Page 1

nyhedsbrev april 2013

Et gensyn med skæbner

fra børnehjemmene

David med sin kone ved butikken

Af Caroline Gadsbøll Da jeg i januar besøgte Sumbawanga, godt otte år efter at jeg var der første gang, boblede flere forskellige følelser op i mig.

E

n følelse af genkendelse og følelsen af, at meget stadig er, som jeg husker det. Mærkbare forandringer og udviklingstendenser var dog samtidigt ikke til at tage fejl af. De to asfaltveje, som dengang var de eneste i byen, er nu blevet til så mange, at jeg hurtigt opgav at tælle dem. Selv vejen ind til Bethania Drengehjemmet er nu asfalteret. Drengehjemmet, som dengang var det eneste etablerede hjem for gadebørn i Sumbawanga, er nu suppleret af pigehjemmet og Drop – In – Centret, under Fremtid og Håb, og desuden er der nu også andet gadebørnsarbejde rundt om i byen. En slentretur ned gennem hovedgaden i byen skulle dog hurtigt minde mig om, at der stadig er mange børn, som løber rundt i gaderne, og som vokser op uden en tryg base og et hjem. På drengehjemmet blev jeg mødt af såvel mange nye som mange gamle ansigter. Mange nye børn er kommet til hjemmet, og mange af de 34 drenge, som var de første, der kunne kalde Fremtid og Håb deres hjem, er der ikke mere. Drengene er blevet otte år ældre, og flere af dem er nu halvvoksne

mænd, der har besluttet sig for selv at skabe et hjem udenfor Fremtid og Håbs regi. Ifølge Joseph, som har fulgt børnene i alle årene og som stadig følger de børn, der ikke længere bor på børnehjemmet, tegner der sig et blandet billede af, hvordan børnene formår at møde voksentilværelsen i Sumbawanga. David er et af de børn, der ikke længere bor på Drengehjemmet. Han flyttede fra hjemmet for godt to år siden, efter at han var færdig med Form 4 (svarer nogenlunde til 10. klasse) og ikke ønskede at gå mere i skole. Han mødte den søde pige, som står ved siden af ham på billedet, og som han nu er i fuld gang med at skabe et liv og en tilværelse sammen med. David fik hjælp af Fremtid og Håb til at komme i gang med sin lille butik og ved siden af, at de driver den, drager han også rundt til forskellige arrangementer i byen og spiller musik, hvorved han tjener en lille ekstra skilling. David har jævnligt kontakt med Joseph og alle sine brødre på børnehjemmet. En af hans brødre, Joseph, var også med på Bethania drengehjemmet fra starten. Ifølge lederen Joseph, var Joseph det første barn, som løb rundt i gaderne i Sumbawanga – altså byens første gadebarn. Jeg kender ikke hans fulde historie, men fra min tid som volontør på drengehjemmet husker jeg ham som en flittig, energisk og meget dygtig dreng. Sådan er mange af børnene på Børnehjemmene – fulde af liv, spilopper og fremtidsdrømme. I en hverdag med dem glemmer man nemt de historier, de egentlig bærer med sig, og hvilke sår der uomtvisteligt må sidde et sted inde i dem – sår skabt af svigt, manglende tryghed og kærlighed, hvordan så end det har udartet sig for dem alle hver især. Da jeg mødte Joseph i januar, var hans øjne røde, og han bar tydelige tegn af, at han igen lever det hårde liv på gaden, med alkohol, stoffer og hvad dertil hører. Jeg havde svært ved at genkende ham, og han blev for mig et tydeligt bevis på, at de hårde omstændigheder, som børnene starter deres liv med, aldrig slipper dem helt. Side 3 >>>


På job i Sumbawanga Af Finn Eriksen & Holger Iversen Den 16. januar var vi tre byggevolontører (Per Clausen, Finn Eriksen og Holger Iversen), der forlod Danmark med kurs mod Sumbawanga.

