Page 1

Sorg er hjemløs kÌrlighed Tekst og foto af.: Gorm Branderup


K

alenderen siger ­februar, næsten forår, ­alligevel har solen valgt at stråle lavt på ­eftermiddagshimlen. I skyggen er det koldt, og der er ­endnu ikke kommet liv i ­planterne. ­Jørgen ­Christensen skrår hen over ­herregårdsstenene, forbi trekanten med de grå granitskærver og lave buske under ­Marcus ­vindue. Han låser ­garagen op, og drengene finder deres løbehjul bagerst i mørket. Jørgen leder, han ved den er her et sted, den lille røde håndskovl. “Vi skal have fundet de flotteste blomster,” siger han til Marcus og Tobias, der allerede kører rundt på

terrassen. Jørgen står med den let ­buttede g­ lasvase i den ene hånd. Han spejder rundt i ­haven, for ham er den alt for ­uoverskuelig. I det fjerne hjørne bag ­flagstangen, der hvor ­jorden bliver holdt tilbage af gamle sveller, titter noget hvidt frem. Svellerne er fra dengang Gistrup var en nordjysk stationsby; nu tjener de et andet praktisk formål i haven, de holder ­jorden fra at skride ud på ­græsset. Ind mod naboen oppe ad den lille skråning, under den vintervisne ­bøgehæk, der stadig står med rødbrune blade, ­titter små fine ­vintergækker frem. Jørgen bukker sig ned og presser skovlen rundt om


en lille klase af de små ­løgplanter, ­nænsomt bliver de gravet fri af mulden og sat ned i den lille ­glasvase. Ude fra vejen kan Jørgen høre, at drengene laver tricks på de ­robuste løbehjul. Han svinger rundt om hjørnet. Går forbi de fint anlagte højbede. De gør det nemt at holde fri for ukrudt, uden at man skal stå i jorden og lue, og drivhuset, som bliver brugt til ­vinteropbevaring af eksotiske træer i krukker. Han går langs med to blå reb, som lyser op. I mellem ­rebene står afklippede tørre hindbærpinde, Jørgen kan slet ikke overskue, hvordan han skal holde h ­ aven. Det var Mettes projekt. Det var hende, der klippede

hindbærene ned, og anlagde bedene og haven med buske og grå granit, det er så pænt, men han ved ikke, hvordan det skal holdes. Jørgen låser glasdøren op igen, og går ind i huset, finder hurtigt en brugt Nettopose, og får lagt skovlen og den lille buttede glasvase med sarte vintergækker ned i. Han låser og rutinemæssigt tager han i døren, for at sikre sig, at den er låst. Posens indhold klirrer i takt med de faste skridt, Jørgen forsøger at følge trop. Han går videre langs med huset, inde bag glasset i ­vindueskarmen ligger en notesbog med spiralryg, her kan læses en sirligt ­nedskrevet madplan for


denne uge. Drengenes ønsker til livretter er noteret med en lille stjerne, ud for torsdag havde Tobias ønsket ­hamburgere, og fredag havde Marcus ønsket ­stjerneskud fra Føtex. Jørgen smiler, for Marcus havde ønsket ­stjerneskud “de så så lækre ud på billedet i ­Føtex,” havde han sagt. Men Jørgen måtte skrabe alt ­mayonnaisepynten med de sorte kaviar og rejer af, den kunne ingen af drengene lide. Det var en god fredag aften, Marcus havde fået en sprite og Tobias en fanta, Jørgen nød et stille glas hvidvin til maden, inden de skulle se X-Factor. Aftenen havde haft ­indhold, tiden var gået, og han havde vidst, at de skulle putte sammen i sengen, drengene får nemlig kun lov i weekenden. Om aftenen er det særlig hårdt. Drengene sover og Jørgen kæmper med tankerne, han kunne sidde oppe hele aftenen, men han tvinger sig i seng efter kun en time. Han har svært ved at falde i søvn, det har han altid haft, men nu kan han slet ikke sove, tankerne flyver rundt og han kan ikke finde ro. Han vender og drejer sig og ­venter på, at pillen vil hjælpe på søvnen. Han har brug for ­søvnen, hans nabo, der er gammel landstræner i svømning har sagt “du

skal spise godt, sove godt for at kunne træne godt”. Jørgen ved det godt, “men ­derfor er det stadig svært for mig om aftenen, her er så tomt i huset, men det hjælper mig helt klart at have de basale fysiske behov ­opfyldt,” siger han. En kirkeklokke kan svagt høres, Jørgen kigger op, drengene er allerede langt nede af vejen, de kender de små stier og er hurtigt væk på løbehjulene. Han sætter farten yderligere op for at nå dem.

