Page 1

A-klassen

Af Gorm Olesen


Bachelorprojekt Danmarks Medie- og Journalisthøjskole © Gorm Olesen 2013 gormolesen@gmail.com Tak til A-klassen, årgang 1981, Susanne Sommer, Mads Greve, Kathrine Kjærsgaard, Tina Nyholm, Bodil og Bent Olesen og Mona Møller


A-klassen Af Gorm Olesen


D

e mange gentagelser af formfuldendte bogstaver i kladdehæftet, den første læsebog og små sedler, der røg på tværs af klasselokalet, når læreren havde ryggen til. Man kan let få den fornemmelse, at historien om folkeskolen er variationer over samme grundfortælling. Det er fortællinger om børn, der bliver unge. Fortællinger om de populære og de mindre populære. De der var gode til mate­ matik, og de der altid kæmpede med lærerens røde streger. De der styrede ved tavlen, i frikvarteret, og dem, der sad stille og generte i hjørnet. Men det er virkelige fortællinger. Og der er også virkelig forskel på, hvor meget man skulle kæmpe for at passe ind. I dag kan skoletidens roller virke så fastlåste og let gennem­ skuelige. Her 15 år efter folkeskoletiden sluttede, er der nye roller. 13 fra min gamle klasse er blevet forældre, 4 kæmper med at finde sin rolle på arbejdsmarkedet, 1 er lige blevet gift, mens 2 kæmper for at finde sig selv. Spørgsmålet er, om det ­stadig er variationer over den samme grundfortælling. Kæmper vi stadig for at passe ind? Hvad skete der med nørden, de populære, og de der kæmpede ved tavlen, da folkeskolen sluttede og vi mødte nye mennesker og udfordringer? I den lille østjyske provinsby Brædstrup med godt 3000 indbyggere havde skolen ca. 450 elever. A-klassen, årgang 1981, på Brædstrup skole var vel en såkaldt helt almindelig klasse. Der var tyve elever, otte piger og tolv drenge. Den ene af dem var mig. Jeg har ikke set min gamle klasse, siden jeg tog på efterskole i 9. klasse. Jeg er nysgerrig på, hvor de i dag, hvad der optager dem i livet, hvordan ser de tilbage på skoletiden, og om de også stadig kæmper med at passe ind?


Helle Fynbo Bøjsen “Jeg synes slet ikke, det var rart at være i Brædstrup, og jeg kan stadig få kuldegysninger, hvis jeg kører igennem hovedgaden. Det var svært at finde min rolle i klassen. Selvom jeg gik der helt fra 0. klasse, havde jeg det altid som om, jeg var ny i klassen. Der var for meget mobning og alt for mange nederlag.”

F

ør sin tyve års fødselsdag advarer Helle sine nye svigerforældre om sin far. Han kan godt have nogle kraftige humørsvingninger. Nu hvor det er første gang, de skal møde ham, er det vigtigt for Helle, at de forstår, det ikke er med vilje, hvis han farer op. Men hendes far er i godt humør og opfører sig så pænt, som man ønsker af sine forældre. Han vil gerne kramme og holde om hele tiden. Det er for meget for Helle, der ikke kan lide at blive påtvunget den slags nærhed. Næste morgen bliver Helle vækket på sengen af sin storebror. Hun kan se, han er ked af det. Helle får at vide, at hendes far sprang ud fra Vejle Fjordbroen natten efter hendes tyve års fødselsdag. Hun synes, det er noget af det mest uretfærdige i hele verden. Men i dag tænker hun, at han har fået fred med sit, og han kom herfra, som han ønskede det.

