Page 1

5. MAJ 1945 – 9. FEBRUAR 1962 VAGTTJENESTE TIL FODS 1945

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


2

VAGTTJENESTE TIL FODS 1945 Femte maj 1945 - Danmarks befrielse! Det nazistiske Tyskland kapitulerer overalt, i Danmark over for feltmarskal Montgomery's sejrrige tropper, der rykker mod grænsen gennem Holland og Nordtyskland. Engelske tropper i København - endelig får vi dem at se, disse sagnomspundne ørkenrotter og »red devils«, der i årelang udholdenhed fravristede Hitler verdensherredømmet. Tyske tropper afleverer våbnene og marcherer mod syd, krigstrætte og nederlagsbevidste, mange tynget af en urolig samvittighed og knugende angst for fremtiden. Jubelen er ubeskrivelig i Danmarks folk, modstandsbevægelsen træder frem og overtager indtil videre ansvaret for lov og orden. Den Danske Brigade overføres fra Sverige til Helsingør; kun enkelte steder således ved Vesterport i København over for tysk hjælpepoliti, der sætter sig til modværge - får denne hårdttrænede eliteenhed lejlighed til i kamp 6. maj at vise sin færdighed. I Næstved tog foreløbig modstandsbevægelsens byleder, officiant, senere kaptajn Frits Larsen, kommandoen og lod Gardehusarkasernen bevogte af frihedskæmpere. Men snart kom oberstløjtnant F. B. Alten til stede som kasernekommandant sammen med enkelte andre officerer. I slutningen af maj udgik generalkommandoens ordre over radioen, at samtlige officerer, der ikke havde kommandofunktioner under modstandsbevægelsen, snarest skulle melde sig i deres garnisoner; og nu kom også Gardehusarregimentet og -kasernen i gang. Oberstløjtnant Fog vendte tilbage til regimentet fra sin post som militær amtsleder i Sorø, hvor han havde haft til opgave at opbygge modstandsbevægelsen, og 25. maj udgaves den første regimentsbefaling med meddelelse om regimentsstabens genoprettelse og tak til civile og de to kirker, der under krigens sidste år havde opbevaret en del af regimentets beholdninger og genstande ikke mindst de to estandarter - og derved bevaret dem fra tysk misbrug og ødelæggelse. Kasernen var kun til at genkende på afstand; på nært hold var ødelæggelsens vederstyggelighed det mest iøjnespringende. Beskadigelserne fra 1943 vekslede med opgravede plæner, misligholdte og utroligt snavsede kvarterer og en syndflod af de mest forskelligartede tyske efterladenskaber. Længe anvendt liggehalm, gamle reglementer, sprængstoffer, italienske karabiner og ekstatiske »Führerbefehle til de tyske officerer flød overalt, og et grundigt oprydnings- og rengøringsarbejde måtte snart iværksættes. 30. maj var frihedskampens armbind aflagt og tilhørsforholdet til Danmarks genoprettede hær præciseret ved udelukkende bæring af uniform 1923 ; samme dag gennemgik regimentschefen situationen ved en parole for officererne. Kasernens sidste beboere - ungarske husarer - var lydige og meget medgørlige under deres korte internering. Deres ridefærdighed og rørende omsorg for deres heste kunne ikke andet end gøre indtryk på gardehusarerne, som vidste, at Ungarerne var i en frygtelig situation; den tyske besættelse af Ungarn var jo ikke endt med befrielse, men med russisk besættelse og underkuelse. Til foreløbig bestridelse af vagt- og arbejdstjeneste genindkaldtes 1. juni 500 gardehusarer og trainsoldater, som formeredes i tre eskadroner under kommando af ritmestrene O. Stenkov, E. A. B. Resen Steenstrup og N. E. Leschly. De iklædtes svenske uniformer, som brigaden så forsynligt havde medbragt i overskud,

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


3

naturligvis med reglementerede danske distinktioner, og udrustedes med svensk karabin og rekylgevær. De overtræksbluser og -benklæder, der hørte til uniformen, døbtes snart blandt folket: Militære kravledragter. Som befalingsmænd indkommanderedes efterhånden et stort antal officerer og underofficerer af reserven, der på grund af manglen på liniebefalingsmænd måtte ligge til tjeneste i ca. et år. De værnepligtiges tjeneste varede 5 måneder og gik mest med bestridelse af den megen vagttjeneste i og uden for garnisonen.

Frihedskæmpere paa Gardehusarkasernen den 10. maj 1945 Kaptajn Frigast

Fra 5. juni indførtes beredskabsbestemmelser, der først forbød lørdag-søndagsorlov uden for garnisonsområdet, men snart lempedes til at tillade orlov til hjemmet for 25, senere 50 pct. af styrken.8. juni afholdtes en smuk mindegudstjeneste i Sct. Peders kirke i Næstved for de faldne, og samtidigt afhentedes regimentets estandarter, der havde været opbevaret i hhv. Sct. Peders og Sct. Mortens kirke. Først 27. juni kunne man på passende måde bisætte den henrettede sekondløjtnant Lennart greve AhlefeldtLaurvigLehn på Egense kirkegård under deltagelse fra regimentet ved ritmester Aa. Jansen og regimentsadjutanten, kaptajnløjtnant Münter.

Som nævnt bestod hærens første opgave i bevogtning, bl. a. af grænsen, af efterladte tyske anlæg og beholdninger, af østtyske flygtninge o. a. for at vise omverdenen, at Danmark igen var et frit, stabilt land, der uden fremmed hjælp på ny kunne udøve sin naturlige jurisdiktion. Regimentet afgav 18. juni en motorvognskolonne til trainafdelingen, der forestod vigtige transporter af materiel under oprydningsarbejdet. 20. juni afgik 1. eskadron med halvdelen til Korsør under ritmesterens kommando, halvdelen til 1. regiments kaserne i Høvelte under næstkommanderende for at varetage bevogtningen der. I Høvelte-Sandholm lejrene samledes efterhånden et betydeligt antal tyske flygtninge, som administreredes internt af civilbeskyttelsens udrykningstjeneste (CBU), mens gardehusarerne tog sig af den ydre bevogtning. Men hæren overtog ikke selv de bevogtede tyske beholdninger, der betragtedes som allieret ejendom og administreredes af Englænderne. 27. juni overførtes endvidere 20 gardehusarer fra 1. eskadron til København for under 21. bataillons kommando at deltage i bevogtningen af Alsgades skole, hvor et stort antal allierede fanger var interneret. 21.-23. juli overtog kommandoer af Gardehusarregimentet bevogtningen af Bøtø flyveplads ved Gedser og Priorskov magasiner ved Nykøbing Fl., og 3. eskadron ritmester A. K. E. Jensen - rykkede til Haslev, hvor hele fem store lokaliteter var belagt med tyske flygtninge; den afløstes 1. september af 1. eskadron.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


4

Bevogtningstjenesten var ikke nogen forfriskende tjeneste for gardehusarerne. De tyske flygtninge - jaget fra hus og hjem af krigen, forarmede, interneret på fjendtligt område og uden håb for fremtiden - optrådte i deres fortvivlelse ofte holdningsløst og provokerende både indbyrdes og over for bevogtningsmandskabet; og den megen vagttjeneste - ofte hver anden dag - sløvede mandskabet og gav anledning til talrige straffe.

Besættelsesmagten forlader Gardehusarkasernen

Men mange opmuntrende begivenheder fandt også sted. 30. juni fejredes årsdagen for folkestrejken 1944 med halv fridag; på Valdemarsdagen afholdtes flaggudstjeneste i Næstved og 6. juli højtideligholdtes som tidligere. I begyndelsen af juli tildeltes soldaterne ekstra tobaksrationer, og en stor flagparade markerede 26. september H. M. Kongens fødselsdag. De svenske våben med tilhørende udrustning var kun midlertidige og slog kun til for den genindkaldte styrke. Da kommende indkaldelser skulle ske på basis af den udrustning, der var leveret fra England til »10 lette batailloner«, oprettedes i juliseptember en række kurser for befalingsmænd til oplæring i brug og vedligeholdelse af engelsk materiel. 10.-16. juli gaves ved ingeniørregimentet og trainafdelingen undervisning i henholdsvis engelske våben og engelske motorkøretøjer, og fra slutningen af juli til begyndelsen af august blev de nye eskadroner hjulpet i gang af et engelsk instruktørhold på to officerer og ti underofficerer, som gjorde tjeneste ved regimentet. I august og september var der kursus for et mindre antal befalingsmænd i kørsel med og vedligeholdelse af engelske, terraingående køretøjer (universal carriers), og omtrent samtidigt (september) gennemgik et stort antal danske officerer - heriblandt flere fra regimentet - en engelsk »battle school« i Jægerspris for at lære den nye taktik for små enheder, der var udviklet under krigen. De nye rekrutter - i alt 455 - stillede 18. juli. De fik uniformer af engelsk tilvirkning med danske kendemærker, engelske rekylgeværer, geværer og maskinpistoler og formeredes i tre nye eskadroner - 4., 5. og 6. - hvor de endnu måtte uddannes som rekylgeværmandskab til fods i en 1. kl. til 12. august med påfølgende 2. kl. til 31. oktober. Begejstringen blandt officererne for den engelske indsats under krigen og for den britiske hær var stor; i oktober måtte det indskærpes, at man fulgte det danske eksercerreglement, da »eksercitsen mange steder synes påvirket af det engelske ceremoniel«. 29. august 1943 stod for mange i tydelig erindring. I juni påbegyndtes en indsamling blandt alt personel ved regimentet til en mindesten på kasernen for premierløjt-nant P. A. Hansen-Nord og en mindetavle for sergent S. A. J. Andersen samt gardehusar 415/42, Andreassen (Hylleholt); sidstnævnte var blevet dræbt af

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


5

et vådeskud under interneringen i 1943. Mindesten og -plader afsløredes ved en mindehøjtidelighed på kasernen 29. august 1945. Også befalingsmandsuddannelsen kom snart i gang. De rekrutter, der var udtaget som befalingsmandselever samledes i slutningen af september i særlige elevkommandoer, og 1. november begyndte rytteriets kornetskole med ikke mindre end 48 elever fra Gardehusarregimentet, mens 37 korporalselever samt de tropslærere, der var udtaget blandt de genindkaldte, uddannedes ved en tropslærerskole ved regimentet; korporalsuddannelsen fortsatte sideløbende med tjenesten ved de nye rekruteskadroner i november.