D

agen efter landede vi med et MAF-fly på den lille flyveplads uden for Sumbawanga, hvor vi blev modtaget af Joseph, Emmanuel og Said (lokal byggemand) og derefter installeret på Brødremenigheds Konference Center – klar til at tage fat på opgaven: At være medbygger på Fremtid og Håbs nye hjem for gadebørn. Esther og Ole (den danske byggeleder) skulle have været med samme MAF-fly, men blev forsinkede i Nairobi. Vi benyttede de første par dage til at orientere os om opgaven. Vi besøgte grunden og blev meget positivt overrasket over grundens beliggenhed, den flotte udsigt, naboskabet med den nye sygeplejeskole på den ene side og det nyopførte lærerseminarium på den anden side. Vi besøgte også snedkeren for at se de vinduer og døre til byggeriet, som han var i gang med. Mandag morgen var vi alle klar til at starte på opgaven: at bygge på fem huse. Hjælpermidler til rådighed: spande, hakker, skovle, muregrej, snor og vaterpas, et par kinesiske save og hamre og så lidt el-værktøj, som vi medbragte. Dertil kom mange hænder – den lokale arbejdskraft. Hver dag startede med fælles bøn for dagen, og så gik de forskellige små hold i gang: mange murerhold,

www.fremtidoghaab.dk

stilladshold, forskallingshold, hold, der bukkede jern hele dagen, gravehold og tømrerhold. Vores opgave var at lave tømrerarbejde – at bygge spær og finde ud af, hvordan vi fik de tunge, våde spær op på husene, fik dem rejst, lægtet og klar til tagplader. Min (Holgers) opgave var at bygge spærene - det gik der 14 dage med. Jeg havde 8 – 10 medhjælpere, som savede træ op og sømmede spær sammen - de brugte sækkevis af søm. Med assistance af flere folk blev spærene båret ned på marken og smurt ind i spildolie for at beskytte dem imod termitter. Det var et højdepunkt på byggepladsen når 15-20 afrikanere skulle samarbejde om at få spærene op på husene – det foregik i løb og med en masse snakken og konkurrence om hvilket hold, der var hurtigst – rekord: 8 spær op på 20 min. Det var en rigtig god oplevelse at arbejde sammen med afrikanerne. De er meget tjenstvillige, positive og arbejdsomme for de flestes vedkommende. Nogle skulle hele tiden meget

præcist have at vide, hvad de skulle – andre kunne handle mere på egen hånd. Især de fire drenge fra drengehjemmet var dygtige og selvstændige og hyggelige at arbejde sammen med. En afrikaner havde den betroede opgave at kalde til pause med sin fine fløjte. Så strømmede alle over til den selvbestaltede restaurant, som femseks kvinder havde oprettet. Vi købte jævnligt varm mad derovre – pris 3,56 kr., god mad og fin service – i hvert fald for os hvide. Efter sidste arbejdsdag satte Joseph os stævne på pigehjemmet. Vi blev så fuldt over på drengehjemmet, hvor vi fik en fyrstelig modtagelse og blev sat til højbords. Alle børn og personale fra de tre hjem var samlet for at give os en festaften som tak for vores indsats. Vi lænede os tilbage og nød deres flotte underholdning og overrækkelse af gaver. Det er svært her at beskrive aftenen – den skal opleves. Et flot punktum for nogle spændende uger. Det er så livsbekræftende at møde disse drenge og piger, som har fået en ny chance i livet. •

Det arbejdende folk tager en slapper i skyggen


Fremtid og Håb | april 2013

Fra forsiden >>> Alle de børn, som for en tid er i Fremtid og Håbs regi, får et trygt hjem og mulighed for uddannelse. Samtidigt med at dette er lykkelige omstændigheder, har de en hård historie bag sig, som vi ikke kan løfte af deres skuldre eller ændre på. En historie, som har været med til at forme dem, og som de bærer rundt på inde under det vidunderlige afrikanersmil. Hvad der helt præcist skete med hver enkelt af dem, før de endte på gaden, og hvad de har været udsat for på gaden, kan vi kun gisne om. Vi må være realisti-

ske og konstatere, at ikke alle får læget deres sår i en sådan grad, at de formår at ændre den fattigdom og sociale arv, som de er en del af og som i sin tid sendte dem på gaden. Men det er også okay, og jeg mener stadig, at vi kan være med til at facilitere tryghed og derigennem gode øjeblikke, som er af betydning for hver og en af dem. Også dette er det hele værd. Der er flere former for succeser, når vi går i øjenhøjde og ser, at vi er med til at flytte hvert enkelt barn fra gaden og derhen, hvor det med sine personlige styrker, svagheder og ressourcer, lader sig flytte til. •

En ordentlig én på opleveren Af Per Clausen At være volontør i Sumbawanga gør noget ved én – der er rigtig mange indtryk, oplevelser og relationer at fordøje og lagre i hjerne og hjerte.

