Page 11

hele sit liv, både som die Asta og som Asta Nielsen, og både som helt ung og som gammel. Det er performervinklen, der har vist sig mest brugbar for mig, hvis jeg ikke skulle gøre for meget vold på min hovedperson, det vil sige, hvis hun skulle kunne skildres i al sin – indimellem både usympatiske og modsætningsfulde – mangfoldighed. Hun og hendes værk, der jo ikke kun rummer de 74 film og teatersucceserne i 1930’erne, men også et forfatterskab, en sen karriere som billedkunstner og dertil alle hendes iscenesættelser og selviscenesættelser, er et imponerende Gesamtkunstwerk. Men den metafor, der bedst kan dække, hvad jeg har gjort for at beskrive det, må dog blive et kubistisk maleri. I det kubistiske maleri vil maleren have alle aspekter af, hvad der findes i tre dimensioner, ned på en todimensional flade. Filosofien bag kubismen var at komme så tæt som muligt på et motivs eller objekts ”sande natur” ved at observere det fra mange forskellige vinkler og så fremlægge iagttagelserne på én gang. Motivet eller objektet, der ikke sjældent var en menneskelig figur, blev betragtet fra alle sider, som man gør det med en skulptur, og derefter brudt op og sat sammen i flere forskellige perspektiver – kubisterne ønskede at skabe billeder, der var fri af centralperspektivets stive geometri. Resultatet eller rekonstruk­ tionen fremtræder derfor semiabstrakt, som et koncentrat af alle ob­ servationerne – og i hvert fald ikke som på et fotografi. Men alligevel genkendeligt på en sært skæv og givet anderledes måde. Det er så mit bud på, hvordan jeg har forsøgt at skildre min hoved­ person. Og jeg understreger – det er mit bud på en bog om og med Asta Nielsen. Der er mange andre muligheder, og der vil forhåbentlig kom­ me mange flere forsøg. Der er stadig uafdækkede vinkler. Hvis man alligevel ønsker at læse Maske og menneske som biografi, kan man måske hente hjælp i den kronologiske oversigt over Asta Nielsens liv og karriere, der er placeret sidst i bogen. Den biografisultne læser vil nu nok skuffes alligevel, for når man sammenholder oversigtens nøg­ terne data med Asta Nielsens egen fremstilling af sit liv i erindrings­ bogen Den tiende Muse, bliver det hurtigt tydeligt, at hun ikke skildre­ de forholdet mellem liv og virkelighed som 1:1. Det gør hende til en tidlig repræsentant for det, der er blevet kaldt ”performativ biografisme” – som regel forkortet til ”autofiktion”. Den første betegnelse oplyser nu bedst, fordi den peger på, at Nielsen i sine erindringer nok foregiver at skrive om sig selv og gøre det sandfærdigt, men den siger også, at hun bruger sig selv og andre virkelige personer performativt; at hun anbringer dem i en kunstnerisk form, som i et stykke fiktion. Det kan ske ved, at der skrives om situationer, der ikke PROLOG

110288_asta nielsen_cc19_.indd 9

9

25/03/2019 15.00

Profile for Gads Forlag

Maske og menneske  

Maske og menneske  

Advertisement