G.H.R. panservogn »F.P.I« fundet af frihedskæmpere under Vesterport. Ved vognen sekondløjtnant Holger Buch på V-dag den 8. maj 1945

Af regimentets heste var intet spor tilbage. De dejlige rideheste havde som følge af begivenhederne måttet trælle i fjendens tjeneste på Østfronten og var vel for det meste gået til. Nogen erstatning fandt man i de heste, som Tyskere og Ungarere havde efterladt, og hvis antal ved regimentet i august beløb sig til 350. Herudover indkaldtes 27. juli 20 udstationerede danske heste som grundlag for et ridekursus for faste befalingsmænd, der ønskede at deltage i konkurrencer. Kursus sluttede 28. september, hestene fordeltes som sportsheste til de pågældende ryttere, og regimentets officerer og andre faste befalingsmænd kunne atter drive deres kæreste idræt, som havde haft - og stadig har - så stor betydning for opretholdelsen af rytterånden. Under påvirkning af den velfærdstjeneste, der under krigen var opstået i de allierede hære, samledes 6. september regimentets første fritidsudvalg - to gardehusarer fra hver eskadron - til møde. Det aktive udvalg kunne allerede 14. september med støtte af »Folk og Værn« afholde den første regimentsunderholdning, som snart efterfulgtes af flere oplivende arrangementer. Regimentschefen, oberstløjtnant H. M. A. Fog, og oberstløjtnant, H. H. Prins Viggo, udnævntes 17. september begge til oberster med tjenestealder fra henholdsvis 1. december 1944 og 1. september 1945. 30. oktober 1945 afholdtes Danmarks første folketingsvalg efter krigen. Befalingsmænd og gardehusarer med andet afstemningssted end Næstved deltog heri ved indsendelse af stemmesedler. De genindkaldtes trængselstid var snart forbi; 31. oktober hjemsendtes alle genindkaldte værnepligtige, og 20. november mødte igen 640 nye rekrutter, som fordeltes på fire nye opklaringseskadroner - 1., 2., 3. og 7.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


6

- som i hvert fald delvis skulle motoriseres. Ved modtagelsen af disse rekrutter underkastedes de for første gang psykologiske prøver med henblik på udviklingen af det prøvesystem, som i dag er en stor støtte ved udvælgelse af befalingsmandsemner og specialister. Regimentet havde nu hele syv samtidigt tjenstgørende eskadroner under sin kommando, hvilket var en hård belastning for de altfor få befalingsmænd og gav anledning til en stærk overbelægning af kasernen. 1. november overtog regimentet endnu en vagt - flygtningelejren ved Karrebæksminde - som krævede 18 gardehusarer dagligt, og som på grund af lejrens udstrækning, det store antal flygtninge og den mangelfulde belysning om natten viste sig meget vanskelig at bestride tilfredsstillende. 22. december begravedes krigsassessor Danholt under honnør fra regimentet. Den stoute rytter tog hver dag sin ridetur lige til han blev 90. For os, der havde kendt krigsassessoren, var det atter en påmindelse om, at de gode gamle ryttertider så småt ebber ud. For første gang gaves ved regimentet juleorlov i to perioder - henholdsvis omkring jul og nytår-så alle kunne komme hjem under en af højtiderne og slappe af til de kommende strabadser. Denne orlovsform er siden blevet fastholdt.

PÅ HJUL IGEN Denne periode blev karakteriseret ved hårdt arbejde, forskelligartede opgaver og store forventninger. Ret hurtigt faldt regimentet på plads under de ændrede organisatoriske forhold, mens det målbevidst stræbte efter at bevare førkrigstidens værdifulde traditioner og sædvaner. Om krigstjeneste til hest var der ikke længere tale. Ganske vist havde heste også under 2. verdenskrig gjort god fyldest; de tyske rytterregimenter havde således reddet situationen under fremrykningen gennem

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


7

Pripjet‑sumpene, hvor så mange af de motoriserede enheder var kørt fast eller havde været bundet til de få veje. Ved Rostov havde så sent som 1943 et italiensk kavalleriregiment ved regelret attaque kastet en russisk bataillon ud af en kornmark, og russiske kavalleri‑divisioner havde under fremrykningen gennem Polen og Østtyskland ydet panserkorpsene uvurderlig støtte. Men i det let fremkommelige danske terrain med dets mange veje kan hestene ikke længere følge de motoriserede styrker, og under de begrænsede operationsforhold på det lille landområde udgør de altfor store mål for den automatiske ild, man overalt må påregne at møde. I Vesteuropa havde de allierede da heller ikke under kampene 1943‑45 gjort brug af heste. Til regimentets hoftjeneste er hestene derimod uundværlige, ligesom de er grundlaget for den fornemste og mest udviklende sport. De bevaredes derfor indtil videre i en særlig bereden eskadron, ordonnanseskadronen kaldet. I øvrigt ventede man på den nye hærlov, til hvilken der allerede under krigen var gjort forberedende arbejder. Men grundlaget for Danmarks fremtidige udenrigspolitik ‑ og dermed forsvarspolitik ‑ var endnu uafklaret, og derfor tøvede man med at fastlægge hærens kommende organisation.

Gardehusarregimentets officerskorps fotograferet ved Kong Christians X's begravelse den 30. april 1947

Disse forhold voldte store vanskeligheder. Ulysten til at slippe de gamle, faste bestemmelser, før nye var udarbejdet, krydsedes med nødvendigheden af stadigt at ændre og føje til bestemmelserne under de nye omstændigheder, og resultatet blev alt andet end overskueligt. Ihærdigt søgte man ved regimentet at

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


8

knytte de gamle stameskadroner ‑ som efter gældende lov af 1937 stadig var regimentets hovedbestanddele sammen med de nyoprettede eskadroner, der under helt ændrede og ideligt skiftende forhold troligt førte stameskadronernes arkiver videre. Nogen egentlig mobiliseringsplan fandtes ikke ‑ bl.a. fordi så mange hjemsendte årgange ikke kunne betjene det nye materiel ‑ men naturligvis fandtes planer for, hvad der skulle ske i tilfælde af mobilisering. To ting stod dog fast: Nu skulle enhver ung dansk mand aftjene sin værnepligt ‑begrænsningen fra før krigen i rekrutstyrken ved »frinumre« var slut ‑og alle skulle have samme tjenestetid af en længde, der sikrede både en forsvarlig uddannelse og en passende overgribning i beredskabet. Tjenestetiden blev ca. et år med et halvt års forskydning mellem eskadronerne, således at der til enhver tid fandtes to til tre uddannede eskadroner ved regimentet. Efterhånden som de »små årgange« fra slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne, hvis fåtallighed skyldtes den tids tendens til at foretrække bil for barn, meldte sig, gik rekrutstyrken betydeligt ned. Fra 470 i juni 1946 var den i november 1950 sunket til 235. For kasernen betød det dog hele tiden en sundhedsmæssigt betænkelig overbelægning, og de faste officerer, befalingsmænd af officiantgruppen og underofficerer var alt for få til alene at bestride tjenesten. Man måtte derfor i endog meget høj grad klare sig med sekondløjtnanter ‑ navnlig som delingsførere ‑ der udnævntes efter ca. et halvt års tjeneste som kornetter i geleddet; men også deres antal gik efterhånden ned. På kornetskole sendte regimentet i april 1946 i alt 40 elever, i november 1950 var tallet sunket til 10. Trods deres ungdom og manglende erfaring som officerer gjorde sekondløjtnanterne i disse år en effektiv og meget påkrævet indsats ‑ ofte under vanskelige forhold. Året begyndte atter med nytårsparade og fra 1948 genoptoges officerskorpsets nytårscour hos H. M. Kongen 1. januar. I januar 46 modtoges første gang det hæderstegn for god tjeneste ved hæren, som nyligt var indstiftet af Kongen. Det uddeltes til afskedigede befalingsmænd ved en parade i februar s. å. Efter i februar 46 at have fået sine gallauniformer tilbage fra opbevaring på tøjhusmusæet, var regimentet atter rede til at varetage sine vagtopgaver, som bl. a. omfattede vagt til fods med en løjtnant og 8‑9 gardehusarer ved de kgl. aftenselskaber i januar‑februar, af og til tillige ved den store lykønskningscour i begyndelsen af januar. Lignende vagtkommandoer stilledes i anledning af de talrige gesandt‑ og ambassadørmodtagelser ‑ 1958 hele 13 ‑ som bl. a. var følgen af oprettelsen af talrige nye, selvstændige stater uden for Europa. Rekrutternes sommerhold mødte i maj, vinterholdet i november, og fordeltes i 46 og 47 til de tre eskadroner, der kort forinden havde hjemsendt mandskab. Fra november 47 uddannedes de ved en samlet, motoriseret rekrutskole i ca. tre en halv måned, men fra maj 49 gik de atter direkte til deres kommende eskadron. Undtaget herfra var de beredne rekrutter, som helt og holdent uddannedes ved og tilhørte ordonnanseskadronen. Meningerne om den samlede rekrutskole var delte, nogle fremhævede de fordele, man opnåede i besparelsen af speciallærere m. m. samt uddannelsens ensartethed, andre betonede ulemperne ved, at chef og befalingsmænd ikke lærte deres folk godt nok at kende. De psykologiske prøver, der var indledt i 1945, var foreløbig frosset fast i et lille hæfte ‑ »Personlige oplysninger« ‑ som udfyldtes af rekrutterne straks ved mødet, imens udarbejdedes det nuværende prøvesystem, som fra 1953 anvendes

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


9

den dag i dag. Rekruttiden varede ca. et halvt år, hvorefter rekrutterne skulle være uddannet til at overtage gavntjenesten i beredskabet fra de eskadroner, som hjemsendtes omtrent samtidigt. Udover den samlede rekrutskole bød 1948 også på andre eksperimenter, idet 6. og 7. eskadron en overgang sloges sammen til en vagteskadron, som varetog vagttjenesten i garnisonen og de talrige arbejdsafgivelser. Også de mange afgivelser uden for garnisonen trak store veksler på regimentets styrke og nedsatte eskadronernes kampkraft. I april 47 afgaves således Talt 61 gardehusarer til tjeneste uden for Næstved. I øvrigt udspecialiseredes uddannelsen en tid yderligere i en særlig »eleveskadron« (befalingsmandselever), en »kursuseskadron« m. v. Systemet blev senere forladt, men genfindes i stærkt modificeret form i nutidens rekruteskadroner, køreskole o. 1. Rytteriets første sergentskole efter krigen med fire elever fra Gardehusarregimentet ‑ et tal, der siden holdt sig nogenlunde konstant ‑ begyndte 5. maj 47, og regimentets første fem løjtnantselever gik på løjtnantsskole allerede 4. november 46. I sommeren 46 og efteråret 47 oprettedes underdyrlægeskolen atter ved regimentet.

