Issuu on Google+

Al Capone

05/02/10

12:03

Side 1

Al Capone


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 2


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 3

Henrik Höjer

Al Capone Gangsteren og den amerikanske drøm

På dansk ved Lise Schmidt Mahler

Gads Forlag


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 4

Al Capone – gangsteren og den amerikanske drøm er oversat fra svensk af Lise Schmidt Mahler efter ”Al Capone – gangstern och den amerikanska drömmen”, Albert Bonniers Forlag, Copyright © Henrik Höjer 2009. Publiceret efter aftale med Albert Bonniers Forlag. Dansk udgave: © 2010 Gads Forlag Forlagsredaktion: Merete Harding Oversættelse: Lise Schmidt Mahler Projektledelse: Henrik Sebro Omslag: Lene Nørgaard, Propel Illustrationer: AP Images/Scanpix: 72, 183, 259, 323, 345 Chicago History Museum/ Library of Congress: 52, 89, 97, 174, 176, 193, 240, 266, 330 Corbis/Scanpix: 43, 57, 67, 76, 134, 243, 251, 263, 309, 312, 315, 317 The Granger Collection/Ullstein Bild: 157 IBL: 206 John Tinney McCutheon: 302 Kortet s. 75 er en bearbejdning af det, som ses på bagsiden af John H. Lyle: The Dry And Lawless Years (Prentice Hall 1960) Omslagsillustration: AKS/Scanpix Typografi: Lymi DTP-Service Tryk: Bookwell, Finland ISBN 978-87-12-04541-0 1. udgave, 1. oplag "Chicago" fra CHICAGO POEMS af Carl Sandburg © 1916 Holt, Rinehart and Winston, revideret 1944 af Carl Sandburg, er gengivet med tilladelse fra Houghton Mifflin Harcourt Publishing Company. Oversat via Birger Normans svenske tolkning – formidlet gennem ALIS. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gads-forlag.dk


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 5

Indholdsfortegnelse Forord 9 Indledning – berømtheden 15 Prolog – et vendepunkt 28 Til Amerika – opvæksten i New York og spiritusforbudet indføres 32 Til Chicago – voldens by 48 Alias Al Brown – Torrios højre hånd 62 Den første ølkrig – Torrio udfordres, da Chicago skifter borgmester 86 Erobringen af Cicero – Capone vinder terræn 100 O’Banion – begyndelsen til enden for Torrio 116 En dyr begravelse – med blomster fra Al 130 Weiss mod Capone – kronprinsen arver magten 138 Chicago by night – jazzen fødes i storbyen 156 Brødrene Gennas storhed og fald – i det blodige 19. distrikt 163 Scalise og Anselmi i knibe – Capone fejrer jul i New York 178 McSwiggin-mordet – Capone flygter fra Chicago 186 Krig og fred – Capone dikterer betingelserne 197 Kong Capone – Scarface bliver The Big Fellow 212 Kriminaliteten under lup – USA’s selvopfattelse granskes 219 Spillekrigen – Capone under angreb 238


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 6

Valentinsdag 1929 – Capones pyrrhussejr 258 Efter fængslet – Capone tilbage i Chicago 273 Washington versus Capone – nettet strammes 285 Lingle-mordet – Capones hofskribent myrdes 294 Retssagen og dommen 1931 – ”et slag under bæltestedet” 311 Gangsterne – hvem var de? 327 Caponeeventyret – fortællingen om en verdensberømthed 339 Slutord – hvad skete der siden? 350 Forfatterens tak 357 Kilder og litteratur 359 Register 364


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 7

Og de fortĂŚller mig, at du er falsk, og jeg svarer: Ja, det er sandt, at jeg har set gangsterne myrde og gĂĽ fri for at myrde igen. Fra Chicago af Carl Sandburg (1914)


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 8


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 9

AL CAPONE-METODEN Forord ved Per Larsen

Navnet Al Capone kalder billeder frem hos rigtig mange mennesker. Nogle vil nok, ikke mindst på grund af de mange år der er gået, betragte ham som en form for helte- eller sagnfigur, fordi man ikke har dybere kendskab til de grusomheder, manden begik. Realiteten er, at navnet relaterer sig til den værst tænkelige organiserede kriminalitet, som siden har plaget USA, men så sandelig også resten af verden med store menneskelige og økonomiske konsekvenser til følge. Historien om Al Capone er også en klar understregning af, at man allerede på daværende tidspunkt levede i et retssamfund med klare spilleregler, som blandt andet betød – og i demokratiske samfund stadig betyder – at ingen kunne dømmes, uden der forelå beviser for deres ugerninger. Dette faktum blev selvfølgelig groft udnyttet af de kriminelle, og det er stadig i dag den ”leg”, der udspiller sig imellem de kriminelle og myndighederne. Den organiserede kriminelle struktur, som vi så dengang og i øvrigt stadig ser i USA, har også fodfæste i resten af verden. Der kan være forskellige baggrunde, men fælles for alle er en form for familiefællesskab og broderskab. Man kan undre sig over, at tilsyneladende velfungerende unge mennesker føler sig tiltrukket af disse miljøer, men forklaringen er nok, lidt simpelt sagt, at miljøerne igennem deres fællesskaber – 9


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 10

hvor forskellige de end måtte være – opfylder nogle sociale behov, der ikke tilfredsstilles på anden vis, som det også var tilfældet i bandemiljøet i de amerikanske indvandrerghettoer, hvor folk som Al Capone voksede op. De amerikanske myndigheder fik ikke rigtig held med at bevise Al Capones direkte involvering i den grove kriminalitet, på trods af at alle havde en klar fornemmelse af, at han var den absolut styrende hånd. Udfordringen for myndighederne dengang var, som det i øvrigt stadig er også her i Danmark, at de centrale personer skal ”pilles af banen”. Nok siger man, at penge ikke lugter, men når man begynder at slå om sig med penge og andre værdier, åbner man en flanke, som giver myndighederne mulighed for at bruge netop den såkaldte Al Capone-metode. Selv om danske organiserede kriminelle ikke umiddelbart når op på samme niveau, hvad angår den helt specielle status, som Al Capone og de øvrige gangstere nød, så er den helt afgørende faktor alligevel den meget heftige mediedækning, vi oplever nu i forhold til tidligere. De kriminelle strukturer er blevet meget synlige, og aktørerne har langt hen ad vejen adgang til direkte kontakt med befolkningen, hvilket betyder, at kriminaliteten virker skræmmende på mange mennesker, især når vi taler om personfarlige forbrydelser. Vi har som nævnt også organiseret kriminalitet her i Danmark, især i rocker- og bandemiljøerne. Allerede i 1970’erne og 80’erne lagde vi ryg til betydelige rockerproblemer, og disse problemer optrådte med stor styrke i 1990’erne i Norden. Fra officielt hold arbejdede man meget målrettet med problemet, og i 1995 definerede man organiseret kriminalitet som kendetegnet ved: • at den udføres af flere i forening • at de involverede indgår i en udpræget hierarkisk organisation • at organisationen er opbygget således, at forbindelsen mellem den centrale ledelse og organisationens ydre områder – hvor kriminaliteten begås – sløres 10


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 11

• at en del af organisationen driver lovlig virksomhed, gennem hvilke det kriminelle udbytte kan investeres og hvidvaskes • at organisationen kendetegnes ved hård disciplin, hvor voldsudøvelse såvel indadtil som udadtil indgår for at beskytte organisationen og dens aktiviteter • at der er tale om alvorlig kriminalitet, som giver betydeligt økonomisk udbytte, f.eks. narkokriminalitet, omfattende berigelseskriminalitet, spil, våbenhandel, menneskesmugling og prostitution • at udførelsen af kriminaliteten er teknisk avanceret, ressourcerig og ofte international. Alt sammen noget, der vækker mindelser om den organiserede kriminalitet i Chicago, som Al Capone var en del af. Senere har EU lavet en 11-punkts beskrivelse af organiseret kriminalitet, der stort set indeholder de nævnte elementer. Situationen i dag kan beskrives således, at de kriminelle organisationer er mere bredspektrede i deres kriminelle aktiviteter, hvilket betyder, at ”profitten” i langt højere grad er bestemmende for kriminalitetsformen. Over de seneste år har situationen ændret sig dramatisk. Mange faktorer spiller ind i billedet af tidens aktive kriminelle, der rækker ud over trivialkriminaliteten, blandt andet: • en øget internationalisering • en øget adgang til elektronisk information og kommunikation • en nemmere formidling af penge mellem landene • en sammenblanding af kriminalitetsformerne, således at det i dag er almindeligt at møde kriminelle, der spænder vidt – såkaldt multikriminelle • en høj grad af mobilitet også på tværs af landegrænserne. Hvis man generelt ser på situationen i Europa repræsenterer nationale organiserede kriminalitetsgrupper en betydelig trussel i 11


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 12

langt de fleste lande, hvor hovedproblemerne blandt andet er narkotika, hvidvask af penge, illegal indvandring, menneskehandel og i mange tilfælde væbnede røverier og smuglerier. Generelt må man konstatere, at udviklingen ikke har gjort det lettere at bekæmpe dette voksende organiserede kriminalitetsproblem. Den tekniske udvikling på it-fronten og på hele kommunikationsfronten går så stærkt, at det såvel teknisk som lovgivningsmæssigt kan være svært at følge med. Så politimyndighederne står fortsat over for meget store udfordringer. De nævnte udfordringer er heller ikke blevet lettere af, at hævn og gengældelsesaktioner også spiller en væsentlig rolle. Netop denne situation gør, at man i mange år har søgt at finde andre måder at bekæmpe problemet på. Her kommer Al Caponemetoden ind i billedet. Kort fortalt går den ud på at finde andre indgange til en forbryder og stille ham til ansvar og dermed neutralisere ham for en stund, indgange, der ikke har deres udgangspunkt i straffeloven i almindelig forstand, men i de penge, der bliver genereret i den kriminelle organisation. I de seneste år har skattemyndighederne spillet en stadig større rolle i samspil med de politiafdelinger, der har speciale i økonomisk kriminalitet, og hermed er Al Capone-metoden blevet et meget væsentligt våben i kampen. Det er mindre kompliceret at stille spørgsmål til en konkret pengestrøm, store ejendomskøb, besiddelse af kæmpe luksuskøretøjer eller kostbare smykker og forlange en dokumentation for pengenes tilstedeværelse, end det er f.eks. at bevise medvirken til drab, vold og lignende kriminalitet. Al Capone-metoden er blevet stadig mere anvendt i kampen mod banderne, og den giver stedse gode resultater, så der er fortsat udsigt til, at vi i tiden fremover igen og igen vil høre Al Capone-navnet nævnt, når den organiserede kriminalitet skal bekæmpes.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 13

Tidstavle 1899

Capone bliver født i Brooklyn

1918

Gifter sig med Mae Coughlin og får sønnen Sonny

1920

Spiritusforbudet indføres

ca. 1920 Flytter til Chicago 1922

Anholdes for spirituskørsel i Chicago

1924

Hans ældre bror Frank bliver skudt af politiet under lokalvalget i Cicero

1925

Overtager ledelsen af Johnny Torrios bande

1925

Første kendte mordforsøg på Capone

1926

Capone går under jorden i flere måneder efter mordet på McSwiggin

1927

Erklærer, at han vil opgive livet i Chicago

1928

Køber hus i Florida og opholder sig mere og mere der

1929

Idømmes et års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse i Philadelphia

1930

Løslades og sættes på listen over Public Enemies som nummer 1

1931

Idømmes 11 års fængsel for skattesvig

1932

Sættes i fængsel i Atlanta

1933

Spiritusforbudet ophæves

1934

Overføres til Alcatraz

1939

Benådes for fængselsstraffen

1947

Dør i sit hjem i Florida


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 14

Public Enemies i foråret 1930 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 23. 24. 25. 26. 27. 28.

“Scarface” Al Capone Tony “Mops” Volfe Ralph Capone Frank Rio “Machine Gun” Jack McGurn James Belcastro Rocco Fanelli Lawrence Mangano Jack Zuta Jack “Greasy Thumb” Guzik Frank Diamond George “Bugs” Moran Joe Saltis Joe Aiello Edward “Spike” O’Donnell Frank McErlane Vincent McErlane Danny Stanton Myles O’Donnell Frank Lake Terry Druggan William “Klondike” O’Donnell George “Red” Barker William “Three Finger Jack” White Joseph Genaro Leo Mongovern James “Fur” Sammons William Niemoth


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 15

Indledning – berømtheden

“Jo mere jeg skrev om ham, desto bedre kunne han lide det.” Chicagojournalisten James Doherty om Al Capone

Der findes kun én virkelig person, der har figureret i et Tintinhæfte – nemlig Al Capone i Tintin i Amerika fra 1931-32. Han omtales faktisk også i Tintin i Congo fra 1930-31. I de år var Capone en international megaberømthed på niveau med vore dages Michael Jackson eller Britney Spears. I begyndelsen af 1930’erne blev der udgivet biografier om ham, der blev indspillet film om hans liv, han var på forsiden af Time Magazine den 24. marts 1930, han gav interviews til højre og venstre – selve retssagen imod ham for skattesvig i efteråret 1931 resulterede i en bog. I en avisnotits fra 1931 om en nationalsocialistisk politiker på vej op blev den ti år ældre Adolf Hitler kaldt ”en Capone i tysk politik”. ”Al Capone er mere end et menneske,” konstaterede Chicago Tribune i en leder i 1931, ”han er en myte. Han er resultatet af den amerikanske kultur.” Capone var altså mere end en skurk, han var en kendt jetsetskikkelse, mangemillionær i dollars, en gangsterkonge, der konstant var truet på livet, en self-made man fra indvandrerslummen, massemorder, familiefar og en af Depressionens store velgørere med gratis suppekøkken i Chicago – det hele i en og samme person. 15


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 16

Al Capone på forsiden af Time Magazine den 24. marts 1930. Før løsladelsen fra fængslet i Philadelphia, hvor han afsonede ti måneder for ulovlig våbenbesiddelse, voksede interessen for ham stærkt. Samme år udkom den første biografi om ham.

16


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 17

Først og fremmest er han dog et amerikansk ikon, en personificering af begrebet gangster, sådan som vi har lært det at kende gennem hundredvis af film, hvor den kriminelle – the bad guy – er en (selv)destruktiv antihelt. Og alle, der har været i Chicago, ved, at Capone i dag også er en del af byens varemærke som turistattraktion. I så godt som hver eneste butik kan man købe alt fra kaffekopper og T-shirts til slips og penne prydet med det ikonagtige billede af Capone, gangsteren med stort G. I dag er den virkelige Al Capone (1899-1947) – alias Al Brown, Scarface, Snooky, The Big Fellow eller Public Enemy no 1 – glemt, selv om en overdreven eller opdigtet version af ham med skiftende mellemrum dukker op på filmlærredet. De mest kendte er måske Paul Muni som en friskfyragtig Tony Camente, en pastiche over Capone i Scarface: The Shame of a Nation fra 1932 og Robert De Niro som en kolerisk Capone i The Untouchables fra 1987. Begge overdriver – og forenkler – Capones tilbøjelighed til vold og hans destruktive træk. Samtidig overgik virkeligheden fantasien i de bemærkelsesværdige år i 1920’ernes Chicago, da gangsterkongernes formuer overgik det meste, da næsten ingen blev dømt for de hundredvis af gangstermord, der fandt sted for åbent tæppe i byen, da korruptionen ikke kendte nogen grænser, da valgdagene udartede til ildkampe og optøjer, da maskinpistolerne begyndte at komme i brug midt i storbyens folkemylder, da Chicagos styre kapitulerede over for Capone og hans fæller i en sådan grad, at myndighederne i Washington måtte gribe ind og sørge for, at han blev fældet for skattesvig. Den virkelige Al Capone ved man ikke ret meget om. Han blev født i New York i 1899 som barn af italienske indvandrere. Da spiritusforbudet blev indført i USA i 1920, åbnede der sig et kolossalt marked for ulovligt salg af indsmuglet eller hjemmebrændt øl og spiritus. På den tid kom Capone til Chicago med sin kone og sit nyfødte barn og lod sig hverve til underverdenen af den daværende leder, Johnny Torrio. Da Torrio i 1925 måtte flygte fra byen, overtog Capone hans plads som leder og blev i 1931 idømt 11 års fængsel for skatteunddragelse. Ifølge en lov, der blev ind17


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 18

ført i 1920’erne, skulle selv indkomster fra kriminel virksomhed beskattes, og denne lov bragte mange forbrydere bag lås og slå. Capone blev dog løsladt i 1939, alvorligt syg af syfilis, og døde i sin seng i 1947. Gangsternes æra i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne faldt sammen med både et økonomisk boom og Depressionen, og det var under Depressionen, at udtrykket Public Enemy opstod om disse mænd. Chicago Crime Commission opstillede en liste over gangstere, der blev betragtet som Public Enemies. Listen blev offentliggjort i Chicagos førende dagblad, The Chicago Tribune, i april 1930, og Al Capone stod øverst. Disse mænd var samfundets fjender – men sloganet fik også en betydning, der ikke var tilsigtet, men ikke desto mindre gav dem deres særlige udstråling: De var public enemies i betydningen kendte fjender af samfundet. En medieskabt verden begyndte at tage form, og 1920’erne var filmens gennembrudstid. I 1927 kom tonefilmen til. De første gangsterfilm kom i 1920’erne, og allerede i 1931 blev der indspillet hele 50 gangsterfilm i USA. Aviserne skrev kilometervis af spalter om gangsterkrigene, og valentinsdagsmassakren i februar 1929 kom på forsiderne af udenlandske aviser. Gangstermordene var ofte forsidestof, og visse voldshandlinger kunne følges dag for dag, da konflikterne indeholdt den dramatik, som gode fortællinger altid rummer – pludselig død, rigdom, skurke, undertiden helte samt fjendskab og undertiden forsoning – og mediedækningen af bandekrigene kan måske sammenlignes med vore dages doku-soaps. Bandekrigene var desuden både tilstrækkeligt eksotiske og foregik tilstrækkelig nær på til at vække stor interesse. På den ene side blev gangstere skudt for åbent tæppe på gaden, på den anden side var almindelige Chicago-borgere ikke så direkte truet af de spiritussmuglende gangsterbander som af andre kriminelle som røvere og tyve, hvorfor de organiserede kriminelle og deres indbyrdes stridigheder var et emne ved middagskonversationer i 1920’ernes Chicago. En journalist, der dækkede byens gangsterkrige, beskriver dem som ”en offentlig forestilling, omtrent som dem, der udspilledes i 18


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 19

Roms Colosseum, med den ene forskel, at gangsterne ikke blev tvunget ind i arenaen. I 1920’erne nød også ’ordentlige mennesker’ showet, uden at lade sig forstyrre af, at man skulle få medlidenhed med nogen.” De mange mord blev ofte mødt med kommentarer som: ”Endnu en død gangster? Ja, ja, de får vel snart gjort kål på hinanden.” Et andet eksempel på gangsterne og mediernes rolle: James Doherty var kriminalreporter på Chicago Tribune i 1920’erne, og han fremhæver, at Capone levede i symbiose med medierne: ”Trib var en frisk avis, og det var vi på redaktionen også – vi drak, arbejdede hårdt og var imod Forbudet, da vi ikke kunne lide den måde, det var blevet gennemtvunget på. Kriminalstoffet var vigtigt dengang, og vi gav det altid god plads. Vi lå i vild kamp med Herald og Examiner om de bedste kriminalnyheder, så jeg tilbragte en hel del tid sammen med gangstere og mødte da også Capone ret ofte. Jeg vil ikke påstå, at jeg direkte kunne lide den type, men han var altid venlig imod mig. Jeg skrev hundredvis af artikler om ham. Det kunne ske, at jeg den ene dag beskyldte ham for mord og så mødte ham dagen efter, men i så fald var der ingen af os, der nævnede det brændfarlige emne. Jeg mødte ham ved en begravelse, i en smugkro eller nede hos den offentlige anklager, og han havde altid et ord med på vejen til mig. Men han var ikke specielt underholdende selskab; han var ikke velformuleret, havde ikke ordet i sin magt. Han holdt sig til overfladiske fraser og kom aldrig frivilligt med oplysninger. Men jo mere jeg skrev om ham, desto bedre kunne han lide det. Han elskede at være i rampelyset og var altid klar til at stille op og sludre lidt med os journalister. Han kunne godt lide den reklame, det gav. Det gavnede hans forretninger. Gjorde det lettere at skræmme kunderne. Vi skubbede ham op på førstepladsen i gangsterverdenen. De var jo gangstere alle sammen og ville gerne være kendt som de tunge drenge i branchen – som politikerne plejede at sige: ’Bare sørg for at stave mit navn rigtigt, så kan I skrive, lige hvad I vil.’ Jeg har svært ved at gå med til, at han udelukkende og helt igennem var ond, sådan som han er blevet beskrevet senere. Ingen tvivl om, at han var en koldblodig morder, men han havde også sine gode sider. Som jeg 19


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 20

ser ham, var han et offer for sin tid og dens ånd. Capone blev tolereret af offentligheden, fordi – man kan lige så godt sige det ligeud – han gav den, hvad den ville have. Der var ingen, der havde noget at indvende imod, at de solgte spiritus; det var alle myrderierne, der til sidst blev deres fald – men man må ikke glemme, at de holdt deres myrderier inden for egne rækker. Der var bare tale om krige, først og fremmest mellem irere og italienere. Selv er jeg irer, og det kunne ske, at man kom ind på redaktionen en morgen efter et nyt mord og sagde til en italiensk kollega: ’Nå, så var der en spaghetti mere til min side’ – og dagen efter kunne han komme ind og sige: ’Nu står vi lige igen, Jim – vi kunne notere et point til os i går aftes.’ Og så meget kan jeg sige til Capones ære, at jeg skrev en hel del skrappe ting om ham, men han tog det aldrig personligt. Jeg vil ikke påstå, at hans mænd kunne lide ham, men at de respekterede og frygtede ham, er hævet over enhver tvivl. Han var en stor mand.” Alene i 1928, et tilfældigt valgt år, figurerede Capone i over 100 artikler i The Chicago Tribune – altså et par gange om ugen. Terry Druggan, der sammen med partneren Frank Lake ledede en bande på West Side, omtales i 470 artikler i løbet af 1920’erne – i gennemsnit omkring en gang om ugen igennem ti år. ”Terry og Frank” var så velkendt blandt læserne, at de ofte kun blev nævnt ved fornavn i overskrifterne. ”Machine Gun” Jack McGurn – en af Capones livvagter og gorillaer – optrådte i 45 artikler alene i året 1929 i en af Chicago-aviserne. Man må også huske på, at Capone, Druggan og McGurn kun var nogle af Chicagos cirka 10.000 professionelle forbrydere i 1920’erne. Aviserne havde på den tid heller ingen problemer med at navngive mistænkte kriminelle og offentliggøre billeder af dem; ofte oplyste man tilmed deres adresse. Undertiden offentliggjorde man også billeder af lig. Gangsterlederne blev altså kendisser, og Capone var en af de mere åbenmundede i de mange interviews, han gav – om sig selv og sit liv, men også om de seneste dødsofre og frontforskydningerne i ølkrigene, der rasede på sit højeste i Chicago mellem 1924 og 1929. Det var både godt og ondt med alle disse skriverier. Naturligvis voksede rædslen, hvis aviserne blæste gangsterbossernes 20


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 21

handlinger op, men den megen omtale kunne også være direkte livsfarlig. På et tidspunkt forærede Capone straks sin bil væk, da man havde bragt et billede af den, hvor nummerpladerne kunne ses: ”Ellers var den bil blevet min død,” skal han have sagt. På langt sigt var omtalerne skæbnesvangre. Da avisernes forsider var fyldt med gangsterkrigenes forviklinger, og forbryderne blev kendte, blev presset på myndighederne om at gribe ind for stort. Den næste generation af professionelle forbrydere forstod Capones og hans kumpaners fejltagelse, og da forbudstiden ophørte sidst i 1933, gik de kriminelle under jorden. ”Hvis vi igen kommer på forsiderne, er det sket med os,” skal en af Capones efterfølgere have sagt, og den sætning blev noget af et mantra for den organiserede kriminalitet i USA fra og med begyndelsen af 1930’erne. Det var altså både godt og ondt at være kendt, men almenhedens interesse for disse mænd har måske noget at gøre med, at de var så ekstremt amerikanske, selv om de fleste netop var andengenerationsindvandrere, næsten udelukkende italienere, irere eller jøder. De var entreprenører, self-made men, de imødekom en almen efterspørgsel med deres udbud af alkohol, spil og prostitution. De var også individualister på en særlig amerikansk måde – de personificerede den amerikanske drøm. De repræsenterede også den typiske amerikanske indvandrer som prototype. De var de utilpassede, de fremadstræbende, de, der havde forladt det gamle Europa for noget nyt og anderledes – de, der turde bryde op. Og netop den amerikanske historie og mytologi er fuld af helte, der er benhårde individualister, som sætter sig op imod systemet og nægter at indordne sig – tænk på Jesse James, Billy The Kid, John Dillinger eller Bonnie og Clyde. Eller O.J. Simpson. Det kan være fristende at affærdige Capone og hans kumpaner som utilpassede, grådige, psykopatiske mordere. Mange af dem var det, men de var også noget mere. De drev kapitalismen til den yderste grænse, samtidig med at de kom til at symbolisere hele USA: ambitionerne, foretagsomheden, individualismen, tilbøjeligheden til vold, storbymentaliteten, de store biler og bundterne af pengesedler. 21


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 22

Naturligvis handler hele gangsterfænomenet, der antog så groteske dimensioner i 20’ernes Chicago, om at få opfyldt den amerikanske drøm – for enhver pris. Cadillac’en, cigarerne, seddelbundterne, respekten, de dyre jakkesæt og luksusvillaen i Florida – alt det, som Capone og hans lige efterlignede næsten til det parodiske – repræsenterede Amerika, selv om Capones Cadillac var pansret og forsynet med skydeskår. Vejen fra slum og underbetalte job, racisme og mindreværdskomplekser er ofte lang og snoet og kan strække sig over flere generationer. Men der var en genvej: at blive gangster. Det var dog en farlig genvej, de fleste døde unge og med tyndslidte såler på skoene. Samtidig blev de paradoksalt nok i deres samtid betragtet som feudale levn fra Europa, der ikke passede ind i den moderne verden; de blev betragtet som bønder fra den gamle verden, der havde bragt deres middelalderlige normer og blodhævn med ind i den for dem så fremmede moderne storby. Den organiserede kriminalitet, som vi kender den, blev formet i 1920’erne i USA, da det moderne, konkurrencebaserede forretningsliv blev parret med den etniske og lokalbundne bandekultur, som var vokset frem i de amerikanske storbyer. Resultatet var virksomheder/bander bestående af voksne mænd, der ikke skyede noget middel for at presse udbyttet op i et skyhøjt leje. Marked minus moral er lig med mafia (i ordets videste betydning). Det er ikke så ligetil at redegøre for gangsterkrigene i Chicago med alle deres forviklinger. Kommerciel rivaliseren, personlige modsætninger, æres- og hævnmotiver, forræderier, uventede alliancer og opblussende indbyrdes stridigheder prægede meget af volden. Chicago blev domineret af en halv snes bander – nu taler vi om forretningsdrivende bander af voksne mænd, og ikke de over 1000 ungdomsbander, der også hærgede i byen – som undertiden samarbejdede, undertiden lå i strid. Der blev udkæmpet krige om kontrollen med den illegale handel med spiritus, men også om spil, prostitution, beskyttelse og senere infiltration af fagforeninger og lignende. Der blev ikke udkæmpet nogen egentlige slag, men spirituskrigene blev ført som guerillakampe i storbyjunglen, 22


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 23

som baghold, med mord, forræderier, motoriserede angreb, bombninger og skræmmekampagner. Og stridighederne bølgede frem og tilbage over de grænser, man forsøgte at holde eller udvide. Selv om det var livsfarligt at involvere sig i organiseret kriminalitet, havde banderne ingen problemer med at rekruttere nye medlemmer. Udbyttet var stort og fristende, og al den luksus, status og respekt, der stod om dem, som det lykkedes for, virkede tillokkende, selv om mange kun kom til at opleve det i kort tid. Desuden var ølkrigene meget blodige. I løbet af mindre end et år – 1928 – blev der for eksempel udført 115 bombeaktioner i byen. Over to om ugen. Mange fandt sted i forbindelse med lokalvalgene. Ingen blev nogen sinde tiltalt eller dømt for disse bombeattentater. Også antallet af mord steg dramatisk i 1920’erne; man talte op til 400 eller 500 voldelige dødsfald om året i byen i midten af 1920’erne. Mange af Chicagos kriminelle blev kidnappet og skudt uden for bygrænsen på en såkaldt køretur (a one way ride) og blev derfor ikke medregnet i Chicagos mordstatistik. Der findes ikke meget skrevet på dansk eller svensk om Capone. Fred Pasleys Al Capone – en magt uden for loven er en oversættelse fra 1931, der har sin største værdi i, at den blev udgivet af en Chicago-journalist, da Capone i 1930 befandt sig på toppen af sin karriere – den giver et billede af samtidens både sensationalistiske og moraliserende syn på ham. Bogen har dog især idéhistorisk værdi – den er tidstypisk racistisk og fordomsfuld. Kenneth Allsops Gangstertiden i Chicago (Gyldendal 1963) er ambitiøst anlagt og sigter på at give et bredt billede af forbudstiden. Den er dog fuld af fejl, rent digt og selvmodsigelser, og den britiske forfatters kritiske syn på USA gør, at han undertiden overdriver for at tydeliggøre sine pointer. Samtidig giver han et romantiseret billede af de kriminelle grupper i Chicago, og det samme gælder Bertil Lagerström, som i 1987 udgav bogen Gangsterliv, der indeholder lange romanlignende passager og opfundne dialoger med mere. Siden 1900’erne er omfanget af litteratur om denne æra vokset hurtigt i USA, og den er af varierende kvalitet, alt fra David E. Ruths teoretiske Inventing the Public Enemy (1996) til Amanda 23


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 24

J. Parrs fantasifulde, romantiserende og overdrevne biografi Machine Gun Jack McGurn (2005). Dertil kommer en del ny forskning af sociologisk og kriminologisk karakter samt Chicagohistorik. Derudover er der en del erindringer af journalister, jazzmusikere, dommere med flere, der giver livfulde billeder af datidens Chicago. Denne genre er dog ofte upålidelig som for eksempel Eliot Ness’ selvforherligende og voldsomt overdrevne selvbiografi The Untouchables, der har ført til flere tv-serier og film, som har givet og giver et misvisende billede af tiden. Ud over erindringer er de samtidige sociologiske undersøgelser om kriminaliteten værdifuld; de tykke videnskabelige værker fra 1920’ernes Chicago-skole er forbløffende velskrevne. Datidens journalistik er nu tilgængelig via Chicago Tribunes hjemmeside, hvor man kan finde frem til artikler ved hjælp af en glimrende søgefunktion. Lad mig give et eksempel: I september 1928 blev Capone for første og sidste gang ramt af en kugle. Hans pistol gik ved en fejltagelse af, da han spillede golf med Burnhams borgmester. Der blev selvfølgelig bragt en notits herom i Chicago Tribune. Men alligevel er begivenheden ikke nævnt i nogen tidligere biografier, da hans levnedsskildrere – gætter jeg på – har siddet og bladret i avissamlingerne i Chicago Tribunes arkiv og har overset en masse. Nu er alle aviserne ikke blot indskannet, de er også blevet systematiseret efter navn og begivenheder, så man let kan finde alt, hvad der er skrevet om Capone, selv notitser om faren ved at spille golf med et skarpladt våben i bukselommen. Avisartiklerne fungerer ligesom datidens sociologiske undersøgelser både som kilder og litteratur: Som kilder til tidens opfattelse af kriminaliteten, og hvordan man betragter gangsterfænomenet, og som litteratur, fordi artiklerne giver mange fakta, citater og interviews blandet med alle mulige informationer – gangsterkrigene blev overvåget minutiøst. Begravelser, ildkampe, bryllupper, retssager – al den slags fik masser af spalteplads. At kunne downloade disse gamle aviser som pdf’er på min computer har været en forudsætning for at kunne skrive denne bog. Chicago Tribune var i 1920’erne og 30’erne Chicagos dominerende dagblad med et oplag på op til 500.000 eksemplarer. 24


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 25

Desuden må hjemmesiden Homicide in Chicago 1870-1930 nævnes. Her er der udførlige informationer om hvert eneste af de over 11.000 mord, der fandt sted i byen gennem de 60 år, samt en hel del anden Chicago-historik. Northwestern University i Chicago står bag dette ambitiøse projekt, som har været til stor hjælp for forskningen. Også et andet værk må fremhæves: Den monumentale forskningsundersøgelse Illinois Crime Survey (1929) er en klassiker inden for dette felt, som ingen, der skriver om 1920’ernes Chicago, kan undvære. Meget stof er hentet fra denne guldgrube, især fra tredje del: ”Organised Crime in Chicago” af sociologen John Landesco, som dog understreger, at meget af hans materiale bygger på dagbladenes dækning. Dernæst er de tidligere biografier om Capone selvfølgelig værdifulde; selv om nogle er sjuskede, og andre er fantasifulde, indeholder de naturligvis meget stof, som jeg har benyttet mig af. Den bedste af dem er Robert J. Schoenbergs Mr. Capone (1992). Capone selv nedskrev aldrig noget om sit liv, selv om han i foråret 1931 blev tilbudt ikke mindre end to millioner dollars for at skrive sin selvbiografi (bøger kostede dengang to-tre dollars i handelen, hvilket siger noget om, hvor stor interesse forlaget regnede med: ”Bogen ville nok kunne indbringe en masse penge,” konstaterede Capone lakonisk). I stedet kommer han til orde via andre eller i avisinterviews. Hvordan hans citater blev redigeret eller broderet på, ved vi intet om, men alle replikker og citater, der forekommer her i bogen, hidrører fra den tids avisinterviews. Indimellem synes man, at man kan høre ham eller kommer ind på livet af ham i disse gamle avisartikler. Den 18. maj 1929 bragte Chicago Tribune en længere artikel i anledning af, at Capone var blevet anholdt i Philadelphia for ulovlig våbenbesiddelse og omgående idømt et års fængsel. Man spekulerede på, om han midlertidigt søgte beskyttelse i fængslet – hovedoverskriften på forsiden lød: ”Capone takes cover in jail”. Underoverskriften lød: ”Bars may save chief from his foes”. I artiklen fortalte man, at Philadelphias chef for offentlig sikkerhed, Lemuel B. Schofield, havde talt med en træt og bekymret Capone til langt ud på natten efter anholdelsen – som efter al sandsynlighed var blevet plan25


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 26

lagt af Capone selv – og at Capone havde talt stilfærdigt, men udførligt om bandekrigene i Chicago, som han nu ville få en pause fra. Måske var han lettet over, at anspændelsen i hans liv var forbi for en tid, og over, at han skulle tilbringe næsten et år i fængsel, hvilket trods alt gav en vis tryghed. ”Jeg har haft den mest interessante samtale, man kan have, om gangstervældet i USA,” udtalte Schofield til Chicago Tribune: I maj 1929 var der blevet afholdt en tredages national konference i Atlantic City, og en generel overenskomst om territoriefordeling og fred var blevet indgået mellem landets kriminelle topfolk. Capone var dog blevet anholdt og dømt på vejen hjem, og nu ville han tale, så nyheden om fred kunne nå hans ”drenge” i Chicago. Han vidste, at det, han sagde, ville ende i aviserne. Den 30-årige Capone fortalte, at fredskonferencen var en konsekvens af valentinsdagsmassakren i februar samme år, hans pyrrhussejr, hvor seks af fjenden George ”Bugs” Morans mænd var blevet myrdet. Alle indså nu, at ølkrigene i Chicago var kørt af sporet, og at der måtte gøres noget, fremhævede Capone. Han talte alvorligt og oprigtigt, ifølge Schofield, og fortalte om livet i underverdenen: ”I to år har jeg forsøgt at komme ud af det, men det kan ikke lade sig gøre. Hvis man først er begyndt, sidder man fast i det resten af livet. Parasitterne trækker i en og tigger om tjenester og penge. Man lever i konstant frygt for døden, og værre end det – for underverdenens parasitter, der går til politiet, hvis man ikke konstant holder dem med penge. Jeg er træt af gangstermord og skududvekslinger. Jeg vil leve og lade leve. Jeg har en kone og et barn på 11 år, en dreng, som jeg forguder, og et smukt hjem på Palm Island i Florida. Hvis jeg kunne tage dertil og glemme det hele, ville jeg være verdens lykkeligste mand.” Schofield rådede ham til at forsøge at forlade underverdenen. ”Jeg har forsøgt, men det lader sig ikke gøre,” svarede Capone dystert. Schofield spurgte, hvordan han kunne klare at leve under konstante dødstrusler. ”Well, jeg er ligesom alle andre. Jeg har været med så længe, at jeg er klar over, at krigslykken undertiden vender. Tre af mine venner blev myrdet i Chicago i forrige uge. 26


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 27

Den slags gør ikke en mere rolig. Jeg har ikke haft ro på mig i mange år. Hvert minut har jeg været i livsfare. Selv i den roligste stund kan lyset pludselig blive slukket.” Hans romantiserede liv fremstår pludselig som lidet misundelsesværdigt. Hans tykke seddelbundter, hans dyre biler og luksussuiter, de villige piger og de overdådige fester gav sikkert mange et forskønnet billede af hans liv, men Capone selv forstod ret tidligt, at det var et liv i nuet, et mareridt, et liv i konstant rædsel.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 28

PROLOG – ET VENDEPUNKT

”Chicago myldrede med gangstere – gangstere, der myrdede gangstere; gangstere, der blev dræbt af politiet, 160 på fire år; gangstere, som for deres fornøjelses skyld skød vildt omkring sig på værtshusene …” Journalisten Herbert Asbury i The Gangs of Chicago

Chicago, april 1926. En ung succesrig anklager, William McSwiggin, bliver skudt ned med maskinpistolild fra en kørende bil uden for en smugkro i den gangsterdominerede forstad Cicero. Sammen med McSwiggin dør også to kendte gangstere, som han af en eller anden ukendt grund har tilbragt aftenen med. Meget taler for, at det er Al Capone, på det tidspunkt mest kendt som Al Brown, der har holdt maskingeværet. Mordene medfører en mediestorm i hele USA mod gangstervældet i byen. Politiet er nødt til at handle: Smugkroer lukkes, spillebuler samt hemmelige bryggerier og hjemmebrænderier udsættes for razziaer, tilholdssteder for gangstere ransages. Politiet finder våben, illegal spiritus, udstyr til hjemmebrænding, bogføringsark – men ingen Capone. Han var flygtet fra byen og gemte sig på et hemmeligt sted hele foråret og sommeren 1926. Til sidst overgav han sig til politiet, men han blev løsladt efter nogle forhør. Ingen blev nogen sinde tiltalt for mordet på Mc28


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 29

Swiggin. Omkring midten af 1920’erne var lovløsheden i byen total. Ifølge en rapport fra 1928 var ikke en eneste person blevet dømt for nogen af de seneste 215 mord i byen, som kunne henføres til krigen om ølhandelen. Chicago-journalisten Herbert Asbury fortæller i bogen The Gangs of Chicago, at Chicago på den tid var ved at kapitulere totalt over for banderne. Da politiet var demoraliseret og hjælpeløst, og hele retsapparatet kollapset, tog kriminaliteten til på alle fronter. De organiserede og nyrige banders succeser og åbenbare immunitet over for loven lokkede flere og flere ind i kriminalitet. Bankrøverier blev hverdagskost – overalt i Chicago var der bankrøverier ved højlys dag, og banditterne gjorde sig ikke engang den ulejlighed at maskere sig. Politiet segnede under byrden af alle de anmeldte røverier – mellem 100 og 200 blev rapporteret hver nat. Indbrudstyve satte sig på distrikter, der blev plyndret systematisk, hus for hus. Hælere fulgte med tyvene ind i butikker og udpegede det, der skulle stjæles. Lommetyve oversvømmede byen, som de ikke havde gjort siden Verdensudstillingen i 1893. Tusindvis af biler blev stjålet, bilister udplyndret, og biler blev hugget på åben gade. Kvinder, der viste sig med smykker i offentlige lokaler, blev forfulgt og udplyndret, og rige familier ansatte private livvagter. ”Chicago,” fortsætter Asbury, ”myldrede med gangstere – gangstere, der myrdede gangstere; gangstere, der blev dræbt af politiet, 160 på fire år; gangstere, som for deres fornøjelses skyld skød vildt omkring sig på værtshusene; gangstere, der kastede bomber; gangstere, der øvede deres træfsikkerhed med maskinpistol i tyndt befolkede områder uden for byen; gangstere, der kørte for hurtigt i deres store biler og overtrådte alle tænkelige færdselsregler; gangstere, der svansede rundt i The Loop uden så meget som at gemme pistolen i hylsteret; gangstere, der udstedte ordrer til politi, dommere og anklagere, alle dem, der havde aflagt ed på at opretholde lov og orden; gangstere, der spiste på dyre restauranter, på flotte caféer; smokingklædte gangstere i operaen eller teatrene med deres minkklædte koner og elskerinder; gangstere, som bød politikere og byens embedsmænd på store festmiddage, der kunne koste helt op til 25.000 dollars; gangstere, der holdt 29


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 30

fester, hvor gæsterne gladeligt oversprøjtede hinanden med champagne til 20 dollars flasken, og hvor 1000 propper sprang på samme aften; gangstere, der bevæbnet med haglgeværer og maskinpistoler eskorterede ølkonvojer; gangstere overalt – undtagen i fængslerne. Og alle gik rundt med tykke seddelbundter; en gangster med mindre end 5000 dollars på lommen var et sjældent syn. De havde så mange penge, at der opstod nye slangord. En tusinddollarseddel var en ’grand’, hundreddollarsedler var ’leaves’ og femogtyvedollarsedler blev kaldt ’two bits’. Fem-, ti- , og tyvedollarsedler var ’chicken-feed’, de blev kastet til avissælgere for en avis [der kostede to-tre cent], til garderobedamerne på restauranterne eller til tiggere, der gjorde store øjne.” Og penge var der pludselig i overflod i den hårde arbejderby Chicago. Ifølge politiets og avisernes forsigtige beregninger indbragte den illegale spiritushandel samt hasardspillet og prostitutionen i Chicago over 100 millioner dollars om året i midten af 1920’erne. For at sætte disse tal i perspektiv kan man tilføje, at man på den tid kunne købe en Ford T for mindre end 400 dollars. En industriarbejder tjente mindre end 100 dollars om måneden, og 200-300 dollars om måneden var en rimelig løn for et middelklassearbejde. En politibetjent tjente omkring 140 dollars om måneden. Nogle år efter razziaerne i forbindelse med mordet på McSwiggin i 1926 sad en agent fra skattevæsenet i Washington, Frank Wilson, en sen aften på Chicagos anklagerkontor i færd med at gennemgå dynger af papirer, der var blevet beslaglagt ved en razzia mod forskellige gangsterbander i jagten efter beviser på Al Capones påståede skatteflugt. Myndighederne havde svært ved at finde beviser på hans kolossale indtægter, som han ikke betalte en dollar i skat af. Tilfældigvis opdagede Wilson et gammelt arkivskab, der stod ulåst i et andet lokale. Ved en indskydelse åbnede han skabet og kiggede efter, hvad der var i det. Der lå en stak papirer i brune mapper; det drejede sig om bogføringen fra en stor spillebule, der tjente titusindvis af dollars om dagen. Flere steder nævntes ”Al”. Disse papirer var blevet beslaglagt ved en razzia mod spillebu30


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 31

len Hawthorne Smoke Shop i Cicero i forbindelse med McSwiggin-mordet i 1926. Det var et kendt Capone-sted. I fire år havde disse papirer ligget i en mappe og samlet støv på den offentlige anklagers kontor i Chicago. Da Wilson undersøgte papirerne nærmere, viste det sig, at Capone havde tjent 587.721 dollars alene på det spillested, samtidig med at han officielt oplyste, at han havde en indtægt på 300 dollars om måneden …


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 32

TIL AMERIKA – OPVÆKSTEN I NEW YORK OG SPIRITUSFORBUDET INDFØRES

”Jeg er ikke italiano, jeg er født i Brooklyn.” Al Capone om sin baggrund

Alphonse Capone blev født i Brooklyn som søn af italienske forældre den 17. januar 1899. Han var ligesom så mange andre af forbudstidens kriminelle andengenerationsindvandrer. Men andet er der ikke, som indikerer, at han skulle blive en af verdens mest kendte gangstere; der er intet i hans opvækst, der er særligt afvigende, eller som pegede på hans fremtidige liv. Forældrene var måske lidt mere sucesrige end gennemsnitsindvandrerne fra Syditalien – hvilket i og for sig ikke siger så meget – og både faderen og den unge Alphonse lader til at have været vellidte blandt naboer og venner. Om moderen er der næsten ingen oplysninger. De få informationer, der findes om Al Capones unge år, er modstridende og undertiden svære at få samling på. Men hvis man skal bruge nogle af de mest almindelige klichéer om kriminelle, så handlede det i Capones tilfælde snarere om, at han havnede i dårligt selskab, end at han havde en – som man siger – dårlig opvækst. Gabriele og Teresa Capone var i 1894 ankommet til USA fra egnen omkring Napoli. De bosatte sig på Navy Street og flyttede senere til en fireværelses lejlighed på Park Avenue tæt ved Brooklyn Navy Yard. Med sig havde de to sønner: Vincenzo, født i 32


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 33

1892, og Raffaele, født i 1894. Da de var på plads i indvandrerghettoen, fødtes Salvatore i 1895 og Alphonse i 1899. Senere fulgte Erminio i 1901, Umberto i 1906, Amadeo i 1908, Rose i 1910 og endelig Mafalda i 1912. I modsætning til sin kone, Teresa, lærte de ni børns far at tale temmelig godt engelsk, og børnene anglificerede deres navne under opvæksten. Vincenzo blev som voksen kaldt Richard James Hart, Raffaele blev til Ralph, Salvatore blev til Frank, Alphonse blev til Al, Erminio blev til John eller Mimi, Umberto blev til Albert, og Amadeo blev til Matthew. Dette mønster var ikke usædvanligt blandt immigranterne. Senere skulle Al Capone undertiden blive kaldt Al Caponi i aviserne. Undertiden hævdedes det, at han blev født Caponi og amerikaniserede navnet til Capone. Det passer ikke, men muligvis ændrede forældrene allerede ved ankomsten til USA stavemåden fra Caponi til Capone. Gabriele og Teresa Capone flyttede ikke blot til et nyt land og en ny verdensdel i jagten på drømmen om et bedre liv – de flyttede ligesom mange af deres landsmænd også ind til byen, selv om den lå i en anden verdensdel: hele 97 procent af alle italienske indvandrere kom ligesom de fra landet og var nødt til at søge de mest ukvalificerede job, der var i de voksende storbyer. Italienerne var strømmet til USA siden 1880’erne, og i de første år af 1900-tallet kom der flere tusind om året, hele 286.000 i 1907, da tallet var højest. Mange tog job inden for byggebranchen, hvor man kunne tjene en til halvanden dollar på en arbejdsdag på ti timer. Gabriele havde dog et lille forspring; han var barber og behøvede ikke at tage de dårligst betalte job. Efter at have arbejdet i en fødevarebutik i nogen tid kunne han åbne sin egen barbersalon. Teresa syede indimellem tøj, som hun solgte til naboerne. Forældrene Capone var ligesom mange nyankomne immigranter hårdtarbejdende og lovlydige og kæmpede for at passe ind i det nye land, de havde valgt til sig selv og deres børn. Italienerne havde det ikke let. De var katolikker, kom fra Sydeuropa, de var fattige, og de talte i modsætning til den anden store indvandrergruppe, irerne, et fremmed sprog – de skilte sig ud. Logikken i 33


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 34

indvandrerbølgerne til USA placerede altid de sidst ankomne lavest på statusskalaen, selv om der var brug for dem som arbejdskraft i den hurtigt voksende økonomi. Familien Capone havde det dog ret godt: altid mad på bordet, rent og helt tøj, et hjem, der var noget bedre end de fleste nye indvandreres. Immigrantstrømmene – 25 millioner mennesker mellem 1885 og 1924 – blev dog ikke altid betragtet med blide øjne af det omgivende samfund: ”Vi bliver oversvømmet af, drukner næsten i, en enorm flodbølge af europæisk rakkerpak,” skrev man i 1892 i en leder i New York Herald, som mente, at indvandrerne var tiggere, forbrydere, fattige og andre uønskede elementer fra fremmede kulturer. ”Vores land er ikke en filantropisk institution for alle verdens moralsk lavtstående mennesker. Jo før vi lukker døren, desto bedre.” Lederskribenten skulle komme til at vente i flere årtier, før døren blev lukket; først i 1920’erne begyndte man ved forskellige restriktioner at begrænse indvandringen. Livet i Brooklyn var hårdt for de nyankomne. De boede i en uopvarmet lejlighed til et par dollars om måneden i tre- eller fireetagers lejekaserner af røde mursten. Der var hverken vand, afløb eller badeværelser, og man opvarmede lejlighederne med en koksovn i køkkenet. Fællesdasserne var nede i gården. De italienske indvandrere havde den værste helbredsstatus i USA: Ved mønstringen før Første Verdenskrig blev 35 procent af alle unge mænd af italiensk afstamning i New York kasseret af helbredsgrunde, blandt dem Capone, der var på session i 1918. Han havde oplyst, at han var papirskærer af profession, og at han stadig boede hjemme hos sine forældre. Spædbarnsdødeligheden var højest blandt de italienske indvandrere; difteri og febersygdomme tog dobbelt så mange italienske børns liv som resten af befolkningens. Samtidig var gruppen den mindst skrivekyndige af alle de etniske grupper i USA. Med andre ord – prognosen for en italiensk dreng, der voksede op i New York, var ikke den bedste. Italienerne var de fattigste i verdens rigeste land – et land, hvor 34


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 35

succes udelukkende måles i penge. Selvfølgelig fristede det så meget desto mere at få succes via kriminalitet. Og fristelsen blev ikke mindre som følge af den racisme, der herskede mod de sidst ankomne, og den diskriminering, der regelmæssigt forekom på alle planer: En italiensk fabriksarbejder tjente for eksempel mindre end en indfødt, der udførte de samme opgaver. Desuden var mange amerikanere overbevist om italienernes nedarvede tyvagtighed og tilbøjelighed til kriminalitet. De blev betragtet som beskidte, løgnagtige og tilbagestående. Racebiologien var en videnskab i sin vorden, og mange etablerede forskere var overbevist om, at indvandrere fra netop Italien gjorde landet mere kriminelt. En sociolog mente, at de syditalienske indvandrere var for uintelligente til at overleve i deres nye miljø, et ræsonnement, der genlyder af tidens socialdarwinistiske idéer. Indvandrerne fra Syditalien blev også generelt anset for at være lavere af vækst og mørkere end andre indvandrere og dermed lettere at identificere – og stigmatisere. Selv italienere kaldte sicilianere for afrikanere eller sorte italienere. Derfor er det ikke så underligt, at Capone som voksen ofte vogtede over sin amerikanske identitet. ”Jeg er ikke italiano,” plejede han at protestere, når der stod i en avisartikel, at han var fra Napoli, ”jeg er født i Brooklyn.” Han delte også mange italieneres skepsis over for sicilianere – ”de der gale sicilianere,” kunne han sige om nogle af sine våbenbrødre. Når han hørte sit navn blive udtalt i radioen med italiensk accent og i tre stavelser (”CaponE”), kunne det tilmed ske, at han og hans livvagter kom trampende ind i studiet og erklærede, at han havde et amerikansk navn, der blev udtalt ”Kappon”, i to stavelser. Denne identitetsproblematik prægede mange af forbudstidens gangstere. I skolen mødte den unge Alphonse USA. Der lærte han sproget, som jo ikke blev talt i hjemmet, der spiste han amerikansk mad, aflagde troskabsed over for det amerikanske flag, lærte om landet og mødte andre børn, der ikke var af italiensk afstamning. I skolen kom han ud af den sproglige og kulturelle isolation, som mange nye indvandrere levede i. Hans karakterer var ret gennemsnitlige, men faldt noget, da han nærmede sig teenagealderen. 35


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 36

Som 14-årig tilsluttede Alphonse sig en bande, The Navy Street Gang, der skulle beskytte italienske kvinder mod kvarterets irske ungdomsbander. De plejede at gå rundt på gaderne og synge ”We are the boys of Navy Street, touch us if you dare!” Samtidig måtte Al, der var høj og kraftig af sin alder, gå ud af skolen på grund af sin problematiske adfærd – han slog en lærer – og måtte i stedet som mange jævnaldrende teenagere prøve at komme ind på arbejdsmarkedet. De naboer, som langt senere er blevet interviewet om Capones barndom, giver dog gennemgående et billede af en temmelig flink fyr. Han opførte sig godt, kom hjem i ordentlig tid om aftenen og lod til at have god kontakt med sine forældre. Han kunne lide at danse, klæde sig pænt og more sig. En temmelig almindelig teenager. Han arbejdede et stykke tid på en fabrik, hvor han tjente 12 dollars om måneden, og i en periode arbejdede han i en slikbutik. Af og til spillede han billard med sin far. Senere flyttede familien igen, nu til Garfield Place, hvilket var et lille trin op ad den sociale rangstige. Men flytningen betød også, at de nærmede sig de irske kvarterer. Den irske immigrationsbølge var kommet til USA kort før den italienske, hvorfor irlænderne generelt havde en noget bedre økonomi og højere status. Italienske drenge kunne smægte efter de irske piger, der blev overvåget af deres mandlige landsmænd. Irerne havde alt at tabe på at blande sig med de italienske indvandrere – selv om de delte den katolske tro og delvis også følelsen af at stå udenfor – mens italienerne kunne se kontakterne med irerne som en investering. Der var dog en forskel: Mange italienske mænd giftede sig unge i modsætning til irerne, der hellere ville etablere sig på arbejdsmarkedet, før de stiftede familie. Det gjorde unge italienske mænd attraktive for giftelystne unge irske kvinder. Det lykkedes Al at indgå sådan et ægteskab. I december 1918 giftede han sig med Mary (Mae) Coughlin, tre uger efter at hun havde født deres første – og, skulle det vise sig, eneste – barn: sønnen Albert Francis, bedre kendt som Sonny. Al var 19, og Mae var 21 år og høj og blond. Hun arbejdede som ekspeditrice. Om deres første møde ved man kun, at det fandt sted ved en 36


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 37

form for bal, og man ved heller ikke meget mere om Al som teenager. Som så mange andre i store søskendeflokke i små lejligheder fik han sin skoling i gaderne. Han må være blevet påvirket af sine omgivelser: kvartererne med værtshuse, barer, spillebuler, bordeller, loppereder, hvor værelserne blev lejet ud pr. time, pantelånere, tatovørbutikker og lignende. Sømænd på orlov flokkedes i gaderne på jagt efter spiritus og kvinder, og volden hang konstant i luften. Han færdedes mere og mere i kriminelle kredse og var medlem af en bande, der kaldte sig Five Points. For en teenagedreng i slummen gav medlemskabet af en bande mulighed for at omgås jævnaldrende, at organisere nogle småtyverier, at spille kort – men også for at slippe for mishandling. Hvis en dreng færdedes alene uden for sit eget kvarter, indebar det en umiddelbar fare for at blive overfaldet af rivaliserende drengebander, ofte af anden etnicitet. Slagsmål mellem banderne var hverdagskost. Det mønster prægede alle storbyer, og bandekulturen blev, som vi senere skal se, genstand for videnskabelig forskning i Chicago. I banden mødte Capone ældre etablerede kriminelle som Johnny Torrio, Frankie Yale og Charles ”Lucky” Luciano, der alle skulle blive berygtede gangstere i 1920’erne og 30’erne. Torrio skulle blive mentor for Capone, som langt senere kaldte Torrio for noget af en faderskikkelse – Torrio blev desuden gudfar til lille Sonny Capone. Torrio var over 15 år ældre end Capone, men et hoved mindre end ham. Torrio var i modsætning til de andre kriminelle, som den unge Capone mødte, mere forretningsmand end slagsbror. Af ydre var han en rolig, lille og tynd mand, der ikke kunne lide vold eller slagsmål. Personligt ville han ikke have med den slags at gøre, og hans blide udstråling narrede mange. Torrio stod ikke på gadehjørnerne og råbte op eller gik rundt og viftede unødigt med pistoler. Han hverken røg eller drak, og han førte et ordentligt sprog. Han opholdt sig mere og mere i Chicago, hvor han arbejdede for sin farbror, James ”Big Jim” Colosimo, og Torrio flyttede dertil, nogle år før Første Verdenskrig brød ud i Europa. Omtrent samtidig med at Torrio flyttede til Chicago, skete der 37


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 38

også noget usædvanligt i Caponefamilien. Den ældste søn, Vincenzo eller James, der var 16 år, løb hjemmefra. Det var ikke et indfald af ungdommelig frihedstrang, der betød nogle dages eller ugers fravær – nej, han forsvandt simpelthen. Et år senere fik familien et postkort fra Kansas, hvor James erklærede, at han havde det godt, og at de ikke skulle være bekymrede. Derefter hørte de ikke fra ham i årtier. Han rejste rundt i Amerika og ernærede sig ved småjob. Som den eneste af de syv brødre lod han sig hverve til krigen og blev sendt til Frankrig, hvor han blev løjtnant i infanteriet. Senere, i 1920’erne og 30’erne, skulle han under navnet ”Two Gun” James Hart blive sherif i Nebraska. Ligesom sine brødre blev han altså revolvermand, men med den ene forskel, at alle hans brødre sluttede sig til underverdenen. I de sene teenageår begyndte Capone at blive kendt som en slagsbror, der efterhånden lærte at bruge kniv og pistol. I perioden i banden Five Points blev Capone anholdt tre gange, en gang for forstyrrelse af den offentlige ro og orden, og to gange mistænkt for mord. Der blev ikke rejst tiltale i nogen af sagerne. Åbenbart så Yale og Torrio en form for potentiale i den unge Capone. Beretningerne lyder dog lidt forskelligt. En af Brooklyns kriminelle skulle senere karakterisere den unge Capone som ”et nul, en forsigtig og middelmådig type”, en person, der var middelmådig til alt undtagen at danse. Med andre ord næppe en hidsig ungdomsforbryder. Denne person blev meget overrasket, da Capone ti år senere fik store overskrifter som Chicagos store gangsterkonge. Og andre, som Chicagojournalisten Fred Pasley, karakteriserede teenageren Capone som ”bleg, tynd, uanselig, næsten piget”. En anden journalist, der kendte den unge Capone, kunne heller ikke se nogen lige linje fra teenagerens første vaklende skridt ind i voksenalderen til de sene 1920’eres gangsterkonge. ”Han drak ikke, og det eneste usædvanlige ved ham i de hårde omgivelser, han færdedes i, var hans dygtighed med billardkøen, og at han var hjemme hver aften klokken halv elleve.” Capone var dog bevisligt en slagsbror, og det var den seks år ældre Yale, der rekrutterede ham til et arbejde som udsmider og 38


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 39

bartender på sit værtshus Harward Inn på Coney Island. Det var et barsk sted, hvor der var begået flere uopklarede mord. Harward Inn var et kombineret værtshus og bordel, og Capones arbejde bestod i at sørge for, at kunderne betalte for drinks og kvinder. Det var her, han som 18-årig fik det knivstik på sin venstre kind, som førte til øgenavnet ”Scarface”. Episoden har fået en legendarisk status, og der cirkulerer flere versioner af, hvad der forårsagede knivstikkeriet. Handlingen var et udslag af det, man i dag kalder æresrelateret vold. Capone skal have kommenteret, berørt eller nærmet sig en kundes lillesøster, hvilket førte til håndgemæng, hvor Capone fik tre knivstik i kinden af den krænkede bror, Frank Galliccio. Capone endte på hospitalet, hvor der skulle hele 30 sting til for at sy ansigtet sammen. Da den unge Al senere planlagde at hævne knivstikkeriet, overtalte Yale ham til at lade være med henvisning til, at manden kun havde forsvaret sin families ære. Capone lod sig overtale og skal langt senere have givet Galliccio arbejde som livvagt. Med tiden strikkede Capone selv en patriotisk løgnehistorie sammen om, at arrene hidrørte fra nærkampe i skyttegravene i Frankrig, hvor han påstod, han havde kæmpet i ”The Lost Battalion” i den 77. division. (Løgne om bedrifter under Første Verdenskrig var noget, Capone delte med en jævnaldrende forfatter, der voksede op i Chicago – Ernest Hemingway, som for øvrigt inspireret af overskrifterne om Capone skrev gangsternovellen ”Morderne”, hvor en Al fra Chicago optræder. Novellen blev offentliggjort i Mænd uden kvinder). Arrene på kinden skulle følge Capone livet igennem. Øgenavnet ”Scarface” blev aldrig brugt i hans nærvær, og på de fleste billeder vender han venstre kind væk. Da han blev ældre, forsøgte han undertiden at skjule arrene med pudder eller sminke. Men som yngre gangster på vej op må han have haft fordel af arrene. En mand med et knivskåret ansigt var en mand, der havde stået sin prøve i kamp – en mand, der ikke veg tilbage. I årene omkring 1920 var arret lige så vigtigt for ham som et mensurar for en preussisk officer.

39


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 40

Frank Yale var ved slutningen af 1910’erne en af Brooklyns mest toneangivende kriminelle skikkelser. Han var professionel morder og havde opbygget en bande af unge mænd, som han kunne leje ud til de på den tid så almindelige kampe mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne. I alle storbyer rasede såkaldte labor wars, hvor strejkebrydere blev overfaldet af fagforeningernes lejede slagsbrødre eller blev beskyttet af arbejdsgivernes lejede mænd. Frank Yale opfandt også sit eget cigarmærke – med et billede af sig selv på logoet – og påtvang alle Brooklyns cigarhandlere produktet. De turde ikke sige nej til den alt for dyre og dårlige tobaksvare: en for 40 cent, tre for en halv dollar. Han solgte også beskyttelse, gav lån til ågerrenter og organiserede for eksempel issælgere i bydelen ved at tilbyde beskyttelse mod konkurrence. Han var ikke nogen almindelig tyv eller røver, men beskæftigede sig med det, man plejede at kalde racketeering – organiseret kriminalitet og afpresning under trusler om vold. Alfonser, bookmakere og småkriminelle i Brooklyn måtte betale tribut til Yale. Trusler om vold eller hærværk omgærdede alle aktiviteterne. Capone lærte alt, hvad han havde brug for at vide, ved at arbejde for Yale. Men Frank Yale var ikke blot kriminel – han opførte sig undertiden som en feudalherre eller beskytter af sine egne. Han kunne til tider være generøs mod fattige eller ulykkesramte, han kunne for eksempel give 100 dollars til en mand, der havde været udsat for røveri. På den måde vandt Yale respekt i alle ordets forskellige betydninger, selv om den slags sporadiske udslag af gavmildhed nok mest handlede om manifestation af magt og ressourcer. Capone – endnu ikke fyldt 20 – iagttog og forstod. Frank Yales ambitioner var store: Kontrol over interesseorganisationen Unione Siciliana var hans mål. I begyndelsen, da de sociale sikkerhedsnet var ikke-eksisterende, især for nyankomne indvandrere, var Unione Siciliana en organisation for de sicilianere, der netop var ankommet til USA. For et mindre beløb fik medlemmerne hjælp i tilfælde af sygdom og til forsikringer. Organisationen varetog immigranternes rettigheder og stod for de sociale kontakter inden for de sicilianske kolonier i de amerikanske 40


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 41

storbyer. Der var tilmed undervisning i engelsk, og Unionen forsøgte at mægle i konflikter, hvor politiet ofte måtte give op (”Me don’t know” var det svar, politiet plejede at få ved efterforskninger i de italienske kvarterer). I slutningen af 1920’erne skiftede Unionen navn til Italio-American National Union. Den var blevet stiftet i New York i 1880’erne, og i Chicago havde den 40.000 medlemmer i 1920’erne. Da medlemmernes stemmer kunne garanteres ved lokalvalgene, betød formandskabet stor politisk magt – for ikke at tale om den status blandt landsmændene, som formandsposten indebar. Formandsposten i Chicago-afdelingen var meget eftertragtet og stærkt omstridt. I 1920’erne blev organisationen mere og mere infiltreret af kriminelle og kom til at beskæftige sig med afpresning, hjemmebrænderi og mord. Det lykkedes Frank Yale at blive landsformand for Unione Siciliana i slutningen af 1910’erne, og han beholdt posten, indtil han blev mejet ned af en maskinpistolild i sommeren 1928. Giftermålet i slutningen af 1918 betød, at Capones liv skiftede retning – for en tid. Han forlod Yale og Torrio samt banderne i Brooklyn, hvorefter han og hans lille familie flyttede til Baltimore, hvor han arbejdede med bogføring for firmaet Aiello Construction Company. Måske var det Mae, der påvirkede ham, måske indså han sit ansvar som familieforsørger. Hver morgen forlod han hjemmet og gik til kontoret og arbejdede pænt og ordentligt med tal og papirer. Måske syntes han, at teenageårenes undertiden forvirrede liv var forbi, og at det var på tide at forlade spændingen og volden til fordel for et seriøst voksenliv. I november 1920 døde hans far af et hjerteanfald 55 år gammel. Af ukendte årsager flyttede Capone nu tilbage til Brooklyn og genoptog sine kontakter med de kriminelle. Han blev involveret i et mord på en af Yales fjender og blev desuden mistænkt for mordet på en prostitueret, som han troede tilbageholdt penge. Torrio derimod var flyttet til Chicago, hvor han var i gang med at opbygge en helt ny type kriminel organisation omkring spiritussmugling – Forbudet var trådt i kraft i januar samme år. Han havde brug for pålidelige mænd i sin organisation. Capone så mulig41


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 42

heden for at slå to fluer med ét smæk – at forlade New York, hvor jorden begyndte at brænde under ham, og samtidig foretage et nyt skridt i sin karriere ved at lade sig ansætte hos Torrio. Man plejer at sige, at den amerikanske gangster var let at identificere frem til den 17. januar 1920. Indtil da var han en outsider, en kriminel, der stod uden for samfundets normer og idealer. Han beskæftigede sig med ting, som de allerfleste betragtede som forkerte, forkastelige og afvigende. Men i og med spiritusforbudet begyndte millioner af amerikanere regelmæssigt at overtræde loven, idet de fortsatte med at drikke øl, vin og spiritus. Det gjaldt først og fremmest mange nye indvandrere i de hurtigt voksende storbyer; de havde svært ved at indse spiritusforbudets velsignelser. Indvandrere fra Sydeuropa – der mente, at et glas vin var en obligatorisk del af et måltid – var lige så uforstående som indvandrere fra for eksempel Irland og Centraleuropa, der mente, at en normal arbejdsdag altid skulle afsluttes med en øl. Med Forbudet begyndte disse og mange tidligere lovlydige amerikanere at involvere sig med underverdenen, der villigt solgte først og fremmest øl og spiritus til alle, der ville købe. Store dele af restaurations- og værtshusbranchen havnede i gangsterhænder, og tusindvis af indvandrere, først og fremmest fra Sicilien, arbejdede på fuld tid med hjemmebrænding til de kriminelle bander. Store pengesummer blev på grund af Forbudet overført til den sorte økonomi, der ligesom den hvide blomstrede i 1920’erne. For ganske små ulovligheder var der store penge at tjene. Den amerikanske forbudstid, der blev indledt den 17. januar 1920 – på Al Capones 21-års-fødselsdag – skulle blive begyndelsen på en ny sund æra, i hvert fald i forbudsfortalernes visionære øjne, samtidig med at Forbudet betød afslutningen på en næsten 100 år lang kampagne mod alkohol. Man gav alkohol skylden for den voksende kriminalitet i slutningen af 1800-tallet, den sociale uro, fattigdommen, alle de problemer, det moderne samfunds fremvækst indebar. Og ikke uden grund. 1800-tallet var brændevinens århundrede, og den blev den store alkoholiske drik. Alkoholiske drikke var lette at fremstille, og ren spiritus var et enkelt 42


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 43

I 1920’erne blev der solgt spiritus såvel på smugkroer og restauranter som i butikker. I dette tilfælde er det et apotek, der er blevet lukket. Fotografiet er taget i Chicago i 1930.

produkt at transportere; den holdt sig bedre end øl eller vin – brændevinen frøs ikke, fordampede ikke, mugnede ikke. Det gjorde den til en perfekt handelsvare, og undertiden kunne lønninger udbetales i form af spiritus. I 1700- og 1800-tallet blev alkohol desuden betragtet som sundt. Man mente, at de fleste skavanker og sygdomme kunne kureres ved hjælp af spiritus, og mange troede, at børn sov bedre med lidt alkohol i kroppen. Alle højtider bød på skåler og druk, men også i hverdagen var der masser af lejligheder til at indtage alkohol. På arbejdspladser og skibe, i fængsler og blandt soldater var en eller flere daglige snapse en selvfølge. Mange forretninger blev afsluttet med en snaps, som tak for hjælpen bød man oftest på en snaps, brændevinen blev brugt til at øge appetitten eller mod sult, mod kulde eller 43


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 44

mod varme og så videre. For mange begyndte dagen med en snaps – rom eller whisky var almindeligt som en eye-opener. Også morgenmaden kunne bestå af øl eller en snaps. Hen imod frokost var det almindeligt med en pause på arbejdspladserne, for at folk kunne få noget at drikke. Middagen blev ofte indledt med gin eller rom, og om aftenen drak man videre. Mange butikker havde en tønde rom stående ved indgangen, så kunderne kunne forsyne sig. I begyndelsen af 1800-tallet tog drikkeriet til i både USA og Europa. Det skyldtes dels, at spiritussen blev mere og mere dominerende, og at der blev bygget flere og bedre brænderier, dels en voksende produktion i takt med landbrugets modernisering. Samtidig indledtes industrialiseringen og urbaniseringen, hvilket gjorde, at mange fattige søgte trøst i alkoholen. I 1820’erne voksede den rene drikfældighed drastisk i USA, og samtidig indledtes modreaktionen i form af en mere og mere stærk afholdsbevægelse. Omkring midten af 1800-tallet strømmede også nye bølger af immigranter ind i landet. Fattige irere og tyskere ankom i millionvis og dannede en ny underklasse. Deres vaner med at drikke øl hver dag blev forkastet af den ældre generation af amerikanere, der begyndte at udgøre en samvittighedsfuld og selvbehersket middelklasse, som forsøgte at distancere sig fra de mange indvandrere. Ved århundredskiftet 1900-1901 var øl blevet den store nationaldrik, samtidig med at nye bølger af indvandrere fra Sydeuropa kom til landet. Saloonen – hvor et gratis måltid mad ofte blev serveret til de drikkende kunder – blev symbol på underklassens drikkevaner og en skydeskive for mange reformatorer: Den indflydelsesrige lobbyorganisation The Anti-Saloon League blev stiftet i 1893. Saloonen var også et socialt og etnisk samlingssted samt et rekrutteringsforum for politikere på stemmefiskeri. Selv om den forhadte saloon var afholdsbevægelsens vigtigste skydeskive, havde den visioner om et helt igennem tørlagt USA. Der var allerede eksempler herpå – i 1851 havde staten Maine proklameret et totalforbud mod at fremstille og sælge alkohol: ”En fuldtræffer midt imellem djævelens horn,” ifølge en 44


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 45

forbudsagitator. Efterhånden sluttede den ene delstat efter den anden sig til strengere restriktioner eller direkte forbud. I forbindelse med Den Amerikanske Borgerkrig kom spørgsmålet om slaveri i fokus, men senere kom alkoholen tilbage i debatten. Mange, der havde engageret sig i slavernes frigivelse, blev afholdsforkæmpere. I 1869 blev The National Prohibition Party stiftet – det beskæftigede sig også med kvindesagen og stemmeretten. Set fra et bredere perspektiv var afholdsspørgsmålet noget, der engagerede den voksende liberale middelklasse. Demokratisering, kvindefrigørelse og spiritusforbud var spørgsmål på samme reformistiske dagsorden. Og den forhadte kommunisme blev forbundet med drikkeri: ”Bolsjevisme vokser på våd jord. Radikalisme og tilløb til kommunisme er praktisk talt ukendt i de stater, hvor der har været alkoholforbud. Bolsjevisme lever af spiritus.” Dette hævdede en Anti-Saloon League-tilhænger fra Tennessee i begyndelsen af 1900-tallet. I 1893 var seks delstater tørlagt. Flere stater, først og fremmest i Midtvesten, fulgte efter, og i 1919 var antallet vokset til 30. I forbindelse med Første Verdenskrig og de rationeringer, der fulgte, erklærede mange patriotiske forbudstilhængere, at kornhøsten burde bruges til brød og ikke til spiritus. Alkohol inden for militæret blev belagt med restriktioner (de amerikanske tropper i Europa var tørlagt), og præsident Woodrow Wilson fik indført en lov om lavere alkoholindhold i øllet. For Anti-Saloon League blev krigen et våben i alkoholdebatten. Et forbud ville hjælpe krigsindsatsen – og var det måske ikke sådan, at usædvanligt mange af de forhadte bryggere, der profiterede på drikkeriet, var af tysk herkomst? Prohibition, Forbud, blev et kodeord for ”patriotisme”. Til sidst blev den eftertragtede lov vedtaget – Forbudet blev til virkelighed, og en ny æra tog sin begyndelse. Spiritusforbudet blev formuleret i den såkaldte Volstead Act, opkaldt efter den republikanske kongresmand Andrew Joseph Volstead. Brug af alkohol var dog tilladt i kirker og synagoger samt til medicinsk formål (15.000 læger anskaffede sig straks ved Forbudets indførelse alkohollicens). Man måtte også gerne drikke den alkohol op, som 45


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 46

man allerede havde i hjemmet. Forbudet gjaldt salg, transport og opbevaring af alkoholiske drikke. Men Volstead Act er blevet kritiseret for at være bureaukratisk og vanskelig at fortolke. Domstole fortolkede den forskelligt, og borgerne forstod ikke alle de 73 forskellige regler, som dokumentet indeholdt. Loven, der var blevet gennemtrumfet af den puritanske middelklasse i Midtvesten, havde ingen større legitimitet i storbyerne: Hjemmebrænding blev noget af en nationalsport, og overalt blev der åbnet butikker, der solgte gær og sukker. Loven tillod dog fremstilling af letøl med en alkoholprocent på op til 0,5. Men utallige restauratører og spiritushandlere opgraderede denne triste letøl med en tilsætning af hjemmebrændt spiritus, enten direkte i glasset eller i tønden. Spiritussen blev for det meste tilsat ved hjælp af en injektionssprøjte, hvorfor drikken blev kaldt ”sprøjteøl”. Denne drik blev hurtigt udbredt, men var ofte farlig for forbrugeren, når samvittighedsløse handlere indimellem tilsatte træsprit eller fusel. Til at håndhæve den nye lov blev der oprettet en særlig føderal styrke på omkring 1500 forbudsagenter, der sorterede under Justitsministeriet. De blev generelt betragtet som korrupte og inkompetente og blev rekrutteret via politiske kontakter eller helt vilkårligt. Forbudsagenten William Connors i Chicago har fortalt om arbejdet: ”Jeg havde arbejdet med aktier og som telefonist, da jeg brækkede benet under en fodboldkamp. Imens jeg var syg, mistede jeg mit job. Jeg så en annonce i avisen med tilbud om job som forbudsagent. Så jeg søgte og fik det uden problemer, og i november 1927 var jeg agent med en løn på 150 dollars om måneden. Jeg fik en revolver fra Den Mexicanske Krig. Ingen forklarede, hvordan den fungerede – det måtte jeg selv finde ud af. Jeg havde dog lært en del om våben under Verdenskrigen, da jeg lå i flåden. De satte mig på en sag med det samme. Ingen træning, inden uddannelse. Det var åbenbart meningen, man skulle lære jobbet undervejs.” En anden forbudsagent, Clarence Pickering, mindes sit arbejde som voldsomt og fuldt af vilkårlighed: ”Jeg fik hverken uddannelse eller ordrer. De vidste ikke ret meget om loven, og det gjorde 46


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 47

jeg heller ikke. De sagde, at der blev smuglet sprit fra Canada ved grænsen til North Dakota, og at jeg skulle melde mig der. Jeg fik et skilt, en revolver og 300 kugler. Og en politistav. Senere fik jeg en maskinpistol. […] Jeg tror, jeg dræbte 42 personer, foruden dem i Verdenskrigen, før jeg selv blev såret af et skud, samtidig med at en kollega blev dræbt i et baghold i Chicago. Så holdt jeg op.” I 1920’erne overtrådte millioner af amerikanere Volstead Act, og selv om forbudsagenterne var korrupte, og det lokale politi oftest ikke prioriterede overtrædelser af forbudsloven særligt højt, blev tusinder af amerikanere, der overtrådte Forbudet, dømt. Et af resultaterne var, at fængslerne blev overfyldt, og præsident Hoover besluttede, at der måtte bygges nye fængsler, som kunne rumme den over 350 procent store stigning i antallet af fanger ved 1930’ernes begyndelse. Antallet af mord skød også i vejret i 1920’erne. De forbudsagenter, der ikke var korrupte, anholdt over en halv million amerikanere, beslaglagde 45.000 biler og 1300 både, der var blevet benyttet til transport af alkohol, og konfiskerede varer for over 49 millioner dollars. Hundredvis af mennesker blev dræbt af forbudsagenterne, som var kendt for deres skyderier. I mange tilfælde blev de tiltalt for mord eller drab af de lokale myndigheder, der ikke var så begejstrede for de føderale agenter, som sorterede direkte under Washington. I flere tilfælde opstod der deciderede konflikter og konfrontationer mellem lokalt politi og føderale forbudsagenter. Forbudet var blevet til i den bedste mening, men resultatet blev den moderne organiserede kriminalitets opståen i USA. Den ringe støtte for loven i storbyerne betød, at den var vanskelig at håndhæve, og at den ølsælgende gangster blev til en legitim skikkelse.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 48

TIL CHICAGO – VOLDENS BY

”Hele byen var blevet et slagtehus, for folk blev skudt overalt.” Jazzmusikeren Milton ”Mezz” Mezzrow om raceurolighederne i 1919

Al Capone ankom til Chicago med kone og søn engang omkring 1920 (oplysningerne om det varierer, ligesom så mange andre oplysninger om hans tidlige år). Han var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og mødte en helt ny form for kriminalitet: Johnny Torrio var begyndt at opbygge et forbrydersyndikat mere ved hjælp af hjerne end muskler – og de store penge begyndte at trille ind. I disse første år i Chicago var Capone endnu ukendt, og han begyndte at kalde sig Al Brown. Til at begynde med arbejdede han som ”indsmider”, chauffør og livvagt inden for Torrios organisation, først og fremmest inden for prostitutionsvirksomheden. En journalist så ham tit på gaden, når han jagtede kunder til bordellerne: ”Han havde frakkekraven slået op, når det var koldt, og hænderne dybt begravet i lommerne, når han faldt i trit med forbipasserende, mens han mumlede ’Der er flotte piger herinde’.” En anden Chicago-borger husker ham som bordelbestyrer: ”En sortsmudsket, bastant fyr med behårede arme og med sit behåre48


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 49

de bryst delvis blottet og med et langt, grimt ar på kinden.” Med tiden fik Capone arbejde på en bar med bordel, The Four Deuces på Wabash Avenue 2222. I stueetagen var der en saloon, på første sal Torrios hovedkvarter og kontor, på tredje sal spillebule, og øverst oppe var der bordel. Som dække anskaffede Capone et lokale lige ved siden af en antikvitetsforretning, der blev fyldt med passende varer som et gammelt klaver, nogle borde, en bregne, en gyngestol og en reol med bøger. På facaden anbragte han et skilt: ”Alphonse Capone. Møbel- og antikvitetshandler”. Familien Capone faldt hurtigt til i Chicago. Hvis Capone ikke var havnet under Johnny Torrios vinger og havde fået sin skoling af denne diskrete mand, var han sandsynligvis kommet til at leve sit liv som ukendt småkriminel – og desuden formentlig et temmelig kort liv. Af Torrio lærte han betydningen af diplomati og af at tilstræbe en respektabel facade. Og Torrio var den, der virkelig forstod Forbudets potentiale for de kriminelle – hvis de gik over til spritsmugling, ville de hurtigt tjene store penge. Han skulle få ret. Chicago var – og er – et USA en miniature. Intet andet sted er kapitalismen så tydelig. Her blev de første skyskrabere bygget. Her var de værste raceuroligheder, og her udspilledes de blodigste politiske kampe. Byen ligger omkring 180 meter over havet ved Chicagoflodens munding. Den kolde vind, der fejer ind fra Michigansøen, har givet byen tilnavnet ”The Windy City”. Chicagoflodens nordlige og sydlige grene løber sammen 1,5 km fra udløbet, så floden inddeler byen i en nordlig, en vestlig og en sydlig del. Og lige syd for udløbet ligger centrum, The Loop, og højbanen, der har form som en løkke. Byen var handelsplads allerede sidst i 1700-tallet, og i 1837 fik bebyggelsen omkring Chicagoflodens munding byrettigheder. Dengang boede der fire tusind personer. Senere kom der en eksplosionsagtig befolkningstilvækst. Alene mellem 1880 og 1890 fordobledes indbyggertallet fra en halv million til en hel million. Fra og med 1800-tallets sidste årti ankom store mængder af europæ49


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 50

iske immigranter. I 1920 var befolkningen oppe på 2,7 millioner mennesker, og et stykke inde i 1920’erne passerede tallet 3 millioner, hvilket gjorde Chicago til verdens tredjestørste by. Den hurtige vækst formede byen til en metropol uden traditioner, fyldt med mennesker uden dybere forankring til stedet. Byen blev et eksperimentarium, et sted, hvor næsten alt var tilladt, et sted, hvor man tog for sig, et område, hvor man satte spørgsmålstegn ved regler og normer. Storbyen på prærien blev en bemærkelsesværdig blanding af på den ene side det vilde vestens lovløshed og individualisme og på den anden side storbyernes korruption og etniske enklaver. Chicagos efterhånden mange kilometer lange og brede gader følger et kvadratsystem, der voksede langt ud på den flade prærie omkring flodens munding. Træer blev fældet til bygning af huse, vådområder blev tørlagt, og hele Chicagos landniveau blev hævet i 1860’erne, så man slap for de tilbagevendende oversvømmelser. Byen blev hurtigt et knudepunkt for handel, jernbaner, kanal- og søtrafik, senere også for flytrafik. Byen blev et nationalt centrum for slagtning og konservering af kød i det såkaldte slagteriområde på South Side. I 1871 lagde en storbrand dele af Chicago øde – 250 mennesker omkom, og 17.000 bygninger blev ødelagt. Nogle år før Verdensudstillingen i 1893 oplevede USA sin første rigtige politiske terrorhandling i byen, da den såkaldte Haymarketbombe dræbte syv politifolk under strejkeuroligheder i 1886. Mange flere blev såret, og et ukendt antal demonstranter blev dræbt af politiet, der skød vildt omkring sig efter eksplosionen. Byen led længe under sanitære problemer på grund af den ukontrollerede vækst. Sygdomme hærgede, og mange enlige unge mænd og kvinder flyttede dertil på jagt efter arbejde. Chicago voksede derfor hurtigt mod nord, syd og vest. Og som den første by i verden voksede den også i højden. I 1880’erne påbegyndtes byggeriet af verdens første skyskrabere i Chicagos centrum. Og i 1890’erne var der flere 16-etagers bygninger – det højeste, færdigbygget i 1892, var på hele 21 etager. Derefter fortsatte det, højere og højere. I 1925 stod Chicago 50


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 51

Tribunes 141 meter høje Tribune Tower i nedre North Side færdigt – og så kom der gang i byggeriet af skyskrabere i The Loop. Kendte hoteller som Stevens Hotel, verdens største med 3000 værelser blev færdige samt The Merchandise Mart, der blev verdens største indkøbscenter. I 1910 var der stadig 68.000 heste i byen. De efterlod store mængder af afføring på gaderne, men problemet forsvandt i takt med, at et elektrisk sporvognsnet blev udbygget. Det medførte på den ene side en øget integration i byen, fordi turene var billige og lettede transporten mellem de forskellige bydele. På den anden side tog den sociale opdeling til, fordi de, der havde råd, lettere kunne vælge, hvor de ville bo, idet de ikke længere behøvede at bo tæt på deres arbejde. Chicago blev præget af modsætninger – på den ene side var byen en vækstmotor uden lige, en af verdens største industribyer, på den anden side herskede der en elendighed uden sidestykke. Velstand og fattigdom, grådighed og filantropi, det hele eksisterede side om side. Byen rummede over 1000 kirker, flere universiteter og teologiske centre. Troen på fremskridt og succes var næsten grænseløs, hvis man skal dømme ud fra villigheden til investeringer, samtidig med at mange mente, at byen var en syndens rede og et moderne Sodoma og Gomorra. Bogtitler som If Christ Came to Chicago (1894), The Shame of the Cities (1904), The White Slave Hell (1910), The Social Evil in Chicago (1911), The Vice Bondage of a Great City, or, The Wickedest City ind the World (1912) og 1000 Homeless Men (1914) taler deres tydelige sprog. Det blev næsten en selvstændig genre at beskrive byens elendighed. Også benævnelserne for Chicagos forskellige pladser og bydele siger noget om byens forbryderrettede topografi. Death Corner blev krydset mellem Oak og Milton Street i de italienske kvarterer kaldt. I 1900-tallets første årtier indtraf der en lang række skyderier her med dødelig udgang, alene i 1910 og 1911 kunne man tælle over 40 uopklarede mord i dette kryds i Little Hell. State Street mellem Van Buren Street og 22nd Street blev kaldt Satan’s Mile. Hell’s Half-Acre kaldtes nogle kvarterer omkring 51


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 52

The Loop, Chicagos centrum, en aften i 1920’erne.

krydset ved Polk Street og Clark Street, der også inkluderede Dead Man’s Alley, hvor kvalte ofre for røveri plejede at blive fundet. Man finder også området The Black Hole på Washington Boulevard lige vest for The Loop, som var præget af bordeller og prostitution. I perioden 1870-1930 blev byens indbyggertal tidoblet (fra 300.000 til tre millioner), hvilket gjorde den til noget af et laboratorium for de nye samfundsforskere, der beskæftigede sig med storbyen og dens problemer. I hele denne periode befandt byen sig under hurtig forandring – den var en dynamisk, boblende, voksende gryde af befolkningsgrupper, sprog, traditioner og madretter. Nye grupper ankom hele tiden og ændrede noget af byens præg. Områder og kvarterer skiftede hurtigt karakter, når nye skarer flyttede ind, og de mere etablerede søgte til mere respektable dele af 52


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 53

byen. Gennem denne proces blev byens landskab kalejdoskopisk, foranderligt, stadig skiftende. Amerika var ikke blot en nation, det var en nation af nationer, mente de nyudklækkede samfundsforskere. Dette forhold gjaldt især Chicago, byen med vokseværk. Over to tredjedele af indbyggerne i 1920 var indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Antallet af polakker steg til 11,8 procent, tyskere til 10,6 procent, russere til 8,6 procent, svenskere til 5,7 procent af indbyggerne. Minoriteterne var i flertal. Byen som helhed kunne også betragtes som en frontier, en grænsezone på samme måde som prærien i vest havde været det i 1800-tallet, mente forskerne. Hertil, til grænsen for civilisationen, kom forbryderne og flygtningene – de, der i det foregående århundrede var draget så langt vestpå som muligt. De mange indvandrere forårsagede en modreaktion. Ku Klux Klan vandt fodfæste i byen og agiterede for sin ”hundrede-procent-amerikanisme” og sine konservative værdier. De samlede i 1920’erne titusinder af medlemmer i Chicago. Kvarterernes beboelser var strengt socialt adskilt. Ved Lake Shore Drive – Chicagos Strandvejen i den sydlige del af North Side – kunne man leje en 17-værelses lejlighed for 1000 dollars om måneden. Godt en kilometer mod vest, i Little Italy, boede nyindvandrede italienske familier i trange og nedslidte lejligheder til seks dollars om måneden. Ifølge Chicago-skolens sociologer kunne man i 1920’erne inddele byen i fem zoner. Den første zone var centrum, The Loop, med sine restauranter, butikker, fine hoteller, banker og skyskrabere. Der var ikke mange, der boede i dette område for handel og forbrug. Zone to blev kaldt transitzonen og omgav The Loop i nord, vest og syd. Der var slummen, de nyankomne immigranter, de billige hoteller, de nedslidte lejelejligheder, en del industrier, kriminalitet, prostitution, hjemmebrænding og spillebuler. Når folk fik bedre kår, flyttede de til zone tre, der ikke var helt så forfalden, og hvor man oftest boede i små toetagers huse af træ. De, som boede der, havde dog ikke langt til deres arbejde i industrierne i zone to eller i butikkerne i zone et. I zone fire boede velbjærgede amerikanere i finere huse. Her boede 53


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 54

embedsmændene, lægerne og forretningsmændene. Den femte zone tilhørte pendlerne og var indbegrebet af forstæderne. Indvandrerne bosatte sig ofte tæt ved centrum og flyttede senere, generation for generation, væk fra centrum, efterhånden som de blev amerikaniserede og mere velstillede. Først kom irerne; de var flygtet fra politisk undertrykkelse og misvækst, der havde hærget i 1840’erne og toppede omkring 1850. Senere fulgte tyskerne; allerede i 1860 var der flere tyskere end irere, der ankom til byen, og omkring Første Verdenskrig var Chicago den mest tyske by i hele USA. Også skandinaverne var blandt de tidlige indvandrere. Senere fulgte polakker, russere, italienere og andre central- og sydeuropæere. Alle havde forskellige grunde til at træffe beslutningen om at bryde op. Irerne flygtede fra sult, jøderne fra pogromerne i Østeuropa, italienerne flygtede fra fattigdommen i Syditalien, polakkerne i Tyskland flygtede fra Bismarcks germaniseringspolitik i de østlige dele af riget. Alle drømte de om et bedre, friere liv. Chicagos ry for vold blev grundlagt, længe før Al Capone overhovedet var født. I 1903 kaldte en journalist Chicago for en by, der var ”first in violence, deepest in dirt”. Allerede dengang blev byen betragtet som verdens mordhovedstad. Byens rygte skabte i sig selv endnu flere mord. Det blev en selvopfyldende profeti, fordi gæster forventede ballade i denne forbrydelsernes hovedstad, som da for eksempel Thomas Kelly i slutningen af 1800-tallet snublede og stødte ind i en bonde fra Ohio. Ved sammenstødet trak denne en revolver og skød Kelly i hovedet. Ohio-bonden havde hørt, at Chicago var langt værre end nogen by i det vilde vesten, hvorfor han havde sørget for at have en ladt revolver på sig – som han så bragte i anvendelse. Jeffrey S. Adler, professor i historie og kriminologi ved University of Florida, har analyseret mordstatistikken i byen mellem 1875 og 1920. Han er kritisk over for den tyske sociolog Norbert Elias, som mener, at der er foregået en vedvarende civilisationsproces siden middelalderen – først og fremmest i henseende til vold og spontan aggressivitet. Denne tendens gælder nemlig ikke Chicago. I den periode, Adler har undersøgt, voksede mordfre54


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 55

kvensen med 331 procent, samtidig med at Chicagos indbyggere faktisk blev mere retskafne, mindre drikfældige og udsat for færre ulykker. Han ser et tydeligt mønster i alle disse tilfælde af modbydelige og pludselige dødsfald. De mord og drab, der fandt sted i Chicago i slutningen af 1800-tallet, blev oftest begået af en ung, fattig mand, der dræbte en anden ung, fattig mand på en saloon. Formentlig kendte de hinanden, og sandsynligvis var de begge to berusede. Ofte havde motivet noget at gøre med mandlig ære. Chicagos befolkning i denne aldersgruppe bestod af 112 mænd per 100 kvinder, samtidig med at alderen for giftermål var den højeste i USA i 1800-tallets sidste årti. De mange enlige tilflytter- eller indvandrermænd flokkedes i stedet på barerne. Der var på den tid en saloon for hver 53. indbygger i byen. Hen imod slutningen af 1800-tallet faldt antallet af bardrab, efterhånden som der blev åbnet danseetablissementer, sportsarenaer og forlystelsesparker, og antallet af saloons faldt. Også badeog strandforlystelser bidrog til, at den maskuline barkultur uddøde, hvorved nye typer af mord dukkede op, efterhånden som nye sociale mønstre blev skabt i en tid, hvor selvdisciplin og retskaffenhed blev idealer. De nye mordere var ældre, rigere og mere tilbøjelige til at bruge skydevåben. Desuden steg antallet af mord kraftigt, og Chicago havde i begyndelsen af 1900-tallet 30 gange så mange mord pr. indbygger som London. Chicagos befolkning blev mere end fordoblet mellem 1890 og 1910, hvorved forskellen mellem antallet af mænd og kvinder blev udjævnet, og flere indbyggere i Chicago blev gift. Det sociale liv foregik mere i hjemmene, hvilket også påvirkede mordene. Den mest almindelige type mord i begyndelsen af 1900-tallet fandt nemlig sted i hjemmet, og aviserne begyndte at skrive om divorce by bullets, skilsmisse ved hjælp af kugler. Manderollen kom mindre til at dreje sig om at stå og være sej på saloons og mere om at håndtere familieøkonomi og ægteskab – der ofte endte i skilsmisse. Mellem 1880 og 1910 voksede skilsmissefrekvensen med 46 procent i byen. På denne tid kom Chicago til at opleve et nyt fænomen: Kvin55


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 56

der, der begyndte at myrde deres mænd. Efterhånden som kvinderne i 1900-tallets første årti kom ud på arbejdsmarkedet og begyndte at få politisk indflydelse, greb de til våben mod deres mænd. Og de mente, de var i deres gode ret til at myrde mænd, der behandlede dem dårligt. En ny og på alle måder mere selvstændig kvinderolle blev altså skabt i takt med arbejdsmarkedets forandring. Mange nye grupper, der ankom til Chicago, blev ramt af høje drabstal. Det gjaldt for eksempel italienere, irere og polakker. Mange rodfæstede indbyggere i Chicago betragtede de nyankomne indvandrere som hovedårsagen til byens blodige mordstatistik og mente, at den gamle verdens udvandrere ikke var i stand til at løse det moderne amerikanske samfunds konflikter med civiliserede midler. Derfor havnede de i vendettaer og slagsmål. I det etniske spektrum havnede skandinaver på den ene yderfløj og italienere på den anden – italienerne med 30 gange så høj mordfrekvens som skandinavernes. Samtidig havde den italienske vold et særligt kendetegn – yderst få kvinder eller børn inden for denne gruppe blev dræbt. I 1900-tallets første årtier voksede antallet af dødsfald yderligere, samtidig med at volden ramte nye grupper. Allerede ved århundredskiftet 1900-1901 var Chicago berygtet som verdens syndigste og farligste by, men mellem 1900 og 1920 øgedes mordfrekvensen med 50 procent – og kun en brøkdel af morderne blev dømt. Rovmord blev den mest udbredte kategori af drab, og det blev farligere at færdes i gaderne. Samtidig ramte disse drab langt mere vilkårligt end før, og ofrene var generelt ældre og mere velstillede end morderne. Et resultat af denne bølge af rovmord var, at flere og flere almindelige mennesker begyndte at bære våben, og mange røvere blev derfor også skudt. Volden blev dermed fjernet fra de skumle saloons i de fattige kvarterer og bredte sig til alle bydele. I 1920’erne steg drabstallene endnu mere. I Chicago var der i 1875 2,2 mord og drab om året pr. 100.000 indbyggere, men i 1920 steg tallet til 9,7, og i 1925 nåede det op på 18,8, mens USA som helhed dengang havde 11,1 mord og drab om året pr. 56


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 57

Gade i Chicago i 1929. Dengang var der endnu ingen trafiklys, hvorfor trafikken var kaotisk og ofte livsfarlig.