Som 24-årig bliver Helle førtidspensionist. Hun vil ikke være det, for hendes liv er jo lige startet. Hun er tidligere blevet diagnoseret til at have en personlighedsforstyrrelse. Helle beskriver det som en fejlprogrammering i hjernen i løbet af barndommen. Ud fra den diagnose bliver det vurderet, at Helles arbejdsevne er for lav, og der er ikke tegn på, at den vil forbedre sig. Lige siden har Helle arbejdet med sig selv og har et mål om at komme til at arbejde 8 – 10 timer om ugen i et flexjob. Helle tænker, livet er ligesom, når man skal lære at cykle, hver gang man ryger af og slår sig, bliver man nødt til at turde sætte sig op igen og blive ved med at prøve. Men det gør ondt hver gang, og hun synes snart, hun er væltet nok.


Tingene er ikke gĂĽet, som Helle gerne ville. Der er for mange, der gennem livet har dunket hende i hovedet. Men hun ville ikke have, at folk har ondt af hende, hun er her endnu. Og sĂĽ er det heller ikke vĂŚrre.


Sara Dalgaard “Vi var et lille trekløver, Malene, Christina og jeg. Det var lidt en klikke. Jeg kan huske dengang, at man hele tiden skulle være i det gode selskab. Det betød alt, så man ikke kom udenfor eller blev drillet, for jeg vidste jo godt, at nogle var udenfor.”

N

år Sara ser tilbage på sin højskoletid, er det med en stor glædefølelse. Hun befinder sig virkelig godt med at være social 24 timer i døgnet. Tiden på idræts­ højskolen er en af de fedeste i hendes liv, og det giver hende venner, der skaber fundamentet for hendes tilværelse i Aarhus de kommende år. ”Det er en privilegeret tid, fra gymnasiet og til jeg begynder at studere. Jeg følte ikke noget pres og kunne tage mig tiden til at finde ud af, hvad jeg ville.” Sara er glad for, at det dengang havde værdi at tage sig tid. Det har betydet meget, for den hun er i dag, og det hun har med sig. Sara begynder med idrætsstudiet på Aarhus Universitet. Her passer hun utrolig godt ind. Det er nemlig også vigtigt

for hendes medstuderende at være sociale. Sara har ikke et ­forudbestemt mål med uddannelsen, og da hun får sin ­bachelor, beslutter hun at søge ind på fysioterapeut­uddannelsen. Det har efterfølgende været rigtig svært at få job. Sara har efterhånden været igennem over otte vikariater. Men der er også andet, der fylder i livet, så det skal nok gå. Pludselig kom ­hendes­kæreste ­Christian ind i billedet, og ikke længe efter fik de sammen sønnen Sigurd. Tingene er gået stærk, men det hele føles rigtigt, for Sara er dér i livet og klar til at være en familie.


Sara kan godt lide at lære noget og kunne sagtens have studeret mere. Hun var glad for livet som studerende, hvor man fik noget fyldt på, og tænker tilbage på det som en fed periode af sit liv.


Tom Søe Pedersen

“Det var kedeligt at gå i skole. Lyspunktet var at være ude og lege i frikvarterne. Der var alle typer i vores klasse, lige fra hende der var meget smart, til hende der var meget lidt smart. Der er vel altid nogen, der ikke kan lide hinanden. Nogle syntes jeg var en nar, og andre syntes jeg faldt fint nok ind. Jeg var nok lidt i midten.”


Tom køber for sjov en quad-crosser, for han kan køre lidt rundt på marken hjemme hos sin far. Men han får hurtigt smag for at køre på bane, og allerede et år senere er Tom med til DM, hvor han får en top fem placering. I dag er Tom selv stoppet med at konkurrere, men hver lørdag kører han nu sønnen Viggo de 65 km fra hjemmet i Østbirk til banen i Karup. Med sine 4 år er han den yngste på banen.


Brian Olsen “Jeg hyggede mig i skolen, måske lidt for meget nogen gange. Det var ikke altid, jeg havde styr på mine ting. Der er jo nok en grund til, jeg graver huller i dag. Det sagde mig ikke så meget. Jeg gik mere op i sport.”

