Page 1

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal


www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal


A ndre a s F ug l T h øg ersen

AMERIKA

UNDER HUDEN Et roa dt rip M ED F OTO G R A F I ER A F M A R T I N B U B A N DT

Gy ldenda l

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 3

22-02-2012 07:45:11


·1·

Det amerikanske dilemma

September 2011, New York City, New York

Dette er en fortælling om et fantastisk, fascinerende, forvirrende og af og til brutalt land, de kalder Amerika, og om hvordan spørgsmålet om race og etnicitet på ondt og godt farver amerikansk kultur, identitet og selvforståelse. Det er en beretning om et samfund, der historisk set har orkestreret afstumpede overgreb på mennesker, alene fordi de så anderledes ud end flertallet, og som i mange år bogstaveligt talt har delt verden op i sort og hvid. En nation, som den dag i dag kæmper ikke bare med at hele fortidens sår, men også med nye gnidninger – og rendyrket diskrimination og racisme – imellem grupper med forskellige hudfarver. Samtidig er det en historie om et land og folk, som i 1950’ene og 1960’erne, da borgerrettighedsbevægelsens kamp for sorte amerikaneres rettigheder toppede, inspirerede verden til at tro på, at mennesker faktisk kan leve sammen, upåagtet hvor forskellige de er, og som i dag på mange måder er mere tolerant og nysgerrigt, end de fleste andre lande og folk i verden er det. Og i øvrigt en nation grundlagt på ædle og efterstræbelsesværdige principper om lighed og frihed af udvandrere, som engang rev sig fri af det reaktionære, udemokratiske og klasseopdelte Europa. Denne dobbelthed, på den ene side det progressive og inspirerende Amerika og den vidunderlige amerikanske idé om demokrati, og på den 7 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 7

22-02-2012 07:45:11


anden side den årelange, konkrete undertrykkelse og diskrimination af bestemte befolkningsgrupper, er, hvad den svenske økonom Gunnar Myrdal døbte det amerikanske dilemma, da han i 1944 i samarbejde med Carnegie Fonden udgav sin omfattende og højt respekterede analyse af racerelationer i Amerika. Værket, der udkom på et tidspunkt, hvor sproget blev afkodet på anden vis end i dag, hed netop: An American Dilemma: The Negro Problem and Modern Democracy. Gunnar Myrdal var, på trods af al den grusomhed, han havde set på sine rejser rundt i Sydstaterne, drab, voldtægt, justitsmord og udstødelse af sorte amerikanere, optimist på Amerikas vegne. På folkets vegne. Han troede på, at der her var en nation, som ad åre ville udvikle sig og være i stand til at leve op til egne smukke idealer og inkludere alle. Da Barack Obama i 2008 vandt præsidentposten, så det da også et øjeblik sådan ud. Manden selv har understreget igen og igen, at han naturligvis er præsident for alle, og i den forstand spiller race ikke en rolle, det er ikke hans mørke hud, som definerer hans politiske evner, men i lyset af historien var det valg et stort skridt, netop fordi det kunne lade sig gøre, upåagtet hans hudfarve, for en sort mand at vinde. Da euforien havde lagt sig, stod det dog klart, at Amerikas problemer, herunder de racemæssige spændinger, ikke bare forsvandt med et puf. I år forsøger en mere gråsprængt Barack Obama så at gøre op med den udbredte forestilling om, at han er en skuffelse, og blive genvalgt. Pladsen i historiebøgerne kan ingen tage fra ham, hvad end resultatet af det amerikanske præsidentvalg 2012 bliver. Men uanset hudfarve, køn, religiøs overbevisning og navn, skal den næste præsident forholde sig til et land i strid med sig selv og et folk midt i forandringer af en noget anden slags, end den change, der blev uddelt løfter om under Barack Obamas valgkampagne i 2008. Der er den voldsomme økonomiske krise og den deraf følgende arbejdsløshed. Der er den konservative Tea Party-bevægelse, som ønsker lavere skatter og mindre stat, og som i eget billede er sande patrioter, der beskytter deres land mod ødelæggelse, forårsaget af bureaukrater og 8 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 8