100.000 indbyggere. I eksempelvis Sverige har dette tal ligget på 1 siden midten af 1700-tallet. Et andet aspekt af byens blodige historie er de raceuroligheder, der brød ud i sommeren 1919. De skulle vise sig at være nogle af de første i en række konflikter mellem hvide og sorte, der ramte flere amerikanske storbyer lige efter afslutningen af Første Verdenskrig. I den hede – og røde – sommer 1919 hærgedes 25 amerikanske byer af alvorlige raceuroligheder. Chicago blev i 1910’erne sammenlignet med Kanaans land af de sorte i Syden. Verdenskrigen standsede for en tid strømmen af europæiske immigranter, der blev lokket af USA’s industrialisering. Følgen blev en eksodus af sorte fra Syden. I hundredvis forlod de Alabama, Louisiana, Georgia og andre af Sydstaterne til 57


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 58

fordel for et liv i det forjættede land i Nordstaterne. Alene mellem 1916 og 1919 forlod en halv million sorte det landlige Syden og drog til industribyerne i nord. I 1920’erne fulgte yderligere en million. I 1910 boede der 44.000 sorte i Chicago, i 1920 var der over 110.000. For at tale i klassiske migrationsbegreber var der nok af både push- og pullfaktorer. For mange sorte var det håbet om bedre og mere velbetalte job, som drev dem nordpå. Og i storbyerne var der desuden i modsætning til i Syden ingen lynchninger. Alene tanken om at køre i bus og kunne sætte sig, hvor man ville, må have været tillokkende – i Syden var de sorte nødt til at sidde bagest i bussen. Den konservative sorte avis The Chicago Defender spillede også en rolle i migrationen – den udmalede et billede af et ikke-racistisk Chicago, men avisen påtog sig også rollen som opdrager af de landlige sorte, der ankom til den moderne by. ”Brug et høvisk sprog”, og ”Hold hjemmene rene, og luft hyppigt ud i soveværelserne”, formanede avisen sine læsere. Den sorte befolkning, der havde boet lidt længere tid i byen, følte sig ikke helt tilpas med de mange nyankomne – og det mønster genkendes i det syn, de etablerede jødiske grupper i USA havde på de mange østjødiske nyankomne, eller det syn, gamle europæiske indvandrere i USA havde på de nye immigranter, der strømmede ind i 1920’erne. Ud over arbejde var der også stemmeret for sorte i Nordstaterne. Da Abraham Lincoln havde været republikaner, og Sydens tilhængere af slaveri havde været demokrater, stemte de fleste sorte republikansk og var ret enige om at stemme på den gennemkorrupte republikanske borgmester William Hale ”Big Bill” Thompson. Han blev af demokraterne beskyldt for at være en niggerlover, der for eksempel fordoblede andelen af sorte i Chicagos politikorps i sin første mandatperiode 1915-19. Blandt bølgerne af nyankomne, der nåede industribyerne i det nordlige USA, udviklede der sig hurtigt et mønster. De nyankomne var sultne efter arbejde og endnu ikke fagligt organiseret, og de blev ofte udnyttet som strejkebrydere mod de mere etablerede arbejdere, der havde været i landet i længere tid. Den etniske riva58


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 59

liseren mellem forskellige indvandrergrupper var med til at øge splittelsen inden for arbejderkollektivet. Den hastige sorte indvandring påvirkede konflikterne på arbejdsmarkedet, og i 1916 var der ikke mindre end 71 strejker i Chicago. Ved mange af disse strejker blev nyankommen sort arbejdskraft ansat som strejkebrydere – som ”sortfødder”. Ordet ”scab” for skruebrækker blev blandt mange af Chicagos arbejdere synonymt med ”black”. Med andre ord: Konflikterne på arbejdsmarkedet fik en racemæssig dimension. En anden side af denne etniske polarisering inden for arbejderklassen var den nye sorte selvbevidsthed. I slutningen af 1910’erne begyndte man at tale om ”The New Negro”, om en ny sort identitet, der byggede på selvfølelse. Mange sorte mænd havde kæmpet under stjernebanneret i Første Verdenskrig, og nu etablerede de sig på det velbetalte arbejdsmarked i Nord og fik politiske rettigheder. Den sorte mand var ved at udvikle en ny og selvbevidst rolle. Samtidig vågnede den religiøse racebevidsthed, og pamfletter med titler som Jesus Christ Was Part Negro og Jesus Was Born out of the Black Tribe fik mange læsere i 1910’erne. Sommeren 1919 blev varm, og uroen på arbejdsmarkedet voksede. Spændingen var steget i de seneste år i forbindelse med den hurtige sorte indvandring. I årene 1917 til 1919 havde hvide bander bombet og brændt mindst 26 huse, hvor sorte var flyttet ind. Da politiet ikke gjorde noget ved bombeattentaterne, begyndte mange sorte at anskaffe sig våben. Samtidig betød freden i Europa, at millioner af soldater blev hjemsendt, og folk, der havde arbejdet inden for krigsindustrien, vendte tilbage til deres almindelige job. Tusindvis af sorte arbejdere måtte forlade deres job i industrien for at overlade pladsen til de tilbagevendende. Samtidig blev William Hale Thompson i foråret 1919 genvalgt som borgmester, overvejende takket være de sortes stemmer. Og han var ikke særlig populær blandt europæiske indvandrere fra katolske lande. I forsommeren udbrød der en række strejker i Chicago, og hele Chicagos slagteriindustri blev lammet. I slutningen af juli var over 250.000 arbejdere i strejke eller lockoutet. 59


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 60

Søndag den 27. juli 1919 var en usædvanlig varm dag, og mange Chicago-indbyggere, der havde fri, kølede sig af i Michigansøen om eftermiddagen. På en raceadskilt strand på South Side drev en badende sort dreng, Edward Williams, ind over den usynlige grænse til de hvides strand. Nogle hvide mænd begyndte at kaste sten efter ham; en af dem ramte drengen i hovedet, og han druknede. Det blev optakten til urolighederne. En sort politimand forsøgte at anholde den mand, der havde kastet stenen, men blev forhindret af en hvid politimand. Mens politifolkene skændtes, stimlede folk sammen på stranden, hvor den druknede dreng var drevet i land. Om eftermiddagen svirrede det med rygter i Chicago. Hvide fortalte, hvordan en hvid dreng var blevet druknet af sorte mænd, mens sorte forsikrede hinanden om, at hvide politifolk havde hindret folk i at redde Edward Williams’ liv. Flere og flere strømmede ned til stranden, hvor der snart opstod en kamp, hvor sorte og hvide kastede sten efter hinanden. Da nogle politifolk forsøgte at pågribe en sort stenkaster, trak en anden sort mand sin pistol og skød og sårede en politimand, hvorefter en sort politimand skød ham. Nu begyndte stenkasterne at hente deres egne våben. Inden for et par dage var 38 personer døde (23 sorte og 15 hvide) og over 500 kvæstet. Ingen af de døde var kvinder, og kun ti af de kvæstede var kvinder. Over 1000 personer mistede deres hjem. Kun fire personer blev dømt i forbindelse med urolighederne. Syv af de 38 døde blev skudt at politiet – og de var alle sorte. Jazzmusikeren og klarinettisten Milton ”Mezz” Mezzrow voksede op i Chicago. Han var 20 år og sad i fængsel for ulovlig våbenbesiddelse, da optøjerne brød ud. I sin selvbiografi Really the Blues (1946) (Min aske til de sorte, Gyldendal 1954) fortæller han følgende ud fra sit perspektiv fra et fængselshospital, hvor han simulerede en blindtarmsbetændelse: ”Hele byen var blevet et slagtehus, for folk blev skudt overalt, og alle byens hospitaler blev forvandlet til nødlazaretter. Næsten hver time kørte de unge mænd ind, som man havde øvet sig i at skyde til måls efter. […] Der var slet ikke læger og sygeplejersker nok, så jeg stod ud af sengen og hjalp til med de mest presserende tilfælde. En fyr blev 60


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 61

bragt ind med skud i ryggen fra et dobbeltløbet haglgevær. Vi havde lidt svært ved at få fjernet alle haglene – hans hud så ud som månens overflade set gennem et teleskop, så mange kugler og kratere var der. Vi tog en stor malerkost og smurte ham over med jod, og så trak vi haglene ud, et efter et, med nogle store pincetter og tænger. Den stakkels fyr vred og vendte sig som en gople med delirium. En anden stakkel havde været udsat for en ejendommelig ulykke; han var kommet kørende gennem South Side med begge hænder på rattet, da en vildfaren kugle pludselig gik lige gennem alle hans fingre. Der var krig i Chicagos gader den nat.” Urolighederne blev beskrevet som racekrig. Hvide mænd i biler kørte i høj fart gennem det sorte bælte i Chicagos South Side og skød vildt omkring sig. Sorte besvarede ilden og angreb også enkelte hvide uden for deres egne kvarterer. De fleste sorte døde af alvorlig mishandling med baseballkøller, våben og sten, de fleste hvide døde af skader efter skud. I andre tilfælde angreb store grupper af hvide enkelte sorte, der befandt sig uden for deres egne kvarterer. I mange tilfælde bestod sådanne grupper af 150-200 personer, men ofte var det bare en kerne på en håndfuld mænd i 20-års-alderen, der stod bag angrebene. Men, som det blev fremhævet i rapporten The Negro in Chicago, der analyserede det, som var sket i optøjerne, ”selv om tilskuerne ikke selv begik nogen forbrydelse, må de dele det moralske ansvar for det, der skete.” Blandt de hvide angribere var påfaldende mange med i bander forklædt som idrætsklubmedlemmer som for eksempel The Ragen Colts fra South Side. Guvernøren i Illinois satte først Nationalgarden ind efter flere dages uroligheder, samtidig med at hedebølgen gik over i vedvarende regn. Sommeren 1919 blev over hele USA kaldt den røde sommer, og de håbefulde sorte, der var rejst nordpå, havnede i et Chicago, der efter urolighederne blev en af de mest raceopdelte byer i hele USA. Det var den by, Capone ankom til med kone og et barn omkring 1920.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 62

ALIAS AL BROWN – TORRIOS HØJRE HÅND

”Efter kollisionen stod Capone ud af sin bil, viste med løftet revolver et vicesherifskilt frem og truede med at skyde Krause.” En af de tidligste avisnotitser om Al Capone fra august 1922

Big Jim Colosimo havde kun været gift i nogle uger, da han blev skudt gennem hovedet i vestibulen til sin egen restaurant, Colosimo’s Café, sent om eftermiddagen den 11. maj 1920. Colosimo var den ukronede konge af ”The South Side Levée” – en zone, hvor prostitution og spil havde floreret frem til slutningen af 1910’erne. For at forstå Al Capone må man vide besked om Johnny Torrio, og for at forstå Torrio må man vide besked om hans farbror, Big Jim Colosimo. Colosimo var alfons, spillekonge, en skummel fyr af den gamle skole. Han havde arbejdet sig op fra at være lommetyv, gadefejer og afpresser til politisk halvboss, da han organiserede gadefejerne i en fagforening, hvor han var formand og kunne levere deres stemmer i lokalvalgene. Han allierede sig med byrådsmedlemmerne ”Hinky Dink” Kenna og John ”Bathouse” Couglin, der herskede i 1. distrikt. De kunne garantere politisk beskyttelse mod en andel i overskuddet fra prostitutionen, som var Colosimos hovednæringsvej. Han giftede sig i 1902 med en 62


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 63

bordelmutter, og under hendes opsyn opbyggede han sit imperium, som i sammenligning med hans efterfølgere Torrio og Capone mest lignede en dårligt ledet hobbyvirksomhed. Colosimo selv var en larmende, prangende og pralende skikkelse, der dominerede sin Colosimo’s Café, som tiltrak både gangsterne og overklassen. Han elskede diamanter og prydede ikke blot sine fingre, sin livrem, sin slipsenål og sine manchetknapper med diamanter – han havde også nogle diamanter liggende løst i lommen, så han kunne klirre med dem. Af og til tog han en håndfuld op og legede ømt med sine ædelsten til omgivelsernes forbløffelse og beundring. Colosimos demonstrative fremvisning af sin nyrigdom tiltrak sig selvfølgelig nysgerrige blikke – også fra dem, der var lidt for glade for det, de så, til at ville lade ham være i fred. Flere Sorte Hånd-grupper udsatte Colosimo for pengeafpresning. Sorte Hånd – La Mano Nera – var ikke en landsdækkende forbryderorganisation eller mafia, men bare en samlebetegnelse for italienske freelance-afpressere, der i begyndelsen af 1900-tallet terroriserede deres landsmænd. For at beskytte sig mod en trussel fra den kant importerede Colosimo Johnny Torrio til Chicago omkring 1909. Denne løste problemet ved at aftale et møde med afpresserne på et bestemt tidspunkt ved en jernbanebro. I stedet for Colosimo og et bundt sedler mødte Sorte Hånd-folkene nogle lejesvende med oversavede haglgeværer. Så var det problem ude af verden – for en tid. Mafiaen, Sorte Hånd og organiseret kriminalitet nævnes ofte som synonymer. Det var de ikke. Mafiaen som begreb eksisterede i USA allerede fra sidst i 1800-tallet, men uden nærmere definition, det blev snarere brugt om kriminalitet begået af italienere i almindelighed. I 1920’erne og 30’erne mente flere, at mafiaen var synonymt med Unione Siciliana. Først i mellemkrigstiden blev mafiaen en magtfaktor, der var værd at regne med i USA, og da først og fremmest i New York. Sorte Hånd var den signatur, forskellige freelance-afpressere benyttede i de italienske dele af de amerikanske storbyer. Ofte var det mindre grupper uden indbyrdes forbindelse, der benyttede denne signatur. 63


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 64

Forskellige Sorte Hånd-gruppers voldsomme aktivitet i 1900tallets første årti førte til, at nogle italienere i 1907 dannede selskabet Hvide Hånd for at forsøge at modvirke afpresserne og give deres nationalitet et bedre ry. Det lykkedes dem at få domfældt nogle berygtede afpressere, men i 1913 måtte de give op. Der blev indført føderale love for at dømme dem, der benyttede breve og det amerikanske postvæsen til at meddele offeret, hvilken pengesum det krævede ikke at få sit hus sprængt i luften eller sit barn bortført. Men så begyndte afpresserne i stedet at bruge den nymodens telefon. I en artikel i Chicago Daily News fra maj 1913 beregnede man omsætningen i Sorte Hånds virksomhed i de italienske kvarterer: ”I løbet af årets første 93 dage er der sprængt 55 bomber i spaghettizonen. Alle disse bombeattentater hidrører fra afpresning. En erfaren opdager, der arbejder i de italienske kvarterer fortæller, at der for hver person, som ikke betaler, og derfor får en advarsel i form af en bombe, er mindst ti, der betaler afpresserne. Altså har mindst 550 personer betalt i år, og de afkræves sjældent under 1000 dollars …” Colosimos hovederhverv var dog prostitution, og begrebet ”hvid slavehandel” udsprang af Chicagos omfattende kvindehandel i 1910’erne. I dag ville vi kalde det traficking, for byens intensive sexhandel krævede import af teenagepiger, der blev lokket til storbyen med løfter om arbejde. Når de ankom, blev de fyldt med stoffer og voldtaget for senere at blive solgt til et af byens tusinder af bordeller. En seance med en af Colosimos kvinder kostede to dollars, hvoraf han fik 1,20. En kvinde, der blev holdt fanget på et bordel i Chicagos 1. distrikt, kastede på et tidspunkt en seddel ud, hvor der stod, at hun blev holdt fangen som ”hvid slave”. En eller anden fandt sedlen, hvorefter politiet lukkede stedet og reddede hende – og udtrykket blev annekteret af medierne. I 1910 indførtes dog en føderal lov (en af de allerførste føderale love for øvrigt, hvilket siger noget om, hvor svag centralmagten var i den endnu ganske unge nation), den såkaldte White Slave Act eller Mann Act, som forbød, at ugifte kvinder blev ført over delstatsgrænser af mænd i uvist øjemed. Mange tilflyttede unge kvinder gled også ind i prostitutionen på grund af kvinders elendige løn64


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 65

ninger på byens arbejdsmarked, hvor kvindelige kontorister og ekspeditricer tjente omkring 25 dollars om måneden, hvilket var under eksistensminimum for en enlig. En prostitueret kunne tjene 100 dollars om måneden. ”Big Jim” Colosimos begravelse den 15. maj blev statelig og var egentlig den første af de mange storstilede gangsterbegravelser, Chicago skulle opleve i 1920’erne. Tusindvis af mennesker mødte op, og blomsterpragten imponerede alle, men det mest slående var, at hans kiste blev båret til graven af tre dommere, en offentlig anklager, et kongresmedlem og ni byrådsmedlemmer. Sammen med mænd som Johnny Torrio og andre kendte kriminelle sørgede de over Colosimos død. Chicago Tribune kommenterede begravelsen: ”En sådan hyldest fra mænd, der skal indføre og håndhæve love, til en mand, som i store dele af sit liv kun fulgte sin egen lov, må være tegn på mere end venskab. Det er en tribut til magten og en bemærkelsesværdig kommentar til vores retssystem. Hvor meget mere kan underverdenens magt stramme grebet om vores love og retssystem?” Om Torrio spekulerede over dette spørgsmål efter begravelsen, ved vi ikke, men svaret må have været indlysende for ham. Mordet på Colosimo blev aldrig opklaret, men politiet vidste, at Frankie Yale fra New York havde været i Chicago samme dag. De havde også indicier på, at han havde modtaget 10.000 dollars af Torrio for at rydde Colosimo af vejen. Yale blev anholdt i New York, men ved en konfrontation med en af tjenerne på Colosimo’s Café, som havde set morderen vente i vestibulen, nægtede den skrækslagne mand at identificere Yale. I 1910’erne var Yale kommet til at varetage mere og mere af Colosimos imperium. Da spiritusforbudet blev indført, ville han satse på spritsmugling, hvilket Colosimo ikke så nogen fremtid i. Men Torrio tænkte stort – og nyt. Med Colosimo af vejen kunne Torrio begynde at opbygge sit eget imperium. Allerede i 1910’erne var The Levée lige syd for The Loop begyndt at tiltrække sig opmærksomhed fra reformfortalere og borgergrupper. Området var længe blevet tolereret af 65


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 66

politikerne, idet man betragtede det som en nødvendighed, en måde, hvorpå man kunne holde en vis kontrol med prostitutionen. Men i 1910’erne blev dette arrangement uholdbart, især da den nye borgmester, demokraten Carter H. Harrison, begyndte at give politiet ordre til at tømme bydelen for prostituerede. Chicago var således den første amerikanske by, der lukkede sine prostitutionskvarterer. Senere skulle en del bordeller blive genåbnet bag kabaret- eller saloonfacader, men æraen med åben prostitution i The Levée var slut. Allerede dengang rådede Torrio Colosimo til at opgive dette område og satse på forstæderne, for eksempel Burnham lige syd for Chicago, hvor de lokale myndigheder var lettere at købe. I Burnham herskede ”drengeborgmesteren” John Patton, som kun var 20 år gammel, da han fik sit embede. Ud over at han hurtigt havnede på Colosimos lønningsliste, lå de første bordeller, som de åbnede, kun nogle meter fra delstatsgrænsen. I tilfælde af at politiet nærmede sig – man havde ansatte på benzintanke langs vejen, som kunne advare pr. telefon – behøvede både kunder og prostituerede bare at gå nogle få skridt fra husene ud af Illinois, så var de fredede, regnede Torrio ud. Dette var begyndelsen til ekspansionen ud i forstæderne, en strategi, Al Capone skulle følge i 1920’erne. En ny æra tog form efter den store Verdenskrig, som havde fejet mange af de gamle samfundsidealer væk. Det nye årti medførte mange store forandringer i USA, ud over at spiritus blev forbudt. I 1920 besluttede man at indføre stemmeret for kvinder. Samtidig tog en ny og mere fri kvinderolle form. Før 1920’erne var det sjældent, at kvinder røg eller drak offentligt; det begyndte de at gøre nu, da de flokkedes på smugkroerne, hvilket i sig selv også øgede markedet for smuglersprit. Flere og flere kvinder læste på højere læreanstalter, og antallet af doktorgrader blandt kvinderne i USA blev mere end tredoblet i 1920’erne. Mange lod sig også klippe korthårede og klædte sig mere udfordrende i kortere og kortere kjoler. I og med at Første Verdenskrig havde bevirket, at der var brug for kvinderne i erhvervslivet og industriproduktio66


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 67

Under spiritusforbudet begyndte kvinder at drikke mere. Denne unge kvinde viser en ny mode: at bære lommelærke under kjolen. Fotografi fra 1926.

nen, løsnedes de gamle snævre kønsroller en anelse. Flere begyndte at argumentere for forskellige former for prævention. Mange, der havde været soldater eller sygeplejersker i Frankrig, havde haft et forhold, hvilket lettede synet på sex før ægteskabet. Kvinder fik for eksempel også arbejde inden for politiet, og i Chicago kunne man i 1920’erne se flere kvindelige politifolk. Den nye kvinde fra 20’erne var en ”flapper”, som den frigjorte og livsglade kvinde blev kaldt i medierne. Hun havde kort hår og korte kjoler, gik med fantasifulde hatte og udfordrede den ældre generation ved at sminke sig, ryge, drikke og danse udfordrende. Kritikerne mente, at mange velopdragne unge kvinder begyndte at se ud og opføre sig som prostituerede, mens de selv mente, at disse angreb kom fra gammeldags puritanere, der sta67


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 68

dig levede i 1800-tallet. Badedragterne blev vovede og viste mere hud og flere former. I 1920’erne opstod der også et nyt fænomen, idet man gik i byen; unge voksne begyndte pludselig at mødes langt fra forældrenes overopsyn. Biler, biografer og private fester blandt unge gav dem en ny frihed. Samtidig blev der flere og flere skilsmisser, og i takt med dette mindskedes de sociale stigma, de tidligere var blevet forbundet med. Og singlekvinder kunne have den ene kæreste efter den anden uden at behøve at skamme sig. Samtidig begyndte sex at blive et alment samtaleemne, til dels takket være Sigmund Freuds popularitet i USA, hvor hans bøger om menneskets drifter gik som varmt brød efter Verdenskrigen. En anden forandring var, at velstanden voksede væsentligt i 1920’erne: Lønningerne steg, og arbejdstiden mindskedes. Dans, sport (boksning og baseball), badning, forlystelsesparker, radio (i Chicago fra og med 1921), film og teater blev de nye almene interesser, som flere og flere havde tid og råd til. Også flipperspil og spillemaskiner kom på mode. I 1920’erne konkurrerede man i USA om at bygge de hurtigste, stejleste og højeste rutsjebaner i en tid, hvor fart og svimlende oplevelser blev en del af tidsånden. I takt med det voksende forbrug skiftede moden hurtigere og hurtigere. Nye excentriske diller kom og gik som at sidde på flagstænger, hvor man som en udholdenhedsprøve konkurrerede om, hvor længe man kunne sidde på en lille platform på toppen. En anden dille var maratondans, som man begyndte at afholde rundt omkring i landet. Andre ting ændrede sig også – hygiejnen blev bedre, hjemmene blev mere rene og moderne med indførelsen af nymodens ting som støvsugere, vaskemaskiner og køleskabe. Reklame blev en branche, der udviklede sig til en profession, og i nye tidsskrifter og magasiner indprentedes drømmen om, hvordan man var et moderne storbymenneske – og i forlængelse heraf amerikansk. Man skulle have rene hænder uden snavs under neglene, være glatbarberet (i 1920’erne var alle former for overskæg og skæg yderst sjældne), veluddannet, velklædt og sofistikeret. Efter Første Verdenskrig blev også kortklippet hår normen for mænd – blandt de gangstere, der findes billeder af, er der ingen med hår, som dækker ørerne eller hænger ned i nakken. 68


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 69

USA blev ved folketællingen i 1920 et bysamfund; nu boede over halvdelen af befolkningen i byer. Og i byernes anonymitet voksede den individuelle frihed. Reklamer og de nye film gav mennesker en drøm om et andet liv, en anden identitet, samtidig med at de skabte en ny national selvopfattelse. Charles Lindberghs soloflyvning over Atlanterhavet i 1927 illustrerede tidens individualisme og muligheder, den første Miss America blev kåret, jazzens vilde improvisation symboliserede en ny tid, hvor alt var tilladt, børsen kendte ingen grænser – ”The Roaring Twenties” blev et begreb. Forfatteren Scott Fitzgerald konstaterede, at for hans generation var alle guder døde, alle krige udkæmpet, og al tro på mennesket forbi. Tidsånden efter krigen var præget af både kynisme og en følelse af, at alt var muligt. Den ny, med Hemingways ord, fortabte generation blev kastet ind i en accelererende verden af smugkroer, dårlig spiritus og fest og ballade, der varede til morgengry. Jazzen – ordet jazz var i begyndelsen synonymt med sex – opstod faktisk i Chicagos South Side. De nye tider foruroligede naturligvis mange. En journalist udtrykte bekymring over, at mange voksne svigtede deres børn til fordel for ”bilen, kortspillet, filmene, rejserne, våde eller tørre sociale aktiviteter”. Samtidig blev bilen et symbol på både USA og den nye tid og alt, hvad den medførte. Den første bil gjorde sin entré i Chicago allerede i 1892, og ti år senere var der omkring 400 biler i byen. I 1910’erne var bilen stadig en kuriositet, og hestetrukne vogne var mere almindelige også i storbyerne. I 1920’erne voksede antallet af biler dramatisk. I 1920 var der allerede 90.000 biler i Chicago, og i 1926 var tallet oppe på 350.000 (til sammenligning var der for eksempel i hele Sverige, som dengang havde 6 millioner indbyggere, altså omkring dobbelt så stor en befolkning som Chicago, i alt 70.000 køretøjer det år.) I USA var der i 1920 en bil for hver 13. indbygger, hvilket betød, at biltætheden dengang var 100 gange så høj som i for eksempel Italien. En Ford-T blev billigere og billigere og kostede i midten af 1920’erne 290 dollars (svarende til omkring tre månedslønninger for en arbejder – i dag må en amerikansk arbejder faktisk bruge 69


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 70

op mod seks månedslønninger for en billig bil) og kunne på 90 minutter monteres på samlebånd, et andet nymodens påfund. Samtidig blev det muligt at købe den slags forbrugsgoder på kredit. I 1920’erne blev bilerne tillige lukket – de blev dermed et godt sted til diskrete romancer, hvilket gjorde dem til symbol på og formidler af en mere afslappet og individualiseret æra. I Chicago indtraf i 1899 den første bilulykke med dødelig udgang, senere blev de så almindelige, at bilen kunne defineres som et ”dødeligt våben”, der ligesom et skydevåben i hænderne på den forkerte kunne være livsfarligt. I sensommeren 1920, da Torrio havde konsolideret sin position som Colosimos arvtager, indledte han en række møder med andre kriminelle grupperinger i Chicago. Torrio tjente på det tidspunkt op mod 100.000 dollars om året på prostitutionen, et svimlende beløb dengang, men han var egentlig kun lige begyndt at snuse til de store penge. Torrio havde de politiske kontakter, visionerne, autoriteten, startkapitalen – og færdedes ret hjemmevant både i gademiljøet og i de finere saloner. Da hverken han eller Capone var vokset op i Chicago, må de være blevet betragtet som fremmede tilflyttere af de mænd, der var vokset op i Chicagos gader og havde vundet respekt ved konstante slagsmål i teenageårene. Samtidig tilhørte både Torrio og Capone den mest foragtede indvandrergruppe i USA – italienerne. Trods sin underlegenhed lykkedes det Torrio på disse møder at indgå aftale med forskellige kriminelle bander og grupper og overtale dem til at opgive bankrøverier, pengeskabssprængninger, indbrud og andre risikable indtægtskilder til fordel for spiritussmugling. Torrio indgik også en aftale med den respektable brygger Joseph Stenson, og via denne og sine stråmænd, for eksempel Valley-bandens ledere, Terry Druggan og Frankie Lake, erhvervede han flere bryggerier, der kunne fremstille og sælge lovligt, alkoholfrit øl – som senere kunne spædes op ved hjælp af direkte indsprøjtninger med hjemmebrændt spiritus. Torrio indså ikke blot potentialet i Forbudet, men også i bilen. Tidligere havde prostitution og spil i Chicago som sagt været be70


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 71

grænset til prostitutionskvartererne lige syd for The Loop. Men i takt med at de begyndte at blive udsat for myndighedernes razziaer samt klager fra borgergrupper, indså Torrio behovet for at flytte aktiviteterne. Med bilens indførelse kunne folk flytte sig hurtigere, mere anonymt og mere individuelt. Dermed kunne såkaldte roadhouses i forstæderne blive attraktive som reder for spiritus, prostitution og spil. Desuden kunne politisk beskyttelse klares billigere og mere sikkert i forstæderne. Burnham lige syd for Chicago havde Torrio sikret sig allerede i 1910’erne. Da han så fik frie hænder efter mordet på den ufleksible Colosimo, fulgte Stickney, Forest View, Posen, Burr Oaks, Blue Island, Chicago Heights og andre forstæder eller småbyer uden for Chicago. Hans nærmeste mænd, Mike Heilter, Harry Guzik, Al Capone og nogle andre, stod for indretningen af barer, bordeller og spillebuler i disse områder vest og syd for Chicago. De forhørte sig hos folk på stedet om, hvor de kunne åbne et roadhouse, betalte bestikkelse til embedsmænd og politifolk samt talte med naboer til de planlagte etablissementer. Hvis nogen protesterede, sørgede Torrio via sine agenter måske for en ny bil, nogle tilbagebetalinger på huslånet, nye, elegante møbler eller en renovering af huset. På den måde foregik ekspansionen uden protester. Disse etablissementer havde de unge amerikanske bilejere som målgruppe; nogle var rendyrkede dansekabaret’er, andre barer og bordeller, andre igen rene spillebuler. De største bordeller lå i Stickney og Forset View, et område, der allerede i begyndelsen af 1920’erne var så domineret af Capone, at det i folkemunde hurtigt blev kaldt ”Caponeville”. Byens nye politichef viste sig tillige at være en af guvernør Len Smalls mange løsladte gangstere. (Illinois’ guvernør, Len Small, satte benådninger i system i en sådan grad – over 1000 dømte forbrydere blev benådet på tre år – at Chicagos statsadvokat, Robert Crowe, kritiserede ham offentligt: ”Vores største probem er Len Smalls system med vilkårlige løsladelser og benådninger. Han løslader dem lige så hurtigt, som vi har sat dem fast. Det tager os mindst to uger at domfælde en person, og det tager guvernøren to sekunder at underskrive hans løsladelse. I 1923 lykkedes det os at få fængslet 59 indbrudstyve 71


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 72

Al Capones mentor, Johnny Torrio (18821957), ses her på et billede fra 1935. Torrio styrede Chicagos underverden frem til 1925, da han flygtede fra byen efter et mordforsøg. Derefter arvede Capone hans rige, der var styrtet i grus.

og 97 røvere i Joliet, men i samme år benådede Small 88 indbrudstyve og 97 røvere!”). Folk, der modsatte sig Torrios og Capones bordeller og glædeshuse, blev truet på livet som advokaten Joseph Nosek, der blev overfaldet i sit hjem midt om natten af ni bevæbnede mænd, der slog ham i hovedet med deres pistolkolber. De truede med at dræbe ham, hvis han ikke forlod stedet. En snes andre borgere, der modsatte sig invasionen, flygtede efter lignende overfald. I Forest View åbnedes Maple Inn eller The Stockade, et af organisationens største bordeller. På bordellerne arbejdede alt fra en håndfuld til et halvt hundrede piger i flere skift. Kunden fik lov til at vælge en pige og fik så et håndklæde og blev anvist et værelse. Han måtte betale to 72


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 73

dollars for hver påbegyndt femminutters-seance. Huset beholdt størstedelen af summen. Ekspansionen ud til forstæderne og omegnskommunerne var også et udslag af Torrios evne til langsigtet tænkning. I tilfælde af politiske kastevinde i Chicago skulle man have sikre retræteposter. I Chicago havde republikaneren William Hale ”Big Bill” Thompson hersket siden 1915 og var blevet genvalgt i 1919. Han var modstander af spiritusforbudet og stod efter al sandsynlighed på Torrios lønningsliste. Men med udsigten til et nyt borgmestervalg i 1923 valgte Torrio det sikre frem for det usikre og investerede uden for Chicagos bygrænse. Operationerne i omegnskommunerne forløb glat. De viser også med pinlig tydelighed, hvor let det var at få de anstændige borgere over på sin side. Man kan endda sige, at det var de bestikkelige embedsmænd og politifolk, som for en lille dusør var villige til at lukke øjnene nu og da, der skabte Torrios syndikat. Torrio var den, der ledede operationerne fra sit kontor i ”The Four Deuces” lige syd for The Loop. Chicago-journalisten Herbert Asbury har hævdet, at Torrio som ”organisator og administrator af kriminalitet var […] nummer et i den amerikanske kriminalitets historie; han var formentlig det nærmeste, man kunne komme et overmenneske. Han styrede sit syndens imperium med den største selvfølgelighed. Om morgenen kyssede han sin kone farvel og tog bilen hen til sit pompøse kontor på anden sal i ”The Four Deuces”. Der købte og solgte han kvinder, konfererede med bestyrerne for bordellerne og spillebulerne, udfærdigede køreordrer for sine spiritussmuglere og -handlere, organiserede bestikkelserne til politiet og embedsmændene i byen og sendte sine revolvermænd ud for at myrde konkurrenter eller true folk, der prøvede at møve sig ind, men han deltog aldrig selv i disse ting, han påstod selv, at han aldrig havde affyret en pistol i hele sit liv.” Når dagens arbejde var overstået, vendte Torrio tilbage til sin lejlighed ved Michigan Avenue og tilbragte helst aftnerne med at spille kort med sin kone eller høre musik. Af og til gik de i teatret eller til en koncert. Han talte et ordentligt sprog, bandede ikke og talte hellere om musik end om penge i sin fritid. Skrivebordsgang73


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 74

steren Torrio hverken røg eller drak, og hans kone kendte intet til hans forretninger, men kaldte deres ægteskab for en eneste ”lang række af ubekymrede hvedebrødsdage”. Torrios vision blev til virkelighed tidligt i 1920’erne. Efterhånden havde byen foruden sine op mod 20.000 smugkroer omkring 3000 bordeller, 300 store spillebuler og 2000 bookmaker-kontorer, der blev kontrolleret af de nyrige bander. ”Der er masser af plads til alle,” lød hans motto, og hans generøse indstilling og naturlige autoritet gjorde, at forretningerne gik strygende. De forskellige bander fik hver deres territorier, hvor de kunne sælge deres sprit, og de kunne beskytte sig selv ved at give ham en vis procentdel af salget, hvilket garanterede politisk beskyttelse for virksomheden. Det hele lignede et stort selskab med Torrio som administrerende direktør og mellemledere, der passede deres egne salgsdistrikter. Nord for The Loop, mellem Chicagoflodens nordre løb og Michigansøen, opererede Dion O’Banions bande. Det var en multietnisk bande af irske, jødiske, italienske og polske pengeskabssprængere og professionelle mordere, der var forenet omkring deres loyalitet over for den karismatiske Dion O’Banion. De beskæftigede sig først og fremmest med import af smuglerspiritus. Kendte medlemmer var Earl ”Hymie” Weiss, George ”Bugs” Moran, Vincent ”The Schemer” Drucci, brødrene Gusenberg, Samuel ”Nails” Morton og ”Two Gun” Louis Alterie. Den dybt religiøse blomsterhandler Dion O’Banion selv var en af Chicagos mest berygtede skikkelser, som ustandseligt figurerede i aviserne. West Side blev delt mellem flere bander. Den sydlige del blev styret af Terry Druggan og Frankie Lake og deres Valley-bande. De var i begyndelsen af forbudstiden meget aktive med opkøb af bryggerier via stråmænd, men senere lykkedes det dem at holde sig uden for de store ølkrige. I de italienske dele af West Side oprettede de seks brødre Genna, som var nære allierede med Torriogruppen, nærmest et diktatur over deres landsmænd, som i deres regi måtte holde sig til hjemmebrænding af spiritus. Længere mod vest og i forstaden Cicero herskede brødrene O’Donnell, der ledede en overvejende irsk sammenslutning af berygtede mordere. 74


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 75

N

Ø

V BYGRÆNSE

S DION O’BANION

TOUHYS

& BUGS MORAN-BANDEN

BANDE

n ansøe Michig

MADDOX CIRKUS-BANDEN MED CAPONE

HAWTHORNE GALOPBANE PERSHING ROAD CAPONES BORDELLER

O’BANIONS BLOMSTERBUTIK

CAPONE-BANDENS HOVEDKVARTER

SALTISMcERLANE

RALPH SHELDONBANDEN

“SPIKE” O’DONNELLBANDEN

CAPONES HJEM

TORRIOS HJEM

CAPONE-BANDEN SELVSTÆNDIGE GRUPPER GANGSTERHOVEDKVARTERER OMTRENTLIGE TERRITORIEGRÆNSER (SOM DOG ALTID VAR OMSTRIDTE)

CAPETOWN PÅ BORGMESTER PATTONS TID

Kort med omtrentlige angivelser af de forskellige banders territorier. Der var konstant strid om grænserne, og flere bander blev opløst under ølkrigen.

75


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 76

Capone, nederst til venstre, og tre af hans fjender fra North Side. Øverst til venstre Vincent ”The Schemer” Drucci (1898-1927), øverst til højre Earl ”Hymie” Weiss (1898-1926) og nederst til højre Dion O’Banion (1892-1924).

76


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 77

South Side blev domineret dels af ”Polack” Joe Saltis og Frank McErlane (den senere ifølge Illinois Crime Survey ”mest brutale revolvermand, der nogen sinde har affyret et våben i Chicago”) og deres polsk-irske tilhængere, som forsynede op til 300 smugkroer med øl, dels af den over for Torrio og Capone konstant loyale Ralph Sheldon og hans overvejende irske tilhængere i idrætsforeningen Ragen Colts. Sheldon selv var tidligt involveret i både politik og kriminalitet, og det lykkedes ham allerede som 16-årig via sine kontakter at sno sig fri af en dom for væbnet røveri. The Loop og de østlige dele af South Side tilhørte Torrios og Capones egen, overvejende italienske bande. Yderligere var der et halvt dusin mindre bander. Tilsammen kunne denne løst forbundne, men i 1920’ernes første år fungerende alliance mobilisere omkring 800 revolvermænd. Der var naturligvis langt flere involveret i spiritusbranchen og de andre virksomheder, først og fremmest spil og prostitution. Den etniske faktor spillede utvivlsomt en stor rolle for den enkeltes loyalitet, men der var som altid en hel del undtagelser. Mange italienske gangstere sluttede sig til Genna-brødrene eller Torrio, men de var også i andre bander. Irerne var spredt i forskellige bander, som undertiden var allierede, undertiden i konflikt. Jødiske kriminelle var medlemmer af mange forskellige bander, for eksempel var Jack ”Greasy Thumb” Guzik en af Torrios allernærmeste mænd. Også O’Banion og Genna-brødrene havde jødiske gangstere i deres geledder. Pragmatismen var tydelig, selv om den etniske faktor var en realitet. Om Capones liv i de tidlige 1920’ere ved man ikke meget andet, end at han allerede i sommeren 1922 havde etableret sig som en af Torrios nærmeste mænd og havde en løn på over 2000 dollars om måneden. Sandsynligvis var han både loyal og hensynsløs. Formentlig havde han let ved at lære. Ud af de korte notitser i pressen kan man se, at han skiftede adresse flere gange, og at han skiftevis kaldes Al Brown, Tony Caponi, Al Capone, Scarface Capone eller Scar Faced Caponi. I januar 1921 blev han anholdt ved en razzia mod nogle sa77


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 78

loons- og billardlokaler i forstaden Burnham i udkanten af Cook County. Ved den lejlighed stod han opført som Al Brown i Burnham lige syd for Chicago. Han fik en bøde på 150 dollars og var i april, da dommen blev forkyndt, indskrevet i West Hammond. Første gang han figurerede mere udførligt i pressen, var i august 1922 i en lille notits inde i en af Chicago-aviserne, der beskrev, hvordan en beruset og bevæbnet Capone blev anholdt efter en af mange våde nætter, der endte med en vild bilkørsel: ”Den 25-årige Alfred Caponi, bosiddende i det berygtede Four Deuces ved South Wabash Avenue 2222, stilles i morgen for retten ved politidomstolen på South Clark Street, tiltalt for groft uforsvarlig kørsel. Hans bil kolliderede tidligt i morges med en taxi, ført af Fred Krause, Drake Avenue 741, i krydset mellem North Wabash Avenue og East Randolph Street, hvorved sidstnævnte bils fører blev kvæstet. Tre mænd og en kvinde, som var sammen med Caponi, flygtede fra stedet, før politiet ankom. Ifølge anklageskriftet kørte Caponi i høj fart mod øst ad Rudolph Street. Taxien stod parkeret ved fortovskanten. Efter kollisionen stod Caponi ud af sin bil, fremviste med hævet revolver et vicesherifskilt og truede med at skyde Krause. Patrick Bargall, South Claremont Avenue, føreren af en sporvogn, der passerede i sydlig retning, standsede sin sporvogn og sagde, at Caponi skulle fjerne sin revolver, hvorefter denne ifølge vidnet også truede ham. I mellemtiden var politiet ankommet og havde arresteret Caponi. Krause fik førstehjælp af en ambulancelæge.” De fejlagtige oplysninger om hans alder og navn i denne notits siger noget om, hvor ukendt han var. Desuden passede anklagepunkterne ikke. Han blev nemlig også tiltalt for spirituskørsel og trusler med et dødeligt våben. Næste dag meddelte Chicago Tribune, at Capone truede de politifolk, der anholdt ham, med, at det var skadeligt for dem at rejse tiltale mod ham: ”Det klarer jeg så nemt, at du ikke engang opfatter, hvad der sker,” pralede han over for en af betjentene. Det gjorde han også. Da han var blevet ædru, blev han løsladt mod kaution, og senere skete der ikke mere. Formentlig har Torrio sørget for, at tiltalen blev frafaldet. 78


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 79

I september 1923 blev han omtalt i Chicago Tribune blandt en lang række mænd, der havde ”købt” tilladelse til at bære våben af en korrupt fredsdommer i forstaden Cicero. Han var på det tidspunkt opført som hjemmehørende på Sheridan Road i Chicago. I disse første år i Chicago var Capone, ifølge Chicago-journalisten Herbert Ashbury, ”en typisk bølle, uopdragen og brutal, som udtrykte sig vulgært og klædte sig prangende”. En anden beskriver ham som ”ubehøvlet, krakilsk og stridslysten”. I 1922 mishandlede han og et par kumpaner nogle fotografer, der havde forsøgt at fotografere dem under en politiaktion. Der var ikke meget ved ham, der antydede, at han kun et par år senere skulle blive en poleret og veltalende statusperson, der gerne poserede for fotograferne, selv om han vendte sin venstre arrede kind væk. Det var Torrio, der skolede ham og lærte ham at se respektabel ud, at smile og ikke vise sine følelser, at føre sig som en rigtig forretningsmand. Capone spillede konstant, tabte en hel del og havde allerede tillagt sig ødsle vaner. Gang på gang måtte han opsøge Torrio og låne penge af sin arbejdsgiver. Som det fremgår af ovennævnte avisnotits skete det også, at han drak – i modsætning til mange andre spiritussmuglere. Det samme gjaldt prostitutionen; alfonsen Capone forsynede sig generøst med vareprøver fra sit eget sortiment. Sandsynligvis blev han smittet med syfilis allerede i begyndelsen af 1920’erne og blev steril, eftersom han i modsætning til de fleste andre gifte katolikker ikke fik flere børn. Syfilissen var en svøbe i begyndelsen af 1900-tallet. Ved mobiliseringen før Første Verdenskrig viste det sig, at ti procent af de indkaldte var smittet med kønssygdomme, og titusinder af amerikanere døde af dem hvert år. På den tid var kønssygdomme ikke noget, man talte om eller skrev om i aviser; det var en hemmelig lidelse, der hurtigt bredte sig. Ved kønslig omgang med en syfilissmittet var risikoen for overførelse af sygdommen hele 75 procent. Først i 1940’erne, da penicillinen kom frem, var der mulighed for helbredelse, hvorfor sygdommen var meget frygtet. Efter visse infektionssymptomer kunne sygdommen ligge latent og 79


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 80

langsomt, men sikkert, begynde at æde sig ind i hjernen og give personlighedsændringer, forvirring, hukommelsesproblemer og humørsvingninger. Hvor hårdt angrebet Capone var i sin kriminelle karriere, er det umuligt at sige. Forfatteren Laurence Bergreen hævder, at syfilissen var en af grundene til Capones voldelighed og succes som gangster. Det kan dog betvivles. Mange andre blev gangsterkonger uden at være smittet med syfilis, og påstanden er umulig at bevise. Capone fik syfilis i sine unge år, og i slutningen af 1930’erne var han stærkt mærket af den. I de første år i Chicago drak Capone en hel del. En sangerinde var i sommeren 1922 på udflugt i en park i Chicago, da to brødre dukkede op. Den ene af dem ”så ret godt ud, bortset fra et langt iøjnefaldende ar på kinden. Han var for nylig flyttet hertil fra New York, og alle lod til at kende ham og respektere ham.” Sangerinden fortalte, at Al blev mere og mere beruset i løbet af eftermiddagen, og til sidst var han nærmest plakatfuld og begyndte at smide om sig med pengesedler. Ti- og tyvedollarsedler strøede han ud som konfetti, og alle samlede ind, hvad der faldt på deres vej. Til sidst måtte broderen Ralph hanke op i den balstyrige lillebror og bringe ham hjem. Det var et tidligt eksempel på den ødselhed, man måske fejlagtigt kan opfatte som gavmildhed, men som i Capones tilfælde nok snarere skal ses som en magteller ressourcedemonstration. Et par år senere mødte sangerinden igen Capone, og da var fyldebøtten blevet forvandlet til en velklædt fyrste, der talte og opførte sig som en beleven verdensmand. En taxichauffør mindes sin første kørsel for Capone til hestevæddeløbet i Cicero i begyndelsen af 1920’erne: ”Kom tilbage, og hent mig ved sekstiden, gamle ven,” sagde Capone og smed firefem hundreddollarsedler hen til ham. For Capone, der var vokset op i fattigkvartererne, måtte den følelse af revanche, som alle disse penge gav ham, have været overvældende i en tid, da en dollar var mange penge for de allerfleste mennesker i USA. De dyreste retter på Colosimo’s Café kostede 1,50 dollar. Allerede i 1922 var han altså rig, bevæbnet og politisk immun 80


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 81

over for tiltale. Men indtil videre var han bare en af byens mange anonyme professionelle forbrydere. I marts 1924 figurerer han i en lang opremsning af navne på mistænkte for mordet på en John Duffy, et mord, der var det store samtaleemne i byen i foråret 1924, da Duffy blev fundet skudt i en grøft uden for byen efter at have myrdet sin kæreste. Blandt Dion O’Banion, Johnny Torrio, Earl Weiss med flere nævnes hen mod slutningen også Al Brown med ordene: ”Bestyrer af etablissementet ’The Four Deuces’ på Wabash Avenue 2222, der altid klarer sig mellem razziaerne. Kendt som alfons. Benytter ifølge kvinder, der har informeret politiet, ofte sin revolver til egne formål. Begyndte at sælge spiritus for at tjene lidt ekstra, da det gik trægt med prostitutionen. Har tilhørt Torrios mænd og har arbejdet med O’Banion, Miller eller hvem som helst, der kunne vise vej til ulovlige indtægter.” Selv sagde han i forbindelse med Duffy-efterforskningen, at han var en respektabel forretningsmand: ”Jeg ejer en møbelforretning lige ved siden af The Four Deuces, og af en eller anden grund prøver folk altid at inddrage mig i en masse ballade.” Jazzmusikeren Milton ”Mezz” Mezzrow voksede op i Chicago og mødte flere gange Capone i disse anonyme år i begyndelsen af 1920’erne. De var for øvrigt jævnaldrende – begge var født i 1899. Mezzrows erindringer giver flere fine tidsbilleder fra den æra. Han voksede op i Northwest Side i Chicago i de jødiske dele af byen, og dette prægede hans ungdom. Han og hans venner anskaffede sig skydevåben allerede som teenagere og sigtede på hinanden for spøg, skød spurve eller skød til måls mod telefonpælenes isolatorer: ”Gaderne i Chicagos Northwest Side virkede som en magnet på mig: Alverdens lækkerier kunne ikke holde os unge inden døre. Der var noget i luften, der hviskede om begivenheder, som man ikke ville gå glip af. Fortovene var altid propfulde, det myldrede med spillere og svindlere i smart kluns, som valsede forbi med deres diamantslipsenåle, piger, man havde hørt historier om, trippede storsnudet op og ned ad avenuen, strømerne patruljerede kvarteret i store Cadillac-biler, spækket med skyde81


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 82

våben. Der kunne ske hvad som helst i Northwest Side – og det gjorde der også.” Mezzrow og hans venner dannede en ungdomsbande, hvorfra flere skulle fortsætte ind i forbudstidens kriminalitet. De samledes omkring en billardsalon på hjørnet af Division og Western Avenue. I teenageårene var det at være i en bande mest en måde at være sammen med andre med samme etnicitet: ”Der skulle bare et halvhøjt ’Moses’ eller ’jødesvin’ til fra en rivaliserende polsk eller irsk bande, så kom knytnæverne frem.” I 1910’erne drejede bandens aktiviteter sig om slagsmål, biltyveri, indbrud i småbutikker og sammenhold inden for den jødiske gruppe. Hen imod slutningen af 1910’erne røg Mezzrow i fængsel for blandt andet biltyveri, og da han kom ud, var Chicago forandret: ”Det var nemlig sådan, at da Forbudet kom, blev hver eneste pissemyre og hans bror kapitalister, og et livligt hasardspil begyndte på vores billardbord hver eneste aften.” Store penge var i omløb, risiciene var i begyndelsen små – og den bande, Mezzrow fortæller om, hørte ikke til de store etablerede organisationer. Det var nogle fyre i 20-års-alderen, der stod på grænsen til voksenlivet. Mezzrow selv havde næse for hurtige penge og spænding, og han blev efterhånden bestyrer af billardhallen, hvilket betød, at han tjente over 200 dollars om ugen. Samtidig – i begyndelsen af 1920’erne – tjente en industriarbejder omkring 50 cent i timen og således med en arbejdsuge på omkring 45 timer cirka 90 dollars som måneden. Mezzrow beskriver, hvordan banden plejede at besøge nogle af Torrios bordeller på South Side. En af pigerne, der arbejdede på bordellet på Roamer Inn på 119. Street, fortalte ham, at hendes mand havde lånt 1000 dollars af Torrios organisation. ”Jeg skal blive her, til jeg har arbejdet beløbet af,” sagde hun. Mezzrow indledte et forhold til en af pigerne, der hed Marcelle. Hun var høj og rødhåret. En bartender gjorde senere Mezzrow opmærksom på, at hun havde andre beundrere. ”Jeg ville trække mig, hvis jeg var i dine sko,” sagde han. ”Det der er Al Capones pige.” Mezzrow kendte Capone på det tidspunkt, de plejede at mødes på Roamer Inn og veksle nogle ord. ”Han var velklædt, ung og dum82


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 83

dristig dengang,” skriver Mezzrow, der understregede Capones venlige optræden over for ham – det var noget, han satte pris på, hvorfor han holdt op med at se denne Marcelle. 1920’ernes Chicago var en hård verden. ”På den tid gik mænd med pistoler som kvinder går med læbestift, praktisk taget hver eneste baglomme i byen var et omvandrende arsenal,” fortæller Mezzrow, der ganske rigtig røg i fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. I de tidlige 20’ere blev der tilmed udkæmpet en taxikrig i Chicago, hvor de forskellige taxiselskaber beskød og ramte hinanden rundt omkring i byen – og en af Mezzrows venner blev myrdet i denne krig. Med tiden fik Mezzrows jazzband kontrakt på at spille på Arrowhead Inn, en klub i Burnham lige syd for Chicago, ejet af Torrio. Dengang blev jazz meget rigtigt kaldt ”bordelmusik” eller ”niggermusik”, og folk med stil så ned på denne nye musikform. Det var ikke kun jazzen, der strømmede, men også øllet. En dag blev Mezzrow kaldt ud i baggården til Arrowhead Inn, hvor man havde opstillet et telt. Her kunne han se Capones mænd spæde alkoholfrit øl op med spiritus: ”Da vi kom ind i teltet, så vi lange rækker af ølfade og et stort isskab på den ene side. ”Jeg opfattede overhovedet ikke, hvad der foregik, før en mand, der hed Jack, en af Capones håndlangere, dukkede op. Han gav os et bor, en æske med pinde af den slags, som slagteren plejede at bruge til at spække kød med, og nogle galvaniserede spande. Så råbte han: ’En af jer gutter borer hul i tapperne på de der ølfade og lader trekvart spand løbe ud af hvert fad. Så lukker en anden hvert hul til med de her træpinde, så der ikke løber mere øl ud.’ Det var på den tid, Capone købte Blackhawk-bryggeriet i Chicago, men han kunne ikke brygge noget stærkere end hvidtøl, for statspolitiet havde folk, der førte tilsyn med fremstillingen. Så fadene med hvidtøl var blevet kørt ud til Arrowhead for at blive spædet op med sprut. Når vi havde lukket tilpas meget ud af et fad, kom en anden fyr hen med en stor spand med pumpe og målepind på. I spanden var der et sammenkog af ginger ale og spiritus, nøjagtig lige så meget som den borttappede hvidtøl. Blandingen blev pumpet ind i ølfadet sammen med 30 pund luft, 83


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 84

og så havde man et fad rigtig øl. Jeg tror, de fik helt op til 75 dollars pr. fad af den her forskårede suppe. Bagefter var det Jacks tur. Den fyr var stærkere end Samson efter en middag bestående af bøf tatar. Han rullede et fad rundt, så tappen kom opad, brækkede så kødpinden af og satte en ny tap oven på den gamle. Med et eneste vældigt slag med en stor mukkert drev han den nye tap helt ind og tvang den gamle videre ind i fadet. I al den tid, jeg var vidne til proceduren, så jeg aldrig Jack slå til tappen to gange. Jeg begyndte at blive bekendt med resten af gangsterbanden, inklusive chefen selv. Al optrådte altid omgivet af en flok revolvermænd – de sad i et hjørne, var meget lystige og larmende, men havde altid situationen under kontrol. På Als runde ansigt var der altid påklistret et bredt grin, og han var altid godmodig, hvilket ikke irriterede mig det mindste.” Capones yngste bror, Mitzi (eller Mimi), plejede at holde til på Arrowhead Inn, når han ikke eskorterede ølkonvojerne dertil sammen med en anden revolvermand. Mitzi blev forelsket i en af de prostituerede dér, og det huede ikke hans storebror: ”Fyr det pigebarn,” sagde Capone til Mezzrow, ”hvis jeg hører mere om hende og Mitzi, er du også færdig her.” Ifølge Mezzrows egen skildring modsagde han Capone. ”Jeg fyrer hende ikke. Hun er en af de bedste kunstnere her. Hvorfor holder du ikke Mitzi herfra i stedet for?” ”Hun kan i hvert fald ikke synge,” svarede Capone. ”Ikke synge? Hvad fanden, du ville ikke engang kunne kende en fin whisky, hvis du fik lov til at snuse til den, og det er endda din branche, og så vil du bilde mig ind, at du kan lære mig noget om musik.” Der blev stille – lige indtil Capones fem-seks livvagter begyndte at grine, og til sidst også Capone. ”Hør bare den professor,” råbte han. ”Der er krummer i den knægt.” Men så blev han alvorlig og erklærede, at han virkelig mente det, han havde sagt om Mitzi og den pågældende kvinde. Denne og lignende anekdoter om Capones første år i Chicago viser dog, at han allerede var respekteret som en af de tunge dren84


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 85

ge i underverdenen på vej ind i en hastigt opadstigende karriere. Men de første større uroligheder i Chicagos underverden berørte ikke direkte Capone, der hovedsagelig lod til at være beskæftiget i de sydlige forstæder i begyndelsen af 1920’erne.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 86

DEN FØRSTE ØLKRIG – TORRIO UDFORDRES, DA CHICAGO SKIFTER BORGMESTER

”Enhver her i byen vil gerne sælge øl uden risiko, men det er fyrene på gaden, som kører drikkevarerne ud, der får en kugle i skallen.” Joseph Bucher Jr., bror til en myrdet gangster i et avisinterview 1923

De første år i forbudstiden var usædvanligt vellykkede for Torrios strategi. Ingen større konflikter forstyrrede omsætningen; hans vision om samarbejde og lav profil var ved at blive til virkelighed. Ganske vist indtraf der et mord nu og da, når en eller anden freelancer skulle sættes på plads som for eksempel Steve Wisniewsky. Han var den første, der blev taget med på en ”køretur”. I juli 1921 blev nogle børn, der legede i krydset mellem Halstead Street og 14th Street vidne til, at nogle mænd tvang en høj, blåøjet mand ind i en bil. Næste dag blev han fundet skudt ved en vejkant uden for Libertyville et halvt hundrede kilometer fra Chicago. Ifølge aviserne var især Terry Druggan og Frankie Lake under mistanke for mordet, men efterforskningen førte ikke til noget. En artikel i Daily News fra den 17. november 1924 beskriver Torrios succes, og hvordan alliancen med en brygger blev bygget op, og hvordan tidligere lovlydige borgere blev involveret i underverdenen: ”John Torrio og en Chicagobrygger er tvillingeherskere over den organiserede kriminalitet i Cook County i dag. Det er 86


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 87

dem, der står bag O’Banions og Druggans bander, skydevåbnene og revolvermændene. Det er dem, der organiserer, ”fikser” og profiterer. Torrio hersker enevældigt over synden og spillet, bryggeren er konge over ølsmugleriet. De arbejder sammen, og de andre arbejder for dem. Et besynderligt par: Torrio er italiener, elev af afdøde ’Big Jim’ Colosimo. Hans kollega er den yngste af fire brødre, som var succesrige bryggere før Forbudet. Mens Torrio lærte den lyssky politiks tricks i New York og syndens belønning omkring 22nd Street og i Burnham, levede hans forbryderkollega behageligt på Guldkysten som søn af en rig og socialt etableret familie. Et fælles talent for organisation førte dem sammen, da Forbudet banede vej for den nye kriminalitetsbølge i Chicago. De har gjort den organiserede kriminalitet umanerlig lønsom. Bryggerens indtægter fra det politisk beskyttede ølsalg anslås til 12 millioner om året siden 1920. Ingen tør overhovedet gætte på, hvor meget den alsidige Torrio tjener. Sammen styrer de underverdenen. Ingen kan sælge øl i Chicago uden tilladelse fra ølkongen. Ingen kan beskæftige sig med spil uden Torrios samtykke. Da de er immune over for tiltale, kan de regne med beskyttelse fra både loven og deres egne revolvermænd, hvis nogen truer deres monopol. Og de har magt til at beskytte deres håndlangere mod tiltale, når det bliver nødvendigt med et mord – hvilket det nu og da bliver. Bryggeren er så højt hævet over loven, så helt igennem beskyttet, at det er risikabelt at nævne hans navn, selv om politi og anklagemyndighed er fuldkommen klar over, hvem han er. Ølbranchen var Torrios store chance. Han havde kontakterne til at skaffe beskyttelse og kendte underverdenens mænd: Det var nemt at skifte syndighed og spil ud med ølhandel. Revolvermændene blev lokket fra risikable ting som røveri og sprængning af pengeskabe til den langt mere lukrative ølbranche. Bryggeren havde forstand på den moderne forretningsverdens metoder og tilpassede dem efter ølsalget. Torrio kendte gangstere og rekrutterede dem. Således blev Druggan og Lake lokket fra gadeslagsmålene og Valley-banden ind i en kriminalitet, der gjorde dem begge to rigere, end de nogen siden havde kunnet drømme om. Efter at de er begyndt at drive bryggerier for Torrio, har de 87


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 88

kunnet køre i dyre biler, klæde sig som millionærer og bosætte sig i de mest fashionable bydele.” I foråret 1924 drev Torrio sammen med Capone en snes store bordeller i Cook County. Hovedindtægterne hidrørte dog fra de omkring 65 bryggerier, de ejede eller dominerede via stråmænd. Desuden organiserede de spiritussmugleri fra Canada i stor målestok. Fortjenesten var naturligvis stor, og risikoen lille: Det kostede 5 dollars at brygge en tønde øl, og den blev solgt for omkring 55 dollars. I Chicago blev der ifølge politiets beregninger drukket 20.000 tønder øl om ugen under Forbudet. Omkring 75 procent af Chicagos cirka 20.000 smugkroer købte spiritus af Torrio eller hans allierede. De indtægter, der flød ind, gjorde det muligt for ham at købe en stor del af politi- og anklagerkorpset: ”Jeg ejer politiet,” sagde Torrio ved en lejlighed, og det var sikkert ikke nogen overdrivelse. Da Harry Guzik, som havde ansvaret for Torrios prostitutionsvirksomhed, i 1923 fik en fængselsdom for det, blev han benådet af Illinois’ guvernør, Len Small, før han overhovedet var begyndt at afsone dommen – åbenbart på Torrios anmodning. Torrios velsmurte kriminalitetsmaskineri havde måske kunnet køre videre i lang, lang tid, men det gjorde det ikke. To ildevarslende begivenheder stak en kæp i hjulet i 1923. Gangsteren Edward ”Spike” O’Donnell (ikke beslægtet med brødrene O’Donnell på West Side) blev løsladt efter at have siddet i fængsel for bankrøveri. Desuden blev Thompson, der var kommet i konflikt med sin republikanske mentor, Fred ”Crazy Swede” Lundin, stemt ud ved borgmestervalget og erstattet af demokraten og forbudstilhængeren William ”Decent” Dever, hvorved hele Torrios protektionsapparat faldt sammen. Fremtrædende embedsmænd og politifolk blev skiftet ud, og ingen vidste længere, hvem der kunne bestikkes, eller om bestikkelsespengene gjorde nogen nytte. Dermed mistede Torrio noget af sin autoritet, og Edward ”Spike” O’Donnell, som sammen med sine brødre ikke var blevet inkluderet i Torrios forretningsplan fra 1920, besluttede sig for at møve sig ind på byens lukrative ølmarked. Dertil kom, at Dever og hans nye politichef iværksatte omfattende indsatser mod gang88


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 89

Edward ”Spike” O’Donnell fotograferet i efteråret 1925, da hans bande gjorde endnu et forsøg på at skaffe sig ind på ølmarkedet på South Side.

sterbanderne, som under Thompsons korrupte regime havde vokset sig stærke. Efterhånden havde de lukket op imod 7000 smugkroer og restauranter, der solgte illegal spiritus. Edward ”Spike” O’Donnell havde siden sin ungdom beskæftiget sig med lommetyveri, indbrud, fagforeningsterrorisme og bankrøveri. Tre gange var han uden held blevet tiltalt for mord, og han blev betragtet som skyldig i yderligere et halvt dusin mord. Den høje, ranglede ”Spike” var også dybt religiøs og gik i kirke hver søndag. Fotografierne viser ham ofte som en storsmilende mand med smilerynker. Hans brødre Steve, Walter og Tommy O’Donnell havde siden Torrios territoriefordelingsmøder i sommeren 1920 hængt på i udkanten af Torrios syndikat og været tilfredse med alle de småopgaver, de kunne få fra Torrio, Capone eller nogle af spidserne i banden. I og med Spikes løsladelse forlod de Torrios beskyttelse og besluttede sig i sommeren 1923 89


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 90

for at åbne deres eget under Spikes ledelse. Spike importerede en kendt og frygtet revolvermand fra New York, Henry Hasmiller, og samlede en halv snes forbrydere fra South Side, som skulle arbejde som lastbilchauffører, livvagter og ølsælgere. Og så gik offensiven i gang. Han og hans mænd kaprede Torrios ølkonvojer og importerede deres eget øl fra Joliet uden for Chicago. Derefter forsøgte de at sælge det i det sydlige South Side, i områder, der ifølge Torrios territorieplan fra 1920 skulle forsynes fra Joe Saltis’ og Frank McErlanes bryggerier. Torrio forsøgte at modstå brødrene O’Donnells offensiv ved at beordre en sænkning af prisen på sit øl fra 50 dollars pr. fad til 40 dollars, en handling, der var kendetegnende for Torrios forsigtige og diplomatiske linje. Brødrene O’Donnell svarede igen med at mishandle de restauratører, der tøvede eller nægtede at købe deres øl, og ved hjælp af driftighed og hårdhændede metoder havde Spike O’Donnell og hans folk hurtigt opbygget det, Spike kaldte en rigtig ”god, lille virksomhed”. Hans folk plejede at gå ind på de smugkroer, der nægtede at købe hans øl, med pistolerne synlige i skulderhylstrene. De, der fortsat tøvede, blev mishandlet eller truet, indtil de købte Spikes øl. Da priskrig ikke slog til som våben mod brødrene O’Donnells knojerns- og knippelkrig, gav Torrio Joe Saltis og Frank McErlane grønt lys til at slå igen. Det første dødsoffer kunne konstateres fredag den 7. september 1923, en dag med optrappet vold på South Side. Om eftermiddagen rapporterede Steve O’Donnell, at han var blevet overfaldet af fem mænd fra en bil: ”Jeg trak min pistol og skød mod dem – og så stak de af,” sagde han til aviserne. Politiet, som fik rapporter om skudveksling, ledte om aftenen efter brødrene O’Donnell, der samtidig var beskæftiget med at bearbejde de saloonejere, der ikke ville købe øl af dem. Ikke mindre end seks smugkroer blev angrebet den aften. I for eksempel Jacob Geis’ saloon på 51st Street befandt der sig seks personer, da Walter, Steve og Tom O’Donnell kom ind sammen med Willie Meeghan. De indledte en højlydt diskussion med Geis om, hvorfor han ikke købte øl af dem, hvilket førte til, at O’Donnell-banden trak deres våben og slog Geis i hovedet, til han mistede be90


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 91

vidstheden. Han havde fået kraniebrud og svævede i flere dage mellem liv og død, men overlevede. Senere på aftenen befandt banden samt medlemmerne George Bucher og Jerry O’Connor sig på hjemmebane på Joseph Klepkas saloon på South Lincoln Street, hvor de spiste sandwiches og sludrede om dagens razziaer. Pludselig trådte fire bevæbnede mænd ind, tre med revolvere og den fjerde med et gevær. Det var ikke kun politiet, der ledte efter O’Donnell-banden, men også en gruppe fra Saltis-McErlane-banden. ”Giv os en fair chance for et opgør på gaden,” råbte O’Donnells. Der opstod almindelig skududveksling, og en eller anden slukkede lyset i lokalet, hvorved det lykkedes alle undtagen O’Connor at slippe ud ad nogle bagdøre. Den 24-årige O’Connor, der var betinget løsladt fra Joliet, slap dog også ud, men blev skudt i brystet ude på gaden og døde. Et par dage senere fortsatte Torrios offensiv, der blev udført med moderne målrettethed ved hjælp af en kombination af biler og mange skydevåben. Da Willie Meeghan og George Bucher kom kørende i deres bil over et gadekryds på South Side, blev de indhentet af en grøn bil med tre mænd i. De blev beskudt med automatpistoler og et oversavet haglgevær. ”De skød så hurtigt, at man ikke kunne nå at tælle skuddene,” fortalte et vidne. ”Bilerne var mindre end to meter fra hinanden, da mændene begyndte at skyde, og de må have haft flere ladte våben med, for de affyrede så mange skud på så kort tid, at de ikke kan have nået at lade igen.” Meeghan og Bucher på henholdsvis 21 og 26 år døde på stedet i kugleregnen (de blev begge ramt i hovedet af så mange skud, så at man først ikke kunne identificere dem). I deres bil fandt man en .38-revolver, og Meeghans lommer var fyldt med ammunition. Den grønne bil forsvandt hurtigt fra stedet, og til trods for at flere vidner havde indprentet sig nummerpladerne, lykkedes det ikke politiet at opklare dobbeltmordet. Den slags angreb skulle for øvrigt blive stildannende i Chicago: en bil med bevæbnede mænd, der beskyder en anden bil – en slags turnering midt i storbyens trafikmylder. Disse voldshandlinger på South Side, mere præcist i bydelen New City, vakte naturligvis et ramaskrig. Den nye borg91


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 92

mester, William Dever, suspenderede politichefen i distriktet, inspektør Thomas Wolfe, hvorpå der i aviserne blev rejst beskyldninger om, at Wolfe stod på O’Donnells side i konflikten: ”Køb øl af Steve O’Donnell og ingen anden,” skulle Wolfe have beordret flere restauratører i sit distrikt, hvor Wolfe solgte beskyttelse og bevillinger til salg af øl. I efterforskningerne af mordene på O’Connor, Bucher og Meeghan erklærede flere restauratører i deres vidneforklaringer, at O’Donnell-brødrene solgte deres øl ”inklusive politibeskyttelse”. Begyndelsen på den første ølkrig rummede alle de ingredienser, Chicago efterhånden skulle opleve til lede. Ildkampe i gaderne og mord, der ikke blev opklaret, vidner, som ikke turde tale, omfattende politikorruption, store pengesummer i omløb og evindelige afsløringer af lyssky politikere. Aviserne skrev spalte op og spalte ned om den første opblussende ølkrig: Det motoriserede baghold mod O’Donnell-bandens mænd blev vist for læserne i helsidesgrafik med kort og alt muligt. En artikel i Chicago Tribune den 20. september 1923 giver en insiderrapport: ”I fortløbende razziaer anholdes ølsælgere, revolvermænd og andre uønskede personer på ordre fra politichef Collins, alt sammen for at rense ud blandt sortbørsbander og voldsmænd. Angsten for mord lukker munden på vidnerne i sagerne om Jerry O’Connor, George Bucher og George Meeghan, udtaler talsmænd for politiet. Den tidligere vicesherif Daniel McFall er delvis involveret i O’Connor-mordet. John Torrio, leder af en af fraktionerne af ølsælgere, har udtalt sig hos den offentlige anklager og nægter ethvert kendskab til ølsalg eller mord og er ikke blevet afhørt yderligere i sagen. Et lig, der blev fundet for nylig, er nu ved at blive identificeret, og politiet mener, at det er endnu et offer i ølfejden.” Artiklen forsatte med et interview med den myrdede Buchers storebror, der blev afskrækket af Torrios offensiv på South Side: ”Lad ikke Deres søn vokse op og blive ølsmugler,” sagde Joseph Bucher Jr., som indrømmede, at han hver dag de seneste tre måneder havde kørt en overdækket lastbil indholdende 20 tønder øl for Walter O’Donnell. Erhvervet var mere risikabelt end at være soldat, men indbragte mindre end en snedkerløn, afslørede han: 92


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 93

”Enhver her i byen vil gerne sælge øl uden risiko, men det er fyrene på gaden, som kører drikkevarerne ud, der får en kugle i skallen. Mig? Jeg hopper fra. Jeg ville ikke engang sælge juice på en søndagsskoleudflugt efter det her.” Bucher var tidligere blevet afhørt af anklagemyndigheden om mordet på sin yngre bror og havde kun én kommentar: ”Alt, hvad jeg ved om det her, er, at fyrene, der skød, troede, at det var mig, der sad i den bil og ikke min bror. Mere behøver man ikke at vide, vel? Min bror, George – alt, hvad han vidste om øl, var, hvordan det lugtede. Han var snedker ude på Western Electric. Det var jeg også før. Tjente 89 dollars om ugen og sluttede, når fløjten lød klokken 5. Ikke noget dårligt job.” Da han forlod det for at køre øl for O’Donnell-brødrene, trak det dog ud med de hurtige penge. ”Jeg fik kun 50 dollars om ugen af O’Donnells,” forklarede han. Joseph Bucher fortalte også om, hvordan han kørte øl om natten og leverede det til restauranter på South Side og West Side i Chicago. Nu, efter mordet på lillebroderen, var han færdig med den branche. Han ville flytte til Californien. ”Men hvis Spike O’Donnell også tager derned, tror jeg, jeg vælger et andet sted.” Spike O’Donnell selv udtalte sig gerne om ølkrigen til aviserne og truede med at slå igen ”øje for øje”. Nærmer man sig detaljerne i den første ølkrig, møder man en del modstridende oplysninger. I så godt som al litteratur om emnet siges Spike at have udtalt, at han kunne banke ”ham Capone”, hvis bare han ville komme frem og slås som en mand. Udtalelsen stammer fra Fred Pasleys Capone-biografi fra 1930. Men i efteråret 1923 var Capone bare en af Torrios mange håndlangere og sandsynligvis beskæftiget med at konsolidere Torrios imperium i de sydlige og vestlige forstæder. Krigen med O’Donnell-banden uddelegerede Torrio til sine andre vasaller på South Side, Ralph Sheldon samt Joe Saltis og Frank McErlane. Og i samtidens avisinterviews meddelte Spike flere gange, at han ville møde sin hovedfjende, Frank McErlane – som afgjort var indblandet i decimeringen af O’Donnell-banden – mand mod mand for at afgøre sagen med næverne. Sandsynligvis har Pasley blandet disse ting sammen. 93


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 94

Men gadeslagsmålenes og knojernenes tid var forbi, da kriminaliteten blev organiseret og kommercialiseret i rask tempo, og Spike fik aldrig chancen for at slås med næverne med McErlane. I december 1923 blev to af O’Donnell-bandens ølchauffører fundet i en grøft uden for byen. Morrie Keane var død, og William ”Shorty” Egan hårdt såret af hagl – den eneste, der mirakuløst overlevede en af Frank McErlanes køreture. Han fortalte senere om oplevelsen og om, hvordan han og Keane var blevet bundet og anbragt på bagsædet af McErlanes bil: ”Ret hurtigt spurgte chaufføren fyren med haglgeværet, ’Vil du skaffe dig af med de to fyre?’ Den tykke fyr grinede og sagde ’Jeg klarer sagen med det samme’. Han viftede hele tiden med sit haglgevær. Pludselig vendte han sig om og sigtede mod Keane. Han sagde ikke et ord, men skød ham bare. Keane blev ramt i venstre side. Det fik ham til at vride sig, og den tykke fyr affyrede det andet løb ind i hans anden side. Han ladede sit dobbeltløbede haglgevær igen og skød atter Keane. Så vendte han sig om imod mig og sagde: ’Det er vel lige så godt, at du får dit også.’ Og så skød han mig i siden. Det gjorde helvedes ondt, så da jeg så, at han begyndte at lade igen, vred jeg mig rundt for ikke at få det på samme sted. Næste skud ramte i benene. Det andet løb affyrede han i hovedet på mig, og jeg gled ned fra sædet. Men den tykke fyr lod ikke til at være sikker på, at vi var døde. Han skød Keane to gange til, og så fik jeg en salve til i siden. Så kravlede han om på bagsædet og tog fat i Keane, åbnede døren og sparkede ham ud af bilen. Vi kørte 70-80 kilometer i timen efter motorlyden at dømme. Jeg var klar over, at det ville blive min tur bagefter, så da han trak mig hen mod bildøren, forberedte jeg mig på at springe. Men han sparkede mig ud, og jeg landede på skulderen i grøften. Jeg trillede og trillede på grund af farten og mistede bagefter bevidstheden. Da jeg vågnede op i morgengryet, lå jeg i en frossen vandpyt, himlen var rød, og jeg vaklede hen til en bondegård, som jeg kunne se et stykke væk.” Morderen, den dengang 29-årige Frank McErlane, fortjener nogle ord. Han var lavstammet, men tætbygget og vejede næsten 100 kilo, havde klare blå øjne, som undertiden var dækket af briller, og han var den første, der brugte maskinpistol i Chicagos 94


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 95

gangsterkrig. Hans tunge ansigt var ofte rødsprængt, især når han havde drukket. Han skulle med tiden blive mere og mere alkoholiseret. McErlane blev i 1920’erne tiltalt for flere mord, men han blev aldrig dømt for et eneste. McErlanes ry som notorisk voldsmand blev forstærket på grund af en episode i foråret 1924, da han sad på en bar med to venner og drak. En diskussion om, hvem der var dygtigst til at skyde, endte med, at McErlane trak sin pistol, sigtede mod en mand, der sad længst væk i baren og trykkede af. Manden blev ramt i hovedet og døde på stedet. McErlane blev tiltalt, men frikendt, efter at anklagerens hovedvidne var blevet myrdet. Med tiden forsumpede han mere og mere. På South Sides smugkroer kunne han vakle ind og med sin pistol true folk til at drikke med sig. Han blev selv såret af skud flere gange i bandekrigene. I sommeren 1931 pågreb politiet ham gentagne gange, da han alene og stærkt beruset skød efter imaginære fjender på South Side med enten maskinpistol eller automatisk haglgevær. Aviserne beskrev ham dengang som et vrag, mærket både af de mange år i dødens nærhed og af alkoholmisbrug. Nogen tid før McErlane døde – overraskende nok i sin seng af lungebetændelse – 38 år gammel i 1932, myrdede han sin kone og skød hendes to hunde. Den sidste tid af sit liv boede han alene i en husbåd uden for byen, og ifølge rygterne blev han forsørget af andre gangstere i Chicago, som ikke længere ville have ham i byen. ”Jeg kan ikke mindes, at han nogen sinde har gjort noget godt,” sagde en gammel bekendt til journalisterne ved den ensomme begravelse. ”Han havde ikke en eneste ven tilbage.” Spike O’Donnell var underlegen, hvad angik ildkraft, og mistede den ene mand efter den anden. Han så sin indtil fornylig så blomstrende organisation blive skudt væk for øjnene af sig og trak sig tilbage – for en tid. Han blev tilmed selv udsat for drabsforsøg og sagde i et interview, at hans liv kun var én lang række af kugler: ”Jeg er blevet beskudt så mange gange, at jeg kunne lejes ud som skydeskive.” Han var på det tidspunkt blevet en velkendt figur i aviserne og blev i overskrifter og billedtekster kun omtalt som 95


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 96

Spike. En notits fortæller med indlevelse, at familiefaderen Spike er blevet bestjålet af en lommetyv, som havde hugget de 9700 dollars, han havde på sig, da han løftede sin syvårige søn Patsy op på skuldrene for at se et optog. ”Jeg troede ikke, der var en eneste tyv i hele Chicago, der kunne stjæle fra mig,” var Spikes lakoniske kommentar. Hans kone var dog bestyrtet over tyveriet. Den nytiltrådte borgmester Dever rasede over de opblussende stridigheder. Allerede efter mordet på O’Connor tvang han den republikanske statsadvokat Robert E. Crowe til at komme til bunds i ølkrigen og udsendte samtidig et kommuniké om, at alle politiets kræfter skulle sættes ind på at genoprette ordenen i byen: ”Jeg agter ikke at vige en tomme for disse gangstere,” sluttede erklæringen. Devers hensigt var garanteret alvorligt ment, men retssystemet var hjælpeløst. De kriminelle selv var tavse. De implicerede blev anholdt gentagne gange og blev konfronteret med hinanden, men de genkendte aldrig nogen og vidste aldrig, hvorfor nogle af deres venner var blevet myrdet eller beskudt. Tiltaler trak ud eller blev frafaldet. Efter at Spike O’Donnells oprør foreløbig var blevet slået ned, rettede Torrio blikket mod andre områder. I efteråret 1923 rejste han til Italien med over en million dollars i værdipapirer, der blev deponeret i forskellige europæiske banker som sikkerhed for kommende eventualiteter. Han tog sin mor med til Italien, hvor han købte hende et gods med 15 tjenestefolk samt flere biler med chauffører. Under Torrios fravær passede Capone, som på det tidspunkt havde vist sig at være den mest velegnede, hensynsløse og effektive i Torrios nærmeste kreds, organisationen. Capone havde netop købt et murstenshus i to etager på Prairie Avenue 7244 og havde anbragt sin mor på øverste etage. Også nogle af hans brødre boede nu og da i huset med deres familier. Det var ikke noget luksushus, men det var et pænt skridt opad fra deres boligforhold i Brooklyn. Villaen lå i et roligt område på South Side. De var den eneste italienske familie der – kvarteret var domineret af veleta96


