Page 1

1798-1845

S k o l e h o l d e r s e m i nar i u m

H

enrik fandt et egnet sted, og der blev udstykket

I 1798 stod seminariegården færdig på godset Silke­

jord fra hovedgården. Det bestod af skov, hede,

borg. Senere skulle øvelsesskolen bygges til. Semina­

og en del mose, som der blev gravet grøfter gennem,

riet bestod af udhuse og selve stuehuset med stråtag

så man efter dræningen kunne få det pløjet og opdyr­

og teglsten var bygget på et fundament af kampesten.

ket. Efter dræningen blev hedeområdet opdelt i mar­

Henrik var tilfreds med resultatet og opkaldte gården

ker, så det var parat til opdyrkning. Det skulle høre

efter sin kone. Navnet blev “Marienlund”.

under seminariet.

16

t i l f o rva lt e r bo l i g

Silkeborg havde fået et seminarium med lade og

Det hus, der mange år senere skulle blive til skov­

landbrugsjord. Men det gik ikke som ønsket, hverken

ridergård og senere til Gl. Skovridergaard, blev nu

for Ludvig Reventlow eller Henrik Hoff. Der blev for­

opført. Arbejdet gik i gang i 1795, og det var omfat­

handlet med staten om tilskud, men staten havde ikke

tende, for det var ikke uden problemer at skaffe mate­

de penge, der havde været tidligere. Økonomien i Dan­

rialer. Først blev der samlet store kampesten til funda­

mark var i bund på grund af krig og underskud, og

mentet, så blev der placeret bærende bjælker, og oven

staten havde simpelthen ikke midler til at lade de gode

på det blev der muret mellem træværk. Stenene var af

intentioner fra skolekommissionen føre ud i livet.

soltørret ler.

Reventlow tog konsekvensen og satsede i stedet på en


privat opdragelsesanstalt i tilknytning til det semina­ rium, der allerede var i gang. Men Henrik opgav helt planerne om at lave seminarium. Når staten alligevel ikke som forventet kunne gå økonomisk ind i sagen, ville omkostningerne blive alt for store. Danmarks tredje seminarium kom altså ikke i gang i Silkeborg. Henrik havde været nogle år for tidligt på banen. Det var et nyt nederlag oven i problemerne med at få trafik på Gudenåen. Huset var bygget, men det kunne så bruges til andre formål. Og Marienlund med jord blev bortfor­ pagtet og drevet som ordinært landbrug. Men mange andre opgaver ventede.

Vi sælger Silkeborg

skole var også løbet ind i en blindgyde på grund af

I 1799 overtog Henrik Ryomgård fra onklen, og han fik

manglende opbakning. Bedre blev det ikke, da han og

dermed flere muligheder for at udnytte sine evner som

Marie mistede en søn.

landmand. Det betød også, at han kom til at leve og

Henrik brød sig ikke om at være på Silkeborg mere.

arbejde mere spredt og ikke kun opholdt sig i Silkeborg.

På det sidste havde der været mere modgang end med­

Året efter sagde han op som landsdommer. Silkeborg

gang, og ægteparret besluttede at flytte fra egnen. Hen­

og Ryomgård krævede al hans tid.

rik satte Silkeborg til salg, og sammen med Marie så

Men syv år efter overtagelsen af godset Silkeborg

han i stedet på lystejendomme. De valgte en smuk ejen­

begyndte det at gå galt for Henrik. Året var 1801, og

dom ved Kiel, og den opkaldte de efter Marie, ligesom

tiderne var ikke gode. Danmark var i krig med England,

Marienlund var blevet det få år tidligere. Navnet blev

og den dårlige økonomi gik ud over erhverv og handel.

Marienlust.

