Velfærdsstatens udvikling og forankring sås også inden for hjemmesygeplejen i en udvidelse af feltet, der indtil nu primært havde været ydet om dagen, men i 1960’erne begyndte at inkludere døgnhjemmepleje og integrerede ordninger.
Hjemmesygepleje i velfærdsstaten Den medicinske og teknologiske udvikling op igennem 1900-tallet fører til øget pres på sygehusene, og i 1950’erne opstår idéen om plejehjem. Plejehjemmene skal være institutioner med sygehuslignende forhold som fx skyllerum, træningsfaciliteter og professionelt sundhedspersonale som sygeplejersker og læger. Med den form for institutionel pleje kan borgerne udskrives hurtigere fra sygehuset, og staten kan derved spare på udgiften til sygehusophold (Socialministeriet 1954; 1962; Kirk 1995; Skjødt 2018). Kravet om en styrket professionel hjemmesygepleje viser sig med Lov om hjemmesygepleje fra 1957, der gør det lovpligtigt, at kommunerne etablerer hjemmesygeplejeordninger, og at sygeplejeopgaverne kun må varetages af uddannede sygeplejersker (Indenrigsministeriet 1957). I starten af 1960’erne lyder prognoserne, at der vil ske en stor stigning i antallet af ældre i de kommende årtier, hvilket vil føre til yderligere øget pres på både sygehusene, plejehjemmene og den kommunale hjemmesygepleje og dermed på amternes og kommunernes økonomi (Wingender 1999b). I det hele taget sætter en generel økonomisk krise i samfundet i 1970’erne skub i diskussionerne om, hvor og hvordan kommunerne skal yde hjælp til borgerne i en tid, hvor det også bliver diskuteret, om institutioner som fx plejehjem passiviserer og klientgør borgerne. Diskussionerne er med til at sætte skub i udviklingen af paroler som “Omstilling af ældreforsorg”, “Fra plejehjem til egne hjem” og “Længst muligt i eget hjem” (Skjødt 2016). Princippet om “Længst muligt i eget hjem” vinder indpas rundt om i landet og lægger pres på hjemmesygeplejen, der traditionelt ellers kun er blevet ydet om dagen. Det fører til, at der op gennem 1970’erne bliver iværksat forsøg med døgnpleje i nogle kommuner, og op gennem 1980’erne bliver ordningen permanent i et større antal kommuner. Dette ikke mindst fordi forsøg viser, at det medfører en stor samfundsøkonomisk besparelse, da det er billigst, at borgerne bor i egne hjem og ikke flytter på plejehjem.
26 | Del 1 Den organisatoriske rammesætning for sygepleje i kommunerne
Sygepleje_i_det_nære_sundhedsvæsen.indd 26
23/11/18 10.18