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 97

Familien Capones hjem i et respektabelt kvarter på South Side i Chicago. En politibil er parkeret uden for den ret beskedne villa på Prairie Avenue 7244.

blerede og kultiverede børn og børnebørn af irske og tyske indvandrere: den nye amerikanske middelklasse. Et lille glimt fra hjemmet, signeret af Chicago-journalisten Fred Pasley: ”Hvis nogen kom på besøg, når Capone var hjemme, ville vedkommende sandsynligvis finde ham iført slåbrok og tøfler, optaget af radioen eller af at lege med sin søn, som han forguder. Han ville uden tvivl byde på en skål spaghetti, og hvis man gav ham lov, ville han tage et forklæde på og gå ud i køkkenet og selv anrette traktementet. Han er meget stolt over, hvor dygtig han er til at lave spaghetti. Ved bordet ville han servere den mest udsøgte Chianti.” 97


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 98

Undertiden kunne man se Capone spille fodbold med lille Sonny på græsplænen, og huset skulle i et tiår blive Capone-klanens samlingspunkt – selv om Al selv til tider boede på hotel eller slet ikke var til at træffe. Men ud over disse hyggelige hjemmeaftener, som Pasley beskriver, ventede nye opgaver, nemlig erobringen af forstaden Cicero. Magtskiftet fra den korrupte republikanske Big Bill Thompson til den hæderlige demokrat William Dever i Chicago havde aktualiseret behovet for andre operationsbaser. Borgerne i Chicago var – for en tid – blevet trætte af Thompsons narrestreger. Han var en opportunist og en populist, hvis eneste politiske idé var at gribe og beholde magten. Under Første Verdenskrig var han stærkt antitysk, undtagen i de dele af byen, hvor folk af tysk herkomst dominerede, og hvor han kærligt blev kaldt ”Kaiser Bill”. I de irske kvarterer var han antibritisk; engang lovede han for eksempel personligt at banke kong Georg V af Storbritannien, hvis han satte sin fod i Chicago (senere skulle han også forsøge at rense Chicagos bibliotek for ”probritisk” litteratur, som han ville brænde på et bål, hvilket dog blev standset i sidste øjeblik). I Devers reformperiode fra 1923 til 1927 var for eksempel politichefen ikke korrupt: Morgan Collins blev først tilbudt 1000 dollars om dagen, senere 100.000 dollars om måneden, for at lade sit politikorps lukke øjnene for Torrios virksomhed. Han afslog, og bandens hovedkvarter, The Four Deuces, fik uanmeldt besøg af Devers politifolk, som straks efter razziaen lukkede etablissementet. Foruden de forstæder, som man havde underlagt sig i begyndelsen af 1920’erne, var der Cicero, der var sammenvokset med Chicago lige mod vest. Her herskede O’Donnell-brødrene, der blev kaldt West Side O’Donnells, så man kunne skelne dem fra South Side O’Donnells. De styrede forstadens ølhandel sammen med Eddie Vogel, der ejede en række spilleautomater, og den bøhmiske restauratør og tidligere bokser Eddie Tancl. De opererede med tilladelse fra den korrupte borgmester Joseph Z. Klenha. De tillod dog ikke prostitution, som de anså for at være umoralsk. Torrio og Capone blev fristet af tanken om at øge deres forretnin98


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 99

ger i Cicero, hvor det nye og uopdyrkede marked for bordeller lokkede. I efteråret fremlagde Torrio strategien for erobringen af Cicero, men overlod det til sin operativchef, Capone, at iværksætte og gennemføre planerne. Og det lykkedes ham da også over al forventning.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 100

EROBRINGEN AF CICERO – CAPONE VINDER TERRÆN

”Jeg ønsker ikke at skade nogen, især ikke jer journalister. Jeg kan lide jer! I kan ikke gøre mig noget ondt. I reklamerer jo for mig!” Al Capone til journalisten Robert St. John i Cicero

”Lugter der af krudt, er man i Cicero!” Det var svaret på en gåde, der gik ud på, at en eller anden spurgte, hvor grænsen mellem Chicago og Cicero lå, fordi forstaden var vokset sammen med Chicago. Den, der ikke vidste det, behøvede bare at stille sig op og vejre, og kunne man mærke lugten af krudtrøg, var sagen afgjort. Denne gåde blev populær blandt beboerne i Cook County i 1924, da den lille fredelige forstad blev invaderet af gangstere. Cicero var en lille forstad lige vest for Chicagos West Side, omkring ti kilometer eller en halv times bilkørsel fra The Loop. Området havde over 50.000 indbyggere og var domineret af centraleuropæiske indvandrere af første eller anden generation, de fleste fra Bøhmen. Næsten alle var ordentlige og arbejdsomme, men de drak øl. Mange af dem arbejdede på Western Electric, en fabrik, der fremstillede telefoner, og arbejdsdagen blev ofte afsluttet med en øl; nogle kunne endda nøjes med at drikke en tung hvedeøllignende drik til frokost. Under Forbudet fortsatte Ciceroborgerne med drikke deres øl, der blev leveret af brødrene O’Don100


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 101

nell eller Eddie Tancl. Øllet blev ikke drukket i smarte smugkroer som i The Loop, men i gammeldags saloons med svingdøre, fodstøtte langs bardisken og spytbakker på gulvet. De lokale myndigheder her så, som det var tilfældet så mange andre steder, gennem fingre med overtrædelserne af Forbudet. I takt med at O’Donnell-oprøret på South Side blev slået ned, blev offensiven mod Cicero indledt. Torrio benyttede sig som sædvanlig hellere af diplomati end åben vold. Det første, han gjorde, var uden nogen som helst beskyttelse eller diskussion at åbne et bordel på Roosevelt Road i Cicero i oktober 1923. Det var en prøve og en satsning med det resultat, at Ciceros politikorps gennemførte en razzia og lukkede stedet. Nogle uger efter åbnede Torrio et til – med samme resultat. Da Torrio på den måde havde besigtiget Cicero, lod han to dage senere sherif Peter Hoffman – der stod på hans lønningsliste – og hans vicesherif rulle ind i Cicero og beslaglægge hver eneste spilleautomat i hele byen. Hvis han ikke måtte have prostituerede der, var der heller ingen, der skulle have lov til at have spilleautomater. Dette udspil blødgjorde Vogel, O’Donnells og Klenha, som sikkert tidligere havde observeret Torrios konsolidering af Chicago og de andre forstæder. Ciceros tunge drenge gik herefter med til at forhandle med de skræmmende og mægtige italienere. Man indgik snart en aftale, der fastslog, at Vogel fik lov til at fortsætte med sine spilleautomater, mens O’Donnells beholdt deres monopol på ølsalget på Roosevelt Road, store dele af Cicero plus en del af West Side i Chicago. Torrio på sin side fik ret til at åbne spillebuler og kabareter samt retten til ølsalg i visse dele af Cicero. Prostitution ville O’Donnells dog bremse så længe som muligt, og der måtte Torrio bøje sig. I Cicero var man hundrede procent imod prostitution, og Eddie Tancl afviste endda kvinder, der dukkede op på hans restauranter uden mandlig ledsager. Så Torrio lovede ikke at åbne bordeller i Cicero (et løfte, han skulle bryde, da han fik tilstrækkelig magt), men fik tilladelse til at have Cicero som basis for sine øvrige operationer i Chicago. Denne aftale opfattede begge parter som rimelig, selv om 101


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 102

det senere skulle vise sig, at O’Donnells havde undervurderet Torrio og Capone. En part, som ikke ville have med aftalen at gøre, var dog restauratøren Eddie Tancl, der var berygtet for sin hidsighed. Bredskuldret og modig var han som ung begyndt at bokse, og ved en kamp i 1907 slog han sin modstander ihjel. Han blev anholdt, men aldrig tiltalt for sin dødelige knockout. Derefter opgav han ringen og åbnede en række saloons. Under Forbudet slog han sig ned i Cicero og åbnede flere værtshuse, blandt andre Hawthorne Inn. Takket være sin generøsitet mod sine landsmænd fra Bøhmen opnåede han stor anseelse i forstaden, og i begyndelsen af 1920’erne var han en af Ciceros mægtigste mænd, men han nægtede at have noget at gøre med de nytilkomne konkurrenter. Tancl, med brækket boksertud og bistert ansigtsudtryk, erklærede over for Torrio, at han købte sit øl af dem, der passede ham. Så snart aftalen i Cicero var på plads, overlod Torrio administrationen af Ciceros konsolidering til Al Capone – selv rejste han som nævnt til Italien. Capone kunne nu betragtes som Torrios partner og ikke længere bare en ansat. Capone fik nu ansvaret for næste del af erobringen af Cicero: valget i april 1924. Denne begivenhed demonstrerer også den andel, som lokale politikere havde i den organiserede kriminalitets opståen i 1920’erne. Capone og hans kumpaner var ikke bare onde skurke, som kastede sig over et uskyldigt samfund – der var stor beredvillighed til at samarbejde med dem, så længe man så personlige fordele i det. Flere og flere ”almindelige” mennesker blev i 1920’erne involveret i underverdenen, fristet af de svimlende pengesummer, der var i omløb. Eftersom republikaneren Thompson var blevet stemt ud i Chicago i 1923, var der mistanke om, at demokraterne ville brede sig mod vest til Cicero, hvor der var valg i foråret 1924. For at aftalen i Cicero skulle kunne fortsætte, var der brug for politisk støtte fra republikaneren Klenha. Efter en række møder mellem Capones folk og de lokale republikanske pampere blev man enige om en alliance. Den 25-årige Capone påtog sig på Torrios vegne at garantere en jordskredssejr. Til gengæld ville Capone 102


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 103

og Torrios bande og deres allierede fortsat få frie hænder i Cicero. Cicero den 1. april 1924: ”Biler fyldt med revolvermænd patruljerede op og ned ad gaderne,” rapporterede man i Illinois Crime Survey, ”og bortførte og mishandlede valgtilforordnede. Valglokalerne fyldtes med bevæbnede mænd, og stemmesedler blev under trusler taget fra vælgere, der var ved at stikke dem i valgurnen. Vælgere og valgtilforordnede blev kidnappet og ført til Chicago, hvor de blev holdt i forvaring, indtil valglokalerne lukkede.” Det var optakten til borgmestervalget i Cicero. Det var en klar og kølig forårsdag – vindene fra Michigansøen kunne også mærkes i Cicero. Capone ledede den republikanske valgkampagne og havde mobiliseret store dele af Torrios alliance til opgaven. Dion O’Banion sendte som lovet sine mænd fra North Side, Ragen Colts på South Side sluttede sig til med et kontingent af barske slagsbrødre, West Side O’Donnells kom med deres gangstere, og Torrios egen organisation kastede sig ind i opgaven med fuld styrke. Opgaven var entydig: Klenha skulle genvælges som borgmester, og republikanerne skulle fortsat have mandat i Cicero. Allerede aftenen før valgdagen angreb en fortrop et af demokraternes valghovedkvarterer, skød stedet sønder og sammen og mishandlede valgmedarbejderne. Ved morgengry på valgdagen rullede de motoriserede styrker ind i Cicero og indledte offensiven. Så godt som alle vælgere blev af mænd med klart synlige pistolhylstre spurgt, hvem de ville stemme på. Og bagefter kiggede de samme mænd over skulderen på de vælgere, der sagde, de ville stemme på Klenha, for at sørge for, at de satte krydset rigtigt. Da oprørte vælgere spurgte, hvem de var, siden de uden nogen form for legitimation optrådte som myndighedspersoner, lød svaret, at de ”bare var fyrene”. De, der svarede igen eller strittede imod, blev smidt ud fra valglokalerne, mishandlet eller bortført. Ved et valglokale brasede over ti revolvermænd ind og jog omkring 70 stemmeberettigede væk. En politimand fra Ciceropolitiet, som greb ind, blev afvæbnet og udsat for alvorlig vold. ”Kvinderne blev skræmt væk fra valglokalerne, og mange vælgere gik hjem med læsioner 103


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 104

i hovedet uden at have fået stemt,” fortalte Chicago Tribune dagen efter. Flere demokratiske valgmedarbejdere, der blev fanget, blev skudt i benene. Billeder fra valgdagen viser demokratiske valgmedarbejdere, der har bevæbnet sig til tænderne med geværer og pistoler for at forsvare sig. Desuden drog mange af Torrios mænd rundt fra valgkreds til valgkreds for at stemme igen og igen. Ærlige valgtilforordnede, som forgæves ledte efter deres navne på valglisten, fik en pistolmunding presset ind i maven. Ciceropolitiet lader stort set til at have været paralyseret eller have forholdt sig passivt over for overgrebene. De få, der reagerede, blev afvæbnet og ført væk. En demokratisk valgmedarbejder fortalte aviserne, hvordan han var blevet terroriseret: ”Jeg og fire andre var på vej til valglokalerne, da vi blev standset af fem andre mænd i en bil. De trak deres våben og tvang os ind i deres bil. Vi måtte lægge os på gulvet og blev dækket til med et tæppe.” De blev bragt til en forretning, der tilhørte Harry Madigan, et medlem af O’Donnell-banden. ”De slog os hele tiden i hovedet med pistolkolberne. Da de smed os ind i garagen, slog en af dem mig i ansigtet, så jeg besvimede. Da jeg vågnede, var det nat, og jeg kørte i en bil. De smed mig ud uden for Hammond, Indiana.” (Senere blev en af kidnapperne, Ragen Colt-medlemmet Hugh ”Stubby” McGovern, anholdt, men han blev løsladt mod kaution, og der blev aldrig rejst tiltale mod ham). Mange reagerede dog på overgrebene. Det lykkedes den demokratiske dommer, Edmund K. Jarecki, at komme ind til Chicago om eftermiddagen og orientere borgmester Dever om situationen i Cicero. Dever sagde, at hans politi ikke havde jurisdiktion til at gribe ind uden for bygrænsen, men at Jarecki kunne udnævne hvem som helst til vicesherif for at opretholde den almindelige orden inden for Cook County. Efter en samtale med Chicagos politichef, Collins, lovede denne at mobilisere nogle politifolk ved Lawndale Politistation på West Side tæt ved bygrænsen, så Jarecki kunne udnævne dem til vicesheriffer der. Hvert eneste af Chicagos 35 politidistrikter sendte to mand til Lawndale, således at Jarecki snart havde 70 politifolk samt nogle patruljer fra opda104


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 105

gerenheden til rådighed. Politifolkene blev udrustet med geværer og sendt ind i arnestedet for urolighederne. De var klædt i civil og kørte i almindelige biler. Straks da de rullede ind i Cicero, stødte de til vicesheriffer forvandlede politifolk på en gruppe på tre gangstere, som med skydeklare våben havde omringet et valglokale på 22nd Street. Politifolkene genkendte straks Frank Capone, Als ældre bror, sammen med ”en lavstammet, kraftig mand med to skydeklare pistoler” (senere undertiden fejlagtigt udpeget som Al Capone). Det kom til skudveksling – det er uklart, hvem der skød først, men der blev affyret et halvt hundrede skud. Robert St. John, journalist og redaktør for Cicero Tribune, blev øjenvidne til episoden, som han så fra sit redaktionsvindue. ”Jeg så en elegant klædt mand komme ud fra en bygning og genkendte ham med det samme som Frank Capone,” skriver han i sin selvbiografi. Frank var høj og slank og havde tykt bølget hår – han lignede ikke sin yngre bror Al ret meget. Samtidig med at Frank kom ud på gaden, rullede en kolonne med op imod ti biler med de civilklædte vicesheriffer fra Chicago ind i Cicero. Den første bil bremsede pludselig op. Frank hørte bremserne skrige, vendte sig om og så flere bevæbnede mænd komme imod sig. Frank rakte ud efter sit pistolhylster, men før han kunne nå sit våben, blev han ramt af blyhagl fra politifolkenes haglgeværer; de fortsatte ifølge St. John med at skyde, til våbnene var tomme. ”Da forstod jeg avisklichéen om, at nogen blev ‘gennemhullet’ med bly. De fleste af Chicagos politifolk hævdede, at Capone havde forsøgt at trække sit våben, og at de havde handlet i det, der senere skulle blive beskrevet som ’selvforsvar’”, skrev St. John syrligt om episoden. Den lavstammede person skød sig fri med sine to pistoler og slap væk, og en tredje person, Capones fætter Charles Frischetti, blev taget af politiet. Frischetti påstod, at han ikke kendte den mand, der skød sig fri, men at han og den nu døde Frank Capone havde haft planer om at åbne en restaurant i Cicero, og at de var der for at undersøge forholdene. Han indrømmede, at han var bevæbnet, men henviste til, at han havde våbenlicens. Han anede ikke engang, at der var valg i byen. ”Da vi gik på gaden uden for 105


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 106

Hawthorne Hotel, mødte vi denne her tredje fyr. Jeg ved ikke, hvem han var. Han lod til at være en ven af Frank. Vi stod og sludrede lidt, da strømerne pludselig kom løbende imod os fra deres biler. Jeg blev stående, Frank løb mod nord, og den tredje mod syd,” hævdede Frischetti. Flere vidner støttede Frischettis historie om, at de ikke havde skudt, men politiet kunne fremvise Frank Capones revolver, der havde tre tomme patronhylstre i tromlen. Overbetjent Frank Cusack, som officielt var den, der skulle have skudt Frank Capone, blev vist med et stort smil på billeder i aviserne sammen med den anholdte Frischetti. De forskellige versioner af, hvad der var sket, blev spædet op med beskyldninger fra republikanske politikere i Cicero, der hævdede, at demokraterne i Chicago bevidst havde ladet Chicago-politiet blande sig i valget, fordi de var imod en republikansk valgsejr. Senere på dagen anholdt politifolkene fire revolvermænd i en bil, der var fyldt med ammunition. De arbejdede dog for demokraterne, og en af dem havde fået en valgliste, underskrevet af dommer Jarecki, selv om han ikke engang var bosiddende i Cicero. Valget blev et demokratisk mareridt – i dobbelt forstand; Capones republikanere fik alle de centrale poster i Ciceros forvaltning til en pris på 4 døde og over 40 sårede. Den nat, stemmerne blev optalt, stod bevæbnede Capone-agenter og kiggede stemmetællerne over skuldrene for at sørge for, at der ikke blev begået nogen ”fejl”. Resultatet af efterforskningen af valgkaosset i Cicero var, at nedskydningen af Frank Capone havde været ”nødværge” fra politifolkenes side, og at valgfusket, terrorismen, mishandlingerne, skyderierne og kidnapningerne havde været de værste i mange år. Mange af de kidnappede valgmedarbejdere var blevet ført til brødrene Harry og Fred Madigans kælder, hvor de var blevet tilbageholdt med bind for øjnene. Politiet fandt blodpletter på gulvet, og mange af de snesevis af mænd, som havde siddet fanget der, befandt sig dagen efter valget på hospitalerne for at blive behandlet. Dommer Jarecki udtalte til aviserne: ”Praktisk taget alt det 106


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 107

beskidte arbejde blev udført af Chicago-gangstere, der var hyret til at fikse valget. Alle ølhandlerne har interesse i valgresultatet, har man fortalt mig, og Chicagos bedste revolvermænd var der for at myrde og terrorisere valgmedarbejdere og vælgere, der var imod deres kandidater.” Al Capone var med til at identificere liget af sin bror og fastholdt, at Frank ikke var i byen på grund af valget, men i forbindelse med en forretningsaftale. Capone var nedbrudt af sorg over tabet af Frank, der lå på lit de parade før begravelsen. ”Man må vandre på roser,” skrev Chicago Tribune, ”hvis man skal sige farvel til Frank Caponi, der blev dræbt af politiet i tirsdags under valget i Cicero. Tre tusind blomster ligger der på gulvet i murstenshuset på Prairie Avenue 7244, hvor Caponi-brødrene bor sammen med deres mor. Før det blev aften, var blomsterne trådt ned af alle de hundredvis af gæster, der kom for tage afsked med Frank.” Familien Capone fik flere blomster, end huset kunne rumme, blomsterdekorationer vældede ud over græsplænen uden for huset, de fyldte altanerne. Over 600 blomsterleverancer havde man allerede fået, og da journalisterne var der, skulle der stadig være for mindst 6000 dollars blomster, der endnu ikke var blevet leveret. I forhallen stod moderen og alle Franks brødre og tog imod de sørgende, der omfattede dommere, politikere, forretningsmænd og gangstere som Earl ”Hymie” Weiss, Julian ”Potatoes” Kaufman og ”Diamond” Joe Esposito – ja, selv William Cusack og mændene i hans patrulje, som havde skudt Frank, mødte op. Begravelsen den 5. april blev et storstilet arrangement, som blev understreget af, at alle værtshuse og spillebuler i Cicero holdt lukket i to timer. Aviserne sammenlignede pragtudfoldelserne med dem, man så ved en guvernørbegravelse. Der var tusindvis af gæster, og kortegen til kirkegården bestod af 100 biler, hvoraf 15 kun indeholdt blomster. ”I stiveste puds og i respekt for en midlertidig våbenhvile samledes underverdenens konger, fyrster, adel og småfolk i hundredvis for at tage afsked med våbenbroderen Frank Caponi,” konstaterede Chicago Tribune.

107


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 108

Da den politiske magt i Cicero var sikret, og Capone nu var den tunge dreng, fik O’Donnell-brødrene, der havde tilpasset sig den ændrede magtbalance i byen, til opgave at løse det resterende problem, Eddie Tancl. Han fik ordre til at forlade Cicero. Han nægtede og sagde, at han kun ville forlade byen i en kiste. Ragen Colt-medlemmerne Philip Corrigan og Joseph Brooks forsøgte at udbombe hans restaurant, men det mislykkedes, og de blev anholdt af politiet. Ydermere nåede Tancls ansatte at mishandle dem i forbindelse med anholdelsen. De nægtede at besvare politiets spørgsmål, men Tancl selv var mere snakkesalig. Han sagde, at han selv handlede med øl, men at han ikke var tilfreds med en del af det, han købte; kvaliteten var for dårlig, og han havde skiftet leverandør. Han havde også fået anonyme telefonopringninger om ikke at kaste sig over Corrigan og Brooks, ”ellers kommer vi og smadrer din biks.” ”Jeg inviterede dem, men de gider jo ikke komme,” sagde Tancl og fortsatte: ”Jeg kommer nok ikke til at rejse nogen tiltale mod dem, men ville pokkers gerne vide, hvem der sendte dem.” I stedet for at gribe til juridiske foranstaltninger handlede han åbenbart selv: I begyndelsen af oktober blev en døende Philip Corrigan smidt ud fra en bil på West Side. Han havde et skudsår i hovedet. Den 25-årige Corrigan blev identificeret af sin søster, og politiet havde mistanke om, at mordet havde forbindelse til det mislykkede bombeangreb mod Tancl. Brooks gik forståeligt nok under jorden. Tancl fik nu adskillige advarsler om at forlade Cicero. Advarslerne var håndgribelige – Capones eller O’Donnells mænd angreb hans natklub gentagne gange. Jazzmusikeren Jimmy McPartland arbejdede i efteråret 1924 i Cicero og spillede netop hos Eddie Tancl, og han mindes en aften, da en gruppe ”barske typer kom ind og begyndte at vælte bordene for ligesom at præsentere sig. Derefter samlede de flasker op og begyndte at angribe bartenderne med dem og med knipler og knojern. Det var afskyeligt ... Disse karle smadrede en flaske i hovedet på en fyr og pressede den så lige ind i ansigtet på ham, og bagefter sparkede de ham. De slog folk til plukfisk. Det er det værste, jeg har set i hele mit liv. Men vi blev ved med at spille – 108


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 109

og dermed basta. Et par aftener senere kom de tilbage og gentog hele forestillingen, bare endnu værre. Det blev enden. Tancl sendte bandet væk, og to dage senere fik vi at vide, at han var blevet skudt. Det var begyndelsen til gangsternes overtagelse af natklubberne.” Lørdag den 23. november 1924 ankom Myles O’Donnell og Jim Doherty til Eddie Tancls natklub, The Hawthorne Inn. De blev der til ved ettiden om natten og drak en hel del. Derefter forlod de natklubben for så at vende tilbage ved sekstiden om morgenen og forsætte med at drikke med Tancl, hans kone, Leo Klimas og en ukendt kvinde. Da tjeneren Martin Simet afleverede regningen på fem dollars til O’Donnell, nægtede han at betale. Både han og Doherty begyndte at slå ham i hovedet med deres pistoler, og da Tancl lagde sig imellem, begyndte de at skyde. Tancl besvarede ilden med sin pistol, og da han, allerede såret, løb tør for ammunition, fik han en ny pistol af sin bartender. Under skudvekslingen blev Klimas ramt i brystet. O’Donnell og Doherty for ud, og skydende flygtede de fra den sårede Tancl, som dog skød efter dem og ramte O’Donnell med fire skud. Han faldt cirka 70 meter fra The Hawthorne Inn. Stærkt blødende indhentede Tancl ham og slog ham med sin tomme pistol, før han selv sank sammen ved siden af sin banemand. Tjeneren Simet nåede hen til den døende Tancl, der lå på gaden ved siden af sin fjende O’Donnell. ”Dræb ham, han fik mig,” var det sidste, Tancl fik sagt. Simet kastede sig over den bevidstløse O’Donnell, og imens lykkedes det den blødende Doherty at få fat i en taxi og komme væk. O’Donnell og Doherty efterlod en splinterny Cadillac ved Hawthorne Inn. Den viste sig at tilhøre Doherty, og politiet gættede på, at deres plan havde været at provokere Tancl til ballade for at kunne slå ham ihjel i selvforsvar. Doherty selv var eftersøgt for et mord i Cicero tidligere samme år. Tancl blev 38 år og efterlod sig kone og to døtre. Han havde et par måneder før sin død købt et hus til 30.000 dollars. Klimas døde af sine kvæstelser et par dage senere, men O’Donnell overlevede og blev bevogtet af politiet i sin hospitalsseng. 109


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 110

I maj 1925 blev O’Donnell og Doherty tiltalt for mordet på Tancl af anklageren William McSwiggin. Alene det, at et gangstermord kom så vidt som til en tiltale, var en stor sjældenhed, men efter en retssag på fire dage behøvede nævningene kun at votere i ni minutter for at frikende de to revolvermænd. Eddies kone, Joan Tancl, kunne ikke huske andet end, at hun havde været til stede under skudvekslingen, andre vidner var forsvundet eller kunne ikke huske, hvem der skød. Den efterfølgende retssag om mordet på Leo Klimas, der også døde i skudvekslingen, gik endnu hurtigere. O’Donnell og Doherty blev frikendt og omgående løsladt. Fem unge kvinder, som havde fulgt begge retssager, tog imod de to mænd, da de blev lukket ud. Al Capone var nu herre over Cicero. ”Næsten fra den ene dag til den anden,” skriver Chicago-journalisten Herbert Asbury, ”blev byen en af de barskeste i USA. På de engang så fredelige gader i Cicero myldrede det med arrogante, pralende gangstere, og byen fyldtes snart med saloons og spillebuler. 160 af den slags etablissementer holdt åben dag og nat, og ’indsmidere’ forsøgte at lokke kunder til fra fortovene.” En af de mest kendte spillebuler var The Ship, som var ejet af Capone og blev bestyret af Frankie Pope; den havde en daglig omsætning på 50.000 dollars i gennemsnit på hestevæddeløb. Et af Midwestens største rouletteborde snurrede på The Lauterbacks, en af syndikatets spillebuler, hvor man kunne se indsatser på op til 100.000 dollars. Als bror Ralph åbnede natklubben The Cotton Club, der hurtigt fik et internationalt ry. Torrio og Capone ejede de fleste af spillebulerne og havde andele i mange andre. I de uafhængige placerede man en agent, der sørgede for, at banden fik sin andel på mellem 25 og 50 procent af overskuddet mod politisk beskyttelse. Spillebulerne krævede et stort personale: Ropers gik rundt på gaderne og viste kunderne vej eller stod i døren og forsøgte at få folk ind. I forhallen stod der en frisker, som man skulle aflevere sine våben til. Shills var personer, der spillede hele tiden og ofte vandt, men med husets 110


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 111

penge. De havde til opgave at holde spillene – terning, roulette eller poker – i gang for at tiltrække andre spillere. Capone flyttede ind på The Hawthorne Hotel, der blev bandens hovedkvarter. Forretningerne i Cicero gik strålende, og et par måneder efter valgsejren tjente Torrio og Capone omkring en halv million dollars om måneden – alene i Cicero! Før det føderale politis razziaer gav politiet i Cicero de lokale restauratører et praj, så de kunne lukke midlertidigt. Al Capones dominans var total. Engang da politikerne ikke fulgte en ordre fra Capone, sparkede han borgmester Klenha ned ad trappen på rådhuset for øjnene af to politibetjente, der bare så til, og en anden gang stormede hans mænd ind i rådhusets mødeværelse og mishandlede et byrådsmedlem, der havde været imod banden. En, der kom til at opleve Capones voksende magt på nært hold, var Robert St. John, som i sine erindringer beskriver, hvordan han som cirka 20-årig redaktør for ugebladet Cicero Tribune oplevede Ciceros forandring. Ganske vist er hans skildring ikke på alle punkter helt pålidelig, men den siger i hvert fald noget om Capones metoder. St. John forsøgte i sit blad at agitere mod det gangstervælde, der havde ramt den tidligere så fredelige forstad. Alle hans ansatte blev af Capones folk truet eller bestukket til at forlade byen, hvorfor St. John måtte klare sit korstog mod korruptionen alene. De virksomheder, der annoncerede i hans blad, fik problemer med myndighederne, som jo var i lommen på Capone. Området omkring den forretning, der annoncerede, kunne få parkeringsforbud, eller deres kunder kunne ”overtales” til at handle et andet sted. Cicero begyndte at blive lammet af gangstere. ”Hvorfor kæmpe imod? Man kan alligevel ikke vinde mod dem,” lød det opgivende fra mange forretningsmænd, der bøjede sig under styret. Men gangstervældet gav også St. John stof til at udfylde bladets mistede annoncepladser. Når Capone åbnede endnu et etablissement i Cicero, lod St. John en af sine journalister undersøge stedet i to uger. Han hævdede, han havde et scoop i kikkerten, men 111


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 112

sagde op næste dag og forsvandt. St. John besluttede sig for selv at undersøge stedet, der viste sig at være et bordel med hundredvis af kvinder ansat, nogle teenagere, de fleste i tyverne. Der blev også serveret illegalt øl på stedet. I et større lokale i underetagen sad der en masse mænd og ventede, og med skiftende mellemrum dukkede en ung kvinde frem, kun iført underbukser og bh. Den mand, der sad forrest i køen, kunne gå med hende op eller også vente længere, hvis han ville have en anden kvinde. St. John måtte vente en halv time blandt de tavse mænd i køen, før det blev hans tur. St. John betalte fem dollars for en halv time med en af kvinderne. Da de var alene på et af de mange små værelser på bordellet, gav han hende ti dollars for hendes historie, og det lykkedes ham også at interviewe en anden prostitueret om, hvordan syndikatet fungerede, om priserne, fordelingen af pengene, navnene på cheferne, hvor tit Al selv var der og lignende. Ved firetiden om morgenen kunne St. John høre, at Ralph ”Bottles” Capone var på vej for at gennemgå regnskaberne og hente overskuddet. St. John klatrede ud ad vinduet og ned ad en brandstige. Næste nummer af Cicero Tribune handlede udelukkende om dette emne, og bladet blev trykt i et ekstra stort oplag, som straks blev udsolgt. Der blev stor opstandelse; politifolk og politikere kom med udtalelser, men der skete ingenting. Cicero Tribune fortsatte sin kampagne ved løbende at offentliggøre antallet af biler, der var parkeret foran huset, som lå utilgængeligt og ikke kunne nås til fods. Via rygter hørte St. John hurtigt, at Capones bror Ralph ikke var glad for hans skriverier. Senere hørte han det også fra en fyr ved navn Louis Cowen, en respektabel familiefar og Cicero-borger, der havde været avissælger, men ligesom så mange andre var blevet suget med ind i Capones succesrige univers – endnu et eksempel på, hvordan almindelige mennesker solgte sig til gangstervældet. Lige pludselig kørte Cowen i en ny dyr bil og havde fået arbejde som kautionist for organisationen. Det indebar, at alle, der arbejdede for Capone, fik Cowens telefonnummer. I tilfælde af politiindgreb behøvede de blot at ringe til ham, så kørte 112


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 113

han til den pågældende politistation med dokumenter, som han havde fået af Capone, og som attesterede besiddelse af fast ejendom til en værdi af op til en halv million dollars. De blev brugt som garanti for kautionssummen, så bandemedlemmet kunne være på fri fod under efterforskningen og retssagen. Cowen blev også kontaktperson mellem Capone og sit netværk i Cicero – som avissælger kendte han den halve by, inklusive St. John. Efter artikelserien om Capones bordeller kunne Cowen hilse fra Ralph ”Bottles” Capone og sige, at han var meget vred på ham. St. John sendte en hilsen tilbage om, at han også var vred på Caponebrødrene for deres rædselsregime i Cicero. To dage senere blev St. John overfaldet af Ralph Capone og tre andre mænd. Han blev banket med en knippel og en pistolkolbe, indtil han mistede bevidstheden – for øjnene af et par Cicero-politibetjente, der ikke greb ind. Så vidt hans egen version. I Chicago Tribune kunne man i april 1925 læse, at en politibetjent i Cicero var blevet overfaldet af Al Capone, hans bror Ralph og et par andre mænd. Redaktør Robert St. John, der så overfaldet, greb ind og blev derefter også selv mishandlet ifølge avisnotitsen, der altså giver et andet billede af forløbet. Samme dag blev St. Johns bror også beskudt og bortført; han havde også en gangsterkritisk avis, men det var i forstaden Berwyn. Ganske vist varierede oplysningerne om mishandlingen af St. John, men ikke desto mindre måtte han søge hospitalsbehandling for sine kvæstelser. Da han var blevet behandlet og var ved at forlade hospitalet, ville han betale regningen. ”Den er allerede betalt,” fik han at vide i receptionen, ”af en kraftig, velklædt mand i mørkeblå habit og med en diamantnål i slipset. Han sagde, han var en af Deres venner.” Da han senere forsøgte at melde Ralph Capone til politiet for vold, blev han afvist af politifolkene: ”Du ved, hvordan det er,” sagde en af dem. ”Du har vel læst notitserne om mænd, der er blevet skudt og senere fundet i en grøft uden for byen. Du har måske selv skrevet nogle af de notitser. Du er for ung til at ende sådan. Al kan lide dig. Han holder af alle journalister. Men han holder endnu mere af Ralph. Så tag det nu bare roligt, kammerat.” 113


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 114

Men St. John gav sig ikke. Politimanden ændrede taktik: ”Måske har du ret. Kom tilbage i morgen klokken ni, så udsteder vi en anholdelsesordre. Næste morgen blev han på politistationen vist ind i et lokale på anden sal. Der mødte han en person, som forekom ham vagt bekendt. Vedkommende var kraftig og bredskuldret som en bryder, velklædt, iført mørkeblå habit, hvid skjorte, blåt slips med diamantnål, sorte velpudsede sko, blåt lommetørklæde i brystlommen og en sort hat, der sad på skrå. ”Hyggeligt at mødes, St. John. Jeg har hørt en masse om dig. Lad os snakke sammen.” Sådan indledte Al Capone sin nye taktik mod sin offentlige kritiker. ”Ganske vist er jeg ikke helt hæderlig, men hvem er det?” spurgte han retorisk. ”Jeg vil ikke skade nogen. Det sker kun, hvis nogen står i vejen for mig. Men jeg er også generøs med mine penge.” Sådan fortsatte han med sin svada og sit gode humør, selv om truslen ifølge St. Johns beretning om mødet hele tiden lå i luften. ”Jeg ønsker ikke at skade nogen, især ikke jer journalister. Jeg kan lide jer! I kan ikke gøre mig fortræd. I gør jo reklame for mig! Hvad mere kan jeg forlange?” udbrød Capone. ”Tag nu bare The Ship. Det er en stor sag. Bedste spillebule i landet, hvis du spørger mig. Men hvordan skal jeg annoncere? Jeg ville gerne have en helside i Chicago Tribune hver dag, hvis det lod sig gøre: ’Kom til The Ship!’ Men det kan jeg jo ikke. Men I fyre skriver jo afslørende artikler, eller hvad I nu kalder det, og de plejer at havne på forsiden – så der får jeg min reklame ganske gratis. Hvorfor skulle jeg lade mig gå på af jeres skriverier? Jeg går ikke i knæ. Men altså – I må vel også lave jeres arbejde. Sådan er det. Vi har alle vores at passe.” Capone tændte en cigaret i rør og rettede på sine knivskarpe pressefolder: ”Og så den lille historie med dig og Ralph. Sørgeligt. Burde ikke have fundet sted. Gutterne er selvfølgelig sure på dig. Men af og til er de ikke så kloge. Hvis de var de klogeste, ville jeg jo arbejde for dem og ikke omvendt, eller hvad? Jeg har sagt, de skulle lade dig være i fred, og de plejer at lystre. Men her forleden havde de festet lidt rigeligt. Det var også en fejl. Vi sælger skidtet, vi drikker det ikke selv. Sådan er reglerne. Men de blev 114


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 115

fulde og glemte, hvad jeg havde sagt til dem om dig, og de begik en fejl, og nu må jeg så se at få styr på det hele. Som sædvanlig er det mig, der klarer ærterne i sidste ende.” Ved slutningen af denne svada trak han et bundt sedler frem, der var så tykt, at St. John gættede på, at hans habit måtte være specialsyet, for at det kunne være i bukselommen. De fleste af sedlerne var hundreddollarsedler. ”Okay,” sagde Capone. ”Du har mistet en del arbejdstid.” Han talte tre hundreddollarsedler op. ”Din hat blev vist væk midt i balladen.” Endnu en hundreddollarseddel. ”Dit tøj blev ødelagt.” To hundrede dollars til. ”Du havde måske nogle andre udgifter.” Et par til og så videre. Det endte med et ordentligt bundt sedler. St. John indså, at der var en vis logik i nogle af de ting, Capone havde sagt, og også i, at Capone vidste, at så godt som alle mennesker har en pris. Og Capones egne erfaringer med Ciceros politifolk og politikere bekræftede utvivlsomt hans tese om, at ingen var hæderlig. Selv Illinois’ guvernør, Len Small, var kort tid forinden af en domstol blevet kendt skyldig i økonomisk kriminalitet. Men St. John afslog pengene og gik. Næste dag sad Louis Cowen på redaktionen og oplyste, at bladets banklån var blevet indfriet af Capone, og at Cowen og Capone stod som de nye ejere. Så Capones penge vandt alligevel. St. John forlod Cicero og vendte aldrig tilbage. En af Capones værste kritikere var sat ud af spillet. Samtidig med at Capone og Torrio sikrede Cicero som operationsbase, begyndte endnu en sprække i Torrios alliancesystem at udvide sig. En af deres allierede inde i Chicago trak større og større veksler på deres tålmodighed.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 116

O’BANION – BEGYNDELSEN TIL ENDEN FOR TORRIO

”Han elskede blomster og var fantastisk til at arrangere dem. Dekorationerne var virkelig kunstneriske.” Chicago-journalisten Herbert Asbury om Dion O’Banion

Begyndelsen til enden for Torrio-æraen i Chicago staves Dion O’Banion. Han og hans mænd gav Torrio og Capone omfattende ildstøtte under erobringen af Cicero i april 1924, men det var egentlig deres sidste fælles operation. Som belønning for indsatsen gav den velvillige Torrio O’Banion lov til at sælge øl i en del af Cicero, et område, hvor profitten blev anslået til omkring 20.000 dollars om måneden. Den foretagsomme O’Banion lagde dog pres på en række Chicago-restauratører for at få dem til at flytte ud i den nye fristad og åbne nye forretninger der. O’Banion var ikke en, man sagde imod, og i lyset af borgmester Devers strengere politik mod smugkroerne var der mange restauratører fra South Side og West Side, der faktisk flyttede deres virksomhed til Cicero. Allerede efter et par måneder var O’Banions andel steget i værdi til op mod 100.000 dollars om måneden. Torrio og Capone fulgte denne uventede udvikling med stigende misundelse, og deres allierede på South Side og West Side – Ralph Sheldon, Druggan & Lake og Saltis & McErlane – der mistede store dele af deres kunde116


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 117

kreds, klagede til Torrio, som til sidst følte sig nødsaget til at tilbyde O’Banion en andel i prostitutionen i stedet. Svaret var en hånlig latter og et blankt afslag. En aftale var en aftale. O’Banion, denne mærkelige mand, som herskede nord for The Loop, er vanskelig at karakterisere. På billederne ser man en ung, tætbygget mand med et lidt jovialt glimt i de lyseblå øjne, og ud fra fragmenter af hans levnedsløb får man indtrykket af en ironisk, selvsikker, fræk og gennemgående velafbalanceret person. Han blev født i 1892 lidt uden for Chicago som søn af irske indvandrere, men familien flyttede snart ind til det nedre North Side i Chicago, lige ved siden af Little Sicily eller Little Hell. Området havde været domineret af irere indtil århundredskiftet, da sicilianerne rykkede ind. Som alle drenge i slummen lærte han at stole mere på sine næver end på noget andet, samtidig med at han sang i Holy Name Cathedral om søndagen. Ungdomsårene var præget af småkriminalitet og slagsmål, og ved en ulykke blev han kørt over af en sporvogn med det resultat, at hans ene ben blev næsten ti centimeter kortere end det andet. Efter den tid blev han kaldt Gimpy O’Banion, men efterhånden som hans ry voksede, skete det mere og mere sjældent, når han selv var til stede. I 1909 og 1911 sad han inde et par måneder for henholdsvis indbrud og vold. Efter disse korte fængselsophold undgik han helt og holdent lovens lange arm. I slutningen af 1910’erne arbejdede han med indbrud, røveri og sprængning af pengeskabe og havde ekstrajob som ”oplagsøger” først for Chicago Tribune, senere for konkurrenten Herald and Examiner, en anden af de større Chicago-aviser. I 1910’erne lå Chicago-aviserne i hård indbyrdes konkurrence, og en oplagsøger (”circulation slugger”) var en person, der kunne følge med en avisleverandør, og når en avissælger ved en avisstand sagde, at han eksempelvis ville have hundrede eksemplarer, trådte oplagsøgeren frem og sagde: ”Du tager da to hundrede, ikke?” Og så kunne han have hånden i sin jakkelomme for at antyde, at han havde en pistol. Af og til kunne oplagsøgere for konkurrerende aviser ankomme samtidig til samme avissælger, hvilket kunne føre til både blå øjne og skudvekslinger. En overgang arbejdede O’Banion sammen med en ung Frank 117


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 118

McErlane og et par andre gangstere, der skulle blive berygtede i 1920’erne. De nedbrændte avisstande, truede eller bankede avissælgere og beskød konkurrerende avisers varebiler. Politi og anklagemyndigheder var købt af aviserne, så volden fik lov til at fortsætte. Ved et sammenstød i 1912 mellem konkurrerende oplagsøgere blev tre udenforstående skudt i krydsilden. Snesevis af personer døde i denne oplagskrig i 1910’erne. Når aviserne selv skrev om voldsepisoder, handlede det om de opblussende krige mellem fagforeninger, arbejdsgivere og strejkebrydere, der i 1910’erne og 20’erne krævede mange dødsofre. Nøjagtig ligesom Capone, der stædigt hævdede, at ”der findes ingen, der er hæderlig,” måtte O’Banion under sin opvækst i Chicago gang på gang have lært, at vold, trusler og korruption var reglen snarere end undtagelsen i storbyjunglen. Mens han arbejdede for Herald and Examiner, forfinede O’Banion lastbilkapringsteknikken: Han sprang op på trinbrættet, når lastbilen sagtnede farten ved et kryds, satte en pistol mod chaufførens hoved med den ene hånd og greb fat i rattet med den anden. Når han havde fået kontrol over køretøjet, blev den konkurrerende avis’ nytrykte oplag smidt i Chicagofloden. Via arbejdet som oplagsøger lærte han en del journalister at kende og skrev endda selv nogle kortere artikler. Under raceurolighederne i 1919 var han livvagt for en journalist, der kørte ind til urolighedernes arnested på South Side, og ved folketællingen i 1920 kaldte han sig reporter. Da Forbudet ramte Chicago, hvor der var seks gange så mange modstandere som tilhængere af det, slog O’Banion sig på spiritussmugling under beskyttelse af Torrio. Han nøjedes ikke bare med at smugle spiritus ind fra Canada, han kaprede også andre banders eller myndigheders spiritusladninger. Nogle af hans mest spektakulære bedrifter var, da hans bande udplyndrede West Side Railroad Yards og stjal canadisk whisky til en værdi af 100.000 dollars, og da hans mænd brød ind på Sibleylageret og stjal 1750 tønder whisky og efterlod lige så mange tønder fyldt med vand. Han og hans voksende skare af tilhængere begik indbrud og røverier – men nægtede at beskæftige sig med prostitution. 118


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 119

En af deres mange kapringer foregik på følgende måde: Den 12. april 1922, da O’Banion og ”Dapper” Dan McCarthy spiste morgenmad sammen på Hotel Sherman, blev de opsøgt af en indehaver af en smugkro, Hymie Levin, der havde hørt om en spiritustransport på vej til West Side. Chaufføren var standset op og havde taget et glas på Levins kro, der lå i samme kvarter. O’Banion var kendt for at betale rundhåndet for værdifulde tips, og før Levin vidste af det, havde O’Banion kaldt to andre bandemedlemmer hen til sig, røveren og biltyven Vincent Drucci og bokseren Harry Hartman, hvorefter de alle marcherede ud til O’Banions bil. Levin protesterede og sagde, at hvis de var for mange, blev overskuddet pr. person for lille, men Drucci og Hartman forsikrede, at de kun kørte med som ekstra muskler, hvis der skulle blive brug for det. De fulgte efter lastbilen, og da den satte farten ned, kørte O’Banion udenom og prajede den. Chaufføren blev med våben truet ud af vognen og jaget væk. Bagefter kørte O’Banion lastbilen hen til et af bandens gemmesteder, hvor han blev indhentet af de andre. Samuel ”Nails” Morton, en af bandens kontakter, købte omgående hele lasten af spiritus for 22.500 dollars. Beløbet blev delt mellem McCarthy, Levin og O’Banion over morgenmaden på Hotel Sherman: ”Kaffen var stadig varm, da vi kom tilbage,” pralede O’Banion senere. ”Men 7500 dollars for tyve minutters arbejde – det er ikke dårligt.” Historien var dog ikke slut. Chaufføren meldte kapringen til politiet, og han kunne senere hurtigt identificere O’Banion, Drucci og Hartman i politiets forbryderalbum. Nogen tid senere blev de anholdt, men løsladt mod kaution, der blev betalt af et byrådsmedlem fra 43. distrik. Der blev aldrig rejst tiltale. I sommeren 1921 blev O’Banion sammen med blandt andre Earl ”Hymie” Weiss og George ”Bugs” Moran taget på fersk gerning under sprængningen af et pengeskab. De blev løsladt mod kaution, og tiltalen endte med en frifindelse. Denne historie anslås at have kostet ham 30.000 dollars i bestikkelse. Frifindelsen blev fejret på Bella Napoli Café, hvis ejer var byrådsmedlemmet ”Diamond” Joe Esposito. Den fugtige aften endte med, at et af bandemedlemmerne fik den idé at rekonstruere Frihedskrigens 119


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 120

slag ved Bunker Hill – på Chicagovis. Man flyttede om på møblerne for at opbygge scenariet, før kampen kunne gå i gang med skarpladte våben, og man skød på alt undtagen hinanden. Det lykkedes overtjeneren, Tony ”Mops” Volfe, at finde O’Banion i krudtrøgen og få ham til at tage sine kammerater og krigslege med sig et andet sted hen. Vel ude på gaden fortsatte kampen, indtil et par politibetjente dukkede op; de blev imidlertid hurtigt afvæbnet af O’Banion og hans mænd. Da der ankom forstærkning, var ballademagerne forsvundet. Politiet anslog, at O’Banion tjente omkring en million dollars om året på spiritushandelen i begyndelsen af 1920’erne, da han ledede en bande på op til 200 gangstere. O’Banion sørgede for, at hans mænd var velklædte og opførte sig ordentligt. Hvis de gik i teatret eller på restaurant, var de iført smoking og opførte sig som succesrige forretningsmænd. Selv røg han ikke, og han drak kun med yderste mådehold. At gå med i en bande eller ”organisation”, som mange sagde, indebar som oftest, at man i begyndelsen måtte køre ølbil. Det var kernen i virksomheden at levere øl til smugkroer, restauranter og butikker, der solgte videre under disken. Arbejdet med øl var tungt og somme tider farligt, men arbejdstimerne relativt få. Efterhånden kunne man få finere opgaver højere oppe i organisationen. En af dem, der tilhørte fodfolket i O’Banions bande, var E. Barnett, som langt senere blev interviewet om årene i forbudstidens Chicago. Barnett fik arbejde som lastbilchauffør og skulle hente spiritus ved grænsen. Lønnen var 35 dollars om ugen. Øllet blev brygget lokalt, men spiritussen blev smuglet ind. Barnett kørte med en bevæbnet partner ved sin side. Barnett mødte også de andre ledere i banden: Polakken Earl ”Hymie” Weiss var ikke så munter og venlig som O’Banion. Han led af svære migræneanfald og var somme tider stærkt mærket af det. Sicilianeren Vincent ”The Schemer” Drucci var altid flot klædt og så vældig godt ud. Han var tit i godt humør og kunne lide practical jokes. I efteråret 1922 skabte Drucci store overskrifter, da han, jaget af politiet, fløj med sin bil over en klapbro, der netop var ved at blive åbnet 15 meter over Chicagofloden. Han klarede selve luftturen i 120


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 121

flot stil for øjnene af en masse tavse tilskuere i det centrale Chicago, men kørte galt kort efter og kunne så anholdes – for øjeblikkelig at blive løsladt mod kaution. I 1922 fik O’Banion en lidt mere respektabel facade, da han købte halvdelen af William Schofields blomsterforretning på North State Street lige over for Holy Name Cathedral, hvor han havde sunget som dreng. ”Han elskede blomster,” skriver Chicago-journalisten Herbert Asbury, ”og var fantastisk til at arrangere dem. Blomsterdekorationerne var virkelig kunstneriske.” Han blev hurtigt etableret som hofleverandør til byens gangsterbegravelser. Ved Frank Capones begravelse fik han bestillinger for titusindvis af dollars, og forretningen kørte fint og gav et godt overskud. Dagene tilbragte O’Banion i sin blomstrende forretning i nedre North Side, hvor den lille mand med den store karisma haltede rundt med en havesaks og puslede med sine blomsterdekorationer, men aftenerne og nætterne brugte han på smugleriet. Han og hans North Side-bande, der alle var vokset op i Chicagos barske kvarterer, betragtede Torrio og Capone som tilflyttere til byen og så desuden ned på italienerne. O’Banions overvejende irsk-jødiske bande havde højere social status og opererede desuden i den mere elegante North Side-del af Chicago. Hans stærkeste bastion var i 42. og 43. distrikt, og hans bande støttede længe demokraterne i lokalvalgene. O’Banion gik til daglig med tre pistoler i forskellige specialsyede hylstre i sit tøj. Chicagos politichef, Morgan Collins, hævdede, at O’Banion var skyld i mindst 25 mord. Han blev aldrig tiltalt for et eneste. O’Banion var impulsiv og livsfarlig for sine omgivelser. Engang bad han en journalist, Edward Sullivan, om at anbefale et godt cigarmærke til en bekendt, der lå på hospitalet. ”Hvem er syg?” spurgte Sullivan. O’Bannion viste ham en avis med en notits om en person, der var blevet skudt i benet af en ukendt revolvermand. ”I morges,” indrømmede O’Banion, ”gik jeg over Madison Avenue Bridge og havde en hel del at tænke på – nogen må have skygget mig et stykke tid. Pludselig lød der et knald fra en bil, som passerede, men jeg vidste ikke, hvad det var. Så jeg sigte121


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 122

de på den eneste fyr, der var at se, og skød. Jeg bør vel sende ham en lille gave.” På et tidspunkt aflyttede kriminalpolitiet i Chicago O’Banions telefon. En af bandernes ølchauffører ringede og meddelte, at en af deres konvojer var blevet standset på West Side af to betjente, der krævede 300 dollars for at lade dem køre videre. ”300 dollars?” sagde O’Banion i telefonen, ”til de der fyre? Jeg kan få dem skudt for det halve.” Men snart kom der endnu en samtale på linjen; ølchaufføren havde også kontaktet Torrio for at høre, hvad der skulle gøres: ”Jo, Dionie,” sagde han, ”nu har jeg snakket med Johnny, og han sagde, jeg skulle give strømerne pengene. Han ville ikke have noget ballade, sagde han.” De farverige personager på North Side omfattede også Samuel ”Nails” Morton, der under Første Verdenskrig havde kæmpet i skyttegravene i Frankrig, hvor han var blevet såret to gange, havde modtaget den franske orden Croix de guerre og var blevet løjtnant. Tilbage i Chicago ernærede han sig i begyndelsen som spiller og hæler. Han og hans venner beskyttede også deres jødiske trosfæller mod overfald fra andre etniciteter på West Side, og det var Morton, der indledningsvis hjalp O’Banion ind i smuglerbranchen takket være sine kontakter i Detroit, hvor smuglerspiritussen blev indskibet. En søndag morgen i maj 1923, da den altid velklædte 29-årige krigsveteran tog sig en ridetur sammen med O’Banion og nogle andre venner i Lincoln Park, begyndte hesten at løbe løbsk. Den ene stigbøjle gik løs, Morton faldt af hesten og fik et spark i hovedet af sin nyligt indkøbte hest. Han døde på stedet. Ved begravelsen, der foregik med militære æresbevisninger, blev revolvermanden hyldet af tusinder af jøder fra West Side, der betragtede ham som deres beskytter. Ifølge Chicago-myten blev ”Two gun” Louis Alterie så oprevet over sin vens dødsulykke, at han hentede hesten i stalden, red ud til Lincoln Park og skød den i hovedet. Bagefter ringede han til staldens ejer og sagde: ”Jeg har givet den hest en lærestreg. Hvis du vil have sadlen tilbage, kan du bare hente den.” Der er intet belæg for denne historie, så man kan spekulere over, om den ikke er en af de mange vandrehistorier, der omgav 122


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 123

de mest kendte gangsterledere. Chicago-dommeren John H. Lyle fortæller i sine erindringer om en kvindelig britisk journalist, der kom til Chicago i 1920’erne for at interviewe gangstere. Det lykkedes hende kun at få Edward ”Spike” O’Donnell til at stille op: ”Han tog hende med på sightseeing gennem Cook Countys gangsterreder. Hun fyldte sin notesblok med hans historier. En eller to af dem kan ligefrem have været sande.” Allerede i efteråret 1923, da den første ølkrig udspillede sig på South Side, og Spike O’Donnell blev smidt ud af byen, kom O’Banion i konflikt med en anden bande – brødrene Genna. Denne sicilianske klan havde udviklet en givtig hjemmebrændingsorganisation i de italienske dele af West Side, hvor de virkede under politisk beskyttelse af det republikanske byrådsmedlem Joe Esposito og Unione Sicilianas leder i Chicago, Mike Merlo. Brødrene beklædte høje poster i Unionen og havde organiseret et decentraliseret hjemmebrændingssystem i lille skala, hvor italienske indvandrerfamilier fik installeret hjemmebrændingsudstyr i deres lejligheder. På den måde forsørgede de seks Genna-brødre hundredvis af landsmænd. Virksomheden gik strygende, og da produktionen var på sit højeste, begyndte de at tilbyde deres hjemmebrændte spiritus til en pris på tre dollars per gallon uden for deres egne kvarterer, først og fremmest i de fattige dele af nedre North Side, hvor folk ikke havde råd til O’Banions importerede whisky, der kostede fra seks til ni dollars pr. gallon. Genna’ernes indtrængen kan også have haft noget at gøre med, at der inden for O’Banions territorium var en anselig italiensk befolkning, som Genna-brødrene måske syntes, de havde ret til at forsyne med deres egne drikkevarer. O’Banion klagede til Torrio over brødrenes åbenbare brud på territoriedelingen, hvorpå Torrio sagde, at han ville tale med dem. Grænseoverskridelserne fortsatte imidlertid, og da Torrio ikke foretog sig noget, gjorde O’Banion det. Han og hans mænd kaprede en af Genna’ernes spiritustransporter med et indhold vurderet til 30.000 dollars. Kapringen var både en advarsel til Genna-brødrene og en udfordring af Torrios autoritet. Brødrene erklærede straks krig, men blev holdt tilbage af Mike Merlo, 123


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 124

der principielt var imod mord og vold, og af Torrio, der måtte gå ind og mægle mellem sine underordnede. På et eller andet tidspunkt i denne eskalerende konflikt rådede O’Banions nærmeste medarbejder, Earl ”Hymie” Weiss, sin chef til – i det mindste for forretningernes skyld – måske at være noget mere diplomatisk i forholdet til den mægtige Torrio, den respekterede Merlo og de frygtede Genna-brødre. ”Til helvede med alle de sicilianere!”, skal O’Banion have brølet – sandsynligvis i overværelse af et større selskab. Replikken viser også, hvordan den etniske konkurrence spillede ind i konflikterne. Udtalelsen spredtes hurtigt i Chicagos underverden – og sicilianerne skrev sig den bag øret. O’Banion tiltrak sig stadig nye overskrifter – og Torrio blev mere og mere irriteret på sin North Side-makkers gentagne eskapader. En af de mere kendte episoder udspillede sig, da han, Weiss og bokseren Julius ”Yankee” Schwartz en kold aften i januar 1924 gik i La Salle Theater i The Loop. Til den samme forestilling var også brødrene Davy og Maxie Miller, der var blevet uvenner med Schwartz, som var et nyt medlem i O’Banions bande. De to grupper løb ind i hinanden i foyeren efter forestillingen. Der opstod et let håndgemæng, som blev afbrudt, da O’Banion affyrede fire skud for øjnene af hundredvis af smokingklædte teatergæster. To skud ramte Davy i maven, et tredje rikochetterede på Maxies bæltespænde, og et fjerde var en forbier. Bagefter forlod O’Banion og hans venner roligt teatret. Episoden skabte store overskrifter, og bagefter blev det oplyst, at det var O’Banion, der havde affyret skuddene. Grunden var, at brødrene Miller havde nægtet at give Schwartz hånden. Davy overlevede skuddene, der bidrog til O’Banions ry som notorisk revolvermand. I nogle avisinterviews beklagede O’Banion episoden, men den førte aldrig til anholdelse endsige tiltale. Episoden var dog ikke enestående – og der var en vis logik i O’Banions adfærd. En af hans underordnede var ikke blevet vist den respekt, han fortjente. Schwartz var i fuld offentlighed blevet afvist af brødrene Miller. Skudofferet Davy blev i aviserne omtalt som West Side-politiker og spiller, og hans brødre hørte også til 124


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 125

de tunge drenge i smuglerbranchen. En sådan forsmædelse var også et slag i ansigtet på O’Banion, og han reagerede omgående for at beskytte sit ry som bandeleder. Faktisk gjorde Capone det samme kun en måneds tid senere, om end på South Side. Kun nogle uger efter Frank Capones begravelse i april 1924 blev Torrios bogholder, Jack ”Greasy Thumb” Guzik, overfaldet af Joe Howard, en 28-årig morder og småtyv, der boede hjemme hos sin mor. Hvad der lå bag, vides ikke, men en blødende Guzik fortalte om eftermiddagen den 8. maj Capone, at han var blevet overfaldet af Howard. Et par timer senere, klokken halv syv om aftenen, stod Howard ved baren i Heinie Jacobs’ saloon på South Wabash Street. To mænd kom ind. ”Davs, Al,” sagde Howard og rakte hånden frem. Den kraftigste af de to mænd affyrede i hurtig rækkefølge seks skud og gik derefter sin vej, mens Howard lå døende på gulvet. En halv time senere udgik der ordre om, at Al Capone skulle anholdes for drabet. Aviserne offentliggjorde nu for første gang et billede af Capone og udpegede ham, ”Big Al Brown”, som gerningsmand og fortalte, hvad der blev sagt i gaderne efter episoden: ”Jeg tør vædde 50 cent på, at det ikke var Al Brown, der skød, og 50 dollars på, at de ikke kan dømme ham.” Billedet af den dengang 25årige Capone i mørk frakke og med hatten i hånden er uskarpt og viser en ung mand med sænket blik i et allerede oppustet ansigt og med vigende hårgrænse. Også chefen for kriminalpolitiet, Michael Hughes, var overbevist: ”Jeg er sikker på, det var Capone, der gjorde det.” For Capones vedkommende var mordet på Howard en måde at vise sin autoritet over for sine underordnede på, nøjagtig ligesom O’Banions opgør med brødrene Miller. Capones stil med at beskytte venner og fortrolige er blevet bevidnet af mange, og det var en del af hans succes. Mordet på Howard i foråret 1924 viste, hvor meget han var rede til at risikere for sine venners skyld. Guzik var ikke en rigtig gangster, han var ikke italiener, men jøde, gik aldrig bevæbnet og befattede sig ikke med vold. Han var bare en administrativ ressource, men alligevel skød Capone et menneske for hans skyld. 125


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 126

Da Capone hørte, at han var efterlyst, gik han under jorden og holdt sig væk indtil den 12. juni, da han trådte ind på politistationen på Cottage Grove Avenue og sagde, at han havde hørt, at politiet ledte efter ham. Anklageren, William McSwiggin, forklarede, at han var efterlyst for mordet på Joe Howard. ”Tja, jeg kender intet til noget skyderi, for jeg var ikke i byen på det tidspunkt,” sagde Capone. ”Men uanset hvad, er det bedst, De taler med mine advokater. Det er det hele.” Derefter skete der ikke mere i Howard-sagen. Ingen vidner ville sige noget, og efterforskningen blev til sidst lukket. Samtidig med at Capone gemte sig for politiet – efter at Chicagopolitiet havde skudt hans bror Frank, holdt han sig fra konfrontationer med politiet – havde alliancen med O’Banion fået endnu et knæk. I begyndelsen af maj 1924 fik Torrio at vide, at O’Banion tænkte på at trække sig. De to ejede sammen Siebenbryggeriet, der var et af byens større bryggerier. For en halv million dollars – en god pris – ville O’Banion nu sælge sin andel til Torrio og derefter forlade byen. Hans gode ven ”Two Gun” Louis Alterie havde en ranch i Colorado, som O’Banion plejede at tage til, og selv havde O’Banion indset, at han var færdig med Chicago. Han ville selv købe en ranch i Colorado og forlade spiritusbranchen, forklarede han. Brødrene Gennas fjendtlighed skræmte ham, oplyste han, og han havde jo trods alt samlet sig en anselig formue. Med sin nærmeste mand, Capone, på flugt fra politiet, må Torrio have hilst nyheden om, at det evindelige uromoment O’Banion ville forlade byen, velkommen. Han slog til uden at diskutere prisen, og de enedes om at afslutte forretningen om formiddagen den 19. maj. O’Banion og hans mænd skulle være der og hjælpe Torrio med en ølleverance, når alle papirerne var skrevet under. Men Torrio anede ikke, at det hele var en fælde. O’Banion havde gode kontakter inden for Chicagos politikorps, og da han fik et praj om, at man ville foretage en razzia i Siebenbryggeriet den 19. maj, fik han en idé. Nu da Capone var gået under jorden, ville han også kunne slippe af med Torrio. 126


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 127

Da Torrio og O’Banion havde afsluttet handelen om morgenen den 19., og O’Banion ikke længere stod som ejer, kom politifolk pludselig brasende ind i bryggeriet fra alle sider. Torrio forstod åbenbart i samme sekund, at han var blevet narret. Han betalte kaution for sine egne mænd, men risikerede selv fængsel, fordi han tidligere havde fået en betinget dom for overtrædelser af forbudsloven. O’Banion grinede ubekymret og sagde til politifolkene, at de burde have lønforhøjelse efter denne rekordbeslaglæggelse af fem fuldt lastede ølbiler, masser af våben og bryggeriudstyr samt et par snese forhandlere. Razziaen gav store overskrifter i aviserne og blev betragtet som den største i Chicago siden Forbudets indførelse. Nyheden spredte sig hurtigt blandt Chicagos forbrydere: O’Banion havde snydt den almægtige Torrio for en halv million dollars, og historien truede tilmed med at sende Torrio bag lås og slå. Ganske vist holdt O’Banion lav profil i sommeren 1924, men han må have betragtet sig som nummer et i Chicagos underverden efter denne offentlige ydmygelse af Torrio. I november oprandt lokalvalgene. O’Banions voksende status blev yderligere understreget af, at han nød stor opmærksomhed fra politikerne. Demokraterne, der længe var blevet støttet af O’Banion og hans folk, var bekymrede over rygter om, at han var på vej til at blive republikaner. Demokraterne arrangerede derfor en festmiddag til hans ære. På det elegante Webster Hotel på North Side samledes demokratiske valgmedarbejdere, senatorer, anklagere og rådmænd til en fest med O’Banion, Alterie, Weiss, Drucci, Maxie Eisen, Frank Gusenberg og andre medlemmer af banden. Væggene var prydet med røde, blå og hvide guirlander, og gæsterne drak ægte whisky og øl under festmåltidet. O’Banion blev hyldet med den ene tale efter den anden, og som afslutning fik han et diamantsmykket platinur af Chicagos demokratiske parti. Det eneste forstyrrende moment var, da ”Two Gun” Louis Alerie trak sine våben og truede med at skyde en tjener, der ville have drikkepenge. O’Banion beroligede ham smilende. Han takkede for uret og festmiddagen til ære for ham – og blev derefter republikaner. 127


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 128

Festen på Webster Hotel blev den første af de mange middage, hvor gangstere og politikere åbenlyst plejede hinandens selskab, og i anden halvdel af 1920’erne blev disse arrangementer noget af en institution i Chicago. Samtidig forværredes situationen med brødrene Genna og Torrio. Den 3. november 1924 var O’Banion til organisationens ugentlige møde i spillebulen The Ship i Cicero. Til stede var også Al Capone, Frank Rio og nogle andre fra Torrio-gruppen. De fordelte pengene fra deres fælles operationer i Cicero, herunder 15 procent fra The Ship til O’Banion. Capone forklarede, at Angelo Genna for nylig havde tabt store summer på spil på The Ship og efterladt et gældsbevis på 30.000 dollars, og Capone – der vidste, at brødrene Genna gerne så O’Banion død – foreslog diplomatisk, at de skulle glemme sagen for at forbedre relationerne. (Selv havde Capone vundet ikke mindre end 500.000 dollars på heste den samme uge og betragtede åbenbart denne gæld som småpenge). O’Banion afslog, gik direkte hen til en telefon og ringede til Angelo Genna og gav ham en uge til at betale gælden. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for Torrio. En åben konflikt mellem Genna’erne og O’Banion truede med at bryde ud, samtidig med at Mike Merlo, der lige til det sidste havde prædiket indbyrdes forståelse, havde kræft og lå på sit dødsleje. Dagen efter var det valgdag. Bander af gangstere påvirkede, som vi har set det så ofte, valgene med knipler eller pistoler. Novembervalget 1924 var ingen undtagelse. Vælgere og valgtilforordnede blev udsat for vold, og skuddene gjaldede gennem Chicagos gader. O’Banion selv havde aftenen før sammen med et par medarbejdere opsøgt en masse smugkroer, hvor han meldte sin ankomst ved at skyde nogle lamper ned, hvorefter han erklærede, at han forventede sig en republikansk valgsejr. Ellers ville han komme igen og ikke bare skyde mod lamperne. O’Banions 42. og 43. distrikt blev republikanere fra den ene dag til den anden, og borgmester Dever mistede nogle tunge poster til oppositionen, for eksempel til republikaneren Robert Crowe, der blev statsadvokat. 128


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 129

Et par dage senere, den 8. november, døde Mike Merlo, formanden for Unione Siciliana. I det øjeblik Merlos død blev kendt, blev O’Banions og Schofields blomsterforretning overdænget med bestillinger på begravelsesblomster. Torrio bestilte blomster for 10.000 dollars, og Capone ringede og bestilte en dekoration til 8000 dollars hos O’Banion. Også New York-gangsteren Frank Yale, Al Capones gamle arbejdsgiver, der var kommet til byen i anledning af begravelsen, ringede og bestilte en dekoration til 2000 dollars. Han ville komme og hente den dagen efter.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 130

EN DYR BEGRAVELSE – MED BLOMSTER FRA AL

”Det blev en begravelse over alle begravelser, enkel, men storslået – nøjagtig som Dion ville have ønsket det!” Anonymt medlem af hans bande til journalisterne

Aftenen før havde Dion O’Banion og Louis Alterie været på nogle natklubber. O’Banion kom hjem til sin elegante trettenværelseslejlighed ved tretiden om morgenen. Før de skiltes, bad Alterie ham om at ringe og vække ham. Alterie, der var af fransk herkomst, var så godt som altid ved O’Banions side som en blanding af en god ven, livvagt og faktotum – den udadvendte og flotte Alterie havde været politibetjent og bokser i Californien, før han kom til Chicago og blev indrulleret i Valley-banden. Efter at have forladt den til fordel for den karismatiske O’Banion bevarede han dog alligevel en god – og for O’Banion strategisk vigtig – kontakt med Terry Druggan og Frank Lake, der ledede resterne af Valleybanden. Næste dag skulle O’Banion tilbringe i sin blomsterforretning på North State Street, hvor han var overbebyrdet med arbejde. Da han vågnede, kørte han derhen i en af sine seks biler og glemte at ringe til Alterie, som derfor ikke var ved O’Banions side den skæbnesvangre dag. Hele formiddagen den 10. november 1924 sled O’Banion og 130


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 131

nogle ansatte med forskellige blomsterdekorationer til Merlos begravelse, og hen imod frokosttid sagde han til sin medarbejder, William Crutchfield: ”Bill, vil du feje gulvet? Det er jo helt dækket af stilke og blade.” Crutchfield nikkede og begyndte at feje, og O’Banion stod og klippede nogle krysantemum til. Døren gik op, og tre mænd kom ind i blomsterforretningen. De var alle velklædte, den ene høj og de to andre mere lavstammede. De to lavstammede så ud som italienere, ret barske, den høje så ud som en jøde eller græker. En af dem virkede lidt ældre end de andre. O’Banion kiggede op, da de kom ind: ”Goddag. Kommer I efter Mike Merlos blomster?” spurgte han med et smil. Han gik hen imod dem med havesaksen i venstre hånd og den højre rakt frem for at sige goddag til den høje mand i midten. Crutchfield var blevet færdig med at feje og gik ud i baglokalet. O’Banion bad ham lukke døren, og Crutchfield gættede på, at hans chef havde private affærer at diskutere med de tre gæster. Det sidste han så, var, at O’Banion gav den høje mand i midten hånden. Omkring 15 minutter senere hørtes først fem skud i hurtig rækkefølge, og så et til. Alle de ansatte bortset fra Crutchfield løb herefter ud ad bagdøren, men da han sneg sig hen mod butikken, så han de tre mænd forlade blomsterforretningen. De steg ind i en ventende bil, og da de kørte, svingede seks andre ventende biler ud i trafikken og forhindrede eventuelle forfølgere i at køre efter. O’Banion lå på gulvet mellem sine blomster med blodet strømmende ud. To skud havde ramt ham i brystet, to i halsen og to i hovedet. Morderne havde først ramt ham med fem skud og til sidst affyret et sjette i hovedet på ham, da han lå på gulvet, denne gang så tæt på, at huden blev brændt af mundingsilden. Inden for nogle minutter var politiet på stedet, kriminalchef Michael Hughes, William Schoemaker og lidt senere anklageren William McSwiggin. De måtte bane sig vej til forretningen gennem en voksende folkemængde. Rygtet spredtes hurtigt gennem byen: ”Dion er blevet skudt!” Mordet var en sensation uden lige. Næste dag havde aviserne de store overskrifter fremme om nyheden – som hele Chicago allerede talte om – ”3-gun-blomsterhandler skudt”. Læserne blev ikke sparet for nogen detaljer. En repor131


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 132

ter skrev endda, at han en time efter mordet havde ringet til O’Banions unge kone, Viola, for at fortælle hende nyheden. Efterforskningen af nedskydningen gik trægt, selv om William Schoemaker, der ledede den, tilhørte en minoritet af ikke-korrupte politifolk. Han hentede og afhørte en lang række gangstere: Torrio, brødrene Miller, brødrene Genna og mange inden for O’Banions egen bande, for eksempel Hymie Weiss: ”Hvis du vidste noget om mordet, ville du da fortælle mig det, ikke?” spurgte Schoemaker. ”Hvis jeg skal være ærlig, ville jeg ikke!” svarede Weiss, der var nedbrudt af sorg. Omtrent sådan lød alles svar – bortset fra ”Two Gun” Louis Alteries. Han pralede over for reporterne med, at han ville hævne mordet, og udfordrede tilmed morderen til duel i The Loop, i krydset mellem State Street og Madison Street, et af Chicagos livligste gadekryds. Han beklagede også, at han ikke havde været ved vennens side den skæbnesvangre dag, og understregede, at hans eget liv var i fare: ”Jeg har ingen anelse om, hvem der skød ham, men er rede til at dø med et smil, hvis bare jeg får chancen for at skyde den, der har gjort det.” Han var også overbevist om, at Torrio og Capone ikke var involveret. Aviserne var fyldt med spekulationer. Nu bagefter er det tydeligt, at det var den optrappede konflikt med Torrio, Capone og brødrene Genna, der lå bag, men dengang troede mange, at det var balladen med brødrene Miller eller valgurolighederne, der var årsag til mordet. En helt anden teori var, at mordet skyldtes en pige, en vis Margret Collins, der var velkendt i Chicagos natteliv. Hun havde tidligere kærestereret med flere gangstere, som var blevet myrdet, og aviserne antydede, at en romance mellem hende og O’Banion skulle have ført til hans død. Torrio meddelte, at han og O’Banion var venner, og at han altid købte sine blomster hos ham, senest til Mike Merlos begravelse. Også Capone udtalte sig via pressen og antydede, at O’Banion kunne takke Torrio for sin position: ”Dion var okay i begyndelsen, og det gik egentlig bedre for ham, end han havde kunnet forvente. Men som så mange andre blev han for høj i hatten. Weiss 132


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 133

havde en del med sagen at gøre. Torrio havde lært ham alt, hvad han havde brug for at vide, og bagefter trak O’Banion nogle af vores bedste folk med sig og besluttede sig for at blive byens spirituskonge. Alle tiders! Det blev hans begravelse.” ”Dion,” forklarede Schoemaker, der ledede efterforskningen, ”vidste, at han var dødsdømt. Han vidste, at han kunne blive myrdet når som helst. Han var ikke dum.” Normalt, når han mødte fremmede, stod han og skrævede med hænderne på hofterne, rede til at trække et af sine tre våben. Nu gik han hen imod morderne med fremstrakt hånd: ”Han kendte dem og stolede på dem,” konstaterede Schoemaker. I virkeligheden var det Genna-banden, der havde iværksat mordet. Så snart Mike Merlo var død, forsvandt den sidste forhindring. Torrio havde længe ønsket at se O’Banion død som straf for historien med Siebenbryggeriet, men ville ikke gå imod Merlos freds- og amnestilinje. Brødrene Genna, som i flere år havde været gale på O’Banion, eksekverede gerne Torrios dom. To af deres mest hensynsløse mordere, Albert Anselmi og John Scalise, fik opgaven sammen med den person, der gav O’Banion hånden. Denne mand var formentlig Mike Genna eller muligvis Frankie Yale, der var i Chicago i anledning af Mike Merlos begravelse. Bagefter blev det almindelig kendt i underverdenen, at det var Scalise og Anselmi, der havde affyret de dræbende skud. De to var for nylig kommet illegalt ind i USA på flugt fra mordanklager på Sicilien og Benito Mussolinis udrensning af mafiaen der. Giovanni Scalici amerikaniserede hurtigt sit navn til John Scalise og lærte lidt engelsk; den lidt ældre Anselmi blev dog ved med at tale italiensk resten af sit liv. Scalise blev hurtigt den drivende kraft af de to. Brødrene Genna rekrutterede dem til deres allerede talstærke stormtropper, og mordet på O’Banion – en af Chicagos farligste mænd – blev antagelig parrets (”The Killer Twins”) forbryderdebut i Chicago. Anselmi var tyndhåret og så ret almindelig ud. Scalise skelede efter en øjenskade, han havde fået på Sicilien, hvilket gav ham et bistert ansigtsudtryk. De skal have fået 10.000 dollars for mordet. De introducerede metoden med at gnide kuglerne med hvidløg, fordi de troede, at det øgede 133


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 134

Nysgerrige samles uden for Schofields blomsterbutik på nedre North Side efter mordet på Dion O’Banion i november 1924.

risikoen for, at der gik koldbrand i såret, hvis nu offeret skulle overleve skuddene. O’Banions begravelse fredag den 14. november var både storslået og stilskabende. Alene kisten – i sølv og bronze – kostede 10.000 dollars og var blevet sendt med eksprestog fra Philadelphia. En inskription i guld fastslog, hvem der lå i den: ”Dean O’Banion 1892-1924”. Sølvengle omgav kisten. En inskription ved kistens fodende forkyndte ”Lad børnene komme til mig”. Blomsterprag134


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 135

ten var overdådig, et orkester spillede stemningsfuld musik, mens han lå på lit de parade i tre dage i anklageren John Sbarbaros bedemandsforretning (han havde specialiseret sig i eksklusive gangsterbegravelser). O’Banions ansigt var sminket for at skjule kvæstelserne. En kvindelig reporter kommenterede roserne i ”hans bløde, smukke hænder, der kunne håndtere en automatpistol så effektivt”. Samme reporter brugte en hel side på at beskrive selve kisten, før hun gik over til duften af blomster for tusinder af dollars: ”Blomsterduften blandede sig med parfumen fra kvinder, der var iført hellange pelse og blev ledsaget af unge elegante mænd i skræddersyet tøj og med vagtsomme blikke.” Den samlede regning for begravelsen beløb sig ifølge aviserne til over 100.000 dollars. Titusinder af mennesker stod og så på processionen til kirkegården. Selv hustagene var fyldt med folk, der ville se O’Banion blive ført til sit sidste hvilested. Både rådmænd, politikere og dommere samt hele gangstereliten var til stede. Weiss og Alterie græd åbenlyst ”som kvinder” ifølge pressen. Også Moran, Kaufman, Eisen, Drucci og mange andre fra banden tørrede uophørligt tårerne væk. Blomsterne fyldte 24 biler, og over 100 kørte i procession til kirkegården, så trafikken i det centrale Chicago gik i stå i over 20 minutter. Omkring 200 politibetjente var udkommanderet for at holde orden på folkemængden – og befri alle tilstedeværende gangstere for deres våben. Men de fandt ingen. Alle kom ubevæbnet (begravelser betød som regel våbenhvile). Omkring 500 biler ventede ved kirkegården med folk, der ville se processionen ankomme. Fotografer og nyhedsjægere blev dog jaget væk af O’Banions følge. Enken, Viola O’Banion, der var iført minkpels, blev trøstet af Alterie, og hun erklærede, at alt, hvad hun havde, var væk: ”Han elskede vores hjem og sine venner, og han rendte ikke ude om natten eller forsvandt uden at sige, hvor han gik hen.” Da hun mødte O’Banion, havde det været kærlighed ved først blik, forsikrede aviserne. Han kom aldrig for sent hjem til middag, sagde enken, og allerhelst hørte han radio eller legede med parrets mekaniske klaver – ganske vist var han bevæbnet af og til, men det er alle i Chicago jo … Deres møbler var de fineste, der kunne købes for 135


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 136

penge, men han kunne ikke lide vulgært praleri, forsikrede hun. O’Banions far erklærede, at sønnen var en hårdtarbejdende og fredelig person, selv om han tit havde været oppe at slås i sin ungdom, men det må alle drenge jo for at hævde sig … Al Capone, Johnny Torrio og brødrene Genna var til stede og forsøgte tappert at se sørgmodige ud. De havde også bidraget generøst med blomster. En pompøs krans bar blot den enkle hilsen ”Fra Al” (ifølge visse oplysninger blev den sparket itu af O’Banions mænd efter begravelsen). Moran, Drucci, Weiss, McCarthy, Eisen, Matt Foley og Frank Gusenberg bar kisten, og paradoksalt nok blæste blomster fra Mike Merlos grav, der lå tæt ved – blomster, som O’Banion selv havde arrangeret – ind over hans egen. Da dagen var til ende, åndede kriminalchef Michael Hughes lettet op. Der var ikke blevet myrdet flere – i hvert fald ikke den dag. Også North Side-banden var tilfreds: ”Det blev en begravelse over alle begravelser, enkel, men storslået – nøjagtig som Dion ville have ønsket det!” Ikke alle var dog glade for den makabre sammenkomst. En dr. John Thompson sagde til journalisterne: ”Her er en mand, der siges at have myrdet 25 mennesker, og så får han en begravelse, som er en konge værdig. Hvad kan byens ungdom lære af det? Det er et dårligt tegn for vores samfund, at en skurk på den måde kan blive midtpunkt i vores ellers så dejlige by.” En journalist konstaterede tørt, at amerikanske præsidenter var blevet begravet langt mere enkelt end denne morder. Også borgmester William ”Decent” Dever beklagede postyret og mediernes rolle: ”Aviserne giver de unge læsere en forkert opfattelse af, hvad der skaber en helt.” Desuden var han chokeret både over mordet og de begivenheder, der fulgte efter: ”Lever vi i middelalderen?” spurgte han retorisk. ”Den ene dag bliver O’Banion myrdet som resultat af et perfekt mordkomplot. Det følges op af denne besynderlige magtdemonstration. Imens praler hans folk med, at de vil hævne sig – de vil løse det med deres våben i gaderne. De har ingen tanke for loven eller dem, der følger loven.” Aviserne spekulerede i, hvem der skulle overtage O’Banions rige på North Side, og kunne i begyndelsen fortælle, at et kartel af 136


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 137

hans seks nærmeste underordnede skulle lede virksomheden kollektivt som ridderne omkring det runde bord. Det drejede sig om Vincent ”The Schemer” Drucci, Earl ”Hymie” Weiss, George ”Bugs” Moran, ”Two Gun” Louis Alterie, ”Dapper Dan” McCarthy og Maxie Eisen. Men denne ledelsesform viste sig hurtigt ikke at fungere. Weiss tog kontrollen, og McCarthy og Eisen faldt efterhånden ud af slagordenen, mens Alterie begyndte at blive mere og mere utilregnelig, selv efter Chicagos målestok. Allerede i sommeren 1924 havde Alterie kørt så uforsvarligt i sin bil, at han var kørt ind i en af Chicagos anklagere, som nær var blevet dræbt. Alterie havde fremvist et sherifskilt og var forsvundet fra stedet. En augustaften, da han og nogle venner var på en smugkro, forårsagede han en skudveksling, og da politiet blev tilkaldt, skød de en af Alteries venner. I efteråret frekventerede den stadig lige skydeglade Alterie diverse smugkroer og kabaretter, ofte det berygtede Friar’s Inn i The Loop. Ikke nok med at han over for pressen pralede med at ville duellere med O’Banions mordere, han havde også offentligt udtalt sig om, at han ikke troede, at Torrio og Capone eller deres allierede havde noget at gøre med mordet på hans ven. Under begravelsen var han blevet set i lavmælt og intens samtale med Torrio og Capone. I januar 1925 gik han mere og mere i byen og drak og viftede med sine pistoler. Han blev gang på gang anholdt, når han udfordrede folk til dueller eller viste sine to kære pistoler frem på diverse smugkroer, men han blev altid løsladt mod kaution. I slutningen af januar fik de andre i banden nok af alle de overskrifter, han skabte med sin optræden. ”Det er ikke noget personligt, men du snakker for meget,” sagde George ”Bugs” Moran til sidst. ”Du skaber kun problemer. Forsvind, før du bliver smidt ud.” Alterie forlod Chicago. Torrio var sluppet af med sin største torn i øjet, O’Banion, men han fik ikke lov til at fryde sig ret længe. Efter begravelsen var tavsheden foruroligende, som stilhed før stormen – og Torrio forlod Chicago i løbet af december for at holde ferie på Bahamas og i Havana.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 138

WEISS MOD CAPONE – KRONPRINSEN ARVER MAGTEN

”Vi har tilladt et middelalderligt feudalt system i Chicago. Vi har vore krigsherrer. Vi har vore små hære af lejesoldater.” Illinois Crime Survey, 1929

Mordet på O’Banion blev et vendepunkt. Det betød den definitive afslutning på Torrios alliancesystem, og en godt fire år lang krig brød ud. Territoriegrænserne inden for Torrios system blev opgivet, man begyndte at trænge ind på hinandens områder, og alle bander forsøgte at øge deres markedsandele. Det var en krig, der skulle give byen overskrifter verden over, og Chicagos ry som et moderne Sodoma og Gomorra blev forstærket. Earl ”Hymie” Weiss, der var af polsk herkomst og født Wojciechowski, amerikaniseret til Weiss, indledte sin hævnkrig, så snart han havde samlet sine styrker. Krigen handlede ikke, som den første ølkrig på South Side i efteråret 1923, om kommerciel konkurrence, men om hævn. Weiss var allerede dollarmillionær og behøvede egentlig ikke at slås for sit territorium, men han ønskede at se de mænd, der myrdede O’Banion, og dem, som havde beordret mordet, døde. Weiss følte sig personlig skyldig i mordet på sin bedste ven, fordi det ifølge flere oplysninger var ham, der havde tilskyndet O’Banion til at bryde med Torrios alliance. Den undersætsige Weiss var en uforsonlig mand med hang til 138


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 139

vold – han skød og sårede engang sin storebror efter et familieskænderi. Han havde et langt synderegister som biltyv, røver, indbrudstyv og revolvermand. Han var i perioder svækket på grund af migræneanfald, havde ifølge visse oplysninger kræft og vidste, at han ikke kunne forvente sig et langt liv. Samtidig sagde rygterne i underverdenen, at Weiss var den eneste person, som Capone virkelig var bange for. Måske var det Weiss’ dobbelthed, der skræmte ham – Weiss kunne både bruse op i blindt raseri og være en langt mere køligt beregnende modstander end den spontane O’Banion. Hvor billedet af Torrio var præget af respekt og diskretion, viste billedet af O’Banion en ofte hjertelig charmør med smilet spillende i mundvigene. Capone havde en form for brutal charme og stillede gerne op for fotografer og journalister. Men Weiss var kendt for at bruge vold mod nærgående fotografer og udtalte sig aldrig til medierne. På de få billeder, der er bevaret af ham, stirrer han med store, mørke øjne ind i kameraet. Weiss var 26 år, da O’Banion blev myrdet, og det virker, som om han var den, der tog det tungest af alle. Ifølge overlevende slægtninge låste han sig inde på et badeværelse efter meddelelsen om vennens død. Han nægtede til at begynde med at tale med nogen. Efter nogen tid kom han ud med ordene: ”Alt, hvad jeg har, er nu væk.” Hans dybe sorg ved begravelsen var almindeligt omtalt, og aviserne rapporterede om hans tårer og højlydte gråd. Den gangsterkrig, der nu brød ud, skabte løbende overskrifter i Chicago, men snart også i hele USA og hele verden. ”Mordene i Chicago i de seneste år er en uudtømmelig kilde til opsigtsvækkende nyheder,” konstaterede man i Illinois Crime Survey 1929: ”Byen har et dårligt ry i hele verden.” Statistikken over kriminalitet, gangstermordene og bombeangrebene savnede sidestykke, mente man. Maskinpistoler, bomber, pistoler og det oversavede haglgevær blev byens kendetegn. Og de gjaldede så godt som daglig gennem byens gader. Bilkapringer og overfald på bryggerier blev hverdagskost. Ifølge Illinois Crime Survey troede mange, at byens indbyggere levede i noget, der lignede en krigszone, hvor man blev beskudt på vej til arbejdet, og hvor alle huse og biler 139