Samtidig fik Henrik flere problemer med sit hel­

Pengene til lystejendommen Marienlust skulle

bred. Det gik ud over nerverne, og hans periodevise

komme fra salget af Silkeborg, og det lykkedes. En

søvnløshed blev værre. Der var meget, der gik ham på.

de­cem­berdag 1804 skrev overkrigskommissær Hans

Modstanden mod hans yndlingsidé om at gøre Guden­

Peter Ingerslev og ritmester Halling under på købs­

åen prambar fortsatte, skønt han både havde investe­

papirerne, og for 200.000 rigsdaler blev de nu ejere af

ret masser af penge, energi og tid i projektet. Og hans

godset Silkeborg med skove, hovedgård, jorder, åle­

ønsker om at gøre Marienlund til et seminarium og

værk – og Marienlund. Det var 140.000 rigsdaler mere,

17


end Henrik selv havde givet for godset. Hans store ind­

mene billigt, han spekulerede og håbede, at tiderne

sats havde gjort Silkeborg til et mere attraktivt og løn­

ville blive bedre, men rentebyrden blev overvældende,

somt gods. Dertil kom mulighederne i de store skove.

og tiderne blev ikke bedre. Ejendommene kom én efter én på tvangsauktion og

Jyllands største godsejer – og den fattigste

blev solgt med store tab. I 1809 blev Henrik og Marie

Henrik og hans familie forlod Silkeborg men beholdt

to døtre. Den ældste var 11 år. Samme år blev Henriks

Ryomgård. Salget af godset havde givet økonomiske

ejendomme sat under administration, kreditorerne tog

muligheder, og Henrik Mule de Hoff kom efter få år

over, og familien Hoff tog væk fra det hele og på kur­

stærkt tilbage som godsejer og opkøbte en række god­

ophold i Wiesbaden.

forældre for femte gang, og de havde nu tre sønner og

ser. Han blev betegnet som Jyllands største godsejer,

Det var tiltrængt. Året efter, i 1810, måtte Hoff til­

men det endte alligevel dårligt. Henrik købte ejendom­

bage for at blive erklæret konkurs, ruineret af tidernes ugunst – tre år før statsbankerotten. Familien blev i første omgang i Tyskland. Senere flyttede den til Viborg, men Henrik boede det meste af tiden i København på et lille værelse, og han forsøgte sig som bladudgiver. Familien var adskilt meget af tiden, Henrik kunne ikke finde sig til rette i Viborg og måtte gang på gang tilbage til København. I 1817 døde Henrik under et besøg hos familien i Viborg. Han var en gang Jyllands største godsejer, han var en effektiv landmand og han havde været en respekteret lands­ dommer. Nu døde han i fattigdom, 54 år gammel. Hans yngste barn var da 8 år, den ældste 19. Men som stor­ godsejer havde han sat sine spor. Og i Silkeborg stod Marienlund som et håndgribeligt minde fra Hoffs stor­ hedstid.

Afbyggergården Marienlund Også under sine nye ejere, Ingerslev og Halling, havde Marienlund status som bortforpagtet afbyggergård. Det var en selvstændig gård med dyr og egen jord, men


den hørte under Silkeborg gods, og forpagterne skulle

jede Ingerslev, der betegnede sig som handels­

betale afgift til ejerne.

mand, at sælge Silkeborg, og to år senere gjorde

Marienlund havde nu næsten 300 tønder land

han alvor af det. Han solgte til købmand F. B.

un­der sig, men langt det meste var hede og skov. En

Aastrup for 600.000 rigsdaler, tre gange så meget,

del af heden kunne dog dyrkes som landbrugsjord,

som han og kompagnonen selv havde givet 10 år

men det var et stort arbejde, og det blev der taget

tidligere. Men Aastrup blev sorteper i dette spil,

hensyn til i forpagterens aftale med ejerne. Når forpag­

for nu vendte konjunkturerne, og Aastrup kunne

teren opdyrkede ny hedejord til landbrug, skulle han

ikke klare sine forpligtelser. Sommeren 1817 måt­

ikke betale noget de første to år. Men når jorden så gav

te Ingerslev tage godset tilbage.

afkast efter et par år, skulle godsets ejer have to rigs­ daler pr. tønde jord om året.