Sorgen rammer hårdt

Det var lige før Tobias otte års fødselsdag den 5. ­august sidste år. De var lige kommet hjem fra ­Lalandia i Rødby, hvor de havde holdt sommerferie. Jørgen havde sendt en mail ind på afdelingen, og de ringede tilbage allerede lørdag den 27. juli. De ville godt se dem på hospitalet samme aften. Han havde kun beskrevet Mettes symptomer med synkebesvær og ondt i ryggen. De havde ikke set det komme, selvom Mette tabte vægt. “Normalt er det ældre overvægtige mænd, der får spiserørskræft,” siger Jørgen. Det burde ikke ramme Mette, denne spinkle kvinde på kun 47 år. Selvom klokken var 20:00 var de taget ­afsted,


­ rengene var hos en af Marcus kammerater. Søndag d morgen modtog Mette og Jørgen beskeden, at hun var uhelbredelig syg. Det kunne ikke være ­rigtigt, for hun havde været igennem den helt store ­operation året før, den største man kunne foretage på Aalborg sygehus. Det nederste af spiserøret var opereret væk af et hold hjertespecialister, og det øverste af mavesækken var opereret væk af et hold ­mavespecialister. Hele operationen havde taget mere end otte timer. Jørgen havde tålmodigt ventet hele dagen, ­trippet rundt, tænkt og tænkt, skubbet tanker væk og ­fundet nye. Overlægen havde sagt, at nu kunne han gå op og se til hende, men hvor var Mette? ”Hvis jeg ikke havde stået op af muren, så var jeg faldet om, mine ben gav efter,” siger han. Tankerne for igennem ­hovedet på ham, han kunne slet ikke bære tanken om, at de ikke kunne finde hende, tænk at miste alt også lige nu. Men Mette var blot lidt længere tid om at vågne efter den store operation. Sommerferien var gået sammen med ungerne og Jørgen. Tiden var fløjet af sted, og nu sad de her. Hun kunne slet ikke fatte, hvad lægen lige havde fortalt dem, men et eller andet sted vidste hun måske godt, at hun var uhelbredelig syg. Der var ingen, der kunne

sige, hvor lang tid der skulle gå. “Hvordan skulle Jørgen nu klare fremtiden med drengene, Tobias og Marcus, der snart fyldte år, begge i august,” tænkte hun. Der var så meget, hun gerne ville nå sammen med dem, og hvad med renoveringen af huset. Skulle de få håndværkerne til at lave ombygningen af ­køkkenet og bryggers nu, så familien kunne bo i det. Nej, alt det rod - tankerne fløj igennem hovedet på Mette. Hun kunne slet ikke samle sig og tænke en sammenhængende tanke, men hun var glad for, at han var ved hendes side. “Jørgen, han er så omsorgsfuld og kærlig,” tænkte hun, de havde godt nok mødt hinanden i en sen a­ lder, men hun var aldrig i tvivl om, at det skulle være dem. Nu sad de i bilen på vej hjem fra ­hospitalet, det var en tirsdag, og hun havde været til adskillige undersøgelser siden lørdag. Mette åbnede vinduet og lod tankerne flyve ud, og foran bilen, hjem til det lave parcelhus med grå granitskærver, buske og græs. Hun havde skabt en have til ham, en have som han burde kunne klare, tænkte hun. Bedet langs med huset, hvor de allersidste hindbær hang som spøgelser, skulle kun lige klippes ned i løbet af efteråret. Så var alt klart, “klart til hvad,” tænkte hun. De var blevet enige om, at de ville holde


­ rengenes fødselsdag, før de sagde, at hun skulle d dø. De valgte i starten, at sige “mor bliver ikke rask,” og efter Marcus havde holdt sin fødselsdag sidst i ­august, havde de sagt “mor dør af det her.” I tiden frem til december havde de været så meget sammen, så tit og ofte de kunne, de ville bare samle på gode minder. Herefter var det gået stærkt, hun blev indlagt på hospice torsdag den 9. januar i år, og

den 12. januar tidligt om morgenen var hun død. Drengene var blevet passet hos deres kusine, de var kommet om formiddagen, og havde fået lov til at sige farvel flere gange. Det havde været så smukt og fredfyldt. De første to uger gik nemt, der var så meget, der skulle gøres og forberedes inden bisættelsen. Jørgen havde været stærk, han havde bevaret overblikket,


og havde ikke haft brug for at græde, men det gjorde han nu. Sorgen ramte ham hårdt. Det var Mettes ­urtepotter i skuret, der havde været for meget for ham. Han havde ikke kunnet finde det, han ledte efter, og kunne kun se hendes mange ­urtepotter. Han havde ringet efter noget familie, for at få ­potterne kørt væk, det havde gjort ondt, men det