22-02-2012 07:45:11


venstreorienterede levebrødspolitikere. En bevægelse opkaldt efter The Boston Tea Party, en gruppe indbyggere i Boston, som i 1773 smed importeret te i byens havn i protest mod, at den britiske kolonimagt pålagde dem at betale skat af teen – bevægelsens medlemmer mente ikke, at kolonialisterne havde ret til at udskrive skat i den nye verden. Der er den modsatrettede trækken mod venstre, som den kommer til udtryk i dele af det Demokratiske Parti, og i mere radikal grad i folkelige bevægelser som Occupy Wall Street, der bekæmper big business, og hvad der opfattes som de multinationale selskabers overforbrug, udbytning og uansvarlighed. Der er afstanden mellem by og land og mellem Nord og Syd, der er den massive indvandring fra især Mexico, og der er ikke mindst den kendsgerning, at Amerika, selv efter landets første sorte præsident er tiltrådt, stadigvæk de facto er raceopdelt. Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på, at samlivet imellem alverdens hudfarver og etniciteter fungerer godt, og den store amerikanske middelklasse består af både sorte og hvide, men der er også en underklasse, i mangel af et bedre ord, i Amerika, som er disproportionalt sort. Problemet fremstår konkret – synligt – i enhver af landets storbyer. Fra Watts i Los Angeles til Englewood i Chicago, det amerikanske landkort er fyldt med fattige, nedslidte kvarterer, hvor der udelukkende bor afrikansk-amerikanere eller Hispanics, ghettoer domineret af kriminalitet, vold, stoffer og udstødelse. Enorme boligblokke, hvor livet går med akkurat at klare sig til næste dag, og hvor drømmen om en bedre tilværelse har udviklet sig til et mareridt. Her er stort set ingen social mobilitet. Det hele er forbundet, og selve den amerikanske identitet udfordres i disse år. Testes. For hvis ikke befolkningen i Amerika på tværs af alverdens forskelligheder, kan blive enige om én ting, nemlig at de, uanset hvad, i hvert fald alle er amerikanere, at de tror på ideen og på værdien af at kæmpe for at virkeliggøre Uafhængighedserklæringens ord om lighed for alle og den umistelige ret til “life, liberty and the pursuit of happiness …”, og hvis ikke det amerikanske folk i det mindste bevarer den særlige tro, der er rodfæstet i landets enestående immigranthistorie, på, at netop de altid kan begynde forfra, genopfinde sig selv, gribe 9 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 9

22-02-2012 07:45:11


livet, og at i morgen altid har potentiale til at blive bedre end i dag, hvad er der så tilbage? Hvad er det så for en lim, Amerika holdes sammen af? Denne fortælling er en rejse ind i Amerikas mørke hjerte, helt derind, hvor alt det grimme, racismen og hadet, gemmer sig, men den er også et møde med et smittende, energisk Amerika og en stribe hårdtarbejdende, inspirerende amerikanere, der ikke er bange for problemerne, og som tror på en bedre fremtid. Hovedsporet er en redigeret og omskrevet udgave af en tesis om race i Amerika, altså en afsluttende opgave, jeg afleverede på Columbia University, The Graduate School of Journalism, i 2009, for at få en mastergrad i journalistik og amerikansk politik. Hertil kommer optegnelser fra opdagelsesrejser ind i det amerikanske, foretaget i de seneste knap 25 år. Et mangeårigt roadtrip i ord, som nævnt i flæng er skrevet sammen i løbet af søvnløse blå nætter på moteller i Alabama, Mississippi og Tennessee, i skarpt orange daggry på hoteller i Chicago og Boston og sepiatonede eftermiddage i private hjem i New York City og Los Angeles, og – ikke mindst – i København. For nok er dette historien om det farverige Amerika, men det er også fortællingen om en stormagt med forgreninger til resten af verden. På trods af den økonomiske krise, de globale skift i magtbalancerne og diverse kommentatorers travlhed med at udråbe afslutningen på det amerikanske århundrede, påvirker Amerika stadig alle os andre hele tiden. Fra kulturen til krigene, fra politikken til pengene, og det er derfor indlysende betydningsfuldt at forsøge at forstå land og folk. Her er spørgsmålet om race afgørende. Det er nøglen. Amerika er på godt og ondt besat af hudfarve. At undersøge, hvad folk i dette store land gør, når de forsøger at leve sammen på tværs og på trods, er at gribe fast om hjertet i det amerikanske korpus. Det, at verden på en gang er blevet vældig meget mindre og større, kald det globalisering, kald det lige, hvad du vil, betyder at også de europæiske nationalstater i den grad påvirkes udefra og forandres af møder – og sammenstød – imellem kulturer, religioner og folk. Grænseløst. Vi bor i hinandens lande i dag, både i konkret og abstrakt form. Den 10 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 10