De fælder de smukkeste træer… Rasmus Petersen var hele tiden blevet boende

Godt træ fra Silkeborg

på Marienlund. Han var godsforvalter og havde

Der blev spekuleret en hel del i jyske godser først i

blot nogle år haft en anden arbejdsgiver. Nu var

1800-tallet, hvor nye ejere overtog, udstykkede og

det så Ingerslev igen, men de gode tider var

solgte jorden og i mange tilfælde fældede skovene. Det

forbi. Aastrup havde bortforpagtet hovedgår­

var der penge i, ikke mindst i fældningen af skove. Der

dens jord med mølle og åleværk, og Ingerslev

var gode priser på brænde og på skibs- og bygnings­

satsede nu på skovbruget. Det blev styret fra

tømmer som følge af Napoleonskrigene.

Marienlund: 20 save kom i gang, skovarbejdere,

Godset Silkeborg var i den forbindelse en lækker­

brændekuske og pramfolk skulle sættes i arbejde

bidsken, men få måneder efter at Ingerslev og Halling

og aflønnes, der skulle skaffes vogne, stude og

havde købt godset af Henrik Hoff, udsendte regeringen

heste. Marienlund var et slags kontor og centrum

en forordning, der delvist fredede skovene. Det var i

for det hele.

1805, og samme år blev Ingerslev eneejer af godset.

Men det kneb med at skaffe penge til det alt­

Selv boede han på Rugård på Djursland, og han lod

sammen. På et tidspunkt i 1818 havde pramfol­

derfor en betroet mand, Rasmus Petersen, stå for orga­

kene besluttet at standse fragten med brænde,

nisering af arbejdet. Han styrede handelen med bræn­

hvis de ikke fik deres penge. Ingerslev fik i sidste

de, der blev sendt på pramme ad Gudenåen til Randers.

øjeblik fat i 200 rigsdaler, og så gik det igen. Men

Det gik fint, undtagen når vandstanden var for lav eller

priserne raslede ned, skov­arbejderne rejste, fordi

vejret skidt.

lønnen var for dårlig, og skulle erstattes af nye folk.

Årene gik, og ejeren af Silkeborg lod Rasmus Peder­

Der blev spekuleret noget i huset på Marien­

sen flytte ind på Marienlund. Allerede i 1812 overve­

lund. Rasmus Petersen skulle have enderne til at

19


20

hænge sammen, og det lykkedes ham at få en aftale

Silkeborg på tvangsauktion

med skovarbejderne om, at de fik korn i stedet for

Det var svære tider og der var dybe rynker i Rasmus

penge. Der blev knoklet i skovene. Arbejderne savede,

Petersens pande. Pantsættelsen gjorde, at det var

stude trak, pramme sejlede. Men priserne blev ved

svært at finde ud af, hvem der havde ret til hvad. Men

med at være dårlige, og der var for mange om at sælge

så greb staten ind og undersøgte, om man kunne over­

træ. I september 1819 skrev Ingerslev til kongen for at

tage hele Silkeborg og indfri de andre kreditorer. Det

få ham til at overtage Silkeborg. Staten var den største

blev en stor og grundig undersøgelse, og den vurde­

panthaver, men der var flere, og nu begyndte de at gøre

rede Silkeborg ret lavt.

udlæg. Én af dem var major Rothe, der havde pant i

Alligevel anbefalede den, at staten overtog godset,

Sønderskoven. En decemberaften i 1819 satte godsfor­

for at man kunne bevare og frede skovene. Hvis sko­

valteren sig ved tællelyset i Marienlund og skrev bekla­

vene kom på forskellige ejeres hænder, ville de sand­

gende til Ingerslev, at Rothe bare ville have penge ud

synligvis efterhånden være dødsdømte, og allerede nu

af det og nu havde fældet skovens smukkeste bøge­

trængte de til fred og ro efter flere år med voldsom

træer, som var en særlig og sjælden art, der altid blev

skov­drift.

vist til fremmede. Nu var de fældet og solgt til lavpris.

