Page 1

Munkebo Drømme


Foto og tekst af Gorm Olesen

Skovg책rden


Når man står på bakken mellem Munkebo og Boels Bro, er udsigten helt unik. På en klar dag kan man se til Samsø. Det er svært at få øjnene fra horisonten, og de fleste vil nok også overse den lille grusvej på højre hånd. For enden af den kuperede sidevej, lige i svinget, ligger Skovgården. Den er indhyllet i store træer, og dens alder fremtræder klart, når man ser på de skæve mure og de grønne bindingsværksstolper. Græsset er grønt. Pludselig bliver man klar over, man ikke kan høre andet end vinden og fuglene. Her bor Jacob Skovgård Hansen.

Toilettet virker ikke Første dør til venstre, når man kommer ind i Skovgården, leder ind i stuen. Oven på tv-

et står en stueantenne. Den er plantet i et tykt lag støv, og dens lange arme strækker sig mod lyset fra vinduerne. Man behøver ikke at tage skoene af, der står allerede et par træsko ved siden af lænestolen. På toilettet står en gammel mælkejunge fyldt med vand. Det er flere år siden rørene rustede til, og siden er der blevet skyllet ud ved at hælde en spand vand i toilettet. Det fungerer, og badet tages på værftet. ”Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå i bad nu, hvor jeg er fyret, men det bliver nok i svømmebadet.” Det betyder ikke så meget for Jacob Skovgård Hansen, hvordan det ser ud indenfor. Spindelvævene får lov til at vokse frem. Det holder også fluer væk. ”Jeg har ikke tid til det hele. Når jeg har gået i marken og samlet sten eller noget andet sjovt, så har jeg ikke tid til vinduerne.”

Jacob Skovgård Hansen har stor respekt for omgivelserne og naturen. Han samler hellere affald på stranden, end han griber støvsugeren i hjemmet. På Skovgården har alt en historie, om det er stenene i gærdet, musikken i samlingen, mapperne med udklip om værftet eller håndskrevne lister over de film, der er blevet set livet igennem. Jacob Skovgård Hansen er samler. Derfor er Skovgårdens bygninger i dag fyldt med landsbrugsmaskiner og effekter. Det er et helt museum. ”Jeg har set tingene brugt, og at de var nødvendige. De ting var livsgrundlaget i min barndom.” Den gamle gård har fået et nyt liv. Før fik maskinerne hverdagen til at fungere, nu giver de et indblik i, hvordan livet på landet blev levet gennem de sidste århundreder.


Ud af plovfuren Det gamle karlekammerskab på kontoret er lavet om til bogreol. Man bliver overrumplet af mængden af mapper, der tynger hylderne. I fotomapper kan man se en dreng, der leger og ler på Skovgården. Ét i en snehule, ét med hjemmelavet bue og pil og ét med en sæbekassebil i fuld fart. Drengen er stolt, og man er ikke i tvivl om, at han er glad. I 1982 blev Jacob Skovgård Hansen far til Fredrik. Moren var flyttet væk inden fødslen. Det fungerede ikke med kemien. Jacob Skovgård Hansen fik delt forældremyndighed og havde Fredrik hver anden weekend. ”Det var vigtigt for mig at være far på en anden måde, end min egen far var. Han legede aldrig med mig, jeg har altid leget med min knægt.”

Nu bor Fredrik i Kolding. De har talt om muligheden for, at han kan overtage gården en dag, men Jacob Skovgård Hansen ved ikke, om det nogensinde sker. Skovgården er en slægtsgård, og familien har boet der i mindst otte generationer. Ved sin dåb gav faren Jacob navnet, Skovgård, der skulle knytte ham til stedet resten af livet. I en tidlig alder kom Jacob Skovgård Hansen ud at tjene. Men han ville gerne uddanne sig, og det lå også i tiden, at man skulle have noget mere uddannelse. ”Som bondekarl var det en stræben efter at være en del af det pulserende liv, det var en måde at komme ud af plovfuren.” På HF i København fik Jacob Skovgård Hansen taget livtag med sin nysgerrighed på tilværelsen. Men det lå hele tiden i baghovedet, at han skulle tilbage til den

fædrene muld. ”Det lå bare i min opfattelse, det var noget jeg skulle, også fordi jeg gerne ville.” I starten boede Jacob Skovgård Hansens mor stadig på gården hos ham. Landbruget kunne dog ikke gå rundt økonomisk, og han fik arbejde på værftet. 34 år senere er han fyret. ”Jeg har brugt mine kreative evner her på gården, og det sociale har jeg haft på værftet med mine venner der.” Jacob Skovgård Hansen ved, han kommer til at savne kollegaerne på værftet, men på gården har han muligheden for at udfolde sig. ”Jeg vil gerne bevare gården æstetisk, som den har været. Den er en meget stor del af min identitet. Gården betyder alt for mig.”

“Jeg vil gerne stå for noget vedholdende og noget ægte.”


Skovgaarden  
Skovgaarden  

The big wharf in town is closing down and Jacob Hansen has been let go. He lives alone on the family farm waiting to reach the retirement ag...