T

o gange om ugen kører Brian de tyve km fra Brædstrup til Horsens, for at sønnen Lucas kan spille fodbold. ­I Brædstrup kan drengene ikke stille hold, uden at det bliver sammen med pigerne. Så Brian synes, Lucas får for lidt ud af at spille i Brædstrup. Lucas var, præcis som sin far, den bedste på holdet i Brædstrup, men det har ændret sig, siden han kom til Horsens. Her er konkurrencen hårdere. På samme måde er det for Brian, da han prøver talentet af som ungdomsspiller i Horsens. Han når kun at spille tre ­sæsoner.­ Pludselig er det meget mere seriøs, og det kan ikke hænge sammen med, at Brian går meget i byen med kammeraterne hjemme i Brædstrup. Det er en vild tid, hvor der er gang i den. Brian kan godt lide at give den gas og have det sjovt.

Det ­forandrer sig med ét, da kæresten Katrine bliver gravid. ­”Pludselig kom der et barn ind i billedet, hvor alting skulle dreje sig om ham. Man kunne ikke kun tænke på sig selv mere.” Efter de får Lucas skifter Brian fra arbejdet som butiks­ assistent i den lokale sportsbutik. Det er for svært at få butiks­ arbejdstider til at gå op med at være en familie. Ligesom da Brian i sin tid startede i sportsbutikken, er det tilfældigheder, der gør, at det lige bliver entreprenør, han starter som. ”Det var det første sted, jeg spurgte. Det kunne ligeså godt have været noget andet.” Da Brian senere får tilbuddet om at gå i voksenlærer, falder der også en uddannelse ned i skødet på ham. I dag har Brian det, som han gerne vil have det, han har gode kollegaer, kan godt lide at passe sig selv og styre sin egen tid.


Brian og kæresten Katrine har nogle gange talt om at flytte væk fra Brædstrup, når ungerne bliver store. Men det betyder også meget at have forældrene i nærheden, og i Brædstrup ved de, hvad de har.


Peter Damsted

“Der var nogle, der drillede mig lidt. Men ironisk nok var det faktisk de samme, som jeg kom til at hænge ud med i de senere år. Det var Daniel, Mogens og Uffe. Vi slæbte vores computere rundt til hinanden. Så kunne Daniel finde ud af at sætte dem sammen i netværk, så vi kunne spille Doom og Quake.”


Det er ikke så længe siden, at Peter og Mona købte det nedlagte landbrug tæt på Brædstrup. De ledte efter et sted med plads til Monas hest og i køreafstand til Aarhus, hvor Peter til daglig ­arbejder som revisor. Før boede de i Kolding, hvor Mona var elev som kosmetolog. Nu har de indrettet egen klinik til Mona på gården, hvilket giver en god fleksibilitet, så det er lidt lettere at få tingene til at hænge sammen med Peters arbejde og at kunne hente og bringe sønnen Adam.


Helle Burchardt Jensen “Jeg prøvede at være smilende og ikke vise, at jeg havde det dårligt. Størstedelen af klassen har jeg tilgivet. Men der er én person. Ham kan jeg aldrig tilgive. Ikke på grund af en enkelt episode, men fordi han var så grov hele vejen igennem. Det kan være han anderledes i dag. Men det er jeg egentlig ikke interes­ seret i at finde ud af. Jeg vil ikke have noget med ham at gøre.”

L

ige efter det ringer ind, er der fem drenge, der holder Helle. De binder hende til en af stolperne til basketballnettet. De tager alt tøjet af hende ned til undertøjet. De går alle i 7. klasse ligesom Helle, og det er en dreng fra hendes egen klasse, der langsomt går frem mod hende, tvinger ­hendes mund åben og spytter hende ind i munden. Bagefter tager drengene hendes tøj og løber ind til undervisning. På vejen ind råber de efter Helle, at hun kan stå der indtil næste frikvarter, hvor alle vil kunne se hende. Hun kan ikke selv komme fri, men bliver til sidst befriet af læreren fra parallelklassen, der skælder hende ud for at stå der, når der er time, og så uden tøj på for at få opmærksomhed. Helle er så flov og ked af det, at hun ikke kan svare igen. Inde på gangen ligger hendes tøj foran døren til klassen. Hun tager det på og går hjem.