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 140

I midten af 1920’erne bragte Chicago Tribune hver dag dette dødsbarometer. Tallene over dem, der døde på grund af biler, våben eller hjemmebrændt spiritus, voksede daglig. (”Moonshine” er et gammelt udtryk for at hjemmebrænde i hemmelighed i måneskin.)

havde skudhuller. Denne opfattelse var naturligvis overdreven. Faktisk, mente forskerne, var gangsterne effektive, de dræbte kun hinanden. I årene 1927 og 1928 var der for eksempel kun blevet dræbt to uskyldige ved en fejltagelse under skudvekslinger. Men ”når et skud affyres i Chicago, giver det genlyd i hele verden,” skrev forskerne i et forsøg på et forsvar for deres by. Mordstatistikken var høj, men størstedelen af den dødelige vold var trods alt ikke gangsterrelateret. I 1926 optalte man for eksempel alt i alt 739 voldelige dødsfald i byen, inddelt efter følgende kategorier: 380 mord, 44 drab, 127 tilfælde af ”forvoldelse af en andens død med bil” (hvilket var noget andet end de 889, der døde ved bilulykker), 28 ulovlige aborter, 56 uopklarede dødsfald, 61 tilfælde af selvforsvar, 43 dræbt af politiet. Omkring 75 procent af mordene skete med skydevåben, og af denne type mord var op mod en tredjedel gangstermord. Mordtallene i byen var højest i det såkaldt sorte bælte på South Side. Her var der i midten af 1920’erne cirka to mord om ugen blandt de 250.000 indbyggere (i dag er der eksempelvis to mord om ugen blandt Sveriges ni millioner indbyggere). De fleste af netop disse ugerninger skete i forbindelse med terningspil om hjemmebrændt gin eller i forbindelse med husspektakler på baggrund af jalousi. 140


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 141

Omkring 15 procent af alle mord blev opklaret og endte med domfældelse, resten forblev uopklarede eller resulterede i en frifindelse, hvilket var det mest almindelige. Mord på en sort mand endte tre gange hyppigere med frifindelse end mordet på en hvid mand. Og i årene 1926 og 1927 blev ingen dømt for gangstermord (”Banderne har større magt end politiet,” konstaterede forskerne tørt). Chicagosociologerne fyldte deres tabeller med detaljeret statistik over den tiltagende vold i byen, hvor også bilerne var et stort problem. I årene 1926 og 1927 blev 1876 personer dræbt ved bilulykker alene i Chicago, og mange kunne bevidne, at spritkørsel var et stort problem i byen. En person som Dion O’Banion morede sig i sin ungdom med at køre bil på fortovene, så folk måtte kaste sig til højre og venstre for ikke at blive kørt ned. ”Vi har tilladt et middelalderligt feudalt system i Chicago,” opsummerede forskerne. ”Vi har vore krigsherrer. Vi har vore små hære af lejesoldater.” Spil, prostitution og illegal handel havde skabt ressourcerne for disse hære, klagede forskerne, som dog lagde skylden på offentligheden. Offentligheden havde efterspurgt det, de kriminelle havde forsynet dem med, og på den måde finansieret krigsherrerne. Men der var også andre faktorer: ”Enhver forsker må indse, at forekomsten af kriminalitet i Chicago og USA som helhed for en stor del kan skyldes, at vi er så nye, og at vi er så demokratiske.” Byens vokseværk fik også skylden for kriminaliteten: ”Det store problem med Chicago er, at byen er for ung og er vokset for hurtigt.” Aviserne begyndte at fylde forsiderne med seneste nyt om gangsterkrigen og bragte ofte lister over de seneste ofre: ”87 døde i ølkrigen”, ”46 døde indtil videre i år”, ”De 39 seneste mord i gangsterkrigen” og så videre. Der var også tilbagevendende artikler med temaet ”Hvem er hvem?” i gangsterkrigen. Med navne og billeder forklarede man læserne de forskellige slagopstillinger og frontlinjer. Chicago Tribune begyndte også dagligt at offentliggøre et ”barometer” over døden i byen, hvor man inddelte dødsårsagerne efter mord, bilulykker og hjemmebrændt spiritus i løbet af året. For eksempel viste man den 23. december 1925 alle, der 141


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 142

var døde af ovenstående grunde siden den 1. januar 1925. I løbet af det år havde bilerne indtil da kostet 765 liv, våben 362 og hjemmebrændt spiritus 225 liv. Den 30. december 1925 udbasunerer Chicago Tribune, at byen har nået en ny rekord i antallet af mord – og den herskende ølkrig skulle have ydet sit bidrag til de op mod 400 mord det år. ”Så længe man kan blive rig fra den ene dag til den anden på at handle med illegal spiritus, vil drabene fortsætte,” konstaterede chefen for kriminalpolitiet, John Stege. Hundreder af unge mænd blev de følgende år myrdet i gadekampe, på ”køreture”, i motoriserede baghold (og adskillige hundrede flere blev såret af skud i de evindelige skærmydsler). Tony Campagna, George ”Big Bates” Karl, Pasquale Tolizotte, Teddy Stein, John ”Mitters” Foley, ”Machine Gun” Joe Granata, Frank Hitchcock, Abraham “Bummy” Goldstein og mange flere. Navnene på de faldne ville fylde flere sider i denne bog. Ikke alle blev myrdet i de regulære bandekrige. En del var dumdristige freelancere, der forsøgte at møve sig ind i branchen, andre mord skyldtes interne opgør, hvor medarbejdere, der blev betragtet som illoyale, blev afskediget på en sidste køretur. Også bandemedlemmer, der skiftede side eller valgte nye arbejdsgivere, blev ofte straffet hårdt. Ifølge en Chicago-dommer førte kun to af over 500 gangstermord på den tid til domfældelse. Og i det ene af disse tilfælde blev den mistænkte morder, Peppe Genaro – som var på vej til at blive løsladt – skudt i en fyldt retssal af en bror til den myrdede Mike Vinci. En retsmediciner, tolv nævninge og flere politifolk var vidner til mordet. Jimmy Vinci, der affyrede det dræbende skud, blev idømt 25 års fængsel. Også uden for Chicago eskalerede volden. I forstaden Chicago Heights udbrød der i midten af 1920’erne stridigheder mellem forskellige italienske pusherbander med et stort antal døde til følge. Og i det sydlige Illinois kæmpede de irske Shelton-brødre og deres tilhængere mod Charles Birger og hans overvejende jødiske bande om ølhandelen i området. I denne krig ude på landet i Illinois brugte begge parter både maskinpistoler og flyvemaskiner, 142


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 143

der bombede bryggerier og hovedkvarterer. Også Ku Klux Klangrupperinger blev inddraget i myrderierne, og denne krig krævede over 60 dødsofre, herunder flere borgmestre, der havde valgt side og blev myrdet af den modsatte side. Krigen endte først, da Charles Birger i foråret 1928 blev dømt for mord og hængt i overværelse af en stor folkemængde. Weiss indledte muligvis sin hævnkrig allerede den 20. december 1924. Dengang gik der i hvert fald et rygte i byen om, at Al Capone var blevet ramt af skud eller ligefrem var død af det. Politiet ledte efter ham i flere timer, før de fandt ham i hans hjem på South Side, hvor han benægtede alt. ”Det er virkelig overdrevet,” lød Capones kommentar til rygtet. Det er uklart, om han virkelig blev beskudt ved den lejlighed, men den 12. januar 1925 blev det alvor. Om formiddagen denne dag, lige før sin 26-års-fødselsdag, befandt Capone sig sammen med et par livvagter i en bil ved krydset mellem 55th Street og State Street. Omtrent samtidig med at Capone forlod bilen, trillede en anden bil forbi, og et par mænd åbnede ild. Capones bil blev ramt af over 30 skud. Chaufføren Sylvester Bartons tøj blev helt gennemhullet, men selv klarede han frisag. Capone slap også uskadt, ligesom livvagterne Percy Haller og Charles Frischetti, der kastede sig ned på bagsædet. Politiet var overbevist om, at episoden var en hævn for mordet på O’Banion, men mente også, at det var en form for skræmmekampagne. ”Lejemordere plejer ikke at ramme ved siden af med over 30 skud på så nært hold,” mente en opdager. I artiklen om begivenheden blev Capone skiftevis omtalt som Al Brown, Scarface Tony Capone og Al Capone. Der blev også vist et billede af den gennemhullede bil. Straks efter denne begivenhed anskaffede Capone sig en ny bil, en skudsikker Cadillac, med skudsikkert glas i alle vinduer. Han lod den i det hele taget forsyne med specialudstyr, så den endelige regning på køretøjet lød på 30.000 dollars. Samtidig fik han installeret tunge metalskodder for vinduerne på Hawthorne Hotel i Cicero. I mellemtiden havde Torrio forladt byen, ifølge visse oplysninger forfulgt af Weiss’ revolvermænd. Det virker ikke sandsynligt, 143


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 144

at han blev jaget af dem, for han var snart tilbage i Chicago, og lørdag den 24. januar var han i ro og mag ude at handle med sin kone i The Loop. Da de kom hjem til deres bopæl på South Side, steg de ud af bilen, mens chaufføren, Robert Barton – i familie med Capones chauffør, Sylvester Barton – stadig sad ved rattet. Mens Torrios kone gik hen til hoveddøren med hænderne fulde af pakker og æsker, var Torrio i gang med tømme bilen for tasker. Samtidig kom to mænd farende mod dem fra en grå Cadillac, der stod parkeret i nærheden. Den ene havde et oversavet haglgevær i hænderne, og den anden havde en kaliber 45 automatpistol. Begge to åbnede ild mod bilen på nogle meters afstand. Der blev affyret over 20 skud. Barton blev såret i knæet, mens Torrio kastede sig ud af bilen og begyndte at løbe ind mod sit hus. Da han havde løbet nogle skridt, blev han ramt i armen af en kugle fra en .45, blev slået omkuld af kraften og blev derpå ramt af et haglskud, der sårede ham i ansigtet, brystet, maven og underlivet. Torrio sank sammen, og manden med pistolen gik frem, satte den mod hans hoved og trykkede af. Der skete ingenting. Magasinet var tomt. Manden begyndte at lade igen, samtidig med at haglgeværskytten også tog nye patroner frem. Pludselig gav deres chauffør tegn til, at de måtte køre. De to mænd kiggede på Torrio, der lå livløs og blødte fra en masse skudhuller, og forlod ham i den tro, at han allerede var død eller døende. Fru Torrio slæbte ham ind i huset og begyndte at forbinde ham, da en motorcykelbetjent, der havde hørt skuddene, ankom. Denne fik fat i en taxi, der kørte Torrio til Jackson Park Hospital. Barton kørte fra stedet i panik, men en politibil standsede hurtigt den sønderskudte bil, og den blødende mand blev under politibevogtning kørt til det samme hospital. Den første, der ankom, var Capone. Torrio var hårdt såret og ifølge lægernes første oplysninger døende. Chokeret og grådkvalt for Capone hen til Torrios seng, mens han gang på gang udbrød: ”Det var banden, der gjorde det! Det var banden, der gjorde det!” Da Torrio vågnede op, meddelte han omgående, at han vidste, hvem det var, der havde skudt ham: ”Det er min sag.” Heller ikke hans kone var villig til at give noget signalement af angriberne. 144


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 145

Da Capone var kommet sig, tog han kontrol over sygestuen og gav ordre om ekstra plejepersonale, der skulle våge over Torrio. Da der kort efter blev gjort endnu et forsøg på at få ram på Torrio, idet flere revolvermænd forsøgte at trænge ind på hospitalet, posterede man både politivagter og bandens egne revolvermænd som beskyttelse. Torrio selv svævede stadig mellem liv og død. Politiet fandt snart et vidne, der ville udtale sig om mordforsøget. En 17-årig dreng, som var ved at vaske sin fars bil lige ved siden af, så hele forløbet, og da han fik forevist nogle billeder fra O’Banions begravelse, udpegede han resolut George ”Bugs” Moran som den mand, der havde ledet angrebet. Moran blev snart anholdt i sit hjem, hvor han og hans familie var ved at få serveret middagen af en husassistent. Moran hævdede, at han var en god ven af Capone, som på sin side oplyste, at han ikke agtede at vidne mod nogen mistænkt i sagen. Efterforskningslederen, Schoemaker, vidste selvfølgelig alt om deres kodeks og forventede ikke nogen frivillige oplysninger. Men han hentede Capone og Moran ind samtidig og satte dem over for hinanden ved et bord i forhørslokalet for at se, om en af dem reagerede. Uden resultat. Begge bevarede deres pokeransigt og så udtryksløst på hinanden. Senere udpegede det 17-årige vidne Moran under en vidnekonfrontation. ”Mig?” udbrød Moran aggressivt, men drengen fastholdt sit vidneudsagn. Moran blev løsladt mod en kaution på 5000 dollars, og den eventuelle tiltale løb ud i sandet. Manden med det oversavede haglgevær var efter alt at dømme Weiss. Efter tre uger på hospitalet blev Torrio udskrevet og var da mere end villig til at få sin dom i Siebensagen. Den lød på ni måneders fængsel, og han ønskede ikke at anke. I fængslet lod han sin celle udstyre med kostbare gulvtæpper, en mere behagelig seng, fine møbler – og skudsikkert glas. Og han ansatte sine egne to vagter til at bevogte cellen mod yderligere mordforsøg. I marts 1925 holdt Torrio et møde i sin celle med en række advokater, hvor han overlod hele organisationen til Capone. Alle bryggerier, brænderier, bordeller, kabaretter, natklubber, spillebuler med mere – alt sammen til en værdi af millioner af dollars – 145


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 146

blev overdraget til Capone, og Torrio meddelte, at han ikke agtede at vende tilbage til Chicago. Formentlig indgik man en aftale om, at han ville modtage en pension fra banden, og desuden havde han opsparet en formue. Da han forlod fængslet, foregik det under væbnet eskorte helt til New York, hvorfra han senere rejste til Italien. Ifølge forsigtige beregninger var han dengang god for mellem 10 og 30 millioner dollars. Senere skulle Torrio vende tilbage til New York, hvor han i 1957 døde af et hjerteanfald. Da Torrio abdicerede, kunne kronprinsen, Al Capone, overtage magten – en magt, der vaklede. Som så ofte ved et magtskifte opstod der en legitimitetskrise. Ved normale virksomhedsovertagelser handler det mest om konkrete aktiver, der skifter ejer. Inden for den organiserede kriminalitet handler en leders aktiver også om det ry og den respekt, navnet forbindes med. Den pondus, som Torrio havde opbygget gennem mange år som diplomat, strateg og imperiebygger, gik nu tabt – skamskudt forlod han byen med halen mellem benene. Omgivelsernes tillid til arvtageren var i begyndelsen ikke så stor, selv om Torrio i længere tid havde forberedt denne situation ved at lade Capone få stor indflydelse – aviserne kaldte af og til Capone for feltmarskallen over Torrios væbnede styrker. Capone, der var ung, og som nu stod uden Torrios kyndige vejledning, måtte alene udstikke kursen for banden. Det var en vanskelig tid. Weiss havde til at begynde med overtaget og angreb gang på gang – ifølge visse oplysninger blev Capone udsat for yderligere to mordforsøg i foråret 1925, da hans bil blev prajet og beskudt af angribende motorkøretøjer. Samtidig betød Torrios flugt fra byen som nævnt, at hele hans allerede vakkelvorne alliance og territoriefordelingssystem brasede sammen. Der skete nogle frontforskydninger i begyndelsen af denne kaotiske tid. ”Polack” Joe Saltis sympatiserede med den halvpolske Weiss og sluttede sig til hans North Side-alliance, i begyndelsen i al hemmelighed, efterhånden mere åbent. Også brødrene O’Donnell på West Side og i Cicero svigtede deres aftale med Torrio og begyndte at tage markedsandele på Capones bekostning. Og med Torrio 146


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 147

ude af spillet og McErlane i retslige problemer samlede Edward ”Spike” O’Donnell sine overlevende brødre til en ny offensiv på South Side. Ølkrigen i efteråret 1923 havde stækket, men ikke knust hans ambitioner. Tilsvarende forblev Ralph Sheldon og hans irske gangstere på South Side i Capones alliance ligesom nogle andre mindre bander. Uafhængige freelancere fik mere og mere svært ved at operere i Chicago – stort set hver eneste professionelle forbryder måtte tage stilling i den krig, der var under opsejling, og blev enten en ”Weissguy” eller en ”Caponefyr”. I sommeren 1925 faldt Edward ”Spike” O’Donnells bror Walter O’Donnell og revolvermanden Henry Hasmiller i de nye kampe på South Side. Senere blev også Spikes bror Tom O’Donnell såret under et mordforsøg, og kort efter havnede Joe Saltis på hospitalet med to skudsår. Samtidig kom Sheldons folk i kamp med Saltis-McErlane-banden. Sheldons egen tobaksforretning blev bombet i november 1925, og samme måned blev to politibetjente skudt i forbindelse med en gadekamp, der kunne føres tilbage til konflikten mellem Sheldons og South Side-O’Donnells. Kort efter blev Ralph Sheldons bil fundet gennemhullet af kugler. I december blev en af dem, der havde bombet Sheldon, Ragen Coltmedlemmet Joe ”Dynamite” Brooks, myrdet en blodig nat kort før julen 1925, der krævede fem dødsofre. Ragen Colts gik i opløsning i takt med, at hele South Side begyndte at ligne en slagmark med evindelige skudvekslinger i gaderne – i 1927 opløstes banden endegyldigt. Mange Colt-medlemmer var blevet i Ralph Sheldons sold, mens andre var blevet rekrutteret af de ekspanderende West Side O’Donnells med det resultat, at tidligere venner begyndte at beskyde og bombe hinanden. Netop bomben – der på Chicagoslang blev kaldt ananas – blev et mere og mere almindeligt våben i byen. I 1920’erne blev byen hærget af op til hundrede bombeattentater om året – visse år betydeligt flere – og det var takket være bilen, at bombens virkelige potentiale blev opdaget. Med de nye hurtige biler kunne man hurtigt passere et mål, kaste en bombe ind og være langt væk, når eksplosionen indtraf. En lederskribent i Herald and Examiner 147


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 148

Thompsons nye maskinpistol, der blev konstrueret under Første Verdenskrig, blev solgt frit i 1920’erne. Hverken militær eller politi var interesseret i våbnet, som kunne affyre 100 skud på ti sekunder. Men gangstere begyndte at bruge det i Chicago i 1925.

fremhævede i 1925, at bombekasteren var den fejeste af alle forbrydere: ”Det er muligt at føle en vis respekt for indbrudstyven, der sætter sit liv på spil, eller lommetyven, der risikerer sin frihed, men bombemanden er umenneskelig.” Politiet – allerede overbebyrdet med mordsager, de ikke opklarede – havde endnu sværere ved at opklare alle bombesagerne. En studie af 300 bombesager i byen viste, at de fleste kunne føres tilbage til spillekrigen, Sorte Hånd-terrorisme, politiske konflikter, racekrig, afpresning fra gangsterbander eller ”labor wars”. Sådan en udspillede sig i foråret 1922, da byggearbejderforbundet i Chicago kom i konflikt med arbejdsgiverne om mindstelønnen. En snes bombeattentater 148


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 149

samt flere mord prægede konflikten. Gangstere som ”Big Tim” Murphy og ”Dapper Dan” McCarthy blev tiltalt for mange af voldshandlingerne, men blev aldrig dømt for dem. Andre gangstere bombede mod betaling. De beskæftigede sig tit med at bombe erhvervsdrivende, der ikke betalte beskyttelsespenge til gangsterbanderne eller afgifter til fagforeningerne – to ting, der undertiden var vanskelige at skelne fra hinanden. Statsadvokaten Robert Crowe erklærede i december 1925, at gangstere var ved at overtage kontrollen over flere og flere forretningsområder: ”Alle, der ikke går med i deres organisationer, bliver udsat for bombeattentater. Når de så er gået med, må de betale dyre afgifter og kan blive idømt bøder af forskellige opdigtede grunde.” I takt med at skuddene gjaldede i gaderne og blandedes med de dumpe brag fra bomber eller de skarpe knald fra oversavede haglgeværer, viste der sig endnu et nyt våben, hvis staccato-lyd snart blev Chicagos lydbillede. Maskingeværet dukkede op i forbindelse med Den Amerikanske Borgerkrig, hvor det dog ikke nåede at få nogen større praktisk anvendelse. Først ved Første Verdenskrigs massakrer på Vestfronten stod maskingeværets overlegenhed klar. En forbløffet tysk maskingeværskytte ved Somme kunne fortælle, at han knap behøvede at sigte ved et britisk angreb – de faldt i hundredvis foran hans maskingeværrede. Inspireret af dets effektivitet begyndte den amerikanske oberst J.T. Thompson at konstruere et våben til skyttegravskamp, en ”trench broom” eller skyttegravskost – et lille maskingevær til pistolkugler. Et bærbart våben til nærkamp var det, der var brug for, ræsonnerede Thompson, som med et budget på en halv million dollars fik fremstillet en prototype i sommeren 1918. Da våbnet var klar til produktion, var krigen slut. Hæren og flåden afprøvede våbnet i 1920 og 1921, men bestilte ikke ret mange. Ingen var interesseret i maskinpistoler, da Folkeforbundet var blevet oprettet efter krigen, der skulle gøre en ende på alle krige. Men Thompson gav ikke op. Han demonstrerede våbnet for politiet, som dog var ret uinteresseret. Til sidst vendte Thompson sig mod offentligheden. Da hverken militæret eller politiet ville vide af denne maskinpi149


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 150

stol (før Anden Verdenskrig, hvor der blev solgt i millionvis af eksemplarer både til den britiske og den amerikanske hær), blev det de civiles våben. I begyndelsen af 1920’erne blev den helt legalt solgt til hvem som helst for omkring 200 dollars. Derfor er det ikke så underligt, at den havnede i hænderne på de kriminelle. Våbenkapløbet i Chicago havde nået sin kulmination: fra det tidlige 1900-tals knive, knojern og revolvere til automatpistoler og oversavede haglgeværer og senere til maskinpistoler og bomber. Den tekniske udvikling afspejlede også et højere og højere spil inden for kriminaliteten, der blev mere og mere organiseret i takt med, at indsatsen og udbyttet voksede. The Thompson Submachine Gun blev et symbol på tiden, og amerikanerne måtte lære nogle nye ord: Tommy Gun, Chopper, Chicago Typewriter eller Chicago Piano var alle øgenavne for det nye våben, der føjede tidens modernitet og effektivitet sammen med den voksende kriminalitet. Thompsons maskinpistol affyrede 45-kaliber pistolkugler med en hastighed på op til ti skud i sekundet. Ladt med 100 kugler i et tromlemagasin vejede våbnet kun nogle kilo. Det var lille, let at gemme væk og havde en kolossal ildkraft. Det oversavede haglgevær var tidligere populært, men hagl trængte ikke altid igennem bilers karosseri og havde desuden en kort rækkevidde. Med maskinpistolen kunne man simpelthen skyde både det tiltænkte offer og hans livvagter i en og samme salve. Optrapningen var begyndt i efteråret 1925 under kampene mellem banderne på South Side. Den 25. september 1925 skulle Frank McErlane og Joe Saltis have angrebet Edward ”Spike” O’Donnell med en Thompson uden for en forretning på South Side. O’Donnell stod og talte med en politibetjent, da McErlanes bil trillede op ved siden af dem: ”Davs, Spike!” skal han have råbt, før skudsalven bragede løs. O’Donnell og hans ledsager nåede at kaste sig på jorden, før et haglgevær knuste vinduesruden, og en maskinpistol gennemhullede facaden. Også denne gang klarede han sig. Spike O’Donnell skal have overlevet ti lignende mordforsøg. Denne gang blev han dog så rystet, at han gik ind i forretningen og bad om et glas vand. Våbnet var dengang så nyt, at politiet og journalisterne var forvirrede. En journalist skrev om ”en 150


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 151

nydelig række skudhuller neden for butikkens vindue, omtrent en fod over fortovet”. Dette førte til spekulationer om et mekanisk gevær eller noget lignende. En anden journalist gættede på, at en eller anden form for eksekutionspatrulje stod bag den nydelige række af kuglehuller. Et par dage senere, den 4. oktober, blev Ragen Colt’s Club House – et af hovedkvartererne for Ralph Sheldons bande på South Side – beskudt med maskinpistolild, hvorved en person døde, og en anden blev såret. I Chicago Daily News den 5. oktober kunne man læse: ”En maskinpistol, en effektiv nyhed i gangsterverdenens mordkapløb, blev brugt til at affyre en serie skud fra en sort bil, hvorved en person blev dræbt, og en anden såret uden for Ragen Athletic Club ved South Halsted Street 5142 lørdag nat. Kommissær John Enright ved Stockyards-politiet udtaler, at efterforskningen viser, at der blev brugt en maskinpistol, og at samme våben blev brugt mod Spike O’Donnell ved 63rd Street og South Western Avenue. ’Kuglerne kom fra en maskinpistol,’ siger kommissær Enright, ’eftersom de blev affyret for hurtigt til, at det kunne være en almindelig pistol.’” To uger senere blev også Spike O’Donnells bil beskudt med maskinpistolkugler. I februar 1926 skabte endnu et maskinpistolangreb store fede overskrifter: ”Machine gun gang shoots 2” stod der øverst på forsiden af Chicago Tribune den 10. februar. Nu var Martin ”Buff” Costellos saloon på South Side blevet beskudt, hvorved to personer blev såret, John ”Mitters” Foley og William Wilson, begge to involveret i ølhandelen på South Side. Både Foley og Wilson blev ramt i hovedet, men begge overlevede. De arbejdede for Ralph Sheldon. Chefen for kriminalpolitiet, John Stege, var overbevist om, at McErlane stod bag skyderiet: ”Jeg beslaglagde Costellos regnskaber,” sagde han til journalisterne. ”Og det viste sig, at han forsøgte at holde sig neutral i ølkrigen. Han købte øl fra McErlane og Saltis den ene måned og fra Foley den anden. McErlane ville vel øge sit udbytte ved at skille sig af med Foley.” Vidner havde set Foley fare efter en taxi efter episoden for at køre til hospitalet. Chefen for kriminalpolitiet, John Stege, fortalte, at politiet 151


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 152

fandt 37 tomme patronhylstre uden for saloonen, og at de kom fra en maskinpistol mage til den, han for nylig havde set annoncer for i et tidsskrift. Næste dag meddelte han, at han havde krævet, at politiet skulle udrustes med maskinpistoler: ”Vi ønsker at være lige så godt bevæbnet som de mænd, vi kæmper imod.” The Tommy Gun var kommet for at blive. Efter Første Verdenskrig var kriminaliteten og antallet af mord steget over hele landet. Mange delstater eller byer indførte love for at regulere antallet af skydevåben i omløb. Allerede i 1911 indførte New York krav om tilladelse til at købe eller bære skydevåben, og Chicago fulgte efter. Selv 22-kaliberpistoler skulle man have tilladelse til at købe, men eftersom en Thompson ikke blev betragtet som et civilt våben, var den ikke omfattet af loven. Da Al Capone i aviserne læste om Frank McErlanes håndelag med maskinpistolen, indså han, at han haltede bagefter i våbenkapløbet, og samme dag blev der indkøbt tre eksemplarer af The Tommy Gun til hans bande. Capone kunne lide våbnet, og en af hans løgnehistorier om hans tid i hæren bliver ofte citeret: ”Sergenten sagde, at én mand med en maskinpistol kunne holde 50 mand med pistoler og geværer i skak. Og ved I hvad? Fyren havde ret.” Under alle omstændigheder forstod Capone ligesom andre gangstere, hvor effektivt våbnet var, især i kombination med bilen, og hans mænd trænede deres skydefærdighed ude på landet. Våbnet skulle blive meget populært blandt gangstere. I efteråret 1927 og foråret 1928 blev der solgt over 50 maskinpistoler i en sportsforretning i The Loop. En af deres bestillinger på fire maskinpistoler skulle leveres på et Capone-tilholdssted i Cicero. Da forretningen nægtede at levere dem til en adresse, hvor kendte professionelle kriminelle plejede at holde til, fik de svaret: ”Okay, så send dem til Ciceros politistation, hvis det er godt nok til jer.” Der blev våbnene så hentet af Capones folk. I 1929 rapporterede John Stege, at der dengang var 500 maskinpistoler ”af den slags, som affyrer 100 kugler på et par sekunder”, i omløb blandt Chicagos gangstere. Stege mente dog på det tidspunkt – måske var han noget mere klartseende efter nogle års erfaringer med våbnet – at politiet og andre som bankvagter eller 152


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 153

sikkerhedsvagter ikke burde have disse våben: ”Vi ville aldrig turde bruge dem: Uskyldige kunne risikere at blive ramt.” Ifølge Stege var mindst 35 personer i Chicago blevet dræbt i forskellige skyderier med maskinpistoler i slutningen af 1920’erne. Foråret 1925 gav for Capones vedkommende ud over Weiss’ angreb også en del problemer i forstaden Cicero, hvor han mest holdt til. I forbindelse med Robert St. Johns skriverier i Cicero Tribune blev spillebulen The Hawthorne Smoke Shop ved middagstid søndag den 16. maj angrebet af nogle vicesheriffer forstærket med et vagtværn, der var trætte af terrorvældet i Cicero. De medbragte en ordre til ransagning af huset, udstedt af en af Cook Countys sheriffer, og tusindvis af mennesker samledes på gaden udenfor. Capone, der boede på Hawthorne Hotel lige ved siden af, blev vækket af råb og summen på gaden. Chester Bragg – en forsikringssælger fra Berwyn – der holdt vagt ved indgangen til spillebulen, fik besøg af en nylig vågnet, ubarberet, men rasende Capone, der masede sig gennem folkemængden med en kostbar frakke over silkepyjamassen. Da Capone ville trænge ind, blev han standset af Bragg, der ikke genkendte ham, med ordene: ”Hvad fanden tror du, det her er? En fest?” ”Ja, og i så fald er det min fest,” svarede Capone, ”for det er mig, der ejer stedet.” Bragg trådte til side med ordene: ”Okay, kom ind, Al. Vi har ledt efter dig.” Et andet medlem af vagtværnet, David Morgan, gik med Capone op til overetagen, hvor cirka 150 personer havde spillet. Nu var politifolk med vicesherifskilte i gang med at samle roulettespilleborde, terningspilleborde og spilleautomater sammen for at bære dem ned til de tre lastbiler, der holdt og ventede udenfor. Henry Hoover, der ledede en borgerorganisation mod gangstervældet, og som var ansvarlig for razziaen, mødte Capone, da han kom op: ”Det her er den sidste razzia, du nogen sinde laver,” brølede Capone. 153


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 154

”Hvem er denne person?” spurgte Hoover en af vicesherifferne. ”Mit navn er Al Brown,” svarede Capone, ”hvis det siger dig noget.” ”Jeg troede, det var en, der var lige så mægtig som USA’s præsident,” svarede Hoover ironisk (det er værd at notere, at Capone endnu i 1925 ikke blev genkendt af disse mænd, hvilket modsiger de forfattere, der hævder, at han allerede midt i 1920’erne var byens store gangsterkonge). Bagefter styrtede Capone ind i et baglokale og proppede pyjamaslommerne fulde af penge, som han tog fra en kasse. Han sagde til stedets bogholder, Leslie Shumway, at han skulle tømme pengeskabet i stueetagen, men det havde vagtværnet allerede gjort. En af vicesherifferne var ved at udfærdige en anholdelsesordre mod Capone og otte af de ansatte for overtrædelse af spillelovene. Capone trak sig tilbage til sit hotel. Måske sad han der og spekulerede på, hvordan hans mentor, Johnny Torrio, ville have grebet situationen an, for han kom tilbage kort efter, barberet, parfumeret, pudret og påklædt; han udstrålede elegance lige fra den perlegrå filthat ned til de blankpudsede sko. Han var faldet til ro og trak Henry Hoover til side. ”Min herre,” sagde Capone, ”mon ikke De og jeg kan blive enige og finde en løsning på det her?” Hoover spurgte, hvad han mente. ”Hvis De dropper det her i Cicero,” sagde Capone, ”så bakker jeg ud i Stickney.” ”Mr. Capone,” svarede Hoover, ”den eneste aftale, De og jeg kan nå, er, at De overholder loven eller forsvinder fra de vestlige forstæder.” Capone forlod scenen. Et par af hans gangstere kom derefter i håndgemæng med vicesherifferne og vagtværnet. Bragg fik brækket næsen med en knippel, Morgan blev slået omkuld og sparket i ansigtet, og en af deres nye biler blev ødelagt. Hoover blev senere tilbudt 200 dollars om ugen for at holde lav profil, og nogle uger senere blev Morgan skudt uden for sit hjem, men overlevede. 154


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 155

Der blev ikke foretaget flere razziaer, der blev ikke rejst tiltale, og spillebulen købte nyt udstyr og opererede for fuld kraft allerede samme aften, som razziaen havde fundet sted. Men episoden skulle langt senere fü et fatalt efterspil – for Capone.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 156

CHICAGO BY NIGHT – JAZZEN FØDES I STORBYEN

“Vores jazzmusik var praktisk taget underverdenens kendingsmelodi.” Jazzmusikeren Mezz Mezzrow

Midten af 1920’erne var en kaotisk tid i Chicago. Devers reformpolitik, der havde til formål at knuse kriminaliteten, faldt sammen med en krig, der gjorde, at byen i overskrifter verden over blev omtalt som en gangsterby. Samtidig medførte Devers politik, at smugkroer faktisk blev lukket, og at Capone-banden måtte holde sig fra Chicago – de var forvist til Cicero. I denne turbulente tid voksede velstanden, og folk fik mere fritid, og måske er det ikke nogen tilfældighed, at jazzen begyndte at blomstre på smugkroer, hvor der blev drukket illegal spiritus. Capone og hans fæller støttede den nye musik, der med sit høje tempo og sine vilde improvisationer illustrerede 1920’ernes følelse af frihed. Capone selv var meget musikinteresseret og kunne lide opera, men var også en stor jazzfan, og forfatteren Scott Fitzgerald skabte begrebet The Jazz Age om 1920’erne. Musikken kunne først høres i det sorte bælte på South Side. På The Stroll på State Street mellem 31st og 39th Street på Chicagos South Side lå jazzsteder, natklubber og smugkroer så tæt, at jazzmusikeren Eddie Condon senere hævdede, at hvis man løftede en 156


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 157

På South Side i Chicago flød jazzen og den hjemmebrændte spiritus. Musikken blev underverdenens kendingsmelodi.

trompet på gaden, ville den spille af sig selv, så mættet med jazz var luften. Nat blev gjort til dag for det unge jazzhungrende publikum – og det, at der blev installeret elektrisk lys på State Street i 1922, betød måske også noget. Butikkerne havde åbent døgnet rundt, og fortovene myldrede med mennesker dag og nat. Mange af South Sides unge beboere uden familie, men med almindelige 157


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 158

job, vendte døgnet rundt og gik i seng efter arbejdsdagens ophør, så de kunne stå op ved totiden om natten, pynte sig og gå på natklub eller hænge ud på The Stroll, indtil man spiste morgenmad og måske tog et dampbad, før man gik direkte på arbejde. Derfor blev morgenmadsdans fra klokkken fire om morgenen til op ad formiddagen noget af en institution i Chicago i jazzæraen, og flere har berettet om, hvor intenst det at gå i byen var: ”Ingen gik nogen sinde i seng,” skriver Eddie Condon i sine erindringer. ”Der må have været folk, som sov om natten og arbejdede om dagen, men jeg mødte dem aldrig.” The Stroll var et Mekka for forlystelser af enhver art, og på etablissementer som De Luxe Café, Dreamland Café, Pekin Café, Plantation Café, Sunset Café og Apex Club flød jazzen og den hjemmebrændte gin. Turister fra North Sides fine kvarterer kom gerne til The Stroll for at indsnuse atmosfæren fra denne forunderlige blanding af sorte jazzmusikere, hvide gangstere og kvinder, der begyndte at gå på værthus for at danse og drikke. Dette sorte kulturcentrum blev en selvfølgelig del af byens mangfoldighed og tiltrak mange, selv om en del hvide i begyndelsen af 1920’erne stadig var utrygge ved at begive sig til byens sorte kvarterer efter urolighederne i 1919. Men i 1920’ernes jazzæra var tolerancen ret stor. Såkaldte black-and-tan-natklubber henvendte sig til et blandet publikum af sorte og hvide, og man dansede, drak, omgikkes, flirtede og satte pris på jazz på tværs af raceskel. Mange steder var der to etager med balkon, orkester og dansegulv til gæsterne eller danseshows med kvinder. Chicago – racevoldens by – var paradoksalt nok også tolerancens by. Mange har fortalt om, at samkvem på tværs af raceskel var meget mere almindeligt i Chicago end i for eksempel New York. Og måske var denne tolerance netop grobund for den oprindelige, jordnære og rå jazz, der begyndte at kunne høres på South Side omkring 1920, da så mange sorte kom til fra Sydens blues- og gospeltraditioner. Storbyens frihed og muligheder for en levevej via musikken førte til, at den sorte folkemusik ændredes til jazz. Joe Oliver, Louis Armstrong, Jelly Roll Morton og deres kolleger tillagde sig en ny og storbyagtig stil; smoking, hat og vel158


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 159

pudsede sko var en del af den sorte jazzidentitet lige så vel som natteliv, marijuana og hjemmebrændt gin. Big Bill Thompson, Chicagos republikanske borgmester i årene 1915-23 og 1927-31, begunstigede også sorte og støttede gennem sine rådmænd den blandede værtshuskultur på South Side, selv om smugkroerne nu og da blev lukket ved enkelte razziaer. Risikoen for at havne midt i en politirazzia var en del af spændingen på værtshuset, der var et i alle henseender farligt miljø. Hjemmebrændt spiritus tog livet af folk landet over: Mere end 1000 personer døde i 1920 af de illegale handleres produkter, og i 1925 var det over 4000. Derudover blev hundredtusinder blinde eller fik uhelbredelige nerveskader. De illegale produkters dårlige kvalitet førte til cocktailens fødsel – man var nødt til at blande sprutten med juice eller sodavand for overhovedet at kunne drikke den. I 1920’erne forsvandt mange af de gamle forhadte saloons – kun for at blive erstattet af speakeasies, smugkroer. De tiltrak også middelklassen og kvinderne, og den mandlige saloonkultur blev svækket. Navnet speakeasy kom af, at man blev bedt om at tale sagte – speak easy – for ikke at røbe stedet, der kunne ligge i baglokalet til en restaurant, bag et panel eller en tom facade. Den øl, vin og spiritus, der blev fremstillet illegalt, havde ofte et højere alkoholindhold end de tilsvarende drikke, der blev lovligt fremstillet i 1910’erne. Drikkeriet blev altså vildere, og unge mennesker begyndte at interessere sig mere for alkohol på grund af den spænding og dramatik, den var omgivet af. Samtidig med at alkoholprocenten steg, gik priserne også op. En whisky, der i 1919 kostede 15 cent, kostede efter Forbudet 75 cent. I Chicago overtrådte man helt fra begyndelsen regelmæssigt Forbudet; det illustreres af en avisklumme, hvor fem tilfældigt udvalgte personer besvarede samme spørgsmål. Den 2. september 1920 lød spørgsmålet: ”Hvilken virkning har de nye drikkevarer i forhold til de gamle?” Alle svarene antydede, at de adspurgte var ret bekendte med illegal spiritus. Én svarede, at den gamle spiritus var bedre – den var billigere, og man fik ikke så slemme tømmermænd af den. ”Den store forskel er, at tømmermændene koster mere.” En anden mente, at den nye hjemmebrændte spiritus var stærkere. ”Nu 159


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 160

er det to glas, og så good-bye, George.” En tredje mente, at det, at alkohol var så svær at få fat i, bare gjorde den endnu mere tiltrækkende. Men den var farlig: ”De nye vaer giver dødsfald så godt som hver dag.” Fra South Side bredte jazzen sig over byen gennem 1920’erne. Og natklubber som Bert Kelly’s Stables, Friar’s Inn og Midnight Frolics blev hurtigt mødesteder for det hvide jazzpublikum, for i The Loop, på West Side og på North Side kom de sorte kun som musikere. Sorte blev ikke lukket ind som gæster – det hindrede både priserne og de uskrevne regler. Samtidig begyndte en generation af unge hvide musikere at imitere det, de havde hørt på South Side; Jimmy McPartland, Benny Goodman, Milton ”Mezz” Mezzrow, Jim Lannigan, Francis ”Muggsy” Spanier og Leon ”Bix” Beiderbecke tilhørte en generation, der blev præget af den sydende og voksende storby, dens fart, frihed og muligheder. ”Det var natklubbernes storhedstid,” blev det konstateret i en mindeartikel i Chicago Tribune fra 1950’erne. ”Der var kabaret’er i hele byen med 20-30 piger, som dansede i shows, der begyndte omkring klokken fire om morgenen eller ved morgengry. Musikere, der i dag er legender fra jazzens guldalder, spillede løs i de røgfyldte smugkroer på South Side, på Friar’s Inn i The Loop eller Bert Kelly’s Stables på nedre North Side.” Dans var allerede en sådan folkeforlystelse, at de første sko med gummisåler – fremstillet af Converse – blev lanceret i 1917. Eddie Condon beskriver i sine erindringer, hvordan man i 1920’erne kunne møde alle slags mennesker mellem midnat og morgengry: ”Man kunne sidde på en smugkro og pludselig finde ud af, at alle drinks var gratis resten af aftenen. Capone, der ejede stedet, var ankommet, havde lukket dørene og slået sig ned for at hygge sig lidt.” Somme tider smed Capone og hans folk alle de andre gæster ud og sad selv og nød musikken. Andre gange løb Condon ind i Capone på smugkroer, hvor han via sine livvagter plejede at distribuere nogle hundreddollarsedler som drikkepenge til musikerne. Orkesterledere og overtjenere kunne få en tusinddollarseddel i drikkepenge, hvis de var heldige. 160


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 161

En aften, da Jim Lannigan spillede på Friar’s Inn, kom nogle af Capones folk ind og overtog stedet. De andre gæster forlod klubben, og gangsterne lukkede dørene. Bandet spillede, og en af mændene blev fascineret af Jims bas. Han trak sit våben frem og skød på bassen, der blev totalt smadret. Bandet spillede videre. Manden med pistolen spurgte, hvad bassen kostede, og talte et gedigent beløb op fra sit tykke seddelbundt som kompensation. Der var den regel for jazzmusikerne, at de forsatte med at spille, uanset hvad skete rundt omkring. Joe ”King” Oliver spillede med en ladt pistol på nodehæftet. ”Muggsy” Spanier så en aften to mænd blive skudt ned lige for øjnene af sig og var så rystet, at han bagefter ikke kunne huske, hvad han havde spillet. Han var så gennemblødt af sved, at han var nødt til også at skifte sko. ”Muggsy” var vellidt af gangsterne, der kunne smide ti- og tyvedollarsedler op til ham i drikkepenge. Somme tider blev han hyret for hele natten og måtte tage med fra sted til sted og sidde ved deres bord og spille. ”Vi har vores egen underholdning med,” kunne de finde på at sige. De kunne lide jazz – ”man bliver ikke trist af den,” sagde en af revolvermændene til ham. Bing Crosby og Bix Beiderbecke blev inviteret til at spille ved en fest i Cicero. En af gæsterne forstyrrede, og Bix råbte til ham, at han skulle holde kæft. Bagefter fandt han ud af, at det var Ralph ”Bottles” Capone, han havde tysset på. En anden gang blev pianisten Fats Waller kidnappet fra Sherman Hotel af revolvermænd, der tog ham med hen til Al Capone som en ”fødselsdagsgave”. Bagefter fik han flere tusind dollars i drikkepenge af den begejstrede Capone. Det var dog et farligt miljø at arbejde i, selv om indtægterne var store. Vold, vildfarne kugler og trusler hang altid i luften. Joe E. Lewis arbejdede i 1927 som natklubkomiker på smugkroen Green Mill, der var ejet af gangstere, og havde en kontrakt på 2500 dollars om måneden. Da kontrakten udløb, blev han tilbudt 4500 dollars om måneden på en anden natklub. Medejeren af Green Mill, ”Machine Gun” Jack McGurn, ville i stedet forlænge den gamle kontrakt og advarede Lewis mod at skifte arbejdsgiver. Lewis trodsede truslen og gik til konkurrenten. Kort efter blev 161


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 162

han overfaldet på sit hotelværelse af mænd, der slog ham i hovedet med deres pistolkolber. Han fik tungen skåret af og fik alvorlige snitsår i halsen. Med tiden lykkedes det ham at lære at tale igen. En anden kendt episode var, da revolvermændene Hugh ”Stubby” McGovern og William ”Gunner” McPadden blev skudt under en ildkamp nytårsaften 1928 på Granada Café, et populært jazzsted på 68th Street på South Side. Her spillede Guy Lombardos Orchestra, og musikken blev sendt direkte i radioen. Episoden blev kendt som Chicagos radiomord, fordi skudvekslingen gik direkte ud i æteren. Også Mezz Mezzrow har beskrevet, hvordan han hen imod slutningen af 1920’erne kunne se, at gangsterne underlagde sig flere og flere områder: ”Vores jazzmusik var praktisk taget underverdenens kendingsmelodi. På grund af Forbudet var de illegale værtshuse de eneste steder, vi kunne spille. Gangsterne havde også deres beskidte fingre i vores musik, nøjagtig ligesom de havde taget kvælertag på alt andet i denne dårekiste af et land, vi levede i.”


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 163

BRØDRENE GENNAS STORHED OG FALD – I DET BLODIGE 19. DISTRIKT

”Situationen her er frygtelig. Lejlighederne står tomme på grund af frygten for bomber. Huse kan ikke belånes eller forsikres på grund af risikoen i dette område.” En italiensk advokat beskriver situationen i det blodige 19. distrikt

I en anden del af Chicago: Den største bryllupskage i byen nogen sinde var blevet bagt til den fest, der løb af stablen i The Carmen’s Hall den 10. januar 1925. Over 3000 bryllupsgæster havde efterkommet avisannoncerne: ”Come one, come all”. Det var Angelo Genna, der skulle giftes med den smukke Lucille Spingola. Lucille var kun 18 år gammel og lillesøster til Henry Spingola, en af de mest respekterede og prominente mænd i den italienske koloni i Chicago, en kendt advokat, der omgikkes stjernerne på Chicago Opera. Bryllupskagen vejede over en ton og var fire meter høj, og der var blandt andet brugt 2520 æg til at fremstille den. ”Home sweet home” lød inskriptionen på det gigantiske værk, der blev detaljeret beskrevet i pressen. Angelo Genna havde al mulig grund til at være lykkelig. Ud over giftermålet var han nyudnævnt formand i Unione Siciliana – en stilling, der gav magt, prestige og en nærmest feudal position som talsmand for sine landsmænd. Han havde giftet sig opad, og han og hans fem brødres satsning på at sælge hjemme163


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 164

brændt spiritus havde gjort dem rigere, end de havde turdet drømme om. Dertil kom, at deres bande havde ansvaret for henrettelsen af den forhadte Dion O’Banion på North Side to måneder tidligere. Angelo Genna var 27 år og havde mange grunde til at være tilfreds med sig selv. Han havde fire måneder tilbage at leve i. Brødrene Genna havde længe været loyale mod Torrio, men de accepterede ikke, at Capone skulle arve Torrios centrale rolle. Efter Mike Merlos død stod posten som formand for Unione Siciliana ledig, den trone, der gav et uformelt diktatur over den sicilianske koloni i byen og hele hjemmebrænderbæltet på West Side. Capone selv kunne som ikke-sicilianer ikke være med i Unionen, men lancerede sin gode ven Tony Lombardo som mulig formand og stråmand for sig selv. Nomineringen faldt ikke i god jord hos brødrene Genna. De havde vokset sig stærkere og stærkere i løbet af 1920’erne, og i betragtning af, at de havde ansvaret for den delikate opgave at rydde O’Banion af vejen, steg deres ambitioner endnu mere. De fik uden videre besvær indsat den unge Angelo Genna som formand for Unionen – for næsen af den slukørede Capone. De seks Genna-brødres vej til magtens tinder og torne var hverken særlig lang eller snoet. De havde overvejende baseret deres succeser på tre argumenter: det oversavede haglgevær, bomben og pistolen. Dertil kom en loyal gruppe frygtløse tilhængere som snobben og musikelskeren Sam ”Samuzzo” Amatuna, den frygtede Orazzio ”The Scourge” Tropea, veteranen fra Første Verdenskrig Eddie ”The Eagle” Baldelli samt morderparret John Scalise og Albert Anselmi. Brødrene Genna og deres følgesvende på West Side var typiske produkter af Forbudet. De var vokset op i det berygtede ”blodige” 19. distrikt lige vest for The Loop. Der havde den irske og demokratiske rådmand John Powers hersket siden 1888, da området var domineret af irske indvandrere. I takt med at irerne fik det bedre, forlod de kvartererne til fordel for pænere dele af byen, og nye indvandrergrupper rykkede ind – italienerne. Efter164


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 165

hånden som antallet af dem voksede, ønskede de mere politisk indflydelse. I 1916 begyndte Anthony D’Andrea, en tidligere præst, der var dømt for falskmøntneri, at agitere for politisk indflydelse for sig selv og sine landsmænd, som nu udgjorde flertallet i distriktet. En komplicerende faktor var dog, at visse grupper af for længst etablerede italienere havde allieret sig med den tidligere dominerende irske befolkning (de kaldte spøgefuldt distriktets stærke mand, John Powers, for ”Giovanni Pauli”). Den konflikt, der brød ud, udspillede sig ikke mellem irere og italienere, men delte den italienske gruppe i forskellige fraktioner: Powers-tilhængere og D’Andrea-sympatisører. Sidst i 1910’erne lykkedes det D’Andrea at blive formand for Unione Siciliana og kullempernes fagforening, hvilket betød, at han kunne styre deres stemmer. Men det var ikke nok. Da Forbudet blev indført i 1920, var 80 procent af distriktets indbyggere italienere, og Powers forsøgte at blødgøre oppositionen ved at tilbyde D’Andrea en politisk post i sit styre. Det var heller ikke nok. Startskuddet til valgfejden i det ”blodige” 19. distrikt lød i efteråret 1920, da en bombe eksploderede uden for Powers’ hjem. Før valget til rådmandsposterne i februar 1921 kom bomben og det oversavede haglgevær til at spille en større og støre rolle i lokalpolitik. Distriktet blev præget af krigslignende tilstande. Omkring 30 mænd blev myrdet, og adskilligt flere såret i valgkampen. En af Powers’ mænd beskrev situationen: ”Tilstanden i 19. distrikt er frygtelig. Revolvermænd patruljerer i gaderne. Jeg er blevet truet på livet. Rådmand Powers’ hus bliver overvåget døgnet rundt. Vores folk bliver truet og overfaldet. Revolvermænd og ”overtalere” er blevet importeret fra New York og Buffalo til denne valgkampagne. Powers kan kun holde møder, hvis de er stærkt bevogtede. De, der ejer lokaler, er blevet truet på livet eller med bombeangreb, hvis de lejer lokalerne ud til os. Det her er værre end i middelalderen.” Ved et af bombeattentaterne mod Powers blev 17 personer såret, og Chicago Tribune konstaterede, at bomber var blevet noget af en forretning i byen: ”At smide bomber er blevet accepteret 165


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 166

som en del af gamet i fagforeningskrigen, hvilket nu smitter af på de politiske konflikter.” Powers vandt over D’Andrea med 435 stemmer, og der blev rejst beskyldninger om valgfusk. Og kampene fortsatte. En italiensk advokat beskrev situationen i 19. distrikt for medierne: ”Situationen her er frygtelig. Lejlighederne står tomme på grund af frygten for bomber. Huse kan ikke belånes eller forsikres på grund af risikoen i dette område. Og ingen tør klage eller vidne.” Et par Powers-tilhængere faldt for de oversavede haglgeværer, og Angelo Genna og Samuel Amatuna blev anholdt, mistænkt for det ene af drabene. Ifølge aviserne var Angelo Genna immun over for loven takket være sine politiske kontakter. De blev aldrig dømt for nogen af mordene. De krigslignende tilstande i 19. distrikt førte til, at hele distriktets politstyrke, der ikke kunne magte urolighederne, blev udskiftet. Det hjalp ikke. D’Andreas folk modtog dødstrusler i telefonen, og politiet forsøgte at beskytte dem. Men skudvekslingerne fortsatte. Biler med mænd bevæbnet med haglgeværer kørte i foråret rundt i gaderne og beskød modstandere. Den 11. maj 1921 nåede konflikten sit klimaks, da den 49-årige D’Andrea mødte sin skæbne i et baghold uden for sit hjem; ved den lejlighed blev også en af hans livvagter såret. D’Andrea levede i halvandet døgn, før han opgav ånden uden at sige et ord om, hvem der var skyldig. Powers beklagede dødsfaldet, men hævdede, at han ikke vidste, hvem der stod bag. Under efterforskningen fandt man flere trusselsbreve i D’Andreas hjem. Begravelsen var storstilet – D’Andrea blev hyldet som en italiensk nationalhelt. Mange politikere og prominente Chicago-personer var med til at bære kisten. Kort efter blev endnu nogle af D’Andreas mænd myrdet – og kampen om den politiske magt i det blodige 19. distrikt var forbi. Ingen blev nogen sinde dømt for drabene. De lokale myndigheder lod til at være lammede af kampene i den italienske koloni. Posten som formand for Unione Siciliana gik til den ældre og respekterede Mike Merlo, som, dybt berørt af erfaringerne fra valg166


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 167

kampen i 1921, helt frem til sin død i november 1924 forsøgte at lægge en dæmper på skyderierne inden for den sicilianske koloni i Chicago. Brødrene Genna drog dog en ganske anden konklusion end Merlo af valgkampen i 1921 – de slog ind på voldens vej. Under Merlos beskyttelse gik brødrene Genna – Angelo, Mike, Tony, Peter, Jim og Sam – over til hjemmebrænding i en stor, men decentraliseret skala. Det lykkedes dem at få statslig licens til fremstilling af industrisprit, hvilket var et tyndt, men tilstrækkeligt dække for fremstilling af spiritus til videresalg. De fik installeret hjemmebrændere hjemme hos i hundredvis af italienske familier omkring Taylor Street og Maxwell Street i 19. distrikt. De hentede tilmed familier over fra Sicilien, der kunne flytte ind i en lejlighed, komplet med destillationsapparat, som de bare behøvede at holde i gang for at tjene den fantastiske løn af 15 dollars om dagen (op mod ti gange så meget, som de kunne tjene på almindeligt, hårdt arbejde). En gang om ugen kom en repræsentant for banden og hentede drikkevarerne og udbetalte lønnen. Duften af mask og hjemmebrændt fusel lå som en sky over mange af kvartererne i Little Italy, og virksomheden gav brødrene en nettoindkomst på over 150.000 dollars om måneden. Fordelen ved denne decentraliserede produktion var, at man ikke var helt så sårbar over for razziaer, som undertiden kunne lukke de store bryggerier eller brænderier. Angelo og Mike ”The Devil” var brødreflokkens gorillaer, som var frygtede overalt i kolonien efter deres indsatser i valgkampen i 1921. Tony ”The Gentleman” var familiens hjerne, men levede selv et stilfærdigt liv, gik tit i operaen og tegnede som autodidakt arkitekt huse til sine landsmænd. I november 1924 – da O’Banion blev hyldet med en festmiddag hos det demokratiske parti – hyldede Chicagos republikanske parti brødrene Genna med en festmiddag på Morrison Hotel. Efter mordet på O’Banion lå truslen i luften hele foråret 1925, men situationen var trods alt temmelig rolig. Weiss var involveret i en retssag om en bilkapringshistorie i 1924 og blev i april sam167


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 168

men med ”Dapper” Dan McCarthy idømt seks måneders fængsel og flere tusind dollars i bøde. I april 1925 blev der også foretaget en razzia på Capone-bandens regnskabskontor i The Loop. Det var et led i borgmester Devers hårdere taktik, og alle bandens regnskaber blev beslaglagt. Det blev en mindre sensation, for hele virksomheden og alle de bestikkelser, der var blevet uddelt, fremgik af disse papirer. Capones advokater undersøgte razziaen nøje, og efter diverse juridiske tovtrækkerier leverede dommer Howard Hayes alt materialet tilbage til Jack Guzik og Capones advokater uden nærmere forklaring. Et par dage senere standsede politiet Capones bil for at have kort for stærkt. I bilen sad også John Scalise, der normalt arbejdede for Genna-banden, som på det tidspunkt mere og mere åbent var på kant med Capone. Set i bakspejlet er det åbenlyst, at Capone var i gang med et forsøg på at hverve Scalise til sin egen organisation. En smuk forårsmorgen i slutningen af maj 1925 forlod Angelo Genna sit hjem, en hotelsuite til 400 dollars om måneden på Belmont Hotel, der lå i det fine kvarter tæt ved Michigansøen på North Side. Med 11.000 dollars i baglommen og bevæbnet kørte han i sin åbne sportsvogn mod Unione Sicilianas hovedkvarter. Da han havde kørt et stykke mod syd, opdagede han, at han blev forfulgt af en bil med fire passagerer. Han satte farten op, men blev beskudt med et oversavet haglgevær. Han trådte hårdt på speederen, mens han besvarede ilden med sin revolver. Da han forsøgte at ryste forfølgerne af sig ved at foretage et skarpt sving, mistede han kontrollen over bilen, der brasede ind i en gadelygte. Genna mistede bevidstheden. Forfølgerne nærmede sig langsomt og standsede ved siden af Angelo Gennas bil. Den pludselige stilhed blev afbrudt af braget fra tre oversavede haglgeværer, der blev affyret mod Genna. Den døende Genna blev hurtigt bragt til German Deaconess Hospital. Da han genvandt bevidstheden, meddelte en politibetjent ham, at han var døende, og spurgte, hvem der havde skudt 168


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 169

ham. Genna trak på skulderen. Da hans brødre ankom, var han død. Den nybagte enke Lucille Genna forsikrede, at han ikke havde nogen fjender. Politiet var imidlertid overbevist om, at Moran, Drucci og brødrene Gusenberg var indblandet i mordet, hvilket virker mere sandsynligt end det, der undertiden blev hævdet senere – at Capone stod bag, fordi han var ude efter formandsposten i Unione Siciliana. Under alle omstændigheder blev begravelsen prægtig: Kisten kostede 6000 dollars, og den blev omgivet af blomster for omkring 75.000 dollars. Ved processionen til kirkegården blev Angelos sønderskudte bil bugseret efter kisten i en makaber demonstration. Angelo blev begravet kun et stenkast fra Dion O’Banions grav. ”Når dommedag kommer, og disse grave bliver åbnet, bryder helvede løs allerede her,” kommenterede en af de 20.000 personer, der deltog i begravelsen. Mordet på Angelo var et hårdt slag mod brødreflokken. Ud over at han havde været formand for Unione Siciliana, var han også en af de barskeste af brødrene – han og Mike var de mest rutinerede revolvermænd. Brødrene Genna var ligesom politiet overbevist om, at Weiss’ slæng stod bag mordet. Et par dage efter begravelsen fik Moran og Drucci en hemmelig forespørgsel fra Sam Amatuna, der var medlem af Genna-banden. Han tilbød at udlevere Scalise og Anselmi til Weiss-bandens mænd mod en rundhåndet gave. De accepterede hans tilbud, og den 13. juni, en regnfuld lørdag morgen, kørte Moran og Drucci til en nærmere angivet adresse i Little Italy, hvor O’Banions to banemænd skulle befinde sig ved halvnitiden om morgenen. Men Amatuna spillede dobbeltspil. Da Moran og Drucci passerede krydset mellem Sangamon og Congress Street, blev de selv udsat for en bredside fra en ventende bil, hvori befandt sig Mike ”The Devil” Genna, John Scalise, Albert Anselmi og en chauffør, som muligvis var Amatuna selv. De åbnede ild med de to automatiske haglgeværer og fire oversavede haglgeværer, de havde med i bilen. Moran og Drucci besvarede ilden og forsøgte at køre væk. I den motoriserede kamp blev Morans 169


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 170

Hupmobile sønderskudt, og han selv såret af hagl, og da de på et tidspunkt havde fået rystet Genna-flokken af, forlod de bilen og søgte dækning. (En times tid efter opsøgte politiet Moran i hans hjem og fortalte, at de havde fundet hans bil sønderskudt og med blodpletter i. Moran meddelte dem blot, at hans bil var blevet stjålet dagen før, og beklagede sig over, at den nu var ødelagt). Imens ledte brødrene Genna efter deres forsvundne bytte. På Western Avenue mødte de en bil med fire civilklædte kriminalbetjente, som bemærkede de ophidsede og berygtede gangstere. Chefen for gruppen, Michael Conway, råbte: ”Gangstere! Vi følger efter og ser, hvad de er ude på!” Harold Olson ved rattet foretog en u-vending og begyndte at forfølge dem. Politiet havde endnu ikke specielle politibiler, men bilen havde en klokke ved trinbrættet, som de nu slog på. Brødrene Genna opdagede, at de blev forfulgt, og satte farten op. Efterhånden var de to biler oppe på over 100 km i timen, da de kørte videre sydpå gennem Chicago, kilometer for kilometer. Andre biler kørte ind til siden, mens de dyttede og skred ud på den endnu våde kørebane. Ved 60th Street, langt nede på South Side, kører en lastbil ud på Western Avenue uden at bemærke bilerne, der nærmer sig. Føreren af Gennas bil bremser i panik, så det hviner, bilen skrider ud og rutsjer ind i en lygtepæl. Politibilen bremser ligeså, glider forbi gangsternes bil og standser et par meter fra den. Føreren stikker straks af, mens Mike Genna, Scalise og Anselmi stiger ud af deres bil og stiller sig bag den. Politibetjentene Charles Walsh, Harold Olson, William Sweeney og Michael Conway begynder at stige ud af deres bil, og en af dem siger: ”Hvad skal det her forestille? Hvorfor prøver I at køre fra os, når vi slår på klokken?” Svaret kommer i form af en byge af hagl. Scalise, der i dagens anledning har taget butterfly på til sin habit, i modsætning til Anselmo, der bærer det korte, brede og moderigtige slips – åbner først ild med et automatisk haglgevær. Olson, der står med foden på trinbrættet, rammes først og falder til jorden med kæben skudt væk. Walsh rammes i brystet og maven og synker sammen. Conway og Sweeney trækker deres våben og åbner ild, samtidig med at Anselmi og Genna begynder 170


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 171

at skyde. I kampen rammes også Conway i brystet og falder sammen. Herefter styrter Genna, Scalise og Anselmi derfra med haglgeværerne skudklare; de løber over en ubebygget grund, forbi et værksted, hvis ansatte har overværet hele kampen, og ind i en gyde. Sweeney, der har affyret al sin ammunition i kampen, tager to af sine faldne kollegers pistoler og farer efter gangsterne og affyrer skud på skud. Genna, der løber bagest, vender sig om og retter sit haglgevær mod Sweeney og trykker på aftrækkeren. Der sker intet. Ikke flere skud. Sweeney skyder igen og rammer Mike Genna i benet. Han vakler videre, stærkt blødende, finder et kældervindue i huset ved siden af, smadrer ruden med haglgeværet og kaster sig ind, mens Sweeneys kugler rammer facaden ved siden af ham. Masser af mennesker har set opgøret. I en sporvogn på Western Avenue sidder en politimand, der ikke har vagt, og ser træfningen – han springer af, løber efter Sweeney og indhenter ham. Fra et vindue i en lejlighed på 60th Street ser Ellen Oakely hele skuddramaet og råber til sin mand, der er pensioneret politibetjent: ”Kom og se, George, de skyder løs dernede!” Han farer ned på gaden og finder en tabt pistol på den ubebyggede grund og kommer Sweeney til undsætning. Sammen sparker de tre døren ind til kælderen, hvor Genna befinder sig. De ser ham ligge halvt ned på gulvet i en pøl af blod. Han hæver sin revolver og skyder mod dem, men falder så sammen. De tre nærmer sig og tager hans spanske .38-revolver fra ham. Genna er blevet ramt i en pulsåre i benet, og deciliter for deciliter strømmer blodet ud på gulvet. Han er svækket af blodtabet, og da ambulancefolkene nærmer sig, er han døende. Han har dog kræfter nok til at sparke en af redderne i ansigtet med fuld styrke med sit raske ben: ”Der har du den, dit dumme svin!” Kort efter dør han. I mellemtiden har Scalise og Anselmi, uskadte, men forpustede og uden deres hatte, som de har tabt i forvirringen, smidt deres våben fra sig og er nået hen til 59th Street og ind i en butik, hvor de forsøger at købe nye hovedbeklædninger (hvilket siger noget om, hvor vigtig hatten eller arbejderklassens kasket var). Den 171


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 172

mistænksomme butiksbestyrer smider dem imidlertid ud, og samtidig ankommer flere politipatruljer til området. De to barhovedede og stønnende mænd bliver observeret af en masse vidner, da de forsøger at springe på en sporvogn, der kommer kørende forbi, men nu bliver indhentet og standset af en politibil. Da de to bliver pågrebet, får de den behandling, som mistænkte politimordere ofte bliver udsat for. Scalise og Anselmi bliver blødende bragt til den nærmeste poilitistation. Da Stege og politichef Schoemaker indleder afhøringen af dem kort efter anholdelsen, styrter politimanden John Olson, bror til den dræbte Harold Olson, ind og truer med at skyde de to anholdte. Efterhånden lykkes det dog nogle kolleger at berolige ham. Samtidig har Walsh, Olson og Conway måttet ligge, hvor de er faldet. Ansatte på værkstedet i nærheden tilkalder ambulancer, men Walsh, der har tre børn, og Olson, som kun har været politibetjent i to år, dør uden at genvinde bevidstheden. Det er den fjerde og femte politibetjent, der bliver dræbt i den uge i Chicago. Den hårdt sårede Conway overlever dog. Han og Sweeney bliver forfremmet og udnævnt til overbetjente. Striden, nedskydningen af den kendte gangster Mike Genna og det dobbelte politimord var naturligvis en sensation, selv efter Chicago-målestok. ”Disse mænd kommer til at gå direkte til galgen,” sagde statsadvokaten, Robert Crowe, om Scalise og Anselmi. ”Det er den simpleste sag, jeg nogensinde er stødt på.” Borgmester Dever og politichef Collins mødtes til et krisemøde for at drøfte den optrappede vold. De talte om at sende svært bevæbnede politipatruljer ud for simpelthen at skyde alle de gangstere, de mødte. De besluttede dog at vente lidt med dette drastiske skridt, indtil den næste politimand blev skudt ned. ”Vi er nået til et punkt her i byen, hvor en politibetjent ikke kan nærme sig en mistænkt uden at trække sit våben,” sagde kriminalchefen William Schoemaker. ”Vi må tænke på politifolkenes sikkerhed. For tiden er det sådan, at det er sikrest for en politibetjent at skyde først og spørge bagefter. Der er krig. Og i krig kommer skuddet først, og snakken senere.” 172


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 173

Mike Gennas forlovede, Germine Triest, og John Scalises kæreste, Anna Varanovich, blev hentet ind til afhøring – de vidste selvfølgelig ingenting. Scalise og Anselmi selv gabte og rystede på hovedet, de havde ikke set hinanden før og havde bare været ude at søge arbejde, da politiet lige pludselig havde anholdt dem. Begivenheden udløste det rygte, at Scalise og Anselmi egentlig på Capones vegne havde været på vej til at tage Mike Genna med ud på en køretur, der så åbenbart var gået i vasken, da politifolkene havde blandet sig – men dagen havde alligevel fået den planlagte slutning. Det blev også snart tydeligt, at de ikke vidste, at det var politifolk, de havde skudt imod; de troede, at mændene var tilhængere af Moran og Drucci, som de tidligere havde udvekslet skud med. Skudddrabet på de to politimænd var en fatal fejltagelse – det medførte, at Genna-banden begyndte at blive udsat for den ene politirazzia efter den anden. Over 10.000 tønder alkohol eller mask blev ødelagt sammen med snesevis af hjemmebrændingsapparater, mens over 300 af deres underleverandører blev anholdt. Der blev også fundet snesevis af pistoler og oversavede haglgeværer ved razziaerne. Efter politimordene måtte brødrene Genna udkæmpe en tofrontskrig, da Weiss’ folk fortsatte deres angreb på brødrene og deres fæller – som også faldt i forskellige baghold i løbet af sommeren 1925. Den 8. juli blev også Tony Genna skudt midt på åben gade og døde med fem kugler i ryggen. Angelo Gennas begravelse var næsten lige så storslået som O’Banions, mens Mike Gennas var betydeligt mere stilfærdig, for det første fordi banden dukkede sig under politiets mange razziaer, og for det andet fordi politiet truede med at anholde hver eneste kendte kriminelle, der kom til begravelsen. Tony Gennas begravelse var en hurtig og beskeden historie, en enkel kiste og en halv snes venner, der ængsteligt kiggede sig omkring. En enkelt kvinde græd. To blomsterkranse. Og så var det overstået. De tre overlevende Genna-brødre gik under jorden eller forlod Chicago. Det var slut. Da Angelo Genna faldt i slutningen af maj, fik Capone en 173


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 174

John Scalise (1900-1929) og Albert Anselmi (1883-1929) fotograferet i efteråret 1925 i forbindelse med retssagen om et dobbelt politimord.

chance for at indsætte sin stråmand, Tony Lombardo, som formand i Unione Siciliana. Men også denne gang blev Capone ignoreret af sine ambitiøse landsmænd fra Sicilien. Den 26-årige Sam ”Samoots” Amatuna, veteran i Genna-bandens stormtropper, fandt anledningen belejlig til selv at kandidere til formandskabet. Samtidig forsøgte snobben og musikelskeren Amatuna – der efter sigende ejede over 200 silkeskjorter, og som var forlovet med den tidligere formand Mike Merlos datter – i sommeren 1925 at samle resterne af brødrene Gennas sammenstyrtede imperium. En dag i juli gik han sammen med to loyale fæller og revolvermænd, smugkroejeren Eddie Zion og den 23-årige hjemmebrænder Abraham ”Bummy” Goldstein, ind på Unionens hovedkvarter og udnævnte sig selv til formand – mere eller mindre under trusler med våben. Dette vellykkede væbnede kup, som dog underligt nok blev gennemført med hjælp fra hans jødiske venner, gav nu Amatuna den højeste magt i kolonien. Hans første opga174


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 175

ve – ud over at forsøge at holde hjemmebrænderiet i gang for at slukke Chicago-borgernes tørst efter billig og dårlig sprut – var at redde Scalise og Anselmi fra galgen. Scalise ejede sammen med Amatuna en café, og en leders autoritet afhang af, om han kunne beskytte sine underordnedes liv. Amatuna nåede dog ikke at opleve afslutningen på retssagerne mod Scalise og Anselmi i efteråret 1925 og foråret 1926. Amatuna blev skudt af to mænd, da han før aftenens operabesøg blev barberet og fik manicure hos en barber på West Side tirsdag aften den 10. november 1925. De to mænd affyrede otte skud, men kun ét ramte Amatuna, der ikke opfattede såret som værre end, at han på vej til hospitalet standsede op for at købe cigarer. Det planlagte operabesøg med kæresten måtte dog aflyses. Amatuna nægtede at tale med politiet om sine fjender, men på hospitalet forværredes hans tilstand. Tre dage senere døde Amatuna, der over for journalister plejede at prale med, at han ikke engang behøvede at bære våben. Amatunas død er et godt eksempel på, hvor svært det er at få klarhed over begivenhederne i Chicagos underverden. Politiets efterforskning gav selvfølgelig ikke noget – vidner og pårørende tav, de første af skræk, de sidste på grund af tungtvejende traditioner. Mange forfattere og forskere har hævdet, at det var almindeligt kendt i Chicagos underverden, at Amatuna blev myrdet af Vincent ”The Schemer” Drucci og Jim Doherty i et samarbejde mellem Weiss-banden og West Side-O’Donnells. Andre hævder, at mordet skete efter ordre fra Capone som et led i hans jagt på formandsposten i Unione Siciliana – det hævder Amatunas overlevende slægtninge på det bestemteste. Nogle hævder, at morderen var ”Machine Gun” Jack McGurn, en af Capones gorillaer. Samtidig kriminallitteratur oplyser, at en af morderne var Amatunas tidligere livvagt Abraham ”Bummy” Goldstein. Chicago-aviserne forklarede efter mordet, at de overlevende Genna-brødre stod bag nedskydningen. Forundersøgelsen godtgjorde, at Amatuna døde af ”skudskader, der blev tilføjet ham af to ukendte mænd”. Man anbefalede, at de to skulle anholdes og tiltales for mord, men det skete selvfølgelig aldrig. 175


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 176

Angelo Gennas begravelse i foråret 1925. Gangsterkongernes kostbare begravelser blev massive demonstrationer af underverdenens ressourcer. Fremmødet af tusinder af nysgerrige og sørgende var ikke usædvanligt, og aviserne skrev spalte op og spalte ned om arrangementet. Politikere og embedsmænd var ofte til stede og viste deres respekt for den afdøde og de sørgende.

Også Amatunas livvagter, Eddie Zion og Abraham ”Bummy” Goldstein, blev myrdet inden for et par uger efter hans død. Zion blev skudt uden for sit hjem, da han kom tilbage fra Amatunas begravelse, og Goldstein blev skudt med et haglgevær i en drugstore et par dage senere. Zions enke fortalte pressen, at hendes mand vidste, at han var dødsdømt og allerede havde forberedt sin begravelse (han ville brændes). Men hvem myrdede Zion og Goldstein? Amatunas italienske venner, der ikke var tilfredse med deres indsats som livvagter? Eller Amatunas fjender, der ville forhindre hævn og skræmme Amatunas øvrige fæller? Ingen ved det, og ingen får det vist nogen sinde at vide. Aviserne spekulerede i, at de tre mænd stod bag en kapring af en spirituslast til en værdi 176


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 177

af 16.000 dollars tilhørende O’Donnell-banden på West Side. En anden forklaring var, at andre bander frygtede for en offensiv fra Amatuna og hans mænd, hvorfor de hellere ville komme dem i forkøbet. En stik modsat teori sagde, at Amatuna ville forlade underverdenen, gifte sig og slå sig til ro – og det blev han straffet for. Amatuna fik i hvert fald en statelig begravelse – en lang procession af biler og limousiner kørte alle blomsterne til kirkegården på Mount Carmel. Kisten kostede 10.000 dollars. Aviserne rapporterede om tusinder af personer, såvel kendte gangstere som politikere, forretningsmænd, advokater og læger, der bar sorg for den generøse og altid velklædte gangster. Mordene på Amatuna, Zion og Goldstein skabte ikke kæmpeoverskrifter sidst på efteråret 1925, og i dag hører de til ølkrigens glemte ofre. Men de er også typiske for Capone-æraens gangstere, morderne blev myrdet, gerningsmændene blev til sidst selv ofre – og nye mænd trådte i deres sted for blot at møde samme skæbne i en tilsyneladende evig spiral af vold.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 178

SCALISE OG ANSELMI I KNIBE – CAPONE FEJRER JUL I NEW YORK

“Det ville ikke være godt for helbredet at erklære disse mænd skyldige.” Nævning ved den første retssag mod Scalise og Anselmi

Sagen mod Scalise og Anselmi synes soleklar i vores øjne. De var to kendte revolvermænd, der skød to politimænd for øjnene af snesevis af vidner. De blev anholdt mere eller mindre på fersk gerning på åstedet. Men retssagen blev en farce. En dødelig farce. De sicilianske kredse i Chicago besluttede at samle ind til en forsvarsfond på mindst 100.000 dollars til de to mænd. Pengene skulle bruges til at skaffe de bedste advokater, der fandtes, til denne vanskelige sag. Spørgsmålet kom til at optage den sicilianske koloni i Chicago, og de to mordere blev pludselig symboler for deres folk. Retssagerne mod Scalise og Anselmi illustrerer, hvor godt banderne beskyttede deres mordere ved hjælp af bestikkelse, trusler, forhalingsmanøvrer og vellønnede advokater. Allerede før det første retsmøde gik i gang, fik Sweeney, anklagersidens hovedvidne, sit hus totalt ødelagt af en bombe, og nævninge sprang fra på stribe efter have modtaget den ene trussel efter den anden.

178


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 179

Indsamlingen til fonden for de to tiltalte mænd antog efterhånden mere og mere underlige former, selv om man hurtigt fik indsamlet 100.000 dollars til den første retssag i efteråret 1925. Det begyndte at rygtes, at fondsindsamlingspatruljerne brugte pengene på sig selv, og visse former for indsamling adskilte sig efterhånden ikke fra almindelig pengeafpresning. Den velstillede og indflydelsesrige Henry Spignola, bror til Angelo Gennas kone, Lucille, gav i efteråret 1925 10.000 dollars til den første fond. Før den næste retssag – og til næste fond – gav han kun 2000 dollars og nægtede trods gentagne henstillinger at give mere. Den 10. januar 1926 blev den 26-årige Spignola skudt i sin bil af fire mænd i en anden bil. Politiet havde mistanke om, at mordet havde noget at gøre med den omtalte fondsindsamling, selv om man aldrig pågreb nogen for mordet. De to brødre, Augostino og Antonio Morici, millionærer og højt respekterede forretningsmænd, var uforsigtige nok til ikke at ville give flere af deres penge til fonden. Deres eneste kontakt med banden var, at de plejede at sælge sukker til brødrene Genna. En aften sidst i januar blev de begge to skudt i deres kostbare bil af mænd, der passerede i en anden bil. Det hele var en simpel meddelelse, sagde vicekriminalchef John Stege: ”Død over de sicilianere, der ikke vil give tilstrækkeligt af deres velstand til at befri vore brødre, de professionelle mordere Scalise og Anselmi.” Endnu en velstillet sicilianer blev myrdet, før der blev indledt en modreaktion. I begyndelsen af 1926 mødte Orazzio ”The Scourge” Tropea sin død i en salve fra oversavede haglgeværer, en Vito Bascone blev fundet skudt i en grøft uden for byen. Eddie ”The Eagle” Baldelli blev fundet skudt i en gyde, Tony Finalli faldt for haglgeværsalver i marts, og Felipe Gnolfo overlevede tre mordforsøg og gik under jorden – Amatuna, fondsindsamlernes leder, blev som bekendt skudt allerede i november 1925. Forsvarsfonden var lige så død som sine indsamlere. Scalises og Anselmis juridiske forsvar byggede på flere strategier. Én linje var at fremhæve, at de politifolk, der jagtede dem, ikke havde nogen sigtelser mod dem, og det var sandt nok. Og da de 179


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 180

politifolk, der antastede dem, var bevæbnet, var Scalises og Anselmis skud at betragte som selvforsvar. Et andet argument var at fremhæve, hvilken sikker politibeskyttelse Genna-banden nød. De beviste selv den omfattende korruption ved at pointere, at de troede, de blev forfulgt af rivaliserende gangstere. Hvis de havde vidst, det var politifolk, havde de selvfølgelig overgivet sig – politiet var jo ikke deres fjende! I den forbindelse kom et medlem af banden med en tilståelse, der blev en interessant kilde til oplysninger om spiritushandlernes virksomhed. Tilståelsen viser, hvordan de systematisk overtrådte loven, og hvor åben den illegale spiritusdistribution var – tilmed foregik det i borgmester William ”Decent” Devers periode, og han forsøgte af et ærligt hjerte at standse bandernes blomstrende handel med illegal spiritus. Således lød tilståelsen: ”Arbejdet foregik døgnet rundt i to tolvtimersskift. Distributionen foregik med tunge og lettere lastbiler og personbiler. Alt sammen skete åbent og i alles påsyn, men bortset fra nogle enkelte razziaer nu og da blev man ikke generet af delstatsmyndighederne. Man underrettede altid brødrene Genna 24 timer i forvejen. Somme tider kunne de skrivelser, der blev udsendt af politiet om en razzia, blive vist til undertegnede, og så blev alt ryddet af vejen, razziaen blev gennemført, og aktiviteterne gik i gang igen. I al den tid, jeg arbejdede på omtalte lager, foregik hele denne virksomhed med Chicagopolitiets fulde viden, vilje og godkendelse i den udstrækning, politiet stod i kontakt med firmaet, gjorde tjeneste i nabolaget eller havde virksomheden under sin jurisdiktion. Til gengæld for denne beskyttelse betalte brødrene Genna hver måned store summer, som fra en beskeden begyndelse steg til cirka 6500 dollars i april 1925. Derudover modtog omtalte politi også store mængder spiritus til nedsat pris, mod at det tillod brødrene Genna at forsætte med at drive ovennævnte destillationsvirksomhed og distribuere produkterne fra dem. Hver måned havde lageret besøg af 400 politifolk i uniform og af politipatruljer – undertiden op til fire om måneden – fra FBI. De fik også besøg af civilklædte folk med politiskilte, der, så vidt personalet på lageret vidste, repræsenterede Cook Countys anklagemyndighed. For at ingen skulle kunne 180


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 181

narre brødrene Genna ved at udgive sig for at være ansat på politistationen på Maxwell Street, blev der hver måned udsendt, i brev eller med bud, en liste over samtlige politiskilte, der blev båret af overordnede eller underordnede politifolk på Maxwell Street. Oplysningerne blev givet på papirstrimler og modtaget af undertegnede. Derefter blev hele listen indført på regnemaskinen, og de strimler, der var blevet sendt over fra stationen, blev destrueret. Efterhånden som politifolkene kom ind for at få deres betaling, noterede man nummeret på deres politiskilt. Hvis nummeret stod på den liste, der var blevet indsendt, fik vedkommende sine penge; nummeret på hans skilt blev indført på en side i en protokol med løse blade, og den sum, der blev udbetalt til ham, blev noteret ud for politiskiltets nummer. Jeg havde intet at gøre med selve udbetalingerne til patruljebtjentene eller de højerestående politifolk, men førte regnskabet over de midler, der blev udbetalt til dem. På et tidspunkt skete det, at spirituslaster på vej til forskellige dele af byen blev standset af fremmede politifolk, og det indgav brødrene Genna en klage over. Derefter blev der indgået følgende aftale mellem brødrene Genna og de centrale politipatruljer: Når der skulle foregå en længere kørsel gennem fremmed territorium, skulle brødrene Genna aftenen forinden ringe til et bestemt nummer og sige: ’Klokken syv i morgen.’ Klokken syv næste morgen dukkede der så nogle uniformerede politifolk op i kvarteret og ventede der, indtil de spirituslastede biler kørte ud fra lageret. Bagefter eskorterede patruljerne disse biler gennem farezonen. Undertegnede har selv ringet efter sådanne patruljer til de telefonnumre, hvor der skulle gives besked om, at politiet skulle eskortere spirituslasterne for brødrene Genna.” Resultatet af tilståelsen blev, at 187 politifolk blev forflyttet fra Maxwell Streets politistation, men det var også det hele. I oktober 1925 holdt man det første retsmøde i sagen om mordet på Olson, og William McSwiggin var en af anklagerne. Mange juridiske udflugter førte til, at Scalise og Anselmi ikke blev dømt til døden, men kun fik 14 års fængsel. Politi, presse og pårørende skreg i vilden sky over den milde straf. Dommeren forsvarede sig med, at det var dommen for Olson. Der ville komme en 181


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 182

ny retssag om mordet på Walsh. Da den begyndte i februar 1926, havde næsten 250 indkaldte nævninge fået forfald. En af de mere ærlige forklarede hvorfor: ”Det ville ikke være godt for helbredet at erklære disse mænd skyldige. Der er blevet fremsat trusler mod vores familier. Jeg ville være nødt til at bære våben resten af mit liv, hvis jeg sad i et nævningeting, der kendte disse to mænd skyldige.” De blev dog frikendt, fordi der dukkede vidner op, som svor på, at det var den nu afdøde Mike Genna, der havde skudt Walsh. Scalise og Anselmi blev lykønsket af deres mange sympatisører, og den døde politibetjent Olsons mor sagde, at dommen var en hån mod retfærdigheden. Walshs enke var vidne til glædesscenerne efter dommen og sagde: ”Min mand og hans kollega blev dræbt af disse mænd, som folk nu står i kø for at give hånden og lykønske. Jeg giver op.” Scalise og Anselmi blev ført til Joliet i maj 1926 for at afsone deres fængselsstraf på 14 år. Men Chicago havde ikke set det sidste til dem. Dommen blev anket, og i december 1926 besluttede man, at der skulle føres en ny retssag. I januar 1927 blev de to løsladt fra Joliet mod en kaution på 25.000 dollars, og i juni 1927, to år efter ildkampen, der tog livet af Mike Genna og to politifolk, blev de begge to pure frikendt. De havde kun, som der stod i dommen, ”modsat sig et ubeføjet angreb fra politiets side.” Efter løsladelsen gik de direkte i Capones tjeneste. I slutningen af 1925, da Amatuna blev myrdet, og brødrene Genna blev jaget ud af Chicago, sikrede Capone sig Unione Siciliana – hans loyale stråmand, Tony Lombardo, blev indsat som formand, hvorpå Capone kunne få del i indflydelsen over den sicilianske koloni i Chicago og alle dens hjemmebrændere. Men han var stadig under pres fra flere sider og havde desuden helt andre bekymringer. Den syvårige søn, Sonny, var syg. Han havde fået en infektion i øregangen og havde brug for en avanceret operation for at blive rask. Forældrene, Al og Mae, besluttede at tage til New York for at få den bedst mulige behandling. 182


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 183

Al Capone ved anholdelsen i New York i julen 1925 i forbindelse med et skyderi på en smugkro. Han var i byen, fordi hans søn skulle behandles for problemer med ørerne.

Kort før jul 1925 var de tilbage i Brooklyn, og den urolige Capone lovede de tre læger, der skulle udføre operationen, 100.000 dollars, hvis den gik godt. Den 23. december blev Sonny opereret, og hans hørelse blev reddet, men han måtte leve med nedsat hørelse og gik somme tider med høreapparat. Familien holdt jul hos gamle venner og slægtninge i Brooklyn, og juledag gik Capone ud for at få en øl med en af sine gamle venner. Hvad der siden skete, er svært at få fuld klarhed over. De gik til Adonis Social Club, et sted, Capone ofte havde frekventeret i 1910’erne. Ved totiden om morgenen den 26. december opstod der et voldsomt skyderi på stedet. Capone sagde senere: ”En ven kom forbi og spurgte, om vi skulle gå ud og få en øl. Min kone sagde, jeg skulle gøre det, at det ville være godt for mig. Så snart vi havde sat os, 183


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 184

gik døren op, og seks fyre kom ind og begyndte at skyde. Min ”ven” havde ført mig i en fælde. I forvirringen blev to af dem dræbt, og en af mine kammerater blev ramt i benet. Og jeg måtte tilbringe julen i arresten.” I virkeligheden tyder meget på, at Capone selv organiserede drabet på nogle irske gangstere for at hjælpe sine italienske venner i Brooklyn, hvor der foregik en kamp mellem irske og italienske spiritusbander. Capone var ankommet til smugkroen engang efter midnat med flere venner, deriblandt Frank Galluccio, som i sin tid havde skåret ham i ansigtet med en kniv. På klaveret i baren blev der spillet ragtime, gæsterne drak hjemmebrændt gin, og på væggene hang der skilte med ordene ”Glædelig jul” og ”Godt nytår”. Stedet var fuldt af italienske og irske gæster, blandt andre Richard ”Peg-Leg” Lannegan, en berygtet irsk gangster. Han var meget beruset og kaldte ofte og højlydt både personale og gæster for ”dagos”. Pludselig gik lyset ud, og der opstod skyderi. Glas blev knust, gæster kastede sig på gulvet eller flygtede ud på gaden, skrig gjaldede. Efter nogle minutter var det overstået, og da den første politibetjent ankom, så han en kendt irsk gangster ligge på fortovet med baghovedet skudt væk. Han fulgte blodsporet ind på smugkroen, hvor han fandt Lannegan og en anden af hans mænd, begge skudt i hovedet, Lannegan stadig med en tandstikker mellem læberne. En karré derfra fandt man senere et fjerde medlem af Lannegans bande, hårdt såret. Han nægtede at vidne mod nogen og sagde, at han slet ikke havde været på Adonis Social Club; Capone og seks andre mænd blev anholdt, men løsladt mod kaution på mellem 5000 og 10.000 dollars. Der blev ikke rejst tiltale mod nogen. I aviserne stod der, at Capone var en af klubbens dørvogtere, et tegn på, hvor ukendt han stadig var. Frank Yale havde sandsynligvis indkaldt Capone som forstærkning før et forventet sammenstød mellem irerne og italienerne i Brooklyn. Et tip om, at Lannegan og hans mænd skulle i Adonis Social Club i juledagene, blev deres endeligt – og derefter herskede Yale enevældigt over Brooklyn.

