Page 1

Svend Albrechtsen

Til den yderste grænse Sejlads på oceanerne gennem 1.000 år

Frydenlund


Til den yderste grænse Sejlads på oceanerne gennem 1.000 år 1. udgave, 1. oplag, 2013 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-291-0 Grafisk tilrettelæggelse og billedredaktion: Jan Gralle Korrektur: Peder Norup Grafisk produktion: Ednas Print, Slovenien Tegninger og kort hvor intet andet er nævnt: Svend Albrechtsen Såvel forlag som forfatter skylder Tuborgfondet, Velux Fonden og Weibel Scientific A/S tak for økonomisk støtte til bogens udgivelse. Den ydede støtte har været økonomisk, hvilket betyder, at bogens tekst, illustrationer, vurderinger og konklusioner alene er forfatterens ansvar. Velux Fondens støtte er ydet under fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 7 1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på frydenlund.dk/nyhedsservice


Indholdsfortegnelse Forord

9

Indledning

11 14

Sejlads på verdenshavene

19 19 21 22 23 26 28 30 35

1000-1350: Initialperiode

41 42 42 45 47 47 48 50 51 52 52 56

1350-1850: Udforskning og udnyttelse

59 60 62 63 65

Rejser mod øst

71 71 72 72 73 76 76

Ide og logik

Meteorologi Vejr og klima Oceanerne Vindforhold Strømforhold Ekstremer Skibe og fartøjer Navigation

Vikinger og hanseater Vikingetiden Vikingernes skibe Langskibe Drageskibe, snekker og knarre Hanseaterne Koggen Efter hanseaterne Sejladsforhold Nordatlanten Østersøen

Den lille istid 1350-1850 Veje til Indien Ibererne Kineserne

Bartholomeu Diaz Skibene Sejladsforhold Vasco da Gama Skibene Sejladsforhold

5


Rejser mod vest Christoffer Columbus Første rejse: 3. august 1492-15. marts 1493 Skibene Anden rejse: 24. september 1493-september 1494 Tredje rejse: 30. maj 1498-november 1500 Fjerde Rejse: 11. maj 1502-7. november 1504 Sejladsforhold Sammenfatning

79 79 81 86 88 90 90 92 95

Trekantruten

97 98 102 105

Jordomsejlinger

111 112 119 121 126 129 132 138 144 148 154

Arktis og Antarktis 1500-1950

161 161 166 168

Markante polarforskere 1500-1950

173 173 174 175 177 179 181 184 187 188 189 193

Trekantens sider Skibene Trekantens hjørner

Fernando de Magellans jordomsejling Skibene Sejladsforhold Francis Drake Skibene Sejladsforhold James Cook Første rejse 1768-1771 Anden rejse 1772-1775 Tredje rejse

Arktis og Antarktis Sejlads i is Udforskningen

John Cabot Martin Frobisher John Davis Henry Hudson Første og anden rejse Tredje rejse Fjerde rejse Eftermæle Jens Munk William Baffin Vitus Bering

6indholdsfortegnelse


Englænderne 1820-1860 William Parry James Ross John Franklin Nordmændene 1890-1950 Fridtjof Nansen Roald Amundsen Henry Asbjørn Larsen Samlet vurdering

193 195 196 196 198 198 201 207 209

Internationale aftaler

213

Ruterne Skibene Klima Sejladsforholdene Atlanterhavet Det Indiske Ocean Stillehavet