Hele sit voksenliv har Helle ikke følt, hun er noget værd, og hun er altid ked af det. Da Helle er 28 år, bestemmer hun sig for at gå til en psykoterapeut for at arbejde med det. Hurtigt derefter bliver hun sygemeldt med posttraumatisk stress, fordi hun har gået rundt med så mange ting, siden hun var barn. For Helle betyder det, at hun ikke kan overskue nær så meget som andre. Bare at passe sine børn er så stor en opgave for Helle, at hun ikke har overskud til særlig meget andet. Helle er i dag stadig sygemeldt og på vej ind i et forløb, der skal bestemme, om hun har en psykisk lidelse. Hun håber, der kan komme en afklaring, så hun kan få ord for dét, og at man kan gøre noget ved det. ”Folkeskolen har været en skygge over mit liv - den skal væk nu.”


Helle har ikke selv lyst til at vĂŚre langtidssygemeldt. Hun har tidligere holdt foredrag om mobning til skoleklasser og hĂĽber igen at bruge noget af hendes erfaring med mobning ind i en arbejdsmĂŚssig sammenhĂŚng.


Casper Kildevang

“Det var et kulturchok at komme til Brædstrup, midt i 1. klasse, fra skolen i Svendborg. Det var en helt anden måde at være s­ ammen på. Hvis jeg havde en legeaftale i Svendborg, så gjaldt den også i skoletiden. Så jeg kunne ikke forstå, at min kammerat legede med andre, når man jo havde en legeaftale om eftermiddagen.”


Hvis barndommens Casper havde set sig selv som 27-årig, så havde voksne Casper helt sikkert haft børn, kone og hus. Men for Casper i dag er den store kunst ikke at finde en kæreste, men derimod at finde den helt rigtige. I stedet bruger han meget af sin tid på arbejdet som rådgivende ingeniør, sin hund og så har han også sin cabriolet. ”Det er jo lidt en drengedrøm, at have sådan en bil.”


Christina Ross Olesen

“Jeg hader udtrykket “klassens klovn”, men jeg var hvert fald en pige, der altid lavede sjov. Vi var tre piger, der holdt ­sammen. Vi var de populære piger. Der var en lille drengegruppe og vores pigegruppe, og vi to grupper var de seje kliker. De mindre populære blev drillet. Jeg var ikke ophavsmand til mobberierne, men jeg grinede med.”


Christina flytter sammen med sin mand Allan til landsbyen­ Sdr. Vissing, ikke langt fra Brædstrup. De vil gerne bo der, fordi det er et lille landsbysamfund, hvor man lærer hinanden godt at kende. Det er også vigtigt for Christina i sit arbejde som pædagog, at hun er et lille sted, hvor man lærer alle børnene at kende.


Daniel Patterson “Jeg synes, vi havde en god folkeskoleklasse. Der var en pige i klassen, som vi var urimelige over for, og som blev mobbet uden grund. Men det var en god klasse på den måde, at vi også kunne drille nogle af de stærke i klassen. Det var ikke sådan, det kun var de svage, der blev drillet.”

P

å fejlfrit engelsk giver Daniel sin vurde­ring af den poten­ tielle vækst for en større international virk­somhed. Han går rundt i hjørnekontoret på tredje sal i SEB’s hoved­ kontor, mens han taler. Når han lytter til den anden part, ­kniber han øjnene sammen og er tydeligvis koncentreret. Daniel har altid tænkt, at man kan blive, hvad man vil, bare man arbejder hårdt for det. Det er et tilfælde, at Daniel ­bliver lige netop aktieanalytiker. Det skulle være noget inden for ­finansøkonomi, men det var ikke givet på forhånd, at det blev jobbet, hvor han analyserer og sorterer finansielle data og ­tendenser for at vejlede SEB’s aktiehandlere. Det er meget komplekse systemer, Daniel skal forstå, men for ham er det vigtigt, at jobbet er svært, for ellers bliver det kedeligt. Daniel synes, det er privilegeret, at en ”lille dreng” fra Bræd-