Gardehusareskorte på Amalienborg slotsplads ved den islandske præsidents besøg den 5. april 1954

Udlevering af skydepræmier og skyttetegn var i dette tidsrum fra 1946 henlagt til april‑maj, der også rummede andre glædelige begivenheder for de værnepligtige. Både påske‑ og pinseorlov kom fra nu af ligesom juleorlov til at omfatte to perioder hver, hvorved man sikrede både beredskabet i garnisonen og en ligelig orlovsfordeling til de værnepligtige, men uddannelsen måtte i disse dobbelte orlovsperioder friste kummerlige kår. Den særlige orlov til værnepligtige landboere indledtes i 46 med en 14 dages såtidsorlov,

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


10

der kunne gives i april måned. Den fulgtes senere af høstorlov, indtil systemet greb for voldsomt om sig ‑ og orlovsbegrundelsen kunne jo være lidt svær at verificere. Så erstattedes disse orlover med, at mandskab i fornødent omfang stilledes til rådighed for de lokale arbejdsanvisningskontorer, hvorved landet blev dækket i så‑, roearbejds‑ og høsttiden til stort fortræd for den militære uddannelse, der led ‑ og lider ‑ betydelige afbræk. Vagteskadronen i Haslev blev allerede trukket hjem 12. marts 46, og i februar 47 ophævedes regimentets vagter ved Masnedøfortet og i Karrebæksminde. Det hilstes med glæde, thi vinteren 47 var så bidende kold, at der måtte udleveres filtstøvler til motorvognsførere, motorordonnanser og vagtmandskab. Vagttjenesten uden for garnisonen fik imidlertid fra juli 46 endnu et par udvidelser. Den danske Brigade fra Sverige var blevet afløst ved grænsen af hærens styrker, og regimentet fik nu den ære at deltage heri; det blev 1. eskadron under kaptajnløjtnant P. M. Jespersen, der fik den vanskelige opgave. Bevogtningen foregik over meget bred front og var anstrengende. Fra det kaotiske Tyskland søgte mange grænseoverløbere mod det forjættede Danmark, hvis bedre forsyningssituation desværre kun var alt for godt kendt af Tyskerne, og smuglerier hørte til dagens orden. Fra april 48 begyndte desuden afgivelserne til vagt i København med en eskadron ad gangen i perioder af ca. tre ugers varighed. Københavns garnison var ‑ med undtagelse af Livgardens vagtstyrke ‑ nu næsten rømmet, og i betragtning af den hurtighed, hvormed et kupagtigt overfald evt. ville kunne iværksættes mod hovedstaden med moderne militære styrker ‑ og med 9. april 1940 i erindring ‑ anså man det for påkrævet til stadighed at råde over mindst en underafdeling, direkte under kommandanten i København. Perioden var i øvrigt rig på særlige begivenheder ‑ både glædelige og tragiske. Udnævnelser og afskedigelser var i disse år så talrige, at regimentet næsten skiftede ham. 7. marts 46 udnævntes stabsofficiant H. O. Hansen til korpsofficiant, og på samme tid udnævntes en del officerer o. a. befalingsmænd, der var udpeget på grund af særlig indsats under modstandsbevægelsen. Efter kursus på modstandsbevægelsens skole i Jægerspris og et års kursus på hærens officersskole overgik de fleste af dem til linien. Hertil kom lieutenant i den britiske hær, løjtnant af reserven J. P. Jensen, som under krigen havde gjort tjeneste ved den britiske Special Air Service og blandt andet havde sprunget med faldskærm over Danmark. Han havde særlige erfaringer i opklaring med jeeps og var derfor tildelt regimentet. H. M. Kong Christian X afgik ved døden 20. april 1947. Budskabet om vor allernådigste Konges bortgang bragte tårer i øjnene hos alle; overalt følte man sig grebet af den respekt og dybe hengivenhed, som Kongen ikke mindst på grund af sin rolige og modige holdning under krigen altid havde været genstand for. 25. april deltog regimentschefen med tre af regimentets løjtnanter i æresvagten ved Kongens båre, og 30. april ledsagede bl. a. regimentets eskorte under kommando af ritmester Buchholtz‑Nielsen Kongen til det sidste hvilested. 27. september 47 inspiceredes regimentet for første gang af H. M. Kong Frederik IX.Danmarks Rigsdag åbnedes 7. oktober 47 i overværelse af H. M. Kongen ved hvilken lejlighed kaptajnløjtnant T. Tryde paraderede med 40 heste i rigsdagsgården. I juli 46 bestemtes, at livrem og sidevåben (bajonet) skulle bæres, når kappen var anlagt; grundet på manglende livremme ved regimentet blev bestemmelsen aldrig ført helt ud i livet, og allerede maj 47

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


11

ændredes bestemmelsen desværre til, at disse udrustningsgenstande ikke længere skulle bæres til udgangspåklædning. I december 47 fik officerer og befalingsmænd af officiantgruppen nyt kgl. navnetræk ‑ Kong Frederik IX's ‑ til bæring på brystlommen. I december 48 kom en ny panservognshue, baret med polstret kant i khaki, til forsøg. Regimentets nye afdelingsmærke ‑ den dykkende falk ‑ anlagdes fra 15. juni 49 på uniformskraven, hvor hidtil kun faste befalingsmænd havde båret deres respektive gruppemærker.

Fra Gardehusarkasernen

Fra marts 46 formeredes den stabseskadron og opklaringseskadron, som påregnedes afgivet til en dansk besættelsesdivision i Tyskland, med engelske motorkøretøjer og med 57 mm panserværnskanon i lighed med de engelske reconnaissance squadrons, der indgik i den britiske infanteridivision, og forberedtes til afmarch. Samtidigt udtoges også ved regimentet værnepligtige til tjeneste ved militærpolitiet i Tysklandsstyrken. Imidlertid trak divisionens opstilling ud, og først over et år senere afgik regimentets første Tysklandseskadron til den nu til brigade reducerede Tysklandsstyrke. I oktober 46 ankom de små to‑mands spejdervogne med maskingevær, 7 tons Humberpanservogne med 37 mm kanon og maskingevær og 18 tons Staghound‑panservogne med 75 mm kanon; de kom indtil videre til at danne grundlaget for regimentets opstilling som opklaringsregiment. Det vakte nogen skuffelse, at regimentet

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


12

således henvistes til disse allerede da forældede køretøjer ‑ kaliber 37 mm var forladt af Tyskerne i 1941, af Englænderne i 1942 ‑ i stedet for snarest at komme i besiddelse af kampvogne af de typer, der under krigen så ofte havde bragt afgørelsen på Europas og Afrikas slagmarker. Det vigtigste var dog, at man nu fik pansret materiel overhovedet, med hvilket motortjeneste, marcher, bivuak, skydning og radiotjeneste kunne indøves; og det bør fremhæves, at uden dette materiel ‑ hvis tilvejebringelse ikke mindst skyldtes en meget ihærdig indsats fra generalinspektøren for rytteriet ‑ville den tilvænning til og opøvelse i motorkøretøjers brug, som var forudsætning for den senere overtagelse af kampvognene, ikke være blevet opnået. De engelske radiostationer, som fulgte med køretøjerne, voldte i begyndelsen vanskeligheder ‑ mere, fordi de krævede en grundigere signaluddannelse, end regimentet dengang kunne give, end på grund af materiellets kvalitet. Fra oktober til januar 47 blev regimentet hjulpet i gang med panservognene af engelske instruktører.

Gardehusarregimentets officerskorps 1948

Opklarings‑ (panservogns‑) eskadronerne opstilledes efter britisk forbillede hver med kommandodeling, to‑tre opklaringsdelinger, en‑to skyttedelinger på (senere pansrede) lastvogne og en tung deling med Staghound‑panservogne; opklaringsdelingen var på to spejdervogne og to Humber‑vogne. De ikke særligt terraingående panservogne kunne kun anvendes til egentlig opklaring eller udvigende kamp på vej; til angreb eller forsvar, selv i førkrigstidens for rytteriet begrænsede omfang, var de mindre anvendelige, bl. a. på grund af den ringe pansertykkelse i forbindelse med Humber'ens høje silhouet, der gjorde den meget

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


13

sårbar over for fjendtlig beskydning. De gav imidlertid anledning til talrige kurser og tjenesterejser for regimentets befalingsmænd både i Danmark og Tyskland, til oplæring i deres brug og den britiske opklaringstaktik; således fra februar 48 i skydning med panservognskanon på artilleriskydeskolen. 18. juni 47 afgik 4. eskadron under ritmester L. Münter som den første til Tyskland. Den vendte hjem 14. oktober, og en ny 4. eskadron afgik et år senere under ritmester P. Jorck‑Jorckston, der afløstes 10. april 49 af 6. eskadron under ritmester A. J. C. Møller.