22-02-2012 07:45:11


udvikling gør det ikke mindre væsentligt at prøve på at begribe, hvordan multikulturens moderland opererer. Indtryk og udtryk er samlet på en elegant bærbar computer, designet i Californien. En af den slags hjælpemidler, der med sine blanke flader af stål og diskrete materialevalg indgyder tillid og i et øjeblik får det til at virke, som om alt er muligt. Sagt med en let omskrivning af en mere prosaisk sætning hentet i forordet til forfatteren Tom Robbins rablende roman Still Life With Woodpecker fra 1980, en sætning, der i al sin ukuelige, vilde munterhed repræsenterer Amerika, når det er absolut bedst: “If this computer can’t do it, then fuck it, it can’t be done”.

11 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 11

22-02-2012 07:45:11


·2·

Spike Lee og

en Pontiac G6 med 252 heste Januar 2009, Washington D.C.

Fotografen og jeg kaster os hovedkulds ud i det mørkeblå menneskehav på Massachusetts Avenue i den amerikanske forbundshovedstad Washington D.C. Vi driver med strømmen, væk fra den hvide, knitrende kulde og den lysegule, lavthængende og forræderiske vintersol. Ind på Union Station, arkitekt Daniel Bernhams cremefarvede beaux-art-mesterværk fra 1908, der i dag står som et massivt symbol på amerikansk iværksætterånd og selvopholdelsesdrift. Forladt, vokset til med ukrudt og tæt på kollaps i 1970’erne, ikke smukt, bare sønderskudt, opgivet af befolkning og myndigheder, og så alligevel – en sidste øjebliks istandsættelse, som mod de berømte odds revitaliserede det imposante, gamle hus. Vi styrer ned mod biludlejningskontorerne, zigzaggende os igennem menneskekroppe i bevægelse og i alle former og farver. Vi passerer tre ældre sorte mænd med brede smil og trætte øjne, der lever af at pudse sko, en kinesisk indvandrerfamilie, som deler en hjemmelavet, soyaindsmurt risret fra en rød plasticpose, en hårdtarbejdende mexicansk afrydder med uren hud på stationens Center Café og en vinduesudstilling i en boghandel, der fejrer Barack Obama – Amerikas første sorte præsident. Hans brune øjne ser ud på alle, som går forbi. Den unge rødhårede kvinde med det irskklingende efternavn bag skranken er effektiv på en særlig amerikansk måde. Hurtige bevægelser,   Stars & Stripes, Washington D.C.

