resten af Europa, fordi de voldelige anslag mod frie ytringer om muslimernes profet og deres religion er blevet udført i selvsamme profets navn. I ti-året for JP-tegningesagen har politikere og medier givet udtryk for, at det at ytre sig ikke blot er en frihed, men ligefrem en pligt. F.eks. mener forskellige folketingspartier, at de 12 tegninger fra 2005 skal indgå i folkeskolens undervisningsbøger, og enkelte mener endda, at lærerne skal pålægges at vise dem til eleverne. YTRINGSFRIHEDSDEBATTEN FRA ET MINDRETALSPERSPEKTIV

Den tyske professor i politik- og kommunikationsvidenskab, Kai Hafez, har forsket i ytringsfrihed og religiøse mindretal med særligt fokus på islam. Han mener, at hele debatten om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger er blevet overophedet og radikaliseret. “I bund og grund er det en latterlig og overfladisk diskussion at sige, at vi frit skal kunne ytre radikale meninger. Hvis argumentet tænkes ind i en hverdagssituation, står det klart, at det er der ingen, der gør. Hvis jeg skulle fortælle hvert menneske, jeg møder på gaden, hvad jeg synes om vedkommende, så ville den verden, jeg bevæger mig i, bryde sammen. Samfundets sammenhængskraft er ikke bare afhængig af, at vi ikke slår løs på hinanden. Den er også afhængig af, at vi ikke taler sammen med overdreven polemik. I hverdagssituationer afvejer vi meget nøje, hvad vi vil og kan sige, og vi afvejer, om vi med vores ytringer sårer eller krænker vores modpart. Det er præcis det, vi også bliver nødt til at gøre

i samfundsmæssige sammenhænge over for vores mindretal,” siger han. Set i et mindretalsperspektiv kan ytringsfrihedsdebatten opfattes som manglende anerkendelse af et religiøst mindretal af betydelig størrelse. I såvel Danmark som Tyskland udgør muslimer 4-5 procent af befolkningen. DET DANSKE MINDRETALS ERFARINGER

Af erfaring ved man i Sydslesvig, hvor vigtigt det er at blive anerkendt i samfundet. Flemming Meyer understreger i den forbindelse, at anerkendelse politisk kun kan opnås, hvis man som samfund satser på at integrere og ikke assimilere sine mindretal. Han understreger, at det demokratiske samfunds sammenhængskraft er betinget af integration af mindretallene, fordi det drejer sig om befolkningsgruppers kulturelle identitet. Og tager man identiteten fra folk, vil de kæmpe for den, og dermed opstår spændingerne. “En gammel talemåde siger, at man kan måle et lands demokratiforståelse på den måde, det behandler sine mindretal. Her har jeg mine betænkeligheder, når jeg ser mod Danmark. For her ser det ud til, at flere politikere ikke har forstået forskellen mellem integration og assimilation. Integration betyder, at

31

man som mindretal skal kunne leve med sit sprog, sin kultur, sin religion og sine traditioner, uden at man på nogen måde bliver set ned på eller bliver betragtet som mindreværdig. Mindretalskulturen skal sidestilles med flertalskulturen, og det gælder også økonomisk, når der f.eks. gives statstilskud til kulturelle arrangementer,” mener Fleming Meyer. Flemming Meyer mener ikke, man ligefrem kan sætte lighedstegn mellem

I bund og grund er det en latterlig og overfladisk diskussion at sige, at vi frit skal kunne ytre radikale meninger. Hvis argumentet tænkes ind i en hverdagssituation, står det klart, at det er der ingen, der gør. Hvis jeg skulle fortælle hvert menneske, jeg møder på gaden, hvad jeg synes om vedkommende, så ville den verden, jeg bevæger mig i, bryde sammen de nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland og migrationsmindretal som f.eks. de muslimske medborgere. Men han understreger, at det grundlæggende


32

nr. 3 / juni 2015

Foto: Lars Salomonsen

Før i tiden henviste vi til Danmark, men jeg er bange for, at det i fremtiden bliver svært. Jeg vil ikke dømme hele folket, men det Danmark, vi har kendt til, er ved at forsvinde

“Når det drejer sig om anerkendelse af mindretal, er vi i grænselandet forbilledlige, for vi har selv oplevet ikke at blive anerkendt,” fortæller Flemming Meyer.

princip om integration og anerkendelse skal gælde alle befolkningsgrupper i samfundet. KAN SYDSLESVIG GØRE DANMARK LIDT KLOGERE?