Ritmester C. A. Friis Generalinspektør for pansertropperne (rytteriet) 1945 – 1961 I oktober 50 var det igen 6. eskadron, denne gang under ritmester N. E. Leschly, der meldte sig ved den nu reducerede brigade, som havde fået navnet »Det danske Kommando i Tyskland« og nu var forlagt fra Oldenborg til Itzehoe i Holsten. Det var med en ejendommelig følelse af historisk kontinuitet, at disse eskadroner betrådte tysk jord som besættelsesstyrker, tilmed i det Nordtyskland, der rummede så mange minder for regimentet. Flittigt besøgtes da også de gamle valpladser, hvor regimentets »holstenske eskadroner« ‑ 2. og 6. ‑ havde indlagt sig hæder. Uddannelsesforholdene i Tyskland var langt bedre end i Danmark, og Tysklands eskadronerne var ustandseligt på øvelse med andre allierede styrker ‑ især norske og engelske ‑ på de store tyske øvelsespladser ved Paderborn og Sennelager. Man var dog ikke længere hjemmefra, end at man i en periode med en panservognsradio daglig stod i forbindelse med kasernen i Næstved. Hertil kom, at Tysklandseskadronen efter bestemmelserne skulle være fuldt enkadreret og udrustet til sidste gamacheknap. For eskadronen var det en uvant behagelighed med så mange befalingsmænd, men for regimentet iøvrigt betød det endnu et alvorligt træk på de i forvejen for få befalingsmænd i garnisonen.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


14

Fægtningsskydningerne foregik stadig i Jægerspris og i Melby, men var nu spredt over et længere tidsrum som følge af, at skydeterminerne skulle bruges af de sjællandske afdelingers nu langt større styrker. Ved regimentet begyndte de allerede i marts og fortsattes i juni juli, ofte til hen på efteråret, men havde ikke længere det festlige præg som før krigen. Man skød navnlig stationære skydninger i deling og med enkelte våben; de få eskadronsøvelser måtte udregnes nøje og omhyggeligt begrænses, da disse terminer i virkeligheden ikke længere var tilstrækkelige til de nye våben. En stadig kilde til ærgrelse var de fiskere, som ud for Jægerspris‑terrainet ofte lod hånt om trufne aftaler og givne bestemmelser, sejlede ind i farezonen og forsinkede skydningerne i timevis. Den tendens, hæren før krigen havde haft til at samle udrykninger og større øvelser om sommeren og efteråret og derefter gå lidt »i vinterkvarter«, var nu ganske forsvundet. Året rundt holdtes regimentsfelttjeneste og samøvelser mellem eskadronerne indbyrdes, ligesom gruppeøvelser med f. eks. 5. regiment. I marts 47 genoptog sjællandske division sine vinterøvelser, hvori regimentet deltog med een eller to opklaringsafdelinger, hver sammensat af to til tre eskadroner (suppleret af befalingsmandsskolerne). Øvelser der i marts 50 erstattedes med kantonnementsøvelse på Fyn, hvortil regimentet sendte 3. eskadron. I august‑september fandt divisionsøvelserne sted. I 1947 foregik de i garnisonens umiddelbare nærhed i Sydvestsjælland, i 48 på Lolland og i 49 deltog 7. eskadron i jydske divisions øvelser mellem Esbjerg og Kolding. I denne periode blev der redet to eskorter. 17. februar 48 førte ritmester L. Münter den første efter krigen i anledning af Kong Haakon af Norges besøg ved det danske Hof, og 9. marts 48 førte ritmester E. A. B. Resen Steenstrup eskorten under Kong Gustav af Sveriges besøg. 5. april 49 bisattes generalløjtnant H. kgl. H. Prins Harald fra Roskilde Domkirke. En god og trofast ven og beskytter af regimentet, som altid havde båret dets uniform, var gået bort. Regimentet stillede et æreskommando såvel i kirken som til hest udenfor. Hele verdens store sejrsparade afholdtes 8. maj 49 i London. Sergent D. Højgaard, der under krigen havde været medlem af BOPA, var blandt de få heldige, der repræsenterede Danmark under paraden. 7. december 1949 udnævntes oberst H. H. Prins Viggo til generalmajor; selv om Prinsen således tjenstligt forlod regimentet og ansattes ved generalkommandoen, har regimentet dog stadig nydt godt af Hans Højheds bevågenhed og trofasthed og Prinsen betragtes af alle som hørende til regimentet. I marts 48 opskræmtes verden, da konturerne af de storpolitiske problemer og farer, vi stadig må se i øjnene, tegnede sig i horisonten. Det trak op til forårskrisen omkring Berlin, og fra 31. marts befaledes ved regimentet daglig både vagthavende officer og vagtinspektør samt en mindre beredskabsstyrke klar til udrykning. I øvrigt indførtes andre beredskabsforanstaltninger under mottoet: »Skal vi atter opleve en 9. april, skal det i hvert fald ikke ske på samme måde som i 1940«. Beredskabsstyrken ophævedes igen 15. september, men de vagthavende befalingsmænd er der stadig til sikring af regimentets forbindelser og

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


15

eventuelle alarmering i givet fald. Hertil kom fra maj 50 indførelsen af hærens alarmsignal med sirene. Endelig bestemtes fra juni 50, at en befalingsmand ‑ tilsynshavende eller ‑assistent ‑ pr. eskadron altid skal være til stede på kasernen.

DE NYE FORSVARSLOVE Som tidligere nævnt havde de nye forsvarslove ‑ tilpasset 2, verdenskrigs erfaringer allerede længe været forberedt, men sinkedes af usikkerheden omkring den udenrigspolitiske situation. Det stod nemlig klart, at et helt isoleret dansk forsvar med moderne kampmidler i tilstrækkelig mængde simpelt hen ville overstige Danmarks økonomiske kræfter. Spørgsmålet blev derfor, i hvilket større sammenhæng Danmarks forsvar nu skulle organiseres. Efter at forhandlingerne om et Nordisk Forsvarsforbund i slutningen af fyrrerne var brudt sammen, skete imidlertid i 1949 to begivenheder af største betydning for vore forsvarsanstrengelser: Detonationen af den første sovjetiske atombombe gav genlyd over hele verden og viste, hvilken formidabel modstander, man i givet fald kunne komme til at stå overfor, og skabelsen af Atlantpagten gjorde det klart, at heri lå for lande, tilhørende den vestlige kulturkreds og med demokratisk samfundsstruktur den eneste mulighed for et effektivt forsvar mod agression og dermed mod krigen i det hele taget. Allerede i 1949 tiltrådte Danmark Atlantpagten, hvis organisation, NATO (Nord Atlantiske Traktat Organisation), under ledelse af de store angelsachsiske allierede fra 2. verdenskrig, skulle samordne og i krigstid lede medlemsstaternes forsvarsanstrengelser over for den sandsynligste modstander. I 1950 formørkedes verdenspolitikkens arena igen af tunge skyer ‑ Koreakrigen brød ud, og beredskabet måtte atter skærpes. 31. juli til 7. august forlagdes 4, og 5. eskadron til København for direkte under hovedstadens kommandant at være rede til hurtig indsættelse, såfremt krigen skulle udvikle sig til en verdensomspændende konflikt og Danmark blive udsat for angreb, især fra luften. Pustet fra den kommende hærordning mærkedes iøvrigt allerede i 1950, da blandt andet ritmestrene P. Jorck Jorckston og A. Sommer fra Gardehusarregimentet som de første afrejste til panserkursus ved The Armored School, Fort Knox i U.S.A.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


16

I november 50 udrustedes regimentet med nye, halvautomatiske amerikanske geværer M 50 og schweiziske pistoler (Neuhausen) M 49; samtidigt genså ældre befalingsmænd til deres glæde det gamle, solide danske rekylgevær, nu kaldet let maskingevær M 48, i forbedret skikkelse. På NATO baseredes altså nu den kommende danske forsvarsordning, men først Korea‑krigen i 1950 bevirkede, at der kom rigtigt gang i NATO's opbygning. I 1951 vedtoges da endelig den nye forsvarslov, der som venteligt indeholdt ganske betydelige ændringer i blandt andet hærens struktur. Selve loven trådte i kraft 1. august 51 og bestemte blandt andet hærens inddeling. Den fastsatte en forøgelse af fodfolket og artilleriet, en ganske betydelig udvidelse af de tekniske våben, ingeniørtropper og telegraftropper, og indførelse af en ny våbenart ‑ forsyningstropperne. For rytteriets vedkommende medførte loven for det første en navneforandring fra »Rytteri« til »Pansertropper« i erkendelse af våbnets fremtidige karakter; dernæst naturligvis også en vis forøgelse i personelstyrke, men ikke ved oprettelse af flere regimenter. Derimod indførtes for første gang i rytteriets historie batailloner under panserregimenterne efter tysk og amerikansk forbillede. Gardehusarregimentet kom således til at bestå af regimentsstab med stabseskadron, en kampvognsbataillon med stab, stabseskadron og fire kamp kampvognseskadroner, en motorbåren bataillon med stab, stabseskadron og fire lette (motorbårne) eskadroner samt en hesteskadron (ikke til krigsbrug) samt et antal opklaringseskadroner. Forbilledet for hele organisationen var tydeligvis den amerikanske »Combat Command« (kampgruppe af regimentsstørrelse), som med een eller flere kampvognsbatailloner og motorbårne batailloner under kampforhold sammensætter sine underkampgrupper efter behov. Kampvognseskadronen kom i begyndelsen til at omfatte kommandodeling og tre kampvognsdelinger à fem kampvogne, senere nedsattes antallet af kampvogne i delingen til fire efter britisk organisation. De lette eskadroner var – og er ‑ i hovedsagen opstillet som lette fodfolkskompagnier, hver med kommandodeling og tre lette delinger à tre lette maskingeværgrupper; men tanken var at lade disse eskadroner transportere på pansrede, terraingående transportvogne, således at de kunne følge kampvognene overalt, og uddannes i den i virkeligheden meget specielle kampform, som det snævre samarbejde med kampvogne fordrer. Opklaringseskadronerne organiseredes med hver enkelt deling som en selvstændig lille »kampgruppe«, der selv i længere tid kunne løse opklarings -eller andre lettere opgaver nogenlunde uafhængigt af eskadronen. Eskadronen bestod ‑ og består ‑ derfor af kommandodeling og tre opklaringsdelinger, hver med en spejdersektion (fire jeeps), en let kampvognssektion (to lette kampvogne), en let maskingeværgruppe på motorvogn og en mortergruppe med een 81 mm morter. Ret beset var nyordningen på trods af det endelige skifte fra (heste), panservogne, motorcykler og cykler til moderne kampvognsmateriel i taktisk henseende ikke så utraditionel endda. Allerede førkrigsforfattere som den engelske captain Liddell Hart havde forudsagt, hvorledes pansertropper ville blive det daværende rytteris arvtagere, og i virkeligheden overtog nu kampvognsenhederne de »tunge« opgaver ‑ navnlig angrebet på afgørende tid og sted ‑ fra fortidens slagrytteri, kyrassererne, som anvendtes på ganske tilsvarende måde. Opklaringseskadronerne videreførte det lette rytteris virksomhed ‑ opklaring, sikring og foruroligelse af fjenden ‑ kontinuerligt fra de tidligere beredne husarer og fra motorcykler og panservogne. Af andre betydningsfulde nyheder indeholdt den nye forsvarsordning oprettelse af to korpskommandoer ‑ østre og vestre landsdelskommando ‑ i hver sin landsdel i stedet for de hidtidige sjællandske og jydske

