DEN, DER SKAL LEVE læseprøve

Landet i Tæppet

DEN, DER SKAL LEVE

Den, der skal leve – Landet i Tæppet 2 © Dorthe Klyvø og Forlaget Falco

1. udgave, 1. oplag 2023

Illustrator: Ane Gudrun

Forsideillustrator: Simon Zander

Grafisk layout: Rikke Ella Andrup

Bogen er sat med Palation og Liza Display Pro og trykt hos ScandBook AB, Sverige

ISBN: 978-87-7596-001-9

Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Dette er en fiktiv fortælling. Navne, karakterer, steder og begivenheder er produkter af forfatterens fantasi eller anvendt i en fiktiv kontekst, som ikke kan betragtes som virkelig.

DORTHE KLYVØ

DEN, DER SKAL LEVE

Prolog

Det Gamle Hus vågnede og skuttede sig i morgenkulden. Nætterne blev sværere og sværere at komme igennem, og alle samlinger knagede og bragede om morgenen.

I køkkenet var der allerede liv, og huset spidsede ører. Heldigvis genlød det ikke af skænderier her til morgen. Det Gamle Hus havde troet, at alt ville blive godt, da pigen var blevet opereret. Hele familien – og fru Lyngvig – havde været så glade dengang for fire år siden. Huset smilede skævt for sig selv. Ingen andre end Tom og fru Lyngvig havde vidst, hvorfor pigen pludselig var kvikket så meget op før sin operation. Ganske vist kunne man jo ikke være sikker på, at græssaften var grunden til, at det var gået så godt, men …

Huset ville aldrig glemme synet af den lille familie, da Lea kom hjem fra hospitalet. Hovedet havde været bundet ind i en stor, hvid forbinding, og hun var gået lidt snublende og usikkert, men glæden havde strømmet ud

af forældrene og Tom, og af pigen selv. Det Gamle Hus måtte synke en stor klump i skorstensrøret ved tanken, og en smule fugt sivede ned over vinduesbænkene på øverste etage.

Siden havde huset hørt mange hviskende samtaler mellem storebror og lillesøster, når Tom fortalte om sine oplevelser på den anden side i Landet i Tæppet. De to søskende var kommet meget tæt på hinanden efter den oplevelse, og lillesøster Lea havde siddet med store øjne og lyttet til Tom, når han fortalte om sin rejse frem til Dronningernes Trone og sine kampe mod Skyggerne. Det Gamle Hus sukkede tungt. Meget havde ændret sig i de senere år. Nu var det, som om tingene begyndte at skride, og lykken og taknemmeligheden forsvandt i glemsel. Forældrene havde genoplivet deres forhold, og de opførte sig – det måtte huset indrømme – en lille smule som nyforelskede teenagere indimellem. Tom var blevet stærk efter sine oplevelser, og han var på efterskole og ikke så meget hjemme. Han og Lea talte ofte i telefon sammen – eller gjorde den der ting, hvor de kunne se hinanden på telefonernes skærme – men det var tydeligt at mærke på Lea, at hun savnede ham. Huset trak lidt opgivende på tagryggen, så det knagede i tagrenderne. Bare enten forældrene eller Tom snart ville vågne op og få talt ordentligt med pigen. Ellers kunne man frygte det værste. Det Gamle Hus havde

fornemmet en uro på den anden side af tæppet. Noget var i gære, noget var på vej.