Han opfordrer ’rigsdanskerne’ til at kigge mod Sydslesvig. Landsdelen, der gør Danmark lidt større, kan måske også gøre Danmark lidt klogere på sig selv. “Når det drejer sig om anerkendelse af mindretal, er vi i grænselandet forbilledlige, for vi har selv oplevet ikke at

blive anerkendt. Jeg er selv blevet set ned på, fordi jeg gik i en anderledes skole og dansede om juletræet. Jeg kan derfor ikke understrege nok, at man skal møde sine mindretal med integration og ikke med krav om assimilation. Det er det, der er sket i Sydslesvig, hvor det danske mindretal i dag på bedste vis er integreret i det tyske samfund,” fortæller Flemming Meyer. Derpå forklarer mindretalspolitikeren sammenhængen mellem anerkendelse, ytringsfrihed og tillid: “Ligesom de grundlæggende værdier i det danske samfund bygger ytringsfriheden på tillid, og tilliden er elementær for samfundets sammenhængskraft. F.eks. skal man have tillid til, at alle individer grundlæggende vil samfundets bedste, og at andre ikke udnytter egne friheder til at skade andre. Derfor er selvforpligtelse forudsætningen for tillid, og det gælder særligt i ytringsfrihedsdebatten. Det er vigtigt, at vi gør os disse sammenhænge mellem de grundlæggende værdier i det danske samfund klart, for ellers taber vi værdierne, og det er ved at ske i Danmark,” påpeger Flemming Meyer. “Her råber jeg så vagt i gevær. For tilliden, denne særligt danske værdi, er ved at gå tabt. I Danmark har vi mange værdier – som dansk hjertelighed, humor og medmenneskelighed – og dem må vi værne om. Vi må bevidstgøre os om dem, for at de ikke går tabt. I dele af det danske samfund – i dele af politikken, medierne og befolkningen – mangler en bevidst-

hed om egne værdier. F.eks. blev jeg dybt rystet over at se reaktionen på de forfærdelige hændelser i København (attentaterne lørdag den 14. februar, red.) på de sociale medier. Tonen var ekstremt hård, og der blev opfordret til forfærdelige ting, heriblandt dødsstraf.” GRÆNSELANDET SOM MULTIKULTURELT FORBILLEDE

Både Flemming Meyer og Kai Hafez understreger, at en beskyttelse af mindretallene ikke skal ske gennem lovgivning, men derimod gennem en øget etisk bevidsthed i omgangen med hinanden. Det er med andre ord bydende nødvendigt, at vi ikke kaster med verbale sten efter hinanden, men derimod går i dialog med alle befolkningsgrupper i samfundet. For dialogen forudsætter en interesse for at lære sin modpart at kende, en bevidstgørelse, der indeholder kimen til anerkendelse, forklarer Kai Hafez. Professoren understreger, at man må satse på en multikulturel samfundsforståelse, hvis integrationsprojektet skal lykkes. Og den multikulturelle politik må fremføres i alle dele af offentligheden: “Det multikulturelle er i dag anerkendelsespolitik. Det er nødvendigt, at man offentligt beskæftiger sig med de kulturelle forskelle og fører en offentlig og oplyst dialog om dem. Man har brug for at praktisere en levende form for tolerance. Tolerance, ikke som ligegyldighed, men som beskæftigelse med den anden: Flertallet bliver nødt til at beskæftige sig med


nr. 3 / juni 2015

33

“I bund og grund er det en latterlig, overfladisk diskussion at sige, vi frit skal kunne ytre radikale meninger,” forklarer professor Kai Hafez.

