Issuu on Google+

1846 -1899

S kovr i de rgaar d Skovrideren flytter ind

som “Kongelig Statsskovriderbolig for Silkeborg Skov­

Henrik Hoff havde i sin tid ikke kun ladet Marienlund

distrikt” ved en resolution året efter, den 5. februar

og nogle selvstændige gårde opføre, han havde også

1847, men det var familien ligeglad med. Den havde da

opført Naaege, der i mange år var skovriderens bolig.

for længst taget gården i besiddelse.

Nu bestemte staten, at der i stedet skulle bo en skov­ foged på Naaege, og den mere præsentable Marienlund

H. C. Andersen på vandretur

skulle være skovriderens bolig.

Godsforvalteren på Marienlund havde været fynbo.

Den første kongelige skovrider, der flyttede ind på

Skovrideren, der nu var flyttet ind, var sjællænder.

Marienlund, hed Niels Emil Eduard de Svanenskjold.

Niels Emil Eduard var født på Farumgaard ved Køben­

Han blev som 40-årig udnævnt til skovrider ved Silke­

havn som søn af hofjægermester Peder Jørgensen Sva­

borg Skovdistrikt i 1846 og flyttede samme år ind i

nenskjold og kammerjunkerinde Regine Dorthea

Marienlund sammen med sin kone, Louise Groskopf

Quist­­gaard. Det unge ægtepar var således vant til det

og børnene Peter på 7 år og Regine på 3 år.

fine selskab ved København, men nu boede de i det

Efter at have huset en ungkarl i nogle år og de­refter et ikke helt ungt ægtepar i kun et års tid, kom der nu

24

mørke og øde Silkeborg på Marienlund, omgivet af hede, mose og grantræer. Det var en omvæltning.

liv og glade dage med masser af børnelyde under Mari­

Efter tre år blev Louise gravid igen. Det blev en pige,

enlunds stråtag. Formelt blev gården dog først ud­nævnt

som de kaldte Ulla Pauline. Året efter, i 1850 da Niels


Emil og Pauline havde boet i Marienlund i fire år, kom der en dag en ung mand vandrende gennem området. Det var digteren H. C. Andersen, der flere gange besøg­ te egnen, som han holdt meget af. For efterhånden var Silkeborg blevet mere end bare et gods med masser af hede og skov. Papirfabrikant Michael Drewsen fra papirdynastiet Drewsen i Nordsjælland var seks år tid­ ligere kommet til området for at udnytte vandkraften i en ny papirfabrik. Siden var der kommet flere folk til, der var anlagt gader og det hele begyndte at ligne en by. Nybyggerne kom fra nær og fjern, men ude omkring Marienlund var der nu fortsat stille og fredeligt. Det var både nybyggerne i Silkeborg og naturen med hede og skov, der fik H. C. Andersen til at komme på besøg. “Hele egnen om Silkeborg er noget af det mest maleriske, jeg har set i Danmark. Det var også af stor interesse for mig at se en opvoksende by, og en sådan er Silkeborg”. “Jeg har gjort smukke udflugter, birkeskoven duftede så dejligt, store søer strakte sig i bøgeskoven, og bjergagtige banker med høj lyng gjorde det så ægte skotsk, at jeg troede mig igen oppe i Røde Robins Land”, skrev digteren. Han boede inde i Silke­ borg hos papirfabrikant Michael Drewsen, men elske­ de at vandre.

Sikke en styg have Mange andre kom forbi Marienlund. Gården lå smukt, men det kneb med haven. Det mente i hvert fald Adolf

Digteren H.C. Andersen var i Silkeborg i maj 1850. Han forsøgte sig

Drewsen, der var onkel til papirfabrikant Drewsen i

som lystfisker ved de smukke søer, men den følsomme digter brød

Silkeborg. Han kom forbi huset og haven en dag samme år, som H. C. Andersen var i området, nemlig i 1850, og

sig ikke om at sætte orm på krogen, og bedre blev det ikke, da han fik en krog i fingeren. Så hellere nyde naturen på vandreture i skov og på hede.

25


han betegnede i sin dagbog haven ved Marienlund som

1809 i Vernersminde ved Roskilde, og hans far, Frederik

“styg”.