184


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 185

Tilbage i Chicago rasede ølkrigen på alle fronter. I Little Italy rasede i begyndelsen af 1926 fondskrigen i forbindelse med retssagerne mod Scalise og Anselmi. På South Side kæmpede SaltisMcErlane, Ralph Sheldon og Edward ”Spike” O’Donnell og deres mænd mod hinanden i kampe, der virkede endeløse. Samtidig udvidede Earl ”Hymie” Weiss sin lukrative virksomhed på North Side. Året 1926 skulle gå over i historien som det blodigste i Chicagos gangsterkrige. Aviserne skrev om drabstallene, der bare steg og steg i byen, og præmierne for livsforsikringer i Chicago blev højere og højere. Capone kæmpede med sit distributionssystem, der lå i grus, og han mistede terræn til brødrene O’Donnell i sit kerneområde i Cicero. Han valgte at handle der først – hvilket fik ødelæggende konsekvenser på længere sigt.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 186

McSWIGGIN-MORDET – CAPONE FLYGTER FRA CHICAGO

”Maskinpistoler, skudsikre veste og skudsikre biler til ølsmuglerne – gud ved, hvad det næste bliver!” Chef for kriminalpolitiet i Chicago, William Schoemaker 1926

Anklageren William H. McSwiggin fik ikke afsluttet sit sidste måltid. Han forlod sine forældres hjem midt under middagen ved sekstiden om aftenen tirsdag den 27. april 1926, da nogle af hans gamle barndomsvenner kom forbi og hentede ham. McSwiggin var lige så gammel som århundredet, men endnu ugift, og han boede derfor stadig hjemme hos sine forældre i Cicero sammen med sine yngre søstre. McSwiggins far havde i mange år været opdager i Chicago-politiet, og sønnen var gået næsten samme vej – han var anklager, faktisk en af Chicagos yngste og mest lovende – og han kendte mange journalister og havde gode politiske kontakter. Han havde afhørt Capone i forbindelse med mordet på Joe Howard i 1924 og havde været involveret i retssagerne mod Anselmi og Scalise. Pressen elskede ham og gav ham en masse spalteplads. De galgenhumoristiske Chicago-aviser havde givet ham tilnavnet ”The Hanging Prosecutor” på grund af hans evne til at få sine tiltaler til at resultere i dødsdomme. Dødsdommene gjaldt dog aldrig Chicagos professionelle forbrydere, men kun almindelige røvere og drabsmænd. 186


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 187

McSwiggin blev skiftevis kaldt ”Little Mac” og ”Specs” på grund af sine umiskendelige briller, og hans mørke, tynde hår var friseret med en skarp midterskilning. Hans venner, der kom forbi denne aften, var alle af irsk oprindelse, og flere var ligesom McSwiggin børn af politifolk som Tom ”Red” Duffy, der kom og hentede ham. Den 26-årige anklager forklarede sine forældre, at de ville køre til forstaden Berwyn og spille kort. Jim Doherty, en anden politisøn, var også med i selskabet. Først kørte de i hans bil, men den fik ret hurtigt motorproblemer, så de lod den stå. På en eller måde fik de senere kontakt med brødrene Myles og William ”Klondike” O’Donnell, og deres chauffør, Edward Hanley, en tidligere politimand og bokser, og turen fortsatte i ”Klondikes” nye store Lincoln. Selskabet ændrede planer og kørte ikke til Berwyn, men blev i Cicero og drak øl på forskellige smugkroer. At en prominent og kendt anklager drak illegal øl var måske ikke så mærkeligt, men det selskab, han valgte at gøre det i, var ikke helt almindeligt – selv om de var hans barndomsvenner. Duffy var ganske vist politisk repræsentant i 30. distrikt, rådmand for Robert Crowe-fløjen i det republikanske parti. Men han ejede også en frisørsalon og havde bijob som ølhandler og revolvermand samt passede spillebulerne for O’Donnell-banden. Den drengede Doherty var også en kendt gangster og morder samt medlem af O’Donnell-banden. Så sent som fire dage før var han blevet beskudt med ikke mindre end 92 maskinpistolkugler på en gade i Cicero. En ven af ham blev såret, men selv var han uskadt. Myles og William ”Klondike” O’Donnell udgjorde kernen på West Side O’Donnells. Veteranen fra Første Verdenskrig ”Klondike” havde tilbragt dagen med at overvåge stemmeoptællingen i primærvalget, der var blevet afholdt den 13. april. Da dagen var ved at gå på hæld, sagde han, at han ville køre ud til Cicero og drikke lidt øl med sine venner. Han påpegede muntert over for valgmedarbejderne, at han vidste, at øllet var godt der, for han leverede det selv. De unge mænd brugte nu aftenen på øl og snak, og klokken tyve minutter i ni om aftenen var de nået frem til smugkroen Pony 187


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 188

Inn på West Roosevelt Road 5615, der lå tæt ved Chicagos bygrænse. Værtshuset, som Doherty og McSwiggin var stamkunder på, lå i stueetagen af et toetagershus ved siden af en ubebygget grund. Da de steg ud af O’Donnells store Lincoln, blev de mødt af en byge af maskinpistolkugler fra en anden bil. Det eneste vidne, en mrs. Bach, der boede oven over Pony Inn, beskrev det, der skete: ”Det var stadig lyst, og jeg så en lukket bil, som kørte væk med noget, der så ud som et telefonrør i bagruden, og som hele tiden spyede ild.” 22 kugler ramte husfacaden, 6 andre ramte et træ ved huset. Resten af kuglerne ramte menneskekød. Duffy blev ramt af 5 kugler, vaklede bort og faldt sammen ved siden af træet, Doherty blev ramt af 16 kugler og faldt, hvor han stod på fortovet, McSwiggin blev ramt af 20 kugler og faldt om uden for indgangen til Pony Inn. Hanley og brødrene O’Donnell sad sammenkrøbet bag den store Lincoln og slap uskadt af kugleregnen. En person i huset over for Pony Inn hørte skudsalven, løb ud og så brødrene O’Donnell og Hanley løfte Doherty og McSwiggin ind i deres bil. Duffy efterlod de lænet op ad et træ. Han blev først fundet – og var stadig i live – da en bilist samlede ham op og kørte ham til et hospital. ”Ret koldblodigt af dem bare at efterlade mig der,” stønnede han, før han holdt op med at trække vejret om morgenen. I hans lommer fandt politiet en liste over 60 saloons og smugkroer i Cicero, hvoraf mange var markeret med en understregning. Doherty og McSwiggin blev i al hast kørt til Klondikes hjem et stykke derfra, men begge var døde ved ankomsten. Brødrene O’Donnell bar liget af McSwiggin ind i huset, tømte hans lommer og fjernede al tænkelig identifikation fra hans tøj (politet skulle senere finde blodspor i hjemmet). Derefter bar de liget tilbage til bilen og kørte videre til udkanten af Berwyn, hvor de smed Doherty og McSwiggin i en grøft. Derefter blev bilen efterladt ved Oak Park, hvor man senere fandt McSwiggins briller – og brødrene O’Donnell lod ikke høre fra sig i en måned. Senere på aftenen blev ligene opdaget af en bilist, der tilkaldte politiet, og ved midnat blev McSwiggin og Doherty identificeret i lighuset af en journalist. Den tomme og sønderskudte Lin188


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 189

coln blev også fundet med fem filthatte i og med blod på trinbrættet. Overskrifterne i næste dags aviser gav sig selv. Samme aften blev også gangsteren Salvatore Pollizzano skudt af ukendte gerningsmænd i bydelen Little Italy, og en Ellis Johnson blev skudt i et jalousidrama i en lejlighed på South Side. En almindelig – men samtidig ualmindelig – tirdag aften i Chicago i foråret 1926. Mordet på den kendte anklager McSwiggin fremkaldte et ramaskrig i Chicago. Aviserne fyldte deres forsider med detaljer om mordet. Øverst på Chicago Tribunes forside stod overskriften ”Gangsters Turn Machine Gun on William McSwiggin”, og hele foråret og sommeren var skuddene mod den unge anklager et almindeligt samtaleemne i byen. Aviserne skrev hundredvis af artikler i anledning af mordet. Teorier og ledetråde blev diskuteret, og spørgsmålet ”Hvem skød McSwiggin og hvorfor?” endte med at blive en talemåde i byen, synonymt med en gåde eller et mysterium i al almindelighed. Også præsident Coolidge var oprørt over det anarki, der herskede i Chicago, og fremsatte nogle udtalelser om, at kampen mod kriminaliteten måtte intensiveres. Mordet på McSwiggin markerede noget radikalt nyt i Chicago – at en myndighedsperson blev trukket ind i malstrømmen af vold og skyderier i byen. Tidligere havde gangstere myrdet gangstere: ”Lad dem bare skyde hinanden, det er den bedste måde at blive af med dem på,” ræsonnerede mange hærdede Chicago-borgere. Men det her var anderledes – en offentlig anklager, kendt og succesrig, skudt ned med maskinpistoler på åben gade. Chicago-aviserne fokuserede straks på beretningen om en martyr og på, at de kriminelle nu havde kastet sig over myndighederne. Der var bare én hage, der gjorde, at denne tolkning hurtigt begyndte at krakelere – det selskab, McSwiggin havde befundet sig i. Den republikanske statsanklager Robert Crowe, McSwiggins chef, var dog en ivrig fortaler for den teori, at McSwiggin var blevet myrdet af gangstere, han var kommet i konflikt med via sit arbejde som anklager. Crowe blev vækket midt om natten efter 189


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 190

mordet og satte alle kræfter ind på at jagte alle kriminelle elementer, der kunne havde noget at gøre med ugerningen. McSwiggins tvivlsomme selskab på mordtidspunktet forklarede Crowe med, at hans protegé havde blandet sig med dem for at samle informationer om en igangværende sag. Desuden antydede Crowe, at McSwiggin var blevet myrdet som hævn for sin indsats i retssagerne mod Scalise og Anselmi. McSwiggin havde tidligere fortalt, at han var blevet tilbudt 30.000 dollars, hvis de gik fri, og at han og hans chef, Crowe, var blevet truet på livet i forbindelse med retssagen. Ciceros borgmester, Joseph Z. Klenha, fremsatte dog en mere neutral teori om, at McSwiggin simpelthen var havnet i krydsilden i en strid mellem forskellige gangsterbander. ”Men,” spurgte han sig selv, ”hvorfor var McSwiggin i det selskab?” John Stege, Chicagos kriminalchef, fremførte også den mere og mere sandsynlige teori, at McSwiggin var blevet myrdet helt tilfældigt. Det var dog kun rygter og spekulationer. Efterforskningen godtgjorde hurtigt, at skyderiet havde noget at gøre med den opblussende konflikt mellem Al Capones bande og O’Donnell-banden. Brødrene O’Donnells bande på West Side var begyndt at trænge ind på Capones marked allerede efter Torrios afhopning i begyndelsen af 1925. En af de mange saloonejere, der blev afhørt i efterforskningen af det tredobbelte mord, var Henry Madigan, som var medejer af Pony Inn, hvor skyderiet havde fundet sted. Han fortalte, at han længe havde købt øl af Capone. Men ”for et par måneder siden kom Jim Doherty og Myles O’Donnell og sagde, at de havde bedre øl til salg og til en bedre pris. Jeg skiftede leverandør, og på mine anbefalinger skiftede mange andre Cicero-restauratører også til O’Donnell-bandens øl,” fortalte han efterforskerne. I virkeligheden var Madigan medlem af O’Donnell-banden, og mange af restauratørerne i Cicero var ikke blevet overtalt af kvalitet eller pris alene. Myles O’Donnell og Jim Doherty var frygtede efter det meget omtalte mord på Eddie Tancl sidst i efteråret 1924. Rygtet om, at Capone var ved at miste terræn i Cicero, bredte sig, og mange mente, at O’Donnell-brødrene var ude at drikke øl med anklageren McSwiggin for at tilkendegive den officielle godkendelse af magtskiftet. 190


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 191

Krigen mellem banderne i Cicero blev indledt i april måned, og for at skræmme andre potentielle fjender væk var Capone nødt til at vise, at han kunne knægte de formastelige, der havde trængt sig ind. Den 3. april blev Walter Quinlan, der var medlem af O’Donnell-banden, myrdet. Et par dage efter blev også en William ”Rags” McCue, endnu en af O’Donnells mænd, fundet skudt i en grøft. Skyderiet mod Doherty et par dage før McSwiggin-mordet var en del af Capones offensiv, og tidligt på aftenen den 27. april fik Capone en rapport om, at kernen i O’Donnell-banden var ude at drikke øl i Cicero. Ifølge vidner havde Capone, hans bror Ralph og et par andre medlemmer af banden siddet på en restaurant i Cicero en times tid før mordet. Det hele endte med, at Capone gik ud og hentede en maskinpistol, og at de andre også bevæbnede sig og forlod restauranten. Capone samlede fem biler til en angrebsstyrke, der skulle kunne ramme forstyrrende politibiler eller arrangere ulykker for at spærre vejen for eventuelle forfølgere. Capones styrke stødte sammen med O’Donnells store Lincoln uden for Pony Inn, og ifølge politiet var det Al selv, der betjente den nyindkøbte maskinpistol. At McSwiggin havnede i skudfeltet, var en af Capones største fejltagelser. Efterforskningen fik uventet hjælp af mordvåbnets konstruktør. En bekymret general Thompson rejste til Chicago i slutningen af april 1926 og tilbød straks politiet sin tjeneste: ”Vi konstruerede dette våben til politiet og til militært brug,” fortalte han, ”og jeg er meget ked af, at et eksemplar er i hænderne på kriminelle elementer. Våbnets potentiale er frygteligt. Det er et transportabelt våben, der kun vejer nogle få kilo, og som kan bruges af hvem som helst. Det kan udløse 1500 skud i minuttet. Der er to magasiner, et til 100 skud og et til 50. Det kan lades på 30 sekunder. Våbnet har næsten ingen rekyl. Det har en stabil ildkraft, og ved at flytte sig når man skyder, kan kugler spredes over et hvilket som helst mål.” Kriminalchef Schoemaker kommenterede dystert: ”Maskinpistoler, skudsikre veste og skudsikre biler til ølsmuglerne – gud ved, hvad det næste bliver!” 191


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 192

Da general Thompson ankom til Chicago, havde politiet fundet den maskinpistol, der var blevet brugt ved mordene. Serienummeret var dog filet væk. Hvad hverken politiet eller morderne vidste, var, at hvert våben også havde et hemmeligt serienummer, gemt bag det forreste håndtags fæste. General Thompson viste politiet det og begyndte selv at forsøge at spore våbnet. Han fandt ud af, at det via en kendt handler i Chicago var blevet solgt til en person, der havde en forretning på South Side. På den måde blev isenkræmmeren Alex C. Koracek opsporet, og han blev afhørt temmelig hårdhændet, før han fortalte sin historie om, hvordan han den 10. februar havde solgt tre styks Thompson til et par gangstere. General Thompson, der var til stede under afhøringen, fortalte senere, hvad den stakkels mand havde sagt: ”Hvis jeg fortæller noget, dør jeg. Jeg solgte dem et våben, men så sagde de, at de ville slå mig ihjel, hvis de ikke fik flere. Bagefter, da de havde fået dem, sagde de, at de ville tage mig med ud på en køretur, hvis jeg nogen sinde sladrede.” Udtrykket ”en køretur” eller ”taken for a one-way ride”, som Chicago-aviserne skrev, krævede ikke nogen nærmere forklaring for læserne. Koracek erkendte til sidst, at han havde solgt maskinpistolerne til en ”John” og en ”Charlie”, men kunne ikke identificere John Capone og Charles Fischetti fra Capone-banden. Den 2. maj proklamerede statsanklager Robert Crowe, politichef John Stege og kriminalchef William Schoemaker i aviserne, at de ville anholde Capone for mordene. Han var dog ikke til at finde noget sted – han var gået under jorden. McSwiggins hjem blev overøst med blomster, og begravelsen blev spektakulær. Kisten var draperet med det amerikanske flag, og han fik militære æresbevisninger og en salut. Tusinder af mennesker forsøgte at få en plads i kirken, og otte billæs med blomster fulgte med til graven. Sidst i maj gav brødrene O’Donnell op og opsøgte politiet, hvor de forklarede, at de ikke havde været til stede ved skyderiet. De kendte intet til mordene, men Myles O’Donnell indrømmede, 192


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 193

William H. McSwiggins begravelse i foråret 1926. Mordet på den unge anklager var i månedsvis samtaleemne landet over. Han blev skudt sammen med nogle berygtede gangstere, som var hans barndomsvenner.

at han tidligere på aftenen havde været sammen med de myrdede. Forhørene gav ikke andet end, at de sagde, at McSwiggin havde været i Cicero på jagt efter en skudsikker vest, og brødrenes advokater fik dem løsladt efter to dages forhør. Capone selv blev 193


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 194

jaget af 50 politifolk, og samtidig havde hans imperium i Cicero været udsat for mange politirazziaer i løbet af maj måned. Capone flygtede fra politiet, fordi han var bange for at blive skudt på gaden under en anholdelse ligesom sin bror Frank to år før. Capone gemte sig uden for byen i et par måneder. Først i slutningen af juli gav han op og gik selv til politiet. ”Jeg er ikke stikker, men jeg vil fortælle, hvad jeg ved om denne sag,” sagde han. ”Alt, hvad jeg forlanger, er en chance for at bevise, at jeg ikke har noget at gøre med mordet på min ven Bill McSwiggin.” Capone var ved godt mod i forbindelse med overgivelsen, der blev forhandlet pr. telefon fra hans gemmested nogle kilometer uden for Chicago: ”Det er et dårligt tidspunkt at sige noget nu, men jeg er blevet dømt for en masse forbrydelser uden at blive hørt. Men jeg er komplet uskyldig, og jeg kan bevise det. Jeg stoler på, at mine advokater sørger for, at jeg bliver behandlet som et menneske,” sagde Capone. Han udlagde teksten om sit forhold til de myrdede for journalisterne på følgende måde: ”Kun ti dage før mordet talte jeg med McSwiggin. Jeg var sammen med mine venner, og hvis vi havde villet myrde ham, havde vi gjort det, og ingen havde fået noget at vide. Men det ville vi ikke.” Capone fortsatte: ”Politiet snakker så meget. De beskylder mig for en masse myrderier. Jeg er blevet anklaget for så godt som alle dødsfald bortset fra dem i Verdenskrigen. Eftersom de ikke kan finde de skyldige i dette mord, hævder de, at det var mig, der knaldede ham. De siger, jeg var sur på McSwiggin, fordi han rejste tiltale mod Scalise og Anselmi for nedskydningen af de to politibetjente. Men det spiller ingen rolle for mig. McSwiggin sagde, at han ville give dem rebet, hvis han kunne, og det var i orden med mig. Doherty og Duffy var også mine kammerater. Jeg var ikke ude efter dem. Herregud, jeg plejede at låne Doherty penge; ja, gode gamle Al, der altid hjælper en kammerat. Jeg var ikke engang i ølbranchen, og jeg var ligeglad med, hvor de solgte deres øl. Kun et par dage før mordene var jeg og min bror Ralph til en fest med brødrene O’Donnell og Doherty.” 194


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 195

Capones beretning om sit fravær fra Chicago var enkel: ”Jeg var på en restaurant i Cicero, da mordene fandt sted. Jeg forstod med det samme, at politiet ville jagte mig, så jeg stak af. Det havde passet mig bedre at melde mig selv og bevise, at jeg var uskyldig, men hvad kunne jeg stille op? Lang tid i arresten, en masse forhør og beskyldninger for alt muligt. Så jeg forlod byen. Nu er jeg rede til at vende tilbage. Enhver politimand, der ønsker at afhøre mig, kan gøre det nu. Hvis de har andet end varm luft at komme med, så er det med at lægge det frem nu. Jeg vil svare på alt, hvad jeg kan, angående mordene.” Senere skulle Capone uddybe temaet med, at han var McSwiggins ven, og at McSwiggin stod på hans lønningsliste – en oplysning, det var umuligt at kontrollere. I et avisinterview sagde han: ”Selvfølgelig dræbte jeg ham ikke. Hvorfor skulle jeg det? Jeg kunne lide knægten. Dagen før han blev myrdet, var han hjemme hos mig, og da han gik, fik han en flaske whisky med til sin far. Jeg betalte McSwiggin godt, men så fik jeg også, hvad jeg betalte for.” Senere skulle McSwiggins far oplyse navnene på de fire mænd, der havde myrdet hans søn: Al Capone, livvagten Frank Rio, revolvermanden Frank Diamond og ølsmugleren Bob McCullough. McSwiggin den ældre turde dog aldrig røbe sine kilder til denne oplysning, og ingen blev nogen sinde dømt for mordene. McSwiggin-mordet førte til en omfattende indsats mod gangsterbander i almindelighed og Capone-banden i særdeleshed. Ved razziaerne mod alle kendte ølhandlere, revolvermænd, smugkroer og spillebuler, der var foregået siden mordnatten, havde man også fundet et våbenarsenal hjemme hos Capones ældre bror Ralph og på et andet bandetilholdssted. Flere etablissementer, der var ejet af Capone, blev udsat for razziaer, og lukningen af organisationens virksomhed i Cicero kostede formentlig Capone over en million dollars i tabte indtægter. Men konsekvenserne skulle blive endnu værre. Ved en razzia mod The Hawthorne Smoke Shop, Capones spillebule på 22nd Street, fandt opdagerne en stak bogføringsark, der blev beslag195


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 196

lagt. I fire år lå disse papirer og samlede støv i en mappe i et arkivskab i statsadvokaturen i Chicago, lige indtil en mand fra USA’s Finansministerium, Frank Wilson, fandt dem ved en tilfældighed.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 197

KRIG OG FRED – CAPONE DIKTERER BETINGELSERNE

”Jeg fortalte dem ligeud, at vi var ved at forvandle et strålende forretningsforetagende til en skydebane, og at ingen tjente på det.” Capone til journalisterne efter fredsforhandlingerne i efteråret 1926

Efter at have holdt sig skjult i flere måneder vendte Capone tilbage til Chicago i slutningen af sommeren 1926. Nu ventede den næste krig. West Side O’Donnells var blevet eftertrykkeligt ydmyget efter Capones apriloffensiv. Joe Saltis var ligesom Frank McErlane havnet i juridiske problemer, hvilket lagde en væsentlig dæmper på stridighederne på South Side. Genna-brødrene var flygtet fra Chicago. Nu manglede Capone kun konflikten med Weiss og hans tilhængere på North Side. Selv om stridighederne havde udspillet sig i længere tid, var det mest fodfolk, der var faldet. Sidst på sommeren optrappedes kampen dog. I begyndelsen af august fandt man liget af Capones chauffør, Tony Curinglone, eller Tommy Ross, som han undertiden blev kaldt. Han havde været forsvundet i over en måned, og liget viste spor efter tortur. Han var blevet mishandlet og brændt med cigaretskod, før han havde fået adskillige skud i hovedet. ”Og så siger de, at jeg er grusom!” lød Capones kommentar. ”Ross blev torteret, for at han skulle afsløre mine forretningshemmeligheder. Men den slags vidste han intet om.” 197


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 198

Måske ikke, men han kendte til Capones rutiner og bevægelsesmønstre. Capone slog til med det samme. Om morgenen den 10. august spiste Weiss og Drucci morgenmad sammen på Congress Hotel på Michigan Avenue, hvor Drucci boede i en dyr suite. Ved titiden spadserede de hen ad Michigan Avenue i sydgående retning, og måske var det tidlige tidspunkt årsag til, at de ikke havde nogen livvagter med. Ved Standard Oil Building, som lå på højde med 9th Street, krydsede de gaden. Det var midt i det livlige The Loop med alle skyskraberne, Chicagos fine finanskvarter, der denne smukke sensommermorgen myldrede med forretningsmænd, kontorister og kvinder på indkøb. Da de befinder sig uden for Standard Oil Building, sagtner en forbikørende bil farten, og flere personer åbner ild mod dem. Weiss gør som alle andre inden for hørevidde: Kaster sig ned på jorden bag en eller anden bil eller styrter i sikkerhed i en smøge eller en butik. Bilerne på gaden kører hurtigt derfra eller standser, mens førerne kaster sig ned på gulvet. Drucci farer ind bag en postkasse, trækker sit våben og skyder tilbage. Angriberne forlader deres bil for at prøve at komme tættere på Drucci, der lader igen og bliver ved med at forsvare sig. Der affyres skud efter skud. Over 30 patronhylstre findes senere på stedet. Kuglerne rammer mest biler, butiksruder, husfacader – og en uskyldig person i nærheden, som får et skud i benet. Da politiet efter et par minutter ankommer, kører gangsterbilen hurtigt væk, og en af de agterudsejlede revolvermænd bliver anholdt. Drucci springer ind i en bil, der holder stille, og truer føreren, der ligger på gulvet, på livet, hvis han ikke skaffer ham væk, men politiet pågriber ham, før de når at starte bilen. Det viser sig, at Drucci har over 13.000 dollars i lommen. Han forklarer, at der ikke er tale om en gangsterkrig: ”De var ude efter mine penge.” Den angribende revolvermand, der er blevet pågrebet, hævder, at han hedder Paul Valerie og opgiver en adresse, der ikke eksisterer. Men da Drucci hævder, at han ikke genkender ham, eller overhovedet vil identificere ham som angriber, lader man ham gå. Drucci selv bliver anholdt for besiddelse af våben, men 198


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 199

Mary Weiss, Hymie Weiss’ mor, kommer og betaler kaution, så han bliver løsladt. Overfaldet på North Side-bandens ledelse betyder en optrapning. Alle er klar over, at det er Capone, der står bag, og efter dette angreb for øjnene af en masse vidner, tøver Weiss ikke med at slå igen. Endnu hårdere. Capone opholdt sig på den tid ofte i Cicero på Hawthorne Inn – og måske udleverede hans chauffør, Ross, nogle oplysninger, før han døde. Her nød han immunitet over for borgmester William ”Decent” Devers gangsterfjendtlige regime. Og i selve Cicero, der vrimlede med Capone-loyale gangstere, behøvede han heller ikke nogen større gruppe af livvagter. Hans fjender turde normalt ikke færdes her, især ikke efter den behandling, O’Donnell-banden havde fået i foråret. Mandag den 20. september havde Capone spist frokost med den fire år ældre livvagt Frank Rio på Hawthorne Restaurant på 22nd Street i Cicero. Det var Ciceros hovedgade, og den gik i østvestlig retning. Knap ti kilometer mod øst nåede gaden den sydlige del af The Loops forretningskvarter, men herude i Cicero dominerede lave murstens- og træhuse. 22nd Street var over 30 meter bred med sporvogne i midten af gaden og fyldt med livlig biltrafik. Omkring Hawthorne Hotel på sydsiden af gaden var der en masse småbutikker og andre hoteller og restauranter: Anton Hotel, Hawthorne Beauty Shop, spillebulen Hawthorne Smoke Shop. Et lille stykke derfra på 22nd Street knejsede Western Electrics massive murstensbygning, hvor mange Cicero- og Chicagoborgere tjente godt på at fremstille telefoner. På den tid af året var forstaden et mylder af folk, som kom for at spille på hestevæddeløbene, der netop var blevet indviet for sæsonen. Og Capone selv var i fuld gang med at genåbne sine etablissementer, der var blevet lukket i foråret i dønningerne efter mordet på McSwiggin. Klokken kvart over et nyder Capone og Rio en kop kaffe efter maden; de sidder længst inde i Hawthorne Restaurant som sædvanlig med ryggen mod væggen i restauranten, hvor alle borde er 199


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 200

optaget. Pludselig hører de den umiskendelige lyd af maskinpistolild. En bil nærmer sig i fuld fart, og en person skyder gennem et vindue. Bilen ligner en af politiets sorte biler med en klokke på trinbrættet. Den passerer Hawthornekomplekset, og skyderiet forsvinder i det fjerne. Der bliver ikke knust nogen ruder, og det ser ikke ud til, at nogen er blevet ramt. Capone bliver forvirret og løber mod døren for at se, hvad der er sket. Den hurtigttænkende Frank Rio er dog et skridt foran sin chef. Han indser, at der kun er blevet affyret løse skud, og at det hele må være en form for krigslist. Rio kaster sig over Capone, skubber ham ind under et bord og lægger sig over ham. Og redder formentlig Capones liv. I samme sekund sættes det virkelige angreb ind. Otte eller ti – oplysningerne varierer – store biler ruller nu langsomt frem på rad på 22nd Street, og da den første er ud for det nærliggende Anton Hotel, åbner man ild – med maskinpistoler, haglgeværer og pistoler. De store butiksruder bliver knust, porcelæn og glas splintres, vægge, møbler og facader rammes af kugleregnen. Smældene fra maskinpistolerne blandes med de dumpe brag fra de oversavede haglgeværer. Da bilerne er ud for Hawthorne Hotel, standser hele processionen op, og en kakiklædt mand stiger langsomt ud af den næstsidste bil. De andre mænd i bilen stiger også ud på fortovet og står med oversavede haglgeværer som for at beskytte manden, der går hen mod indgangen. Han har en Thompson maskinpistol i hænderne og går roligt hen til indgangen, hvor han knæler og tømmer et helt tromlemagasin på 100 skud ind i restauranten. Det tager cirka ti sekunder. Så går han tilbage. En bil signalerer tre gange, skyderiet afbrydes, og så sætter hele karavanen af biler sig i bevægelse mod øst, mod Chicago. ”Det her er krig!” konstaterede man i en leder i Herald and Examiner efter angrebet mod Cicero, hvor politiet anslog, at der blev affyret 1000 skud. Utroligt nok var der ingen, der blev dræbt, men mange butikker fik ødelagt deres facader, og 35 parkerede biler blev gennemhullet af kugler. Fire personer blev såret: Familien Freeman sad i deres parkerede bil uden for Hawthorne Hotel, da angrebet gik i gang. Faderen fik et skud i knæet, og den femårige søn blev lettere såret af en kugle, der strejfede hans hoved. 200


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 201

Moderen blev ramt i armen og fik glassplinter fra bilens forrude i sit højre øje. Den fjerde, der blev såret, var spilleren og Capone-gangsteren Louis Barko, der var på vej ind i restauranten, da angrebet begyndte, og som fik en kugle i skulderen. Da han blev afhørt, blev han genkendt af politifolkene som den ”Paul Valerie”, der havde angrebet Weiss og Drucci i The Loop godt en måned tidligere. Politiet sagde hurtigt, at de vidste, at maskinpistolangrebet var blevet udført af blandt andre Vincent Drucci, Earl ”Hymie” Weiss, Frank og Peter Gusenberg, Frank McErlanes bror Vincent, Frank Foster, George ”Bugs” Moran, brødrene Applequist og John ”Dingbat” Oberta. En af bilerne skal have tilhørt en af brødrene Touhy. Politiet anholdt hele flokken og fremviste dem for Capone og Barko, som hævdede, at de ikke genkendte nogen af dem. En anklager ville benytte lejligheden til at tiltale de anholdte mænd for løsgængeri, men blev leet ud af nævningene, da det blev oplyst, at mændene boede i suiter på byens dyreste hoteller. De blev løsladt uden videre. Capone selv forklarede journalisterne, at det denne gang ikke var ham, der havde skudt med masinpistol i Cicero, og sørgede for at score nogle goodwillpoints: ”Og nu har jeg nok at gøre med at betale alle de bilejere, der fik ødelagt deres parkerede biler ved angrebet.” Derudover betalte han de butiksindehavere, der havde lidt skade ved skyderiet, og ofrede tusinder af dollars på, at øjenspecialister skulle redde mrs. Freemans syn. Angrebet medførte dog, at søgelyset igen blev rettet mod Capone, og igen blev han nødt til at lukke flere af sine barer og spillebuler. Capone fik i sandhed bekræftet Torrios princip om, at skyderier og konflikter blot ødelagde forretningerne og gav hele branchen et dårligt ry. Efter angrebet kom der da også en fredsføler fra den pressede Capone. Nu havde Weiss selvfølgelig ventet en hævnaktion, så et fredsforslag burde være velkomment. Der blev afholdt en indledende forhandling mellem de to parters talsmænd på Sherman Hotel i overværelse af en ikke navngivet højerestående politichef. Unione Sicilianas seneste formand, Tony Lombardo, repræsente201


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 202

rede Capone og fremhævede hans argument om, at krig kun kostede både menneskeliv og dollars. Weiss’ repræsentant forklarede, at også hans chef var villig til fred – men på én betingelse. Scalise og Anselmi, O’Banions banemænd, skulle dø. Ganske vist sad de på dette tidspunkt i Joliet-fængslet, men dommen var anket, og en ny retssag var under opsejling. En anden version hævder, at Weiss krævde, at de mænd, der havde angrebet ham og Drucci midt i The Loop nogle uger før, skulle dø i deres sted. I så fald ville en udlevering af et par mand til fjenden have været en kraftig næse til Capone og have undermineret hans autoritet alvorligt. Weiss’ krav var urokkelige; han var gået i krig for at hævne O’Banion, og sagen måtte få en afslutning, for at han skulle være villig til en fredsaftale. Lombardo ringede til Capone og gjorde rede for Weiss’ krav. ”Sådan ville jeg ikke engang behandle en køter,” skal Capone havde svaret i telefonen – og så var det sket med fredsforhandlingerne. Ud over konflikten med Capone-banden havde Weiss en anden bekymring i efteråret 1926. Hans allierede, ”Polack” Joe Saltis, var havnet i juridiske problemer på grund af mordet på John ”Mitters” Foley. Han var blevet skudt i august 1926 i forbindelse med de voldsomme fejder på South Side. Kort efter blev Foleys chef, Ralph Sheldon, anholdt, da han og et bandemedlem kørte frem og tilbage i gaderne i en bil, der indholdt flere revolvere og oversavede haglgeværer. Sheldon hævdede, at han ikke havde nogen fjender i hele verden, men Foleys yngre bror insisterede på, at storebroderens dødsfjende var Joe Saltis, som både blev anholdt og tiltalt for mordet, der var foregået for øjnene af flere vidner. Weiss fik hurtigt indsamlet 100.000 dollars til en forsvarsfond for at hjælpe sin allierede på South Side, der stod for retten, anklaget for mordet sammen med bandemedlemmerne Frank ”Lefty” Koncil og John ”Dingbat” Oberta. Capone var blevet mere og mere dreven i underverdenens spil. Samtidig med at han indledte fredsforhandlinger, havde han også planlagt fortsatte krigshandlinger. En person, der præsenterede 202


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 203

sig som Oscar Lundin, lejede sig ind i et møbleret værelse på anden sal lige over for Schofields blomsterforretning på nedre North Side ved krydset mellem State Street og Superior Street, der stadig var et af Weiss-bandens hovedkvarterer. Samtidig lejede en kvinde, der kaldte sig mrs. Thomas Schultz, et værelse på tredje sal, hvorfra man kunne se Schofields bagdør. Lundin betalte nogle ugers leje forud og forsvandt derefter sporløst. I stedet så man et par unge mænd i lejligheden. Ifølge husværten opholdt de sig næsten hele tiden inden døre, de røg en del og drak af og til lidt vin. Mandag den 11. oktober havde Weiss sammen med sin chauffør, Sam Peller, og livvagten, Patrick Murray, fulgt retssagen mod Saltis. Da dagens forhandlinger er slut ved firetiden, kører de af sted sammen med forsvarsadvokaten William W. O’Brien (der tidligere var blevet såret af skud på en restaurant) og efterforskeren Benjamin Jacobs, en tidligere morder, som nu var politisk medarbejder i 20. distrikt. De kører i to biler og parkerer på Superior Street. Derfra går alle fem rundt om hjørnet og ind på State Street og ned mod Schofields. Weiss og Murray går forrest, derefter følger O’Brien, og et stykke efter kommer Peller og Jacobs. Pludselig kan man høre maskinpistolild og brag fra haglgeværer. Murray falder om med syv kugler i sig, Weiss bliver ramt af ti skud og styrter omkuld. O’Brien beskydes med en hel salve, der fejer hen ad gaden, bliver ramt af fire kugler og søger derefter i sikkerhed i en kælderhals. Peller og Jacobs bliver kun ramt af en kugle hver og løber krumbøjet hen mod hjørnet med kuglerne hvinende efter sig. Peller bliver lettere såret i maven, og Jacobs i foden. Rundt om hjørnet ser de en lægekonsultation, som de straks søger ind i med deres skader. The Holy Name Cathedral lige overfor rammes af flere kugler, som stadig sidder i facaden. Weiss og Murray dør på stedet. De andre overlever. Et par mænd bliver observeret, da de styrter væk fra et af de lejede værelser, hvorfra ilden er kommet. De smider en maskinpistol med et hundredskudsmagasin fra sig i en baggård. Weiss faldt med 11.000 dollars i lommerne samt en liste over nævningene i Saltis-retssagen. Efterforskningen gik som sædvan203


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 204

lig trægt. Politichefen Collins sagde det, alle allerede vidste: ”Det er ikke forbi endnu. Jeg forventer hævnaktioner, derpå endnu en hævn og så videre. Disse ølkrige kan fortsætte i evigheder. Jeg vil jo ikke opmuntre til krig, men hvis nogen skal slås ihjel, er det godt, hvis det er gangstere. Det sparer os politifolk for meget arbejde.” I maskingeværreden fandt man to stole ved vinduet, der vendte ud mod State Street, omgivet af cigaretskod. Cirka 30 patronhylstre af kaliber 45 lå på gulvet samt tre haglpatronhylstre. En perlegrå filthat, der viste sig at være købt i Cicero, lå på en af sengene. Den anden maskingeværrede var aldrig kommet i brug og blev først opdaget en uges tid senere. Capone modtog journalisterne i skjorteærmer på The Hawthorne Hotel dagen efter Weiss’ sensationelle død. Han bød cigarer rundt og var villig til at fremsætte en udtalelse. Blandt journalisterne sagde man, at Weiss var god for 2 millioner dollars. Da Capone hørte det, forsikrede han, at han selv havde endnu flere penge. Hver eneste politimand i byen var overbevist om, at Capone var skyld i udåden, men som politichef Collins sagde: Det ville være spild af tid at anholde ham, hvis man ikke har meget gode beviser. Da journalisterne var samlet, tog Capone omsider til orde: ”Jeg er ked af, at Weiss er død,” begyndte han, ”men jeg har intet med sagen at gøre. Jeg har ringet til politiet og sagt, at jeg kommer, hvis de vil tale med mig, men de sagde, at det ikke var nødvendigt. Jeg ved, at jeg vil få skylden, men hvorfor skulle jeg slå Weiss ihjel?” En reporter valgte at besvare det retoriske spørgsmål med det indlysende: ”Han var Deres største rival i hele Cook County.” Men Capone lod, som om han ikke hørte det, og fortsatte selvsikkert, omgivet af 15 livvagter, og hele tiden afbrudt af en kimende telefon. ”Weiss blev fældet af sin stædighed. Hvis nogen for en uge siden havde sagt til ham, at han ville ende i rendestenen fyldt med maskinpistolkugler, havde han ikke hørt efter.” Så afbrød han sig selv og forklarede, at han var ked af, at Weiss døde 204


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 205

Earl ”Hymie” Weiss (1898-1926) i lighuset i oktober 1926. Mordet på Weiss var formentligt planlagt af Capone og betød, at en fredsaftale kunne underskrives. Freden holdt et par måneder.

på den måde, han gjorde: ”Jeg er ikke ked af, at han er død. Han har været ude efter mig – han og resten af O’Banions bande af bilkaprere, mordere og røvere. En køn forsamling for en hæderlig mand som mig at gøre forretninger med!” ”Men alvorligt talt, det her må holde op,” understregede Capone. Han viste reporterne et billede af sin søn, Sonny – og beskrev sig selv som en hengiven familiefar. ”Jeg har en søn,” sagde Capone, ”og jeg elsker ham højere end alt andet på jorden, og næst efter ham elsker jeg hans mor og så min egen mor og mine søstre og brødre. Og i 14 måneder har jeg ikke kunnet bo hjemme hos dem. Jeg ønsker ikke at dø, at ende på gaden gennemhullet af maskinpistolkugler. Så jeg er klar til fred. Jeg beder nu Weiss’ kolleger om at lægge våbnene væk og tale med mig. De har vel også familier, ikke?” Journalisterne lyttede og noterede. ”Utallige gange har jeg forsøgt at stifte fred, så livet igen bliver værd at leve. Hvem ønsker at være omgivet af livvagter døgnet rundt? Ikke jeg, i hvert fald. Der var og er plads nok til alles for205


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 206

Capone med sin søn Sonny og livvagter til baseballkamp i Chicago i 1931. Stjernen Gabby Hartnett signerer en bold til Sonny. Bemærk Capones ar, der sjældent ses på billeder, fordi han oftest vendte sin venstre kind væk, før han blev fotograferet.

retning, og uanset hvad så behøver konkurrencen ikke at føre til mord. Det forstod Weiss ikke. Men der er nogle fornuftige fyre i hans kreds, og hvis de vil have fred, så gerne for mig. Det er jeg med på, som jeg altid har været.” Han fortsatte: ”Jeg fatter ikke, hvorfor så mange af dem gør alt for at ende i lighuset til deres mødres fortvivlelse. Jeg har prøvet at forstå det, men forgæves. Lige siden det første skud i denne konflikt har jeg forsøgt at vise, at der er plads til, at vi alle kan gøre forretninger her i byen, uden at vi behøver at myrde hinan206


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 207

den i gaderne. Men det lader ikke til, de forstår det. Jeg har læst i aviserne, at Hymie Weiss’ mor kommer hertil fra New York til hans begravelse. Jeg kender udmærket denne sympatiske dame. En fantastisk mor. Når vi gjorde forretninger sammen med Hymie, sov jeg ofte i hans hus og spiste ved hans bord. Hvorfor kunne han ikke komme til fornuft og holde sig væk fra skyderierne?” Capone vendte tilbage til Weiss’ stædighed for ligesom at sige, at han selv var skyld i det hele: ”Efter at Torrio var blevet skudt – og han vidste, hvem der skød ham – talte jeg med Weiss: ’Hvad er det, du laver? Vil du gerne dø, før du fylder 30? Hids dig ned, så i hvert fald nogle af os overlever det her!’ Men han hørte ikke efter,” gentog Capone. Han vendte også tilbage til tanken om, at de måtte nå frem til en fredsaftale, men ikke for enhver pris. Han tænkte formentlig på kravet om, at O’Banions banemænd skulle dø. ”Jeg er her for at blive. Og jeg viger ikke for nogen. De kan blive ved med at prøve at myrde mig, hvis de vil. Jeg er klar. Men som sagt, hvis de vil tale, så lytter jeg.” Han var ligeglad med alt det, der blev skrevet om ham i aviserne – han var en spiller og forretningsmand, that’s it. ”Jeg stjæler ikke fra folk, jeg har aldrig slået nogen ihjel og aldrig begået indbrud.” Og al den snak om McSwiggin-mordet – han var jo ikke engang blevet tiltalt for det! ”Nu har jeg nok allerede sagt for meget,” sagde Capone som afslutning på pressekonferencen. Der skete intet. Ingen tiltale, ingen dom. En spøgefugl kaldte ham for borgmesteren i Crook County. Weiss’ begravelse blev temmelig enkel efter gangstermålestok. Et par hundrede mennesker fulgte ham til graven, og flere af kistebærerne var hans gamle barndomskammerater. Den kvinde, der hævdede, at hun var Weiss’ enke, Josephine Simard, eller Libby, forklarede, at de havde mødt hinanden, da Weiss var i Canada. ”Earl var den bedste mand i verden,” fortalte hun journalisterne. ”Man skulle tro, at en så rig gangster var en hård negl, der altid gik på natklub eller havde hjemmet fyldt 207


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 208

med mennesker. Men Earl kunne lide at være alene med mig og høre radio eller læse. Han var virkelig belæst. Han kunne ikke lide kiosklitteratur, men læste historie eller lovbøger. Hvis man ikke vidste, hvem han var, kunne man let tro, at han var advokat eller professor. Han elskede børn. ’Jeg kan godt lide dem, Jo,’ plejede han at sige. ’Jeg ville gerne selv have en dreng engang. Det kan godt være, jeg er en skidt fyr, men måske kan der komme styr på drengen.’” Weiss’ pårørende var ikke helt overbevist om Josephines historie, og da hun ikke kunne fremlægge nogen vielsesattest, mistede hun sin troværdighed og kom ikke til at arve noget – ikke engang Weiss’ store nye bil, som hun hævdede, han havde købt til hende. Efter Weiss’ begravelse svirrede byen af rygter. Man sagde, at George ”Bugs” Moran havde efterfulgt Weiss som leder af North Side-banden, men det passede ikke; det var Drucci, der overtog lederskabet. Der taltes også om nye fredsforhandlinger, og det passede. Kendsgerningen er, at det var Joe Saltis, der denne gang rejste spørgsmålet, sikkert efter at have læst Capones udtalelser i aviserne. Nu da McErlane sad i fængsel, Weiss var død, og flere af hans mænd var stillet for retten, indså han, at han kunne være den næste på Capones liste over folk, han skulle gøre op med. West Side O’Donnells var blevet knust effektivt i foråret 1926, og efter at Sam ”Samuzzo” Amatuna var blevet dræbt i november 1925, var også Unione Siciliana i Capones mere og mere stærke hænder via stråmanden Tony Lombardo. Joe Saltis var klar til Capones fredsaftale og kontaktede den alment respekterede Maxie Eisen, der tidligere havde været involveret i O’Banions bande, men som nu var selvstændig på West Side og tillige havde et ganske godt forhold til Capone-gruppen. Desuden havde Eisen i længere tid været bortrejst fra Chicago med kone og børn og kunne derfor se situationen udefra. Snart holdt Eisen og Capones stråmand, Lombardo, et første møde, hvor de begge konstaterede, at det var på tide at give alle parter en chance. ”Vi er en flok idioter, der bare slår hinanden ihjel, så strømerne bliver glade,” sagde Eisen. 208


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 209

Og Capone var klar; det var vigtigere at holde fred end at kaste sig ud i en ny kostbar krig mod Saltis, som han gerne lod passe sig selv på South Side. George ”Bugs” Moran var genstridig, men Drucci overtalte ham. Så onsdag den 20. oktober mødtes de alle på Hotel Sherman. Eisen og Lombardo var blevet enige om betingelserne: ingen våben, ingen livvagter – og kun beslutningstagere måtte være til stede. Eisen var ordstyrer og Lombardo bisidder. Capone var der, ledsaget af Jack Guzik, Frank Nitti og sin allierede Ralph Sheldon. Vincent Drucci og George ”Bugs” Moran repræsenterede North Side. Jack Zuta og Frank Foster, der sad på prostitutionen på North Side, var der også. Barney Bertsche og Billy Skidmore, spilkonger på North Side og i de nordlige forstæder, deltog også. Saltis blev repræsenteret af Eisen. Sandsynligvis var der for en sikkerheds skyld også en eller anden betroet politimand til stede. Med sin nye stærke position åbnede Capone mødet. Bagefter sagde han til journalisterne: ”Jeg fortalte dem ligeud, at vi var ved at forvandle et strålende forretningsforetagende til en skydebane, og at ingen tjente på det. Det er et tungt og farligt job og desuden forhadt, og når man arbejder hårdt, har man brug for at kunne gå hjem og hvile sig bagefter. Man ønsker ikke at være bange, hver gang man sidder ved et vindue eller åbner en dør.” De blev enige om et generelt amnesti og en fredstraktat på fire punkter, der lød: 1) Ikke flere mord eller overfald. 2) Alle gamle forurettelser skal glemmes. 3) Man skal ikke høre på pressens og politiets sladder, der spredes for at skabe splid. 4) Alle ledere er ansvarlige for disciplinen i egne rækker. Bagefter vedtog man en territoriefordeling, der omtrent fulgte de gamle grænser fra 1923. Sheldon og Saltis skulle deles om South Side og holde fred. West Side-O’Donnells skulle have lov til at beholde en del af Cicero og en bid af Chicago langs Roosevelt Road. Drucci og Moran skulle vende tilbage til O’Banions oprindelige territorium på North Side (som Weiss havde udvidet under krigen 1924-26) øst for Chicago River. Edward ”Spike” O’Donnell talte ikke med lige nu, og de øvrige måtte operere direkte under Capone, der beholdt Cicero, forstæderne mod syd og vest 209


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 210

samt det centrale Chicago syd for Madison Street. Det var, hvad Capone dikterede, men alle godtog planen, og efter mødet gik hele selskabet til ”Diamond” Joe Espositos Bella Napoli Restaurant for at fejre det. ”Lederne og deres nærmeste underordnede, der som de fleste andre har familie og bor i luksusboliger – en del i paladslignende hoteller – skal efter sigende være overlykkelige over muligheden for at kunne bevæge sig rundt uden store grupper af svært bevæbnede livvagter,” rapporterede Chicago Tribune. Det lykkedes en journalist at snige sig ind til den efterfølgende fest, og han kunne berette om, hvordan gangstere, der før havde skudt efter hinanden, nu lo hjerteligt, mens de talte med hinanden om det. De, der virkelig havde myrdet andre, gennemgik udåden i detaljer med den dødes venner og forklarede, hvorfor de havde handlet, som de gjorde. Voldshandling efter voldshandling blev diskuteret under buldrende latter. ”Kan du huske den aften for otte måneder siden, da vi jagtede din bil med to af vores,” sagde en af dem. ”Det kan du tro.” ”Jo, vi ville jo skyde dig, men så så vi, at du havde en pige med i bilen – og så lod vi være.” Lignende historier hørtes hele natten. Capone havde fået sin fredsaftale i havn. I slutningen af oktober 1926 blev Capone-manden Bob McCullough standset i sin bil på Michigan Avenue omkring 31st Street. Han var på vej nordpå. ”Jeg skal bare ind til byen og barberes,” sagde han til politifolkene og nikkede bagud i bilen mod den store golftaske på bagsædet. ”Så kører jeg tilbage til Burnham.” Der havde der siden 1925 været en stor golfbane, som var Capone-bandens yndlingsgreen. Politipatruljen genkendte naturligvis revolvermanden McCullough, der så sent som i januar samme år var blevet ramt af tre skud uden for sin mors hus, men havde overlevet. Han var sandsynligvis også sammen med Capone, da McSwiggin blev skudt ned i Cicero. Politifolkene visiterede McCollough og ransagede 210


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 211

bilen – uden at finde et eneste våben. ”Fredsaftalen er hjemme nu,” forklarede McCollough. ”Jeg ville nok ikke være ubevæbnet, hvis ikke den fungerede.” Politifolkene gav ham en fartbøde. Året 1926 gik på hæld, og Terry Druggan og Frank Lake blev løsladt. Saltis og hans mænd blev frikendt for mordet på John ”Mitters” Foley, til trods for at flere vidner havde set Saltis skyde ham på klos hold med et oversavet haglgevær. En mindre krænkelse af freden indtraf i midten af december, da en af Ralph Sheldons fodfolk, Hillary Clements, blev taget med ud på en køretur – men på en eller anden måde lykkedes det Capone at få Sheldon til at afstå fra repressalier. Capone selv strålede som en sol. Hans fredsaftale lod til at holde, han havde opnået det, Torrio altid havde drømt om – et professionelt forretningsforetagende uden alt for meget opsigtsvækkende vold: ”Nøjagtig som i de gode gamle dage! De bliver på North Side, og jeg i Cicero, og hvis vi mødes på gaden, standser vi op og giver hinanden hånden og sludrer. Det er da klart bedre, ikke?” Og endnu en ting: Chicagos gamle borgmester, Big Bill Thompson, som Capone havde gode kontakter med, meddelte i december, at han ville stille op til borgmestervalget i april 1927. Folk lod til at være trætte af William ”Decent” Dever og hans ubehjælpsomme forsøg på at standse den flod af spiritus – og blod – som Chicago var ved at drukne i.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 212

KONG CAPONE – SCARFACE BLIVER THE BIG FELLOW

“Scarface var en lasket, tyk person, 173 cm høj, men med en vægt på næsten 90 kilo. Han havde et stort, slapt ansigt med tykke læber og grove træk.” Dommer John Lyle om Capone

I forbindelse med at borgmester Devers tid syntes at rinde ud, og fredsaftalen var i hus, begyndte Capone at flytte basen for sin virksomhed til det centrale Chicago, men han beholdt dog længe flere hovedkvarterer. I Cicero boede han på Hawthorne Hotel på 22nd Street. I folkemunde var man begyndt at kalde det The Capone Castle, og det var også begyndt at blive en seværdighed, som turistbusserne lagde vejen forbi. Den, der opsøgte hotellet, måtte finde sig i at blive udsat for en krydsild af blikke. I vestibulen sad der nogle mænd med mørke skægstubbe og udtryksløse øjne. Mange bar perlegrå filthat, Capone-bandens varemærke. Over en avis eller gennem cigaretrøgen stirrede de tavst på alle gæsterne. Vinduerne havde skudsikre skodder, og her i den afsidesliggende forstad kunne Capone arrangere møder og sammenkomster i fuld diskretion. Hans andet hovedkvarter blev nu Metropolitan Hotel i The Loop i hjertet af Chicago, ved Michigan Avenue. Også det er af en gæst blevet beskrevet som et fort: ”Capone disponerede over 212


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 213

to etager med sammenlagt over 50 værelser, alle velbevogtede. Han og hans slæng havde deres egne elevatorer og barer. Man spillede åbenlyst, og kvinder kom og gik døgnet rundt. Duften af stærkt krydret italiensk mad fyldte konstant gangene. Alle regler og forordninger blev ignoreret.” I et særligt rum blev vine og spirituosa til en værdi af 150.000 dollars opbevaret til bandens eget brug. Capone selv boede på værelserne nummer 409 og 410 med udsigt over gaden, og i værelset overfor boede hans livvagter, der var udrustet med de mest moderne våben. Overvågningen blev styret med militærisk præcision, og vagterne blev afløst med jævne mellemrum. Et par værelser var udstyret som gymnastiksale med vægte og romaskiner, hvor organisationens revolvermænd forventedes at træne for at holde sig i fysisk form. Med tiden, fra og med 1928, blev Hotel Lexington, der var på ti etager og lå i krydset mellem 22nd Street og Michigan Avenue, et hovedkvarter for banden. På Lexington havde organisationen installeret sig på sjette, syvende og ottende sal. Gangsterne sov for det meste om dagen og arbejdede eller spillede om natten, så Lexingtons restaurant, barbersalon og tøjforretning holdt åbent døgnet rundt for at tilpasse sig de tidspunkter, hvor banden kom. Gennemsnitsgangsteren var ikke blot forfængelig, men en ægte laps. Lige over for Lexington var der også en pastarestaurant, som de tit bestilte mad fra. Sikkerhedsforanstaltningerne omkring Capone var meget omfattende. De fleste andre bandeledere havde livvagter, men ingen havde så mange som Capone. En af Capones mænd, som i forbindelse med mordet på Weiss blev interviewet af forskeren John Landesco, sagde: ”Tror du, nogen ville kunne have sådan en maskingeværrede så tæt på Capones hovedkvarter og slippe af sted med det? For det første er Capones folk loyale mod ham. De er villige til at dø for ham. For det andet er han aldrig uden livvagt. Jeg havde været væk nogen tid og kom tilbage for at møde ham. Jeg var nødt til at passere to kontroller med hans vagter og måtte ikke komme ind, før Mops Volfe, der kender mig, gav sin tilladelse. Capone selv havde en lille pistol i den ene vestelomme og ek213


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 214

stra magasiner i den anden. Engang så jeg ham sidde og spise på en restaurant, Garden of Italy, hans sædvanlige sted tæt ved Hawthorne Hotel. Mens han spiste, sad hans mænd ved baren og ved vinduesbordene. Og i hans bil lige udenfor sad chaufføren klar ved rattet. En kvinde dukkede op og ville gerne møde ham. Han sagde, det var i orden, men livvagterne stirrede hele tiden på hende, og Capones chauffør startede motoren, hvis der nu skulle ske noget.” I en artikel i The New Yorker fra 1928 blev han beskrevet som en af Chicagos tungeste gangstere, som altid var omgivet af en stærk garde: ”Alphonse Capone kaldes somme tider for godhjertede Al takket være sin ekstravagante vane med at købe dyre blomsterdekorationer til begravelser, men er mere kendt som Scarface Al på grund af sine iøjnefaldende ar på venstre kind. Al kører altid i en skudsikker bil og omgiver sig med otte mand, hvis vigtigste opgave er at beskytte ham med deres massive kroppe, når han viser sig offentligt. De er høje, og han er ikke så høj, hvorfor de dækker de kugler, der ville kunne affyres mellem deres hoveder. De bærer alle skudsikre veste.” En stor del af tiden befandt han sig på et af de to hoteller, hvor han var sikker. Capone arbejdede ved et stort mahogniskrivebord under to malerier, der forestillede henholdsvis George Washington og Chicagos borgmester William Thompson. Der holdt han daglige møder med sine virksomhedschefer, der rapporterede om salg, indkøb af udstyr, udgifter, aktioner, personalespørgsmål, konkurrenternes aktiviteter eller mord. Der mødte han Frank ”The Enforcer” Nitti, som med tiden blev hans nærmeste medarbejder, Jack ”Greasy Thumb” Guzik, der passede finanserne og regnskaberne, ”Machine Gun” Jack McGurn, der stod for beskyttelsen af organisationen, Mike ”The Pike” Heitler, der havde ansvaret for prostitutionen, Jim Belcastron, der ledede bombepatruljerne, Frank Rio, der havde ansvaret for Capones personlige sikkerhed, Ralph ”Bottles” Capone, der ledede øldistributionen, Johnny Patton, der var borgmester i Burnham og klarede de politiske problemer i de sydlige forstæder, og mange andre. Søndag morgen var vestibulen på Metropolitan ekstra livlig. 214


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 215

Da strømmede det ind med advokater, politifolk, embedsmænd og politikere, der ville konsultere Capone i forskellige spørgsmål eller have betaling af bandens repræsentanter. Et par karréer derfra var der også et lokale, som var bandens finansielle centrum. Her var flasker med vareprøver af alle de drikkevarer, der blev distribueret, men også en stab, som passede regnskaberne mere detaljeret. Ved hjælp af journaler, protokoller og et kortregister kunne man få overblik over strømmen af penge og øl i byen. Ifølge Chicago-journalisten Fred Pasley var 25 personer beskæftiget med bogføringen af bestikkelse, kunder, bryggerier, distribution og tilsvarende. Chefen for bogføringen var Jack ”Greasy Thumb” Guzik, hvis øgenavn henviste til, enten at han talte så mange penge, eller hans tidligere beskæftigelse som tjener. Capone satte denne lille mand højt, og det siges, at den 13 år ældre Guzik var det eneste menneske, han stolede fuldkommen på. En person, der kørte ølbil for Capone, det vil sige, udførte organisationens grovere jobs, har senere fortalt om hverdagen i organisationen: Jack Richie var ligesom mange andre unge mænd søgt fra landet ind til Chicago på jagt efter arbejde og forandring i sit liv. Først fik han et job som lastbilchauffør til 35 dollars som ugen. Han boede tilfældigvis lige ved siden af Metropolitan Hotel, så han stødte tit ind i folk fra Capones organisation. Han lærte nogle af dem at kende og fik senere tilbud om at køre lastbil med øl for 300 dollars om ugen. Det førte til et møde med Jack Guzik, der forsikrede, at lønnen også gjaldt de uger, han ikke havde nogen kørsler. Han fik også en bolig på et hotel i nærheden ved hjælp af organisationen. ”Du er blandt venner nu,” forsikrede Guzik. Richie begyndte at køre i februar 1926 og kørte for det meste til New York og hentede indsmuglet whisky, som Capone købte af Frank Yale. Han var altid ledsaget af en person, som var bevæbnet med en colt .45 og et haglgevær eller en maskinpistol. Nu og da blev de beskudt, engang skete det endda i det centrale Chicago, men han kom aldrig til skade. I begyndelsen af 1928 fik Richie pludselig et anonymt tip om, at hans liv var i fare, hvorpå han samlede sine penge sammen og forlod byen i hemmelighed. 215


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 216

Allerede i midten af 1920’erne var Capone meget velhavende – i slutningen af 1920’erne må hans indtægter have været astronomiske. Samtidige beregninger, eller snarere gisninger om, hvor stor hans privatformue var, varierede fra omkring en million dollars til op mod 40 millioner dollars – det er umuligt at fastslå nøjagtigt. Hans forbrug kendte næppe nogen grænser. Ud over at investere i dyre biler og huse spillede han enorme summer væk. I et interview i 1928 sagde han, at han siden 1920 havde tabt syv millioner dollars i spil. Han kunne have op til 50.000 dollars i kontanter i bukselommerne. Han tabte over 600.000 dollars på en eftermiddag i en spillebule i New Orleans uden større bekymring. Han sov på silkelagner i silkepyjamas med broderet monogram, AC. Han købte normalt julegaver for op til 100.000 dollars, hans fortrolige venner fik diamantbesatte livremme, og regningerne for hans middage og fester løb op i tusinder af dollars. Han begyndte at optræde som den feudalherre, han var. Om vinteren kunne han åbne fødevareforretninger for fattige og bede butiksejerne om at sende regningen til ham. Mange betragtede ham i Depressionens første år som en slags Robin Hood, takket være hans suppekøkken for arbejdsløse og hans vilkårlige gavmildhed ved visse lejligheder. Han bekostede også dyre hospitalsbehandlinger for ”civile”, der var kommet til skade ved skyderier. Capone var en generøs vært for sine mænd, somme tider kunne flere hundrede af dem samles på en eller anden natklub, hvor de fik lov til at indtage, hvad de ville, hvorpå Capone tog sig af den fælles regning. Hans ry som festarrangør blev grundlagt, da banden fejrede, at morderduoen John Scalise og Albert Anselmi var blevet løsladt i sommeren 1927. Da samledes cirka 100 personer for at fejre de nye gangsterhelte, der ikke blot var sluppet godt fra mordet på Dion O’Banion, men også fra et dobbelt politimord – og oven i købet var blevet berømte. Mange af Unione Sicilianas spidser var inviteret, ligesom mange andre fra gangsternes højere lag. En gæst fortalte bagefter journalisterne om den spektakulære fest, hvor hædersgæsterne, Scalise og Anselmi, under stigende jubel udbragte den ene skål efter den anden for nævningene, der havde frikendt dem: ”Det var en sand syndflod. Da festen havde 216


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 217

nået sit klimaks, arrangerede gæsterne en slags champagnedåb. De tog flasker fra kasserne, lukkede dem op og hældte indholdet ud over hinanden. Proppernes knald lød som maskinpistolild.” Champagne til 20 dollars flasken løb i strømme ud over gæsterne. Sådanne fester kan virke som nyrige udskejelser, men de var et led i Capones opbygning af sit varemærke som gangster, berømthed og jetsetskikkelse, hvor folk konstant flokkedes om hans til generøsitet opsminkede ressourcedemonstrationer. Nogle mener, at Capone var en tykpandet bøffel, andre, at han kunne have fået stor succes i en hvilken som helst branche, han ville have givet sig i kast med. Den kendsgerning, at det så længe lykkedes ham at narre både aggressive konkurrenter og myndigheder, taler for en vis form for begavelse. Dommer John H. Lyle mener, at Capone var handekraftig og temmelig intelligent – og i bedømmelsen af hans succes skal man tage med i betragtning, at han afsluttede sin skolegang meget tidligt. Lyle mødte mange af Chicagos gangstere via sit arbejde. Således fortæller han om første gang, han så Capone, som han syntes så 15 år ældre ud end sin virkelige alder på knap 30 år: ”Scarface var en lasket, tyk person, 173 cm høj, men med en vægt på næsten 90 kilo. Han havde et stort, slapt ansigt med tykke læber og grove træk. Hans næse var flad, hans øjenbryn mørke og buskede, og han havde et kuglerundt hoved, der sad på en kort, tyk hals. Hans yndlingsudtryk var ’Ya keep ya nose clean, ya understand?’ Første gang jeg så ham var uden for rådhuset lige før valget. Jeg stod og talte med et medlem af byrådet, Walter Steffens, og politichef Charles C. Fitzmorris. Capone steg ud af en bil sammen med sine livvagter. Vi så rådmænd flokkes om ham for at give ham hånden. ’Nå, hr. politichef,’ sagde Steffens spøgefuldt, ’det ser ud, som om Scarface er kommet for at overtage rådhuset.’ Fitzmorris rødmede og gik uden et ord. Warren Phinney, en af mine venner, der er journalist, fulgte efter Capone. Han fortalte senere, at Capone gik til byens bevillingsmyndighed for spiritus og vekslede håndtryk med en hel række fyre, der stod i kø for at købe licens til at åbne en ’soft drink parlor’ [hvilket i praksis var det samme som en smug217


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 218

kro]. Bagefter gik Capone hen til County Building, som lå lige i nærheden, til flere håndtryk. Det sidste, Phinney så til ham og hans følge, var, da de forsvandt ind i The Palace Theater. […] Senere så jeg Capone på Chicagos baseballstadion. En rådmand var med i hans selskab.” Lyle anslog Capones højde til 173 cm, men hans sessionspapirer fra 1918 opgiver Capones højde til 170 cm. Han talte ifølge flere oplysninger ofte med en temmelig sagte stemme, men helt uden accent. En af hans sædvanlige fraser var: ”Vi vil ikke have noget vrøvl.” Øgenavnet Scarface blev aldrig brugt, når han var til stede, og af sine egne mænd blev Capone for det meste kaldt for ”Snorky” – Snobben eller ”The Big Fellow”. Capones påståede kokainmisbrug ved man ikke meget om. I 1938 blev der foretaget en lægeundersøgese på Alcatraz, hvor man konstaterede en perforeret næsevæg. Årsagen kan have været brug af kokain, det hævder i hvert fald forfatteren Laurence Berggreen. I 1920’erne var kokain tilgængeligt for mange, og det var et populært stof blandt unge og rige. Det blev ikke betragtet som særlig farligt. I hvilket omfang han brugte kokain, og om det var årsagen til skaderne i næsevæggen, ved man dog ikke. Et af de få filmklip, der findes af ham i samtidens filmjournaler, viser ham, velklædt og selvsikker, på vej til og fra en retssag i 1931. Da han kommer ud, tager han fat i et kamera, der er rettet imod ham, og fejer brysk både det og fotografen væk. Disse billeder af ham som særdeles velklædt verdensmand harmonerede med ændringen af det billede, man havde af forbryderen i 1920’erne. Diskussionen om kriminaliteten i USA var intens i Forbudstiden.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 219

KRIMINALITETEN UNDER LUP – USA’S SELVOPFATTELSE GRANSKES

”Før i tiden havde kriminaliteten sin egen geografi. Alle storbyer havde deres kvarterer, hvor skurkene samledes i spillebuler og saloons. Men den nye kriminalitet er her, der og alle vegne.” Avisartikel om kriminalitet fra 1928

”Mit hoved fejler ikke noget,” protesterede ”Machine Gun” Jack McGurn, da han i sommeren 1927 blev anholdt for våbenbesiddelse. Denne sommer blev der talt om psykologundersøgelser af gangstere, og McGurn var den første, der blev aktuel, fordi han dengang var til afhøring i forbindelse med et mord. Doktor F.J. Gerty ville undersøge nogle af de navnkundige professionelle forbrydere, som USA i almindelighed og Chicago i særdeleshed var blevet plaget af. Kriminalchef William O’Connor lovede at levere nogle af dem til Gerty, helst Joe Saltis eller Frank McErlane. McGurn protesterede mod prøverne, der ifølge aviserne skræmte ham. Den prøve, han skulle gennemgå, drejede sig om at samle forskellige puslespil og lave nogle tegninger. Efter undersøgelsen fik McGurn den diagnose, at han led af en mild form for dementia praecox (skizofreni), hvilket dog ikke hindrede en tiltale for ulovlig våbenbesiddelse, løsgængeri og forstyrrelse af almindelig ro og orden, en tiltale, der selvfølgelig ikke førte til noget. 219


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 220

De psykologiske prøver fik ikke nogen effekt eller resultater, men de afspejlede tidens interesse for forbrydere og kriminalitet. Hvem var gangsteren, og hvordan var han blevet gangster? Det var spørgsmål, som blev diskuteret inden for både forskning og medier, film og fiktion. I 1920’erne voksede kriminaliteten i USA drastisk. Samtidig blev færre og færre idømt fængselsstraf i Chicago. Som følge deraf steg forsikringspræmierne voldsomt. Indbruds- og bilforsikring blev dobbelt så høje i Chicago som i andre amerikanske storbyer. Den hurtigt voksende kriminalitet i USA blev, i takt med at flere og flere så de direkte konsekvenser heraf, et hedt debatemne, der handlede om hele nationens selvforståelse. Mange anså den tiltagende vold for skæbnesvanger for landet, og mange iagttagere hævdede, at USA var den mest lovløse nation i verden. En artikel fra 1926 i avisen The Independent illustrerer, hvor mange der betragtede kriminaliteten som udtryk for både fremskridtet og den nationale identitet. ”Vores nuværende bølge af kriminalitet falder sammen med en økonomisk guldalder, der manifesterer sig i industriel ekspansion, store opfindelser, kolossale byggeprojekter og andre materielle nyskabelser. Jeg mener, at vi har mere kriminalitet per capita end Storbritannien af samme grund, som vi har flere biler, flere telefoner og flere hestekræfter per capita. Med andre ord en stor del af vores kriminalitet kommer af vores fremdrift.” Ifølge David E. Ruth, historiker ved Pennsylvania State University, kunne man se den kriminelle som et symbol på både tiden og USA og kriminaliteten som en eksponent for tidsånden. Men hvordan skulle kriminaliteten forstås? Man kan udskille tre måder at forholde sig til kriminaliteten på, som også delvis afløste hinanden. Det var i kronologisk orden det racehygiejniske, det deterministiske og det moralske perspektiv. Det er paradoksalt for os, der først og fremmest forbinder gangstervælde med 20’ernes USA og modernitetens skyskraberstorbyer med Cadillacer og amerikansk tøjmode, at de kriminelle i samtiden til at begynde med først og fremmest sås som et problem fra 220


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 221

den gamle verden. De kriminelle blev betragtet som tilbagestående europæiske indvandrere, der ikke kunne håndtere det moderne samfund, og som bragte deres middelalderlige normer og deres gammmeldags hævntanker med tværs over Atlanten. Eugenikerne – forskerne inden for race- og arvehygiejne – der dominerede debatten i 1910’erne, betragtede forbryderen som en afviger, der havde yderst lidt tilfælles med almindelige mennesker. Den typiske kriminelle blev forbundet med de store indvandrergrupper med anderledes adfærd og udseende og undertiden med en særlig etnicitet. Irere, jøder og italienere blev ofte udpeget, og man gav deres nedarvede karaktertræk skylden. Eugenikerne diskuterede forbryderfysiognomier. En typisk suspekt person fra det sydlige eller østlige Europa havde ”tung, brutal kæbe, lave øjenbryn, tomme, grusomme øjne, dårlig hud, tyk tyrenakke, talte sjusket”. Racismen var åbenlys; fremmede folkeslag blev anset for at være mere kriminelle, og flere debattører mente, at polakker, jøder, slaver og italienere gjorde den amerikanske mennesketype både kortere og mørkere, men også mindre tilbøjelig til at begå gamle, hæderlige amerikanske forbrydelser som indbrud og tyveri. I stedet truede nye forbrydelser som organiseret prostitution og afpresning. Eugenikerne placerede forbryderen i storbyernes slum, og så ham som et ganske vist stort, men socialt og geografisk afgrænset problem. Forbryderen blev forbundet med dårlig hygiejne, dårlige boligforhold, sygdomme, snavs, kaos og den uorden, man anede mellem citykernens skyskrabere og middelklassens fine villaområder uden for byen. Den kriminelle blev betragtet som en, der manglede middelklassens selvbeherskelse og forfinelse. Denne opfattelse af forbryderen skulle dog blive nedtonet i 1920’erne, i takt med at kriminaliteten ændrede sig. Da opstod der en ny måde at se tingene på, som prægedes af de læger og samfundsforskere, der brugte deterministiske argumenter i kriminalitetsdebatten. De mente, at kriminalitetens vækst repræsenterede lovbundne ændringer i det moderne samfund, og at disse love påvirkede alle mennesker ens. Den kriminelle var ikke en fremmed outsider, men kunne være hvem som helst. De mest radikale determinister mente, at det personlige ansvar for krimi221


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 222

nalitet kunne diskuteres. De hævdede, at den store Verdenskrig havde påvirket menneskene – mændene kunne efter krigsoplevelserne ikke længere kontrollere deres impulser. Krigen og kriminaliteten hang dermed nøje sammen. Derudover blev mennesket betragtet som dårligt tilpasset til de nye storbyers stressede og anonyme miljøer. Deterministerne delte til dels eugenikernes syn på indvandrerne, men der, hvor eugenikerne så deres racer som bærere af forbrydergener, mente deterministerne, at det var miljøskiftet, der var skurken: Immigranterne havde forladt deres vante landlige miljøer for at havne i den nervøse malstrøm af mennesker og begivenheder, som en moderne storby i realiteten var. Dette chok af biler, industrier, maskiner, jazz og film kunne udløse kriminel adfærd, ræsonnerede man. Hvis racesociologerne inddelte samfundet i normale lovlydige borgere og unormale forbrydere, inddelte deterministerne samfundet i almindelige mennesker, der uforskyldt skabte problemer i et dårligt miljø, og de videnskabelige eksperter, der løste disse problemer. De deterministiske argumenter tabte terræn omkring midten af 1920’erne og blev afløst af moralske som en reaktion mod deterministernes kritik af den frie vilje. Moralisterne mente også, at forbryderen kunne være hvem som helst, og at han handlede rationelt og tilmed intelligent. Deres nye billede af den kriminelle var den velklædte og beregnende amerikanske yngling, i modsætning til racesociologernes utilpassede indvandrer. Der var intet i hans udseende eller fysik, der afslørede forbryderen. Han var velklædt, ren og pæn og talte amerikansk uden accent. Men hvis han kunne være hvem som helst, så var han også hvor som helst – kriminaliteten var ved at vinde indpas overalt i det amerikanske samfund. Tidligere var underverdenen begrænset til slummen og bestemte områder – men pludselig var den overalt. Outsideren var blevet en insider. ”Underverdenen er ikke længere sin egen verden – den findes overalt,” konstaterede man i en artikel fra 1928. ”Før i tiden havde kriminaliteten sin egen geografi,” hævdede en anden skribent. ”Alle storbyer havde deres kvarterer, hvor skurkene samledes i spillebuler og saloons. Men den nye kriminalitet er her, der og overalt.” Kriminaliteten var blevet et bæ222


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 223

rende element i den amerikanske nationale identitet, og den kriminelle befandt sig lige pludselig midt i middelklassen. De gamle grænser var i opløsning. Opløsningen af grænser syntes i det hele taget at præge tiden. Grænsen mellem kriminalitet og lovlydighed var i bevægelse, da millioner af amerikanere overtrådte forbudsloven, og gangstere begyndte at kalde sig forretningsmænd. På samme måde blev grænsen mellem mandligt og kvindeligt flyttet, da kvinder fik stemmeret, begyndte at arbejde samt røg, drak og flirtede offentligt. Samtidig var skellet mellem racer og etniciteter konstant under debat i storbyernes melting pot, og i denne almindelige debat om grænser blev skillelinjen mellem respektabelt og forkasteligt, rigtigt og forkert, også udsat for konstante forskydninger. En Chicago-journalist, der fulgte med en politipatrulje, da de fandt et lig uden hoved i en af byens kanaler, kunne let se, hvad det var for en slags mordoffer: ”Nålestribet jakkesæt, diamantslipsenål og silkeskjorte satte ham straks i kategorien gangster og offer for bandekrig.” Det var ikke kun den forretningsmæssige organisering og de voldelige konkurrencemidler, der definerede gangsteren, men også den pralende forbrugerisme. 1920’ernes højkonjunktur og de nye generøse kreditter gjorde, at mange fik det bedre, men ingen viste det mere tydeligt end gangsteren, der igen udtrykte en hel tidsånd i sin garderobe og forbrugerisme. På det tidspunkt voksede reklamebranchen hastigt (i perioden 1916 til 1926 seksdoblede aviser og tidsskrifter antallet af reklamer). Samtidig spillede reklamerne mere på drømme, følelser og identitet end før. Dermed fik forbrugerismen et tydeligere præg af ideologi og identitetsskabelse. Mens samfundet blev stadig mere anonymt og upersonligt i storbyerne, blev varerne mere og mere personlige og kom til at kendetegne bærerens status og klasse. Et utal af avisartikler i 1920’erne pointerede, at de kriminelle nu bar smoking eller skræddersyede tredelte habitter, at de fik manicure, at de frekventerede dyre restauranter, boede på fine hoteller, kørte i eksklusive biler, gik med kostbare diamantringe, gav store drikkepenge – kort sagt viste deres forbrug og deres vel223


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 224

stand frem. I deres adfærd lå der et tydeligt budskab: De havde fået succes, de havde virkeliggjort den amerikanske drøm. Det blev også nævnt, at de førte sig frem selvsikkert og med rank ryg, de så de folk i øjnene, som de talte med, de talte pænt, de gav hjertelige håndtryk, de smilede imødekommende og udviklede det, man i dag ville kalde stærke sociale kompetencer. Amerika blev fascineret af disse charmerende gangstere, der blev afbildet i et utal af gangsterfilm. På samme måde blev forbryderen betragtet som en entreprenør, der var indbegrebet af kapitalismens inderste væsen. Storbyernes gangstere blev opfattet som de mest ekstreme eksponenter for forretningsverdenen og kapitalismen. Tiden sydede af fremdrift. En organisatorisk revolution prægede hele forretningsverdenen, hvor hierarkier, branchespecialisering og videnskabelig analyse blev parolen. Samtidig begyndte man at tale om organiseret kriminalitet, hvor banderne blev drevet som virksomheder med forskellige specialer og distrikter eller territorier. Banderne investerede, øgede deres markedsandele, benyttede sig af advokater og regnskabsførere, brugte moderne teknik (Capone-banden havde deres egne bombefremstillere og telefonaflyttere) og søgte konkurrencefordele – nøjagtig ligesom almindelige forretningsfolk, bare en anelse mere hensynsløst og grådigt end en forsikringsagent, engroshandler eller bilsælger. I karikaturer og tegneserier kan man følge billedet af den kriminelle fra en usoigneret fidusmager på gaden med arbejderklassens særkende nummer et, en kasket, til en velklædt forretningsmand med middelklassens særkende nummer et, en hat. På samme måde blev centrum for kriminaliteten flyttet fra immigrantghettoen til de centrale forretningskvarterer. Hele kriminalitetens geografi var ved at blive rykket til hjertet af storbyen. De Chicago-sociologer, som udviklede deres teorier i 1920’erne og 1930’erne, interesserede sig derfor for byens forskellige miljøer for at forstå kriminaliteten og sluttede sig dermed til den deterministiske tankegang. Little Sicily eller Little Hell beskrives i rapporten The Gold Coast and the Slum fra 1929 på følgende måde: ”Står man ved Death Corner i hjertet af Little Hell, kan man bag 224


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 225

husene se det fashionable Drake Hotel rejse sig halvanden kilometer væk mod øst. Lige så langt mod syd ser man The Loops skyskrabere. Men alligevel er Little Hell en egen verden. Dystre lejekaserner, beskidte, smalle gader, rodede gyder med hunde og rotter, store skyer af industrirøg, markeder, fremmede navne på butikkerne, råb fra påtrængende sælgere, jernbanens dundren, klokker fra de katolske kirker, musikken og larmen ved festerne, somme tider et skud fra en pistol eller et brag fra en bombe, skrigen fra børn, der leger på gaden, den hurtige tale på fremmede sprog, lugten af gas fra det store gasværk ved floden, hvis skær farver nattehimlen i grelle farver og giver området dets navn – overalt lyde, synsindtryk og lugte, som er særegne for området, der er udenlandsk og præget af slum.” Området var to generationer tidligere et irsk bysamfund med faldefærdige rønner, der blev kaldt Kilgubbin. Endnu en generation før det var det svensk. Senere kom ”det mørke folk”, som man kaldte italienerne. Først kom der kun nogle stykker, hvilket ikke mødte nogen modstand. Men efterhånden kom der flere og flere, da industrierne havde brug for billig arbejdskraft. I årene 1903-04 kom der rigtig mange, og antallet af gadeslagsmål mellem teenagebander voksede. Svenskerne og irerne flyttede nordpå til bedre kvarterer, efterhånden som de blev bedre stillet økonomisk. Omkring 1910 var Kilgubbin og Swede Town blevet til Little Sicily. I 1920’erne boede der 15.000 italienere, først og fremmest fra Sicilien. Hjertet i kolonien lå mellem Sedgwick Street og floden, og mellem Chicago Avenue og Division Street. De nytilflyttede kom med deres sæder og skikke fra hjemlandet, og de genoprettede deres gamle landsbyer midt i storbyen. Også i undersøgelsen Illinois Crime Survey (1929) diskuterede man gangstervældets rødder. En række interviews med kriminelle giver et billede af, hvordan smådrenge fra begyndelsen lærer at afsky politiet og loven der, hvor de vokser op i de fattige dele af Chicago. En af dem fortæller, hvordan hans storebror bliver anholdt i hjemmet, og hvordan han selv tolker det, politifolkene siger, til forældrene, der ikke kan engelsk. Han sammenligner udsigterne ved et almindeligt job og ved at slutte sig til underver225


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 226

denen. Han tager udgangspunkt i de mænd i nabolaget, der har succes. Hans fattige fars beskidte og hårde arbejde fremstår næppe som lige så attraktivt som de succesrige gangsteres hurtige kontanter. De unge mænd, der besøger bydelens spillebuler, er velklædte, respekterede og sofistikerede – og først og fremmest er de amerikanere i ungdomsbandernes øjne. De har virkeliggjort drømmen. Da en tidligere dømt ung mand vendte tilbage til Chicago fra Joliet i en alder af 25 år, var et af hans første indtryk, at øl- og spiritushandelen havde gjort mange af hans naboer rige: ”Enhver italiano har en bil uden for døren.” Den løsladte unge mand talte med sine venner om mulighederne for at få et hæderligt arbejde. En af dem spurgte, om han virkelig ønskede at blive en stakkels, fattig arbejder. Han svarede ironisk, at hans far, der var indvandret fra Italien, havde arbejdet i Chicagos industri i 27 år. Nu var han totalt nedslidt og ville få en lille medalje. For mange var valget mellem på den ene side de lange arbejdsdage og lave lønninger i industrien og på den anden side de store penge for eksempelvis at køre en ølbil for banderne ikke så svært. De nyrige gangstere og deres livsstil underminerede tilliden til hæderligt arbejde. Da revolvermanden Angelo Genna var blevet skudt i foråret 1925, diskuterede en italiensk kvinde og hendes svigerdatter begravelsen: ”Var du med?” spurgte den ældre kvinde. ”Nej,” svarede svigerdatteren, ”jeg havde ingen til at passe børnene, men alle siger, at det var en fantastisk begravelse. Jeg var til en fest med fru Genna for et par uger siden, og hun havde en hermelinpels på og strålede af diamanter over det hele. Tja, tænkte jeg, at være hæderlig er det samme som at være fattig.” ”Men,” svarede den ældre kvinde, ”du kan jo se, de bliver skudt.” ”Ja, ja, men de kan alligevel lide det,” svarede den yngre kvinde og refererede til en mand, de kendte, der mente, at det bare var spændende at være en mærket mand. Risikoen i sig selv var tillokkende, og den gav status og repsekt. I ungdomsbanderne og i de dele af Chicago, hvor der var særlig mange indvandrere, måtte man også lære aldrig at sladre. Al226


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 227

drig tale med politiet. Aldrig stole på loven. Man skulle løse sine problemer og konflikter selv. Det gjaldt ikke blot italienere, men hele underverdenen. Der er adskillige rapporter om, hvordan døende gangstere har holdt mund for til det sidste at følge deres professionelle kodeks – aldrig at sladre. De unge mænd vidste også, at de var nødt til at finde sig i vold og trusler fra politiet, for det indbragte dem ros fra gruppen bagefter, nøjagtig ligesom en soldat efter sin ilddåb. Den kriminelles generelle forsvar for sin livsførelse var, at ”alle” var upålidelige: ”Der er ingen, der er hæderlig,” lød Capones mantra. Alt og alle kunne ”fikses” med penge og kontakter – og hvis det ikke slog til, så med trusler og vold. Skal man tale i moderne samfundsvidenskabelige termer, handlede det om mangel på tillid, mangel på tro på det fælles sociale projekt – så var det bedre at tænke på sig selv og bare rage til sig, når nu alle andre også gjorde det. Sådan så verden ud for gangsteren, og mange kunne nok give ham ret, når han påstod, at han aldrig havde set et hæderligt valg uden valgfusk og vold. Politikeren, politimanden, forretningsmanden, fagforeningspamperen, store dele af det offentlige var lige korrupte og rådne – det var kun facaden og selvbilledet, der adskilte gangsteren fra dem – han var simpelthen bare mere ærlig med hensyn til sine hensigter og sin identitet. Capone udtrykte det selv i et interview i Cosmopolitan Magazine: ”En gangster er en gangster, men der er én ting, der er værre end det, og det er en skurkagtig politiker. En mand, der lader, som om han håndhæver loven, og som samtidig modtager bestikkelse fra dem, der overtræder den – en gangster med respekt for sig selv har ikke meget til overs for sådan en fyr. Han kan ganske vist købe ham nøjagtig ligesom alt andet, der kan købes, men han hader ham alligevel af hele sit hjerte.” De unge forbrydere, som sociologen John Landesco interviewede i Illinois Crime Survey, talte med beundring om de kendte gangsterlederes magt, status, mod, loyalitet og generøsitet. En yngre gangster beskrev sine kolleger (og måske sig selv) således: ”Underverdenens mænd er de kvikkeste i verden. Det må de være, for de lever af deres snedighed. De planlægger altid noget, et job 227


