Page 1


TALER SOM FORANDRET NORGE Med innledninger av Lars Roar Langslet


Taler som forandret Norge © Forlaget Press 1. utgave, 1. opplag 2011 Redaksjon: Håkon Harket, Thor Arvid Dyrerud og Trygve Riiser Gundersen Billedredaktør: Tone Svinningen Omslagsillustrasjoner: Surian Soosay Design: Rune Døli, Laboremus Oslo AS Boken er satt med Sentinel Book og Gotham Narrow Papir: 100 g Munken Premium Cream Trykk og innbinding: AIT Otta AS ISBN 978-82-7547-476-4 Det må ikke kopieres fra denne bok i strid med Åndsverkloven eller avtalen om kopiering med KOPINOR, interesseorgan for rettighetshavere til åndsverk.Kopiering i strid med lov eller avtale kan medføre erstatningskrav og inndragning, og kan straffes med bøter eller fengsel. Forlaget Press, Kongens gate 2, 0153 Oslo, www.forlagetpress.no


INNHOLD

7

FORORD

10

NIELS TRESCHOW

52

HERMAN WEDEL-JARLSBERG

Denne Stat vilde være et Ospeløv Unionsforhandlingene med Sverige, Stortinget, 20. oktober 1814

Kultur forbinder Nationer, men smelter dem ikke sammen Tale i anledning av siste årlige eksamen i den jødiske friskole, 10. januar 1811

20

60

HENRIK WERGELAND

Derfor er Fædrelandet os dyrebart Tale i Det Norske Studentersamfund, Christiania, 17. mai 1835

JOHAN NORDAHL BRUN

Norges Selvstændighed Tale ved avleggelse av eden til Norges selvstendighet, Korskirken i Bergen, 11. mars 1814

26

70

JENS LAURITZ ARUP

En Plet paa Frihedens blanke Skjold Debatt om jødeparagrafen i Grunnloven, Stortinget, 9. september 1842

KONG CHRISTIAN FREDERIK

Trontale Åpning av Riksforsamlingens forhandlinger, Eidsvoll, 11. april 1814

74

For Norge

Edsavleggelse

Studentenes nordiske høytid i Christiania, 13. januar 1846

Kongevalget, Eidsvoll, 19. mai 1814

32

CHRISTIAN MAGNUS FALSEN

80

Nationens Mening

Arbeiderlandsmøtet på Bygdøy, Christiania, 1. august 1850

Friehedens hellige Ild

38

94

ANTON MARTIN SCHWEIGAARD

NICOLAI WERGELAND

Hvor Folket er frit, vil det i Gjerningen tage Del i Alt.

Vi ere Folket og Fædrelandet

Odelstinget, 6. juni 1863

Riksforsamlingens debatt om utenrikskomitéen, Eidsvoll, 19. april 1814

44

MARCUS THRANE

Skal vi være moderate eller radikale?

Tale i Riksforsamlingen, Eidsvoll, 18. april 1814 Kongevalg i Riksforsamlingen, Eidsvoll, 17. mai 1814

JOHAN SEBASTIAN WELHAVEN

GEORG SVERDRUP

100 AASMUND OLAVSSON VINJE Tvo Culturer Eidsvoll, april 1868

Frihed og Selvstændighed Tale i Riksforsamlingen, Eidsvoll 13. mai 1814

Norges gamle Kongestol Avslutning av Riksforsamlingens forhandlinger, Eidsvoll, 20. mai 1814

108 JOHAN SVERDRUP Statsraadsagen Stortinget, 17. mars 1880


126 BJØRNSTJERNE BJØRNSON Om at være i Sandhed Studentersamfundet, 31. oktober 1877

234 SIGRID UNDSET Det fjerde bud Studentersamfundet i Trondhjem, 1912

Fædrelandets største Søn Avdukningen av Wergelandsstatuen, Studenterlunden, Kristiania, 17. mai 1881

Vort Forhold til Sverige Lillestrøm, 25. juni 1881

152 EMIL STANG Den sidste Ballast er kastet overbord Odelstinget, 23. april 1883

162 GINA KROG Stemmeret for kvinder Norsk kvinnesaksforening, Kristiania, 27. november 1885

174 CHRISTIAN MICHELSEN Konsulatloven Odelstinget, 18. mai 1905

254 MARTIN TRANMÆL Kristiania-forslaget Arbeiderpartiets landsmøte, debatt om Moskva-tesene, Kristiania, 25. februar 1923

262 VIDKUN QUISLING Den nasjonale regjering har overtatt makten NRK radio, 9. april 1940

266 HALVDAN KOHT Kongen og regjeringen forlater landet Radiosending fra Tromsø, 9. juni 1940

270 KONG HAAKON VII Mine plikter London, 8. juli 1940

Leve Norges konge og dronning! Kristiania, 25. november 1905

180 FRIDTJOF NANSEN Kongedømme eller Republik? Trondheim, 11. november 1905

Ved mottagelsen av Nobels Fredspris Kristiania, 19. desember 1922

276 CARL JOACHIM HAMBRO Ett folk, ett land, én Konge BBC, London, 22. juni 1940

De gjorde det så godt de kunne Odelstinget, 20. og 22. oktober 1948

294 EINAR GERHARDSEN Kongens hjemkomst

Til Roald Amundsens minne

Oslo, 7. juni 1945

NRK radio, 24. oktober 1928

Friheten og demokratiet i fare Kråkerøy, 29. februar 1948

204 GUNNAR HEIBERG Stem nei! Folkeavstemning om landets styreform, Kristiania, 11. november 1905

216 KONG HAAKON VII Alt for Norge Prins Carl tar imot valget som norsk konge, København, 18. november 1905

300 KNUT HAMSUN Forsvarstale Sand herredsrett, 16. desember 1947

308 JOHN LYNG Fullmaktslov uten begrensninger Odelstinget, 24. juni 1947

Bensinkontor-byråkrati 218 ARNE GARBORG Norske Embættsmenner Studentmållaget, Kristiania, 1906

228 KNUT HAMSUN Tale paa Henrik Wergelands Hundredaarsdag Nationaltheatret, 17. juni 1908

Stortinget, 10. juni 1948

318 ARNULF ØVERLAND Hvor ofte skal vi skifte sprog Foredragsturné, 1948


334 OLAV SELVAAG Bygge mange og billige boliger – ikke få og dyre Ved åpningen av utstillingen av prøvehuset, 20. desember 1948

344 OLE HALLESBY Omvend deg – nå! NRK radio, 25. januar 1953

428 EINAR FØRDE Før huset brenn ned Arbeiderpartiets landsmøte 3. april 1981

436 GRO HARLEM BRUNDTLAND Kvinners stilling i utdanning og arbeidsliv Stortinget, 4. juni 1981

Det er typisk norsk å være god Nyttårstale 1. januar 1992

350 CLAES GILL Muligens er mønsteret større Improvisert innlegg i Studentersamfundet, 1957

356 FINN GUSTAVSEN To flertall Stortinget, 20. august 1963

370 JENS ARUP SEIP Fra embedsmannsstat til ettpartistat Foredrag i Studentersamfundet,14. september 1963

448 LARS ROAR LANGSLET Alt har endret seg Foredrag i Sarons dal, 10. juli 1983

460 GUNNAR STÅLSETT Tro, håp og kjærlighet Ved vielsen av H.K.H. kronprins Haakon og Mette-Marit Tjessem Høiby, Oslo domkirke, 25. august 2001

466 KÅRE WILLOCH Oljehistorien, oljerikdommen og tiden efter Porsgrunn, 2. juni 2005

394 HAAKON LIE Valgkamp kan spille en avgjørende rolle Arbeiderpartiets landsmøte, mai 1965

404 TRYGVE BRATTELI Samarbeid mellom nasjonene Telavåg, 3. september 1972

412 ERIK DAMMANN Det glade vanvidd Stiftelsesmøte for Framtiden i våre hender, Nadderudhallen, 25. april 1974

422 PER LØNNING Abortloven krenker Skaperens livslover Avskjedstale som biskop, 1. juni 1975

480 JENS STOLTENBERG Et budskap fra hele Norge Oslo, 22. juli 2011

484 KRONPRINS HAAKON I kveld er gatene fylt av kjærlighet Appell på Rådhusplassen, 24. juli 2011

488 KONG HARALD V En ny bevissthet H.M. Kongens tale ved den nasjonale minnemarkeringen for 22. juli 2011. Oslo Spektrum, 21. august 2011

492 KILDER 495 BILDER


FORORD

Taler kan forandre verden, men de færreste gjør det. Og blant de få som gjør det, hører det med til unntakene at tilhørerne forstår det. Historien skrives senere. Og da ser man gjerne at det vi forbinder med store taler oftere er forbundet med retorisk forvaltning av store kollektive begivenheter eller rystelser, rett ord til rett tid, enn med talekunst som skaper historie i kraft av ordets makt alene. Vi har fersk erfaring for hvor sterkt taler kan virke, i en dramatisk situasjon som setter alt på prøve. De rette ord kan samle et helt folk – slik det skjedde hos oss da katastrofen slo ned, 22. juli 2011. Talene satte ord på sterke følelser, men mer enn det: De samlet disse følelsene til en bevegende kraft for solidaritet, for sterkere oppslutning om verdier vi har felles. Taler av konge, kronprins og statsminister i julidagene 2011 er det selvfølgelige siste innslag i denne boken. Men taler har vært et viktig innslag i alle de skjebneårene som satte skiller i vår nyere historie – 1814, 1882–84, 1905, 1940, 1945 … Store omstillinger i folks holdning og tenkemåte, bevegelser som førte nye kampsaker til gjennomslag, reformopplegg som endret Norge – taler har vært en medvirkende kraft i alle disse prosessene. Selvsagt kan ingen måle hvor viktige talene var, sammenlignet med andre faktorer som drev endringene frem. Men selv de beste saker kan gå et sikkert nederlag i møte dersom de ikke har forkjempere som klarer å gi dem overbevisende kraft gjennom gode taler og velturnerte debattinnkast. Taler har også en viktig rolle å fylle i demokratiets hverdag – viktigere enn mange innser. Nøkkelen til innflytelse og ledelse i landets innfløkte styringssystem – i komiteer og partimøter, i formannskap og kommunestyrer, i storting og regjering – er fortsatt evnen til å holde taler som overbeviser, fenger og samler. Ganske visst mates vi i dag med en overveldende mengde skriftlig informasjon på papir og på nettet. Men når essensen skal siles ut og linjene trekkes, er muntlig fremstillingsevne fremdeles avgjørende. Den som vil lede, må ha ordet i sin makt! Det hjelper bare et stykke på vei å ha store kunnskaper, klare oppfatninger og gode idéer – hvis man ikke makter å uttrykke det,


