Page 12

Økonomerne argumenterede ikke for en residualistisk velfærdsstat som den amerikanske, hvor kun de fattige høster gavn af offentlige ydelser. De ønskede blot flere målrettede goder til de lavtlønnede på arbejdsmarkedet for at skabe liv i den universalistiske model. Den kan gøres mere effektiv. Det skal kunne betale sig at arbejde, lød budskabet. Det var det ene spor i debatten. Det andet spor vedrørte legitimeringen af den danske model. Her tog økonomerne afstand fra toneangivende politologer, som argumenterede for den universalistiske models evne til at vinde opbakning hos høj som lav og sikre stabilitet i samfundet. Dette argument blev i de københavnske økonomers udlægning omtalt som bestikkelsesargumentet. … det er nødvendigt at bestikke middel- og overklassen med offentlige ydelser for at sikre deres støtte til velfærdsstaten. De velbjærgede skal have andel i samfundets velfærdsgoder for at forebygge skatteoprør og forhindre svigtende støtte til velfærdsstaten.1 Disse argumenter står ikke uimodsagt. Hvor økonomerne har fokus på økonomiske incitamenter, rettede en kreds af politologer (Christoffer Green-Pedersen, Asbjørn Sonne Nørgaard, Michael Baggesen Klitgaard og Jørgen Goul Andersen) med erfaringer fra komparativ velfærdsstatsforskning blikket mod borgernes ressourcer, muligheder og indbyrdes relationer. De trådte frem som den universalistiske models sande venner. De påpegede, at den nordiske velfærdsstat har skabt en bestemt type af spørgsmål og holdninger, som styrker sammenholdet inden for velfærdsstatens rammer. Diskussionen i den universalistiske velfærdsstat kommer til at handle om måden, hvorpå der kan skabes tryghed for alle – rige som fattige. Hvordan kan man sikre optimal velfærd inden for sundhed, undervisning og ældreomsorg og pensioner? Det er en integreret del af hele den universalistiske models filosofi at give midler til middelklassen og overklassen, for at borgerne kan løse fælles erkendte problemer. Bestikkelsesteorien er derfor misvisende. Det var de komparative velfærdsstatsforskeres ene betragtning. Den anden betragtning lød, at velfærdsordninger har en tendens til at blive stadig ringere, hvis de kun bliver givet til de fattige.

14

Uddrag af Den danske velfærdsmodel 1891-2011  
Advertisement