strup, kan have et job, som hans. Han møder virkelig beslutningstagere og meningsdannere på tomandshånd, bl.a. øverste topchefer fra firmaer som Vestas og FLSmidth. Det er privile­ geret at være sammen med mennesker, der har indflydelse på samfundet og er med, til at tage de helt store beslutninger. Det er et givende job, men det er samtidig et krævende job, også med hensyn til arbejdstiden. ”Hvis jeg kom hjem klokken tre, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle give mig til. Jeg synes mit job er fedt og bruger lang tid på det.” Daniel tror, han har en gennemsnitlig arbejdsuge på tres timer, og selv om han hvert år har intentioner om det, er det endnu ikke lykkes ham at bruge alt sit ferie. Tid er den knappe faktor i Daniels privatliv, men han vil ikke bytte sit job ud med et andet. Han er bange for, han ville kede sig.


Daniels far er fra Irland, og Daniel har aldrig følt Danmark udelukkende som sit hjem. Derfor kan han ogsü sagtens se sig selv arbejde et andet sted end Danmark.


John Melgård

“Jeg var ikke særlig god til at høre efter og havde svært ved at sidde stille i timerne. Jeg blev altid smidt ud af engelsktimerne. Jeg provokerede nok læreren fra starten, og så kom jeg op på kontoret. Men det var fint, for jeg gad jo ikke engelsk.”


John arbejder som entreprenør. Han er ved at lægge en kloak ind til en privat mand og har lige stampet jorden i en rende til med en jordloppe. John kan ikke komme videre. Gravmaskinen, han skal bruge til at løfte jordloppen op fra renden, er blevet hentet. Han løfter i stedet den 80 kg tunge jordloppe op selv. Det giver et smæld i ryggen, men det er først næste morgen, at smerten kommer. Han kommer ikke på arbejde den morgen, ­og han har ikke været det siden.


Jan Mølgård Pedersen

“Jeg var forholdsvis populær i skolen. Men jeg tror også, jeg var fair og vellidt blandt de fleste. Jeg var god til sport, men jeg var ikke en af de klogeste. Der var mange, der kunne noget andet, men det var sport, der gjorde én populær. Hvis jeg havde stået op i mod den mobning, der foregik, så kunne det måske havde ændret noget. Men jeg hoppede med på vognen.”


Jan skiftede fag fra at være butiksassistent til at blive maler for syv år siden. Han kan allerede mærke, at det er hårdt for ­kroppen, og nogle gange keder faget ham lidt. Han vil måske gerne skifte job engang, men stabilitet er vigtigt, og Jan vil ikke springe ud i hvad som helst. For hvis man bliver fyret, så kan det gå ud over familien derhjemme. Derfor er det okay, at han kun er ok tilfreds med sit arbejde, for han glad for bare at have et job.


Heidi Rude Andersen “Jeg synes, det var hårdt at gå i folkeskolen. Jeg blev mobbet meget. Der var selvfølgelig dem, der var værre end andre. Det var som om, det var mere legalt at mobbe dengang. Læreren gjorde ikke rigtig noget. I de store klasser blev jeg god til at sige fra, så blev det bedre.”

