Issuu on Google+

Birgitte Thomassen

1. Verdenskrig

Frydenlund


1. Verdenskrig 1. udgave, 1. oplag, 2013 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-070-1 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: dittemunk.dk Grafisk produktion: Graphy CemS, Spanien

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.


Om serien his2rie his2rie er et netbaseret undervisningsmateriale specielt tilrettelagt til historieundervisningen i gymnasiet, hf og hhx. Alt materiale i serien kan dog bruges tværfagligt og til AT.

His2rie-bøgerne Bøgerne er korte – og billige – temabøger. Bøgernes tema går fra lande- og regionshistorie over begivenheder til organisationer og begreber.

His2rie.dk Som supplement til seriens bøger findes hjemmesiden www.his2rie.dk. Her har hver bog i serien sin egen del med kildetekster, arbejdsspørgsmål, litteraturlister og links. På www.his2rie.dk findes også sider om historisk metode og kildekritik, studieteknik, formidling, historie som fiktion med meget mere.

I serien er udkommet Chile – kampen for demokrati (Kai Rasmussen, 2010) Cuba – en ø i Caribien (Brian Rasmussen, 2006, 2. udgave 2011) Danmark under den kolde krig – småstat mellem supermagter (Michael Boas Pedersen, 2007) DDR 1949-1989 – den virkeliggjorte socialisme? (Michael Klos, 2006, 2. oplag 2011) De baltiske lande (Peter Kyhn, 2001) De muslimske broderskaber – brandstiftere eller brandslukkere? (Svend Lindhardt, 2012) De røde khmerer – folkemord og forsoning i Cambodja (Annette Marcher & Peter Frederiksen, 2002) Den skrøbelige fred – det internationale samfund og retsstaten fra 1900 til i dag (Henrik Døcker, 2012) Den spanske borgerkrig – mellem stormagtspolitik og idealisme (Stig Pedersen, 2005, 2. oplag 2010) Det brogede Spanien (Jakob Buhl Jensen, 2007, 2. udgave 2013) Det moderne Grønland – fra koloni til selvstyre (Rasmus Augustesen & Krister Hansen, 2011) Fascismens Italien (Flemming Larsen, 2010, 2. oplag 2012) Forår i Prag (Jens-Peter Fage Madsen, 2004) Hellig krig i Mellemøsten (Svend Lindhardt, 2008, 2. oplag 2011) Holocaust (Jacob Halvas Bjerre, 2010, 2. oplag 2011) Irland – fra påskeoprør til påskeaftale (Kai Rasmussen, 2001)


Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991-2001 (Anders Bjørn, 2010, 2. oplag 2012) Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (Mette Holm, 2001, 2. oplag 2007) Kristen zionisme – mellem religion og politik (Svend Lindhardt, 2007) Nynazismen – magt eller afmagt? (Ole Lindboe, 2002) Ret og vrang – om menneskerettighederne (Jeppe Villadsen, 2007) Storbritannien – mellem imperialisme og multikultur (Benjamin Holst, 2005) Terrorisme på tværs (Birthe Hansen, 2003, 2. udgave 2006) Thailand – mellem templer og skyskrabere (Suzette Frovin & Laura Fugmann, 2003)


Indhold

Forord · 11

Kapitel 1:

Samfund, levevis og levevilkår, ca. 1870-1914 · 13

Kapitel 2:

Stormagtspolitik, 1815-1871: oprør, kriser og krige · 28

Kapitel 3:

Stormagterne, 1870-1890: Bismarcks system · 39

Kapitel 4:

Stormagterne, 1890-1914: nye aftalepartnere og traktater · 46

Kapitel 5:

Kriser, krige og diplomatiske løsninger, 1898-1914 · 53

Kapitel 6:

Sommeren 1914 · 62

Kapitel 7:

Det tyske felttog i vest, august-november 1914 · 74


Kapitel 8:

Østfronten og de tyrkiske fronter, 1914-1916 – dilemmaet i øst · 87

Kapitel 9:

Gentagne offensiver ved Vestfronten, 1915 · 98

Kapitel 10:

Forblødningsteori og opslidningsslag, 1916 · 117

Kapitel 11:

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917 · 130

Kapitel 12:

Amerikanerne kommer – de sidste store slag, 1918 · 140

Kapitel 13:

Livet ved fronten · 150

Kapitel 14:

Krigens tab: de døde, de sårede og de savnede · 164

Kapitel 15:

Forbehold, kritik og modstand mod krigen · 177

Kapitel 16:

Hjemmefronten og det civile samfund · 187

Kapitel 17:

Krigens afslutning, 1918: politikernes krig · 197

Kapitel 18:

Krigen erindret – kirkegårde og mindesmærker · 206

Kapitel 19:

Krigens skygger og spor · 218

Kapitel 20:

Krigens skygger og spor: menneskelige og arkæologiske · 227


Kapitel 21:

Danmark og 1. Verdenskrig · 233

Kapitel 22:

Hvorfor brød krigen ud? · 241

Hvis du vil læse mere … · 245

Kildetekster · 247

Stikord · 252


Kapitel 7

Det tyske felttog i vest, august-november 1914 »Efter den første begejstring og patriotisme kom en bølge af stilhed, fordi de første dødslister da blev offentliggjort i aviserne. Og min mor – hun var engelsk – var pludselig omgivet af kvinder fra regimentet, selvfølgelig hustruer af de andre officerer, og de fleste af dem – fordi min fars regiment var et af de første til at marchere over grænsen til Belgien – var enker. Og selv om jeg var et barn, ved jeg, at det gav mig et chok at se, at de fleste af officererne var døde og dræbte i løbet af de første uger. En stor del af de yngre soldater var døde, og efter min mening visnede den gennemgående følelse af begejstring ret hurtigt bort. Verden blev grå efter det«. Heinrich Beutow, tysk skoledreng

Stormagternes krigsmål Ved krigsudbruddet i august 1914 havde de europæiske stormagter ikke udstukket konkrete, begrænsede mål, sådan som der havde været i de europæiske krige siden 1860’erne. I de foregående krige kunne målet f.eks. være at underlægge sig et afgrænset landområde, vælte en bestemt hersker eller støtte en befolkningsgruppes kamp for uafhængighed. 74 ·

1. Verdenskrig

I 1914 gik den ene stormagt i krig mod en anden, der ikke var afgørende forskellig. Og hver især gik de i krig af den samme grund: at bevare nationens stormagtsstatus. Ingen af landene havde noget klart defineret mål andet end at sejre – og det skulle være en sejr, der kunne sikre freden. Kun en total sejr, som på længere sigt kunne bevare nationens magtposition, ville altså være tilfredsstillende. Derfor måtte krigen kæmpes som en krig, der skulle overflødiggøre fremtidige krige. Krigen var heller ikke en krig mellem nationer med forskellig politisk ideologi. Hobsbawm mener, at krigen dog kan siges at være ideologisk, når befolkningerne accepterede, at landets mål var at forsvare de nationale værdier. Så når målene var uklare, måtte regeringerne i stedet trække de forskelle frem, der trods alt var: »[...] tysk kultur over for russisk barbari eller fransk og britisk demokrati over for tysk absolutisme«, skriver Hobsbawm. De krigsførende lande gik altså ind i krigen med det formelle mål at forsvare nationen – uanset om forsvaret af nationen foregik ved at gå ind på andre landes territorium.


Den tyske kejser Wilhelm udtalte, at det var Tysklands mål at forsvare sin position blandt andre lande, og fordi Frankrig truede med angreb, blev de nødt til at krænke belgisk territorium og neutralitet. Også briterne førte officielt forsvarskrig: Premierminister Asquith mindede Underhusets medlemmer om, at nationen både var forpligtet af ære, og juridisk for at sikre, at de små nationer ikke blev krænket. Storbritannien skulle kæmpe, ikke for at angribe og ikke for at forsvare egne interesser, men for principper og for verdenscivilisationen. Det land, der kom nærmest et konkret krigsmål, var Østrig-Ungarn, der med krigen endelig ville tilintetgøre truslen fra den serbiske, oprørske nationalisme. I august, da krigen brød ud, var de tyske mål om sejr styret af strategien i Schlieffenplanen, men en måneds tid senere formulerede den tyske kansler BethmannHollweg klarere krigsmål. I det såkaldte Das Septemberprogramm fra 9. september 1914 fremgik det, at Tyskland ville erobre og opnå kontrol med den belgiske kyst, og når krigen var vundet, skulle et tysk krav være at genskabe status quo mellem stormagterne fra før krigen. Blandt de økonomiske mål stillede tyskerne krav om erstatning fra Frankrig, men der var også lagt op til et europæisk økonomisk samarbejde under tysk lederskab. Men i virkeligheden skulle det i løbet af krigen vise sig, at når målene ikke var konkrete og afgrænsede, kunne der hele tiden blive tilføjet nye mål. I tidligere krige – senest i Balkankrigene – skete der sædvanligvis det, at når ét slag var afsluttet, eller når ’krigslykken’ vendte, overvejede lederne våbenhvile eller forhandlinger om fred.

Fordi krigsmålene allerede efter Marneslaget i oktober 1914 var så uklare, og de tilsyneladende hele tiden kunne ændres, virkede det, som om krigen kunne fortsætte i det uendelige. Det fik senere i krigen den konsekvens, at nogle af de grupper i befolkningerne, der ellers havde støttet nationens engagement i en forsvarskrig, efterhånden gav udtryk for modstand mod krigen og mod at udkæmpe den.