8 *  FOROD

overbevise andre og utløse vilje til felles handling, faller man nådeløst igjennom. Snakke kan vi alle – men det går en skjult grenselinje mellom snakk og tale. Den som tar ordet i en forsamling, erfarer fort at man må ha passert den grensen for å vinne gjenklang. Taler er altså en kommunikasjonsform for seg, med visse felles kjennetegn, selv om variasjonsbredden er enorm. Hvilke kjennetegn? Vi finner gode svar allerede hos Aristoteles, den første som skrev lærebok om talekunsten (retorikk). Han definerer den som overtalelseskunst, evnen til å overbevise og dermed oppnå en tilslutning som kan utløse engasjement og handling. Denne evnen hos den gode taler beror især på tre faktorer, ifølge Aristoteles: talerens troverdighet og dyktighet; den mottagelighet eller stemning som han makter å utløse hos sine tilhørere; og den argumentasjon eller fremstillingsform han benytter seg av. Det er ikke nok at taleren kan resonnere logisk. Han må også ha psykologisk innsikt, evne til å vekke følelser, og ikke minst: herredømme over språk og stil. «Stilen i skriftlig prosa er forskjellig fra stilen i den muntlige tale … Den skriftlige stil er den mest ferdigstøpte; den muntlige egner seg bedre for dramatisk fremføring – som i de taler som gir uttrykk for karakter og følelser.» Forlaget Press har tidligere utgitt boken Taler som forandret verden, redigert av historikeren Simon Sebag Montefiore. Boken ble en stor internasjonal suksess. I 2005 utkom det norske referanseverket Virksomme ord på Universitetsforlaget. Verket var redigert av Anders Johansen og Jens E. Kjeldsen ved Universitetet i Bergen. Med støtte fra Fritt Ord har de videreutviklet nettstedet med samme navn til en formidabel samling med politiske taler som vi har hatt stor nytte av i arbeidet med denne boken. Prosjektet har utvilsomt bidratt til den voksende interesse for taler som vi har sett også i Norge de senere år, og retorikk som fag er kommet til heder og verdighet igjen ved våre akademiske læresteder. Mange har oppdaget – ikke uten en viss forbauselse – at også Norge har en sterk tradisjon for talekunst. I denne boken har vi samlet en lang rekke norske taler fra begynnelsen av 1800-tallet til i dag. Vår ledetråd har vært å peke ut taler «som forandret Norge» (i ordenes videste forstand) – erklæringer og appeller fra de årene som ble vendepunkter i norsk historie, for- eller mot-agitasjon om saker som fikk avgjørende betydning, foredrag og debattinnlegg om emner som utløste viktige meningsbrytninger, pluss noen få lovtaler om nasjonale samlingsskikkelser, side om side med ironiske utfall og besk polemikk. Variasjonsbredden er altså stor. Vi ser hvordan talestilen har endret seg gjennom tidene – fra den ofte snirklete formen som preget foredrag og debatter på Eidsvoll i 1814 og i 1800-tallets storting, via de store folkemøtenes glanstid, med Bjørnson, Nansen og Tranmæl som sentrale skikkelser, frem til det relativt enkle toneleie som er blitt det


FORORD *  9

vanlige i dag, med tv som trendsetter for en intim talestil som allikevel henvender seg til et enormt, men usynlig publikum av seere over hele landet. Men fortsatt har det sin gyldighet, slik Aristoteles slo fast for mer enn 2000 år siden, at den gode taler er opptatt av å overbevise, og satser sin egen personlighet og fremstillingsform på å vinne oppslutning hos tilhørerne. Boken begynner ikke i 1814, slik man kanskje kunne forvente, men i 1811. Det har sin forklaring i at vi har villet løfte frem en godt skjult tale av Niels Treschow, fra den gang København var hovedstaden i Danmark-Norge. Den har tidligere bare vært tilgjengelig i et småskrift fra samme år, men ble høyt skattet av Henrik Wergeland da han innledet sin kamp for jødesaken. Den er tyngre på labben enn mange av de senere talene, men les den nøye, og se hvordan Norges store filosof tenker omkring den jødiske minoritet den gang, tanker som ble fortrengt under Riksforsamlingen tre år senere på Eidsvoll, men som i dag – 200 år senere – fremstår som forbausende relevante i sin sans for minoritetskulturens umistelige bidrag til det nasjonale fellesskap. Dette er tanker som finner gjenklang i de tre taler som, foranlediget av kulturkatastrofen som rammet det norske samfunnet den 22. juli, avslutter boken. Vi begynner med filosofen og slutter med kongen. Det ville Treschow ha likt; kongens mann, men sin egen herre. Utvalget står for forlagets regning, og vi ønsket å inkludere en tale som markerte medierevolusjonen på 80-tallet. Det var ingen andre naturlige kandidater til å bære frem budskapet om liberalisering i eteren enn Lars Roar Langslet, som den gang var kultur- og vitenskapsminister i regjeringen Willoch. Introduksjonen til Langslets tale i Sarons Dal er skrevet av redaksjonen. De øvrige innledningene er skrevet av Langslet. Redaksjonen


NIELS TRESCHOW

Kultur forbinder Nationer, men smelter dem ikke sammen Tale i anledning av siste ürlige eksamen i den jødiske friskole, 10. januar 1811


NIELS TRESCHOW (1751–1833) Niels Treschow ble Norges første betydelige filosof, med et omfattende faglig forfatterskap, men hadde også gjort en viktig innsats som skolemann/rektor (i Trondhjem, Helsingør og Christiania) da han i 1803 ble kallet til et professorat i filosofi ved universitetet i København. I 1813 var han blant de første professorene som ble beskikket til å tjenestegjøre ved det nyopprettede universitetet i Christiania. I årene 1814–1825 var Treschow statsråd i Kirke- og undervisningsdepartementet, men fikk et svakt ettermæle for sin innsats der – som politiker var han «tutlut», skriver Halvdan Koht. 1811, da Treschow talte til den Jødiske Friskole i København, var året da han utgav sitt verk om «Historiens Philosophie». Der fremstår han som evolusjonist lenge før Darwin og Spencer: Gud har skapt verden med utvikling som den formende kraft – en dynamisk prosess fra lavere til høyere utviklingstrinn, både i biologien og i historien. Men det mål som utviklingen styrer mot, er individualitet. Det viser seg fremfor alt i menneskehetens historie – i stadig mer differensierte kulturer, der mennesker utfolder sitt bevissthetsliv til individuell selvstendighet. Det er noe av denne tankegangen som Treschow vil formidle i sin tale til jødiske lærere og elever – i stor respekt for deres religion og kultur. Det bærende resonnement hos Treschow er moderne i sin sans for fremskrittets nødvendighet, samtidig er det konservativt i sin vektlegging av tradisjonens egenverdi. Men det er når han lar dette dobbelte hensyn ha gyldighet også for den jødiske minoritet at han demonstrerer et vidsyn som var sjelden vare i samtiden. Hans forsvar for jødenes rett til å forbli tro mot sin jødiske kultur er fint avstemt med hans hyldest til friskolens bestrebelser på å gjøre elevene rustet til å finne sin plass i det danske samfunnet. Det siste var han ikke alene om, men den jødiske ortodoksi fikk sjelden en så respektfull omtale blant embedsmannseliten i København som i Treschows tale. Jødene hadde altså for lengst fått adgang til det eneveldige Danmark! – men i Norge tre år etter vedtok flertallet blant grunnlovsfedrene på Eidsvoll en paragraf som utestengte dem fra riket. Nicolai Wergeland stemte for forbudet, men sønnen Henrik ble som kjent den sterkeste agitator for å fjerne denne skampletten fra Grunnloven. Treschows tale i 1811 gav Henrik Wergeland inspirasjon i den kampen. Hans åndelige evolusjonslære var etter Wergelands hjerte. I 1830 nevnte han Treschow først blant de «Sandhedens Talsmænd» som han dediserte sitt største diktverk til – Skabelsen, Mennesket og Messias.


12 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

ÆDLE OG HØISTÆREDE!