SPAR ! 40%

større samfundskontekst, og selvfølgelig må man kunne tegne Muhammed, men dette må bare ikke ske blot for at provokere. Det er bevidstheden om værdien i ens handlinger, der er det afgørende, forklarer han: “En sådan bevidsthed går igen i al SSW’s politik. Vi fremfører altid det menneskelige hensyn. Før i tiden henviste vi til Danmark, men jeg er bange for, at det i fremtiden bliver svært. Jeg vil ikke dømme hele folket, men det Danmark, vi har kendt til, er ved at forsvinde. Udviklingen er simpelthen ved at gå i en forkert retning. Danmark plejede at være præget af det at stole på hinanden og tillid, og det samfund så jeg gerne komme igen.”

Foto: Universität Erfurt

mindretallenes egenart. Man skal åbent bekende sig til en anerkendelse af mindretallene, som de er”, siger Kai Hafez. Han pointerer, at det multikulturelle ikke nødvendigvis betyder en sammenblanding af kulturer, men derimod en politisk anerkendelse af, at samfundet består af flere sideløbende kulturelle strømninger. Også Flemming Meyer går helt og aldeles ind for en flerkulturel politik, som jo er den, der i vid udstrækning allerede praktiseres i grænselandet. Og han påpeger yderligere, at de kulturelle forskelle – også i debatten om det muslimske mindretal – meget ofte er helt banale: Om man bærer et hovedtørklæde eller ej er ifølge ham ret ligegyldigt i en

Glæd dit (barne)barn med Kupon

Synes du også, dit (barne)barn skal være sej og blive klog på verden? Nu kan du forære avisen væk som gaveabonnement. Og med den daglige zejt-ung-side er der nu også nyheder skræddersyet til børn og unge. Modtageren og dennes husstand må ikke have været abonnent på Flensborg Avis efter den 01.08.2014. Udfyld kuponen og send den til Flensborg Avis, Postboks 70, 6330 Padborg eller til abonnement@fla.de

GF0415

Jeg bestiller Flensborg Avis som gaveabonnement i 3 måneder til 540,- 324,- kr. Vi sender gavekortet til din adresse, så snart vi har modtaget din kupon. Tilbuddet gælder for levering i Danmark og Tyskland og til den 15.5.2015. Regningen og gavekortet sendes til: Navn: Gade: Postnr., by: Tlf: E-mail: Underskrift:


34

nr. 3 / juni 2015

LOKALFORENINGER LOKALFORENINGERNE Arrangementer sendes til Claus Jørn Jensen på graenseforeningen@privat.dk eller til Åbenråvej 22, 6400 Sønderborg. Deadline for arrangementer, der ønskes med i næste nummer af GRÆNSEN, er onsdag den 15. maj 2015.

FOREDRAG OG MØDER Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Kreds 20 20. august kl. 19.00 Besøg på Vrigsted Efterskole. Medlemsmøde i Kreds 20. Forstander Kirsten Weile vil fortælle om efterskolens særlige program for elever fra Sydslesvig. I de senere år har kreds 20 og desuden et par af vore lokalafdelinger ydet et økonomisk tilskud til en eller to elever pr. år fra Sydslesvig. Skolen er vært ved en kop kaffe. Se www.vrigsted-efterskole.dk Tilmelding senest den 13. august til Kirsten Rykind-Eriksen på mail: rykind@bbsyd.dk eller tlf.: 75 88 49 17 (40 26 54 89). Sønderborg 28. august kl. 18.00 Bibliotekssalen, Sønderborg Bibliotek. Foredrag af Hans Georg Møller, kendt under navnet Gorm: “Fra Tandslet til TV-stjerne”. Arrangeres i samarbejde med Sprogforeningen, Foreningen Norden og biblioteket.