S

umbawanga er ikke noget turistområde, men Afrika bag kulissen af safariture, hvide sandstrande og souvenirbutikker. Her ser man hvordan den almindelige afrikaner lever, arbejder, dovner og hygger sig med hinanden. Overalt ser man mennesker. Det virker som om, alle er ude af huset og i kontakt med hinanden enten på gaden, i de små butikker, på arbejdspladsen eller i kirken – de er utroligt sociale og snakkesalige, venlige og høflige, altid smilende og imødekommende. Bare det at gå en tur i byen, og opleve hvordan livet leves, og hvordan samfundet er lettere kaotisk organiseret, er en oplevelse. På én gang både rystende og fascinerende – det er temmelig langt fra, hvordan vi har indrettet os i Danmark. Vi boede på Brødremenighedens konferencecenter, det bedste hotel i byen. Her koster en overnatning i et enkeltværelse ca. 55 kr. inklusiv morgenmad, et dobbeltværelse koster ca. 90 kr. Stedet er rent og pænt, personalet er venligt og maden er god – der er endda varmt vand i bruseren. Der er egen vagt ved porten, som man kan pjatte med, når man har lært en smule swahili – de synes det er så sjovt, når vi prøver at tale deres sprog med varierende held. Byen er meget fredelig, selv om aftenen, så vagtens job består mest i at lukke porten op og i, så han vil gerne snakke eller sove. En vagtmand tjener ca. 18 kr. for en vagt på 12 timer. På byggepladsen gik snakken også livligt. Når der er 110 arbejdere på samme sted bliver der snakket, råbt og grint rigtig meget – især når der skal støbes eller hives spær op.

Så er alle ivrige efter at være en del af teamet og bruge rå muskelkraft. Afrikanerne er bomstærke og ikke bange for at tage fat – de skal bare lige vejledes lidt, ellers ender det i massediskussioner og minder mest af alt om en kalkunfarm. Næste gang skal jeg have lært swahili. Efterhånden fik vi oplært forskellige teams til at lave spær, bygge stillads, rejse spær, lægte og lægge tagplader, så vi fik mere tid til at hygge os med arbejderne og lære dem lidt at kende. På drengehjemmet var der nogle af de store drenge, der havde afsluttet deres skolegang og ventede på at få resultatet af deres eksamen, så de kan søge ind på en uddannelse. Da vi besøgte drengehjemmet første gang og fortalte, hvorfor vi var i byen, spurgte de, om de kunne få lov at hjælpe til med byggeriet. De var i forvejen beskæftiget med at dyrke majs på arealerne omkring byggeriet samt med at undervise nogle af børnene på Drop-In Centeret. Det endte med, at vi havde selskab af fire drenge gennem fire uger, hvor vi havde et tæt samarbejde og lærte dem godt at kende. Det var en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem på deres nye hjem. De var meget motiverede. I det hele taget er vi imponerede over, hvor tydeligt det er, at de er skolet til at tage ansvar og ivrige efter at lære nyt. Det gælder ikke kun de fire drenge, men generelt for børnene vi mødte på hjemmene. De får en ballast med sig gennem hjemmene, som de selv og samfundet kan profitere af senere, det er vi slet ikke i tvivl om. Det er et utrolig vigtigt arbejde, der gøres af Joseph og hans medarbejdere. At møde børnene og se lyset i deres øjne var måske den største oplevelse. De er godt selv klar over, hvor stor en mulighed de har fået. Til afskedsfesten sagde en tydelig rørt Joseph, at hvis vi ikke ses før, så ses vi i Himmelen, men at han gerne ville invitere os til indvielsen og 10-års jubilæet til efteråret - vi er blevet en del af familien. Jeg bliver nødt til at tage derned igen, skal du ikke med? •