Naar den menneskelige Fornuft har nogen Fordom at kæmpe mod, er man gierne tilbøielig til at troe, at den første nødvendig alene kan have gandske ret, men at den anden ikkun trodser uden mindste Grund, eller, hvis den har nogen at anføre, denne dog er intet andet end et tomt Skin eller endog en virkelig Vildfarelse. Nye Meninger, Læresætninger og Indretninger i Stat eller Kirke have overalt, især blandt Mængden, fundet heftige Modstandere. Uvidenhed og Fordomme ere derfor de Vanskeligheder, hvorover enhver oplyst og for Kulturens Fremgang ivrig Mand især pleier at beklage sig. Sagen selv er vel tildeels unægtelig: men lader sig til Almuens Forsvar da paa den anden Side slet intet grundigt sige? Og kan hine vel selv ønske, at denne aldeles ingen Modstand vilde giøre, men i Blinde lade sig føre til et Maal, som i Begyndelsen i det mindste kun meget ufuldkommen kan være bekiendt? Det sidste kunde saadanne Personer alene ville, der havde ikke Fokets sande Bedste, men kun deres egen Fordeel til Øiemed: thi de Øvrige maae nødvendig vide, at alt for bløde Materier intet fast Indtryk, ingen bestandig Form kan modtage, og at uden en vis Haardhed eller Modstand gives der heller ingen Beqvemhed til en fiin og ypperlig Dannelse. Enhver Person, enhver Nation, der ei for andre vil staae tilbage, maa besidde nogen Selvstændighed, føle sine Fortrin, som ingen gandske mangler, fordi de ere Følger af enhvers besynderlige Form eller oprindelige Character. Men heraf reiser sig tillige naturligviis en Slags Frygt for at disse Grundtræk med Tiden kan udslettes. Jo mere Mennesker ved selskabelige Baand ere knyttede til hverandre, desto mere synes de i denne henseende at staae i Fare. Jo mere alle civiliserede Folk ved Handel og al Slags Omgang blive sammenblandede, desto mere forsvinder, som det synes, det Originale, der tilforn giorde dem ret kiendelige. Det jødiske Folk, for strax at komme til Anvendelsen af det nys Anførte, vover ved nye Sæder og Indretninger, som det af Fremmede kunde fristes til at antage, endog mere end andre; da disse dog ved Jordbund Himmelegn og flere Ting, som i hine bestandige have deres Grund, altid nogenledes blive afsondrede fra hverandre, Jøderne leve derimod adspredte midt imellem alle, og nødes derfor til, hvis de som et besynderlig Folk og som levende Mindesmærker af en for os alle saa vigtig og ærværdig Oldtid skal bestaae, ængstlig at vaage over deres gamle Indretninger og Love. […]


NIELS TRESCHOW 1811 *  13

Ikke for at blinde eller blot overtale, men for at giøre min Hovedsætning desto klarere vil jeg begynde med en Lignelse. De, der i Haver dyrke adskillige Slags Planter eller Blomster, maae uden Tvivl have bemærket, at efterhaanden en stor Mængde Afarter deraf opkomme. Overhovedet finde vi hos de vilde eller saakaldte naturlige Vexter langt større Lighed mellem dem af samme Art end hos dem, der ved en omhyggelig Dyrkning ere blevne fremelskede. Vi ville hvad Dyrene ja, hvad Mennesket selv angaaer, finde samme Setning endnu mer bestyrket. De tamme Dyr, der af os blive pleiede, udmærke sig i Farve, Størrelse, ja, Formen selv meget mere fra hverandre end de, der er sig selv overladte. Adskillige Reisende have iagtaget, at Individuerne i Stammer eller Horder af vilde og halvvilde Nationer indbyrdes ere saa lige, at man fristes til at holde dem alle for Brødre eller Nærbeslægtede. Man sammenligne dermed enslige Personer af enhver europæisk eller anden civiliseret Nation; det Modsatte bliver da sa meget mere paafaldende. Gaae vi fra det Udvortes til det Indvortes, fra Legemets Form til Sindsgaver, Gemytbeskaffenhed og Character, hvor er da vel denne Forskiel kjendeligst? mon ikke ligeledes mellem Nationer, der have bragt det videst i al Slags Uddannelse?

«Vi kan heraf allerede lære, at det ligesaa lidet bør være Kunstens som det er Naturens Øiemed at tilintetgjøre hvad der er enhver Person eller ethvert Folk eiendommeligt og characteristisk.» Hvor liden Omgang der end maa være mellem Samojeder, Grønlændere og Esqvimaus, saa ere de nationale Træk, der røbe deres fælles Herkomst af mongolisk Rod, langt mærkeligere end mellem Folk af celtisk og germanisk Stamme, der have besat Europas vestlige og nordlige Kanter, skiøndt disse derhos ved idelig Samqvem i Krig og Fred synes endnu mere at maatte være blevne forvirrede. Religion, Levemaade, Love, der i det væsentligste Stykker overalt næsten vare de samme, have saa langt fra været i stand til at udslette det oprindelige Præg, som Naturen gav og hos enhver vedligeholder, at det derimod ved Kultur stedse mere og mere synes at udvikle sig.


14 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

Vi kan heraf allerede lære, at det ligesaa lidet bør være Kunstens som det er Naturens Øiemed at tilintetgjøre hvad der er enhver Person eller ethvert Folk eiendommeligt og characteristisk. Det gives uden Tvivl almindelige moralske Grundsætninger, hvorefter alle Mennesker i at tænke, føle og handle bør rette sig; ligesom der gives saadanne Naturlove for alle Legemer, organiske saavelsom uorganiske, der dog ei ophæve de besynderlige, som ere enhver Art af Væsener foreskrevne. Vi Mennesker, der hverken ved udvortes Stød eller ved blinde Drifter skal føres til vort endelige Maal, men bør lære med fuld Bevidsthed selv at søge det, kan ved Erfarenhed og Eftertanke først opnaae denne Selvstændighed. Imedens vi saaledes giøre os disse Love bekiendte, indsee vi tillige Forbindelsen mellem de almindelige og besynderlige, mellem Driftens Tilskyndelser og Fornuftens Bud, ja, ledes derved omsider til at elske det offentlige ligesaavel som det private Bedste, fordi vi tydelig blive vaer, at det ene ei paa nogen Maade kan adskilles fra det andet. Men denne Kundskab og Overbevisning er ikkun en meget sildig Frugt, til hvis Modenhed ei noget Menneskes Levetid alene kan være tilstrækkelig. Aarhundreder, ja, Aartusinder have været fornødne til at samle og sammenligne alle de Erfaringer, hvoraf dette Træe er voxet frem. Ei heller er det noget Folk alene, enten Jøder eller Græker, hvis Omsorg vi have derfor at takke; men alle Slægters, endog saadannes, der for længst siden ere undergangne og glemte, deres med Nutidens ogEftertidens forenede Flid vil den gandske modne Frugt engang være at tilskrive. Derfor er det ikke nok selv at erfare, tænke og vælge: vi behøve dertil ogsaa Andres Bistand saavel Fremmedes som vore Egnes. At vi nu omstunder see saa meget videre end vore Fædre, det skeer, fordi vi saa at sige staae paa deres, ja, paa alle andre Nationers Skuldre. Vi Christne dølge ikke, hvor meget vi ere saavel Græker og Romere, men især Hebræere, som Phænicier, Perser, Inder og utallige andre Folk forbundne, hvoraf mange endog ere os ubekiendte, og ansee os af den Aarsag igjen forpligtede til at tænde dette Lys for alle dem, der ønske samme. Vi have alligevel ei iflæng antaget de Folks Meninger, Sæder eller Love, hvis Lærlinger vi bekiende at være: og, endskiøndt vi af en utidig Iver fordum have søgt at paatvinge andre Nationer vore, saa ere vi dog fra denne Vildfarelse komne tilbage, og begribe nu, at vi i denne henseende bør tænke som jeg troer at Eders Rabbinere stedse have lært, at nemlig hine Love, hvorved det jødiske Folk adskille sig fra alle andre, ei heller for noget andet ere gyldige, da de for dette kun er


NIELS TRESCHOW 1811 *  15

gandske passende, at saaledes ethvert Folks besynderlige Skikke kan udmærke sig uden at dermed den Kiede brydes, der virker en for alle lige lykkelig Aandens Enighed. Jeg siger endnu mere: Denne Mangfoldighed selv er væsentlig nødvendig ei alene til Skiønhed og Prydelse, men endog til virkelig Harmonie, ja, til Selvstændighed og individuel Tilværelse, der ved Sammensmeltning eller et Slags chemisk Forening og Neutralisation til sidst ophører. Disse ere de Setninger, som jeg baade i Almindelighed og især med Hensyn til det ældgamle Folk, som denne Stiftelse tilhører, nu vil søge noget nærmere at bestemme og bevise. […] Af hvad der hidindtil er sagt synes min hovedsetning at være noksom klar: Kultur forbinder Folkene uden derfor at sammensmelte dem. I henseende til dens Anvendelse paa det jødiske Folk, saa er den i Almindelighed ligesaa let at gjøre, som den er vanskelig, naar man herved vilde tage dets Særegenheder i Betragtning. Hvor lidet vi enten efter rene Fornuftgrunde eller en bekiendt Analogie og Lighed med andre Folk kan bedømme hvad Udfald en større og almindeligere Kultur hos samme vil faa, eller hvad Indflydelse den paa dets Selvstændighed og Vedvarenhed vil have, henviser de fremfarne Tiders Historie paa den mest afgiørende Maade. Sikkert under det Forsyns Varetægt, der saa forunderlig gjennem de mest truende Farer har bevaret det indtil denne Dag, kan det roelig see en Eftertid i Møde, der ifølge den herskende Stemning blandt andre Folk syns at spaae dette en blid Alderdoms ønskelige Fred: og skiøndt Trygheden selv ei uden Grund kunde synes den allerfarligste Fiende; saa kan dog en almindelig Menneskepligt, der uden Forskiel paa Religion, Herkomst og Sæder opfordrer alle lige meget til at beflitte sig paa de Enhver medfødte Kræfters Uddannelse, umuelig stride mod noget besynderligt Bud, men maa nødvendig være den nærmeste Vei, paa hvilken det af Forsynet selv kan føres sit endelige Maal. Men hvor lystelig end den Egn i Sammenligning med de tilforn giennemvandrede maa være, som grændse til dette Paradis; saa hænger derover dog endnu den samme Taage, som paa nærværende Livets Bane omgiver os Alle sammen, og altid hindrer os fra at see meget videre frem end det lidet Stykke Vei, vi i næste Øieblik have at lægge tilbage. Jeg indskrænker mig derfor til en almindelig Anvendelse af den Setning, jeg hidindtil har beviist. Ingen, hvor meget han end ved Kierlighed er bundet til sine, har ifølge deraf at befrygte, at dette Baand til blive slappet ved en tydeligere


