En sundhedsperson synes at være godt klædt på til en forebyggende samtale, såfremt personen besidder kompetencer på professionsrelevant niveau inden for kommunikator-området samt gerne ét eller flere af de andre områder. Disse kompetenceområder synes alment centrale for alt sundhedspersonale, når det handler om forebyggende aktiviteter. Af de syv kompetencer er den kommunikative kompetence vægtet som særlig vigtig i den forebyggende samtale, idet der ofte er tale om en motivationsproces, når patienter i risiko for sygdom skal gennemgå en forandringsproces i deres liv med henblik på at undgå sygdom og opnå bedre livskvalitet. Forandringsprocessen vil ofte initieres i den første forebyggende samtale, og tilbud om opfølgende samtaler, hvor der arbejdes kommunikativt med at øge patientens parathed og motivation for forandring, vil ofte være helt centralt for processens resultat. Af andre centrale kompetencer kan nævnes, at sundhedspersonen er så professionel (område 7) og sundhedsfagligt kompetent (område 1) som muligt, idet disse kompetencer er vigtige både for at skabe en dynamisk dialog og tillid mellem sundhedsperson og patient og for kvaliteten af den rådgivning, der finder sted i den forebyggende samtale. Man behøver altså ikke være kompetent på højeste niveau inden for alle områder eller besidde alle kompetencer for at kunne påvirke patienterne til at forebygge sygdom og fremme sundhed.
Forebyggende samtaler i teoretisk perspektiv WHO’s tidligere generaldirektør Halfdan Mahler (1973‑1989) blev engang spurgt om, hvad han anså som det største fremskridt på sundhedsområdet i sin tid som chef. Han fremhævede det princip, der blev resultatet af Alma Ata-konferencen i 1977: Vi skal lære, at vi ikke skal gøre noget for patienterne. Vi skal gøre noget sammen med patienterne. Dette er dog ikke altid let. I den forebyggende samtale med patienten sker der et sammenstød mellem sundhedspersonens og patientens opfattelser af værdier, normer, livsholdninger, forståelsesrammer og erfaringer. Patienten forventer hjælp og rådgivning og lægger op til, at der er nogen, som skal tage sig af ham/hende. Som sundhedsperson har vi pligt til at hjælpe og har lært, hvordan man forebygger sygdom og løser patienters helbredsproblemer. Sundhedspersoner er derfor tilbøjelige til at overtage ansvaret for sundhedsfremme, tidlig opsporing af sygdom samt patientbehandling. Men at gøre noget betyder ikke, at vi som sundhedspersoner skal overtage ansvaret; snarere at vi skal tale med patienten, forstå og respektere hinanden. Vi skal altså dermed kunne kommunikere. Kommunikation er sundhedspersonens vigtigste værktøj. Kun gennem kommunikation med patienten har vi mulighed for at få kendskab til patientens forventninger, egne mål, mulige symptomer, livssituation, ressourcer, risiko
164
82317_kommunikation_3k.indd 164
Af Dea Kehler Sadeghnia
30-03-2010 11:14:36