Klüver, var skovrider ved Københavns Kommunes

Det var jo ikke ligefrem rosende ord, og måske var

skove. Dette embede skulle Carl Christian overtage,

det netop roser, Adolf Ludvig Drewsen savnede. Han

når faderen ikke kunne mere. Men desværre døde fade­

elskede blomster, og heldigvis fik han lidt kompensa­

ren, før Carl Christian havde fået sin eksamen, og så

tion på vej tilbage til Silkeborg: “I en lille hulvej på vejen

blev det en fætter, der blev skovrider i København.

tilbage til Silkeborg by stod en vild rosenbusk i blomst,

Så måtte den unge forstkandidat til Jylland. Han

så yndigt et syn man kunne tænke sig”, noterede han

flyttede som 26-årig til Skanderborg, hvor han kom til

sig i dagbogen.

at arbejde med skovregulering. Han så nærmere på

Måske havde Niels Emil og Louise ikke tid til at passe haven, måske kunne de lide, at den var vild og

hver enkelt skov, og han kom med forslag til, hvilke skove der burde fredes og vedligeholdes.

fik lov til at gro til. Men der var nok at se til for skovri­

I 1851 flyttede familien Klüver så til Silkeborg og

deren og hans kone, der havde lille Ulla Pauline og de

ind i skovridergården Marienlund. Carl Christian hav­

to andre børn at passe.

de været en pioner i kortlægning, regulering og fred­

I 1851 flyttede familien fra Marienlund. De ville hjem til Nordsjælland. Her ejede slægten Farum­hus,

ning af jyske skove. Nu var han så skovrider i Silkeborg skovdistrikt.

der få år senere blev omdannet til Den Svanenskjoldske Stiftelse.

Da kongen boede på skovridergården

Niels Emil havde fået stilling som skovrider i Maa­

Når Frederik den 7. og grevinde Danner kom til

rup under Frederiksborg skovdistrikt, og efter fem år

Silkeborg, boede de som regel hos fabriksejer Michael

i Marienlund var det jyske eventyr nu forbi for den

Drewsen i hans imponerende villa ved papirfabrikken.

sjællandske familie.

Det var skovrider Klüvers pligt som kongelig embedsmand at vise kongen og grevinden rundt under

Klüver flytter ind

besøgene, og så klædte han sig i det fineste skrud ude

Skovrider Carl Christian Klü­

Men der kom omgående en ny skovrider til Silkborg,

på skovridergården, nemlig i gallauniform og trekantet

ver, tegnet af kunstneren

og han var også sjællænder. Han hed Carl Christian

hat med sorte, vajende hanefjer. Når konen og døtrene

Klüver og var 42 år, da han flyttede ind i skovrider­

havde sagt god for, at tøjet sad perfekt, svingede han

boligen.

sig op på sin smukke sorte hest og red ind til de officielle

Godfred Christensen, der omkring 1860 boede på skovridergården.

26

Carl Christian havde allerede i en del år arbejdet

pligter. Anderledes afslappet var det, når kongen kom

med undersøgelser og reguleringer af de private skove

til Silkeborg for at gå på jagt i de store skove. Så boede

i det øst- og midtjyske. Men oprindeligt skulle han slet

han hos familien Klüver på skovridergården. Her havde

ikke have været til Jylland. Tværtimod. Han var født i

han sit eget værelse, og her skulle det hele helst foregå


så afslappet som muligt uden den helt særlige

skovriderfamilien. Kaptajnen lånte også skovriderens

hensyntagen til den kongelige gæst.

døtre og eleverne heste, så de kunne tage på ridetur i

Carl Christian Klüver og hans familie havde i det

skoven. Dalgas var et livligt bekendtskab, og han skab­

hele taget ofte gæster i den smukt beliggende skov­

te humør på skovridergården. Men måske tænkte han

ridergård. Blandt gæsterne omkring 1860 var maleren

også sit, når han red ud over de mere øde hedestræk­

Godtfred Christensen, der holdt af at komme på egnen

ninger. For kunne de ikke omdannes til god landbrugs­

for at male og tegne den endnu vilde natur.

jord, som det allerede var sket med en del af den hede­ jord, der hørte under skovridergården?