13

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 13

22-02-2012 07:45:16


et opkald til Mike på walkie-talkien, ingen øjenkontakt med kunden før det øjeblik alle papirer er underskrevne og nøglen udleveret. Here you go, Sir! Have a safe trip! Vi er på vej ud på de amerikanske landeveje for at undersøge, hvorfor spørgsmålet om race ikke bare spillede en afgørende rolle, da nationen Amerika blev født, men stadigvæk, efter alle disse år fortsat er så sprængfarligt et emne og helt afgørende for forståelsen af, hvordan det her land fungerer, og for den sags skyld ikke fungerer. Spørgsmålet om hudfarve er vævet tæt ind i det amerikanske kludetæppe. Det er den tråd, der binder land og folk sammen, og som derfor også er i stand til at trevle alting op. Vi vil rejse til en stribe af de byer og stater, hvor de væsentligste slag og konfrontationer i den amerikanske borgerrettighedskamp har fundet sted. Lige ind i hjertet af, hvad John Seigenthaler, der var justitsminister Bobby Kennedys rådgiver og fortrolige i et par skæbneår fra 1960-1962, kalder for “den mørke side af amerikansk kultur”, da vi møder ham i Nashville, Tennessee. Perioden fra først i 1950’erne til sidst i 1960’erne er et godt sted at begynde, hvis man gerne vil ind under huden, uanset hvilken farve den har, på Amerika. Ved at tage udgangspunkt i de års skelsættende konfrontationer kan man trække tråde både bagud og fremad. Begyndelse, midte og slutning er flydende begreber, fortid og nutid smelter sammen, når det handler om race i Amerika. Da den 14-årige sorte Chicago-dreng Emmett Till en augustdag i 1955 blev myrdet af hvide racister under en ferie hos sin familie i Mississippi, fordi han med et flirtende fløjt havde henvendt sig til en hvid kvinde i en købmandsbutik antændte det, sammen med en række andre begivenheder, naturligvis, den allerede ulmende borgerrettighedsbevægelse. Samtidig var drabet på drengen, hvis lig blev fundet i Tallahatchie River, bundet fast til en godt 30 kilo tung cotton gin, en maskine, der benyttes til at rense bomuld med, et vidnesbyrd om, hvor lidt Amerika havde flyttet sig, siden engelske kolonialister i Virginia i begyndelsen af 1600-tallet erhvervede sig de første afrikanske slaver og dermed bragte en grusom praksis fra den gamle verden med sig ind i den ny verden. 14 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 14

22-02-2012 07:45:16


Da den sorte politiker John Lewis, der i dag repræsenterer et valgdistrikt i Atlanta, Georgia i Repræsentanternes Hus i Washington D.C., som ung mand i 1960’erne stillede det spørgsmål, der siden blev et slags slagord for borgerrettighedsbevægelsen: “If not us, then who? If not now, then when?” og samtidig kastede sig helhjertet ind i den livsfarlige kamp for frihed og lighed, kom han ikke ud af ingenting. Han stod på skuldrene af giganter. Af almindelige mænd og kvinder før ham, som i stadigt stigende grad havde sagt fra over for det raceopdelte samfund. Det spørgsmål, han stillede, var i øvrigt heller ikke nyt, men inspireret af ord fra den jødiske lærde Hillel, som virkede omkring år 0. Da de to, i øvrigt jødiske, studerende Andrew Goodman og Michael Schwerner fra New York City, sammen med den sorte mand James Chaney fra Mississippi, blev skudt i Nebosha County i sidstnævntes hjemstat en junidag i 1963, fordi de rejste rundt og forsøgte at hjælpe den mestendels uuddannede sorte befolkning med at registrere sig som stemmeberettigede i statens valgdistrikter, mente de lokale hvide racister ikke, at de ved at slå de tre unge mænd ihjel havde begået en modbydelig og utilgivelig forbrydelse. De mente snarere, at de var i deres gode ret til at gribe ind over for, hvad de opfattede som utidig indblanding i lokale forhold fra storbyunge fra de nordlige stater. Dermed var deres handling – drabene – ifølge deres perverterede logik også en naturlig følge af konflikten imellem det nordlige og det sydlige Amerika. En konflikt, der har præget og formet nationen altid. Den kulminerede nok med borgerkrigen i 1861-1865, men spændingerne fortsatte under den såkaldte Reconstruction, som fulgte borgerkrigens afslutning i årene 1865 til 1877. På dansk en slags genopbygning, en æra, hvor Sydstaterne blev genoptaget i Unionen. I kølvandet på mordet på præsident Abraham Lincoln i april 1865 vedtog Kongressen en tilføjelse til forfatningen, der gav sorte amerikanere fulde borgerrettigheder, men i Syden var raceforfølgelsen stadig massiv (ikke, at den ikke også fandtes nordpå, det gjorde den) og nye racistiske love blev vedtaget. Det medførte, at Unionen med militær hjælp inddelte de sydlige stater i en række kontrollerede distrikter og ved tvang gav sorte borgere valgret og adgang 15 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 15