De sidste sejlskibsruter: Klipperruterne 1800-1950

219 221 223 224 225 225 227 232

Sammenfatning

234

Epilog

237

Ordforklaring

239

Personer

253

Stikord

259

Kilder

267

7


ret imod. Efter passage af Den Arabiske Bugt fortsatte sejladsen ned langs Afrikas østkyst mod den nordgående strøm langs Somalias østkyst til Malindi. Efter ækvator ændres strømforholdene, og først på omkring 10° s.br. begynder det subtropiske højtryk i den sydlige del af Det Indiske Ocean at dominere vindforholdene. Sejlads mod syd ned til området omkring Kapstaden er normalt relativt problemfrit. Vinden er overvejende fra nord og strømmen er sydgående i Agulhastrømmen, der sætter kraftigt i strædet. I farvandet omkring Kap det Gode Håb er vejret meget ustadigt med talrige dybe lavtryk. Dannelsen af lavtryk er klassisk i områder, hvor to forskellige havstrømme mødes. Syd for Kapstaden mødes den varme Agulhasstrøm med den kolde polare østgående antarktiske havstrøm. Sejladsen langs Afrikas vestkyst har indtil ækvator været problemfri med vind fra syd og medgående strøm. Det er tydeligt, at Vasco da Gama har været klar over fordelene ved at følge kysten og under passage af ækvator har udnyttet lokale vinde tæt på land. Efter passage af ækvator og nord for ca. 15° n.br. har sejladsen været langsom og besværlig. Vinde og strøm har været imod, og med skibe rigget med råsejl har det faktisk været umuligt at avancere mod vinden. Nord for De Kanariske Øer har det været nødvendigt at søge ud i Atlanterhavet, før sejladsen har kunnet afsluttes under udnyttelse af de nordlige vinde langs den iberiske vestkyst.

Fremherskende strøm og vind om sommeren i den vestlige del af Det Indiske Ocean. 78

Kapstaden (Cape Town) med Taffelbjerget som baggrund. rejser mod øst


Rejser mod vest Christoffer Columbus Ud fra en maritim betragtning er der ikke meget, der berettiger Columbus til hans suveræne heltestatus og plads i historien. På hans første rejse over Atlanten i 1492 var halvdelen af ruten i forvejen kendt, og Columbus var ej heller en enestående sømand, der med stor maritim kyndighed trængte sig vej over et stort og ukendt hav. Det, der gør Columbus unik, er, at hans opdagelse af De Vestindiske Øer banede vej for den senere kolonisering af Amerika og hermed åbnede for den strøm af værdier, der fik afgørende betydning for den økonomiske udvikling i Europa. Som konsekvens heraf er det Columbus’ rejser, der er bedst beskrevet. Christoffer Columbus var italiener, født i 1451 i Genova. Han var søn af en væver og voksede op i beskedne kår uden særlig skolegang. Det, der senere skilte ham ud fra mængden, var hans stærke personlighed og hans religiøse overbevisning. Hans interesse for opdagelsesrejser over havene menes at være opstået, da han i 1470 slog sig ned hos en ældre bror Bartolomeo , der boede og arbejdede i Lissabon. Broderen arbejdede med fremstilling af nautiske bøger og kort, og via ham fik Columbus kontakt til det maritime miljø i det, der dengang var centrum for udforskningen af verdenshavene. En væsentlig grund til, at

Christoffer Columbus (1451­1506). Portræt malet af Sebastiano del Piombo i 1519. Columbus fik et om­ fattende kendskab til kartografi, og kortet foroven var angiveligt ejet af ham. Europa og Afrika er klart beskrevet, mens mulighederne står åbne mod vest. 79


I 1470 slog Columbus sig ned i Lissabon, som dengang var centrum for ud­forskningen af verdens­havene. Illustration fra slutningen af 1500-tallet