F

ærgelejet i Hou er det tætteste, Heidi har været på Samsø, da hun beslutter at flytte til øen. Dengang kørte hun en veninde til færgen, og nu er hun ved at flytte fra delelejligheden, som hun har haft med en anden veninde. ­Heidi har ikke penge til at betale depositum et nyt sted, og hendes forældre har tilbudt, at hun kan flytte ind ved dem på Samsø. Det er med blandende følelser, Heidi flytter til øen. Efter ­halvanden måned møder hun sin mand, Allan. Ingen af dem er i tvivl om, at det skal være de to. Derfor går det h ­ urtigt med at flytte sammen og få børn. Glæden over den lille nye

familie med Allan og datteren Nanna får hurtigt en skygge over sig, da Heidis mor igen får kræft. Hun er tidligere ­blevet opereret for brystkræft, og det gik godt. Pludselig har hun kræft igen i hovedet, lungerne og lænden. De næste halvandet år er hun syg og meget på sygehuset. Flere gange er hun helt væk, og de tror hun dør. Hun når lige at være med til Heidi og Allans bryllup, som hun kæmper for at nå med til. Hun dør to uger efter, og det glæder Heidi, at hun nåede at blive mormor og fik hendes bryllupsdag med.


Heidi er ved at gøre huset klar til, at hun bliver dagplejemor. Det har hun gerne ville et stykke tid og glÌder sig til at arbejde med børn og kunne arbejde derhjemme.


Didde Theibel-Trøst

“Jeg var en stille og meget forsigtig pige. Der var ikke nogen, der var efter mig. Jeg var perfektionistisk. Det var aldrig vigtig for mig at være populær, men det var vigtigt for mig at leve op til mine egne faglige ambitioner.”


Didde møder Palle på et internt forsikringskursus i Nordea, hvor de begge arbejder. Det er aldrig akavet i mellem dem, og Didde kan mærke helt fra starten, at det bare er rigtigt. I star­ ten er det meget struktureret. Didde bor i Aarhus og Palle på ­Amager, så det er weekendkæresteri med stor intensivitet hver anden ­weekend og så væk fra hinanden indtil næste gang. Didde og Palle er lige blevet gift og bor i lejlighed på Christianshavn.


Lene Pold “Jeg var en lille skrøbelig ting, som hadede skolen. Jeg blev ikke drillet. Jeg fandt bare ikke min plads i klassen. I stedet lukkede jeg mig inde i min egen verden, hvor jeg kun gik op i heste. Det var her, jeg brugte tiden, for jeg havde ikke nogen kammerater med hjem.”

L

ene får at vide af en lærer på Brædstrup skole, at hun aldrig vil få en studenterhue. Det bliver starten på en kamp, for at hun skal have huen uanset hvad. Det ­almene gymnasium er ikke Lene, så hun skifter til HTX efter 1. G, og to år senere er hun student. En sommerdag efter, at Lene har fået huen på, møder hun læreren på gaden i ­Brædstrup. Det er en fryd at vise, at hun godt kunne. For nok var Lene skrøbelig i folkeskolen, men det er slut nu. Lene bliver ved med at vise, at hun godt kan. Hun søger ind til forsvaret og spørger til første samtale, hvor der er færrest piger, og valget falder derefter på kamptropperne i H ­ olstebro, hvor det er fysisk sværest. Hun føler sig straks hjemme, da hun får den grønne uniform på. Efter fire måneder bliver

en ­udsendelseskontrakt underskrevet, og Lene tager videre på sergentskolen. ”Når man er derinde, tror man, man kan redde verden og gøre en kæmpe forskel. Jeg tænkte ikke på ­konsekvenserne.” Men alle planerne bliver hurtig aflyst. Lene får en skade i knæet og samtidig finder hun ud af, at hun er gravid. Faren er også i forsvaret, og det er ikke så seriøst imellem dem. De er ikke interesserede i at blive sammen, og for Lene er abort ikke en mulighed. De sætter sig ned og bliver enige om at være ­venner og få barnet sammen, men uden at de er sammen. ”Folk tror alt muligt om vores forhold, men for os fungerer det her rigtig godt. Det er ikke mit barn. Det er vores barn.”


Lene har altid vidst, hun ville være gartner. Men hun kunne ikke få en læreplads efter første uddannelsesdel, og det er derfor ikke blevet til noget. I dag er hun glad for sit arbejde på Danish Crown, og hun nyder, at hun har fri og tid til sin datter Cille, når hun kommer hjem.


