Page 15

HVORDAN UNDGÅR JEG AT SKULLE RÅBE AD MIN SØN?

værdig person, er fin. Samtidig er det en fejltolkning.

Her sidder jeg og er dybt frustreret og meget ked af det. Jeg har lige råbt meget højt ad vores søn på 4½ år, da han - for jeg ved ikke hvilken gang - ikke ville høre efter eller gøre, som han blev bedt om.

Han er en lille dreng på 4½ år. Han er ikke og skal ikke behandles som en lille voksen, I kan forklare og diskutere med. Jo mere, I gør det, jo længere ud kommer I i jeres viklen ind i den nuværende frustration. Til sidst råber du af afmagt, når ordene ikke slår til.

Det fik ham til at høre efter, og jeg undskyldte efterfølg-ende, at jeg råbte ad ham, forsikrede ham, at jeg elskede ham og spurgte ham, om vi var gode venner igen.

Samtidig med, at I forklarer jeres dreng, “at han kan jo nok forstå”, “det går ikke, at du” osv. (genkender du/I det?), prøver jeres dreng at holde på den identitet/ selvopfattelse, han har bygget op indtil nu. En identitet, der dannes gennem opdragelsen.

Alt dette virkede i orden og OK med ham, men jeg frygter den næste gang, at han endnu engang ikke gør, som vi beder ham om, eller igen begynder at diskutere med os om, hvad han skal og ikke skal, og hvad han må og ikke må.

Man kan sidestille hver persons identitet med et kompliceret puslespil, hvor hver brik repræsenterer forskellige værdier, holdninger og opfattelse af “sig selv”, som man har fået gennem samspillet med omgivelserne.

Jeg har spurgt mig frem hos venner og i børnehaven, men jeg får at vide, at det er en fase, som han nok skal komme over. Det kan så meget vel være, men jeg vil gerne have ham igennem denne “fase” uden at skulle råbe, give ham time-out hver anden dag, sende ham på værelset eller fjerne hans legetøj.

Han er ikke og skal ikke behandles som en lille voksen, I kan forklare og diskutere med.

Vi synes selv, at vi er rimeligt konsekvente, men nu begynder vi at tvivle på, om vi gør det rigtige, og om der dog ikke er noget andet, som kan gøres, da det tager hårdt på os alle at være så vrede over, at han ikke hører efter eller gør, som vi beder ham om første gang. Jeg håber, at I har nogle gode råd til, hvordan vi kan gribe det anderledes an. SVAR Jeg kan godt forstå, at I alle er frustreret. Det slider på jer alle sammen, og det er nok en periode, I skal igennem. Men den kan klares på en bedre måde end den, du beskriver. I handler, som hvor tids unge forældre. I går i diskussion med jeres dreng, fordi I betragter ham som en ligestillet person, udviklet tankemæssigt som jer selv. En grundholdning, hvor I betragter barnet som en lige-

I kører rundt i en ond cirkel, som I skal stoppe nu. Hvornår er det, jeres samspil går galt og kører af sporet? Hvad er det, I diskuterer? Prøv sammen med din mand at skrive ned, hvornår det hele går op i en spids. Stil jer selv spørgsmålene: • Hvilke situationer ender med, at vi sender vores søn ind på sit værelse eller tager legetøj fra ham?

• Hvornår er det, at vi som voksne fornuftigt handlende mennekser griber til at straffe vores elskede søn med “psykisk afstraffelse”? • Når vi vælger at lade ham føle, hvad vi ikke formår at forklare ham, ved at fjerne hans kæreste eje som “pant”, til han efter vores mening er sød igen! Det er jo legetøj, han har ønsket, og som vi har givet ham som tegn på vores kærlighed. • Eller vi isolerer ham i det rum, som skulle være hans fristed. Det rum, vi har indrettet i vores kærlighed til ham for, at han roligt kan lege, sove, drømme og føle sig tryg netop der. Prøv at sætte jer ind i, hvordan en dreng på 4-5 år tænker og ser verden omkring sig. Barnet i den alder er meget logisk eller firkantet i sin tankegang. Han

Profile for LIFEMAGS

DIT BARN #17  

17. udgave af DIT BARN - magsinet om de skønne unger.

DIT BARN #17  

17. udgave af DIT BARN - magsinet om de skønne unger.

Profile for freemags
Advertisement