16 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

Kundskab om de Tings Beskaffenhed, hvoraf det er sammenflettet. Almindelig Velvillighed, der styrkes ved Omgang med mange andre, kan ligeledes meget vel bestaae med en besynderlig Hengivenhed for Fødeland, Venner og Paarørende: ja, virkelig kan ingen ret elske, ret sørge for de sidste, naar han betragter deres sande Bedste som afsondret fra det Heles. Lyset har vel en Magt til at adsprede Taagen, løse den Fortryllelse, som er Aarsag til de heftigste Sindsbevægelser, der altid ere de mest indskrænkede. Den tydelige Kundskab foreholder os vel ligesom et Speil, hvori vi hos de skiønneste og mest indtagende Gienstande selv blive mange Rynker, Ujævnheder og Pletter vaer, men derved sættes man ogsaa mere istand til at uddanne og give dem den fineste Politur.

«Lyset har vel en Magt til at adsprede Taagen, løse den Fortryllelse, som er Aarsag til de heftigste Sindsbevægelser, der altid ere de mest indskrænkede.» Gaae vi tilbage til de Tider, da den jødiske Nation og Stat vare i deres mest blomstrende Tilstand; stod den ikke da iust i en ligesaa vidt udstrakt som venskabelig Forbindelse med Ægyptier, Phoenicier og andre paa den Tid især cultiverte Folk? Det er sandt, Religionens og Sædernes Reenhed var da ei heller uden Fare for at blive besmittet af fremmede: men, at dette ei var nogen nødvendig Følge deraf, henviser senere Tiders Erfarenhed, hvori saadan Omgang med Græker og Romere var endnu mere almindelig, uden at disse Følger viiste sig. De lærdeste og mest oplyste Jøder have meget ofte og lige til vore Dage ubrødelig bevaret deres Fædres Troe. Hvad enten de hos Assyrer og Perser, Græker, Araber eller Christne igien have tændt deres eget Lys, har Philosophien dog aldrig stræbet at nedværdige det Hellige, der hos dette Folk var nedlagt for at bevares til Efterkommerne. Philosophernes Stræben har hos dette som hos alle andre fornemmelig gaaet ud paa at afsondre det Ægte fra det Uægte, det Væsentlige fra det Tilfældige, rense Meningernes Brønd, hvori det første gemeenlig ligger begravet under det andet, og for en grundig Kundskabs Skyld om den Livs Aand, der giennemtrænger det ellers døde Legeme, have de alene samlet ordnet


NIELS TRESCHOW 1811 *  17

og anbefalet de Anordninger og Skikke, som af Forfædrene vare dem overlevede. Saaledes tænkte og handlede ogsaa fordum Propheterne, der intet med mere Omhyggelighed indskærpede end at Offringer og Ceremonier er det ringeste, men at Alting kommer an paa ægte Sædelighed og en indvortes eller aandelig Gudsdyrkelse. Hvad Følgen af en almindelig Kultur vil blive: hvorvidt nationale Sæders og Charakterers Forskiel dermed kan bestaae, eller hvor meget deraf endda vil blive tilbage kan vi med fuld Vished ikke vide, uagtet det overhovedet er viist, at disse individuelle Træk ei gandske kan udslettes. Men om denne Sag kan vi ogsaa være ubekymrede. De udvortes Former, hvorved Nationer søge at udmærke sig fra hverandre, ere, velforstaaede, blot et Slags Opdragelses Anstalter, hvoraf der kan være mange og forskiellige, ei alene fordi der endnu stedse disputeres om, hvilken der maa være den fortreffeligste, men endnu mere fordi den samme ei lige vel passer sig for alle. Jo fuldkomnere enhver af dem i sin Art bliver, desto mere ville de vel upaatvivlelig nærme sig hverandre; men saalænge det Individuelle hos Mennesker saavelsom hos Nationer endnu vedvarer, behøve vi ei heller at frygte for nogen Forms Undergang, der i det hele Samfund udgiør et vigtigt eller nødvendigt Led. De Gamle giorde med Rette meget af Musiken; men indbefattede derunder fast alle Videnskaber, fordi de indsaae, at alles Væsen bestaaer i Kundskab om Harmonie. Naturligviis have alle Mennesker nogen Sands for denne, og udmærke sig derved fra Dyrene, der vel fornemme det Stridige og Skurrende, men ei Overeenstemmelsen i det Mangfoldige og Forskiellige. Er nu enhver Videnskab et Slags Musik, enhver Kunst deraf et Slags Udøvelse; saa bliver det let at indsee at Særegenheder ved Kultur ei fordunkles, men settes i end større Lys. Thi, bestaaer ei det fine Gehør deri at det fornemmer de mindste Forandringer i Toner og Stemme, og kan vel Harmonien selv ret føles paa nogen anden Maade? Lærer denne Kunst fremdeles os vel at foretrække visse Tonearter for alle andre, eller viser den ikke meget mere, at enhver kan i sin Art til visse Melodier eller Udtryk af visse Følelser være den fortrinligste? Et ved Theorie og Øvelse dyrket Øre overgaaer det ei deri fornemmelig det udyrkede, at det med Lethed kan bedømme visse Thing? og er det ei Kunstens Triumph af mange Slags Instrumenter og Tonesetninger at frembringe noget harmonisk Helt? Ingen anden Videnskab arbeider heller paa at ophæve, men heller at forøge det Mangfoldige: kun Strid


18 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

i samme søger den at tilintetgiøre, og dette kan ved Iagttagelse af det Forskiellige og Charakteriske alene skee. I det man derfor opmuntrer Folkene til Kundskabers Erhvervelse eller videnskabelig Dannelse, fordrer man ingenlunde, at de skal aflægge hvad Særegent der hos dem kan være: thi iust i dette Særegne ligger deres virkelige Fortrinn saavel som deres Mangler. Det er ligesaavel Andres Fordeel som deres egen, at hiine slet ikke gaae forlorne, men bevares og bringes til den høieste Fuldkommenhed, som de kan modtage. Hvad det jødiske Folk især angaar; saa er dets Vedligeholdelse til Videnskabernes, Handelens og Vindskibelighedens fremme blandt de Nationer, i hvis Midte de boe, maaskee ligesaa vigtig som dets Kultur og Uddannelse. Hverken vil min Hovedmaterie eller denne Tales snevre Grændser tillade mig at udføre denne Sag. Man betænke alligevel for det første: at Jødernes Religion, Historie, Sprog og Sæder ogsaa for os ere af en Vigtighed, som intet andet os ellers fremmed Folks, men at dette dog fremfor alle andre har saavel de stærkeste Bevæggrunde som den bedste Leilighed til at studere disse Ting med Flid og deraf at udbrede Frugterne, ligesom vi unægtelig have dem den første Kundskab og Underviisning deri at takke. Man betænke dernæst, at, ved deres Adspredelse selv indslynge Jøderne virkelig de fierneste Nationer i det samme Baand, hvorved de selv ere saa fast knyttede til hverandre. Paa denne Maade have de næsten i et Aartusinde tilveiebragt en Handels Forbindelse i det mindste, som ellers uden Tvivl langt sildigere og vanskeligere vilde have fundet Sted. Hvor ønskeligt er det ikke, at dette Baand, først flettet af Nødvendighed og Egennytte, formedelst almindelig Velvillighed, maa forvandles til en Blomsterkiæde, hvori man, som til festlige Dandse, frievillig og glad indslutter sig. Hvormeget er af Kultur og Oplysning i denne Henseende ei at haabe, og hvor ærefuld den Rolle, som det jødiske Folk da vil komme til at spille! Seer man endelig tilbage paa hvad dette Folk midt i sin Undertrykkelse selv til Videnskabernes Befordring virkelig har giort, de Sindsgaver, ved hvilke det fornemmelig har glimret, og erkiender da, at dets ældre saavelsom nyere Philosohie af Dybsindighed og en speculativ Tænkemaade bærer det tydeligste Præg: tager man alle disse ting i Overveielse; saa finde vi blandt dem ei alene mange duelige Medarbeidere til det Viisdommens og Salighedens Tempel, som alle Jordens Slægter have bygget og indtil Verdens sidste Tid blive ved at


NIELS TRESCHOW 1811 *  19

bygge paa; men den Andeel i samme, som er Israels Afkom anviist, er tillige saa afsirklet og bestemt, at Nationens Opløsning umuelig kan synes noget ønskeligt, men alle andre saa langt fra at paaskynde, meget mere bør stræbe at forekomme saadan dens Undergang.