Malene Nørholm Poulsen

“Jeg har altid haft det supergodt i skolen. Jeg var fremme i skoene og populær. Jeg synes ikke, jeg var en mobber, men jeg gik ikke sammen med dem, der blev mobbet. Jeg gik altid med Sara og Christina, vi havde et lille trekløver og der kunne man ikke bare komme med. Vi snakkede meget med drengene, men ikke med de andre piger.”


Malenes børn skal gå til sport i deres fritid. De skal holde sig i gang, og det er vigtigt socialt. Nu hvor badmintonsæsonen er ovre er onsdag er den eneste dag, de tre børn ikke går til sport, men det er en tilfældighed. Børnene bestemmer selv, hvilken sportsgren de vil gå til. Men når kontingentet er betalt, skal de gøre det færdigt og fortsætte sæsonen ud. Malene tror på, at børnene får venner til fritidsaktiviteterne og synes, det er en god og sund måde at være sammen på.


Mogens Bundgård Nielsen “I klassen synes jeg, mobning fyldte utrolig meget. Jeg så det ikke som mere end nogle drillerier. Der var bare nogen, som gerne ville være med i en klike, hvor de andre ikke gad at have dem med. Alle kan jo ikke være den mest populære i klassen, og alle kan ikke have lige mange venner.”

G

ymnasietiden er fest, farver og fravær på lige omkring 15 %. Sådan er det i hvert fald for Mogens. Men virkeligheden rammer før slutningen af 1. g - modsat folkeskolen er tilstedeværelse ikke nok, og Mogens må se i øjnene, han ikke kan nå de tyve afleveringer, han er bagud. I stedet går han ud af Tørring gymnasium og ser frem til en forlænget sommerferie, hvor festen kan fortsætte. Hans mor vil det anderledes. Hun har allerede skaffet job på en lokal møbelfabrik. Dér er god tid til at tænke over tingene, mens Mogens laver det ensformige fabriksarbejde, og han erkender to ting: Han må tage sig sammen, og han vil aldrig igen arbejde på fabrik. Anden gang er lykkens gang og efter overstået gymnasietid i Silkeborg skifter Mogens studenterhuen ud med forsvarets ba-

ret. På gymnasiet har han bevist, han kan klare sig ­mentalt, og nu vil han prøve sig selv af fysisk. Mogens får gode og selvsikre sergenter, som han er imponeret over. Mogens vil godt have nogle af de evner, de besidder. Da han så bliver sergent, ser han igen officererne, som nogle af dem, der kan noget. Den ene ting leder til den anden, og det ender med, at Mogens ­under uddannelsen til premierløjtnant, melder sig til jægerkorpsets optagelsesprøve. Hver uge, han klarer af testen, er en sejr, og til sidst har han nået sit mål og er en af tolv, der ­klarer skærene. I dag siger Mogens, at han har gjort op med sin dovne-mentalitet og har besluttet, at han vil opleve noget, den ene gang han lever.


Mogens bor sammen med k­ æresten Janni i Aalborg. Det er vigtigt for dem begge at være fysisk aktive både i fritiden og på arbejde


Uffe Dueholm

“Fagligt var jeg godt med, men jeg gad ikke gøre mere ud af ­tingene end højst nødvendigt. Jeg følte mig ikke særligt ­udfordret eller stimuleret af at gå i skole. Jeg husker det ikke som om, at jeg savnede venner i folkeskolen. Men jeg tror ikke, jeg havde så mange ligesindede.”


Uffe er kaptajn i livgarden og udsendt til Afghanistan. Det fylder meget at være væk fra datteren Hannah, og han har tænkt meget over, hvad det vil betyde for hendes liv, hvis han kommer til skade eller bliver dræbt. Men Uffe er optimistisk og tror på, hele familien kommer styrket ud af at være væk fra hinanden. ”Det gør os opmærksomme på, hvor glade vi er for hinanden.” Fotoet er Uffes ”dødsbillede”. Det vil blive offentliggjort til pressen, i tilfælde af at han bliver dræbt i Afghanistan.