Det blev afgørende. Det var ikke hovedgården, Marien­

Det var sørgeligt.

lund eller jorderne, der betød noget for staten. Det var


ønsket om at bevare Silkeborgskovene. Staten overtog

parret blev indlogeret på Hovedgården, mens kron­

nu det hele. Det foregik ved, at staten formelt lod Sil­

prinsen og hans tjenere flyttede ind hos Ole Ploug i

keborg gå på tvangsauktion i juli 1823 og her over­tog

dagene fra 27. juli til 1. august. Egentlig skulle den

godset.

31-årige kronprins være blevet længere på Marienlund,

Marienlund var blevet statens ejendom, og gods­

men så kom der dårlige nyheder til Silkeborg og ikke

forvalteren og hans familie flyttede. Det var nu 25 år

mindst til kronprinsen på Marienlund. Hans mor, kon­

siden, at Henrik de Mule Hoff havde ladet Marienlund

gens første hustru, var død. Hun hed Charlotte Frede­

opføre. Og gården havde i disse år haft tre private

rikke, og hun var mange år tidligere blevet skilt fra

ejere, før den blev statsejendom.

kongen, fordi hun havde indledt et forhold til en schweizisk koncertmester. Nu kom der ridende et bud

Kronprinsens besøg

til Ma­rienlund med de dårlige nyheder. Besøget blev

I nogle år var Marienlund igen bortforpagtet som ordi­

straks afbrudt, men det var nu ikke sidste gang, Frede­

nært landbrug, men i 1831 lod staten sin godsforvalter

rik kom til Marienlund. Da han senere blev konge, kom

Ole Ploug Knudsen flytte ind i det smukt beliggende

han igen for at gå på jagt.

Marienlund. Ole Ploug Knudsen var fynbo og havde den fornemme titel af kongelig godsforvalter. Han var født

Kort lykke på Marienlund

i Assens i 1803 som købmandssøn, og han var således

En dag fik Ole Ploug et godt øje til datteren på Graubal­

kun 28 år, da han flyttede ind på Marienlund. Ole Ploug

legård, Severine Elisabeth, og i 1844 blev de gift i kirken

var ungkarl, måske fordi han havde haft travlt med sin

hjemme i Assens. Ole var da 41 år og hans brud 31 år,

karriere. Som 21-årig tog han eksamen som jurist, og

så det var ikke et helt ungt ægtepar, der flyttede sam­

han havde først været forvalterfuldmægtig i seks år og

men på Marienlund. Brylluppet stod den 16. februar

siden forvalter et par år. Nu blev han pr. 1. maj 1831

1844, og lykken blev kun kort.

kongelig forvalter ved Silkeborg hovedgård, gods og skove.

Ole Ploug Knudsen døde godt et år senere, den 9. april 1845. Der lød ingen barneskrig i Marienlunds stue­

Unge Ole Ploug boede alene på Marienlund nogle

hus i denne omgang, tværtimod var der sorg og tårer.

år, mens han passede sit forvalterarbejde. Skønt selve

Og den unge enke fik kun mulighed for at blive boende

gården ikke var særlig stor, var den næst efter hoved­

i kort tid, for nu skulle Marienlund bruges til andre

gården den mest præsentable i Silkeborg, smukt belig­

formål. Severine Elisabeth flyttede fra gården og ind til

gende omgivet af skov og hede og tæt på søen. I som­

Silkeborg. Hun døde seks år senere som 37-årig.

meren 1840 kom der fint besøg hos Ole Ploug. Kong Christian 8. og dronning Caroline Amalie kom til Silke­ borg sammen med sønnen, kronprins Frederik. Konge­

21


22


23

GlSkov-bog-kap2  

H enrik fandt et egnet sted, og der blev udstykket 16 Vi sælger Silkeborg

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you