«Paa denne Maade have de næsten i et Aartusinde tilveiebragt en Handels Forbindelse i det mindste, som ellers uden Tvivl langt sildigere og vanskeligere vilde have fundet Sted.» Jeg har saaledes søgt at vise, at Jøderne af Kultur have alt at haabe, intet at befrygte, og at selv de iblandt dem, der med den største Iver holde fast ved deres fædrene Skikke, ei bedre kan betrygge dem og Folket selv mod enhver Fare for ved Sammenblanding at udarte, end ved, som de have begyndt, at skride frem i al Slags Aandsdannelse. Men betragter jeg hvad der allerede skeer, fornemmelig paa dette Sted og i denne Stiftelse, saa frygter jeg for at saadan Opmuntring maa synes overflødig. Den lykkelige Overbeviisning, at et Folk kun paa denne Maade kan opnaa sin Bestemmelse, og det saa meget hastigere, jo fyrigere det gaar frem paa denne Vei, synes allerede saaledes at have giennemtrængt de Fleste, at den ei kan rokkes, men ved Følgerne stedse maa vinde mere Styrke. Med varm Deeltagelse har en stor Deel af de her Tilstedeværende saavel fremmede som denne Stiftelses Bestyrere, Lærere og Forvandte været Vidner til den Fremgang, Ungdommen her har giort i de for Mennesket og Borgeren vigtigste Kundskabs-Grene. Underviisningen i Religionens Lærdom er ogsaa, som vi selv maae erkiende, saaledes beskaffen, at idet den, som billigt, søger at befæste Fædres Troe, den tillige, ved at indskærpe de alle Religioner fælleds Pligter og Grundsætninger, ei kan andet end frembringe almindelig Velvillighed eller Menneskekierlighed tillige, derved fordrive indbyrdes Mistillid mellem dette og andre Folk, blandt hvilke de leve, men derimod nære den Fordragelighed, der alltid har Sted mellem oplyste og retskafne Personer, hvor meget de end i speculative Læresætninger eller i visse paa historisk Troværdighed grundede Meninger kan afvige fra hverandre.


HENRIK WERGELAND

Derfor er FĂŚdrelandet os dyrebart Tale i Det Norske Studentersamfund, Christiania, 17. mai 1835


HENRIK WERGELAND (1808–45) Først og sist var han dikter, vår største, med en enorm litterær produksjon. Det meste av den har nok i dag bare interesse for spesialister – men det beste av hans poesi (og prosadikt) bærer utvilsomt geniets merke, i et bredt mangfold av former og emner, med overveldende lyskraft og billedrikdom. Wergeland var på samme tid tradisjonsforankret, i en kristendom med platoniserende trekk, og dristig radikal, i sin forkynnelse av frihet, toleranse, menneskerett og sosial rettferdighet. Han gjorde også en stor innsats for folkeopplysning og skrev historiske skrifter, blant dem Norges Konstitutions Historie (1841), det første viktige verk om 1814. Han var glødende engasjert i samtidens feider og aksjoner, og gikk især i bresjen for å få fjernet jødeforbudet i Grunnloven (det skjedde først i 1851). Da feiringen av 17. mai begynte for fullt i 1830-årene, ble Wergeland en sentral skikkelse i den. Ofte sies det at han «innstiftet dagen», (men det var Bjørnson som gav feiringen dens varige særpreg, da han fikk innført skikken med barnetog). Hans gjennombrudd som taler kom i 1833, i 17. mai-talen da minnestøtten over Chr. Krogh ble avduket. Den talen vi gjengir, ble holdt i Studentersamfundet to år etter, og er en høysang til friheten. Når Wergeland ble begeistret – og det var han alltid på 17. mai! – strømmet poesi og prosa sammen i hans romantiske retorikk. Etter sin død ble Henrik Wergeland opphøyet til nasjonalt ikon. Det har vært kalt en «kanoniseringsprosess» i nasjonsbyggingens tjeneste, og den nådde sitt høydepunkt i Bjørnsons tale ved avdukningen av Wergeland-statuen i 1881. Den grunnfestet også det særnorske «poetokrati»: at de store dikterne er våre viktigste folkeledere. VELSIGNET blandt Dage,

paa blomstrende Skyer til Norge tilbage fra Himlen du flyer. Der stille du svævte blandt Engle iløn  til Skyerne bævte  og brast af vor Bøn.


62 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

Den Dag er kommen, Brødre! som er os den kjæreste fordi den er Fædrelandets skjønneste. Ærens Dag er oprunden; thi paa den indtraadte Fædrelandet i Rækken af frie Nationer, paa den vandt det sin Frihed, uden hvilken ingen Ære er og al Folkelykke kun er et Bedrag. Sejerens Dag overstraaler os; thi paa den betvang Fædrelandet en i Aarhundreder næsten til Bestemmelse indhærdet Vanskjebne. Velsignelsens Dag omgiver os; thi fra den skulle vi regne disse Fremskridt, der ere øjensynlige og stigende; paa den fødtes Nationens Kraft til at udvikle alle disse Kimer til forhøjet Velvære som ligge i Friheden, og med denne gjorde Nationen sig fortjent til stedse rigere at velsignes. Brødre! den Dag er, da Fædrelandet tiltaler os, da vi skulle tiltale hverandre i Fædrelandets Navn og forkynde Frihedens Forjettelser. Thi sandelig som en ung Moder har Friheden reist sig og vandrer imellem sine Børn. Velsignelseskilderne ere ikke standsede i denne Barm, som nærede os. Ømheden ikke udslukt i dette Hjerte, som elskede os. Disse Arme, der bar os, ere endnu favnende. Det drømmende Kjærlighedsblik gjennemtindrer kommende Tider, og seer ufødte Slægter imøde – dem hun skal tage til Barmen, elske og velsigne som Os. Det er falskt, om vi sige, at Friheden udbredte sin Glands pludseligt og uventet som Meteoret, der gjennembuer den mørke Nat med sin Flammekugle – eller at den nedfaldt uventet som Tordenstenene. Visselig, den er Himlens Gave og den bedste (thi alle Goder ligge i den); men den nedfalder ikke over de Sovende; og er sat som Priis-Klenodiet paa en Bane, hvor Menneskene maa anstrenge sig og kappes. Kun for Sved er det at Himlene sælge Jorden sine Goder. Derfor er Fædrelandet os dyrebart, fordi det har kjøbt os Ære og Lykke for Anstrengelser – fordi det midt i sin Armod og Magtesløshed erkjendte, at Frihed ei kjøbes for dyrt. Hvo der lever af Slægten, som erkjendte dette, vil vidne. – Hvo der døde før Frihedspalmen nedrystede sine Frugter – og Gravene langs Grændsen i de mørke Skoge, hvori Disse henmuldne, der faldt forat værne hint «Norges bankende Hjerte», hine kløgtige Besværgere, der endelig paa denne Dag saae Friheden aabenbare sig efter Paakaldelsen – alle Disse ville vidne dette og at Intet er mindre egenkjærligt end Frisindet. Dette Eiendommelige er Frihedens Guddomsglorie – dette, at enhver Slægt, der har Frihed, arbeider mere for de kommende end for sig selv. Den veed, at den skal vorde velsignet, om den kun overantvorder


HENRIK WERGELAND 1835 *  63

Efterslægten Friheden ukrænket. Og enhver Slægt kræver derfor Friheden som en naturlig Arv. Overantvordes den ikke, da er der ingen Hellighed om Fædrenes Grave, ingen Glands ved Navnene, ingen Historiens Hæder, ingen Mindernes Ærefrygt. Det forekommer Slægten, der opdager dette med Blusel, somom det paaligger den at begynde en ny Historie, at omskabe sig til en ny Nation, at udsone Fædrenes Synder ved at ofre sig for Efterkommerne.

«Dette Eiendommelige er Frihedens Guddomsglorie – dette, at enhver Slægt, der har Frihed, arbeider mere for de kommende end for sig selv.» Uden dette Martyrsind, uden denne reen guddommelige Destination, skulde Friheden ikke existere i Virkeligheden – ikke være saa hellig – uden Flugt – uden Liv – stillestaaende, forblivende i de Former, som et Tilfælde, mere end en bestemt og klar Folkevilje, havde givet den. Det var for Efterslægten, for Os, at vore Fædre samledes forat oprække de faae Hænder mod Europa, æskende Frihed af en Himmel, de vidste krævede mere derfor end Bønner, og Retfærdighed af en Jord, som kun lader sig den aftvinge. Det var for Os, at disse Mænd, hvis Alder vilde Roe, hvis Adspredthed i de afgrændsede Bygder og fjernt adskilte Stæder, at hver holdt sig for sig selv, og hvis Uvanthed til at gribe ind i politiske Bevægelser synes at opfordre til at lade den tilsyneladende Overmagt raade med Skjebnevælde – det var for Os, at De lode alt dette intet betyde – at de ringeagtede den Røst, som kunde raade til at blive siddende for at redde hvad reddes kunde af eget Velvære, forat bøde paa de Formuesbrist, som de sidste Aar havde tilføjet Alle – det var for Os, at de indlode sig i dette Vogespil, hvori Alt var sat mod Alt, men hvori dog selve Tabet vilde være Ære. Landets Natur var som forvandlet under denne mægtige Aand. Den hindrede ikke mere end Fjeldrækkerne hindre Ørnene fra at sænke sig i hvilkensomhelst af de dybe Dale. De slappe, afskaarne Forbindelser spændtes. Landet var som den strengfulde stemte Harpe, hvorigjennem det mindste Anslag toner.