22-02-2012 07:45:17


til forskellige sociale ydelser. I nogle år dominerede Abraham Lincolns Republikanske Parti derfor i Sydstaterne, og flere steder blev sorte amerikanere valgt til politiske embeder. Det Demokratiske Parti, der i sin oprindelse var antiføderalt og imod slaveriets ophævelse og derfor stærkt i Sydstaterne, genvandt dog støt og roligt flere og flere magtbastioner, og i 1877, da de sidste af Unionens tropper trak sig ud af Syden, blev den sorte befolkning igen frataget retten til at stemme. Ligeledes, fra 1876 og frem, blev de såkaldte Jim Crow-love indført i en række stater sydpå. Love, der med udgangspunkt i ideen om separate but equal, altså adskilt, men lige, en slags amerikansk apartheidsystem, påbød en konsekvent opdeling mellem sort og hvid i alle offentlige områder og institutioner, såsom skoler, hospitaler, busser og restauranter. En praksis, der var virkelighed for millioner af mennesker helt frem til borgerrettighedskampens sværdslag, omtrent hundrede år senere. En historisk forbrydelse, der præger Amerika den dag i dag. På vej ud til parkeringspladsen for at finde bilen bumper jeg ind i Spike Lee, filminstruktøren bag blandt andet Do The Right Thing og Jungle Fever, en mand, der mere end nogen anden samtidig kunstner har iscenesat og diskuteret race i Amerika, særligt forholdet imellem sort og hvid. Han står med en sølvfarvet, skramlet rullekuffert og spejder efter en taxa. I den amerikanske offentlighed er Spike Lee elsket og udskældt på en gang. Elsket for sit filmiske håndværk, men også for, hvad fortalerne opfatter som mod og social indignation. Udskældt af mennesker, der ser ham som idiosynkratisk og dogmatisk, ja, til tider decideret hadsk, i sin tilgang til racespørgsmålet. Han er således i årenes løb blevet beskyldt for at tegne et ensidigt negativt billede af både jøder og italiensk-amerikanere i sine film, og for generelt set at være fordomsfuld i sin tilgang til det hvide Amerika. Det er på sin vis Spike Lee, der har inspireret til denne opdagelsesrejse ind under huden på Amerika. Mit første møde med den amerikanske auteur fandt nemlig ikke sted på Union Station i 2009, men derimod i en fyldt, dampende varm biografsal i Los Angeles, en forårsaften i 1988. Jeg var 16 år, og jeg rejste i selskab med en dansk bekendt af min familie, 16 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 16

22-02-2012 07:45:17


der var gift med en sort amerikansk kvinde. Vi boede hos hendes familie i kvarteret Baldwin Hill, opkaldt efter lykkeridderen, hesteopdrætteren og jordspekulanten Elias Jackson “Lucky” Baldwin. Kvarteret er primært befolket af sorte amerikanere, som tilhører den højere middelklasse. Faderen i familien var gymnasielærer og kørte i en sølvgrå vintage Porsche 356. En aften trillede vi ned til den lokale biograf på La Brea Boulevard, for at se Spike Lees film She’s Gotta Have It. Mine forældres danske ven og jeg var de to eneste hvide mennesker i salen. Vi oplevede flere gange, at alle andre grinede eller kommenterede handlingen, uden at vi forstod hvorfor. Vores referenceramme var en anden, der var antydninger, der var slang, tøj, følelser og liv, vi ikke kendte til. Det var bemærkelsesværdigt. Ikke mindst for en teenager fra et land, der dengang i 1980’erne vel var et af de mest homogene og på alle måder ensfarvede steder i verden. Jeg ved ikke om mødet med den kontroversielle instruktør er et godt eller dårligt tegn, men jeg ved, at Spike Lee ikke er den eneste i Amerika, der ser verden igennem farvede briller. Se blot på popkulturen, der stortrives i en sump af fordomme om race og etnicitet. For eksempel, at hvide ikke kan danse, at sorte synger og løber bedre end alle andre, at unge spansktalende og sorte mænd typisk henslæber tiden i bander, at asiatisk-amerikanere alle er akademiske superstjerner og italienskamerikanere primært er spaghettispisende gangstere. Fra Hollywood til internettets pornosider. Det er overalt. Ja, porno. Hvis du vil vide mere om et land, så se på dets sexliv. I Amerika er der et særligt marked for såkaldt raceblandet porno. Det kan være hvide mænd, der har sex med sorte kvinder – med alle de referencer til årene med slaveri, der kan ligge i det – men det er især iscenesættelser af hvide kvinder, der har sex med absurde, racistiske fremstillinger af sorte mænd. Der er tale om en løgn, en gestalt baseret på en forestilling om den hypermaskuline, stærke gangster. Der spilles vulgært på enhver dum kliché om, hvad der dog kan ske, hvis en “pæn” hvid pige vover sig ud i junglen. Den tilgang til race, det fænomen, er ikke nyt, tværtimod er det rodfæstet 17 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 17