Stormagternes forventninger De politiske og militære lederes forventninger om krigens forløb udsprang af erfaringerne fra de europæiske landes seneste krige. Men der havde ikke været krig mellem de store europæiske lande siden 1870, og hvis landene enkeltvis havde været involveret i en krig, kunne krigen måles i måneder eller endog uger. Forventningerne indeholdt derfor forestillinger om lange marcher og store afgørende slag. John French, der blev øverstbefalende for de britiske ekspeditionsstyrker, havde i 1910 udtrykt bekymring om, at ingen havde reel viden om, hvordan en eventuel kommende krig ville udvikle sig: »Sandheden er, at siden Krimkrigen har vi kun ringe eller ingen erfaring med, hvilken slags indsats der vil blive krævet af os, når vi næste gang møder en trænet hær fra en europæisk stormagt«. I England forventede man, at krigen ville blive afgjort inden jul. Forfattere og andre offentlige personer brugte religiøse sammenligninger, når de talte om den krig, der skulle gøre en ende på al krig: som et andet

Det tyske felttog i vest, august-november 1914 ·

75


STORBRITANNIEN

NORDSØEN

London

Ostend Dover

BELGIEN

Aachen

Mons

Arras St. Quentin

LUX.

Dieppe Cherbourg

Compiègne Se

in

Ma

Paris

r ne

Verdun Lorraine

Orleans

Lo

Strasbourg

Alsace

FRANKRIG

Angers

TYSKLAND

A i sne

en

Rennes

n en

Bruxelles Lille

DEN ENGELSKE KANAL Somme

hi

R

Calais

Köln Liege

Mulhouse Dijon

i re

Nantes

Basel

SCHWEIZ Poitiers

Kort over den påtænkte tyske fremrykning ifølge Schlieffens plan.

Geneve Lyon

Armageddon ville der blive et sidste stort og frygtindgydende slag med afgørende konsekvenser. Både tyskere og franskmænd havde forventning om ét hurtigt og kæmpestort angreb med én utvetydig sejrherre. Franskmændene forestillede sig et massivt angreb mod den tyske grænse. De var ikke gået i krig for at vinde Alsace-Lorraine tilbage, men det blev et krav, da krigen først var brudt ud. De tyske militære planer havde været at nå Paris så hurtigt som muligt. Dette felt76 ·

1. Verdenskrig

tog skulle gennemføres i løbet af seks uger i et Schlacht ohne Morgen, dvs. et slag der uden afbrydelse endte med tilintetgørelse af fjenden. Schlieffens plan var at omringe og udmanøvrere de franske hære, som befandt sig ved Paris, for bagefter at kunne angribe Rusland mod øst. Først på det tidspunkt ville den russiske hær være endelig mobiliseret, mente man. Det ville altså blive en kortvarig krig med Tyskland som entydig sejrherre. Briterne ville muligvis ikke engang kunne nå at komme til kontinentet og blive involveret. Så i august blev de tyske


soldater sendt af sted i forventning om at være hjemme igen til høsten – inden løvet faldt af træerne. Alligevel var der ikke mangel på advarsler om, at det kunne blive en lang udmattelseskrig med store tab. Lord Kitchener, den

britiske krigsminister, advarede allerede i midten af august regeringen om, at krigen ville blive langvarig, og at landet skulle ruste sig til en krig, der ville vare mindst et par år.

De døde, de sårede og de savnede Når der angives, hvilke ’tab’ eller ’faldne’ der var i eller efter et slag, dækker det de døde, sårede og savnede. I mange tilfælde udgjorde de døde en tredjedel af totalen. De sårede omfattede også dem, der led under effekten af giftgas, og mange sårede døde kort tid efter af deres sår eller blev permanent ukampdygtige, mens de savnede i mange tilfælde var døde. Omvendt kunne de sårede optræde gentagne gange i statistikkerne, da den samme mand kunne blive såret flere gange i løbet af krigen, og han efter ophold på forbindingspladserne eller på hospital blev sendt tilbage til fronten. Måske optrådte han igen senere under ’døde’. Ved flere frontafsnit – ikke mindst Verdun, Somme og Ieper – var de savnede re-

elt sprængt til uigenkendelige stumper eller druknet og kvalt i mudder. Ved de værste frontafsnit var det ikke engang muligt at finde soldaternes ’hundetegn’, identitetsdisken, der ellers betød, at man senere med sikkerhed kunne rapportere de savnede soldater som døde eller sårede. De savnede kunne også være soldater, der efter et slag flakkede forvirrede rundt og var blevet psykisk traumatiserede. Hvis de efter nogle dage igen meldte sig til deres enhed, kunne de risikere at blive anklaget for at have forsøgt at desertere; især den britiske hær så strengt på og straffede desertører. I nogle opgørelser medregner man også specifikt de tilfangetagne under tab.

