Issuu on Google+

Ulla Skovsbøl

Generationsmøder

Frydenlund


Generationsmøder 1. udgave, 1. oplag, 2011 © Forfatteren og Frydenlund ISBN: 978-87-7887-942-4 Forlagsredaktør: Charlotte Lind Grafisk tilrettelæggelse: Urte Katrine Andersen Grafisk produktion: AJSP printing services, Litauen Foto: Jacob Carlsen: forsidefoto, s. 14, 20, 24 og 25. Karen Riggelsen: s. 42. Alex Tran: s. 68 og 72. Flemming Jeppesen: s. 138. Øvrige fotos Ulla Skovsbøl.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 · fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk


Indhold 1 2 3 4 5 6 7 8

Spiren og Betaniahjemmet i frugtbart samarbejde............................................ 11 Vuggestue og plejehjem Højtlæsning på plejehjemmet gør skole­børn til bedre læsere.......................... 29 Folkeskole og plejecenter Børneleg og latter opliver demente.......................................................................... 43 Sfo og demensafsnit Tobias fik en ny bedstemor.......................................................................................... 61 Projekt Bedste Ven Unge og gamle byggede bro over generationskløften..................................... 77 Folkeskole og pensioniststudiekreds Teenagere udforsker alderdommen gennem digtning...................................105 Efterskole og plejehjemsansatte På job som Bedste..........................................................................................................123 Erhvervsskole med senioransatte Mangfoldigt udbytte af mødet mellem generationer......................................139 Teori og perspektivering

Opgaver.............................................................................................................................161 Noter...................................................................................................................................164 Litteratur............................................................................................................................167

5


3

Børneleg og latter opliver demente

Sfo og demensafsnit


RESUME Demensafdelingen Skovbrynet på Richtsens Plejecenter i Tønder har gennem to år haft et samarbejde med sfo’en Kernehuset. En gang om måneden kommer en flok på 6–7 børnehaveklassebørn fra den lokale skolefritids-ordning på besøg i knap en time. De leger på gangene eller i haven, drikker saftevand og hygger sig. Fordi beboerne er stærkt demente, opstår der ikke egentlige relationer mellem børn og gamle, og personalet lægger heller ikke op til, at det skal ske. Men sfo-børnene nyder at få en pause og et fredeligt frirum, og de bringer glæde ind i de gamles hverdag. REPORTAGE Sonja bevæger sig besværet og skubber langsomt rol-

latoren foran sig, hensunket i sin egen indre verden. Hun er svært dement og bor på Skovbrynet, en beskyttet afdeling for særligt plejekrævende beboere ved Richtsens Plejecenter i Tønder. Udenfor er det forår. Solen skinner blegt, de første bøgetræer er sprunget ud i skoven over for hjemmet, og havemøblerne er sat frem. Sonja snegler sig apatisk gennem sin afdelings fællesrum over mod terrassedøren. Men pludselig lyser hendes udtryksløse ansigt op i et stort smil. Hun lader rollator være rollator og styrer lige ud gennem døren. Hun har fået øje på noget: En flok 6–7årige børn fra Kernehuset, den lokale sfo. Otte piger og en enkelt dreng hopper omkring på fliserne ude i haven og tegner fantasifulde figurer med farvet kridt. En plejeassistent hjælper Sonja ned at sidde på en havestol og henter en kop te til hende, men hun er helt koncentreret om at se på børnene og ænser knap nok teen. Hun smiler, peger og snakker. Synet af børnene har helt åbenlyst vakt hende til live og gjort hende glad. Demensafdelingen Skovbrynet har i to år haft et samarbejde med Kernehuset, og børnene fra sfo’en kommer en gang om måneden. De