Dalgas og preusserne

En dag kom der så ordrer: han skulle lade sine

Årene gik. Børnene blev større, fru Klüver passede

ingeniørtropper klare opgaven, og så skulle de ride

haven og hr. Klüver skoven. På gården boede også

nordpå til nye op­gaver. Broen blev ødelagt, resterne lå

forst­elever. Danmark var i krig, og flere gange var der

og gyngede på åens toppede bølger, og Dalgas og hans

indkvartering på gården, hvor de danske dragoner blev

mænd satte i trav væk over he­den. Mindre end en time

installeret i laden. Da preusserne havde stormet Dane­

senere rykkede preusserne ind i Silkeborg.

virke, kunne man opleve tilbagetoget på en ret sørgelig

Men Dalgas kom tilbage. Senere på året 1864 holdt

måde på Marienlund, når de danske soldater under

han sammen med Michael Drewsen et møde om, hvor­

tilbagerykningen kom forbi Silkeborg. Klüver og hans

dan man kunne opdyrke heden. Et program blev lagt,

familie blev dog stærkt opmuntret, da en eskadron

og året efter blev der holdt nye møder. Her begyndte

dragoner red ind på gårdspladsen. De var i højt humør

Hedeselskabets historie.

efter slaget og sejren ved Vorbasse. De havde pyntet sig med prøjsiske huer, og de havde også prøjsiske fanger med til skovridergården. En dag kom der så en ingeniørkaptajn ridende ind på gårdspladsen sammen med 20 menige, ligeledes til hest. De tilhørte ingeniørtropperne og skulle oprette kvarter på Marienlund. Officeren præsenterede sig som kaptajn Enrico Dalgas, og hans ordrer var at øde­ lægge broen over Gudenåen og selv fortsætte nordpå, når preusserne nærmede sig sydfra. Kaptajn Dalgas red på sit eget krigsbytte, en sort hest, han havde taget fra østrigerne. Flere gange optrådte han med kunstridning for forsteleverne og

Kong Frederik 7. Han havde allerede som kronprins boet på skovridergården, og når han skulle på jagt i Silke­ borgs skove, var det natur­ ligt for ham at bo på gården midt i naturen.


Fældede bajonetter omkring skovridergården

betød: Skoven brændte. Hele natten kunne skovride­

Da familien Klüver den dag i 1864 havde vinket farvel

mod nordøst, mens han gik frem og tilbage uden for

til Dalgas og hans deling, gik der kun få timer, før et

bygningerne.

ren ikke gøre andet end at se på det flakkende ildskær

noget mere ubehageligt selskab ankom. Fra vinduerne

Næste morgen forlod preusserne igen skovrider­

kunne familien Klüver og forsteleverne se en deling på

gården, og Klüver og hans folk sadlede omgående

200 mand nærme sig. Da de mange preussere var kom­

deres heste og red ud for at se, hvor slemt det var. Det

­met helt ud til gården, dannede de kæ­de og omringede

viste sig, at en deling preussere havde slået lejr i sko­

skov­rider­går­den. Der stod de så med fældede bajonet­

ven og glemt at slukke bålet efter sig. Ved middagstid

ter, mens en gruppe mænd blev sendt ind for at undersø­

havde alle de fjendtlige tropper forladt Silkeborg, og

ge, om der var dan­ske soldater.

først da kunne der gøres noget. Fra Papirfabrikken blev

Nu blev gårdens ud­bygninger fyldt med preus­sere. Inde i laden skaffede de lidt

slukningshold sendt ud, og der blev kæmpet med ilden. Et stort skovareal var da gået op i luer.

sparsomt lys ved at smelte lys fast til gulvet, og så lå de

Silkeborg Kommune køber Marienlund

der og spillede kort og

Carl Christian Klüver boede på Marienlund, til han døde

snakkede ved skær fra tæl­

i 1882. Han var da 73 år. Nu flyttede en ny skov­rider ind

lelys.

med sin familie. Han hed J. A. C. Bryndum, og han blev

Mens preusserne var

skovrider i Silkeborg-området i 20 år. Men han blev ikke

på skovridergården Mari­

boende på Marienlund i alle årene. Efter 17 år skete der

enlund måtte ingen forlade

noget, der ændrede gården fra at være skovridergård

den. Klüver og hans elever

til at blive forhenværende skov­rider­gård.