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


17

division samt af divisioner, således 6. division i København, under korpsene; for pansertroppernes vedkommende suppleredes rytteriets ‑ nu pansertroppernes ‑ befalingsmandsskoler i Næstved med en kampvognsskole i Oxbøl, som oprettedes maj 1952, og hvor uddannelsen af befalingsmandselever m. m. på selve de tunge kampvogne og skydninger med disses langtrækkende kanoner finder sted. Hestene bevaredes, men antallet blev i høj grad nedskåret, da de som tidligere omtalt ikke længere skulle bruges i krigsorganisationen. Hærens hestevæsen centraliseredes ved Gardehusarregimentets hesteskadron, som dels skulle kunne stille eskorte til tjeneste ved Hoffet, dels tjene som stambestand for udtagelsen af de heste, der af generalinspektøren for pansertropperne fordeltes til konkurrenceryttere over hele hæren uden hensyn til våbenart, men med pligt til deltagelse i de militære stævner 1 og 2.

Teoretisk felttjeneste på terrainbord Det var dog ikke blot strukturen i hæren, der ændredes. I juni 51 trådte den nye personellov for forsvaret i kraft med delvis nye gradsbetegnelser og funktioner. Til samtlige rytterofficerers sorg og forbavselse afskaffedes vor traditionelle underafdelingsgrad, ritmester, en gradsbetegnelse hvis historie gik længere tilbage end »eskadronen«. Kaptajnløjtnanter, der forfremmedes efter lovens ikrafttræden, blev nu således kaptajner; det forekom alle i våbnet mærkeligt selvmodsigende, at mens man bevarede de tidligere rytterregimenters betegnelser, eskadroner og estandarter, og dermed tilkendegav ønsket om, at pansertropperne skulle videreføre rytteriets traditioner, så afskaffede man altså denne traditionsrige titel. Den hidtidige officiantgruppe, som i sin tid havde afløst den gamle faste underofficersgruppe, nedlagdes og erstattedes dels med indførelsen af officersgrader (af specialgruppen) for det ældre personel af officiantgruppen, dels med betegnelserne overfenrik og fenrik for de yngres vedkommende; ligeledes forsvandt de værnepligtige officerer, sekondløjtnanterne, underofficererne af reserven samt kornetter og underkorporaler. De afløstes af værnepligtige sergenter og oversergenter samt af korporaler, udnævnt direkte fra skolen. Endvidere forudsås søværnets ordning med faste menige mather ‑ overført til hæren, da det nye, ofte komplicerede krigsmateriel bedst og mest økonomisk ville kunne betjenes af fast stammandskab i lighed med førkrigstidens faste panservognskørere.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


18

Fra venstre: Officerer i hhv. garnisonsfrakke, uniform 47 (adjudant), uniform M 44, vognkommandør med læderhjelm, menig i vagt- (sommer) uniform, korporal i udgangspåklædning

Fra venstre: Paukeslager i pels, officer i blå tjenesteuniform med slag, menig husar i rød galla, officer i rød galla

I forbindelse med den nye forsvarslovgivning og som følge af aftaler med NATO forberedtes endelig oprettelse af stående enheder ‑ dækningsstyrker (covering forces) hvilket medførte en forlængelse af tjenestetiden til ialt 18 måneder for korporaler og menige, 24 måneder for de værnepligtige sergenter. Således skulle de værnepligtige efter ca. et halvt års rekrutuddannelse i eet år gøre tjeneste i fuldt opstillede, kampklare styrker, hvis blotte tilstedeværelse ville sikre mod overfaldsagtige angreb mod landet med f. eks. faldskærmstropper, commando‑styrker eller lignende og derved på forhånd afholde en evt. liebhaver fra forsøg på at søge en billig gevinst opnået ved overraskende og dristig, men begrænset indsats. Alle disse ændringer kunne naturligvis ikke indføres i praksis på een gang. Personnellovens virkninger viste sig først ‑ de krævede jo ikke særlige økonomiske ofre idet korpsofficiant H. O. Hansen 1. oktober 51 udnævntes til kaptajn af specialgruppen; øvrige korps‑, stabs‑ og enkelte overofficianter udnævntes til kaptajnløjtnant (S), overofficianter iøvrigt og enkelte officianter til premierløjtnant (S), ældre officianter til overfenrik og yngre til fenrik. På samme tid afskedigedes underofficererne fra deres stillinger i reserven og overgik til værnepligtig status, og regimentets kornetter samt de kornetelever, der forlod befalingsmandsskolerne i oktober 51, udnævntes til sergenter. Samme måned antoges de første fem elever, der skulle uddannes til mather, og i november ansattes regimentets første math. Som forberedelse til modtagelsen og anvendelsen af de nye kampvogne intensiveredes uddannelsen i udlandet af officerer o. a. personel i meget høj grad. I 1951 gennemgik således otte af regimentets officerer kampvognskommandørkursus ved 7. US Army Tank Training Centre i Vilseck, Tyskland. Fem officerer gik i 1952 på kursus ved NATO Tank School i. Bourg Leopold, Belgien, og endelig til forskellige kursus på The Armored School, Fort Knox, U. S. A., sendtes gennemsnitligt hvert år 2‑4 officerer. Enkelte officerer o. a. befalingsmand uddannedes i England ved Royal Armoured Corps Centre, Bovington. Da opbygningen af en mobiliseringsstyrke nu atter for alvor var aktuel, genindkaldtes en del værnepligtige for at lære de nye håndvåben m. m. at kende. I juni 51 genindkaldtes således 15 befalingsmænd og 150 gardehusarer til denne omskoling, og november 51 stod atter en styrke af lignende størrelse for tur med påfølgende fægtningsskydning i Melby. Fra september‑oktober omskoledes en eskadron ‑ ca. 150

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


19

gardehusarer ‑ som stabskompagni for en division, og i februar‑marts 53 dannedes atter stabskompagni med en genindkaldt eskadron. Oprettelsen af batailloner fandt sted efterhånden som tilgangen af personel, nyindretning af bataillonskontorer m. m. tillod det. De to kommende bataillonschefer oberstløjtnanterne Jorck Jorckston og Jespersen ‑ var allerede udnævnt i 52, men først fra november 52 formeredes regimentet helt i overensstemmelse med den nye forsvarsordning med hesteskadron, I. (kampvogns‑) og II. (motor‑)bataillon. Opklaringseskadronerne var skiftevis underlagt regimentet direkte og uddannelsesmæssigt een af bataillonerne. Det materiel, som regiment og batailloner først og fremmest skulle bygge på, lod imidlertid vente på sig. Den driftssikre, men allerede lidt forældede amerikanske Sherman‑kampvogn på 30 tons med 75 mm lang kanon, som først var udset til den danske hær, tilgik i 1952 kampvognsskolen i otte eksemplarer. Imidlertid havde man fra amerikansk side stillet os den nyere 45 tons Patton‑kampvogn med 90 mm lang kanon i udsigt. Grundet Korea‑krigen og store leverancer til Frankrig og Italien kunne den amerikanske produktion dog ikke opfylde dette løfte, og det besluttedes da at udruste de danske pansertropper med den engelske 49 tons Centurion‑kampvogn med 84 mm lang kanon for amerikansk regning som led i den gensidige våbenhjælp mellem NATO‑landene. Det var en stor dag for regimentet, da endelig 30, september 53 de første af disse uhyrer rullede ind gennem østre port på regimentets garageplads. Opklaringseskadronerne udrustedes med den lette amerikanske M 24 (Chaffee) med kort 75 mm kanon, vejende ca. 18 tons. Mens Centurion‑vognen var ‑ og med enkelte modifikationer stadig er ‑ en fuldt moderne, særdeles effektiv kampvogn, har M 24 bogstaveligt talt fra modtagelsestidspunktet været forældet og var allerede da udgået af den amerikanske produktion. Centurion‑vognene kunne straks overtages af I. bataillons 2. kampvognseskadron, som i sommeren 53 i Oxbøl var blevet omskolet fra panservogn til kampvogn, og som således under daværende ritmester H. I. Mentz blev regimentets første virkelige kampvognseskadron. Chaffee‑vognene kom først i 1954 til regimentets 1. opklaringseskadron. Modtagelsen af alt dette tunge materiel voldte selvsagt kvaler; garageringen måtte foreløbig ske under åben himmel, da det nye pansergarageanlæg endnu ikke var færdigopført, og kampvognsenhederne måtte vænne sig til kun at holde øvelse på øvelsespladsen, da de med vognenes tyngde og stålbælter ville ødelægge vejene og forvolde for stor skade. Allerede i 1951 havde regimentet på grund af den stigende motorisering måttet befale alle motorkøretøjer til at lægge vejen uden om Næstved by, og i juni 54 måtte man også forbyde opklaringseskadronen ‑ hvis lette kampvogne ellers godt måtte befare vejene ‑ at færdes uden for øvelsesområdet i sommertiden samt indskærpe undgåelse af markskader. For dog at kunne give nogen øvelse i kørsel på vej, afprøvede regimentet med Centurion‑vognen i juli 55 en del vejbroer. Denne sidste prøve faldt heldigt ud og østre landsdelskommando tillod herefter ‑ efter forhandling med vejmyndighederne ‑ kørsel ad en bestemt marchrute. I sommeren 55 fik regimentet udover de nævnte vogntyper et antal tank‑destroyers, misvisende kaldet »panserjagere«, kampvognslignende panserkøretøjer med åbent tårn og 76 mm lang kanon. Dette køretøj

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


20

‑ M 10 ‑ var en selvkørende panserværnskanon og indgik i panserjagereskadroner af lignende struktur som kampvognseskadronerne. Som tidligere fejredes regimentets fødselsdag med foredrag, musik og halv fridag. I 1952 på 190‑årsdagen var lykønskningerne til regimentet særligt talrige, og Hans Majestæt Kongen, der på denne dag havde stillet sin allerhøjeste nærværelse i udsigt, måtte desværre melde afbud, men Majestæten beærede regimentet med en smuk gave: Tilladelse også for det værnepligtige personel til i fremtiden at bære det kgl. navnetræk (REX), der anlagdes på skulderen i lighed med Livgarden.