ideen om at udforske verden ved at sejle mod vest tager form hos den unge italiener, har uden tvivl været hans ægteskab. Hans unge kone var datter af en guvernør fra en ø i nærheden af Madeira, hvorfra hun var påvirket af den tidlige kolonisering. Datteren havde fra sin far arvet et betydeligt geografisk materiale, der dels tjente som inspiration, dels kunne bruges til at omforme ideen til et projekt. Hvad end hans oprindelige motiver har været, har han med sin meget stærke og til fanatisme grænsende personlighed været i stand til at overbevise andre om, at han var udvalgt af Gud til at finde nye riger og lande mod vest. Og ved hjælp af den viden han havde tilegnet sig, har han været i stand til at omsætte sin ide til en plan, der kunne forelægges for potentielle sponsorer af hans projekt. Én ting var Columbus’ motiver for at søge nye lande mod vest, en anden var de motiver, som datidens monarker har haft eller ikke haft til at støtte ham. I næsten ti år arbejdede Columbus på at vinde gehør og for at få den nødvendige hjælp. Han forsøgte sig først hos den portugisiske konge Johan 2., men blev afvist, derefter forsøgte han sig i Spanien, England og Frankrig, hvor han heller ikke vandt gehør. Portugal havde på det tidspunkt koncentreret deres udforskning om vejen til det eftertragtede Indien syd om Afrika. Spanien var fuldt optaget af kampen mod maurerne. England og Frankrig var i indbyrdes konflikt. Samtidig var England internt splittet og uden ressourcer til at dyrke oversøiske interesser. Efter i godt ti år at have forsøgt at få den nødvendige støtte havde Columbus faktisk givet op og havde slået sig ned i klosteret La Rábida, 80

rejser mod vest


hvor tilfældet eller måske ’Guds finger’ kom ham til hjælp. Klostrets prior blev overbevist om Columbus’ ideer, og hvad der viste sig at være afgørende, samme prior havde været dronning Isabellas skriftefader og havde stadig stor indflydelse på hende. Da spanierne samtidig havde fået bugt med maurerne og atter kunne vende blikket mod den store verden, og da dronning Isabella af sin skriftefader var blevet overbevist om det guddommelige i Columbus’ projekt, fik han i 1492 de nødvendige tilsagn. Første rejse: 3. august 1492-15. marts 1493

Rejsen blev indledt 3. august 1492 og afsluttet 15. marts 1493. Udrejsen var præget af stille vejr og må have været gennemført nord for passatbæltet tværs igennem det subtropiske højtryk ved Azorerne. Sejladsen over Atlanten tog 36 døgn, hvilket ikke kan undre henset til den valgte rute. Under opholdet i Caribien udforskede han nordsiden af Cuba og Haiti, hvorefter han efter knap fem måneder returnerede til Europa. Hjemrejsen blev gennemført ad en nordlig rute i vestenvindsbæltet. Den sidste del af rejsen var præget af storm og dårligt vejr. Columbus afsejlede fra Palos på Spaniens sydlige Atlanterhavskyst 3. august 1492 med kurs mod De Kanariske Øer, hvorfra han efter et længere ophold fortsatte mod vest. Den 6. september afsejlede han fra øerne og ankom 12. oktober til Watling Island på Bahamas. Rejsen over Nordatlanten har således som sagt varet i 36 døgn, hvilket på en bredde omkring 30° giver et et mål på ca. 90 sømil, hvilket er absolut acceptabelt. Farten har ligget på et gennemsnit mellem 3,5

Isabella (1451-1504). Maleri af Juan de Flandes fra omkring 1500.

På sin første rejse ankom Colum­bus til Bahamas, hvorfra han ud­forskede nordkysten af Cuba og Hispaniola. Kort: CIA 1994

81


Columbus går i land 12. oktober 1492 på øen, der senere fik navnet San Salvador. Illustration af Teodor de Bry, som på grundlag af rejseskildringer illustrerede flere bøger om Amerika.