Status

t e i r e g g y b på

Af Maria Stougaard & Dorte Elvang Fundamentet er støbt, væggene er rejst, og det samme er lægter og spær, og taget er lagt. Ja, det er ingen sag at bygge i Sumbawanga, når bare man har de rette byggeansvarlige. Selvom det går fremad med byggeriet, og vi håber på at kunne flytte ind sidst på året, så er det et stort og dyrt projekt, der kræver meget af alle involverede parter.

S

elvom det er billigt at bygge i Sumbawanga, og selvom den store gave vi modtog fra Y’s Mens Club har gjort dette projekt muligt, så har vi meget brug for jeres hjælp for at komme helt i mål. Byggeriet er budgetteret til at koste 1,4 mio. kr. På nuvæ-

rende tidpunkt har vi modtaget gaver for 1,078 mio. kr. og vi mangler derfor 322.000 kr. for at kunne bliver helt færdig. Vi håber derfor meget, at I vil være med til at hjælpe os med at skabe dette nye trygge hjem til gavn for børnene i Sumbawanga. På forhånd mange tak for jeres bidrag – små såvel som store.

1,4 mio

1.078.000

Gaver til byggeriet kan indsættes på følgende konto Reg. 1551 Kontonr. 10320737 Hvis der er virksomheder der ønsker at købe annonceplads i Nyhedsbrevet eller på hjemmesiden kan I henvende jer til mstougaard@teliamail.dk så vil I få tilsendt en faktura. Det samme gør sig gældende, hvis I ønsker at modtage en kvittering for jeres gave. •

100.000

Stor tak til vores volontører! Af Maria Stougaard Efter 6 måneder i Sumbawanga er volontørerne Anette Solgaard og Lea Nielsen atter tilbage i Danmark. Under deres ophold har Anette og Lea indgået i det daglige arbejdet på hjemmene, men de har også haft modet og kræfterne til at søsætte deres egne projekter. Anette og Lea har givet børnene oplevelser i form af safaritur, deltagelse i de olympiske lege og optræden i talentshow, som de aldrig ville have fået, hvis Anette og Lea ikke havde valgt at bruge 6 måneder i Sumbawanga. Fremtid og Håb i både Danmark og Tanzania er meget taknemmelige for den kæmpe indsat og den store forskel de har gjort for gadebørnene i Sumbawanga, og vi ønsker Guds velsignelse over deres fremtid. Vi ville også gerne takke de tre byggevolontører Per Clausen, Finn Eriksen og Holger Iversen, der valgte at tage fire uger til Sumbawanga og hjælpe med byggeriet. Både i Danmark og i Tanzania er vi meget taknemmelige for denne vilje til at ville hjælpe os med at give gadebørnene en bedre fremtid. • Gadebørnsarbejdet FREMTID OG HÅB Weysesvej 3, 7400 Herning T: +45 5217 8009 E: kontakt@fremtidoghaab.dk W: fremtidoghaab.dk CVR nr. 31 90 87 01 Daglig leder Maria Stougaard T: +45 4593 9133 E: mstougaard@teliamail.dk

Fremtid og Håb er en dansk organisation, der hjælper gadebørn i Sumbawanga i det sydvestlige Tanzania. Nøden blandt gadebørnene er stor, og resurserne er små. Derfor arbejder vi på at få etableret hjælpecentre og børnehjem i samarbejde med de lokale myndigheder i Sumbawanga.

INDBETALING AF GAVER OG KONTINGENT

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jer 29,11)

Husk at angive formålet.

Danske Bank Reg. nr. 1551 Konto nr. 10320739

NYHEDSBREVET Redaktør:

Maria Stougaard

Journalist:

Morten Mørch

Layout:

Dan Møller Freehand.dk

Distribution: Jonna Kristensen

Stiftere og æresmedlemmer af Fremtid og Håb: Karin & Ole Weber

Nyhedsbrev april 2013  

Fremtid og Håbs nyhedsbrev april 2013

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you