Første kampvogn "går i land" på Sjælland

Også på undervisningens område mærkede man den nye tid. De første instruktionsfilm og billedbånd toges i brug til undervisning i februar 51. I 54 oprettedes ‑ atter efter engelsk‑amerikansk forbillede regimentets undervisningsmaterielsektion, som forsyner eskadronerne med de nødvendige undervisningsmidler. Så snart som gørligt tilpassedes rekrutuddannelsen efter den nye ordning. Rekruttallet steg efterhånden som tildelingen forøgedes noget til opfyldelse af den nye hærordning. Indtil sommerholdet 52 bevaredes den eetårige tjenestetid, men dette hold underkastedes som det første de 18 måneders tjeneste. I 53 og 54 uddannedes rekrutterne endnu ved en samlet, motoriseret rekrutskole samt hesteskadronen og fordeltes siden til deres eskadroner, mens befalingsmandseleverne fik en særlig uddannelse ved elevkommandoet. Fra maj 55 fungerede det system, som stort set findes i dag: Rekrutterne uddannes ved to særlige rekruteskadroner under den ene bataillon (samt ved hesteskadronen) og fordeles efter uddannelsen til eskadronerne ved den bataillon, der fungerer som dækningsbataillon. I forbindelse hermed skal ses det særlige personelerstatningssystem, som indførtes overalt i hæren fra 1955, og som har sin egen sørgelige forhistorie: I februar 53 begik et betydeligt antal danske soldater mytteri som protest mod den efter deres

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


21

mening for lange tjenestetid, skønt soldater i flere allierede lande havde 24 måneders tjeneste; det bør fremhæves, at ikke een gardehusar deltog i denne skændsel, som gav anledning til mange dramatiske situationer i de berørte garnisoner, og som vakte betydelig opsigt i andre NATO‑lande. Hovedmændene i dette mytteri blev straffet, men desværre bøjede man sig alligevel for denne uværdige manifestation og nedsatte fra 1954 tjenestetiden til 16 måneder. Dette afstedkom mange vanskeligheder under en hærordning, hvis hele funktion var haseret på 18 måneders tjeneste, og man så ‑ for at kunne opretholde den eetårige tjeneste i dækningsstyrken ‑ ingen anden udvej end at nedsætte rekruttiden. Da rekrutterne nu ikke kunne anses for færdigt uddannede ved rekrutskolens slutning, sammensatte man herefter ‑ ved pansertropperne dækningsenhederne af tre på hinanden følgende årgangshold, således at den yngste, utiltrækkeligt uddannede trediedel havde en vis støtte i de ældre kammerater, der imidlertid havde kompletteret uddannelsen i dækningsstyrken.

"Ungarsk post" Systemet med den ene bataillon som rekrutbataillon og den anden som dækningsbataillon (på skift) medførte iøvrigt senere en anden strukturændring. Dækningsbataillonen fik på denne måde eskadroner fra såvel egen som søsterbataillonens organisation ‑ altså både kampvogns‑ og lette eskadroner ‑ og var således allerede i fredstid sammensat som »underkampgruppe«. Da det ved mobilisering ville være upraktisk at slå den alt opstillede bataillon i stykker, ændredes bataillonerne til sammensatte panserbatailloner, hver bestående af stabseskadron, tre kampvognseskadroner (hvoraf to tjenstgørende) og een let eskadron. Med den nye forsvarsordning fulgte ‑ oprindelig på grund af den forlængede tjenestetid ‑ en helt ny foreteelse: den civile tjenestetidsundervisning, hvorunder de værnepligtige i tjenestetiden, men under civile lærere, et antal ugentlige timer får undervisning i visse civile fag, som kan komme dem til nytte efter hjemsendelsen. Uanset, hvilken samfundsmæssig værdi, man iøvrigt har tillagt denne undervisning, har den kombineret med vagt og arbejdsafgivelser, ferie og orlov, roeoptagning og høstarbejde ‑ vanskeliggjort en rationel planlægning og gennemførelse af den militære uddannelse.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


22

Uddannelsen af hesteskadronen var og er naturligvis en hel historie for sig. Efter modtagelse af sin del af rekrutstyrken uddannede eskadronen selvstændigt i seks senere fire ‑ måneder rekrutterne såvel i våbenbrug som til tjeneste ved hesten, hvorefter de som hestepassere fordeltes landet over til de garnisoner, hvor heste stadig fandtes. Ved eskadronen videreførtes således en meget væsentlig del af den gamle rytterånd og ‑disciplin. I oktober 51 fremkom nye bestemmelser for erhvervelse af patrouille‑ryttermærket, så den traditionelle patrouillerytterprøve også i fremtiden kunne bevares ved hesteskadronen under de ændrede forhold.

Svømmebassinet Fægtningsskydninger foregik nu på alle årets tider efter eskadronernes uddannelsesstandpunkt og tildelingen af skydeterrainer. De holdtes endnu til 1953 i Jægerspris og Melby, men efter modtagelsen af kampvognene med deres langtrækkende kanoner blev disse terrainer af sikkerhedsmæssige grunde for snævre, og al skarpskydning med kanon samt fæstningsskydning henlagdes herefter til skydeterrainet ved Oxbøl, hvor kampvogne udlåntes af Kampvognsskolen. I 1953‑54, da ammunitionstildelingen var rigelig og sikkerhedsbestemmelserne for de nye våben ikke så strenge, afholdtes flere meget virkelighedstro og værdifulde fægtningsskydninger med hele eskadroner på rent taktisk grundlag. Senere er ammunitionen blevet i høj grad nedskåret og sikkerhedsbestemmelserne væsentligt strammet. Fra februar 54 har regimentets enheder deltaget i en del kampgruppeøvelser ‑ taktisk fægtningsskydning i samarbejde med andre våben ‑ som efterhånden helt er ved at afløse regimentets egne fægtningsskydninger. Feltøvelserne var og blev den endelige prøve på soldatens duelighed, og efterhånden ændrede de ved regimentet i nogen grad karakter. Mens opklaringseskadronernes taktik stort set var den samme som de tidligere panservognseskadroners, førtes nu kampvognsenhederne sammen med de lette eskadroner efter den i udlandet indlærte taktik, der som omtalt mindede om gamle dages slagrytteris. I reglen holdtes den forstærkede kampvognsbataillon ‑ eller eskadron ‑ tilbage i beredskabsrummet under egen sikring, indtil kampen i forreste linie nærmede sig klimaks. Som troppeførerens endelige svar på modstanderens grove tilnærmelser lanceredes så kampvognsangrebet på det afgørende tidspunkt, støttet af de lette eskadroner

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


23

og af artilleri og flyvere, og angrebet førtes helt til bunds med sigte på fjendens kommandostationer, reserver og forsyningsinstallationer. Som »kampvogne« anvendtes uden for øvelsesterrainet oftest de gamle terrainvogne, universal carriers, der så frygtindgydende som muligt riggedes til som kampvognsattrapper. Skønt de nærmest lignede nyfødte, let forkrøblede kampvognsunger, der er taget for tidligt ud af couveusen, var det dog en anvendelig løsning på dette vanskelige problem. Regimentsfelttjeneste holdtes ofte ‑ navnlig forår og efterår ‑ og suppleredes med gruppeøvelser i samarbejde med andre våbenarter under korps‑ eller divisionsledelse. Også øvelser med hjemmeværnet og med de nye lokalforsvarsbatailloner fandt sted. Bivouakering under øvelserne var blevet det normale. Særlig berømt blev II. bataillons bivouakøvelse i Bøgeskov ved St. Heddinge i februar 53 i flere uger og i sådan sne og kulde, at turen nær var blevet aflyst, men gardehusarerne klarede sig strålende, og sygdomstilfældene var yderst få. I Tyskland deltog 2. eskadron i 51 i en stort opsat øvelse »COUNTER THRUST« på øvelsesområdet ved Sennelager sammen med engelske, franske, belgiske, amerikanske og norske styrker, og i Danmark var regimentets enheder altid med i såvel de lidt mindre omfattende samlede forårsøvelser, som i de helt store efterårsmanøvrer. Også kasernen fik en del forbedringer i denne tid, betinget dels af den øgede belægningsstyrke, dels af det modtagne, tunge krigsmateriel. I oktober 53 toges den udvidede øvelsesplads ‑ fra nordkanten af Rønnebæk til nordkanten af Fredsskov, og indbefattende den sydlige del af Kalby Ris samt Fredsskoven ‑ i brug til kampvognskørsel; samtidigt sattes vagt ved byggepladsen i Kalby Ris, som i 55 kunne overtages som nyt pansergarageanlæg med vaskeplads, servicestation, værkstedshal og garager til samtlige kampvogne. En helt ny bygning rejste sig nord for mandskabsbygningen til en ny kostforplejning, som fra efteråret 55 på ca. halvanden time kan affodre regimentets tjenstgørende styrke i amerikansk cafeteria‑style. Påklædningen fandt efterhånden sin faste form. Fra 51 anvendtes de amerikanske hjelme, hvis inderhjelme af fiber ofte brugtes alene til parader og indre tjeneste. De sidste bjælker på skulderen af sergenter og oversergenter forsvandt i 1952 og erstattedes helt af ærmegradstegn, og i 53 ombyttedes de sidste engelske regnslag med de nye amerikanske. I 52 udleveredes nye kampvognsdragter i eet stykke, som endnu bruges af kampvognsbesætningerne. Fra bataillonernes indførelse havde man anvendt underlag i forskellige farver for at betegne tilhørsforholdet til bataillon, og fra 55 kom hertil underafdelingssløjfer af plastic om skulderstroppen til angivelse af eskadron. Samme år erstattedes det hidtidige afdelingsmærke ‑falken i en lidt vel buttet skikkelse ‑ med en slankere og mere vellignende falk. Regimentets gallauniform var bibeholdt i sin hidtidige skikkelse til hoftjeneste og til brug ved højtidelige lejligheder, og fra 55 blev det atter muligt at anskaffe den tidligere så højt estimerede sorte snorefrakke. Den bæres nu med lange, snævre ridebenklæder med ridestrop og fjederlakstøvler. I april 54 var hæren til den grad blevet præget af samfundets uimodståelige, stedse forædlende udvikling, at der måtte indføres særlige bestemmelser for bæring af skæg ikke mindst af hensyn til gasmasken, som skal slutte tæt om kind og hage.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