TURE/REJSER ARRANGERET AF LOKALFORENINGERNE: Medmindre andet er nævnt, kan du tilmelde dig uanset bopæl eller medlemskab af lokalforeningen. Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Fredericia og omegn 9. september kl. 11.00 Fredericia Banegård. Hjemkomst: ca. kl. 19.30. Vi besøger bl.a. Husum by og omegn med dansktalende guide. Plan for turen foreligger i juni 2015. Pris for medlemmer 450 kr., ikke medlemmer 500 kr. Tilmelding til Gunhild Pedersen senest mandag den 24. august 7592 6082 /4140 6082 eller gunhild.pedersen@gmail.com De Fynske Grænseforeninger 27. september kl. 08.00 Kredstur til Vestslesvig. Hjemsted Oldtidspark og Museum, Løgumkloster og Ballum. Pris: 620 kr. pr. person (incl. formiddagskaffe, eftermiddagskaffe og aftensmad (2 retter, men excl. drikkevarer). Forhåndstilkendegivelse snarest muligt og senest 10. juni til Karen Hansen (se nedenfor) med oplysning om antal samt påstigningssted og tlf.nr. – endelig tilmelding og betaling senest d. 25. august med betaling af beløbet pr. person til konto 2019 - 778 562 7094 (kredsens konto). Nærmere oplysninger hos: Karen Berg Hansen – tlf. 2366 8552, karen@sinebjergvej.dk Gunvor Knudsen – tlf. 6599 1717, guk@aarslevnet.dk Per Grau Møller – tlf. 2326 7486, per.grau.moeller@aarslevnet.dk

Nyborg og Kerteminde 7. august kl. 06.30 Spændende 2-dages tur til Nordfrisland, Husum og øen Föhr. Pris pr. deltager: medlemmer 1795 kr. og ikke medlemmer 1825 kr. Tillæg for enkeltværelse 175 kr. Bindende tilmelding hurtigst muligt til: Erik H. Lund 6533 1409 eller Kurt Taanquist 4016 3571. Indbetaling på bankkonto reg. 6880 konto 0001059541 senest 1. juli 2015. Tønder 27. juni kl. 08.00 Sommerudflugt til Sild. Sammen med Sydslesvigsk Forening for Sydtønder Amt arrangeres en bustur til Sild med afgang fra grænseovergangen ved Sæd. Nærmere program for turen offentliggøres senere. Vamdrupegnen 22. august kl. 10.00 P-Pladsen bag Kongeåmuseet. Lokal cykeltur (ca. 20 km), hvor vi vil se nærmere på området omkring Drenderup og Farris. Tilmelding senest 17.8. på tlf. 75 58 11 45 (helst efter kl. 17). Vejle og omegn 23. august kl. 13.00 Søndagsudflugt til Hotel Vejle Fjord, Sanatorievej 26, 7140 Stouby. Oplev noget af Danmarks smukkeste natur på nordsiden af Vejle Fjord. Vi mødes ved hovedindgangen kl. 13.00. Senere kaffebord i hovedbygningen. Pris: 100 kr. Tilmelding til Knud Aage Hansen tlf. 7589 5241 eller Bent Wind tlf. 7581 5338 / 2160 7011 senest den 16.8.2015. MIDTJYLLAND Ringkøbing og omegn 13. august kl. 17.30 Museumspladsen. Aftentur til Ølstrup, der blev udnævnt til at være årets landsby 2014. Pris 150 kr. for bus og traktement. Tilmelding til Peter senest 10. august.