64 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

Dette gjorde Fædrene for Os – dette og mere; thi de vidste, at den nye Frihed skulde æske flere Offre end der behøvedes forat vinde den. Og de have ikke ophørt med disse Offre. Fædrene have vundet Friheden togange. Først med Blodet og siden med Formuen. Først med Modet og siden med Ædelmodet. De indtoge Tinden og befæstede den. De vunde Klenodiet og udjevnede Banen dertil for Os – den Bane, de selv maatte gjennembryde med Sved og mærke med Blod. Dog har Friheden betalt dem. Det var som om den i Norge fandt sin forudberedte Jordbund. Den har forlængst betalt dem. – Mange faldt med Sejerskriget i Ørerne – paa det ere de opstegne forat see Fædrelandet lykkeligt. Ingen er siden død uden at have seet Fædrelandets unge Glands voxende, voxende ilsomt som Dagbrynet over Aasen – med det bristende Øje paa Frihedspagten have de takket den Almægtige fordi han lønnede Opoffrelserne med Velsignelse. De Fleste leve endnu, og leve forat velsigne det Øjeblik, da de besluttede sig til at voge, at offre, at lide, at bløde for det Norge, de ei ventede selv at opleve nogen Lykke i.

«Vi, Brødre, ere Mellemleddene mellem hine Frihedens Skabere og Ætterne, der skulle nyde dens modne Frugter.»

Dette er det Sind, som tør paakalde Friheden. Denne Fjernhed fra al Egoisme er dets Væsen, og det som gjør Friheden himmelsk og omgiven med religiøs Majestæt. Men dette Sind tilhører ikke Farens Stund og Blodvidnerne alene. Det har ikke sin Rod i nogen Spænding over det sunde Hjertes almindelige. Vi have ikke modtaget i den dyrekjøbte Arv en død Skat, eller Noget, der ikke kan eller bør modtage nogen højere Udvikling. Saaledes er det ikke at vi sværge til Forfatningen. Vi, Brødre, ere Mellemleddene mellem hine Frihedens Skabere og Ætterne, der skulle nyde dens modne Frugter. Ligesom Fædrene for Os, maae vi arbeide for Ætten – glade hvad enten det skal tillades os som Oldinger at udhvile os mellem en taknemlig Efterslægt, der nyder Frugterne af vort Virke, eller om vi først i en endnu friere Tilstand skal forhøje vor himmelske Lyksalighed med Glandsen af vort jordiske Fædrelands.


HENRIK WERGELAND 1835 *  65

At tabe sig Selv i sit Formaal – det er Begeistringen. Her er Formaalet rykket ud over vor Tid. Den Frihed, hvortil en ubetvingelig Attraae driver os – den vi med drømmende Vellyst udbilde os – er en anden, end den, der er disse Dages Hæder. Men med klar Sands see vi, at en Alder er forjettet den, hvori den vil kunne udfolde sig i al sin store Sandhed og yndige Fantastiskhed. Derfor slukke vi ikke dette Blussende; thi det udgløder det Egoistiske af vort Væsen. Derfor pleje vi disse Frihedsidealer; tillade ikke kummerlige Erfaringer at overhølje disse Smiil fra et bedre Væsen med sine Taarer, at skysløre disse Glimt af en højere, i Ideen og Tilkommelsen ikke mindre sand Verden. Bygger Ynglingen i Hjerne Slot for Frihedens Idee, Mand, da skal du Borgen værne  Som en Drage Fepalæ! Gamle Hvide,  Du skal stride,  gjøre Graven til Tropæ.  Trylleborgens Herskerinde  er jo, Aand, din Aandebrud.  Kjæmp, at hun sit Hjem kan finde trygt paa Jorden som hos Gud!  Englefulde Himle rulle  der for hendes Fødder ud. Se de Himle skal du dele, om du hende Jorden bød! Himlens Datter vil jo dvæle  som din Viv i Hyttens Skjød.


66 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

Kamp hun vejer, op med Sejer, og med Salighed din Død.  Hun med Tro betaler Ahnen, med Triumfens Jubel Qval.  Hun din Gravhøi til Altanen  gjør for eders Bryllupshal.  Under denne  Dig og Hende  frelste Aander hylde skal.  Dog til arme Dødelige  beiler selv saa riig en Brud?  Sjel, du blues forat stige fra din ringe Hytte ud,  for til Frihed  blive viet  i dens Himmerig af Gud. – SOM YNGLINGE kunne vi for Efterslægten, for Andre end os Selv og for

Friheden saaledes at vi af den nærværende udvikle en, der mere nærmer sig dens højeste Idee, intet Bedre gjøre end at nære Frihedssindet og at være os den Begeistring, som dette er i sin Reenhed, bekjendte. Luft for denne Flamme! Intet Stængsel for disse Straaler fra Sjelens Indre! De maae søge Menneskehjerterne – i disse Dyb ville de besvangrende sænke sig. Det maa være en given Sandhed for Verden og en Erfaring for hver Æt, at den kommende er mere frisindet end den selv var. Faderen maa trøste sig over at ikke Han har gjort nok ved at Sønnen vil gjøre mere. Han maa vide, at Sønnen i samme Forhold er større Enthusiast end han var som Friheden har udviklet sig siden hans Puls slog i samme Takt, og siden han greb i samme Aare, der driver Menneskeheden frem gjennem Tiden mod dens Atlantica.


HENRIK WERGELAND 1835 *  67

Dette sagt, Brødre! og vi vide, at det er ikke for os Selv at vi feire denne Fest. Vi feire mere det Forbigangne og Tilkommende end det Nærværende. Vi ville fæste Efterkommernes Øine paa Os som værdige til at overlevere dem Friheden meer fuldkommen end vi modtoge den fra Fædrene. Det Frihedstræ, vi fryde os om, skal ikke være af disse Underhavens forstenede, hvor Frugterne kun til Øjenlyst ere Diamanter og Rubiner; men et, der lædsker og nærer, forædles, voxer og voxer til en Ygdrasil, der omskygger Verden. Det er ikke en Fest for den taabelige Stolthed, at kunne skjænke disse Arvklenoder ligesaa ufrugtbare, forældede og koldtglimrende til Ætlingerne. Ikke en Stagnationens Fest, dette Dynd hvori Menneskeheden og alt Godt bliver hængende, dette en seendrægtig Frihedsvaars Tælegrøp, hvori Norge lettelig skulde nedsynke. Det er en Fremskridningens Fest, ikke det Nærværendes, denne Overgangstypus, vi feire. Saaledes Brødre – hvilken Hellighed i vor Glæde! Saaledes tilhøre vi Dagens Idee ganske. Vore herligste Idrætter skulle kun være som udstraalede af den. Hvilken Spænding i vor Energi! Thi hvorledes skulde vi turde vove at meddele Efterslægten – den vi, i Fædrenes Billede skulle arbeide for – Friheden unyttet eller endog nedværdiget og bedækket med Forhaanelser?

«Disse Pocaler ere ikke Glemselsvalmuer. Dette Flag vajer ikke forat blænde os med sine kjære Farver eller forat tilsløre vore Klager.»

Op! op! Brødre – det er paatide at vi bekjende. Disse Pocaler ere ikke Glemselsvalmuer. Dette Flag vajer ikke forat blænde os med sine kjære Farver eller forat tilsløre vore Klager. Ve! jeg hører det udhvine sine i Luften. Lader dem ikke komme til Efterslægten – de skulle forstyrre os i vore Grave. Thi det var det Mindste vi kunde gjøre for Ætlingerne mod hvad Fædrene gjorde for os, at vi pletløst afgave Klenodiet vi modtoge – at vi vare flittige i at blanke dette vaulundgjorte Overflødighedshorn, naar vi mærkede at Luften var svanger med Elementer tilbøjelige til at anløbe det.


68 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

Dette er vort Livs Opgave, men paa denne Dag skeer det, at Klenodet fremstilles skinnende for Folket. Lader os da bekjende, at denne Dag er os vigtig – at den ikke udtømte sig med den Rigdom den udrystede hint mindeværdige Aar, da Normannafolket følte en Revolutions Bølgeslag i sine Aarer. Hvert Aar kommer den som Forfatningens Nytaarsdag. Thi visselig den aabner et Aar, i den Mening nyt, at nye Udviklinger af Forfatningen lægges for Dagen ligesom Rødmen stiger i Kinderne, og Musklerne svulme om den frodige Yngling. Ja en Nytaarsdag, thi det nye Bedre, som de svundne Aar have overtydet os om ligger i de kommendes Skjød, er ikke længer det Gamle, og hver 17de Mai slaaer op et nyt Blad i Forfatningens Fortolkning … En Nytaarsdag; thi da bringe vi Alle Constitutionen vore Hilsener, vore Ønsker, at den maa trives og voxe, og vore KjerlighedsGaver i et frimodigt Aasyn, i et reent og uegennyttigt Sind, i trofaste Løfter, i mandigt Ord og Bedrivt. Dette tør vort gamle Samfund sige. Dette siger jeg i dets Navn, Brødre! Er det ikke fra Fjeldets Tinder og Huler at de Storme fare, der lader Træet friste hvad Løv det bærer: fast og livsfrodigt eller visnende og falskt? Storme nedbrøde fra Throntinden og fra Hulerne derunder hylte de som Dæmoner mod vort Frihedstræ, og mange Blade, hvorpaa Vaarens Glands end laae og som det nærede fra sin Rod, stode ikke sin Prøve, men faldt til Jorden til Leeg for uslere Vinde. Men vort Samfunds Brødre vare de ikke som de livsfriske Blade, der holdt Stand i Stormen? deres sammenknyttede Hænder som Frihedstræets faste slyngede Grene? Bægerne, de opløftede, ligesom Blomster, der med sød Trods netop hvælve sig sammen og ville ikke give Slip paa Duggdraaben under Stormen. Denne er sagtnet. Det hviner ikke længer i Bladene, hvoraf hvert af vore Hjerter er et. De affaldne omtumles foragteligen paa Jorden. De, der holdt sig, glindse og suge sin Næring i Fred, og en mild Aftenluftning toner igjennem dem … Denne Aftens Luftning toner igjennem Os … Aftens? O, denne Dag tilhører sig selv alene, delende to af Fædrelandets Aar … denne Aften er det kommendes Morgen. Disse de lykkelige Borgeres Glædesblus ere Stjerner over et nedsjunket lykkeligt Aar. Disse Himmelens Stjerner ere Morgengryet for et kommende end lykkeligere. Det begynder imorgen. Denne Dag staaer ensom i sin Høihed. Den tilhører