24

Den beredskabsmæssige vagttjeneste omfattede i denne tid kun Tyskland og København. April 51 afløste 2. eskadron i Tyskland 6. eskadron (ritmester H. Schou‑Nielsen). Oktober 54 afgik 2. opklaringseskadron under kaptajn T. Bülow til Tyskland umiddelbart efter deltagelse i efterårsmanøvrerne i Jylland og vendte hjem i februar 55. Endelig gik atter i august 55 2. opklaringseskadron ‑ nu under kommando af kaptajn H. H. Olsen ‑ afsted og blev i november s. å. inspiceret af regimentschefen under skarpskydning i Hohne. Af eskorter blev der i denne periode redet fem. I marts 52 førtes eskorten under D. M. Kongen og Dronningen af Sveriges besøg af kaptajn T. Bülow; maj 53 eskorteredes H. M. Dronningen af Nederlandene og H. kgl. H. Prins Bernhard under ritmester J. J. L. Mikkelsens kommando og april 54 aflagde Islands præsident, hr. Asgeir Asgeirsson, officielt besøg, hvorunder eskorten førtes af kaptajn J. Hansen‑Nord. H. M. Kejser Haile Selassie af Æthiopien gæstede Danmark i november 54 og blev eksorteret under kaptajn J. C. Bergs kommando, og i maj 55 var det den franske præsident, M. René Coty, der ledsagedes af regimentets eskorte under kommando af ritmester L. Münter. Med udgangen af august 52 afskedigedes oberstløjtnant F. B. Alten af linien på grund af alder, men forblev dog til frivillig tjeneste i reserven. Kort tid efter indstiftede oberstløjtnanten sin årlige ærespræmie til regimentets mest vindende officer i ridekonkurrencer. 31. oktober 54 forlod oberstløjtnanten sin frivillige tjeneste ved regimentet. Som dettes første panseruddannede officer, som Faxe‑gruppens frygtløse kommandør 9. april 1940, der nægtede at nedlægge våbnene, og som regimentschefens utrættelige hjælper i opbygningsarbejdet efter krigen vil oberstløjtnanten længe blive husket ved regimentet. 4. januar 53 bisattes H. M. Dronning Alexandrine. Den afholdte Dronning, der under besættelsen havde vist så megen fasthed og trofasthed mod sit land, fulgtes til graven af regimentets eskorte og af hele Danmarks dybe sorg og taknemmelighed. Endnu enkelte træk kom til at præge dette tidsrum. I 52 udgaves som særtryk til indklæbning i soldaterbogen den kgl. forholdsordre af marts 52, som siden har været soldatens trosbekendelse. Dens hovedindhold ‑ som ganske ændrer handlingsgrundlaget fra 1940 og 43 ved pludseligt krigsudbrud ‑er en ufravigelig ordre til alle militærpersoner om ved angreb at sætte sig til modværge og betragte eventuelle befalinger til ikke at gøre modstand som falske eller udgivet under fjendtligt pres. Denne ændrede holdning over for mulige trusler er nu gået alle ved regimentet i blodet ‑ og har vel heller ikke helt undgået mulige angriberes opmærksomhed. Den stigende administration af det talrige personel og de mange våben og komplicerede køretøjer nødvendiggjorde en udvidelse af regimentsstaben. I lighed med højere stabe inddeltes stabspersonellet fra 55 i adjutantursektion (personaleadministration) med tilknyttet personelkontor, operationssektion (uddannelse og planlægning), efterretningssektion (oplysning og sikkerhedstjeneste) og transport‑ og forsyningssektion (materielforvaltning). Med udgangen af marts 55 måtte regimentet byde sin chef farvel. Oberst H. M. A. Fog, der med stor nidkærhed havde ført regimentet fra den gamle tid helt over i den nye, og som så vel havde formået at forene ryttertidens husarånd med pansertidens krav, afskedigedes på grund af alder fra hærens linie. Først

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


25

og sidst vil obersten blive husket ved regimentet som den chef i nyere tid i hvis lod det faldt ærefuldt at føre regimentet i kamp ‑den ulige kamp 29. august 1943. Oberst Fog udsatte 10. februar 1955 sin vandrepræmie til den gardehusarofficer, der hvert år har opnået den højeste pointssum ved de militære kapridninger. Præmien uddeles i lighed med oberstløjtnant Altens hvert år på regimentets fødselsdag. Regimentets nye chef‑ oberst N. E. Leschly ‑ tiltrådte 1. april 55; en chef, hvis unge alder og gennemgribende uddannelse på generalstabskursus, i U.S.A. og på NATO Defence‑College måske mere end noget andet af tidens tegn pegede fremad mod kommende opgaver.

RO OG ARBEJDE Det sidste år op til 200‑års fødselsdagen fremviser ikke mange dramatiske begivenheder for regimentet selv i lighed med fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne. Rekrutterne møder nu seks gange årligt ‑ i begyndelsen af januar, marts, maj, juli, september og november, hveranden gang til den ene, hveranden gang til den anden af de to motoriserede rekruteskadroner under regimentets ene bataillon, hvorfra de efter fire måneders rekrutuddannelse fordeles til dækningsbataillonens eskadroner; Hesteskadronen fører sin egen rekrutuddannelse videre, og de beredne gardehusarer tilgår efter endt udstationering som hestepassere dækningseskadronerne som geværskytter og maskinpistolskytter. Fra efteråret 1956 genoptoges i fuldt mål genindkaldelserne af hjemsendte årgange med henblik på deltagelse i efterårsøvelserne. Skarpskydning med kanon og maskingevær, egne fægtningsskydninger og deltagelse i kampgruppeøvelser foregår som tidligere i Oxbøl og danner afslutningen på kampvognsbesætningernes uddannelse. Forårs‑ og efterårsmanøvrerne under division eller landsdelskommando har til stadighed haft deltagelse af regimentets enheder. Den største af disse indtil dato »BROWN JUG« i 1957, blev den helt store oplevelse. For første gang kom Centerion‑kampvognene helt ud af både stald og fold og færdedes i kamp i terrainet uden for øvelsesområdet. Efter vogn for vogn at være blevet transporteret på blokvogn til bataillonens udgangsstilling i en skov i Sydøstsjælland, ydede vore kampvogne solid modstand ‑ både under angreb og forsvar ‑ mod et landsat britisk panserregiment, som ligeledes benyttede egne Centerion‑vogne under

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


26

øvelsen. Begivenhederne krydredes ved landsætning fra luften af såvel engelske som amerikanske faldskærmstropper. Foruden egne øvelser har regimentets batailloner og eskadroner også holdt øvelser med andre afdelinger på øvelsespladsen. De såkaldte »KAFOK«‑øvelser (kampvognsfodfolk) er i større målestok kommet i gang fra 1958; herunder får fodfolks‑(infanteri‑) batailloner fra andre garnisoner lejlighed til at prøve samarbejdet med og modstanden mod regimentets kampvognsenheder. Øvelserne med hjemmeværnet har især drejet sig om hjemmeværnskompagnierne i og ved Næstved under hjemmeværnsdistrikt Midtsjælland ‑hvis chef er regimentets tidligere officiant, nu kaptajn E. O. Hansen. Øvelse med hjemmeværnskompagni 6607 fra hjemmeværnsregion VI i København har sin egen historie. Som nogle af de desværre alt for få soldaterforeninger, der gik aktivt ind for medlemmernes tilslutning til hjemmeværnet, opfordrede gardehusarforeningerne allerede i april 1955 sine medlemmer hertil. Gardehusarforeningen i København afholdt fællesmøder med hjemmeværnet, hvor både hjemmeværnschefen og Gardehusarregimentets chef talte. Kampagnen gav et sådant resultat, at kompagni 6607 allerede samme efterår kunne tale om en hel »gardehusardeling«, som tog på udrykning til Næstved. Senere har kompagniet flere gange gæstet garnisonen under sin energiske kompagnichef, tidligere korporal ved Gardehusarregimentet E. Rummelhoff ‑søn af regimentets fhv. overofficiant Rummelhoff. Det tæller nu så mange gamle gardehusarer, at man har lov at tale om et »gardehusarkompagni«, hvis befalingsmænd og hjemmeværnsfolk stadig føler tilknytning til deres gamle regiment.