Skjern-Tarm-Videbæk Egnen 22. august kl. 07.15 Udflugt til Sydslesvig. Lyksborg Slot, sejltur på Slien og middag på Christianslyst. Pris 500 kr. for medlemmer (550 kr. for ikke medlemmer). SJÆLLAND Fuglebjerg og Hyllested 8. juli kl. 10.00 Sommerudflugt til Storm P. Museet, København, m.m. Bustur. Nærmere program rekvireres hos formanden på tlf. 5545 3583. Tilmelding nødvendig senest 27. juni 2015. Guldborgsund 5. september kl. 13.30 Fællesarrangement. Tur til Susanne Hovmand-Simonsens økologiske gods Knuthenlund. Vi mødes ved godset. Pris for medlemmer 150 kr. og ikke medlemmer 200 kr., som indbetales på Nordea konto reg. nr. 0677 konto 0715640325. Tilmelding: Anders Larsen, tlf. 29339548, Tine Vægter, tlf. 22934696, eller Jytte Nielsen, tlf. 54789502. Lolland 5. september kl. 13.30 Se Guldborgsund. Pris for medlemmer 150 kr. Pris for ikke medlemmer 200 kr. Beløbet indbetales på konto: 0677 – 0715640325. Sidste frist for tilmelding på 50 22 67 00 og indbetaling er 28.august. Ringsted og omegn 3. september Grænseforeningens tur i samarbejde med LOF går i år til Holsten 3.-5. september. Læs mere om turen på ringsted.lof. dk, hvor man også kan tilmelde sig. HOVEDSTADEN Hillerød 20. juni kl. 11.30 Vi besøger “Ejbybunkeren” ved Vestvolden. Vi besøger “koldkrigsbunkeren” og har bestilt rundvisning. Mødested: Jyllingevej 303. Tilmelding


nr. 3 / juni 2015

KALENDER gerne til formanden inden 15.6. så vi evt. kan finde ud af noget fælleskørsel. Pris for deltagelse 40 kr., ikke medlemmer 60 kr. Mulighed for at indtage frokost på “Restaurant Espehus” efter rundvisningen. (www.espehus.dk) 18. september 4-dages tur til Sønderjylland og Sydslesvig. Tilmelding kan ske til: Bent Kauffmann, 4825 2511 eller på bent@panikrejser.dk Når vi har over 35 tilmeldinger (max. 50), kan vi beslutte at gennemføre turen, og vi vil sende praktisk besked ud omkring deltagerbetaling. Pris for medlemmer, inkl. dobbeltværelse med brus/toilet, udflugter, kost fra fredag frokost til mandag sen eftermiddagskaffe (minus drikkevarer) 2.800 kr., tillæg enkeltværelse 200 kr. Ikke medlemmer + 200 kr. (Beløbet

dækker medlemskontingent for såvel enkeltperson som husstand). Hørsholm 14. august Sydslesvigtur, fredag den 14. til mandag den 17. august 2015. Vi bor som vanligt på Christianslyst, og der planlægges besøg i Hedeby/Haithabu med rundvisning på museet, besøg på den danske højskole Jaruplund og en tur til Flensborg. Mere om programmet ved vore møder.

GRÆNSEN 77. årgang Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K Udgiver Grænseforeningen

JUNI

11-17/6 Bornholms Højskole – Oplev Folkemødet 11-14/6 Folkemøde på Bornholm 19-21/6 Sydslesvigske årsmøder JULI

19/7-1/8 jUNG zuSAMMEN AUGUST

23/8 Folkemøde på Ejer Bavnehøj 30/8-5/9 Højskolekursus på Rødding Højskole SEPTEMBER

26/9 SSW afholder ordinært landsmøde i Husum 27/9 Gudstjeneste i Helligåndskirken i Flensborg i anledning af udgivelse af Dansk-Tysk Salmebog

Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim

Fungerende ansvarshavende redaktør Jan Dahlmann • dahlmann.jan@gmail.com ket@graenseforeningen.dk • Tlf. 2023 1984

Formand Mette Bock mb@graenseforeningen.dk • Tlf. 3337 4952

Udgivelser 2015 Nr. 4 - 2015 Deadline: 1/8. Udgivelse: 27/8 Nr. 5 - 2015 Deadline: 18/9. Udgivelse: 15/10 Nr. 6 - 2015 Deadline: 20/11. Udgivelse: 17/12

Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ket@graenseforeningen.dk • Tlf. 2023 1984

GRÆNSEN.DK Nyheder og debat på www.grænsen.dk David Nygaard Madsen dm@graenseforeningen.dk GRÆNSEN elektronisk Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN til at læse på din computer eller din tablet. Tryk Jørn Thomsen Elbo A/S Layout www.prik.dk Forsidefoto Scanpix

Grænseforeningens formål Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: • Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. • Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. • Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. • Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer.