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 228

eller en ny transaktion. De lever i konstant fare. De må tænke hurtigere og skarpere end de andre. De må vurdere hvert menneske, de møder, og vide, hvordan de skal handle. Underverdenens topfolk smelter ind i enhver samfundssfære. De er på hjemmebane i Chinatown, sammen med almindelige arbejdere, i spillebulerne, på de dyreste hoteller og på guldkysten. Når de laver en god transaktion, kan de leve som millionærer, men når pengene slipper op, må de planlægge det næste job.” Et andet aspekt af gangsterens selvbillede er, at han opfattede sig som en person, der støttede ”sin” etniske gruppe – en identitetsforkæmper eller ligefrem en nationalhelt. Mange gangstere opnåede status og anerkendelse i deres gruppe takket være deres beskyttende holdning over for deres landsmænd. Davey Miller og Samuel ”Nails” Morton, jødiske gangstere på Northwest Side, var omhyggelige med at beskytte alt jødisk mod fjendtlige polakker eller irere; således fortæller en af Landescos hjemmelsmænd: ”En ung jødisk arbejder blev ofte chikaneret af en bande på vej til sin butik. Han gik til Davey Miller og fortalte om det, hvorefter denne satte to af sine gangstere til at følge den unge mand på arbejde. Overfaldene holdt op, da de irske bander havde set, hvem den unge mand var sammen med.” Under de meget omtalte retssager mod Anselmi og Scalise sluttede store dele af den italienske koloni op om disse to revolvermænd, der, til trods for at de af gode grunde stod tiltalt for at have skudt to politifolk, kom til at repræsentere den italienske sag. Nogle fordomsfulde udtalelser fra anklagersiden gjorde, at Anselmi og Scalise mere fremstod som italienere end som mordere. Samtidig er det tydeligt, at forbudstidens gangster nød stor anerkendelse fra offentligheden, i og med at han forsynede folk med en efterspurgt vare. En af Landescos hjemmelsmænd fremhævede, at øl- og spiritussælgerne bare tilfredsstillede et alment behov – han var en del af markedssamfundet og kapitalismen. ”Jo, ganske vist,” svarede intervieweren, ”men de myrder også hinanden, og et liv er vel stadig et liv.” ”Ja,” svarede hjemmelsmanden. ”Men de har selv valgt denne 228


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 229

livsførelse. De har valgt at udkæmpe deres egne kampe og begrave deres egne døde.” John Landesco selv, som i forskningsøjemed levede blandt Chicagos gangstere i næsten fire år, forklarede, at han aldrig oplevede, at de havde samvittighedskvaler over deres livsstil. Landesco voksede op på Chicagos West Side og havde siden da mange personlige kontakter med indvandrere, først og fremmest fra Italien. Han helligede sig flere års indsamling af nøje dokumentation i form af interviews og avisartikler og kortlagde ikke mindre end 7000 kriminelle i byen. Bandemedlemmerne var i mange tilfælde almindelige drenge, der var blevet formet af deres miljø: ”Billedet af gangsteren adskiller sig fra de sædvanlige beskrivelser af ham, både de blødagtigt sentimentale og de hårdhændet realistiske. Når gangsteren får lov til at tale om sig selv, fremstår han hverken som en uskyldig yngling, der er kommet i dårligt selskab, eller som et forhærdet individ, der har valgt at erklære krig mod samfundet. I fortællingen om sig selv viser han, at han er et naturligt produkt af sit miljø – af slummen i de amerikanske storbyer. Disse slumområder er blevet skabt af byens hastige vækst. Disse anløbspladser for hver ny bølge af indvandrere bebos af forskellige etniciteter og rammes konstant af, at alle flytter derfra, så snart det går dem bedre. De, der har klaret sig, flygter derfra, og tilbage bliver den utilpassede fattige udlænding, der ikke bliver noget godt forbillede for de unge i deres amerikanisering. Tilbage bliver også den kriminelle og den smarte politiker, der bliver de eneste vellykkede forbilleder. Deraf følger, at gangsteren er et produkt af sit miljø, på samme måde som den gode borger er et produkt af sine omstændigheder. Den arbejdsomme borger er vokset op i en atmosfære af lovlydighed og respekt for værdier. Den kriminelle har levet sit liv i et område, der præges af lovløshed, fiduser og politiske fiksfakserier. Et ord, der ofte går igen i Illinois Crime Survey, er ”feudal”. Gangstervælde byggede ligesom feudalismen på personlige loyaliteter, gensidighed, uskrevne love og magtdemonstrationer. Ligesom i det feudale system var selve manifestationen af magt og ressourcer central for at opretholde respekt og status. Begravelsen 229


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 230

var en sådan lejlighed, hvor kapital blev demonstreret symbolsk. I Illinois Crime Survey er et helt kapitel helliget begravelsen som udtryk for magt og ressourcer. Kistebærerne fungerede her som vasaller, der manifesterer deres forhold til den faldne ridder; den kostbare blomsterpragt udtrykker den mistede våbenbroders status. Da mange faldne gangstere af forskellige grunde mere eller mindre var folkehelte – det kunne handle om deres generøsitet, følelsen for deres egen etniske gruppe eller deres farverige personlighed – var det populært blandt politikere at møde op for at vise deres respekt for de faldne feudalherrer. Populariteten smittede af. Listen over rådmænd, anklagere, advokater, embedsmænd og senatorer, der overværede de mest omtalte gangsterbegravelser, var ofte meget lang. Rådmanden John Powers overværede den folkekære revolvermand Sam ”Samuzzo” Amatunas begravelse i efteråret 1925, og ifølge italiensk skik kyssede Powers Amatunas lig to gange – en gang i hjemmet, en gang på kirkegården. Alle var bevidste om begravelsernes værdi for statussen: Frankie Yale gentog flere gange, at han selv ønskede sig en mindst lige så fin begravelse som Dion O’Banions, der var en af de kostbareste i Chicagos historie. Da Yale faldt i New York i 1928, fik han da også en dyrere kiste end O’Banion, og kortegen til kirkegården var på over 250 biler. Da Samuel ”Nails” Morton blev begravet i 1923, blev hans kiste fulgt af tusinder af jødiske tilhængere, der først og fremmest betragtede ham som en person, der havde gjort West Side sikkert for jøder, ikke som en illegal handler og dobbelt politimorder. I den sociologiske rapport The Gold Coast and the Slum (1929) diskuteres indvandrerens situation i de forslummede dele af byen. Den første generation af indvandrere var – og er – ofte uinteresseret i integration: Mange mennesker fra landsbyer på Sicilien eller fra jødiske ghettoer i Østeuropa flyttede kollektivt til en eller anden gade eller nogle kvarterer i en eller anden amerikansk storby. Man bevarede ofte sprog, madretter, traditioner og identiteter fra hjemlandet og var kun lidet interesseret i at blive amerikanere. Men for deres børn, som blev født i USA, blev det nye land en 230


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 231

realitet. Via skolen og film lærte de sproget og de amerikanske normer. Forældrenes nostalgiske tale om svundne tider og steder var de sjældent interesseret i. Deres nye arbejde uden for kolonien, måske som taxichauffør eller hushjælp i The Loop, gjorde, at de fik udvidet deres horisont i det nye samfund. De levede i to verdener, to kulturer – og de var fremmede i dem begge to. Deres nye amerikanske identitet var ikke indlysende i omgivelsernes øjne; navn og måske en svag, men afslørende accent røbede deres oprindelse. De lærte hurtigt, at slummen i Little Italy, de irske dele af nedre North Side, Back-of-the-Yards på South Side eller de jødiske kvarterer på West Side i Chicago ikke gav dem den uddannelse og de kontakter, der var nødvendige for at virkeliggøre den amerikanske drøm. De levede i to verdener med forskellige normer, den gamle europæiske og den nye amerikanske. Disse to forskellige systemer eller kulturer havde helt forskellige regler og normer, hvilket var forvirrende for teenagerne. Mange unge mænd søgte tryghed og samhørighed hos ligesindede – i banden eller slænget: Allerede som teenagere samledes drenge af samme etnicitet eller fra samme kvarter og dannede bander for at forsvare deres område mod en anden bande. Visse bander kunne med tiden stifte en idrætsklub og vinde mere respekt, andre gik over til mere rendyrket kriminalitet, atter andre blev opløst, når medlemmerne blev ældre og mere adstadige. Mange af 1920’ernes gangstere kom fra sådanne ungdomsbander i en mellemposition mellem det gamle og det nye land. De måtte skabe deres egen verden, deres egne normer, deres egne bander. I 1920’erne blev der lavet en stor sociologisk studie af Chicagos ungdomsbander – fra samlinger af drenge i de yngre teenageår til mere rendyrket kriminelle bander af unge mænd i 20-års-alderen. Den organiserede kriminalitet var dog ikke omfattet af studien The Gang, der udkom i 1927. Den indeholder analyser af de 1313 bander, der blev identificeret i Cook County. Man regnede med, at omkring 25.000 unge Chicago-drenge var medlemmer af sådanne bander – ud over de 10.000 voksne professionelle kriminelle, man hævdede, at byen husede. Det skal dog understreges, at grænsen mellem drengebanderne og den organiserede krimina231


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 232

litet ikke var særlig tydelig, og at de fleste voksne kriminelle var blevet skolet i sådanne ungdomsbander. Chicago-sociologerne så også denne mosaik af ungdomsbander som en middelalderlig stammekultur. Den byggede på personlige loyaliteter, på trusler om vold, på respekt og et ekskluderende gruppetilhørsforhold. De slumkvarterer, hvor banderne hærgede, blev betragtet som et tilgroet ingenmandsland – lovløst, gudløst, vildt. Modsætningen mellem den gamle verden og den nye moderne by var et tilbagevendende tema i den amerikanske selvforståelse i debatten om storbyernes vold, som hovedsagelig skyldtes de mange indvandreres børn, der dannede bander i mangel på anden identitet. I det nye miljø foregik der en – ifølge samtidig forskning – for hurtig og for overfladisk amerikanisering af børnene. Chicago kunne inddeles i The North Side Jungles, The West Side Wilderness og The South Side Badlands, hvortil kom det centrale forretningskvarter i The Loop, der var omgivet af de tre andre. I The Loop knejsede skyskraberne, og der lå bankerne, de fine restauranter, teatrene og butikkerne. De tre kvarterer nord, syd og vest for The Loop kunne på deres side opdeles i mindre regioner, der hovedsagelig byggede på de etniske grupper, som boede i de forskellige kvarterer: Der var de jødiske dele omkring Maxwell Street på West Side, de polske i forskellige dele af South Side, de italienske i Little Italy i nedre North Side, det sorte bælte på South Side, de irske på North Side og visse dele af South Side, tyske, litauiske, syriske, svenske, kinesiske bydele og så videre. Denne etniske blanding af grupper dannede Chicagos multikulturelle storbyliv, uden hvilket det er svært at forstå både politik og kriminalitet. De mange nye immigrantgrupper dannede kolonier i det nye land, hvor de kunne læse aviser på modersmålet, spise mad fra hjemlandet, gå klædt ifølge det gamle hjemlands sæd og skik og lignende. For de drenge, der voksede op i det nye land, betød de jævnaldrende kammerater en ekstra tryghed ud over familien. Et bandemedlem beskriver, hvordan det fungerede: ”Da vi boede på 19th Street ved Paulina, gik jeg med i The Nineteenth Streeters, en bande, der bestod af 12-13 polske drenge. Vi samle232


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 233

de brænde sammen, badede sammen eller udplyndrede jøderne på 12th Street. Men da vi flyttede til 21st Street ved Paulina, gik jeg med i The Wood Streeters. Hver gang vi flyttede, skiftede jeg bande.” En typisk ungdomsbande var The Dirty Dozen, der bestod af et dusin drenge i alderen 16-22 år, som plejede at mødes ved et gadekryds uden for en af Chicagos parker. De badede, spille baseball og fodbold, spillede terning eller snakkede. De kunne også godt lide slagsmål og lå i konstant fejde med politiet, der gerne, når de ikke kunne tiltale dem for noget, chikanerede dem. De lå også i fejde med andre ungdomsbander, og under raceoptøjerne i 1919 bevæbnede de sig med knipler, knive og pistoler for at jagte ”niggers”. Ifølge bandemedlemmerne selv skal de have myrdet to sorte under optøjerne. Et par af medlemmerne blev også rekrutteret af en illegal ølhandler og tjente 25-30 dollars pr. nat for at køre ølbiler. En anden dreng på 16 år pralede med, at han havde 6000 dollars i banken. Han havde tjent pengene ved at køre ølbiler mellem Chicago og Joliet to gange om ugen. Han fik 200 dollars pr. kørsel på grund af risikoen for, at bilen skulle blive kapret af andre bander. Mange af disse ungdomsbander dannede med tiden sportsklubber. På den måde opnåede banden stabilitet og en respektabel facade. Medlemmerne i sådanne klubber var som regel lidt ældre. Ofte kunne det være en politiker eller en saloonejer, der finansierede klubben og derved fik bandens støtte. Der var omkring 500 af den slags Athletic Clubs i Chicago – den mest berygtede var Ragen Colts, der blev udførligt analyseret i Illinois Crime Survey som et eksempel på sammenblandingen af bandekultur og politik. Den var blevet dannet lige i begyndelsen af 1900-tallet som en baseballklub. Foreningen beskæftigede sig med sport (brydning og boksning, fodbold og baseball), udflugter samt revyer og danseaftener. Med tiden blev Ragen Colts mere og mere involveret i det demokratiske parti og begyndte at blive brugt i politiske sammenhænge. Klubbens medlemmer var mellem 18 og 30 år og kom fra området mellem 43rd Street i syd og 63rd Street i nord. Under 1910’ernes knojernspolitik, før 20’ernes ”maskinpistolpolitik”, 233


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 234

blev de respektindgydende Colts brugt af det demokratiske parti ved lokalvalgene: ”Når vi kom ind i et stemmelokale, gik alle andre ud,” fortalte et medlem. Deres stærke politiske støtte gjorde dem desuden urørlige over for politiet. Efterhånden voksede foreningen til et par tusind medlemmer, og deres motto var ”Slå mig, og du slår 2000”. Colts-medlemmerne var overvejende sønner af irske indvandrere, der var blevet amerikaniseret i en sådan grad, at de foragtede deres forældres tunge industrijob i slagtehusene på South Side, de ville noget andet og mere. Samtidig følte de sig truet af andre, nyere grupper af indvandrere – de sorte, der dumpede lønningerne eller arbejdede som strejkebrydere ved arbejdsmarkedskonflikterne, eller mængden af italienere, der strømmede ind i byen og truede de mere etablerede irere. Deres amerikanisme førte til, at 500 Colts lod sig hverve under Første Verdenskrig. En anden bande, der ligesom Ragen Colts gled ind i Forbudets organiserede kriminalitet, var Valley-banden, der dominerede den del af byen, der kaldtes The Valley, på det sydlige West Side. Området var præget af luvslidte saloons og lejekaserner omgivet af jernbanespor, og børnene legede mellem skarndyngerne på gaden. Politidrab var almindelige, og fremmede blev jævnligt udplyndret i området. Således beskrives banden af et medlem i slutningen af 1920’erne: ”Valley-banden på 15th Street har eksisteret i over 30 år. Tidligere blev området helt og holdent kontrolleret af banden, både politisk og socialt. Men befolkningen i området begyndte at ændre sig, og medlemmerne i banden havde pludselig ikke mere deres fædre i politiet til at beskytte sig, og i forbindelse med at to politifolk blev skudt, begyndte deres problemer. Lederen, ”Red” Bolton, sad inde på livstid. Da begyndte banden at gå i opløsning. Men under ledelse af ”Paddy the Bear” fik banden nyt liv. Han var en frygtet og modig diktator over området, men i sommeren 1920 blev han myrdet. Derefter overgik ledelsen til Terry Druggan og Frank Lake, hvis navne tit er på forsiden af aviserne nu til dags. Nu praler medlemmerne med, at de går i silkeskjorter og kører i Rolls Royce-biler. Deres muligheder opstod i forbindelse med Forbudet, da banden kastede sig over spiritushandel og 234


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 235

smugleri. Efterhånden ejede banden en række brænderier i og uden for Chicago, og deres ledere skal have tjent millioner af dollars på virksomheden. En af dem har købt en flot lejlighed ved vandet på North Side til 150.000 dollars. Deres penge har været til god hjælp, de har haft de dyreste advokater, og da de blev idømt fængsel, kunne de købe sig ret til at komme og gå, som de ville – som om de boede på hotel. Nu går de i dyrt og moderne tøj, kører i store biler med chauffør og lever et liv i sus og dus.” Chicago-sociologerne mente, at dagspressens rapporter om virkelige gangstere kunne friste de unge. Teenagedrengene identificerede sig med de voksne kriminelle og efterlignede deres stil og succeser. En dreng, der kaldte sig Scarface Ted, tilstod for eksempel en halv snes forbrydelser, han havde læst om, men ikke selv havde begået. Han blev i 1925 idømt 25 års fængsel. Bandernes territorier faldt tit sammen med de etniske gruppers områder. Ikke blot ungdomsbander, men også ældre kunne få problemer, hvis de forlod deres ”egne” områder. En indbygger i Chicago fortæller: ”Nogle mennesker fra Bridgeport ville tage på skovtur i deres biler. De var nødt til at køre gennem Cicero på vej ud af byen. Men bander fra Cicero standsede dem og tog deres penge og madkurve. Som hævn kørte unge mænd fra Bridgeport ud i fire biler og foretog en razzia i Cicero. Og hver gang de hørte, at nogen fra Cicero kom til Bridgeport, blev vedkommende overfaldet. Til sidst måtte politiet gribe ind mod de stridende bander.” Over en tredjedel af banderne var faktisk multikulturelle. De bestod af forskellige nationaliteter, og det viser, at det vigtigste ikke altid var den etniske identitet, men til gengæld om man boede i samme kvarter eller bydel. Men de fleste bander var trods alt nationale: 17 procent var polske, 11 procent italienske, 9 procent irske, 7 procent sorte helt ned til de få svenske og litauiske bander, hvilket i sig selv afspejlede adskillelsen i beboelsesmønsteret. Nogle af de unge var født i udlandet, men det store flertal var andengenerationsindvandrere. De polske, italienske og irske grupper var overrepræsenteret inden for banderne, og svenskere og tyskere underrepræsenteret. Bandekulturen blev betragtet som et resultat af de vanskelighe235


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 236

der, immigranternes børn havde ved at komme ind i det amerikanske samfund. I mangt og meget handlede det om, at modsætninger i den gamle verden her tog form af bandekrige. For eksempel blussede der konflikter op mellem jøder og polakker i Chicago som reaktion på begivenheder i Europa: I vinteren 1920-21 rystedes verden af pogromer mod jøder i Rusland. Samme vinter ville polakker i Chicago holde en parade gennem en jødisk bydel. Jødiske politikere forsøgte uden held at standse arrangementet, men nogle jødiske teenagere og yngre mænd tog sagen i egen hånd. De greb til våben og standsede paraden. Også unge mænd inden for andre grupper udkæmpede lignende krige: syriere mod persere, ungarere mod italienere, polakker mod grækere og så videre. De mange lokalaviser i byen på forskellige sprog bidrog med deres etniske retorik til mistroen. I de amerikanske forskeres øjne var det den gamle verdens ældgamle traditioner, der smittede af på deres samfund. Forskerne mente for eksempel, at ireren havde en national tradition for slagsmål. Brosten, der tit blev brugt som kasteskyts under bandeslagsmålene, blev i Chicago kaldt ”irsk konfetti”. De fleste af de berygtede sportsklubber var irske, og alle, der ville være boksere, var i princippet nødt til at tage et irsk navn, fordi slagsmåls- og voldskulturen var tæt forbundet med den irske identitet. Samtidig blev denne kultur forklaret ud fra den irske arv af undertrykkelse i hjemlandet. Mistroen til autoriteter og øvrighed affødte en tro på den stærkestes ret og følelsen af ikke at stole på statens love og forordninger. Også jøderne blev diskuteret som etnicitet. De dannede ganske vist ikke helt så mange bander som irerne – de havde et mere individualistisk ideal, mente forskerne. Men samtidig delte de irernes mistro til øvrigheder og havde fra den gamle verden medbragt en arv af undertrykkelse og en følelse af at stå udenfor. Også under raceurolighederne i 1919 spillede banderne en vigtig rolle. I årene forinden havde der været mange bandeslagsmål om retten til at gå på visse gader, om badestrande og om baseballarenaer. Vidner kunne bekræfte, at en sort mand som indledning til optøjerne var blevet antastet af en gruppe unge irere: ”Husk,” 236


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 237

truede de unge mænd, ”at det er Ragen Colts, du har at gøre med. Vi har 2000 medlemmer, og vi styrer i det her område. Tag dig i agt!”


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 238

SPILLEKRIGEN – CAPONE UNDER ANGREB

”Hvis vi kunne afholde mordretssager på gaden i stedet for at stole på ængstelige nævningeting, ville vi kunne redde Chicago fra dette gangstercirkus.” Chicagos kriminalpolitichef William O’Connor

I foråret 1827 havnede Klondike O’Donnell i fængsel for overtrædelse af Forbudsloven, hvilket gavnede Capones dominans, samtidig med at Joe Saltis, der havde fire børn, oftere og oftere trak sig tilbage til sin farm i det nordlige Wisconsin. Faktisk var farmen, der blev vurderet til over 100.000 dollars, kernen i det område, der med tiden blev kaldt Saltisville. Han havde egen golfbane og kunne modtage op til 30 gæster i huset. Saltis havde 26 ansatte til at passe stedet. En efter en lod Capones fjender altså til at være på vej væk fra byen, og Scarface begyndte så småt at blive til The Big Fellow. Hans pansrede bil sås ofte i trafikken, og det blev noget af en turistattraktion at se Capone nedsunket i bagsædet, dampende på sin cigar og med sin diamantring, der var vurderet til 50.000 dollars, glitrende på fingeren. Den skudsikre bil blev normalt ledsaget af to andre biler, fyldt op med livvagter. I takt med at Capone omkring slutningen af 1920’erne blev mere og mere kendt, opstod der også en slags idolkult. Folk kunne komme løbende for at 238


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 239

kigge, når rygtet fortalte, at Capone var i nærheden, og selv respektable borgere kunne stå i kø for at få lov til at give ham hånden. Men selv om alt i begyndelsen lod til at udvikle sig til det bedre, skulle nye forhindringer og mørke skyer tårne sig op. Endnu engang var det Unione Siciliana, arnestedet for alle uroligheder, der truede stabiliteten i underverdenen. Desuden blev Capone ifølge visse oplysninger i marts 1927 udsat for et nyt mordforsøg i Hot Springs i marts 1927. Han skal være blevet beskudt med haglgeværer fra en bil, der kom kørende forbi, men endnu engang havde han heldet med sig og slap uden en skramme. Den sicilianske unions formand, Tony Lambardo, var en nær ven af Capone, men havde i begyndelsen af 1920’erne været kompagnon med Joe Aiello. De havde begge gjort karriere inden for Unionen i Mike Merlos dage og samtidig gjort forretninger sammen i blandt andet osteimport. Gennem Unionen og dens nære kontakter til Chicagos republikanske parti og ”Diamond” Joe Esposito fik de nyttige politiske kontakter. Lombardos strålende karriere under Capones beskyttelse vakte dog Aiellos misundelse. De to kompagnoner brød med hinanden, og Aiello, der havde talrige brødre og fætre med samme navn, begyndte at se sig selv som en passende kandidat til formandsposten. Samtidig samlede han resterne af den sønderskudte Genna-bande og slog sig på illegal handel i det nedre North Side – med North Side-bandens billigelse. I 1926 begyndte Aiello at intrigere i andre byers lokalorganisationer af Unionen for at vinde støtte for sin sag. Den nationale formand, Frank Yale, nægtede, eller turde ikke, at blande sig i den ophedede situation i Chicago, hvor flere formænd for Unionen – som ifølge visse oplysninger på det tidspunkt omsatte omkring 10 millioner dollars om året på den illegale handel og kontrollen med sukkersalget – allerede var blevet myrdet. For at fjerne Lombardo måtte man fjerne Capone, ræsonnerede Aiello, som i oktober 1926 havde været for ubetydelig til at blive inkluderet i fredsaftalen. Han var fuldt ud bevidst om Capones stærke livgarde og indledte sin offensiv med at prøve på at 239


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 240

”Machine Gun” Jack McGurn (1902-1936) var en af Capones tungeste professionelle mordere. Den tidligere bokser McGurn blev hårdt såret af skud i 1928, og i foråret 1929 blev han tiltalt for at have organiseret Valentinsdagmassakren. Han blev aldrig dømt for nogen forbrydelse.

forgive ham. Kokken på Little Italy Café, et af Capones yndlingssteder på 22nd Street i Cicero, blev i foråret 1927 tilbudt titusinder af dollars for at hælde gift i Capones suppe. Kokken skiftede dog mening og forrådte sin opdragsgiver til Capone. Capones organisation havde på det tidspunkt også en velfungerende efterretningstjeneste, der omfattede telefonaflyttere og et vidtstrakt net af meddelere i form af politifolk, journalister, taxichauffører, tjenere og lignende. Mod betaling blev alt, hvad de opsnappede, sendt videre til Jack Guzik og hans stab, der samlede og analyserede informationerne. I foråret 1927 fik man oplysning om, at Joe Aiello, der ufortrødent fortsatte sin kampagne, nu havde udsat en dusør på 50.000 dollars til den, der myrdede Capone. Tilbudet lokkede flere professionelle mordere til byen – og nu slog Capone igen. Hårdt. Samtidig blev det mere og mere tydeligt for alle parter, at fredsaftalen fra efteråret 1926 i praksis var slut. Ralph Sheldon havde 240


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 241

til sidst slået igen mod Joe Saltis: I marts 1927 faldt to mand for maskinpistolild i et bilbaghold som hævn for Hillary Clements død, og derefter var skyderiet på South Side i gang igen. Endnu to mænd blev myrdet allerede samme uge. I maj lagde Capones folk ud med at skyde Aiellos bageri på West Division Street, et af bandens hovedkvarterer, sønder og sammen med flere hundrede maskinpistolkugler. Tony Aiello var en af de sårede. Omtrent samtidig blev et velklædt lig med skudsår fundet på West Side. Personen var bevæbnet, bar diamantring og havde over 1000 dollars i lommerne. Der var altså ikke tale om et røveri. Manden var ikke fra Chicago. Yderligere tre lig af personer, der var på besøg i byen – velklædte, bevæbnede og med masser af kontanter – blev i løbet af sommeren fundet på samme måde. De viste sig alle at være professionelle mordere fra Østkysten, der havde efterkommet Aiellos invitation, men var blevet afsløret af Capones efterretningstjeneste og myrdet, før de var gået i aktion. I løbet af sommeren faldt endnu seks medlemmer af Aiello-banden for Capones skytter. Ingen blev dømt for alle disse drab, men politiets mistanke faldt på Jack McGurn, en mere og mere stærk skikkelse i Capones organisation. Han blev da også anholdt, men blev løsladt på grund af manglende beviser. ”Machine Gun” Jack McGurn var en typisk skikkelse fra 20’erne. Han blev født i 1902 som Vincenzo Gilbaldi og begyndte at bokse som teenager, hvorfor han skiftede til et irsk navn. Hans far leverede sukker til Genna-banden, hvilket var nok til, at han skulle skydes i sommeren 1923. Da forlod McGurn bokseringen til fordel for kriminaliteten og lod sig rekruttere af den Capone-allierede Claude Maddox’ Cirkus Gang på West Side. Allerede i foråret 1926 var McGurn blevet indrulleret i Capones tjeneste, og i maj blev han beskudt af fire mænd i den igangværende krig. Denne gang blev dog kun hans hat ramt af kuglerne. McGurn var en snob og en hyppig gæst på natklubberne; han væltede sig i blondiner, dyrt tøj, fester og jazz. Man kunne se ham ved sportsarrangementer, i teatrene, på de dyreste restauranter, og overalt fik han de bedste pladser og den bedste betjening. Gang 241


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 242

på gang blev han beskudt af sine fjender, det værste tilfælde var, da han i foråret 1928 blev næsten klippet midt over af maskinpistolild i foyeren til et luksushotel i The Loop. Han var en passioneret golfspiller, dollarsmillionær og en af Capones mest betroede mordere. Samtidig med at konflikten mellem Capone og Aiello var under opsejling, var der borgmestervalg i byen. Alle smugkroer i Capone-territoriet blev opfordret til at yde bidrag til Big Bill Thompsons valgkampagne. 40 dollars per saloon var minimum. Capones fond på mindst 100.000 dollars havnede hos Thompson, og spilleren og alfonsen Jack Zuta på West Side bidrog med 50.000 dollars. ”Jeg satser helhjertet på Thompson, fordi han satser helhjertet på mig,” plejede han at sige. Big Tim Murphy var en anden brik i Thompsonspillet ligesom Vincent ”The Schemer” Drucci og North Side-banden. Dagen før valget, den 4. april, angreb Drucci og nogle af hans North Side-mænd et par Dever-kandidater i 42. distrikt. De smadrede lokalerne og truede nogle valgmedarbejdere. Dertil kom et par bombeangreb, som mentes at have noget at gøre med det tilstundende valg. Da politichef Collins hørte om balladen, sagde han, at han overvejede at indkalde nationalgarden før valgdagen, og gav samtidig ordre til, at alle mistænkte elementer skulle anholdes. Senere på dagen blev Drucci og to af hans mænd observeret og derpå anholdt og ført til politiets hovedkvarter. Drucci blev afvæbnet, men inden for en halv time dukkede hans advokat op og krævede omgående løsladelse. I politibilen på vej til domstolen opstod der ballade mellem Drucci og Dan Healy, en af de fem politibetjente, der skulle ledsage Drucci og hans tilhængere. Da Healy, sandsynligvis noget hårdhændet, førte Drucci ind i bilen med hævet våben, skal denne være blevet vred. Healy fortalte bagefter: ”Da Drucci var inde i bilen, sagde han: ’Din ... dig skal jeg nok få ordnet. Jeg ved, hvor du bor.’ Jeg bad ham holde kæft. Drucci fortsatte: ’Hvad siger du, din skide strømer? Dig skal jeg nok ordne.’ Jeg sagde, at han skulle tie stille. Drucci svarede: ’Slip dit våben, så skal jeg give dig sådan en røvfuld.’ Så slog 242


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 243

Capones fjende Joe Aiello (1891-1930), nummer to fra venstre, anholdt sammen med fire tilhængere i november 1927. Da Capone hørte, at Aiello var anholdt, belejrede hans folk politistationen.

han mig i hovedet og sagde, at han ville gribe mig og min pistol. Derefter greb han mig i højre arm. Jeg tog pistolen over i venstre hånd og affyrede fire skud.” Drucci blev ramt i armen, i benet og i maven. Ved ankomsten til hospitalet var North Side-lederen død. Da Druccis advokat hørte, at hans klient var havnet i lighuset, krævede han, at Healy blev tiltalt for mord. 243


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 244

”Jeg kender intet til noget mord,” svarede kriminalchefen William Schoemaker, ”men jeg ved, at Drucci blev skudt, da han forsøgte at tage våbnet fra en politibetjent.” Retslægen Oscar Wolff udtrykte dog forbavselse over, at fem bevæbnede politifolk ikke havde kunnet håndtere én anholdt uden at skyde ham. Langt senere er det blevet hævdet, at Healy stod på Capones lønningsliste, og at Druccis død var et bestillingsjob. Politichef Collins mobiliserede på valgdagen hele politikorpset samt sheriffer fra omegnen og lod valgurnerne bevogte. Dagen forløb trods alt roligt. Vicepolitichef Stege udtalte, at det var det mest fredsommelige valg i 17 år. Der blev kun affyret et par skud. En af Thompsons valgmedarbejderes hjem blev om morgenen beskudt af en maskinpistol; siden blev han selv grebet i våbenbesiddelse. En anden af Thompsons medarbejdere blev pågrebet med en knippel i lommen samt et brev fra Chicagos republikanske forening, hvori man efterspurgte flere valgforkæmpere. Det var det hele. Den mest rolige valgdag i lange tider. Den 5. april blev Thompson genvalgt med 512.740 stemmer mod Devers 429.668. Thompson selv drak whiskysjusser hele valgaftenen, og valgsejren blev fejret på en skonnert i havnen, som til sidst sank på grund af alle de gratulanter, der myldrede om bord. Det lykkedes dog alle at redde sig i land. For Capone betød Thompsons valgsejr, at han definitivt flyttede ind til Chicago igen. Rådhuset var igen på deres side. Alle bookmakere og spillebuler i det centrale Chicago syd for Madison Street fik nu ordre fra Capones spilleansvarlige, Jimmy Mondi, der også var en gammel ven af Thompson: ”Nu tager vi over. 40 procent af, hvad I tjener, går til os. Til gengæld holder vi politiet væk. Det er vores tilbud.” Det var ikke et tilbud, man sagde nej til. Men der kom snart flere forslag. Efter Druccis død overtog George ”Bugs” Moran North Side-banden. Han havde været modstander af fredsaftalen, og i takt med at den faldt sammen under kampene mellem Capone og Aiello, så han muligheden for 244


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 245

en uhellig alliance mod Capone. Sammen åbnede de en front mod Capone, og Moran stillede sine styrker til rådighed i Aiellos kamp for formandsposten i Unionen. Samtidig indledte Jack Zuta, Barney Bertsche og Billy Skidmore, der efter fredstraktaten fra 1926 stod for prostitution og spillevirksomhed nord for Madison Street, en Aiello-støtteaktion og begyndte at sende revolvermænd ind syd for Madison Street for at presse penge af spillebuler og bordeller, der nu opererede under Capones beskyttelse. Han svarede igen med at bombe deres hovedkvarter på West Adams Street og flere andre af bandens lokaler. Men Aiello gav ikke op – han hyrede flere til at myrde Capone. Under denne voldsomme optrapning i november 1927 indtraf den episode, der senere skulle blive kaldt ”Belejringen af politigården”. Efter et tip fra politiet om en maskingeværrede i Atlantic Hotel uden for Capones yndlingsbutik, hvor han plejede at købe cigarer, foretog politiet en razzia, hvor de fandt våben og ammunition. Senere anholdt politiet også den 23-årige revolvermand Angelo La Mantia fra Milwaukee. Han var usædvanligt snakkesalig og indrømmede snart, at han var blevet hyret af Joe Aiello til at myrde Capone og Tony Lombardo. Der blev fundet flere andre maskingeværreder, blandt andet uden for Lombardos hjem. De fem mænd blev ført til yderligere afhøring i kriminalpolitiets hovedkvarter. Straks dukkede der en række taxier op uden for bygningen. En snes mænd steg ud, nogle med oversavede haglgeværer. Politifolkene troede først, det var en bande gangstere, der var blevet anholdt efter en razzia, men mændene spredte sig, omringede bygningen og opstillede vagter rundt om hele karreen. Samtidig genkendte nogle politifolk inde i den 13 etager høje kriminalpolitistation nogle Capone-folk, for eksempel Louis ”Little New York” Campagna. Politiet tilkaldte forstærkning, og det lykkedes at pågribe tre af Capone-mændene: Campagna, Frank Perry og Sam Marcus, alle tre bevæbnet med to automatpistoler. De tre mænd blev ført ned i arresten og anbragt ved siden af Aiello, og samtidig måtte en politimand af italiensk herkomst skifte til civil, hvorefter han blev skubbet ind i en celle i nærheden. Tanken var, at politiet skulle få de sidste nye oplysninger om 245


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 246

underverdenen. De blev ikke skuffet. ”Kan vi ikke løse det her?” bønfaldt Aiello de tre Capone-mænd på italiensk. ”Giv mig 15 dage, bare 15 dage, så sælger jeg mine forretninger og mit hus og giver jer frie hænder. Tænk på, at jeg har kone og børn, lad mig gå.” De tre lod sig ikke påvirke: ”Du startede det her, dit svin, og vi afslutter det. Du har nu brudt aftalen to gange. Du er så godt som død.” Aiello, der havde betalt kaution for at blive løsladt, bad om politeeskorte. ”Du skal få politeeskorte,” sagde politikommissær O’Connor, ”til New York og hele vejen hjem til Italien, hvor du hører til.” Han fik til sidst eskorte hjem. Dommer John H. Lyle var med ved en husransagning hos Aiello. Han boede i en flot villa på tre etager med orientalske tæpper i dagligstuen, fine malerier og kostbare møbler, inklusive et flygel. Store bogreoler var fyldt med klassikere i læderbind. Men de efterforskere, der udførte ransagningen, lod sig ikke imponere af Aiellos belæsthed. De rev de falske reoler ned og fandt et stort arsenal af oversavede haglgeværer, maskinpistoler og ammunition. I kælderen var der madforråd og køkkenudstyr for det tilfælde, at han måtte gemme sig i længere tid. Capone blev samtidig anholdt for løsgængeri, men blev løsladt mod kaution. I retten nåede han at hilse hjerteligt på Frank Lake, som var der på grund af en historie om våbenbesiddelse. I 1927 begyndte Capone at blive mere og mere omtalt i aviserne, og Aiellos uforsonlige angreb må have taget på hans allerede tyndslidte nerver. Midt i denne forvirring med optrappet vold samlede kriminalpolitichefen William O’Connor nogle frivillige politifolk, der havde erfaring fra Første Verdenskrig, og udrustede dem med maskinpistoler. Han sparede ikke på krudtet i sin tale til de forsamlede tropper: ”Vi må vise, at det er samfundet og politiet, og ikke en samling rotter og Al Brown. Jeg vil have, at I fanger dem, og hvis I ikke gør det, vil jeg vide hvorfor. Jeres biler er udstyret med maskinpistoler, og I kommer til at møde samfundets fjender på 246


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 247

lige vilkår. Disse revolvermænd er farlige, og de dræber jer hellere end gerne. Jeg afvæbnede en af dem på mit kontor i dag. Tror I, han havde en pistol med som gave? Nej, han ville bruge den. Både borgmesteren og Chicagos borgere ønsker, at I jagter disse mordere. I har de anstændige mennesker bag jer, og de dårlige foran jer. Skyd først, og skyd for at dræbe. Skyder I en kendt gangster, kan I regne med belønning og måske forfremmelse. Hvis I ser en bil med banditter, så forfølg den, og skyd. Når jeg kommer frem til stedet, vil jeg se, at I har skudt taget på bilen og dræbt hver eneste forbryder i den.” O’Connor mente, at maskinpistolen var et langt bedre våben mod gangstere end lovbøgerne. ”Hvis vi kunne afholde mordretssager på gaden i stedet for at stole på ængstelige nævningeting, ville vi kunne redde Chicago fra dette gangstercirkus.” Senere på dagen skød mændene en af Joe Saltis’ mænd, som efter sigende skulle terrorisere ejerne af smugkroerne for at få dem til at købe Saltis’ øl. Der blev ogs�� anholdt en masse gangstere. Imens fortsatte krigen – med bomber. Aiello-Zuta-Moran-bandens lokaler blev gang på gang bombet, og de gav igen med samme mønt. En halv snes bomber eksploderede i november og december i krigen mellem Capone-Lombardo-fløjen og Aiello og hans allierede på North Side. Sidst i november 1927 forlod Capone så byen for at gå på jagt – eller for at undgå Aiellos stædige forsøg på at komme ham til livs. ”Hvis nogen skulle tage fejl af ham og en hjort eller en bjørn, vil vi i hvert fald ikke sørge,” lød kriminalpolitichef William O’Connors kommentar. Til sidst meddelte en presset Capone med brask og bram, at han ville forlade byen for længere tid. Efter jagtturen et sted i det nordlige Wisconsin holdt han en pressekonference – med skægstubbe og iført jagttøj – hvor han dystert meddelte, at han agtede at rejse væk for vinteren. Politiets stædige forsøg på at få ram på ham, alle pressens angreb og ikke mindst Aiellos gentagne attentater tærede på ham. Han var træt af sit ry og af livet i Chicago: 247


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 248

”Jeg tager til St. Petersburg i Florida i morgen. Nu må indbyggerne i Chicago skaffe sig deres drikkevarer, så godt de kan. Jeg er træt af det job – det er så utaknemmeligt og trist. Jeg ved ikke engang, om jeg nogen sinde kommer tilbage.” Og han fortsatte: ”Jeg har brugt mine bedste år til gavn for offentligheden, jeg har tilbudt folk glæde og fornøjelse. Alt, hvad jeg får igen, er mistænkeliggørelse, jeg bliver endda kaldt morder – jeg lever som et jaget menneske.” Senere blev Capone ironisk, måske opildnet af sin egen retorik: ”Well, fortæl nu alle, at jeg rejser. Så holder myrderierne i byen vel op. Og spiritussmugleriet. Man finder vel ikke engang et lille terningspil noget sted – endsige en roulette. Og politichef Mike Hughes behøver vel dårligt nok sine politifolk mere.” Han dæmpede sig og vendte tilbage til sit omkvæd: ”Public service er mit motto. 99 procent af Chicagos indbyggere vil spille og drikke. Jeg har tilbudt dem ordentlig spiritus og ærlige spil. Men det bliver jeg åbenbart ikke påskønnet for. Så der er ingen idé i at fortsætte. Min kone og min mor må høre så meget om, hvilken frygtelig forbryder jeg er. Det er ved at blive for meget for dem, og selv er jeg så træt af det hele. I dag fik jeg et brev fra en kvinde i England. Selv der er jeg kendt som en gorilla. Hun ville betale mig for at rejse derover og dræbe en nabo, hun var blevet uvenner med.” ”Jeg har ikke plyndret nogen i hele mit liv,” sluttede Capone. ”Jeg siger nu glædelig jul til alle mine venner og fjender og godt nytår. Det er alt, hvad I får af mig i år. Jeg håber ikke, jeg ødelægger nogens juleaften ved mit fravær.” I virkeligheden havde Capone allerede forsøgt at skabe sig et levebrød i Los Angeles, men var mere eller mindre blevet smidt ud. ”Jeg bliver vanvittig af det her,” sagde Capone da til aviserne. ”De bad mig forsvinde. Mig, der betalte mine regninger og opførte mig som en gentleman.” Han og to ”store tavse mænd” var blevet smidt ud af det eksklusive Biltmore Hotel og var derefter rejst tilbage til Chicago. ”Jeg, der troede, at Los Angeles var en turistby,” brummede Capone, der havde været på et filmstudie i Hollywood samt kigget på de forskellige stjerners flotte huse. 248


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 249

Måske spekulerede han på, at hans eget liv en dag ville kunne give stof til utallige Hollywood-film, hvem ved? Mens han var væk, havde Chicago-politiet meddelt, at de agtede at pågribe Capone, og havde stationeret politifolk ved hans hjem på South Side. En anden mørk sky over hans hoved var, at han blev mere og mere kendt – i disse uger i december 1927 figurerede han flere gange på Chicago Tribunes forside samt i den landsdækkende presse – påvirkede hans familie. Sonny, hans otteårige søn, var begyndt at gå i skole og blev mobbet på grund af sin far. Capones kone, Mae, brød sin tavshed og gik ud i pressen og forklarede, at Sonny kom grædende hjem så godt som hver dag, fordi han måtte høre, at hans far var morder og gangster. ”Han kan ikke klare det,” sagde hun, da hun fortalte om Sonnys problemer, ”og jeg kan ikke klare det. Han er fortvivlet, og han forstår ikke, hvorfor det sker. Som mor lider jeg med ham.” Capone selv var tydeligt presset af situationen: ”Jeg har ikke noget privatliv mere.” Folk havde kigget og peget på ham i Los Angeles, hvor aviserne havde skrevet spalte op og spalte ned om ham, og på vejen hjem var folk stimlet sammen på stationerne for at få et glimt af ham på toget. På vej fra Los Angeles fik han på den sidste strækning til Chicago selskab af journalisten Alfred ”Jake” Lingle. Journalistikken var på den tid opdelt i journalister, der opsøgte informationer i marken (”legmen”) som Lingle, og skribenter (”rewriters”), der fik nyhederne indtelefoneret og derefter skrev deres artikler. Lingle, der var kriminalreporter og ”legman”, signerede med andre ord aldrig en artikel og befandt sig sjældent på redaktionen, men færdedes afslappet i gangsterhovedkvarterer, ved efterforskninger på gerningssteder, i retssale, på politistationen og ved begravelser. Han gik med en diamantbesat livrem og var på den tid ret fortrolig med Capone, som udlagde teksten for ham på toget til Chicago: ”Det er hårdt, når en borger som jeg må flygte fra sit hjem på grund af politifolk, hvis løn jeg i princippet betaler,” sagde Capone, der åbenbart sigtede til de bestikkelser, han betalte – og næppe på den skat, han ikke betalte. ”Så godt som hver 249


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 250

politibetjent lever tildels af mine penge. Og alligevel vil de smide mig i fængsel, når jeg bare vil hjem og se min kone og min søn.” Capone sad tavs et stykke tid. ”Jeg har det dårligt – meget dårligt.” Efter endnu en pause sagde han, at han alligevel ville vende tilbage til Chicago, og at han havde al mulig ret til at være der – også selv om han nu kæmpede med ryggen mod muren. I Joliet lige uden for Chicago blev han anholdt af politiet og fik en bøde for ulovlig våbenbesiddelse. Også den 36-årige Tony Lombardo, Capones mere og mere omtalte partner, blev anholdt sammen med livvagten Joe Giunta De var begge to bevæbnet og havde flere tusind dollars på sig. ”Vi var på vej til banken, og hvad våbnene angår, så ved alle jo, at Chicagos gader er fulde af røvere,” sagde Lombardo. ”Det er rigtigt, at jeg kender Capone, men vi har ingen forretninger sammen,” fortsatte han. Da bombekrigen mellem spillesyndikaterne kom på tale, lo han: ”Jeg? Bombemand? Spørg alle dem, der kender mig. Spørg Chicagos italienere, om jeg er bombemand. Prøv, om I kan finde en eneste person, der siger det. Det er umuligt.” I betragtning af, at Lombardo havde Capones organisation bag sig, nu inklusive morderparret John Scalise og Albert Anselmi, havde han sikkert ret i, at det var umuligt at finde nogen, der havde lyst til at vidne imod ham. Efter hele dette decembercirkus med anholdelser, medieudspil, tårepersende reportager og afbrudte rejseplaner drog familien Capone faktisk til Florida, men først i begyndelsen af januar 1928. Fra nu af ville han opholde sig i Florida og forsøge at slippe fri af sit liv i Chicago. Her et eller andet sted lod det til, at Capone havde fået nok og åbenbart indså, at det ikke var pengene værd. Politiets mere og mere ubønhørlige holdning til de mange lovovertrædelser, han åbenbart havde begået, var tydelig, det seneste års optrappede krig mod Aiello, familieproblemerne, hans syge søns bryderier i skolen, mediernes nærgående overvågning og offentlighedens nysgerrighed – det hele lod til at hænge ham langt ud af halsen. Samtidig må han have indset, at der ikke var nogen vej tilbage. Det liv, han havde valgt og kæmpet for, viste sig ikke 250


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 251

Capones hjem i Miami. Han købte huset i 1928 og opholdt sig derefter mere og mere i Florida.

at være værd at leve. Drømmen om det amerikanske liv – eget hus, stor bil, penge på lommen, dyrt tøj og respekt – var på vej til at blive et mareridt. Men han fortsatte på den fastlagte kurs med et omfattende forbrug og statusjagt. I foråret 1928 købte Capone via en stråmand en ejendom på Palm Island uden for Miami i Florida. Den kunstige ø var lang og smal, godt en kilometer lang. For 50.000 dollars købte han et hus, der var bygget i 1923, og foretog derefter ombygning og renovering for yderligere 100.000 dollars. Blandt 251


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 252

andet byggede han den største private swimmingpool i Florida. Han købte racerbåde, garage, springvand, mosaikgulve – der var ingen smalle steder. Huset blev også hustruens, Maes, eget hjem. I Chicago havde hele Capone-klanen boet i det samme hus. Capones mor og brødre boede der af og til, mens han selv tit boede på et eller andet hotel eller opholdt sig på en ukendt adresse under bandekrigene. Hvordan Mae oplevede den situation, ved man ikke noget om, men hun må have kendt til sin mands involvering i prostitution. Engang dukkede hun for eksmpel op på Arrowhead Inn i Burnham og ledte efter sin mand, fordi hun troede, han havde en elskerinde der. I disse år i slutningen af 1920’erne oplevede USA en højkonjunktur uden lige – mange forbrugte og investerede ligesom Capone, og på børsen gik det kun én vej, op og op. De enkelte familier belånte sig uden sidestykke, hvilket alle syntes virkede rimeligt i en så blomstrende konjunktur. Selv kunne spilleren Capone ikke lide børsen eller aktiehandel. ”Den slags er lusket,” mente han. Hans hjem på Palm Island blev af pressen kaldt en fæstning. Det var omgivet af høje mure, og naboer fortalte journalisterne, at de havde set bevæbnede mænd patruljere på ejendommen. Grunden var plan, og huset var omgivet af åbne græsplæner. Ved den T-formede bro lå der to hurtige både. Selv kunne han lide at fiske fra dem. Capone var i begyndelsen upopulær hos indbyggere og myndigheder i Florida. Han blev officielt opfordret til at flytte fra byen efter protester fra flere borgerforeninger, men han stod fast på sin ret til at bosætte sig, hvor han ville, og sagde, at han var offer for sensationsjournalistikken i Chicago. Desuden opførte han sig godt i Florida, han havde ingen planer om at tage sin bande med sig eller beskæftige sig med illegal handel eller lignende. Han blev tit set ved boksekampe og andre sportsbegivenheder. Han arrangerede som sædvanlig ødsle fester, men gav også generøse bidrag til forskellige former for velgørenhed, og efterhånden blev mange medlemmer af de højere kredse i Miami gæster ved hans middagsbord, golfbane eller svømmebassin. Da Capone var kendt for at besidde en medfødt charme og 252


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 253

for det meste var i godt humør, troede nogle af hans nye venner i Florida måske, at rygterne om hans liv som gangster var overdrevne. I april 1928 var der primærvalg, et valg, der senere skulle kaldes ”The Pineapple Primary”, ananasvalget. Ananas var slang for bomber. En bølge af vold slog gennem byen – samtidig med at Capone tilbragte foråret i Miami. Primærvalget var noget af en prøve for Thompsons regime, og han blev udfordret af andre fraktioner inden for det republikanske parti. Allerede i februar blev dommer Charles C. Fitzmorris’ hjem bombet, og de følgende to måneder var præget af tilbagevendende bombeaktioner. Dommere, senatorer, rådmænd, højtstående embedsmænd og anklagere fik deres hjem eller kontorer bombet. Den republikanske rådmand ”Diamond” Joe Esposito blev skudt, da han gik uden for sit hjem mellem to livvagter. ”Big Tim” Murphy, en anden gangster med nære kontakter til det republikanske parti, blev skudt i løbet af foråret. Selve valgdagen var præget af overfald, stjålne valgurner, bortførelser og haglgeværbevæbnede patruljer, der angreb valglokaler. Den sorte advokat Octavius Granady, som stillede op til valg i 20. distrikt, blev skudt efter en biljagt. Tre gangstere og fire politifolk blev anholdt for angrebet, men aldrig dømt. Resultatet af valget var dog et stort nederlag for Thompsons kandidater, og hans styre fik et knæk. I foråret 1928 havnede ”Machine Gun” Jack McGurn gang på gang på forsiderne. Han blev flere gange beskudt med maskinpistoler. Senere blev han pågrebet iført golftøj i sin hotelsuite, hvor politifolkene fandt maskinpistoler og et arsenal af andre våben. Han følte sig truet, fortalte han politiet. Formentlig blev han beskudt af brødrene Gusenberg, der arbejdede for George ”Bugs” Moran. Capone holdt sig væk fra byen og lod Tony Lombardo, Jack Guzik og Frank Nitti passe banden. I begyndelsen af sommeren 1928 faldt tre af Lombardos medarbejdere i et baghold ved Death Corner i Little Italy. Efterhånden blev Capone mere og mere involveret i de interne stridighe253


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 254

der i Unione Siciliana, hvor der opstod en konflikt mellem Capone-Lombardo og Capones gamle ven Frank Yale. Yale skulle i hemmelighed have støttet Aiello-folkene i deres kamp for et magtskifte på formandsstolen. Frank Yale var deres kanal til smuglersprit fra Østkysten, men i den senere tid var disse spritladninger alt for ofte blevet kapret af røvere, som Capone mistænkte for at stå i ledtog med Yale eller ligefrem arbejde for ham. En Caponeagent blev sendt til New York for at skabe klarhed i sagen – og staks efter kunne Capone læse i aviserne, at denne mand var blevet skudt på åben gade i Brooklyn. Der gik grænsen. Den 1. juli 1928 blev Frank Yale skudt i sin bil i Brooklyn af nogle mænd i en bil med Illinois-nummerplader. Politiet var overbevist om, at det var nogle af Capones mænd, der havde udført drabet. Det var første gang, en maskinpistol blev brugt i New Yorks bandekrige. Mordet på en mand som Frank Yale ville blive fulgt af adskilligt flere mord, det var alle klar over. Little Italy på nedre North Side blev derfor ramt af udvandring. Italienske familier flyttede derfra, ja, forlod området som krigsflygtninge. Butikker blev lukket, og uden for hver anden lejlighed kunne man se skilte med ”Til leje”. Da skolerne genåbnede sidst på sommeren, var der flere hundrede færre børn end ved sommerferiens begyndelse. De, der forventede mere vold, fik ret. Sent på eftermiddagen fredag den 7. september forlod Tony Lombardo sit kontor på Unione Siciliana i The Loop sammen med to livvagter. Efter at man i november året før havde fundet en maskingeværrede uden for hans hjem på West Side, var han flyttet til et mere roligt kvarter i Cicero, hvor millionæren Lombardo havde købt et stort hus til sig selv og sin kone og deres to små børn. På det tidspunkt myldrede fortovene med mennesker – almindelige mennesker på indkøb, kontorfolk på vej hjem fra arbejde, forretningsmænd på vej til møder – og gaderne var fyldt med biler, hvorfor Lombardo nøjedes med to livvagter, når han færdedes i disse kvarterer. Ellers havde han en mere talstærk opbakning. Men et stenkast fra krydset mellem State Street og Madison Street (der blev kaldt verdens livligste gadekryds) dukkede et par mænd op i vrimlen. De standsede trioen, og der lød 254


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 255

nogle dumpe skud. Tony Lombardo faldt om med to dumdumkugler i hovedet. Også livvagten Tony Ferraro faldt med to skud i ryggen. Livvagten Loe Lolordo trak sin .45 og løb efter de angribende mænd midt i mylderet af mennesker, mens biltrafikken pludselig gik helt i stå. Folk kom farende ud af butikker og forretninger, da de hørte skrigene og skuddene, for blot at styrte hovedkulds ind igen på grund af skyderiet. Lolordo turde dog ikke skyde tilbage, da der var så mange mennesker overalt. Før han indhentede mændene, blev han standset af politiet, der var blevet tilkaldt og nu troede, at han var en af morderne. Mordet var et hårdt slag for Capone, som dermed mistede sin højre hånd og sin magt over Unionen, og den almindelige mening var, at det næste gang var Capones tur til at dø. Efterforskningen gav naturligvis intet. Ferraro døde af sine kvæstelser et par dage efter. Han forholdt sig tavs gennem alle afhøringer. Lolordo var noget mere meddelsom, men sagde, at han kun kendte Capone fra aviserne. Han kunne ikke identificere morderne. Politiet var dog mystificeret over, at han ikke var blevet beskudt, og der verserede vedholdende rygter om, at han på en eller anden måde havde været indblandet. Tony Lombardos begravelse var temmelig beskeden. Capone viste sig dog, omgivet af en mur af livvagter, og John Scalise, Albert Anselmi, Jack McGurn, Frank Rio med flere mødte også op. Capone bidrog til pragten med en tre meter høj hjerteformet krans, hvor der stod ”MY PAL” med blomster. Folk flokkedes om ham efter at være blevet godkendt af hans livvagter. ”Slet ikke,” svarede Capone, da han blev spurgt, om hans eget liv var truet. ”Nej, Tony og Frank Yale var gamle kammerater, og nej, de dræbte ikke Tony som hævn for mordet på Yale. Jeg har ingen anelse om, hvem der dræbte nogen af dem,” forklarede Capone foran de blitzende kameraer. Mange unge kvinder var til stede og forsøgte at komme med på billederne, og Capone havde givet tilladelse til fotografering. Man skal huske, at Capone på den tid holdt sig væk fra Chicago, der simpelthen var for farlig for ham. I aviserne blev han betragtet som en forhenværende gangster, der nu og da vovede sig 255


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 256

ind i byen, ligesom Louis Alterie, de overlevende Genna-brødre eller Johnny Torrio – andre, der var blevet jaget væk. Der er blevet spekuleret på, om James Clark eller brødrene Gusenberg, det vil sige George ”Bugs” Morans artilleri, stod bag mordet på Lombardo. Om Lolordo havde set morderne og ladet besked gå videre til Capone, ved vi ikke, men umiddelbart efter aktionen faldt en håndfuld medlemmer af Aiello-banden i gadekampe. Også nogle af Capones mænd faldt i de opblussende konflikter. Den næste, der kandiderede til posten som formand for Unione Siciliana, en Pete Rizzito, nåede ikke engang at tiltræde, før han i oktober 1928 ikke langt fra Death Corner faldt for oversavede haglgeværer. I september 1928, kort efter mordet på Tony Lombardo, kom Capone til at skyde sig selv, hvilket var skæbnens ironi, eftersom det var mislykkedes så mange af hans modstandere blot at såre ham. Efter en golftur sammen med forstadens unge borgmester, Johnny Patton, der stod på Capones lønningsliste, gik Capones .45-pistol, som han havde i højre baglomme, af, da de skulle stige ind i bilen. Kuglen gav ham en skramme i højre ben og borede sig ind i det venstre. Patton kørte hurtigt til Hammonds Hospital, hvor 15 af Capones mænd snart samledes i de fem værelser, de fik stillet til rådighed. Capone blev behandlet under dæknavn og kunne udskrives efter et par dage. Den næste til at indtage den varme stol som formand for Unione Siciliana var den 43-årige Pasqualino Loloro, storebror til Lombardos livvagt, der overlevede attentatet i september. Også han var loyal mod Capone, men han levede ikke længere end til den 7. januar 1929, da han fik besøg af nogle mænd i sit hjem. Hans kone, der stod og strøg under besøget, fortalte senere, at hun havde hørt dem tale og drikke længe om eftermiddagen, lige indtil der skulle udbringes en skål for Pasqualino. Derefter fulgte der en række skud. Da hun løb ind i dagligstuen, så hun en af revolvermændene betænksomt lægge en pude under hendes døende mands hoved. I den første ophidselse udpegede fru Lolordo Joe Aiello som en 256


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 257

af gerningsmændene, men skiftede så mening og nægtede at identificere nogen morder. Der gik rygter om, at det på en eller anden måde var lykkedes James Clark og brødrene Gusenberg sammen med Joe Aiello at narre Lolordo til et fredsmøde i hans eget hjem. Måske ville Lolordo gentage forgængeren Lombardos bedrift fra 1926, da han stod i spidsen for fredsaftalen. Fredsmødet førte dog kun til, at krigen fik nyt liv.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 258

VALENTINSDAG 1929 – CAPONES PYRRHUSSEJR

”Hvis I spørger mig, er han på stoffer. Jeg, jeg tager ikke engang en aspirin.” North Side-lederen George ”Bugs” Moran om Capone

Efter Vincent Druccis død ved valget i 1927 herskede George ”Bugs” Moran over North Side-domænerne sammen med brødrene Aiello. I begyndelsen var han skeptisk over for Capones fredsaftale fra oktober 1926, og under optrapningen i 1927 blev det klart, at fredsaftalen var død. Moran var en tidligere røver og indbrudstyv, der ved indførelsen af Forbudet sadlede om til illegal spiritushandel, hvilket naturligvis gjorde ham rigere, end han havde kunnet drømme om. Han tilhørte O’Banion-bandens tunge artilleri og havde personligt deltaget i mange skyderier og mord. Blandt andet var det ham, der skød Torrio, og ved det store angreb på Capone i Cicero i september 1926 var det sandsynligvis Moran, der gik hen til Hawthorne Hotels indgang og affyrede et helt maskinpistolmagasin i lobbyen. Dommer John H. Lyle mødte mange gangstere, og han kunne godt lide Moran, der lod til at have en vis humoristisk sans. Ved et af mange forhør i forbindelse med et mord spurgte Lyle, om 258


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 259

George ”Bugs” Moran (1893-1957). Han var i slutningen af 1920’erne Capones hovedfjende og allieret med Joe Aiellos bande. Fotografi fra nytårsaften 1931.

den tavse Moran ikke kunne lide ham. ”Jeg kan godt lide Dem, hr. dommer,” svarede Moran og tilføjede med et bistert smil, ”men jeg stoler ikke på Dem.” Da North Side-lederen senere blev løsladt mod kaution, fulgte journalisterne efter ham hen til hans dyre bil, hvor der sad en ung, smuk kvinde og ventede. ”Min hustru, mine herrer,” sagde Moran. ”Hvis nogen spørger efter mig, kan I fortælle, at det er vores bryllupsdag, og at vi er ude at løbe på rulleskøjter.” Moran kunne ikke fordrage Capone og kaldte ham aldrig ved navn. Han sagde Udyret eller af og til Behemot. Han ville heller 259


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 260

ikke sammenligne sig med Capone. ”Udyret må bruge sine gorillaer for at kunne sælge sin dårlige sprut og sit grønne øl. Jeg er en respektabel sælger af godt øl og fin whisky. Han stoler ikke på nogen og er mistænksom over for alt og alle. Han er altid omgivet af livvagter. Jeg har mine venner omkring mig. Behemot kan ikke engang sove om natten. Hvis I spørger mig, er han på stoffer. Jeg, jeg tager ikke engang en aspirin.” Der var et gran af sandhed i Morans påstande om deres marked. Forretningsfolk og overklassen på North Side købte helst deres spiritus af Moran og hans bande. Deres fæller på South Side købte af Ralph Sheldon. De var bange for at involvere sig med Capone og hans italienske bande. De irske bander – der sjældent beskæftigede sig med prostitution – blev betragtet som mere respektable. Efterhånden som fjendtlighederne tog til i 1927, erklærede Moran, at ”alle Udyrets fjender er mine venner”. På den måde blev Morans bande af centraleuropæere, jøder og irere involveret i Aiellos kamp for formandsposten i Unione Siciliana. Morans mænd var mistænkt for at have noget at gøre med mordene på Lombardo og Lolordo – begge hårde slag mod Capone. I efteråret 1928 var 14 af Capones mænd faldet for Morans stormtropper. Flere af dem havde Moran personligt skudt ned i baghold og gadekampe. Og Capone selv holdt sig stædigt væk fra Chicago, hvor det gik hedest til. Lolordos hurtige død afskrækkede dog ikke dem, der tragtede efter den varmeste stol i Chicago. Til trods for at fem formænd var blevet myrdet i 1920’erne, satte den Capone-allierede Joseph Giunta sig i Unione Sicilianas formandsstol i januar 1929. Giunta havde længe været gode venner med John Scalise, Albert Anselmi og Tony Lombardo. Han var inkarneret jazzfan og blev kaldt ”Hop Toad”, Springtudsen, fordi han hyppigt kunne ses danse på byens flotte smugkroer, og han var både en skørtejæger og et selskabeligt midtpunkt i Chicagos italienske koloni. Giunta lod Scalise udnævne til sin næstformand – men man talte om, at det var den nu 29-årige Scalise, der egentlig stod for det hele. Scalise hav260


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 261

de samlet sig en privat formue på mindst 250.000 dollars, og det var lykkedes ham at slippe af sted med at skyde både Dion O’Banion og to politifolk på åben gade. Formentlig havde han mange flere liv på samvittigheden, denne frygtede revolvermand. Med Capone i Miami og med Unionen i så godt som egne hænder kunne Scalise prale med, at han nu var ”Chicagos mægtigste mand”. Kort efter Lolordos død blev der – ifølge rygter, som blev lækket langt senere – afholdt en national konference inden for Unione Siciliana. Den fandt sted i Cleveland, hvor en snes af de mest højtstående medlemmer fra de største byer havde et krisemøde. Unionen og de amerikanske sicilianere var ved at få et dårligt ry. Myrderierne måtte holde op. Især i Chicago havde situationen udartet. Det seneste halve år var Yale, Lombardo og Lolordo blevet myrdet. Chicagoafdelingen måtte holde fred, situationen kostede for meget – både i dollars og menneskeliv. Det var Scalise, der førte ordet: ”Jeg kan umuligt gå med til fred,” skal han have sagt. ”før mine venner Lombardo og Lolordo er blevet hævnet.” De andre gav sig ikke, men forsøgte at overtale ham og Giunta. Til sidst forlod Scalise mødet med Giunta på slæb. Fred, ja – senere. Men først … Efter nogle møder i Chicago vendte Capone tilbage til Miami. Ud over at Scalise ville hævne sine sicilianske venner, ville Capone hævne de mænd, han havde mistet i kampene i 1927 og 1928. Desuden ville Jack McGurn gøre gengæld over for brødrene Gusenberg i Morans bande, som gang på gang havde beskudt ham. Samtidig, i 1928, havde Capone-banden gjort det ene fremstød efter det andet på nedre North Side og Northwest Side. Claude Maddox, der ledede sit Circus Gang, med hovedkvarter på Circus Café nord for Madison Street, stod i spidsen for disse fremstød. De forsøgte at trænge sig ind i ølhandelen, og Morans bande svarede igen ved at bombe de smugkroer, der skiftede leverandør, mens hans mænd havde travlt med en intensiv kapring af Capones leverancer af smuglersprit fra Canada. Tillige var Moran og Capone-banden på en mere og mere truende kollisionskurs inden for beskyttelsesvirksomhed, hvor begge var involveret i den gangsterinficerede renseribranche. 261


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 262

Om formiddagen den kolde og blæsende torsdag den 14. februar 1929, valentinsdag, kom chaufføren i en firmabil til at skramme en politibil i North Clark Street med sit køretøj. Chaufføren, Elmer Lewis, var straks klar over sin fejl og ventede på politifolkenes reaktion. Han blev meget forbavset, da de i stedet for at skælde ud og give ham en bøde bare lystigt vinkede ham videre. I politibilen sad der to uniformerede betjente og et par civilklædte, der var usædvanligt flot klædt, bemærkede Lewis. Lettet kørte han videre og noterede sig, at politibilen standsede uden for en garage i North Clark Street. Kort efter hørte en mrs. Landesman, der stod og strøg i en lejlighed overfor, en langtrukken knitren og nogle dumpe bump. Hun så politibilen køre derfra og syntes, det hele virkede underligt. Hun gik ned for at se, hvad der var sket. Hun kunne ikke åbne døren til garagen, men fik snart hjælp af en mand, der skubbede den op med skulderen. Han gik ind, men kom farende ud efter et par sekunder. Han sagde, at der var fuldt af døde mænd derinde. O’Banions gamle bande havde flere hovedkvarterer på nedre North Side. Et af dem var en garage på North Clark Street 2122, hvor man havde kontor og husede en samling lastbiler og andre køretøjer. Ejeren af garagen var Adam Heyer, der passede bandens regnskaber og finanser. Af en eller anden grund var nogle af bandens spidser samlet i garagen den 14. februar. Måske skullle de tage imod en sending smuglersprit, måske skulle de holde et møde af en eller anden art. Ved halvottetiden manglede man kun George ”Bugs” Moran selv og hans livvagter. Mændene drak kaffe og småsludrede. Reinhart Schwimmer, en optiker, der godt kunne lide at omgås gangstere og indsuge romantikken omkring dem, kom forbi for at hilse på sine venner. Kort efter kom George ”Bugs” gående hen ad North Clark Street sammen med Ted Newberry og Willie Marks. Men da Moran og hans to livvagter nærmede sig, så de, at der holdt flere politibiler uden for lokalet. De besluttede sig for at vente lidt og gik så deres vej. 262


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 263

Valentinsdagmassakren den 14. februar 1929. Seks medlemmer af George ”Bugs” Morans bande samt en optiker blev skudt af gangstere forklædt som politifolk.

Moran fik snart at vide, hvad der var sket. Seks af mændene i hans bande (samt Schwimmer) var blevet myrdet. Ved hjælp af vidneforklaringer kunne politiet hurtigt rekonstruere hændelsesforløbet: Et par mænd, klædt som politibetjente, var gået ind i lokalet og havde afvæbnet de syv mænd, der ventede på deres chef. Da de afvæbnede mænd var blevet stillet op ad væggen på rad og række, kom endnu to mænd ind. De åbnede ild med maskinpistoler, og et haglgevær afsluttede affæren. Bagefter gik 263


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 264

de langsomt ud – nu med de to civilklædte mænd med hænderne over hovedet, og de forklædte politifolk med våben i hænderne bagefter. Derpå kørte den falske politibil væk og forsvandt i trafikmylderet. Tilbage lå optikeren Reinhart Schwimmer, pengeskabssprængeren og mekanikeren John May, regnskabsføreren Adam Heyer, revolvermanden James Clark, fagforeningsgangsteren Albert Weinshank samt revolvermændene Peter og Frank Gusenberg. Alle var døde, bortset fra Frank Gusenberg, der var døende. North Clark Street-massakren, som aktionen i begyndelsen blev kaldt, vakte et ramaskrig. Aviserne rapporterede om den i mindste detalje, og selv europæiske aviser skrev helsider om anarkiet i Chicago. Aktionen betød også et vendepunkt for offentligheden, der længe havde tolereret, ja, næsten havde kunnet lide gangsterne, som forsynede dem med øl og spiritus. Massakren viste, hvad der var kernen i deres virksomhed. Den kendsgerning, at en uskyldig optiker var blevet mejet ned, selv om han bare plejede at omgås Morans mænd for spændingens skyld, gjorde pointen klokkeklar. Formentlig var ”Machine Gun” Jack McGurn arkitekten bag aktionen. Han havde sendt observatører ind på North Side til at overvåge garagen fra værelser, som han havde lejet i huset overfor, og de rapporterede via telefon den 14. februar, at nogle af bandens ledere var samlet. Derefter fik ”politibilen”, der ventede et eller andet sted, ordre til at køre, og de forklædte politifolk udførte voldsgerningen. Observatørerne havde sandsynligvis taget fejl af Moran og Al Weinshank, der var lige høje og lignede hinanden lidt. Hvordan morderne reagerede, da de ankom og opdagede, at Moran ikke var i garagen, ved vi intet om, kun at de alligevel gennemførte ugerningen. Efterforskningen var forvirret, og som altid ved spektakulære begivenheder verserede der en masse rygter, spekulationer og rent digt. Til at begynde med var der visse, der mente, at politifolk virkelig stod bag ugerningen, nogle mente at vide, at det var en intern udrensning inden for Morans bande, andre gisnede om, at 264


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 265

det var en bande, som ikke var fra Chicago, der stod bag. En sandsynlig teori er, at det aldrig var meningen, at massakren skulle ende i et blodbad. Måske havde ”politifolkene” planlagt at tage Moran, Clark og brødrene Gusenberg med ud på en køretur, og så var et eller andet gået galt. Måske havde banden genkendt dem, eller også var der opstået forvirring, da de indså, at de manglede dramaets hovedperson, Moran. Uanset hvad er det ikke sandsynligt, at nogen ville risikere så meget for at dræbe småfisk som May og Heyer, for ikke at tale om påhænget Schwimmer. Capone – der formentlig stod bag – måtte med McSwiggin-mordet in mente have indset, hvor dyr en sådan massakre kunne blive. Vidneudsagnene var vage og modstridende. Alle uoverensstemmelserne afspejles i den righoldige litteratur om den myteomspundne begivenhed. Der er indspillet film og skrevet bøger om denne ene massakre, og private efterforskere har langt senere fremsat forskellige mere eller mindre søgte teorier. I vrimlen af modstridende oplysninger er der dog nogle kendsgerninger at hæfte sig ved. Et vidne havde genkendt John Scalise, formentlig fordi han skelede stærkt på det ene øje. Han var også kendt fra avisernes billeder fra diverse mordsager, hvor han havde været under mistanke. Også Jack McGurn blev ret hurtigt anholdt på begrundet mistanke om at være organisator. De to mænd betalte 50.000 dollars i kaution og blev løsladt. Mistanken blev også rettet mod Capone-allierede gangstere i Detroit, det såkaldte Purple Gang, samt The Circus Gang. Den Cadillac, der blev brugt som politibil, blev fundet udbrændt i nærheden af The Circus Café på Northwest Side. Capone-banden var altså med det samme under mistanke, og Moran skal senere have sagt, at det kun er ”Capone-banden, der opfører sig på den måde.” Citatet har dog været betvivlet, og ifølge mere samtidige kilder sagde Moran, at de ”stod over for en ukendt fjende, vi ved ikke, hvad der har forårsaget det her.” Ingen blev nogen sinde dømt for voldsgerningen, og Capone selv sad i en samtale med Miamis offentlige anklager, da massakren fandt sted. 265


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 266

Jack McGurns kĂŚreste, Louise Rolfe, som aviserne kaldte hans blonde alibi, fordi hun vidnede om, at de havde tilbragt valentinsdagen i 1929 i hans hotelsuite.

266


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 267

”Machine Gun” Jack McGurn havde et alibi i sin kæreste, der bekræftede, at de havde tilbragt en romantisk dag i sengen for at fejre valentinsdagen, da massakren fandt sted. Aviserne kaldte hende, Louise Rolfe, ”The Blonde Alibi”. ”Når man er sammen med Jack,” forklarede hun journalisterne, ”keder man sig aldrig.” Ballistiske undersøgelser var noget nyt, og metoden gik ud på at forsøge at spore affyrede kugler tilbage til bestemte våben. Resultaterne viste, at der var brugt to maskinpistoler model Thompson og to haglgeværer. Der var blevet affyret 70 skud med maskinpistoler og to haglskud. Da der blev spekuleret på, om det var ægte politifolk, der havde udført ugerningen, blev alle Chicagopolitiets maskinpistoler afprøvet, dog uden resultat. I december 1929 kom det til et gennembrud i undersøgelsen. I forbindelse med en trafikforseelse i Michigan blev Fred Burke, en kendt bankrøver og morder, anholdt. I hans hjem fandt man ud over 300.000 dollars også to maskinpistoler. De blev prøveaffyret og viste sig at matche med kugler, der var fundet i ligene af Reinhart Schwimmer og James Clark. En af maskinpistolerne matchede også med de kugler, der var fundet ved mordet på Frank Yale. Burke blev afhørt uden resultat, men blev idømt livstid for tidligere mord. Han døde i fængslet i 1940 uden at røbe noget om massakren. Massakren var dog en pyrrhussejr for Capone, som sandsynligvis stod bag. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Selv myndighederne i Washington begyndte nu at betragte ham som en trussel. Ugerningen var sikkert tænkt som dødsstødet mod ærkefjenden Moran, men Capones plan slog fejl. Moran selv undslap, og af de syv døde var den ene en uskyldig civilist. På grund af mediestormen mod gangstervældet begyndte flere og flere professionelle forbrydere at synes, at Capone og den udartede situation i Chicago gav branchen et dårligt ry, og i maj 1929 blev der indkaldt til en landsdækkende konference mellem underverdenens spidser. Kort før konferencen, i begyndelsen af maj, fandt man ligene af 267


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 268

John Scalise (1900-1929) og Albert Anselmi (1883-1929) i lighuset i maj 1929. De var begge blevet mishandlet og var ramt af flere skud. Bemærk Scalises venstre lillefinger, der formentlig er blevet skudt af, da han forsøgte at beskytte ansigtet.

tre af Capones mest skattede medarbejdere: John Scalise, Albert Anselmi og Joe Giunta – sidstnævnte endnu en formand i Unione Siciliana, der faldt på sin post. De tre blev opdaget i en vejkant syd for byen, to af dem lå på bagsædet af en forladt bil, den tredje alene i en grøft. Først troede politiet og pressen, at Moran og Aiello havde givet igen for Valentinmassakren, men senere blev fokus rettet mod Capone. Den kendsgerning, at disse tre erfarne herrer var blevet narret ud på en køretur, tydede på et insiderjob. De ville aldrig have ladet sig overliste af fjenderne på North Side. Giunta blev begravet i Chicago med al den pomp og pragt, en formand for Unione Siciliana kunne forlange. Scalise og Anselmi blev sendt hjem til Sicilien for at blive begravet der. ”Han kom tit og besøgte mig,” sagde Scalises moster, der boede i Chicago. ”Og han havde altid gaver med. Han var en stilfærdig, venlig og gavmild mand, og han var altid flink mod mig. 268


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 269

Jeg har ingen anelse om de ting, politiet siger, han har gjort. Jeg kan hverken læse eller tale engelsk. Jeg lever i en anden verden. Hans far på Sicilien venter på at tage sig af hans lig.” Der verserer to teorier om det tredobbelte mord. Den ene går ud på, at trioen havde planlagt et kup mod Capone, som jo mere eller mindre havde forladt byen. Da deres planer slap ud, reagerede Capone. Der foreligger endda en oplysning om, at Capone nægtede at tro på, at disse mænd havde planer om at falde ham i ryggen, hvorfor han og livvagten Frank Rio arrangerede et møde med Scalise og Anselmi, der endte med, at Capone og Rio lod, som om de blev uvenner. Senere blev Rio ganske rigtigt kontaktet af oprørerne, som ville have ham med i deres kup. Først da Rio rapporterede det, lod Capone sig overbevise og inviterede de tre mænd til en festmiddag, der endte med, at han tog en baseballkølle frem og bankede dem sønder og sammen, hvorefter McGurn og Rio gjorde en ende på det hele med nogle skud. Men alt det er blot et rygte, selv om scenen har ægget manges fantasi og er gengivet i blandt andet filmen The Untouchables – selv om det her kun er én person, der bliver slået ihjel. Der findes også oplysninger om, hvor utroligt hårdt de tre blev mishandlet, og at Capone skulle være blevet så ophidset under mishandlingen, at han var ved at få et hjerteanfald. Det første er en overdrivelse. Billederne af de tre, taget hos retsmedicineren, viser skudhuller og nogle blå mærker. Scalise havde fået et hårdt slag på kæben og havde desuden fået sin lillefinger skudt af. Men det var det hele. Man har ingen detaljer om, hvordan ugerningen foregik, selv om rygterne om, at det hele skete ved et festmåltid, er gengivet i mange kilder. En anden og mere sandsynlig forklaring, der nævnes i de fleste samtidige kilder, er, at deres død var et krav fra Capones modstandere, for at de overhovedet ville forhandle med ham ved majkonferencen. Deres død var den pris, Capone måtte betale for freden, og denne gang faldt han til føje for Weiss’ gamle krav: at O’Banions banemænd skulle dø. Måske fandt Capone selv på, at de tre konspirerede imod ham, for at motivere mordene på tre mangeårige, tro medarbejdere, fordi et sådant offer næppe kan 269


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 270

have været godt for moralen inden for organisationen eller for hans egen autoritet. Uanset hvordan det foregik, så betød trippelmordet, at nogle af Capones tungeste revolvermænd ikke længere stod ved hans side, og at magten over Unione Siciliana atter gled ham af hænde. Fra den 13. til den 16. maj blev den landsdækkende konference afholdt i Atlantic City. Blandt deltagerne var Dutch Schultz, Frank Costello, Lucky Luciano, Ben ”Bugsy” Siegel, Joe Aiello, Johnny Torrio, Al Capone og adskillige andre kendte gangstere. I flere dage blev territorier og virksomhedsområder drøftet og reguleret, og en mere og mere landsdækkende underverden forhandlede om spilleregler og fremtidige områder. Capone har efter konferencen forsøgt at udmale det, som om det var ham, sejrherren fra Chicago, der ledede mødet og satte dagsordenen: ”Jeg sagde til dem, at det var på tide at holde op med myrderierne,” hævdede han. ”Vi besluttede os for at glemme det forgangne, og derefter indgik vi en skriftlig overenskomst. Alle satte deres navn på den stiplede linje.” Mange har med tiden accepteret hans egen version af mødet, men den er efter alt at dømme ikke troværdig. Alle andre ledere mente, at situationen i Chicago havde udartet efter Valentinsdagmassakren, og at Chicago i almindelighed og Capone i særdeleshed gav hele branchen et dårligt ry. Johnny Torrio beordrede sin gamle lærling til at forsøge at få en ende på volden i byen. Og Capones kolossale formue gjorde de andre gangsterkonger misundelige og afvisende. Ifølge visse vidneudsagn havde Capone svært ved at håndtere skideballen og kom med nogle voldsomme udbrud eller sad længe helt tavs. Der har været spekuleret på, om hans symptomer som følge af syfilissen har spillet ind. Uanset hvad der nu udspillede sig under konferencen, er resultatet sigende: Capone fik ordre til en time out, og Joe Aiello fik omsider lov til at indtage formandsposten i Unione Siciliana. Morans bande fik udvidet interessesfærer inden for spillebranchen i Chicago. Et sådant udfald var det næppe kommet til, hvis Capone havde dikteret betingelserne som ved fredskonferencen i 1926. Mødet mun270


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 271

dede ud i en fredsplan på 14 punkter for at få en ende på volden, og resultatet af konferencen var, at Capones magt i Chicago blev stækket. Umiddelbart efter konferencen blev Capone anholdt i Philadelphia for ulovlig våbenbesiddelse. Alt tyder på, at pågribelsen var arrangeret af ham selv efter påbud fra konferencen. Han skulle holde sig væk fra Chicago og al offentlighed i et år og lade tingene falde til ro. Han blev anholdt uden for en biograf, hvor han viste sig at have en .38-revolver på sig, nøjagtig ligesom Frank Rio. Kautionen blev sat til 35.000 dollars for hver, og da de ikke kunne betale det, måtte de overnatte i arresten. Om natten talte han længe med sikkerhedschefen, Lemuel Schofield, om gangsterkrigene, og han beklagede sig over sit liv og gentog sit ønske om at trække sig tilbage. Men han kunne ikke, konstaterede han. Det var for sent. Havde man en gang begivet sig ind i gangsterlivet, sad man fast. Morgenen efter blev han afhørt klokken halv ti, tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse klokken halv tolv, og han tilstod og blev dømt klokken kvart over tolv. Klokken halv fem om eftermiddagen begyndte han at afsone straffen. ”De arbejder hurtigt her i byen,” kommenterede Capone. Chicago-aviserne konstaterede, at han søgte beskyttelse bag tremmer, og hans omgivelser var helt på det rene med, at han lod sig fængsle frivilligt. De politifolk, der anholdt ham, havde han lært at kende i Florida, hvorfor han havde kunnet arrangere en anholdelse. Måske blev straffen lidt længere, end han havde regnet med – et år var maksimumstraffen for ulovlig våbenbesiddelse, det normale var tre måneder. Hans pårørende nægtede dog, at han havde arrangeret anholdelsen: ”Hvorfor skulle han ønske at komme i fængsel?” spurgte hustruen, Mae Capone, og selv nægtede han meget bestemt: ”Man skaber sig ikke et ry som mit ved at gemme sig i et fængsel.” Capone blev ført til fængslet Holesburg lige uden for Philadelphia. Han fik brusebad, blev klippet, fik udleveret fangedragt og blev installeret som fange nummer 90725 i det, der efter sigende var det skrappeste fængsel i USA. 271


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 272

”Det er jo ikke helt ligesom derhjemme,” konstaterede Capone. I august blev Rio og Capone dog overført til et andet, mildere fængsel, Eastern State Penitentiary, hvor han blev fange C5527. Der fik han som nævnt flere privilegier: et tæppe på gulvet, malerier på væggene, en radio og nogle behagelige lænestole. Først og fremmest fik han lov til at få besøg samt skrive og modtage breve, hvilket var strengt reguleret i det tidligere fængsel. Jack Guzik og Ralph Capone kom tit på besøg og drøftede forretninger med ham, og han kunne fortsat lede banden på afstand.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 273

EFTER FÆNGSLET – CAPONE TILBAGE I CHICAGO

”Han er mere end en mønsterfange. Han er perfekt!” Dr. Herbert Goddard, fængselslæge, om Capone

I midten af maj 1929 vendte Joe Aiello tilbage til Chicago, i triumf og som fredsbebuder – ifølge aviserne. Capone var i fængsel, og flere af hans tungeste mænd var døde. Og Aiello kunne nu omsider indtage formandsstolen i Unionen, som han havde kæmper for i flere år. Måske ville der nu falde ro over Chicago, måske ikke. Allerede i begyndelsen af juni 1929 kunne aviserne bringe en bemærkelsesværdig nyhed. En Matthew Zimmerman var kommet vaklende ind på en politistation og havde fortalt, at han var blevet bortført og torteret med cigaretter og glasskår af flere mænd: ”De kaldte mig hele tiden Aiello,” sagde han. Først efter et par dage var der dukket endnu en person op og havde sagt: ”Idioter! I har taget den forkerte,” hvorpå Zimmerman var blevet smidt ud af en bil i det centrale Chicago. Kort efter blev Joe Aiello anholdt for at have holdt skydeøvelser med maskinpistoler sammen med en af Morans mænd på landet uden for Chicago. Måske trænede de til Capones uundgåelige tilbagevenden fra fængslet.