HENRIK WERGELAND 1835 *  69

ikke Religionen, ikke Erhvervet, ikke de sandselige Glæder. Delt imellem Mindet og Forjettelsen synes den halvt at tilhøre Jorden halvt Himlen. Denne Qvel med sine Stjerner er et kommende Lykkeaars Morgen med sit buede Dagbryn over Fædrelandet. Derfor – Brødre – vi ere aarle ude for at hilse dette Aar, der skal indgyde Friheden ny Marg, give Forfatningen nye Tryllerier for Hjerterne. Sønner af gamle Norge! Børn af den unge Frihed! af denne Gudinde, som opsteg af Oceanet, der overskyllede den fordærvede gamle Verden og endnu bryder imod dens undergravede Pillarer, – hvert af vore Hoveder være en af disse kjække Bølger! Lad dem knuses, om det skulde være nødvendigt; thi det er Aanderne eget, at Døden er kun Eens, Seiren vis og Alles. Vort Blod gjennemruller ikke raskere vore Aarer, vort hele Legeme tiltager ikke igjennem Ynglingealderen uden forat minde os om at Aanden ligesaalidt taaler Stillestand som Tilbagegaaen, og om at Forbedringerne, Udviklingerne er vor Sag. Derfor lader os fremkalde vor Vilje! lader os bede til vor Kraft! Thi dem er det Gud engang for alle har anbetroet Friheden og Fædrelandet. Forfulner vor Vilje, indtørker vor egen Kraft – da skulle hverken Englenes Legioner komme; og heller ikke, om de kom, skulde de kunne frelse det Forraadte. Men brænder Frisindet og Fædrelandskjærligheden, skulle selv de Skjebner, Himlene forbeholdt sig selv at tilskikke vort Land, ikke være andet end det ædle Aasyns mørke men forbifarende Skyggedrag. Regnsvangre Skyer over den nedslagne Sæd føre ikke længer noget Triumftog over Norge. Thi Udholdenhed er den naturlige Skal om den Frisindedes Mod. Elementerne ere ikke frygtede Fiender længer; thi Norges Aander have følt, at de voxede under Kampen mod dem, og de erkjende, at Friheden, ved den Ret der er den fribaarne Nordmands paathinge, erstatter rigeligen enkelte Aars Nederlag i Striden mod de voldsomme Floder, mod Havet, Lavinerne og Klimatet. Men Himlen vil være barmhjertig mod dem, der gave Slip paa mange af Jordens Goder, for det ene himmelskes Skyld: for Friheden. Men hvad der beroer paa os Selv – lader os sværge, at vinde det: Oplysning, denne Frihedens Lyssfære: Medborgersind, dette Frihedens Styrkesbelte: Oprigtighed og Uforfærdethed, denne Frihedens Veltalenhed: Flid, dens Haand, og Hæder, den Dragt, som tilhører den!


CHRISTIAN MICHELSEN

Konsulatloven Odelstinget, 18. mai 1905

Leve Norges konge og dronning! Kristiania, 25. november 1905


CHRISTIAN MICHELSEN (1857–1925) Christian Michelsen var skipsreder fra Bergen og satt på Stortinget for Venstre fra 1891. I 1905 ble han Norges suverene leder, som loset landet gjennom unionsbrudd, Karlstad-forhandlinger og kongevalg, ombrust av hyldest både da og siden. Han ble ansett som konservativ – men det falt på ham å føre oss gjennom det nærmeste vi har vært en revolusjon, uten kamp og krig, med et enig folk i ryggen. Michelsens største aktivum som leder var stor sjarm og uvanlige evner til å «snakke med folk», bygge tillit og vinne oppslutning. Han var en fremragende taler, med varm bergensk stemme. Erfaring fra forretningslivet hadde gitt ham en finstemt sans for å ta kjappe og dristige avgjørelser. Grundig arbeid med saker og nyanserte overveielser var ikke hans stil. Alt dette gjorde ham til situasjonens herre i 1905. Michelsen kom med i Francis Hagerups (H) samlingsregjering i 1903. Den hadde én stor sak på programmet: å forhandle frem et eget norsk konsulatvesen, som kompromiss i den lange striden om ansvarsfordelingen mellom Sverige og Norge for unionens utenrikspolitikk. Nøkternt vurdert var det en liten sak, men den hadde fått symbolstatus – og liten tue kan velte stort lass. Den som veltet lasset og ødela unionen, var den svenske statsminister E.G. Boström med sine «lydrikepunkter». Hele regjeringen Hagerup innså at nå måtte unionen avvikles. Men Hagerup og hans kollega Sigurd Ibsen (Henriks sønn) la avgjørende vekt på at det måtte skje i rettslig uangripelige former, ikke ved selvtekt i brudd på folkeretten. Michelsen var jurist som dem, men fremfor alt kjapt agerende forretningsmann, så han ønsket aksjon straks og brøt ut av regjeringen, som dermed ble sprengt. 11. mars 1905 dannet han selv en samlingsregjering. En mektig nasjonal bølge gikk over landet den våren, og Hagerup ble isolert også i sitt eget parti. Da forslaget om en ensidig norsk konsulatlov kom opp i Odelstinget 18. mai, ble det forventet at ingen skulle ta ordet, for å vise samhold – også Hagerup hadde lovet å stemme for. Men han følte det som en samvittighetssak å ta ordet og advare mot at det her ble agert i strid med Grunnloven og folkeretten. Det var til Hagerup («representanten fra Kristiania») at statsminister Michelsen rettet den talen vi gjengir – men den viser også hvor verdig og samlende han kunne opptre som leder.


176 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

JEG HAVDE HAABET, at man havde kunnet følge specialkomiteens ærede

formand i hans anmodning om ikke at foranledige nogen større debat idag. Men en del af de udtalelser, som faldt fra den ærede repræsentant fra Kristiania nøder mig til at sige nogle ganske faa ord. Jeg vil da faa lov at bemerke, at jeg kan forstaa, at den ærede repræsentant ud fra sine forudsætninger og i overensstemmelse med sin politiske fortid finder, at han ikke godt kan indtage et andet standpunkt end det, han konkluderede med. Men jeg maa erkjende, at det var mig en bitter skuffelse, at den ærede repræsentant til motivering af dette sit standpunkt kom ind paa omraader, som jeg mener, vi alle burde have holdt os fri for under denne debat. Jeg tror, det er baade upaakrævet og uberettiget, at man under diskussionen i denne forsamling om et lovforslag, som ikke gaar ud paa andet end i overensstemmelse med Norges grundlovmæssige ret at vedtage oprettelsen af eget norsk konsulatvæsen, fører debatten ind paa konsekvenser, som dels ligger langt udenfor forfatningen, dels forudsætter en voldsom konflikt med et andet land. Det behøver ingen videre paavisning, hvor lidet dette emne og disse konsekvenser egner sig til offentlig diskussion for aabne døre paa dette stadium i denne forsamling. Jeg tror en saadan debat er uden sidestykke i nogen nationalforsamling. Den ærede repræsentant kan være sikker paa, at dette forhold til det andet land, den konflikt, som deraf kan opstaa, de konsekvenser, som det kan medføre, det er ting, som vi alle hver for sig grundig har gjennemtænkt og overveiet, og som vi har anseet det for vor bydende pligt at samraade os om; men vi staar ikke op i Norges odelsting og aabner en debat, som kan indbyde til saadanne konflikter. Jeg vil ikke følge den ærede repræsentants eksempel og gaa nærmere ind paa dette; jeg haaber, at debatten ikke skal føres videre ind paa disse vovede omraader.

«Aldrig har det norske folk staaet fastere og enstemmigere om en stor sag og aldrig har denne enstemmighed faaet klarere og mere utvetydige former.» Men jeg vil faa lov til endnu at sige nogle faa ord. Den ærede repræsentant understregede en række aldeles selvfølgelige ting og sagde, at hvis bruddet kom, saa var vi forpligtede til at overveie alle disse konsekvenser,