45


går alle sammen i børnehaveklasse, men det er ikke en fast gruppe, som kommer på besøg. Kun de børn, der har lyst dén dag, går med børnehaveklasselærer Kirsten Andresen over på plejehjemmet. De, der ikke gider, bliver bare hjemme. Kirsten gør besøget til en lille udflugt. Børnene får madpakker med, og på vej til plejehjemmet går de forbi en legeplads, hvor børnene leger og spiser frokost, hvis vejret tillader det. Ellers tager de maden med til Skovbrynet og spiser i et af de fælles køkkener. Derefter leger de en god halv times tid i haven eller indenfor på gangene, og besøget bliver afsluttet med et glas saftevand, inden de går hjem igen. – De er altid glade for at komme herover, og det er aldrig et problem at samle en gruppe, som vil med. I dag var der nærmest kø, og vi kunne nemt have været femten, siger Kirsten Andresen. Hun har taget ni med – et par stykker mere end ellers – men hun vil ikke have, at gruppen bliver alt for stor, dels fordi hun er alene, dels fordi udflugten skal være lidt eksklusiv. Hun mener, børnene har godt af indimellem at være i en lille gruppe, hvor tempoet ikke er så hæsblæsende og hektisk som i det travle og larmende børnefællesskab i skolegården, klassen og sfo’en. Inde på gangen i hjemmets ene afdeling er der et hjørne med små borde og stole, legetøj og farver til at male på glas med. Hvis vejret er for dårligt til udendørs leg, hygger børnene sig der, og de har en fast tradition med at dekorere den nederste del af gangens høje vinduer med farvestrålende tegninger. Specialfarverne kan nemt vaskes af igen, men tegningerne får lov at blive stående til næste sfo-besøg, så de gamle kan have dem som et lille festligt indslag i hverdagen. I

46


dag er vejret så dejligt, at ingen har lyst til at male vinduer. Børnene løber forbi legehjørnet og ud til Skovbrynets voliere, hvor en af plejecenterets medarbejdere, Dagmar Hansen, lukker hele flokken ind til fuglene. Parakitterne i buret skræpper og kvidrer, børnene råber og griner og pynter sig med tabte fjer. De store fugle er til låns sommeren over. Det er en taxachauffør, som har kørt meget for Skovbrynets beboere, der stiller sin fugleflok til rådighed i sommerhalvåret. Skovbrynet har også haft høns, og indimellem lister en kat eller to rundt på gangene. Børnene elsker det, men dyrene er der ikke primært for deres skyld. Tønder Kommune, hvor Skovbrynet og Kernehuset ligger, indførte i 2008 Eden Alternative-principper i hele plejesektoren. Det er en amerikansk udviklet plejefilosofi, som går ud på at skabe levesteder, hvor de gamle kan udfolde den sidste fase af deres liv i tæt kontakt med børn og dyr og omgivet af grønne planter i venlige og kærlige omgivelser. Det anses inden for Eden Alternative for at være den bedste kur mod det, man opfatter som den moderne alderdoms tre værste svøber: Kedsomhed, ensomhed og hjælpeløshed. – Det summer af liv her, når børnene leger på gangene, og det er meget ’Edensk’, siger Dagmar Hansen. Hun hæver stemmen for at trænge igennem barneråb og fugleskræppen, og indimellem snakker hun med børnene om fuglene. – Her på Skovbrynet indebærer Edenprincippet først og fremmest, at vi skal koncentrere os om nuet. Det er det eneste, der tæller for vores demente beboere, for de kan stort set ingenting huske, og de bliver bare dårligere og dårligere hele tiden, siger hun.

47


Det, Dagmar og hendes kolleger gør for at forbedre beboernes livskvalitet, er derfor helt enkle ting som at tage en svingom på gangen, at spille ludo med dem, der stadig kan det, og kræse for dem med lidt lækkert mundgodt. De går helt korte ture i haven og ser på fuglene i volieren sammen med dem, eller de lader de gamle opleve sfo-børnenes leg i den halve eller hele time, besøget varer. – Det er alt nok. Hvis Sonja på 80 bare er rigtig glad i den halve time, hun ser på børnene, så er det det hele værd, siger Dagmar Hansen. Børnene sidder på fliserne nu. De tegner på livet løs, og den grå cement forvandles gradvist til et kæmpe kulørt maleri. En af pigerne bliver ulykkelig, fordi de andre maler med orange farve på hendes figur, hvor der skulle have været blåt, og Kirsten Andresen må udrede konflikten. En anden pige sidder helt stille for sig selv på en bænk ved gårdhavens rislende springvand. – Er du ked af det ? spørger Kirsten. – Nej, jeg sidder bare og hygger mig, svarer hun. Så er der saftevand til alle. – De kan godt lide stemningen her. De nyder roen og at have lidt tid for sig selv, og så gør vi meget ud af at fortælle dem, at de gør en forskel, og at de gamle bliver så glade for at se dem. Det kan de godt mærke, og det gør også dem glade, forklarer Kirsten Andresen. Samarbejdet mellem plejecenter og sfo er kommet i stand på Skovbrynets initiativ, men Kirsten Andresen syntes fra starten om ideen.