og 4 knob, hvilket er ganske hurtigt med datidens skibe, især når det medtages i vurderingen, at sejladsen ikke blev gennemført i passatbæltet, men nord for dette. I senere udlægninger af Columbus’ første rejse til Amerika fremhæves det ofte, at den sidste del var præget af stor utålmodighed hos såvel Columbus som hos hans besætning. Enten er det et forsøg på at dramatisere en i øvrigt udramatisk rejse, eller også, hvilket er mere sandsynligt, bekræfter det opfattelsen af, at Columbus’ første mål på rejsen ikke var det fjerne Indien eller Kina, men nogle øer, som angiveligt skulle ligge på vejen til Orienten. Flere gange efter 1. oktober meldes om landkending, men det viser sig hver gang at være skyformationer. Efter mere end tre uger til søs opfordrer nogle af officererne Columbus til at vende om, men han er ubøjelig. 7. oktober noterer Columbus i loggen, at man har set fugle flyve vestpå. Efter råd fra Pinzón ændrer Columbus kurs mod sydvest. Havde Columbus holdt sin kurs, ville han have ramt det nordamerikanske fastland. Endelig ved titiden om aftenen 11. oktober 1492 får Columbus og flere af besætningen øje på lys inde på kysten, og kl. 2 om morgenen 12. oktober 1492 får matros Rodrigo de Triana på Pinta landkending. Det viser sig at være en af øerne ved Bahamas, formentlig den nuværende Watling Island, som Columbus døber San Salvador. Efter cirka en uges ophold fortsættes sejladsen, og 29. oktober 1492 ankommer de til Cuba. Her præsenteres man for nogle nye og ukendte afgrøder såsom majs, bomuld, kartofler, bønner og tobak. 82

rejser mod vest


Prøver heraf tages om bord og bringes med tilbage til Europa. Mindre heldigt er det, at en del af besætningen smittes med syfilis, som også bringes med hjem. Under sejlads 22. november 1492 forlader Pinta, under Martín Alonso Pinzóns kommando, pludselig de andre og sejler mod nord. Angiveligt for, uden Columbus’ accept, at prøve at finde guld på en ø, der af de indfødte blev kaldt Babeque. Columbus fortsætter imidlertid mod øst med Santa María og Niña og når Haiti 5. december 1492. Juleaften løber Santa María på et rev på Hispaniolas nordkyst i nærheden af Cap-Haïtien. Mandskabet når at bringe næsten alt om bordværende i land samt tilstrækkeligt med tømmer til at kunne bygge et lille fort, som døbes La Navidad. Columbus flytter kommando til den langt mindre Niña, men efterlader 39 mand på Hispaniola. Han forlader stedet 2. januar 1493. På vej østpå møder Columbus 6. januar 1493 Pinta, og hjemrejsen indledes med to skibe 16. januar 1493. Forløbet mellem ankomsten til Cuba og afsejlingen fra Hispaniola godt to måneder senere er interessant. Meget tyder på, at Columbus allerede tidligt har opgivet at søge længere mod vest og har besluttet sig for at sejle tilbage til Spanien ved først givne lejlighed. Hans ud-

En strand på Haiti i dag.

83


På øen Cuba blev Columbus præsenteret for afgrøder, der var ukendte i Europa, såsom majs, bomuld, kartofler, bønner og tobak. Viñales­ dalen er et kendt frodigt område med dyrkning af de samme afgrøder. Dalen ligger i Pinar del Ríoprovinsen.

forskning af øerne er overfladisk, og farvandet vest for øerne bliver ikke afsøgt. Med eller uden Columbus’ accept forlader Pinta eskadren og sejler på egen hånd i to måneder, inden de atter forenes under ganske udramatiske omstændigheder. Denne opsplitning kan lige så vel være gjort for at udvide det afsøgte område, som det kan være kaptajnen på Pintas eget initiativ for at berige sig. Det er endvidere værd at bemærke, at Columbus fra begyndelsen af september til januar sejler rundt i Caribien uden at være udsat for bare en af de tropiske orkaner, som typisk hærger dette område på den tid af året. Mens udrejsen havde foregået under gunstige vejrforhold, blev hjemturen en barsk oplevelse. I begyndelsen sejles mod nordøst, indtil de når ind i vestenvindsbæltet, herfra sejles ret øst. På den tid af året er vejret i Nordatlanten generelt uroligt, og har der i perioden været en sydlig lavtryksbane, har vejret givetvis været hårdt. I det dårlige vejr bliver Pinta og Niña den 14. februar 1493 skilt fra hinanden, og de to kaptajner tror hver især, at det andet skib er gået ned. Det oplyses endvidere, at Niña har svært ved at klare den høje sø på grund af manglende ballast, dvs. at skibet er ulastet, hvilket betyder, at Columbus vender stort set tomhændet hjem. Den 18. februar 1493 lykkes det at komme ind til Santa Maria på Azorerne, som er under portugisisk kontrol. Portugiserne gør arrest i skibet, og Columbus må over for øens kommandant retfærdiggø84