Den tyske fremrykning i august

kring Metz og ikke havde beholdt den højre fløj så stærk. Tropperne bevægede sig altså ikke så langt mod vest som oprindelig foreslået. I stedet blev et større antal tropper under ledelse af general Ludendorff sendt omkring byen Liège, da den var et knudepunkt for jernbanen med adgang til resten af Belgien. Men byen var stærkt befæstet, og selv om den tyske hær havde kanoner, der var konstrueret specielt til formålet fra Skodas og Krupps stålværker, tog det mere

Den 4. august blev det tyske felttog gennem Belgien sat i gang, og de første faser blev gennemført efter planen. Von Moltke, Schlieffens efterfølger som generalstabschef, havde ganske vist ændret på den oprindelige plan, idet han – for at beskytte den tyske hær i tilfælde af en fransk invasion gennem Alsace og Lorraine – havde lagt vægten på den venstre fløj i en svingdørsbevægelse om-

Det tyske felttog i vest, august-november 1914 ·

77


end en uge at skyde de tolv forter i grus. Så da den tyske hær i midten af august drog videre, var planen allerede tidsmæssigt overskredet. Hurtigere end både franskmændene havde håbet på, og tyskerne havde forestillet sig, var den britiske ekspeditionsstyrke (BEF) under ledelse af feltmarskal John French nået til Frankrig. Men den tyske hær rykkede stadig frem mod Paris og var ikke indstillet på at lade de franske og britiske styrker stå sig i vejen. Allerede inden udgangen af august 1914 havde der været sammenstød flere steder i Belgien: I Ardennerne, ved floden Meuse og i området omkring byen Mons, og både de tyske og de allierede styrker havde lidt betragtelige tab.

Britisk modstand Ved Mons, tæt på den fransk-belgiske grænse, var den britiske ekspeditionsstyrke 23. august stødt på general von Klucks første armé og havde overraskende slået den tilbage. De britiske soldater var de tyske talmæssigt underlegne, men det var erfarne soldater med et ry for at være så hurtige og præcise skytter, at de tyske soldater troede, de stod over for fjendens maskingeværer, men det var ’blot’ en britisk bataljon med Lee-Enfield-rifler – femten skud i minuttet lød rygtet. For den franske overkommando så det samlede billede for de allierede tropper usikkert ud, og allerede næste dag gav general Joffre ekspeditionsstyrken ordre om tilbagetrækning. Det blev en lang tilbagetrækning. De engelske soldater marcherede op mod 40 km om dagen ind i Frankrig i de næste ti dage. Målet var en linje langs floden Somme i nærheden af byen Amiens. 78 ·

1. Verdenskrig

Den franske hær havde lidt store tab især i grænseslagene, og de franske tropper blev trukket tilbage til fæstningsværkerne omkring Verdun, hvor de bedre kunne forsvare sig mod de tyske styrker. Fordelen var, at de franske reservestyrker efter et hvil kunne flyttes mod nordvest og mod den fremrykkende tyske hær i nærheden af den belgiske grænse. De franske tab havde i august allerede oversteget 160.000 mand, hvoraf omkring 12.000 var tropper fra kolonierne.

Tyske grusomheder i Belgien Efter nederlagene ved Liège var den belgiske hær under kongens ledelse blevet trukket tilbage – først til Antwerpen, senere til området ved IJzerkanalen. Samtidig var belgiske flygtninge – tvunget væk af de tyske bombardementer – begyndt at strømme over landets grænser først mod nord ind i Holland og senere til Frankrig eller over kanalen til England. I takt med den tyske fremrykning spredtes historier om grusomheder begået af de tyske tropper imod den belgiske civilbefolkning. Historierne var meget grufulde og fik i en periode næsten legendeagtigt præg, men senere forskning har vist, at de ikke var overdrevne. Den tyske hær var tilsyneladende bange for at blive mødt med modstand fra guerillagrupper, som den havde oplevet i Frankrig i 1870-1871. I en søgen efter ikke-eksisterende snigskytter tog tyske tropper derfor ubevæbnede mænd, kvinder og børn til fange, gennede dem sammen i kirker eller på offentlige pladser, skød mod dem, og stak til sidst de sårede ned med bajonetter. »Alle, der kommer de tyske tropper i vejen, må tage konsekvenserne«, skrev von Moltke i august. »Vi kæmper for vores


Uddrag af 1. Verdenskrig