22-02-2012 07:45:17


i tiden med slaveri. Som blandt andre historikerne John D’Emilio og Estelle B. Friedman har dokumenteret det i deres bog Intimate Matters – a History of Sexuality in America, skabte Sydstaternes racistiske hvide allerede under Amerikas år med legalt slaveri afstand imellem sig selv og de sorte slaver, ja retfærdiggjorde deres handlinger, ved at tale om slaverne som værende mere styret af lyst, kort sagt mere dyriske og primitive, end hvide mennesker. I 1990’erne definerede den sorte amerikanske skribent Earl Hutchinson det som “The Big Black Scare” i sin bog Assassination of the Black Male Image. Han mener, at der hersker en udbredt frygt i Amerika, blandt hvide, asiater, Hispanics og sågar en del afrikansk-amerikanere selv, for den unge sorte mand. En frygt, der har sine rødder i historien, i tidlige, racistiske ideer om, at frigivne slaver kun var ude på at stjæle den hvide mands land, magt og kvinder. Tankegangen manifesterer sig også uden for pornografiens verden, og i en forstand, der ofte fejlagtigt opfattes som positiv. For eksempel når hvide mennesker, også i Danmark, tilskriver afrikansk-amerikanske eller rent afrikanske musikere, billedkunstnere, sportsfolk eller dansere en særlig rå og primitiv ægthed og naturlighed. I Amerika kalder de af og til den tendens for romantisk racisme, hvilket skal forstås som en form for racisme, hvor en dominerende gruppe i et samfund projicerer egne fantasier over på en minoritetsgruppe. Udstyrer den gruppes medlemmer med særlige evner og træk, som de finder attraktive. Det er en forvrængning, der i sin pornografiske udgave måske appellerer til folk, der tænder på racisme, for det er, hvad det er, når man postulerer, at der skulle være noget særligt dyrisk, seksuelt og primitivt over mennesker med en bestemt hudfarve, og som i yderste konsekvens kan føre folk grimme steder hen. Det opdagede 14-årige Emmett Till, da han blev tævet, fik revet sit ene øje ud, blev skudt i hovedet og derefter smidt i en flod af to voksne mænd. Angiveligt fordi han havde opført sig flirtende overfor en hvid kvinde. Nok fandt den ugerning sted i en tid, der synes fjern fra det moderne mylder på Union Station, ja den kan i et øjeblik forekomme uden forbindelse til en verden, hvor souvenirbutikkerne sælger påklædningsduk18 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 18