Grænseforeningens bestyrelse Formand: Mette Bock, Horsens 1. næstformand: Jens Andresen, Løgumkloster 2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Syddanmark Sigrid Andersen, Agerskov Per Grau Møller, Nr. Lyndelse Kirsten Rykind-Eriksen, Randbøldal Region Midtjylland Sven Beiter, Ringkøbing Karen-Margrethe Møller, Randers Region Nordjylland Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Sjælland Lars Bjerre, Næstved Henning Bonde, Jyderup Region Hovedstaden Niels Jørgen Heick, Hillerød Ove Nissen, Rungsted Kyst Ressourcepersoner Jens Andresen, Løgumkloster Per Paludan Hansen, Frederiksberg Peder Damgaard, Kollund

35


THERKELSENS HJØRNE

Sorteret Magasinpost ID-nr. 42138

Folkemødet på Bornholm Der er i lyset af udviklingen på Folkemødet grund til, at medierne overvejer vægtningen af deres nyhedskriterier. Er journalistik alene et spørgsmål om aktualitet og væsentlighed, identifikation og konflikt, eller handler journalistik også om at respektere den grundværdi, som demokratiet og fællesskabet bygger på. Vil medierne ignorere de voldsomme provokationer, vi kan forvente, eller vil medierne gennem fyldig omtale af de yderligtgåendes mennesketomme og skingre arrangementer pleje de antidemokratiske kræfter? Det bliver spændende at følge dækningen af dette års Folkemøde. En ting er sikkert – Grænseforeningen vil grundigt overveje sin deltagelse på Folkemødet fremover, hvis medierne reducerer vores og alle andre seriøse foreningers tilstedeværelse på Folkemødet til en slags kulisse for formidling af yderligtgående organisationers budskaber. Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.

Al henvendelse til Grænseforeningen info@graenseforeningen.dk • Telefon 33 11 30 63

Grænseforeningen deltager på dette års Folkemøde i lighed med de tre foregående år. Selv om der er en tendens til, at medierne flytter den aktuelle Christiansborg-dagsorden til Bornholm, vil vi som organisation gerne medvirke til at give en del af rammen og indholdet for den folkelige samtale mellem vælger og valgt, som Folkemødet er. Det gør vi med seriøse arrangementer, væsentlige debatter og en række centrale videnspersoner og meningsdannere. Omdrejningspunktet i vores arrangementer er naturligvis det danske mindretal i Sydslesvig. Vi får ikke særlig meget medieopmærksomhed med vores arrangementer, men vi taler med mange mennesker og får mange kontakter. Nu skal vi så konkurrere med Trykkefrihedsselskabet og Det danske Parti. De skal også i demokratiets navn have mulighed for at invitere debattører til Folkemødet. Men som jeg kender deltagerne i Folkemødet, er jeg overbevist om, at Trykkefrihedsselskabets og Det danske Partis arrangementer vil blive ignoreret. Der vil være meget lille folkelig interesse for at lytte til yderligtgående og fascistoide elementers provokationer. Folk vil søge væk, vende ryggen til, ignorere. Men vil medierne? Vil medierne udvise den nødvendige følsomhed for samtalen som demokratiets grundnerve og vende ryggen til. Magter redaktørerne at ignorere demokratiets værste fjende, nemlig de hadske og racistiske budskaber, som Trykkefrihedsselskabet og Det danske Parti åbenbart ønsker at formidle på Folkemødet. Eller vil redaktørerne i stedet ignorere deres medansvar for demokratiet og fællesskabet og gennem store overskrifter og fyldig omtale stimulere afsendere af yderligtgående budskaber til at gå endnu videre i deres hadske propaganda?

GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur  

nr. 3 / juni 2015 - 77. årgang.

GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur  

nr. 3 / juni 2015 - 77. årgang.

Advertisement