Prekarisering i et livsperspektiv
207
balancer man kan etablere, og med hvilke omkostninger. Først i et sådant perspektiv kan implikationerne af prekarisering klargøres. Når vi ønsker at anlægge et livsperspektiv i vores undersøgelse, betyder det derfor, at vi retter opmærksomheden mod, hvad der sker med menneskers hverdagsliv og hverdagserfaringer i lyset af prekarisering. I det moderne, kapitalistiske samfund er hverdagslivet omdrejningspunktet for menneskers vedvarende bestræbelse på at skabe mening og sammenhæng i livet.1 Et hverdagsliv i den forstand, vi kender det i dag, opstår som en følge af udskillelsen af økonomien fra livssammenhængen og etableringen af den som en overgribende logik i samfundet – det, Polanyi beskrev som disembedding (se første kapitel). Her sker der en grundlæggende samfundsmæssig spaltning i livsområder og -funktioner, hvad der i sociologien ofte neutraliserende er blevet sammenfattet under begrebet ‘funktionel uddifferentiering’. Men begrebet uddifferentiering fanger ikke spaltningsdimensionen. I det perspektiv, vi anlægger, er hverdagslivet ikke et begreb for den del af livet, der ligger uden for arbejdet, men for livet, som det leves på disse nye betingelser. Hverdagslivet og hverdagslighed betegner en modsigelsesfuld livsform og livsfølelse, som vi hver dag genskaber. Hverdagslivet er ikke nogen selvfølge. Med det moderne hverdagsliv begynder tværtimod en ny livsopgave at tage form. Ja, hverdagslivet er denne opgave: For moderne mennesker er det en permanent opgave at forme hverdagen til en livssammenhæng.2 Tidligere levede man som led i overgribende sammenhænge, som man nok udfyldte og bidrog til, men man skabte 1 For denne diskussion af hverdagslivet jf. Ahrenkiel et al. 2012: 91 ff. 2 Begrebet om det ‘moderne hverdagsliv’, som vi bruger det her, er et alment begreb, der omfatter den udfoldede kapitalismes forskellige epoker, som vi har skitseret dem i bogens første del. Hvis man kulturelt differentierer mellem moderne og postmoderne, hvor det postmoderne så i store træk kendetegner postfordismen, så omfatter vores begreb om det almene hverdagsliv altså også det postmoderne. Der kan være gode grunde til at skelne mellem modernisme og postmodernisme, når man diskuterer kulturelle omformningsprocesser med overgangen til postfordismen, sådan som fx David Harvey (1989) og Frederic Jameson (1991) har gjort på hver deres måde. Men det bliver misvisende, hvis man abstrakt modstiller de to kulturformer. Fælles for dem er, at de er indskrevet i kapitalistiske samfundsforhold. Det betyder også, at postmodernisme snarere er udtryk for metamorfoser af modernismen med stærke elementer af identitet – og ikke en helt ny kulturform hinsides modernismen. Omvendt kan man også beskrive postmodernismen som en dimension i modernismen, hvilket Lyotard fx gjorde. Ofte har det således også vist sig vanskeligt entydigt at fastlægge, hvad der er moderne, og hvad der er postmoderne. Når vi taler om det moderne hverdagsliv, bruger vi således betegnelsen som en epokal betegnelse, gribende over modernisme og postmodernisme.