49


Alligevel har hun nogle gange svært ved at overbevise kollegerne om, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på plejehjemsbesøgene. – Nogle af dem sætter spørgsmålstegn ved, hvad det nytter og spørger, hvad det skal føre til, hvor vi vil hen med det, og hvad resultatet er. Men jeg synes ikke, samarbejdet kræver så meget fra vores side, og for mig at se, kan vi gøre en vigtig forskel her uden stort besvær. – For mig er det resultat nok, hvis vi får et smil frem på et gammelt træt ansigt. Det giver noget værdifuldt både til den, der smiler, og til det barn, der kalder smilet frem. Vi er normalt for fokuserede på, at vi skal have synlige og målbare resultater hele tiden, men jeg tror, det er vigtigt at lære, at et lille smil også kan være et resultat, siger hun. Dagmar Hansen er enig. Hun har også mødt skepsis over for børnebesøgene hos nogle af kollegerne. – Det er jo en stor forandring for os at få børnene herind. Det giver larm og uro, og nogle medarbejdere reagerer negativt med et ’nå skal vi nu også passe dem’. Men sådan er det ikke. Det forpligter bare en kande saft at have dem på besøg. Efterhånden synes de fleste dog godt om samarbejdet med sfo’en, og Dagmar Hansen oplever, at både plejepersonale og pædagoger kan lære af hinanden. Især synes hun, det er forfriskende med pædagogernes energi og gåpåmod. – De har en anden indfaldsvinkel til deres arbejde, end vi har, måske fordi de ser fremgang hele tiden, siger hun.

50


– Børnene bliver dygtigere og dygtigere til alt muligt, og de lærer hele tiden nyt. For os er det stik modsat, og det sætter sit præg på os. Derfor drømmer jeg om, at vi også kunne få både pædagoger og pædagogmedhjælpere ansat på plejehjemmene, for måden de tænker og taler på, kan tilføre os noget. I det hele taget kunne det være sundt for alle med mere tværfaglighed, siger Dagmar Hansen. Børnene leger videre, mens de voksne snakker. Et par af beboerne er vågnet fra middagssøvnen og er kommet ud i køkkenet, men det er ikke alle, der interesserer sig for børneflokken eller opfatter, at de er her. Selv om der ikke er særlig tætte relationer mellem børn og gamle, mener Kirsten Andresen alligevel, at besøgene på Skovbrynet giver børnene en bevidsthed om livets gang og de forskellige livsfaser. De lærer også at værdsætte det, de har – for eksempel sunde og raske bedsteforældre – og hun synes, det gør dem mere tolerante over for mennesker, der er anderledes og ved første øjekast måske virker underlige. – I det år, de er her, får de et andet syn på de ældre, og det tror jeg, de bliver ved med at have, siger hun. Mange af børnene har så unge bedsteforældre, at de aldrig har set et virkelig gammelt menneske på nært hold. I starten er de lidt tilbageholdende, men det går over. – Det bliver en selvfølge, at de hjælper de gamle, og kontakten nedbryder den berøringsangst, som ellers er meget udbredt i samfundet. Yngre mennesker, også personale, holder tit unødig afstand til de ældre, så der er en læring i at finde ud af, at det ikke er nødvendigt, forklarer Kirsten.