Fra kostforplejningen Fra september 1956 til februar 1957 afgaves endnu en gang ‑ den sidste ‑ 2. opklaringseskadron under kaptajn J. A. N. Suenson til kommandoet i Tyskland. Endnu en gang skulle regimentet gøre sig beredt i anledning af en truende verdenssituation. I oktober‑november 1956 havde Ungarerne foreløbig fået nok af undertrykkelse, usikkerhed og fattigdom. Deres tapre oprør førte ikke til noget resultat for dem selv, ‑ knust som det blev af sovjetiske panserstyrker ‑ men medvirkede til at minde de vestlige lande om forholdene bag jerntæppet. På samme tid besluttede et andet lille og ikke mindre tappert land ‑ Israel ‑ sig til at lette den enerverende og stadigt stigende

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


27

arabiske trussel mod sine grænser ved et præventivt angreb ind over Sinai‑ørkenen. Aktionen førte til den engelsk‑franske intervention mod Suez‑området, og den hele verdenssituation så ud, som kunne den når som helst ‑navnlig efter sovjetiske rakettrusler‑føre til en tredie verdenskrig. Danmarks forsvar, herunder Gardehusarregimentet, var imidlertid nu ganske anderledes forberedt på hurtig skærpelse af beredskabet end tidligere. På kort tid og i fuldkommen ro traf regimentet de befalede foranstaltninger. Suez-krisen medførte som bekendt til oprettelsen af United Nations Expeditionary Force (UNEF) til at skille de stridende parter og senere opretholde grænsebevogtning mellem Israel og Ægypten. Hertil afgav Danmark i samarbejde med Norge en bataillon med frivilligt mandskab fra hele hæren. I vinteren 1957/1958 afgik de første frivillige gardehusarer til denne bataillon, og siden har ikke så helt få gardehusarer tjent i UNEF. Til tjeneste i UNEF's stab afrejste i maj 1958 kaptajn J. A. N. Suenson, som forblev tjenstgørende indtil efteråret 1959. Revolutionen i 1958 i Libanon gav anledning til oprettelsen af United Nations Observation Group i Libanon, hvortil regimentet i sommeren 1958 afgav ritmester J. A. F. Clauson‑Kaas og løjtnanterne af reserven H. W. Madsen og N. P. Sørensen. Oberst N.E. Lescly

Eskorte blev redet 21. maj 1957 ved Hendes Majestæt Dronning Elisabeth af Englands og Hans kgl. Højhed Prins Philip af Edinburghs besøg under kommando af kaptajn B. B. E. Suadicani, og 3.‑4. september s. å. førtes eskorten under præsidenten af Finland, hr. Urho Kekkonens besøg, af ritmester J. A. F. Clauson‑Kaas. 11. september 1958 var det Hans Majestæt Kong Olav af Norge, som gæstede det danske Hof og ledsagedes af regimentets eskorte under kaptajn J. Hansen‑Nord. Tilknytningen til NATO ‑ og dermed til de enkelte allierede i denne organisation har bevirket, at mange ærefulde og interessante besøg er blevet aflagt ved regimentet. I marts 1956 kom således De Forenede Staters ambassadør, mr. Robert Coe, på besøg, og i juni s. å. kom chefen for NATO's nordregion (CINC NORTH), lieutenant general Sir Cecil Sugden. Generalens afløser, lieutenant general Sir Horanus Murray, beærede regimentet med et besøg i oktober 1958. 1. juli 1958 fik pansertropperne endelig indført den verdenskendte sorte panserbaret med hærmærke. 31 december 1958 forlod oberst N. E. Leschly sin post som regimentets chef for at overtage stillingen som chef for hærens officersskole; kun alt for kort fik denne dygtige og afholdte officer lejlighed til at præge regimentet med sin energi og sit frodige initiativ.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


28

Kommandoen over regimentet overtoges 1, januar 1959 af oberst P. Jorck Jorckston.

Parade den 29. august 1958

Parade for den nye regimentschef 6. januar 1959

I forbindelse med forsvarsordningen af 1951 var det blevet bestemt, at alle hidtidige bataillonsfaner og eskadronsestandarter skulle erstattes af een fane eller estandart pr. regiment. 13. oktober 1959 overrakte Hans Majestæt Kongen ved en parade den nye regimentsestandart. Under de opmarcherede kampvognes æresvagt fik estandarten ved Majestætens overrækkelse til regimentschefen i det strålende efterårsvejr vel den smukkeste modtagelse, der kan blive et regimentssymbol til del. 5. regiment nu Falsterske Fodregiments musikkorps havde siden krigens afslutning stået i nummer ved Gardehusarregimentet, men blev i 1957 forlagt til Vordingborg. Savnet af et musikkorps i garnisonen var føleligt og som en erstatning herfor, men også for at bringe gamle traditioner tilbage, oprettedes fra juni 1959 det nuværende trompeterkorps, som foruden at blæse reveille og retraite deltager i alle større parader med videre. Trompeterkorpset, der er på 12, beredne på skimler, blev i juni 1961 udvidet med en paukeslager, idet Sportsrideklubben, hvis nære tilknytning til regimentet har bestået siden klubbens oprettelse, skænkede to pauker til regimentet i anledning af dets forestående jubilæum.

13. oktober 1959

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


29

Trompeterkorpset repræsenterede i april 1961 Danmark ved en NATO‑udsendelse fra Freiburg i Tyskland, arrangeret af SHAPE. I august 1959 fik dækningsbataillonen under oberstløjtnant A. Sommer den store oplevelse at holde øvelse i Jylland, henholdsvis i Oxbøl og Holstebro, en periode der gjorde, at bataillonen med fuld ret kunne erklæres krigsduelig. Denne udrykning blev året efter fulgt op af dækningsbataillonens, nu under oberstløjtnant H. I. Mentz' kommando, udrykning med alt materiel til Münster i oktober måned. Under øvelserne, der fandt sted i et første klasses kampvognsterrain, blev alle former for brug af kampvogne gennemgået, ligesom meget realistiske skydninger med samtlige våben fandt sted. Bataillonen rykkede fra Tyskland direkte til den store øvelse i Jylland »HOLD FAST«, hvor den blev grundigt øvet sammen med britiske og vesttyske styrker. I slutningen af 1959 besluttedes det at forstærke Bornholms region med en eskadron af Gardehusarregimentet; 31. december 1959 oprettedes den »lette kampvognseskadron« under kommando af kaptajn J. A. N. Suenson med organisation omtrent som en kampvognseskadron, men udelukkende med de lette M 24 (opklarings‑)kampvogne. Eskadronen afgik kort efter til Bornholm, hvor Gardehusarregimentet altså nu for anden gang i sin historie skulle opretholde en styrke. Denne eskadron er nu overgået til Bornholms værn.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


30

13. oktober 1959

Den nye forsvarslov af 1960 vedtoges i marts d. å. Til forskel fra tidligere forsvars(hær‑)love fastsætter denne lov kun værnenes fredstids‑organisation i meget store træk og overlader som rammelov bestemmelsen om de enkelte regimenter, flyveenheder og flådestyrker til forsvarsministeren. Ved denne lov fik det hidtidige fodfolk sin oprindelige betegnelse, infanteri, tilbage; af direkte interesse for regimentet skelnes endnu kun to ændringer. For det første skal hærens såkaldte »hårde kerne« ‑ reserveofficerer, værnepligtige befalingsmænd og stammandskab til frivillig tjeneste ‑ forøges betydeligt, så hurtigt den frivillige tilgang tillader det. De tidligere mather benævnes nu korporaler, overkonstabler og konstabler og koncentreres til en vis grad om specialvåbnene, navnlig pansertropper og telegraftropper, og regimentet må i fremtiden regne med et ganske betydeligt indslag af disse professionelle soldater i sin tjenstgørende styrke. Stammandskabet øges især for at tillade en yderligere nedskæring af tjeneste-tiden for de værnepligtige til 12 ‑ måske dog først 14 ‑ måneder, og der vil derfor kræves et meget talrigt stammandskab til Gardehusarregimentet til varetagelse af de mange specialer, som de værnepligtige herefter ikke vil kunne nå at lære til bunds. For det andet påregnes de pansrede mandskabsvogne, som regimentet siden 1953 har ventet på til transport af sine panserskytter ‑ de tidligere lette eskadroner benævnes siden 1955 panserskytteeskadroner ‑ nu anskaffet. Den 24. maj 1960 fejrede Deres Majestæter Kongen og Dronningen deres sølvbryllup, ved hvilken lejlighed regimentet stillede en eskorte under kommando af kaptajn J. A. N. Suenson. Ved denne lejlighed deltog trompetere for første gang i mange år i eskorten. Deres Majestæter kørte fra Toldboden til Københavns rådhus, hvor der skiftedes fra kareter til automobiler. Senere på året stillede regimentet eskorte i anledning af Deres Majestæter Kong Bhumi-bol Adulyadej og Dronning Sirikit af Thailands besøg ved hoffet i dagene 6.‑8. september. Eskorten, ført af kaptajn P. W. Vennits, ledsagede Deres Majestæter fra Amalienborg til Taffel på Christiansborg.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


31

Regimentet fik den 12. april 1961 besøg af Kronprins Birenda af Nepal, der under studieophold i England benyttede lejligheden til et besøg i Danmark. 4. juni afholdtes forældredag for første gang i mange år under stor tilslutning, og ugen efter afholdtes jubilarstævne for de gamle husarer, således som det har været skik i mange år.

Officerskorpset 1960

Den lette kampvognseskadron udskibes i Rønne havn 5. januar 1960

Udgangslinien passeres

7. maj 1960 havde regimentet den store sorg at miste en dygtig og meget afholdt officer, kaptajn O. H. Krabbe, der i en militarykonkurrence styrtede og fik hesten over sig. Kaptajnen blev som kornet under krigen deporteret til koncentrationslejr i Tyskland og gennemgik her umenneskelige strabadser.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


32

Regimentet står nu foran sin 200‑års fødselsdag, og det er da naturligt at kaste et blik tilbage over årene, der svandt og gøre regnskabet op.

Ritmester Aage Jansen. Generalinspektør for pansertropperne 1960

Ved jubilæet såvel i 1912 som i 1937 måtte de daværende regimentschefer med beklagelse konstatere den tilbagegang, der var sket for rytteriets vedkommende, et faktum vi, der nu tjener i det gamle hæderkronede regiment, må sande rent hestemæssigt. De sidste 15 år har ikke forøget antallet af regimenter, men hele regimentets struktur er ændret derhen, at hvor det før var et rent let rytterregiment, er det nu en blanding, hvor såvel de gamle opgaver som de nye pansrede løses, og med en baggrund så stor og stærk at noget tilsvarende ikke er set tidligere. Alle gamle som nye husarer kan derfor med glæde og stolthed i dag betragte deres regiment, hvor ånden er den samme, som den altid har været, den ånd der er en absolut nødvendighed for at kunne opfylde de store og betydningsfulde krav, der i dag stilles til et garde‑ og panserregiment.

Udsigt fra Gardehusarkasernen

Må denne ånd aldrig forgå, men stadig være et særkende for Gardehusarregimentet, og lad os som alle gardehusarer gennem 200 år leve op til: »IN ACTIS ESTO VOLUCRIS«

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Tiden efter 2. verdenskrig  

5. maj 1945 – 9. februar 1962

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you