CHRISTIAN MICHELSEN 1905 *  177

som kunde blive en følge heraf. Ja, hr. præsident! jeg gjentager: det er min overbevisning, at alle disse konsekvenser er gjennemtænkte og overveiede under fuldt ansvar. Specialkomiteen har paa den grundigste og mest indgaaende maade gjennemtænkt og veiet alle følger og alle eventualiteter, og efter at have veiet til alle sider fattet den beslutning, som den troede var den rigtige og til fædrelandets gavn. Regjeringen har havt anledning til at deltage i disse overveielser; ogsaa den har med det alvor og under det ansvar, som situationen kræver, forsøgt at se sagen fra alle sider, og den har i samarbeide med specialkomiteen enstemmig sluttet sig til forslaget, som det nu foreligger. Vi har den sikre overbevisning, at denne tilslutning ogsaa deles af hele det norske folk. Den ærede repræsentant udtalte, at han ud fra sine forudsætninger ikke kunde lægge nogen vegt paa uansvarlige opinionsytringer og øieblikkelige stemninger i pressen og fra andre korporationer udover landet. Jeg tror, at disse hans udtalelser mere end noget andet viser, hvor lidet den ærede repræsentant for øieblikket staar i rapport med, hvad der i de sidste maaneder har rørt sig dybest og inderst i det norske folk. Thi havde han det, vilde han forstaaet, at her er ikke tale om uansvarlige opinionsytringer og øieblikkelige stemninger, men om en dyb og maalbevidst politik, som det norske folk fuldt ud har gjennemtænkt, og hvoraf det er villigt til at tage alle konsekvenser. Aldrig har det norske folk staaet fastere og enstemmigere om en stor sag og aldrig har denne enstemmighed faaet klarere og mere utvetydige former. Havde vi nu kunnet gaa til valg, skulde dette nok vise sig. Det kan være rigtigt i en akademisk diskussion at opkaste en række juridiske og formelle betænkeligheder af den art, som her er gjort; men skulde et folk i et stort historisk øieblik lade sig hindre af den slags juridiske og formelle betænkeligheder, saa vilde det aldrig naa frem, hvor det gjaldt at gjennemføre en stor sag. Vor forfatning kjender desværre ikke nogen opløsningsret, men saa har folket havt andre former, hvori det har tilkjendegivet sin vilje og sin beslutning – saa ingen kan tvile om stillingen. Derfor ved vi ogsaa, at vi har hele vort folk i ryggen, naar vi idag anbefaler en beslutning, som vi opfatter som en pligt mod fædrelandet. Vi vil ikke noget brud, vi ønsker ikke at foranledige nogen konflikt med vor unionsfælle, vi gaar vor grundlovmæssige, den rake og lige vei for at gjennemføre vor ret, og bliver bruddet os paatvunget, saa er vi ogsaa beredt at tage alle konsekvenser. Det er denne norske politik, som har samlet alle partier, og som har faaet sit udtryk i den foreliggende indstilling. Jeg


178 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

tror, at alle vi, som af vor fuldeste overbevisning tilraader denne beslutning, handler under fuldt ansvar. Vi har ikke gaaet til denne beslutning i blinde; vi ved, at stillingen er alvorlig, men vi har en sikker overbevisning om, at vi ved at anbefale denne beslutning gjør vor pligt mod fædrelandet. – Dette er, hvad jeg i dette øieblik anser det paakrævet at udtale om sagen. Til flere enkeltheder i den ærede repræsentants foredrag skal jeg, hvis det absolut fornødiges, komme tilbage senere. Michelsens dristighet kom klarest frem i 7. juni-beslutningen. De knuter som Hagerup ville løse opp på rettslig korrekt vis, hugg Michelsen over med ett sverdslag – unionen ble likvidert i en bisetning. Det skapte unektelig fare for krig, men faren ble heldigvis avverget av svensk tilbakeholdenhet. Unionsoppløsningen ble bekreftet med overveldende flertall i norsk folkeavstemning 13. august, og i slutten av august begynte forhandlingene i Karlstad om boavviklingen. Michelsen førte dem med mesterskap og fikk avtalen godkjent i Stortinget, men nå med en del motstand både i tinget og folket. Han agiterte sterkt for at det uavhengige Norge fortsatt skulle være et monarki, og for at prins Carl av Danmark skulle bli norsk konge. Også dette fikk stort flertall i en ny folkeavstemning, og kongevalget i Stortinget 18. november ble enstemmig. Michelsens velkomsttale til vår folkevalgte konge er blitt en like klassisk tekst som Georg Sverdrups tale til vår første folkevalgte konge på Eidsvoll i 1814.

HERRE KONGE!

Paa den norske regjerings vegne og i det norske folks navn bringer jeg vort unge kongepar den første hilsen på «Heimdal»s dæk under det frie Norges trefarvede flag. I snart 600 år har det norske folk aldrig havt sin egen konge. Aldrig har han helt været vor egen. Altid har vi maattet dele ham med andre. Aldrig har han havt sit hjem iblandt os. Men der hvor hjemmet er, der bliver også fædrelandet. Idag er det anderledes. Idag kommer Norges unge konge for at bygge sit fremtidige hjem i Norges hovedstad. Kaaret af et frit folk til som fri mand at gaa i spidsen for sit land, skal han blive helt vor egen. Atter skal nordmændenes konge blive det sterke, samlende merke for al national gjerning i det nye selvstændige Norge. En gang skal hans og vor fædrelandsfølelse også blive én.


CHRISTIAN MICHELSEN 1905 *  179

Stille og varmt skal kongens kjærlighed til sit nye fædreland spire og vokse, medens han gjør sin store og ærefulde gjerning i troskab mod land og folk. Rigere og varmere skal den strømme os imøde, efterhvert som kongen vokser sammen med sit folk med dets nationale liv i fortid og nutid, med dets kaar og arbeide i gode og onde dage. Enkel og jevn som folket selv vil han øve sin kongelige gjerning blandt os. Saaledes skal vor lykke og vor ære også blive hans. Det norske folk elsker sin frihed og uafhængighed, sit selvvundne selvstyre over alt andet. Sammen med folket selv at verne og hegne herom vil være kongens ære og største glæde. Derfor vil idag det norske folk med jublende glæde hilse eder velkommen i det hjertelige ønske: Leve Norges konge og dronning!

«Stille og varmt skal kongens kjærlighed til sit nye fædreland spire og vokse, medens han gjør sin store og ærefulde gjerning i troskab mod land og folk.»


VIDKUN QUISLING

Den nasjonale regjering har overtatt makten NRK radio, 9. april 1940


VIDKUN QUISLING (1887–1945) Vidkun Quisling, fører for mini-partiet Nasjonal Samling, hadde hatt møter i Berlin med Hitler ti uker før angrepet på Norge, for å påvirke ham til å «komme England i forkjøpet» og sikre seg tyske marinebaser i Norge. Han ble bønnhørt. Etter tyskernes innmarsj 9. april besluttet Quisling å gjøre statskupp og utrope seg selv som statsminister. Han leste opp sin tale i NRK, som uten motstand slapp ham til ved mikrofonen. Talen vakte almen forbitrelse i den norske politiske toppledelsen, som hadde måttet søke sikkerhet i Hamar og Elverum – og bidro til at den ble stivet opp i sin motstandsvilje. Også i Berlin ble man raskt klar over at kuppet virket slik, så Hitler lot Quisling falle (15. april). Men han kom tilbake som «ministerpresident» 1. februar 1942 – i realiteten under tysk overformynderi. Høsten 1945 ble Quisling anklaget for landsforræderi, dømt og henrettet.

NORSKE KVINNER OG NORSKE MENN!

Proklamasjon til det norske folk: ETTER AT ENGLAND har brutt Norges nøytralitet ved å utlegge minefelter i

norsk territorialfarvann uten å møte annen motstand enn de vanlige intetsigende protester fra regjeringen Nygaardsvold, tilbød den tyske regjering den norske regjering sin fredelige hjelp ledsaget av en høytidelig forsikring om å respektere vår nasjonale selvstendighet og norsk liv og eiendom. Som svar på dette tilbud om løsning av en for vårt land helt uholdbar situasjon, har regjeringen Nygaardsvold iverksatt alminnelig mobilisering og gitt den hensiktsløse ordre til de norske stridskrefter å motsette seg den tyske hjelp med væbnet makt. Selv har regjeringen flyktet etter således lettsindig å ha satt landets og dets innbyggeres skjebne på spill. Under disse omstendigheter er det den nasjonale samlingsbevegelses plikt og rett å overta regjeringsmakten for å verne om det norske folks livsinteresser og Norges sikkerhet og selvstendighet. Vi er de eneste som i kraft av forholdene og vår bevegelses nasjonale mål kan gjøre dette og derved redde landet ut av den desperate situasjon som parti-politikerne har ført vårt folk opp i.


264 *  TALER SOM FORANDRET NORGE

Regjeringen Nygaardsvold er trådt tilbake. Den nasjonale regjering har overtatt regjeringsmakten, med Vidkun Quisling som regjeringssjef og utenriksminister, og med følgende andre medlemmer: Professor Birger Meidell, kirke- og undervisningsminister. Politisjef Jonas Lie, justisminister. Dr. Gulbrand Lunde, sosialminister. Direktør Albert V. Hagelin, handels- og forsyningsminister. Arkitekt Tormod Hustad, landbruksminister Professor R. Skancke, arbeidsminister. Godseier Fredrik Prytz, finansminister. Major R. Hvoslef, forsvarsminister. Alle nordmenn oppfordres til å vise ro og besindighet i denne for vårt land så vanskelige situasjon. Ved felles anstrengelser og alles godvilje skal vi berge Norge fritt og frelst gjennom denne svære krise. Jeg tilføyer at slik som situasjonen har utviklet seg, er enhver fortsatt motstand ikke bare nytteløs, men direkte ensbetydende med kriminell ødeleggelse av liv og eiendom. Enhver embedsmann og andre stats- og kommunale tjenestemenn og i særdeleshet alle vårt lands offiserer i hær, marine, kystartilleri og luftvåben er forpliktet til å lyde ordre utelukkende fra den nye nasjonale regjering. Enhver avvikelse herfra vil medføre det alvorligste personlige ansvar for vedkommende. Forøvrig vil det bli gått rettferdig og hensynsfullt frem mot alle landsmenn.

Profile for Forlaget Press

Taler som forandret Norge  

Fra Christian Magnus Falsen via Fritjof Nansen, Haakon VII og Haakon Lie og frem til i dag: Dette er boken som tar for seg de avgjørende øye...

Taler som forandret Norge  

Fra Christian Magnus Falsen via Fritjof Nansen, Haakon VII og Haakon Lie og frem til i dag: Dette er boken som tar for seg de avgjørende øye...

Advertisement