51


Der er naturligvis også svære ting som sygdom og død at forholde sig til i mødet med de gamle. Børnene er nysgerrige og undrer sig over, at de er så langsomme, og at nogle er vrede og skælder ud uden grund, men de bliver egentlig ikke specielt bange for det, og Dagmar og de andre medarbejdere forsøger at forklare, at det har at gøre med de gamles sygdom. – Der var en dame, som var dybt dement og skældte meget ud på børnene, fortæller Kirsten. Men en fra personalet forklarede dem, at det var, fordi hun var syg i hjernen. Da vi kom næste gang, var den samme dame helt vildt glad, og så kom en af pigerne hen til mig og sagde: Ved du hvad, Kirsten, jeg tror, hun er blevet rask i sin hjerne. Er det ikke godt ! Mange af de demente på plejehjemmet er i 80’erne, og en enkelt er over 90. Derfor kan det ikke undgås, at børnene indimellem oplever, at nogle af dem dør mellem to besøg, men da relationerne mellem børn og gamle ikke er så tætte og personlige, gør det ikke så stort indtryk. – Vi fokuserer ikke på det med døden, siger Dagmar. Børnene stiller spørgsmål og synes, det er synd for de gamle, men de grubler ikke over det. Det er de glade oplevelser, der fylder. Så er saftevandet drukket og farvekridtet pakket væk. Det er blevet tid til at bryde op, for der er allerede gået en hel time. Nogle piger sidder og gynger i gårdhavens hængesofa. De gamle er bare så heldige, at de har sådan én, synes de. De kunne blive siddende længe, men de hopper alligevel ned og løber sammen med de andre børn efter Kirsten, da hun kalder. På vej ud af haven kommer de forbi et par beboere, som har sat sig ud på en af de små private terrasser

52


sammen med nogle gæster. Det er en af de første dage, hvor man kan undvære jakken. Lyset er skarpt, men luften er mild. Else er en af beboerne på terrassen. Hun har været folkeskolelærer i mange år, men er nu alvorligt dement. – Vil I ikke synge en sang for Else og hendes gæster, inden vi går, spørger Kirsten. Det vil børnene hellere end gerne. De stiller sig op foran havebordet og skråler løs på Mariehønen Evigglad. De bliver ivrige af al den opmærksomhed, de får, og fortsætter videre i repertoiret med alfabetsangen. ABCDEFG, HIJKLMNOP, QQRR … Else smiler og nikker i takt. Det er tydeligt, at hun genkender sangen. Hun må have sunget den hundredvis af gange gennem alle de år, hvor hun igen og igen og igen har indviet nye ivrige og forvirrede børnehoveder i skriftsprogets mysterier. Nu har selv alfabetet fortonet sig i demensens tåger, men måske er det en lille rest af erindring, der oplyser hendes ansigt, mens børnene synger. Så myldrer de videre. Pjatter og griner. De skal hjem nu. Dagens udflugt er forbi. REFLEKsION Samarbejdet mellem Kernehuset og demensafdelin-

gen Skovbrynet kom i stand, fordi plejehjemsleder Kristina Jørgensen tog initiativet og kontaktede sfo’en. Hun uddelegerede dog hurtigt ansvaret til to medarbejdere, Dagmar Hansen og Christa Petersen. De står nu for kontakten til børnehavelærer Kirsten Andresen, der er Kernehusets tovholder i samarbejdet. Tønder Kommune har en principbeslutning om at benytte de såkaldte Eden Alternative-principper i hele plejesektoren. De sigter mod at forbedre livskvaliteten for gamle på institutioner ved at fokusere på det, der kan afhjælpe ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed. I den

53


forbindelse er det en formuleret målsætning, at plejehjemsbeboere bl.a. skal have mulighed for at opleve kontakt med børn og dyr, og derfor er der et særligt fokus på at fremme samarbejde mellem plejehjem og børneinstitutioner. I starten var det dog ikke alle Skovbrynets ansatte, som var lige begejstrede for at skulle tage imod børnene. De frygtede, at det ville blive for besværligt og betyde ekstra arbejde. Heller ikke i Kernehuset var der udelt begejstring over for ideen. Med tiden er bekymringerne dog aftaget, i takt med at samarbejdet har udviklet sig positivt, men selv om den nu nyder almindelig opbakning, er der er tale om en reel prioriteringsdiskussion, som det formentlig vil give bagslag at ignorere. Institutionerne har heller ikke noget budget til samarbejdet, for selv om kommunen har vedtaget Eden Alternative-principperne som en målsætning, følger der ingen penge med. Børnenes aktiviteter på plejehjemmet må derfor i princippet ikke koste penge. De ansvarlige medarbejdere – Dagmar Hansen og Kirsten Andresen – ser dog ikke det manglende budget som et stort problem. De vælger at opfatte det som en positiv udfordring og har for eksempel fået kolleger til at donere brugt legetøj og ting fra de private pulterrum til børnenes legehjørne på plejecenteret. Dagmar mener, det ligefrem kan få kollegerne til at føle sig mere ansvarlige, og involverer dem i projektet. Sfo’en kommer på besøg én gang om måneden. Det er ikke nødvendigvis de samme børn, der er med fra gang til gang, men det er altid kun børnehaveklassen, der får tilbuddet. Det skyldes, at Kirsten Andresen har ansvaret for samarbejdet, og hun tager sig udelukkende af børnehaveklassen. Og både på Skovbrynet og i Kernehuset er der enighed om, kontinuiteten bedst sikres ved at lade de samme medarbejdere – i dette tilfælde Dagmar og Kirsten – have ansvaret