22-02-2012 07:45:17


ker formet efter præsident Barack Obama, hvor ord som slavehandler og plantageejer kun optræder i historiebøgernes mørke kapitler, og hvor alle de navne, der engang fremkaldte frygt, vrede og afmagt hos mange amerikanere, er glemte, døde, væk. Fra den berygtede guvernør i Mississippi, Ross Barnett til Birminghams brutale politichef Eugene “Bull” Connor. Men tag ikke fejl, spørgsmålet om race ligger stadig helt fremme i den fællesamerikanske bevidsthed, konflikterne er der, nogle af dem i nye forklædninger, andre i de samme gamle gevandter. Problemet er målbart. En hvilken som helst statistik viser det samme mønster, uanset om emnet er uddannelsesniveau, indkomst eller risikoen for kriminalitet og fængselsophold. Hvide amerikanere og asiatisk-amerikanere klarer sig bedst, mens spansktalende amerikanere og sorte amerikanere altid ligger i bunden af alle opgørelser. Tallene er konkrete, og dem vender vi tilbage til, men bud på årsager og forklaringer er ofte, hvad der deler Amerika. Den direkte diskrimination er til at tage og føle på, den kan angribes, moralsk og juridisk, og det er – med få åbenlyst forskruede undtagelser – vanskeligt at finde en amerikaner, sort, hvid, brun eller hvad som helst, der åbent vil vedkende sig et racistisk menneskesyn. Tværtimod, kunne man med en vis ret hævde, at den gennemsnitlige amerikaner, i kraft af landets multikulturelle indvandrerhistorie, ofte gebærder sig med større åbenhed og tolerance i mødet med de andre, end den gennemsnitlige nationalstatseuropæer. De historiske sår er dog stadig betændte. Samspillet mellem sort og hvid i Amerika er et psykologisk og socialt miskmask, præget af frygt, vrede og skyld på kryds og tværs. At gribe fat om ondets rod er ikke blevet gjort nemmere af, at befolkningssammensætningen i Amerika ændrer sig drastisk lige nu. Spørgsmålet om borgerrettigheder, om diskrimination og racisme, er ikke længere alene sort og hvidt, hvilket ellers, som det fremgår, er kompliceret nok. Antallet af asiatisk-amerikanere har i de seneste årtier været støt stigende, men især er antallet af spansktalende borgere eksploderet, sådan så der i dag er flere og flere byer, heriblandt millionbyen Miami i Florida, hvor spansk er det sprog, et flertal taler. Amerikansk identitet og selvforståelse udfordres i disse år. 19 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 19

22-02-2012 07:45:17


Yderligere forvirring skaber det, at mange blander kultur, etnicitet og race sammen. Hispanics, de spansktalende i USA, kan for eksempel ikke defineres som en race, uanset hvilke teorier man bekender sig til, ikke desto mindre er amerikanere med spansk-europæisk baggrund, sydamerikansk baggrund, caribisk-spansk baggrund og latinamerikanske indianere – kort sagt mennesker med vidt forskellig socioøkonomisk, politisk, kulturelt og religiøst tilhørsforhold – siden 1970 blevet samlet i den samme statistiske kasse i de amerikanske folkeoptællinger. Selve ordene race og racisme er i sig selv komplekse og bruges vidt forskelligt fra kultur til kultur. Racisme dækker i oprindelig betydning over forestillingen om visse racers overlegenhed i forhold til andre. En tankegang, der i sin ekstrem førte til nazisternes teorier om den ariske races ret til at herske. I dag bruges beskyldninger om racisme langt bredere og til tider mere diffust, ligesom der i dag tales om forskellige former for racisme, alt lige fra den individuelle racisme, hvor et enkelt menneske af en race konkret undertrykker et menneske af en anden race, til den mere omdiskuterede strukturelle racisme, altså ideen om, at et samfunds bærende institutioner, dets erhvervsliv, kulturliv og så videre, er indrettet på en måde, der tager hensyn til majoriteten i en befolkning og dermed, uden at vedkende sig det direkte, holder mennesker fra minoritetsgrupper ude. Samtidig er der uenighed om, hvad vi taler om, når vi taler om race. Divergerende teorier kan være mere eller mindre kontroversielle, men hovedstrømningerne i diskussionen går på, om race er et biologisk faktum, en social konstruktion eller en blanding af de to. Det er der mange meninger og teorier om af mere eller mindre lødig karakter, men noget af den grundigste videnskabelige forskning på området, er foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af ‘The Human Genome Project’, HGP, et internationalt forskningsprojekt, der løb fra 1990 til 2003, og som havde til formål at kortlægge menneskets gener. I spidsen for HGP stod den amerikanske stat og amerikanske universiteter, men forskere fra førende universiteter fra hele verden arbejdede på projektet. Om race siges det i HGP: 20 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 20

