Livstråden
Af Nikki Erlick
På dansk ved Camilla Engkjær Laursen
Til mine bedsteforældre, med kærlighed og taknemlighed
Tell me, what is it you plan to do with your one wild and precious life?
Mary Oliver, “The Summer Day”
Det var svært at forestille sig en tid før. En verden, hvor de ikke var der.
Men da de først kom, i marts, vidste ingen, hvad de skulle gøre med dem, de her små, underlige æsker, der kom med foråret.
Alle æsker i alle livets stadier havde et klart formål. Der var en klar procedure. Æsken med et skinnende nyt par sko til første skoledag. Julegaven med en rød sløjfe på toppen, krøllet med kanten af en saks. Den lille æske med den længeønskede diamant inden i og de store papkasser, lukket med tape og skrevet på med tusch, som blev båret ind i flyttevognen. Selv den sidste æske, der lå under jorden, og hvis låg aldrig blev åbnet igen, når det først var blevet lukket.
Alle andre æsker føltes velkendte, forståelige, de var endda forventelige. Alle andre æsker havde et formål og en plads, de passede perfekt ind i et almindeligt liv.
Men de her æsker var anderledes.
De kom i starten af marts, på en ikke ellers bemærkelsesværdig dag under en ikke ellers bemærkelsesværdig måne. Det var alt for tidligt til, at man kunne skyde skylden på forårsjævndøgnet.
Og da æskerne kom, fik alle en på samme tid.
Små trææsker – eller det lignede i hvert fald træ – der dukkede op i løbet af natten, i millionvis, i hver eneste by og hver eneste stat og hvert eneste land.
Æskerne lå på nyslåede græsplæner i forstæderne, mellem hækkene og hyacinternes første blomster. De lå oven på slidte dørmåtter i byerne, hvor et utal af lejere var trådt over dørtærsklen. De sank ned i det varme sand uden for teltene i ørkenen og ventede i nærheden af afsidesliggende skovhytter, hvor duggen lagde sig hen over dem. I San Francisco og São Paulo, i Johannesburg og Jaipur, i Andesbjergene og i Amazonas regnskov, der var ikke det sted, eller det menneske, som æskerne ikke kunne finde.
Der var noget både beroligende og foruroligende ved, at alle voksne på jorden pludselig delte den samme ubegribelige oplevelse. Æskernes allestedsnærværelse var på én gang skræmmende og en stor lettelse.
For på mange måder var det den samme oplevelse. Æskerne var ens i nærmest alle henseender. De var alle sammen mørkebrune med et rødligt skær, de var kølige og glatte at røre ved, og på alle æsker var der en simpel og alligevel kryptisk besked, skrevet på modtagerens modersmål: Heri ligger dit livs mål
Inden i hver æske var der en streng, som lå skjult bag et hvidt og sølvskinnende stykke stof, så selv dem, der løftede låget, ville genoverveje det, før de undersøgte, hvad der lå nedenunder. Som om æsken advarede en og prøvede at beskytte en mod ens egen barnlige lyst til straks at flå papiret af. Som om æsken bad en om at vente, om at overveje det næste træk grundigt. For det kunne aldrig gøres om.
Æskerne varierede kun på to måder.
Alle æskerne bar modtagerens navn, og strengene inden i havde forskellige længder.
Men da æskerne ankom dengang i marts, forstod ingen rigtig, hvad det betød midt i al frygten og forvirringen
I hvert fald ikke endnu.
Forår
Nina
Nina lå stadig og sov, da æsken med hendes navn på dukkede op uden for døren, og en let trækning strøg over de lukkede øjenlåg, mens hendes sovende hjerne kæmpede med en dårlig drøm (hun var tilbage i high school, hvor læreren forlangte, at Nina afleverede en opgave, som hun aldrig havde fået for). Det var et almindeligt mareridt for folk, der havde en tilbøjelighed til at blive stressede, men det var ingenting imod det, der ventede hende i den virkelige verden.
Nina vågnede først den morgen, som hun altid gjorde, og rejste sig fra sengen, så Maura kunne sove uforstyrret videre. Hun gik ud i køkkenet iført den skotskternede pyjamas og tændte kogepladen under den runde, orange tekedel, som Maura havde fundet på et loppemarked sidste sommer.