54


for samarbejdet over en længere periode. I reglen er det en gruppe på seks til syv børn, der kommer på besøg. Der er aldrig problemer med at samle en gruppe, og børnene glæder sig generelt og hygger sig på udflugten, som er et afbræk i de daglige rutiner. Mødet mellem børn og gamle bliver helt overvejende vurderet som givende og positivt, selv om nogle børn i begyndelsen blev bange for de demente. Derfor må de ansvarlige medarbejdere nødvendigvis være meget opmærksomme på børnenes reaktioner og være i stand til at forklare dem om sygdom og demens på en måde, som ikke er angstprovokerende. Det samme gælder døden, som børnene ikke kan undgå at blive konfronteret med. Imidlertid oplever hverken Dagmar Hansen eller Kirsten Andresen, at den alvorlige snak overskygger de gode og glade oplevelser. Da der ikke opstår meget tætte personlige bånd mellem den enkelte beboer og det enkelte barn, oplever børnene angiveligt ikke et dødsfald som et stort personligt tab. De voksne må dog nødvendigvis være forberedt på at skulle tale med børnene om døden og også være meget opmærksomme på, hvordan dødsfald påvirker dem. Tønder Kommune har evalueret det første år med samarbejde mellem plejecentre og børneinstitutioner og skoler, og evalueringen omfatter bl.a. Kernehusets besøg på Skovbrynet og også Projekt Læsevenner, som er beskrevet andetsteds i denne bog. Kommunen konkluderer, at plejecentrene har haft succes med at fremme fællesskabet og det sociale samvær, og at især besøg af børn fra daginstitutioner og skoler har en positiv effekt på beboernes trivsel. Af evalueringen fremgår det, at der har været en stigning i antallet af beboere, som værdsætter børnenes besøg: I 2008 svarede 33 %, at besøgene havde stor eller meget stor betydning for dem, og i 2009 var tallet steget til 47 % i

55


2009. Der var dog også flere, som ikke lagde vægt på børnenes besøg: 30 % i 2009 mod 20 % året før. Medarbejderne oplever generelt, at besøgene skaber liv og glæde på plejecentrene og beretter om, hvordan beboerne liver op, når børnene kommer, men de fortæller også om enkelte beboere, der overhovedet ikke bryder sig om børn. Det afspejler ifølge rapporten en naturlig forskellighed blandt mennesker og understreger, hvor vigtigt det er, at medarbejderne er opmærksomme og respekterer den enkelte beboers holdning.3 Hvad får børnene ud af det ?

• • • •

en udflugt og et afbræk i hverdagen oplevelsen af at gøre en forskel indblik i en livsalder, de sjældent er i berøring med viden om aldring og demens.

Hvad får de gamle ud af det ?

• glæde og adspredelse • stimulerende oplevelser, der fremmer deres kognitive formåen • erindringsglimt fra fortiden. Hvad kræver det af institutionerne ?

• • • • •

56

god kommunikation internt og institutionerne imellem godt samarbejde internt og institutionerne imellem vedholdenhed hos de involverede medarbejdere opbakning fra det øvrige personale fleksibilitet. Man må være indstillet på at udrette noget for små midler.


Skovbrynet – demensafdeling, Richtsens Plejecenter Beboere: 13 svært demente beboere Boligerne: Individuelle boliger med egen terrasse ud mod en fælles gårdhave. De er fordelt på to gange med hver sin fælles opholdsstue. Eden Alternative-principperne indført i 2008. Hjemmeside: www.toender.dk

Kernehuset, Tønder Kommuneskoles SFO Børn: Ca. 135 børn fordelt i fire grupper: børnehaveklasse, 1., 2. og 3. klasse. Ansatte: Seks pædagoger og seks medhjælpere Hjemmeside: www.toender.dk

57


Generationsmoeder uddrag