22-02-2012 07:45:17


“To date, no genes have been found associated with race. Humans of all races are 99, 9 % alike genetically. Genes, such as MSHR, have been found to control various traits such as skin, hair, or eye color, but there are no race-based genes. Likewise, it is believed that there is more genetic difference among members of a race of people than there is between people of different races.” Kort sagt, race kan ikke forklares genetisk, tværtimod er der fundet større forskelle inden for gruppen af hvide mennesker og inden for gruppen af sorte mennesker, end der er fundet imellem de to grupper. Uanset hvad, og uanset om race i biologisk forstand er en tvivlsom størrelse at arbejde med, er det sådan, at så længe vi hver især kategoriserer individer efter hudfarve og udseende, og i øvrigt derfra springer direkte til nagelfaste, indgroede forestillinger om, hvordan disse mennesker, de andre, opfører sig, er og lever, giver det mening at forholde sig til udtrykket race. Der er dog en vis træthed i den amerikanske offentlighed, når det gælder racedebatten. En følelse hos mange af, at det er en samtale, som er kørt mere eller mindre af sporet. Alle har hørt alting før, alle har en dagsorden, alle hudfarver, alle etniciteter, alle religioner, har noget at lade de andre høre. Det er til tider en debat, der kan sammenlignes med et nedslidt ægtepars skænderier. Hun sagde, han sagde … og jo mere de taler, jo mere de forsøger at fortolke hinandens ord og gerninger, jo mere distancerer de sig fra hinanden og jo længere roder de sig ud i nye komplicerede konflikter og misforståelser og misopfattelser. Det begynder og slutter med den drøm, Amerika har lagt navn til, og hvordan den drøm defineres. Komikeren George Carlin, der især i sine senere år, frem til sin død i 2008, finpudsede evnen til at være elegant og bitter på samme tid, har engang sagt, at “de kalder det den amerikanske drøm, fordi man skal være faldet i søvn, før man kan tro på den”. Det var dog historikeren James Truslow Adams, der i sin bog The Epic of America fra 1931, første gang brugte udtrykket og hans amerikanske drøm er noget anderledes end George Carlins. Det er en drøm om: “ … A land in which life should be better and richer and fuller for 21 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 21

22-02-2012 07:45:17


everyone, with opportunity for each according to ability or achievement. It is a difficult dream for the European upper classes to interpret adequately, and too many of us ourselves have grown weary and mistrustful of it. It is not a dream of motor cars and high wages merely, but a dream of social order in which each man and each woman shall be able to attain to the fullest stature of which they are innately capable, and be recognized by others for what they are, regardless of the fortuitous circumstances of birth or position”. Store ord. En beskrivelse af en mægtig drøm, ikke om høje lønninger og nye biler, men om en social orden, hvor enhver har mulighed for at blive alt det, vedkommendes evner og talent muliggør. En drøm, der rækker ud over klicheen om, at man i Amerika kan gå fra at være avisbud til millionær, og som giver liv til ideen om anerkendelse for det, man er og kan, uanset baggrund og position. Det er den idé, der den dag i dag driver forestillingen, ja håbet, om et samfund, hvor alle har lige muligheder, upåagtet hvor de er født, og hvilken farve hud de har. Det er den drøm (myte?), vi er på jagt efter en slags sandhed om. Har amerikanerne mistet troen eller genfundet den? Har Barack Obama skabt håb eller splittelse? Bilen er en sølvfarvet Pontiac G6 med 252 hestekræfter. Den form for eksplosiv kraft kan vi hurtigt få brug for på den rejse ind i det ukendte, vi står på tærsklen af. Vi synker ned i de blødt knitrende sæder, forberedt på hvad som helst. Fotografen triller ud af parkeringshuset og kaster med stor kraft G6’eren ind i myldretidstrafikken på H Street. Tror man ikke på det, på sig selv, kommer man aldrig nogen vegne her. Den nedadgående vintersols stråler danser dagens allersidste dans på kontorbygningernes skinnende facader af glas og stål. Mod horisonten tegner et stadigt større skydække ildevarslende koksgrå mønstre på aftenhimlen. Bilens motor brummer, det er en dyb, lidt undertrykt lyd, som en ældre mands tiltagende rømmende hoste, og jeg spænder sikkerhedsbæltet. Udenfor er Amerika.

22 www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal

2569-Gyl-Amerika-under-huden.indd 22

22-02-2012 07:45:17

Amerika under huden, uddrag  

Uddrag fra Andreas Fugl Thøgersens Amerika under huden

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you