Page 17

Hvad der her især påkalder sig særlig opmærksomhed, er den universalistiske model, som præger store dele af de nordiske velfærdsstater. Svenskerne Walter Korpi og Joakim Palme skelner her mellem den altomfattende og den basale tryghedsmodel. Den basale tryghedsmodel leverer en nødtørftig, ensartet ydelse suppleret med tillægsydelser til de mest trængende, mens de velbjærgede vil være tilbøjelige til at vende sig mod private løsninger. Anderledes med den omfattende, adækvate løsning, der tildeler ydelser på et højt niveau og dermed fortrænger brugen af private løsninger.9 Det er den højklassede, universalistiske models potentialer, som svenskeren Bo Rothstein og danskeren Jørgen Goul Andersen har søgt at indkredse. Her tales om ”rets - og medborgerbaserede ydelser”, hvor alle behandles med ”lige omtanke og respekt”, gennem ”generelle og adækvate velfærdsordninger”. Vi møder her en idealtype, som sigter mod at skabe social lighed og økonomisk udligning. Borgerne tildeles retsbestemte og generøse ydelser, der muliggør deltagelse i samfundslivet som aktive og agtede individer. Det er idealet om borgernes autonomi og deres demokratiske medvirken i løsningen af samfundets problemer, som her rulles frem. Definitionen på den adækvate ydelse er elastisk. Den kan realiseres gennem generøse og ensartede ydelser, gennem nøje afmålt indkomstkompensation eller gennem behovsgraduerede foranstaltninger, hvor de mindstbemidlede får mest. De ensartede, generelle ydelser kender vi i Danmark fra børnechecken, folkepensionens grundbeløb og fra SU-systemet, den behovsgraduerede hjælp kommer til udtryk i folkepensionens tillægsydelser, mens (tilnærmet!) indkomstkompensation anvendes i forbindelse med arbejdsløshed, barsel og sygedagpenge.10 Den højklassede universelle løsning, der fortrænger private løsninger og binder borgerne sammen i fællesløsninger, dominerer inden for sundhed, uddannelse, ældreomsorg og børneomsorg, dvs. områder præget af serviceydelser. Den højklassede ydelse er imidlertid svært opnåelig. Det fælles hospital, den fælles skole og det fælles plejehjem skal i hverdagen fremvise samfundets bedste løsning for at være attraktiv for de velbjærgede, ellers søger de mod private løsninger. Den universelle løsning rummer, når den fungerer i praksis, ofte en betydelig rationaliseringsgevinst. Det

19

Uddrag af Den danske velfærdsmodel 1891-2011  
Advertisement