11. februar 1912 - 31. marts 1919

Page 13

13

Mulighederne for at skaffe egnede Heste blev forringet ved, at tyske Opkøbere straks ved Krigens Begyndelse her i Landet foretog store Indkøb af Heste til den tyske Hær. Det bevirkede en Prisstigning og gjorde det vanskeligt for den danske Hær at leje og købe egnede Heste. Tilmed var Tyskerne saa paagaaende, at de endog mødte op paa Gardehusarkasernen, naar Mønstringskommissionens Formand havde averteret køb af Heste; til sidst maatte de forbydes Adgang til Kasernen. Der burde straks ved Krigens Begyndelse være udstedt Forbud mod Udførsel af Heste til Tyskland; Forbudet kom ogsaa, men da var det for sent. Som Følge af de nævnte Forhold blev Kvaliteten af de Heste, der var indkøbt til Rytteriet, kun jævn, og de mange grove og uædle Dyr gjorde Eskadronerne tunge og uhaandterlige. Senere overtog Remontekommissionen alle Indkøb af Heste og opretholdt nogenlunde Standarden ved Eskadronerne bl. a. gennem Tilførsel af gode svenske Heste, om end disse dog var af mindre ædelt og tørt Præg end de tidligere indkøbte irske og tyske Remonter. Midt under de af Verdenskrigen prægede Forhold skete der dog ogsaa andet, som optog Sindene. Det gjaldt bl.a. Loven af 23. December 1914 om vaabenvise Forfremmelser af faste Underofficerer i Hæren. Hidtil var Forfremmelserne sket inden for Regimenterne, saaledes at en Mand, der blev udnævnt til Sergent ved Gardehusarregimentet, kunde gøre Regning paa at blive staaende ved Regimentet for Resten af sin Tjenestetid. Formaalet med Nyordningen var at skabe bedre Forfremmelsesforhold, men det medførte, at Underofficererne maatte være forberedt paa pludselig at blive forflyttet til et Dragonregiment med Tjeneste i Provinsen. Paa mange Maader var det et Fremskridt, men det medførte ogsaa Ulemper. Det gjaldt f. Eks. Beridere eller Gymnastiklærere, der i deres Specialer havde skabt sig indbringende civile Bibeskæftigelser, og som ved Forfremmelser med deraf følgende Garnisonsskifter kunde komme ud for at se deres økonomiske Grundlag reduceret i væsentlig Grad. Som allerede tidligere nævnt bevirkede Sikringsstyrken ikke saa faa Vanskeligheder for det gifte Mandskab, der var blevet genindkaldt. Der blev, som det ogsaa er fremhævet, bødet paa det paa forskellig Vis, og i januar 1915 blev de gifte af Aargangene 1909 til 1913 hjemsendt. Ved senere Reguleringer blev der dog ikke gjort Forskel paa gifte og ugifte. Krigen ude i Verden blev ret snart mærkbar ogsaa i Danmark og kom derfor ogsaa til at sætte sine Spor i Regimentets daglige Tilværelse, som den forløb ude i Kantonnementerne. Der begyndte allerede i 1915 at blive Knaphed paa visse Levnedsmidler, og Rationeringerne skulde i første Omgang komme til at gaa ud over Hestene. Overkommandoen blev tvunget til at bestemme, at indtil Halvdelen af Havrerationen skulde erstattes med Majs -foreløbig dog ikke for Rytteriets Heste - og at den daglige Ration paa 2 kg Strøhalm pr. Hest skulde erstattes med 2,5 kg Tørvestrøelse i samtlige Kasernestalde. I Februar 1916 vendte Prins Harald tilbage til Gardehusarregimentet. Prinsen udnævntes til Oberstløjtnant uden for Nummer og stilledes til Raadighed for Regimentet. Og kun et par Maaneder senere skulde endnu et Medlem af Kongehuset træde ind i Gardehusarernes Rækker. Det var Prins Viggo, som i April mødte sammen med Rekrutholdet og i Oktober samme Aar blev optaget som Elev i Rytteriets Kornetskole. Den første Verdenskrig førte meget Nyt med sig, og den 17. Maj 1916 fik Regimentet det første synlige Bevis paa, at noget Nyt var føjet til det gammelkendte. Der tilgik Regimentet 16(!) »Masker til Beskyttelse mod giftige Luftarter«. De var meget primitive, og der kom til at gaa flere Aar, før hele Regimentet var fuldt udstyret med effektive Gasmasker.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.