var ramlet helt ­sammen for ham, det havde virket så ­uoverskueligt. Jørgen er bevidst om, at sorgen har ramt ham og den har ramt ham hårdt, men han vil ikke ­overgive sig til magtesløsheden, selv om det ville være nemt. Han vil gerne ­kontrollere sorgen, holde den så ­balanceret, som han kan. Han prøver at finde faste rutiner og gøre alt så forudsigeligt og nemt som


muligt, drengene er afhængige af mig, som han siger. Jørgen har lige hentet drengene på skolen. Han går målrettet ind, han kigger ikke rundt, ser kun lige frem, han undgår øjenkontakt, det er stadig hårdt at snakke med andre forældre. “Det er sådan et ­tunnelsyn,” siger han. Der er mange, som ikke kan sætte sig i hans sted, og forholde sig til s­ orgen, og han

magter dem ikke. Det er som at gå ­igennem tunnelen her under vejen ind til ­Gistrup, hvor de små ­stier gør det let at komme rundt, på samme måde har han det, når han skal hente drengene.


Lever med sorgen

Jørgen sætter farten op, drejer til højre for at skyde genvej over mod den tomme ­forladte legeplads, men ­drengene er der ikke han ­stopper op ud for et af ­fodboldmålene. Drengenes kammerater elsker, når han går med over og spiller, “de syntes, det er lidt sejt, at han

gider,” siger han og fisker mobilen frem. Han kigger igen til ­begge sider, solen varmer og her dufter lidt af forår. Lidt ­længere nede af stien kommer de drønende ud fra ­venstre. Jørgen putter mobilen i lommen og fortsætter lidt ­roligere ned af bakken efter de to på løbehjul, de er allerede drejet til ­venstre efter tunnelen.


Da han kommer op langs med Tobias gamle børnehave, står der allerede to løbehjul op ad den sorte jernlåge, Tobias og Marcus venter på far. De går målrettet ind, drejer til højre. En mor og hendes to piger bliver vist rundt af graveren, som spørger dem ledende, om de ikke skulle gå over på den anden side og se. De forsvinder, og der er helt stille. Den sorte blanke sten lyser op sammen med de mange friske blomster. Det er ikke længe siden, at der har været nogen sidst. Sølvskriften viser, at Mette Christensen gik bort i 2014, det kan ikke være mange dage ­siden, da ­kalenderen ikke har rundet ­februar endnu. ”48 år kunne hun være blevet for to uger siden,” siger ­Jørgen, “det har ramt mig hårdere end jeg ­forventede.” ”Der var så mange ­praktiske gøremål, som jeg skulle have styr på op til ­begravelsen”, siger han, “men da alt var ordnet og urnen sat i jorden, så var det som om, at der ikke var mere, der kunne aflede mine tanker”. “Nu mærker jeg bare tomheden, den kommer snigende hver aften, når drengene er lagt i seng. Jeg savner et voksent menneske at dele dagen med,” siger han. Sorg bliver ofte ­sammenlignet med hjemløs kærlighed, der mangler dét ­menneske, at give al sin kærlighed som man plejede at give til. Jørgen bukker sig ned, fjerner glasset med gule erantisser og spørger drengene, hvor de nye ­blomster skal stå, Marcus og Tobias er enige, der, lige til ­venstre for stenen. “Skal de graves ned,” spørger han? Ja, siger Tobias. Marcus vil hellere vente til weekenden, hvor de skal hen til mor igen. ”De holder nok bedre i jorden,” siger Jørgen og får lavet et fint lille hul ved siden af den blanke sten. Tobias får øje på et vissent blad, samler det op og går hen mod grønt affald. Marcus siger, at han bare kan smide det på jorden, men der skal se ordentligt ud rundt om mors gravsted, så Tobias fortsætter mod containeren. “Vi kommer aldrig igennem sorgen, vi vil altid leve med den,” siger Jørgen. Mette begyndte på et tidspunkt at snakke om, hvordan gravstenen skulle se ud. ”Jeg kunne slet ikke rumme det,” siger Jørgen, så der gik lidt tid, før vi tog ud til stenhuggeren for at finde den flotteste sten. Mette og stenhuggeren fandt den, han skrev ned, hvad der skulle stå på den og med hvilken skrift i forniklet kobber. Vi blev enige om, at der kun skulle stå årstal på og ingen datoer, jeg fik efterfølgende skrevet ”tak for din kærlighed,” på stenen. Det stod også på båndet fra mine blomster som lå i kirken.


Sorg er hjemløs kærlighed  

Jørgen mistede sin kone, Mette Christensen, og moderen til sønnerne Tobias på 8 år og Marcus på 10 år. Mette blev 47 år, hun fik konstateret...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you