Page 24

forstærke, det særlige ved hendes øjne, også uden sminke. Det ”strålende lys” og det ”dybe mørke” i hendes blik kan også konstateres i privatbilleder (og sågar i barndomsbilleder), det vil sige fotografier, hvor det ikke er koolstift, projektør eller andet kunstigt lys, der former øjne og ansigt eller spejler sig i pupillerne. En livslang beundrer, der i øvrigt også kom i Fredes butik, skriver således i 1981: Det mest intense var hendes udtryksfulde blik. Ingen, hvem det har været forundt at se ind i disse vidunderlige øjne, vil nogensinde kunne glemme dette blik igen.14 Asta Nielsen kalkulerede med brugen af blikket i sine filmroller, det kunne være ved at lukke de udtryksfulde øjne i op til fem sekunder – og det er længe i en stumfilm med close-up af et ansigt. Det man derefter så, var ”to sorte pletter som i et maskelignende billede af et blik uden retning, et blik, hvis forbindelser, relationer og begær man – som den, der betragter billedet – kun kan gisne om.15 Det, der siges, er, at man som betragter må underkaste sig dette vilkår (at blikket har en egenvilje eller begær), selvom der her er en risiko for binding eller ligefrem fortabelse. Filmmanden Jørgen Stegelmann (1925-1999) anmeldte i 1981 en nyudkommen tysk billedbiografi om Asta Nielsen. Her peger han også på den særlige kraft, der er i hendes blik, og hvordan hun ”digter” med sine øjne. Men også på den lokkende farlighed i at smelte sammen med dette blik: ”Man hypnotiseres ikke til sløvhed af disse øjne, man bindes af dem og følger dem og ser i dem for at lære alt det at kende, som Asta Nielsen fortæller med dem.”16 Jørgen Stegelmann er villig til at gå ind i højen eller bjerget, som de gamle kaldte det, for at få del i en særlig indsigt eller hemmelighed. Og han var ikke den eneste, som vi kan se af den kult, Frede Schmidt og hans venner etablerede omkring die Asta mellem 1956 og 1972.17 Det er ikke tilfældigt, at jeg trækker bjergtagningstematik ind her. Den myte, hun var spundet ind i – og som hun selv var med til at grundlægge under stumfilmkarrieren i Tyskland og siden videreførte med de meget selektive erindringsbøger med den dobbelttydige titel Den tiende Muse (1945-1946) – blev der bygget videre på i miljøet omkring Frede Schmidt. Hvis Asta Nielsen var glemt i sine mange år i Danmark, er det altså en relativ sandhed. Hun havde et publikum og en fanskare; den var ikke så stor som tidligere, hvor hele Europa lå for hendes fødder, men den var dedikeret. Frede Schmidt var uhjælpeligt betaget, måske også forelsket i Asta Nielsen. Betagelsen eller fascinationen delte de fleste i hans kreds. Axel 22

110288_asta nielsen_cc19_.indd 22

M A S K E O G M E N N E S K E – A S TA N I E L S E N OG H E N D E S T I D

25/03/2019 15.00

Profile for Gads Forlag

Maske og menneske  

Maske og menneske  

Advertisement