rejser mod vest


re sin rejse og sit anløb, hvorefter Niña får lov til at fortsætte. Under endnu en storm tvinges Columbus ind mod Portugals kyst, og de ankommer til Lissabon den 4. marts 1493. Også her får det spanske skib og besætning problemer med portugiserne. Efter en del diskussioner får Columbus lov til at gå i land, og nogle dage senere får han audiens hos kong Johan 2. Det er kongens synspunkt, at opdagelserne er gjort inden for Portugals interessesfære, og han gør følgelig krav på det nyopdagede land. Der udvikler sig efterfølgende en magtkamp mellem den spanske og den portugisiske krone om fordelingen af de nye områder, som først afklares med et paveligt dekret fra 1494. Først den 15. marts 1493 kan Columbus sejle ind til Palos i Spanien. Pinzón er i mellemtiden sejlet nord om Azorerne og ankommer efter et ophold ved Bayona i det nordlige Spanien til Palos blot nogle få timer efter Columbus. Pinzón gennemfører med Pinta en selvstændig rekognoscering uden Columbus’ accept, men også uden han søger at forhindre det. Han tager Pinzón tilbage i flåden, da rekognosceringen er afsluttet, og lader ham beholde sin kommando. Dette er meget unormalt, for hvis der havde været tale om en form for insubordination, havde straffen efter datidens orden været hård og brutal. På den anden side havde Columbus brug for både Pinzón og hans skib Pinta, fordi han på det tidspunkt kun havde karavellen Niña til rådighed, og fordi en sejlads alene tilbage over Atlanten havde været en yderst risikabel affære. En anden faktor, der bestyrker teorien om, at Columbus havde nået et foreløbigt mål, er, at han ikke interesserede sig for de afgrøder, de finder på Cuba, og at det åbenbart ikke har bekymret ham at sejle hjem med et stort set tomt skib. Forklaringen kan være, at der på vejen tilbage er overhængende fare for at anløbe portugisisk havn, og at chancen for at undgå problemer og beslaglæggelse er større, hvis de ikke medfører en værdifuld last.

Martín Alonso Pinzón, (ca. 1441-ca.1493). Kaptajn på Pinta på Columbus’ første rejse over Atlanten. Hans yngste bror Vicente Pinzón var kaptajn på Niña, mens den mellemste bror Francisco Pinzón var styrmand på Pinta.

Meget tyder på, at det, Columbus søgte på sin første rejse, ikke var en vej til Indien, men en vej til Østens rigdomme. Når Columbus på sin første rejse relativt tidligt opgav at sejle længere mod vest, var det ikke, fordi han mistede fokus, men fordi han på det tidspunkt var overbevist om, at han havde fundet døren til Kina og Indien, og fordi han havde fået bestyrket sin formodning om, at der var guld i området. Hertil skal føjes, at han havde mistet sit flagskib og kun rådede over to små karaveller. Han kunne således ikke hjemføre en last af blot beskedent omfang. For Columbus var det således et spørgsmål om på en senere rejse at vende tilbage, finde guldåren og høste udbyttet af sine opdagelser.

85

Uddrag af Til den yderste grænse  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you