273


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 274

Dommen i Philadelphia blev et vendepunkt for Capone. Det var første gang, han sad i fængsel. Det må have været noget af en rekreation for ham. Han fik motion, søvn og fred for de dødstrusler, han have levet under i flere år. Han tabte ti kilo takket være regelmæssigt baseballspil og begyndte at gå med briller. Han donerede omkring 25.000 dollars til velgørenhed beregnet på sine medfanger. Selv om han var gået i fængsel mere eller mindre frivilligt, var det et alvorligt slag. Det blev hans Elba-forvisning, hvis vi skal sammenligne med Napoleon, som Capone godt kunne lide at henvise til i aviserne: ”Han skulle have taget det roligt efter Elba,” sagde Capone. ”Men han var vel ligesom os andre – han vidste ikke, hvornår han skulle holde op, og det var det, der blev hans fald. Havde han levet i Chicago, var det blevet til et haglgeværWaterloo, men i stedet blev det til en køretur til Sankt Helena.” Capone indså nok ikke, hvor tydelige parallellerne faktisk var. Havde han taget straffen i Philadelphia og derefter trukket sig ud, havde både myndighederne og de rivaliserende bander måske stillet sig tilfredse med det – men, som sagt, han forstod ikke, hvornår det var på tide at holde op. Han ville tilbage til Chicago for at genoprette sin autoritet og genindtage sin trone, men det var nye tider. Da han i foråret 1930 blev løsladt, var de glade 20’ere forbi, velstanden var væk, og den hede jazz blev overdøvet af drønet, da den ene bank efter den anden gik ned under børskrakket i oktober 1929: Mellem den 21. og 29. oktober faldt værdierne på aktierne med 15 milliarder dollars. Lønningerne faldt drastisk for dem, der havde arbejde. Antallet af hjemløse voksede. Chicago var en af de hårdest ramte byer, fortovene flød med bohave, der tilhørte folk, som var blevet sat ud af deres lejligheder, folk i hundredvis sov i parker og under broer, og budgetunderskuddet nåede nye rekordhøjder. Capone selv, der hævdede, at han fik skylden for alle de ulykker, der ramte byen, meddelte noget spøgefuldt fra fængslet via sin advokat, at han ikke var skyld i børskrakket. Spøg til side – tolerancen for en skurk, der var mangemillionær, faldt, i takt med at arbejdsløsheden steg – selv om den pågældende skurk stadig slog om sig med hundreddollarsedler i drikkepen274


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 275

ge. I 1932 var arbejdsløsheden i Chicago oppe på over 40 procent, og den slags faldt folk for brystet, nu da de ikke længere havde råd til spil og illegal spiritus. Valentinsdagmassakren havde yderligere degraderet de engang så romantiserede professionelle forbrydere til et bundt afstumpede massemordere. Præsident Herbert Hoover, der blev indsat den 4. marts 1929, lovede, at han øjeblikkelig ville gå i gang med at rense ud i Chicago, blandt andet ved at få ram på Capone. Allerede et par uge senere havde han et møde med Chicago-dommeren Frank Loesch og en hæderlig Chicago-journalist, der overbeviste ham om, at byen helt var faldet i hænderne på gangsterne, og at de lokale myndigheder havde kapituleret. Redningen lå nu i en føderal indsats. (Der verserede et rygte om, at Hoovers antipati mod Capone stammede fra en hændelse, da Hoover under sin valgkampagne boede på et dyrt hotel i Florida. Da han på et tidspunkt gik gennem foyeren omgivet af fotografer og beundrere, der ville give ham hånden og lykønske ham, skete der noget. Lige pludselig skal opmærksomheden være blevet afledt, da folkemængden styrtede af sted til den anden ende af foyeren, hvor en cigarrygende og smilende Al Capone kom gående. Hooper skal da af misundelse have besluttet sig for at knuse sin overmand. En anden variant af historien går på, at Hoover og Capone boede på samme hotel i nogle nætter, og at de endeløse fester i Capones suite forstyrrede Hoovers nattesøvn. Men det er alt sammen kun skrøner.) Sidst i 1920’erne gik en gruppe hæderlige forbudsagenter, ledet af Eliot Ness, i aktion i Chicago. De foretog flere razziaer mod blandt andet Capones bryggerier, og de begyndte også at aflytte telefonerne på flere af Capone-bandens hovedkvarterer for at samle beviser. Hjulpet af en sensationslysten journalist skrev Eliot Ness senere en meget overdreven og farvet selvbiografi, der har dannet basis for flere film. I virkeligheden var hans aktioner ikke så betydningsfulde, og han skabte ingen overskrifter – det blev blot til en håndfuld notitser om kaprede ølbiler. Ifølge selvbiografien gav aviserne hans gruppe navnet ”The Untouchables”, fordi de ikke lod sig true eller bestikke, hvilket virker som rent digt. Formentlig affyrede Ness aldrig sin pistol og var aldrig på 275


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 276

noget tidspunkt truet. Banderne kastede sig aldrig over myndighedspersoner; det uforsætlige mord på McSwiggin viste, at den slags kostede for meget. Men Ness’ operationer forårsagede dog visse vanskeligheder og kostede først og fremmest Capone en masse penge. Da Capone skulle løslades, gik snakken, at han var blevet magelig og havde mistet sin skarphed, og alle vidste, at de løbende aktiviteter i banden var blevet passet af Jack Guzik og Frank Nitti. Og i Chicago fortsatte myrderierne med uformindsket styrke – alle aftaler til trods. I februar 1930 blev Frank McErlane skudt i benet, efter at han igen havde fundet sammen med sin gamle partner Joe Saltis. Der gik rygter om, at McErlane havde skiftet side til Edward ”Spike” O’Donnells styrker, der endnu en gang forsøgte at møve sig ind på Souths Sides ølmarked. Senere fik McErlane på sit sygeleje besøg af et par mænd, der forsøgte at skyde ham igen. Men Frank McErlane ville ikke være sig selv, hvis han ikke havde en ladt .45’er under puden – så han drev dem på flugt, men blev selv ramt af tre skud, som dog ikke var dødelige. Der blev affyret omkring 40 skud i ildkampen på hospitalet. ”Jeg siger ikke noget,” sagde McErlane til politiet bagefter, ”men jeg ved, hvem det var, og I kan lede efter dem i en grøft. Der vil I snart finde dem – i en grøft! Jeg behøver ikke politet for at løse det her. McErlane tager sig af McErlane.” Politiet kunne tage ham på ordet. Den 5. marts blev Joe Saltis’ håndlanger, politikeren og den ivrige golfspiller John ”Dingbat” Oberta og hans livvagt Sam Malaga fundet skudt i Obertas dyre bil i en grøft uden for Chicago. Halvdelen af Obertas hoved var skudt væk. Oberta havde nået at affyre tre skud med sin egen revolver, før han døde. Ingen blev anholdt. Samme forår faldt et par af Ted Newberrys nærmeste mænd i et baghold, hvilket øgede turbulensen i bandeverdenen. Newberry, der sammen med sin chef George ”Bugs” Moran var få minutter fra at ende som offer i Valentinsdagmassakren, var ved at blive et af de tunge drenge på North Side efter massakren. 276


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 277

I april blev tre Capone-soldater myrdet på en smugkro. Aviserne spekulerede på, om mordene kunne henføres til Caponebandens forsøg på at infiltrere fagforeningerne, som nu slog igen. Men allerede inden da var The Big Fellow kommet ud af fængslet. Han og Frank Rio blev løsladt allerede efter 10 måneder, i marts 1930. De fik to måneders rabat for god opførsel, og fængselslægen, dr. Herbert Goddard, var meget imponeret over sin kendte fange: ”Det er svært at tro på alt det, der bliver sagt om ham. I mine syv år som fængselslæge har jeg aldrig mødt en fange, der har så godt et humør og er så venlig. Han beder aldrig om noget ekstra. Han udfører sit arbejde samvittighedsfuldt og fejlfrit. Den mand kan klare hvad som helst. Han er mere end en mønsterfange. Han er perfekt!” Men den perfekte fange var ikke længere den perfekte gangster – han lignede mere en dinosaurus, som levede under byrden af den kolossale offentlige omtale, der var ved at blive hans fald. Og medieinteressen lod ikke til at mindskes – hans løsladelse skabte opskruede forventninger. Allerede før morgengry den 18. marts 1930, da han skulle løslades, samledes en stor folkemængde uden for fængslet i Philadelphia for at se Capone træde ud i friheden. Der var så mange mennesker, at politiet måtte tilkaldes for at holde orden, og ved den mindste bevægelse inde fra fængslet voksede ophidselsen blandt de tusindvis af nysgerrige. Der gik også rygter om, at hans gamle fjender ville være der og slå ham ihjel, når han blev løsladt, alene og uden skydevåben. Da fængselschefen viste sig i døren, kunne han meddele, at Capone havde spist røræg til morgenmad, og oplysningen blev telegraferet ud til alle landets nyhedsbureauer. Klokken 11.07 meddeltes det, at guvernøren havde underskevet løsladelsespapirerne, mens der gik rygter om, at Capone skulle flyves fra stedet. Men timerne gik. Folkemængden blev urolig, og journalisterne brokkede sig, og til sidst meddelte fængselsledelsen, at man havde smuglet Capone ud ved morgengry og holdt ham i forvaring i en nærliggende landsby, indtil han blev løsladt om eftermiddagen. Nogle af hans mænd kom og hentede ham der og kørte ham til Chicago. 277


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 278

Time Magazines tophistorie fortalte om Capones løsladelse, og hans ansigt dækkede forsiden: ”Han er ikke nogen desperado af den gamle skole, ’Scarface Al’, en, der plyndrer og myrder på må og få. Han er med sine egne ord en ’forretningsmand’, der klæder sig elegant, kører i en Lincoln og lader sine ansatte tage sig af volden. Han har en 11-årig søn, der er meget velopdragen.” Men i artiklen omtaltes også de problemer, Capone stod over for. Ølsalget mindskedes, og politiets pres mod banderne voksede. De føderale myndigheder var allerede begyndt at interessere sig for hans kolossale indtægter og manglende skatteindbetalinger. Og i Florida erklærede myndighederne, at de ville modarbejde ham, så meget de kunne, hvis han vendte tilbage dertil. Capones hemmelige løsladelse, der blev efterfulgt af nogle dages ophold på et hemmeligt sted, gav genlyd i underverdenen. Journalisten Alfred ”Jake” Lingle ringede rasende til Capones bror Ralph, da han ligesom alle andre, der havde ventet uden for fængslet, indså, at han havde mistet sit bytte: ”Hvor er Al?” hvæsede Lingle på den aflyttede telefonlinje. ”Jeg leder som en gal, og ingen ved, hvor han er.” ”Jeg ved det heller ikke,” svarede Ralph. ”Jeg har ikke hørt et ord fra ham, siden han blev løsladt.” ”For pokker, Ralph, det her er hårdt for mig. Jeg er nødt til at vide den slags. Ellers bliver det pinligt for mit blad. Hør her: Ring til mig, så snart du hører fra ham. Sig til ham, at jeg vil møde ham hurtigst muligt.” Det lovede Ralph at gøre. Lidt efter ringede Lingle igen: ”Hør lige her. Nu binder du mig vel ikke en historie på ærmet? Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig.” Det var lige præcis det, Ralph gjorde. Kort forinden havde han fået en opringning fra et bandemedlem, der fortalte, at Al havde fejret sin frihed med en ordentlig druktur på Western Hotel, som Hawthorne Hotel i Cicero nu hed. Capone var blevet døddrukken og voldelig: ”Vi er på værelse 718 på Western, og Al er ved at løbe løbsk,” havde en desperat stemme fortalt Ralph. ”Han er i en skrækkelig tilstand. Kan du ikke komme? Du er den eneste, 278


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 279

der kan klare ham, når han er sådan. Vi har sendt bud efter en masse håndklæder.” Lingles tone over for Capones bror, der var en af byens mest frygtede personer, er måske overraskende, men hvilken position Lingles havde, skulle dog senere gå op for omverdenen. I flere dage – mens han i virkeligheden fejrede sin frihed i Cicero – lod han til at være forsvundet. Det svirrede med rygter i byens aviser. Var han rejst til Florida? Der var vist en, der havde set ham i New York. Man foretog en ransagning af hans ejendom på Palm Island, men der var han ikke. ”Bøh”, var der en avis, der skrev i en overskrift. ”Jeg er Al Capone, du er Al Capone! Her er han, der farer han af sted! I flyvemaskinen? Nej, på cyklen. Der er Al!” Politiet i Charlotte i North Carolina kunne fortælle, at han var på vej til deres lille lokalsamfund. Hans hus på South Side blev nøje overvåget af politifolk, reportere og nysgerrige. Der blev skrevet helsidesartikler om, at hans mor havde købt kalkun ind til velkomstmiddagen. Det lykkedes en eller anden journalist at få fat i den tolvårige Ralph Capone Jr., som dog hævdede, at farmor ville lave valnøddepasta til onkel Al, når han dukkede op. Aviserne rapporterede også, at skattevæsenet var ved at forberede en tiltale for skattesvig. ”Ingen borger i USA’s historie har fået så megen offentlig omtale på så kort tid,” skrev New York Times. Et andet dagblad konstaterede, at han var blevet ”landets største varemærke, kendt i Javas jungle og i det øde Lapland,” ja, den mest kendte amerikaner i verden. Det lykkedes en avis at få et interview med hans lillesøster Mafalda, der ikke kunne forstå, hvorfor hendes bror skabte sådanne overskrifter hele tiden: ”Kan de ikke sige noget godt om ham? Alle, der virkelig kender ham, ved, at han er god.” Til sidst dukkede Capone op sammen med sin advokat, Thomas Nash, i Chicago-politiets hovedkvarter. Capone havde bind om den ene hånd og sagde, han havde brændt sig på en steg. Han spurgte kommissær John Stege, om han var efterlyst. Stege forklarede, at han var uønsket i Chicago og truede med at anholde ham. 279


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 280

Anklageren Harry Ditchbourne deltog også i mødet, der blev refereret stenografisk, hvorefter protokollen blev lækket til pressen. Ditchbourne indledte med at spørge Capone om Valentinsdagmassakren. ”Jeg var i Florida dengang,” svarede Capone. ”Ja, og De var vel også i Florida, da Frank Yale blev myrdet i New York,” sagde Stege. Capone svarede ikke. ”Deres navn sættes i hvert fald i forbindelse med både massakren og mordet på Yale,” fortsatte Ditchbourne. ”Jeg er ikke så slem, som alle siger. Jeg får skylden for alt, hvad der sker her, men jeg har virkelig intet med det at gøre,” svarede Capone. ”Deres navn er synonymt med en bande,” sagde Ditchbourne. ”De er måske ikke selv morder, men vi må antage, at Deres bande kontrollerer West Side og South Side, og vi har grund til at antage, at de er ansvarlig for flere mord.” ”Jeg kan ikke svare for andres handlinger,” sagde Capone. ”De er ikke nogen god borger,” sagde Ditchbourne, ”hvis De gik hen ad gaden sammen med Deres bror, og han blev dræbt, ville De ikke komme til os og fortælle, hvem der havde gjort det.” ”Tja, hvad ville De gøre i mit sted?” spurgte Capone. ”Vi må beskytte almindelige borgere, og sådan nogle folk som Dem skal væk,” sagde Ditchbourne. ”Der var engang, da vi havde mindre end 100 mord på ti år, men siden I gangstere er begyndt på jeres krige, har vi 300 mord om året,” fortsatte Ditchbourne, der kludrede lidt i det med tallene. ”Det er derfor, vi vil smide Dem ud,” indskød Stege. Nu greb Nash ind: ”De kan ikke anholde ham, hvis De ikke har nogen beviser. Mr. Ditchbourne, som jurist ved De, at det kan politiet ikke gøre.” ”Jeg er ikke her for at fortælle politiet, hvad de ikke kan,” svarede Ditchbourne. ”Jeg er ikke interesseret i at beskytte Capone. Men hvis han mener sig anholdt uden grund, kan han stævne os for det.” 280


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 281

”Stævn mig, hvis De vil,” sagde Stege. ”Det har Saltis og Dingbat Oberta forsøgt tidligere.” ”Jeg vil ikke stævne nogen,” sagde Capone. ”Jeg vil bare ikke anholdes for at gå i byen.” ”Deres tid er forbi,” sagde Stege. ”Klokken er faldet i slag. Hvornår forlader De byen?” ”Jeg rejser til Florida i næste uge. Jeg ved ikke, hvornår de føderale myndigheder vil have fat på mig til deres sag.” ”De får en chance for at stikke af nu,” sagde Stege. ”Næste gang havner De i arresten og bliver stillet for retten. Så forsvind nu. Farvel, mr. Nash. Råd Deres klient til at forlade Chicago.” ”Det var netop sådan en behandling, Lenin og Trotskij lavede revolution imod,” svarede Nash. ”Så kan Capone jo tage til Rusland,” konstaterede Stege. Capone tog nu ikke til Rusland, men til Lexington Hotel, hvor han gav et interview til en britisk avis over telefonen. Han pointerede over for journalisten, at hans navn blev udtalt i to stavelser og ikke tre. Senere gav han et interview til journalisten Genevieve Forbes Herrick fra Chicago Tribune, som gav det overskriften ”Capone med hans egne ord”. Her udtalte han, at han ”bare havde solgt øl og whisky til byens borgere, og nogle af vores bedste dommere drikker mine varer. Hvis folk ikke vil have øl, ville man da være skør i bolden, hvis man prøvede at sælge det. Og jeg har også set spillebuler, det er klart, men jeg har aldrig set nogen tvinge folk til at gå derind. Ingen er under trusler med våben blevet tvunget ind noget sted for at more sig. Men jeg har læst i aviserne om bankrøverier, og om hvordan kasserere er blevet truet med våben til at åbne et pengeskab. Nu lader det til, at det ville være værre at tage et glas end at begå bankrøveri. Men jeg tager måske fejl. Det er måske værre.” Han var bekymret over Steges trussel om anholdelse. ”De har aldrig haft noget på mig, før de tog mig dernede for våbenbesiddelse og gav mig et år – ikke for pistolen, men fordi jeg hedder Capone.” Han fortsatte: ”De snakker om, at jeg ikke er hæderlig. 281


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 282

Hvorfor? Når ingen er hæderlige? De ved, det er sådan. Hvis Deres bror eller far kommer i knibe, hvad gør De så? Ingenting, og lader det gå galt uden at forsøge at hjælpe? Næppe. Ingen er hæderlig, når det kommer til stykket – og det ved De godt.” Han holdt en pause. ”Hvad jeg end foretog mig i fængslet, så sørgede alle hele tiden for, at Al Capone ikke fik nogen fordele. Efter et halvt år var der tale om betinget løsladelse. Hvis jeg havde været en almindelig John Smith, var det gået igennem. Det eneste, jeg havde gjort, var at bære våben. Men da jeg var Capone fra Chicago, blev det ikke til nogen løsladelse. Yes, sir. At være berømt giver bare en masse bekymringer.” Han fortsatte: ”Well, hvis jeg bare var en almindelig Izzy Polatski, der boede i Chicago, ville jeg ikke stå på fortovet og glo efter Al Capone. Jeg ville passe mit og lade ham passe sit og ikke gøre byen til grin. De bemærkede måske, at jeg ikke kom hertil med mit eget orkester. Det er ikke mig. Jeg kom heller ikke med alle de livvagter, som aviserne altid skriver om. Jeg kom med én person, min chauffør. Jeg er ikke bange for nogen,” sagde han stille. Han famlede ustandselig med sine fingre. En ung mand kom ind i det store værelse. ”Sig til min kone og søster, at de skal komme herind,” sagde Capone. Døren gik op, og to kvinder trådte ind. Den ene høj og slank, mrs. Capone, den anden knap så høj, men lidt kraftigere, hans søster Mafalda. Hans mor ventede i værelset ved siden af. ”Lagde De mærke til min kones hår?��� spurgte Capone pludselig. Reporteren svarede, at det var smukt. ”Nej, jeg mener de grå striber,” tilføjede han. ”Hun er kun 28, men er gråhåret af bekymring over tingenes tilstand her i Chicago,” sagde han; han havde trukket nogle år fra sin kones alder, for virkningens skyld. Selv havde han også grund til at få grå hår, sukkede han. ”Jeg er kun 31 år, og jeg har fået skylden for alle forbrydelser her i byen, siden den brændte i 1800-tallet.” En ting, der generede ham, var rygtet om hans andel i mordet på Frank Yale i New York. ”De har været efter mig og afhørt mig om det mord – mens jeg sad i samtale med min advokat! Der sad jeg på hans kontor, 282


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 283

havde et vandtæt alibi! Men – selvfølgelig skal de genere mig med det alligevel. Det er jo latterligt.” Reporteren beskrev ham som kraftig og velproportioneret, velklædt uden at være lapset. Han sad ved sit store mahogniskrivebord og talte sagte. Han bedyrede gang på gang sin uskyld. Det eneste, han havde gjort – og det vendte han ustandselig tilbage til – var at sælge sine våde varer. Og at det havde gjort ham så rig, at han kunne købe et flot hus i Miami og kunne give hundreddollarsedler i drikkepenge – det er kundens fejl, ikke sælgerens. Nu var det hans plan at blive i byen nogle uger for senere at tage ned til huset i Miami. ”Og her er jeg nu med min kone og søster og et par nære venner, men man siger vel snart, at Al Capone holder en fest med 500 gæster. Jeg, der bare vil passe mig selv og tage det roligt nu. Jeg ville ønske, aviserne ikke skrev en linje om mig. Sådan har jeg det nu. Jeg mødte ingen journalister, da jeg var i Philadepha, og jeg burde ikke møde nogen her. Sådan har jeg det. Ikke flere orkestre til mig.” Telefonen ringede. ”Sure, du taler med The Big Fellow. Kom bare over,” sagde han og lagde røret på. Han drak en slurk af det store vandglas, der stod på bordet. ”I fængslet havde jeg kontorarbejde. Jeg vil gætte på, at mange tror, det var noget, jeg fik arrangeret. Men det passer ikke. Og vil de have, at en fyr, der kan bogholderi og den slags, skal grave grøfter hele dagen, bare fordi han hedder Capone og er fra Chicago?” Senere tog han toget til Florida for at holde lidt fri, men heller ikke der var han velkommen. ”Jeg er her for at få en velfortjent ferie,” sagde Capone. ”Og det eneste, jeg ønsker, er at blive behandlet ordentligt. Jeg har ikke overtrådt nogen love i Miami og agter heller ikke at gøre det. Jeg vil bare være i fred og nyde min ferie.” Nogen ferie blev det dog ikke til. Gang på gang blev han anholdt i Miami i foråret 1930. Der blev aldrig rejst nogen sigtelser, 283


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 284

men han måtte tilbringe en del tid i arresten, mens han ventede på sine advokater. Over for journalisterne gentog han om og om igen, at han ikke ønskede nogen omtale og bare ville være i fred – en temmelig mislykket stratregi, eftersom hans konstante udtalelser gav dem mere at skrive om. Imens fortsatte volden i Chicago, og rygterne om nye gangsterkrige, nye fredsaftaler og Capones gøren og laden lod aldrig til at få ende.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 285

WASHINGTON VERSUS CAPONE – NETTET STRAMMES

”Husk, at jeg vil have ham Capone i fængsel.” Præsident Herbert Hoover ved sin tiltrædelse i 1929

En måned efter at Capone var blevet løsladt fra fængslet i Philadelphia, den 24. april 1930, offentliggjorde Chicago Crime Commission en liste over 28 Public Enemies. Den øverste på listen var Capone. Frank J. Loesch, formand for Chicago Crime Commission, sendte listen til dommere, anklagere, politi og presse sammen med et brev, hvori han understregede, at disse mænd burde retsforfølges på enhver tænkelig måde, for skattesvig eller løsgængeri, for illegal indvandring eller hvad som helst. ”Målet er at rette søgelyset mod Chicagos mest kendte og berygtede gangstere, så de kommer under konstant observation af såvel myndigheder som lovlydige borgere.” 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17.

“Scarface” Al Capone Tony ”Mops” Volfe Ralph Capone Frank Rio ”Machine Gun” Jack McGurn James Belcastro Rocco Fanelli 285


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 286

18. 19. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 23. 24. 25. 26. 27. 28.

Lawrence Mangano Jack Zuta Jack ”Greasy Thumb” Guzik Frank Diamond George “Bugs” Moran Joe Saltis Joe Aiello Edward “Spike” O’Donnell Frank McErlane Vincent McErlane Danny Stanton Myles O’Donnell Frank Lake Terry Druggan William “Klondike” O’Donnell George “Red” Barker William “Three Finger Jack” White Joseph Genaro Leo Mongovern James “Fur” Sammons William Niemoth

Udtrykket “Public Enemy” vandt straks gehør. I lederartikler, bøger, film og debatter blev det flittigt brugt, og når man kender resultatet, virker det, som om metoden var effektiv. I begyndelsen af 1934 var 15 af de 28 blevet dømt, 9 var døde, en var på vej til at blive udvist, og de resterende tre var på flugt. Allerede før Loesch indledte sin pressekampagne, fik Elmer L. Irey, agent og efterforsker ved de føderale skattemyndigheder, ordre til at sætte Capone fast. Ordren kom direkte fra præsident Herbert Hoover. Skattemyndighederne skulle indsamle beviser, og Justitsministeriet skulle rejse tiltale. Skattesvig var en føderal forbrydelse, for hvilken der kunne rejses tiltale fra Washington, og ifølge en temmelig ny lov skulle også indtægter fra kriminel virksomhed beskattes. 286


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 287

Til at begynde med havde man interesseret sig for Ralph ”Bottles” Capone, Als storebror. En ihærdig embedsmand ved skattevæsenet i Chicago havde faktisk allerede flere år før overtalt Ralph til at anføre sine indtægter. Han havde oplyst, at han ernærede sig som spiller, og at han tjente 20.000 dollars om året. Grænsen for skattepligtig indkomst var på den tid 5000 dollars om året. Den nidkære agent havde senere opsøgt Ralph, som da havde skrevet under på en skattegæld på 4065 dollars for årene 1922 til 1926, som han lovede at betale. Et latterligt lille beløb for ham. Ralph havde dog ikke taget sig sammen til at dele sine rigdomme med Uncle Sam, og det hele var blevet syltet. Senere forsøgte Ralph at forhale sagen ved at meddele, at han var flad og i personlig konkurs, og han spurgte, om skattevæsenet kunne nøjes med 1000 dollars. Skattevæsenet nægtede og besluttede at efterforske hans økonomi. Sagen gik videre til Irey: Find ud af, om Ralph Capone virkelig er pengeløs. Det blev begyndelsen til enden for ham og hans yngre, mere kendte bror. Irey sendte en agent, Archie Martin, til Chicago for at se, hvordan Ralph levede. Martin kunne hurtigt rapportere til sine overordnede, at han ville ønske, han selv var lige så ”flad” som Ralph ”Bottles” Capone. ”Ok,” svarede de. ”Bevis, at han ikke er pengeløs.” Det var straks mere vanskeligt. Martin kunne se Bottles slå om sig med penge og køre i dyre biler, men han kunne ikke spore, hvor pengene kom fra. Han vidste, at Bottles gik rundt med mindst 10.000 dollars i bukselommen, og det lykkedes ham efterhånden at bevise, at Bottles ejede nogle væddeløbsheste. På det tidpunkt, i efteråret 1928, tilbød Bottles at betale sin gæld, men nægtede nu at betale en strafrente på 1000 dollars. I mellemtiden havde politiet foretaget en razzia i spillebulen The Subway og beslaglagt regnskaberne. En ansat var temmelig snakkesalig og antydede, at Ralph lod fortjenesten indsætte under falsk navn i en bestemt bank. Efterforskerne sporede checkene, og det viste sig, at beløb svarende nøjagtigt til indtjeningen de pågældende dage var blevet indsat på konti, der stod i navnene James Carrol, James Carter eller James Costello. Og ingen ringere end 287


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 288

Ralph Capone havde i oktober 1925 overført sin konto til netop disse personer. På mindre end et år havde over 750.000 dollars passeret kontiene. Indsættelserne var blevet foretaget af en stikirenddreng, der kom sammen med en livvagt. Denne person blev identificeret som Antonio Arresso, som var Ralph Capones egen livvagt. Irey og hans folk valgte at gå i aktion mod Ralph Capone først, som en slags prøveballon. Deres efterforskning viste, at han betalte næsten alle sine udgifter med checks i en masse forskellige navne, som det dog lykkedes at bevise var hans. I oktober 1929, da Al sad i fængsel i Philadelphia, blev der ført sag mod Ralph. Ved hjælp af en meterhøj bunke af bankchecks lykkedes det at vise, at Ralph ikke kunne have været uden penge, da han oplyste, at han var det. Han havde købt biler, ædelsten, dyre væddeløbsheste før og efter den dato, da han havde hævdet, at han ikke kunne betale sin skattegæld. Ralph og hans advokater forsøgte uden held at påstå, at han havde mistet alle pengene i spil, og til sidst blev han irriteret. Da Ralphs hat på retssagens tredje dag blev stjålet, mistede han besindelsen. Nævningene kendte ham skyldig, og dommen lød på tre års fængsel og en bøde på 10.000 dollars. ”Jeg fatter ikke en lyd,” sagde Ralph Capone. Det gjorde dog en hel del af hans kolleger i underverdenen. Samme uge ankom en række gangstere til skattemyndighederne, der pludselig fik over en million dollars ind i skat af tidligere ubeskattede indtægter. Det var første runde. Det lykkedes Ralph Capone at udskyde afsoningen af sin dom et stykke tid, før han måtte gå i fængsel. Irey fik at vide, at præsident Herbert Hoover hver morgen spurgte sine nærmeste medarbejdere, hvordan det gik med Al Capone, og at han afsluttede samtalen med: ”Husk, at jeg vil have ham Capone i fængsel.” Irey samlede en lille gruppe mænd for at skride til værket. Frank Wilson var stilfærdig og myreflittig; han kunne sidde og gennemgå papirer 18 timer i døgnet alle ugens syv dage, skriver Irey i sine erindringer, og Pat Malone var en afholdsmand, der lignede en italiener og kendte underverdenen ud og 288


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 289

ind. Art Madden sad inde med en masse viden om Al Capone og havde fulgt hans forehavender lige siden tiden i Brooklyn. ”Al er et fjols,” mente Madden. ”Han har ikke styr på sine penge, hvis bare han har nok af dem til at spille på heste, købe tøj og samle på ædelsten. Han kan lide kvinder, men de koster ham ingenting. Han giver dem bare fri en nat.” Ireys gruppe havde kontakt med nogle velstillede Chicago-borgere, som, inspireret af public enemy-kampagnen, støttede en fond til bekæmpelse af kriminalitet i almindelighed og Capone i særdeleshed. En del af de penge, der blev samlet ind, gik til Pat Malone, der anskaffede sig en garderobe i gangsterstil. Efter lidt research i Brooklyn og Philadelphia i de seneste begivenheder i underverdenen tog han til Chicago og indskrev sig på Lexington Hotel under navnet Michael Lepito. Tanken var, at han skulle infiltrere Capone-banden. Hvor vigtig Malones indsats var, er blevet diskuteret, men han begyndte at hænge i foyeren på Lexington, hvor han spillede terning og læste aviser. Han skrev breve til venner i Philadelphia, som han havde involveret, og de skrev svarbreve. Han noterede sig med tilfredshed, at brevene af og til var blevet åbnet, hvilket betød, at han blev observeret, og at indholdet i brevene, som antydede kriminel virksomhed, nåede frem til hans naboer på hotellet. Han observerede, hvordan Jack McGurn, Jack Guzik, Frank Nitti, Louis Campagna, Al Capone med flere færdedes på hotellet. Efter nogen tid blev han spurgt, hvem han var. Han sagde, han var på flugt fra politiet i Philadelphia. Han begyndte at spille kort med mændene i banden og kunne sladre om underverdenen i Philadelphia og Brooklyn. En aften var der en beruset gangster, der pralede med sin chef: ”Al er klog, forstår du. Ham får de aldrig krammet på.” Malone var enig. ”Det hele er så velorganiseret og forretningsmæssigt,” fortsatte den berusede gangster. ”Tag nu for eksempel Nitti. Han holder styr på gutterne. Hvis der er en, der laver ballade, taler Al med Nitti, og så kommer der snart et par fyre med toget fra Detroit eller New York eller St. Louis, og Nitti fortæller dem, hvem der skal væk. De ordner sagen og rejser hjem. De tager 289


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 290

2500 dollars pr. opgave.” Han fortsatte: ”Al vil ikke have, at hans egne folk skal skyde, hvis det ikke er absolut nødvendigt.” Mens Malone forsøgte at infiltrere banden, flyttede Wilson ind på et andet hotel i byen for at begynde at gennemgå de af Capones bogføringsark og regnskaber, der var blevet beslaglagt gennem årene ved razziaer i spillebuler, smugkroer og bordeller. Wilson sad over disse papirer i stort set alle sine vågne timer i flere måneder, men havde svært ved at spore nogen penge direkte til Capone. I begyndelsen af 1930 var de dog klar til at tage Nitti og Guzik. Tanken var at få ram på Capone via hans nærmeste medarbejdere. Det var der to grunde til: Dels skulle metoden afprøves og forfines, fordi målet for skattelovgivningen var at inddrive penge til Washington, ikke at afsløre mordere. Dels skulle de lettere og forhåbentlig succesrige retssager mod Capones nærmeste medarbejdere få uvillige vidner til at stille op mod Capone, hvis de kunne se, at disse mænd trods alt var til at få ram på. Måske var der også et element af psykologisk krigsførelse i det: Langsomt, men sikkert at nærme sig hovedmålet, der som et tungt og uhåndterligt bombefly flaksede rundt for at undgå luftforsvarets lyskastere. Efter Capones fængselsophold var antallet af hans fjender blevet tredoblet. Myndighederne, både de føderale og lokale, var nu helt på det rene med, at Capone var blevet for stor til at få lov til at fortsætte. Medierne, nu ikke blot i Chicago, men også de landsdækkende, begyndte at blive mere kritiske og nægtede at give slip. Hovedårsagen var sikkert, at hans navn solgte, men i takt med at public enemy-kampagnen kørte videre, begyndte de at blive mere og mere kritiske. En begivenhed i sommeren 1930 – som vi snart når frem til – fremmede denne mere kritiske journalistik. Og gangsterkrigene var ikke forbi – nye og gamle fjender kunne når som helst tænkes at ville søge hævn trods den nye fredsaftale fra maj 1929. Uroen i Capones egen organisation var vokset efter mordene på de gennem mange år så loyale medarbejdere Scalise, Anselmi og Giunta, og onde tunger sagde, at Guzik og Nitti ikke var helt tilfredse med den nuværende arbejdsfordeling, der gik ud på, at de passede arbejdet i marken i det storm290


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 291

omsuste Chicagos hede, mens Capone slappede af i det varme Florida. Og Capone selv blev mere og mere urolig for det mindste fejltrin. Da Sonny fyldte 11 år i maj 1930, krævede Capone, formentlig efter sine advokaters råd, at hver eneste af de 50 inviterede børn, der dukkede op til festen på Palm Island, skulle medbringe et skriftligt samtykke fra deres forældre, som han granskede nøje, før poolpartyet med grillkylling gik i gang. I marts 1930 blev Frank Nitti efterlyst for skattesvig, hvorfor han anlagde overskæg og gik under jorden, og i oktober blev Jack Guzik tiltalt. I november 1930 blev Guzik idømt fem års fængsel for skattesvig, som han begyndte at afsone med det samme. Senere blev også Nitti anholdt, og efter en hurtig retssag fik han 18 måneders fængsel. Ireys arbejde begyndte at give resultater. Ralph Capone, Frank Nitti og Jack Guzik sad i fængsel. Ireys gruppe mente det alvorligt. Nu stod Al Capone for tur. En tilfældighed kom dem til hjælp. En sen aften, da Wilson sad på gruppens kontor og tyggede på sin cigar over alle de beslaglagte papirer, kom han til at lukke deres arkivskab, så låsen smækkede i. Han havde ikke nøglen på sig, men gik ud og ledte efter en ekstranøgle. I den forbindelse fik han øje på et gammelt arkivskab, der stod ulåst, og som han ved en indskydelse åbnede. Der lå nogle stakke papirer i brune mapper snøret sammen med en stump snor. Han tog stakken op, åbnede den og fik tre mapper i hånden. Den første kunne han ikke få noget ud af. Den anden var en kassebog med kolonner over forskellige slags spil med tal i hver kolonne. Han kunne hurtigt konkludere, at det drejede sig om bogføringen fra en stor spillebule, der indtjente titusinder af dollars om dagen. Flere steder omtaltes en ”Al”. Dagen efter fandt han ud af, at kassebogen var blevet beslaglagt ved en razzia mod Hawthorne Smoke Shop i Cicero i foråret 1926 efter mordet på McSwiggin. 291


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 292

Wilson var kommet på sporet af en af Capones indtægtskilder, og det første, han gjorde, var at forsøge at tyde håndskriften. Han og hans gruppe havde, lige siden de havde påbegyndt deres opgave, indsamlet håndskriftprøver fra så mange gangstere, som de kunne. Ved at granske vælgerregistre, bankpapirer, politiregistre, checks, kautionspapirer og lignende havde de fået opbygget en anselig samling. En detaljeret sammenligning afslørede, at en Lew Shumway lod til at have ført pennen i Hawthorne Smoke Shop. Fortsat detektivarbejde viste, at Shumway var flyttet til Florida og arbejdede ved væddeløbsbanerne der. Wilson tog derned, og det lykkedes ham at lokalisere Shumway på Miami Beach Kennel Club. Han præsenterede sig og forklarede, at han var i gang med at indsamle beviser til en skattesag mod Al Capone. Shumway blev forskrækket, så Wilson lagde kortene på bordet og gav ham to valgmuligheder: Han kunne samarbejde og få beskyttelse, eller også ventede der en politirazzia, som ville antyde, at Shumway havde sladret – hvilket nok ville indbringe ham en køretur til en grøft uden for Miami. ”Samarbejd, Lew,” sagde Wilson ifølge sine erindringer, ”så kan jeg garantere, at mrs. Shumway ikke bliver enke.” Shumway valgte at samarbejde. Han forklarede, hvordan bogføringen var foregået, og bekræftede, at det var Capone, der havde modtaget fortjenesten. Wilson gemte Shumway på et afsides motel sammen med en livvagt, indtil retssagen kunne gå i gang. Shumway mindede Wilson om den razzia, der havde været på Hawthorne Smoke Shop den 16. maj 1925, da Capone var dukket op i pyjamas. Efter at have forhørt sig om razziaen fandt Wilson frem til Henry Hoover, der havde ledet den. Tilmed Bragg og Morgan, der havde deltaget i razziaen, hvor Capone havde hævdet, at han var ejer af spillebulen, blev fundet – og de lovede at vidne om begivenheden ved en retssag. Samtidig indsamlede de udførlige beviser for, at Capone havde masser af penge. Hans jakkesæt kostede 135 dollars stykket, hans skjorter 35 dollars, hans telefonregning var på 3000 dollars om året. Dertil kom hans huse, biler og både. Udgifterne beviste, at han havde endog meget gode indtægter. 292


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 293

I mellemtiden var Capone begyndt at ane, at hans time var kommet. Via en stjerneadvokat fra Washington meddelte han skattemyndighederne, at han var villig til at betale 700.000 dollars i skattegæld, hvis efterforskningen til gengæld blev standset – men forgæves. Wilson fandt senere endnu en person, der lod sig overtale til at vidne. Det var Fred Reis, der havde arbejdet med bogføringen i spillebulen The Ship i Cicero. Wilson opdagede ved en tilfældighed, at Reis var dødsensangst for insekter og småkryb, så han blev sat i en usædvanlig beskidt celle, der vrimlede med kakerlakker, indtil han sagde, han var klar til at vidne – hvorefter han fik et rent hotelværelse og en livvagt. Vidnerne var dødsensangste for at blive myrdet, og Wilson sørgede for at holde dem skjult og beskyttet. Reis måtte rejse til Sydamerika, mens man ventede på retssagen. Samtidig med at lovens lange arm nærmede sig Capone, indtraf der endnu en skandale i Chicago.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 294

LINGLE-MORDET – CAPONES HOFSKRIBENT MYRDES

”Journalister skal vel rapportere om lyssky ting og ikke selv beskæftige sig med den slags.” Capone om Lingle-affæren sommeren 1930

Mens uvejrsskyerne samlede sig over Capone, indtraf der endnu en begivenhed, der rystede Chicagos under- og oververden. Den 9. juni 1930 blev reporteren Alfred ”Jake” Lingle skudt midt i Chicago for øjnene af snesevis af vidner. Lige efter frokost kom den 38-årige far til to gående alene, mens han røg på en cigar og læste avisen, da en mand skød ham i hovedet bagfra. Lingle faldt fremover og var død på stedet. Han var på vej til gallopbanen og havde 1469 dollars i lommen. Den første journalist, der kom til stedet, var en kollega fra Chicago Tribune; han stak 14 hundreddollarsedler fra Lingles lommer til sig og bragte dem hen på redaktionen, fordi han syntes, det virkede upassende, at en dårligt betalt ikke-skrivende reporter gik rundt med så mange penge i lommen. Massakren var naturligvis en sensation. Lingle var en erfaren kriminalreporter på Chicago Tribune, hvor han havde arbejdet, siden han var 20 år gammel, og Tribunes chefredaktør, Robert McCormick, opfattede mordet som et slag i ansigtet. Han udlovede en dusør på 25.000 dollars til den, der kunne opklare mord294


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 295

sagen, og Lingle blev i et par dage betraget som en martyr for det frie ord, en helt, der var blevet myrdet af gangstere på grund af sine dybdeborende undersøgelser. Kort sagt, i begyndelsen blev mordet den moralsk opbyggelige beretning, som Chicago havde så hårdt brug for. Men senere hobede spørgsmålene sig op. Lingle var efter alt at dømme ikke nogen almindelig journalist. Det viste sig hurtigt, at han havde en betydelig privatformue på 10.000 dollars, hvilket ikke stod i forhold til de 260 dollars, han tjente om måneden på bladet. Den arv, han havde forklaret sit ekstravagante liv med, havde aldrig eksisteret. Det kom også frem, at han gik med en diamantbesat livrem mage til dem, Capone plejede at give sine fortrolige. Han spillede golf med politichefer og dommere og blev hyppigt set som gæst hos Capone i Miami. Han var meget nær ven af Chicagos politichef, Bill Russell. Nogle mente, at han var byens uofficielle politichef, andre påstod, at Lingle var den, der bestemte ølprisen i Chicago, og det viste sig, at Lingles enestående kontakter såvel i underverdenen som på politistationen, gjorde ham perfekt som forbindelsesled mellem disse sfærer. Ingen spillebule i hele Chicago kunne holde åbent uden Lingles godkendelse – og andel i overskuddet. Mordet blev sommerens samtaleemne i byen, og Lingle-mordet faldt sammen med en opblussende krig mellem Moran-Aiellobanden og Druggan-Lake-banden. I løbet af det, aviserne kaldte slaughter week, blev snesevis af gangstere myrdet i de opblussende kampe. Konflikten kulminerede, da folk fra Aiello-banden beskød et selskab på et lille hotel ved Piscatee Lake med maskinpistoler. Sam Peller (som var ved Hymie Weiss’ side, da han faldt i efteråret 1926), Michael Quirk og Barney Bertsches bror, Joseph, døde, og Terry Druggans bror, George, og en advokathustru ved navn Vivian McGinnis blev såret. Da efterforskningen afslørede Lingles dybe engagement i gangsterverdenen, åbnede Lingle-sagen manges øjne for, hvor sammenspist politikere, politi og den pistolviftende gangsterverden var. Aviserne skrev spalte op og spalte ned om alle tænkelige aspekter af Lingles liv og død, og det viste sig, at han af og til boede på et af Chicagos dyreste hoteller. Ingen måtte ringe dertil, med295


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 296

mindre de var skrevet op på en liste, der lå i receptionen. Hotelchefen forklarede: ”Hvordan skulle han ellers få noget søvn om natten? Folk ringede til ham i et væk hele natten. Han plejede at komme dryssende ved to-tretiden, og da havde han brug for at sove. ’Jake’ klarede alt. Han var en fandens karl. En stor mand som ham har brug for sin nattesøvn.” Hele Lingle-affæren oprullede en omfattende uærlighed i Chicagos journalistkorps, idet det lykkedes reporteren Harry T. Brundidge på avisen St. Louis Star at grave en hel del andre magtmisbrugende journalister frem. En journalist på Chicago Daily News havde lignende kontakter med kriminelle og brugte sin viden om den livsfarlige virksomhed til at presse penge af gangstere. En redaktør på et andet dagblad havde været på en ferierejse til Havana sammen med Capone, en reporter på Herald and Examiner havde et bijob med at gøre reklame for Moran-bandens hundevæddeløbsbaner, en anden var medejer af en smugkro, og endnu en havde en prisliste for at omtale forskellige advokater positivt i sit blad. ”Det er kun idioterne, der er hæderlige,” forklarede en anonym journalist, som for øvrigt havde sørget for, at en konkurrerende journalist havde fået brækket arme og ben, da kampen om nyheder blev for hård. Efterhånden stod det klart, at Lingle havde brugt sin magt over politiet til mere eller mindre at øve afpresning mod spilleklubber. Det fornemme spilleetablissement Sheridan Wave Tournament Club blev drevet af Aiello-Moran-banden, men var blevet lukket efter Valentinsdagmassakren. Da de i foråret 1930 ville åbne igen, var Lingle involveret i forhandlingerne om stedets beskyttelse. Han havde ifølge visse oplysninger krævet 50.000 dollars for at løse dette problem. Da Morans repræsentanter, Joe Josephs, og Julian ”Potatoes” Kaufman, afslog, havde Lingle lovet at sørge for, at spilleklubben blev lukket af politiet, hvis de vovede på at åbne. De åbnede samme dag, som Lingle blev myrdet. Et par dage før havde Lingle også beordret en politirazzia mod en spilleklub, ejet af Aiello. Politiets efterforskning rettede sig også mod flere af Morans revolvermænd og samarbejdspartnere. Også i Lingle-sagen benyttede man sig af den ballistiske forsk296


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 297

ning. Morderen havde nemlig kastet våbnet fra sig under flugten. Serienummeret var naturligvis filet af, men det lykkedes alligevel at spore våbnet til en North Side-gangster ved navn Frank Foster, som arbejdede under Jack Zuta. Han blev dog aldrig dømt, men det gjorde til gengæld Leo Brothers, en gangster fra St. Louis, der fik 14 års fængsel. Der har været spekulationer om, hvorvidt han blot var syndebuk. Som sædvanlig blev et mord på en af de tungere drenge efterfulgt af endnu flere mord. Hævn eller mord, som man mente kunne forebygge hævn, var reglen. En af dem, der blev hentet ind til afhøring, var Jack Zuta, en bordelejer i Northwest Side, der var allieret med Moran-Aiellobanden efter tidligere at have arbejdet for Capone. Hans fjendskab med Lingle var velkendt. Lingle havde tidligere fortalt en politikommissær, at Zuta var en mærket mand: ”Kan du se den fyr derhenne?” skulle Lingle have sagt med et grin. ”Han skal nok få sin bekomst. Han er for klog, han har narret for mange nu, og han vil blive ryddet af vejen.” Efter forhøret fik Zuta en gæst, der meddelte, at selv om politiet endnu ikke var sikker på hans ansvar for mordet, så var der andre, som var helt overbevist om det, formentlig grupper inden for Capone-banden eller Capone selv. Zuta krævede politieskorte fra The Loop til North Side, hvor han følte sig tryg. George Barker, byens yngste kommissær og veteran fra Første Verdenskrig, tilbød at køre ham, for han skulle alligevel nordpå samme aften. I den lune sommeraften kørte de ved halvellevetiden ad State Street gennem et oplyst The Loop, hvor fortovene vrimlede med restaurationsgæster, biografgængere og folk på vej til jazzklubber. Barker kørte, og Zuta og hans to håndlangere samt veninden mrs. Bernstein sad klemt sammen på bagsædet. Zuta kiggede hele tiden uroligt bagud, fortalte Barker senere, og pludselig råbte Zuta: ”De er efter os!” En bil kørte inden om Barkers bil, og en mand i lyst jakkesæt og stråhat åbnede døren, steg ud på trinbrættet, trak en automatpistol kaliber 45 frem og begyndte at skyde mod bilen. Barker huggede bremserne i, trak sit våben og 297


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 298

besvarede ilden. Flere af mændene i den angribende bil åbnede ild, mens folk omkring søgte dækning. En politibetjent i nærheden blandede sig i ildkampen og truede med at skyde Barker, som dog i sidste sekund fik trukket sit politiskilt frem. Efter et par minutters skyderi trak angriberne sig tilbage til deres bil og kørte væk. Barker og politibetjenten optog jagten, men kun for at blive mødt af et røgtæppe, det sidste nye inden for gangsterteknologien. En eller anden kemisk opløsning i bilen udløste denne beskyttende tåge, som vældede ud af udstødningsrøret, så de kunne slippe væk. Det lykkedes dog Zuta og hans følge at flygte i virvaret, hvor en sporvognsfører blev dræbt af en vildfaren kugle. En anden uskyldig blev såret. De blev begge ramt af gangsternes storkalibrede kugler, ikke af ammunition fra en af politiets .38-pistol. Under disse kampe befandt Capone sig i Florida, hvor han i begyndelsen af juli 1930 blev opsøgt af Harry T. Brundidge, reporter på St. Louis Star. Det var ham, der havde gravet alle uregelmæssighederne i Chicagos journalistkorps frem. Brundidge bankede på hos Capone på Palm Island i Florida og præsenterede sig. Trods alle sine ønsker om at få lov til at være i fred lod Capone som sædvanlig til at have svært ved at modstå journalister, så han lukkede ham ind. Brundidge syntes, at Capone virkede munter og intelligent med en drengeagtig nysgerrighed. De, der ikke kendte hans baggrund, kunne let forledes til at tro, at Capone bare var en spøgefugl, harmløs som en sanktbernhardshund, mente Brundidge. Efter en rundtur i huset og på ejendommen gik de i gang med et langt interview på solterrassen. ”Du har åbenbart fået rodet godt op i tingene i Chicago,” konstaterede Capone, der sigtede til Brundidges reportage om uhæderlige journalister, ”men hvad har bragt dig hertil?” ”Lingle selvfølgelig.” ”Spørg ikke mig,” svarede Capone. ”Men politiet i Chicago ved, hvem der skød ham.” Jake havde været hans nære ven, fremhævede Capone, og al den snak om, at de var blevet uvenner, var kun snak, hævdede han. 298


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 299

”Hvor mange andre ’Lingler’ findes der i Chicagos korrupte bladsmørerverden?” spurgte Brundidge. ”Puuh …,” sukkede Capone, ”spørg mig ikke … Men journalister skal vel rapportere om lyssky ting og ikke selv beskæftige sig med den slags.” ”Hvor mange journalister har du på din lønningsliste?” Capone sad tavs et stykke tid og trak så på skulderen: ”Mange.” Så slog han Brundidge på skulderen: Hør engang, Harry. Jeg kan godt lide dit ansigt. Jeg vil give dig et godt råd. Glem Chicago og de grådige journalister. Du har jo ret – men da du har ret, tager du fejl. Du kan ikke bevise noget, ikke engang med en forside i din avis. Det er for stort. Ingen forstår, hvor stort det er, så glem hele sagen.” ”Hvad mener du?” ”Før du er færdig, vil de få dig til at fremstå som en idiot. Uanset hvad du har at komme med, så vil gutterne vise, at du lyver og digter.” ”Det vil jeg citere dig for.” ”Så vil jeg sige, at det er noget, du finder på.” Capone fik ret, hvis Brundidge ellers har citeret ham korrekt. Capone nægtede, at de havde talt sammen mere end et par minutter. Da efterforskningen af de korrupte journalister begyndte, svor alle de omtalte journalister på, at Brundidge havde overdrevet eller fejlfortolket det, de tidligere havde oplyst. Efterforskningen blev opgivet: Brundidges scoop var kun rygter, der ikke kunne bevises. I mellemtiden var den 45-årige Jack Zuta gået under jorden, men blev afsløret et par uger senere på et lille landligt hotel i Wisconsin, hvor han blev dræbt af 16 skud, da han var i gang med at fodre et mekanisk klaver med mønter. Retsmedicineren observerede, at Zuta var blevet såret af skud tidligere, formentlig i forbindelse med skudvekslingen på State Street. En af kuglerne i Zutas lig kunne matches med en pistol, som Capone-gangsteren Danny Stanton blev pågrebet med, men dette til trods blev der aldrig rejst nogen tiltale for mordet. 299


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 300

Allerede tidligere på foråret havde kriminalchef John Stege advaret Zuta mod hans involvering i den livsfarlige branche. Stege mente, at Zuta vidste for meget om Valentinsdagmassakren og nu var overflødig. ”Aiello vil slå dig ihjel,” kunne Stege fortælle. ”Joe Aiello er en fin mand,” svarede Zuta. ”Han gør meget for enker og forældreløse børn.” ”Ja, han skaber enker og forældreløse børn,” replicerede Stege. ”Jeg forventer snart at høre om din død.” Jack Zuta var ikke nogen revolvermand, men var for Moran, hvad Jack Guzik var for Capone: bogholder og alfons. Sin administration af Moran-banden havde han opbevaret i flere pengeskabe, som politiet og pressen kastede sig over. Og nu blev offentligheden delagtiggjort i, hvordan en gangsterbande blev drevet. Over 100.000 dollars var inden for en kort periode blevet udbetalt i bestikkelse via en ”M.K.”, som politiet identificerede som Matt Kolb. Via sine politiske kontakter distribuerede Kolb pengene til de distrikter, som banden opererede i. Navnene blev offentliggjort, og alle kom med forskellige søgte undskyldninger og forklaringer. Dommer Emanuel Eller havde fået 500 dollars af banden: ”Formentlig et kampagnebidrag,” sagde han. Senator Harry Starr, tidligere anklager i Chicago, havde fået 400 dollars: ”Det var for juridisk rådgivning,” forklarede han. Overbetjent Martin Mulvihill havde fået 500 dollars, men det kunne han dog ikke huske. Dommer Joseph Schulman havde fået 400 dollars og forklarede det med, at det var et lån, der var blevet formidlet af en bekendt: ”Jeg vidste ikke, at pengene kom fra Zuta,” meddelte han. Forstaden Evanstones politichef, William Freeman, havde fået 400 dollars – igen et lån, hævdede han: ”Jeg har intet at skjule eller at skammme mig over.” Og sådan fortsatte det. Samtidig blev George ”Bugs” Moran afhørt angående de seneste ugerninger: ”Hvem der dræbte Lingle og Zuta? Meget enkelt. Julemanden,” grinede Moran ad politifolkenes spørgsmål. Han forklarede, at han nu elskede at dyrke sport udendørs, og at han var en respektabel forretningsmand i vaskeribranchen: ”Jeg tjener 300


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 301

25.000 dollars om året.” Han gentog også, at han ikke ville give Capone-banden skylden for Valentinsdagmassakren. Capone selv forsøgte at undgå mere offentlig omtale, men skulle snart få mere af den art. I september 1930 udkom Fred D. Pasleys bog Al Capone. The Biography of a Self-Made Man. Pasley var Chicago-journalist og kollega til Lingle og havde god indsigt i gangsterverdenen. Bogen blev hurtigt en succes og blev sammenlignet med Erich Maria Remarques Intet nyt fra vestfronten, der var udkommet året før. Den internationale Capone-kult var blevet indledt. Zutas død, som formentlig var blevet beordret af Capone, var dog en af hans store fejltagelser. Midt under public enemy-kampagnen fik Chicagos borgere nøjagtige og detaljerede oplysninger om, hvordan banderne systematisk købte sig fri ved at bestikke de mænd, der havde til opgave at opretholde lov og orden. Det, der overraskede, var måske, hvor små beløb de var villige til at sælge sig for. Resultatet var dog, at gangstervældet blev ramt af endnu mere badwill. De glade 20’ere var definitivt forbi. Den næste, der tog billetten, var den stædige Joe Aiello, der siden 1927 gang på gang havde udfordret Capone. Han blev fanget i krydsilden mellem to maskingeværreder uden for en lejlighed på West Side, hvor han havde holdt sig skjult. Om aftenen den 23. oktober 1930, da han trådte ud på fortovet og gik hen mod en ventende taxi, smældede en maskinpistol fra en lejlighed på den modsatte side af gaden. Da han vendte om og fór tilbage, svarede den næste maskinpistol fra hans eget hus. Han faldt med 57 kugler i kroppen. Aviserne beskyldte Capone for udåden, men der er blevet spekuleret i, om det måske havde noget at gøre med interne konflikter i Unione Siciliana. Samtidig ekspanderede Capone-banden sine områder. Flere og flere indså, at Forbudet var på vej mod sin afslutning, hvilket krævede nytænkning. Allerede i midten og slutningen af 1920’301


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 302

Karikaturtegning fra 1930, da Capones bande forsøgte at infiltrere fagforeningerne. Som følge af Depressionen faldt efterspørgslen efter spiritus, spil og prostituerede, hvorfor mange bander i stedet kastede sig over fagforeningerne.

erne var fagforeningerne begyndt at blive infiltreret af gangstere, og nu gik det stærkt. I og med Depressionen kom drikkeri, spil og prostitution i krise – folk havde ingen penge, men fagforeningerne var fortsat et sikkert kort. De professionelle forbrydere infiltrerede dem for at få fingre i deres strejkekasser og medlemskontingenter eller startede helt nye, egne fagforeninger. Mange fagforeninger havde ikke stolet på storfinansens banker, men havde haft deres penge i pengeskabe eller i statsobligationer, der klarede 302


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 303

Depressionen og finanskrisen bedre end aktier eller banker. Fagforeningerne havde altså ret mange penge, men var generelt ildeset, først og fremmest af myndigheder og politi. Med andre ord et rigt og ubeskyttet bytte. Mælkekuskenes forbund, batterihandlernes, skomagernes, barberernes, bagernes, skræddernes, vaskeriernes, vinduespudsernes, garageejernes, fotografernes, slagternes med flere brancher var ved at blive infiltreret af gangstere, der startede brancheorganisationer ved hjælp af bomber, vold eller trusler. Racketeering var tidens betegnelse for den form for afpresning, og ordet bredte sig hurtigt i Chicago i midten af 1920’erne. Mange organisationer kom i konflikt med hinanden. Vaskeribranchen blev ramt særlig hårdt af gangsterinfiltration. En vaskerikæde slap dog fuldkommen for tilbud fra afpresserne, da de meddelte, at Al Capone havde købt sig ind i virksomheden: ”Jeg har hverken brug for politiet eller nogen brancheorganisation mere. Jeg har verdens bedste beskyttelse,” pralede ejeren, Morris Becker. Udtalelsen vakte naturligvis stor opsigt, da den illustrerede, i hvor høj grad lov og orden var brudt sammen i byen. Capone havde gennem sine kautionister Louis Cowen og Jack Guzik købt sig ind i virksomheden formedelst 25.000 dollars. En anden sektor, Capone gik ind i, var filmarbejdernes fagforening. I slutningen af 1920’erne var den daværende formand, Tommy Maloy, ved at blive udmanøvreret af den interne opposition. Stemningen var truende, og Maloys livvagt skød på et tidspunkt en modstander. Maloy opsøgte Capone for at få støtte. For at købe beskyttelse medbragte han et seddelbundt så tykt, at det knap kunne være i lommen, men Capone rystede på hovedet. Han havde ikke brug for flere penge, men ville da gerne hjælpe, fortalte Maloy senere. Lige før fagforeningens formandsvalg ankom tre store limousiner med en halv snes Capone-mænd. ”De gutter så ret barske ud, og jeg blev dødsensangst, selv om jeg var klar over, at de var på min side,” fortalte Maloy. ”De cirkulerede i lokalet med deres jakker stående åbne, så alle kunne se selerne til deres skulderhylstre. Oppositionen gav op. Jeg og mine tilhængere blev genvalgt uden vrøvl.” 303


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 304

Selvfølgelig havde Capone ikke handlet af velvilje mod Maloy, der snart fik grund til at fortryde, at han havde modtaget hjælp fra Capone. Capones håndlanger og senere efterfølger, Frank Nitti, kom med gentagne forslag om finansiel støtte, som det blev mere og mere svært af afslå. ”De lænser os for penge,” klagede Maloy senere. ”Det var en stor fejltagelse overhovedet at lukke dem ind.” Maxie Eisen organiserede The Hebrew Association of Food Dealers på West Side. Ingen kunne handle med mad i de jødiske dele af Chicago uden at betale told til ham. En fiskehandler, der nægtede, fik smidt en bombe ind i sin butik, hvilket Eisen blev tiltalt for. Tiltalen blev dog frafaldet, efter at anklagersidens hovedvidne var blevet myrdet. I årene 1926 og 1927 var Eisen og hans folk indblandet i flere skyderier – Eisen selv blev i december 1926 ramt i armen – og mord på personer, der utvivlsomt nægtede at være med i hans foreninger. Et andet eksempel er garageejernes interesseforening i byen, der fik flere uventede besøg af gangstere, som lovede øget omsætning til gengæld for en vis procentdel af virksomhedens omsætning. Mange biler blev bare parkeret på gaden og ikke på de garagepladser, der kunne lejes. Efterspørgslen – og prisen – på garagepladser voksede imidlertid hurtigt, da banden udsendte nogle af sine mænd med issyle for at punktere bildæk om natten. 50.000 dæk blev punkteret på en måned. Alle bilejere indså, at det var billigere at betale garageplads end at betale for nye dæk. Denne bølge af racketeering indvarslede en ændring i kriminaliteten. Chicago-dommeren John H. Lyle har påpeget, at gangsteren i forbudstidens første år var en fjern – og romantisk – skikkelse for de fleste almindelige mennesker. Og forbudstidens illegale spiritushandlere blev desuden næppe betragtet som rigtige kriminelle. De forsynede jo bare offentligheden med det, den ville have, og kunne ikke sammenlignes med almindelige tyve eller røvere. Der var ingen ofre for deres forbrydelser. Den tiltagende vold mellem banderne var noget, man med spænding læste om i aviserne. Mordene foregik jo inden for en lille kreds og repræsenterede nærmest noget eksotisk, langt borte fra de almindelige 304


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 305

Chicago-borgeres hverdag. Men i løbet af 1920’erne ændrede den organiserede kriminalitet karakter, da fagforeninger og forretningsverden blev invaderet af gangstere. John H. Lyle forklarer: ”For mange borgere var det, som om forbryderen trådte direkte ud af tv-skærmen og ind i dagligstuen (selv om sammenligningen er anakronistisk). Pludselig sad han som formand i fagforeningen eller på kontoret, hvor man arbejdede. Sådan kunne det se ud visse steder: 300 medlemmer af kulchaufførernes fagforbund holdt deres månedlige møde. James ’Lefty’ Lynch, der ledede denne forening med 3000 medlemmer, var ikke til stede. Ind i lokalet kom George ’Red’ Barker og William ’Three Fingered Jack’ White, begge dømte forbrydere med alenlange generalieblade. ’Hvor sidder Lynch?’ spurgte Barker. En nervøs chauffør pegede på formandens tomme plads. Barker og White trak stole frem. De trak også hver to pistoler frem. Dem lagde de på bordet, rettet ud mod de forsamlede fagforeningsmedlemmer. ’Nu er det os, der er her,’ sagde White. ’Vi er de nye bosser.’ Lynch lå på hospitalet, hvor han kæmpede for sit liv. Et par dage før havde to revolvermænd skudt ham i hans hjem for øjnene af kone og børn. Gennem tre år tog White og Barker 50.000 dollars i løn om året og drænede dermed fuldkommen fagforeningens sygekasse.” En anden branche var taxierhvervet. Joseph W. Wokral var direktør for Checker Cab Company, der jævnligt stødte sammen med Yellov Cab Company. I 1925 stak de ild til hinandens biler, kastede bomber ind i lokaler og mishandlede eller myrdede chauffører. I sommeren 1925 gjorde borgmester Dever et forsøg på at mægle mellem dem for at gøre en ende på taxikrigen. Senere begyndte gangstere at infiltrere Checker Cab Company. Wokral opsøgte myndighederne og fortalte, hvordan deres kontor var blevet angrebet af mænd med oversavede haglgeværer og maskinpistoler. Brødrene Eugene og Bob McLaughlin var et par af angriberne, og Bob blev snart udnævnt til chef for taxifirmaet. Kort efter blev Wokrals hjem bombet, og derefter blev han skudt. Før den 47-årige Wokral døde, fortalte han, at Eugene McLaughlin var hans banemand, men det førte dog ikke til nogen tiltale.

305


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 306

Samtidig med at Capone-banden infiltrerede fagforeningerne, fik Wilson endnu en åbning i sagen. Han mødte Edward O’Hare, der erklærede, at han var villig til at hjælpe med at få ram på Capone. O’Hare havde i begyndelsen af 1920’erne købt sig ind i en hundevæddeløbsbane i St. Louis og senere startet sin egen bane i Cicero. Efter erobringen af Cicero i 1924 udnævnte Capone sig til medejer af O’Hares væddeløbsbane; O’Hare havde ikke mulighed for at protestere. Nu ville O’Hare dog løsrive sig fra underverdenens greb. O’Hare elskede sin tolvårige søn over alt i verden og drømte om at komme væk fra hele Chicago-livet og få sønnen ind på Naval Academy i Annapolis, så han kunne blive søofficer. Selv havde han altid drømt om at blive admiral. O’Hare skulle blive en central skikkelse i kampen mod Capone, der planlagde bryllup for sin lillesøster i efteråret 1930. I december 1930 blev Capones 19-årige søster, Mafalda, gift med den 23-årige John Maritote, bror til Capone-gangsteren Frank Diamond. Det blev et storstilet bryllup, der kun blev skæmmet af, at fem af gæsterne blev afvæbnet af politiet. Festen bagefter blev holdt på Ralph Capones Cotton Club i Cicero, hvorefter parret tog på bryllupsrejse til Cuba. Brylluppet fik en masse opmærksomhed fra pressen, og interessen blev ikke mindre af, at Capone gerne tog imod journalister for at lave hjemme-hos-reportager. I januar 1931 fik han besøg af stjernejournalisten Eleanor Medill Patterson, der var søster til ejeren af New Yorks Daily News. Han viste hende rundt i huset på Palm Island. Hun syntes, han var venlig og åbenlyst stolt af sit hus. Hun beskrev ham som en person med ”hals og skuldre som en bryder. Hans kraftige arme udfyldte jakkesættets ærmer, så det næsten så for lille ud. Én gang så jeg ham i øjnene. Isgrå, iskolde øjne. Det var som at se ind i en tigers øjne.” Selv var han villig til endnu engang at berette sin historie: ”Jeg blander mig ikke i storfinansen. Ingen direktør kan sige, at jeg har snuppet nogen dollars fra ham. Men – hvad får jeg ud af det? Hvorfor kan de ikke lade mig være i fred?” 306


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 307

Måske burde han forlade landet, foreslog Patterson. Måske tage til Italien? ”Hvorfor? Min familie, min kone, mit barn, mine forretninger – alt findes i Chicago. Jeg er ikke italiener. Jeg er født i New York for 31 år siden.” Patterson vendte tilbage til hans krop, hans vældige, manicurerede hænder og hans øjne: ”Iskolde. En tigers stirrende blik. Et sekund havde jeg det dårligt. Jeg måtte kæmpe mod impulsen til at styrte væk,” skrev hun. Hele tiden var der en halv snes unge velklædte og veltrænede mænd i baggrunden. Capone fulgte hende til lågen, og de tog afsked. ”Det er blevet sagt mange gange, og det passer, at kvinder har en særlig sympati for gangstere. Hvis De ikke forstår hvorfor, så spørg dr. Freud.” Sådan afsluttede hun sin reportage, der med sin blanding af begejstret fascination og afstandtagen sammenfattede, hvordan man i de tidlige 1930’ere i USA – eller i verden – så på fænomenet Capone. Selv må han have indset det selvmodsigende i at tage imod journalister for at forklare, at han ville være i fred, men måske kunne han ikke modstå pirringen ved at være i centrum, at se overskrifterne, sit navn og sit billede i aviserne? Han var godt på vej til at blive en international berømthed. Turister i Chicago blev skuffede, hvis de ikke kom til at se Als pansrede bil trille forbi på gaden med ham på bagsædet. En filmproducent tilbød ham en million dollars for en filmrolle, men Los Angeles’ offentlige anklager truede med at gøre alt for at få ham sat fast, hvis han dukkede op i Hollywood. I Sovjetunionen erklærede den senere udenrigsminister Vjatjeslav Molotov med en vis ret, at Capone var den logiske konsekvens af det kapitalistiske system. Capone fik god plads i det sovjetiske satiriske blad Krokodi. En fransk journalist så ham som en moderne Robin Hood, der kæmpede mod øvrighedens puritanske love. En rumænsk officer hævdede, at Capone var hans forsvundne søn, og et dagblad i Wien påstod, at Capone var Chicagos virkelige borgmester. Jo længere væk, desto større format lod han til at få. Hjemme i 307


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 308

Chicago var tålmodigheden dog ved at slippe op. Da han og Jack McGurn i sommeren 1931 gik til en footballkamp, blev de buhet ud fra stadion. Selv forsøgte han at håndtere sin status som berømthed på alle tænkelige måder, også ved hjælp af ironi: ”Mange tror, jeg er et uhyre, der torterer folk, skærer ørerne af dem og stikker øjnene ud på dem med et grin. Helt rigtigt – sådan er jeg.” Derefter blev han alvorlig. ”Jeg er ikke nogen engel. Jeg er måske ikke noget godt eksempel for ungdommen. Jeg har været nødt til at gøre ting, jeg ikke bryder mig om. Men jeg er ikke så ond, som jeg bliver beskrevet. Jeg er et menneske. Jeg har et hjerte, der banker. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dem, der har brug for min hjælp. Jeg kan ikke holde ud, at folk sulter eller fryser. Mange fattige i Chicago betragter mig som julemanden.” Hans suppekøkken bespiste op mod 3000 personer om dagen under Depressionen, hvilket styrkede hans goodwill. Han henviste tit til sin kone, når folk ville have en udtalelse om hans person og karakter. Men de levede trods alt uden kontakt i lange perioder af deres liv. Da han blev anholdt i Philadelphia, anede Mae ikke engang, at han var der. Længe efter hans død forklarede hun: ”Offentligheden har ét billede af ham. Men jeg har et andet. Jeg hæger om hans minde og vil altid elske ham.” Capone selv tilbragte mere og mere tid i hjemmet i Florida. De vilde festnætter i Chicago hørte 1920’erne til og hans mere anonyme år: Hjemme legede han med Sonny eller hørte musik: ”Jeg elsker musik. Den får mig til at glemme, at jeg er Al Capone.” I marts 1931 blev den føderale sag imod Capone indledt, og han kom op til Chicago fra sin Miami-fæstning. Foruden den pågældende tiltale ventede også en tiltale for løsgængeri, som dommer John H. Lyle stod bag. General Smedley Darlington Butler erklærede i forbindelse med den kommende retssag, at det nu var på tide, at Capone blev sendt tilbage til Italien. Her ramte han Capones ømme punkt. Capone udsendte en meddelelse: ”Generalen er dårligt underrettet. Han burde vide, at det er ulovligt at deportere en amerikansk 308


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 309

Capones suppekøkken i efteråret 1930. Her blev tusinder af personer bespist hver dag.

statsborger som mig, der er født her i landet. General Butler siger, jeg er en forbryder. Det eneste, jeg kender til, er, at jeg er tiltalt for løsgængeri. Jeg har bespist mellem 2500 og 3000 mennesker om dagen det seneste halve år, og hvis det er sådan, løsgængere handler, så kald mig bare løsgænger. Det lader jeg det amerikanske folk om at vurdere.” I Chicago blev han modtaget af en horde af journalister. Han 309


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 310

indrømmede, at han nu vejede over 100 kilo, men parerede hurtigt: ”Jeg kommer til at svede dem væk i sommer.” Han stillede op for den føderale domstol alene, uden livvagt, hvilket undrede mange. Capone talte muntert løs: ”Al den snak om livvagter er mest bare snak. Tit er det bare mine venner.” Over for en gruppe journalister roste han vejret: ”Det slår jo Miami!” Han fortalte om forskellige tilbud, han havde fået, og sagde, at han havde læst i en avis, at han ville gå ind i filmbranchen: ”Kan I forestille jer det?” ”Hvad synes De om den amerikanske kvinde?” spurgte en kvindelig journalist. ”Jeg synes, De er smuk,” grinede Capone, som derpå gik ind i retssalen, sikker på at de ikke kunne bevise noget som helst. Man besluttede at rejse tiltale i juni 1931, og Capone indledte et mere aktivt forsvar mod de føderale agenter. Capone forsøgte via sine advokater at forhandle sig frem til en løsning, en aftale om, at han skulle erklære sig skyldig, betale bøder og derpå få højst to års fængsel. Et stykke tid troede Capone, at sagen var i orden, og erklærede, at han var sikker på en kort fængselsstraf, hvilket udløste en pressestorm over hele USA – indtil dommer James Herbert Wilkerson erklærede, at der ikke eksisterede nogen aftale. Så trak Capone sin tilståelse tilbage og afventede retssagen, der skulle finde sted i oktober.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 311

RETSSAGEN OG DOMMEN 1931 – ”ET SLAG UNDER BÆLTESTEDET”

”Jeg har egentlig aldrig tjent noget videre.” Capone under retssagen for skattesvig 1931

Retssagen mod Capone blev indledt den 6. oktober 1931. Vejret var varmt, og uden for domhuset var der trængsel. Det var den mest besøgte retssag i USA’s historie, sagde man. Journalister fra hele landet samt fra Europa og andre verdensdele var mødt op, og folk måtte mase sig ind i den propfulde retssal. Den første dag ankom Capone iført et sennepsfarvet jakkesæt og gult slips. Han svedte og var urolig: ”Hvem ville ikke være bekymret?” udbrød han til reporterne før retssagen. Frank Nitti, Jack Guzik og hans bror Ralph var alle sammen blevet dømt i lignende sager. Tiltalen byggede på den kendsgerning, at han ikke havde betalt skat for en anslået indtægt på 1.038.654 dollars. Det var de indtægter fra 1924 til og med 1929, der kunne bevises gennem efterforskningen. Alle var klar over, at hans virkelige indtægter var langt højere, men det burde alligevel være nok til en tiltale og en dom på op til 32 år. Allerede før retssagen fik Irey og Wilson oplysninger om, at banden forsøgte at bearbejde nævningene. Eddie O’Hare ringede til Wilson og meddelte, at han havde noget at fortælle. De mød311


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 312

Capone mellem sine to forsvarsadvokater, Michael J. Ahern og Albert Fink, under retssagen om skattesvig i oktober 1931.

tes omgående. O’Hare havde opdaget, at listen over nævninge var lækket, og at banden talte med dem med tusinddollarsedler i den ene hånd og pistoler i den anden, billedlig talt. Wilson tvivlede, men da O’Hare selv trak navnelisten frem, lod han sig overbevise. Wilson kontaktede sine overordnede. Dommeren, James Herbert Wilkerson, fortrak dog ikke en mine, da han fik listen at se. ”Vi gennemfører retssagen som planlagt. Overlad det til mig.” 312


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 313

Capones livvagt Phil D’Andrea – som også havde overtaget Unione Siciliana efter Joe Aiellos død – sad ved hans side under retssagen tillige med advokaterne Michael J. Ahern og Albert Fink, der begge var meget succesrige forsvarsadvokater. Capone smilede, lige indtil dommer Wilkerson tog til orde og erklærede, at han ville have sine nævninge skiftet ud med nogle nye. ”Hent dommer Woodwards nævninge, og giv ham mine,” sagde han til retsbetjenten. Capones ansigt formørkedes. Og så gik retssagen i gang. Lew Shumway og Fred Ries vidnede på trods af Capones og D’Andreas truende stirren. Shumway fortalte, at han havde passet regnskaberne i spillebulen Hawthorne Smoke Shop og nogle andre steder i årene 1924-26. Han kunne ikke dokumentere, at Capone ejede Hawthorne Smoke Shop på tidspunktet for razziaen i 1925, men bekræftede, at Capone var der næsten hver dag, og at hele hans optræden tydede på, at han var ejeren. Ries fortalte i sit vidneudsagn, at Capone havde store indtægter fra spillevirksomheden i Cook County, og forklarede, at Capone for eksempel kunne give de ansatte fri en dag, sådan at hele spillebulen blev lukket, hvilket tydede på, at han virkelig ejede stedet. Ries fortalte også, at spillebulerne i Cicero havde en nettoindkomst på omkring 150.000 dollars alene i 1927. Senere kom der vidneudsagn fra en lang række tøjforhandlere, slagtere, hotelansatte, juvelerer, ejendomsmæglere m.m. om Capones omfattende udgifter. De bekræftede, at han oftest betalte kontant, undertiden med checks udstedt i Jack Guziks navn. Vidner fra Florida kunne fortælle, at han havde brugt mindst 100.000 dollars på sit hjem. Én aflagde vidneudsagn om en slagterregning på 6500 dollars, en anden om en hotelregning på 2085 dollars, og endnu en fortalte om en telefonregning på 9000 dollars, og et vidne sagde, han havde fået betalt 250 dollars fra et seddelbundt ”så tykt, at det kunne have kvalt en okse.” En tøjforhandler fortalte, at han havde købt jakkesæt for 2835 dollars alene i året 1928, hvilket dog var mindre end de 6180 dollars, han havde brugt på jakkesæt i 1925. En anden tøjforhandler havde solgt dyre overfrakker, som Capone havde bestilt ekstra store og med stærke højrelommer. I 1926 havde Capone doneret 15.600 313


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 314

dollars til kirken, og i 1925 havde han givet et bidrag på 58.000 dollars til politiets fond for enker og forældreløse børn. En fest på Metropolitan Hotel, der havde varet flere døgn, havde kostet over 3000 dollars. Alle disse udgifter betalte Capone kontant, med hundred- og femhundreddollarsedler. En bilforhandler havde solgt en række specialudstyrede McFarland-biler til ham for 12.500 dollars stykket. Kort før julen 1928 havde Capone købt omkring 30 diamantbesatte livremme til 275 dollars stykket. Dag efter dag blev der fremlagt indicier på, at Capone havde store indtægter. Udgifterne gav et billede af, hvilket liv han havde levet de sidste fem år. ”Hvor længe har De haft store indtægter?” spurgte anklageren på et tidspunkt. ”Jeg har egentlig aldrig tjent noget videre,” svarede Capone, mens latteren bredte sig i lokalet. Bragg, Morgan og Hoover, der havde været med ved razziaen mod Hawthorne Smoke Shop i 1925, blev også afhørt som vidner og oplyste, at Capone dengang havde hævdet, at han ejede stedet. Retssagen varede 11 dage. Forsvaret gik ud på, at anklageren kun havde bevist, at deres klient var sløset, og de pointerede, at Capone var en agtværdig borger, der havde budt arbejdsløse mænd på suppe. Desuden hævdede de, med en vis ret, at udgifter i et givent år ikke behøvede at betyde tilsvarende indkomster i samme år. Problemet var imidlertid, at advokaterne ikke havde forberedt sig på et virkeligt forsvar. Til at begynde med havde Capone jo erklæret sig skyldig i skattesvig til gengæld for et forventet forlig. Da han siden skiftede mening og erklærede sig ikke-skyldig, havde de troet, at Capone så havde købt nævningene eller havde en lignende plan. En virkelig retssag havde de ikke regnet med. Men Capone havde regnet med dem. Den fjerde dag blev det opdaget, at Capones livvagt, Phil D’Andrea, var bevæbnet i retten. Han blev afvæbnet og fik seks månders fængsel for sin forseelse. Den 17. oktober voterede nævningene i over ti timer. De meddelte deres resultat klokken elleve om aftenen. Al Capone blev fri314


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 315

Capone passerer en æblehandler den aften i oktober 1931, han bliver idømt 11 års fængsel.

kendt for skattesvig i årene 1924, 1928 og 1929. Capone smilede bredt. Men nævningene fastlog derefter, at han var skyldig i skattesvig i årene 1925, 1926 og 1927 samt i at have undladt at indgive selvangivelse for årene 1928 og 1929. Capones smil stivne315


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 316

de. Nu opstod der en diskussion om, hvordan han kunne være uskyldig i skattesvig i årene 1928 og 1929, hvis han ikke havde indsendt selvangivelse for disse år. Til sidst accepterede domstolen alligevel dette resultat. Derpå kom dommen: 11 års fængsel, 50.000 dollars i bøde og næsten 8000 dollars i sagsomkostninger. ”Jeg gætter på, at det er forbi nu,” sagde Capone til sine advokater. Uden for retssalen lykkedes det ham at fremtvinge et smil til fotograferne. ”Værsgo, knips løs nu,” sagde han, ”for I kommer ikke til at se mig i lang, lang tid.” ”Det var min egen fejl,” sagde han siden på vej til arresten, ”publicityen – det var den, som fik ram på mig.” Udtalelsen røbede trods alt en vis grad af selvindsigt omkring hans Waterloo. For alle forstod nu, at det var forbi, nøjagtig som han selv sagde. Uden for arresthuset ventede flere journalister. ”Det var et slag under bæltestedet,” erklærede Capone. Da han var bag tremmer, bad han dem om ikke at tage flere billeder: ”Tænk på min familie,” sagde han. Da han senere skulle skifte celle, nærmede en fotograf sig for at tage endnu et billede, og da tabte Capone besindelsen og brølede, at han kunne få nogen på tæven. Hans advokater ankede naturligvis dommen. Men Wilkerson gav ikke mulighed for løsladelse mod kaution, mens man ventede på ankesagen, så Capone måtte bliver bag tremmer i Cook County Jail. Retssagen var ganske vist en triumf for de føderale myndigheder, men Capone var først og fremmest et symbol på lovløsheden i Chicago. At han sad bag tremmer, betød intet – ud over for ham selv naturligvis, og måske for myndighederne, der kunne fremvise en symbolsk sejr i kampen mod kriminaliteten. Men Chicago-borgernes tørst efter vin, kvinder og spil blev mere påvirket af Depressionen end af dommen. Spirituslovene blev fortsat ignoreret, spillebulerne var stadig åbne, bordellerne havde nye kunder, bandekrigene fortsatte. Dagen efter dommen blev spritleverandøren på North Side, Matt Kolb, skudt som et led i Capone-bandens offensiv nordpå. Banden – hvor Capone i de 316


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 317

Capone spiller kort med en af sine fangevogtere i toget på vej til fængslet i Atlanta i maj 1932.

seneste år trods alt kun havde været galionsfigur – fortsatte sin virksomhed. Der gik endda rygter om, at hans egne mænd var glade over at få ham i fængsel, fordi hans navn kun gav bekymringer og vakte opsigt. Han var sin egen værste fjende. Med sin berømmelse og sit åbenlyse storforbrug skabte han et offentligt billede af gangsterne – et billede, hans efterfølgere for enhver pris søgte at undgå. Allerede i sommeren 1931 erklærede aviserne, at hans nærmeste folk skændtes om, hvem der skulle overtage ledelsen, nu da han var væk. Frank Rio og Ted Newberry blev nævnt som kandidater. Rio havde i de seneste år hele tiden været ved Capones side og tilmed delt et fængselsophold med sin chef. Men snakken gik om, at Rio var blevet slap af de seneste års luksusliv. Og Newberry havde stadig problemer med sin legitimitet, fordi han så længe havde været en af George ”Bugs” Morans mænd, før han skiftede side. 317


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 318

Det blev Frank Nitti, der overtog efter Capone, og han havde lært af Capones fejl. Han valgte at holde lav profil, efter at han blev løsladt fra sit fængselsophold. I 1930’erne fortsatte Capones forbrydersyndikat dog med at dominere byens underverden, men med så vellykket en lav profil, at Eliot Ness og FBI allerede i 1932 erklærede, at den organiserede kriminalitet var knust i Chicago. Mens Capone sad i arresten, blev flypioneren Charles Lindberghs søn kidnappet. Det var naturligvis en national sensation, og Capone tilbød at hjælpe gennem sine kontakter i underverdenen, hvis han blev løsladt. Han udtalte, at han var blevet rørt over den frygtelige forbrydelse at kidnappe et barn. Han ville betale 200.000 dollars i kaution, hvis han blev løsladt. Ingen var dog interesseret i hans tilbud – og den lille Lindbergh blev senere fundet myrdet. Først i maj 1932 var de juridiske forhandlinger overstået – anken var ikke blevet godkendt, der skulle ikke afholdes nogen ny retssag. Og næste dag blev Capone sendt til Atlanta for at begynde afsoningen af sin straf. Om aftenen den 3. maj blev Capone og en medfange hentet for at blive transporteret videre. Endnu en gang blev fængslet fyldt med journalister og fotografer, og da Capone for sidste gang i sit liv måtte mase sig gennem mængden af spørgelystne reportere, sagde han: ”Nåda, man skulle næsten tro, det var Mussolini, der kom her.” I toget talte han med journalisterne igen: ”Hvad jeg mener om det? Tja, jeg skal ind og sidde i 11 år. Og det vil jeg gøre. Jeg er ikke sur på nogen, men jeg håber, Chicago klarer sig, og at alle er tilfredse.” Han fortsatte: ”Jeg har to grunde til bare at tage imod straffen. For det første er den bedste måde at blive benådet på at opføre sig ordentligt og være en god fange. For det andet har jeg intet valg.” Derpå kom han ind på Forbudet: ”Det burde ophæves. Jeg ville hellere sælge spiritus helt lovligt. Men jeg er ligeglad. Der er under alle omstændigheder for høje omkostninger i min branche.” Hans afrejse blev transmitteret direkte i landsdækkende radio, og nysgerrige trængtes på hver station, hvor toget standsede. Capone var i godt humør, lo og vinkede og talte længe med alle de 318


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 319

journalister, der havde fået lov til at komme med i toget. Det tilbagevendende tema var, at han var syndebuk, og at retssagen var politisk: ”Det var et slag under bæltestedet. Men hvad kunne man forvente, når hele samfundet er styret af fordomme?” Næste dag var han fange 48086 og var dermed nødt til at følge fængslets rutiner: Vækning klokken seks om morgenen, morgenmad fra halv syv til syv. Arbejde fra klokken syv til halv tolv, derpå arbejde fra halv to til halv fem. Efter middagen havde fangerne lov til at høre radio mellem klokken syv og ti om aftenen, hvor lyset blev slukket. Han modtog masser af breve, men måtte kun afsende to om ugen. En småtyv ved navn Red Rudensky delte celle med Al Capone i Atlanta i årene 1932-34. I sine erindringer beskriver han mødet med den dengang verdensberømte gangster: ”Jeg havde mødt ham og hans brødre i Chicago. For mig var de ikke andet end en flok smarte forretningsmænd i en kolossal industri. Men hans ry, mystikken omkring hans navn, løb i forvejen for hans ankomst. Capone og jeg havde sjældent haft direkte kontakt, selv om jeg havde lavet en halv snes job med folk i hans omgivelser. Nu skulle Al komme til Atlanta og afsone sin straf for skattesvig. Jeg gætter på, han havde en dårlig revisor! Jeg vidste, at Atlanta hurtigt ville klæde ham af til skindet, så kun det, der talte i et fængsel, var tilbage: mod og tålmodighed, og hvis han ikke havde det ene eller det andet, ville han få problemer efter sine fyrstelige dage i Chicago. Her havde han hverken silkepyjamasser eller underordnede.” Capones ankomst blev holdt hemmelig på grund af risikoen for hævnaktioner, men da den fandt sted, blev det en helt udramatisk indskrivning i fængslet. En dag da Rudensky kom tilbage fra dagens arbejde, sad Capone tavs i cellen. Rudensky var blevet valgt som cellekammerat, fordi man mente, han kunne have en god indflydelse på gangsterkongen. ”Goddav, Al,” sagde jeg med et smil og rakte hånden frem,” skriver Rudensky. ”Han tog den i begge sine hænder og smilede tilbage. ’Davs, Rusty, hvodden skær’en?’ Jeg kunne huske, at nogle af Capones revolvermænd plejede at kalde mig sådan. Al 319


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 320

var bleg, næsten hvid i huden, og hans øjne var trætte og blanke, og han havde en udstråling som et menneske, der har oplevet alt, og hvis batterier var helt flade. Rygterne om hans kønssygdomme og nervesammenbrud, og om, at han skulle være nedbrudt af stress og bekymring, kunne dog ikke bekræftes. Den første nat kunne Al ikke sove. Han røg og tyggede på en halv snes todollarscigarer, som han havde fået lov til at ryge. ’Rusty, vågn op,’ hviskede han, mens han sad på kanten af min madras. Vi talte sagte i en time. Han spurgte gang på gang om det samme: ’Hvordan helvede skal jeg klare det her?’ Han spurgte mig hele tiden: ’Tænk engang! Nogle svin knalder mig for skattesvig, og udenfor gætter jeg på, at de nu slås om smulerne af mit imperium. Og her sidder jeg i en celle med millioner af dollars i forskellige banker. Er det ikke bare for meget, Rusty?’ Jeg kunne kun give ham ret. Her sad en mand, der havde brugt flere år på at opbygge det mægtigste forbrydersyndikat, man kan forestille sig, en mand, der ifølge rygtet var god for 100 millioner. En mand, der var klatret op fra Little Italys gader til en position så stærk, at han kunne koste rundt med politi og myndigheder, var nu henvist til en celle og sin families omsorg og bønner.” I fængslet led Capone af mareridt, der var så slemme, at Rudensky tit måtte stå op og vække ham med lette slag i ansigtet. Capone jamrede sig eller skreg nej, nej, nej … ”Jeg gætter på, at en psykiater ville sige, at det var fortrængt angst, der kom op til overfladen,” skriver Rudensky. Capone havde det heller ikke let i fængslet. Andre fanger kunne ikke lade være med at håne hans eklatante fiasko: ”Hvor er dullerne og sprutten nu henne, Tykke?”, ”Du, Al, må jeg låne nogle af dine biler i aften?” Rudensky troede af og til, at den plagede Capone ville bryde helt sammen. Han kunne ikke klare ændringen i livsstil. Rudensky, der var en respekteret veteran i fængselssammenhæng, blev træt af spydighederne mod sin lidelsesfælle og lod forstå, at man skulle lade Capone være i fred. Ikke alle lystrede, men efter et par blå øjne og brækkede ribben blev Capones mest indædte forfølgere trætte af at genere ham – i hvert fald ifølge Rudensky. 320


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 321

Allerede dengang skrev Rudensky meget, og det interesserede Capone. Rudensky forsøgte at få ham til at skrive om sig selv. ”For helvede, Rusty, jeg kan dårligt nok skrive et brev hjem,” svarede Capone. ”En pen vejer en ton for mig. Men jeg vil have mig en sekretær en dag, som skal skrive mine erindringer. Er du interesseret?” ”Selvfølgelig. Og bagefter laver vi en film om dit liv,” lo Rudensky. Rudensky kunne godt lide Capone trods dennes bitterhed over sine overbetalte advokater, som han ofte bandede over. Capone havde et voldsomt temperament, men udbruddene gik hurtigt over. Han læste brevene hjemmefra i timevis, men læste også aviser og sportsmagasiner. Capone overraskede Rudensky ved sin dybe religiøsitet og sin loyalitet mod sin familie. Han plejede at vise Rudensky et billede af sin søn og spørge: ”Hvordan i helvede kan en fed dago som mig have fået sådan en køn dreng?” Rudensky plejede også at spørge til Capones tidligere liv og detaljer om Dion O’Banion eller Bugs Moran. Capone plejede at svare: ”Årh, de dumme irere! De havde mere mod end forstand. Hvis bare vi havde kunnet enes, så var jeg blevet præsident.” Bagefter kunne han udstøde en høj, kort latter. Capone forsøgte at holde sig i form på fængslets tennisbane og var besat af sin families økonomiske og fysiske sikkerhed. Han fortalte længe om, hvor herligt der var i Florida, og hvor meget han længtes efter igen at ligge under palmerne. Han kunne ikke slippe tanken om, at staten havde smidt ham i fængsel for skattesvig efter alt det, han havde gjort. Han kunne godt le ad denne ironi, men kun et par sekunder. Han troede åbenbart oprigtigt, at han ville komme ud ret hurtigt. Han lovede at hjælpe Rudensky, når de var fri, og han påstod, at han havde advokater, der var i gang med at anke sagen. Capones bitterhed tog efterhånden til i takt med, at han indså, at han skulle forblive bag lås og slå. Capone arbejdede med at lave sko i fængslet, hvilket var et let arbejde. Det andet år i fængsel er altid det værste, hævdede Rudensky. Capone blev mere og mere tynget dette andet år. Igen og 321


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 322

igen viste han billedet af sin søn, igen og igen kværnede han om sine dyre advokaters svigt, igen og igen bandede han over sin situation. Rudensky fik sværere og sværere ved at se ham som den gangsterkonge, han havde været, og så snarere en træt, syg, nedbrudt og ensom mand. Han forsøgte at trøste Capone: ”Tag det roligt, Al. Advokaterne har brug for tid. Men snart så …” Capone svedte konstant og rystede ofte på hovedet. Selv om Capone var bag lås og slå, verserede der rygter udenfor om, at han stadig levede som en konge, kunne give ordrer i Chicago og fik særbehandling. Uanset hvordan det nu hang sammen, besluttede man at flytte ham fra Atlanta. I begyndelsen af 1930’erne havde man i Washington drøftet mulighederne for at indrette et specialfængsel på et afsides sted for USA’s mest forhærdede forbrydere. Mange indespærrede gangstere og kriminelle kunne fortsætte med at styre deres organisationer gennem de undertiden tynde fængselsmure. Løsningen på dette problem hed Alcatraz, en ø uden for San Francisco, der længe havde været et fort og senere et militærfængsel. I 1933 blev øen ombygget til et almindeligt fængsel, og i sommeren 1934 stod det klar til at modtage fanger. Den 18. august 1934 blev Capone hentet af en halv snes vagter. Han nægtede at forlade cellen uden at få nogen forklaring. Under det håndgemæng, som opstod, sagde en af dem, at han skulle til ”The Rock”, til Alcatraz. Da Capone hørte dette, mistede han besindelsen, begyndte at slå om sig og brøle op om disse forbandede advokater og politikere, der havde svigtet ham. ”Ingen kommer tilbage fra Alcatraz,” hulkede Capone, da vagterne slæbte af sted med ham. Rudensky så ham aldrig mere. Capone, der undertiden havde sammenlignet sig med Napoleon, var nu på vej til sin Skt. Helena. På Alcatraz sænkede mørket sig over og rundt om Capone. Han selv blev mere og mere påvirket af de psykiske følger af sin syfilis – og måske af de hårde forhold på Alcatraz. I 1938 rapporterede en løsladt fange, at Capone var gal. Ikke aggressiv eller voldelig, men han var gået ind i en indre tåge – han kendte ikke engang sit 322


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 323

Mae Capone gemmer sig for fotograferne, da hun er på vej for at besøge sin mand på Alcatraz i marts 1936.

eget navn. Samtidig blev han så godt som helt isoleret på Alcatraz. Hans kontakter med banden og omverdenen forsvandt. Hans kone, Mae, og hans brødre kom af og til på besøg – det var det hele. Ikke blot forsvandt han fra sig selv, han forsvandt også som offentlig person. Der kom yderst få oplysninger ud fra Alcatraz, og efter at Forbudet var blevet ophævet i december 1933, blev han mere og mere opfattet som en besynderlig skikkelse fra en anden tid, et fortidslevn, en kuriositet. Brevene til The Rock blev censureret, fanger måtte skrive højst et brev, som også blev censureret, aviser var ikke tilladt, heller ikke radio, og der var kun nogle få gamle blade at læse i. Man fik kun besøg af de nærmeste pårørende, og de måtte søge tilladelse til korte, overvågede besøg. Alle måltider blev indtaget i tavshed. 13 gange i døgnet blev de omkring 300 fanger talt op. Isolationen var håndgribelig – og måske ekstra enerverende, når fangerne 323


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 324

kunne se og undertiden høre San Franciscos livlige byliv, der jo var så tæt på og dog så langt væk. Man boede i små eneceller, der var overvåget døgnet rundt. Om dagen arbejdede man med ensformige gøremål, Capone i vaskeriet. I weekenderne fik fangerne lov til at dyrke deres hobby i to timer; Capone brugte tiden på musik – han spillede banjo eller mandola. I januar 1935 udbrød der strejke blandt nogle af fangerne i vaskeriet på Alcatraz, men Capone nægtede at deltage i den, og det gjorde ham upopulær. Han blev så upopulær, at han blev overfaldet og mishandlet af en anden fange, før vagterne kunne nå at gribe ind. Efter fire år blev reglerne lettet noget, og fangerne fik lov til at se fire film om året. Men alligevel var Alcatraz et hårdt sted at være. Ved den mindste forseelse ventede isolatonscellen, hvor man kunne risikere at blive i op til otte dage i total afsondrethed. Capone, der afsonede en relativt kort straf – mange andre sad inde i 25 år – prøvede at opføre sig godt for eventuelt at opnå strafnedsættelse, hvilket flertallet af hans medfanger fandt meningsløst. Det førte hele tiden til konflikter mellem ham og dem. Han ville ikke være med til at planlægge håbløse flugtforsøg, ikke sultestrejke, ikke klage eller nedsætte arbejdstempoet. I sommeren 1936 blev han stukket i ryggen med en saks af en medfange, en bankrøver fra Texas. Såret krævede et par sting fra fængselslægen. Capones status i fængslet dalede, og han blev mere og mere en skygge af sit tidligere jeg. Hans sygdom forværredes. I 1938 stod det klart, at Capone var alvorligt syg. I aviserne skrev man, at han nægtede at spise sammen med de andre fanger og kunne rede sin seng om og om igen i timevis. Af og til kunne han være ret normal for så indimellem at blive forvirret og få humørsvingninger. Men han blev hele tiden dårligere. Undertiden sagde han, at han hørte stemmer, men kunne samtidig indse, at det var indbildning, rapporterede fængselslægen. Den sidste tid på Alcatraz tilbragte han på fængslets hospital. I januar 1939 blev han overført til et fængsel på fastlandet, hvor lægen konstaterede, at Capone virkede forvirret, ligeglad og 324


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 325

deprimeret. Han mumlede hen for sig, men var stort set medgørlig. I november 1939 blev han løsladt. Straffen var blevet nedsat på grund af god opførsel. En uge før Capone blev løsladt, blev Eddie O’Hare, der havde vidnet mod Capone, myrdet i det centrale Chicago, da en bil kørte op på siden af hans bil, og et oversavet haglgevær afsluttede hans liv. Men da var hans søn allerede blevet optaget i Annapolis, hvor han blev uddannet til marinepilot. Under Anden Verdenskrig nedskød han syv japanske fly, før han selv blev skudt ned over Stillehavet. Chicagos internationale lufthavn blev i september 1949 opkaldt efter ham. Capones familie sørgede for den bedste pleje for ham, da han efter fængselsopholdet trak sig tilbage til Palm Island. Mae og Sonny boede samen med ham, ligesom Maes bror og dennes kone. Capone bestilte ikke ret meget: Han fiskede, badede og spillede kort. Af og til spillede han golf. Hans tilstand skiftede. Ingen lod til at lægge mærke til ham, når han og Mae af og til gik på restaurant i Miami. Formentlig fik han en form for pension fra banden i Chicago. I 1941 blev Sonny gift og fik siden fire døtre med sin kone, Diana. Capone overøste sine børnebørn med gaver og var efter alt at dømme en stolt farfar. Somme tider kunne han virke helt normal, andre gange kunne han miste hukommelsen og vrøvle. Da der i 1946 var et skyderi i Chicago, var der nogle, der hævdede, at Capone havde beordret det. Det er lidet sandsynligt. Hans bande eksisterede stadig og arbejdede under jorden, ledet af de mænd, der havde kæmpet som Capones fodfolk i 1920’erne. Men Capone selv havde efter alt at dømme ingen kontakt med dem. ”Capone er helt gakgak,” sagde Jack Guzik. ”Han kan ikke gå en tur i kvarteret uden at fare vild.” I 1942 blev han behandlet med det nye medikament penicillin, hvilket formentlig forlængede hans liv med nogle år. Den 25. januar 1947 døde den 48-årige Capone efter et par dages sygeleje. Hele hans familie var ved hans side. Han slap for at dø alene i rendestenen, hvilket han tit havde sagt, han frygtede for. 325


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 326

Endnu en gang kom han på forsiderne af USA’s aviser. Begravelsen foregik i stilhed i Chicago med et lille følge bestående af nogle få sørgende. Capones fætter, Charles Fischetti, truede med at myrde en fotograf, der forsøgte at tage et par billeder.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 327

GANGSTERNE – HVEM VAR DE?