Brian Søgaard

“Fra starten af blev jeg sat i bås som værende ham fra landet. I de tidligere år blev jeg mobbet med det. Jeg var ikke en særlig stor del af fællesskabet. Jeg havde nogle andre interesser og gik ikke til fritidsaktiviteter, hvor man kunne skabe bånd og relationer med dem fra klassen.”


Brians søn Simon bliver født med meningitis. Efter fødslen på Horsens sygehus bliver den lille nyfødte straks sendt af sted til Randers sygehus for at blive behandlet. Det eneste Brian tænker er, ”Han skal bare være rask!” Da de endelig kommer hjem med deres lille nye søn, har Brian nærmest ikke været hjemme i tre uger.


Anders Vestergaard Pedersen “Jeg var tyk i de tidligere klasser og ville virkelig gerne tabe mig. I sidste ende blev jeg motiveret af, at min far lovede mig 500 kr. pr kg, jeg tabte mig. Det gik så godt med at tabe mig, at vores dansklærer ringede til mine forældre og spurgte, om jeg var ok.”

H

enover at par pizzabakker fortæller moren til Anders’ seks måneder gamle datter, at hun gerne vil leve for sig selv. Det er ikke det, Anders har forestillet sig. Men efter nogle hårde måneder, tænker Anders, hvad han altid tænker, ”Fortiden kan jeg ikke ændre, så nu vil jeg kigge fremad.” Huset, han selv har bygget, er allerede solgt, og han glæder sig til at komme videre og få et hjem, hvor han ikke bliver mindet om det liv, de havde sammen. Ved siden af sit arbejde i assistancen ved Falck er Anders brand-holdleder på den lokale Falck-station i Brædstrup.

Når han har fri fra arbejde, står han næsten altid til rådighed for de ca. 80 årlige udkald. Han elsker at være brandmand og ville ønske, han kunne have det som sit arbejde. Men i stedet har han det næstbedste job, han kan få. I assistancen ved han ikke, hvad dagens opgaver bliver, og det passer Anders rigtig godt med den alsidighed. Datteren Sofia betyder, at Anders ikke er så fleksible, som han var en gang. Men det er naturligvis det hele værd. ”Når hun er i godt humør, så bliver man selv glad - det er der ikke noget, der slår.”


Anders er deltidsbrandmand. Det betyder, han skal kunne vĂŚre pĂĽ stationen senest fem minutter efter alarmen lyder. Det er ligegyldigt, om det er midt om natten eller juleaften.


Gorm Olesen

“Jeg prøvede altid at blive en del af grupperne i klassen, men kom aldrig helt med i nogen af dem. Jeg var ikke god nok til com­ putere eller sport til at komme med i en de grupper. I 8. klasse blev jeg meget skuffet over mine klassekammerater. Der kom en ny parallelklasse, og de drillede mig meget. Men der var aldrig nogen fra min egen klasse, der tog mit parti eller hjalp mig.â€?


Gorm kan tit føle sig bagefter sine jævnaldrende. Mange af dem har hus og børn, mens Gorm stadig er studerende. Det har været meget vigtigt for ham at opleve en masse i sin ungdom. Derfor rejser han også, så tit han kan komme til det. Men nogle gange føles det som om, at vennerne er helt andet sted i deres liv, og det er pludselig blevet sværere at få set hinanden.


A-klassen  

I den lille østjyske provinsby Brædstrup med godt 3000 indbyggere havde skolen ca. 450 elever. A-klassen, årgang 1981, på Brædstrup skole...

A-klassen  

I den lille østjyske provinsby Brædstrup med godt 3000 indbyggere havde skolen ca. 450 elever. A-klassen, årgang 1981, på Brædstrup skole...

Advertisement