1
Drømmehjorten fra Matukituki H
jorten brøler igen. Dyb i tonen – som henter den lyden helt nede i bunden af kroppen. Vildt – som fra en fjern, fjern urtid. Brølet giver mig gåsehud og forplanter sig i den allerede dirrende følelse dybt inde i mig: jagtdriften, der har rod mindst lige så mange tusinde år tilbage. Den primitive udfordring blæser også på stedet de sidste overvejelser over bord. Med en lang stav som tredje ben går jeg ud i de frådende vandmasser. Under normale forhold ville jeg end ikke overveje at krydse Matukitukifloden så tæt på vandfaldene. Men intet er “normalt”. Ikke nu. Ikke med en brølende kronhjort lige på den anden side. Jeg ved kun alt for godt, at dette er farligt. Næsten tåbeligt. I går var jeg lige ved at blive revet med af strømmen ved et “sikkert” vadested. Og – i dag er der mere vand i floden. Mens jeg står i vand til midt på livet og med højre fod desperat søgende efter fodfæste, brøler hjorten igen. Selv over strømmens hamren mod de store klipper, faldenes torden og de rullende sten på bunden kan jeg høre ham ganske tydeligt. Han er tæt på, meget tæt. Ikke over 100 meter oppe på bjergsiden. Og selv her, mens jeg slås for bare at stå fast, mærker jeg ophidselsen brede sig til overalt i kroppen. Joh, jeg er virkelig angrebet. Bukkefeberen har tag i mig som aldrig før. Med følelsesløse ben når jeg endelig over på den anden side. Det mælkehvide, iskolde vand kommer direkte fra gletsjerne højt over de lavthængende skyer. Mens jeg med rystende hænder ruller en cigaret for at dæmpe nerverne og lader røgen fortælle mig den helt eksakte vindretning, lader hjorten igen høre fra sig. Denne gang dog ikke et stort udfordrende brøl, men nogle kraftige grynt. Jeg svarer øjeblikkeligt. Dropper den våde smøg og sætter hænderne for munden. For mig lyder mit “brøl” nærmest som en forkølet kvies – med en falsk falset. Men han er åbenbart alt for ophidset til at høre forskel. Han reage-
Professionel jæger.indd 9
Drømmehjorten fra Matukituki
9
05/08/11 15.02