”De elskede flot og dyrt tøj og gik tit til barberen for at se så pæne ud som muligt.” Chicago-dommeren John H. Lyle om Chicagos gangstere

Det er fristende at romantisere den tids unge entreprenører inden for spiritussmugleriet, men de levede et farligt liv. Mange af dem var helt bevidst om branchens risici og benhårde regler. George ”Bugs” Moran sagde engang, at han hellere ville dø af kugler end af kræft. Det var skæbnens ironi, at han skulle overleve flere skudskader og dø netop af kræft i et fængsel i 1950’erne. Gangsterlivet blev dog romantiseret allerede i 1920’erne. I Chicago Tribune den 11. november 1924 – dagen efter mordet på O’Banion – blev byens kriminelle bander sammenlignet med Vestindiens pirater i 1600-tallet: ”O’Banion gang like pirates of the old days. Beer trucks their gold ships!” De kriminelle bander blev sammenlignet med sørøvere, der levede livet efter deres egne love, her og nu, et liv i sus og dus, men de kom også til at repræsentere et andet, mere spændende og rigt liv for de almindelige læsere. Tonen var tit forstående og undertiden næsten indsmigrende. Gangsteren, the bad guy, var allerede i 1920’erne en helt for mange – han gik ikke og ventede på sin drøm om det gode, rige amerikanske liv, men var lige så meget nybygger som storby327


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 328

cowboy – en dumdristig individualist, der tog, hvad han ville have. Men hvem var han? Ifølge en analyse i Illinois Crime Survey af 83 af Chicagos mest aktive illegale forhandlere og gangstere var gennemsnitsalderen 35 år. Gennemsnitsgangsteren blev anholdt første gang i en alder af 23 år. Fem af de 83 var blevet anholdt for kidnapninger i forbindelse med lokalvalg, 28 var blevet anholdt for mord eller mordforsøg (mange af dem gentagne gange) og 11 var blevet anholdt for ulovlig våbenbesiddelse. Langt de fleste var født i Chicago. En analyse af deres bopælsadresser viste, at med undtagelse af Valley-banden (Druggan-Lake-banden) samt Saltis- og McErlane-banden, så var der ikke tale om lokalbander, der blev holdt sammen af fælles opvækst i samme bydel. De fleste kunne snarere betragtes som professionelle forretningsmænd i forbryderbranchen, som allierede sig med dem, det var mest lønsomt at alliere sig med. Ifølge en anden undersøgelse af 60 myrdede gangstere havde de i gennemsnit 5000 dollars på sig, når de blev skudt. De kolossale rigdomme var et stadigt samtaleemne, og som nyrige unge mænd var de meget lidt beskedne med deres formuer. Før John ”Dingbat” Obertas begravelse i foråret 1930 talte Joe Saltis, George ”Bugs” Moran og Julian ”Potatoes” Kaufman med journalister og den altid tilstedeværende politimand John Stege. De ville sikre sig, at de ikke blev anholdt ved selve begravelsen. Saltis fortalte om sin ranch med tilhørende golfbane, som han havde købt for 100.000 dollars. Moran havde netop investeret 125.000 dollars i renseribranchen, og Kaufman sagde, han var god for op mod 700.000 dollars. En del af dem var gift og havde børn, mange andre ville ikke binde sig. Irving ”Sonny” Schling fortalte dommer John H. Lyle, at i hans branche var prostituerede det sikreste kort: ”Man kan ikke stole på hende, og hun stoler ikke på en. Og bliver man træt af hende, kan hun bare skiftes ud.” Bob ”Red” McLaughlin, en anden gangster, var hel usentimental i det spørgsmål: ”Hvis en ordentlig pige indleder en affære med en gangster og opdager, 328


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 329

hvad han har gang i, slår hun op. Så er der de piger tilbage, som ikke er så nøjeregnende. Sådan er det. Men mange gangstere mishandler deres piger og forlader dem. Og bliver man kriminel, er det, fordi man elsker penge højere end kvinder.” Både Schling og McLaughlin dyrkede i perioder en vis Margaret Collins, som aviserne begyndte at kalde ”The Kiss of death girl, pigen med dødskysset, i takt med at hendes kærester blev myrdet. Mindst syv af dem – inklusive Schling og McLaughlin – blev skudt i Chicago. De store penge og risici gjorde disse mænd bange, mistænksomme og farlige og fik dem til at leve i konstant spænding. Forræderier og brudte alliancer var almindelige. I efteråret 1929 talte Capone-gangsteren Frank Perrys tidligere kone ud om sin mands liv til aviserne. Hun hævdede, at Perry havde myrdet et anseligt antal personer efter ordre fra Capone, men fortalte også om evindelige interne kontroverser i banden, hvor trusler, selv blandt venner og allierede, konstant lå i luften. Engang ringede Capone og gav Ralph Sheldon ordre til at skyde en bestemt person: ”Hvis du ikke ordner det, er det dig, der bliver ordnet.” Senere faldt Perry selv i unåde hos Capone. Han flygtede fra byen og forsøgte at afpresse Capone. Da han var dårlig til engelsk, dikterede han et brev til hustruen. Det gik ud på, at Capone skulle give ham 10.000 dollars, ellers ville Perry sladre, blandt andet om at det i virkeligheden var Capone, der havde dræbt McSwiggin. Han fik dog ingen penge. Som gorilla for Capone havde Perry tjent 150 dollars om ugen. Chicago-dommeren John H. Lyle, der ofte havde med gangstere at gøre, forsøgte at lære sig så meget som muligt om dem: ”Eliten inden for deres kredse var mellem 26 og 37 år gamle. De var ofte spinkle og senede, og nogle så næsten anæmiske ud. De elskede flot og dyrt tøj og gik hyppigt til barberen for at se så pæne ud som muligt.” (Der var tilmed en barbersalon i The Loop, der ofte blev frekventeret af gangstere, og som havde en stol, der vendte ud mod døren. Den var beregnet til kunder, der ikke ville sidde med ryggen til. Samuel Amatuna blev skudt, da han blev barberet og fik manicure hos en barber på West Side.) Deres dyre, skræddersyede jakkesæt blev i sidste ende næsten 329


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 330

Frank Lake og Terry Druggan ledede sammen en bande på West Side. De fik stor opmærksomhed, da det blev opdaget, at de under afsoningen af en kortere fængselsstraf kom og gik, som de ville. Fotografi fra 1935.

altid plettet af blod, hjernemasse og afføring, og deres korte liv i evig frygt og stress må have været lidet misundelsesværdigt, men alligevel var der et islæt af ridderlighed og fornemmelse for spillets regler blandt disse mænd. Ingen børn, koner eller pårørende blev angrebet – i hvert fald ikke før under Depressionen og 1930’ernes bølge af kidnapninger, hvoraf den mest kendte var bortførelsen af Charles Lindberghs søn. Hvis uskyldige kom noget til under skyderierne, plejede de gangstere, der var blevet beskudt, at betale hospitalsregningerne. Capone var personlig imod bortførelser. Han var også undertiden urolig for sin søn og sin egen familie, men der er ingen oplysninger, der tyder på, at de nogen sinde har været truet af hans fjender. Forbudsagenten Eliot Ness fortæller i sin selvbiografi om, hvordan han blev truet af Capone-banden, og hvordan han blev angrebet af én gangster, som han selv afvæbnede. Det er sandsynligvis rent digt. Ingen af forbudstidens bander kastede sig forsætligt over myndighedspersoner. Hvis Capones bande ville have 330


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 331

dræbt Ness, havde de gjort det. Det var sjældent, at mordopgaver mislykkedes for Capones bedste gorillaer – og at de skulle kaste sig over Ness’ familie (som i den seneste film om The Untouchables) ville være utænkeligt. Capone og hans lige nød helt hen til slutningen af 1920’erne en vis goodwill, som de ikke ville ødelægge, og deres virksomhed var så synlig, at den var yderst følsom over for den offentlige mening. Mordet på McSwiggin, der formentlig var en fejltagelse, viser, hvor letpåvirkeligt Capones imperium var. Efter dette mord var han nødt til at forlade byen, og mange af hans smugkroer og spillebuler blev lukket. Ingen journalist eller forfatter, der skrev om Capones styre, kom noget til. Pasleys usminkede biografi om Capone, hvori han beskyldes for flere mord, udkom i 1930, og der blev ikke fremsat nogen som helst form for trusler mod Pasleys person. Journalisten Alfred ”Jake” Lingle blev myrdet, men næppe på grund af nogen af de artikler, han stod bag. Og redaktør Robert St. John blev mishandlet i Cicero, men Capone forsøgte selv at opklare sagen og ydede ham økonomisk kompensation. Bestikkelse var mere effektivt og langsigtet end vold og overfald – og først og fremmest skabte det færre overskrifter. Selv om de undertiden blev dømt for overtrædelser af forbudsloven eller ulovlig våbenbesiddelse, var det ingen garanti for straf. Det viser eksemplet med Terry Druggan og Frankie Lake. I sommeren 1924 blev de udsat for en razzia, hvor de blev anholdt. De blev idømt et års fængsel. Lake indledte sin strafafsoning med det samme, mens det lykkedes Druggan at stikke af til San Francisco, hvor han slog om sig med tusinddollarsedler med en sådan intensitet, at det vakte opstandelse, hvorved han blev identificeret og anholdt. I november 1924 blev Druggan kørt til fængslet i Chicago: ”Mange reportere, politifolk og advokater ventede på ham, da han ankom til fængslet,” oplyste en avis. ”Han kiggede på sine velpudsede sko og forvissede sig om, at køreturen i limousine ikke havde ødelagt pressefolderne i bukserne eller givet pletter på hans dyre overfrakke. Han røg på en cigaret med et dyrt mundstykke. ’Tal med mine advokater,’ sagde han til journalisterne.” 331


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 332

Efterhånden blev det kendt, at Druggan og Lake kunne komme og gå, som de ville, i fængslet. Om natten var Druggan ofte i byen ”for at møde sin tandlæge,” som han oplyste. I virkeligheden var han i sin dyre lejlighed på Lake Shore Drive eller et andet sted. De betalte givetvis for arrangementet: 1000 dollars om måneden til nogle fængselsfunktionærer. Da forholdene blev afsløret, måtte nogle funktionærer i fængslet gå af, men Druggans og Lakes straf var afsonet – og de kunne vende tilbage til deres illegale handel. En årsag til kriminaliteten var selve kautionssystemet, der betød, at den mistænkte forbryder kunne gå frit omkring under den ofte langtrukne efterforskning. Dommer John H. Lyle giver igen et eksempel på, hvordan det kunne forløbe: ”Joey Brooks, en forhærdet ung gangster, blev anholdt ved en razzia, der indbragte haglgeværer og en bombe med brandrør og det hele. Da jeg spurgte Brooks, hvad han skulle med bomben, svarede han nonchalant: ’Jeg bruger den som dørstopper.’ Efter at jeg havde stillet ham for en tiltalejury og krævet 100.000 i kaution, fik jeg besøg af en kongresmand, en senator og en rådmand. De forsøgte uden held at overtale mig til at sænke kautionsbeløbet, men så fandt de en anden dommer, der senere på eftermiddagen løslod Brooks mod en kaution på 10.000 dollars. Morgenen efter blev Brooks fundet skudt i sin bil ved nogle sneklædte træer i Marquette Park. Myrdet ved hans side sad den unge politibetjent fra landevejspatruljen, Edward Harmening, som tidligere med stor succes havde jaget lastbiler med øl. I sine sidste øjeblikke i live, da han så sin morder, fortrød Brooks måske sine gode politiske kontakter.” Harmening blev dræbt med to skud, Brooks med seks. Det skete kort før julen 1925. Brooks havde været gift en uge, da han blev skudt. ”Han var den bedste ven, man kunne tænke sig. Hjemme hos os, der ikke har nogen børn endnu, fyldte han en kasse med legetøj til vores venners børn,” fortalte den unge, nybagte enke Margaret Brooks. Gangstere blev også berømtheder. En samtidig forfatter beskriver alle gangsternes ekstravagancer: ”I takt med at territorierne voksede, og indsatserne steg, begyndte de at blive mere og mere eks332


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 333

hibitionistiske. De fejrede en myrdet modstander med fester og banketter – og blandt gæsterne kunne man se dem, der var blevet valgt af folket til at fange eller hænge morderne. Bandelederne spankulerede rundt i hotelfoyerer, på dansesteder og på de fine promenadestrøg; de applauderede Bajadser og Rigoletto; de fyldte natklubberne – de og deres kvinder, i flotte, men pralende jakkesæt, med platinure og funklende ringe.” Folk var til at begynde med nysgerrige og interesserede. Dommer John H. Lyle har fortalt, hvordan han arrangerede et møde med to tidligere gangstere for et par formuende venner af det bedre selskab: ”Gangstere var efterspurgte. Det var sjovt, spændende – det betød noget at kunne sige, at man havde mødt eller kendte en af de tunge gangstere.” Lyle havde gennem sit arbejde kontakter til underverdenen og skaffede to æresgæster til Lake Shore Drive-arrangementet. Den ene var en tidligere ølbilchauffør for Dion O’Banion med kroget næse og glasøje; hans ene øje var blevet skudt væk ved et kapringsforsøg uden for Chicago. Den anden havde beskæftiget sig med bilkapring og diverse småforbrydelser. Begge ankom elegant klædt til middagen i den 15-værelsers store lejlighed for senere at forgylde aftenen med deres beretninger om gangsterlivet. Gæsterne lyttede andægtigt. Dommer Lyle fik via sit arbejde et godt indblik i bandeverdenen. Men han havde også et vennepar, hvis søn var en kendt gangster, der var blevet udsat for tre mordforsøg, et af dem tilmed lige uden for sine forældres hjem. Lyle forsøgte engang at tale ham til rette: ”Jeg har betalt mine forældres lån ud på huset og desuden givet dem penge,” forsvarede den unge mand sig, da han mødte Lyle i selskab med seks livvagter. ”Men du tør ikke opgive dit nuværende liv,” sagde Lyle. ”Du er nødt til at betale disse livvagter. Både Spike O’Donnell og Joe Saltis betragter dig som dødsfjende. De ønsker at se dig død. Og de holder ikke op med at lede efter dig.” Gangsteren smilede skævt. ”Godt tænkt, hr. dommer. Du har forstået reglerne. Men hvorfor skal jeg holde op? Jeg har det sjovt. Jeg har kontakter i alle 333


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 334

stater. Jeg rejser til Florida, New York, New Orleans og Californien. Ja ja, det er farligt, men det er også spændende. Og som du siger, den sikreste måde at overleve på er at fortsætte.” Tre måneder senere var Lyle med til at identificere liget af den unge mand, som var blevet fundet med par skudhuller i hovedet. Gangsterne var ikke bare berømte, de var også ofte folkekære i deres egne kvarterer eller inden for deres egen etnicitet. Her følger en rapport fra Illinois Crime Survey om et politisk møde i ”Back-of-the-Yards”, slagtehusområdet på South Side. Det drejer sig om en festmiddag til ære for John ”Dingbat” Oberta i foråret 1928, da han kandiderede til posten som rådmand og senator. Et ungt publikum var mødt op for at høre ham, de fleste var andengenerationsindvandrere fra Centraleuropa, mange havde droppet arbejdet i kødpakkeriet til fordel for lavere middelklassejob: ”Ved første blik ligner det en fest for forretningsledere. Men ved nærmere eftersyn kan man ved æresbordet se ’Big Tim’ Murphys kendte ansigt. Han er venlig og social. Alle omkring ham lytter til ham, og hvert øjeblik kan man høre hjertelig latter fra den del af bordet. Tusind hænder klapper, og fem hundrede stemmer hilser den granvoksne polak, Joe Saltis, da han ankommer for at tage plads ved siden af Murphy. Tim og Joe hilser venligt på hinanden. Længere nede ad bordet kan man se Maxie Eisen og flere andre, der arbejder under Saltis’, McErlanes og Murphys beskyttelse. Her sidder også kvarterets købmænd og saloonejere. Ved æresbordet finder man flere af gangsterledernes ’stærke arme’. Selskabet omfatter også nogle politifolk, boksere og krigsveteraner. Festmiddagen præges af patriotisme, flag og musik, veltalenhed og sange. En talsmand for krigsveteranerne bevidner Obertas generøsitet mod invaliderede veteraner, han sender dem cigarer og andre rare sager og sørger for, at de kan komme til boksekampe. Tim Murphy – tidligere bankrøver og fagforeningsgangster – er aftenens hovedtaler. Højrøstede ovationer følger ham, da han går på talerstolen. På dette tidspunkt af aftenen har mange af gæsterne drukket flere glas af Joe Saltis’ øl og tilslutter sig højlydt Murphys tale. Han er klædt i sort og smiler skævt, da han tager ordet: 334


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 335

’Jeg er glad for at være tilbage her hos jer, her, hvor jeg er opvokset ved Halsted og 47th Street – her, hvor en mand er en mand, og hvor jeg kender alle. Hvis der er nogle nytilkomne, kan jeg fortælle, at jeg er 47 år, og at jeg har holdt mange taler her i kvarteret. For 14 år siden stillede jeg op til valget til den lovgivende forsamling og blev valgt. Senere rejste jeg til Washington med et kongresmedlem, som var den bedste topistolskytte, jeg nogen sinde har mødt her i området. Jeg er ligeglad med, hvad aviserne skriver om mig eller Joe Saltis eller Johnny Oberta, men vi har aldrig gjort nogen fra The Stockyards fortræd. I har læst om os i aviserne. Jeg er blevet anholdt, mange gange, for mærkelige tyverier og forskellige ting (klapsalver). Jeg har tilmed tilbragt tre år i Uncle Sams pensionat … (flere klapsalver). Men jeg kan fortælle jer, at også dér er 90 procent af mændene helt o.k. Se på Johnny – I kan se, hvordan han hjælper de gutter, der blev såret i Verdenskrigen. Hvem ville ellers hjælpe dem? De kommer selvfølgelig til The Stockyards, hvor alle kan give en hjælpende hånd. Stem på Johnny Oberta, der kender jer og er på jeres side.’” Oberta blev ikke valgt, men fortsatte med at være aktiv både inden for politik og i Saltis’ og McErlanes bande. For at appellere til de irske valgkredse i Back-of-the-Yards-distriktet på Southwest Side var gangsteren med den polske baggrund begyndt at skrive sit navn O’Berta. Øgenavnet ”Dingbat” stammede fra en tegneseriefiguer, som han efter sigende lignede. Oberta havde mødt ”Big Tim” Murphys enke, Florence Murphy, ved Murphys begravelse, og der var opstået gensidig sympati. Da Oberta blev myrdet i foråret 1930, lod hun ham begrave ved siden af Murphy. Den dobbelte gangsterenke Florence Murphy Oberta var ualmindelig åbenmundet og blev kilde til en artikelserie i Chicago Tribune om livet som gangsterhustru: ”Jeg har oplevet mere kærlighed og haft bedre mænd end de fleste kvinder,” fortalte hun. ”Tim var den perfekte gentleman. Han lod aldrig nogen gangstere komme hjem til os.” Senere fortalte hun om livet med sin første mand, om de minkpelse, han gav hende, om hvordan de morede sig – natklubber, boksekampe, middage, væddeløb, danseaftener. De flyttede fra Back-of-the335


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 336

Yards til en fornem adresse på North Side, og selv blev hun standset for at have kørt for hurtigt, hvorefter hun gav politiet en ordentlig røffel. Under et af Tims fængselsophold passede hun gasværksarbejdernes fagforening, som Tim var formand for. Han blev senere skudt uden for deres hjem i 1928. Hun sørgede for en fin begravelse, alene bronzekisten kostede 2500 dollars. Kort efter begravelsen giftede hun sig med Oberta: ”Han var så proper, gik i bad hver dag, gik med silkeundetøj, og hvis der var den mindste lille plet på hans frakke, var han nødt til at tage en anden på. No, sir, han var ikke nogen gangster, han var en gentleman.” Og Tim og Johnny havde været venner og færdedes i de samme kredse: ”De kunne lide hinanden.” Begge havde været tiltalt for mord, men var blevet frikendt, begge havde færdedes i Chicago-politikkens nedre lag. Big Tim plejede at sige: ”Stem på Tim Murphy, han er min fætter.” Dingbat Obertas slogan var: ”En åben by med mere øl.” Oberta blev begravet i en kiste til 10.000 dollars. Florence Murphy Oberta sagde, at hun nu havde fået nok af mænd, der blev skudt. Roger ”The Terrible” Touhy er den eneste Chicago-gangster, der har skrevet sine erindringer. Det gjorde han, mens han sad i fængsel for en kidnapningshistorie, som han stædigt hævdede, var blevet iscenesat for at få ham bag tremmer. The Stolen Years udkom i 1959, samme år som Touhy blev løsladt efter en fængselsstraf på 25 år. Han blev skudt i Chicago, et par uger efter at han var kommet på fri fod. Han fortæller, hvordan han efter nogle år i taxi- og vognmandsbranchen blev lokket af de store penge, der var i det ulovlige ølsalg. Han kunne jo selv se, hvem det var, der kørte i de fine biler – hvorfor ikke ham, der jo allerede havde et par lastbiler? I Des Plaines nordvest for det centrale Chicago, var det en alment kendt regel, at politiet skulle have fem dollars per tønde, der blev leveret. Touhy begyndte dog i så lille en målestok, at han ikke behøvede at bestikke sig frem. Med tiden allierede han sig 336


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 337

med Matt Kolb, der tidligere havde opereret i det centrale Chicago sammen med Capone-banden, men som havde trukket sig tilbage mod de nordlige forstæder, da den store ølkrig brød ud i 1925. Kolb drev en saloon på California Avenue og ”var en tyk, forsigtig herre, der vejede over 100 kilo, inklusive ølmaven. Alle, der troede, at smuglerne var gangstere, der altid havde maskinpistoler og blondiner inden for rækkevidde, skulle have mødt Matt. Han ville være bange for en tiårig med en fluesmækker.” Sammen begyndte de at sælge i større målestok, og Touhy investerede 50.000 dollars i bryggeriudstyr for at lave rigtig godt øl. Snart solgte de 1000 tønder a 55 dollars om ugen. Produktionsprisen var knap fem dollars pr. tønde. De havde omkring 200 etablissementer i de nordlige og vestlige forstæder som faste kunder. Bestikkelsessummerne var ikke så store; i modsætning til politifolkene i det centrale Chicago, der var vant til høje beløb, lod forstadspolitiet sig – ifølge Toyhy – nøje med mindre gaver, en fin julegave, en tyvedollarseddel nu og da. Politikerne og embedsmændene i deres område var tilfredse med at få en tønde øl i ny og næ. Selv tjente Touhy og Kolb 1.000.000 dollars om året netto på ølhandelen. De, der arbejdede for dem som lastbilchauffører, tjente mindst 400 dollars om måneden, og mange af dem var politifolk, der havde sagt op for at tjene tre gange så meget som deres politiløn for det meget lettere job at køre øl ud. Touhy selv levede et stilfærdigt familieliv i sin store villa i forstaden, fik bygget en swimmingpool og legeplads til sine børn, og konen kom sammen med naboerne: ”Der var ikke noget stigma forbundet med at sælge øl. Det var bare at imødekomme en almen efterspørgsel, syntes de fleste,” mente Touhy, der kunne lide at fiske med børnene i fritiden. I slutningen af 1920’erne ekspanderede Kolb og Touhy til også at have spillemaskiner, som stod opstillet i hver eneste saloon, tankstation, restaurant eller butik på den tid. De havde snart 225 styk, og de indtjente 4000 dollars som ugen. Touhy havde sporadiske kontakter med Capone, de sås for det meste i Florida, hvor de fiskede sammen. Capone tilbød ham at bo i hans hus på Palm Island eller låne hans båd, men Touhy 337


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 338

afslog: ”Capone var ikke min type. Folk omkring ham blev hele tiden myrdet. Han omgav sig med mænd med våben.” Capone var misundelig på Touhy over hans anonyme liv i forstaden, hvor han tjente store penge uden at skulle betale nogen større summer i bestikkelse eller leve i fare for konkurrenter. Omkring 1930 forsøgte Capone at ekspandere sit engagement i prostitution og sine spillebuler nordpå. Først fik Touhy uventet besøg af Frank Rio og Willie Heeney. Touhy havde ladet en af sine saloons indrette som en gangsterrede med våben på væggene, endda med to maskinpistoler, som han havde lånt af sine venner inden for politikorpset. De to budbringere blev imponerede over arsenalet, men Heeney fremlagde alligevel Capones plan: ”Al vil have, du går med til hans forslag, og han mener det alvorligt. Al siger, det her er jomfruelig jord for bordeller.” Touhy lo høfligt over veltalenheden, men sagde nej til prostitution i sit område. De følgende uger dukkede flere Capone-agenter op: Louis ”Little New York” Campagna, ”Machine Gun” Jack McGurn med flere forsøgte at overtale Touhy til at lade Capone ekspandere, til dels fordi banden var truet af diverse indgreb fra forbudsagenter inde i Chicago. ”Snorky er i knibe,” sagde Campagna. ”Myndighederne lukker så mange af hans bryggerier og brænderier, som de kan. Han har brug for at ekspandere her, men vil ikke konkurrere med dig.” Touhy nægtede Capone-banden adgang, hvorefter de gik til angreb. Matt Kolb blev bortført, og Capone krævede 50.000 i løsesum. Touhy gik selv op med pengene på Capones kontor på Metropole Hotel, hvor han sad bag sit store skrivebord med et halvt dusin telefoner. I oktober 1931, under den igangværende retssag mod Capone, blev Kolb skudt af to revolvermænd på sin egen saloon, The Morton Inn. Med tiden havnede Touhy i fængsel for en kidnapningshistorie, som han mente, Capone-banden havde fået ham hængt op på.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 339

CAPONEEVENTYRET – FORTÆLLINGEN OM EN VERDENSBERØMTHED

”Jeg hører lige så lidt til i den bog som i en bog af Horatio Alger.” Capone læser en af de mange bøger fuld af overdrivelser om ham fra begyndelsen af 1930’erne.

I betragtning af Capones status som international berømthed i begyndelsen af 1930’erne er det let at projicere hans navnkundighed bagud i tiden. Med facit i hånden er det let at udmale ham som Chicagos store gangsterkonge også i 1920’erne, og det er også sket i flere biografier. Men i hele det årti var Capone en almindelig Chicago-gangster, omtrent lige så kendt og omtalt som Terry Druggan, Edward ”Spike” O’Donnell, Dion O’Banion, Frank McErlane eller nogle af de andre store kanoner i byen. I en lang artikelserie, der i foråret 1929 blev trykt i Chicago Tribune hver søndag, og som bar titlen Chicago Gangland, fik han ikke nævneværdigt mere plads end ”Big Jim” Colosimo, brødrene Genna, George ”Bugs” Moran, Johnny Torrio, ”Diamond” Joe Esposito, John Scalise eller Eddie Tancl. I den manchet, der indledte alle seriens artikler, blev Dion O’Banion, Johnny Torrio, brødrene Genna og Hymie Weiss nævnt. Capone figurerede kun på et lille billede, hvor der i billedteksten stod, at han hævdedes at have trukket sig tilbage. Et par uger efter artikelseriens afslut339


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 340

ning blev Capone i Philadelphia desuden idømt et års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Også i John Landescos forskningsrapport ”Organised Crime in Cook County” i Illinois Crime Survey fra 1929 får Al Capone i kapitlet “Hvem er hvem i den organiserede kriminalitet?” mindre plads end broderen Ralph Capone og nævnes kun på en liste over en snes professionelle forbrydere. Her omtales hans bande også på en liste over de forskellige grupperinger og deres territorier, men nøjagtig som enhver anden bande. I forbindelse med McSwiggin-mordet i 1926 kaldes Capone i aviserne kun for en ”revolvermand fra Cicero”. I en liste over byens farligste og mægtigste kriminelle i midten af 1920’erne nævnes Frank McErlane, Danny McFall, Joe Saltis og Ralph Sheldon, men ikke Capone. I bogen Chicago – The History of its Reputation, der udkom i 1929, kan man notere sig, at Dion O’Banion, som på det tidspunkt havde været død i fem år, fik mere plads end Capone og Torrio. Da Time Magazine i maj 1929 rapporterede om mordene på John Scalise, Albert Anselmi og Joseph Giunta, blev de kaldt for ”medlemmer af de sørgelige rester af Alphonse (”Scarface”) Capones engang så mægtige bande”. Men omkring 1930 begyndte interessen for Capone at vælte frem som en lavine. Da han i foråret blev løsladt fra fængslet, blev han udnævnt til Public Enemy no 1. I efteråret 1930 udkom Fred D. Pasleys Capone-biografi, og i den forbindelse fik Capone flere tilbud om at skrive sine erindringer, men han forsikrede, at han ikke agtede at skifte branche. Det højeste bud var på to millioner dollars, hvis han ville skrive sin selvbiografi. Man hævdede også, at han var på vej ind i filmbranchen. Capone blev nu verdensberømt. Han fik fanbreve fra hele USA, men også fra Europa, Australien og Asien. Journalister fra hele verden kom for at interviewe ham. Chiacago-journalisten Herbert Abury skriver i en noget overdreven beskrivelse: ”Han var formentlig den mand i verden, der blev talt og skrevet mest om, og afgjort den, som blev mest beskudt.” I begyndelsen af 1930’erne lod alt, hvad der havde med den berygtede gangsterkonge at gøre, til at fascinere. Og omtrent sam340


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 341

tidig skrev Georges Remi under pseudonymet Hergé sin Tintin i Amerika, hvor Capone selvfølgelig fik en central rolle – på den tid personificerede han billedet af USA for mange uden for landet. En anden, ganske vist grov målestok for den voksende interesse for Capone er, hvor tit han blev omtalt i Chicago Tribune. Følgende tal siger ganske vist ikke noget om, hvorvidt hans navn figurerer i en forsideoverskrift eller i en bisætning i en notits, men giver alligevel en antydning af hans skiftende berømmelse (søgningen er foretaget på ordene ”Al Capone”, hvorfor hans alias ”Al Brown” eller avisernes undertiden fejlagtige ”Al Caponi” ikke er med, men disse benævnelser giver betydeligt færre hits og forekom mest i begyndelsen af hans karriere): Første gang, han dukker op som Al Capone, er i 1923 med 4 hits, senere følger 1924 med kun 3 hits. I 1925 nævnes han 11 gange og i 1926 stadig kun 13 gange. I 1927 fordobles antallet af hits til 25, og i 1928 er der 102. I 1929, da han bliver fængslet for første gang, nævnes han 156 gange, og i 1930 254 gange. I 1931, da retssagen om skattesvig udspillede sig, omtales han 461 gange, og året efter, da han sad i fængsel, 212 gange. I resten af 1930’erne, omtales han i gennemsnit 100 gange om året i Chicago Tribune, men da er det mest hans bande, der skrives om. Hans store berømmelse blev altså skabt efter Valentinsdagmassakren i 1929, paradoksalt nok samtidig med at hans karriere var på vej ned. Hans fald blev hans berømmelse – og omvendt. Berømmelsen stammede især fra de magasiner, der udbredte et overdrevent billede af ham som en forbryderbaron i Chicago, som en diamantprydet diktator over C(r)ook County. Populære magasiner og korte romantiserede bøger eller hæfter som Chicago Ganglands (1929), The One-Way Ride (1929), X Marks the Spot, Chicago Gang Wars in Pictures (1930), Al Capone on the Spot (1931), Life of Al Capone in Pictures (1931), Does Crime Pay? No! Life Story of Al Capone in Pictures (1931), From Cain to Capone (1931), Jake Lingle or Chicago on the Spot (1931), Capone’s Chicago (1932), The Trial of Al Capone (1933) og The Morgue (1933) spredte billedet af Capone og voldens Chicago til den brede offentlighed. Hæfterne var ofte rigt illustrerede og blev 341


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 342

for det meste udgivet anonymt. Mange virker, som om de er skrevet direkte ud fra en eller anden Chicago-journalists hukommelse: Datoer, årstal og navne blandes ofte sammen, voldsomme overdrivelser, forenklinger og deciderede fejl var almindelige. Capone læste selv et af disse skrifter og kommenterede det i et interview i 1931: ”Jeg læser en af disse bøger, der sælges nu, og har vel ikke spekuleret så meget over den. Den er velskrevet – så vidt jeg kan bedømme efter de første ti sider – men den handler om en anden. Jeg hører lige så lidt til i den bog som i en bog af Horatio Alger.” Magasinerne, der blev solgt i masseoplag i begyndelsen af 1930’erne, gav et billede af Capone som en del af det amerikanske mirakel: ”Uanset om man kan lide det eller ej, og formentlig ikke, så er Capone blevet en skikkelse af national og endda international interesse. Bare kig i avisen, så finder man ham nøje beskrevet side om side med Lindbergh, Will Rogers, Henry Ford, Francis Scott McBride, Bishop Cannon, Charlie Chaplin, John Gilbert og alle andre, der plejer at fylde forsiderne.” Det er let at konstatere, at det i dag først og fremmest er Al Capone, Henry Ford og Charlie Chaplin, der huskes blandt de store navne fra begyndelsen af 1930’erne. Videre lyder det: ”Uden at forsøge at lovprise ham må man alligevel indrømme, at Capone er den største og mest succesrige forbryder, der nogen sinde har levet. Forskellen mellem ham og de fleste andre gangstere er, at han er et organisatorisk geni, der besidder en ægte forretningssans. Han er en glamourøs skikkelse, en indlysende del af dagens Amerika. Myter vokser op omkring ham, og vore forfattere finder inspiration i hans handlinger. Avisstandene bugner af historier og nyheder fra underverdenen samt om revolvermanden, der bærer smoking og har chauffør i livré.” Tonen er både moraliserende og indsmigrende, og samme tonefald dominerer Fred D. Pasleys Capone-biografi fra 1930. Der fremstilles han som den største gangster, der nogen sinde har levet, som en moderne neandertaler, der som en tiger eller et hulemenneske på jagt efter bytte lusker rundt i storbyjunglen. Capone 342


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 343

kaldes ligefrem grim – flad næse og tyrenakke – og ukultiveret, samtidig med at sensationslyst og gangsterromantik præger teksten. Han beskrives som en mand, der ikke har andet fædreland end sig selv og mammon, hvilket selvfølgelig var en stor synd i de nationalistiske 1930’ere. Der var salg i alt om Capone – også i skrønerne: I 1931 udkom bogen Carrying a Gun for Al Capone i Storbriannien, en nærgående beretning skrevet af Jack Bilbo, der skulle have tilsluttet sig Capones bande i 1926. Bogen blev omgående en succes. Interessen for USA var stor i Storbritannien, og bogen udkom i ikke mindre end 17 oplag og blev oversat til ni sprog. Ikke desto mindre viste det sig med tiden, at forfatteren aldrig havde sat sine ben i Chicago. Langt senere, i 1985, udkom bogen My Years with Al Capone, hvori forfatteren hævder, at han har været pianist for Al Capone og blandt andet har overværet Valentinsdagmassakren. Der er gennem tiden udkommet en lang række bøger og romaner, hvori Capone optræder. De fleste mennesker i USA mødte selvfølgelig aldrig den virkelige Al Capone i kød og blod, men fik deres billede af ham via samtidens magasiner. Man kan, som David E. Ruth i Inventing the Public Enemy (1996), se denne version af Capone som et kulturelt fænomen, en mediekonstruktion. Selv var han ikke uvillig til at træde ind i rollen som berømthed og stjerne og var i modsætning til mange andre gangstere gavmild med interviews. I dag ville man sige, at han plejede sit image som gentlemangangster godt. Han benægtede ikke, at han beskæftigede sig med ulovligheder, men som han ofte sagde, ”der er ingen, der er hæderlig”. Ud over at beretningerne om ham var dramatiske og fortalte om forbrydelser samt grusom og pludselig død, handlede de om at forklare den moderne by og det moderne USA for det fascinerede publikum. Al Capone var en self-made man – det slås tilmed fast i undertitlen i Fred Pasleys biografi – og hans liv var en succeshistorie fra samtidens storby i USA, en håndbog i genvejen til den amerikanske drøm. Hans liv var en rejse fra fattigdom og anonymitet til rigdom og international berømmelse. Og han blev 343


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 344

gjort til ”kendis”, lige før Hollywood tog patent på kendismageriet. Man kunne som læser lære Capones liv at kende og leve sig ind i det – som en person, man kendte, som man nu og da fik nyheder om, som da Time Magazine rapporterede, at han havde fået fjernet sine mandler, da han sad i fængsel i 1929. Eller som når aviser rutinemæssigt noterede, at Al og hans livvagter overværede en sportsbegivenhed som for eksempel en boksekamp, baseballkamp, eller hvad det nu kunne være. Hovedelementet i Capone-eventyret – som man kaldte kendishysteriet omkring ham – var byens tvetydige karakter, hvor ondt og godt var svært at skelne fra hinanden, og den kendsgerning, at Capone selv – både morder og filantrop, både forbryder og jetsetskikkelse – personificerede denne ambivalens. Desuden understregede magasinerne billedet af Chicago som verdens hovedstad i henseende til forbrydelser. Men billedet fra begyndelsen af 1900tallet af en kaotisk by, hvor gadevolden var spontan og uden retning, blev ændret til billedet af en by, hvor den organiserede kriminalitet hærgede og infiltrerede den ene samfundssektor efter den anden. Og – som mange iagttagere noterede – Chicago var et Amerika en miniature, essensen af nationen. Capone var en effektiv forretningsmand, der overlod det beskidte arbejde til sine underordnede, fastslog man i en artikel om ham. Han var underverdenens Rockefeller, siges det i en anden artikel, der lovpriste hans organisatoriske evner. I et interview blev han kaldt en ”ægte filosof”, han udtalte sig ”i klare og koncise ræsonnementer” om landets problemer og blev sammenlignet med H.G. Wells. ”Hvordan ville Al Capone styre dette land?” lød overskriften på en anden artikel, hvor han fremsatte sine tanker om, hvordan han ville råde bod på Depressionen og tilmed kriminaliteten i landet. Han var bekymret for, at landets arbejdere kunne være modtagelige for ”rød litteratur”: Han værnede om de traditionelle kønsroller og håbede på en amerikansk Mussolini. Begrebet Capone solgte. Og han blev tilskrevet citater om alt mellem himmel og jord. Udtalelser om Napoleon (”verdens største gangster, men jeg kunne nok have lært ham et og andet”), den moderne kvinde (”hjemmet og børnene er hendes lykke”), For344


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 345

Capone nyder luksuslivet i Florida. Fotografi fra begyndelsen af 1930’erne.

budet (”man kan ikke slukke tørsten ved lovgivning”), verdenssituationen (”Bolsjevismen banker på vores dør”), sin virksomhed (”Alle kalder mig gangster, jeg kalder mig forretningsmand; når jeg sælger spiritus, er det smugleri, når den serveres på Lake Shore Drive, er det gæstfrihed”) blev lagt ham i munden, og det er i dag umuligt at vide, hvad han reelt har sagt, og hvad der er fantasifulde og mindre nøjeregnende journalisters påfund. Beretningen om hans karriere og bandekrigene i Chicago var præget af socialdarwinistiske tanker – de bedst tilpassede og mest 345


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 346

konkurrencedygtige overlevede, bogstavelig talt. De svage og utidssvarende gik under, blev myrdet. I beskrivelserne af bandekrigene fik heldet eller tilfældighederne, som jo trods alt må have reddet Capones liv ved de mange mordforsøg, ingen betydning, men beretningen blev udformet efter en af 1920’ernes og 30’ernes gennemgående samfundsideologier, socialdarwinismen. Denne tankegang forklarede, hvorfor nogle døde, og andre, som Capone, overlevede. Hans organisationsevne i denne fordismens og taylorismens tidehverv blev tillagt en afgørende andel i hans succes. I kampen om Chicago udviklede Capones folk mordet til en kunstart eller et drama, og Valentinsdagmassakren var ”den mest perfekt planlagte og gennemførte aktion” i verdenshistoren, sagde man. Den metafor, der for mange lå lige for, var maskinen, 1900-tallets største mirakel. Morderne brugte ”præcisionsteknik”, de var som ”synkroniserede robotter”, hvor hver bevægelse ”faldt i hak med hinanden”. Massakren var resultatet af ”perfektionistisk håndværk”. Kriminalmagasinerne strømmede over af beundring for disse mænd, der udfordrede loven og konstant klarede sig fri af den, for dem, der selv havde valgt at leve livet i et utroligt risikofyldt miljø, konstant balancerende mellem liv og død. En folkelig entusiasme og beundring fulgte Capone og hans fæller. Da der omkring 1930 begyndte at versere rygter om, at den virkelige Capone var blevet myrdet, hed det sig, at en af hans brødre havde gennemgået plastikkirurgi for at få et ar og komme til at ligne sin døde bror. Capones egen kommentar til rygterne var lakonisk: ”Jeg er ikke død, men det er i orden med mig, hvis folk gerne vil tro det.” Amerikas grænseløse fascination af fænomenet Capone i årene 1929 til 1932 indskrænkede sig ikke kun til gangsteren Capone, men drejede sig også om familiefaderen Capone, den socialt kompetente vært for en endeløs række af fester, den generøse skikkelse i Chicagos natteliv og ikke mindst den hedonistiske forbruger. Capone blev et kulturelt symbol på tidens grænseløshed. En af hans levnedsskildrere kaldte ham den største ødeland i USA’s historie, og man rapporterede udførligt om hans skræddersyede 346


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 347

jakkesæt, hans limousiner og diamantringe og hans hus i Florida, der skulle have kostet over en halv million dollars – en klar overdrivelse. Fotografiet af Capone, der iført silkepyjamas sidder og ryger en cigar, samtidig med at han fisker fra agtersækket på sin yacht, blev til et ikon og illustrerede hans behagelige luksusliv under Depressionen. Beretningen om hans enorme forbrug er også beretningen om, hvordan han blev forfinet og gik fra at være en dårligt klædt småforbryder til en velklædt forretningsmand, der kunne føre sig frem i alle saloner. Til trods for denne transformation mistede han ikke sin essens, sit dyriske instinkt, der viste ham vej gennem storbyjunglen. I flere af magasinerne blev han sammenlignet med en panter, tiger, bulldog eller neandertaler, som i Pasleys biografi. Samtidig blev han fremstillet som ekstremt maskulin i sin aggressivitet, der dog altid var velovervejet, cool og beregnende – undertiden ligefrem genial. Historien om Capone viste, at alle, selv et fattigt indvandrerbarn, kunne blive rige og købe sig succes og stil – den amerikanske drøm i en nøddeskal. Og hans ødsle forbrug gjorde ham til et individ, der skilte sig ud fra mængden og middelmådigheden. Overklassen konkurrerede om at blive inviteret til hans fester i Florida. Folk på gaden kom farende, hvis hans limousine dukkede op i Chicago. Ved teaterpremierer kiggede publikum efter, om han sad på en af de fineste pladser. Baseballfans noterede sig, om han sad på første række ved vigtige kampe, sådan som han plejede. Man pointerede ofte, at Capone også var far og levede et fredeligt familieliv i sit hyggelige hus. Måske var det en måde at give læserne mulighed for at identificere sig med ham på, eller også var det endnu en forenklet måde at belyse det modene bymenneskes mulighed for at skifte identitet på. Gangster om dagen, far om aftenen – eller lige omvendt. Efterhånden tog filmen tråden op – Capone-figuren solgte og sælger fortsat. Allerede Howard Hughes’ stumfilm The Racket fra 1928 var løseligt bygget over Capones liv og blev indspillet med rigtige gangstere som ”tekniske konsulenter”. Filmen blev for347


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 348

budt i Chicago. Tydeligere i sine Capone-referencer var Little Caesar fra 1930 med den største antihelt hidtil i filmhistorien. Public Enemy fra 1931 handlede ganske vist om en irsk gangster, men titlen hentydede direkte til Capone. Med en mere eksplicit Capone-reference i titlen var Scarface fra 1932 en film om Capones liv, hvor hovedpersonen i en scene fortæller, at han har fået sit ar på kinden i Verdenskrigen, nøjagtig som Capone selv plejede at hævde. Capone-figuren blev dog skudt i slutningen, hvilket var nødvendigt, for at filmen kunne få en rimelig morale. Ben Hecht, der var med til at skrive drejebog til filmen Scarface, har i sine erindringer fortalt, at han blev opsøgt af et par af Capones folk under forberedelserne til filmen: ”’Er det dig, der har skrevet det her?’ spurgte de. Jeg svarede, at det var det. ’Vi har læst det.’ Jeg spurgte, hvad de syntes. ’Vi har nogle spørgsmål.’ Jeg bad dem gå ad helvede til. ’Handler det om Al Capone?’ ’Nej, vorherre bevares,’ svarede jeg. ’Jeg kender ikke engang Al.’ ’Du har slet ikke mødt ham?’ Jeg svarede, at jeg flyttede fra Chicago, netop da Al begyndte at blive kendt. ’Men jeg kendte Jim Colosimo ganske godt,’ sagde jeg. ’Såh?’ ’Aha, kendte du også Dion?’ ’Dion O’Banion? Ja da. Jeg kørte tit med ham i hans bil.’ En kort pause. ’Okay, så siger vi til Al, at filmen handler om de andre.’ De begyndte at gå ud, men standsede i døren. ’Men hvis filmen ikke handler om Al Capone, hvorfor kalder I den så Scarface? Alle vil tro, den handler om ham.’ ’Men det er også tanken,’ svarede jeg. ’Al er en af vor tids mest kendte og fascinerende personer. Og hvis vi kalder filmen Scarface, vil alle gå ind og se den i den tro, at den handler om ham. Det er sådan, man laver forretning i min branche.’” Det svar var Capones folk tilfredse med. Filmen blev omdiskuteret, eftersom mange mente, at den romantiserede gangstere og mordere, og den fik efterhånden undertitlen ”The Shame of a Nation”. Filmen blev i 1983 genindspillet af Brian De Palma med samme titel, selv om historien blev lavet om. The Scarface Mob fra 1959 byggede på Eliot Ness’ selvbiografiske, men stærkt overdrevne bog The Untouchables fra 1957 og 348


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 349

blev omgående en kassesucces. Filmen blev genindspillet i 1987, nu med titlen The Untouchables, og selv om Capone optræder i den, er det meste i filmen rent digt. I 1959 havde filmen Al Capone premiere. I 1967 lanceredes The St. Valentine’s Day Massacre, der anses for at være temmelig historisk troværdig, om end delvis overdrevet. Dillinger and Capone fra 1995 er en helt igennem opdigtet historie. I Miller’s Crossing fra 1990 optræder en Caponelignende figur. Navnet Capone er siden forbudstiden blevet forbundet med Chicago. I en kronik i Chicago Tribune fra 1976 konstaterede skribenten, at byens forbandelse hed Al Capone – hvis man var fra Chicago og havnede et eller andet sted, i Mellemøsten, Sibirien, Sydamerikas jungle, det spillede ingen rolle, alt, hvad folk vidste om Chicago, var, at byen myldrede med gangstere. Turister kom til Chicago på grund af Capone. Samme år var et sovjetisk filmhold i byen for at filme hans grav. Skribenten, der var udenrigskorrespondent for Chicago Tribune, havde tilmed oplevet en episode i Amman, hvor palæstinensiske guerillakrigere havde anholdt ham. Da han besvarede spørgsmålet om, hvor han var fra – Chicago, USA – var de bevæbnede mænd ved at flække af grin. ”Åh, Chicago,” sagde en af dem. ”Gangstere, hva’?”, hvorpå han løftede sin Kalashnikov og lod, som om han mejede fjender ned, mens han lavede lyde: ”Ra-ta-ta-ta-ta-ta-!” En anden gang var korrespondenten ude på stepperne i det sovjetiske Centralasien og talte med en fårehyrde, der spurgte, hvor korrespondenten kom fra. ”Nej, Chicago! Du må være en meget modig mand,” lød reaktionen fra hyrden. Engang lykkedes det dog kronikøren at imødegå al den gangstersnak, som enhver Chicago-borger må høre på, når han eller hun forlader sin by. I en taxi i München kom spørgsmålet om, hvor han kom fra. ”Ha! Chicago,” svarede chaufføren. ”Pang, pang, Capone, ha, ha!” ”Og hvad så med dig?” replicerede Tribunes korrespondent. ”München? Hitler! Ha, ha!”


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 350

SLUTORD – HVAD SKETE DER SIDEN?

Al Capones liv er historien om, hvordan succes og store triumfer i begyndelsen skaber det overmod, der bærer kimen til afslutningen. De metoder og strategier, der gav ham magten over Chicagos underverden – volden – førte ham videre ind i nye problemer, hvor han støttede sig til de samme metoder, som havde givet ham de store succeser. Denne ligning, der styrer gangsterens bevægelsesmønstre fremstår næsten tidløs i sin karakter. De greb, der gav succeserne og formede hans storhed, blev efterhånden til misgreb i selvovervurderingens halvmørke. Hvis man har fulgt Capone i 1920’ernes og 30’ernes aviser, bliver man slået af, hvor trængt han hele tiden var. Filmenes og nogle af de tidligere biografiers Capone, der virker usårlig over for loven, og som herskede uden konkurrence, er selvfølgelig overdrevet. Gang på gang måtte han forlade Chicago, som var for farlig for ham, gang på gang blev hans magt udfordret af andre bander, gang på gang blev han anholdt eller truet af myndighederne. Han blev hele tiden mere eller mindre angrebet af konkurrenter, afhoppere, myndigheder og dele af politiet. Valentinsdagmassakren i 1929, der ofte skildres som hans triumf over modstanderne, var en fiasko, både militært og politisk – hvis man skal tale i sådanne termer. Modstanderen George ”Bugs” Moran undslap, og mordet på syv mænd førte til, at både myndigheder og gangsterkolleger gjorde alt for at få ham fjernet. Capone var aldrig 350


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 351

nogen enevældig konge over Chicago – det var han kun i det overdrevne billede af ham. Det, der gjorde ham enestående, var dog to ting: Dels lykkedes det ham faktisk at lede en af Chicagos største bander i hele seks år – fra 1925 til 1931. Det er lang tid i gangsterverdenen. Dels var han usædvanlig åbenmundet over for journalister, hvilket gav ham masser af plads i medierne. Gangsterverdenens historie i begyndelsen af 1900-tallet kan sammenlignes med en verdenshistorie i mikrofomat. Under Johnny Torrios feudale ledelse samledes de små fyrstedømmer til en løst forbundet union. Efter Capones fængselsdom i efteråret 1931 skete der en professionalisering og øget arbejdsdeling inden for gangsterverdenen. Volden blev mindre spontan og offentlig, denne detalje blev klaret så diskret som muligt af professionelle. Samtidig blev gangsterlederne mere og mere skeptiske over for de evindelige krige; ud over at de var livsfarlige, gav de branchen et dårligt ry og hindrede dem i at fokusere på kernevirksomheden – at tjene penge. Gangstervældet gik da over i en kapitalistisk fase, hvor bandernes aktiviteter blev reguleret ved indbyrdes aftaler, og hvor krige blev en forstyrrende undtagelse. Når de alligevel brød ud, var de som regel korte, men voldsomme. Efter Forbudet forsvandt gangsteren fra løbesedlerne, og den farverige fyrste af Capones format blev utidssvarende. Ophævelsen af spiritusforbudet, som alle længe havde indset ville komme før eller senere, gjorde, at de professionelle forbrydere søgte til andre brancher, som man ganske vist allerede med stor succes var begyndt at infiltrere i 1920’erne: fagforeninger, filmen, narkotika, beskyttelse og afpresning. Tomas Lappalainen har i sin bog om den sicilianske mafia analyseret dens organisation og de mange konflikter ud fra Niccolò Machiavellis og Thomas Hobbes’ teorier om mennesket og samfundet. De levede og virkede i en tid, da staten og statsapparatet tog form i Europa i 1500- og 1600-tallet – århundreder, der var præget af konstante krige og kriser i forbindelse med, at man for351


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 352

lod middelalderens verden. Både Macchiavelli og Hobbes beskriver en hård verden, hvor kampen om magt og ressourcer præger mennesket. Hobbes beskriver en naturtilstand, hvor staten ikke findes, hvor ”der hersker konstant frygt og fare for voldsom død, og menneskets liv bliver ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort.” Men, mener Hobbes, denne alles krig mod alle behøver ikke at bestå i konstante kampe, men konflikten ligger hele tiden i luften. Det er som med dårligt vejr – det består ikke i en eller flere regnbyger, men i at der dag efter dag er mørke skyer, der når som helst kan bryde ud i regn og torden. Mordstatistikken i Chicago var i 1920’erne 2000 procent højere end den for eksempel er i Sverige i dag, men antallet af mord i Europa i 1500-tallet var ifølge de oplysninger, der findes, langt højere end i Chicago. Formentlig ville Hobbes og Macchiavelli, med en formulering lånt fra Lappalainen, sige om gangsterkrigene i 1920’ernes Chicago: Sådan ser menneskets samfund ud i sin rene form, dette er naturtilstanden. Uformelle netværk og magtstrukturer herskede, gaver blev brugt til at købe beskyttelse, truslen om vold var konstant til stede, det regelsæt, der fandtes, blev fastlagt af dem med magt- og voldsressourcer. Også det statsapparat, der voksede frem i renæssancen, baserede sin legitimitet på vold og på truslen om vold. Til syvende og sidst bygger retsvæsen, ejendomsret og diplomati på, at der findes en voldsinstans i baggrunden – om vi så vælger at kalde det hær, politi eller domstol. Spiritusforbudet, der skulle lægge en dæmper på de syndige indvandrere, gjorde i stedet nogle af dem eventyrligt rige, men efter Forbudets ophævelse skulle USA blive fascineret af en ny form for kriminalitet – de landlige desperadoer, der under Depressionen som moderne cowboys begik bankrøverier. John Dillinger, ”Pretty Boy” Floyd, ”Baby Face” Nelson, ”Machine Gun” Kelly, Bonnie og Clyde og deres lige fejede ind over USA i de hårde år i begyndelsen af 1930’erne. Disse forbrydere var hovedsagelig amerikanere, der stammede fra landet og egentlig væsensforskellige fra de storbyens indvandrerbørn, der i de markante 1920’ere, 352


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 353

da den økonomiske højkonjunktur og forbruget aldrig syntes at afmattes, blev romantiserede folkehelte, fordi de gennem spiritussmuglingen gav storbyernes befolkning, hvad de ville have. Forbudstidens gangstere i storbyerne blev millionærer, som journalister, unge kvinder og folk, der var nysgerrige efter berømtheder, flokkedes om. Disse mænd blev ikoner. Deres tøj, biler, jakkesæt og bredskyggede hatte er blevet kopieret i uendeligt mange film, og den verden med egne normer og regler, som de skabte i Chicago, vækker stadig interesse. Mens dette skrives, planlægges der endnu en film om Capones liv. Men den elegant klædte jazzafficionado, den golfspillende revolvermand med sin kone i minkpels, den kølige morder, der opererer blandt civile midt i Chicagos bykerne, er alle forsvundet og tilhører 1920’erne, da Forbudet gjorde, at grænsen mellem lovlydige og forbrydere blev visket ud. Disse mænd, der havde været berømtheder og selskabelige midtpunkter, gik hver til sit og forsvandt en efter en, da Capone kom i fængsel, og Forbudet blev ophævet – og grænsen mellem skurk og almindelig borger blev igen skarp og tydelig. ”Machine Gun” Jack Mark Gurn blev myrdet i en bowlinghal på valentinsdag 1936, ludfattig og udstødt af resterne af Caponebanden. Frank Nitti skød sig i 1943, formentlig i desperation over udsigten til en fængselsstraf. Joe Saltis blev skilt og døde ensom og fattig i 1947 samme år som Capone. George ”Bugs” Moran forlod Chicago i begyndelsen af 1930’erne, da hans North Sidedomæner blev opslugt af Capone-banden. Moran vendte tilbage til et liv som røver, hvor han satte livet på spil ved bankrøverier, der gav et udbytte på niveau med det, han havde haft som lommepenge i 1920’erne. Han afsonede flere lange fængselsstraffe og døde i fængslet i 1957, samme år som Johnny Torrio fik et hjerteanfald i Brooklyn. Jack Guzik døde af et hjerteanfald i 1956 og var en central skikkelse i Chicagos underverden lige til det sidste. Det samme gjaldt Edward ”Spike” O’Donnell, der levede helt til 1962, da han døde i en alder af 72 år. Jack McGurns ”blonde alibi”, Louise Rolfe, døde først i 1995 efter at have oplevet flere stormfulde ægteskaber. 353


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 354

Det uadskillelige par Terry Druggan og Frank Lake, der også fik store problemer med ubetalte skatter i begyndelsen af 1930’erne, blev ved samme lejlighed uvenner under en fest. De skiltes som fjender, og Druggan levede nogle år mere med et vaklende helbred. Han døde ensom og fattig. Lake flyttede til Detroit, gled ind i et stabilt middelklasseliv i en forstad og levede indtil 1947. Ralph Sheldon, der havde tuberkulose, flyttede i slutningen af 1920’erne til det sundere klima på vestkysten. I 1932 blev han dømt for kidnapning og døde i St. Quentin i 1944. Frank Wilson blev senere chef for hele Secret Service og levede indtil 1970. Den tidligere forbudsagent Eliot Ness fllyttede til Cleveland, hvor han blev alkoholiseret, og i det sidste år af sit liv sammenbryggede han sammen med en journalist historien The Untouchables. Han døde i 1957, lige før bogen blev en bestseller og en tv-serie. Familien Capone levede videre. I 1952 solgte Mae Capone ejendommen på Palm Island, som siden har skiftet ejer flere gange. Huset findes dog stadig. Samme år blev også huset på Prairie Avenue på South Side i Chicago solgt, i forbindelse med at Capones mor, Teresa, døde. Ralph ”Bottles” Capone, den bror, der havde været mest involveret i banden, fortsatte efter sin fængselsstraf med at drive værtshuse i Chicagos forstæder i 1930’erne, men havnede snart uden for Capone-bandens indercirkel. Han blev skilt, og hans søn, Ralph Jr., der nægtede at bruge efternavnet Capone, begik selvmord i 1950. Ralph selv døde først i 1974. De andre brødre skiftede navn og levede relativt ubemærkede op til 1960’erne og 70’erne. Søsteren Mafalda drev en restaurant i Chicago og levede indtil 1988. Capones søn, Sonny, forsøgte sig med et hæderligt liv i skyggen af sin far. Han arbejdede hos en bilforhandler i Miami og startede i begyndelsen af 1950’erne en restaurant sammen med sin mor, Mae. Han var beskeden og levede som en fattig mand hele sit liv. Restauranten gik ned, hvorfor han måtte arbejde i et bildækfirma. Hans ægteskab gik i stykker, og hans kone flyttede til Californien med de fire døtre. Sonny Capone skabte overskrif354


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 355

ter i hele USA, da han i 1965 blev anholdt for at have hugget batterier og aspirin til en værdi af tre en halv dollar i en butik i Miami. Kort efter skiftede han efternavn. Han skal have levet helt til 2004. Capones kone, Mae, døde i 1986. I 2008 udkom der en bog, hvori forfatteren hævder at være et illegitimt barnebarn af Capone – og så er cirklen sluttet. Als søn, Sonny, ville ikke belastes af navnet Capone med alt, hvad det indebar, men bogens forfatter forsøgte tværtimod at drage fordel af det. Forfatteren, Chris Knight, hævder, at hans far, der var født i 1925, var en uægte søn af Al Capone. Mange levn fra Caponeæraen er forsvundet. The Hawthorne Hotel, der havde skiftet navn til Western, brændte ned i 1970. Capones panserbil blev købt af en brite, som i 1950’erne fremviste den rundt om i England. På Hotel Lexington fandt man i 1986 en boks, som man mente, var Capones. Man sendte direkte fra åbningen af den i tv, men den viste sig at indeholde et par tomme flasker, ikke andet. Capone er med tiden både blevet dæmoniseret og romantiseret. Hans iboende ondskab kan hurtigt reduceres, hvis man anbringer ham mellem to verdenskrige, der kostede snesevis af millioner menneskeliv. Det er måske ikke nogen tilfældighed, at Capones storhedstid også var en tid, der skabte personer som Hitler, Mussolini og Stalin. Capone havde ganske vist ingen af deres politiske ambitioner. Men deres generation prægedes af Første Verdenskrigs devaluering af menneskeliv, og de delte et positivt syn på vold samt en mistro til demokrati og intellektualisme. Der er faktisk en hel del om det, som Capone selv ofte fremhævede: ”Der er ingen, der er hæderlige”. Korrupte politikere, uhæderlige politifolk og lyssky forretningsmænd var der masser af i Chicago, allerede før Capone kom dertil. Han var ikke den første, der solgte illegalt øl, åbnede bordeller eller spillebuler. Mindet om Capone lever i dag først og fremmest videre i de utallige souvenirs med hans navn og billede, der sælges overalt i Chicago. Men efter alt at dømme lever hans børnebørn den dag i dag – Sonnys døtre, der flyttede med deres mor til Californien i 355


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 356

1940’erne. De husker sikkert deres farfar, som af og til var forvirret og snakkede sort, men som for det meste var en generøs om end for tidligt ældet og sygelig mand med et ar på den venstre kind.


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 357

FORFATTERENS TAK

Først og fremmest vil jeg takke min arbejdsgiver, det alsidige og mange gange prisbelønnede tidsskrift Forskning & Framsteg, som sendte mig af sted for at overvære The Social Sciences and History Associations årsmøde, der blev holdt i Chicago i 2007. Mange forskersessioner berørte byens historie og vakte for alvor min interesse for stedet. Senere fik jeg også meget generøst orlov for at skrive denne bog. På det fornemme Kungaliga biblioteket i Humlegården har jeg siddet og skrevet størstedelen af bogen. Via deres trådløse opkobling har jeg downloadet numre af 1920’ernes og 30’ernes Chicago Tribune, og jeg er nu gammel nok til stadig at synes, at det er magisk. Forlægger Martin Kaunitz’ tålmodige støtte samt blik for såvel helhed som detaljer under hele skriveprocessen har været til stor hjælp. Redaktør Mette Klouman har tydeliggjort og forbedret resultatet betydeligt. Tove Rauscher har udrettet et fantastisk arbejde med at finde billeder. Leigh Bienen, juraprofessor ved Northwestern University i Chicago og chef for The Chicago Historical Homicide Project, har tålmodigt besvaret en masse spørgsmål, som jeg har haft. Magnus Rodell, idéhistoirker ved Uppsala universitet, og Patrik Hadenius, chefredaktør på Språktidningen, har læst dele af manus og er kommet med værdifulde synspunkter. Min mor, Emma Höjer, samt mine svigerforældre, Bengt og 357


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 358

Kerstin Ernfors, skal have stor tak for hjælp med børnepasning i de sidste faser af skrivearbejdet. Og endelig – tak til min kone, Emma, og børnene, Moltas og Greta, fordi de er til!


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 359

KILDER OG LITTERATUR Som historiker kan man let føle sig sikker på et hændelsesforløb, når man har fundet en eller et par kilder – nøjagtig ligesom man, når man har læst én tyk bog om et emne, let kan tro, at man har overblik over et vidensområde. Men når man fortsætter med at søge oplysninger i erindringer, i samtidig forskningslitteratur, i gamle avisårgange, i dagens litteratur og tilsvarende, øges forvirringen og uoverensstemmelserne ofte. Når det drejer sig om kriminel virksomhed, hvor alle involverede er påpasselige med at tie stille eller skjule begivenheder, er det endnu værre. Gangstere fører ikke dagbog over deres bedrifter, skriver sjældent erindringer, fører ikke protokol over deres møder, udsender ingen kommunikéer, skriver ikke breve om deres planer eller handlinger. Samtidens rygter, spekulationer, politiets misinformation, sladder og lignende er blevet overleveret gennem årene, hvorfor litteraturen og kilderne ofte er modstridende, tendentiøse eller misvisende. Det skal tages i betragtning, når man læser denne bog; erindringer kan være farvet af andre senere kilder og af bagklogskab, oplysninger i aviser kan bygge på forlydender, alle citater i bogen kommer fra avisinterviews, der kan være gengivet fejlagtigt. Men det er overvejende dette materiale, der er tilgængeligt.

Erindringer: Condon Eddie: We Called it Music. A Generation of Jazz, New York 1992 (1947). 359


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 360

Irey, Elmer L.: The Tax Dodgers. The Inside Story of the T-men’s War with America’s Political and Underworld Hoodlums, London 1949. Knight, Chris W.: Son of Scarface. A Memoir by the Grandson of Al Capone, New York 2008. Lyle, John H.: The Dry and Lawless Years. Mezzrow, Mezz: Min aske til de sorte (Originaltitel: Really the Blues), Gyldendal 1978. Ness, Eliot & Fraley, Oscar: The Untouchables, New York 1957. Rudensky, Morris “Red” & Riley, Don: The Gonif, Minneapolis 1970. St. John, Robert: This Was My World, New York 1953. Sullivan, Edward D.: Rattling the Cup on Chicago Crime, New York 1929. Touhy, Roger & Brennan, Ray: The Stolen Years, Cleveland 1959. Wilson, Frank J. & Day, Beth: Special Agent. A Quarter Century with the Treasury Department and the Secret Service, New York 1965.

Litteratur: Adler, Jeffrey S.: First in Violence, Deepest in Dirt. Homicide in Chicago 1875-1920, Cambridge 2006. Allsop, Kenneth: Rosor från Al. Gangsterväldet i förbudstidens Chicago, Stockholm 1968 (1961). Andersson, Oscar: Chicagoskolans urbansociologi. Forskare och idéer 1892-1965, Malmö 2007. Asbury, Herbert: The Gangs of Chicago. An Informal History of the Chicago Underworld, London 2002 (1940). Berggreen, Laurence: Capone. The Man and the Era, New York 1994. Bienen, Leigh B.: “The Record Keepers”, Triquarterley, 124. Bienen, Leigh B.: “Learning From the Past, Living in the Present: Understanding Homicide in Chicago 1870-1930”, The Journal of Criminal Law and Criminology, vol. 92. Binder, John J.: Images of America: The Chicago Outfit, San Francisco 2003. 360


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 361

Burnett, W.R.: Gangsterliv i USA. Chicago Caesar. Interiör från den amerikanske gangstervärlden, Stockholm 1941. Burns, Walter Noble: The One-way Ride. The Red Trail of Chicago Gangland from Prohibition to Jake Lingle, New York 1931. Busch, Francis X.: “‘Jag har just aldrig haft några vidare indkomster’. Rättegången mot Al Capone.”, Ryktbara rättegångar, red.: Hans Villius, Stockholm 1962. D’Eramo, M. Arco: The Pig and the Skyscraper. Chicago: A History of Our Future, London 2002. Eghigian, Mars Jr.: After Capone: The Life and World of Chicago Mob Boss Frank “the Enforcer” Nitti, Nashville 2006. Ellis, John: The Social History of the Machine Gun, Baltimore 1975. Heimel, Paul W.: Eliot Ness. The real Story, Nashville 2000. Helmer, William J.: The Gun that Made the Twenties Roar, London 1969. Helmer, William J. & Bilek, Arthur J.: The St. Valentine’s Day Massacre: The Untold Story of the Gangland Bloodbath That Brought Down Al Capone, Nashville 2004. Höjer, Henrik; “När Chicago fick sitt rykte”, Forskning & Framsteg 3/07. Iorizzo, Luciano: Al Capone. A Biography, Westport 2003. Johnson, Curt & Sautter, Craig: The Wicked City. Chicago from Kenna to Capone, Chicago 1998 (1994). Keefe, Rose: Guns and Roses. The Untold Story of Dean O’Banion, Chicago’s Big Shot before Al Capone, Nashville 2003. Keefe, Rose: The Man Who Got Away. The Bugs Moran Story. A Biography, Nashville 2005. Kenney, William Howland: Chicago Jazz: A Cultural History, 1904-1930, Oxford 1993. Kobler, John: Ardent Spirits. The Rise and Fall of Prohibition, New York 1973. Kobler, John: Capone. The Life and World of Al Capone, New York 1971. Lagerström, Bertil G.: Gangsterliv, Stockholm 1985. 361


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 362

Lappalainen, Tomas: Maffia, Stockholm 1993. Landesco, John: ”Organized Crime in Cook County”, Illinois Crime Survey, Chicago 1929. Lesy, Michael: Murder City. The Bloody History of Chicago in the Twenties, New York 2007. Lieurance, Suzanne: The Prohibition Era in American History, Berkely 2003. Lewis, Lloyd & Smith, Henry Justin: Chicago. The History of its Reputation, New York 1929. MacDonald, Alan: Dead Famous. Al Capone and His Gang, London 1999. McCarty, John: Bullets over Hollywood. The American Gangster Picture from the Silents to ‘The Sopranos’, Cambridge 2004. Munby, Jonathan: Public Enemies, Public Heroes. Screening the Gangster from Little Caesar to Touch of Evil, Chicago 1999. Parr, Amanda J.: The True and Complete Story of “Machine Gun” Jack McGurn. Chief Bodyguard and Hitman to Chicago’s Most Infamous Crime Czar Al Capone and Mastermind of the St. Valentine’s Day Massacre, Leicester 2005. Pasley, Fred D.: Al Capone. En makt utanför lagen, Stockholm 1931 (1930). (Originaltitel: Al Capone. The Biography of a Self-Made Man). Reppetto, Thomas A.: American Mafia. A History of Its Rise to Power, New York 2005. Russick, John: Historic Photos of Chicago Crime. The Capone Era, Chicago 2007. Russo, Gus: The Outfit. The Role of Chicago’s Underworld in the Shaping of Modern America, New York 2001. Ruth, David E.: Inventing the Public Enemy. The Gangster in American Culture, 1918-1934, Chicago 1996. Sandburg, Carl: The Chicago Race Riots, New York 1969 (1919). Schoenberg, Robert J.: Mr. Capone. The Real – and Complete – Story of Al Capone, New York 1992. Spinney, Robert G.: City of Big Shoulders. A History of Chicago, Chicago 2000. Streissguth, Tom: The Roaring Twenties, New York 2007 (2001). 362


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 363

Thrasher, Frederic M.: The Gang. A Study of 1313 Gangs in Chicago, Chicago 1927. Tuttle, William M., Jr: Race Riot. Chicago and the Red Summer of 1919, Chicago 1970. Wendt, Lloyd & Kogan, Herman: Big Bill of Chicago. Evanston 2005 (1953). Zorbaugh, Harvey Warren: The Gold Coast and the Slum. A Sociological Study of Chicago’s Near North Side, Chicago 1929.

Aviser: Chicago Tribune Time Magazine

Internet: Disse sider er nogle af de mest pålidelige af de utallige, man kan finde om Capone og forbudstidens Chicago: Her er der masser af billeder og informationer om Capones liv samt hans venner og fjender: http://www.alcaponemuseum.com http://www.myalcaponemuseum.com http://www.alcaponebio.com FBI’s samlede materiale om Capone: http://foia.fbi.gov/foiaindex/capone.htm The Historical Homicide Project har indsamlet informationer om alle mord i Chicago 1870-1930: http://homicide.northwestern.edu Et par informative og billedrige sider om Chicagos historie: http://chicago.urban-history.org http://www.encyclopedia.chicagohistory.org


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 364

REGISTER Aiello, Joe, gangster 10, 239-247, 250, 256-260, 268, 270, 273, 286, 296, 300-301, 313 Alterie, Louis ”Two Gun”, gangster 74, 122, 126-127, 130, 132, 135, 137, 256 Amatuna, Samuel Samuzzo ”Samoots”, gangster 164, 166, 169, 174-177, 179, 182, 208, 230 Anselmi, Albert, gangster 133, 164, 169-175, 178-182, 185-186, 190, 194, 202, 216, 228, 250, 255, 260, 268-269, 290, 340 Brooks, Joe ”Dynamite”, gangster 108, 147, 332 Capone, Albert Francis ”Sonny“, søn 36-37, 98, 182-183, 205-206, 249, 291, 308, 325, 354-355 Capone, Frank, bror 33, 105-106, 121, 125 Capone, Mary ”Mae“, hustru 36, 41, 182, 249, 252, 271, 308, 232, 325, 354-355 Capone, Ralph “Bottles”, bror 10, 33, 80, 110, 112-114, 161, 191, 194-195, 214, 272, 278, 285, 287-288, 291, 306, 311, 340, 354 Collins, Morgan, politichef 92, 98, 104, 121, 172, 204, 242, 244

Colosimo, James “Big Jim”, alfons 37, 62-66, 70-71, 87, 339, 348 Crowe, Robert, statsadvokat 71, 96, 128, 149, 172, 189-190, 192 Dever, William “Decent”, borgmester 88, 92,, 96, 98, 104, 116, 128, 136, 156, 168, 172, 180, 199, 211-212, 244, 305 Doherty, Jim, gangster 109-110, 175, 187-188, 190-191, 194 Drucci, Vincent ”The Schemer”, gangster 74, 76, 119-120, 127, 135-137, 169, 173, 175, 198, 201-202, 208-209, 242-244, 258 Druggan, Terry, gangster 10, 20, 70, 74, 86-87, 116, 130, 211, 234, 286, 330-331, 339, 354 Eisen, Maxie, gangster 127, 135137, 208-209, 304, 334 Esposito, Joe ”Diamond“, rådmand 107, 119, 123, 239, 253, 339 Fitzgerald, Scott, forfatter 69, 156 Freud, Sigmund, læge og forfatter 68, 307 Genna-brødrene, gangsterbande 74, 77, 123-124, 126, 128, 132-133, 136, 163-164, 166-176, 179-182, 197, 226, 239, 241, 256, 339

364


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 365

Gusenberg-brødrene, gangsterbande 74, 127, 136, 169, 201, 253, 256257, 261, 264-265 Guzik, Jack ”Greasy Thumb”, alfons 10, 77, 125, 168, 209, 214-215, 240, 253, 272, 276, 286, 289291, 300, 303, 311, 313, 325, 353 Hart, Richard James, Capones bror 33, 38 Hemingway, Ernest, forfatter 39, 69 Hitler, Adolf, politiker 15, 349, 355 Hoover, Herbert, præsident 47, 275, 285-286, 288 Irey, Elmer, agent for skattemyndighederne 286-289, 291, 311 Klenha, Joseph Z., borgmester i Cicero 99, 101-103, 111, 190 Lake, Frank, gangster 10, 20, 70, 74, 86-87, 116, 130, 211, 234, 246, 286, 330-332, 354 Landesco, John, sociolog 25, 213, 227, 229, 340 Lindbergh, Charles, flypioner 69, 330, 342 Lingle, Alfred ”Jake”, kriminalreporter 249, 278-279, 294-301, 331 Lombardo, Tony, gangster 164, 174, 182, 201-202, 208-209, 239, 245, 250, 253-257, 260-261 Luciano, Charles ”Lucky”, gangster 37, 270 McErlane, Frank, gangster 10, 77, 90, 93-95, 116, 118, 147, 150152, 208, 219, 276, 286, 339, 340 McGurn, Jack ”Machine Gun”, gangster 10, 20, 24, 161, 175,

214, 219, 240-241, 253, 255, 261, 264-267, 285, 289, 308, 338, 353, 362 McSwiggin, William, anklager 28, 30, 110, 126, 131, 181, 186-195, 199, 210, 276, 291, 329, 331 Mezzrow, Milton ”Mezz“, jazzmusiker 48, 60, 81-84, 156, 160, 162 Moran, George ”Bugs”, gangster 10, 26, 74, 119, 135-137, 145, 169, 170, 173, 201, 208-209, 244-245, 253, 256, 258-265, 267-268, 276, 286, 300, 321, 327-328, 339, 350, 353 Morton, Samuel ”Nails”, gangster 74, 119, 122, 228, 230 Mussolini, Benito, politiker 133, 318, 355 Ness, Eliot, forbudsagent 24, 275276, 318, 330-331, 348, 354 Nitti, Frank ”(”the” stavet med lille i forlæg) The Enforcer”, gangster 209, 214, 253, 276, 289-291, 304, 311, 318, 353 O´Banion, Dion, gangster 74, 76-77, 81, 87, 103, 116-139, 141, 143, 145, 164, 167, 169, 173, 202, 216, 230, 261, 321, 327, 333, 339-340, 348 Oberta, John ”Dingbat”, gangster 210-202, 276, 281, 328, 334-336 O´Connor, William, kriminalpolitichef 219, 238, 246-247 Patton, John, borgmester i Burnham 66, 214, 256 Rio, Frank, livvagt 10, 195, 199200, 214, 255, 269, 271-272, 277, 285, 317, 338

365


Al Capone

05/02/10

12:03

Side 366

Saltis, Joe ”Polak”, gangster 10, 77, 90, 93, 116, 146-147, 150-151, 197, 202-203, 208-209, 211, 238, 241, 276, 281, 286, 328, 333335, 340, 353 Scalise, John, gangster 133, 164, 168-175, 178-182, 185-186, 190, 194, 202, 216, 228, 250, 255, 260-261, 265, 268-269, 290, 339-340 Schofield, Lemuel B., sikkerhedschef 25-26, 271 Sheldon, Ralph, gangster 77, 93, 116, 147, 151, 185, 202, 209, 211, 240, 260, 329, 346, 354 Small, Len, guvernør 71-72, 88, 115 Stege, John, chef for kriminalpolitiet 142, 151-153, 172, 179, 190, 192, 244, 279-281, 300, 328 St. John, Robert, journalist 100, 105, 111-115, 153, 331

Torrio, Johnny, gangster 17, 37-38, 41-42, 48-49, 62-63, 65-66, 7074, 77-81, 83, 86-93, 96, 98-99, 101-104, 110-111, 115-118, 121129, 132-133, 136-139, 143, 145-146, 154, 164, 190, 201, 207, 211, 256, 258, 270, 339340, 351, 353

Tancl, Eddie, restauratør 98, 101102, 108-110, 190, 339 Thompson, John T., general 149150, 191-192 Thompson, William Hale “Big Bill”, borgmester 58-59, 73, 88-89, 98, 102, 159, 211, 214, 242, 244, 253

Zuta, Jack, bordelejer 10, 209, 242, 245, 286, 297-301

Weiss, Earl “Hymie”, gangster 74, 76, 81, 107, 119, 120, 124, 127, 132, 135-139, 143, 145-146, 153, 167, 169, 173, 185, 187, 198199, 201-209, 213, 269, 295, 339 Wilson, Frank, agent for skattemyndighederne 30-31, 196, 288, 290293, 306, 311-312, 354 Yale, Frankie, gangster 37-41, 65, 129, 133, 184, 215, 230, 239, 254-255, 261, 267, 280, 282