Der var altid så dejligt stille i lejligheden så tidligt på dagen. Stilheden blev kun afbrudt af den hvæsende lyd af kondens, der løb ud under låget på kedlen og landede i de små flammer omkring kogepladen med en syden. Senere ville Nina undre sig over, hvorfor hun ikke havde hørt postyret den morgen. Der lød hverken skrig eller sirener eller larm fra folks fjernsyn. Intet alarmerede hende om det kaos, der udspillede sig uden for hendes dør. Hvis Nina ikke havde tændt telefonen, kunne hun måske være blevet i stilheden lidt endnu og nydt tiden før.
Men hun satte sig i stedet på sofaen for at læse mails og scrolle igennem forskellige nyhedsbreve, som hun gjorde hver morgen, indtil Mauras vækkeur ringede, og de besluttede sig for, om de skulle have æg eller havregrød. Det var en del af Ninas job som redaktør at holde sig informeret, men alene antallet af apps og nyhedsmedier var steget for hvert år på jobbet, og Nina blev nogle gange overvældet ved tanken om, at hun aldrig ville kunne følge med, selvom hun brugte resten af sit liv på at læse.
Den morgen nåede hun ikke engang at komme i gang. Lige så snart hun låste telefonen op, vidste Nina, at der var noget galt. Hun havde tre ubesvarede opkald fra venner, og beskederne var strømmet ind i flere timer, primært beskeder fra hendes medredaktører i deres gruppechat.
HVAD FANDEN SKER DER?!
Har alle fået en???
De er OVERALT. Som i hele verden. Hold nu KÆFT.
Er det seriøst?
LAD VÆRE med at åbne dem, til vi ved mere.
Men der ligger jo bare en streng indeni, ikke???
Nina fik en trykken for brystet, det svimlede for hende, mens hun prøvede at stykke hele historien sammen. Hun gik ind på Twitter og så Facebook, men det var det samme overalt, spørgsmålstegn og panik i versaler.
Men nu var der billeder. Hundredvis af mennesker havde lagt billeder op af små, brune æske, der lå uden for deres døre. Og det var ikke kun i New York, hvor hun boede. Det var overalt. Nina kunne læse beskeden på nogle af billederne. Heri ligger dit livs mål. Hvad fanden skulle det betyde?
Hendes hjerte slog foruroligende hurtigt for at kunne følge med spørgsmålene, der opstod i hendes hoved. De fleste af dem på nettet, som var blevet konfronteret med den samme uklare besked på æsken, sluttede hurtigt op om den samme rædselsvækkende konklusion: Hvad der end lå i æsken, kunne det angiveligt fortælle en, hvor længe man ville leve. Hvor lang tid man havde fået tildelt af de højere magter.
Nina skulle lige til at skrige og vække Maura, da det gik op for hende, at de også måtte have fået nogle. Hun lagde skælvende telefonen på sofaen og rejste sig op. Hun gik hen til entrédøren, lidt usikker på benene, tog en dyb indånding og kiggede ud ad dørspionen, men hun kunne ikke se gulvet. Hun låste langsomt de to låse op og åbnede døren forsigtigt, som om der stod en fremmed på den anden side og bad om at blive lukket ind.
Der var æskerne.
De stod på dørmåtten med Bob Dylan citatet, som Maura havde insisteret på at tage med, da hun flyttede ind i Ninas lejlighed. ’Be groovy or leave, man’. Nina havde nok foretrukket noget mere enkelt som en neutral måtte med et gittermønster, men citatet fik altid Maura til at smile, og efter et par uger havde Nina også lært at elske det.
To æsker lavet af noget, der lignede træ, dækkede det meste af den blå skråskrift. Der var en til hver.
Nina kiggede ned ad gangen og så, at der lå en identisk æske og ventede på deres nabo inde i 3B, en gammel enkemand, som kun kom ud én gang om dagen for at gå ud med affaldet. Hun overvejede at gøre ham opmærksom på den, men hvad skulle hun overhovedet sige?
Nina stod stadig og stirrede på æskerne, der lå foran hende, for nervøs til at røre dem og for chokeret til at gå, da kedlens fløjten vækkede hende fra trancen og mindede hende om, at Maura ikke vidste noget endnu.