kunne ikke udføre deres

I november 1898 kom landbrugsministeren med et

arbejde, fordi de i virkelig­

lovforslag om, at staten solgte gården Marienlund med

heden var i fængsel i deres

jord samt skovstykket Indelukket. Den vigtigste

eget hjem. Det var ikke sær­

be­grundelse var, at skovridergården trængte til en

lig behageligt, og familien

grundig renovering. Den var 100 år gammel, og en

og de logerende forstelever

restaurering ville løbe op i omkring 25.000 kroner,

var isoleret fra resten af Sil­

havde ministeriet vurderet. En ny gård kunne opføres

keborg. En aften så de et

for 16.000 kroner.

lysskær på himmelen, og de

Problemet var blot, at skovrider Bryndum jo hav­

var ikke i tvivl om, hvad det

de 60 tønder land tjenestejord, som hørte til gården.


Dertil kom to stykker eng på i alt 12 tønder land. Hvis

hidtil brugt markedspladsen midt i Silkeborg samt spil­

staten nu solgte gården og opførte en ny gård uden

let noget bold på den nuværende fattiggårds mark. Nu

tjenestejord af betydning, skulle Bryndum have lønfor­

sendte man i januar 1900 en ansøgning om at købe otte

højelse. Ministeriet mente dog stadig, at det var en god

tønder land ved Marienlund.

forretning. Silkeborg Kommune bød 42.000 for Marienlund og Indelukket, og man overvejede endog at fejre over­ tagelsen ved at holde Ungskuet 1899 ved Marienlund. Det blev dog ikke til noget. Otte tønder land, der hidtil havde hørt under den gamle skovridergård, indgik ikke i handlen, for her

Det fik et af byrådets medlemmer til at meddele, at det var den bedste jord, lege­pladsforeningen ville have. - Nu vil man så bygge et slags Eiffeltårn på den jord, sagde politikeren. Der var almindelig enighed om, at det ville være synd og skam at lade jorden gå til spilde ved at lade børn og unge lege på den.

skulle den nye skovridergård bygges. J. A. C. Bryndum

Et udvalg skulle bestemme fremtiden for Marien­

flyttede ud af den gamle skovridergård og ind i den ny.

lunds jord, og her mente man, at jorden skulle opdeles

Her boede han sine sidste tre år som skovrider i Silke­

i parceller og så udlejes til højestbydende på auktion.

borg, hvorefter han flyttede til København.

Sådan blev det, og Silkeborg Legepladsforening gav det højeste bud på fem tønder land. Men kommunen ville

Fattiggård på skovridergården?

ikke udleje til foreningen. Det, mente Silkeborg Avis,

Skovridergården Marienlund havde været privat, så

var ret hensynsløst, når nu kommunen kunne accep­

statsejet – nu var gården kommunal. Den 23. juni 1899

tere både heste, får, lam og høns på markerne. Hvorfor

kunne den lokale presse skrive, at Silkeborg var ejer af

så ikke legende børn?

Marienlund og skovstykket Indelukket. Købekontrakten

Det var slagtere og vognmænd, der lejede en del

med staten var underskrevet. Prisen var 42.000 kroner,

af den tidligere skovridergårds jord til dyrene, så de

og det var jo mange penge, der krævede optagelse af

havde et sted at være, før turen gik til slagteriet. Der

lån. Kommunalbestyrelsen nedsatte et udvalg, der

var også dem, der lejede jord til at dyrke kartofler og

skulle se på lånemulighederne. For skulle man vælge

roer i. Til gengæld var der en klausul: Der måtte ikke

Landmandsbanken eller Statsanstalten eller et an­det

være ildelugtende stoffer på grunden, og det betød

pengeinstitut?

også, at der ikke måtte gå grise. På den måde indtog

Marienlund kunne egne sig som ny fattiggård, mente de lokale politikere. Det betød, at man ikke

heste, får og køer jorden, mens grise og børn var for­ budt.

skulle bruge al jorden, men hvad skulle man så gøre

Senere blev en stor del af jorden brugt til koloni­

med den? Silkeborg Legepladsforening, der på en god

haver, og i 1905 byggede Silkeborg Vandværk på skov­

måde sørgede for beskæftigelse af børn og unge, havde

ridergårdens jord.

29


GlSkov-bog-kap3